H.C. Andersens dagbøger Indledning
H.C. Andersens dagbøger I-X samt de to registerbind XI og XII blev udgivet i årene 1971-77 af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab på G.E.C. Gads Forlag. Et fotografisk genoptryk blev udgivet som paperback i 1995-96. Arbejdet med transskription af de originale dagbogsmanuskripter, der opbevares på Det Kongelige Bibliotek, og udarbejdelsen af noter m.m. blev foretaget af Tue Gad og Kirsten Weber, Det Kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling, og af Helga Vang Lauridsen, der ligeledes var ansat på Det Kongelige Bibliotek. Udgivelsen blev varetaget af daværende leder af Håndskriftafdelingen, Kåre Olsen, og af H. Topsøe-Jensen, der endvidere stod for udarbejdelsen af de 2 registerbind.

Denne online-udgave indeholder samtlige 12 bind, 'genoptrykt' som digital faksimile. Derudover er de 10 egentlige dagbogsbind udgivet som 'tekst', således at der - som noget nyt - er mulighed for at søge på enkeltord og tekststrenge. Udgivelsen er resultatet af et samarbejde mellem Det Kongelige Biblioteks Dokumentations- og Digitaliseringsafdeling ved Henrik Laursen, Hamid Reza Mehrabi, Peter Nyboe Rasmussen og Maiken Søltoft, og Håndskriftafdelingen ved Ivan Boserup og Bruno Svindborg med sidstnævnte som projektansvarlig. Evt. kommentarer bedes sendt til ham (bs@kb.dk).

Torben Brostrøm har til online-udgaven skrevet et introducerende essay om H.C. Andersen som dagbogsskriver, og ligeledes som noget nyt i forhold til den trykte udgave er den foreliggende udgave forsynet med mere end 340 illustrationer.

Udgivelsen har været mulig takket være stor velvilje fra Gads Forlag ved direktør Axel Kielland, der har givet tilladelse til at genanvende den trykte udgaves sats.

Det Kongelige Bibliotek har fremlagt og vil fortsat fremlægge en længere række af udgivelser og dokumenter til belysning af H.C. Andersens liv og virke i anledning af hans 200-års dag i 2005. Dette arbejde, der er koordineret med tilsvarende initiativer i H.C. Andersens Hus i Odense og H.C. Andersen Centret, har modtaget økonomisk støtte fra HCA2005 Fonden.

Tilbage til H.C. Andersens dagbøger - Forside