Tilbage til H.C. Andersens dagbøger - Forside
H.C. Andersens dagbøger Essay

 

Ilden i papiret

H.C. Andersens Dagbøger


Af TORBEN BROSTRØM


Tandværket
Liv og digt
Kagekonens skørt
Dobbelt bogholderi
Fire diskurser
Rejsebøgerne
Hæslige drømme
Vejvisere
Sproget

I skoledagbogen fra Slagelse-årene, mest skrevet på løse blade, noterede den 20-årige Hans Christian Andersen torsdag 29. september 1825: "Kom til at rive Benet af en Ædderkop. - Stod mig herligt i Mathematik! - Gud! Gud! tak! mit Hjertes hele Tak! ja! ja! du er min Hjælp, du vil vist ikke hæve mit Mod for at det maa deshaardere knuses."
     Det sarte unge menneske er i en eksamenssituation og ganske eksalteret ved tanken om ikke at blive oprykket i næste klasse, en skæbneafgørelse, han er nær ved at lægge i Guds hænder, selv om det er den lunefulde rektor Meisling, der skal fælde dommen. Om lørdagen er det afgjort, men han véd det endnu ikke før efter tre tankesteger i samme optegnelse, hvor han så får vished. Og det hedder: "Det er underligt, Glæden var mig ei saa voldsom som jeg troede", og så handler det om selskab med steg, æblegrød og fåremælk.
     Den lille sekvens fra de tidligste notater i H.C. Andersens mægtige dagbogsværk, der holdtes i live gennem et halvt hundred år og stadig trækker vejret, rummer allerede et afgørende karaktertræk ved genren, som han brugte den. Det er øjebliksbilleder, der har helt dramatisk karakter, som var det i skriften begivenhederne indfandt sig, i tankestregens rum. Det er, som om pennen lader blækket flyde i handlingens spor i et parallelt livsløb. Man har hørt om en fyrstelig person, der nød at rive benet af insekter. Men den unge Andersen kom ved et uheld til at rive benet af en edderkop, et uheld så betydningsfuldt, at det måtte noteres som kontrast til heldet i matematik og føre ind i en antydning af en skæbnesammenhæng. Ikke en tilstræbt symbolik, men et bitte eksempel på tilfældets ordnende virkning, som en senere digter, Inger Christensen, har formuleret de poetiske erfaringer med. Gang på gang opnår han en særlig virkning med konstellationer af dagens indtryk, sindsrørelser og enkelthændelser, som var de en beregnet artistisk komposition.
     Og det helt ned i korte to-, treleddede konstateringer - for at tage et langt senere eksempel, også fra dyreverdenen og dens mindste kræ, som eventyrdigteren vedblev at skænke sin opmærksomhed: "Skrevet flittig paa Romanen; mindre vel; frelst en Regnorm, der blev holdt af en Bille." Det er optakten til notatet af 23.5.1848 under ophold på herregården på Glorup, mens de indledende slag i den slesvigske krig udkæmpes og han arbejder med romanen De to Baronesser og atter en gang føler sig mindre vel. Tre vigtige forhold sat i betydningsbærende relation: skriveriet, helbredet og det nære liv som den inderste cirkel, mens kanonerne tordner og han videre fortæller om mobilisering og opbrud af frivillige. Til slut får han også meddelt, at det er "en deilig Sommer-Dag".
     At magterne er på spil i den enkeltes eksistens, var han aldrig i tvivl om, og i det store mål komponerede han sit liv som en sammenhængende fortælling.

Top

Tandværket
Et andet træk ved det først anførte, tidlige lørdagsnotat er den spontane psykologiske erfaring, han udmønter i en kort konstateren snarere end en udformet refleksion. Han forbavsedes over, at glæden ikke var større. Ligesom forventningens fryd er stærkere end opfyldelsen, har nervøsiteten en intensitet, som lettelsen ikke kan måle sig med. Og dog indgik han en pagt med forsynet allerede 20. september ved at love aldrig mere af hjertet at betvivle Guds faderhånd, hvis han kom i 4. klasse og til Helsingør. Denne sidste klausul indfriedes heldigvis også.
     Et andet anslag, som kom til at give tone gennem alle årene, høres næsten straks, 4. oktober samme år: tandpinen. Dette ene ord står der, og så op kl. halv seks og af sted til fods til Ingemann i Sorø, der kan en selvoplevet historie om, hvordan italienerne i deres urineringstrang kan komme til at pisse på et af de kors, som folk udstyrer deres huse med for at undgå denne forurening, hvorefter synderne som de naragtige katolikker de er, straks styrter til kirke for at skrifte. Meget andet nåede han at opleve i Sorø, inden han straks næste morgen lå i Slagelse og læste Oehlenschläger.
     Ligesom de geografiske afstande ophævedes, så selv en moderne bilist må forbavses, var der for Andersen, i hvert fald i skriften, kort mellem stridige impulser, nye indtryk, stemningskast fra gru til glæde, fra angst til henrykkelse, fra pine til smertes ophør. H.C. Andersens tænder er gået over i litteraturhistorien, hans gebis er gået til scenen i P.O. Enquists version med skuespillet Fra regnormenes liv, og af ham selv blev tandværket ophøjet som ækvivalent til digterpinen i et af hans seneste og allerbedste eventyr, det om 'Tante Tandpine'. Et vidnesbyrd om en af livsrejsens omkostninger. Fra tandværk til digterværk. En hvinende tråd gennem dagbøgerne.
     Allerede under den første udenlandsrejse, til Tyskland 1831, blev det symbolske tangentspil anslået: "Jeg havde igjen en utaalelig Tandpine. - Auditør Aal og jeg havde et Værelse med en deilig Udsigt over Alsteren. Mine Tænder smerte mig uhyre; Nærverne ere i Grunden fine Tangenter, som det umærkelige Lufttryk spiller paa, og derfor spiller det i Tænderne, snart pjano, snart cresendo, alle Smertens Melodier af Forandringen i Veirskjiftiget. Liigtjørnene selv, ere ikke uvigtige Instrumenter."
     Alene den kuriøse skrivemåde i 'Vejrskiftet' virker som udtryk for melodiens dirrende heftighed, der også var ham så tilstrækkelig, at han ikke kunne gå til Tivoli Theaters vaudeville-forestilling om aftenen.
     Tænderne skal et øjeblik endnu forfølges som motiv i skriften, fordi de er et eksempel på, hvordan dagbogsværket er flettet sammen af intime detaljer, der med gentagne variationer i al beskedenhed er med til at givet værket komposition og livsstruktur.
     Den poetiske forløsning for tandkvalerne kom sent, men standsede ikke de fysiske virkninger af fænomener som løse tænder, tandbylder og reparation og nybygning af protese efter protese. Det sene eventyr blev til over en toårig periode. I brev af 24. juni 1870 til Edvard og Henriette Collin skriver han, at han begyndte et eventyr, 'Tante Tandpine' for dog at få noget ud af sine plager, tandpine og falske tænder. 'Tante Mikkes Tænder' var arbejdstitlen, men det blev åbenbart ikke til noget med skrivningen. Fra 24. maj året efter kan man så i Dagbogen følge arbejdet med eventyret. Her ser man, at han gik i gang under et ophold på herregården Basnæs. Og 5. juni oplæste han begyndelsen af eventyret, 9. juni er det afrundet i tanken, noterer han. Men først året efter, 11. juli på Rolighed, hvor han læste det op, er det færdigt og "vel afrundet". Hele dagen har han derefter renskrevet det. Og 2. august læste han det op til stor lystighed for bl.a. brødrene Brandes.
     Jeg har gjort så meget ud af dette ene forhold, fordi det også viser noget om arbejdsgangen. Man kan få det indtryk, at digteren var en hurtigskriver i betragtning af, hvor meget han overkom. Hans metode er flerstrenget. Det fremgår, at han i ind- og udland diverterede selskab efter selskab med oplæsning eller fortælling, hvis han da ikke sang, klippede eller tegnede. I Dagbogen 14.6.1849 hedder det således: "Jeg læste en Moder og fortalte Svinedrengen og Toppen og Bolden". Han afprøvede eventyrene ved mundtlig fremførelse, brudstykkevis eller helt, rettede dem til og gav dem den særlige mundtlige klang. Denne eventyrenes 'dobbelte scene', som det er blevet kaldt, var en af vejene til skabelsen af den særlige stil, som ændrede tidens litterære sprogbrug og moderniserede dansken. Sådan som det også mærkes i Dagbøgernes impressionisme.
     Næppe mange har kunnet præstere en sådan omsætningsenergi fra en ydre påvirkning som nu tændernes plage, denne pludselige gæst, som allerede Johan Herman Wessel førte til protokols med sit impromptu: "Du Tændernes uhøflig' Giest,/Al Roeligheds og Friheds Pest,/Du er paa Jorden Vice-Fanden,/Og halve værre end den anden." Hvad dette fysiske onde angår, var digterne ikke noget særtilfælde i datiden. Af mangel på tandpleje var det bare sådan man havde det.

Top

Liv og digt
Og med disse betragtninger har jeg som sædvanlig i næsten al omtale af H.C. Andersen etableret den tætte og nærmest uundgåelige forbindelse mellem liv og digt, mellem den private eksistens, den særegent eksponerede personlighed og digterværket. Det er næsten umuligt at lade Dagbøgerne stå for deres eget værd uden stadige referencer til digtningen og til det liv, Andersen i øvrigt levede, som vi kender det fra hans korrespondance, fra rejsebøgerne og hans selvbiografier, Mit Livs Eventyr (1855) og fortsættelsen 1869, der i øvrigt er baseret netop på dagbogsnotaterne. Der er mange muligheder for at finde morsomme og spændende berøringer i stort og småt mellem hans værker af mere faktuel art og fiktionsværkerne, grænserne kan være flydende. Det store eksempel er sammenhængen mellem den righoldige dagbog fra Italiensopholdet under den store rejse 1833-34 og romanen Improvisatoren (1835).
     Dagbogsgenren, som Andersen udfyldte den, er en art dokumentarisk digtning, ikke bare gengivelse eller referat. Udvalget, sammenstillingen af begivenheder, personer, oplevelser og indtryk, er af artistisk karakter. Al berøring med verden kom på prent og blev eventyr. Vores aktuelle viden om digteren suppleres af samtidens vidnesbyrd om hans offentlige virke, folks karakteristikker og erindringer om digteren for ikke at tale om eftertidens monografier, der har sat tænderne i hans liv og værk og har haft stor appetit på Dagbøgernes intimitet. Georg Brandes holdt sig i sit store essay fra 1869 til værket, til eventyrene, som de kunne læses, selv om det bl.a. baserede sig på den unge kritikers samtaler med den aldrende digter. Brandes var ellers den, der lancerede den biografisk-psykologiske litteraturkritik, men læste her eventyrenes poetiske verden frem på en måde, som eftertiden står i gæld til.
     Den kritiske brug af dagbøgernes oplevelsesverden indledtes senere af Hans Brix i disputatsen H.C. Andersen og hans Eventyr (1907), hvor han dér systematisk eftersøgte de impulser og ideer, den kim, de udsprang af, påberåbende sig digterens eget udsagn om 'Klokken' og de efterfølgende eventyr af egen opfindelse: "de laa i Tanken som et Frøkorn; der behøvedes blot en Strømning, en Solstraale, en Malurtsdraabe, og de blev Blomst". I den fembinds-udgave af H.C. Andersen eventyr (1929), som Hans Brix og Anker Jensen redigerede, er disse frøkorn medtaget som noter til hvert enkelt af eventyrene, hvor de var at finde. Med denne variant af forskningstraditionen 'liv og digtning' har Brix medvirket til at styre så megen fremtidig læsning, forskning og undervisning i forfatterskabet. Derimod ikke til den nøjeregnende bevaring af kildematerialet. Han solgte skoledagbogen til et københavnsk antikvariat i 1955, hvorefter den kom en tur til Schweiz for endelig at havne i H.C. Andersens Hus i Odense. Et lille brudstykke af dagbogen fra en sommerrejse til Jylland og Fyn i 1830 kendes kun fra Brix' gengivelse i disputatsen. Hvor bladene siden tog vejen, vides ikke.

Top

Kagekonens skørt
Hvis man nu læser dagbogsnotaterne kun som frøkorn og spirer til kommende arbejder og ikke finder dem interessante i sig selv, bliver man på en måde offer for en reduktionisme, som Andersen for så vidt selv lagde op til. Det gælder da om at holde tungen lige i munden. Det er klart, at dele af Dagbøgerne må indgå i studier af den kunstneriske skabelsesproces, hvis stadier det jo er rasende interessant at kunne følge. Store kunstneres skitser, kladder, udkast, tekstvarianter, korrekturer m.m. har altid appelleret til vores nysgerrighed. Man opretter museer for bildende kunstneres skitser. Mindre lødig er måske vores altid usvækkede appetit på kendte menneskers intime liv, men megen livsbelæring mener vi ikke desto mindre at kunne hente dér, også af kammertjenerens beretning om geniet i morgensko eller den hemmelige dagbog i kodeskrift, jfr. henholdsvis Anatole France og Samuel Pepys. Som eventyret om Skyggen viser, kendte Andersen godt vejen til kundskaber hentet under kagekonens skørter.
     Dagbogsformen har imidlertid som genre betragtet sit eget æstetiske særpræg og dermed en potentiel kunstnerisk værdi. Den repræsenterer ikke den pure virkelighed eller uomgængelige sandhed trods dens dokumentariske karakter. Ethvert nedfældet notat er en fortolkning, et snævert udvalg af livs- og tankestrømmen, spontant eller velberegnet, ureflekteret eller formålsbestemt. En lettelse af trykket eller en huskeseddel.
     Genren den udførlige dagbog er vidt udbredt gennem tiderne, som man kan se af oversigten under stikordet 'dagbog' i Den Store Danske Encyklopædi.
     At dagbogsformen kan tages i brug i fiktionens tjeneste, er adskillige romaner og noveller eksempler på, jfr. Blichers berømte novelle fra 1824, der oprindelig hed Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Fragmentet er en fascinationsform, som trækker læseren nær. Og personlige dagbøger kan derfor også skrives med henblik på senere offentliggørelse, forestået af forfatterne selv, i vor danske nutid eksempelvis af Thorkild Hansen og af Villy Sørensen, i henholdvis stærkt bearbejdet og i redigeret, forkortet skikkelse. Hvad intimitet angår, er deres to dagbogsværker, Et atelier i Paris (1990) og de tre bind Tilløb, Forløb, Perioder (1988-93), yderst forskellige.
     Hvor til eksempel den første skribent eksponerer og fortolker sin seksualitet, forbigås den aldeles hos den anden. Og Andersen? Han lagde på det punkt ingenlunde skjul på drifternes hærgen i kroppen og bevidstheden og bogførte det nøjeregnende i en række fristende og truende rejsesituationer. Hans voldsomme trang til menneskekontakt standsedes dog ved grænsen til et andet køns kropslighed, så han måtte ty til de hemmelige håndgreb, som markeredes i dagbogen ikke med ord, men med kors. Hans unævnelige crux. Men med skulle det.
     En enkelt fortolker, Palle Lauring, har dog foreslået, at de snarere var tegn for en tår over tørsten. Om behovet for og glæden ved beroligende alkohol var han dog slet ikke tavs. Allerede i skoletiden nævner han, at han fik tildelt sin daglige punch af rektor Meisling. Sin væmmelse ved andres overbud giver han til gengæld udtryk for, f.eks. da han forlod den skandinaviske julefest i Rom 1833: "Efter Middag kjedede jeg mig frygteligt, det var dog ikke som Julen hjemme. Mellem de Svenske og Danske havde der ogsaa været meget Vrøvl om Aftenen; Sonne, Petsholdt og flere var rædsomt fulde. - Stamman havde været altfor nærgaaende mod Fru Jensen."
     Man ser og hører det for sig.

Top

Dobbelt bogholderi
Andersen førte dobbelt bogholderi over sit liv. Hele vejen fra 1833-73 skrev han notater i sine almanakker, i vor tid udgivet som tillæg til de ti bind Dagbøger. I mange år bogførte han hver dag i kalenderen, korte stikord om mennesker og middage, teaterbesøg og lidelser, mens Dagbøgerne blev til i stor udfoldelse under de mange og ikke sjældent lange rejser, hele 29 i alt gennem årene. Fra 1860 og især 1863 og det næsten dagligt fyldtes der ud om livet herhjemme, mens almanakkerne til gengæld tyndede ud. Proportionerne kan måles med fire trykte bind gennem 35 år frem til og med 1860, mens de sidste 15 år fylder hele seks bind.
     Forklaringen på denne accelererende tilvækst er ligetil. Der kom skrivepauser i den øvrige produktion, og med alderen voksede behovet for at fastholde hver dag i sin fylde. Året før sin død skrev han: "Det er kjedeligt naar man ikke hver Dag skriver op, nu ere tre Dage gaaede (den 29) før jeg vil fortælle om i Dag og veed Intet; kun det at jeg var meget tale[n]de om Aftenen, om Litteratur og om Mennesker jeg har levet med. Breve skrev jeg neppe." (27. juni 1874).
     Gennem hele livet måtte han ikke gå glip af noget, han ville det hele, ligesom han ville være først med det nye. Mere og mere blev det et liv i skriften, som var hans faste tilholdssted i modsætning til den evige flytten rundt som manden, der altid var gæst og kun nødigt hjemme. Han boede i sin skrift. Men det gav flugt i stilen, ind i stilen. Ikke som hos en skriftens maniker som Søren Kierkegaard, hans antagonist, hvis Journal er et syntaktisk mirakel i abstraktionernes eksistentielle verden, men med kun ganske få korte geografiske ekskursioner og møder med mennesker på 'ruten' ad det københavnske gadestrøg. Andersen blev med sine Dagbøger en kosmopolitisk improvisator - helt ned i impromptuernes notationskunst.

Enhver skrift har en adressat. Hvem skrev H.C. Andersen da til? Ad se ipsum som Marcus Aurelius anmærkede i sin dagbog Selvbetragtninger el. Meditationer. Til sig selv, vist så. Men måske bortset fra skoledagbogens ensomme udladninger kunne den i god forstand selvbevidste digter med det rivende (an)erkendelsesbehov umuligt se bort fra, at dagbogen kunne og ville blive tilgængelig for en efterverden, så omhyggeligt alt jo blev bevaret, inklusive den nært beslægtede korrespondance, som ikke mindst det collinske hus også holdt regnskab med.
     Tidligt i Dagbogen, under Tysklandsrejsen 1831, finder man et koket, men meget oplysende sted om fornemmelsen af at blive læst over skulderen. Det fortjener at blive citeret, også fordi det kan give et indtryk af, hvor elegant-naivt, uanstrengt komponerende han kan ridse en perspektivladet situation op og anslå centrale emner, vejret, mad og drikke, poesien, landskaber, mennesker, venner, drømme, hjemmet, rejsen, religionen, skriveriet: "Endnu er her Skyer, det er underligt at sidde høit i en Sky og drikke Puns! - ja man kan sidde over Skyen og spise Beufsteeg. - Nu staaer der maaske et poetisk Gemyt nede i Dalen og sværmer over den deilige Sky, dette himmelske Bjergland! ja, han skulde være her! - Det er underligt, underligt at tænke, at her, her paa dette Sted kommer jeg nu vist aldrig meer! seer maaske aldrig de Mennesker jeg her har mødt; - I saadant Taagetveir, eller om Forladelse, i en deilig Sky, kunde man ligesaa godt være i Peder Madsens [Gang] i Taage, og drømt sig paa Harzen, det er den samme Vue! Hvor underligt flyver ikke min Tanke om, Riborg, Christian Eduard, Fru L - der ere dog saa mange elskelige Mennesker i denne smukke Verden! - Nei jeg vil ikke sørge, Du er saa god, Du kjære Gud, maa jeg bare kunde være et godt Menneske, jeg er det ikke! (see, det er nu kjedeligt, nu tænker jeg paa at man skal læse dette, saa kan jeg ikke være mig selv). - Nei, derfor ikke mere! Nu til Sengs, Gud give mig klart Veir imorgen. Det er da ikke Umagen værd at gaae det halve Liv af sig for at see Taage, den er bekjendt." (26.maj 1831)
     Parentesen om, at han ikke kan være sig selv, ved tanken om at dette kunne blive læst, var, efter alt hvad man kan se, ikke en varig anfægtelse, selv om man kan gisne om diverse fortielser, som aldrig blev til ord. Få har vel ellers som han lagt sit hjerte blot - med et udtryk af den yngre, kortlevende franske kollega Charles Baudelaire, der i årene omkring 1860 samlede notater og dagbøger sammen til udgivelse af Mit nøgne hjerte: 'Mon coeur mis à nu', med sine tilspidsede, aforistiske formuleringer, bl.a.: "Fuldkommen oprigtighed - vejen til originalitet". Andersens geni var, at han ikke stræbte efter originalitet, men i al enkelhed var autentisk levende midt i sin forhippethed på at blive accepteret af dem, der betød noget i samfundet. Baudelaire opnåede sin intensitet ved at spænde sindets modsætninger til det yderste som i notatet: "Følelsen af ensomhed, lige siden min barndom. Til trods for familien og midt iblandt kammeraterne, overalt - følelsen af en evigt ensom skæbne. Og så på samme tid en heftig lyst til livet og glæden." Andersen kendte det samme, men arbejdede på forsoningen af disse kontraster og havde i modsætning til den franske modernist sit tillidsfulde forhold til magterne i behold, selv om Gud med årene sjældnere påkaldtes.
     Derfor behøvede han ikke som Baudelaire at tilrettelægge sine dagbogsnotater for efterverdenen, men lod dem stå i al deres spontanitet. Nytårsnat 1871 drikker han et par glas til afsked med det gamle år og går i seng halv to i det nye år: "Man vil ikke misforstaa dette om det engang bliver læst, min Hensigt er at brænde alle disse Nedskrivninger." Interessant, at han lod disse to indbyrdes modstridende ytringer gå videre til efterverdenen.

Top

Fire diskurser
Kun få digtere har haft hjerte til at destruere papirer og dagbøger. Selv den tilknappede Johannes V. Jensen skal senere have ærgret sig over, hvad han lod gå i flammerne, ligesom man må begræde det tab af dagbøger, som romanforfatteren Aage Dons testamentarisk lod påføre sin produktion. Victoria Benedictsson efterlod sit omfattende dagbogsværk Stora boken. Dagbok 1882-88 med visse kvababbelser. På forsatsbladet til første foliobind står der "Förbjuden ingång" og på de næste "Öppna ej", og "Fullkomligt privata anteckningar", derefter forsvinder sådanne markeringer, men visse ømtålige emner er noteret i en selvlavet chifferskrift. Nu er de alle herligt udgivet (1978-87). Andersen forærede sent i livet nogle dagbogsblade til unge, intime venner som særlige fortrolighedstegn, og det er egentlig et omvendt bevis på ønsket om udbredelse.
     Nutidens sans for den hullede skæbnefortælling, den såkaldte punktroman, er et udtryk for en læsende glæde ved den stykvise erkendelse med dens opfordring til fantasiens selvarbejde. Fragmentets æstetik, som Friedrich Schlegel gjorde gældende i den tyske romantiks tidlige dage (Athenæum-fragmenter, da. 2000), er atter levende ved siden af lysten til brede femhundredsiders romaner. Vi går også gerne på skitsemuseum til afveksling fra samlingerne af mesterværker, fordi autenticitetens ånd ligger blotlagt i forsøgets, tilløbets, antydningens kunst.
     Villy Sørensen, der som reflekterende dagbogsskriver havde Kierkegaard som forbillede, men som digter snarere Andersen, siger i artiklen "H.C. Andersen og ingen begyndelse", optrykt i På egne veje (2000): "Men jeg vil til sidst dvæle ved den begivenhed det var da Andersens mest omfangsrige værk blev udgivet i vor tid, de ti bind dagbøger, hvori man kom Andersens mærkelige person så nær ind på livet at man ikke kunne undgå at leve med i hans plager og glæder, ja endda gribe sig selv i at være optaget af hvordan vejret blev for 130 år siden."
     Villy Sørensen udgav allerede 1980 en 'dag for dag-bog' med titlen Vejrdage.
     Andersens Dagbøger er også blevet kaldt banale og overfladiske, og målt med flere af de nævnte herrers tankedybde falder de filosofisk set da også igennem. Men måske netop igennem. De befinder sig i mellemrummene med den slags observationer, som de færreste seriøse skribemter finder på at notere, småtræk fra dagens indre og ydre hændelser i et forsøg på at fastholde den løbende tid, på sporet af den kommende tid for at fiksere en eksistens, et hjemløshedens rum, som især er rejsernes tid.
     Man kan skelne mellem fire hovedarter af hans sprogbrug i skriften, fire diskurser: dagbogsskrivning, korrespondance, erindringer, derunder rejsebøger, samt egentlig fiktion. Så meget af det hele handler om rejselivet, livsfølelsens stadige stimulans. Og de fysiske rejser var travle for pen og blækhus, for dér finder også brevformen sin store udfoldelse. Den adskiller sig fra Dagbøgerne ved, at virkeligheden nu er set gennem modtagerens filter, dvs. med en anderledes tydelig jeg-du tilrettelæggelse - eller ofte en jeg-De tiltale efter tidens sociale regler. Dagbogens sprog er enetale.
     Erindringernes overbygning har et videre tidsperspektiv med den bogform, de direkte er skrevet ind i. De peger bagud, hvad indhold angår, men pr. definition mod samtid og eftertid, fremtidens læsere til forundring. Man skelner i almindelighed mellem de nærstående genrer 'memoirer' og 'erindringer'. Memoirers mindefunktion er at levendegøre mennesker og miljøer, man har mødt, for deres særlige interesses skyld. Erindringer, og Andersens i særdeleshed, handler derimod primært om en selv og om de mennesker, der har været så heldige at møde en og gerne været glade ved det. I flere omgange arbejdede han på langt sigt med de nærtstående ting for endelig at samle dem i den nævnte Mit Livs Eventyr, der efterhånden i de senere dele degenererede til et berømthedskatalog. Andersen var også på det punkt forud for sin tid, idet han som så mange i dag betragtede berømmelse og kendthed som en højerestående værdi. Han har både dengang og siden fået revet i sin lange næse, at han var ekstremt selvoptaget. Det har han dog også haft større grund til end de fleste.

Top

Rejsebøgerne
Sammenholder man dagbøgerne med rejsebøgerne, får man et stærkt indtryk af forholdet mellem mere spontane notater og bearbejdet komposition. Det er let at gøre studier i dagbøgernes råstof og anvendelsen i bøgerne om f.eks. Sverige, Spanien og Portugal.
     I Sverrig (1851) viser bl.a., hvordan han med saksen 'klipper' sig frem til en komposition uden hensyn til rejsens kronologi, som blev nedtegnet gennem tre måneder, maj-august 1849, fjerde gang han besøgte nabolandet. Det var en glad rejse, efter eget sigende med hans måske mest gennemarbejdede bog som resultat. I Dagbogen fyldes der meget på om selskabelighed allerede fra Göteborg-opholdet, på transportomstændigheder, hotelværelser og betjening, både muntert og gnavent. Rejsebogen lægger ikke skjul på, at den rejsende vækker passende opsigt, men han renser rejsen for det private, som ellers er underholdende nok. Omfanget af Dagbogen er ca. 90 sider i den trykte version, rejsenbogen blev ca. dobbelt så stor.
     Han stod ifølge notaterne ved Dannemoras gruber på kanten af det største svælg og iagttog, hvordan minearbejderne ved fyraften klatrede som små fluer op ad stiger, som hang på væggene, eller blev hejset op i tønder fra sortheden i dybet, hvor der også lå is og sne. Det dundrede dernede, og røg steg op. "Det var Ild der var tændt sagde en Herre, som var her i Besøg, jeg sagde ham mit Navn og han udbrød at han var glad ved dette Møde, mit Navn var et Adgangs Kort overalt." (30. juni 1849).
     I rejseskildringen digter han på stedet for den fremmede turist, så sveden springer den arme mand fra panden, et eventyr om den mægtige troldheks Svimmel og udmaler rædslen ved at blive hejst ned i det svælgende dyb, så manden tror, at digteren selv har været der. Tro, hvad De vil! svarer han, men bekender, at han havde nok i at tænke sig til og føle farten gennem rygrad og fodsåler. "Har De ikke Lyst, saa lad være! see paa Reisen hvad der fornøier Dem."
     Det er da det princip, digteren hylder, at følge sin lyst, sin skrivelyst, gøre længst muligt hvad der fornøjer ham. Rejserne har i sig selv krævet adskilligt vovemod og svimlen af den frygtsomme mand. I Dagbogen nævner han først senere Svimmel-væsenet, da han står højt over Trollhättans sluser: "Svindel er en usynlig Aand der omsuser Een og vil hvirvle os ned i Dybet."
     Fiktion er i en vis forstand altid både 'svindel', i nudansk betydning, og svimlen. Den store digter har adgangskort til det hele.

Top

Hæslige drømme
H.C. Andersens lystbegreb er af stor og mærkelig størrelse. Der var som antydet lyster, som han ikke ønskede at underkaste sig, men den overskridende livslyst med hele det underordnede, stimulerende system af lidelser, pine, frygt, afmagt, kedsomhed - som unægtelig fylder meget - er betagende at mærke i de strømmende dagbøger, selv om man med en læsers syge lyst måske mest er optaget af hans mareridt, som han malende giver til bedste, blandt mange andre dette: "Hvilken Nat har jeg tilbragt i Selvpiinsel, i fixe Ideer, i halv Vanvid, seet mig paa Bunden af et Skib, kastet i mørkt Fængsel, piint og mishandlet, - jeg gør mig latterlig ved her at nedtegne min fixe Idee; jeg var i en Sveed, sov ikke fra den tidlige Morgen." (18. april 1864).
     Andersen overvandt stedse og heldigvis denne selvkritiske betænkelighed ved at nedfælde sine "hæslige" drømme på papiret. Man gør sig latterlig, javel. Det er ikke mindst menneskers fixe ideer, der trænger til at blive luftet. Vi glædes ved kunstnernes traumer, der er virksomme i dybet og kræver så megen fantasiskabende bearbejelse i sprogets arabesker, at vi forfremmes i kundskaber om menneskehjertet.
     Det latterlige er baggrund for den befriende latter og livslyst.

Top

Vejvisere
Der har skullet føjes hele to registerbind til den trykte udgave af Dagbøgerne som vejvisere i digterens svimlende og myldrende univers. Det største af bindene er med sine henved 800 tospaltede tryksider optaget af de reelt eksisterende personer, Andersen kendte, fra personlige møder, af omtale eller læsning. Det drejer sig om ca. 10.000 mennesker. Nu har de færreste af os registratorer til at opregne, hvor mange bekendtskaber, vi kommer ud for livet igennem. Min fornemmelse er, at Andersen har en pæn rekord. Hans forslugenhed på at kende og være kendt taler sit tydelige sprog, når han mødte op hos samtidens store digtere og diverse fyrster i Europa og stort set blev hjerteligt modtaget.
     At han også kunne få nok, syg og gammel, viser et sent notat, der slutter: "Fra Ordens Capitelet kom Brev at jeg af vor Konge havde Tilladelse til at bære det veimarske Commandeur Kors. Drak Champagne, den qvalmede mig. Omgivet af Idioter er frygteligt! hvad jeg maa prøve!" (15. maj 1875).
     Her ser man atter en af Dagbøgernes karakteristiske konstellationer af korthed. Er der en direkte forbindelse mellem de tre meddelelser, eller er de blot sideordnede indtryk fra dagen? At udfylde mellemrummene er noget af charmen ved genren.
     Også stedsregisteret sladrer om hans verdensvanthed. Det går ifølge alfabetet tilfældigvis fra Aabenraa til Øverød, men slår mange geografiske sløjfer undervejs for samtidens nok mest berejste personlighed, selv i masseturismens tidsalder imponerende, med den langsommelige transporttids grundighed. Han tilbragte i alt næsten 10 år af sit liv på udenlandsrejser og fik da ved siden af sine møder med mennesker, tilfældige eller opsøgte, afsat tid til besøg på museer og samlinger, teatre med operaer og syngestykker, skuespil og balletter samt koncerter, alt nøje optegnet, karakteriseret og bedømt - og her registreret. På de danske herregårde var det ham selv, der leverede underholdningen, og han kunne dér hente sig de måske mest intime naturoplevelser, som nu på Basnæs, hvor han spadserer ved stranden: "Mod Aften er den frosne Strand hvidblaa, og skinnende hvid. Horisonten, Luften orangerød der taber sig i guulgrønt og bliver derpaa rent blaat, det er et Farvespil og en Klarhed, som en Sommer Aften i Syden." (4.januar 1864). Han havde øje, som var det fra malerens skitsebog.
     En tredje vejviser for læserens hukommelse og forståelse er desuden sagregistret, der gør rede for masser af emner og begreber, strækkende sig fra 'Aabenmundethed fortrydes' til 'øl'. Det første oplever han angiveligt fire gange, mens den gode drik - som brygger Jacobsen i 1874 sendte ham 12 flasker af med tilsagn om mere eksport fra kælderen - føres til munden og til protokols 43 gange i årenes løb, sidste gang således, hvor han i november samme år gråt og stille "sidder og sygner hjemme" og dr. Hornemann tilser ham. Han "vilde at jeg skulde spise Vandgrød og Fisk opgive at drikke Øl og tage kraftige Supper; jeg sagde ham at hans Raad var hele min Natur [imod]."

Top

Sproget
Hvad omfang og karakter angår, er vel denne livslange og på hans egen måde bogstaverede dagbogsenetale nærmest enestående i verdenslitteraturen. Den danner en sekundær parrallel til den eventyrsamling, som er mere berømt verden over. Dagbøgernes indtryks- og udtryksskala er som hans digtning forbavsende og gribende, helt ned i det lavmælte, som man ikke skal overhøre, f.eks. da en ung, livlig og koket sangerinde i Altona "sagde mig at det danske Sprog var et hæsligt Sprog, hendes Øre kunde ikke taale det. Jeg syntes ikke om hende." (30. juni 1868).
     Det vovede hun at sige til det fremhævede mig. Nej, han syntes ikke om hende.
     Vi er heldige den dag i dag godt at kunne tåle det danske fra Andersens mund og pen, også når det flammer, selv om han ikke brød sig om den tanke i 1. maj-notatet fra 1856: "Drømt at jeg skrev og Bogstaverne stak Ild i Papiret."
     Det gjorde bogstaverne ikke bogstaveligt. Dagbøgerne findes og er nu velbevarede – og tilgængelige for alle med elektronisk forbindelse!

© Torben Brostrøm 2004

Top

Tilbage til H.C. Andersens dagbøger - Forside