AF PER MUNKHOLM
...i Ægypten, i den store Pyramides trekantede Skygge, sagde Sct. Joseph, medens Æslet græssede, til den Hellige Jomfru: “Oh, mit søde, lille Hjerte, kunde Du ikke bare et Øjeblik lukke Øjnene og tænke Dig, at jeg var den Helligaand.
Citatet ovenfor er fra Syndfloden over Norderney, og historien fortælles af Frk. Malin Nat-og-Dag i samtalen med den falske kardinal Kaspersen.
Karen Blixens forfatterskab rummer mange ironiske - eller endda blasfemiske - genfortællinger af især Det gamle Testamentes patriakalske fortællinger. Det ovenfor anførte citat er ét eksempel på, hvordan Blixen ironiserer over centrale figurer og myter i kristendommen.
Også brevene fra Afrika viser, at Blixen havde et køligt forhold til kristendommen, og især til missionærernes forsøg på at omvende afrikanerne. I 1914 skrev Blixen således til broderen Thomas Dinesen:
“At Missionærernes Indflydelse er meget slet, ses bl.a. deraf at ikke ét Menneske vil have en Arbejder fra Missionsskolerne; alle siger de lyver og stjæler. Hvordan har dog Kristendommen nogensinde faaet saa stor Magt, - da den dog i hvert Fald er ubrugelig og egentlig anerkendt som saadan?”
I et brev fra 1923 til moderen omtaler Blixen en diskussion hun har haft med Thomas Dinesen om religion, og kommenterer et foredrag, som er blevet sendt til hende som et udklip fra dagbladet København. Foredraget er af frimenighedspræsten Torkil Skat Rørdam, og har tilsyneladende omhandlet emnet “Hvem bar Jesus af Nazareth? I brevet skriver Blixen bl.a.:
“Og Jesu lære, - hvad er den? Tager man den bogstavelig gennem Evangelierne, saa synes jeg, dels at den mange Gange er i modstrid med sig selv, dels er der dog mange Ting deri, som ingen, - eller meget meget faa, - Kristne virkelig tænker paa at følge, som de ikke en gang theoretisk kan svare til”
Den afrikanske Farms historie om tabet af farmen i Afrika er også historien om, hvordan Europa, den fremadskridende civilisation og med den kristendommen erobrer Afrika. Europa og Kristendommen overtager ikke bare afrikanernes land, men berøver dem også en del af deres identitet og værdighed. Dette ses tydligt i beskrivelsen af den store Kikuyuhøvding Kinanjuis begravelse, hvor de kristne ritualer har overtaget afrikanernes skikke:
“Men Kinanjuis Begravelse var helt og holdent en europæisk og kirkelig Forestilling....Baade den franske Mission og den engelske og skotske Mission var talrigt repræsenteret. Hvis det var deres Hensigt at give Kikuyerne det Indtryk, at de europæiske Kirker havde tilegnet sig den døde Høvding, og at han nu var deres, saa maa det siges at være lykkedes for dem”
Helt konkret gøres den store høvding ved sin død mindre ved at blive lagt i en lille “næsten kvadratisk Kasse”, som det på uforklarligvis er lykkedes missionærerne at få ham anbragt i.
I Karen Blixens fortællinger er der flere eksempler på, hvordan hun afviser dualismen og puritanismen i kristendommen, som den kommer til udtryk i protestantismern. F.eks. handler Samtale om Natten i København, Kardinalens 1. Historie og Babettes Gæstebud, om kristendommens forsagelse af kroppen. Andre steder profaneres eller afvises kristendommens centrale forestilling, nemlig Jesus sonoffer (jr. nedenfor).
I Samtale om Natten i København kommer afvisningen af puritanismen bl.a. til udtryk ved den lille ændring af Brorsons salme, fra “Hvor det er sødt at smage/hvad huset der formår” til “hvor det er sødt at smage/hvad huset her formår”. I udskiftningen af der med her ligger en opfordring til at finde lykke her på jorden og ikke vente på at finde den hinsides, som kristendommen i nogle udgaver lover.
Karen Blixen kan med andre ord ikke umiddelbart tages til indtægt for et kristent livssyn. Når Aage Henriksen f.eks. fortolker Kardinalens 3. historie, som en indvielseshistorie, hvor den kvindelige hovedperson, Lady Flora, indvies i kristendommen, så er der tekstelementer, der undergraver denne udlægning.
Indvielsen
Kæmpekvinden Lady Flora i Kardinalens 3. Historie har isoleret sig fra det menneskelige fællesskab, både det religiøse og det erotiske. Hun accepterer ikke tanken om at vi alle er grene på det samme træ, men fastholder: “...jeg er et træ for mig selv...”. Den eneste form for fællesskab hun vedkender sig, er fællesskabet med de døde slægtninge:
“Jeg, jeg har et fællesskab, en samhørighed med de Gordon'er som ikke længere hverken puster eller sveder, og som ikke snorker i deres søvn.”
Da den mere og mere fortvivlede fader Jacopo forsøger at omvende Lady Flora til kristendommen, henviser han til Jesuskorsfæstelse:
“Og De ved dog, at Én er død for os alle! “Ikke for mig!” sagde lady Flora rask. “Må jeg være fri! Jeg har aldrig i mit liv bedt noget menneske, - og da heller aldrig nogen Gud - om at dø for mig, og jeg forlanger ganske bestemt at mit eget personlige regnskab bliver holdt aldeles uden for denne opgørelse... Men hvad jeg ikke har hverken bestilt eller betalt, det vil jeg ikke modtage”.
Lady Flora ikke bare afviser grundtanken i kristendommen, men profanerer den ved at anvende en “købmands”-teminologi, som om fader Jacobo er sælger og Jesus en vare.
Lady Floras omvendes - eller indvies til en form for fællesskab - ved at kysse statuen af sankt Peter i Sct. Peter Kirken, lige efter statuen er blevet kysset af en ung mand. Idet lady Flora kysser statuen samme sted som den unge mand, ophæves de modsætninger, som fortællingen er opbygget omkring: guddommeligt vs menneskeligt, fortid vs nutid, kultur vs natur, fyrste(kirke) vs folk, ansigt vs legeme, ånd vs sexualitet. Mere konkret medfører kysset at lady Flora smittes med syfilis, og dermed erhverver tegnet på, at hun er indviet i sexualiteten, det kønslige fællesskab. I kraft af tegnet optages hun i fællesskabet på et badested, hvor syfilitikere søger helbredelse for deres sygdom. Her færdes en meget forandret Lady Flora: Hun hun bærer bånd og kniplinger, som hun før indvielsen afviste, og hun rødmer ganske fint “under fremsigelsen af nogle ophøjede, følelsesfulde kærlighedsdigte”, også i modsætning til før, hvor hun blegnede af skam ved de tanker, som fik hendes søstre til at rødme.
Om lady Flora også er blevet optaget i det kristelige fællesskab er mere tvetydigt. Statuen af sankt Peter, som spiller en central rolle i omvendelse, er nemlig ikke éntydigt forbundet med kristendommen, men også forbundet med den hedenske fortid:
“Der er lærde der holder for, at denne San Pietro en gang har været de gamle romeres Jupiter, og har tronet på Kapitolium, og at han kun for så vidt er omstøbt, som nøglen i hans hånd har afløst tordenkilen.”
Når lady Flora gør knæfald for statuen ved at kysse den, kan det derfor ligeså vel være en indvielse i hendes forfædres hedenske tro: “hun (lady Flora, PM) regner, i ringagt for selv kongelige huse, de vilde skotske høvdinge, sine forfædre, tilbage til hedenske tider.
Altså en indvielse i det fællesskab hun i forvejen føler sig som en del af, jr. ovenfor.
Men der er også omstændigheder omkring indvielsen som peger mod optagelse i en tredje religion eller en helt tredie forestillingsverden.
I kredsen af syfilitikere ved badestedet omtales lady Flora undertiden som “Daria”. Daria er en forkortelse af “dromedaria”, og forklaringen på dette tilnavn findes i en orientalsk legende, som fortæller, at Allah betroede profeten de 99 af sine navne, som alle er opregnede i Koranen. Kun ét navn betroede han ikke profeten og navnet kendes derfor ikke af noget menneske. Men dromedaren kender det:
“Derfor ser den sig om med stolthed og holder sig alligevel tilbage i bevidstheden om sin overlegenhed som bevarer af Allahs hemmelighed. Den tænker: “Jeg kender navnet”.”
Det er på grund af sin lighed med den “indviedes, seglbevarerens stolthed”, at lady Flora har fået sit tilnavn. Selve tegnet, syfilissåret på læben, minder på én gang om en rose og om et segl, og henviser på denne måde til både den orientalske legende og til kristendommen, nærmere bestemt til kong Salomons Højsang.
Lady Floras indvielse i et religiøst fællesskab peger altså i mange retninger, både mod kristendommen, hedenskab og til islam.
Islam
I det hele taget spiller islam og koranen en vigtig rolle i Blixens forfatterskab som referenceramme. Koranen optræder som intertekst på lige fod med Bibelen, og begreber og forestillinger i islam dukker hyppigt op i fortællingerne, f.eks. indledes essayet H.C. Branner: Rytteren med at citere Koranens ord om hesten som et udvalgt dyr.
I Dykkeren fra Skæbneanekdoter (1958 - Dykkeren er angiveligt fra 1954) indgår islam og kristendom som ét sæt af de binære modsætninger, der markerer forskellen på udgangs- og slutsituationen og på den teologiske student Saufes forvandling fra en søgende ung mand til dykkeren Elnazred, “Den lykkelige”: Fugle vs fisk, bevægelse vs stilstand - for blot at nævne nogle.
Ved fortællingens begyndelse bliver Saufe gennem sine ihærdige læsninger af Koranen grebet af engle i sådan en grad, at han beslutter sig for at konstruere vinger, så han kan flyve op og rådføre sig med dem. Da projektet mislykkes og Saufe opdager, at “englen” Thusmu er kvinde af kød og blod, sendt til ham af kongens minister Mirza Aghai for at forpurre hans forehavende, vandrer Saufe desillusioneret bort og bliver til Elnazred. Perlefiskeren Elnazreds verden er den diametralt modsatte af Saufes: Før søgte han lykken i himlen, nu søger han den på bunden af havet, i form af perler,og Elnazreds livsfilosofi formuleres af en gammel kuffertfisk. Denne livsopfattelse rummer kraftige henvisninger til den kristnemytologi, bl.a. til syndfloden:
“For at belønne os Fisk aabnede han nu alle Dybets Kilder, og han aabnede for Himlens Sluser, og Vandfloden kom over Jorden. Og Vandet fik Overhaand, og alt Kød som rørte sig paa Jorden udaandede, baade Fugle og Kvæg og vilde Dyr og hvert et Menneske.”
Saufes forvandling fra teologisk student til perledykkeren Elnazred er altså også en vandring fra et islamsk livssyn til et kristent. Selv om Elnazreds verden er lykkelig og harmonisk, er den ikke éntydigt postiv: Uden længsel, uden håb og derfor uden fortællinger og kunst.
De mange henvisninger til Koranen og islam i forfatterskabet viser stort kendskab til og sympati for tankegangen i denne religion.
Amor fati
Det er oplagt, at Blixen har fået denne indsigt under opholdet i Afrika, og det fremgår da også af brevene, at hun interesserede sig for de indfødtes religion. Først og fremmest er det hendes Somali-tjener Farah, som kommer til at præsentere islam for Blixen, og det er i høj grad ham og hans måde at forstå og praksisere sin tro på, der for Blixen bliver identisk med islam. Og tilsyneladende mødte hun i hans livsopfattelse - og dermed i islam - noget, der stemte overens med hendes egen livsopfattelse, måske i højere grad end kristendommen gjorde. Især hæfter Karen Blixen sig ved Farahs og islams skæbneopfattelse:
“Jeg er vist blevet lidt Muhamedaner ved min megen Omgang med Somalis; hvis Farah kommer til Paris,- jeg tager ham med, hvis jeg rejser, - skal du se, hvormegen Styrke der er i deres enkle urokkelige Skæbnetro”
“Muhammedanernes” accept af livet på godt og ondt minder meget om den skæbneopfattelse, som Blixen kredser om flere steder. I Den afrikanske Farm skriver Blixen således i afsnittet “Om Stolthed”:
“Stolthed er Bevidstheden om, og Troen paa den Tanke, som Gud havde, da han skabte os. For den stolte Mand er denne Tanke altid nærværende, at det er hans Maal at fuldbyrde den. Han stræber ikke efter en Lykke eller et velvære, som ikke er i Overensstemmelse med Guds Plan med ham. Hans Sukces er Guds Tankes Sukces, og han er forelsket i sin Skæbne.”
Skæbnebegrebet hos Karen Blixen er ikke det samme som en forudbestemmelse, som mennesket er dømt til at følge. Der er snarere tale om en holdning til tilværelse som sådan, en erkendelse og accept af livets mangfoldighed, glæder og sorger som tilværelsens grundvilkår. Det gælder for individet om at fortolke og sammensætte sit livs begivenheder til en meningsfuld enhed - sin skæbne og identitet, som også placerer individet i et større historisk mønster.
I dette individuelle tolkningsarbejde spiller kunstneren en central rolle - eller præsten, som i Kardinalens første historie gennem sine samtaler med den sortklædte kvinde, samler de disharmoniske brudstykker til en harmonisk akkord, “der viser hvem hun er”.
Den lille historie “Livets veje” i Den afrikanske Farm udtrykker i eksemplarisk klarhed denne tankegang. De prøvelser, som manden udsættes for om natten, oplever han som forståelige og uden indre sammenhæng, men om morgenen viser nattens begivenheder sig som en meningsfuld helhed - en stork. Heri ligger en accept af livets grundvilkår og her ser Blixen en parallel i Jobs bog: Overfor åbenbaringen af Guds storhed overgiver Job sig og sammentykker ikke overfor en redegørelse for Guds retfærdighed og barmhjertighed.
Den samme accept af Guds storhed finder Blixen i Islam, men ikke i “...mange moderne Former for Kristendom...”. Inden for en kristen forestillingsverden formuleres denne erkendelse af livet som sammensat af det gode og det onde af kardinalen i Kardinalens første historie:
“Eller tror og mener du”, spørger Herren for sidste gang, “at det har været min beslutning at skabe en sublim verden med mulighed for det herligste og frygteligste?”
Det er i denne urokkelige tro på “at, det der sker, sker fordi det er det rette”, at Farah og muhamedanerne henter deres ro og værdighed - de er i selve livet i deres rette element.
Islams kvindesyn
Flere steder i forfatterskabet ses det også, at Karen Blixen var fascineret af islams kvindesyn, som hun ofte bruger som positiv reference. I islams kvindesyn finder Blixen en generel opvurdering af det kvindelige som en værdi i sig selv, og en respekt for kvinden. Dette ser Blixen f.eks. i de islamiske foreskrifter om kvindens påklædning. I Moderne ægteskab og andre betragtninger skriver Karen Blixen således: “...den muhamedanske lov forlanger at den unge fri kvinde, ifølge dens livsopfattelse tilværelsens højeste værdi, skal være påklædt fra halsen til knæene, og kalder hende “shameful”, - mens en slavinde uden at krænke loven kan gå frit omkring i en meget lettere påklædning.”
Respekten for kvinden ser Blixen også i, at det blandt “ørkenstammerne” er antallet af hustruer, der bestemmer en mands værd og succes, ikke antallet af kameler og heste.
Blixen hæfter sig også ved, at den islamiske lovbog Minhaj et talibin regner med kvindelig skønhed som et juridisk begreb og ikke kun pålægger manden at sørge for kvindens fysiske fornødenheder, men også pålægger ham at give hende forskellige luksusting, som er hende værdige, skriver Karen Blixen i Skygger på Græsset. Det kan således ikke undre, at islamiske kvinder føler sig værdsatte og derfor kan føre sig frem med stolthed og bevidstheden om at være noget særligt:
“Alle unge Kvinder havde høje Tanker om deres eget Værd. En muhamedansk Jomfru maa ikke gifte sig under sin Stand, det vilde være en stor Skam for hendes Familie. En Mand kan gifte sig under sin Stand, han er ikke bedre værd” (Den afrikanske Farm)
Blixen er dog ikke blind for, at der i islams kvindeopfattelse også ligger en tingsliggørelse af kvinden, at kvinden udlukkende bliver defineret og værdsat i kraft af sit køn. Dette synspunkt udtrykker hun et brev fra 1928:
“For mig har den (islam, PM) det lidet sympatiske Element, at jeg synes den gør Kvindernes Stilling saa daarlig, men herom kan der sikkert diskuteres; paa mange Maader er de muhammedanske Kvinder ærede og ansete....men den gør Kvinderne saa udelukkende til Kønsvæsner” (min understregning, PM)
I Den afrikanske Farm, i kapitlet “Esa's død” hæfter Karen Blixen sig ved, at “den muhammedanske Lov” ikke drager kvinder til regnskab for deres handlinger. Hendes mand er ansvarlig for hende og skal betale bøder for de ulykker hun forvolder, ligesom når hans hest er skyld i en ulykke. I denne umyndiggørelse af kvinden ligger også en frihed, som redder Esas unge kone fra at fra at blive anklaget for at myrdet sin mand med gift.
I det på mange måder kontroversielle essay En båltale med 14 års forsinkelse udtrykker Blixen, at kvindelighed i sig selv har værdi og målet for kvindefrigørelse derfor ikke er at blive lig mændene. Et gennemgående synspunkt i essayet er, at kvinderne for at få adgang til mændenes “citadeller” har måttet anlægge “flip, slips og cigar”, men at tiden nu er inde til vise at hun er kvinde og dermed berige samfundet med det kvindelige: “Just vort eget samfund...det trænger til mennesker som er. Ja, selv vor tid kunne siges at behøve at omlægge sin ambition fra at udrette mere til at være”
Kvindekamp drejer sig altså ikke om, at kvinder skal være som mændene, men om at stå fast på kvindernes ligeværdighed, om at respektere og værdsætte det kvindelige - som islam gør det.
Islam og nazisme
I foråret 1940 foretog Karen Blixen en rejse til Berlin. Rejsen var et led i et arrangement, som gik ud på, at hun skulle foretage en lignende rejse til Paris og London, og skrive fire kronikker fra hver af byerne til Politiken. På grund af 2. verdenskrigs udbrud fik Blixen kun besøgt Berlin, og de fire kronikker herfra blev efter krigen offentliggjort under titlen Breve fra et land i krig. I kronikkerne beskæftiger Blixen sig med nazismen. Hun overvejer bl.a. forholdet mellem individualitet og underkastelse under nazismens tvangslove, og spørger om der nogen sinde har været noget som Det Tredie Rige, og svarer: “Af de foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest, Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. - Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det Tredie Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv og død.”
Og Karen Blixen finder en lang række lighedspunkter mellem islam og nazisme: Begge har en uhyre selvfølelse, som sætter den rettroende over alle vantro, de er begge klasseudslettende m.m., og hun skriver at der er lighedspunkter mellem “Min kamp” og koranen.
Men den væsentligste og afgørende forskel ligger i, at Islam er en religion, og at hengivelse i Islam er hengivelse til Gud, en accept af livets grundvilkår, jr. afsnittet ovenfor: Amor fati, mens nazismen er underkastelse under racen og fædrelandet. Af disse to idealer er Islams det højeste.
Også på anden vis er der en afgørende forskel, nemlig at Islam både kan give og tage, og på sin fremmarch har beriget sig og ladet sig inspirere, og er på den måde vokset åndeligt. Hvis Islam havde fået lov at nå helt op til Norden, filosoferer Blixen, havde den også fundet sig til rette her, på grund af ligheden mellem de rettroende muslimske folkeslags og de gamle islændinges sindelag.
Anderledes er det med nazismens racedyrkelse, som hverken kan give eller modtage, og dens sejrsgang bliver derfor en “circulus vitiosus” eller et kredsløb, som vender tilbage i sig selv.
Ved at bruge islam som referenceramme og sammenligningsgrundlag lægger Blixen på sin egen måde afstand til nazismens ideologi og til nazisternes krig.
I det hele taget optræder Koranen og Islam i mange forskellige sammenhæng og er én af de mange tekster, som implicit eller eksplicit indgår i Blixens leg med andre tekster. Desuden har islams skæbneopfattelse berøringspunkter med Blixens komplekse opfattelse af skæbne og identitet, ligesom Blixen bruger islam som et positivt modbillede til ideer og forestillinger i kristendommen og den europæiske kultur i det hele taget.
Koranen og islam er kun et spor i Blixens fortællingers labyrintiske struktur, men Blixens opfattelse af islam kan alligevel være med til at nuancere synet på en religion, som mange har en mening om, men færre ved noget om.
PER MUNKHOLM
er mag.art, adjunkt ved HTX ved Næstved tekniske Skole
og ekstern lektor på Danmarks Biblioteksskole