Bogens Verden 1994 nr.3
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Som Svalen Interview med forfatteren Anne Marie Ejrnæs
Af Bo Elbrønd-Bek, cand. mag. et mag. art.
I konflikten mellem lidenskabens lyst og den samfundsmæssige pligt traf Thomasine Heiberg (1773-1856), født Buntzen, et smerteligt valg, som på en og samme tid betød opfyldelse og afkald. Dette valgs eksistentielle indebyrd har ikke siden mistet sin publikumsappel. At realisere en lidenskab i troskab mod sine følelser forbliver for mange en utopisk drøm, fordi de ikke tør renoncere på konventionel sikkerhed og borgerligt omdømme. Des mere dragende forekommer den hypersensitive og evigt kærlighedshungrende Thomasines kompromisløse begær at være. Med en enestående sjælsstyrke og kløgt førte hun sin passionerede kærlighedsaffære til vejs ende.Ofret i denne forbitrede og nådesløse strid blev sønnen, den højt begavede og oprindeligt følsomme Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), hvis legitime ret til begge forældre blev negligeret på det groveste, da han ulykkeligvis sattes i pleje hos fremmede, hvorfra han senere deserterede. Som 14-årig karakteriserede moderen ham således: "Han forener en Barnagtighed, som om han var 6 Aar, med en Tænkekraft og Ideer, der ere mere end 10 Aar for gamle for ham."
Ikke overraskende genskabte han splittelsestematikken i sit eget liv, som blev en lang, elegant kæde af æstetiske polemikker. Lolita-komplekset - en sværmerisk faible for den naive ingenue, der kunstigt fastholdt kvinden som poetisk vaudevillepige - har han til fælles med faderen, hvis grasserende hævnlyst adskilte sønnen fra "Forrædersken", som villigt opgav ham, og hendes nedrige "Forfører"; her som andre steder spillede den evigt konfliktskabende faders oversættelseskunst håbløst fallit. Ligesom Ludvig Heiberg (1723-60) og Peter Andreas Heiberg (1758-1841) giftede Johan Ludvig Heiberg sig med en langt yngre, særdeles omsværmet kvinde, hvis senere så heftige og dybe passion for skuespilleren Michael Wiehe (1820-64) han tavst og resigneret affandt sig med. Med sin komplicerede karakter, dæmoniske lidenskab og stærke vilje inkarnerede den feterede primadonna Johanne Luise Heiberg (1812-90), født Pätges, guldaldertidens ophøjede tro på det sande, det gode og det skønne. Det kom derfor ikke til skilsmisse, fru Heiberg sublimerede lidenskaben i sin skuespilkunst, mens den langt køligere Heiberg fandt en forskudt trøst i studiet af fjerne, uforanderlige stjerner. Det emotionelt begrænsende eksil kan sammenlignes med den revolutionære faders påtvungne landflygtighed, hvilket faldt sammen med det følelseskolde ægteskabs endelige ophør 1801; nu havde systemets martyr "kun det usle Liv tilbage".
Som chef for den danske skueplads 1849-56 og teatercensor viste Johan Ludvig Heiberg liden forståelse for de begyndende realistiske og naturalistiske strømninger, hvad der uundgåeligt førte til forbitrede konflikter og uholdbare positioner. Men Heiberg befæstede sig blot endnu stærkere i troen på sin egen overlevede autoritet. Det ekskluderende i hans åndsaristokratiske position har Vilhelm Andersen i artiklen "Til Marstrands Maleri af den heibergske Familie" fra 1897 karakteriseret således:
"I den hegelske Filosofi fandt han en saa dyb Bekræftelse paa sin Verdensanskuelses Rigtighed, at han vovede at betragte sine Tanker som evige Sandheder. Naar J. L. Heiberg producerede en hegelsk Tankebevægelse, var det ikke simpelthen Prof. Heiberg, der tænkte, men Ideen selv, der i Professorens Tanke udtømte sit Indhold. Heibergs Grænser var Verdens Grænser. Derfor var det ham overalt i Stat og Kirke, i Kunst og Videnskab umuligt at erkende det strømmende, den levende Udvikling, der flytter sine Grænser; paa sin Tankeverdens Grænser byggede han Kobbermure. Inden for disse Mure laa Kunstens Have og Videnskabens Agre og trygge Borgeres Huse; udenfor larmede Oprørerne paa en øde Hede."Efter mandens død fik Johanne Louise Heiberg ligesom svigermoderen et nyt, selvstændigt liv givet. Mens Thomasine Gyllembourg efter den svage, men noble Gyllembourgs død fik succes som forfatter, så blev fru Heiberg sceneinstruktør og forfatter. En fortryllet Henrik Ibsen, hvis første sagadramaer sammen med Bjørnstjerne Bjørnsons udsattes for Heibergs vrangvillige censur og forkastelse, har i "Rimbrev til fru Heiberg" (1871) sat det smukkeste digteriske mindesmærke over hendes virtuose, men flygtige skuespilkunst. Ud over at være Heibergs muse og tolk, personificerede hun en hel tidsalders ideale dannelsesforestilling. Fru Gyllembourgs forfatteridentitet, som brød med den traditionelle kvinderolle, forblev skjult og afsløredes først efter hendes død, tilsvarende offentliggjordes fru Heibergs bekendelses- og forsvarsskrift "Et Liv, gjenoplevet i Erindringen" (1891-92; 4. udg. 1944), et hovedværk i dansk memoirelitteratur, posthumt i censureret form.Den traumatiske adskillelses- og konflikttematik findes gestaltet på mange niveauer i Heiberg-kredsens intimsfære såvel som på det politiske og kulturelle plan. Samtidig med at den landflygtige svenske officer og baron Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd (1767-1815) arbejdede for skandinavismens sag i forsøget på at bryde sin isolation og genvinde det tabte, knyttedes den for sine polemiske pennefejder kendte republikaner P. A. Heiberg til Napoleon-regimet. Gyllembourg, hvis devise var "Ära och frihet", drømte om et forenet Norden under den danske konges auspicier. Til hans store skuffelse lykkedes projektet imidlertid ikke. For sin deltagelse i en sammensværgelse, der førte til mordet på Gustav III 1792, dømtes han til at miste ære, gods og liv ved halshugning, men kongen forandrede dommen til livsvarig landsforvisning med tab af adelskab og borgerlige rettigheder. Hans illegitime liaison, der endte i celeber skandale, virkede heller ikke befordrende eller tillidvækkende. Da Johan Ludvig mistede sin fader, nedlagde denne forbud mod, at han boede hos Thomasine, som selv havde mistet sin moder i en ung alder. Et tidligt, ubearbejdet fader- og autoritetstab indgik både i P. A. Heibergs og Gyllembourgs socialisation. Mens sønnen mere og mere isolerede sig i en åndsaristokratisk attitude, der ikke gad skjule sin foragt for den gemene hob, liberalismen og demokratiet, henlevede den halvblinde og venneløse fader sine sidste sørgelige år i et først påtvungent, siden selvvalgt eksil, hvilket blev hans endelige eksistensform.
I den såkaldte Celestinus-brevveksling fra 1834 redegør Thomasine Gyllembourg for begrænsningen og styrken i sine litterære motiver:"Det huuslige og selskabelige Liv, de individuelle Forhold og Indviklinger ere den Kreds, hvorfra de ere hentede, og jeg tilstaaer oprigtig, at jeg tillægger disse huuslige og daglige Forhold en stor Vigtighed. De ere for alle Mennesker det Nærmeste, for alle Mennesker den Kilde, hvorfra deres Lykke og Ulykke udspringer, ja ikke blot deres Lykke og Ulykke, men som oftest deres Dyder og Laster. Jeg indseer vel, at der findes mere ophøiede Emner, men det forekommer mig, som om disse let kunde føre udenfor Novellens Grændser; og ialfald drømmer jeg ikke om at kunne flyve som Ørnen til de Regioner, hvorhen det uvæbnede Øie ikke kan følge; men Forfatteren til en Hverdags-Historie bygger som Svalen paa Menneskenes Huse, og istemmer der sin fordringsløse Sang."Som en determineret kamikazepilot styrtdykkede hun nårsomhelst i forsvaret for det, hun opfattede som hørende sig til. Den påtvungne adskillelse af moder og barn, resultatet af eksmandens straffeekspedition, potenserede en hysterisk, ja incestuøst farvet binding, der fik såvel emotionelt som digterisk udtryk. Først på den baggrund bliver det fuldt forståeligt, hvorfor hun efter at sønnen var vendt tilbage fra sit ophold hos faderen i Paris 1819-22 valgte at leve sammen med ham og senere svigerdatteren, som hun gav en grundig opdragelse, i mere end en menneskealder. Tilsammen skabte de biedermeiertidens toneangivende litterære salon og normdannende mønsterhjem, som blev et strålende midtpunkt i en kreds af landets fremragende kulturpersonligheder.I den betydningsfulde og psykologisk skarpsindige roman "Slægtskab og Djævelskab" (1830) udtaler hovedpersonen i slutningen fru Gyllembourgs etisk-religiøse dictum:
"Min Skjæbne er et Beviis mere paa den store Sandhed, at intet Menneske kan udrette noget virkeligen Godt og Velgjørende for sig og Andre, naar han maa leve i Strid med sit Hjertes Følelser. Kjærlighed er det eneste Kompas uden Misviisning, der kan veilede os gjennem Livets Skjær og Klipper. Uden den kan heller ikke Fornuften selv staae ved Roret. Høi og dyb er den Lære: at Ingen kommer til Gud, uden ved Kjærlighed."Som påpeget af Søren Kierkegaard var den navnløse og dog så navnkundige forfatter ikke en, der søgte sig selv, men en, der havde fundet sig selv, førend han blev forfatter.Hjulpet af A. G. O. Hauch udgav Johanne Luise Heiberg "Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg. En Beretning, støttet paa efterladte Breve" (1882; 4. udg. 1947), et førstehåndskildeskrift, der giver et nuanceret indblik i den dramatiske skilsmissehistorie, som i århundredets begyndelse havde optaget det københavnske borgerskab så stærkt. I tilknytning til fru Gyllembourgs litterære testamente, der første gang offentliggjordes i 2. udgaven af "Samlede Skrifter" (1866-67), udtrykte fru Heiberg følgende:
" [...] man maa haabe, at der engang vil findes En, der formaaer at optegne dette mærkelig bevægede Menneskes Skjæbne, med dets Smerter, dets Lidenskaber og Glæder, et Liv, der ofte med Strenghed er blevet bedømt af dem, der dømme efter at have erfaret det Halve af en Sag, der ikke bryde sig om "hvad" og "hvorledes".[...] Hun bad om Tilgivelse, og "hun fik den - omsider". Livets Storme kunne skille Menneskene fra hinanden; men det er Kjendetegnet paa ædlere Naturer, at Tiden atter kan bringe Forstaaelse, Tilgivelse og Forsoning tilbage, idet hver Part villigt indrømmer den Feil, der hører ham til."En sådan nutidig, sanseligt nærværende og trofast tolkning gav Anne Marie Ejrnæs (f. 1946) med sin gennembrudsroman "Som svalen" (1986), hvis feministiske frigørelsestema genfindes i det tidlige forfatterskab, men her forløstes på kunstnerisk fuldgyldig vis. Når objektiveringen af den private erkendelsesinteresse og udforskning fuldt ud lykkedes, og når det dybt subjektive værk derigennem blev personligt vedkommende, beror det sandsynligvis på, at den midaldrende forfatter omsider havde fået den nødvendige afstand til den ganske unge, tidligt modne kvindes kompleksfyldte fascination og selvskabte sammenfald af faderfigur og elsker, lærerautoritet og ægtemand. Forfatterskabets produktive grundkonflikt, længslen efter at overkomme uoverensstemmelsen mellem indre og ydre væren, fik i mødet med et i forvejen eksisterende, udenfor liggende men åndsbeslægtet stof eksistentiel autencitet og artistisk fylde. I kønnenes møde afspejles modsatrettede ideologier og kulturer, hvis polære spænding imidlertid danner forudsætning for den gensidige tiltrækning, befrugtning og forløsning. Liv er at stole på sin intuition og vælge at følge den indre energistrøm. Død er at vælge at blokere eller gå imod denne livsenergi, hvorved vi kun oplever anstrengelse, frustration og kamp.Med sin italesættelse af kroppen demonstrerer Anne Marie Ejrnæs på overbevisende måde, at vi står over for dette valg hvert øjeblik i vores liv. Forfatterskabets originalitet og gennemslagskraft beror på, at det i stadig højere grad formår at udtrykke den så ofte fornægtede og undertrykte dialektik mellem det fysiske, det psykiske og det spirituelle. I og med at vi som læsere formelig tvinges til at overgive os til det strømførende værk, føler vi lidenskab og liv. Som i Thomasine Buntzen/Heiberg/Gyllembourgs tilfælde er det et spørgsmål om at lade sig bevæge af universet i vores indre, hvorfra vi ofte lever adskilt. Den deraf følgende lidelse, angst og skyld befordrer netop de onder, vi bekæmper forgæves. "Som svalen" udstråler imidlertid en vitalitet, som det er op til læseren at forvalte i en både indad- og udadrettet bevægelse.
"Hvad fik dig til at gå i gang med en historisk-biografisk roman? Og hvad var det, der gjorde, at du netop kastede dig over Thomasines berømte ægteskabshistorie?"
I hvert fald ikke, at genren var på mode - det var tværtimod en belastning - men jeg følte en stor frihed ved at gå ind i en historisk person. Enhver kunne jo se, at jeg skildrede Thomasine og ikke mig selv, og dermed følte jeg mig for alvor fri til at være mig selv som skriver. Det var selvfølgelig en form for legen kispus, men det er fiktion vel altid.
Jeg faldt for Thomasine, da jeg tilfældigt så Jens Juels portræt af hende, da jeg søgte noget andet i en litteraturhistorie. Du må tro mig eller lade være, men jeg kendte faktisk ikke hendes historie. Jeg havde skrevet speciale om afrikansk litteratur, og jeg læste litteraturvidenskab, dengang vi studerede "Kapitalen" og Lenins imperialismeteori. Dansk guldalder var for mig nogenlunde så uberørt som den afrikanske busksteppe. Jeg havde derfor en frisk oplevelse af at erobre nyt land, da jeg kastede mig over stoffet - for da jeg først havde overgivet mig til Thomasine i løbet af disse afgørende 30 sekunder, så måtte jeg jo tage hendes historie, som den forelå. Og den skuffede mig heller ikke."Har du følt det som et problem, at du dels så forløbet retrospektivt, i og med at det historiske forløb var givet på forhånd, og dels uundgåeligt anskuede konflikten ud fra en nutidig synsvinkel; din historisk-biografiske roman er jo frem for alt en samtidsroman. Opstod der undertiden en konflikt mellem din måde at tænke, føle og opleve på og dine historiske personers oplevelsesmåde og muligheder, eller var det en fordel at behandle et konkret ægteskabeligt konfliktstof i historisk regi, fordi det evt. affødte et nyt perspektiv?"
I går slog jeg mig over tommelfingeren med en hammer, og så sagde jeg: "Av for Satan!" Hvis Thomasine havde stået i samme situation, havde hun nok sagt: "Av!" men jeg tror, at vi havde følt det samme. På den antagelse hviler min roman.
Jeg arbejder altså primært på grundlag af "identifikation". Det regnes vist ikke for at være rigtig fint, men det er nu min måde. Identifikation og "intuition", lugtesans, både i ligefrem og overført betydning. Jeg var i grunden aldrig i konflikt på det spørgsmål her, for jeg havde jo allerede på titelbladet skrevet "Roman" - ikke "Biografi" og heller ikke "Romanbiografi". Med genrebetegnelsen havde jeg altså klart signaleret til læseren: Nu leger vi, og jeg tager mig de friheder, som jeg har lyst til."Bagest i romanen er anført den sekundærlitteratur, du bygger på, men som læser tænker man overhovedet ikke herpå, fordi du fuldstændig har frigjort dig således at romanen ikke tynges ned af det historiske stof. Har det været en svær proces?"
Stoffet skulle ned i den sorte gryde og stå og simre i lang, lang tid. Ventetiden er altid svær at udholde. Når man ikke kan holde det ud mere, begynder man at skrive, og så render man ikke og slår op i sine kilder i tide og utide. Det, der ikke havde sat sig, det var ikke vigtigt nok til at komme med."Kan du karakterisere grænsen mellem det historisk kontrollerbare og det tolkende fiktive for ikke at sige rent fiktive?"
Antyder spørgsmålet, at der skulle være noget, måske næsten forbryderisk over det rent fiktive? Det er der måske også.
Jeg kan kun sige, at jeg har brugt kilderne til at bygge et rum op inde i hovedet. Så går jeg ind i rummet og ser, hvad der sker."Romanens poetiske titel" Som svalen "er taget fra et citat af Thomasine Gyllembourg, hvori hun netop gør opmærksom på, at hun tager udgangspunkt i intimsfæren, og du bruger det som motto for din roman. Er det et motto, der også gælder dit forfatterskab?"
Det er jeg vist nødt til at svare ja til. Vi ville vel gerne være større og rummeligere, end vi er, og jeg synes faktisk, at det kræver stort mod at acceptere sin egen begrænsning."Dit sprog er uhyre sansemættet, hvilket betyder, at læseren hurtigt indfanges i, hvad man kunne kalde romanens kropssprog. Er skriveprocessen en lige så sanselig akt som læsningen?"
Gud nej! Mistænker du mig for noget specielt?
Jeg tror slet ikke jeg forstår spørgsmålet. Men jeg kan da sige, at når jeg har koncentreret mig voldsomt, så har jeg iskolde hænder og fødder. Det er selvfølgelig, fordi alt blodet går op til hjernen."I romanen oplever vi forløbet fra Thomasines synsvinkel. P. A. Heiberg er fremstillet som en knudemand, hvis muskelpanser det viser sig umuligt at blødgøre selv for den blodrige Sine. Synes du læseren får mulighed for at forstå og vurdere hans endeløse konflikter med autoriteter og myndigheder for slet ikke at tale om hans Lolita-kompleks og spaltede seksualitet, der kulminerer med hans impotens på bryllupsnatten, ud fra hans særlige forudsætninger?"
Nej, det synes jeg bestemt ikke. Faktisk havde jeg stor sympati for P. A. Heiberg, og det var et vældigt problem for mig undervejs, at jeg ikke kunne gøre min sympati tydeligere. Men Thomasine ville altså ikke, og det var hende, jeg havde valgt. Æstetik har for mig meget at gøre med, at man overholder sine egne spilleregler. Hvis man bryder dem, skal det i hvert fald have en kunstnerisk begrundelse. Man må afstikke nogle rammer og så udfylde dem så godt, som man overhovedet kan - og der skal være dækning for det indrammede felt.
Hvis jeg i dag skulle arbejde med stoffet her, ville jeg måske overveje at skrive en flerstemmig roman.
Og dit spørgsmål får mig til at tænke på en anden loyalitetskonflikt, jeg havnede i. Det drejede sig om, at Thomasine nægtede at flytte for sig selv, da Ludvig og Hanne blev gift. Det havde jeg meget svært ved at acceptere. Jeg vidste godt, at det dengang var en udbredt skik, at enker boede hos deres børn, men Thomasines position lugtede alligevel for meget af magtsprog, og jeg var nødt til at betjene mig af et kunstgreb for at komme igennem denne kritiske fase. Jeg valgte derfor at gøre en trekant til en firkant. I stedet for Hanne, Ludvig og Thomasine blev det Hanne, Ludvig, Thomasine og Georg. Jeg er ikke i tvivl om, at Thomasine elskede sin plejesøn, men det er mig, der hæver det over enhver tvivl, at han var Ludvigs søn. Dermed legitimeres det, at Thomasine ikke vil stå alene med ansvaret for hans opdragelse i hverdagen - og at hun vil bo sammen med Ludvig og Hanne."Den følelsesmæssige tilfrysning, som er romanens udgangspunkt, kan minde om H. C. Andersens eventyr "Snedronningen". I Sines tilfælde knytter du det sammen med moderens seksualitetsangst, forårsaget af de mange barnefødsler, ægtemandens patriarkalske ret til kvindekroppen og den mislykkede initiering på brudenatten, hvor Sine associerer til moderens lit de parade. Idet du således knytter eros og dødsdrift sammen i en gordisk knude, forstår man, hvorfor Sine nødvendigvis må miste såvel sine ægtemænd som sit barn og senere sit barnebarn, Ludvigs illegitime søn Georg. Måske derfor bliver heltindens dødsøjeblik også det mest livsbekræftende, idet hun helt regredierer til det orale stadium: "En halvt grædende kalden, en mor på sit barn, et lokkende nøgent bryst. Sulten var stor, næsten kvælende begravet i det hvide kød, og hun åbnede munden for luft." Betyder det, at det egentlige for ikke at sige definitive gennembrud forstået som en total sammensmeltning af krop og psyke først bliver muligt i døden?"
Den svenske forfatter Kirstin Ekman skrev engang: "Fortællingerne er klogere end vi." Det vil jeg gerne tilslutte mig.
Hvis jeg tænkte så teoretisk-abstrakt, som du gør i dit spørgsmål, ville jeg aldrig kunne få mine personer til at leve på papiret. Din tolkning virker både smuk og rigtig, men jeg skriver forlæns, ikke baglæns. Jeg skriver ikke for at illustrere en tese eller pointe, som jeg føler mig vældig sikker på. Jeg skriver for at gennemleve begivenheder sammen med mine personer, i solidaritet, og jo mere modsætningsfyldte og konfliktrige begivenhederne er, jo mere appellerer de åbenbart til mig.
Hvis jeg en dag kom til at føle, at nu havde jeg forstået det hele, så ville jeg med garanti holde op med at skrive."Modsætningen mellem natur og samfund, mellem politisk frihed og patriarkalsk undertrykkelse fandtes både under den franske revolution, blandt det liberale borgerskab i guldaldertidens København og sidenhen hos ungdomsoprørerne i 1968. Spiller den franske revolutions ideer fallit på samme måde som ungdomsoprøret, fordi misforholdet mellem de revolutionære idealer og den socialiserede (selv)undertrykkelse ikke kan overkommes? Der skal åbenbart andet og mere til end at udskifte Rousseau med Marcuse, men hvad?"
Når jeg fandt Thomasine så slidstærk, skyldtes det jo bl.a. hendes jordbundne snusfornuft og hendes personlige moral. At frihedskravet nødvendigvis måtte have personlige omkostninger, det var hun ikke i tvivl om. Intet havde været lettere for hende end at følge samfundsmoralen og dyrke Gyllembourg som sin elsker i det halvskjulte. Både han og P. A. Heiberg ville have været henrykte for den ordning, men hun ville ikke. Hun var radikal i sin fordring, og hun betalte prisen. Men hun brændte sig også, og senere i livet blev hun, hvad jeg for mig selv har kaldt en skårklinkerske. Heri havde hun måske et vist skæbnefællesskab med mange af os fra den engang nye kvindebevægelse. - Og hvad der mere skal til? Jeg er ikke profet, men kunne vi holde lidt bedre sammen på ydre og indre og forside og bagside, ville det nok være godt."Den ødipale triangel, hvorunder Ludvigs begær tydeligt rettes mod moderen, fortrænges aldrig helt, i og med at den fædrene forældreinstans forsvinder ud af barnets univers. Derfor gentages historien også som vist af Per Olov Enquist i" Fra regnormenes liv. "I Johan Ludvig Heibergs barnløse ægteskab med den unge Johanne Louise Pätges fungerer han både som faderfigur og enebarn. Samtidig bor han, siden tiden i Kiel, fortsat sammen med den moder, som forældrenes skilsmisse gav ham begrænset adgang til som barn, og som han givetvis har følt sig svigtet af på flere måder. Moderens ægteskab med Gyllembourg må han have oplevet som et fravalg, der yderligere forpestedes, da moderen forståeligt nok ud fra sine forudsætninger havde vanskeligt ved at acceptere drengens ret til at holde af faderen. Selv om sønnens ægteskab ikke ender med skilsmisse, er der tematisk set en utrolig lighed med P. A. Heiberg og Thomasines forhold. Med sin fascination af måske allerede udslukte stjerner og isnende systemer minder Ludvig om sin landflygtige, fjerne fader. Samtidig med at deres intime forhold fryser til, hengiver Hanne sig på scenen til Michael Wiehe. Er det muligt at bryde den slags mønstre?"
Jeg har ikke nogen psykoanalytiker, som jeg kan spørge. Selv er jeg skeptisk. Men det er godt at være fleksibel, så man kan navigere mellem de undersøiske skær uden at blive slået til drivtømmer. Thomasine var meget, meget fleksibel."Hvordan ser du på forholdet mellem liv og kunst? Fru Gyllembourgs skrifter læses i dag kun af folk på professionens vegne, i modsætning til f.eks. St. St. Blichers noveller. På baggrund af den tolkning, du fremlægger, er hendes liv mere interessant end hendes litterære værk. Er der ikke en modsigelse mellem den biedermeierske dødvægt heri og så det, at hun vælger at realisere sin kærlighed hinsides de borgerlige normer, hvorved hun for alvor bliver strømførende - og moderne?"
Som jeg var inde på før, mener jeg, at Thomasine brændte sig (og at hun livslangt betalte af på sin gæld til Ludvig). Hun brændte sig netop på sin radikale kvindelighed, og logisk nok er det heller ikke den, der er grundlaget for hendes forfatterskab, men nok forudsætningen: masser af hendes hverdagshistorier handler om genintegrering i samfundet efter en form for brud eller uorden. Det så Søren Kierkegaard jo meget klart i sin anmeldelse: "Det kan altsammen blive godt igen". Det interessante for en moderne læser er, at bruddet "har" fundet sted, ikke den efterfølgende harmonisering og tildækning, der trygler om at blive taget til nåde igen. Kunstnerisk duer det ikke, men psykologisk er det vel til at forstå? Jeg synes det. Selv af en kvinde kan man ikke forlange det umulige. Som forfatter var Thomasine en pionÀ)Àr uden kvindelige forbilleder at støtte sig til. Hendes stil blev bleg, fordi hun prøvede at gemme sig og skrive som en mand. Jeg har altid fundet det gribende, at hun sad og skrev med det skrivetøj, der blev købt til Ludvig, da han begyndte i skolen, et barnesæt. Det tager mere end et par århundreder at konsolidere kvindelige kunstneres selvfølelse."Tager Thomasine i din roman ansvar for den følelse af hjemløshed, hvis udspring ligger i sammenkoblingen af patriarkalsk magt og seksualitet? Jeg tænker her på, at da Sine kræver skilsmisse og frihed fra Heiberg, der endnu under sin landflygtighed fungerer som faderinstans, så sker det, fordi hun ironisk nok har forelsket sig i en anden landflygtig oprører! Er forskellen ikke temmelig ens?"
Er du tosset!? Der er pokker til forskel på Heiberg og Gyllembourg, som MÆND! Det er der godt nok ingen af mine kvindelige læsere, der har været i tvivl om."Vagina dentata-motivet, udtrykt i mange dragelegender, kommer klart frem i tegningen af Katarina II og især i den kyniske måde, hvorpå Heiberg bruger den over for Thomasine. Er Heibergs spaltede følelsesliv, hans ideale frihedskamp i den franske revolutions billede og hans undertrykkende forsømmelighed i intimsfæren ikke udtryk for en latent kønsangst, ja angst for intimitet?"
Det er Gyllembourgs slægtning grev Ehrenswärd, der har lavet tegningen. I romanen kommer han på besøg i København, og ved den lejlighed formidles tegningen til Heiberg. Det er historisk korrekt, at Ehrenswärd, Abildgaard og Sergel udvekslede halvsjofle tegninger, som osede langt væk af angst for kvinden. - Din karakteristik af den mandlige kønsangst passer godt nok på Heiberg (og det intellektuelle miljø omkring ham), men slet ikke på Gyllembourg."I hvor høj grad lader du Gyllembourg give udtryk for en moderne bevidsthed, da han påviser, at Sines migræne og kolik skyldes tomheden og manglen på et autentisk følelsesliv? Det er formodentlig sammenhænge, der først bliver helt bevidste med Freuds sygehistorier og videre frem til en forfatter som f.eks. Marie Cardinal?"
Freud var god nok, men Gyllembourg var nu heller ikke så tosset. Han skrev engang et brev til Ludvig, der var på rejse i Sverige. Hans hjemkomst trak ud, fordi han var faldet for en eller anden svensk dame. Gyllembourg bad ham så mindeligt om at komme hjem inden jul, for Thomasines skyld, og her gjorde han eksplicit rede for sin indsigt i sammenhængen mellem psyke og soma hos fruen. Jeg føler mig altså ret sikker på, at Gyllembourg var bevidst også om Thomasines sekundære gevinster. Han bar det altsammen smukt, indtil modgangen i hans egen tilværelse tog livsmodet fra ham."Da Thomasine tvinges til at opgive sønnen, kan det karakteriseres som en form for amputation eller kastration. Er det dét, som i romanens indre logik, fører til gårdens brand og senere Gyllembourgs død?"
Du karakteriserer opgivelsen af sønnen som amputation eller kastration. Desværre er jeg ikke sikker på, at du har ret, og jeg mener heller ikke, at jeg har skildret begivenheden sådan i romanen. Thomasines lidenskab var vildere og mere rå end som så. Hun ville (gladeligt) opgive den elskede søn, bare hun kunne få den mand, der havde sat hende i brand. Derfor forstår jeg også godt, at hun blev skræmt, da hun kom til besindelse, men gårdens brand viser jo, at parret ikke var helt færdige med at lege med ilden.
Det ser ud til, at jeg har viklet mig ind i en modsigelse. Jeg sagde før, at Thomasine var villig til at betale prisen, og nu påstår jeg nærmest, at hun i sin rus var ligeglad med tabet af Ludvig. Jeg kan ikke stille noget op med den modsigelse, for jeg mener, at begge dele er rigtige. Det er det vidunderlige ved at skrive fiktion - at man kan skildre mennesker lige så sammensatte og paradoksale, som de er."Hvor stor en rolle spiller det, at Thomasines fader havde håbet, hans førstefødte var blevet en dreng, hvilket afspejles i hendes navn? Får hun efter din opfattelse integreret den maskuline side, således at der kommer balance mellem de feminine og maskuline energier? Og var det ikke et langt større problem for en kvinde dengang at få levet netop den side ud, end det er i dag?"
Jo, jo, men det har jeg allerede været inde på."Romanen kan også læses som en kunstnerroman. Efter at Ludvig har opført en bearbejdet version af MoliÀ/Àres" Don Juan", hvori han giver sin tolkning af forældrenes ægteskabs- og skilsmissehistorie, opfordrer Sine sønnen til at skrive: "Som digter kan du løfte dig op og gøre dig fri. Skriv til mig, men skriv ikke om mig, og hvis du gør det, så dæk mig til." Men kort forinden lader du Weyse spille et potpourri, der afsluttes med en "en skurrende kakafoni af villet mislyd", hvorefter det hedder: "Sådan undgik man publikums bifald, og de forstod jo alligevel ikke halvdelen af, hvad man havde givet dem." Et andet sted hedder det: "Historierne ville de have, men betale for dem, så forfatteren kunne leve anstændigt, ikke tale om. Gratis skulle det være, når de dannede søgte næring for sjælen, og sådan var det raden rundt." I hvilken udstrækning skjuler du selv dine spor, samtidig med at du måske også føler, at kritikere og publikum ikke i tilstrækkelig grad forstår, hvad det er du har investeret i dine kunstneriske satsninger?"
Jeg skjuler min privatperson efter bedste evne (ikke mit køn), men det væsentligste afslører en forfatter altid - åndedrættet, som høres i syntaksen.
Om jeg er skuffet? Næh. Nu sidder du f.eks. og studerer en roman, som jeg troede at alle havde glemt."Ludvig opfordrer senere sin moder til at skrive med følgende ord: "Min far beundrede du som forfatter, og han holdt op med at skrive, da han mistede dig. Nu må du selv i gang, før du laver flere ulykker." Om Hanne hedder det præcist, at hun "stred med sig selv, og stærkere modstander fik hun aldrig, [...] kampen var Hannes alene." Hendes given afkald får Thomasine imidlertid forløst med opfordringen om at skrive, eftersom Ludvig har en faible for skrivende kvinder: "Du skal skrive, Hanne, og forføre din mand med din skrift." Men er der ikke en væsentlig forskel på at forsvinde i skriftens stikflamme og så den orgastiske metamorfose som samlivet med Gyllembourg repræsenterer: "Lær kærlighed af møllet, som mistede livet, da det blev ét med flammen."
For mig var "Som svalen" i høj grad en roman om en kvindes forskellige "livsaldre". Når man er 27 og har brug for en Gyllembourg, er det et usselt surrogat at få et stykke papir stukket i hånden. Når man derimod har rundet de 50, som Thomasine havde, da hun begyndte at skrive, da er det en god ide at forsøge en transponering og forfinelse af driften i f.eks. kunst - så man undgår, at driften perverteres. (At det dog også kan blive for sent at starte, det er en anden historie).
Sufi-ordet om møllet refererer endelig til et metafysisk aspekt ved kærligheden, som jeg lader komme til i den gamle kvindes sidste livsfase.
Tilbage til toppen