Bogens Verden 1994 nr.3
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Herrens tjener, versets mester Af Erik Skyum-Nielsen
Steffen Arndal: H. A. Brorsons liv og salmedigtning. 112 s. Kr. 125,00. Materialecentralen 1994.
Oppe i den himmel, hvor Hans Adolph Brorson må formodes siden 1764 uafladelig at have snakket med "Jesum", har salmedigteren den seneste tid tillige kunnet fryde sig ved al den hæder, der vistes ham hernede i anledning af hans jubilæum - med fagligt komsammen i Løgumkloster, festgudstjeneste i Ribe Domkirke, radioportræt og avisskriverier m.m. Fødselsdagen udløste også adskillige bøger, nemlig foruden antologien "Brorson. En bog i 300-året for salmedigterens fødsel" (redigeret af Jan Ulrik Dykjøb, Forlaget ANIS, 190 s.) også en nyskreven monografi, ved Brorson-eksperten Steffen Arndal, lektor i tysk ved Odense Universitet og i 1989 dr.phil. på afhandlingen "Den store hvide Flok vi see...", hvor Brorsons indsats som digter og oversætter sås i sin sammenhæng med tysk pietistisk vækkelssessang.Arndals nye bog udkommer hos Materialecentralen/Religionspædagogisk Center som sjette bind i forlagets serie om salmer og salmedigtere og har desårsag fået et lettere anonymt layoutmæssigt tilsnit. Men bogen er veldisponeret og pædagogisk klar, den er spækket med vigtige facts, og hvad vigtigere er, den styrer behændigt fri af de forenklinger, der nu også omkring jubilæet har præget danskernes syn på Brorson.
Eftertiden havde det længe temmelig besværligt med Brorson, historisk knyttet som han var til en kirkelig retning, hvis kristendomssyn i Indre Missions storhedstid blev brugt til ubønhørlig moralsk og social kontrol. For mange, der havde et andet syn på forkyndelsens form og troens rolle, har det i perioder været svært at acceptere det tilsyneladende paradoks, at en dybt pietistisk digter er blevet Den Danske Salmebogs tredjemest brugte digter og næstflittigste oversætter. Og selv om det går sådan, at et antal lidet brugte Brorson-salmer ryger ud, næste gang der redigeres en ny salmebog sammen, vil hans velkendte, stadig livskraftige tekster fortsat rejse det spørgsmål, hvordan noget så specifikt på samme tid kan være så alment.
Hans Adolph Brorson blev født 20. juni 1694 i Randerup i Sønderjylland, hvor hans far var præst, og hvor før ham også farfaren havde været det. Han blev student fra Ribe Katedralskole i 1712 og tog sin teologiske eksamen fra Københavns Universitet i 1721, dvs. med års forsinkelse. Hans studietid var nemlig præget af sygdom og sjælelige kriser, og i de sidste studieår, fra 1717, opholdt han sig i en periode på sin hjemegn, som huslærer for sin morbrors børn i Løgumkloster. På denne tid var det, at han blev "vakt" og lærte pietismen at kende i dens åbne, udogmatiske, men højst inderlige variant.
Straks efter sin embedseksamen tiltrådte Brorson sin stedfars kald som sognepræst i Randerup, hvor faren var død i 1704. I 1729 blev han dansk præst og såkaldt tredjepræst i Tønder, 1737 stiftsprovst og sognepræst ved Ribe Domkirke, og 1741 biskop over Ribe Stift, det embede som han beklædte til sin død 3. juni 1764.
Sit første hæfte med salmer udsendte han til jul 1732, og i de følgende år strømmede fra hans hånd den ene samling efter den anden med egne og oversatte salmer, hele det stof han 1739 redigerede sammen til "Troens rare Klenodie", som i hans levetid fik 5-6 nye udgaver. Om produktionen i 1740erne og 50erne må man formode, at den i lange perioder lå stille, optaget som han var af bispeembedets forpligtelser; men at han i det der skulle blive hans sidste år, blev grebet af ny inspiration, derom vidner den "Svane-Sang" som sønnen udgav året efter hans død, og som rummer 70 salmer og åndelige sange, hvoraf et mindre antal i dag indgår i Den Danske Salmebog.
Af sådan et kortfattet levned kan vi for det første uddrage, at Brorsons liv nøjagtig falder sammen med pietismens blomstringstid herhjemme. Som sine brødre og andre pietistisk sindede præster gjorde han fornem karriere, fordi det, der i Tyskland var startet som en undergrundsagtig vækkelsesstrømning, i enevældens Danmark blev lovbefalet fælles tro. Føjer vi hertil, hvad vi ved om hans personlige anfægtelser og kriser og deres overvindelse, kan vi endvidere betegne ham som en hypersensitiv sjæl - muligvis alt for følsom til embedet som stiftets administrator og de enkelte præsters kontrolmyndighed. Af dokumenterne fra hans tid som biskop fremgår i hvert fald, at det undertiden føg om ørerne på ham med stridigheder mellem de rabiate vækkelsesfolk, især herrnhuterne, og repræsentanter for datidens lutherske ortodoksi - fejder, hvor han optrådte som en forsoningens mand uden dog på nogen måde at give køb hvad det fundamentale angik: omvendelsens stadige kamp, evangeliets levendegørelse.
Sådan en fyr var det, der skrev "Op! al den ting som Gud har gjort", "Her vil ties, her vil bies", "Guds igenfødte, ny-levende sjæle", "Den yndigste rose" og mange flere, der synges og elskes den dag i dag, samtidig med at folk bekymret spørger hinanden, om ikke manden i grunden var pietist?
Hertil er nu først at sige, at pietist måske ikke er det allerværste, man kan være. Pietismen er og bliver den væsentligste fromhedsbevægelse inden for protestantismen, og selv om man i teologihistorien har været tilbøjelig til at overbetone pietismens karakter af radikalt indre brud, så kan man overalt finde flydende overgange mellem pietismen og den lutherske ortodoksi. Således går der en lige linje fra Arndts fire bøger om den sande kristendom fra 1605-10 op til pietismens vækkelsesiver. De fire bøger opfordrer til bøn, giver vejledning i bøn, udgør i grunden én lang øvelse i bøn, "thi uden bøn (skriver Arndt) finder man ikke Gud". Den lutherske fromhedsbevægelses hovedværk er altså ikke en tidsbetinget specialitet i den kristne fromhedstradition, det er bærer af noget af det mest afgørende i denne tradition, for så vidt som man vel kan spørge, om der overhovedet findes sand og levende kristendom uden efterfølgelse og inderlighed, uden kærlighed og bøn.
Set på den led er pietist ikke det værste man kan være. Men Brorsons salmer gør jo heller ikke folk til pietister. De gør blot folk kristeligt og kirkeligt bevidste, og hvad angår nuancerne i forholdet mellem Brorson og hans samtids fremherskende pietistretninger, så hørte han da vist til de bløde, til "duerne" om man vil. For det første fordi han til stadighed virkede inden for den kongelige danske kirke som præst, provst og biskop - og ikke delte Halle-pietismens vision om at forvandle verden til Guds rige på jorden. For det andet fordi hans forkyndelse, sådan som vi kender den gennem hans salmer, har et lyst evangelisk præg, der adskiller den fra Halle-pietisternes strenge bodsteologi med dens betoning af lov og bodskamp. Og for det tredje fordi Brorson kender til "den svage tro" og netop fremstiller troslivet som en vandring frem og tilbage mellem lys og mørke, fremfor at sætte omvendelsen som et definitivt skel. Brorson var således ikke en rigtig slem og "sort" pietist.
Med problemet er galt stillet op. Brorson er først og fremmest en stor salmedigter, og foretager som sådan en kunstnerisk overskridelse af sine historiske begrænsninger. Hans poetiske sprog arbejder i et felt, der ligger mellem det subjektive og tidsbestemte på den ene side - og det objektive og almengyldige på den anden. Hans salmer giver adgang til lag i erfaringen, der har præg af evighed - og dog udspringer de af tiden, blot har de jo altså vist sig ikke at være bundet til den.
Alt dét véd vi jo godt, når vi synger hans salmer i gudstjenesten. Men folk har en mærkelig evne til at slippe taget i, hvad de personligt véd, når de giver sig til at efterrationalisere og abstrahere og teoretisere og skrive kirke- og litteraturhistorie. Og derfor har historien om Brorson handlet om hans uspiselighed, eller det man kunne kalde formegetheden over hans værk.
Det fine ved Steffen Arndals nye bog er, at han nok kommenterer disse problemer, men gør det indirekte, nemlig ved stille og roligt at øse af sin omfattende viden om salmedigteren. Brorsons sprog karakteriseres som sanseligt, anskueligt og plastisk (s. 42), hans salmer udmærker sig i forhold til tekster med lignende stof og motiv ved deres umiddelbarhed. Derfor får hans digtning et dansk særpræg. Skønt Brorson tilegner sig Halle-pietismens "håndfaste og pågående vækkelsesprædiken med dens skarpe skel mellem omvendte og uomvendte", så får hans tekster aldrig de tyskes abstrakte og genstandsløse præg. Tværtimod, han er modig, grænsesprængende, visionær - samtidig med at han virker så livsnær. Det gør ham til en ener, og sætter ham i stand til at udforske troens og erotikkens mysterium - ikke i form af religiøst føleri, der blot omgiver Jesus-skikkelsen med forloren og selvoptagen sentimentalitet, men i form af en original billeddannelse, der på én gang lader de menneskelige følelser bevare deres dennesidige tyngde og gennemstrømmer dem med "en erfaring af en skjult livssammenhæng med Jesus" (s. 56), giver det menneskeligt nære en "overalt tilstedeværende uendelighedsdimension" (s. 66).
At dette særpræg skærpes i "Svane-Sang", er Steffen Arndal helt på det rene med. På sine gamle dage følte Brorson sig tiltalt af rokokovisernes kunstfærdige og legende karakter. Men da han ikke kunne forlige sig med teksternes verdslige indhold, erstattede han ordene med egne religiøse digte farvet af Højsangens tone og billedsprog. "Således opstod en række ejendommelige viser, der forener rokokovisens virtuose lethed med dyb religiøs inderlighed." (s. 82) Her kulminerer Brorsons verskunst, og det bliver "tydeligt, at Brorson har været i besiddelse af en usædvanlig evne til at rime og finde klanglige overensstemmelser mellem forskellige ord. Med legende lethed behersker han selv komplicerede rimfølger, der varierer det samme rim over flere linjer. Sproget forvandles til en art ordmusik, der leger med forskellige klangvirkninger og dermed fremhæver sprogets materialitet, dets akustiske substans." (sst.)
Dette er en dækkende beskrivelse af dén mesterens særlige evne, som i tidens løb har været for meget for mange. Selv mente Brorson vistnok noget i retning af, at til Vorherre er kun det bedste godt nok: "Herrens nye skabningers liflige siele / Kand i hans lofsang ey øve sig nok. / Lader dog hver sig for faderen høre, / Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre."
Tilbage til toppen