Bogens Verden 1994 nr.4



Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel



Filosoffens femtedel

Af Erik Skyum-Nielsen



Villy Sørensen: Perioder. Dagbøger 1961-74. 237 s. Gyldendal 1993.

En af de spøjseste tekster fra bogsæsonen 1993 fylder halvanden side og står som forklarende "Efterskrift" til tredje og afsluttende bind af Villy Sørensens dagbogsudgave. Forfatteren afslører her åbenhjertigt, hvad mange forlængst havde anet: at hans udgivne optegnelser ganske rigtigt kun udgør en mindre del af et langt mere omfattende materiale, ja, forholdstallet anslår han selv til noget i retning af én til fem. Så godt som al omtale af andre personer og mere "personlige" oplevelser har forfatteren siet fra - "ikke fordi jeg slet ikke har oplevet noget eller kendt nogen, men fordi det - af hensyn til de implicerede - ikke ville være muligt at meddele dette mere intime stof uredigeret eller ukommenteret; det ville nok kræve en anden genre."

Forfatteren konstaterer med mærkbar tilfredshed, at de fleste har fundet uddragene læseværdige, ja, én var endda så elskværdig at anse første bind af dagbogsudgaven for hans bedste bog overhovedet. Men i øvrigt påhviler hele ansvaret Klaus Rifbjerg, som har været drivende kraft bag hele projektet om én gang for alle at ændre Villy Sørensens image fra hjerne til menneske, således at læserne kunne se ham, ikke som en frit i luften svævende abstraktion, men som en levende, følende krop.

Denne overordnede hensigt må, trods den hårdhændede beskæring, siges at være lykkedes. Rigtig "intim" bliver dagbogen aldrig, og meget af det "private" er omhyggeligt frasorteret og anonymiseret; alligevel giver dagbøgerne indtrykket af en forfatter, for hvem det hele stedse har været alvor: ikke bare hans ryglidelse og de punktligt tilbagevendende mareridtsagtige drømme, men også alle de intellektuelle sammenhænge han gennem årene vikler sig ind i, og som kun takket være hans stolte arbejds- og selvdisciplin kan fortættes i bog efter bog. I tredje bind dagbog følger man således de grundige kildestudier og refleksioner, der ledte frem til Formynderfortællinger (1964), man oplever al besværet med essaysamlingerne fra 1969 og 1973, af hvilke den sidste, Uden mål - og med indbragte sin forfatter Nordisk Råds Litteraturpris, man ser, hvorfor Villy Sørensen i sin tid måtte skrive monografierne om Kafka og Schopenhauer, og man nærmest lider med ham, mens han oversætter Senecas skrifter og får form på biografien om ham.

Det lyder måske forskrækkelig tungt, og ville da også have været det, hvis ikke Villy Sørensen så tit satte tankegange på spidsen og med ét blev farlig, intens, som når han om socialismens utopister skriver, at deres bekvemme forestilling om et absolut før-efter tillader dem at praktisere det modsatte af det, de i teorien går ind for. Præcis er også karakteristikken af ungdomsoprørets "myndighedskrise", der for Villy Sørensen bunder i et større kulturelt og samfundsmæssigt dilemma: "Hvad studenterne, der vil have medbestemmelse, savner, er ikke blot den myndighed de ikke har, men den myndighed autoriteterne ikke har."

En typisk sørensensk formulering, også fordi den holder det åbent, om samtidskritikken foregår på det politiske, det psykologiske eller det eksistentielle plan. Villy Sørensens betragtninger munder ganske ofte ud i en uhåndgribelig "åbenhed" fordi han insisterer på at stille, hvad han et sted kalder det afgørende filosofiske spørgsmål: hvordan hænger det sammen, eller hvad er grunden? Det kan man kun, hvis man samtidig fastholder, at det ene plan af tilværelsen eller tanken ikke må gøres til årsag til det andet. Hvert niveau må erkendes på sine egne betingelser, delvis uafhængigt af de andre.

Rastløs og videbegærlig går Villy Sørensen i perioderne mellem 1961 og 1974 derfor i lag med gevaldige emner, som hver især havde været tilstrækkeligt pensum for de fleste: politisk økonomi, praktisk politik, mikrobiologi, etik, for blot at nævne nogle felter. Om Marx' genialeste skrifter noteres det, at denne er "så elementær at man må undre sig, fordi det elementære er det underlige", og ganske a propos 1990ernes lettere mondæne omgang med modebegrebet etik siger han, at moral forstået som et rent "indre" anliggende logisk går hånd i hånd med en "ydre" ekspansion. Et stadig mere værdiopløst samfund frembringer på det ene område efter det andet beherskelsesteknikker, hvis følger af destruktiv, inhuman art netop ikke indgår i teknikken, men må tænkes igennem efterfølgende, kompensatorisk.

26.10.71 hedder det således, idet forfatteren foregriber hele den for tiden verserende genteknologiske snak: "Nobelpristagere benægter ofte "for al overskuelig fremtid" muligheder, som så - på deres eget felt, men på et andet laboratorium - realiseres dagen efter. Hvoraf kommer denne påfaldende mangel på fantasi? - af fagmandstilbøjelighed til at være klogere end vi andre fantaster? Da man havde isoleret genet, så jeg i min vankundighed straks mulighed for indgreb i arvemassen og fik at vide at det var noget vrøvl. Nu er det lykkedes med en virus at føre et manglende gen ind i menneskeceller og påvise at det indførte gen nedarves." Så følger en litteraturhenvisning. Men dagbogsnotatet ender i den rene galgenhumor: "Ca. samtidig har man fundet et stenalderfolk på Filippinerne."

Spring af den art tager Sørensen heldigvis ofte. Under sin læsning af Seneca noterer han kortfattet (12.2.70), at denne "havde en åndssvag tjenestepige, Harpaste, der ikke vidste hun var blevet blind, men syntes der var mørkt i huset." Erhard Jacobsen og Hilmar Baunsgaard husker ham på, at hans klasse i mellemskolen, når eleverne blev opfordret til at vælge én til at repræsentere dem, "altid som med én røst valgte den rigtige. I sådanne valg af personer, som vælgerne kender, bliver den rigtige skubbet frem og stiller ikke sig selv op. Der er mennesker der er formænd for alting og ikke egnet til at være formand for noget." (28.3.70) Et lille års tid senere (16.1.71) drømmer forfatteren, at han hører et kor synge Purcell. Men nej, "det var katten der miavede uden for døren."

Sådan kunne man blive ved at plukke fornemme perioder blandt Villy Sørensens Perioder. Min egen favorit stammer fra det bevægede år 1968, hvor Villy Sørensen på dagen for invasionen i Tjekkoslovakiet tørt konstaterer: "Mine forældre har vundet i lotteriet for første gang siden Valby gasværk eksploderede." Foræringer af denne art er hans dagbøger rige på. Vil man finde dem selv, må man læse det hele, sådan er betingelserne. Deri ligner bøgerne livet, hvis alpetinder jo også kun opleves og erkendes som sådanne, fordi det tillige består af dale og dagligt flodland.



Tilbage til toppen