Bogens Verden 1995 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Længsler, aldre og
sværttilgængelige sind
- dansk prosa og lyrikAf Niels D. Lund, lektor
Samtidsfristen
1994 var året hvor efterlysningen af Den Store Samtidsroman blev besvaret med bøger afsat af romankonkurrencer. Forlaget Centrum havde, støttet af Jyllands-Postens Fond, Indbindingscentralen og Danmarks Biblioteksforening, udskrevet én, og forlaget Rosinante sammen med svenske og norske forlag ligeledes én. (Gyldendal har i anledning af 225 års jubilæum i 1995 en konkurrence i gang med en betydelig præmiesum til den bedste kærlighedsroman i tiden). Kan man efterlyse og fremkalde litteratur på den måde? Det er en trafik der ikke har været brugt længe for voksenromaner i Danmark. Kan debattens "krav" og forlagenes frister og fristelser fremkalde den gode gennemlysning af vores tid, eller må den komme indefra, fra forfatteren med den "inkubationstid" han eller hun har brug for?Noget er tilsyneladende sikkert: når konkurrencer beder om samtidsskildringer, får de som svar nogle symptomatisk krasse bud på Nutidsdanmarks skrantende helbred.
En af vinderbøgerne, Vibeke Marx' Morgenåbner(Rosinante) konstruerer meget direkte og effektivt en tværsnit-beskrivelse, en art kollektivroman omkring seks pædagoger i en børnehave. Ud fra især kvinders og børns vilkår (kvinderne arbejder ude med at tage sig af andre udearbejdendes børn) bliver det en oprulning af fejlstyring, frustrerede længsler, sammenstød og død i den lille nordfynske by. (Kapitel 3 har et fint portræt af en Bo bedre- og Alt for damerne-inficeret kvinde - selv følelserne er æstetiske).
Arne Herløv Petersens Helgardering (Centrum) vandt den anden konkurrence med en veloplagt blanding af krimi, fabel og satire om en hr.-typisk- dansker, selvhøjtidelig og småbrokkende kontormand der hygger, hytter og garderer sig gennem alt og i et samspil med medierne kommer til at illustrere vrangsiden af al autencitet. Temaet med at gå i hi har Herløv Petersen også udfoldet som tidsbillede i Himlen under jorden (Fremad), tredje bind om hvordan det gik kommunistdrengen Pelle fra 50erne. I Guidgrisen (Rosinante/Munksgaard) har samme forfatter søgt efter små satiriske snapshots af tidens misere, og tilsvarende lidt spiddende intention findes i Jørgen Sonnes Stik i et sent århundredes Sæder (Munksgaard/Rosinante). Sammen med det let romanagtige arrangement som journalisten Morten Sabroe har givet et optryk af avisreportager i En luder steg af toget (Tiderne skifter), hvor gode samfundsmæssige paradokser vendes, er de små vink om satirens muligheder og nødvendighed i det land, som burde råbe mere efter den.
Kritisk-satiriske linjer finder man ogsa i dele af kriminallitteraturen, f.eks. Mette Winges og Birgit Rævdals, og f.eks. i Peter Fogdals sørgmuntre En danskers død (Borgen), der nok handler om radiojournalisten Mark Lilsøs individuelle nedgangshistorie, men snarest sigter på de helt almindelige omgivelsers begrædelige betingelser for fallitten.
De to store afsøgninger af samtidens skærsild tilhører imidlertid Kirsten Thorup og Svend Åge Madsen med hver deres tilgang. Førstnævntes Elskede ukendte (Gad) forlænger hendes særlige realisme og kritiske samfundsengagement og hendes optagethed af de sårbare individers socialt betingede vanskeligheder i det effektive samfund. Med stor bredde oprulles det sociale morads via skildring af to mandlige randeksistensers historier; et sort syn med megen genkendelig menneskelig ødelæggelse. "Der er format over elendigheden" som en anmelder skrev. Samtidsskildringen forvandles dog hos hende delvis til en næsten mytisk historie, hvad titlens længsel efter ukendt nærvær og frelse også antyder.
Både omfang og titel hos Svend Åge Madsen, Syv andres galskab (Gyldendal), peger ligeledes på store dimensioner. Det gale univers er både 1600-tallet og nutiden, som der på karakteristisk madsensk vis pendles mellem. Tildragelsernes og personernes mangfoldighed gør handlingen næsten umulig at referere, men man er trods de historiske gevandter ikke i tvivl om, at adressen er nutidens Danmark. Globeroman og fladeroman (det sidste er globeromanen klippet op og fladet ud så der kommer sprækker) er forfatterens betegnelser for den roman, der som den eneste kan fornemme og modtage en kompleks og uoverskuelig verden. At fortælle den er for Madsen den eneste måde at udsætte dens endeligt på.
Udhængning af de ting, der er, og længslen efter, at de var anderledes, synes karakteristisk for disse bøger; ambitioner eller visioner om at ombryde tingene mere radikalt er derimod sværere at ane.
Provinsfortid
Når realismen ser tilbage rammer den typisk livet på landet, landbokulturen. Så længe der er knyttet en forfatterhorisont dertil, kommer de med stor sikkerhed hvert år, og de skal skrives som en del af litteraturens funktion som kollektiv erindring, disse realismebilleder over den forladte kultur i provinsen, hvor individet var underlagt andre normer og naturens og den sociale kontrols rytmer.Tre romaner i år dykker ned i 40erne og 50erne. Grete Stenbæk Jensen med Kære faster (Gyldendal) om en stille eksistens af en let handicappet kvinde, der fra hun er helt ung ofrer sig for sin familie og bliver boende hjemme på gården. Det tålsomme kvindeliv der set fra nutiden er så let at kaste vrag på, forsvarer forfatteren også dennegang - omend knapt så vellykket som i den forrige Anes bog - i en rammefortælling og med masser af hverdags-detaljer.
Vagn Predbjørn Jensen, hvis forfatterskab begyndte i 1983, bør få en større læserskare med romanen Vandspejlet (Tiderne skifter), der er henlagt til et sønderjysk sogn med lærer, præst, brugs og landboere omkring 1950. En skildring der med både ydre og indre dramatik og flere kærlighedshistorier i en flot sprogtone fortælles gennem syv af stedets beboere. Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilken tilværelse tjenestepiger på gardene kunne friste, kan de begynde her.
Den største kritiske analyse af landbosamfundets livsform finder man i Erik Aalbæk Jensens Særlige vilkår (Gyldendal), der må fremstå som et hovedværk i den samtidshistoriske realismetradition. Bogens handlingstid er smal, et år omkring 1953-54, men spændet er stort, for det fremstilles som et kippunkt for en kulturform, der både beskrives m.h.t. mentalitetsforskelle mellem sjællandsk og jysk og i modsætningen mellem land og by. I bogens afsnit II udfoldes det over mere end 60 sider, hvilket skred der egentlig er tale om, når det unge par Beth og Niemann siger nej til at overtage hendes forældres slægtsgård; deres projekt i stedet med at starte som bestyrere i en anden del af landet, en sjællandsk ø, lykkes ikke, fordi samfundet og kønnene er begyndt at vibrere pa en ny måde. Især Beths skikkelse inkarnerer tidens ændringer og nye muligheder.
Særlige vilkår er også kritisk indforstået skrevet over den karakteristik Knud Sørensen har givet af landbokulturen som den der lever på det fælles underforståede og ikke behøver at sætte ord på så meget (Hvor bor kulturen? - og andre funderinger, Samleren).
Det er samme mentale resonansbund der ligger under Christians Skovs besættende skildring i Høstnætter (Gyldendal) af den unge karl, Jes, der på en gård i en ikke nærmere angivet landbofortid er fanget i et meget begrænset miljø. Den indre bevidsthedsstrøm og det nedtonede sprog i en enhed med dagligdagens underforståede og ventende stilstand kan kun få gengive som Christian Skov.
Også Bent Haller har i år grebet i provinsens fortid, med De nærmeste hundrede (Vindrose), der skildrer en ung mands viklen sig ud af familien i 1960ernes Frederikshavn; delvis en opfølgning af miljøskildringen fra sidste års En saga blot.
Klemte børn
En række af årets romaner har børn og barndom i fokus; også de vil typisk være henlagt til en fortid i forhold til forfatternes nuværende aldre, og i øvrigt også hyppigt til provinsen.Stærkest står Den røde mandolin (Gyldendal) af Henning Mortensen, der som bind 2 i serien om lb fra Horsens følger ham som 13-årig i 1952-53 i hans registrering af barndommens særegne plads og udsigtspunkter. Farlige sager i fuldt balanceret fortælletone. Psykologen Dorte Berntsen er debuteret med en næsten Hitchcock-agtig beretning om en moderløs piges konfrontation med bedstemoderens død, Bedstemors hus (Lindhardt og Ringhof).
Fælles for de lidt længere udviklingshistorier Gerd Rindels Det yderste hus (Vindrose), Jens Michael Schaus En lille prins (Tiderne skifter) og Christian Stentofts Giftringen (Gyldendal) er, at de fra en nutidsmisere i personernes liv griber tilbage til barndommen som det grundlæggende; om denne står det mest interessante - og mest barske - i de bøger. Bedst lykkes det hos Gerd Rindel, de to andre, der begge er stærkt selvbiografiske, synes at efterlade for mange løse ender.
At barndom langtfra er idyllens og sorgløshedens land, men tværtimod fyldt med sår, tab og skader, og at familiesammenhængen er uhyre kompleks, viser også de to egentlige erindringsbøger Maria Giacobbes Masker og nøgne engle (Gyldendal) og Troels Kløvedals Den tynde hud (Gyldendal). Kløvedal godtgør, hvorledes hans senere sejler-eventyr har været en flugt dikteret af drift mod selv at bestemme i stedet for at blive kastet omkuld og ramt af andre, sådan som han blev i sin barndom. Giacobbe voksede op i et antifascistisk miljø på Sardinien, og da faderen måtte/ville tage bort til sin politiske sag, betød det et livslangt tab for Maria og hendes søskende. Den velskrevne bogs sidste kapitel rummer et bud på, hvordan man ikke skal erstatte et vertikalt tab som barn med en horisontal kærlighedslængsel som voksen - et stærkt bud, fordi Maria opdagede det allerede som barn!
Skæve eksistenser
De mange - overvejende psykologiske - romaner om voksne koncentreres tydeligvis om de utilpassede, de udsatte, de ligefrem ekstreme, som det er litteraturens opgave at krænge ud - sa vores såkaldte normalunivers træder frem. Billedbeskæringen er mindre end i de bredt sigtende samtidsromaner, og fortryktheden i de psykiske universer fører også realismen over i mere eksperimenterende sprogformer. En række interessante forsøg på at forny den psykologiske skildring fremkommer derved.Der ligger en god portion indignation, stedvis på kanten til det surrealt groteske, i Vibeke Marx' Døgneren (Gyldendal) om en samling udsatte og tabere, som holder til i et nedlagt landbrugs stuehus med en døgner i det ligeledes forhenværende forsamlingshus som det mest faste holdepunkt. Den handicappede førtidspensionist og alenefar til et spoleret barn hedder intet mindre end Aske. Hans Kjeldberg fremviser en lang sygehistorie med antipsykotisk medicin som livsledsager i en selvbiografisk - og for uforløst - debutroman, Kærlighedens sommer (Aschehoug). I David Læbys mere stilsikre debut Havets kød (Borgen) er patienten en ung kvinde med angsttraume - som ægtefællen tror han kan kurere med kærlighed. Idiosynkrasi, døgenigt-tendenser og fantasteri kendetegner Sven Assels finurlige portræt af en arbejdsløs mand der er gået i stå, Go'nat Elle'mor (Gyldendal), medens Jokum Rohde i en vel skrevet debutroman har fat i sin randeksistens i et næsten surrealt Vesterbro-miljø i Jonas' bog (Gyldendal). Jakob Brønnum fastholder i en gyseragtig beskrivelse i Den lange søndag (Centrum) to personer der afsondrer sig fra virkeligheden med retning mod splattermord og opløsning. Peter Mouritzen tyr til det Stephen King-inspirerede med overnaturlige væsener for at få de psykiske rum gjort tydelige i, hvad der bliver en god fortælling om kærlighedens og seksualitetens dramatiske mørkeland, Dyret med de to rygge (Samleren).
Udsatheden i John Nehms - lovlig klejne - brevroman Vi lever - vist? (Aschehoug) består især i, at de to ældre kvinder er henvist til et stærkt isoleret liv.
Somatiske forstyrrelser er baggrunden for to mænds kvindeskildringer: Peter Nielsen har i en jævn realisme fanget en HlV-smittet kvinde som et tidens tegn i Helenas høst (Centrum - 2. præmie i forlagets konkurrence), hvor høst således får to betydninger. Rolf Gjedsted følger i Flagermusvinden (Gyldendal) en kræftramt kvinde i en stærkt indfølt og stærkt udtrykt beskrivelse af hendes desperate indre liv.
De psykologiske fysiognomier rendyrkes hos Jens Chr. Grøndahl, der med romanen Indian summer (Per Kofod) bør få nye læsere. I en kammerspilsagtig bog, hvor tid og sted næsten er ubeskrevet og det lette strøg af melankoli i indian summer-stemningen alene kommer fra sprogrytmen, lukkes man ind i 4-5 personers svært tilgængelige kærligheds-rum.
Både Niels Brunse og Gorm Rasmussen har udnyttet forskergemyttets særlige indædthed og selvoptagethed til at forfølge excentriske personer. Brunse konstruerer i Ramoth-Bezer (Per Kofod) en Eco-inspireret historie, hvor en pensioneret germanist, der lider af pladsskræk, på forunderlig vis får flyttet sit liv.
Gorm Rasmussen bruger i sin sympatiske biografiske roman Skyggers levetid (Borgen) nogle autentiske videnskabsmænd fra guldalder-tiden, især runologen Finn Magnussen, til at skildre hvorledes romantikkens fantasi inficerer den klare tanke og lader det almene liv goldt.
Jo mere det såkaldt skæve får konturer, som det får i prosaberetninger som disse, jo klarere anfægtes det såkaldt almindelige liv - og den mulige kedsommelighed deri!
Unge mænd
Unge og yngre mænd der skriver om unge og yngre mænd i en turbulent bykultur og med en kort tidshorisont i handling giver snitbilleder af fart, udfarende brunst og carpe diem- holdning. De findes i Bent Q. Holms Til verdens ende (Per Kofod), Søren Damms Transit (Centrum), Per Smidls Chop suey (Centrum), Boris Boll-Johansens Kvik (Munksgaard/Rosinante), Peter Legård Nielsens Forføreren (Aschehoug) og også hos den noget ældre Nils Schou i Farvel til Hellerup (Tiderne skifter). Nar mange af de mandlige hovedpersoner tilmed går rundt med en forfatter i maven, nærmer det der skulle være billeder af almindelig ungkultur sig snarere det selvoptaget klaustrofobiske. Distancen indfinder sig ikke rigtig, selv om der er stilistisk spræl hos Schou og Boll-Johansen. Snarest er bøgerne symtomer på et udtrykspres, der avles i mødet mellem byens kaleidoskopiske muligheder, den underliggende sociale og værdimæssige opløsning og autentiske følelser som nærhedslængsel og ensomhed. På bogmarkedet skal de naturligvis være der - de fire førstnævnte er romandebuter, og de har i år også pendanter hos unge kvindelige forfattere; der er mange der er begyndt med en ung-her-og- nu-beretning, som et råb på vegne af unge, selv om det litterært set ikke er særlig vellykket. Bedst og mest stilfærdig er Peter Legårds bog, som med farve af at være henlagt til Tyrkiet, mest konsekvent fastholder dels den spleen, der også er naivitet, dels det mørke, der udtryksmæssigt er det produktive.
Kortprosa
Udover de tidligere nævnte samlinger af kortprosa med satire-sigte er der i 1994 ikke stort at sige om den øvrige. Carl Bang demonstrerer i Den dobbelte jalousi (Aschehoug) klassisk pointeret novellekunst, især omkring nogle stille eksistenser og et sammenbindende livsforsonet syn. Arthur Krasilnikoff godtgør ligeledes stor stilsikkerhed i samlingen De engelske damer (Aschehoug), men i så mange retninger at det bliver på bekostning af en tematisk enhed - det må være "en mellembog"! Erfarne stykker kortprosa finder man hos Preben Major Sørensen i Bevægelser i mørket (Gyldendal), der dog næppe bringer ham ud over det publikum han allerede har. Mindre erfarne stykker er der i Jens Blendstrups sprælske noveller Mennesker i en mistbænk (Borgen), som er hans rimeligt lovende forfatterdebut.Louis Jensens kortprosa og prosalyrik i samlingen med den fine titel Det øverste af en længsel (Gyldendal) byder på iagttagelser, prøvende ræsonnementer, pinlige fantasier, snapshots, portrætfragmenter, små skæbnebilleder; fænomenologiske tekster om det ukontrollerede i livet og uden moraliseren. Det inderste rum (Per Kofod) er titlen på Jens Martin Eriksens 13 korte monologer for 13 kvindestemmer; monologformen insisterer på ord: jeg, jeg, jeg, men afslører ofte netop derved afstand og kropslig ensomhed - den spænding står godt her.
Stemmerne
Årets lyrik samler sig næsten i nogle generationsmæssige klumper. Modernisterne fra 50erne og 60erne er ved at blive ældre herrer, som bl.a. Optages af forgængeligheden. Jørgen Gustava Brandts Mens endnu sans og samling (Gyldendal) har i mol en lavmælt kamp med, om livet kommer bag på én. Klaus Rifbjerg afsøger sammen med sin fortidserindring i Kandestedersuiten (Gyldendal) enkelheden, der (måske) er god nok, i bl.a. hyldebuskens tilstedeværelse. I Fuglen der lander (Gyldendal) samler Poul Borum sig om tiden, der farer hen, aldringen og erkendelsen af, hvor lidt man er, i meget smukke digte om døden - næsten verdslige salmer, bl.a. det afsluttende "Herfra".Erik Stinus er den af modernisterne der klarest, i Febertoget (Vindrose), holder fast i et politisk perspektiv med digte om bl.a. 3. verdens lande, kommunismens fald og jordens overlevelse ("Der er ikke stof i Unionen til et digt"). I denne henseende delvis fulgt op at den lidt yngre Peter Laugesen, der i Deadlines (Borgen) sætter sin stemmes bekendte rytmesans til en over 40 sider lang vrængende svada om tidens og samfundets misere. Den sørgmunterhed og tålsomme indoptagelse af forandringens vilkår der er sa gennemgående i Sten Kaaløs og Lean Nielsens toneleje genfindes i år i henholdsvis Luft (Vindrose) og Undskyld, hvad er klokken? Daglige digte (Gyldendal); førstnævnte har haft sin forældregenerations død tæt Då.
Tre stemmer fra mellemgenerationen tilhører (til gengæld) kvinder, Marianne Larsen, Nina Malinovski og Pia Tafdrup har med henholdsvis Skyggekalender (Borgen), Forandringer (Vindrose) og Territorialsang. En Jerusalemkomposition (Borgen) bekræftet hver deres diktion og sprogevne i personlige digtsamlinger; Pia Tafdrup med den største stoflige udvidelse i forhold til tidligere, omkring jødernes Jerusalem.
Så langt er det også bekræftelsens stemmer der lyder i øret. Og det er også godt nok. Gode lyrikere etablerer sig gradvis i faste sproglejer i nationallitteraturen, de får en genkendelig substans i en enhed af form og indhold og kommer til at stå for noget. Det forhold synes i år også tydeliggjort af de bemærkelsesværdigt mange genudgivelser af ældre og bekendte: udvalg af Lean Nielsen, Knud Sørensen og Asger Schnack samt optryk af afdøde som Tom Kristensen, Morten Nielsen og Dan Turéll og nulevende vigtige som Henrik Nordbrandt og Klaus Rifbjerg, Inger Christensen og Pia Juul.
De helt unge og debutanterne (hvoraf der i år er mindst 8 på anerkendte forlag) må og skal prøves af, men netop også op mod de prøvede. Substansen i genudgivelserne kan således være en markedets indirekte kommentar til, hvad man i nogle år har kaldt de yngstes "stankelbenslyrik", som det vitterlig også kan være svært at se retningen i.
Blandt mange gør Janus Kodals Ingentings mestre (Gyldendal) et indtryk for sin centrering omkring livets forsvinden, og det samme gælder Thomas Bobergs Pelikanens flugt (Lindhardt og Ringhof) med bl.a. stor fylde i digte om og fra Peru. Endelig har Naja Marie Aidt afsluttet en digt-trilogi med Det tredje landskab (Gyldendal), hvor man efter de to tidligeres afsked med barndom og afprøven af eros og det ubestandige bevæger sig ind i noget tredje - som aldrig går over, og hvor (drømmen om) kærligheden er en art modsætning til livets øvrige vilkår. Den samling synes som en stærk kommentar til mange af de andre danske bøgers mange længsler - fra en af de yngste af forfatterne.
Det vovede øje
Med en stor debutantflok (hvoraf mange af lyrikkens her ikke er nævnt) bliver det sværere at sige noget om tendenser og at dømme om holdbarhed. Kvantitativt set er produktionen - og det er der jo tale om - ikke på retur i vores bogrige land; forlagenes gå-på-mod, spredehaglgevær og forpligtelse - det er der jo også tale om - synes intakt. Der er tilmed en tendens til, at flere forlag satser på skønlitteratur. Den danske skønlitteratur fylder måske tilmed i år relativt mere end oversættelserne; i en direkte sammenligning vil den nye danske litteratur dog sjældent kunne stå mål med den fra det store udland, hvorfra det er det prøvede og sikre der oversættes. Noget meget spændende dansk litteraturår blev 1994 således næppe heller.De tre omfangsrige bud fra Aalbæk Jensen, Kirsten Thorup og Sv.Åge Madsen - hver på deres måde, på en undersøgelse af "dansk tilstand" - fortjener naturligvis den opmærksomhed de med deres forfatterstatus også har fået, og deres biblioteksudlån giver formentlig sig selv. På hvad der derudover burde skabe indtryk, og hvor bibliotekerne formidlingsmæssigt kunne satse blandt de mindre selvfølgelige navne er buddet fra min bunke i år: Vibeke Marx og Predbjørn Jensen for præcise og engagerede billeder af mennesker i et lille samfund. Konstruktionerne af synsvinkel og psykologi i hver deres art hos Niels Brunse, Henning Mortensen og Peter Mouritzen. Indføling hos Rolf Gjedsted. Stilistisk overlegenhed i personportrættering hos Christian Skov og Jens Chr. Grøndahl. Et langt rytmisk drive hos Peter Laugesen, og to insisterende livtag med hver deres alder hos Poul Borum og Naja Marie Aidt. Bøger med indre sammenhæng og personligt vandmærke uden navlebeskuelse, og som ikke overskrider nogen prohibitiv eksperimentel grænse. Bøger der vover et øje - som forfatternes litterære sikkerhed kan klare, og derved tilføjer noget nyt. Lidt flot sagt vover alle de andre enten øjnene eller klarer sig med sikkerheden.
Tilbage til toppen