Brev nr. 286. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Rolighedsdal [2], d. 15d Maj 1843.

I Gaar modtog jeg Deres Brev [3], kjære Andersen, og iler med at besvare det til Hamborg, at det endnu kan træffe Dem der. Men hvorledes skal jeg ret værdigen kunde takke Dem for det Brev, der var saa højst interessant, livligt, og i alle Maader saa dejligt!! - og hvorledes skal jeg inderligen udtale for Dem, mine Følelser, ved at læse den sidste Deel af Brevet, saa forskjellig fra den første Deel. Troe mig kjære gode Andersen, min glade Deeltagelse ved Deres Glæde gik saa gandske over i mig, at jeg syntes, at see Dem med den fortræffelige Alfred de Vigny, see Dem i Rachels soirée, overalt hvor De har været saa smukt og velfortjændt paaskjønnet. Men ikke mindre smertelig har jeg følt for og med Dem ved det der saa dybt har krænket Dem, og som i denne glade periode De har tilbragt i Paris, maatte dobbelt forbittre Dem. De kan troe i vores Familie har vi ikke mindre, paa Deres Vegne, ærgret os; men kjære Andersen, hvad vil De bryde Dem om Alt dette, De veed jo, hvad det er for ubetydelige dumme subjecter der give Deres evig revsende Dom tilkjende i Theatret her, det er jo miserablet i højeste Grad, og ikke værd Deres Vrede eller Deres Tanke. Med Guds Hjelp er De nu ogsaa roligere kjære Andersen, dog bede Dem tilgive de Dandske’s Opførsel mod Dem, kan jeg ikke, for jeg er selv ofte saa kjed, saa indigneret over den danske Dumhed, Taktløshed, Mangel paa Godmodighed og store Mangel paa den velsignede Gemüthlighed [4], som de Franske er i saa fuldt Maal i Besiddelse af. - Ja Gudskelov De har lært at kjende mit Hjertets kjæreste Folk, det er ikke saa meget deres store Forstand, som deres gediegne Følelse, og dybe Sands for Alt Ædelt og Godt, jeg sætter saa megen Priis paa. De kan troe at Alt hvad De fortæller mig har været saa dejligt for mig at læse, da jeg kjender saa godt Alle hvem De omtaler, som vare de mine personlige Venner. Jeg kan ret levende forestille mig Alfred de V: hos Dem, med faa Træk har De skildret ham, gandske som jeg har tænkt mig ham ved at læse hans Stello [5]. - At jeg for Lamartine har faaet endnu en større Kjærlighed, om det var muligt, end før, begriber De efter hans mærkelige elskværdige Opførsel i Pairskamret [6], han er nu næsten for mig et fuldkomment Menneske! om Gud har skabt Noget.
O hvor jeg glæder mig til at tale med Dem, det gjør De Dem ingen idée om, thi foruden den store gode gamle interesse og Kjerlighed jeg har for Dem, som altid, saa har De ogsaa denne Gang været i Paris, som jeg altid har syntes ethvært aandeligt begavet Menneske skulde være, og ikke som Alle de Andre, blodt for at rende i Theatre og Gallerier, thi unægtelig er Paris med alle sine Herligheder og Storheder, dog allerstørst ved de mange herlige stort begavede Mennesker der staae frem der. Jeg har glædet mig som et Barn ved hvær en Triumpf De har nydt, og ogsaa - Kjære Andersen, over den elskværdige Beskedenhed hvormed De føler al den Hyldest og Kjærlighed, der er bleven Dem til Deel, det er dog sandt, naar et Menneske bliver sadt paa sin rette Plads, og vurderet som han fortjæner, er det dog allerelskværdigst, - men hvor naturligt, og hvor smukt! - At De er kommet godt ud af det Frandske begriber jeg, thi De har dog egentlig, hvad Sprog De saa taler et Sprog gandske apparte for Dem, som De har skabt, og som kun De kan tale. - De siger at jeg skal rive Deres Brev itu, det har jeg ikke gjord kjære Andersen, thi dertil har det glædet mig for meget, og den sørgelige Slutning deraf skal Ingen læse uden Fru Lessøe, De har bedet mig sende Brevet til, og saa maae jeg tilstaae at jeg har læst det Alt for Ida, Chr: og Henrik; thi De har vel neppe nogen mere kjærligt sindede Venner, blandt Alle den Mængde De giver dette Navn; de har alle Tre følt med Dem og for Dem, som De Selv. Fra min gode Henrik [7] har jeg de hjerteligste Taksigelser, han blev saa sjæleglad og stolt formelig, over at De havde skrevet ham til; jeg vedbliver at have stor Glæde af dette mit kjære store Barn, han udvikler sig saa rart og godt, saa forskjellig fra - ja destoværre, De begriber nok hvem [8]. I at holde af Dem, og skjønne paa Dem, er han en sand Wulff. - Baade han og Ida og Chr: hilse saa kjærligen, og vi længes Alle ret saa oprigtigen efter Dem, gid De bare snart kom, men hvor langt er der ikke til July; men naar De saa kom- mer, saa haaber jeg De ret vil finde det hyggeligt her hos Chr. og mig, hvor vi boe saa landligt og nydeligt ved Søen, omringet for Øjeblikket af Nattergale, Kuku’er, og nys udsprungne Træer, her er saa fredeligt og nydeligt, at jeg vilde ønske De allerede var her. Dog De har jo meget Skjøndt endnu at skulde nyde, nu er De ved Rhinen [9], saa skal De gjøre et nyt Bekjendtskab i Oldenburg [10], saa til Deres kjære Breitenburg, etc. etc. men først i July haaber jeg vi skal omfavne Dem. I Morgen skal jeg just til Fasangaarden [11] til Oehlenschlæger, jeg tager da Deres Brev med og læser for ham, hvad jeg troer De helst vil og der meest vil interessere ham, vær rolig for mit Valg, jeg skal gjøre det til Deres Tilfredshed. Sidst i denne Maaned eller først i Juni rejser han med begge Sønner [12] til Bergen, for at besøge Marie [13]. For nogle Dage siden saae jeg en nye dansk Operette [14], Musikken af Løvenskiold, hvori jeg fandt meget net, men naturligviis blev den hysset, som jeg finder ubilligt, da han jo er en Begynder [15], og det er at knække hans Mod i Begyndelsen; men Folk er saa utrolig musikalske kloge! libretto’en var af Heiberg efter en frandsk Vaudeville, meget flau og kjedsommelig, men det er jo mindre vigtig, og dumt at hysse, naar der er godt i Musikken. I denne Tid har man ellers her haft god Musik, da Violinspilleren Ernst [16] og Claveerspilleren Døhler [17] have været her, og begge gjord megen Lykke, endnu give de een Concert til i Ridehuset. - De vil vist træffe i Hamburg, Etatsraad Adler [18] og min Oncle, Oberslieutnant Bruhn [19], der samlede vil bruge Gastein [20] i Sommer, og rejse i Schweitz og Tyrol, gid det maae gjøre dem begge godt, de trænge dertil; de vil rejse herfra d. 29 Mai, men det veed vist Holck’s, som De vel boer hos i Hamburg. Thorvalsen har jeg bragt de forskjellige Hilsner og faaet igjen til Forskjellige i Paris, om De vilde bringe dem; men nu er det jo for sildig; nær havde jeg sendt Dem en Haandtegning af Thorvalsen til Alexandre Dumas, som De skulde have givet ham fra mig; vil jeg endnu, kan jeg sende den gjennem Marmier. - Lad mig endelig ikke glemme at bringe Dem Selv, først og fremmest, mange Hilsner fra den Gamle, jeg drak The med ham i Aftes hos Ida. - Hvor glæder jeg mig ikke ogsaa til Deres Album, kjæreste Andersen, det bliver en heel stor Nydelse, bare De og den vare her i god Behold; dog som jeg altid siger, bliv ligesaa godt borte saa længe De kan, der er ækelt, som lille Henny [21] siger, inde i Byen. - Men nu maae jeg nok holde op for i Dag, naar De har modtaget dette, venter jeg lidt om Deres Afskjed fra Paris, videre Rejse, og bestemt naar De kommer hjem. Et langt Brev helst og ret omstændeligt. - Nu Levvel, kjære Andersen, nok engang tak, for det kjære Brev!! Tænk lidt paa os, som vi tænke meget paa Dem, og glæd Dem lidt til at see os, som vi glæde os meget til at see Dem, da vi Alle ere Dem saa hjertelig hengivne!

Deres Sorella [22].



Brev nr. 287. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Hamborg [2] den 29 Mai 1843.

Min kjære faderlige Ven!

Hvor glad blev jeg ikke ved at finde Brev fra Dem og den velsignede Jonna [3]! Jeg kom her til igaar og boer igjen hos Grev Holcks, de gode Mennesker see mig saa gjerne! - De veed jeg reiste til Oldenburg efter Indbydelse af en Familie jeg aldrig havde seet; De kan umuelig gjøre Dem Forestilling om den “Forgudelse”, ja det maa jeg kalde det, jeg fandt i denne Kreds. Hofrath von Eisendechers Huus synes at være eet af de første Huse i Oldenburg, Fruen er omtrent 23 Aar og Datter af een af de rigeste Kjøbmænd i Bremen [4]; hun har i sin Barndom været en egen, bestemt Characteer, lignet meget Naomi i min Roman “Spillemanden”, strax efter Confirmationen læste hun denne Bog, hvori hun troede at see sit eget Speilbilled og det greb hende saa stærkt at Intet har saaledes før eller siden virket ind paa hende [5]. - Hendes Livs høieste Ønske var at see mig engang og nu som gift Kone, Manden er ogsaa en stor Beundrer af Andersens Muse, fandt hun det passende at skrive mig til og - De veed Resten. Jeg kom da, tog ind i et Hotel, men blev øieblikkelig afhentet, to nydelige Værelser, smykkede med Blomster og alle et nyt Huses Beqvemmeligheder ventede mig; hvert Ønske man læste i mine Øine blev opfyldt. Een Aften [6] var der da stort Selskab, de første Familier i Oldenburg, et Par Hofdamer, Theaterintendanten [7], og man var mod mig - ja jeg troer ikke Göthe kunde behandles anderledes; men vær ikke bange jeg er ikke blevet fordærvet, sligt gjør godt, jeg var, maaskee just der elskværdig, som jeg aldrig er det i Danmark hvor saa Faae skatte mig! Fru Eisendecher havde en uendelig Interesse for Ingeborg, jeg maatte fortælle om hende, skildre hende, thi efterat hun havde seet hendes Navn mellem Dedicationerne i Bazaren og vidste at hun var Deres Datter og god mod mig som en Søster kan være det, blev hun den af alle danske Damer der interesserede hende meest og tilsidst, jeg blev der fra Mandag til Løverdag - vilde hun endogsaa at jeg skulde indrømme at hun (Fru Eisendecher) lignede Fru Drevsen, hvilket jeg ikke kunde, uagtet hun, efter at jeg havde fortalt hvorledes Ingeborg drillede mig [8], ogsaa fandt paa at drille, men det var ikke den rette Art!- Paa Fredag [9] forlader jeg Hamborg, gaaer til Breitenborg 8 Dage og da over Fyen (det vil sige Langesøe [10] og Glorup) til Kjøbenhavn. Paa Breitenborg kan jeg vel faae et Par Ord fra Dem, siig mig lidt om Agnete, thi jeg veed egentligt Intet; efter et Par Blade jeg her har seet, synes mig den er paa Repertoiret [11]. Ole Bull [12] fortalte mig iaftes at Havmanden kom op af Vandet med to Børn, det er jo skrækkeligt, det skulde han slet ikke, han taler om det, men Børnene maa ikke sees ! - Holst har aldeles ikke skrevet mig til under hele min Reise, her i Hamborg fik jeg endelig et Brev [13], givet Hr Lunding [14] som reiste til Paris og som er indtruffet der efter min Afreise, nu kom det til Hamburg. Det er underligt at sende sit eneste Brev med en Reisende, - men det er nemt, saa kan man altid sige, jeg har skrevet! Eduards lille Brev [15] takker jeg ham [for] - det var meget characteristisk, siig ham det! Gotlieb havde jeg rigtig nok ventet et Par Ord fra; De har først nu besvaret mine Spørgsmaal angaaende Vexelen. Jeg seer af Avisen at Faaborg [16] skal reise, rimeligviis gaaer han til Paris, men intet er taabligere for en Sanger, thi der er for Øieblikket aldeles Intet at høre, han maa til London eller Wien, paa hvilket sidste Sted han vilde træffe Napoleone Moriani [17] og Viardot-Garzia [18]. Hils dem Alle hjemme! Jonna skal snart faae Brev. Freunds har jeg besøgt i Dag[,] han var meget elskværdig mod mig og sender Dem mange Hilsener. Kjærlighed paa Nicolai Taarn, er her blevet oversat for Theatret [19]; en Oversættelse af “Fuglen i Pæretræet” vil blive givet i Oldenburg [20]; Jeg haaber at Theodor kommer her igjennem medens jeg er her! Hils Deres kjære Kone og vær mig altid god,

Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 288. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Glorup den 14 Juli 1843.

Dersom jeg var flyvet ud af Landet, da havde De vistnok allerede for flere Dage siden faaet Brev fra mig, men jeg er hjemme og Brevduen faaer altsaa dansk Phlegma. - I Sorø blev jeg tre Dage, hvor Haucks og Ingemanns gjorte mig det behageligt og interessant; uden disse to Familier er denne By mig utaalelig med samt sin udskregne Natur; her er en Kloster- Eensomhed, en skimmelgrøn Celle synes mig denne Moseplet! nei saa heller leve og dø i Korsør, der skyller dog Havet op paa de nøgne Stene, der skingrer Posthornet og Folk er altid paa Vandring; Vandring er Liv! Da jeg med Diligensen steeg i Land paa Nyborg Skibsbroe var det netop Dronningens Fødselsdag [2], Skibene flaggede, Kanonerne rumlede, Commandanten [3] med Familie stod der for at tage ud med en Baad til Deres Broder Captain Peder [4], som laae med sit Fartøi ude i Bugten, gjerne var jeg fulgt med, men Postillonen blæste, - jeg sendte en Hilsen til Capitainen og rullede til Odense hvor fra jeg en Time efter begav mig til Langensøe, hvor Baron Adam Holsteen [5] boer! - Her er ganske en østerigsk Natur, Søen synes en Flod, Bakkerne hæve sig med Granskove, gamle Træer hænge ud over Vandfladen, her kan man ret vandre og synge “Waldeinsamkeit! ach ich möchte ich war weit - ” Gud bevares, nu bliver jeg med eet tydsk, det er jo skrækkeligt i disse schleswigholsteinske Tider [6]! beneditione sorella mia [7]! - Fra Langensøe gjorte vi en Dag Udflugt til Hindsgavl [8], her har De været, her er smukt, ikke sandt, det Punkt hvorfra man seer op i Koldingfjord minder mig forunderligt om Bredderne ved Mælaren [9]! her i Fyen vil man nu have det skal være en sydlig Flod Prospekt, men med den Himmel vi have kan Intet blive sydligt i vort, af os selv, høit skattede Land; Udsigten er svensk! [indsæt prospekt af Hindsgavl fx. Rikardts] Nogle Dage efter tog vi til Svendborg [10], der ogsaa ligger deiligt og nu i Løverdags [11] rykkede vi ind paa Baronens andet Gods: Holsteenshuus, det tredie Pragt-Punkt i det fyenske Land; her er paa en Bakke, tæt ved Haven, et Panorama, som var man paa et Bjerg, milevidt seer man om sig, fra Als til Thorseng [12] fra Odense Spiir til Assens Banker [indsæt prospekt af Holstenshus]; Dagen efter vor Ankomst var her paa Holsteenshuus en Slags Folkefest; et Par Hundrede Mennesker fra Svendborg og Faaborg vare samlede for at see lidt ud i Verden; de havde en skrækkelig Mængde Mad med, hele Kurve fulde, det var en Nydelse! - Her traf jeg Deres Broder Peter, hvis Fartøi nu laae i Faaborg Fjord, han var i Selskab med Agent Voigts, jeg traf den hele Familie, de fleste af den havde jeg ikke seet i 13 Aar [13]; ja saa længe er det siden jeg som ung Student fløi gjennem Landet med Hjertet fuldt af Sange; Deres Broder var i ypperligt Humeur, jeg veed ikke længe at have seet ham saa livsglad og elskværdig! - I Mandags skulde jeg have tilbragt hele Dagen inde i Faaborg hos Voigts, men den gamle Excellence fra Glorup, kom med eet jagende til Holsteens Huus for at hente mig hjem til sig [14]; jeg tog strax med den gamle Mand, da han syntes at sætte saa stor Priis derpaa; her er skrækkeligt stille og eensomt, men jeg lever alene for min Ahasverus [15], den meeste Tid af Dagen reenskriver jeg hvad jeg paa hele min Flugt fra Januar til nu, har nedskrevet, og næste Mandag [16] kommer Baron Holsteens Vogn og henter mig igjen til Holsteenshuus, dog kun nogle Dage, da er jeg atter her paa Glorup og i de første Dage af August paa Bregentved. Der venter jeg at finde Brev fra Dem, det sendes derhen “per Ringsted”. - I Dag er tredie Act af Ahasverus reenskrevet; de to sidste Acter ligge i chaotisk Forstyrrelse, det vil sige paa Papiret, i min Tanke staae de saa pyntede som fattige Comfirmanter! - Vor Herre maa vide hvad Glæde jeg oplever af dette Værk, hvor Mange der forstaae det, vilde forstaae det eller kunne! - jeg frygter at man vil see paa Billedværket i de enkelte Stene af den store Pyramide og ikke paa denne selv! - Ja De er mig jo ogsaa en Kjøbenhavner hvad Ahasverus angaaer, eller er jeg en fattig Skattegraver, der kun hæver Gruus og Rødder istedetfor den drømte Skat! - De har aldrig ret forstaaet min Idee, maaskee har jeg udtalt mig for omstændelig, det gaaer maaskee bedre naar jeg giver Dem Ideen kort, i faae Ord, som jeg gav Rachel den [17], hun begreb min Tanke. Nu vel! - Jødedommet repræsenterer det Bestaaende, det Gamle, Ahasverus var altid Jødedommets Repræsentant; han forkastede det ny Guddommelige, forkaster det altid; Menneskeheden skrider bestandigt fremad, skjøndt den har en Ahasverus i sig der idelig forkaster det Nye, det vil sige det Nye, som er af Gud, men dette skrider seirende fremad, Menneskeheden maa gaae til Fuldendelse; hvert Aarhundret er en Bølge der forstenes og danner en Steen i Verdens Pyramiden, den Pyramide der betegner den menneskelige Udvikling. Denne vil og maa fuldendes. Alt leder til Udvikling og Erkjendelse af det Sande, det Gode og Skjønne! Der har De min Ahasverus; har jeg maaskee nu sagt for lidt; dette omtrent sagde jeg Rachel, Heine, Dumas og David, de forstode mig! Min Musa vandrer ikke denne Gang gjennem Phantasiens Skove, dvæler ikke paa en enkelt historisk Skueplads gjør endnu mindre Theevands Vesitter for at fortælle en Hverdagshistorie, hun flyver paa stærke Vinger ud over det hele Verdens Liv, hele Menneskeheden ligger under os, Gud udbreder sig oven over, jeg føler denne Flugt - om jeg kan udtale den er et andet Spørgsmaal. Hils hjerteligt Deres kjære, velsignede Broder, glem ikke med mange Hilsener Deres Søster og de raske Drenge, der alle syntes mig meget elskværdigere end før. Hendrik Stampe maa De sige at han tidt er i min Tanke, at jeg holder saa meget af ham at han er den eneste der kan vække Længsel hos mig efter Nysø, dog det er vel ikke værd at sige, det kunde saare Andre! siig ham, at bryder han sig om det, skal han faae Brev fra Bregentved. Lev vel! med broderligt Sind

H. C. Andersen.

E. S.

Jeg seer at Heiberg i een af sine sidste Critikker, nægter mig selv Talent, som Lyriker, sætter Holst mellem Stjernerne og mig i Rakkerkulen [18].

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff.
afleveres hos Kongelig Hof Bygmester Hr Etatsraad, Ridder etc. Kock,
boende i nye Kongensgade nedad mod Volden
i Kjøbenhavn.
frit.



Brev nr. 289. Fra Fredrika Bremer til HCA.[1]  

Årsta d. 8 Nov- 43.

Det var vid Caffefrukost-bordet i mitt soliga skrifrum i Stockholm, som Jenny Lind och jag för några dagar sedan samtalade om vår vän Andersen, och - f ö r t a l a d e honom gemensamt på bästa vis. Ja, bästa Andersen, visserligen har ni en vän i mig, och i Mlle Lind också, och i oss båda sanna beundrarinnor af Ert sköna och välgörande skaldskap, ni må för öfrigt tala på prosa eller vers. Men jag ser af det lilla bref Mlle Lind [2] lemnade mig från Er [3], att det nu ej lär löna mödan tala med Er om någon annan än henne. Och jag skall också göra det straxt, men först vill jag tacka Er för detta lilla vänliga bref och för ett annat Do Do från Paris [4], med Er landsman Herr Krüger [5], den vi alla tyckte mycket om. Och nu fort till - Jenny Lind! Ja, Ni må icke tro att ni i Köpenhamn ha först upptäckt hennes värde, hennes förtjusningskraft. Hon är allt ifrån sitt första uppträdande på lyriska scenen den svenska publikens älskling. Blommor regna för hennes fötter, Friare äfvenså (ehuru icke så tätt) och i öfrigt intager hon lika mycket fruntimmer som männer genom sitt blygsamma, naturfriska, behagliga väsen. Det är en mångfaldigt rikt begåfvad natur - Gud bevare henne! Jag har alltid varit svag för hennes person, och lika som alla här förtjust i hennes underbara gåfva som sångerska och skådespelerska. Vill Ni se Jenny Linds öga blixtra, och hela hennes anlete och väsen genomstrålas af glädjens och ingifvelsens s k ö n h e t, så tala med henne om hennes konst, om det sköna och oskyldiga i den, om dess välgörande verkan på menskosjälar. Men vill Ni se det djupaste och vackraste, så tala med henne om religionens djupaste läror, om Guds nåd och vilja, om allas lika värde och rätt inför honom, om hans uppenbarelse i Cho [6] om alla menskors bestämmelse, - se då tårar af glädje och rörelse skölja öfver det unga ansigtet med dess barnsliga uttryck och blicken stråla fromt och stort, då - då är hon vacker!
Den allmänna rösten säger henne forlåfvad med Hr Günther [7], en ung skådespelare och sångare vid vår Opera. Han har en vacker, melodisk röst, sjunger väl, ser hygglig ut, utan att vara vacker, har lefvat ett temmeligen lättsinnigt lif, men tyckes stadgad og förädlad genom denna sin sista, och vackraste kärlek. Mlle Lind erkänner tillgifvenhet för honom, men är rädd för giftermålet, och skulle hälst lefva ogift. Men, stackars barn, hon står bra ensam i verlden med ett par ohyggliga föräldrar som hon underhåller men måste fly, och för öfrigt - ingen. Hon behöfver ett stöd och en pålitlig vän. Måtte Herr G. blifva för henne hvad hon behöfver!
Får jag nu tala om något annat än Jenny L.? (Men gerna talar jag om henne!) Då vill jag tala om - t. ex. om A h a s v e r u s. Jag har stor vördnad för honom och - någon rädsla! Icke underligt! Sjelfva drottning Esther dånade ju inför hans fruktansvärda majestät, och jag stackars Hvardagsbarn! - Men allfvarsamt: jag är k ä r i era beskrifningar af den Danska Naturen och i era danska bilder och är intolerant mot hvem och hvad som går i vägen för min kärlek och drar Er från det som - - ingen gör så väl som Ni. Ack! Att vara en andlig representant af sit fosterland att tolka dess lif och egna skönhet för andra folk och derigenom göra dess värde kännt och erkännt - hvad högre och ädlare värf kan väl finnas?! Forlåt o Ahasverus, att jag ville draga bort din skald från dig till sina hem-Gudar! Och straffa mig, om du behagar, med att låta mig knäböja i beundran för dig, ja äfven dåna som sal. Esther; men det vore dock starkt!
Och nu till slutet ett litet ord om mig sjelf. Jag lefver lycklig och tacksam i min stilla krets; och förtretar mig blott öfver att jag ej gör mer än jag gör. Ty det är alltför litet. En bok [8] har jag dock nu skrifvit färdig och skall sända er i slutet af denna månad. Skall jag sända den den vanliga bokhandelsvägen och till den Reitzelska bokhandeln? Eller vet Ni någon bättre väg?
Rykten äro här gängse som säga att Ni nästa sommar kommer till Sverige [9]. Är det sannt? Om så, så glöm icke Å r s t a och att Ni der har sanna vänner och framför allt en s a n n

Veninde i
Fredrika Bremer



Brev nr. 290. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 15de Novbr. 1843.

Kjære Andersen!

Deres fire sidste smaa Børn [2] har besøgt mig med Hilsen fra Dem og bedet mig snart skrive “saa skulde jeg faae et langt langt Brev igjen” - tilføiede Svaneungen (han, som før hed den grimme Ælling og som jeg af dem alle bedst kan lide) [.] Det var nok paa egen Haand; for den lille fromme Unge (som De har kaldet Engelen) rystede sit gule Lokkehoved og sagde: “ikke lyve, Broer Svane! - det talte Fader ikke om, og Børn som lyve, bærer jeg ikke til Vorherre, og han kysser hverken dem eller deres Blomster”.
“Har Fader ikke sagt det saa har han dog tænkt det, og det kommer ud paa Eet,” meente Svanen, og deri gav “Nattergalen” ham Ret, og beredte sig paa Keiseren af China, som hvor stor en Chineser han saa var, dog havde forstaaet alle Nattergalens Tanker, uden at den først behøvede at sige eller synge det paa Chinesisk. Og hvad Fader tænkte, maatte Broder Svane bedst vide, som i Grunden var en af Faders egne Tanker og den der lignede ham selv allermeest.
Snurrerum! - raabte “Guldtoppen” (som De har givet Saffians Bolden [3] til Kjærest) [.] Hvad Fader tænker eller ikke kommer Ingen af Jer ved, om det aldrig var saa smukke Tanker han havde, kunde de jo komme for Skade og falde i Tagrenden og tilsidst komme i Skarnfjerdingen [4], og hvad var der saa ved dem, saa maatte man jo lade dem ligge der og aldrig mere bryde sig om dem, om man aldrig havde havt dem saa kjær. “Bedre er det da heller ikke gaaet Fader med Saffiansbolden” - tilføiede Toppen og snurrede hen ad Gulvet - “og det var dog ligesaa godt en af hans Tanker i Grunden, som den grimme Ælling der nu aldrig kan see afspeilet sig i Kanalen, siden den har gjort den vigtige Opdagelse, at den ikke var en Rendestensnadrer”. Saaledes blev Toppen ved, og sandt at sige; den Unge syntes mig havde ikke saa vakkert et Gemyt som de andre. Den jeg bedst kunde lide var som sagt Svanen ogsaa for hans Godmodighed; for han blev slet ikke vred over Toppens Uartigheder, men krummede den lange Hals og nikkede venlig til mig: “vi forstaae nok hinanden” - sagde han - “og skriver ikke Fader et langt og meget morsomt Brev, vil jeg være den grimme Ælling igjen.” -
Hvorledes gaar det med A h e s v e r u s [sic]? hvad lever De og den kjøbenhavnske Verden i?
Nyt fra Sorøe vil jeg ikke tage mig paa at fortælle, allerhelst [5] da det Nye, der skulde komme, endnu ligger i et uspraaet [6] Æg, som Skjæbnen i mange Skikkelser ruger paa og hvoraf en nye Phønix [7] skulde udklækkes, hvis det kunde lykkes[;] men om vore eller vore Børnebørns Øine skulde have den Fornøielse at see det er aldeles uvist. Mine Børnebørn tør dog neppe gjøre sig Haab derom; Jeg vil derfor selv haabe det Bedste. Forresten gjør jeg mit Testamente ): besørger Udgaven af samlede Skrifter [8], som jeg ikke sender mine gode Venner, deels fordi de allerede kjende dem og deels fordi jeg ikke dertil har betinget mig de fornødne Exemplarer. Noget nyt Arbeide af Betydenhed har jeg i det sidste Aar ikke kunnet tænke paa for Directorsager [9]. Dog var jeg i nogen betydelig Grad frugtsommelig, fik jeg nok Tid til Nedkomsten. Den første Omstændighed bør nemlig altid gaae forud.
Lucie beder mig takke Dem for den Fornøielse, hun har havt af Deres Eventyr. Hun [fandt] “Engelen” barnlig og gemytlig. Conversationen mellem Bolden og Toppen har moret hende meget; men hun siger, at hun ei kan komme ind i, at det skulde være at foretrække som Toppen at blive forgyldt, for at den kunde skinne hver Dag, medens den fik Pidsk- det blev en Hofmands-Glæde. - Heller flyve et Par Gange begeistret i Vejret som Bolden og lade sig levende begrave efter det stille Otium i Tagrenden!
Ællingens Naturliv og huuslige Liv finder hun ganske fortræffelig udført; men i det Hele holder hun dog aller meest af “Nattergalen”, hvis gemytlige Personlighed ogsaa særdeles tiltaler hende. Alt det har hun bedet mig sige Dem og med min egen bringe Dem hendes hjertelige Hilsen

Deres hengivne
B.S. Ingemann

[Udskrift:]
S.T.
Hr H: C: A n d e r s e n
i
K i ø b e n h a v n
H o t e l d u N o r d
frit



Brev nr. 291. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Nysø den 20 Nov 1843.

Kjære Ingemann!

Det var smukt og kjærligt af Dem at De strax skrev [2] og at De slog ind i mine Eventyrs Stiil viser at De er tilfreds med mig i disse Vinge-Slag! gjerne havde jeg øieblikkelig i Torsdags, da Brevet kom taget fat paa Pennen og redet afsted til Sorø by, men der var ingen Tid dertil, jeg stod paa Farten til Nysø, hvor jeg allerede i over et Aar havde lovet at komme [3]! her er jeg, som De seer af Overskriften; jeg tog fra Kjøbenhavn i Fredags [4] og saaledes blev det mig umueligt at skrive Torsdagaften, da der jo, selv ved den mindste Udflugt er lidt at arangere. - Bring Deres kjære Kone tusinde Tak for hendes Interesse for mine Tanke-Børn, det vil ikke vare meget længe før jeg sender et lille Bundt ud igjen! hvad hun lader mig sige om Toppen og Bolden [5] finder jeg træffende, kun i een Ting er jeg ikke enig med hende, at det skulde være et piinligt Hofliv Toppen følte, det at være forgyldt, men hver Dag faae Pidsk; det er just Pidsk han holder af, det er hans Champagne, derfor er hans Eed jo ogsaa: gid jeg aldrig faae Pidsk om jeg lyver! To nye Eventyr ligge saa godt som færdige, eet “Troldspeilet” [6], troer jeg er ikke uheldigt. Fanden finder en Dag paa Noget, som han har en stor Fornøielse af, han skaber et Speil, der har den Egenskab, at alt Smukt og Herligt der afspeiler sig deri kryber sammen og bliver smaat, men hver Feil og Svaghed voxer og fremtræder. Gaaer der en god Tanke igjennem et Menneske-Bryst, da farer der et Griin gjennem Speilet. Efter at Jorden har afspeilet sig flyver Fanden op mod Himlen, for at Gud og Englene kunne sees deri, men da griner Speilet meer og meer altsom det nærmer sig Himlen, saa at det zittrer og falder Djævlen ud af Hænderne, det styrter mod Jorden og slaaes i millioner Stykker, hver af disse flyve Folk i Øinene og da er det de faae Øie mere for det Svage end det Fortræffelige, kommer der en Splint i Hjertet da bliver det Grine-Mennesker, der kun grine, og det af Alt! - Nu kommer Historien i Eventyr, hvorledes Sligt fremtræder og hvorledes kun ved at græde dybt og skue ind i Guds Natur, Glasstumpen grædes ud! - Det andet er et Eventyr om “Hyldemoer”[7]. - Jeg troer, og det vil glæde mig om jeg har Ret, at jeg er kommet paa det Rene med at digte Eventyr! De første jeg gav, vare jo meest ældre jeg havde hørt, som Barn og som jeg, efter min Art og Maade, gjenfortalte og omdigtede; de jeg selv skabte: f Ex: den lille Havfrue, Storkene [8], Gaaseurten & vandt imidlertid meest Bifald og det har givet mig Flugt! nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa at fader og Moder tidt lytte til og dem maa man give lidt for Tanken! - Jeg har en Masse af Stof, mere end til nogen anden Digte-Art; det er tidt for mig, som hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde, see lidt paa mig, saa skal min Historie gaae op i Dig og vil jeg det, saa har jeg Historien! -
De spørger mig om Ahasverus og jeg kan fortælle at jeg er avanceret til Luther, altsaa mod Slutningen af fjerde Afdeling; men før langt ind i 1844 bliver jeg neppe færdig; noget af det Heldigste, troer jeg, er Colombus [9], det vil end [og] saa, som Brudstykke [10] kunne læses og blive forstaaet, medens det i den hele Digtning selv er meget indgribende. Fra Kjøbenhavn har jeg kun faae Nyheder, Den unge Wiehe [11] deputerede forleden, som Jørgen i Erik og Abel, der blev hysset lidt, men jeg troer han har meget Talent. Øehlenschlæger har taget sit Lystspil Garrick [12] tilbage fra Theatret, det bliver ikke opført, derimod gives snart Erik Glipping [13]. Holst arbeider paa nogle sicilianske Noveller [14] og Hertz, troer jeg oversætter Noget efter Calderone [15]. - Hvad Nysø-Livet angaaer, da har jeg i dette Øieblik kun været her i to Dage og igaar (Søndag den 19) var det Thorvaldsens Geburtsdag [16], han var særdeles livlig og havde fuldendt et smukt Basrelief: Architecturen og Billedhugger Kunsten [17]; mange Fremmede havde vi igaar til Bords og om Aftenen Comedie oven paa, der spilledes Heibergs Vaudeville: Intriguen i Skolen [18], De veed jo nok hvorledes slig privat-halv Comedie er! - Baron Stampe havde skrevet to Viser [19], Søetoft [20] een; jeg maatte i al hast ogsaa lave noget og gav en Vise til at gaae fra Comedien til Spisebordet [21]. Jeg havde halvveis glædet mig til at træffe Dem og Hauch, men det har vel været for lang Vei paa denne Aarstid. Maleren Bunzen [22] er herude og fuldender et Maleri: “Nysø”, det er den gamle Gaard seet fra Haven, saaledes at man har Thorvaldsens Atellier og ham selv med der staaer for at give Svanerne Korn; Baronessen vandrer mellem Blomsterne. Jeg har et Værelse med smuk Udsigt ud over Præstøbugt! det er ganske interessant at see det efteraarlige Hav og de sorte, halv i Taage indsvøbte Skove. Alt til Morgen har jeg vandret langs Stranden og faaet mig en smuk Efteraars Bouquet af Slaaen, Berberisser og vilde Rosengrene. Jeg bliver her en 8 a 10 Dage og tænker at faae lidt bestilt, i det mindste skrevet et Eventyr eller en ny Scene i Ahasverus! siig til Hauch at jeg længes utroelig efter hans nye Roman [23]; jeg veed den bringer mig ind i en frisk levende Natur og i denne kan jeg selv føde nye Tanker! - Bring Boyesens mine venlige Hilsener! - I dette Øieblik fik jeg Brev fra Stockholm, en Skrivelse fra Frederike Bremer [24], hun hilser Dem! altid spørger hun til Deres Musa; selv har hun fuldendt en{d} ny Bog der er udkommet i disse Dage! hele hendes Væsen og Characteer, synes mig, i den senere Tid at have taget en dyb religiøs Retning. Dette hendes sidste Brev handler imidlertid meest om Jenny Lind! - Ja hun er ogsaa en Perle! jeg har nok aldrig talt med Dem om hende. Hun er ikke saa stor Sangerinde, som Malibran, men slutter sig dog til hende, og er endnu større som Skuespillerinde! hun er det elskeligste Barn jeg har kjendt, hun syntes mig, i privat Livet, en forædlet Cendrillon; hør nu hvad Frederike Bremer skriver om hende. - “Ja, De maa ikke troe at De i Kjøbenhavn først har opdaget hendes Værd, hendes Kraft til at henrive. Hun har, fra det første Øieblik hun her optraadte paa den lyriske Scene været det svenske Publicums Yndling. Blomster regne ned for hendes Fødder, ja Vers, selv Friere! hun indtager ligesaa meget Fruentimmerne som Mændene ved sit bly, naturfriske behagelige Væsen. Hun er en mangfoldigt riigt begavet Natur. Gud bevare hende! - Jeg har altid havdt en Svaghed for hende og været ligesom Alle her, indtaget i hendes underfulde Gave, som Sangerinde og Skuespillerinde[.] Vil De see Jenny Linds Øie lyne og hele hendes Ansigt og Væsen gjennemstraales af Glædens og Indskydelsens Skjønhed, saa tal med hende om hendes Kunst, om det Skjønne og Uskyldige i den, om dens velgjørende Virkning paa Menneskesjælene. Men vil De see det Dybeste og Skjønneste, saa tal med hende om Religionens hellige Lære, om Guds Naade og Villie, om Alles lige Værd og Ret for ham, om hans Aabenbarelse i Christus, om alle Menneskers Bestemmelse, - see da Taarer af Glæde og Bevægelse, strømme ned over det unge Ansigt, med det barnlige Udtryk og Øiet straale saa fromt og stort, da - da er hun skjøn! -“ [25] - Jenny L, er, maa jeg tilføie, ved første Møde grim, men tal med hende - og hvert Ord Frederike Bremer har sagt er Sandhed! - men jeg har alt talt for meget om hende! - Misforstaae mig ikke, hun er - forlovet! - Hils Deres kjære Kone! Deres trofast

hengivne H.C. Andersen

[Tilføjelse i marginen s.4:]
Faaer jeg snart Brev? Fra Jenny L fik jeg forleden [26].



Brev nr. 292. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Den 20. November 1843.

Kjæreste Andersen!

Jeg takker Dem ret hjertelig for den kjære Gave, De har sendt mig [2], og som jeg med stor Fornøielse har modtaget og læst. Især har den sidste Fortælling, Den grimme Ælling, gjort et stærkt Indtryk paa mig; jeg mener, at den er et af Deres allerbedste Eventyr, og jeg anseer den for classisk i sit Slags. Den er i sig selv Alt, hvad den skal være, og den symboliske Betydning slutter sig paa det nøieste og naturligste dertil. Der er en dyb Sandhed deri, og al den Haan og Smerte, som den stakkels Svaneunge maa gjennemgaae, da den er falden ned i lavere Kreds, er med faa, men grundige Ord gjengiven. - Historien om Katten og Hønen, der ansee sig for at være den bedste Deel af Verden, og der foragte Alt, hvad der ikke kan spinde eller lægge Æg, gjentager sig hver Dag paa Jorden. De Ord i Enden: “Det gjør ikke Noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg”, ere af den Natur, at de burde være et Ordsprog, hvis de ikke, hvad jeg er uvidende om, allerede er det. Jeg gratulerer Dem og os til den Fortælling; skriv os meer af det Slags! - Engelen er ogsaa smuk, og Kjærestefolkene er meget moersom; Nattergalen behager mig mindre, men Den grimme Ælling gaaer for Alt. Til Juul kommer jeg til Kjøbenhavn, da haaber jeg at see Dem. Tilgiv disse faa Ord! Jeg har meget at gjøre i Vinter og maa benytte hvert Øieblik; thi jeg veed ikke, hvad Otium jeg faaer herefter.

Venskabeligst og hengivnest
J. C. H a u c h.



Brev nr. 293. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjære Ven! Skjøndt jeg ikke pleier at skrive Epistler til Dem paa Deres smaa Landtoure [2], maa jeg dog denne Gang, fordi jeg veed, at det maa glæde Dem, at Heiberg har remitteret [3] Fader en heel Deel indleverede Stykker som noget ubrugeligt Stads, men yttret om et skriftligt: “Kongen drømmer”[4] er et Arbeide, som ved sin Originalitet og sin Dristighed i Opfindelsen i høi Grad anbefaler sig til at berige vort Repertoire med en virkelig ny og eiendommelig Production”.
Ikke sandt? Anonymiteten begynder allerede at faae interessante Sider. Jeg seer i Aanden, at der om rum Tid kan komme et nyt Stykke paa Scenen af den ubekjendte geniale Forfatter til “Kongen drømmer”.
Borgaard [5] er kommet inden De reiste; jeg veed, at han søgte Dem, men forgjeves.
De har det vel muntert og livligt paa Bregentved; jeg kan ikke sige at Julen viser sig fra nogen glimrende Side i mit Huus; den bringer os alle sørgelige Minder - Mimi Thyberg døde Juleaften [6] - igaar Aftes vare alle Børnebørnene samlede som sædvanlig ved Juletræ i Amaliegaden [7]; 2 nye vare komne til - men En manglede [8]; og hende ville vi savne, Jette og jeg, saalænge vi gaae her paa Jorden; dette Aar, som nu snart er svundet, har modnet mig meer end 10 tidligere; det var mit første Tab -; jeg er nu ofte hjemsøgt af den Tanke, som tidligere aldrig overkom mig, at jeg har meget at tabe ; jeg har tabt mit frie Blik paa Livet, men jeg har vundet et friere Blik paa Døden.
Det var ikke min Mening, da jeg begyndte Brevet, at skrive Dem til i den Tone; men De maa ikke deraf slutte Dem til nogen mørk Sindsstemning hos mig; man skriver sig ofte ind i en Stemning, som kun er tilsyneladende; - Jeg skrev for nylig et Brev til Jette Boye, fuldt af Indfald og Kaadheder, men jeg var dog ikke overgivent stemt; det overbeviser mig om Rigtigheden af en Bemærkning, der igaar faldt mellem os, at naar man skriver Breve, saa er man Forfatter.
Juleaften meldte sig ogsaa hos Christian [9] med et heftigt Krampeanfald; Erindringen havde vist ikke liden Skyld deri; min Svigerfader er ogsaa syg - min stakkels Jette har ikke faa Kors at bære.
Nu begynder jeg jo igjen - det maa dog nok ikke være rigtigt med min Stemning; jeg vil gaae ud at see til Fader, som første Juledags Aften er alene. God Nat.

Deres
E.Collin.

25 Decbr.1843.

Jette, Louise, Ingeborg hilse ): de til hvem jeg har sagt, at jeg skrev til Dem. Fader havde selv villet skrive om det bevidste første Punct.

26/12 43.

Lev vel
Deres E.C.



Brev nr. 294. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Bregentved den 28 December 1843.

Min inderlig, kjære Eduard!.

Gud glæde Dem ret for det Brev De sendte mig [2], det kom saa aldeles uventet, at jeg ordentlig havde lidt Hjertebanken ved at aabne det! Tak for hvad De meddelede mig angaaende mig, selv, det er moersomt, og dobbelt, da jeg virkelig ikke har beskjeftiget min Tanke der med, siden det blev givet hen. Vi skulle tale derom naar vi mødes, nu maa jeg tale med Dem om Dem selv om Deres Brev, der er mig det kjæreste af Alle De har skrevet mig til, thi - det er det fortroligste! det er egentligt første Gang, synes jeg, De i Deres Skrivelse har ladet mig ret føle vort Venskab, det jeg aldrig har tvivlet om; De har her udtalt Deres Sorg for mig, om kun flygtig, saa dog - jeg har forstaaet Dem! - De har altid været min første Ven, hvad der har saaret mig, var at De aldrig ret betroede Dem til mig; o kjære, kjære Ven! De begriber vist ikke hvor nær Deres Lykke ligger mit Hjerte, hvor stille jeg har følt ved Deres Sorg, bedet til Gud i min Eensomhed, at mildne, hvad der ikke kunde være anderledes. - Dette sidste Aar, siger De, har modnet Dem mere end 10 tidligere. Jeg har følt det, dog just ved Sorgen er De blevet langt elskeligere, jeg har følt mig langt mere draget til Dem! De siger, De har tabt Deres frie Blik paa Livet men vundet et friere paa Døden! Kjære Ven, skulde det egentligt være et Tab? Jeg har i denne Verden mistet Alt hvad der i Livet kunde gjøre mig jublende glad, jeg har intet mere jeg ret længes efter, jeg tager glad den Lykke der kommer, men drømmer ikke, som før, om at finde den, men i Grunden er dette vel dog en Vinding! - De var i min Tanke Juleaften, De og Deres Jette; herude var rigt og levende, jeg var dog ikke i Humeur, mine Kjære opfyldte mig saa forunderligt, som om det var den sidste Juul jeg her paa Jorden skulde opleve og være endnu længer fra Dem den Juul, som kommer! der gik saamange Tanker gjennem mit Hoved; et Par af mine Allerkjæreste tænkte jeg paa, da jeg sad ene paa mit Kammer medens de derovre tændte Lysene paa Juletræet; jeg kom til at græde! men min Tanke fæstede sig paa Gud, saa levende; saa velsignet, som De veed vi kunne have Øieblikke, hvori vi kunne det, og jeg følte Trøst og Mod! O slut Dem altid, som nu fast til mig, dog det vil De, vi blive Venner, gjennem de Verdner Gud fører os! Gid De læse disse Ord i en Stemning, noget beslægtet med min, dog misforstaae mig kan De ikke! tryk Deres Jette i Haanden fra mig! - Det er underligt med mig; i en tidligere Tid opfyldte mit eget jeg og min Virken mig saa ganske, i det sidste Aar, beskjæftige mine Kjære mig langt anderledes! mon det kommer af, at jeg har bittert prøvet hvor tomme alle mine bedste Drømme var for mig selv, eller er jeg blevet rimeligere og mindre Egoist. Jeg veed det ikke! Siig ret kjærlig Deres Fader, hvor glad jeg er for Udfaldet [3], det første Udfald, af hvad De veed, glad, ikke for de Ord der er sagt, men at han har sagt det, ubevidst og til Deres Fader, thi - men det skal De ikke sige - jeg troer hiin Mands Dom over mig, dog maa virke lidt ondt for mig! - forstaaer De! - Jeg vil roses der, ikke for selv at glædes, men for at Deres Fader skal det! - Har jeg her udtrykt mig galt! Ved Gud i Himlen der er ikke Gift eller Braad i min Tanke derved! - Jeg vil først i Verden være ret lyksalig, som Digter, naar Deres Fader kunde sige: jeg er stolt af ham ! - Men mon det skeer? kan det skee? Dog vor Herre raader! ret jevnt er det jo gaaet fremad, altid fremad! mon jeg tager Feil! - Dette Aar har igrunden bragt mig mange velsignede Timer! jeg tør ikke haabe saameget af det nye! jeg vil heller ikke bede Gud derom! lad Søer komme! Fartøiet seiler vel! Tal med Faderen om den Smule Musik-Composition der er! De veed nok i hvad! - Jeg ønsker helst Rung. - Jeg tænker ogsaa paa Musikforeningen, til ham! De kan være rolig desangaaende. Imorgen reiser Excellensen [4] ind, Tuxen [5] tager dette Brev med! jeg kjører samme Aften med Grevinden til Wallø, hvor Diakonessen [6] har indviteret mig til Bal! jeg var helst fri [7], thi det, indseer De nok, morer mig ikke at staae op til en Væg fra 9 om Aftenen til 4 a 5 om Morgenen, dog lad gaae, jeg lader mine Tanker dandse rundt i Hovedet. - Lev nu vel! Gud glæde og velsigne Dem og Deres! vi sees paa Søndag [8], vil Gud, og da tak for det gamle Aar, min kjære, kjære Ven!

Deres trofaste
H. C. Andersen.



Brev nr. 295. Fra Jenny Lind til HCA.[1]  

Stockholm den 19. Mars 1844.

Min gode broder!

Herr Bournonville nämner i sitt sista bref till mig at De “fälder Taarer”, för det jag är så tyst. Detta är väl ett skämt, förstår jag, men som jag har ondt samvete i anseende till min gode broder, skyndar jag mig att med några rader söka göra mig ännu en gång påmint och bedja min vän och bror ej vara för ond på mig utan ge mig snart ett bevis på, att jag ej alldeles förverkat min rätt till Deras vänskab och välvilja!
Outsägligt mycken tack för de sköna berättelserna [2]! Jag finner dem så gudomligt vackra, att jag tror, det är det renaste och härligaste, min bror någonsin låtit flyta ur sin penna. Jag vet ej, hvilken jag skall ge priset, men - gud vet om “ D e n  g r i m m e  Æ l l i n g” ändå är och blir den vackrasta. - Min gud! hvilken härlig gåfva att så kunna klädja sina l j u s a tankar i ord, att på en liten papperslapp göra så begripligt för menniskorna hvad det vil säga, att det ä d l a s t e ofta ligger som mest undangömdt och öfverhöljdt af uselhet och trasor, tills förvandlingen inträder och visar gestalten i en gudomlig dager. Tack, innerlig tack, för så mycket rörande och lärorikt! Nu längtar jag mycket efter den stund, då jag mundtligen kan få säga min gode broder, hur jag är stolt öfver den vänskap, jag fått röna, och med mina visor uttrycka en, om än obetydlig, tacksamhet! - men min bror bör visserligen bättre än någon annan uppfatta vårt svenska ordspråk: h v a r  f å g e l   s j u n g e r  e f t e r  s i n  n ä b b!
Mlle Bremer skref ju til Dem [3]? - Svea Rike har nu sorg [4]; - frid öfver de hädangångne! lyckligast är man nog ändå, när man är val undan.
Nu är vår theater stängd för en tid af 7 -8 veckor, och det är ej nöjsamt; men vi inöfva likväl under tiden nya saker.
Vet min gode broder! jag har så trefligt hos mig. Glada, sol-ljusa rum, en näktergal och en grönsiska; den sistnämnda är likväl sin beryktade kamrat vida öfverlägsen i att sjunga; ty - under det den förstnämnde sitter ruggig och tyst på sin pinne, hoppar den andra i sin bur och ser så vänlig och lefnads-glad ut, som vore han till börja med alls icke afundsjuk utan i det stället funne sig blott skapad för att uppmuntra sin tysta vän! - Sedan sjunger han en sång - så hög - så djup - så älskvärd och klingande, att jag sätter mig bredvid honom och inom mig uppstämmer en ohörbar lof-sång till den, som “m ä k t a r  s å  m y c k e t  i   d e  s v a g a”. Ack! det är gudomligt att känna sig rigtigt god till sinnes! Min gode, bäste broder! Jag finner mig nu så lycklig. Jag är som komme jag från ett stormigt haf in i en fredlig koja. Många strider hafva lugnat sig, många tankar klarnat! mången stjerna tindrat upp igen! och - jag böjer knä inför nådens thron och utropar: Ske Guds vilje i allt!
Farväl! Gud välsigne og skydde min broder önskar af hjertat den tillgifna systren

J e n n y

Om min broder händelsevis råkar Herr S c h r a m [5], så säg honom, att det gläder mig hjertligt, att han får en ställning.i lifvet, som han finner sig belåten med; vidare kan han säga, hvad jag menar.
För all del - skrif snart till mig - och tyck ej, jag begär för mycket; men det är så roligt att läsa och få bref från Dem!



Brev nr. 296. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

[11. April 1844. [2]]

Min egen kjære trofaste Søster!

Slag i Slag har Deres Broder og Søster faaet Breve fra Dem, to Dage i Træk, igaar læste jeg de to første [3] og jeg blev - bedrøvet og ærgerlig! ja, det kan De forstaae naar jeg seer at De endnu ikke har hørt et Ord fra mig, at mit første og længste Brev, det jeg maaskee bedst har udtalt mig i flyver omkring i Europa og muelig slet ikke kommer i Deres Hænder; at De kan have en Slags Ret til at tvivle paa mit uforandrede broderlige Sind, De halv udtaler det, men forsikkrer dog at De troer paa mig, veed De det, jeg var som sagt, bedrøvet og ærgerlig! iaften fik jeg at læse det tredie Brev, det aandede bedre Veirligt hvad mig angaaer, De sendte mig en saa kjærlig Hilsen, skjøndt ikke et Ord fra mig endnu var kommet til Dem; jeg griber derfor strax Pennen, jeg er hos Dem, jeg er hos den kjære Jozé [4], som ret interesserer mig, ja jeg troer det vi kunne ret blive Venner, jeg troer vi i saa uendeligt meget vilde mødes, Vennen De betroede mig, den elskelige, kjære Henrik er jeg blevet en tro Ven, hver Dag sees vi, fra De forlod ham, han hænger med hele sin Sjæl ved mig og han er mig - en Broder. De yttrer i Deres sidste, ellers mod mig saa kjærlige Brev, lidt Tvivl til ham troer: “noget nyt beskjæftiger ham,” O han er Dem saa broderligtsindet, taler saa taknemligt om Dem, fortæller mig smukke Træk De og den kjære Christian have viiste; De veed ikke hvor meget skjønt jeg hører, gjennem ham, om Elises Hengivenhed til Dem. Moderen holder slet ikke af mig, men jeg kommer der i Huset; jeg troer hun er vred fordi Henrik og jeg holde saa fast ved hinanden, den underlige Kone; Baronen er en kjærlig, ærlig Sjæl! Henrik er meget yndet af hele den collinske Familie [5], selv den gamle Fru Collin savner ham naar han ikke kommer tidt; han har været der flere Gange til Middag, hvor De veed, der kun komme de udvalgte; hos Hartmanns har jeg ogsaa indført ham, men jeg troer han føler sig meest hjemme hos Collins; det er igrunden egent dette Forhold, De veed nok den Spænding der jo egentlig altid var mellem Baronessen og den gamle Collin [6]; han er imidlertid meget for Henrik og det er til den gamle Collin jeg indførte ham. Rimeligviis har De læst de Andres Breve, som følge med dette, før De læser mit, og veed altsaa vor store Begivenhed her hjemme, Thorvaldsens Død [7]; jeg vil nu lidt nøiere fortælle Dem herom. - I Søndags, den 24 spiiste jeg hos Stampes, der var desforuden Schouw [8], Øehlenschlæger, Constantin Hansen og Thorvaldsen; jeg var meget forstemt den Dag, de Andre talte heller ikke meget, Thorvaldsen var derimod i høi Grad oprømt og veltalende; “Griseldis[9] skulde opføres i Theatret for første Gang; Øehlenschlæger havde ikke Lyst at tage der hen, Thorvaldsen opfordrede mig at følge ham; men jeg sagde at jeg ikke gad give 8 M for at ligge paa Pinebænken og nu fortalte jeg ham det uskjønne Stykke; han vilde see det og gik henimod sex, jeg vandrede til Collins og derpaa hjem, hvor jeg blev hele Aftenen og først næste Dag erfarede, i det Bournonville styrtede op til mig, at Thorvaldsen var traadt ind i Theatret midt under Ouverturen [10], frisk og glad, han trykkede Collins Haand, tog Plads, reiste sig op for Adler der vilde ham forbi, satte sig igjen og bøiede i det samme Hovedet, man troede han havde faaet ondt, løb efter Vand, bar ham ud, men han var død, død uden et Suk! hvilken deilig, velsignet Død. Da jeg om Morgenen efter, hørte det løb jeg strax over paa Charlottenborg, der laae han i Sengen, mellem de udordenlige Puder, fremmede Mennesker stod omkring ham, Gulvet flød med Sneevand, der saae trist og uhyggeligt ud; Baronesse Stampe og Frøken Herbst [11] stode grædende tæt ved, ude var graat og raat; jeg blev meget rystet, hele Dagen var jeg ikke til at bestille det mindste. - Da han obduceredes fandt man at det var en pludselig Lamhed i det halve Hjerte, han var død af, den store Aare der gaaer rundt om Hjertet var noget forkalket og med Saar; desuden fandtes mellem hans Lunge og Sidebenene en stor Byld, men den havde han ikke følt til, den var udenom ganske forbenet og vist nok 20 til 30 Aar gammel [12]. Jeg saae ham i Liigskjorten, han saae ud som den deiligste Buste af ham vi have, Laurbærkrandsen om Panden bragte mig til at tænke paa det smukke Billede vi have af Horace Vernet, og som forestiller Napoleon trædende ud af Graven [13]. Den 30 Mars var Begravelsen [14], det var en kold, taaget Dag, men den stemte med i det hele. - Ingen Kongens Begravelse kan være mere storartet end denne var! - Det syntes som om Alle forstod at en stor Aand, der havde hørt til dem, var bortgaaet og at vi nu skulde give ham den sidste Ære. Oppe i Figur Salen [15] stod Kisten, den var aaben og Thorvaldsen laae med Krandsen om Panden, Smiil paa Læben; Sørge Kandelabre med Blus stode rundt om og flere Kunstnere fungerede, som Marschaller. Da Laaget blev lagt paa og Kisten bares bort sang Kunstnerne dette Lev vel af Holst [16]:

Med tunge, tunge Taarer
Vi bærer Danmarks Stolthed nu til Graven.
- Her, hvor vi lytted’ til hans Vink og Raad,
Her flokkes atter vi omkring vor Mester;
Men faderløse staae vi nu med Graad
Og stirrer paa hans Jordlivs sidste Rester.
Hans Ry, hans Hæder og hans Værkers Glands,
See! det er Arven fra vor store Fader;
Men hvo af os tør beile til hans Krands?
Hvo hæver Skatten, som han efterlader?
Derfor med tunge Taarer
Vi bære Danmarks Stolthed nu til Graven. -

Efter Holstes Sang var Kisten bragt ned i Gaarden, paa Laaget laae en deilig Palmegreen og smukke Krandse, een af disse havde Dronningen selv bundet, en anden Krands var af Sølv og givet af Børn i en Skole, hvor de hver havde leveret en Mark dertil. Fra Attellieet [17] sang Italienerne [18] en italiensk Cantate componeret af Sperati [19]; da Kisten kom ud paa Torvet sang Kunstnerne igjen Holstes Vers fra Balkonen. Forrest gik Sangforeningen ( ): Studenter) saa Kunstnerne af alle Klasser, der var Bournonville, Gärtner [20], Skuespiller Nielsen, Rod [21], jeg etc. - de bare. Efter Kisten kom Kronprindsen og flere Prindser [22], Excecutores, Academiet, alle muelige Collegier, Deputationer, Coporationer, i det Uendelige, de første vare inde i Frue Kirke før Alle endnu vare ude af Charlottenborg. I gjennem Gaderne holdt Borgerne, i deres cevile Klæder Orden, alle Laugene stode der, Arm i Arm og lode deres Faner bøie sig for Kisten [23]; (paa denne, det maa jeg ikke glemme, stod en Statuette af Thorvaldsen styttende sig paa Haabet, jeg troer det var den lille Model til hans Statue). Alle Pladser og Gader vare opfyldte med Mennesker, Tagene selv, enkelte havde Toug surret om Livet for at sidde fast; Statuen [24] paa Kongens Nytorv var ganske behængt med Drenge, een af dem havde sat sig lige op paa Kongen, der syntes at holde paa ham. Alt saae ud som en Festdag i Rom, hvor Pragten skeer i il Corso. Det var mærkeligt og smukt, den forbausende Ro og Orden; selv der hvor de opstillede Rækker af Borgerne slap; fattige Folk holdt hinanden stille i Hænderne, de fleste blottede Hovedet, som i de chatolske Lande. Flere Steder var Musik-Chor opstillede, alle Klokker ringede, fra Taarnene blev der blæst! Frue Kirke var behængt med sort og her ventede Kongen, Dronningen og Prindsesserne; saasnart Kisten kom til Kirkedøren, gik Kongen den imøde, lod den passere sig forbi og sluttede sig nu til Sørgerækken, medens en forbausende deilig Sørgemarsch af Hartmann lød fra Orgelet ledsaget af Gongong og Basuner [25]. Kongehusets smukke Sympatie her med Folket har gjort et dybt Indtryk, selv Bladet: “Fædrelandet” omtaler det smukt [26]. Nu fulgte en Cantate med Text af Øehlenschlæger [26], Musik af Glæser; denne har ikke ret behaget og der var ogsaa flere Ting der for os var høist fremmet f Ex hvor Øehlenschlæger lader Christus sige “Kom til mig!” - der jo maatte lyde hjerteligt og stort, sang man piccicatto “kom, kom, kom, til mig!” omtrent som naar man raaber paa Hønsene “putte, putte!” [27] Tryde [28] holdt Talen (Ved Kisten paa Charlottenborg blev ogsaa holdt een af Clausen [29]). En Sang af mig [30], hvortil Hartmann havde componeret en gribende Musik, blev afsjunget ved Kisten af Studenter Sangforeningen; her har De Ordene:


1.

Træd hen til Kisten her! kom fattig Mand,
I din Kreds fødtes han, og Du tør sige:
Han var en Stolthed for vort Folk og Land,
En Glands han kasted’ over Danmarks Rige!
Ja, her var Rigdom, Adel, Alt fra Gud,
I Snillet hos ham Gud sig for os viiste;
Hans Død vil lyde vidt i Verden ud,
Man priser den, der dog faaer see hans Kiste!
Sin Sendelse paa Jorden har han endt -
Vi har ham seet og kjendt!

2.

Hans Liv var lykkeligt, hans Død var smuk,
Han virked’ stort og herligt uden Lige!
I Folkets Kreds og uden Smertens Suk,
Saa sjælesund han svang sig til Guds Rige.
Vi rysted’ staae, et Blink fra Gud det var!
Fra fattigt Huus det gik ud over Jorden,
Et Blink, der glemmes ei! See Stenen har
Et Præg deraf, et Storheds Præg for Norden!
Opløs Dig Sorg i Sang ved Kistens Fejl!
I Jesu Navn, sov vel!

Ja, stort ved mit Digt er der ikke, men tænk Dem, Hartmann kom til mig Tirsdag Aften Klokken elleve og bad mig skrive det til Onsdag Morgen Klokken 9 [31], da det jo skulde synges om Løverdagen, jeg maatte strax sætte mig ned og skrive, som man skriver en Stiil. Dalgas i Livorno [32] er beordret tillige med Bravo [33] og Kückler (der som De veed har taget den katolske Religion [34]) at arangere de thorvaldsenske Sager i Rom. Thiele (med Kone [35] og Frøken Aagesen [36]) reise Udenlands og tage nu lige til Rom for at være med ved Arangementet [37]. I Aftes var i Theatret en Sørgefest for Thorvaldsen [38], som dog kun bestod i en Prolog af Heiberg, fremsagt af Fruen, den inle[de]des ved Hartmanns Sørgemarsch fra Kirken; Thorvaldsens Nummerplads i Parquettet, der siden hans Død har været lukket af, stod bekrandset med Laurbær og lange Sørgeflor; man gav derpaa Hakon Jarl hvortil Hartmann har komponeret en ny Ouverture, Christendommens Kamp med Hedenskabet, udtrykker den. Deres Søster Ida saae jeg paa sin gamle Plads; Kock sadt foran mig; Jørgen [39] og Peter [40] sad ene, langt fra os paa første Bænk. - Det var en smuk Prolog og unægteligt det bedste der er skrevet om Thorvaldsen efter hans Død, jeg kunde ikke lade være, jeg maatte takke Heiberg for det, skjøndt vi jo skulle være Uvenner. Det er saaledes ganske dejligt deri, dette Sted:

“Da Holberg døde fældte Danmark Taarer,
Men det begræd dog kun sit eget Tab;
Men her begrædes det, hvad Verden tabte,
Og hvad den tabte var dens egen Borger;
Her fødtes han, her døde han, her skjænker
Den moderlige Jord ham sidste Hvile.
Derfor hans Ligfærd blev til et Triumphtog,
Ei blot i vort, men i Europas Navn;
Men Danmark gik, som nærmest Slægtning, nærmest,
Og følte Sorgen hundredfold fordobblet,
Thi Verdens Sorg var lagt paa Danmarks Skuldre.

I “illustrirte Zeitung” [41] som udkommer i Leipzig vil blive leveret 6 Skizzer der forestille forskjellige Partier af Begravelsen, Marstrand og Constantin Hansen levere Tegningerne. See nu har jeg nok udførligst af Deres leveret Dem Alt Thorvaldsiana! - I de tre sidste Dage har Vaaren været hos os, men der ligger endnu megen Iis paa Gaden, Blæsten er ogsaa noget kold, og Træerne nøgne. I Dag har jeg en skrækkelig “Udvee!” Himlen er blaa, jeg maa afsted! men hvor! ja, jeg bygger mange Casteller i Luften. Glem ikke i næste Brev til Hjemmet at opgive mig bestemt hvad det koster paa første Plads med et Dampskib fra Havre til Lisabon! skaf mig at vide hvad det omtrent kan koste at ligge en 3 Uger paa Hotel i Deres By, eller maaske bedre, hvor mange Species et Ophold paa den Tid eller bedre en Maaned kan koste; maaskee arangerer jeg det, - jeg veed rigtignok ikke ret endnu om visse - Ideer realiseres for mig; De har vagt Længsel hos mig efter at see Lisabon, og Lyst til at kjende Jozé, som ældre, han har en særdeles Interesse for mig. Glem nu ikke at svare, - jeg vilde ønske - dog det er nok taablige Tanker - at jeg kunde flyve ind til Dem i Deres Kammer - dog det gik nok ikke an der! I alle Tilfælde gaaer jeg lidt til Tyskland og Sverrig (maaskee!). Fra Jenny Lind har jeg faaet Brev [42], hun glimrer i den sidste Tid, som Ana Bolena [43]. - Gid nu dette mit Brev flyve afsted under en lykkeligere Stjerne, end de forrige! hils Georg og Jozé, Damerne kjende mig jo ikke, altsaa kan det ikke hjælpe at strøe Bouquetter ad den Vei; dog, fortæl de mindste af Børnene eet af mine Eventyr, Tommelise eller Tinsoldaten [44], saa kjende de mig nok. Udstillingen [45] er begyndt hos os, men jeg kan intet skrive om den, da jeg ikke har været der. Ingeborg, Louise, Frøken Cold [46] og alle vore fælleds Veninder sende Dem Hilsener, De er tidt i vor Samtale, hos mig, tør jeg sige, De saa godt, som dagligt er i Tanken! Nu Lev glad og Lykkelig, Solskin har De jo fra Himlen og fra de nærmeste Ansigter rundt omkring. I Dag er det den ellevte April, saa langt ere vi henne i Vaaren.

Lev vel
Deres broderligt sindede H. C. Andersen.

Kjøbenhavn 1844.



Brev nr. 297. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kjøbenhavn 1 Mai 1844.

De tillader mig at jeg udtaler mig for Dem i Anledning af den mig meddeelte heibergske Forkastelse af mit Stykke [2]. Ved Indleverelsen yttrede jeg for Dem, at det var mit Ønske, at det indsendtes under det forrige Mærke, eftersom Heiberg da, om han endogsaa var forvisset om at jeg var Forfatteren, dog, efter sin seneste Bedømmelse af mit Talent [3], vilde af Klogskab ikke ganske forkaste, hvad der ikke var forkasteligt; - eller og at sætte mit Navn under dette Arbeide, som jeg var overtydet om han vilde gjenkjende mig i og da, naar ingen Hensyn bandt ham, ganske vist forkaste; De sagde da, at om Heiberg forkastede dette Arbeide, vilde det alligevel meget godt kunde blive opført, det var skeet med flere Stykker. Denne Yttring bestemte mig at indlevere det uden Navn og Mærke, jeg udtalte det tydeligt, og De vil erindre det.
Nu er Stykket forkastet af Heiberg [4] og af Deres Ord i Aften var det mig klart at jeg kunde betragte det som almindeligt forkastet! Det har overrasket mig!
Hvad er det nu Heiberg skriver! han sammenstiller det ideligt med sin “Syvsoverdag” [5], og paa det Theater hvor den ikke vandt Bifald maa mit Stykke ikke komme! Men hvilke Grunde fremfører han? De vil ved at gjennemlæse dem see en Tomhed, en Mangel paa sande Grunde, der maa overraske Dem. Han siger at i Syvsoverdag gaae de Handlende over i historiske Personer uden at Individualiteten forandres, h e r derimod er det “Misgreb”, at den handlende Person bliver en anden, end den han er [6]; det skal han! det maa han! han ønsker sig ind i en anden Personlighed end hans egen er og troer der at gribe Lykken men føler da just hvor meget han har tabt ved Ønskets Opfyldelse! Det er ingen “Tanke og Phantasie-Forvirring”, som Heiberg her beskylder mig for, nei hos ham er en Eensidighed, en Lyst til at drage mit Drama aldeles i slavisk Sammenpassen med hans! Det skal det ikke.- Det er forunderligt at Heiberg kan nedskrive saadant, som at det er taabligt at lade, “en Skovfoged føle og tænke, som Ewald!” [7] ja, det kan en Skovfoged, mangen en Mand der ikke har skrevet og ladet trykke et Ord, kan være i sit Indre, en Digter saa stor som Evald, som Heiberg selv. Hvad “uværdigt” er der i at en Skovfogeds Sjæl gaaer over i Evald? Og just dette fremhæver Heiberg; og sæt endogsaa at denne Skovfoged var en langt mindre begavet og ædel Natur, end jeg har fremstillet ham, det var dog Sandhed i Digtningen at han blev den danske Evald, naar de aandige Kræfter, (dem der ligger i Lykkens Perle) tillod det og han kunde fatte Ønsket at være ham. - Den næste Indvending er om at indføre Schønheider [8]; her kan jo Navnet forandres; hvad Fremstillingen af ham angaaer, da er denne historisk og kan findes i Olsens Bog om Ewald [9]. Og her ere alle Indvendinger, herved forkastes mit Arbeide, intet er anført mod dets dramatiske Værd; der er endogsaa indrømmet Routine hos Forfatteren [10].
Heiberg veed, jeg er Forfatteren [11] og derfor vil han forstøde mig og al min Virksomhed for Scenen, eller ogsaa Kjærlighed til hans eget Drama, der ikke behagede, Frygt for at faae det sammenstillet med et andet, bringer ham til at være imod dette Stykke; hans Følelse har ikke tilladt ham at skrive med faae Ord, at det ikke fandtes skikket til Antagelse, han har maatte ligesom give Grunde for dets Forkastelse og givet dem saa tomme, at det kan oprøre mig i mit Inderste! - Deres Meddelelse til mig er privat, som Faderens til Sønnen, jeg kan ikke svare, ikke skrive, ikke modbevise, Ingen kan det, uden De; og kun om De er gjennemtrængt af den Erkjendelse, som jeg, “her er det ikke Digterarbeidet ganske der leder Heiberg, det er enten Hensyn til mig, eller til ham selv!” -
Mit Arbeide er ikke forkasteligt! Der er gaaet tunge Søer over mig, jeg har snart ikke Udholdenhed mere! i hvor aaben min Sjæl kan ligge for Dem, den har dog sine sammenklistrede Blade, der er mere nedskrevet til at fortvivle over end De troer; jeg stoler snart hverken paa Gud eller mig selv - hvorledes Menneskene dømme mig, hvad jeg har at vente, vil jeg leve, veed jeg for godt! - Raad mig hvis De kan, men anseer De virkeligt Heibergs Dom for motiveret, Stykket, som De sagde - f o r k a s t e t! - saa send mig det! vi tale ikke mere derom! Lad Alt gaae som det vil!

Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen



Brev nr. 298. Fra HCA til J.L. Heiberg.[1]  

Kjøbenhavn den 3 Mai [1844]

Da De og Flere i den sidste Tid omtalte mig som den anonyme Forfatter til: Dramaet Kongen drømmer, vakte denne Omtale Lyst hos mig ogsaa engang at forsøge paa, at optræde anonym med et dramatisk Arbeide. Imidlertid var den Idee, som jeg vilde behandle, og af hvilken jeg var ganske opfyldt, saa beslægtet med mine “Eventyr”, at jeg maatte frygte for let at blive kjendt, og det især af Dem, i dette Tilfælde, jeg tilstaaer Dem det aabent, ventede jeg at en saadan Gjenkjendelse vilde virke ind paa Deres Dom, thi i den sidste Tid har De bedømt mig meget haardt, stedse fremhævet kun mine Feil; dog, da Arbeidet var fuldført, De ansee nu min Yttring for latterlig Egoisme, men jeg vil ikke skamme mig ved min Overbeviisning, fandt jeg at om De endog med Grund kunde indvende imod meget deri, De dog ikke kunde eller vilde forkaste det.
Jeg hører nu at det er aldeles forkastet af D e m. Det har overrasket mig!
Ved et Par Leiligheder hvor Deres Muse ret henrev mig, følte jeg, efter min Natur, en inderlig Trang til at nærme mig Dem; det uvenlige Forhold mellem os var m i g trykkende; her, hvor De, som jeg troer i et anonymt Arbeide har gjenkjendt mig og derfor atter været meget for stræng mod mig, vil det, efter Verdens almindelige Maade at tage sligt paa, ikke være Stedet til at begynde en saadan Tilnærmelse, og dog maa jeg gjøre det her, for at komme til Bevidsthed hos mig selv, om en saadan nogensinde kan skee, og om ikke j e g opfatter Dem urigtigt, om ikke jeg er Dem ubillig. “Vore Veie ere høist forskjellige”, sagde De selv engang til mig og tilføiede, at De ogsaa erkjend[t]e “det gode, der trivedes paa min Vei”; Gid at dette i Deres Øine havde været stort nok til Deres Venskab, De kunde i Meget ved Raad og Daad, have virket godt ind paa mig, dog Sympatier lader sig ikke paatvinge! -
Mit indleverede Stykke “Lykkens Blomst” har D e forkastet. Stærke Grunde maa have bestemt Dem dertil, viis mig den Velvillie at sige mig disse.
Almindeligviis har man erkjendt mit Talent til at opfinde og fortælle Eventyr, jeg har her forsøgt at give eet i dramatisk Skikkelse. Ideen deri troer jeg ligger klar; den udsprang hos mig ved Sagnet om Hyrden der havde fundet Lykkens Blomst [2], men ikke vidste det, før Blomsten var tabt; en Historie der saa ofte gjentager sig i Hverdags Livet. - Jeg har fremstillet en L y k k e l i g, som Mennesket kan blive det ved:

“at være glad i lidet, elskes trofast,
Og see sig selv gjenfødes i sit Barn [3]

Jeg har hos denne Lykkelige, som saa tidt hos os selv ladet en falsk Forestilling, en lille Nisse, udpege en Andens Lod for langt lykkeligere end hans, ladet ham ønske sig i dennes Sted, og faae Ønsket opfyldt, og da just føle hvor meget han har tabt ved Byttet. Hans ny Individualitet, i Forbindelse med de for hans Person indtrædende Livs Conflicter gjør ham høist ulykkelig, om endogsaa Stand og Rigdom eller et udødeligt Navn følger med.
Ideen troer jeg ikke De med Billighed kan forkaste, det er altsaa i Udarbeidelse[n] af den, at jeg maa søge de Feil der bringer Dem til at fjerne mit Arbeide fra Scenen; her ligger mig kun een egentlig Indvending nær, den om det er et Misgreb at lade de samme Spillende der optræde i Episoden om Ewald ogsaa optræde i den om Prinds Buris; dog dette Misgreb lader sig jo rette ved en forandret Besætning. At imidlertid den der udfører Henriks Rolle ogsaa udfører Ewald og Buris, ligesom at Johannes Fremstillerinde ogsaa bliver liden Kirstens, ligger i Ideen selv. Schønheiders Characteer er opfattet efter Mandens egne Breve i Olsens Bog om Ewald, hvorvidt det forresten vilde passe sig at han under sit rette Navn optraadte, var det min Tanke, efter Stykkets Antagelse at tale med Direktionen [om], jeg nedskrev Navnet for den historiske Sandheds Skyld.
Idet jeg nu her for Dem og for Publicum navngiver mig og underkaster mig den offentlige Dom troer jeg at De Herre[r] Censorers Ansvar her bliver mindre hvis ikke mit Arbeide bør forkastes af moralske og høiere æstetiske Grunde, men disse er det jeg ønskede at vide. -
Forfatteren til “Alferne” og “Syvsoverdag”, (dette sidste regner jeg ikke til Eventyr) vil vist ihvor ringe Sympatie han føler for mig, dog indrømme mig noget Værd som Eventyrfortæller og ikke uden Stykkets Jammerlighed byder det, forhindre mig fra at prøve hvorvidt jeg i denne Digte-Art har Kræfter for Scenen og hvorvidt Publicum kan ønske oftere at [see] mine “d r a m a t i s k e Eventyr”.
Stykket lader jeg her følge med og venter at De kommer mig ligesaa aabent imøde, som jeg nok paa en usædvanlig Maade henvender mig til Dem. Skulde dette Skridt bringe en venligere Tilnærmelse istand, da betragter jeg Deres første Forkastelse af Stykket, som et Gode, der er tilsendt mig.

Med høiagtelse
[H.C. Andersen]



Brev nr. 299. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Breitenburg første Pindsedag den 26 Mai 1844 [2].

Min kjære, kjære faderlige Ven!

Igaar kom jeg her til og i Dag skriver jeg strax, uagtet jeg troer at ingen Breve komme fra Itzehoe før Tirsdag, og at altsaa denne min Skrivelse neppe naaer Kjøbenhavn før næste Torsdag; det er da omtrent en heel Uge efter min Afreise, men De vil see at Skylden ikke er min; kun to Gange om Ugen gaaer Posten over Itzehoe.
Vi fik da det deiligste Veir paa Søen, jeg slap for al Søesyge, ja sov endogsaa, om vel i smaa Portjoner, men Søvn fik jeg dog. Af bekjendte Folk havde vi Lauritz Skou [3], hvis Bekjendtskab jeg gjorde, og fandt at han var en usædvanlig dannet og beleven Bonde; Frøken Zütphen ledsaget af sin Moder og den yngste Broder [4] begyndte sin Udflugt til Badet, jeg saae, mellem de Mange der ved Afreisen sagde hende Lev-vel, var ogsaa Staldmesteren Grev Danneskjold og hans Kone [5]. - Om Bord fik jeg et Brev fra Udlandet, De havde været saa god at lade Waldemar [6] bringe mig det. Brevet var fra Storhertugdømmet Oldenburg og indeholdt en Bøn om, ikke at indtræffe før 1ste Juli, da Fruen der i Huset, hvor man venter mig, skulde til sin Broders Bryllup [7], dette lader sig nu ikke arangere med min Reise-Plan, hvilket jeg her fra Breitenburg har mældt Familien, og jeg veed altsaa nu ikke hvorledes det gaaer med dette Besøg, hvortil jeg havde glædet mig. Lige i det vi skulde seile fra Kjøbenhavn, kom en Pasageer, der skyndte sig saa, at han faldt baglæns ud i Vandet, hvor han i bedste Velgaaende blev fisket op! Konen, der fra Toldboden havde seet ham falde i, kom strax med en Baad og foer op paa vort Skib, dette skulde just afsted, Sommer [8] bandede og skreeg at hun skulde pakke sig, hun raabte i eet væk: “jeg vil see min Mand!” Denne maatte da i Skjorte og Buxer præsentere sig og vi blev fri for Madammen.
Klokken 12 i Fredags naaede vi Kiel, hvor der var deiligt Grønt og Sommervarmt; Begge Sønnerne af Lewetzau [9] var nede paa Broen for at tage mod deres Fader, hvem de troede var med. Grethe Sommer [10] fik jeg talt med og saae den lille Datter [11], der i høi Grad ligner Faderen. Jeg gik strax til Bramsted, men her var endnu ikke indtroffet Vogn fra Breitenburg, denne indtraf først Klokken 9 om Aftenen, i det Kudsken havde misforstaaet Excellen[sen]s Ord[r]e og først taget afsted det Klokkeslet om Aftenen der skulde have været om Morgenen, jeg blev derfor Natten over i Bramsted, hvor Postmesteren [12], da han læste mit Navn, og var een af mit Publicum, gjorde sin Vesit og sagde mig Netheder. Igaar Morges, i en kold Blæst, kjørte jeg da over Kjellinghusen til Breitenburg, hvor jeg paa det hjerteligste blev modtaget af Excellensen, der sender Dem og Eduard mange Hilsener.
Her er meget smukt og Nattergalene slaae hele Dagen uden for mit Vindue. Til Middag skulle vi have stort Selskab, bestaaende meest af Danske, den i Itzehoe sig opholdende Krigsrets Commiteé [13]. Jernbanen er saa godt som fuldendt [14], man taler om at den om 8 a 10 Dage skal aabnes eller 1ste Juli, ja Kongen ventes, dog Rantzau troer ikke at han kommer [15]. Om disse holstenske og danske Sprogstridigheder, har jeg alt hørt mere end jeg hørte ifjor, det er kjedeligt! - Af Danske synes Anders S. Ørsted at være særdeles vel anskrevet. -
Hils Deres kjære Kone; jeg veed hun tænker venligt paa mig, jeg er i Tanken hos hende, hos Dem Allesammen, der, det føler jeg ret, er mit sande, mit eneste Hjem; jeg har alt iaftes og i Dag følt en Art Længsel efter Amaliegaden, jeg skulde dog aldrig paa min gamle Alder, paa Reisen, lægge mig Hjemvee til! - Sønner og Sønnekoner maa De endelig hilse, Alle oppe hos Drevsens, derhen flyver mit næste Brev, denne Gang tillader jeg mig at lægge eet inden i dette til Henrik Stampe, der vel, naar det modtages, er paa Nysø, men han kommer jo snart til Kjøbenhavn og søger rimeligviis øieblikkelig Amaliegaden. Bring den gode Kammerraad Ehlertz [16] min Hilsen, det var smukt af ham at han kom ud paa Christian den ottende og sagde Farvel! - Nu tusinde Hilsener, een af dem til Jomf Lassen [17], og tænk, som altid venligt paa mig,

Deres sønligt hengivne
H.C. Andersen

glem ei Louise og Lind!



Brev nr. 300. Fra Jonna Drewsen til HCA.[1]  

Kjøbenhavn 11. Juni 1844.

Min kjære Ven!

Naar dette Brev naaer sit Bestemmelsessted har De vistnok faaet baade Henriks [2] og Bedstefaders Breve [3], saa jeg altsaa ikke behøver at forsikkre Dem, at det ikke er af Glemsomhed, at De saa længe Intet har hørt fra Hjemmet! Jeg blev saa glad og fornøiet over Deres Brev [4], kjære kjære Andersen! over at De var i godt Humeur, endskiøndt De længtes! ja vi længes ogsaa, baade Henrik og jeg og hele Familien! De kan ikke troe, hvor det er besynderligt, at De er borte for mig nu; jeg syntes, at De var saa uadskilleligt forbundet med min Lykke [5], at jeg ikke kunde tænke mig, hvorledes det skulde gaae, naar De rejste! og dog tog De bort fra Henrik og mig, fra Deres Børn, Deres trofaste hengivne Børn! men De borttog ikke Erindringen og Taknemligheden for alt, hvad vi skylder Dem! ja, min kjære, velsignede Ven! jeg vil være Deres Datter og ligesom hiin unge Pige De skrev til mig om, vil jeg med en kjærlig Haand frede om Deres Grav og Henrik og jeg ville tidt besøge den og tale om vor kjære, kjære faderlige Ven! Men - hvorfor tale om Død og Grav nu? Nu skal vi just leve alle Tre, leve for at være lykkelige ved hverandre, De skal ikke mere sørge over ingen Venner at have, nu har De jo to lykkelige Børn: Henrik og mig, og til os kan De trygt betroe Dem, kan stole paa os i Livets Vee og Vel! Hvor jeg glæder mig til at De kommer hjem og med Guds Hiælp! medbringer mere Forsoning endnu mod Hjemmet og Fødelandet, imod mit evigt-elskede, uforglemmelige Danmark! med nye Kræfter til at bære de Bekymringer der nødvendigviis maae komme til ethvert Menneske! med Glæde og Kjærlighed ville vi Alle modtage Dem og glæde os over Gjensynet! og De, kjæreste Andersen! ikke sandt? De føler ogsaa Glæde nu ved Tanken derom, De savner dog vistnok ogsaa Hjemmet, der, hvor ofte det endog synes at bortstøde Dem, hvor ofte De end har vendt det Ryggen dog altid for Dem vil blive et aabent, et trofast Hjem!
Der er vist smukt paa Breitenburg efter Deres Beskrivelse at dømme; det maae være ret morsomt saaledes at rejse lidt om engang; min Hu staaer stærkt til at komme over og besøge min kjære Jette [6] i Jylland da det sikkert vilde glæde hende uhyre at see mig; men det skeer ikke! jeg forlader jo ogsaa saa meget her, Alt hvad jeg elsker højest er jo i Kjøbenhavn eller rettere sagt i Sjælland og det vilde maaskee falde mig vanskeligt at tage bort herfra uden stor Bedrøvelse, men jo længer jeg er her, des kjærere faaer jeg alle mine Venner, derfor vilde det maaskee være mig lettere nu at skilles fra dem end længere hen i Tiden! . . . . Dette Brev bliver vist ikke videre opbyggeligt for Dem, stakkels, kjære Andersen! men det er min svage Side at skrive fortællende Breve; naar jeg blot behøvede at skrive Tanker og Følelser kunde jeg bedre komme ud deraf, men Nyheder blive altid gamle og dræbende, naar min Pen skal fremmane dem paa Papiret. Lev derfor vel, min egen, velsignede Ven! og vend snart med Glæde hjem til os, til Henrik, til det Collinske Huus, til de øvrige Venner og Deres

trofast hengivne
Jonna Drewsen.



Brev nr. 301. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Hamborg 16 Juni 1844

Min trofaste, faderlige Ven!

Gud velsigne og glæde Dem for Deres kjærlige Sind mod mig! jeg vidste nok at jeg først og fremmest vilde faae Brev fra Dem. I Fredags kom jeg til Hamborg [2] og min første Fart var til Posthuset, hvor jeg modtog Deres Brev [3], der strax, i Forstuen blev slugt; hos Grev Holck fandt jeg siden Brev fra Jonna [4], Henrik Stampe og fra Udlandet. Jeg er blevet temmelig længe paa Breitenburg, men udarbeide[de] imidlertid Thorvaldsens Biographie [5], som jeg har lovet Lenz i Hamborg; denne Mand hører jeg imidlertid, jeg nok ikke kan vente mig noget Honorar af, som dog Aftalen var, ligesom for den tydske Udgave af min Biographie og mine Eventyr [6]; nu har han imidlertid faaet det, men Folk her i Hamborg sige at det er saa godt, som givet bort, en anden Boghandler [7] har imidlertid henvendt sig til mig om at faae saa tidlig, som muelig hvad jeg senere skriver og lover et passende Honorar, nu faae vi see! - Vi have i disse Dage idelig Storm; da jeg kom i Fredags var det et saadant Veir, at da vi fra Støren kom ud i Elben, gik Bølgerne hen over Skibet og en Mængde Damer og Herrer laae elendigt søesyge; jeg derimod var aldeles rask; samme Dag indtraf her til Streits Hotel Prinds Ferdinandt med Gemalinde, under Navn af Grev von Holsteins, de gode Mennesker ville nok reise oeconomisk, men have aldeles ikke Begreb derom, en Grev Holstein med Grevinde, kunde godt komme med Kammerjomfruen og to Tjenere, men de ere en heel Skare ogsaa have de forlangt 14 Værelser[.] Major Møller [8] beklagede sig for mig at havde maatte betale 112 preusiske Daler fra Hamborg med Dampskibet til Magdeburg, naa de vil nok have erfaret hvad Streit tager for en saadan heel Etage! - Reisen gaaer nok til Ballenstedt og efter otte Dage til Itzehoe og hjem; jeg raadede at gaae over Berlin og Stetin, men der blev sagt at Kongen ikke vilde have det, da jo Keiseren af Rusland [9] har fordervet Alt med Drikkepenge i Berlin, for et Ophold af tre Dage gav han sidst 1000 Preusiske Thaler. - Her er en meget udmærket Skuespillerinde Mad: Glassbrenner fra Strelitz [10], Manden der er Forfatter [11], f Ex til “Eckensteher Nante”, besøgte mig igaar og bad mig endelig see hans Kone spille og jeg gik da derhen igaar og fandt hende særdeles vakker, men ikke smuk; hun gjorde da stormende Lykke; Manden førte mig i Mellem Acten op paa Theatret til hende og vi sagde hinanden gjensidigt mange nydelige Ting; hun fortalte imidlertid at Storhertuginden i Mecklenborg Strelitz [12], vilde endelig have at hun en Sommer skulde besøge Kjøbenhavn for at optræde, ja at hele det strelitzske Selskab skulde reise derhen. Mad: Glasbrenner troer jeg maa ogsaa der gjøre Lykke; jeg finder ellers hun ligner Jomf Fredstrup. Hos Freund har jeg været to Gange, han og Konen ere vel og sende mange hjertelige Hilsener; han har været saa elskværdig i at omsætte mig mit Sølv i Guld; han begyndte strax at tale om de holstensk-danske Stridigheder, som, i de Conflicter han kom, var ham ubehagelig, men da hjalp han sig med at sige at han var en født Hanoveraner. I Holsteen hvor jeg nu har været tre Uger, har jeg i denne Sag hørt meget og som oftest af meget fornuftige Holstenere, der slet ikke vare saa heftige, men Alle beklagede de den Maade Enkelte hjemme gik frem paa og derved gjorte Spalten Dag fra Dag større, de meente at Hertugdømmerne vilde have voxet fast til Danmark, men at de ved dansk Heftighed fjernedes nu, maaskee mere og mere. Jeg har sandelig, tidt følt mig ilde stemt derved og jeg kan ikke faae andet ud, end at der vistnok er Feil paa begge Sider. - Hamborg er, siden jeg var her i fjor voxet betydeligt op [13], den ene prægtige Bygning tæt ved den anden og endnu arbeides der paa hele Gader. I Hotellet hvor jeg boer er saa opfyldt at jeg, for at komme til Gaden, har maatte tage Værelse oppe i femte Etage, som er en temmelig Spadseretour og vist ikke behagelig for de som gjøre mig Vesit; de puste ogsaa naar de komme ind af Døren, saa jeg skotter til Vandkaraffelen, om den er fyldt, at jeg kan stænke dem over skulde de daane. Jeg har aldrig, i Hamborg, faaet saa mange Besøg, som iaar, det er frygteligt hvor her vælter med Poeter, den ene mere entusiastisk, end den anden. Imorgen er jeg indbudt til en literair Middag [14], hvor Familien for min Skyld spiser Klokken 2, da jeg har holdt fast paa at vilde af sted Klokken 4½ for at komme til Bremen; der blev spurgt mig af Familien om jeg havde Lyst til det, vilde de indvitere Bosko [15], som i denne Tid fortryller Hamborgerne med sine Kunststykker; jeg tænker han kommer, bare han nu ikke gjør Kunststykker “med Vinen” ligesom Fyren i Resensenten og Dyret [16], saa at vi sidde med tørre Munde. I Dag er der taget en ny Daguerreotyp af mig [17], der er særdeles lykkedes; jeg blev anmodet om at sidde, da Manden gjerne vilde have min Skikkelse imellem de han opbevarer. Fra Adler [18] har De vel endnu Intet at mælde mig angaaende min: “Lykkens Blomst”, der ikke synes for mig at svare til Navnet. Naar De kan, da siig mig Beskeed! Med Hensyn til Breve, bliver det nok bedst, jeg nu beder Dem og Enhver hjem[me], at disse sendes til Weimar, post restante, naar De, omtrent nu om 8 Dage skriver, da vil det ikke blive saa gammelt! - Min lille, norske Veninde [19], maa De, da hun jo er “den Fremmede”, og jeg endnu ikke har sagt hende “Velkommen”, bringe min første Hilsen; derpaa alle Kjære hjemme! Bournonvilles Ballet [20] glæder jeg mig ret til! - naa, der var jo ikke glemt at anbringe Nisser [21], saa fortæller Henrik Stampe mig. -
Netop i det jeg skrev Ovenstaaende fik jeg Besøg af den bekjendte “Speckter” [22], der endelig vilde føre mig til sin Familie, det bekjendte Huus “Perthes & Besser” [23], jeg kom der ind i en stor Forsamling hvor jeg har tilbragt Aftenen særdeles smigret og hædret af en Mængde, der i det mindste vidste ganske god Beskeed med mine Skrifter; Speckter gjør Billeder til mine Eventyr [24] og er opfyldt af disse; man vilde overtale mig til at forlænge mit Ophold her og daglig komme der; et ypperligt “Athenæum” [25], er indrettet der i Huset og det eet af de europæisk største, men jeg reiser dog imorgen. Nu lev vel, min bedste, min kjærlige Fader.

Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 302. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Weimar 24 [dvs. 25] Juni 1844.

Min elskede kjære Fader!

Det er sandelig, som en Drøm for mig, min korte Flugt ind i Tydskland, mit Ophold her i Weimar [2][,] saa kjendt og afholdt, som jeg er her i alle de større Byer havde jeg ikke troet jeg var; det er ikke i et Hotel jeg skriver dette, nei i et rigt hyggeligt Hjem hos Kammerherre, Baron Beaulieu Marconnay [3], der er ved Weimars Hof og har bedet mig, de Par Dage jeg bliver i Weimar, dog at være hos ham og ikke sidde i et Værtshuus [4]; jeg er i Morges fløttet ind, har to rigt og elegant udstyrede Værelser og faaer Vesitter af saa mange dygtige Mænd; i Aften er jeg tilsagt hos Storhertugen [5], og imorgen er jeg ved Arvehertugens [6] Taffel; hvorledes dette løber af skal jeg i Slutningen af dette Brev fortælle eller i eet af de Medfølgende. - Jeg veed De kjender min indre Personlighed og vil ikke misforstaae mig, og kun til Dem vil jeg kunde sige det, jeg er som Digter vurderet her i Tydskland, høiere end De maaskee kan forestille Dem det! De fleste kjende mine Skrifter og jeg seer dem ogsaa udstillede i Bogladerne. I Bremen, hvor jeg traf Fru Eisendecher [7], hvem De veed jeg vilde besøge i Oldenborg, blev jeg kun to Dage, da hun var hos en døende Fader [8]; i Braunschweig kappedes en Mængde Mennesker om at vise mig Høflighed; een Aften tilbragtes hos Boghandler Vieweg [9], der har en Villa, som en Prinds; en anden Aften hos en Hr De Marée [10] hvor Alt sluttede sig om mig. Jernbanerne ere nu istand herfra, man kan i een Dag reise 48 Mile; det er deiligt! jeg tog fra Braunschweig, hvor jeg blev ledsaget til Banen af et Par nye Venner og fløi i et Par Timer over Magdeburg til Halle og gik derfra strax her til Weimar, det Hele var en Dag og nogle Timer af Natten; i Vognen var en gammel Præst der da vi talte om Thorvaldsen og derved om Øehlenslæger, spurgte mig om jeg kjendte Andersen, jeg sagde at det var mig, og den gamle Mand tog mig om Halsen og sagde jeg var “et ædelt Menneske”, han kjendte min Biographie; i Posthuset i Weimar hvor jeg skildtes fra mit Selskab, havde en ung polsk Dame [11], der ved sin Skjønhed var blevet meget lagt Mærke til, hørt hvem jeg var, hun kom ud paa Gaden til mig, rakte mig Haanden og blev derpaa rød som et Blod, sagde ganske stammende et Par venlige Ord til “Digteren” som hun “hyldede”, og saa skildtes vi ad. Jeg er blevet anbefalet til Geheimeraad og Kansler Müller [12], een af de betydeligste i Weimar og ham er det, som strax har underrettet Storhertugen om min Nærværelse; igaar da jeg kom var det Arvehertugens Geburtsdag [13], man skaffede mig en Nummerplads [14]; der blev givet en ny Opera: Kongen og Forpagteren [15], skrevet efter et Lystspil vi have og hedder Carl XII paa Hjemreisen [16]. Kammerherre Beaulieu-Marconnay, hvem jeg een Aften har været sammen med i Oldenborg hos Eisendechers da jeg var der i fjor, og selv er en stor Kunstelsker, traf jeg hos Kansler Müller og, som sagt, han har bedet mig boe hos sig, han er Ungkarl, men boer nydeligt og med en Eleganz og Rigdom, som faae unge Herrer . - Fru Göthe [17], som jeg vilde besøge er i Wien, begge hendes Sønner [18] ligesaa, og Huset lukket for Alle [19], imidlertid vil Fru Göthes Søster føre mig i Haven, der ogsaa er lukket! ja det er til en Latterlighed med alt det Skjulte der her skal være med Göthes Efterladenskab. Folk i Weimar spotte meget derover. - Her synes at være megen Dannelse, de Damer jeg har talt med ere meget aandfulde og smukke; mellem disse har jeg mange Veninder, dog ingen udtrykke sig saa stærk, som een i Braunschweig [20] der sagde jeg ikke “verehrer”, men “ich liebe Sie!” - “ja ich liebe Sie!” - Og hun var ganske kjøn, men gift! - jeg vidste ikke hvad jeg skulde svare, jeg kyssede hendes Haand og trykkede saa Manden i hans Haand, for at han ikke skulde være Stedbarn.

Weimar 26 [dvs. 27.] Juni.

I Forgaars Aftes blev jeg af Excellensen Kansler Müller ført til Slottet Belvedere [21] og præsenteret for Storhertugen og Storhertuginden [22], de vare begge høist naadige, bød mig strax til Spadserefart i Haven og ved Taffelet fik jeg Plads ved samme lille Bord, hvor de sade. Storhertuginden, der som De veed, er en Søster til den regjerende Keiser af Rusland, talte da til mig om vor Prinds af Hessen [23] og om Livet i Kjøbenhavn; En Broder til Bjelke [24] hjemme er her ansat som Overstaldmester, han taler ganske godt Dansk, men blev af Hertuginden meget drillet fordi han intet havde læst af mig, saa Manden strax i gaar har anskaffet sig hvad han kunde faae her i Weimar. Igaar var jeg tilsagt til Taffels hos Arvehertugen paa Slottet i Ettersborg [25], det var mig een af de behageligste Dage, jeg nogen sinde paa Reise har oplevet; Arvehertugen er 26 Aar og gift med en Datter af den afdøde Konge af Holland [26]! han er den elskværdigste Prinds jeg i mit Liv er mødt, jeg vilde ønske han ikke var Prinds [da] skulde han være min Ven! med ungdommelig Liv og Hjertelighed kom han mig imøde, førte mig til sin Gemalinde, bad mig ved Taffelet tage Plads ved hendes Side; jeg følte mig saa ugeneert og munter; efter Taffelet spadserede jeg med dem og de andre Gjæster ud paa en Plads hvor der var en Folkefest for Arvehertugen, Folk klattrede op af en Mat de Cocagne [27], der dandsedes, Hertugen dandsede med Bønderpigerne, vilde ogsaa have mig der til, men jeg sagde nei! saa spadserede vi tilbage, men han indbød mig alene til en Vandring i Haven hvor han selv vilde vise mig alle de Steder, som ved Göthe vare blevne interessante, den bekjendte Eckermann [28], fulgte os! Hertugen var Liv og Glæde og midt i Skoven læste han for os - og hvad; mit Digt: Det har Zombien gjort! [29] - Ved Aftenstaffelet var meget lystigt, vi gik alle endnu engang til Folkefesten og kjørte saa til Weimar! imorgen er jeg igjen tilsagt hos Arvehertugen, der synes at have megen Godhed for mig, han har bedet mig at skrive i Weimars Album, hvori Göthe, etc. har skrevet. Jeg har lovet min Ven, som jeg boer hos at blive her endnu til paa Mandag [30], da reiser jeg over Jena til Dresden og hjem over Berlin, men hvorledes bliver vel den øvrige Deel mod Opholdet her i Weimar. De tager Deel i min Erkjendelse og Alle hjemme, lad dem læse mit Brev. Lev vel min elskede Fader.

H.C.A.



Brev nr. 303. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Altenburg den 2 Juli 1844.

Min elskede Eduard!

Menneske, som jeg skriver De til, det er dog i Grunden et affecteert Forhold, min Følelse aldeles imod - men nok derom. De vil jo ogsaa være original! - Nu er jeg borte fra Weimar [2], mit elskede Weimar, den Plet paa Jorden hvor jeg i Dage har følt mig lykkelig! O kjære Eduard, jeg har været saa lykkelig, saa tilfreds i Göthe og Schillers By, ret følt at jeg dog af Gud maa have Noget, der fortjente at paaskjønnes hjemme. - De veed vel af det Brev jeg skrev til Deres Fader [3] hvor hjerteligt jeg blev modtaget i Weimar, Alle de første og betydeligste Mænd have der, jeg kan næsten sige, kun levet for mig under Opholdet i Weimar. Geheime-Referendaren Kammerherre Boillieu-Demonnay [4], veed De lod mig strax afhente fra Hotellet og fløtte ind hos sig; Cansleren Excellensen Müller, den betydeligste Mand Weimar nu eier, var min utrættelige Ledsager, hver Dag i otte Dage, jeg var først den tredie af de mange Mænd, og det udmærkede, som han førte i die Fürstengruft [5] til Göthe og Schillers Kiste! - Jeg maa dog virkeligt have i min Personlighed noget der indtager de Mennesker, jeg veed ikke hvad, saaledes var det jo ogsaa i Paris; Müller er i Weimar betragtet, som Deres Fader er det hos de Bedste i Kjøbenhavn, og han levede kun for mig, den gamle, elskværdige Mand. Hver Dag var Selskab for min Skyld og ved Hoffet, siger man jeg har gjort stor Lykke, selv hos Storhertuginden Keiseren af Ruslands Søster; den unge Arvehertug, gift med Kongen af Hollands Datter, har været mageløs elskværdig mod mig, været mig ganske som Jevnlige [6]! hvor inderlig holdt han mig ikke i Haanden, den sidste Time; Alle sige at jeg hos ham har havdt Indflydelse, som Lizt havde det. Ved Afskeden bad han mig skrive sig Breve til, lovede at sende mig i Kobberstik sit og sin Gemalindes Portræt, og tilføiede: jeg haaber i Fremtiden at kunne vise Dem hvor kjær De er mig og at jeg ønsker at være Deres Ven! Storhertuginden bad mig ogsaa snart at komme til Weimar: “husk at her har De sande Venner!” sagde hun. Naturligviis blev jeg da af hele Hoffet ret gjort af; jeg var ved Taffel hos Storhertugen og havde een af Hofdamerne [7] til Bords, der var mageløs begeistret og kjendte alle mine oversatte Skrifter. - Næst sidste Aften var jeg hos Arvehertugen, hvor vi paa Lystslottet [8], i en lille Kreds havde en poetisk Aften; hver læste Noget, jeg maatte læse Keiserens nye Klæder og flere af mine Eventyr, ja fortælle Svinedrengen, Nattergalen og den grimme Ælling og det paa Tydsk; De kalder det dumdristig, der dømte man anderledes, og jeg vandt dem Alle endnu mere. Men det er ogsaa ganske anderledes med mine Sprog ude end hjemme, jeg kommer der strax fra det; her i Deligensen gjætte alle paa at jeg er en Nordtydsker, Ingen tro jeg er en Fremmed og sige jeg taler udmærket godt tydsk. - De leer. Ja i Danmark leer man jo altid. - Den bekjendte Eckermann i Weimar, der har skrevet over Göthe, er i Udvortes en Personlighed mellem den døve Fabricius [9] og Heine, men det meest godmodige, barnlige Gemyt jeg har mødt, han sagde mig at det var Arvehertugens Plan naar han engang kom til Regjeringen at skabe et Weimar, som det havde været under Carl August og samle alt Aandigt om sig; han meente at Hertugen da vilde indkalde Lizt og mig, thi os to syntes han særdeles at ynde. - Guds Veie ere underlige! jeg kunde ikke ganske forlade Danmark men leve imellem i Weimar vilde jeg nok, leve med den kjære Carl Alexander, jeg elsker ham virkelig! - Det vilde være mig en smuk Drøm at kunde tænke mig det Tilfælde, at boe stundom i Kjøbenhavn stundom i Weimar, og der see mine danske Venner, min Eduard og Henrik [10], den kjære Theodor - - dog jeg phantaserer nok! Dog De forstaaer mig og glædes ved den Erkjendelse jeg jo virkeligt i høieste Maal har nydt i Weimar, fortæl det til de af vore Venner, som vilde optage det uden at misunde mig. Imorgen Formiddag reiser jeg paa Jernbanen her fra Altenburg til Dresden hvor jeg allerede er om Eftermiddagen; gid at jeg maatte træffe Dem og Lind der! dog der bliver vel ikke noget af denne Sommer-Udflugt; staaer De imidlertid i Begreb dermed, da gaae fra Hamborg til Hanover, der træffer De Marschner [11] og kan i een Dag paa Jernbane komme til Dresden; De gaaer altid paa anden Plads [12], kun ikke fra Leipzig til Dresden, der maa man vælge første; Vognene ere saa slette der. - Til Dresden er jeg fra Weimar forsynet med en Pakke Anbefalings Breve og skal med Posten erholde eet fra Arvehertugen selv til hans Søster i Berlin [13], der er gift med den tilkommende Konge af Preusen; Canceleren Müller er en Ven af Humboldt [14] og har lovet mig der en god Modtagelse. Hjemreisen vil saaledes vist bringe mange Behageligheder, haaber jeg.

Dresden den 6 Juli 1844.

Den tredie kom jeg her til og Modtagelsen var rigtig nok temmelig drøi; jeg fik et Værelse i Stadt Rom, bøiede mig ned for at lægge mit Tøi i den nederste Skuffe af et Chatol og - rutsch, som jeg trækker Skuffen ud, styrter den tunge Skriveklap ned paa min Næse, saa jeg troede at den var knuust, - tænk, om jeg var kommet hjem uden Næse - det var lumpent, imidlertid gik da Huden af og jeg sad hele Aftenen med Salt og Vand for at frelse Næsen fra at blive grøn og guul; endnu gjør det ondt i Benet, men det maa være en god Næse jeg har, da den holder saadant et Slag ud. Excellensen Lüttichau [15] har strax sendt mig Billet til Directions Logen, der hvor Øehlenschlæger [16] kom; jeg sidder der til Stads, og fik igaar tre venlige Hilsener fra Parquettet fra vor Kammeraad Drevsen, Frue og Frøken [17]; jeg har alt modtaget saa mange Indbydelser at jeg har hver Dag besat; paa Tirsdag [18] tager jeg til Tharand [19], hvor Kammerherre Boillieus Broder [20] venter mig og paa Fredag afhentes jeg af Major Serre [21] til hans Lyststed her i Forening med Grevinde Hahn-hahn [22], der i denne Anledning ogsaa er indbudt, at blive nogle Dage i denne Familiekreds. Ja, siger De nok, det er ingen Sag at reise naar man har fri Comedie, og hvert Øieblik faaer Logi hos Familier! - ja, men er det ikke moersomt! - Jeg er jo virkelig et berømt Menneske! De skulde have seet paa Jernbanen [23], ja den Historie skal jeg fortælle hjemme, jeg blev kjendt af en Dame og maatte nu i Flugten, skrive i et Par Stambøger, give mit Navn etc. - Lad mig nu see De kan sige noget morsomt derom! kan De ikke, saa beed Lind. Fredag otte Dage [24] forlader jeg først Dresden og gaaer over Leipzig til Berlin; jeg følger Deres Raad at blive ude saalænge, den Sum, jeg har bestemt til Reisen holder ud og endnu eier jeg 20 Frederiksdor . . .

[Slutningen mangler]



Brev nr. 304. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Min kjære gode Andersen. Jeg modtog idag Deres Brev [2], som jeg ret takker Dem for; dets Indhold har glædet mig saaledes, at jeg fik Taarer i Øinene derover, baade den Modtagelse, De har fundet, og især den Maade, hvorpaa De har opfattet den. Det er noget der er characteristisk ved Dem - sørgeligt, at man skal udhæve det som en ikke almindelig Egenskab - at De refererer enhver Glæde, som De nyder, til vor Herre, som denne Glædes Ophav, med andre Ord, at De i Deres Glæde altid ydmyger Dem for Gud; det er en høi Egenskab for Livet og for Døden, at man kan adle sin Glæde saaledes. Jeg har ikke lært Ydmyghed af Glæden paa den Maade; i min lykkelige Tilværelse - De veed, hvor lykkelig den er - har min Ydmyghed kun været Frygt for Tabet af min Lykke; men jeg troer, at jeg har bøiet mig med oprigtig Ydmyghed i det Øieblik, da min lille Pige døde [3]; dette Tab har modnet mig i den og andre Henseender, thi den har givet mig et roligere Blik over Døden. Dog nok herom - jeg fortaber mig saa let i dette Æmne, naar jeg seer ind i mig selv; men det falder mig heller ikke let ind at skrive derom til Andre end til Dem.
Det er jo i Almindelighed taget en høist glæderig Reise for Dem, og Mindet om den vil længe have en velgjørende Indflydelse paa Dem. Jeg kan meget vel tænke mig, at Deres Ophold her ikke i Henseende til Fêtering etc. kan consonere [4] med Deres tydske Liv, men De kan og bør heller ikke fordre det samme paa begge Steder; det ligger i Tingens Natur og er bekræftet ved mange Tiders Vidnesbyrd, at hver Digter har sit Publicum, forskjelligt snart i Tid og snart i Sted. Og viser ikke vore Digteres Stilling og Erkjendelse [5] i Udlandet netop Grunden, nemlig: Sprogets større el. mindre Overvægt i det digteriske Product. Familien H, jeg mener Heiberg, Herz og Holst, kjendes eller erkjendes saagodtsom ikke i Tydskland, og dog indrømmer De vist selv, at de respective fortjente det noget mere. De erkjendes mindre hjemme end i Tydskland. Viser nu ikke dette Forhold tydeligt, at Grunden ligger i, at hines (især de 2 Sidstes) Overvægt i Poesiens formelle Henseende sensu strictiori [6] ikke kan opfattes af dem, der ikke kjende Sproget, medens disse kunne være aldeles modtagelige - især i denne til Romantiken fra et falsk raisonnerende Gebet hjemvendende Tid - for Deres Lyrik - uden at kunne see Deres Feil i Formen. Men dem kan vi Alle see, og hvad Alle kunne see, raisonnere Alle over, og derfor etc., thi nu er jeg sgu kjed af at skrive meer om denne æsthetiske Materie, som jeg har rodet mig ind i, og som jeg ikke vil fortsætte.
Alle i Familien glæde sig naturligviis over Beretningen om Deres Ophold i Weimar. Lind siger, at De til Motto for Deres “evige Jøde” [7] skulde sætte Ach wei mar [8].
Nu skulde jeg jo ogsaa gjøre lidt Løier med Dem, men i al Uskyldighed. Jeg kan ikke nægte, at jeg - ikke loe, men - smilte ved, at De i Diligencen talte som en Nordtydsker, som Ordsproget siger: avec la diligence on peut faire tout. Jeg kan tænke mig, at dersom det havde været i Paris, og De der havde talt Fransk, at man saa kunde have antaget Dem for en Nordtydsker. Saa nu har jeg drillet Dem lidt; det hører til, veed De.
De har vel faaet mit Brev, i hvilket ogsaa Jonna har skrevet [9].
Deres Opfordring: at sige enten selv eller ved Lind noget moersomt om, at De skrev Deres Navn til Damerne paa Jernbanen, kan jeg ikke efterkomme; Historien er i og for sig moersom nok. Forresten er det politisk rigtigt af Dem, thi derved kommer Deres Navn hurtigere frem i Verden, og den Navneværdie, man nu tillægger Dem, maa være et Locomotiv for Dem til at arbeide videre i samme Retning. Veiret her er ganske forfærdeligt; det glæder mig, at det er ligesaa daarligt i Tydskland; det er ubehageligt for Tivoli og sammes Entrepreneur [10], Selvherskeren over alle Rutschere [11].

Løverdag d. 13 Julii. Nu vil jeg slutte dette Brev. Inat har Christian [12], som i lang Tid har været meget rask, havt et meget heftigt Anfald. Jeg er meget bekymret over nu i Eftermiddag at skulle tage ud til Rungsted og fortælle min stakkels Jette det.
Hermed sender jeg Dem 130 Rd. pr. Vexel paa Berlin. Dersom De ikke bruger noget af den, skal De, efter Aftale med W. Smidt [13], slet ikke betale Omkostningen derfor.
Lev nu vel, kjære Andersen. Jeg skal hilse Dem fra Alle.

Deres bestandige
Edvard.

Kbhvn. 13/7 44.



Brev nr. 305. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Berlin 26 Juli 1844.

Min trofaste faderlige Ven!

Iaftes kom jeg her til paa Jernbanen fra Halle[2]; det var ikke min Hensigt at skrive flere Breve fra Udlandet, men da her just i Dag er indtruffet en stor Begivenhed, vil jeg skrive om den dette Epistel; maaskee Aviserne allerede har bragt Efterretningen, dog vel ikke saa fuldstændigt, som jeg her skal give den! - Tænk, der er imorges skudt paa Kongen [3], men Gud har været ham naadig og god, han blev ikke saaret, dog er den ene Kugle gaaet ham gjennem Klæderne og har efterladt en blaa Stribe under Brystet. Kongen og Dronningen vilde imorges reise, jeg troer, til Ischl [4] (i Bayern) Dronningen steeg først i Vognen, men standsedes ved et Fruentimmer [5] der rakte hende et Bønskrift; nu kom Kongen og i det han havde sat sig og Laqueien vilde lukke Døren til, trængte sig et Menneske frem og skjød to Skud ind i Vognen, der i det samme kjørte til, men standsede og Kongen reiste sig for Folket og sagde dem at han ikke var saaret, at Kuglen var gaaet gjennem Tøiet; Morderen blev strax grebet og hele Totte Haar, siger man, revet af ham; han er en afsat Borgemester, fra en lille By, et daarligt Subject, der bestandigt har vilde søgt Ansættelse, men ikke faaet denne[,] meget exalteret og ond, og nu har vildet hævne sig; den stakkels Dronning skal have grædt saa stærkt! - Hun og Kongen fortsatte imidlertid deres Reise, kjørte strax til Jernbanen og gik med Fran[k]furter Toget. Der var meget Tale i Byen om denne Begivenhed og iaften, hos Steffens [6], hørte jeg disse nøiere Data, Folk ere meget iriterede mod Morderen og iaften ere de fleste Huse unter den Linden, hvor jeg boer, illumineret, det er et smukt Træk af Folket! - De kan troe da jeg imorges hørte om Mordforsøget, blev jeg lidt ængstelig, men her er ikke Tanke om nogen Uro, Mennesket har ogsaa tilstaaet at hans onde Gjerning ganske var udgaaet fra ham! - Jeg finder det ogsaa rigtigt at Kongen har fortsat sin Reise, da han ved at blive vilde have sat mange i Frygt, der hvor han ventedes; at han imidlertid er reist, netop i det jeg kommer, gjør mig ondt, da jeg ellers var blevet præsenteret for ham. Prindserne ere ogsaa borte, og jeg kommer ikke til Hove, som i Weimar, hos min elskede Carl Alexander. - Imorgen kjører jeg til Postdam [7] for at besøge Tieck og Humboldt; i Dag har jeg kjørt om og gjort vist 30 Vesitter; den eneste Mand, jeg ikke kjendte, ikke heller var anbefalet til og dog besøgte var G r i m [8], jeg var, efter den Betydning mit Navn har i Tydskland, overtydet om at han kjendte mig, jeg kom, sagde mit Navn og - tænk han kjendte mig ikke, kjendte aldeles ikke noget til mig! - jeg var ordenlig flau der ved, da han spurgte mig om hvad jeg havde skrevet, tilsidst blev jeg lidt ærgerlig, især da jeg hørte han kunde Dansk; han tilstod at han aldrig havde hørt mit Navn; jeg fortalte det naturligviis til de andre jeg besøgte og Alle fandt det saa komisk, saa characteristisk for Grim, der som de sagde, var 30 Aar tilbage i Alt. Den berømte Weis [9], hvem Ørsted har anbefalet mig til, vilde slet ikke tro det, meente at Grim ikke havde forstaaet mit Navn, men da jeg forklarede ham Examinationen over mine Skrifter, fandt han, som de Andre at det var for Grim den kosteligste og meest characteristiske Anecdote; - jeg har virkeligt et utroligt bekjendt Navn i Tydskland; og saa kjender den tydske Eventyr Fortæller ikke, den eneste i Norden der fortæller Eventyr! Molbeck derimod kjendte han [10] og vidste at den unge Molbeck havde skrevet et Eventyr [11]. Steffens loe ogsaa over Grimm, og Damerne vilde slet ikke tro mig; thi naturligviis naar jeg nu overvældes med Hyldest og fortælles at jeg er den bekjendteste Digter i Norden, svarer jeg, det er ikke saa: Grimm har jo ikke engang hørt mit Navn; naragtigt er det imidlertid, da han i sin nye Samling af ægte Folke-Eventyr, skal have optaget eet af mine originale [12], rigtig nok i den Tro at det tilhørte kun de Danske. Professor Rafn [13], traf jeg igaar her paa Gaden, han maa nu være i Kjøbenhavn, jeg bad ham bringe Dem min Hilsen, hvis han tilfældig saae Dem. Danneskjold, Staldmesteren [14] har jeg ogsaa mødt i Dag og igaar, da jeg paa Banegaarden i Cöthen stod og fortærede et Stykke Skinke og havde et Glas Madera i Haanden, kom en Tydsker, jeg kjender lidt, og sagde at der inde i Pasageerstuen vare tre danske Damer, jeg gik ind med Skinke og Viin og stod for an Grevinde Schulin og hendes to Døttre [15], hun reiste ogsaa til Berlin og som jeg paa anden Plads. - Hvad mit Ophold i Dresden angaaer har jeg skrevet derom til Ingeborg; ja man har der været mageløst opmærksomme mod mig. I Leipzig traf jeg i mit Hotel, Professor David og Harald [16], den sidste havde været saa venlig at søge efter mig; jeg var en Middag hos Brockhaus [17] og om Aftenen hos Clara Schuman, hun spillede deiligt, spillede af Schumans nye Digtning efter Thomas Moore: Peri [18], samt de fire af mine Romanzer, Schumann har componeret [19]; een af Tydsklands første Sangerinder [20], nu gift med den rige von Frege, sang dem; vi vare kun Sangerinden, Schumann, Clara og jeg og saa spiiste vi udmærket og drak Rhinskwiin og Champagne. I Halle gjorte Digteren Prutz [21] en stor Middag, hvor ogsaa Champagnen knaldede: nu skal jeg see hvorledes den vil sprudle her i Berlin. - Den 4 August haaber jeg vi sees!

Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen.

Hils dem Alle hjemme!



Brev nr. 306. Fra HCA til Jonna Stampe.[1]  

Glorup den 22. August 1844.

Min kiære velsignede Jonna!

Dette Brev faaer Du paa Din Fødselsdag, fra min grønne Fødeø kommer det! ifior fløi Brevduen ud fra Bregentved, jeg husker godt det var et lille lystigt Brev [2], Tæppet rullede op for et nyt Leveaar, og det blev eet af de interessante just! gid det som kommer nu, være eet af de lykkelige, være i Tiden eet af de smukkeste Kapitler i Dit Livs Eventyr! Du veed hvor kiær Du er mig, hvor inderligt jeg tager Deel i Din Lykke, Du maa vide det. I Dag staae de alle venligt omkring Dig, nikke til Dig, lykønske Dig, min Tanke er Dig dog ligesaa nær, just i Afstanden staae alle kiære Erindringer, der knøtte sig til Dig, alle Livsbilleder, hvori Du var een af de fremtrædende Figurer, saa levende, saa glansfulde for mig! - Her er Ingen med hvem jeg i Dag kan drikke Din Skaal, men jeg skal stille drikke den og naar de hiemme klinke over Bordet og sige “Jonna” vil nok eet Glas klinge høiere end de andre, tænk da, at det er mig, som usynlig støder til; jeg skal nok sørge for at det synger for Dit Øre, thi jeg skal snakke om Dig, snakke indvendig og det er tidt den stærkeste Tale. - To trofaste Øine ville i Dag see paa Dig, - see, som om det endnu var “Nytaarsaften”, gid de to Øine lyse for Dig mange Leveaar, med samme Nytaarsglands. Du forstaaer mig! Ifjor var jeg hiemme paa Din Geburtsdag, iaar - har jeg Een i mit Sted, Een Du finder bedre end mig og maae finde ham [3], jeg gad nu kun vidst hvorledes Du tilbringer Eftermiddagen, om Du er i Skoven eller i “Blomsterhaven bag Gitterporten”; det er dog en poetisk Gaard Din Bedstefaders, den lille Have hvor Din Fader opelsker Blomster kaster en egen Duft over det Hele, en Blomster-Duft, som hører med til Familielivet der. Den gamle Gaard [4] var ogsaa poetisk, ja maaske endnu mere end denne, men den var som sagt: den gamle Gaard, og alt gammelt har Erindringer og disse ere de meest poetiske Blomster. I den gamle Gaard staaer Lindetræet, der har tittet ind til Din Bedstefader da han reed paa Bedstefaders Stok. Ja i hvor godt et Hoved Du har, Jonna, saa langt kan Du dog ikke huske tilbage! - Men nu lev vel! Hils alle vore Kiære!

Din trofaste Ven
H. C. Andersen.



Brev nr. 307. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Glorup 26 August 1844.

Min kjære faderlige Ven!

De kan troe jeg blev ikke lidet overrasket iaftes ved et Brev fra Grev Rantzau om at begive mig til Føhr, det var en Indbydelse fra Dronning[en] [2], kun i Tilfælde af at jeg alt var i Kjøbenhavn, vilde Kongen at jeg ikke skulde komme.
Rantzau skriver:
“Herzlichen Danck für Ihren lieben Brief den ich um so mehr gleich zu beantworten eile, da die Königinn mir den Auftrag ertheilt Sie einzuladen hieher zukommen, was Ihnen, wie ich hoffe, sehr angenehm seyn wird. Eilen Sie etc.”
og tilsidst.
“Sollten Sie schon in Kopenhagen seyn, so brauchen Sie nicht die Reise hieher anzutreten, was auch der König wünscht.” -
Der er altsaa ikke andet for, jeg maa nok af sted, uagtet mine Finantser aldeles ikke taaler denne Reise; dette har derfor noget forstemt mig, uagtet jeg nok ellers burde føle mig smigret ved denne Naade. Jeg kan ikke troe at Reisen bliver mig godt gjort og den vil dog ganske vist komme paa en 50 Rdlr, altsaa ligesaa meget, som jeg fra Kjøbenhavn kunde reise til Dresden og tilbage for. - Men jeg maa jo, ikke sandt; jeg har spurgt mig for her paa Glorup og de sige der er ikke andet for en[d] at reise. Dampskibet til Flensburg gaaer først Løverdag [3], saalænge tør jeg nu ikke udsætte det, men kjører imorgen Klokken 5 til Odense, træffer sammen med Deligensen og gaaer med den til Flensburg, her maa jeg tage Extrapost de 9 Mile til Føhr og vil da være der Onsdag Aften eller Torsdagmorgen. Vil De fortælle dem hjemme denne Begivenhed og sige til den kjære Henrik Stampe at jeg hjerteligt takker ham for hans sidste Brev [4], men at det i Dag, under dette Virvar, er mig umueligt at skrive ham til. Nu maa jeg rigtig nok lægge Dem Lykke-Blomsten [5] doppelt paa Hjertet og endelig bede Dem at eet eller andet af mine Stykker, af dem Folk gide seet, maa komme paa Theatret i September [6] at jeg derved kan faae lidt Subsidier. - Bare jeg havde Raad dertil reiste jeg gjerne ti Gange til Føhr, naar Dronningen ønskede det, men denne Gang generer det mig dog lidt. Imidlertid har jeg Penge nok hos mig til Reisen, ja saa mange, at jeg nok kan naae hjem til Kjøbenhavn, men jeg blotter mig da temmeligt. Nu lev vel! Hils Alle der hjemme!

Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.

E.S. Veiret er skrækkeligt og jeg har fra Glorup 29 Mile til Føhr.



Brev nr. 308. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Augustenborg den 15 September 1844.

Det er nok paa Tiden at jeg begynder paa et Brev, De ryster nok alt længe med Hovedet fordi der intet kom, men jeg har hele Sommeren rystet Vingen, flagret fra - Hof til Hof! nu ryster De nok stærkere med Hovedet, men jeg har moret mig godt, jeg har følt indvendig Solskin medens det udenfor var graat og koldt! ja det har rigtignok været en Sommer denne sidste og det i Tydskland som i Danmark. - I al den lange Tid har jeg da ikke heller hørt et Ord fra Dem, De husker jeg skrev sidst [2], De glemmer nok mig over al den portugisiske Aand og Legemes Deilighed De nu, efter Deres eget Sigende er omgivet af! - Dog nei, det gjør De ikke. I Mai reiste jeg til Breitenburg, gik over Bremen, Hanover, Harzen etc. til Weimar, hvor jeg fandt en Modtagelse som langt over alle mine Forventninger; den storhertugelige Familie viiste mig særdeles megen Naade og Velvillie. Alt den første Dag blev jeg af Kammerherre Beaullieu hentet fra Hotellet og indbudt at boe hos ham, den gamle Minister Müller, Göthes Ven, var utrættelig i at føre mig om; de interessanteste og bedste Familier aabnede deres Huus for mig; jeg var virkelig, som i et Hjem. Den unge Hertug, gift med Kongen af Hollands Datter fik jeg ret inderlig kjær, han viiste mig en Hjertelighed, sluttede sig saa smukt til mig, at jeg ønskede, han ikke var en Første for at vi kunde blive Lige-Venner; selv førte han mig om i Haven, førte mig til det Træ paa Ettersburg hvor Göthe, Herder, Schiller og Wieland have skrevet deres Navne [3]; een Aften havde vi en Oplæsning, Hertugen læste, jeg læste -; Menisteren Müller førte mig i “die Fürsten Gruft” til Göthes og Schillers Kiste. Storhertuginden, Keiseren af Ruslands Søster, bad mig ikke at glemme Weimar, huske paa jeg havde sande Venner, der og at komme igjen. Naar den unge Hertug engang kommer til Regjeringen, mener man han vil, som sin Bedstefader [4], samle en Kreds af “Aander” om sig; der var naturligviis, efter al den Opmærksomhed han viiste mig, ikke faae, som fortalte at jeg vist engang ogsaa vilde blive kaldet til Weimar; - jeg var virkelig blød om Hjertet da jeg rullede ud af den kjære Stad, mit Hjerte hang ved Gud, som det altid hænger naar jeg føler hvor meget han giver mig. I Dresden fortsattes de lykkelige Dage; jeg fik strax min Plads i Theatrets Directions Loge, der gjortes Selskaber for mig, - thi uagtet Øehlenschlæger er langt større end jeg, factisk er det dog at jeg er i Tydskland den bekjendteste danske Digter, den man helst Læser. Familien Serre indbød mig til deres prægtige Gods i Maxen, de have de rigeste Marmorbrud i Saxen, alle de Personligheder, som kunde interesere mig indbødes ogsaa, jeg blev otte Dage her og levede med den bekjendte Reisende Kohl [5], der har skrevet de interessante Breve fra Krimen [6] og med Grevinde Hahn-Hahn, som lige var kommet hjem fra Ægypten, begge vare mig saa hengivne og gode og mine Eventyr, dem jeg - mirabile dictu [7], - selv fortalte paa Tydsk vandt dem Alle. Hahn-Hahn skrev i Andledning af disse og af “Kun en Spillemand”, den hun sætter alt for høit, et characteristisk lille Digt, her skal De høre det:

“Solch ein Gewimmel von Elfen og Feen
Blumen und Genien in fröhlichen Scherz;
Aber darüber - viel geistiges Wehen,
Aber darunter - ein trauriges Herz.”

Da Fru Serre for nogle Aar siden første Gang læste “Nur ein Geiger”, gjorte den et saadant Indtryk paa hende, at hun lovede ved sig selv, at dersom hun engang traf en fattig Dreng med sandt Musik-Talent, da vilde hun i faveur af Spillemanden antage sig ham; nogle Dage efter fortalte man hende at der vare to fattige Drenge der gik omkring og spillede i Gaardene, de vare to smaa Virtuoser, hun huskede sit Løfte, bad sin Mand om Tilladelse at optage disse Børn, Manden rystede med Hovedet, hun bad ham læse: nur ein Geiger, og ved Slutningen af første Deel fik hun Tilladelse; den ældste er allerede i Musik Conservatoriet i Leipzig, den anden er i Serres Huus, spiller udmærket Violin og hedder Heinrick Rizzius, jeg, siger Fru Serre, er Skyld i hans Lykke [8]. Er det ikke moersomt. Fra Frøken Veltheim [9], som jeg ogsaa traf der, har jeg mange Hilsener til Dem, hun spurgte ogsaa meget efter Deres Broder Christian. I Leipzig arangerede Schumanns en musikalsk Aften for mig og i Berlin aabnede sig saa mange Døre og Hjerter for mig at jeg neppe kunne faae sagt Farvel igjen da jeg vilde bort; eet af de interessanteste Bekjendtskaber var med den geniale, forunderlige Bettina [10], jeg traf hende i Menisteren Sawignys Huus, De veed hans Kone er en Søster til Bettina; kun faae have den Lykke at behage Bettina, jeg hører til disse; hun skjænkede mig endogsaa sit nyeste Værk “Brentanos Jugendkrands” [11], kaldte mig “Cammerad” og var virkelig høist elskværdig mod mig, hendes Døttre [12] ere særdeles smukke og geniale. Hos Tieck var jeg en Middag, han beklagede at Kongen var reist, da baade han og Dronningen havde megen Naade for mig og for ganske nylig talte meget til ham om mig og mine Romaner. Kongen reiste netop om Morgenen, som jeg indtraf om Aftenen, jeg var der saaledes ved den bekjendte Attentat, omhvilket De vist har læst i Aviserne. Mærkværdigt var det og en Guds Styrelse at han ikke blev skudt, thi Kuglerne vare begge gaaet gjennem Klæderne og streifet Huden mellem Maven og Brystet; den stakkels Dronning har havdt en stor Skræk. Fra Berlin gik jeg paa Jernbanen til Stettin og der hjem i med Dampskib, den hele Reise varer kun 24 Timer. Vi have fra Kjøbenhavn til Dresden nu kun en Reise paa 2 Dage og denne koster ikke mere end 13 Species, De seer altsaa hvor let De nu fra Hjemmet kan flyve lidt ind i Tydskland naar De nu kommer hjem. Jeg besøgte strax Deres Søster Ida, men hun havde ingen Breve til mig; efter 8 Dage gik jeg til Glorup i Fyen og her havde jeg den Fornøielse at være en Dag sammen med Deres Fru Adler fra Travendal [13]; hun har et interessant Ansigt; vi talte, naturligviis om Dem; - jeg havde omtrent været 14 Dage i Fyen, da overraskedes jeg med et Brev fra Statsministeren Rantzau-Breitenburg der var paa Føhr, han havde fra vor Dronning en Indbydelse til mig, at komme til Føhr, jeg satte mig strax i Delegensen, foer til Flensborg, tog der Extrapost og kjørte den skrækkeligste Vei, jeg endnu har prøvet, til Dagebøl, 12 Timer om 7 Miil, seilede over til Føhr og tilbragte her 10 meget morsomme Dage paa denne Ø i Nordhavet [14]; Kongen og Dronningen vare høist elskelige mod mig, daglig var jeg ved Taffelet, hver Aften til Thee og et Par Gange selv til Dronningens Frokost [15]; de lod mig gjøre alle Toure med [16]; vare mig saa velsignede; jeg saae de interessante Haliger [17], disse eensomme Øer, som Nordhavet [18] tidt overskyller, Amrum med sine uhyre Sand-Dyner og Vrag. - Det var den 5 September 1819 jeg, som en fattig Dreng, første Gang kom til Kjøbenhavn [19], det var den 5 September 1844, alt 25 Aar derefter, jeg sad ligeoverfor Kongen og Dronningen ved deres Taffel, var deres Gjæst, det gik mig underligt gjennem Tankerne, o jeg kunde græde. Jeg fortalte Dronningen dette Tilfældige og hun og Kongen Lykønskede mig saa smukt; ja ud paa Aftenen var Kongen saa naadig at tale meget med mig, selvom mine Finantzer og yttrede selv at jeg havde forlidt at leve af; jeg sagde jeg brugte ikke meget! han talte endnu mere derom, sagde at han gjerne vilde være mig til Gavn hvor han kunde fremme min litteraire Virksomhed! jeg sagde at jeg øieblikkelig Intet havde at bede om. Siden sagde Folk til mig at jeg skulde have benyttet dette sjældne Øieblik og forlangt noget! men hvor kunde jeg det [20]! hvor hæsligt strax saaledes at være om sig; Hertuginden af Augustenborg med sine tre Døttre var her ogsaa [21], hun bad mig meget og saa smukt, at lægge Veien over Augustenborg og jeg har gjort det, jeg er her nu alt paa anden Uge, lever ganske Familie-Liv med den hertugelige Familie og har det rigt og godt! seer De, er det ikke, som en “Sommernats Drøm”? - Paa Føhr, sidste Dag jeg var der - jeg maa ogsaa fortælle Dem det - blev af de tydske Badegjæster udbragt Kongens og Dronningens Skaal, men den næste var min, som Repræsentant for den danske Digtekunst [22]. I et Brev Hertuginden igaar fik fra vor Dronning stod ogsaa Hilsen til mig at hun paa Føhr havde af alle fremmede Tydske faaet Tak fordi hun var Skyld i at de havde gjort mit Bekjendtskab [23]. O, det er for meget godt, for mange varme Solstraaler, kommer der nu kun ikke en tung Sky, et Uveir oven paa saa aandelig, smuk en Dag! dog den gamle Gud lever, han sidder over alle Skyer og over Solen selv.

Kjøbenhavn den 26 October 1844.

“Det var”, - siger De nok med Holberg - “et Spring af et Bryggerkar!” [24] - ja, da jeg skrev sidst paa dette Brev tænkte jeg ikke paa at det skulde opleve at see October Regnskyl i Kjøbenhavn, men min er dog ikke Skylden; jeg blev tre Uger paa Augustenborg og strax da jeg kom til Byen gik jeg til Deres Søster [25] og sagde at jeg havde et Brev, som jeg kunde slutte saasnart hun vilde modtage det til at sende bort! - “ja jeg sendte igaar!” sagde hun, nu gaaer der 14 Dage; saa kom Deres Broder hjem, den velsignede Christian [26], han har søgt mig da Brevpakken atter gik, ikke truffet mig - og nu skrive vi den 26 October; jeg vil nu gjøre det færdig og aflevere det, thi Gud veed hvad De troer om mig - De som ikke saa længe har hørt fra mig - ja jeg har jo ikke engang faaet en Hilsen - dog De er mig en kjær god Søster Jette, som altid, det veed jeg nok. Jeg blev da hele 20 Dage paa Augustenborg; den sidste festlige Væddeløbsdag reiste Hertugen sig ved Taffelet og udbragt[e] saa smukt min Skaal, som dansk Digter og som kjær Gjæst [27] og alle Schleswig-Holstenerne raabte flere Gange Hurra; da jeg siden reiste, var Prindsesserne oppe tidlig om Morgenen for endnu engang at sige mig: “Lev vel!” - og da jeg rullede ud af Slotsgaarden, stode de og Hertuginden og svingede med Tørklæderne, saa længe de kunde see mig. Det er en velsignet Familie og det maa jeg sige, der blev næsten altid talt Dansk paa Slottet; jeg følte mig der meget lykkelig og hjemme. Her i Kjøbenhavn har jeg modtaget et velsignet Brev fra Arvestorhertugen af Weimar [28], han beder mig betragte Weimar og navnlig sit Slot, som mit andet Hjem og ham som een af mine meest trofaste Venner. Det har saaledes været et heelt Solskins Eventyr denne Sommer; nu er jeg hjemme igjen og de gamle tunge Søer vælte over mig, meest fra Theatret, jeg skal have et nyt Stykke frem [29], som naturligviis Heiberg har forkastet og hans Kone ikke vil spille i [30], det gamle Lirumlarum! forleden var jeg ellers ganske angrebet deraf - men det var dumt - jeg vil ikke ærgre mig! - I Dresden, hører jeg, skal iaar have været et Billede paa Udstillingen, som forestillede mig som Barn hvor Spaakonen forudsiger mig at Odense engang skal blive illumineret [31]. - Naar jeg nu hører fra Dem, om det kun er et “min kjære Andersen”, da skriver jeg hurtig igjen - ak jeg Synder, jeg er skrækkelig i Brev-Gjæld, tænk, i næsten et Aar fik Frøken Bremer ikke Brev fra mig, Jenny Lind har ikke et halvt Aar seet et Ord fra mig og dog - tænker jeg paa dem i deres høie, kolde Norden. H. P. Holst har skrevet et Drama Gioachino ( ): Murad) der gjør stor Lykke paa Scenen og i alle Blade [32] og Bournonville componerer en ny Ballet: Kirsten Piil [33]. Johannes Øehlenschlæger, veed De, er alt i Sorø, som Embedsmand [34]; hans eneste Fornøielse, skriver han - er at kjøre til Slagelse og der see: Ørkenens Søn [35], som han hader. Thieles ere komne hjem i Løverdags, deres Reise i Italien, hvor Frøken Aagesen laae dødssyg, har været meget trist. Kongen af Preusen ventede vi i Løverdags, han kom ikke [36]. Hils Georg og Jozé. - Deres broderlige Ven

H. C. Andersen.

[Udskrift:]
Frøken Henriette Wulff
i Lissabon



Brev nr. 309. Fra Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach til HCA.[1]  

Weimar den 10. Febr. 1845.

Mein lieber Freund

An einem unfreundlichen Morgen, als allerhand Unannehmlichkeiten auf mich einstürmten, erhielt ich Ihren Brief vom 20 Jan.[2] Kurz darauf musste ich hinaus auf die Jagd. Ihren Brief hatte ich bei mir, sein Anblick schon hatte mich erfreut und mit Ungeduld erspähte ich den Augenblick wo ich allein sein würde um ihn zu öffnen und zu lesen. Kaum war ich aus der Stadt so zog ich ihn hervor und riss ihn auf und liess mir seinen lieben Inhalt hineinscheinen in mein Herz und meinen Geist wie die erwärmensten Sonnenstrahlen der schönsten Sonne. Und somit wäre Ihr Wunsch: “dass Sonnenschein über mein Herz und unsere Stuben auf Ettersburg kommen möchte” schon zum Theil in Erfüllung gegangen und zwar mehr noch als Sie es meinen, denn Sie wünschten mir nur den allgemeinen Sonnenschein, mein Sonnenschein an jenem Tage kam aber direct aus Ihrem gütigen und liebevollem Gemüth und aus Ihrer immer reichen Phantasie. Meinen aufrichtigsten und wärmsten Dank bitte ich Sie nun für alle freundschaftlichen Gesinnungen, für alle Theilnahme, für alle Erinnerung anzunehmen, welche Sie mir erhalten und bewahren. Es ist, glauben Sie es mir, wirklich kein undankbares Herz, was dieses Ihnen ausspricht! - Wie anders als mit dem grössten Dank, wie anders als mit der grössten Freude könnte ich die Dedication eines Werkes von Ihnen annehmen [3], mein theurer Freund, ja noch mehr, wenn diese Eitelkeit erlaubt ist, so sage ich: dass ich stolz darauf sein werde, dass Sie mir eine der herrlichen Spenden Ihres Geistes besonders zueignen. Wenn mein Sohn [4] erst so weit sein wird zu begreifen, dass es ausser seinem Bettchen, ausser der Brust seiner Amme und ausser seiner Kinderstube auch noch ein Stückchen Welt giebt, so werde ich ihm Ihre Mährchen vorerzählen und so wird Ihr Name mit zu den ersten gehören die er lieben lernen wird. Nach diesem Allen werden Sie hoffentlich überzeugt sein, dass von dem zerbrochenen Zauberspiegel Ihres Teufels keine Scheiben in meine Augen gesprungen sind. Was diese meine Augen Ihnen sagen mögen das ist auch wirklich dahinter gelegen, dies wissen Sie schon und niemals haben Sie zu befürchten, dass einer Ihrer Teufelchen mit einer Spiegel-Scherbe zu mir komme. Uebrigens wahr und tief ist der Sinn, welchen Sie in dem Kapitel aussprechen, welches Sie mir mittheilen. Indessen behaupte ich, dass nur Ihre Muse Ihnen den Sinn, der so wahr darinnen liegt, erzählt hat, Ihren Augen sind alle Splitter der Welt fremd geblieben. - Ihre Bücher, die Sie mir durch die Buchhändler geschickt haben sind mir richtig zugekommen und ich verspreche mir vielen Genuss von der Lectüre dieser Werke; an einem Mährchen, der jungen Ente [5], habe ich mich schon ergötzt, aber ganz ungeduldig bin ich auf den Roman [6], von dem, wie Sie mir in einem Ihrer früheren Briefe schrieben, ein Kapitel in Ettersburg spielen soll. - Nicht weniger spannt mich die Oper [7] an der Sie arbeiten und ich freue mich dass Sie auch dieses Gewand wählten um die Gebilde Ihrer Phantasie hinein zu kleiden, denn wohl ist Musik die beste Sprache für die Phantasie und zwar, vielleicht deshalb weil sie eigentlich nur Gefühl ist und aus diesem Grunde das am Besten auszudrücken im Stande ist, was sich nicht sagen sondern nur fühlen lässt. - Ich freue mich dass mein Brief von der Wartburg [8] Sie unterhalten hat; das ist ein Ort für Sie; er ist so durchaus schön, so poetisch, so einsam mitten in der reichsten Natur, ich hoffe Sie werden ein Mal mit mir all’ dies Herrliche geniessen. - Es spricht sich vom Sommer im Winter wie von einem Traum; als ein solcher erscheint mir nun auch unser Leben und Treiben in Ettersburg, wenngleich ich auch noch den Reigen unter der blühenden Linde zu hören glaube [9] und ich noch recht gut den Freunde-Kreis im alterthümlichen Saale zu sehen meine. Jetzt schläft und ruht das Schloss und der Wald. Oed und still sind die Zimmer, verlassen die Gärten und Wälder und eine dicke Eisrinde hat den schwatzhaften Springbrunnen zum Schweigen gebracht, bis, so Gott will, der Sommer den Zauber wieder lösen wird. Kennen Sie das Mährchen von der schönen Schläferinn im Walde, auch Dornenröschen genannt? und erinnern Sie aus demselben das Schloss um das die Waldgewächse, die Rosen und der Epheu so dicht gewachsen waren, dass es ganz in der Natur verschwand?; so kommt mir Ettersburg vor in seinen dichten Wäldern und mitten in seiner grünen Welt. - Soll ich Ihnen sagen und wiederholen, dass Ihr Andenken lebt und webt in dem Kreis Ihrer hiesigen Freunde und namentlich bei und in mir? Ich denke nicht, denn Sie würden es schon fühlen, wüssten Sie es nicht. Als eine Erinnerung an uns Alle schicke ich Ihnen beiliegendes Buch [10], welches jetzt bei Gelegenheit der Bildung einer Gesellschaft en[t]standen ist, deren Zweck die Errichtung einer Statue Herders ist. Sie werden manches Gute darinnen finden, manche Erinnerung an eine ewig denk- und rhumwürdige Zeit vor der ich mit Bewunderung und Sehnsucht stehe. - Gern hätte ich dem Buche unsre Portraits beigefügt, doch sind die Lithographieen noch immer nicht fertig; Sie werden ab[er] sie erhalten, so wie ich sie bekomme. Doch nun, adieu und gute Nacht; es ist spät und der Schlaf ruht immer schwerer auf meinen Augen. Ich bitte Sie, schreiben Sie mir recht bald wieder, Sie würden sich über die Freude, die Sie mir durch Ihre Briefe bereiten, selbst herzlich freuen, wüssten Sie wie gross die meine ist. Die herzlichsten Grüsse von meinen Eltern under der Erbgrossherzoginn. Möge dieses Jahr Sie bald zu uns führen!!

Stets ihr aufrischtigst ergebener
Carl Alexander



Brev nr. 310. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn den 12 Marts [dvs. Mai]1845
ude i Amaliegaden paa Broderens Pult! [2]

La straniera![3]

saaledes maa jeg vel benævne Dem, med Hensyn til Deres Tanker for mig! hvad skal dog det betyde, i over et Aar har jeg ikke faaet et Brev fra Dem! to Gange har jeg skrevet, tusind Gange har jeg sukket efter Svar, ikke engang en lille Sæddel er kommet til mig. Deres Broder siger fra Dem noget om “Fyrster og Konger der ere gledne imellem os”, ja det er en god Støvle! - Jeg maa sige Dem at jeg længes særdeles efter Dem, at jeg er istand til at banke en Dag paa Deres Dør, naar De mindst venter det! - Jeg har i det sidste Aar været i det bedste Humeur, der er kommet Ro i Sindet, jeg har faaet Greb paa at tage Verden, som den er, jeg har Erkjendelse nok i Hjemmet, og i Udlandet voxer den mere, end jeg maaskee fortjener. De har vist engelske Aviser [4] f Ex Morn: Cron: eller Skriftet Atheneum og har seet hvilken Lykke min Improvisator gjør hos Engelænderne, hvor fortræffelig den er oversat og hvilken mærkelig høi Plads, de indrømmer Forfatteren; samme Bog er nu ogsaa udkommet paa Russisk [5]. Dog nok her om! Wilken Hornemann [6] har fortalt mig hvor smukt De levede, hvor behageligt et Huus det ONeilske var og hvor smuk Maria da Gloria [7] er fremfor tusinde Andre! Jeg maa sandelig over at forelske mig, De maa imidlertid ikke sige hende at jeg er en gammel Cavaleer! - Jeg reiser i Sommer til Holsteen [8], kommer hjem i September og gaaer da til Tydskland i November; der bliver jeg hele Vinteren og ville mine Finantser tillade det, da tager jeg til Spanien i Marts eller April [9], jeg har Lyst at besøge Valenzia og Granada, kommer jeg da, som rimeligt er til Cadiz, saa er jeg kun to Dage fra Lissabon og - saa banker mit Hjerte forstærkt til at ikke min Haand skulde banke paa Deres Dør! Vil De forberede Vedkommende paa min Skikkelse. Mueligt bliver der ikke noget af, og jeg maa nøies med at see Rom for tredie Gang, men ud vil jeg! - Igaar kom Øehlenschlæger [10], jeg har alt i Dag talt med ham, han var meget velsignet. - Herz har skrevet et nyt Drama: Kong Renés Datter [11], som er fortræffeligt, det er en Rose der dufter af Poesie og er blød og afrundet, som Skjønheds Blomsten. Overskou har givet et Lystspil “Pak[12] hvori de nyboderske Scener ere meget interessante, Stykket selv har han dediceret “den faste Stok i Nyboder”, en tredie Nyhed, en Baggatel: “Den ny Barselstue” [13] er frisk og moersom, men har efter sit Værd faaet for meget Bifald. Nu maa jeg slutte, hils Brødrene O Neil og skriv nu snart til Deres egen danske Broder

H. C. Andersen



Brev nr. 311. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

[18/5 1845]

Kiære Andersen

Min Kone befinder sig meget slet [2]. Alle Børnene ere her. Kl 12.

Deres Collin.



Brev nr. 312. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Nysø den anden Juni 1845.

Min faderlige Ven,

Jeg har nu sovet her en Nat [2], er i Ro paa mit Værelse og den eneste Gjæst paa Nysø; Baronen og Baronessen toge begge meget hjerteligt mod mig og udenfor er Alt saa velsignet Grønt, jeg føler mig ret hyggelig, men min Tanke er og har siden Afreisen været saa levende i Hjemmet, jeg har i de sidste Dage erkjendt hvor fast jeg er voxet i Familien, følt, hvad der gjør mig stolt i god Betydning, at jeg er Søn i Deres Kreds. At De med de andre Børn kaldte mig hjem hiin Søndag Nat [3], at jeg i een af de alvorligste Timer blev stillet mellem Deres har, om ikke allerede tusinde tidligere Beviser tydede derpaa, fyldt mig med Lykke og med Erkjendelse! jeg føler mig underligt bevæget derved, gid jeg kunde udtale det, vise det, at jeg elsker Dem, elsker Dem med en Søns hele Sjæl, o Gud lad mig beholde Dem længe, lad os Alle leve lang Tid med Dem, jeg vil blive rystet, fortvivlet, om De gaaer bort før jeg. Min Tanke er saa levende hjemme hos alle Deres, jeg frygter at jeg, ved næste Gang at flyve til Udlandet første Gang vil lide ret af Hjemvee, thi i de sidste Dage, just i dette Aar hvor saa meget Held tilstrømmer mig, har jeg faaet Forvisning om at jeg har et Hjem. - Gid De maa faae ret Ære og Glæde af mig; De kan troe, hvergang fra fremmet Land jeg hører om at jeg bliver kjendt og afholdt, som Digter, har det meest fyldt mig - “H a m vil det glæde!” - Bliv ikke vred at jeg, ved Afreisen sendte Dem det unge Menneske [4], som tyede til mig og hvem jeg ikke kjender, men jeg vidste øieblikkelig intet andet end sende Dem hans Brev og lade ham selv komme til Dem, Bindesbøl [5], der har, troer jeg været hans Lærer, giver vel de bedste Oplysninger.
Før min Afreise fik jeg seent om Aftenen fra Bærentsen [6] et Par Aftryk af mit Portræt til “Pantheon”, jeg sendte disse til Eduard, tillige med to Breve, det ene, som Danquart [7] lovede at besørge, skulde til London, det andet, maatte, ufrankeret, tilligemed et Exemplar af mit Portræt sendes med Pakkepost til Haag i Holland; jeg vil haabe at mit Bud har bragt Eduard begge og da er jeg sikker nok paa at han besørger dem videre; men endnu et Andragende til ham har jeg, som jeg beder Dem lade ham læse her i Brevet. Otto Specter har forleden skrevet mig til, at han efter en Daguerreotyp skulde gjøre mit Billede, men at Daguerreotyppen var saa udvidsket at han ønskede heller at faae fra mig et Portræt i Steentryk, snarest mueligt [8]; jeg lovede ham da, at saasnart jeg fik det fra Bærentsen, vilde jeg sende ham et Exemplar; derfor beder jeg nu den kjære Eduard, om han vil tage et Exemplar og lægge mellem to Stykker stift Papir og skrive derpaa fra H. C. Andersen, og da sende med Pakkeposten ufrankeret dette Portræt til “den berømte Otto Specter i Hamborg”. Jeg skriver snart Eduard til [9], men jeg vilde dog ikke udsætte det til den Tid med at bede ham om denne Tjeneste, da Specter derved des tidligere faaer Portrættet. - Baronesse Stampe har strax i Dag begyndt at læse Fransk og Engelsk med mig og jeg har ogsaa taget derimod, da jeg inderlig trænger der til og om jeg ogsaa kun lærer lidt - Smuler ere ogsaa Brød. Bring dem nu Alle de kjærligste, de hjerteligste Hilsener; Lind og Louise fik jeg ikke engang sagt Lev vel, de vare borte da jeg vilde gjøre min Vesit. - At jeg uhyre længes efter at høre lidt fra Hjemmet indseer De nok; i Løbet af denne Uge kommer der vel Brev til mig, jeg haaber det. Gid jeg maa høre at De og Alle hjemme ere raske og tilfredse. Lev vel inderligt lev vel!

Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 313. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Bregentved den 23 Juni 1845 [2].

Kjære Fru Collin!

Et Brev fra Dem [3] ventede jeg slet ikke, De kan troe, jeg blev glad derved, jeg, som slet ikke fik sagt Dem lev vel! om Løverdagen [4] kom jeg om i Dronningens Tvergade, for dog at see Dem og Børnene før Afreisen, men oven paa var hele Buret tomt, Alle vare de fløine bort og det et Qvarteers Tid før jeg viiste mig. Hele dette Foraar har jeg været opfyldt af et velsignet lykkeligt Humeur, den hele Vinter var mit Øie ret aabent for Livets lystige Side; alvorlige Tanker gik gjennem mig da vi mistede den kjære gamle Moder [5] der hjemme, jeg følte første Gang ret hvor ganske jeg hørte denne Kreds til og det er maaskee denne Følelse, som mere end nogensinde, (selv ude i Verden,) iaar har fyldt mig med Længsel, givet mig et Savn af dem Alle der hjemme, hvor ved jeg ikke ret kan, som før nyde Øieblikket ude. Nysøe er nu heller slet ikke et Sted for min Natur; her er jo meget smukt, og næsten kan jeg være fyldest gjort med dette, Guds Verden er mig Selskab nok, men man lever sig fast med de man er hos, og jeg maa have Gemyt om mig, jeg kan ikke slutte mig til en Dampmaskine [6], der uden at vilde ondt, dog gaaer knusende over Alt hvad den vil over; det var mig, som besøgte jeg Dronning Pomare[7], jeg var i en vild Dronnings Gunst, hvor man altid maa være paa sin Post, jeg følte mig uhyggelig, og besøger ikke mere Venskabs-Øerne, før de faae en Konge, som har levet før med os Andre. Halv aandelig syg kom jeg til Bregentved, og her er stille, velsignet og roligt Vande, jeg kan just mærke her hvor angrebet jeg er af “altid at staae paa Post”, ved stedse at maatte bruge Tungen, som Sværd, men interesant er altid Lidelser bag efter. - Baron Stampe er en ædel Natur, Baronesse Elise en dyb elskværdig Characteer, de staae i min Tanke som venlige Skikkelse fra det Besøg; her paa Bregentved er det som levede jeg i enhver Henseende i Hjertet af Danmark, her ere milde, venlige Mennesker og en Skov-Natur, som jeg intet andet Sted har seet Mage til. Især elsker jeg disse store, solbelyste grønne Enge midt inde i Skoven, disse grønne Udstrækninger hvor Hjort og Raa springe saa svævende afsted, standse og lytte med kloge Øine; jeg kan hele Timer gaae i stille Beskuelse, men de Timer haaber jeg ere ikke tabte, de virke, som Sollyset paa Daguerreotypens Flade, det troe Billede inddrikkes og bliver staaende. Imorgen reiser jeg herfra, jeg tager fire, fem Dage over til Falster, en Ø, jeg endnu aldrig har besøgt; jeg tænker at finde det ret venligt derovre hos Clasens [8] og saa flyver jeg igjen “over Bølge” [9], som der staaer i en berømt Opera- Text, som nok hedder “Ravnen”, og besøger Fyen, hvorfra Eduard skal høre fra mig. Igaar fik jeg et langt venligt, hjerteligt Brev fra Jenny Lind [10], der var dog ikke ret Solskin deri; hun kommer, skriver hun, ganske vist til Kjøbenhavn i September, da er jeg der desværre ikke, jeg længes meget efter at see hende, tale med hende og høre de forunderlige, sjælelige Toner hun saa velsignet eier. Siig mig dog hvorledes Deres Broder har det, hvor han tumler sig og hvilke Reise-Planer der for Øieblikket gaae gjennem hans Hoved; hjem maa han virkelig ikke komme, det kan De sige ham fra mig! - Er det sandt, hvad en lille Fugl har sjunget for mig, at Deres Moder skal have 12 svenske Studenter i Huset [11]? Hils hende meget fra mig og siig jeg havde ikke troet hun var saa god en Skandinav, jeg haaber at hun nu, naar jeg kommer hjem modtager mig med Sangen: “Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!” - Hils de søde Børn kjærligt fra mig, min raske Jonas, min lille Gazelle Louise og Koquetten Mimi [12], for koquet er hun har jeg nok mærket. Lind og Luise ere jo fløttede ud til Rungsted, altsaa sees Familien vel ofte derude i det Grønne, hils dem rigtig meget fra mig og vær vis paa at jeg daglig i Tankerne omslutter dem Allesammen. Dette Brev skulde, da jeg begyndte derpaa have været et langt Epistel, en heel Udtalelse, men nu er her pludselig en Leilighed ind til Byen [13] og jeg iler derfor med at skrive for at dette kan komme ind med de andre skrevne. Lev lykkelig, kjære velsignede - nær havde jeg sagt Jette, men jeg skriver Fru Collin, hils min egen Eduard!

Deres inderligt hengivne
H.C. Andersen.

E.S Emil maa De bringe mange Hilsener, ogsaa David jun, jeg mener Harald.



Brev nr. 314. Fra HCA til Lina von Eisendecher.[1]  

Bregentved 27 August 1845.

Liebe Frau von Eisendecher!

Sie und der liebe Hr Gemal sind wieder, hoffe ich, in den sommergrünen Gartenstrassen; das Seemährchen von Helgoland [2] liegt im Gedenken-Buch hübsch eingeschrieben. Ich habe in den letzten drey Monaten weit herumgeflogen, durch die Inseln, nach Jütland, wieder nach Kopenhagen und jetz bin ich zum zweitenmale in diesen Sommer auf dem wundervollen Bregentved [3], um Lebewohl zu sagen die Menschen und den dänischen Buchenwäldern, denn nach vierzehn Tagen gehe ich nach Augustenburg, wo ich, wie Sie wissen, zur silbernen Hochzeit des Herzogs eingeladen bin [4]; aus Augustenburg, schreibe ich noch ein mahl nach Oldenburg und sage bestimmt, welchen Tag ich nach Oldenburg nach der Gartenstrasse komme; dieses Jahr geht es nicht, hoffe ich, wie in dem vorigen, da sind Sie mit den lieben Herrn von Eisendecher zuhause, da treffe ich die ganze Familie, und verweile ein Paar Wochen, wenn Sie mich so lange behalten wollen.
Aus Oldenburg gehe ich nach Berlin, Dresden und Weimar, und dann habe ich auch einmal einen Winter in Deutschland zugebracht; ich freue mich sehr darauf, und meine dänische Freunde erwarten, dass ich die Romane [5] dort vollenden werden, ich glaube auch daran, und weiss, dass eins [von] die schönsten Kapiteln in dem Zimmer nach den Storchennest hervorblühen wird.
Ich war zufällig nach Kopenhagen gekommen, als der Kammherr Wedderkop [6] da auf der Rückreise war, leider habe ich sehr kurz mit ihm gesprochen, ich war so herumgerufen und eingeladen bei den Kopenhagener Freunde, dass ich selbst nicht wuste wie der Zeit verschwand. Den hübschen Beutel habe ich bekommen; und dancke Ihnen herzlich und innig für diese freundliche Erinnerung; ich hoffe es wird ein Fortunatus Beutel sein, und der kann so gut für die künftige Reise werden.
Ich habe diesen Sommer eine für mich neue dänische Insel: Falster, besucht; mitten im Walde an der Ostsee liegt das Gut: Corselitze; unser Kronprinz war auch da, und Fest und Freude gingen wie Wellenschlag. Den letzten Juli war ich in Skanderburg bey der Einweihung des Monumentes König Frederich des Sechsten, es ging recht gemüthlich und volksthümlich her; am schönsten fand ich es des Abends: ich stand daroben auf dem Hügel, neben dem Monument, Thorwaldsen hat das Marmorbild gemacht, ich stande ganz einsam, aber tief im Walde loderten Pechkränze, tief im Walde klang Tanz-Musick und frohes Singen, und so weit mein Auge sehen konnte, brannte auf allen Hügeln, meilenweit, Freudes-Feuer von den Bauern angezündet [7]. Mit dem Studenten-Sangverein ging ich auf dem Königlichen Dampfschiff nach Kopenhagen [8], da ward gesungen, getanzt auf den Wellen; der Komponist Hartmann war auch mit, ich habe ein Lied improvisirt [9], er hat die Musik angebundet, und das Kind des Augenblicks, auf dem Kattegat geboren, flog mit uns nach Seeland und bald, hoffe ich, über das Land.
Sontag war ich noch in Kopenhagen, d: Gesang-Verein hatte mich für eine Lustfahrt nach dem Thiergarten eingeladen, es ging gemüthlich und schön, aber in der Nacht, war mein Kutscher betruncken, und warf den Wagen mit mir und noch neun Personen herum, wir stürzten von der Landstrasse tief herunter, mitten im Walde, aber ein Glücksstern stand über uns, keiner bekam eine Wunde [10], ich fuhr wieder um sechs Uhr des Morgens mit einem Wagen hieher nach Bregentved, um mit zu sein am Geburtstag des Minister Graf Moltke [11]. Keine Lieder, keine Mährchen haben mir in dem letzten Monath Vesitte gemacht, aber jenseits der Elbe kommen die kleine Elfen wieder, in der Gartenstrassen ganz sicher. Die Briefe für mich gehen noch, bis weiter, nach Kopenhagen, an den Herrn Konferenzrath Collin.
Oehlenschläger hat eine neues Drama geschrieben: “Das Land gefunden und verschwunden” [12]. Heiberg eine neue Waudeville: “Ulla auf dem Ball” [13], eine hübsche Kleinigkeit, Emilies Herzklopfen [14] ähnlich. Hauch hatt ein neuen Roman: “Das Schloss am Rhein” herausgegeben [15], und schreibt jetzt ein ästetische Abhandlung über meine Kindermährchen [16]. Hertz arbeitet an etwas Dramatischen [17], aber was, das gehört zu die Mysterie des Kopenhagen. Jenny Lind wird erwartet am Ende September, leider bin ich dann auf Reisen, aber ich hoffe wir sehen uns in Berlin. Gärtner hatt ein wundervolles Bild vom König gemacht; unser Strauss, der geniale Lumby [18] webt Leben und Treiben in Tanz-Melodien; so geht die geistige Strömung in Kopenhagen; ich ziehe bald fort; Augustenburg und Oldenburg sind die beiden ersten Stellen wo ich es heimisch finden soll. Grüssen Sie doch herzlich und innig Ihren lieben Hr Gemahl, den “jungen Herrn”, mein alter Freund, der kennt mich und mein Reitpferd, grüssen Sie die Freundinne aus Bremen, und ist der Lieutenant von Beaulieu zuhause, dann sagen Sie ihm, dass ich komme nach Deutschland und bringe das alte Herz und neue Mährchen für die lieben lieben Freunde!

Leben Sie herzlich wohl!

Ihre innig ergebener
H. C. Andersen



Brev nr. 315. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 16 Sept 1845

Kjære Ingemann!

Mit Brev fra Bregentved [2] har De vistnok modtaget, De maa nu troe at jeg er paa Veien til Augustenborg, men det er ikke blevet Tilfældet; jeg har ikke kunnet sætte min Reise til Udlandet i Forbindelse med den forestaaende Fest, har derfor gjort min Undskyldning og bliver endnu 6 Uger i Kjøbenhavn [3]; det vilde glæde mig meget at høre lidt venligt fra Dem og derfor skriver jeg i Dag! - Strax efter at jeg fra Bregentved afsendte mit sidste Brev fik jeg da Hauchs Roman, men Tiden tillod mig der kun at læse første Deel; jeg skrev til Dem, at jeg maatte være vred paa de Mennesker, som saasnart de læste om en selvsyg, forskruet Digter, strax sagde det var mig; jeg maa nu dømme Godtfolk anderledes nu jeg har seet denne Figur, jo, man har Ret i at sige: det er Andersen; her ere alle mine Svagheder samlede; jeg vil troe og haabe at jeg har gjennemgaaet denne Periode, men alt hvad denne Poet siger og gjør, kunde jeg have sagt og gjort, jeg følte mig uhyggelig grebet af dette grelle Billede, der viiste mig i min Elendighed. Vel troer jeg rigtignok at der for at give mig tro, hører endnu et betydeligt Suplement til, som jeg fortrøster mig ved har en Deel bedre Elementer, hvor ved jeg i Livet bliver taaleligere, næsten kunde jeg have skrevet, mindre foragtelig, thi jeg foragter eller ynkes over den Ulykkelige, der skildres i Romanen. Imidlertid er jeg fuldkommen overtydet om at Hauch ikke har anet at der var en saa stor Lighed, som der virkelig er, ikke har havdt Tanke om hvorledes Alle maatte overføre det paa mig. Hauch er saa ædel, saa storhjertet, jeg veed han skatter det Gode der kan være hos mig; jeg har den største Tillid og Hengivenhed endnu til ham og vil beholde den. Hvad der har rystet mig, hvad der enkelte Øieblikke brænder mig i Tanken, er den ulykkelige Poets Endeligt. - For flere Aar siden talte Ørsted til mig om een af vore yngere Poeter og sagde at der i hans Digtninge var noget febrilt, udtalte det Muelige, at da hans Moder havde været sindssvag, kunde dette engang gaae ned paa ham, at den unge Digter vist tidt følte sig rystet ved selv at have denne Tanke, om hvormeget der nedarvedes og i Tiden udviklede sig; jeg blev bevæget derved, men udtalte det ikke, min egen Bedstefader var sindssvag [4], min Fader blev det kort før sin Død [5]- De vil forstaae mig, hvorledes saaledes Opløsningen bliver for den Ulykkelige i den hauckeske Digtning, Opløsningen hos ham, der er mit Billed. - Jeg har en febril Følelse ved Tanken om hvad jeg her har læst [6], ved den Berørelse paa een af mit Hjertes dybeste Strænge, i det Folk ideligt tale til mig om Hauchs Stemning for mig. Det er ubehageligt at beklages i det de som udtale denne Beklagelse ere opfyldt af den slaaende Sandhed i Skildringen af Eens Svagheder. - Her er Intet at gjøre, Intet at sige, det er en Søe jeg maa lade gaae over mig, det Bittreste deri er det, at jeg, som lidt klogere end mit Grel-Billede, herefter maa søge at være mindre aaben, men det skal jo ogsaa være godt og klogt - Hils paa det Hjerteligste Hauch fra mig; man har sagt mig at han var ansat nu i Kiel [7], det skulde ret glæde mig, det vil ogsaa være velgjørende for ham at leve i en større By, en By der nu kan kaldes Forstad til Hamborg. - Deres kjære Kone læser vel dette Brev, min bedste Hilsen til Hende følger med. Jeg har i den sidste Tid slet Intet skrevet, jeg føler mig som vaadt Brænde, der ikke fænger Flamme [8]; Søerne udenfra forstyrrer ikke mit Humeur, som i gamle Dage, men de gjøre dog vaadt - dog nu reiser jeg jo ud, som mit fæle Billed ogsaa gjør, saa tørres man i det varme Solskin.

Deres kjærlig hengivne
H.C. Andersen

Jeg boer i H o t e l  d u  N o r d.

[Tilføjelse i marginen s. 4:] Paa Søndag kommer Jenny Lind [9], De og Deres Kone maa endelig komme at høre hende.



Brev nr. 316. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Sorø den 14. October 1845.

Ved at tale med vor fælles Ven Ingemann har jeg med virkelig Bedrøvelse erfaret, at De, kjæreste Andersen, mener, at jeg har sigtet til Dem ved en af de meest fremspringende Charakterer i min nye Roman, Slottet ved Rhinen. Da jeg usigelig nødig vil krænke Dem og virkelig har Dem kjær som Menneske og skatter Dem som Digter, saa er det mig af Vigtighed at udtale mig for Dem i denne Henseende. Jeg veed vel, at Flere ere faldne paa den Tanke, og det har virkelig smertet mig. Det falder dog af sig selv, at jeg i hiin Charakteer kun har villet give et almindeligt Billede, der skulde vise, hvorledes Talentet kan forvilde sig, og hvor ulykkeligt det kan blive, naar det udelukkende vil gjøre Poesien til Middel for endelige Interesser og ikke betragter den som et høit over ethvert personligt Hensyn staaende Øiemed, naar det vil gjøre Muserne til Tjenerinder for jordiske Hensyn og ikke er i Stand til at opoffre alt sligt for det høiere, himmelske Kald. At vi nu Alle have vore svage Øieblik, hvori den ydre Glands blænder os, det er upaatvivleligt, og i denne Henseende kan jeg sige, at jeg ligesaa vel har tænkt paa mig selv, paa tilbagelagte Stadier i mit eget Liv, som paa nogen Anden. Jeg har iøvrigt kjendt en Original i Tydskland (en ubekjendt Digter, der var Huuslærer hos en Familie, hvor jeg ofte kom, og der meddeelte mig sine Manuscripter), hvilken ikke havde nogen anden Maalestok for et Menneskes Fortræffelighed, end om han, som han pleiede at sige, viste ham den skyldige Agtelse og paaskjønnede hans Fortjenester. Hvis jeg i det Hele har tænkt paa Nogen, saa er det især denne Person, der har svævet mig for Øie. For Resten er der vel faa Lande i Verden, hvor man er saa begjærlig efter at finde Allusioner, som i Danmark, og jeg har med Forundring hørt, at man har fundet Personer, til hvilke jeg skal have sigtet, næsten i alle de i den omtalte Roman opstillede Hovedcharakterer; ja, virkelig skarpsindige Mænd have endog paastaaet, at jeg har sigtet til Individer, som jeg ikke engang kjendte. Dette er, hvad jeg i Almindelighed herom kan sige; men fordrer De nu, at jeg skal lægge Haanden paa Brystet og for Gud og min Samvittighed tilstaae, om jeg da i intet Øieblik har tænkt paa Dem, saa maa jeg, selv om De skulde vredes, svare, at nogle Svagheder hos Dem ogsaa er faldet mig ind under Udarbeidelsen; et Par Svagheder hos mig selv er imidlertid ogsaa faldet mig ind, som sagt, og der ere Flere her i Landet, der da kunde tage sig af Billedet. Vil De derimod spørge, om jeg har villet skildre Dem eller nogen anden virkelig existerende Digter, saa maa jeg paa det alvorligste svare med et Nei; jeg vilde kun give et almindeligt Billede, som vi Alle kunde have godt af at see os i Speil paa, og hvis Udskeielser kunde staae for os Alle som advarende Exempler; thi det er netop de høiere begavede Naturers Ulykke, at man i sin egen Triumph udvikler Spiren til en Egoisme, der let kan ødelægge den skjønneste Natur, og at man, idet man fremtræder som Repræsentant for den høiere Verden, let kommer til at modtage den Hyldest, som man saaledes erholder, som Noget, der tilkommer Ens egen Person. Heri ligger Geniets Syndefald, og mange, herlige Naturer ere faldne paa denne Vei; Enhver maa vogte sig, at Begeistringen ikke bliver til en forvildende Ruus, og at Henrykkelse over Aandens Gaver ikke bliver til Selvtilbedelse. Hvad nu Dem selv angaaer, da anseer jeg Dem for en virkelig kaldet Digter, der i Deres Hjertensgodhed, Deres Kjærlighed til det Skjønne og Begeistring derfor, besidder en saa stor Modgift mod alle Konstnernes Svagheder, at De sikkert vil, og, som jeg mener, for en stor Deel allerede er gaaet seirende ud af den store Kamp, som vi Alle maae kæmpe, og som er langt vigtigere end den, vi maae kæmpe udvortes mod et tidt uskjønsomt Publicum. At jeg for Resten ikke har tænkt paa Dem med Historien om Plagiatet [2] eller med alle de mangfoldige Konster, hiin Person bruger, behøver jeg vel ikke at forsikkre Dem om; det falder saameget af sig selv, at en slig Forsikkring vilde være en Fornærmelse. Den hele melankolske Side, den indvortes Fortvivlelse og det Skinliv, der tilsidst fortrænger det sande Liv og forvandles til Afsind, mener jeg ogsaa, at hverken De eller nogen Anden her i Landet kan tage Dem af. Deres Naivetet og levende, barnlige Glæde over Alt, hvad De oplever, Deres friske Anskuelse deraf, er jo netop en saadan Sindsstemning aldeles modsat.
Ingen kan iøvrigt være mere overbeviist end jeg om, at de Gaver, Muserne have skjenket Dem,ville sikkre Dem mod den Forglemmelse, som hiin ulykkelige, saakaldte Digter i min Roman er hjemfalden til; thi hos ham er det Meste Skin og Bedrag, hos Dem er der derimod en virkelig Genialitet, der hvert Øieblik bryder igjennem i Deres Productioner. Havde jeg for Resten troet, at De selv kunde falde paa at applicere en saadan Skildring paa Dem, da skulde jeg sikkert have modificeret den anderledes. Jeg haaber engang ved Leilighed ogsaa offentlig at kunne vise Dem den Erkjendelse, jeg har, af de rige Gaver, Muserne have udstyret Dem med; og jeg haaber, at De, hvad man saa finder for godt at sige, ikke vil betragte mig som den, der ønsker at tilføie Dem Skade, eller der stræber at nedsætte Deres Virksomhed; det er langtfra, det forsikkrer jeg Dem om.
Bestandig med uforandret Hengivenhed Deres

J.C. H a u c h.



Brev nr. 317. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Glorup den 9 Nov: 1845.

Min kjære, kjære Ven!

Imorgen reiser jeg her fra Glorup [2] til Odense, hvor jeg venter at finde Brev fra “Grafenstein” [3], finder jeg intet eller man siger mig at jeg er velkommen naar jeg selv vil, da reiser jeg i lige Flugt fra Odense til Hamburg; jeg skal nu i Slutningen af dette Brev, sige Dem hvad det bliver til, men skrive maa jeg i Dag og her, da Tiden er rigelig og jeg kan ikke lade være at tænke paa dem Alle hjemme. Ja veed De hvad, jeg har ordenlig i disse otte Dage jeg har været her, gjort mig Umage for ikke at tænke for levende paa det collinske Hjem, paa mine elskede Venner, thi jeg følte at hver Gang Tankerne vendte der hen, blev jeg saa forunderlig veemodig, længselsfuld; tak min kjære Ven fordi jeg paa Postgaarden saae Dem endnu engang, Deres “Lev vel!” var det sidste der klang for mit Øre! - Ja De veed det jo nok, De forstaaer det, jeg holder af Dem som var jeg Deres Broder! - De kan troe at jeg blev glad i Onsdags Aftes, da Tjeneren her bragte mig et Brev fra Deres Fader [4], det havde jeg slet ikke ventet, jeg læste det to Gange og om Aftenen da jeg kom i Seng læste jeg det igjen; o hvor jeg elsker ham! Gud lad os dog beholde ham længe! jeg kan ikke miste ham han er voxet ind i mit Hjerte! - Tryk hans Haand fra mig, han er dog altid i min Tanke! Disse otte Dage paa Glorup danne et forunderligt stille Billed i min Sjæl, imod de levende, afvexlende Dage da Jenny Lind var i Kjøbenhavn og jeg sagde Lev vel! - Jeg trængte ordenlig til en Slags Ro, jeg var ogsaa betydelig i Brev-Gjæld, havde meget at notere, nu har Alt dette sat sig, jeg længes efter at komme paa Strømmen igjen. Om Sommeren er Glorup stille, men mod Vinter er det Eensomheden selv, det er aldeles Klosterliv, men for en Tid af otte Dage er sligt ogsaa interessant. Her paa Gaarden er kun den gamle Greve, der er meget stille, samt to gamle Frøkner Raben [5]; jeg har to hyggelige velopvarmede Værelser ud til den ensomme Have, hvor alt Vandet er tappet ud af Basinet; hver Morgen gjør jeg en pligtskyldig kort Vesit hos den gamle Excellense, og en halv Time efter kommer han til mig for at gjøre Contra-Vesit, den eneste Afvexling deri, er at han kommer en enkelt Gang først og jeg da sidst; saa seer jeg Ingen før Klokken fire og i al den Tid sidder jeg stille læser og skriver, eller gaaer en Vandring op og ned af Havens to gamle Aleer, de ere saa lige saa lange, saa eensformige som Dagene i et Kloster Liv. Efter Bordet sidder jeg igjen ene paa mit Værelse, seer paa Ilden og paa Maanen og naar saa Klokken slaaer 8, banker Tjeneren paa Døren, “Theen er serveret!” Da kommer jeg ned og de to Timer til Klokken 10 ere da de længste; Excellensen og begge Frøknerne ere velsignede gamle Mennesker, men de have ikke meget at fortælle, jeg taler da i to Timer; “saa kan han faae sig udtalt!” siger nok Ingeborg, jo, jeg faaer mig meer end udtalt, der kommer Pauser og i disse, det er underligt at høre, rumler det stadigt i den ene gamle Frøkens Mave [6], det er min eneste Fornøielse! siden jeg skriver om at rumle i Maven, maa jeg fortælle Dem en Historie, her fra Egnen, jeg hørte den af Doctor Winther [7]. Der var Selskab paa een af Nabo-Gaardene; en ny Landsby tjener stod bag Fruens Stol og skulde høre Befalninger, “en Skee! en Skee!” hvidskede hun, “Nei Deres Naade,”sagde Karlen ganske høit, “Det var ikke andet end at det rumlede i min Mave!”

Odense den 10 November 1845.

Kjære Ven,

nu er jeg i Odense, min gamle By, hvor jeg løb som fattig Dreng med bare Fødder og med Træskoe; naar jeg seer ned af Gaden tænker jeg, som Alladdin. “Der nede gik jeg, som en fattig Dreng!” Vor dog vor Herre har være[t] god mod mig, forunderlig god mod mig fremfor mod Tusinde, jeg begriber ikke min Lykke! hvorfor skal jeg have faaet saa meget? Det er Festdag i Aften, det havde jeg slet ikke tænkt paa, i Kjøbenhavn holder man heller ikke denne Aften hellig, (ved hellig forstaaes at spise Gaasesteeg) ; det er i Aften Mortensaften; hele Odense lugter af Gaasesteg, jeg har ordenlig faaet Barndoms Erindringer derved. Poeten siger jo ogsaa at der til Duft og Melodier knøtter sig mange Erindringer [8], men han tænkte vel ikke paa Gaasesteg. Jeg havde da Brev fra “Grafenstein”, at de høie Herskaber vente mig, jeg maa altsaa derhen; det bliver en Omvei, og noget dyr; jeg gaaer nu imorgen med Diligensen til Aabenraa, ligger der om Natten, det er jo netop i den schleswig-holsteenske Brænding, Onsdagmorgen [9] tager jeg Extrapost og - saa seer jeg hvorledes Gravenstenerne [10] smage mig. fire fem Dage bliver jeg da rimeligviis, skulde De eller nogen derfor skrive mig til strax efter Modtagelsen af dette Brev, da lad det gaae til Slottet paa Gravensteen, skriver De senere, da, Hamborg post restante. Tør jeg bede Dem, at De vil sende indlagte lille Epistel til P, L, Møller; jeg fandt et Brev her fra ham [11] hvori han beder mig, i Forening med Øehlenschlæger, skriftlig at understøtte hans Ansøgning om Reise-Stipendium, jeg vil gjøre det fra Hamborg, her har jeg ikke Ro; jeg veed nok at Møller dømmes haardt af Mange, jeg kjender ikke hans Brøde, men anseer ham for et stort Talent, der vist ved at rives engang ud af den Daarlighed, han maaskee er i, kan hæves og blive et særdeles dygtig Menneske; jeg vil senere sætte Dem mine Tanker mere klart frem, nu maa jeg sige Lev vel! - Tusind kjærlige Hilsener til Deres Kone, Børnene, Madam Thyberg og naar De kommer i Amaliegaden da hils og atter hils, Faderen, Brødrene, Søstrene, Jonna, Stampe, Adolph Boye alle Drevsens; lev vel!

Deres broderlig hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 318. Fra HCA til Louise Lind.[1]  

Oldenburg 16 Decemb. 1845

Til Fru Louise Lind født Collin.

See her er jeg! god Dag! god Dag Allesammen! hvad siger Anna [2]? Hvorledes lever lille Ingeborg [3]? Ja Svar herpaa faaer jeg først om - flere Uger maaskee? Flere Uger ere allerede gaaet siden jeg fik Brev fra Hjemmet; jeg er ganske længselsfuld! dog derom har jeg skrevet i Brevet til Deres Fader [4]; nu kommer Julen, nu pynter De maaske allerede Juletræet, eller i det mindste tænker derpaa. Gud veed hvor jeg skal holde min Juul; det bliver i Berlin, men hvor? Jeg frygter næsten at Jenny Lind ikke er der i disse Dage [5]; jeg seer af et Brev fra Weimar at hun har været der hos mine kjære Venner, at hun i Leipzig vil synge i Gewanthaus [6] og dernæst træde op i nogle Operaer! - Jeg havde tænkt at spise Julegrød med hende. Hun er særdeles afholdt og beundret i hele Tydskland; man taler overalt med Begeistring om hende. Den Historie jeg i Kjøbenhavn fortalte Dem, eller Deres Søster, om den Doctor i Hamborg der elskede hende, og som mange troede hun vilde give ja, er en Doctor Wurda [7], Broder til Sangeren [8]; han kom daglig til Jenny Lind, jeg troer næsten hos Arnemann [9], der sang han Duetter med Jenny og tilsidst friede han, men hun sagde nei. Hamborgerne paastaae at han reiste til Kjøbenhavn efter hende og at han var der da hun traadte op i Regimentets Datter [10]; jeg troer det ikke. Han skal være meget ulykkelig Stakkel! - det bør man ikke være, i det mindste ikke lade Folk mærke sligt. Nu faaer den gode Doctor vist mere Udtryk i sin Sang og det er altid en Vinding, han kan jo ganske ærligt sige, jeg har vundet dette ved at synge med Jenny Lind.
Det er hos Hofraad Eisendecker jeg boer her i Oldenburg, hans Kone, som De veed, den Dame der under mit sidste Ophold i Paris skrev mig det venlige Brev til og indbød mig at komme til sig. Hun har meget rige Forældre i Bremen, og Manden en behagelig Post hos Storhertugen, omtrent en Stilling som Etatsraad Adlers hos vor Konge. - Med ham og Konen har jeg nu været i de første Familier, hver anden Dag er Selskab hos os; fire Gange har jeg været hos Storhertugens og hver Aften har jeg fri Plads i Theatret. Saaledes er det dobbelt moersomt at rejse i Udlandet. Vi leve her i Huset, bogstaveligt talt, meget fedt! det er det Eneste jeg ikke kan taale! Suppen svømmer i Fedt, Stegen er saa feed, Alt er saa grueligt i det Fede. Vinteren er begyndt i forgaars, det fryser saa at Drengene allerede løbe paa Skøiter. Jeg lider i den senere Tid betydeligt af Hovedpine, man siger det hører til Oldenborg-Climatet, dette er det Eneste der giver mig lidt Ulyst til at være her. Fru von Eisendecker der betragter Deres Søster Ingeborg som et Ideal af Viid og Lune og at hun er især begavet med et genialt drille Talent, vil saa gjerne overtage hendes Rolle, men det gaaer ikke - hun er ikke grov nok! forstaa mig ret, hun kan ikke vinde dette: “hu!” der klæder Deres Søster og er noget ganske “Behageligt- Ubehageligt!” - hun er deri ligesaa original, har jeg sagt Fru Eisendecker, som jeg er i mine Eventyr. Hils dog ret inderligt Deres Søster og siig hende at jeg tidt ønsker jeg kunde stikke Hovedet ind i Amaliegaden og skjære Ansigt! siig Emil han skal fra Berlin eller Weimar høre fra mig, jeg tænker da at han og Søstrene ikke have opgivet deres Reise [11]! Tænker De ikke selv og Lind paa en lille Udflugt næste Aar, det kunde dog være ganske forfriskende. For mig er Reiselivet nu anderledes, end for Andre; jeg bliver hjemme i flere Byer, voxer fast i Familiekredse og det er mig ved Afreise ordenligt veemodigt at sige Farvel! - De tale alt i de sidste Dage her i Huset om min Afreise som skulde jeg gaae fra et Hjem ud i den vide Verden. Jeg fører dog et underligt, men interessant Liv! Hvilken Masse mennesker kommer jeg dog til at kjende, hvilken Skare faaer jeg kjær! hvor mange er der dog jeg jublende kan flyve om Halsen! dog Hjemmet er Hjemmet! Amaliegaden og hvad der tilhører er dog Hjertet! - Gid De og Deres kunde titte ind til mig naar jeg saaledes sidder og faaer “Hyldethee” ude; see de mange Damer, som gjøre Cour - - jo, det gjør virkeligt nogle! - jeg kan ikke give Exempler, det klinger saa komisk, men lignende har vel Prume [12] og Listzt [13] at fortælle fra Kjøbenhavn. Det er ogsaa saa moersomt, at komme saaledes til Hove i fremmed Land, føle at det er Digter-Rangen, som der giver Adgangskort. Den Storhertugelige Familie [14] her, er saa godmodig, saa livlig! De skulde have seet Hertugindens Glæde, da hun første Gang hørte mig læse Svinedrengen [15]. - De vare iøvrigt saa opmærksomme først at bede mig læse, efter at jeg tre Gange havde været der til Taffel, Aften og Concert [16].
Lige i dette Øieblik kommer Heinrick (der Bedienter) ind med et Brev fra Kjøbenhavn [17]! - O hvilken Glæde! det havde jeg nu ikke ventet, nu i det sidste Øieblik jeg er her! - Deres Fader har skrevet uden paa Oldenburg, men der er to Oldenborg veed De nok og nu har en fremmed Haand tilføiet “i Holsteen”, Brevet er da først gaaet der hen og da ingen Andersen, eller Hofraad Eisendecker fandtes der sendt her hen. Godt var det jeg ikke, efter min første Bestemmelse, reiste i Løverdags saa havde dette Brev maattet løbe efter mig til Berlin. Maria Hornemann [18] forlovet! det er jo deiligt! o, med Liebmann [19]! det er jo ganske velsignet! hils Maria, og siig hende at der er faae Forlovelser i Verden der har fornøiet mig saa meget, som hendes, hun veed nok jeg har altid holdt meget af hende og Liebmann synes jeg saa godt om! han er vist et fortræffeligt Menneske, som han er klog og begavet! siig Maria at jeg føler Trang til at skrive hende til, men i Dag har jeg ikke Tid, jeg skriver fra Berlin eller Weimar! ja, see nu kommer hun da ikke udenlands, men naar man har det Bedste hjemme, hvorfor da reise! - Gottlieb Boye er død [20]! - jeg følte Veemod derved! sørge kan man jo ikke! hils hans Moder fra mig!
Nu hører jeg jo i Berlin fra den collinske Familie! siig mig lidt om Liden Kirsten [21], eller om der er noget andet TheaterNyt der kan interessere mig. Er Mulatten opført [22]? Hvorledes spillede Pätges og Jomfrue Ryge [23]? - At jeg gjerne vil have Stykket frem er naturligviis for ogsaa at faae de 10 - 12 Species, som falde af for mig. Husk Eduard paa at han ved Juletid skal have 50 Rdlr hos Reitzel for den sidste Udgave af Eventyrene [24]. Har Reitzel smølet at de ikke ere udkomne det gjør dog ikke noget, jeg skal have Pengene det er en Aftale. Hils nu Deres Mand og alle fælleds Venner.

Deres inderlig hengivne H.C. Andersen