Bogens Verden 1995 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Ud af besættelsestiden En samtale med forfatteren Erik Aalbæk Jensen om efterkrigstidens Danmark
- og om det usagtes kunstAf Erik Skyum-Nielsen
Da Erik Aalbæk Jensen i efteråret 1994 vendte tilbage som forfatter med romanen Særlige vilkår, kunne hans mange trofaste læsere med en vis ret have forventet endnu et bind i hans "vendelbo-saga", romanrækken, der jo begyndte i 1964 med Perleporten og siden blev videreført med Sagen fra 1971, Kridtstregen fra 1976 og dobbeltromanen Herrens mark - Magtens folk i 1990-91. Men i stedet valgte forfatteren at forny sig, og skiftede stof og miljø: fra Jylland til en lille ø nær Sjælland.
Det glemte folk
Særlige vilkår går kort fortalt ud på, at et ungt par, Niemann og Elsebeth eller Beth, i begyndelsen af 1950erne flytter fra Vendsyssel til Lindø, et lille, sluttet ø-miljø ved Sjælland. Her bestyrer de i det næste par år en ejendom, der dels består af deres egen gård, dels af en lystgård, som ejes af rige københavnske forretningsfolk. Niemann og Beth vinder respekt hos de lokale og får ret hurtigt levet sig ind i den lokale sammenhæng, for de har energi og er arbejdsomme, og de forstår (eller hun gør i hvert fald) at lytte til de signaler, man giver dem. Men selv om parret vil gøre alting så rigtigt, så rigtigt, gør de sig ikke ret klart, i hvilken grad de bryder med stedets vaner og traditioner. De handler, men konsekvenserne dukker først op efterhånden. Dermed bliver bogen ikke kun endnu en ægteskabsskildring, men også en indgående miljøanalyse, og det ligger lige for at spørge dens forfatter, om Særlige vilkår skal betragtes som en skønlitterær frugt af hans otte bind om Livet på øerne.Erik Aalbæk Jensen: "Den var i hvert fald ikke tænkelig uden de erfaringer, min kone og jeg gjorde under 12 års rejser og samtaler på øerne, hvor vi i modsætning til min forgænger Achton Friis, der berejste, beså og beskrev øer og øbefolkning, fra første færd satte os det mål, at det skulle være øfolket selv, der fik mund og mæle - det som Thomas Høyrup siden, i en anden sammenhæng, kaldte "det glemte folk". Desuden har jeg selv været øpræst en tre års tid på en ø, der nogenlunde kunne ligne den beskrevne, i geografi i hvert fald.
Serien om livet på øerne var en dokumentarisk beretning, dvs. med navn og adresse på. Det har sine meget store fordele at lade folk fortælle om sig selv, men det har også sine svage sider, for dels er det begrænset, hvad de vil fortælle af negative sider ved ølivet, og dels er det jo begrænset, hvad jeg vil gengive af, hvad de har fortalt. I fiktionsformen derimod, hvor der ikke er navn og adresse på, er du anderledes frit stillet, også til at kunne få nogle af mørkesiderne ved ølivet med.
Lige fra Perleportens dage har jeg været spændt på, om det kan lykkes at skrive om mennesker, som i sig selv er fattige på udtryk. Jeg siger ikke, at de er fattige på følelser eller erfaringer, for de har lige så mange følelser og erfaringer som andre har; men de mangler bruddet. Jeg er kommet fra et husmandsmiljø og tog det store spring over i bogen, et meget stort spring over en meget dyb kløft. Så jeg kender godt dem på den anden side. Jeg har også i mit lange liv på landet haft venner, naboer, omgang af den type, jeg forlod, da jeg tog hjemmefra, altså bønder og praktisk arbejdende folk. På den baggrund kender jeg deres følelsesliv og forestillingsverden, men jeg véd også, i hvor høj grad de savner udtryk for den. Det spændende paradoks bliver da, om det kan lade sig gøre at give mund og mæle til folk, der selv er fattige på ord.
Det kræver mange beskrivelser af, hvordan de handler, for det er igennem deres måde at agere på eller måske netop undlade at agere på, den måde de holder pause på uden at sige noget - det er derpå de kendes, og derudfra du skal fornemme dig til deres følelsesliv og hele baggrund. Det kan du ikke gøre gennem lange monologer, du må gøre det indirekte. De er ikke bevidste og reflekterede, de reagerer brat på enkelte fremmede ord, men forskellen ligger også i selve lynnet. Sjællændere er mere runde og forsigtige, men de er sgu lige så røgede, som vendelboerne er spegede. De forstår sig også på kunsten at underdrive."
Bogens Verden: Men selv om du kender miljøet grundigt, virker det som om du litterært set træder ind i et nyt rum.
- "Jamen, det gør jeg også, rent konkret derved, at jeg tager to vendelboer, der bryder op fra en vendsysselsk sammenhæng og etablerer sig i et helt andet sæt kulisser, i et sjællandsk landskab og blandt sjællændere. Det er ikke så mærkeligt som det ser ud, for bortset fra mit første år, hvor jeg var i Thy, og som jeg ikke kan huske noget fra, så har jeg kun været 16 år i Vendsyssel, og det har jeg så lavet stort set hele min produktion på. Men på Sjælland, i sjællandske landsogne, har jeg boet stort set uafbrudt fra 1950 og til nu hvor vi stadigvæk bor i et sjællandsk landsogn. Så siger jeg til mig selv: jamen for hulen mand, du må da også snart være så fortrolig med det landskab og med de mennesker og med den mentalitet, at det lader sig gøre at skrive derudfra, hvorfor skal du hele tiden gå tilbage til dit eget forladte rum?"- Betyder det, at den sætning der dukker op flere gange i Særlige vilkår, at kroppen nogle gange er forud for hovedet, mindst lige så meget gik på dig selv?
- "Ja, selvfølgelig, det er en erfaring, jeg har gjort og får underbygget ved at læse Tor Nørretranders, skønt min viden om det er ældre. Jeg har lige læst Claus Brylds seneste bog Hvilken befrielse, hvor han refererer til kirkefaderen Augustin, der på sin finger havde indskrevet ordet thahimur, "vi føres". Det er min erfaring, delvis med min kristelige baggrund, men endnu mere ud fra, hvad jeg synes jeg efterhånden har lært i tilværelsen, om hvordan mennesker reagerer. Vi føres, måske af forsynet, det skal jeg ikke kunne sige noget om, men vi føres i hvert fald af instinkter, vaner og reaktionsmønstre, der er nedlagt i os, længe før vi kommer til bevidsthed, muligvis også af selve sammensætningen af vores gener, kort sagt af en underbevidsthed, som bestemmer vores kurs ret længe inden vi med vores bevidsthed finder udtryk for, hvorfor vi gik den dér vej. Jeg ser det, ikke mindst nu hvor jeg er blevet bedstefar og har en flok på ikke mindre end 14 børnebørn. Hos nogle af dem kan jeg pludselig, selv om de er langt uden for min rækkevidde, se: hov, dét mønster kender jeg, den reaktionsmåde, eksempelvis hos en dreng på en halv snes år, der har en mani med aldrig at komme for sent, altid at møde ti minutter før i skolen. Den mani var min, men jeg har ikke lært ham det, og hans forældre har ved Gud ikke lært ham at møde før tiden, snarere tværtimod; men jeg kan se det og tænker, at der altså er noget, der fører ham. Han kan senere overbygge det ved at sige, at man skal møde til tiden og passe sine ting, men det er ikke hovedsagen. Jeg er forbavset over at iagttage det og en mere og mere svoren tilhænger af sandheden i det dér trahimur."- Som litterært projekt kan Særlige vilkår være et forsøg på overbinde en afstand mellem det sted, du fysisk er kommet til, og det, hvor du befinder dig som skrivende og fortolkende person. Du har som præst befundet dig i sjællandske landsogne uden at skrive om det. Nu når du så frem til et af de steder, breder det ud som socialt landskab og trænger ned i dets fysiske og mentale struktur. Erik Aalbæk Jensen: "Ja, men der gør sig samtidig noget andet gældende. Jeg tror, det var Karen Blixen, der sagde, at hvis man skal skrive om et land, så skal man enten være der en uge eller et helt liv. Du kan skrive om en egn eller nogle karakterer i reportageform, hvis du har været der i en uge, det har jeg gjort på øerne, men skal du skrive om det i kunstnerisk form, skal der foregå en vis lagring. Hemingway sagde i forbindelse med Hvem ringer klokkerne for? at der skal gå mindst fem år, fra en begivenhed finder sted og til du kan skrive om den. Det vil jeg fuldstændig skrive under på, det er derfor, det har taget så lang tid for mig at skrive om sjællændere. Først nu er mine erfaringer fra Sjælland blevet så gamle, at der kan skrives på dem."
- Særlige vilkår virker umådelig grundigt researchet. Er den også dét?
- "Ja, men ikke på selve historien, for den er fiktiv, og hvis personerne er bragt derhen nogen steder fra, andre end fra min egen fantasi, så er de bragt ind i den lokalitet andre steder fra. Men researchen har spillet og spiller for mig en kæmpe rolle i det hele taget og har også gjort det her. Dels landskabeligt, for jeg har gået en bestemt ø igennem, Nekselø oppe i Sejrøbugten, det er jo ingen hemmelighed. Dels har jeg kendt den igennem mange mange år, dels har jeg, mens det her stod på, vandret den igennem og gjort iagttagelser på fugle, på flora, vejr, farver, på alle de årstider, bogen handler om. Desuden har jeg drevet mit store researcharbejde på selve miljøet, selve 50erne, 1956-57, hvor handlingen foregår. Jeg har gravet i varehuskataloger, lokalblade, billedblade, dameblade, ugeblade, hovedsagelig efter princippet: hvad jeg selv læste på det tidspunkt. Derved opnår du nemlig to ting. For det første får du indføjet i skildringen nogle faktuelle udtryk, som i sig selv dels virker genkendelige for dem, der kan huske tiden, og derved kalder på noget hos dem, dels gør skildringen - hvad jeg lægger meget vægt på - troværdig i den forstand, at jeg tror en fejl i tandpasta- eller cigaretmærker eller sådan noget er illusionsbrydende, læseren falder simpelt hen ud af fiktionen, falder ud af illusionen om at sidde over for et stykke virkelighed.
Det distraherer, hvis man fanger nogle ting, der får fiktionen til at virke "lavet". Men den allervigtigste grund til, at jeg læser de blade, jeg læste selv, er, at disse enkeltheder, tandpastamærker eller tøjfaconer, priser osv. - de får det til at sige boing, de mobiliserer min erindring, for jeg har glemt mange af de ting, dog ikke mere end at jeg pludselig kan smage, hvordan den tandpasta smager, og hvordan den creme lugter, og hvordan den swagger ser ud, eller rettere sagt, hvordan en pige ser ud og lyder når hun går i en swagger. Jeg skriver historiske romaner i den forstand, at de foregår inden for de sidste halvtreds år, men ligegyldigt hvilken form for prosa du sidder med, har den som en vigtig ressource erindringen, specielt naturligvis med glædespunkter, men bestemt også med smertepunkter, så kommer der klang i metallet."
Besættelsen borte
Set på baggrund af Erik Aalbæk Jensens tidligere bøger skiller Særlige vilkår sig ud ved at være så godt som støvsuget for henvisninger til krig og modstandskamp. Det skyldes i første omgang forfatterens ønske om at tage fat et nyt sted. I anden omgang hænger det sammen med, at hans to hovedpersoner er midt i tyverne og fra landet og således vokset op i en ramme, som besættelsen i det daglige liv passerede udenom. Besættelsens fravær i romanen er for så vidt en følge af krigens almindelige fravær i danskernes dagligdag både efter '45 og før.Tilsvarende er 1950ernes bagvedliggende sociale klima. det politiske og historiske drama, tonet meget ned. Atomprøvesprængningen ved Bikiniøen nævnes, opstanden i Ungarn 1956, valutakriserne, den socialdemokratisk ledede regerings forsøg på at lægge kursen om og tilpasse Danmark til de nye tider. Derudover sker der en gradvis modernisering af det lille, tætte øsamfund, som kommer i stadig større kontakt med omgivelserne. Der sker en forskydning fra hævdvundne livs- og produktionsformer over til en ny forbrugsmoral. Politisk tales der et sted om de anderledes, de bagkloge, de bedrevidende. Er vreden mod dem - der ved hvordan tingene skal forklares og undskyldes, men som ikke lider selv - del af bogens konklusion, og har vi ikke her en sprække til det, der først åbner sig mange år senere i dansk politik, det oprør, der kom til udtryk i 70ernes højrepopulisme?
- "Dels det, men mere indviklet end som så. Modsat hvad mange, bl.a. flere af mine yngre kolleger mener - at 50erne var et gråt og trist årti - var de for mig som for den brede befolkning de år, hvor der virkelig begyndte at ske noget. 50erne var tværtimod et meget spændende årti, for da skete mekaniseringen, da kom afvandringen til industrien, da kom kvinderne ud i erhvervslivet, teenage-kulturen dukkede op. Den animositet du nu mærker, eksempelvis hos bønder og fiskere, mod naturfredningsfolk, ornitologer, biologer osv., den kommer til orde i det Beth ikke siger, men tænker, den fremmedfølelse over for dem, der har teoretisk indsigt og bedre viden og en bedrevidende holdning til, hvordan landbrug og fiskeri skal indrette sig. Det kunne man møde allerede dengang og dermed den animositet, der deler befolkningen i behandlere og behandlede. Den er en del af baggrunden for konflikten op igennem 70erne og 80erne, for så vidt også nu om dage, den ligger dels i en mangel på udtryk og midler til refleksion hos de brede lag, dels i en manglende pædagogik fra den anden side, som ikke bruger de ord, der kan gå lige ind i livssituationen hos dem, man henvender sig til. Det er en ret sammensat affære."
- "Man var så tæt på hinanden," skriver du, og lige efter hedder det, at "folk gik balancegang på bommen." Der synes at være en slags udsathed i øboernes tilværelse, som alle forvalterne, beslutterne, administratorerne, behandlerne osv. ikke ved af.
- "Ja, som de i hvert fald ikke har gehør for. Det er meget karakteristisk for de små, sluttede samfund som vi traf meget på øerne, men som vi også kender fra landsognene, at megen dialekt, megen underfundighed, megen brug af pauser og underforståethed går på, at man ikke skal fanges på det, man har sagt, navnlig ikke hvis det er noget negativt om andre. Det kunne blive hørt af andre og kan i en given situation ramme en selv i nakken, når man står og mangler hjælp. Når man lever så tæt på hinanden, bliver man varsom. Det er den negative side af det, og den er der nogle, der ikke kan holde ud. Sådan er der nogle der har det, og jeg forstår godt hvad de mener, for de små, sluttede samfund kan opleves som djævlesamfund, med en smålighed uden grænser. Men jeg må samtidig sige, at tingene jo altid er uhyre komplekse og sammensatte, der er næsten ikke den ting, der ikke har både sin mørke og sin lyse side. Den mørke side af det tætte samfund har vi opholdt os ved her; men den lyse side er, at dets mennesker lærer en omgang med hinanden, som vi mere eller mindre bymennesker godt kunne lære noget af. Det er en måde at omgås venner og uvenner på, det er en måde at have et fungerende fællesskab på, selv om man synes både plus og minus om hinanden. Der er en form for livskunst i det. Den er påtvungen, fordi de er nødt til være sådan for at eksistere - en rappenskralde vil ret hurtigt få rappenskralders skæbne og blive varpet ud, more or less, af samfundet - men nødvendigheden kan også fremelske visse egenskaber, som er uomgængelige i menneskeligt samkvem."- Din nye bog bruger vældig meget plads på antydninger. Den praktiserer, kunne man sige, en omsvøbets æstetik, det usagtes kunst. Hvilke grunde har personerne til ikke at udtrykke deres følelser direkte?
- "Du kan spørge vendelboer og sjællændere, du kan spørge landsbyens folk: hvad er jeres grunde til det? Og du får ikke noget svar. Men hvis du spørger mig, hvorfor skildringen har så mange undertoner og ofte modsat mening af det, der sker eller gøres, så er det i nøje overensstemmelse med de personer, der skildres, fordi så meget af natur og verdensbegivenheder jo opleves igennem personerne. Skildringen bevæger sig hele tiden inden for de menneskers udtryksmåde og horisont."- Men hvorfor gør de sig ikke rede for, hvad de tænker og føler, hvorfor kommunikeres der på så mange planer samtidig?
- "Det er, fordi bymenneskers spontanitet og åbenhed ikke lader sig praktisere på landet, det ville være alt for risikabelt. Man kommer i karambolage med hinanden, får snuden for langt frem og risikerer at få nogen over den. Det spiller en meget stor rolle i den måde, landsbyfolk lever sammen på, det er indarbejdet gennem århundreder og har måske eksisteret lige så længe som der har været stammer og grupper til. Man har opretholdt en indbyrdes takt.
I disse samfund er vi ikke anonyme for hinanden, som man mere og mere er i de store byer, hvor man dels ikke kender ret meget andet end hinandens ansigter, dels har et afpersonaliseret forhold til dem, der bestemmer over ens skæbne, til magtudøverne. Bankfolk, lands- og kommunalpolitikerne, folk man ikke møder, sjældent kommer i direkte kontakt med, ja, ofte ikke kender navnet på. I de små samfund derimod har magten et ansigt. Dér ved du, hvem de er, og ved du det ikke, skal de nok lade høre fra sig. Det er begrænset, hvilke friheder man tager sig over for sparekassebestyreren, det kunne jo være man en dag skulle ned og låne hos ham. Det giver en fordel, at du har et reelt forhold til magten, du ved, at det er den og den, og at den har ansigt på. Magt siger de folk noget, magt er ikke en anonym edderkop, der sidder et eller andet sted og hiver i et spind som i det storbysamfund, vi mere og mere bliver, og hvor du nok bliver anonym i forhold til magten, men også mere aggressiv, og føler dig utryg ved de andre."
Mangfoldighed i det små
Hvis vi holder bogen ud i arms afstand, så handler den om det sluttede samfund, hvor alle kender hinanden, og hvor forholdet mellem mennesker er gennemtrukket af afhængighed og nødvendighed på alle leder og kanter. Men Erik Aalbæk Jensen lukker dette lille samfund op og giver personerne lov til at være meget forskellige. Der oprulles en historie om et stykke Danmark, som i grunden er meget fremmed. Øen indgår i hele sin tid, for så vidt som samfundets almindelige udviklingstendenser præger Lindø-miljøet; men dette lille sted er samtidig stort og rigt, og slet ikke til at suge op i en kliche som dén om "det nære, sluttede samfund". Stedet får lov at stå i sin mystik og uudgrundelighed og mangfoldighed. Når man dykker ned i sådan et lille samfund, viser der sig så komplekse mærkværdigheder?- "Ja, det er en af hovederfaringerne fra mit arbejde med Livet på øerne, hvor vi rakkede rundt i tolv år og lærte den lektie, vi kunne i forvejen, at Danmark er et meget lille land arealmæssigt set, Befolkningsmæssigt er vi ikke flere end der bor i Paris. Men danskerne er et utrolig mangfoldigt folk og Danmark et meget mangfoldigt landskab. To øer kan ligge ved siden af hinanden med kun en kilometers farvand imellem og alligevel være to verdener. Vi kan bo her, på vores side af Tryggevælde Å, og på den anden side af åen, på Stevns, bor der et folkeslag, der ikke er ganske anderledes, men som er anderledes. Det synes jeg er det fascinerende ved Danmark. Ydermere er der visse ting, der bærer, der kommer nogle fælles vandårer ind under den mangfoldighed.
Efter min mening er der tre hovedårer i Danmarks undergrund. Den første er puritanismen, indremissionen, pietismen om du vil, som jeg har skrevet så meget om i de foregående bøger, at jeg ikke ville gøre det nu. Den anden retning, næsten diametralt modsat, er grundtvigianismen, som er meget bredere, i og for sig også mere underjordisk, og som giver sig mindre til kende sådan i debatten og ordmæssigt, men nok så meget er mærkbar i praksis, med gymnastikken, forsamlingshusene, i sin tid også mejerierne. Den tredje retning er radikalismen, både kultur- og husmandsradikalismen. Hver for sig er disse tre store årer vidt forskellige, både af oprindelse og i deres aktuelle udtryk. Det er ikke bare på Lindø, at du kan grave ned og finde gamle brudflader, dem finder du overalt i Danmark. I romanen føres to af retningerne sammen, den grundtvigske og københavner-radikalismen."
Når digteren graver
Forfatterens metode ligner arkæologens. Han måler op og mærker af, åbner lag for lag, tager tingene ud, skærv for skærv, spuler dem af og ser, hvad der gemmer sig bag snavset, giver dem nummer. Det svarer til præcision, grundighed og tyngde i Erik Aalbæk Jensens beskrivelsesteknik, som også forsøger at skille tingene ud fra hinanden. Samtidig ligger der en historisk sammenhæng i, at man som øbo og som dansker kan komme til at føle sig, måske ikke rodfæstet, men i hvert fald som del af en meget lang tradition, som nu går mod sin afslutning eller tager en ny form. Ligheden udtrykkes billedligt ved, at store dele af bogens handling drejer sig om en arkæologisk udgravning. Og Erik Aalbæk Jensen medgiver, at dette ikke er ganske tilfældigt:- "Udgravningen er ganske rigtigt et signalement af en metode, og da det handler om bønder og om et landsogns forandring, sættes nutiden i relief ved, at det der begyndte i yngre stenalder, bonde- og landsbysamfundet, det er nu ved at nå sin afslutning. Det mønster rumsterer i baggrunden og i underbevidstheden på disse mere eller mindre uformulerede mennesker. Så det er fra min side bevidst valgt - uden at det behøver være symbolsk."
- Der bliver på et tidspunkt holdt et gilde. Og ved den lejlighed spørger en ferierende amtskolekonsulent, om det mon kan tænkes, at de mennesker, der bor på øen nu, nedstammer i lige linje fra dem, der i sin tid havde bopladsen. Det virker historielæreragtigt, men giver også en vældig bund.
- "Ja, du kan også mærke, det søkker i bonden. Det er nu ellers en islandsk erfaring, der ligger bag. Jeg kan huske jeg var sammen med en arkæolog i begyndelsen af 50erne, der havde udgravet et sted deroppe fra 1000-årene og var stødt på et kranium, der havde den mærkelige egenskab, at det manglede anlæg til de to fortænder. Da så bonden, hvis tun de graver ud, kommer hen ad arbejdstids slutning og spørger, om de har fundet noget, så svarer arkæologen, tja, de har fundet det her skelet uden fortænder. Det var da skægt, sagde bonden, dem har jeg heller aldrig haft."
Arven fra Pontoppidan
Erik Aalbæk Jensen har i litteraturhistorien ord for at være en sindigt og grundigt arbejdende realist, som på næsten dokumentarisk basis tager miljøer for sig for at afdække, hvad der sker med Danmark fra slutningen af 30erne og frem. Det kunne kalde på en standardforestilling om, at han så nok også skriver ligesom-Henrik-Pontoppidan. Men kigger man nærmere på en bog som Særlige vilkår, finder man faktisk temmelig mange brud på standardrealismen. Erik Aalbæk Jensens realisme defineres så at sige ved undtagelserne fra den. Der forekommer mange skift i synsvinkel, hvor scenerier og begivenheder ses gennem personers øjne, sådan at deres oplevelse markeres ved raffinerede dækningsteknikker, og sådan at sætningsbygningen bestemmes af, hvem man ser igennem. Forfatteren administrerer ikke tekstens stemme hen over skulderen på personerne, men identificerer sig med dem. Nogle steder optræder temmelig bratte skift i diskurs, sådan at beskrivelsesstemmen låner fra de skildrede. Der sker skift mellem nutid og datid, der bruges meget grove flash-backs til personernes ungdom. Der indsættes citater fra aviser, reklamer, radionyheder, der forekommer direkte dokumentariske indslag, og der indvæves enkelte symboler, ja, selv foregribelser forekommer. Alt det er temmelig meget at gøre i forhold til standardforestillingen om realisme.- "Der er jo også gået temmelig lang tid siden Pontoppidan levede og skrev! Men han har betydet kolossalt meget for mig. Nu kommer jeg ikke fra noget særlig bogligt miljø, selv om min far var skolelærer; men da jeg kom i gymnasiet, kom jeg til at bo hos min rektor, som bl.a. var dansklærer og havde hele den danske litteratur stående. Det forekommer mig, at jeg læste den på en vinter. Det er selvfølgelig løgn, men sådan synes jeg. Mellem dem var primært Pontoppidan, og han har fulgt mig siden, og jeg tager ham frem med jævne mellemrum. Og det jeg studser mest over nu, navnlig når jeg husker min begejstring for ham, er hans akademiske sprog, det meget smukke standard-dansk, han skriver. Det kan ikke bruges længere. Dansk er blevet så mangfoldigt og nuanceret. Det er sprængt af mange andre indfaldsvinkler, erfaringer og stilarter. Så i den forstand skriver jeg anderledes. Men det, der stadig kan få mig til at føle mig i familie med ham, det er emnerne. Dels færdes han i det samme folkelige miljø med pietisme, grundtvigianisme og radikalisme, dels færdes han i den forholdsvis nære Danmarkshistorie. Han beskæftiger sig med det omgivende samfund, prøver at fremstille det, reflektere over det og give det sin tolkning. I den forstand føler jeg mig stadig meget i familie med ham, for det er det samme, der interesserer mig: personerne, miljøet, hvor det foregår. Hvis jeg skulle finde min plads, så er jeg selv romanforfatter og skriver romaner om Danmark som jeg husker det, fra '38 og fra mine udgangspunkter, som er ret perifere geografisk, selv om de ikke er det rent erfaringsmæssigt. Det er en generations oplevelse af Danmark set fra det medlem af generationen, som hedder mig. Det vil jeg håbe at jeg kan blive ved med endnu. Mine første bøger op til Perleporten er efterklange af Heretica og hvad ved jeg, men fra Perleporten får jeg fat, dels i den brede skildring, som viser sig at være min - jeg kan ikke bevæge mig på et lille område - dels får jeg fat i emnekredsen, som altså er Danmark som det nu udvikler sig."
Svar til en kritiker
- Bogens Verden bragte for nogle år siden en artikel af Søren Schou, som skrev, at din realisme naturligvis var grundig og samfundsmæssigt sensitiv, men at det også var en bevægelig realisme, som havde ladet sig bevæge af en forandring i din egen forståelse. Han hæftede sig også ved, at dine romaner var kommet i en skæv rækkefølge. Opfatter du det som et problem?- Det kan være et problem for læseren, hvis han eller navnlig hun sætter sig for at læse dem i sammenhæng. Så skal de læses med Perleporten først og slutte med Sagen, efter Herrens mark og Magtens folk. Men jeg startede ikke på Perleporten ud fra den forudsætning, at den skulle være den første af fem. Jeg begyndte med at ville skrive den bog, som alle i min generation og med mine oplevelser gerne ville skrive, nemlig bogen om besættelsestiden, en besættelsesroman. Men jeg syntes ikke jeg kunne skrive om besættelsestiden uden videre. Den hænger i mangt og meget så meget sammen med 30erne. Jeg sad næsten tyve år efter og ville gerne skrive en anderledes besættelsestidsroman - hvis vi lige ser bort fra Tage Skou-Hansens De nøgne træer, som er en fremragende bog - fordi jeg ikke kunne genkende ret meget af besættelsestiden i den litteratur, der kom lige efter krigen. Jeg ville skrive den på en anden, mere brutal facon, med mere gehør for den brutalitet, der også var et meget stort indslag i modstandskampen. Naturligvis, det var krig. Men undervejs gik det op for mig, at den tid og de forudsætninger, de agerende i den tid havde, var skabt i 30erne. Jeg måtte begynde et andet sted, som blev i 1937-38, i Perleporten, hvor jeg skildrede mine oplevelser i og siden fra det pietistiske miljø. Så var jeg rent kronologisk fremme ved 40erne og besluttede så at skrive min roman om den danske modstandsbevægelse ved at vende det hele på hovedet og skrive om frikorpsfolkene og deres vinkel. På den måde tænkte jeg mig at jeg kunne få alt fedtet af skildringen. Men det viste sig at være en vanskelig bog at skrive, for selv så sent som i 60erne var det meget svært at komme til kilderne, til dokumenterne, og navnlig var det svært at komme i forbindelse med nogen, der modsat mig havde været på Østfronten. Under de mange forgæves forsøg på at nå ind til stoffet gav jeg mig selv den pause at skrive om noget, der lå mig meget nær på det tidspunkt, altså egnsudviklingen og hele det politiske virvar. Derfor skrev jeg i stedet den 60er-roman Sagen, hvor nogle af personerne går igen fra Perleporten. Så endelig langt om længe gik der hul på bylden. Jeg fik adgang til kilder og personer og kunne skrive Kridtstregen."
- Var Herrens mark/Magtens folk ikke planlagt som én roman?
- "Nej. Det kan måske lyde mærkeligt i dag, men vi skal ikke så langt tilbage, før alting bliver historie. Og kendetegnet på en læselig roman var dengang, at man skulle kunne ligge med den i sengen. Det kunne man ikke med en bog på 500 sider, altså måtte den deles i to. Derudover burde der være en 70er-roman. Jeg havde en idé om, at medieverdenen, specielt Danmarks Radio, var en fortælling værd, med det politiske spil og alt det dér."- Søren Schou peger i sin artikel på nogle inkonsekvenser, f.eks. at den Erling, vi møder i Sagen er meget mere kritisk og udfarende end ham, vi følger i Herrens mark/Magtens folk, hvor Erling virker forsigtig og veg.
- "Jamen, hvad skete der med alle de pæne og forsigtige unge mennesker, hvad skete der i krigens tid og i 60erne? Da forlod pænheden os, og læg så også mærke til, at han kommer ind i et journalistmiljø. "- Søren Schou er også inde på, at lokalmagnaterne, de foretagsomme, iværksætterne: kommunalpolitikeren, bankmanden osv., virker så grove i Sagen, men er relativt pæne i Herrens mark/Magtens folk. Er det virkelig de samme personer, der udvikler sig sådan?
- "Det afhænger ikke mindst af vinklen, man ser det fra. I Herrens mark og Magtens folk ses de mennesker fra Erlings vinkel, fordi der er tale om jeg-romaner. Jeg kan ikke lide helte og heroiske skildringer, for de gør efter min mening personer til papfigurer. Erling har det formodentlig på samme måde, at gode grunde, så når han skal fremstille bl.a. sig selv, vil han være tilbøjelig til at gøre det, om ikke i et anti-heroisk, så i hvert fald i et stærkt afdæmpet lys. Det kan være en grund til, at han i Herrens mark og Magtens folk spiller en iagttagerrolle, i højere grad end i Sagen, hvor det er andre der skriver om ham.
Hvad angår bipersonerne, er mit eget syn på mennesker vel også blevet mere nuanceret efterhånden. Ligesom jeg nu siger om de små samfund med deres plus- og minus-sider, at de næsten er forudsætningen for hinanden, sådan har min realisme eller menneskeforstand også fået øjnene op for de utallige boliger, der er i et menneske. Det spiller i hvert fald ind i Særlige vilkår."
Efter besættelsen
- Du har hidtil som forfatter følt det magtpåliggende stedse at erindre om besættelsestiden, dens tydelighed ikke mindst, det at man vidste, hvem man var opppe imod.
- "Ja, det er fuldkommen rigtigt. Et begreb som frihed var du aldrig i tvivl om hvad var, det var frihed FRA nazismen, fra krigen, fra indespærringen. Det var ikke let, men det var enkelt. Men da man kommer ud i efterkrigstid og skal til at bruge friheden TIL noget, så bliver det hele mere indviklet og personligt, også fordi de almene værdisæt smuldrer, som de i allerhøjeste grad har gjort efter krigen. Friheden bliver et personligt valg, hvad der altid er mere belastende end at få den dikteret af det almene vel. Tiden efter besættelsen har betydet masser af fremskridt, ikke mindst materielt og økonomisk, helt sikkert - tænk bare på arbejdsløses vilkår i 30erne, som jeg husker dem fra Frederikshavn, fra fabriksportene, alene dér er der meget stor forskel - men jeg ved ikke, hvor mange fremskridt der er sket psykisk, i folks befindende. Dér er det snarere mit indtryk, at det bliver vanskeligere.
For mig er et nøgleord til forståelse af efterkrigstiden mobilitet. Danmark blev mobilt med 50erne, mens Marshall-hjælpen gjorde sin virkning, mens mekaniseringen slog igennem, bilismen og turismen, og hvor du oplever en grænseoverskridelse, fordi vi bliver i stand til at tage over grænsen. Netop i 1956-57 begynder Tjæreborg-præsten at køre, du kan bevæge dig ud og møde andre mennesker og andre moralske værdier, hvilket uvægerlig influerer på dit eget medbragte sæt af værdier, som kommer under bearbejdelse. Danmark bliver mobilt, både i rent teknisk forstand og i moralsk og etisk forstand. Du oplever en ekspansion i værdisættet, som var uset i 30erne og 40erne, hvor værdisættet var det givne, der lå forud for al diskussion. I 50erne derimod ekspanderer alt lige fra økonomien til holdningerne. Det opleves af mange som et forfald, men jeg vil ikke lægge vurderinger ind i det, jeg kan blot konstatere, at den udvikling har været der og medbragt en masse fordele og omkostninger."- Kan man koge udsagnet i vendelbo-romanrækken og Særlige vilkår ned til, at basale værdier som arbejde og fællesskab trues af politik og seksualitet?
- "Det synes jeg ikke. Jeg er traditionalist i den forstand, at jeg stort set holder mig til, hvad man kunne kalde en gammeldaws skrivemåde, nemlig den realistiske; men jeg er det også i en anden forstand, for hvis du ser på overleverne blandt mine personer, så er det folk, der har et eller andet primært forhold til kontinuiteten og traditionen, hvorimod løsgængerne hurtigere bliver viftet omkuld og væk af tilfældige vinde. Mine tabere er i nogen grad folk, der har gjort sig fri af kontinuitet og tradition. Og i den forstand er jeg traditionalist. Men ikke i den forstand at det skal være som det var og blive som det er. Det indebærer en risiko for forstening og indsnævring.
Jeg er ikke en Thorkild Gravlund, der hager mig fast i gammellivet, men jeg prøver på at følge, hvad det er der er sket. Det er romanens privilegium modsat journalstikken, reportagen, nok også modsat historieskrivningen, at postulere en sammenhæng, en forståelse af, hvorfor tingene er foregået som de er, og hvorfor det er blevet som det er nu. Det har været de spørgsmål, der har beskæftiget mig mest."- Har det danske samfund været godt nok til at fortælle sig selv sin egen historie? Husker vi at fortælle hinanden historien om modstandskamp og besættelsestid, eller bliver den glemt for ofte?
- "Jo, det har i hvert fald været oppe at vende i 60erne, muligvis også i 70erne, hvor man afskrev alt, hvad der var historie. Man har gjort en meget stor fejl og er ved at indse det nu. Det traditionsløse menneske er en satans opfindelse, og i det øjeblik det træder ud i livet og verden, vil vi sige: hvad er det dog for et monstrum, for hvordan kan man forstå, hvad man gør i nutiden, uden at have en fornemmelse af, hvad der er sket forud for én? Det kan jeg ikke begribe, det synes jeg er monstrøst.
Når jeg er ude at snakke om mig selv, og om Danmark som jeg oplever det, så kommer jeg selvfølgelig ind på besættelsestiden, men som regel kun i forbigående, jeg er ikke sådan modstandsmanden, den attitude afskyr jeg. Men under diskussionen efter kaffen har jeg gerne rørt ved en seks-syv spørgsmål, og det er næsten altid det om krigen. Meget ofte er det unge mennesker, der stiller de spørgsmål. Mere end 50 år gammel historie er altså ikke i den forstand interesseløs, vi har bare ladet som om."
Hvad kan en fortælling?
- Hvis vi vender tilbage til den nye roman, så ligger det jo fra starten af meget klart, at dette her kommer ikke til at gå. Du indleder med en side, hvor konklusionen bliver givet, idet man af nogle antydninger kan slutte sig til, at Niemann må være død, og at Beth - måske for at holde sig oppe - er begyndt at studere frugtavl, samt at hun er faldet ned i en sorg, som hun ikke rigtig har ord for. Det er nogle af de informationer, man får. Man ved altså, så snart man har læst et par sider, at detteher kommer til at gå skidt. Hvad glæde har du af at fortælle en historie, hvis konklusion vi kender på forhånd, og hvad glæde tror du din læser kan have?
- "Den gamle episke fornøjelse ved at rulle en historie op, som du godt ved du kender, men alligevel er skidespændt på, netop fordi du kender den. Det er et gammelt episk trick, som beror på, at læseren på forhånd modtager en fornemmelse af at være medvider.
For mig ligger der også mere og mere noget musikalsk i det at skrive. Jeg anslår et ledetema, der kommer allerede i ouverturen. Så varieres det, og så kommer finalen, der summerer og trækker hele handlingen med og alluderer til det indledende tema. Der er nogle, der har sagt, at romanen måske ender lidt mærkeligt, uforløst. Men det kan jeg ikke se at den gør, for da jeg nåede slutningen, sagde jeg, okay, her er vi så ved slutakkorden, nu har du taget begyndelsen op igen og gennemspillet det hele, nu har vi så de sidste akkorder, og så er stykket færdigt, så klinger det ud, bum. Fremfor den anden model, hvor man begynder med en gåde og løser den til sidst.
Hvad har vi litteraturen til? Til underholdning, men også til fordybelse og forståelse. Som et værn ikke mindst mod flimmeret, har vi brug for at få vores verden udvidet, ikke mindst nedeefter i dybden. Bogen vil aldrig nogen sinde mere blive det dominerende medium i den såkaldt dannede verden. Den tid er forbi med 1800-tallet og med de allerseneste års udvikling. Men det flimmer, som i højere og højere grad kommer ind i stuerne hos os, fremkalder hos en voksende minoritet den modsatte trang, nemlig til at sidde roligt og få en ting forærende. Du kan ikke læse disse bøger i fjernsynstempo, og det er heller ikke det folk vil, når de sætter sig med dem."
- Din nyeste roman slutter med en tyk mave. Ikke desto mindre påstår bogen, at den kan stå for sig selv.
Erik Aalbæk Jensen: "Ja, men den siger ikke, at en fortsættelse er umulig. Du kan lige så godt tage en symfoni eller sonate. Et musikstykke skal klinge ud i den akkord, der bliver slået an.
Læseren kan selv forestille sig ting og sager og digte videre. Det kan også godt være at jeg gør det. Men jeg er ikke på herrens mark, for jeg har nogle pejlemærker, og et af dem er den pige, der ikke er født endnu, men som muligvis hedder Cecilie, og som bliver et 70er-barn. Hvis hun er født i begyndelsen af 1958, er hun, da 70erne sætter ind, ved at nå til modenhed, og dermed er vi inde i det årti, som jeg hidtil er gået udenom, 70erne. Når jeg i vendelbo-sagaen stopper omkring 1970, har det sine indre grunde. I 1972-73 er vi ved et vandskel. Dér har vi oliekrisen, Glistrup, universitetsmarxismen og en hel række andre ting, der markant adskiller sig fra 50erne og 60erne, selv om de måske har rødder i dem. Så markant at jeg måske ikke længere har føling med dem. Om 70erne så for mig er så beriget med erindringer at jeg kan skrive på dem, det ved jeg ikke noget om. Men Særlige vilkår står for sig og kan læses for sig, musikken er hørt op, det stykke her. Hvad der siden sker, afhænger bl.a. af hvor længe man kan holde på blyanten."
Tilbage til toppen