Brev nr. 163. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøb: 22 April 1836.

Kjære Hr Professor!

“Farvel! lykkelig Reise hjem!”[2] maa jeg nok begynde mit Brev med, da jeg ikke mundtligt fik sagt det. Onsdag[3] var en forhexet Dag. Bogbinderen havde lovet mig et Exemplar til Dem og eet til Prinds Christian, hos denne havde jeg alt mældt mig til en bestemt Tid; jeg fik ingen Exemplarer, maatte selv til Bogbinderen. Henimod tolv skulde jeg faae, men der kom kun eet, det til Prindsen, jeg travede der ud, maatte vente syv lange og syv brede, han var i Statsraadet, dette fik ingen Ende og Klokken blev henimod tre, paa denne Tid skulde jeg til Ørsteds, og da jeg formodede at De og Deres Kone, paa den Tid alt var borte, vilde jeg ikke i den meget afmaalte Tid, søge efter Dem, men heller nu med første Post sige: Farvel og sende Dem mit yngste Barn[4], der bringer Dem og Deres kjære Kone mine bedste, venligste Hilsener. Jeg har stor Længsel efter at høre Indtrykket, skriv mig til derom, saa snart De kan. Mit Stykke: “Skilles og mødes”, gik Onsdagaften, 2den Gang og fik udeelt Bifald. Heiberg har slaaet Overskou, som Polemiker ihjel; (siger Flyveposten[5]) jeg synes slet ikke derom. Det bedrøver mig næsten. Jeg stoler paa Deres venlige Løfte, at “Margrethe[6] besøger mig. Det er en Characteer, som interesserer mig meget, Øehlenschlægers dramatiske Behandling[7] har mange høist poetiske Steder, men der maa kunde blive flere, efter min Individualitet, i et episk Digt. Hils Deres kjære Kone og Søster[8] fra mig. Bring Hauch et venligt god Dag, ham haaber jeg at høre fra ved Leilighed.

Lev vel!
af ganske Hjerte Deres hengivne
H.C. Andersen



Brev nr. 164. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 11te Mai 1836

Kjære Andersen!

Tak for det venlige Brev[2]! Det var jo paa en Maade til os begge, og jeg fører Pennen idag medens min Kone fører Penslen[3]. Det glædede os begge, at De, gjennem alle vore Indvendinger[4] angaaende de Træk i Folkelivet, vi vilde havt med, og den Colorit i Deres Billede af Danmark, der i Deres nuværende Forelskelse i Syden, nødvendig maatte blive lidt for graa - dog har seet og hjertelig opfattet den Kjærlighed til Dem, baade som Digter og Menneske, som enhver der kjender Dem rigtig, deler med os.
Lad ikke den fortrædelige Smaalighed med Theater-Honoraret[5] forstemme Dem! Hvor der er et Contoir ved Musernes Tempel, maa man ikke vente Andet, end Contoir-Calculationer efter Hovedvagtens Uhr[6], vedkommende § i Rescripter og Reglementer, samt Cramers Regnebog[7] og de 4 Species[8]; men over alt det flyver Poeten snart væk. Var der kun Raad for det Bisselæder i Skoene, De plages med! Denne Sydsols-Kjærlighed er dog igrunden en Sygdom, som selv Sydsolen ei kan curere. Jeg vil snarest troe, det kun er i denne Form, hiin Flagren udad og den romantiske Digterlængsel mod Idealernes Verden, der er uadskillelig fra Par[a]diisfuglens Liv og Væsen i os, netop i nærværende Livsperiode gestalter sig for Dem. Jeg vilde kun ønske Dem at komme til Syden et Par Aar endnu, for at De skulde faae Troen i Hænderne, at det lige saa lidt er i Syden som i Norden hiin Længsel kan og skal tilfredsstilles. Husk paa Werners[9]:

“Wo bist Du mein gelibtes Land,
Gehofft, geahnt, doch nie gekannt -
Wo meine Todten auferstehn
Wo meine Träume wandelnd gehn” – [10]

Den Sang hørte jeg en deilig Sommernat i Italien, omsværmet af de phantastiske “luciole”[11], - og jeg saae langt - langt bort efter Landet, jeg reiste efter.
Det var mig kjært, at min “Margrete” og Abbeden fra Soer[12] havde gjort et poetisk Total-Indtryk paa Dem. Stort meer forlanger jeg ikke af en Digtning; om det Enkelte kan man saa altid med Fornøielse disputere.
Naar De nu i Sommer reiser til Nestved[13], glæde vi os til ogsaa at see Dem her i Sorøe, hvor der da baade kan digtes og tales om Meget i Ro og venligt Samliv. Lev glad og vel saalænge! Hvad Drengene synge til den piinte Oldenborre, vil vi synge til vor Sjæl, uden at pine den:

- - flyv flyv! Imorgen faae vi godt Veir[14]!

Hilsen og Venskab fra os begge her!
Deres
B.S. Ingemann

[Udskrift:]
S:T:
Hr C a n d: H:C: A n d e r s e n
i
Kiøbenhavn

i Nyhavn. Charlottenborg-
Siden No 280, 2den Sal
frit



Brev nr. 165. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

[13.5.1836]

Tak for det søsterligt smukke Brev! jeg griber strax igjen Pennen for at sladdre mere med Dem, skjøndt jeg er fattigeret[2]. I Dag har vi da endeligt havt en nordisk Sommerdag! Jeg har ogsaa flyvet om og hvor? I Boutikker. Desværre kunde jeg ikke faae de Tøier jeg ønskede. Raphael[3] var min bedste Trøst. “Hr Digter Andersen!” sagde han, “til om 14 Dage skal jeg skaffe Dem det fra Hamborg!” - Hr. Digter. Er det ikke et smukt Navn i det practiske Liv? Hr Digter skriver min Skrædder og Skomager paa Regningerne. Dernæst var jeg til et stort Spise-Gilde hos den gamle Geheimeconferensraadinde Colbjørnsen[4], hvor de mange Retter ogsaa fattigerede og nu kommer jeg fra Theatret fra første Forestilling af “Hans Heiling”[5]. Marschner førte an. Det er herlig, tænkt Musik, men den holder sig ikke paa Theatret. Hansen[6], som Heiling var fortræffelig, Jomfru Holst[7], som Elskerinden et Asen. Hun er det personificerede Phlegma, jeg gad have fløitet, var jeg ikke Forfatter havde jeg hysset. Et smukt Ansigt har hun ellers. Stykket gjorde megen Lykke. Imorgen skal jeg igjen see det. Hos Agent Zinns og Etatsraad Adlers[8] har jeg været sammen med en Frøken Andresen[9] fra Odense. Det er en særdeles vakker Pige. Hun behager mig meget. Vi have ogsaa en Middag spiist sammen med Marschner, jeg maatte ideligt skotte til min Byes-Søster, naar han var mig kjedelig. Som Komponist sætter jeg ham høit, i Omgang derimod er han mig for høi tydsk. Vi gjorde i Studenterforeningen et Gilde for ham, det vil sige indbød ham til en Consert og bag efter fik han at spise og drikke. Øehlenschlæger, den Sjæl, havde lavet en Vise, som ikke var af anden Værd end at han havde skrevet den. Fru Marschner[10] er en Sangerinde, som ethvert Theater haver dem; i det selskabelige derimod behager hun mig mere, end Manden. Paa Mandag reise de. Hartmann reiser samme Dag, over Berlin, Dresden, Wien og München til Venedig og Milano, derfra over Schweits til Paris; han bliver et halvt Aar borte. Denne Nyhed for den musicalske Verden kunde jo Deres Fader optage i Avisen. En anden er denne, at Fru Heiberg og Manden reise de første Dage i Juni til Paris, men før Afreisen giver hun en Forestilling til sin Indtægt, Stykket hun har valgt er Heibergs Drama: Nina eller den vanvittige af Kjærlighed[11]. - Men den første Side af Brevet er allerede fyldt og der var meget om Deres Brev og “O.T.” vi skulle tale. Voila! Dog jeg vil opsætte det til imorgen, iaften er jeg fatigeret, af Boutikker, Mad og Drikker og Musikker. Paa samme Tid jeg fik Deres Brev fik jeg et nydeligt eet fra Deres Bedstemoder, hun burde og fortjente at have strax Svar, men da jeg nu skriver et saa langt, som dette, til Dem og den kjære Bedstemoder jo læser dette, anseer jeg Brevet her for fyldestgjørende nok for i Dag til at sige hende min hjertelige, sønlige Tak. Deres Tante har nok opgivet at skrive mig til? Vi staae altsaa paa spændt Fod, beredte til Kamp! Nu mødes vi jo? Slaget skal vel staae i Tolderlund og Kanonerne paa Batteriet komme nok under Tantens Komando? Trommen haaber jeg dog overlades mig. De ynder egentligt meest Improvisatoren, igrunden gjør jeg det samme, thi den minder mig om Syden, om mine Længslers Hjem O T har derimod større Værd, som Roman og Characteer Skildring, den er, hvad jeg vilde den skulde være. Næste Gang faaer De een forskjellig fra begge de to første[12]. Poesien i vor Tidsalder her i Danmark, kun det Poetiske, intet Hverdags og dog Sandhed. Maaden er det nu at udfinde, at gribe Momenterne; Sjælen til det store Legeme, udvider sig alt i mit Bryst, men denne Gang gaaer der vist meer end et Aar før det i store Hele er skabt. Jeg vil være den første Romandigter i Danmark! I min Afkrog skal de Par Sjæle om mig erkjende jeg er en sand Digter, havde jeg været fransk eller engelsk, da skulde Verden nævne mit Navn; nu døer jeg bort og mine Sange med mig, ingen hører dem i det fjerne, fattige Danmark. - Evas Død finder De, som de Fleste, beklagelig, men ikke poetisk, jeg troer De har Uret. Er det ikke Poetisk, at hun midt i sin største Livs Længsel, med Hjertet fuldt af Kjærlighed, flyver fra sin Drømmeverden ind i det store Aandens Rige, det sælsomme Land hvor vi enten finde en evig Søvn eller en evig Fuldkommengjørelse. Det undrer mig at De ikke har fremhævet Slutningen af 1ste Capitel i anden Deel, det har jeg just ventet vilde tiltale Dem, det er bestemt det meest Poetiske i hele Bogen. Hvad jeg ellers er saare glad ved er Slutningen af anden Deel, uagtet denne bedømmes forskjelligt af Mængden, ja Enkelte kunne endogsaa ikke lide den, men den er bestemt god. Mindst fornøiet er jeg med Skildringen af Sanct Knuds Markede, men jeg kunde ikke faae mere ud af det. Odenseerne maa dog være glade at de saaledes har en Digter, der bringer deres Hjem baade i Romaner og paa Theatret. Kruse oversætter nu denne paa Tydsk[13], saa læse dog Folk ved Rhinen og Donau om Odenseaa og Nonnebakken. Da vi tale om at oversætte maa jeg dog fortælle, jeg forleden hos Reitzel fandt en Oversættelse af mine “Skyggebilleder”, den er kommet ud i Schlesien og meget godt oversat af en von Ense[14]. I næste “schandinawischen Bibliothek” komme mine Digte[15]. - I dette Øjeblik fik jeg Brev fra Oberst Guldberg, han er een af de særdeles Faae, som ikke gjør af OT, han finder meget Smaaligt i dette Værk, men det skal der just være, det er Danmark og ikke Italien jeg her skildrer. Det han priser meest er - Sanct Knuds Markede og Brevet fra Wilhelm. Denne Gang stikker jeg nogle Bøger med i Kufferten, naar saa mit Selskab kjeder Dem, kan jeg dog laane Dem en god Bog, De maaskee ikke kjender. Mine store Kobbere kunne ikke gaae i Kufferten, Udbyttet af de, som komme med indskrænke sig da til 3 a 4 Hefter; italienske Prospekter og Portrætter. Gud veed om jeg faaer “Renzos Bryllup” istand her, eller i Fyen. “Havets Døttre” skal skrives enten i Tolderlund eller paa Lykkesholm, det er snart bestilt[16]. Af nye Stykker ved Sommer Forestillingerne veed jeg følgende oversatte ved Borgaard “Skorsteenfeierdrengene”[17]. - Hjemvee. Vaudeville[18]. Overskou og Amesen har skrevet et Folkeskuespil med Sang: “Familien fra Nyboder”[19]. - Jeg har nu meget Bisselæder i Skoene, jeg længes efter grønne Træer og varm Sommer Luft. Det er derfor vist at jeg først i Juni Maaned kommer til Fyen. Deres Bedstemoder har lovet mig et Hjem; de Andre give mig vel god Omgang. Behøver jeg nærmere at mælde min høie Ankomst? Om jeg tager først til Nestved eller Sorøe, det er jeg ikke ret enig med mig selv; Pindsen tilbringer jeg rimeligviis i Helsingør hos Digteren Boye[20]. Nu omgaaes De vel med Ove Thomsens[21]? Er det ikke en meget vakker Kone ? Bring hende min Hilsen. Hr Thomsen har ikke besøgt mig, derfor har jeg heller ikke gjort ham Vesit, forresten ere vi meget gode Venner. Bring Knudsens en Hilsen fra mig, naar jeg kommer skal Fruen faae en smuk Billedbog at se. Send Frøken Louise Schleppegrell en poetisk Hilsen. Hun har dog læst O T? Siig, at for hendes Skyld har jeg omtalt Klosteret og Klokkedybet. Min gamle Nonnebakke begynder jo at træde op i Aviserne med Baade fra Oldtiden[22]! Deres Bedstemoders Avis seer jeg imellem ligge i et Kjældervindue, i Nyhavn, hvor jeg daglig gaaer forbi. Det er hos en Urtekræmmer, han eller Konen maa bestemt være fra Fyen, jeg opdagede dem ogsaa første Gang i Theatret ved Opførelsen af Skilles og mødes. Mange venlige Hilsener fra Fru Leesøe. Men nu siger Papiret basta bastare altsaa adio a rivederi! Hilsener til Dem Allesammen.

Deres broderlig hengivne H. C. Andersen.



Brev nr. 166. Fra HCA til Henriette Wulff .[1]  

Nestved den 3 Juni 1836.

Gid dette mit Brev maa træffe Dem, Deres Broder og Fader, noget roligere, end da jeg forlod Dem: Deres Smerte har inderlig bedrøvet mig, Gud veed hvorledes det staaer til naar dette kommer, dog - Alt gaaer jo her i Verden til det Bedste. Jeg vil i mit Brev heller rive Dem ud fra Hjemmet, fortælle Dem om min Reise her Syd paa[2]; det var jo den første Juni, Skjærsommer, kalde vi denne Maaned, ja den var skjærende, en Vind iiskold, uforfalsket, som den kom fra Siberiens Issletter. Jeg havde to Frakker og en Sloprok paa, aligevel syntes jeg kun at være draperet med Flor. Rundt om var Alt grønt, men jeg syntes, at det var en Slags Øien-Forblindelse, det skulde synes Sommer, men min Forstand og Følelse sagde mig det tydeligt, “Det er Vinter, klart Frostveir!” Kjøgebugt saae ud, som det var opfyldt med hvide Svaner, det skummede og brummede. Siden blev Egnen noget triveligere og hele Dagvognens Besætning sværmede over noget Rapssæd der stod i Blomster! “Naar bare Vor Herre vilde give noget Regn! Det seer ynkelig ud for Landmanden!” Denne vor egentlige Nationalsang blev istemmet. “Ved Solens Undergang”, som der staaer i de jydske Læsefrugter[3], naar man faaer en Oversættelse fra Tydsk, indtraf jeg i Nestved, en By, som synes syet sammen af alle de Gyder og Stræder man kan have skaaret af de andre Provindsbyer, naar de saae alt for gale ud. Brolægningen mindede mig om den appiske Vei[4], hvor den har givet sig. Deres Tante Fru Wulff[5], Oluffa og min norske Tarantel, Julie Schouboe[6] var her i Besøg. Alle bade mig paa det indstændigste at hilse Dem. Julie er blevet en Deel feed, men meget mere vakker, hun seer paa mig med store Øine, er begeistret for Improvisatoren og det er meget nær ved en Forsonings Scene, i det mindste har jeg nu tilgivet og alt udbredt Armene. Voila, ma belle! Igaar blev der spadseret, med Vintertøi, Blæsten havde nær knækket mig i mit interessanteste Standpunkt. Suseaaen er smuk, har et Vandfald, saa stort, som det ved Dresden i plauensche Grund. Den eneste mærkelige Person her i Byen, er en Hund, som har Pension af Postkassen, 16 Rdlr om Aaret, han har i sin Ungdom da engang Postsækken med en betydelig Sum faldt af Vognen, roligt blevet tilbage og passet paa. Den har frit Hundetegn og da dens Herre døde, var der Rift om at faae Pensionisten i Kost.
Om nogle Dage reiser jeg til Sorø og derfra til Fyen, skriv mig da endelig et Brev til, naar De addresserer det med mit Navn til: Madam K, M, Iversen da faaer jeg det, selv om jeg skulde være borte paa een af de fynske Herregaarde. Hils dem Alle hjemme paa det kjærligste! gid jeg maa faae et Brev glædeligere, end jeg, efter Deres sidste sørgelige Stemning tør haabe. - Stof til en ny Bog vil jeg vist samle paa den lille Udflugt, dog ikke saameget udenfra, som indenfra. Jeg har givet Dem Italien og Danmark, nu vil jeg give Dem min Sjæle-Verden. Lev ret vel og tænk paa

Deres broderlige H. C. Andersen.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
Søcadetacademiet i Kjøbenhavn frit.



Brev nr. 167. Fra HCA til Louise Collin.[1]  

Nestved den 6. Juni 1836.

Til Frøken L. Collin.

Paa Fredag[2] venter jeg at være i Sorø og vil da sende mit Syngestykke[3], som til den Tid er reenskrevet, hiem til Eduard; i samme Konvolut skulde være Brev til ham og Dem; men nu jeg tænker frem i Tiden, synes jeg det bliver altforlænge før jeg taler med dem hiemme og derfor skriver jeg dette Epistel. Ja, det kan De nok ikke ret tænke Dem? Ingen Sommer har jeg saaledes savnet dem Alle hiemme, som denne Gang, men jeg har heller aldrig saa ganske levet med Dem som i det sidste Aar! Da jeg sidst reiste udenlands følte jeg kun een eneste Hiemvee, en Dag i Paris jeg kom til at nynne “Lille Viggo”[4]! naar jeg nu kom en lignende Tour ud, vilde jeg vist føle Længsel, for jeg har et Hiem i Danmark. Hos Guldbergs ere de Alle saa elskværdige imod mig, man beundrer Digteren, behandler mig med en Agtelse - ja, De, Frøken Louise (jeg tør ikke skrive bare Louise) veed nok hvorledes jeg vil have det! uagtet al Hyldest morer jeg mig ikke ... Paa Torsdag eller Fredag tager jeg en Vogn til Sorøe! jeg maa tage een for min egen Mund, for her gaae ingen Poster. Rimeligviis kommer jeg til Slagelse Væddeløb og seer da Drewsen og muligt Theodor? N’est pas[5]? det glæder jeg mig til! I næste Uge indtræffer Renzos Bryllup og et Brev til Eduard, bring ham foreløbig en Hilsen! Fortæl Søsteren [4] at hele den dannede Deel af Nestved synger “Lille Viggo” efter Kalundborger Melodien[6]. Siig hende at jeg gierne gav 1 Rdlr. for et Nakkedrag af hendes hvide Haand. Imorges hørte jeg Staldkarlen raabe inde i Stalden til Hestene: “See til Bæstet”! det klang som Hiemmets Melodier for mig! jeg følte hvad Schweitzeren føler naar hans Alpesang lyder i fremmed Land! “See til Bæstet!” hvormange søde Erindringer kan der ikke ligge i disse tre simple Ord. Hils Moderen, den kiære, gode Moder! Vil De lade hende læse dette. Hils de tre Brødre, med Kone og Kiæreste - 1[7]. Glem ikke Faderen og Lind!

Deres broderligt hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 168. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Corsøer den 14 Juni 1836.

Min kjære, trofaste Eduard!

Før jeg forlader Sjælland maa jeg sladdre med Dem! i dette Moment kom jeg til Corsør[2]: “hvor Baggesen er født og Birckner begravet”, som een af vore bedste Romandigtere siger[3]; medens Aftensmaden tillaves sidder jeg i Sloprok med Pennen i Haanden, Fyret skinner ind gjennem Ruden og Søen skvulper saaledes at faaer jeg ikke snart noget i Maven, saa bliver jeg søesyg. Dette Brev slutter jeg først imorgen tidlig, da vil jeg maaskee være enig med mig selv, om jeg, efter Landingen i Nyborg, kjører lige til Odense eller først til Lykkesholm; mit aandelige, gode Jeg, siger: Drag til Odense! min Mave siger: hvilken Mad faaer Du ikke paa Lykkesholm! varm Frokost, herlig Viin og gode Senge. Mon man ikke skal lyde Maven? den er dog Centrum! Louise har dog viist Dem Brevet hun fik fra Nestved[4]? Faderen og Brødrene have senere bragt Hilsener, haaber jeg. Alt i Nestved skulde De have faaet Epistel, men da jeg ikke fik “Renzos Bryllup” reenskrevet, udsatte jeg det til jeg kom til Sorøe; Veddeløbet i Slagelse gjorte imidlertid et Skaar i min Flid, jeg fik det da ikke reenskrevet til Pakkeposten gik og maa nu, fra Odense, sende det afsted næste Løverdag. Men see det var, for mig, jeg er jo en poetisk Figur, et følsomheds Menneske, altfor længe at bie; De skal have Brev fra mig medens jeg er i Sjælland. Det kommer rigtig nok saaledes at jeg næsten kan sige, jeg skrev det med det ene Been i Beltet. Men nu lidt om Reisen, som Fortsættelse af Louises Brev. Med Byens Stabs-Trompeter reiste jeg fra Nestved og da jeg var en Ven af hans Oberst var der en Subordination, som næsten generede. Hver Gang jeg talede et Ord til Manden fløi hans Haand til Hatten, han smilede naar jeg smilede og taug naar jeg taug. - Ingemanns modtoge mig særdeles kjærligt, og for første Gang har Ingemann nu læst af sine Arbeider for mig. Altid har han venskabeligt behandlet mig, men dog var det, den ældre Digter, som havde den yngre hos sig, denne Gang derimod, var det, som Jevnaldrene, som Ligestemte, han raadspurgte sig, talte igjen uforbeholdent om hvad han syntes mindre om i mine Arbeider. Det glædede mig meget! jeg følte at have hans Agtelse og de Manges jeg mødte. Hauch gjorte for min Skyld en stor Skovtour, ud til Suserup[5], noget af det Smukkeste jeg kjender i Danmark. De prægtigste Træer, de yppigste Enge og en deilig Søe[6], som staaer i Forbindelse med Bavelse-Søe; Suseaae slynger sig derigjennem. Vi kogte Kaffe i det Grønne og paa Hjemveien havde jeg en interessant Samtale med Hauch om vore andre Digtere. Mig sætter han meget høit; Gud veed hvorledes jeg egentligt staaer. Sommetider føler jeg mig utilladelig stor, andre Tider - ja De troer mig Eduard - da føler jeg ret alle mine Mangler og forsvinder bedrøvet mellem Vrimlen. Hauchs Børn sang for mig: lille Viggo! det er forunderlig hvor denne Sang gaaer ind i Folket. Man spørger mig overalt. Men er denne Viggo, saa deilig? Fortæl hans Moder det. Det maa dog vist fornøie hende. Ikke sandt? En lille Historie maa jeg dog fortælle. Hauchs har en lille Pige paa lidt over to Aar[7], som kan tale; hun har den hæslige Vane at slaae alle Dyr ihjel: “beder om Forladelse!” siger hun saa ovenpaa. Forleden tog hun en Stok og slog en Kylling ihjel. Da man skjændte paa hende sagde hun: den var uartig! Fru Hauch[8] gav Barnet Smæk og sagde, “Den stakkels Høne, Du har slaaet hendes Barn ihjel!” Nu løb den lille Pige ud igaarden for: “jeg vil kysse Hønen og bede om Forladelse!”

Corsør næste Morgen.

Om Slagelse Væddeløb har De fire der kan fortælle Dem[9], jeg har kun at tilføie at jeg morede mig ganske fortræffeligt. Hvorledes de lod en Hoppe løbe, der bar paa Mælken til sit Føl og en Fader[10] bandt sin lille Dreng til een af Hestene, hører til Skyggesiderne, derom have vist de Andre fortalt. Jeg traf en utrolig Mængde Bekjendter og fandt i Slagelse særdeles Gjæstfrihed. Naar De skriver lad mig da endelig vide hvorledes Touren har bekommet Deres Fader! Hils Deres kjære Moder og siig hende at jeg i denne Morgenstund har været ved Birkners Grav[11]. Nu er Rækværket aldeles borte, der staaer kun Steenen, hvorpaa Vasen er beskadiget.Torps[12] Grav ved Siden er langt bedre holdt. Jeg gav mig i Snak med en Haandtlanger og spurgte hvorfor Graven saaledes forsømtes, han sagde da: “ja nu skal de begge bort! her skal være en Plads til Gymenastik. Vor Herre veed hvor de ville gjøre af Monumenterne, det var to udmærkede Mænd, jeg har kjendt dem begge to!” Hils Louise ret hjerteligt fra mig og beed hende dele Hilsenen med Lind. Deres Jette maa De ogsaa nikke til. I den sidste Tid har hun været en Smule α η τ ι[13] - (“Gud, hvad mener han?” Siger hun nok)! ja man tilgiver! i Grunden er hun nydelig og en Digter maa holde af det Skjønne, kan altsaa ikke være α η τ ι -igjen. Gaae endelig i Theatret naar “en urolig Aften”[14] spilles[;] jeg er dog nysgjærrig om det tager sig ud. Drevsen kunde jeg ikke finde, at sige Farvel ved Væddeløbet; bring ham derfor en doppelt Hilsen. Deres Søster med alle de Smaa faae hver tyve Hilsener, men vil De ikke sige at hun gjerne kunde have ladet Valdemar[15] komme med til Slagelse. Det vilde have fornøiet mig saa meget, jeg skulde have passet paa Drengen og det med sand Fornøielse. Gusta Collin, Broderen og Thybergs glemmer De ikke. Næste Gang et Brev med mere Dybde!

Deres broderligt hengivne
H. C. Andersen.

NB. Den unge blege Dame, som sidder ved Vinduet i Stuen tæt ved Deres Forældres gaard, var min Naboerske paa Dagvognen og her i Corsøer.



Brev nr. 169. Fra HCA til Louise Collin.[1]  

Odense 22. Junii 1836.

. . Det er en Kulde saa Blækket fryser og jeg ikke kan føre Pennen; men jeg maa skrive, skjøndt De ikke holder af Beskrivelser. Alle Mennesker paa Dagvognen sagde mig nydelige Ting, efter deres Evner, for min Improvisator. I Odense talte jeg mig hæs den første Dag; De skulde have siddet i en Krog og hørt mig tale. Gud bevare mig, siger De, n’est pas[2]? -
Mellem os, jeg længes efter Dem alle og især efter at blive drillet lidt. Her er man saa utaalelig høflig, Ingen siger: dit Asen, dit Fæ og de øvrige glimrende Navne, der faae en Colorit, en varm Tone, en aandig Contur paa Deres Søsters Læber. Bed hende sende mig et lille Asen eller Fæ i en Convolut. - Man fortalte mig her, at jeg skulde have sagt noget meget smukt, som strax var bragt op til Prindsen[3], hos hvem Oehlenschlæger var. Cancelliraad Hempel sagde nemlig til mig: Saa nu har Odense jo to af sine store Digtere. Jeg svarede: ja vist, en stor og en lang. Det skal være godt sagt; men man er jo ogsaa opdraget i det Collinske Huus. - Fra Edvard har jeg intet hørt; dog vi vil ikke tale derom, jeg skal nok i mine Følelser for ham holde Tømmerne lidt stramme; han er som enkelte Frugter, der ikke taale meget Sukker naar de skal holde sig. Tryk ham i Haanden fra mig. I denne Vinter, ja siden jeg kom hjem, har han været elskværdig, meget elskværdig, paa 1½ Gang nær, men det skal De ikke fortælle ham. Siig Jette, at hun maa speile sig, Speilet vil da sige hende hvad jeg ikke nok kan udtale, og Speilet taler altid Sandhed. Hvorfor sagde Viggo til sin Fader, og ikke til mig, at han skulde hilse Blomsterne i Jylland? Digtere og Blomster have dog mere at gjøre med hinanden, end Politiassessorer og Blomster. -. . Den ældste af Hauchs [sic] Døttre (Henriette)[4] veed De skriver Vers, men det er alligevel en særdeles fornuftig Pige. En gammel Klosterfrøken X.[5], vist henved 60, sværmer for mig, hun er næsten forlibt. See, de Gamle kan jeg nok faae! de see paa det solide, men de Unge! Ak, var man dog meget smuk eller meget rig! Lev vel! Hvo skriver mig til? Edvard?

Deres broderlige
H.C. Andersen



Brev nr. 170. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Lykkesholm den 24 Juni 1836.

Kjære Ven!

Nu er jeg da paa den Gaard hvor jeg har ladet min Otto Thostrup[2] finde sin Louise; for mit Hjerte kan De være rolig, det har ingen og vil ingen have, dertil er jeg for fornuftig. Jeg blev igaar Eftermiddags afhentet fra Odense, i den gamle Frues lukkede Vogn, thi det var en Kulde, som den kun er tilladelig her i April. Tre Gange haglede det, saa Gaden var hvid og Drengene gjorte sig Sneeboldte. Ingen Sommer har jeg endnu seet Hagl ligge saa høit. Jeg kjørte da afsted, i to Frakker og Sloprok, havde to Par Uldstrømper paa, aligevel mærkede jeg de danske Zefirer[3]. Den Smule Sommer er forbi[4]. Folk havde ondt nok af den! “Naar bare vor Herre vilde give os noget Regn! det seer sørgelig ud for Landmanden!” denne vor egentlige National-Sang, der synges om Sommeren naar Jorden ikke staaer i een Velling! hørte jeg i Fyen, som i Sjælland; nu hører man refrainet: “Det tegnede saa godt iaar, men nu er den Glæde forbi!” Alle Mennesker synge dog miserere[5], jeg selv giver stundom min svage Stemme til, for at gjøre Choret fuldstændigt. Dog paa Lykkesholm har man det saa godt, at man glemmer de mørke Farver! Iaftes fik vi deilig Steg, Viin og Punsch. Idag Krebsesuppe, Steeg, Fisk, Budding og Jordbær. Man lever saa velsignet. Jeg længtes ogsaa efter at komme herud. I Odense var noget kjedeligt, jeg frøs, var en Schwächling. (Ordet er galt stavet, men det er for at vise, at jeg ikke lignede de almindelige.) Kun een Dag morede jeg mig nogenlunde, Blæst og Kulde fordærvede Touren, jeg var paa Søbysøegaard[6]. Camilla Wedel[7] bad mig særdeles hilse Jette; Fru Føns fra Hinsgavl[8] og den musikalske Datter[9] sværmede for Improvisatoren og OT, bad mig særdeles om at komme til dem. Mueligt gjør jeg det. Datteren syntes jeg godt om, men hun er jo ikke riig, saa bliver jeg ikke forelsket. Gud veed om De, kjære Ven, har sendt mig et Brev, naar dette ariverer[10], men lad gaae! skrive er jo, som min Vertinde engang sagde, “mit Levebrød”, altsaa skriver jeg. Det første De fik var kun Gallop, det andet derimod Forretninger, nu ville vi sladdre. Jeg har meget paa Hjertet, Ting, som har ligget der længe før jeg reiste herover. Det er alvorlige Sager, vil De behage at være i Stemning. Enten vi nu i denne Verden sige De eller Du til hinanden, enten De bliver Statsmenister og jeg kun slet og ret Hr H. C. Venner ere vi, saa trofaste og hinanden hengivne, som Venner kunne blive; De betroer mig, hvad De efter Deres Natur kan sige mig, jeg gjør det samme. Denne Gang vil jeg have et Raad af Dem, veed De eet; derimod slet ingen Læreregler; i dette mit Tilfælde, kan jeg sige mig dem alle selv. See nu begynde vi. De veed hvorlidet Publicum ventede af mig før jeg reiste til Udlandet; “mange Udmærkede søgte”, jeg kunde ikke vente da at komme i Betragtning. Jeg kom afsted og Gud skee Lov, jeg har jo dog viist, saa godt som nogen, jeg havde benyttet min Reise; viist Frugter af den. Men jeg var for kort ude! kun det Halve blev gjort! jeg fik lidet. (Misforstaae mig ikke). Havde jeg før min Reise sagt: “Lad mig komme ud, jeg skal give en Bog, som Improvisatoren etc. etc.!” de havde neppe troet mig. Nu siger jeg: Deres Majestæt! lad mig reise, kun et Aar, til Sicilien eller Grækkenland! jeg skal vise endnu større Frugter. Denne Vei er min Opdragelses Skole! jeg skal, med Guds Hjælp, da levere et Arbeide, der maa, som det med forrige Gang er Tilfældet, bringe Enhver til at sige: “Han fortjente at reise!” - Ja, kjære Eduard: jeg vil søge om, næste Aar, at faae, 400 Species paa eengang. 600 bruger jeg, men har jeg de 4, de to maae og skal da komme. “Det Hele er umueligt! hvad tænker De paa etc. etc.!” ja kjære Ven! det skal De ikke sige mig! det kan jeg sige mig selv! Alle Indvendingerne veed jeg. Kan De derimod give mig et Raad, give mig en eneste Tanke fremad, da kom med den! det andet er jo til ingen Nytte; kun ærgerlig for Dem at skrive og endnu mere ærgerlig for mig at læse. En Trang og en Sjæle-Liden, drev mig af sted forrige Gang, jeg nød ikke Reisen, dog virkede den godt og frugtbringende ind paa mig. Nu er det ikke Smerte, ikke Entusiasme, som driver mig afsted, men Forstanden. Jeg føler: nu kan jeg bringe noget ud af det! Lader man, 6 eller 7 Aar gaae hen, hvo veed da hvor modtagelig jeg er for det Fremmede. Nu er mit Øie klart, min Phantasie bevægelig; nu er Øieblikket og det skal, det maa forrente sig! Mange reise der jo dog hvert Aar, det er kun Lidet jeg behøver. Naar Tingen klart fremstilles de Mennesker, som skal afgjøre den, da maa det jo kunde sættes igjennem. Jeg skal roligt og tydeligt sætte Dem mine Grunde frem. I dette Brev vil jeg kun gjøre Dem fortrolig med, hvad Deres Søster Louise, veed, længe har gjæret i mig. Lad os gjensidig tale om denne Ting, men viis mig ikke Skyggesiderne, Umuelighederne, Intet er umuligt og Alt hvad De kan sige imod, veed jeg: fra forrige Reise har jeg en Slump Bemærkninger. Siig mig heller Tiden naar jeg maa indgive min Ansøgning, etc. etc.- Ingen Tid vil heller synes mere passende end nu, da Improvisatoren, (Resultatet af den forrige Reise) staaer saa levende. Den nye Udgave vil komme til Nytaar[11], Hoffet og Vedkommende, kunne da faae et Exemplar. Det er ikke lidet at en saa stor Morskabs-Bog, saasnart oplever andet Oplag. - Dog nu nok om denne Historie, skriv mig nu snart om det! see at De glemmer Secretairen ved Fondet, ham har jeg ingen Fortrolighed til, det er min Eduard Collin jeg har skrevet til og han kan tie, selv for Secretairen. Hans Gunst søger jeg ikke og hans Embedstaler vil jeg ikke høre. Verstanden? Fra Roed[12] skal jeg hilse Dem mange Gange. Jeg viiste ham Odense Mærkværdigheder. De opgravede Oldtidsbaade, (der rimeligviis have været Vantrug, som flere Heste have drukket af)[13]. St Knuds og Frue Kirke, samt flere Vuer. Hillerup[14] kjeder sig! har Længsel efter Studenterforeningen. Ove Thomsen har kjøbt sig, paa Actier, Mad: Iversens Trykkerie. Jette Wulff er den eneste jeg endnu har faaet Brev fra, hun fortæller mig om hvor slet Arnesens Lystspil[15] var og hvorledes det eenstemmigt er hysset ud. Han maatte heller have valgt: “en Aften paa Billardet”[16], det er der virkeligt noget ved; havde han puttet Sange med morsomme refrains i, det vilde vist have gjort Lykke. Fortæl mig endelig hvorledes det gaaer med Deres Faders Hoste. Jeg var ikke saa glad ved at han kjørte til Slagelse. Siig mig dog noget om Deres gifte Søster. Det sidste jeg hørte om hende var at hun havde faaet Igler. Deres Moder maa De bringe en aparte Hilsen, hun er dog den, som skjønner meest paa mine Hilsener. Giv den kjære Louise en Hilsen at dele med Lind. Fortæl mig hvor Emil er, siig mig hvad De og Deres Fader synes om Renzos Bryllup. Fortæl
Theodor at jeg i stort Selskab har revet de sorte Fløiels Frakker ned og sagt, jeg veed kun een eneste de ret klæde: den yngste Collin. En ny Roman[17] spøger i mit Hoved. Glæder det Dem særdeles? Hils Kjæresten!

Deres broderlige
H. C. Andersen.

NB. Brevene gaae til Odense til Mad: Iversen.



Brev nr. 171. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Lykkesholm den 26 Juni 1836.

Iaftes fik jeg Deres kjære, søsterlige Brev[2] og strax maa Brevduen igjen afsted. See, det er jo i sin Orden! Jeg er her paa den Herregaard De finder beskrevet i “O T.” hvor Luise og Sophie boede. Jeg har det Værelse jeg tænkte mig Otto beboe og iaar forekommer det mig, som jeg halv selv havde oplevet den hele Historie. Mit sidste Brev fik De fra Nestved[3]. Herfra drog jeg til det eensomme Sorø, ogsaa der var koldt og stille, selv Nordens Sommer, har ikke hvad jeg ønsker og forlanger. Hauchs toge, som Ingemanns, særdeles kjærlige mod mig og vi gjorte smukke Toure. Den bedste af alle var med Hauchs, Fru Wulff og Julie Schouboe vare med. Vi kjørte til Suserupsøe. Skoven der mindede mig om de amerikanske Skove, Wassington Irwing[4] har viist os: Uhyre Ege slyngede deres sælsomt formede Grene i hinanden, dybt nede laae Søen, Suseaaen løber midt igjennem den, lige som Rhonefloden gjennem Genfersøen. Paa en eensom Vandring med Julie spurgte hun mig om jeg hadede hende og forsikkrede at hun ikke havde Anelse om nogen tidligere Fornærmelser mod mig, fortalte hvorledes det havde piint hende, og nu kom da en Forsonings Scene midt i Skovens Tykning. Jeg forærede hende een af mine Bøger og nu har jeg een mere paa Partiet. Seer De hvor man forsones alt i denne Verden. Hun tilstod at Thecla[5] havde været lidt skarp, men denne var ogsaa et andet Menneske. Jeg kom til at lide Julie, hun var meget aaben og {aaben og} naturlig. Hun bad mig hilse Dem. Hauchs mindste Datter: Maria, er en sær Unge, hun slaaer alle Dyr ihjel, det gjorte hun der i Skoven og det gjør hun hjemme. Forleden tog hun en Stok og slog en Kylling ihjel, “den var uartig!” sagde hun. Lidt efter løb hun efter Hønen for at kysse den og bede om Forladelse. Fra Sorøe gjorte jeg en Udflugt til Slagelse for at bivaane Veddeløbene de to Dage der og det var langt interessantere, end i Kjøbenhavn, hvert Øieblik opdagede jeg nye Bekjendtere, Collins Mandfolk vare der, jeg saae Bruun[6] hos Prinds Christian og med en Slags Hjertebanken, saae jeg til hans Hat, jeg frygtede at opdage Tegn paa, hvorledes det stod til Hjemme. Jeg spurgte ham hurtigt om Deres Moder og til min Overraskelse og Glæde, fortalte han, at Deres kjære Moder pludselig befandt sig bedre. Crisis var overstaaet. Collin bekræftede det samme og det var mig saa kjært. Jeg havde jo seet Deres Bedrøvelse. Tænkt mig den stakkels Moders Smerte. Tro mig, aldrig har jeg glemt de moderlige Breve, hun sendte mig da jeg var i Meislings Huus, den Oprigtighed og Omhue hun altid viiste mig. I første Øieblik turde jeg ikke fæste Liid til den gode Efterretning, men nu over 9 Dage ere gaaede siden og jeg hører hun endogsaa kan taale Haveluften, er jeg fuldkommen sikker, hun bliver rask og glad. Bring hende mine inderligste Hilsener! Maatte Sommeren dog blive varm, den er jo værre end Sydens Vinter. Jeg føler mig slet ikke vel i Kulden. Luften er altid graae. Vandet drypper fra de grønne Træer og Blæsten trænger til Marv og Been. Nu er der Sommerliv ved Neapels bugt, den varme livsbringende Luftning gaaer over det blaa, klare Vand, Apelsinerne hænge græsgrønne mellem det mørke Løv, Roserne blomstre og lykkelige Fiskere synge i Baadene. O hvorfor ere vi dog fordømte til Niffelheim[7], hvor der altid er Riimfrost og vaad Taage. Med denne Post i Dag, har jeg første Gang talt til Collins om, at jeg vil søge om Reise Stipendium næste Aar. De blive vist forbausede. Jeg faaer da heller ikke! Ulykkelig er den Kunstner, som fødes i et lille Land. Var jeg dog fransk eller engelsk, da behøvede jeg ikke at betle om, hvad jeg selv kunde give mig. Da havde jeg et Navn, var uafhængig og riig nok til at leve hvor jeg vilde. Jeg er en Sydvæxt, men sat hen i Norden, hvor min Blomstren kun kan vare nogle Maaneder, da man ikke vil hæge om den. Een eller to Gange en lille Potte Vand over Hovedet, det er det Hele og jeg er uendelig taknemlig, som jeg bør det. Man har saa mange Væxter der skal vandes, baade Gaaseurter og Grønkaal og Kaalen er en uunværlig Plante. I dette Øieblik hagler det udenfor. Hagl, som Ærter, Vinden piber og derfor piber jeg med! Deilige Italien! jeg gad være Munk paa Toppen af Capri! blev man kjed deraf kunde man jo springe ned i Vandet. Byron var dog lykkelig i al sin Qval, han kunde flyve om, var riig nok til at kunne foragte Mennesker, nyde og synge, som han vilde. Jeg har sjunget om Italien, skrevet en dansk Roman[8], nu vil jeg skrive en Bog for min egen Fornøielse[9], de Danske skal faae Lov at læse den, Gud veed hvad de vil sige. Jeg er en Nar nok til at bryde mig derom. Det danske Climat faaer ingen Sanger i mig! Naa, det vil nok gaae ud over mit Hjerte. Naar nu Ansøgningen kommer ind, saa maa alle mine Venner tage fat i Touget for at hæve den svære Overligger. De maa da ogsaa faae Kock til at tage fat, han har jo Kræfter hos Vedkommende. Selv Prindsessen[10] vil jeg bede at hale med! Enhver, som hjælper lover jeg - - ja, det skal være en Overraskelse. Dersom den anden Verden er smukkere, end Italien, saa døer jeg med Fornøielse, men seer De ma s[o]eur, man veed hvad man har, men ikke hvad man faaer. Indpakningen til den himmelske Reise, har noget høist ubehagelig, man reiser alene, uden Pas og Creditiver, og man bliver stiv før man kommer i Kassen. Glæd mig snart igjen med et Brev, Deres er det første og eneste jeg endnu har faaet fra Byen. Hils Deres kjære Forældre; tryk Broderen, kjær- ligt, i Haanden. Det ahner mig, at seer jeg Italien, jeg træffer sammen med ham der. De er da ogsaa med. Jeg gad nok være hans Guide landværts, vise ham den første Pinie og den første bella ragazza med de sværmerske Gazelle-Øine og de yppige Former. De, har jo spaaet mig, at jeg faaer en Tricolors Kjærlighed, jeg tænker snarere det bliver en Purpur. Denne Farve anseer jeg betegnende for Italien; Purpur er Nilliken i de sorte Haar og den er Kjærligheds Tegnet. Den lykkelige Carstenskiold[11] han kan nu drikke Luft og sværme for den røde Nillike. Det gjør han nok ogsaa, efter hvad Broderen, som jeg traf ved Slagelse Veddeløb, fortalte mig. -
Dette Brev vilde jeg selv have besørget afsted igaar, da jeg var en Tour i Nyborg, men jeg glemte at slutte det og hvad der var uheldigere fik det ikke med, derfor kommer det en Postdag senere. Disse to sidste Dage har været Storm og Regn; jeg har imidlertid skrevet lidt, (meget lidt) af den nye Roman, den kommer ikke til at hedde, Musikanten. - Geniet. Gale Eisler, Skræderens Søn eller noget af disse Navne, men dog vist noget beslægtet[12]; kommer jeg derimod til Italien skal De faae “en Fiskerdatter fra Mesina”, saa varm og yndig, som jeg veed mit Hjerte vil finde hende, hvor Pinierne groe og Bjerget brænder. Ak, her gaaer Ilden ud i Regn og Slud. Jeg er igrunden en Sydboe, fordømt til dette nordiske Kloster, hvor Væggene ere Taage, Svøben Storm og Lænken - ingen Reisepenge. Adio!

Broderen

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
Søcadetacademiet i Bredgaden i Kjøbenhavn
frit.



Brev nr. 172. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn. d. 28 Junii 1836.

Kjære Ven.

Det er ikke meget smigrende for mig, at jeg ikke har faaet noget Skjendebrev fra Dem, fordi jeg endnu ei havde skrevet; thi det burde jeg jo have gjort alt for længe siden.
Deres sidste Brev[2] har fornøiet mig maaskee meer end sædvanligt. Der er saadan en menneskelig Tone - jeg vilde kalde den, men bliv ikke vred, voxen - i det; dog er det naturligviis som altid en Blanding af elskværdig Godmodighed og Pretension, en Følge af, at De ikke er enig med Dem selv om, for hvilket af disse Rollefag De passer bedst, eller hvad der klæder Dem bedst.
Der er een Bemærkning i Deres Brev, som jeg er saa enig med Dem i, som jeg maaskee aldrig har været før, det er den om Veiret; thi det har rigtig været meget koldt. Ved Beretningen om Maden paa Lykkesholm savner jeg Underretning om, hvilken Slags Budding De fik, samt om der var Kapers paa Krebsesuppen.
De siger, De var en Schwächling, og tilføier, at Ordet er galt stavet, for at vise, at De ikke lignede de almindelige. Jeg har maattet lee over at jeg af Deres Skrivt saa tydelig kunde see Deres Tankegang, medens De skrev det: De har først skrevet det, uden at tænke paa at ville skrive det galt; da det var skrevet, er der opstaaet en Tvivl hos Dem om Orthographien, De har siddet og rettet noget ved det, men for en Sikkerheds Skyld, “for at Edvard ikke skulde have noget at hænge sin Hat paa”, har De tilføiet, at det var stavet galt og med Villie. Og saa ligger endelig det Komiske deri, at det er skrevet rigtigt. Fy! Andersen; kan De ikke mere skrive galt?!
Nu skal De faae Svar paa Deres Spørgsmaal: 1) Med Faders Heste gaaer det meget godt, jeg veed ikke at der skader dem noget; allermindst kunde Touren til Slagelse, som De antager, skade dem noget, thi de vare slet ikke med der. - 2. Siden den sidste Efterretning, De havde om Ingeborg, var, at hun havde faaet Igler, saa vil det interessere Dem nu at erfare, at de ere faldet af igjen. 3. Emil er i sin Ungdoms Vaar. 4. Jeg synes godt om Renzos Bryllup, thi det ligner Ludovic[3], og det er et rart Stykke. Fader har, saavidt jeg veed, intet at erindre imod det; idetmindste har han ikke læst det.
Troer jeg ikke, Gud hjelpe mig, at det gamle Menneske troer at kunne drille mig ved at sige, at den Eneste, hvem en Fløiels-Frakke har klædt, er Theodor. Jeg skal imidlertid communicere Th. denne mistænkelige Anbefaling, idet jeg henstiller til ham selv, hvorvidt han derved vil føle sig smigret.
Der er ikke noget Menneske, som jeg med saadan en Fornøielse er grov imod, som mod Dem, thi jeg er aldrig vred; jeg kunde saaledes gjerne blive ved et heelt Brev igjennem at skjelde Dem ud og gjøre Nar af Dem, uden at mene det Mindste med det.
2det Afsnit (eller 25 Aar derefter)[4].
Deres Raisonnement om De- og Du- Væsenet fornøier mig. Det er taget ud af min Sjæl, og først seent erkjendt af Dem. - Hvad det Øvrige angaaer, da er det idag for sildig at begynde paa en saa vidtløftig Materie, som en Reise til Grækenland eller Jerusalem, for at see om den hellige Grav er vel forvaret. Kun den ene Læreregel vil jeg, tvertimod Deres Ønske, give Dem, at det ikke er værd at tænke saa længe iforveien paa en Ting, som, hvis nogensinde, først kan realiseres om et Aar. - Fra alle Mennesker mange Hilsener. Toepfer[5] beder Dem hilset.

Deres lille Menneske og sande Ven
E. Collin.



Brev nr. 173. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Lykkesholm 3 Julii 1836.

Kjære Ven!

“Deres sidste Brev har fornøiet mig maaskee meer end sædvanligt. Der er saadan en menneskelig Tone - jeg vilde kalde den, men bliv ikke vred, “- barnlig - “, i det; dog er det naturligviis, som altid en Blanding af elskværdig” - Hjertelighed og hovmesterlig Besindighed, - “en Følge af, at De ikke er enig med Dem selv om, for hvilket Rollefag af disse, De passer bedst, eller hvad der klæder Dem bedst!”
Det er en smuk Periode, derfor har jeg afcopieret den efter Deres Brev[2] og, som De seer kun tilladt mig ubetydelige Forandringer. Hvor De er klog med Deres Tydsk! ja, De har jo ogsaa nylig været i Altona, hvor man kan lugte hvad Mad de laver i Hamborg. Ja det at reise har man meget godt af! Jeg har ogsaa i hele den sidste Tid reist meget om i Fyen, for at studere det fynske Sprog og Naturen. - Hvilken Afvexling i denne! Forleden kjørte vi kun en halv Miil, men Skovene stod mig det deiligste Spanskgrønt noget Menneske vil forlange. Vi kjørte udenom en Kirke, igjennem den turde vi ikke komme, for den var rødplettet, havde alle Tegn paa at lide af Mæslinger, udenfor stod en Muurpille, som den vist vilde tage ind imod Aften for at komme sig. I Storkereden stod Storken, da vi kom løftede han det ene Been op, han vilde nok have taget Hatten af, men da han ingen havde meente han, som saa, “man gjør hvad man kan, men ikke hvad man skal”. Vi saae ogsaa ved et Gadekjær en kalkunsk Høne, der havde paataget sig det store Ansvar at opdrage tolv Ællinger, de gik i Vandet første Gang og uden Seele, men Hønen var ogsaa i stor Spænding, jeg troer hun selv havde Seler paa. Saaledes har jeg, paa Reise, Øie for Naturen, De derimod for Sproget, og det ene skal jo gjøres, saa kan det andet gjerne forsømmes.
Siig mig nu, kjære Ven! kan De finde alt det Vrøvl morsomt jeg nu har skrevet. Vil De ærgre mig, saa siig ja, vil De smigre, da siig det Modsatte. Naar jeg er paa Landet, spiser og drikker som til Geburtsdag[3], bliver uhyre flateret, og har Sol-Varme, saa føler jeg mig inderlig oplagt til at sige Vrøvl. “De er meget vittig!” hører jeg fortælle. Det er Skade at de hjemme ikke har hørt mig naar jeg er vittig. Jeg kunde jo gjerne give Dem en lille Vittighed, - “men den skal gjemmes til Romanen!” siger De nok. Det er af Dem uartigt sagt, og - derfor skal De ingen have! Jeg har ikke i mit sidste Brev talt om Deres Faders Heste men om hans Hoste. Denne var med i Slagelse, er den bleven paa Banen skal det glæde mig. De spørger mig om hvad Slags Budding vi fik paa Lykkesholm, Svaret er Marmor- Budding[4]. Jeg skal dog beskrive Dem hvad vi fik igaar hele Dagen, saa kan De slutte Dem til Levemaaden. Først Thee med deiligt Græssmør paa Brødet; derpaa Kaffe med en Fløde, som kunde staae. Det var Klokken 8; men Kl 10 fik vi Kyllingsteg og Asparges, samt Portviin. Klokken 2½ Kjødsuppe med delicate Fiskeboller. Steeg; Melon; Gjede. Høns og Jordbær, derpaa Kaffe. Klokken 8 Thee med Julekage og det deilige Smør og Klokken 10. Smørrebrød med Alleslags og varme (stegte) Aborrer. Dertil, som ved Middagsbordet, rød eller hvid Viin. Det er et sandt sybarittisk Liv, derfor tog jeg ogsaa en deilig Provinds Rose med i Sengen, som jeg kyssede før jeg sov og lagde derpaa under Hovedpuden. Nonnen har jo sin Bambino[5], Herre Gud, saa maa dog en Digter have en uskyldig Provinds Rose, især naar han ikke er forlovet, spørg Deres Jette og mine andre Veninder; Fru Drevsen og Louise ere istand til at være saa trapistiske[6] at finde “Rosenkysset” upassende, men de kunne sagtens tale, den ene har en Mand, den anden en Kjæreste, havde de ikke, saa kyssede de vel ogsaa Roserne. Jeg har skrevet et Digt derom[7], som De ved Leilighed skal høre. Det tydske Brev jeg forrige Post fik tilsendt var fra Digteren A. Chamisso[8] og særdeles smigrende og kjært for mig, fortæl Deres Fader og dem Alle hjemme derom. Improvisatoren har gjort et særdeles Indtryk paa Chamisso og de han har talt med om den. Han sætter den høiere, end jeg har turde haabe. “Das rein unschuldige, keusche, fromme Buch”, som han kalder den, “weil es so ganz im Gegensatz steht zu den hervor ragensten Erzeugniszen der Zeit, Ich rechne dazu - notre Dame de Paris[9], La Salamandre[10], Peau de Chagrin[11], Le pere Gloriot[12], L ‘ane mort et la femme guillotinée[13] u a”. I disse finder han kun en dæmonisk, skrækkelig Verden, og fremfører nu den nyere tydske Litteratur, hvor Fortællingerne ere slæbende med Figurer uden Kjød og Blod. En mørk Grund staaer ham disse to Litteraturer, mod hvilke, mit Arbeide siger han tager sig ud, som, “ein helles Bild, gar tröstlich, alles ist frisch, lebendig und Liebe verth. Alles gefühlt und gesehen”. Blandt de i Berlin, af Chamisso, Bekjendte, der skulle især være “entzückt” er Goudy[14], som nylig er kommet fra Italien og har udgivet en Bog derom[15]. Chamisso slutter med at han er “eitel”, ved at være den som først har ført mig ind i Tydskland[16] og har nu til næste “Musenalmanach” oversat mit Digt i Agnete: “Bag Ellekrattet nede hvor Møllehjulet gaaer”[17]. Han spaaer mig Erkjendelse og Lykke! - Jeg vil haabe at der fra Tydskland vil reise sig en Stemme for mig. Da vil de Alle hjemme erkjende mit Talent, sætte mig paa den rette Plads. De alene, Eduard, De og Deres, veed hvor dybt en saadan Roes griber mig, den fylder min Sjæl med barnlig Tak til Gud, af ham har jeg Alt, ingen Stolthed kjender jeg da, en reen hellig Ydmyghed gjennemstrømmer mig. Kjendte dog Enhver, hvorledes man ved Roes og Godhed bedst luttrer en Sjæl. Chamisso’s Brev har glædet mig saa meget, jeg kunde omfavne hele Verden for det! O Eduard! havde jeg Dem dog hos mig! dog i Tankerne seer jeg Dem ind i de trofaste Øine. Loe De saae af mig, kaldte min Følelse Sentimentalitet, det den bestemt ikke er - ja saa var De “et lille Menneske!” Glem ikke at sige Søstrene, at Improvisatoren er “ein rein unschuldiges keuschen Buch!” Hvo veed, skulde jeg ret skrifte, om de ikke har meget Deel deri. Forleden besøgte jeg den gamle Gaard Broholm[18]. “OT.” laae paa Bordet da vi traadte ind i Stuen. Digteren blev derfor særdeles modtaget. Fruen flættede endogsaa en Krands til ham, førte ham op og ned, dækkede op og var nydelig. Hun skal ellers være fameus, siges der, en Degnedatter, som Sehsted, blev nødt til at gifte, det er en heel Roman, ingen Damer kommer der, jeg kan ikke sige andet, end at hun var særdeles opmærksom mod sine Gjæster og at hun vælger med Smag sin Læsning viser, at hun havde “OT” og nu, som hun meget naivt udtrykkede sig, skulde hun s t r a x anskaffe sig Alt hvad jeg havde skrevet, for naar man kjendte min Person, saa kom man just til at faae Lyst! Hun skal være forlovet med sin Forvalter Lorenzen[19], en meget vakker Mand, syntes han mig, med Dannelse og Verdenstone; De kjender ham vist, i det mindste kjender Drevsen hans Pearl, som seirede paa Slagelse Bane. Godt var det jeg havde seet disse Veddeløb, thi om disse, om Ole Pedersen[20] og romerske Heste[21] underholdt jeg mig med Lorenzen, midt i Talens Løb tænkte jeg paa Drevsen, han skulde have hørt til. Siden er jeg særdeles blevet drillet med Fruen, der gjorte saa meget af mig, men hun er jo forlovet, ellers var det en meget god Gaard, og det er jo Hovedsagen i Ægteskab. Hun har ellers indbudet mig endnu engang og da blive et Par Dage, men rimeligviis kommer jeg ikke! Dagene gaae for gesvindt! Nu igjen til Deres Brev! De, som vil drille mig! De!!! lille Menneske! Naturligviis lignede De Dem selv! en Formaning maatte jeg dog have. Der var ikke Tid til at skrive et fornuftig Raad, men dog nok en Formaning: “det er ikke værd at tænke saalænge iforveien paa en Ting, som, hvis n o g e n s i n d e, først kan realiseres om et Aar”. Seer jeg ikke nok i Deres “hvis n o g e n s i n d e”, en heel Sætning af Deres gamle Hovmester Taler. Det var ikke efter “Forlangende”. Nu er jeg ordenlig gal paa Dem, i det jeg skriver dette. Da jeg var her øverst paa Siden, kunde jeg have kysset Dem, nu nederst har jeg Lyst til at ruske Dem. - - Men nu er jeg god igjen. Lad Søstrene og den kjære Moder faae noget af dette Brev at læse, eller ogsaa hele Brevet. Deres Jette kunde gjerne særskildt hilse. Louise havde faaet Brev nu, men da hun ikke har takket mig for det hun fik, formoder jeg hun er vred fordi jeg har skrevet hende til. Præstekonen i Gudme[22] sang forleden for mig: “lille Viggo” efter den kalundborgske Melodie[23]. Nu skal jeg ind at drikke Kaffe. adio!

Deres “voxne” Ven,
der har: “saadan en menneskelig Tone”.

NB: nu skal man see, at jeg nok ogsaa skylder Dem den?

E. S. Hils ham der “nyder sin Ungdoms Vaar”, beed ham fra mig at være bestandig i Nydelsen. Dette er et meget interessant Brev. Skulde De ikke med det næste Brev, som jeg haaber kommer snart, kunde sende et lidet Tordenveir, jeg længes meget efter et saadant.



Brev nr. 174. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Tolderlund den 19 Juli 1836.

Nu er jeg i Tolderlund[2], som De seer, men føler mig ikke ret vel. Det er et utaaleligt koldt Veir! Blæst og Regn; her til kommer nu, at det er et lille Landsted, smaae, lave Værelser, som man ikke kan bevæge sig i, siidt[3] og fugtigt, jeg har ondt i Halsen ondt i Ryggen og føler mig alfor eensom. I Anledning af Odense Marked[4], kom jeg hertil, og fordi jeg egentligt er Gjæst hos Mad: Iversen. Paa Lykkesholm var jeg begyndt at blive feed, følte mig særdeles vel, i de store Sale, ved den gode Mad og ved den rige Natur. Vi gjorte mange Udflugter og paa Ørebekkelunde[5], kunde Deres Søsteres Digter Bulver, ikke have faaet en mere smigrende Behandling end jeg, min Skaal blev først udbragt: “Danmark[s] Andersen, som hædrer vor gamle Borg med sin Nærværelse!” (Ærlig talt følte jeg mig lidt flau ved den særdeles Complimenteren). Imidlertid fik vi mange Gjæster til Lykkesholm og een af de, som blev, var Skuespiller Foersom.

C.M. Foersom
Det Kongelige Bibliotek

Han er godmodig, men saare raa! tænk! ved Middagsbordet hvor der var vist 40 Mennesker og halvdelen Damer, gjorte han med et Lommetørklæde og sine Fingere en Figur, som forestillede een med bare Laar og presenterede den. Det eneste Comiske var, at een af Damerne, som ikke saae godt, tog Lorgnietten frem for at beskue hvad det egentligt var. Een Morgen kommer jeg ind paa mit Værelse og der staaer Foersom ganske rolig og bruger min Tandbørste. “Geneer Dem ikke!” sagde jeg, “men hvor gidder De bruge en Andens Tandbørste?” “O,” svarer han, “det bryder jeg mig s’gud ikke om, De feiler jo ikke noget!” - Da han var borte, kom da strax min gode Tandbørste ud af Vinduet, jeg vilde ikke have den til min Mund. Foersoms hele Raahed kjedede mig og jeg begyndte da at længes efter Odense; vi reiste da til Marked. Nu skal De høre min Lidelseshistorie. Min Kuffert kunde ikke gaae paa Vognen, den maatte op igjen og jeg, medens de Andre var paa Vognen, pille noget ud til Reisen. I Hastværk fik jeg min Sax ind i Tegnebogen og bag i Lommen. Vi kjørte, Saxen gleed ud, jeg stod af ved en Kro hvor vi ville have Mjød, jeg stiger opigjen og nu har Saxen vendt sig saa at jeg sætter mig een heel Tomme ned i den. Jeg kunde føle Blodet løb og nu maatte jeg ind og bade Bagdelen med Ædike og Vand. Pauli[6] holdt Koppen og Foersom klemte Saaret, det var en brillant Scene. Nu kom jeg til Odense; Markedet var slet, Veiret og jeg slet, saa flyver der mig et Asen af et Skjældyr lige ind i Øiet, ud kunne vi ikke faae det, Ingen kunde see det og jeg leed af Smerte. Saa vilde man bilde mig ind det var Gigt. Uh! hvor jeg var lynende gal. Hele Natten piintes jeg, næste Dag gav Doctoren[7] mig noget Øienvand og da, men først ud paa Eftermiddagen, kom der et Monstrum, en flyvende Drommedar ud af Øiet. Efter denne Lidelse fik jeg Mavepine og ondt i Brystet og saa kommer Deres Brev. Nu maa De tænke Dem at jeg ret var veemodig stemt, havde en Længsel efter Dem og Deres, som jeg længe ikke har følt, og da jeg saa læser saa er Deres halve Brev, det saakaldte moersomme Vrøvl, som jeg ikke var det mindste oplagt til at modtage. Jeg var nu i det Humeur at jeg tænkte: O det Menneske, han holder dog ikke af mig, som jeg holder af ham. Jeg var arrig over at De sagde: Idag venter jeg Emil! det syntes mig. Ja, see ham venter han, ham holder han af, ham viser han ogsaa mere Fortrolighed, ham spadserer han med og spiller Schak med! Uf! jeg var arrig paa Dem, Verden og Dem. Idag er Veiret herude ligesaa slet som igaar. Her er Vinterkoldt, Regnen strømmer ned, men jeg er dog roligere. Deres Brev har jeg to Gange læst igjennem og finder nu, at det jo er ganske i den Tone, som jeg angav fra Lykkesholm; men koldere er det bestemt; og hvorfor kalder De mig Deres “skikkelige Ven”! jeg vil ikke være skikkelig! det er det flaueste, kjedeligste Ord De kan bruge. Skikkelig kalder man enhver god Torsk! For det Vrøvl jeg skrev om Rosen og Kysseriet kalder De mig nok saa! ja bi! naar jeg reiser igjen, jeg skal ikke være skikkelig, vil ikke være det, jeg har varmere Blod maaskee, end De og det halve Kjøbenhavn. Eduard, jeg føler mig saa lynende gal i dette ækle Veir! jeg længes ogsaa efter Dem for at ruske Dem, for at see Deres Krampelatter, for at kunne gaae fornærmet bort og ikke komme i hele to Dage hjem til Dem. Er De nu et Menneske med Følelse, saa skriv mig snart og ved snart forstaaer jeg strax, et langt Brev til, Svar mig paa hvad jeg har spurgt om i eet af de tidligere Breve, eller siig lige reent ud at De vil ikke svare mig paa det, saa veed jeg det. Emil holder jeg særdeles af, men gjør De mere af ham end af mig, saa faaer jeg noget imod ham. Her har De Digtet De ønskede. Pauli har sat det i Musik[8].

1.

Rosenknop, saa fast og rund,
Deilig, som en Pigemund!
Jeg Dig kysser, som min Brud!
Yndigt meer, Du springer ud.
Nok et Kys Dig Læben sender,
Føl, hvor jeg brænder!

2.

Jeg vil skrifte, som sig bør,
Ingen har jeg kysset før.
Ingen Pige venter mig!
Rose, jeg maa kysse Dig.
Ak, Du ei min Længsel kjender.
Føl, hvor jeg brænder!

3.

Med hvert Kys Du faaer en Sang,
Naar Du da er Støv engang,
Sangen kalder Dig ihu.
Ingen kyssed’ mig, kun Du.
Kun ved Dig jeg Kysset kjender.
Føl, hvor jeg brænder!

4.

Danmarks Døttre ved min Grav
Sige for hver Sang jeg gav:
“Han just havde Kys fortjent!”
Herligt sagt, men lidt for seent.
Løn mig mens jeg er ilive!
Kys I mig give!

E. S. Tre Capitler ere alt skrevne af den nye Roman[9], siig Deres Moder det, hende veed jeg da det vil glæde. Improvisatoren var en Nordboe der skildrede Italien, nu skal De see det Stykke en Italiener, som skildrer Norden[10], Planen er lagt, udtænkt etc. etc. - Hils Deres elskværdige Jette og den kjære, trofaste Louise. Jette faaer Brev fra mig naar jeg er i Rosen-Humeur. Louise vil jeg skrive til[11] naar hun - selv kun gjennem Dem - takker for Brevet hun fik. Fru Bügel[12] har jeg lovet et Brev, men veed ikke hendes Adresse, vil De derfor sende det til hendes Portnerske, De seer i Veiviseren, Adressen, Lev nu vel! Hils dem Alle hjemme i Hjemmet og skriv snart til

Deres Ven
H. C. Andersen.



Brev nr. 175. Fra HCA til Louise Collin.[1]  

Lykkesholm den 30. Juli 1836.

Til Frøken Louise Collin
overleveres hende den 3. August 1836.

Min bedste Hilsen sender jeg Dem til den 3die August. Den Dag vil jeg ret tænke paa Dem, erindre de mange kiære Øieblikke, hvor De ret var søsterlig god mod mig. Jeg har Timer i min Erindring, fra tidligere Dage, De maaskee ganske har glemt, fordi de for Dem vare uden Betydning. Hvert trøstende, venligt Ord De har sagt mig, modtog jeg for aldrig at miste det. Den tredie August er jeg i Svendborg, hvor der er Kirke-Concert, rimeligviis træffer jeg der alle Hornemanns og vi ville da tale om den kiære Louise, saaledes er De da ogsaa med. Samles jeg med Emil om Aftenen paa Hvidkilde[2], da skulde vi to drikke Deres Skaal, (naturligviis i al Stilhed). Vi ville, som to langtborte fra de stille Øer, der samles mellem Fremmede, see betydningsfuld til hinanden, erindre den blaae Lothus, som de Andre ikke kiende, og holde saaledes vort Hiertes Guds-Dyrkelse. For to Dage siden talte jeg med Præsten Lassen[3], han fortalte mig at De og Lind havde faaet Smerter i Halsen, ja at Lind senere laae til Sengs af Skarlagensfeber. Jeg kan ret tænke mig Deres Bedrøvelse hiemme. Med Halsen er det vel nu bedre, men Feberen er ingen Spøg. Hils det fortræffelige Menneske fra mig. De besøger ham i hans Sygdom, det vil hiælpe paa Patienten, selv et lille Epistel fra Deres Haand maae jo være de meest styrkende og helbredende Draaber. - Til den tredie August sender jeg Dem, som Present, en Forsikring paa et Exemplar af min nye Roman[4], der udkommer, vil Gud, i April, tag til Takke! gierne sendte jeg noget bedre, men De seer meest paa den gode Villie, veed jeg! De sidste otte Dage tilbragte jeg paa Tolderlund, hvor det ideligt var Regnveir og høist kiedeligt; mere herom mundtligt! iforgaars kom jeg her til Lykkesholm, hvor Sommeren, da jeg kom, sprang frem, som en Passions Blomst. En uforsigtig Badning i en Søe med Kildespring, har givet mig en lille Feber, men den har vel intet at betyde, Luften er saa mild, her er en Rigdom af Levkøjer, saa man kun aander Duft, Kirsebærtræerne ere i et Blod af saftige Frugter og vi have fuldtop af Meloner. Paa Mandagmorgen[5] reiser jeg til Broholm og Onsdag, Fødselsdagen, er jeg i Svendborg; 8 Dage derefter er jeg vist paa Nørager eller i Sorøe, derom skal Eduard faae Brev. Jeg har fra Agent Voigts i Faaborg faaet en Indbydelse, men jeg afslog den. Nu hører jeg siden at de rimeligviis Alle af Familien kommer til Concert i Svendborg og mene da nok at overtale mig. Vi mødes i Kirken[6]. Rygtet gaaer i Fyen, at Stage og Jomf. Kofoed[7] have holdt Bryllup! Naar holder Eduard sit[8]? Efter min Beregning skulde det vel have været i Juni! Hils nu den kiære Moder, Søsteren og Alle hiemme, og tænk lidt paa mig og har De et Ønske for mig, da lad det være: gid at Andersen næste Aar maa drikke den tredie Augusts Skaal mellem Pinier og de Bierge “der staae ham, som det deiligste Indigo!”[9] Imellem længes jeg ret inderligt efter Hiemmets Hiem; da staaer De saa levende for mig, og det er et andet Billede, end det Marstrand[10] har givet os. Udtrykket i Øinene erindrer jeg bedst hos alle mine Venner, det siælelige Udtryk er mig det egentlige Portrait, kunde jeg endogsaa glemme hvert søsterligt Ord De har sagt mig, Siælen i Deres Blik vilde dog ikke forsvinde, det er jo ogsaa paa denne og disse, vi i den anden, ukiendte Verden, skulle kiende hinanden. Lev nu vel! gid De næste 3die August endnu føle Dem lykkeligere end i Aar, gid Lind maae være ansat i Helsingør eller Odense, og jeg da fra Syden maae adressere mit Brev til Fru Louise Lind!

Deres broderligt hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 176. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Svendborg den 4de August 1836.

Min kjære, bedste Ven!

Igaar Eftermiddags kom jeg her til, efter en stor Omflakken[2], fra Herregaard til Herregaard, alle Breve, som imidlertid indtraf i Odense, skulde sendes her til. Jeg gik paa Posthuset og fandt et Brev der fra Deres Fader[3], han skriver “Torsdag eller Fredag er det Eduards Bryllups Dag[4]!” - Det glædede og dog bedrøvede mig. De sætter vistnok ikke Priis paa en Vise og mueligt, føler De Dem ganske anderledes stemt end at have Sang, men jeg var dog af den Mening, at da Deres første Ven, (i det mindste fra min Side) er Digter, saa skulde just De have en Vise til Brylluppet. Nu faaer jeg først her Dagen forud Brevet og Posten til Kjøbenhavn gaaer ikke afsted tidligere, end Løverdag[5]. Det er altsaa umuligt at faae mit Ønske opfyldt. Jeg kommer post festum. De er Ægtemand naar mit Brev kommer, De eier Deres elskværdige Jette. I Dag og imorgen, begge Dagene vil jeg ret gaae at tænke paa Dem begge to, een af disse Dage er jo Bryllupsdagen. Skjøndt jeg ikke kan komme med, ei engang med en Vise, er jeg dog sjælelig tilstæde. Jeg seer Dem begge to, alvorlige og dog saa glade. I mit Hjerte beder jeg den gode Gud, gjøre Dem ret lykkelig! Vandet trænger mig i Øinene i det jeg skriver dette. Min kjære, kjære Eduard! Gud velsigne, og ledsage Dig! ja, Du bliver lykkelig og fortjener det. Jette vil blive trofast og elskelig, som hun altid var. Den huuslige Lykke kan jeg ret godt tænke mig, som Moses staaer jeg paa Bjerget[6] og seer ind i det forjættede Land, der jeg aldrig selv kommer. Gud har givet mig meget i Verden, men maaskee, er det jeg mister, det Bedste og Lykkeligste. Et Hjem har man først naar man har en trofast, elskelig Kone, naar man seer sig selv gjenfødt i de kjære Børn. - Al den Lykke venter nu Dem! Jeg staaer ene hele mit Liv, Venskab maa være mig Alt, Venskab skal udfylde enhver Plads, derfor er maaskee mine Yttringer, mine Fordringer, saa store, alfor store! men giv mig, saa meget De kan, De er den jeg elsker høiest. Jeg forudføler hele min Fremtid, med alle dens Savn, jeg skal blive ene, og maa blive det. Min Forstand haaber jeg vil altid vise mig det lige klart. Men mine Følelser ere stærke, som Deres, som De elsker Deres Jette, har ogsaa jeg elsket! to Gange har jeg elsket[7], men det var kun Selvskuffelse[8], dog den selvskuffede lider vist dybest, jeg glemmer det aldrig, men selv vi to tale aldrig derom. Det er af de Lidelser, man ikke selv kan tale med sin kjæreste Ven om. Jeg er jo ogsaa lægt, kun imellem, virker[9] det endnu i de helbredede Dele. Bedst var det maaskee ikke at have engang skrevet disse Ord. Dog Eduards Bryllup, gaaer dybt ned i mit Hjerte, vækker alle mine Erindringer der. Den, som kan elske to Gange, kommer nok med tredie Gang, tænker De, men Eduard, det er just det jeg vil bede Gud bevare mig fra og det vil han! Han vil jo kun det Fornuftige.
Ganske rask er jeg ikke i Dag! forleden badede jeg mig i en Indsøe, hvor der var Kildevæld og det har bragt Feber i mit Blod. Paa Onsdag forlader jeg Odense og tager 4 a 5 Dage til Nørager, jeg fik i Dag et venligt Epistel fra Emma[10] at Vognen vilde vente mig i Slagelse, jeg venter nu et Brev paa Nørager, f Ex Søndag aften, et Brev fra Dem min kjære, kjære Ven, maaskee skriver Jette et Par Ord deri. Jeg har her ladet et lille Epistel følge til hende[11]. Vielsen tænker jeg mig staaer i Helsingøer[12] og næste Morgen kjører det unge Par til Byen. Imorgen altsaa naar dette Brev kommer paa Posten, sidder De og Jette, som Mand og Kone, ved hinandens Side. Lykkelige Mennesker begge to. Føl ret hvor meget I have fremfor Vennen. Dog jeg flyver mod Syden. Italien er min Brud! Lev vel! Lev vel! Gud velsigne Eder begge!

Broderen.



Brev nr. 177. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 23 August 1836.

Da jeg ikke uden med Pakkeposten kan faae Pengene afsted[2], maa jeg vente med disse til Fredagaften[3]. Rigtignok kom jeg her til Byen Torsdag, men uheldigviis var Collin, som ogsaa staaer for mine Finantser da i Frederiksborg og jeg altsaa først istand til at faae udbetalt Løverdagmorgen, hvilket piinte mig nok. Nu er det mig umueligt at udsætte min hele Skrivelse til Fredag og sender derfor foreløbig dette lille Epistel, et lignende kommer med Pakkeposten. Nu er da den Steen fra Hjertet!
Tak og atter Tak for al Deres Venskab for mig, siig Deres Kone at jeg ret med hele min Sjæl skatter hendes Værd. Et Hjem synes mig saa ganske Deres fredelige Huus, dog der, som overalt, jeg har ingen Ro paa mig! Hjemreisen gik ret behageligt af, skjønt jeg slet ikke følte mig vel; især ligestrax, omtrent ½ Miil fra Sorø, mine Fødder bleve iiskolde, Blodet trykkede mig op i Halsen, det var, som om jeg skulde besvime. Da tænkte jeg paa Frølich[4], samlede i Angest hele min Kraft og det hjalp noget. Jeg har vist seet meget bleeg ud, thi Fru Oehlenschlæger[5] spurgte saa deeltagende til mit Befindende, men jeg sagde ikke hvor daarlig jeg befandt mig. Vi havde Skuespillerinden Mad: Rongsted[6] med paa Vognen, hun var ret original, desuden en gammel Skuespillerinde fra T r a m p e s [7] Troup, Mad: Gjedding[8], der reiste ind for at søge Gratiale, hun havde sin Hund og Kat med i en Sypose. Vi fik siden tre Madammer til, som alle havde Børn, disse græde og en ædel Mand lod sit Uhr spille nydelige Dandse. Saa snart jeg kom hjem tog jeg en ulden Nattrøie paa og, m i r a b i l e dictu[9] - Dagen efter var jeg rask, følte og føler mig, som om jeg var i et sydlig Climat. De veed, jeg ved Sommerens Begyndelse lagde dette Stykke! jeg vilde hærdes, tog intet med, vilde intet kjøbe og har derfor skrantet og virkeligt lidt i hele tre Maaneder: Mathed, Feber, Gigt og lignende pæne Sygdomme. Nu derimod har jeg alle disse Dage været deilig varm, følt mig let og stærk, skulde jeg altsaa have været en Daare i det jeg stræbte at hærde mit Legeme. Ak, den Ungdom, den Ungdom! - Gid det virkelig har været en Feil, thi da vil jeg blive rask igjen! Paa Touren ind følte jeg mig saa forunderlig lidende og nedstemt, jeg ønskede at maatte sove stille hen, al Livslyst var borte. Nu vil jeg nok leve igjen for at see Italien[10], for at komme til det kjære Syden! Vidste jeg at det aldrig skete, ja da havde jeg slet intet i hele Verden at glæde mig til, intet at længes efter! - Foruden den gunstige Anmeldelse over Improvisatoren, som De læste i det hamborgske Blad[11], skal der staae een endnu mere gunstig, af Wilibald Alexis i “litterairische Blätter”[12], som udkomme i Leipsig, han skal ogsaa skildre min Personlighed, som han i Selskab ude, har opfattet den. Gid bare noget af alt det Gode der siges er Sandhed! jeg føler mig ængstelig ved denne Roes, dersom nu mine næste Arbeider ikke blive saa gode, da har jeg dobbelt Sorg. Det er kun lidet min Villie kan, jeg føler for godt hvorledes det Hele bliver givet! Gud være mig god og kjærlig! -
Hils Deres Søster, Hauchs og Børnene der, glem ikke heller Deres egne unge Damer; siig til den Yngste at jeg har ladet indrykke i Politivennen[13] at hun har tabt et Elskovs Brev af stor Værdie. Roserne fik jeg friske hjem!

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.

[Udskrift:]
ST.
Hr Professor og Ridder B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø.
f r i t.



Brev nr. 178. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 26 August 1836.

Tak for Deres Hjælpsomhed, her er min Gjæld[2] afbetalt, Renterne sætte vi til den aandelige Capital jeg skylder Dem. Veiret er slet, Sommeren sidder i Syden, det er altsaa kun de Udkaarne, som faae den Guldfugl at see. Med min Roman[3] gaaer det fremad, men jeg veed ikke hvorledes, den tager en mørkere Farve, end jeg selv vilde. Det er jo nu slet ikke Tidsalderens Characteer og den maa man dog føie noget, dog Evangeliet maa prædikes, som det bliver givet. Jeg har fra Fru Lessøe mange Hilsener og Taksigelser til Dem og Deres Kone for Deres Venlighed mod den unge Maler[4].
Om ikke før, saa dog med ham, maa De sende mig Brev, jeg længes saa meget derefter. Hauch skriver jeg til med det første, hils ham og Lorenzen. I “Blätter für litterarische Underhaltung”, staaer en udførlig, smigrende Critik over min Roman Improvisatoren[5]. Den er skrevet af Wilibald Alexis, men i enkelte Ting feiler han meget. Saaledes dadler han Anunziatas Død, siger den er mesterligt skildret og vilde hos Victor Hugo, have været en Skjønhed, men hos mig, er den en Feil. Det forstaaer jeg ikke! Af den franske Skuespiller Troup[6] saae jeg een Forestilling: “L e  G a m i n  d e  P a r i s” - det er meget godt. Bedst syntes mig Hr Delcour[7]. Nu lev vel! hils Deres kjære Kone og Omgivning:

med sandt Venskab
H.C. Andersen

[Udskrift:]
S T.
Hr Professor og Ridder B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø.
f r i t.
heri 5 Rbdlr.



Brev nr. 179. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 28 August 1836.

Kjære Andersen!

Tak for det venlige Besøg og begge Smaabrevene[2]! Det var baade min Kone og mig, som alt længe tilforn, hjertelig kjært at see Dem og at høre Noget af hvad De lever og røres i. Begyndelsen af den nye Roman[3] huede os særdeles godt, og det samme var Tilfældet med H a u c h, i hvem De, som i os, har en sand Ven her i Sorø. At De følte Dem hjemlig tilmode i vor klosterstille Skoveensomhed, lader mig formode, at De maaskee ogsaa engang vil kunne slaae Dem til Ro i vort vakkre Øegruppeland, naar De har faaet saa Meget af den øvrige Verdens Deilighed ind i Sands og Sind, som De behøver, for ikke at længes efter den fremmede Natur; og hvad Kulden angaaer, saa har nu jo 3 Maaneders Erfaring lært Dem, at Supplementet for Hovedmanglen i vort Klima er en - Uldtrøie. Uld er ligesaa nødvendig for en Digterkrop i Norden, som Uafhængighed af A u r a  p o p u l a r i s [4] for den Digtersjæl, der her selvstændig vil gaae sin egen Vei, uden aandelig at fryse og føle sig fremmed i Fædrelandet. De milde Vindpust fra fremmede Lande kan undertiden være ret forfriskende ogsaa for vor aandelige Plantning; men jo ældre man bliver, jo mindre bryder man sig om alt Slags Vind og Veir udenfra, naar man kun har rigtigt Solskin forinden. Derved forstaaer jeg dog ikke det blot rolig-idylliske, som man maaskee kunde staae Fare for at falde i Søvn ved, men det, der selv glimter over Vulkaner og oprørte Verdenshave, men har sit Udspring fra det Universets Synspunkt, hvorfra selv Planeternes skjæve Gang bliver lige.
God Lykke og frit Mod til det nye Arbeide! Lad Dem hverken forstyrre af Andres eller egne Reflexioner eller ængstelig Beregning af hvad Tidsaanden nu synes at kræve eller ikke! Det er jo netop det Herlige ved enhver sand Genius i Tiden, at den som Trækfuglen flyver forud for Vaaren med en kommende Tids Prophetier i sit Bryst.
Venligst Hilsen og Tak for Sidst baade fra min Kone og Deres

hjertelig hengivne
Ingemann

De Engblomster, De samlede her, har skudt Rod i Glasset og voxe nu i vor Have. De var grebet med en lykkelig Haand. Samme Lykke spaaer jeg Dem med adskillige andre Urtekoste, der har skudt Rod og voxe smukt rundt om i de poetiske Haver.

[Udskrift:]
S.T.
Hr H:C: Andersen
i
Kjøbenhavn

Nyhavn Charlottenborg-
Siden N: 280. 2den Sal
frit



Brev nr. 180. Fra HCA til H.C. Ørsted.[1]  

Kjøbenhavn den 15 September 1836.

Kjære Hr Etatsraad!

Fra det første Øieblik, jeg selv begyndte at virke fremad, har just De med faderligt Sind rakt mig Haanden, hjulpet og opmuntret mig. Det giver mig Mod til at bede Dem om endnu Mere, De, som vistnok af Enkelte mener mig det allerbedst. Min hele Stræben gaae ud paa at blive endnu mere udviklet, endnu mere fuldendt, og som sand Digter vorde en Ære for mit Fædreland og mine Venner. Ved Guds Hjælp er det endnu bestandigt gaaet fremad, men Meget er der endnu at gjøre, Meget, der maa vindes. Jeg seer et Middel, og det er om dette, jeg vil tale med Dem, ret af Hjertet tale med Dem; at det skeer skriftligt, kommer af, at jeg maaskee Ansigt til Ansigt vilde føle mig forlegen og da ikke ret fremsætte mine Grunde og Forhaabninger.
De og Enhver ville erkjende, hvilken stor, gavnlig Indflydelse min Reise i Udlandet have havt paa mig. De erindrer, at da jeg den Gang søgte om Understøttelse, maatte jeg skaffe en Slags Attester for, at jeg var Digter, ved disse og et Par Venners Indflydelse[2] var det vistnok, at jeg fik en Sum, stor vel for den, som modtager, men liden med Hensyn til, hvad der ellers bliver givet. Rimeligviis ventede man ikke Meget af mig. Den Pengesum, jeg selv kunde lægge til, var ikke stor; jeg gjorde endogsaa et lille Laan for at udhale min Reisetid des længer. Imidlertid maatte jeg dog vende hjemad, og det netop, da jeg havde bedst Nytte af Reisen, men Midlerne vare tilende.
Den almindelige Dom, troer jeg at turde sige, er den, at jeg, saameget som de Bedste i mit Fag, har viist et heldigt resultat af Reisen. Alle mine senere Arbeider: “Improvisatoren”, “O.T.” og “Børne-Eventyr”, vise hvor gavnlig den har været, hvor Meget jeg har vundet. Den har været mig en høiere Opdragelses-Skole. Havde jeg tidligere sagt: “Lad mig komme ud i Verden, og man skal see, jeg ret skal høste Nytte heraf!”, da havde man vistnok smilet, og neppe fæstet Tro til mine Ord. Nu har dog Tiden viist Sandheden heraf.
Naar en Kunstner, det være sig i hvilketsomhelst Fag, stræber at levere noget Fuldendt, men for at kunne det kun behøver en Understøttelse, da er denne sjeldent blevet negtet ham; fyldestgjør nu Udfaldet af hans Bestræbelse, vil det Offentlige neppe negte ham Hjælp, naar han en anden Gang søger om at sættes i Stand til at levere noget endnu mere Fuldendt. Mon det samme Tilfælde ikke kunde overføres paa mig? Hvad der i min tidlige Barndom er forsømt ved min Opdragelse, kan erstattes ved en sildigere, stærk Indvirkning. Min bedste Skole er Livet, jo mere jeg kan tumle mig der, desto modnere bliver min Aand, desto kraftigere min Virken. Desværre er jeg født i et lille Land, hvor jeg, selv om mine Arbeider blive læste af det større Publicum, neppe erhverver Mere end til at kunne leve, derimod umuligt kan see mig istand til at forskaffe mig, hvad som meest vil virke til min høiere Udvikling: endnu en kort Tid at kunne reise. Men Danmark er derfor det Land, som meer end noget andet hjælper den trængende Kunstner. Denne Hjælp maa jeg søge, med hele min Sjæl griber jeg derefter! Min Reise blev sidst afbrudt, just som jeg bedst begyndte at høste Frugt af den, blev afbrudt, fordi Midlerne, man havde givet mig, rimeligviis i Forvisning om et tomt Udbytte, ikke længer vare tilstrækkelige. Nu har jeg viist mig hiin Understøttelse værdig; mon da ikke Reisen kunde fornyes, mon der ikke endnu kunde skjænkes mig et aandeligt Skoleaar? Jeg tør da, vil Gud forunde mig Kraft, love et større, et herligere Resultat end af den første Prøve. Man vil svare mig, det er kun to Aar siden jeg var ude; “det er for tidligt at tænke paa at reise igjen, bliv endnu nogle Aar!” Men om nogle Aar er jeg et andet Menneske! Nu har jeg Ungdommelighed, nu kan jeg modtage Indtryk og gjengive dem, nu vil jeg have den bedste og høieste Gavn af at reise, kun et Aar, et eneste Aar! - Jeg tør troe at blev d e t t e gjort ret Indlysende for dem, som afgjøre, hvo der skal reise, da vilde mit Ønske vistnok blive opfyldt.
Øieblikket til at forebringe Sligt synes ogsaa nu at være mig meest gunstigt. Mængdens gode Stemning er for mig; til Nytaar udkommer alt andet Oplag af “Improvisatoren”[3], dette saa vel optagne Resultat min forrige Reise. Nu maatte Lykketraaden gribes, nu føler jeg Kraft og Mod til at vise mig den værdig! Jeg behøver ikke saa Meget! Nu har jeg ogsaa lært at reise. At gaae den almindelige Vei, søge Fondet a d  u s u s  p u b l i c o s, vilde ikke hjælpe; min Ansøgning vilde, efter den almindelige Talemaade “ han har jo reist” henlægges. Kongen selv maa have Interesse for mig. Kunde jeg for ham udtale mig, som jeg her kan for Dem, kjendte han, som De, hvad der er rigtigt heri, han vilde give mig sit Ja; men han kan ikke dette, ikke kjende Rimeligheden i mit Ønske, det, jeg aldrig vil have Mod til at udtale saa tydeligt for ham. En Mand, som Kongen havde Tillid til, en Mand, hvis æ s t h e t i s k e Anskuelser blive vurderede, en Mand, som tillige tog varm Deel i min Skjæbne, maatte sige Kongen, hvad jeg omtrent i dette Brev har sagt Dem. Jeg veed kun en eneste saadan Mand, og det er Dem! De er den Eneste, som kan gjøre det, og jeg troer ogsaa, De - vil! Jeg skjælver, idet jeg i Tanken seer Dem læse disse Ord; thi jeg føler, h v o r  M e g e t det er, jeg beder Dem om! Dog blive vred paa mig, fordi jeg har den største Tillid til Dem, fordi jeg lægger en Deel af mit Livs Lykke i Deres Haand, det kan De ikke, det vil De ikke. Med Guds Hjælp skal jeg skaffe Dem Glæde for, hvad De gjør for mig! Det er ikke et broget Reiseliv, som drager mig afsted, det er reen Stræben efter Udvikling og Modenhed, og den kan jeg kun kun erholde i Verden, mellem Menneskene. Deres Forstand og Hjerte ville være for mig; det er disse, der give mig Mod til dette - maaskee noget dristige Skridt.

Deres sønligt hengivne
H.C. A n d e r s e n.

E. S.

Send mig i denne Uge et Par venlige Ord; uden disse vil det være mig en ængstelig Sjælekamp første Gang igjen at komme til Dem, efter saaledes, som her at have udtalt mig.



Brev nr. 181. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 18 Oct 36

Til
Henriette Hanck!

Jeg begriber virkeligt ikke hvorledes De har faaet Tid at skrive et saa langt og interessant Brev, som det De, til min overvættes Glæde, skrev til mig - i Tankerne - da Deres Fader reiste. Det aandige Epistel, som jeg i en Art Sonambolisme[2] har læst, henrev mig ganske og jeg siger endnu engang, min dybeste, gjennemfølte Tak. Nu tør jeg vel ikke saa snart haabe et lignende Brev, ei engang et simplere, skrevet med Blæk og Pen? Dog dette sidste udbeder jeg mig, alene som en Straf fordi jeg sender et skrevet Epistel og ikke eet aandigt, i selve Formen, som Deres. Fru Lessøe har vel fortalt Dem om min ny Roman[3], for hvert Kapittel frem, siger hun, dette er dog det Bedste! Navnet bliver rimeligviis: Graat i Graat i 3 Dele. Gjør den mig ikke udødelig, saa bliver jeg det heller ikke, og maaskee er dette ikke saa galt, som man troer. Deres Fader har et Par Gange glædet mig med Vesit, men sædvanlig mens jeg stod med een Fod i Seng, saa der har seet lidt chaotisk ud i Værelserne, men det gjør der ikke op ad Dagen, troe ham derfor ikke om han bagtaler min Lejlighed. Kan det more Dem skal jeg nævne Dem Personerne, som træde frem i første Deel af Romanen, saa kan De, som sidst, sammensætte et Billede af dette chinesiske Træspil. Skræderen og hans Kone Maria, Sønnen Christian (opkaldt af Kaja Plum[4]) Jøden og hans Datterdatter Naomi; alle disse kjende De af de første tre Kapitler, nu kommer en Skakkerjøde Joel. Marias første Beiler; Bonden i Ørebæk; dennes Søn Niels. Gudfaderen, som vist er een af de bedst tegnede Skyggepartier. Luzie, (Elskerinde er hun som Naomi), Krigsraaden og Skipperen Peter Vik, vil nok more Deres Papa. En tydskladende Gouvernante, som bestemt er meget god. En klog Kone fra Qværndrup og en Dame fra Kjøbenhavn, som har det Navn Steffen-Kareet. Det er et af en Hovedstads ulykkelige Dyndbilleder, som her gjør en rystende tragisk Virkning, man glemmer Stedet jeg vover at føre mine Læserinder hen og de føle kun det Tragiske i Situationen. De seer at det Alle ere simple Folk! Anden Deel derimod fører dem ind til saakaldte høiere Folk, en Greve faaer de, som maaskee er noget beslægtet med Digteren selv. - Hils Frøknerne Plum[5], jeg tænker ret ofte paa dem! Hvorledes lever Frøken Schleppegrels og Knudsens? Hils i Gaderne og tænk med Familien paa Deres broderlige

Digter.

“Graat i Graat” er vist nok det meest alvorlige jeg har skabt.



Brev nr. 182. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]  

Odense d: 20de October 1836.

Jeg har længe ventet Brev! I Begyndelsen glædede jeg mig, naar jeg hørte Posthornet og saae den gule Tønde[2]; men fra Dem bragte den mig aldrig noget. I den almindelige Verden er det jo dog Skik, at den Bortreiste skriver først; jeg er opdraget i disse Sædvaner, havde De været min Veninde, havde jeg alligevel for længe siden overskreden dem, det er De ikke; men desuagtet, (naar jeg undtager Fr Lessøe), den Eneste for hvis Skyld jeg nogle Gange har gaaet udenfor Formen, skjøndt altid med den pinlige Følelse at De maaskee vilde finde det lige saa forunderligt som jeg selv. - Hvad det Brev angaaer som jeg alligevel har sendt Dem[3], da har jeg lært denne Maade at underholde mig med mine Venner paa af Dem selv, thi kort før Fader reiste, og ifior Vinter da jeg var syg, har De sendt mig to saadanne Breve, hvor skulde jeg ellers have vidst at De i “O T” vilde omtale Kirken og Møllen? Mit sidste ikke nedskrevne Brev sammentænkte jeg iøvrigt den Dag da De skrev det lille smukke Vers i min Agnete som De i Sommer tilbød mig. - Jeg gad ellers nok vidst hvad det Brev De i deres Sonambulisme har læst egentlig indeholdt, jeg har ikke troet, at det stod i min Magt at gjøre Dem “en overvættes Glæde”. - Det er iøvrigt en ægte broderlig Compliment, at det Epistel De venter fra mig skal betragtes som en Straf for Dem, nu - giv mig et godt Ord, saa vil jeg være naadig og Straffen skal ikke blive alt for lang. - Tak gode Andersen for hvad De har gjort for Fader, vi skjønne Alle derpaa, jeg veed at det har været ham meget kjært at besøge Konstforeningen og Athenæum[4]; at De og Fader ikke stemme overeens i deres Meninger hvad Theatret angaaer finder jeg ganske rimeligt, De er lidt Svermer, hvad denne Konst angaaer, Fader derimod har neppe vedligeholdt almindelig Intresse for den! Der er jo iøvrigt saa mange andre Ting i Hovedstaden, hvormed han i flere Aar har været ubekjendt, og som han nu har glædet sig ved: ny Bygninger, Malerisamlinger, Bibliotheker osv osv, han har jo ogsaa gjenseet mange ældre Bekjendtere, brugt sin Tid godt, og moret sig fortræffeligt; - han har slet ikke bagtalt Deres Lejlighed, hvor kunde De nu vide, at jeg vilde spørge ham om den? - Det fornøier mig ret at Fader har gjort Fr. Lessøes Bekjendtskab, hun har da ogsaa gjort et særdeles behageligt Indtryk paa ham! -
Jeg glæder mig meget til Deres nye Roman[5], alt hvad jeg fra Fr L- og Dem selv har hørt om den har spendt min Intresse højt for den. Graat i Graat det lover rigtignok noget særdeles alvorligt, jeg holder meget af Alvor, især naar den er mild og stærk, men hvorfor giver De den, den graae Farve? Den har Alvor i mine Tanker kun naar den blandes med Bitterhed og Forsagthed, og det ere Gjester som jeg kun venter forbigaaende at træffe i Deres Bog, at leve for meget i en graae Taage synes mig ikke kan virke velgjørende, hverken paa Læsernes eller Forfatterens Phantasi, ja den Sidstes Bryst maa nødvendig lide derunder, jeg venter ogsaa varm Solskinn i Deres Bog, ret ofte en lys klar Himmel selvom De undertiden seer Dem nødsaget til at laane den fra Syden. Lov mig at Digteren vil være lige saa mild som kærlig i sin Roman, saa vil jeg inderlig glæde mig over, at han da sikkert som Menneske føler sig lykkelig. - Enhver selv den Stærkeste (skriver De i Moders Brev[6]) har en blodig Piil i Brystet, det er vistnok tragisk smukt, især naar De som Aria[7] have Kraft til at rive den ud igjen, alligevel kunde jeg, (hvis det lod sig gjøre), have Lyst til at rende bagefter med en Balsambøsse[8], og hælde Draaber af den paa Saarene eller a la Mad. Lafontaine lægge et godt Ord ind hos Broderen for at det Hele ikke maa blive alt for sørgeligt, i det mindste faae et godt Udfald. - Caja klappede i Hænderne, da hun hørte at De havde kaldt deres Helt Christian, det er dog ikke den lille Dreng der bliver saa ulykkelig? - Luzie, ja det er da Bogens Louise, et lyst Billede paa den graa Grund. Deres halvtydske Gouvernante har jeg foresat mig cout qui cout[9] at finde ganske utaalelig, dog lad mig ikke bruge slige Kraftudtryk. Moder ynder dem ikke, og De? - Deres sidste Linier fik jeg først i Onsdags Aftes, da Fader ikke besindede sig paa, at han havde mere med end Fr. Lessøes Brev, (som han troede var fra Dem), og Agnete, jeg tænkte da at De slet ikke havde skreven, og - det bedrøvede mig. “Det troer jeg nok” sagde Moder, “Du skulde en anden gang ikke være saa rask til at kalde Folk utaalelige”. Jeg havde i det Øjeblik det skeede saa aldeles ikke Følelsen af eller Villien til at saare eller fornærme nogen derved, at dette Ord aldrig før er falden mig tungt paa Samvittigheden, jeg var blodt overgiven, det fornøjede mig at der var kommen noget iveien for Deres Lykkesholm-Ophold, Deres Samtale med Grevinde A- som De just gav os morede mig; men da jeg fandt at De ved denne Leilighed, (ja bliv nu vred og det for Alvor!) havde været temmelig arrogant fik jeg en uimodstaaelig Lyst til at nedskrive det lille Ord som De nok veed, hvilket imidlertid ikke var skeet, naar jeg ikke temmelig vist havde formodet, at De vilde kigge i mit Brev. - Hvad jeg her har skreven, skal ingen Undskyldning være, De troer vist at jeg har villet bede om Forladelse? Nej, nej, lad mig have den Glæde at være lidt trodsig, det hører dog igrunden til min Charakteer. - Naar kommer dog deres Kobber[10], hvis De som De engang lovede, husker at sende mig det skal jeg hænge det i en smuk Ramme over mit Skrivebord, saa maaskee Digterens Billede over det kan indgive mig lidt af det poetiske Liv dette Brev mangler, det vil ogsaa glæde mig at betragte de bekjendte Træk, skjøndt jeg for at mindes mine Venner intet Billede behøver af dem, da deres hele Ejendommelighed staaer klart for mig, og jeg tydelig tænker mig det afvexlende Udtryk i deres Ansigter efter den forskjellige Stemning hvori jeg har seet dem. De staar klarest for mig den Dag De kom hjem fra Svendborg, og den Aften vi havde havt Fremmede, og De havde været saa underholdene og moret hele Selskabet, og jeg saa et Øjeblik efter kom op i Stuen hvor De var allene, støttede Panden mod Dørstolpen og saae - slet ikke glad ud! - Der er vel bleven stillere i Collins Huus siden Deres Ven forlod det[11]; men saa maa det jo igjen være behageligt for Dem at kunde besøge ham i hans eget [Hjem]. Courerer De ham endnu undertiden, som De i Tolderlund fortalte [det med] Ligegyldighed, naar han viser Dem en for stor Interesse? Efter [ ][12] kunde hans Venskab dog let døe under Couren. [ ] Brev til Knudsens, de ere raske. Et par Dage efter at De v[ ar rejst var vi paa en] smuk Kjøretour med dem eller rettere de med os, Ida Han[sen ] vald vare der ogsaa, samt Becker og hans Kone. Ida var vak[ker og gav] mig et Fiirkløver, som jeg skulde gjernme til en Erindring [ ] var ogsaa godmodig, og vilde paa Hjemveien endelig afstaae [sin Frakke da] ieg frøs, Becker (der taler med særdeles Godhed om Dem) v[ar saa] artig imod hende at det næsten grændsede til Uartighed og [ ] B- derimod lod til at fornøje sig over at det saarede, den S[ ] Duetten fra O T, da vi vare komne frem til Hjørnegaarden[13]; men det klang forstemt! Husets Fr[ue beklagede] at hun ikke havde faaet Dem sagt Farvel. Samme [ ] der stod ved et Vindue og fortalte om hvor herligt Nicolai [Reise[14] ] var skreven, rev derpaa ned paa O T, og forlod mig før [ ] at jeg ingen videre Notice tog af hans Underholdning [ ] var mig den Aften hjertelig imod, saa jeg har ikke vær[ ] Guds Skyld pas godt paa mit Brev, jeg har været alt for [aabenhjertig.] Fr Falbe har paa Gaden beklaget sig for mig over at hun mod [ ] gjort for Dem, hvilket som hun udtrykte sig havde været hende [ ] men hun havde stolet paa at Bedstemor og Tante efter Løfte havde bragt Dem [ ] hende osv osv. Fra Caja og Thabita har jeg mange venlige Hilsener især den sidste er Dem meget hengiven, vi sagde Thabita at De havde talt om at skrive til Caja, hun svarede, at hun var overbeviist om, at det vilde glæde hendes Søster meget, alligevel bad Thabita mig bede Dem ikke at gjøre det da Caja er saa svag, at hun somoftest hvergang hun skriver nogle Linier til Guldbergs (de eneste hun corresponderer med) faaer Krampe. Thabita læser og ethvert Brev de faae, højt for hende, for om der skulde være det mindste, som hun ikke kunde taale at høre! - Fra Deres særdeles Veninde Fr Kalkar skal jeg ogsaa hilse hun besøgte os for et par Aftner siden, hendes Mand har formodentligt besøgt Dem i Kjbh. i det mindste var det hans Forsæt. - Lad mig nu snart høre lidt fra Dem, at faae halv saa ofte Brev som Jette Wulff fik i Sommer forlanger jeg ikke hun er jo om end ikke en ældre saa dog en nøjere Bekjendt af Dem end jeg; men lidt oftere end Jette H.- har faaet i den senere Tid ønskede jeg dog nok. Jeg skal hilse Dem fra Alle herhjemme, vi ere alle temmelig vel og glade ved at have Fader igjen hos os, jeg selv er ogsaa rask og tilfreds, og ønsker at De ikke maa plages af en pen Halspine, eller af en brillant Feber. - Thea sidder ikke paa Forhøjningen hos Bedstemor, men her hjemme paa vor egen. Eline lige over for hende, Moder paa Divanen, Augusta er hos Børnene, Fader paa Skolen, Caroline synger ved Claveret:

“Ach wenn nur Sehnsucht Flügel hätte
Blos wie das kleinste Vögelein”

Jeg sidder her ved mit Skrivebord og nynner i Tankerne med, jeg har undertiden en ret ubetvingelig Lyst til at flagre ud i den vide Verden; men de stækkede Vinger bringer mig ikke længere end daglig fra Over- til Vestergade. Lev nu ret vel! Hils den kjære Fr Lessøe og tak hende for hendes Brev. Lad mit intet Circulair være De veed hvor haart det er mig imod. Tænk undertiden lidt venligt paa Vennerne i Odense, og vær overbeviist om at De altid skal gjenfinde det gamle Søsterhjerte hos

Henriette H.-

Alt hvad De i Deres næste Brev vil mælde mig Deres Roman angaaende modtages med Taknemmelighed! -
Jeg har skreven paa dette pyntelige Papir, fordi De skulde troe at De fik et nydeligt Brev. Vignetten er efter Faders Tegning; men endeel forfusket ved Lithograferingen. -



Brev nr. 183. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 28 October 1836.

Det var et smukt, langt Brev De sendte mig[2]. Vignetten af Odense har jeg nu i sort og i Farver, en saadan fik jeg paa Brevet i Dag, Deres Fader sendte mig. Tak ham for hans venlige Ord; da De idag faaer Epistelet, sender jeg intet til ham, De pille de bedste Hilsner heraf og bringe ham. Da nu Provindsbyerne Odense og Helsingør have Deres Brevpapir med Vignetter, kan vi i Kjøbenhavn ikke være ringere og jeg har for i Dag valgt en Prospect af Kongens Nytorv seet fra Theatrets Facade[3]. Gaarden tilvenstre med den transparante Uhrskive er Hovedvagten; i den store Hjørnegaard ved Gothersgaden boer Dandserinden Mad: Kretschmer[4] paa første Sal; i samme Høide, Hjørnet af store Kongensgade, høire Side, boer Jomf. Zrza[5]. Det er alt hvad mærkeligt jeg kan udpege Dem. Statuen har De og Søstrene læst om[6]. Pladsen kommer ellers for i min ny Roman, som neppe faaer Navn af “Graat i Graat”. - Af anden Deel har jeg første Kapittel færdig, der skildres vor, vistnok brillanteste Natur-Scene, og som endnu ingen Digter har berørt. Det er Vandringen over Sundet mellem Sjælland og Skaane, naar Isen er lagt til. Svenske Bønder drive Qvæg over, Reisende kjøre og gaae. Forandring af Strøm og Vind, kan pludselig bryde Isen, i en halv Time kan der blive aabent Vande, Iisstykkerne præsses paa hinanden, skrues i Veiret. Sundet synes en forbiglidende Gletsche. Det er skrækkeligt naar Mennesker er derude. Da jeg var i Helsingør saae jeg dette Skuespil og Meislings Pige, som kom paa Isen fra Sverrig, fortalte paa sin Maade den store Fare de havde været i. Min Skildring gjør en gribende Indtryk paa de jeg har læst den for. - Renzos Bryllup har jeg nu omarbeidet til en dramatisk Digtning med Musik af forskjellige Komponister[7]. Nu kan den da ligge 3 a 4 Maaneder hos Cencores og derpaa - forkastes. Hartmann vente vi hjem fra hans Udenlands Reise paa Søndag eller Søndag otte Dage. Jeg har skrevet en Sang til ham[8], hans Venner ville synge den hos Agent Zinns. Fru Hartmann har bedet mig helse Deres Tante Augusta; ved samme Leilighed kan De bede hende skrive mig til. Jeg har nu ogsaa Gigt i Hænderne og i Fødderne. Fru Drewsen siger det kommer af mit Vellevnet.
[Nogle linier af brevet er skåret bort]
Ved denne lutherske Fest[9] skulle nu alle Mennesker, ligesom i katholske Lande gaae med Kors, men her hænge de paa Brystet. Kors og Tegn vente alle i disse Dage paa. Jeg er fornøiet med at faae Tegn til Langelinie[10]. Alle mine ældre Venner ere blevne til noget, Collin, Ørsted[11] & & - Det hele faaer ellers Udseende af en Hoffest og gamle Morten[12] vil vist glæde sig i sin Grav. Den anden Festdag er jeg mellem de Syngende i Universitets Bygningen, Texten er af Øhlenschlæger[13] og ret smuk, hvad skal man skrive? Musikken af Jensen har vist stor Virkning. - Professor Jensen[14] har nu fuldendt mit Portræt, det er særdeles heldigt. Sidste Uge har det været udstillet i Kunstforeningen og Alle satte det ved Siden af Jensens berømte Portræt af Troels Lund[15], der bestemt er det bedste han har malet. Damerne sade paa Stole rundt om, med Kikkerter, og saae paa Digteren, der virkelig der, seer høist genial ud! jeg finder - deilig. Og tænk Dem da, at hos Collins siger Louise jeg har seet Dem see meget bedre ud for her har De Deres “skave Ansigt.” (Kjøbenhavnsk Talemaade). Naa, jeg er glad; kan jeg saaledes komme til Efterkommerne. “Den Gjerriges Datter”[16] bliver mesterligt spilt af Fru Heiberg. “Den Gjerrige”: Rosenkilde, er ikke god. Holst derimod fortræffeligt. Første Aften vandt det stormende Bifald, tredie Gang blev det næsten udhysset. Jeg ynder det ikke! Det er æstetisk uskjønt, men har megen Theater Efect og naar det Æmne skal behandles, saa er det godt gjort. Schweitserhytten[17] gjør ikke Lykke. Faaborg spilte deri, men saa skrækkeligt ud, saa de maatte tage Rollen fra ham og give Kirkheiner; denne synger nu ikke, som hiin og saa hyssede man, skjøndt den første havde ved sit Udvortes der, næsten Alle imod sig. Det gjør mig ondt for ham; hans Stemme er virkelig smuk! - Jomf Fjeldsteds[18] Ansigt er uden al Bevægelse og tager sig derfor ikke saa godt ud i Søvngjængersken[19]. Sylphiden[20] gives om 14 Dage, en ganske ny Skov-Decoration er malet dertil. Hillerup er jo kommet her tilbage. Jeg har ikke seet ham. Ungdommen her taler en Deel om Hillerup og Hempel. Han vinder ikke i sine ældre Dage. Man taler om at Carl Bagger skal i Hillerups Sted hos ham[21].
Oehlenschlæger er da ikke blevet Etatsraad ved Reformations Festen, ved de to Formælinger blev han ogsaa forbigaaet. Schønberg, Marschalats Secretairen er bleven Etatsraad[22]. De taler i Deres Brev om min Roman[23], og gjør mange feilagtige Gjætninger; Gouvernanten har De sat Dem for at finde ganske utaalelig og det er hun slet ikke, Stakkel! næsten et Aar har hun levet ene og alene ved Thevand, det var alt hvad Flid kunde skaffe hende; hun var i sin Ungdom ved Trampes Troup i Odense, men forlod det, paa Grund af sine moralske Anskuelser. Der seer De, det er en respectabel Pige! De spørger om det er Christian der bliver saa ulykkelig, og jeg maa svare ja. “Det er dog mærkværdigt”, sagde Jette Wulff da jeg læste hende sidste Capitel af første [Del] hvor de har meget tilfælles med Jules Janin, hans sidste Roman er et [Mester]værk og jeg synes at høre ham i Deres Roman! Vidste jeg nu ikke meget godt, at De slet ikke kan fransk vilde jeg sige: han har studeret Jules Janin, ligesom Hertz studerede Baggesen, men De er original, som Jules Janin og det forbauser mig at to Digtere, saa langt fra hinanden, ganske føle og tænke eens!” - Sidste Capitel i første Deel, er forresten kun en Efteraars Scene i Nyhavn, som jeg hver Dag kan opfatte den. Skibsdrengen sidder i det vaade Tougværk, den kolde Tøesnee falder og i Huset tæt ved er Børnebal. Men hvorledes aabenbare det Hele sig? Ja det er Knuden. Min Skipper Peter Vik, siger selv Lieutenant Læssøe, er ganske vittig! Ham vil alle Gode holde af og altsaa har han Deres og Familiens Gunst. Min Skildring af Broholm er vistnok original. Nu skal jeg have fat paa Odense. Sidste Gang satte jeg kun noble Scener [ind] alligevel skelede man ondt, nu skal jeg skele! der skal komme mange morsomme Characterer! - men nu nok herom! [Det glæder] mig at den lille Knudsen saa venlig tænker paa mig [ ] min ædle Frøken Schleppegrel, sender De mig aldrig [. . . .] ser De Ida Hansen da siig at jeg tænker ret venligt paa [hvor] smukt hun lavede Kaffe til mig, hvor kjærlig og g[od hun] altid var og at jeg ved Bordet fik Lov at være [ ] Længe har jeg ikke følt mig saavel, som nu! Hele Sommeren var jeg i Grunden syg; nu har jeg begrebet Klimaet og klæder mig som Grønlænder jeg er i Uldent saa man vil gyse ved at høre det gennemgaaet og saa har jeg faaet en smuk Klook[24], som jeg kan drapere mig med, lapse lidt, thi jeg er ung, føler mig lapseung, nu jeg er rask! Op og ned af Østergade gaaer man! “Seer Du! Det er Digteren!” hvidske Damerne og saa “skaver man sig”. - I næste Uge skal vi have stor Concert i Foreningen for de mange berlinske Professores[25] her er! Skade at Deres Fader ei blev saalænge! saa god Concert, som i Foreningen faaer man dog ingensteder og denne Gang har jeg faaet bragt istand at vi faae et Chor af Norma[26] med det Thema hvortil jeg har denne Sang: hun er saa hvid min Hjertenskjær! - De kan tro, jeg skal skjære igjennem. Siig Deres Fader, at jeg har været i Stadt Lauenborg[27], men at der ingen Kalosker var, ellers havde de strax gjemt dem; han maa have glemt dem et andet Sted. Han lovede mig Ørebækkelunde, tør jeg uden al for stor Uforskammenhed huske derpaa. Det lille fremstaaende Huus[28], med Renden ned ad Muren, skraaes over for Jomf: Jensinius[29], vil jeg rigtignok heller have, det kunde de jo paa en fiin Maade sige Faderen. Jeg vilde saa gjerne have just Heggen hvor man seer Vandrenden; thi det er dog oppe i den mine Forældre havde deres semiramiske[30] Have og som nu gjør Virkning i den ny Roman. Hils Deres Moder og alle Søstrene. Caroline skulde forfløttes nogle Uger til Kjøbenhavn, for at bruge Munterhed, som Brøndcuur! Bedstemoder kunde ogsaa nok reise, naar bare Tanten fattede det Forsæt, at gjøre Arangementet i kortere Tid end Reisen varer! Siig det vil ogsaa være særdeles interessant for den liden Smut[31]! Klap ham en halv Gang fra mig! Hils isærdeleshed [. . . .]

Deres broderligt hengivne

E. S.

Kaja Plum og hendes Frøken Søster sige De, at jeg ret ofte tænker paa dem, i min nye Roman skal jeg see at anbringe deres Lysthuus i Odenseaae, jeg husker det godt fra gamle Dage, da det lille Skib hang der under Loftet[32]. - Kornblomst Krandsen Kaja gav mig har jeg endnu, den er visnet, men som hos Novalis[33] staaer endnu de blaa Blomster for mig og sku!le blomstre i min Digtning.



Brev nr. 184. Fra HCA til direktionen for Det kgl. Teater.[1]  

4. Novbr. 1836.

Til den Kgl. Theaterdirection.

Anmodet af Hr. Syngemester Zinck om at skrive ham en Text til et Syngestykke, udarbeidede jeg R e n z o s  B r y l l u p, der, efter hans egne Ord at slutte, fyldestgjorde ham. Det var nu i Foraaret, at Texten blev indsendt; omtrent tre Maaneder derefter erholdt Hr. Syngemester Zinck et Brev, hvori, som en Betingelse for Textens Antagelse, overdrages ham “A n s v a r e t   f o r   d e n  S k j æ b n e  S t y k k e t   m a a t t e  h a v e   p a a   S c e n e n   s a a v e l   m e d   H e n s y n  t i l  T e x t   s o m   M u s i k”. Da ingen Dødelig fuldkomment kan paatage sig et saadant Ansvar, og vi heller ikke ret indsaae, hvori et saadant bestod, da Componisten altid staaer for Æren eller Vanæren af sin Musik, og Forfatteren ligeledes for Texten, blev Hr. Syngemesteren ængstelig og jeg tog mit Stykke tilbage.
Jeg har nu sat mig i det eneste Tilfælde, hvori der kan siges: “han har Ansvar for Text og Musik”, jeg har underlagt Syngenumerne bekjendte Melodier. Dialogen og Sujettet selv har undergaaet Forandring. R e n z o s   B r y l l u p indsendes saaledes o m a r b e i d e t, og jeg haaber, at Stykket i sin nye Form, selv alene ved Musikvalget, vil kunne holde sig paa Repertoiret. Mine to sidste indleverede Arbeider ere blevne forkastede[2]; Afslag har jeg erholdt naar jeg vovede at ansøge om Directionens Gunst. Alt dette, gid jeg maa feile, bringer mig til at troe, at jeg ikke besidder denne, og under saadanne Omstændigheder arbeider en Forfatter med Ulyst. Desuagtet forsøger jeg endnu engang at indsende et Arbeide, der vistnok vil vise enhver Kyndig, hvorledes jeg i den senere Tid har lært at beregne den sceniske Effect og Musikens Kraft. Her er ingen stor lyrisk Flugt, Handlingen gaaer Slag i Slag, som jeg troer det i et Stykke af denne Art maa være. Det er ei beregnet paa kun at læses, men at sees opført, en digterisk Udmaling vilde forfeile sin Virkning; Farverne deri være Fremstillingen og Musiken! Denne sidste har Hr. Repetiteur Paulli paataget sig at arrangere. Hvad Stykket selv angaaer, da fordrer Udstyrelsen ingen nye Udgifter. Overbeviist om at originale Arbeider ikke bedømmes strængere end Oversættelser, vil jeg haabe, at min Virksomhed ikke denne Gang igjen har været forgjæves.

Ærbødigst
H.C.Andersen



Brev nr. 185. Fra direktionen for Det kgl. Teater til HCA.[1]  

Til Hr. Cand. philos. Andersen.

3. Decbr. 1836.

I Skrivelse til Directionen af 4. Novbr.[2], hvorved De paany indsender R e n z o s  B r y l l u p, anfører De blandt andet Sagen Uvedkommende, at Deres to sidst indleverede Arbeider ere blevne forkastede (hvilket, dersom De ikke mener af Publicum, er urigtigt) og at De “har erholdt Afslag, naar De vovede at ansøge om Directionens Gunst”, hvorfor De troer ikke at besidde denne, og derfor arbeider med Ulyst m. m.
Directionen kan ikke undlade herpaa at svare, at hvis De, som man dog ikke er vidende om, havde ansøgt om Directionens G u n s t, da havde De søgt om noget, som De ikke behøvede og som Directionen hverken er beføiet til at bevilge eller afslaae, men alene kan henvise Dem til Publicum, hvis Gunst De maatte erhverve Dem ved saadanne Arbeider, som vinde og bevare dets Bifald. At dette ikke er Tilfældet med Deres sidst indleverede, af Directionen ikke forkastede men antagne dramatiske Arbeider: Sp a n i er n e  i   O d e n s e  F e m  o g  T y v e  A a r   d e r e f t e r, uagtet disse indsendtes i en omarbeidet, efter Deres egen Forsikkring meget forbedret Skikkelse, vil De muligen sikkrest overbevises om ved at erfare: at disse to Stykker, efterat være ved den første Forestilling givne for næsten fuldt Huus - der tilstrækkeligen vilde have kunnet udbringe deres Roes, saafremt man havde fundet dem værdige dertil - ved den anden Forestilling ikkun indbragte 162 Rdl. og ved den tredie kun 131 Rdl. 48 Skill. af de enkelte Billetter.
Da De nu i det Foregaaende endvidere meddeler Directionen et Slags historisk Forklaring om Forholdet med Deres forhen indsendte Text til et S y n g e s t y k k e “Renzos Bryllup”, som Syngemester Zinck havde paataget sig at componere, men denne Forklaring ligeledes fattes adskilligt i historisk Nøiagtighed, vil Directionen indskrænke sig til at bemærke: at den, ved at antage bemeldte Deres Text til Opførelse paa det Kgl. Theater, ei har villet paalægge Syngemester Zinck noget andet Ansvar for den Skjebne, Stykket maatte have paa Scenen, enten med Hensyn til Texten eller til Musiken, end den Betingelse, som mundlig i Directionens Forsamling er bleven ham tilkjendegivet, nemlig, at den fandt Beskaffenheden af Deres indsendte Operatext: R e n z o s  B r y l l u p at være saadan, at den vel vilde lade Stykket opføre med Syngemester Zincks Composition, og paa Theatrets Bekostning lade Node-Copiatur og Rolleskrivning besørge, men ikke forbinde sig til at betale det reglementerede Honorar for Stykket, førend det viste sig, at dette udholdt 5 Afteners Forestilling. Denne Betingelse, som nyligen en anden Forfatter og Componist af et indleveret dramatisk Arbeide har indgaaet, agter Directionen oftere i lignende tvivlsomme Tilfælde at betjene sig af, for idetmindste at spare Theatret for en Deel af de Tab, det lider ved Antagelsen af originale dramatiske Arbeider, om hvis Fortræffelighed Publicum ikke er enig med Forfatteren. Skjøndt det nu ingenlunde kan ansees som afgjort, at en Text, hvorom det antages, at den ved Hjelp af en heldig original Composition, mulig kunde holde sig paa Scenen, vil opnaae samme Skjebne ved Hjelp af bekjendte og sammensankede Musiknumere, saa kan man dog, da Hr. Andersen, ifølge Deres Skrivelse af 4de Novbr., er aldeles overbeviist om, at den tildeels omarbeidede Skikkelse, hvori De paany har indsendt R e n z o s  B r y l l u p, maa tilfredsstille enhver Fordring, Publicum vil kunne gjøre til Dem som Forfatter, baade med Hensyn til “den sceniske Effect og Musikens Kraft” - saameget mindre tvivle om, at De og Hr. Paulli, der har paataget sig at arrangere Musiken, ville finde noget Slags Betænkelighed ved at indgaae paa en Betingelse, ved hvilken De jo, ifølge Deres egen Mening om Textens Værd, ikke kan ansees at vove det mindste. Directionen gjentager derfor sin tidligere Erklæring, at den er villig til at antage det paany indsendte musikalske Drama, R e n z o s  B r y l l u p, til Opførelse, saaledes at Honorar for Text og Arrangement ikke udbetales, medmindre dette Drama udholder 5 Forestillinger uden Mishags-Yttringer, og uden at man ved en altfor ringe Indtægt seer sig nødsaget til tidligere at henlægge Stykket”.



Brev nr. 186. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenh: Juledag 1836

Allesammen!

Et glædeligt og lyksaligt Nytaar! Dette Epistel gjælder Dem Alle lige fra Bedstemoder i det ene Huus til Ragazo[2] i det andet. Hvad siger jeg, ragazo! han existerer jo kun, som Homeer, Schackspeare og andre berømte Folk, i Erindringen, dog De forstaaer min Mening, dette er en Samtale, gjennem Pennen, med hele Familien; uden paa har jeg sat: til Henriette Hanck, da hun vist er den eneste, som glæder mig med Svar, dog nu bør de Andre, i det mindste under Svaret, sætte deres Navne. - Det var en lang Indledning. Jette vil rimeligviis kalde den en stor Sneeflok, thi mit sidste Brev til hende var jo “Tøesnee”! et, i sig selv, fortræffeligt Udtryk[3]. Min hjerteligste Tak til Faderen, for den lille Digterbolig, Tiden har arangeret Dørene om paa Huset, men de lade sig vel ved Dækfarver flytte om igjen, jeg stikker derfor Stykket i min Mappe naar jeg engang igjen seer min Fødeby.

J.H.T. Hanck: H.C. Andersens barndomshjem i Munkemøllestræde (gouache).

- Det er sandt, nu husker jeg først paa det, De maa endeligt, før De tager dette Brev i Haanden, lade det dyppe i Æddike, thi H. C. Andersen og ¾ Deel af Kjøbenhavn er befængt af Choleras Forløber Lagrip[4]! ja jeg er endnu værre. I tre Uger har jeg været Patient. Sygdommen begyndte, med en meget interessant Fornemmelse i Halsen, en Knude kom paa Struben, jeg maatte have Omslag, holde Diæt, blive inde. Det var en “Farunkel” jeg havde faaet. En Snees af mit Bekjendtskab have faaet denne fortræffelige Gevæxt, der hos mig fik Størrelse af et Hønseæg. De, som faae den i Ledet af Fingrene skulle lide meest. De komme som Lagrippen af det vaade Veir. I 7 Uger have vi da alle været i Vandet, kun om Natten var man en Smule i det Tørre. Det regnfulde Veir i saa lang Tid, regner jeg for det samme, som at have været i Vandet, og hvorledes kan et Menneske holde det ud. I de sidste Dage ere flere hundrede Soldater komne paa Hospitalet, bliver det saaledes ved, skulle Landtropperne indkaldes. - Jeg har kun kunde taget ud kjørende, og saa have de ude lavet Havresuppe til mig. Det er et glimrende Klimat. Selv i Dag, ligger min Billet til Kirkekonserten ubenyttet. Jeg sidder i min Sofa, sladdrer med mine Kjære i Odense og har et italiensk Klimat, Røgelse og Havresuppe paa Kakkelovnen og Bordet fuldt af Vesitkort og Presenter. Jeg har saa inderligt meget at fortælle. Humeuret er ogsaa ret godt. Hver Gang, jeg kommer til Odense er jeg jo forskjellig har De sagt, først iaar begynder man at mærke i Kjøbenhavn mit Aar-Skifte. Nu skal jeg være vittig! Det troer De nu ikke, men jeg kan skaffe Dem mangfoldige Menneskers Underskrift. Lieutenant Lessøe vil rimeligviis tilføie at Vittighederne bestaae i Ordspil. Om jeg holder Couleur, til De seer mig, tør jeg ikke love, derfor vilde jeg ønske at De var her i Byen, mens jeg har denne behagelige Farve. Iaftes havde vi Comedie i Studenter Foreningen, jeg havde bearbeidet et fransk eenacts Stykke til en Vaudeville i fem Acter og den gjorde megen Lykke. Navnet var: Soufleurens Benefice eller Opførelsen af Herman von Unna, Prindsen af China og Sylphiden[5]. Jeg udførte selv den tragiske Skuespillers Rolle, men var da saa syg at jeg maatte kjøre hen og hjem, men spilles skulde der og jeg skal have skildt mig særdeles godt fra det. Secretair Suenson[6] (som i Nytaarsgave fra danske Digtere skriver under Mærket: en ['trekant']) udførte ganske mesterligt Soufleurens Rolle. En Hr. Philipsen[7] var Dandserinden Taglioni og havde paa egen Regning ladet sig sy en af de nyeste Pariserdamekjoler af rosenrødt Silke, filerede Strømper, atlaskes Sko og en Hat til 11 Rdlr (?), alle de Andres Dragter vare ligesaa smukke. Efter dette havde vi et Efterspil: “Nu gaaer Ballonen”, som var skrevet af Fabricius[8], Suenson, Lorck[9], Philipsen, Arnesen og Simonsen[10], eller, som det hedte paa Placaten: af Adskillige. Scenen var i en Luftbalon og der var malet en ny Decoration som viiste Kjøbenhavns Taarne. Første Act var glimrende, anden Act derimod noget mat. - De fløi over Rusland, Italien og mange Lande og paa hvert Sted gik een af de Reisende ned i “en Faldhat”, som Børn bruger den. Tilsidst naaer Ballonen Maanen, her stod en Soldat og nu vidste de ikke hvilket Sprog de skulde tiltale ham paa. Philipsen begyndte med Hebraisk, derpaa med Græsk, Latin, Mesopotamisk, men Soldaten forstod ikke et Ord. Nu talte de Dansk og Soldaten svarede, thi det danske Sprog taltes just der, da største Delen af den danske Adel have sine Godser deroppe i Maanen. I Anledning af de Fremmedes Ankomst, befalede Borgemesteren der, at der skulde være Fuldmaane. I min Vaudeville gjorde især Lykke 5te Acts Begyndelse, hvor Orchestrets Medlemmer synge og modtage de spillende Damer mellem sig, og disse derpaa i et stort Syngenummer klattre op over Lamperne for at tage Plads bag Couliserne. Af æstetiske Nyheder have vi da “Luftskibet”, der bliver interessant fordi Ørsted har skrevet det[11]. Paludan-Müllers nye Bog mishager[12]; jeg gik til den i Forudsætning at holde af den, apotheosere den, men jeg kan ikke. “Eventyr i Skoven” er uhyre vagt og de komiske Scener høist platte; derimod er Ideen i det lille Stykke: Alf og Rose, nydelig. Dagens Anmældelse var til at kaste op over, men Overskou har aldeles ingen Smag[13]! - Romanen Brødrene Grønning, troer jeg at være skrevet, enten af Rosenkilde eller af Commandeur Wulff[14], jeg har ikke læst den, thi Alle sige den er meget slet, derimod skulle de nye Noveller, især “Tante Francisca”[15] have megen værd! - Med min Roman[16] gaaer det lidt langsomt, dels for Studenterkomedien, dels for min Upasselighed. “Renzos Bryllup” er antaget[17]. Jeg fik et grovt Brev fra Directionen, min Ven Molbech havde skrevet det, at de antog det, men at det skulde gaae fem Aftener med godt Huus, uden Mishags Yttring, thi i Tilfælde heraf tilfaldt hele Indtægten Theaterkassen. En Ting de herefter vilde gjøre ved flere originale Stykker. Jeg lod da spørge, hvad de forstode ved “Mishagsyttring”, da selv det bedste Stykke kunde tre, fire Mennesker hysse af og dog kunde det holde sig paa Repertoiret, de svarede da, at det vilde de ikke sige før Stykket havde gaaet fem Aftener. - Jeg gik ind paa den naragtige Betingelse; hele Indtægten faaer nu rimeligviis Theatret, men bag efter skal Publicum faae Directionens Brev og saa ere de da, som sædvanligt, prostituerede. Balletten Sylphiden er smuk, Musikken middelmaadig, men Maskineriet og Skov-Decorationen minder ganske om Paris, der dandses i Luften og paa Trægrenene uden at man seer Snorene, dog vor Pige havde seet disse, hun sagde, “de simple dandsede paa Gulvet og de “sele (Herskabet) i Luften”. Til Kongens Fødselsdag faae vi en ny Ballet i tre Acter, Don Quicote[18]. Stramboe[19] skal være Sanco Pansa. Studentercomedien bliver, rimeligviis i denne Uge opført for Damer. - Mine Presenter[20] jeg har faaet ere særdeles gode, især den fra Fru Bügel, som er ret førstelig. Men nu lev vel! Nytaarsmorgen haaber jeg at faae et langt Brev. Tante Augusta er i min Gjæld og skriver hun nu ikke, da skal “en slem Dame”, i den nye Roman hedde Augusta Søeborg. Nu veed De det! Hils Plums!

Deres meget hengivne
H. C. Andersen

Frøken v. Schleppegrel ønskes et glædeligt Nytaar. Knudsens helses særdeles; siig at Nicolai Portræt er kommet ud, det bør anskaffes til hans italienske Reise[21]; jeg har ham i Ramme med “Reiser”[22]. Det er begge to jo “Reisere”. Fortæl mig lidt om C. Bagger.



Brev nr. 187. Fra HCA til Kirstine Marie Iversen.[1]  

Kjøbenhavn d. 4. Jan.1837.

Tak for Deres moderligt sindede Brev[2]! De har tænkt paa mig den sidste Aften i det gamle Aar; det var smukt og kjærligt! Derfor griber jeg strax Pennen og takker Dem. Den Aften var jeg hos Collins, kun Børnene og jeg, der regnes med til Børnene, vare der; da Klokken slog tolv, drak vi det nye Aars Skaal, og jeg gik med Sønnerne hen i Studenterforeningen, hvor fem glimrende Juletræer ventede. Jeg havde kun kjøbt eet Nummer og vandt et Lexicon; Lorck havde ti Nummere og vandt ei en Smule; men jeg har Lykken med [mig]; hvo veed, om jeg ikke, før dette Brev sendes bort, kan slutte med: “Jeg har ogsaa vundet et Maleri i Kunstforeningen!” Paa Torsdag[3] trækkes der og saa seer jeg, om Skjæbnen under mig lidt Mere for mine 8 Rdlr. om Aaret, end at s e e paa Malerierne! I den sidste Tid har Adgangen staaet aaben for Alle og Enhver; der var over 40 Malerier udstillede; det var noget for Deres Datterbørn at see! Jeg undte dem det ret! - Jeg er endnu syg[4], men gaaer dog ud! mere end tre Fjerdedele af Kjøbenhavns Beboere ligge. L a g r i p p e tager nu en ond Characteer; der er saa Mange, som faae Inflammation i Brystet. Lægen besøger mig dagligt, og jeg maa for at forebygge Ondet tage Brystdraaber, da Hosten er særdeles stærk. Der er saa mange Soldater paa Sygehuset, at der tales om, at Borgerne skulle gjøre Vagt. Hos Wulffs, Collins, Fru Læssøe, Hartmanns etc. etc. - overalt ligge To eller Tre; hos den engelske Minister[5] ligge Elleve. Forleden var det nær ved, at Theatret var blevet lukket; man kunde intet Stykke give; saa spillede Fru Heiberg og Phister dog, men halvt syge. Det er høist comisk at høre den uendelige Hosten i Theatret; der er ikke et Secunds Ophør og Enkelte hoste, saa man ikke hører Ørenlyd. Jeg har det ellers sjæleligt vel! Gid De kunde see mig i mit hyggelige Hjem, naar Maskinen staaer paa Bordet, Røgelsen damper fra den varme Kakkelovn og jeg selv i min nye, smukke Slobrok paraderer i Sophaen, mellem Bøger, Blade og Kobberstik. Aldrig har jeg begyndt noget Aar med saa rolig og glad Anskuen, som dette; jeg har dog mange fortræffelige Mennesker, som holde af mig! Dag for Dag føler jeg ogsaa, at mit aandelige Værd, om jeg saa tør sige, som er mig givet af Gud, paaskjønnes. Jeg har faaet fra Tydskland flere glimrende Critikker over “Improvisatoren” og i de sidste Dage en meget fordeelagtig Anmeldelse over min Harzreise[6], der, som De veed, er udkommen i Breslau. Heiberg, Oehlenschlæger (mellem Poeterne), alle vore saakaldte første Mænd vise mig en særdeles Agtelse og Venlighed; tidt forekommer det Hele mig som en Drøm; thi jeg husker endnu saa klart mit Barndoms-Liv, min hele Fattigdom. Mit Liv er jo et poetisk Digt; jeg maa sagtens være Digter! Den fattige Vadskerkones Søn, der løb med Træsko paa Fødderne i Odenses Gader, er dog alt saa vidt, at han behandles som Søn i Huset hos en af Danmarks meest agtede Mænd og har Venner mellem værdige og herlige Mennesker. Mellem min Tidsalders g o d e Digtere m a a man nævne mig; men jeg vil Mere! Gud forlene mig Kraft dertil, mellem Danmarks f ø r s t e Digtere, mellem Holberg og Oehlenschlæger vil jeg nævnes! Men der er et Spring endnu, et stort Spring; det føler jeg godt, skjøndt jeg ikke holder af at tale om det. Vorherre maa tage mig under Armene; det hjælper ikke, j e g løfter Benene. Men friskt Mod! En stor Digter her, og en endnu større i den anden Verden, det er mit Forhaabnings-Billede, og det er jo en daarlig Soldat, der ei tænker paa at blive General, siger Ordsproget. Hver Dag, føler jeg, lægger Erfaring til min Tanke; mit Aandelige er i det sidste Aar, fra min Udenlandsreise var endt, forunderligt udviklet; denne Vinter selv har forandret mig meget; nu vilde en stor Reise gjøre et glimrende Udslag. Er det nødvendigt, at [det skal] skee, da vil det skee, skjøndt jeg ingen Muelighed seer; men i Tillid til Menneskets Bestemmelse er jeg ingen Christen, men en Tyrk.

Den 7 Jan. 1837.

Nei, jeg fik da intet Maleri i Kunstforeningen; en Radering var Alt! I næste Uge skulle vi have vor Juleaftens-Studenter-Comoedie for Damer[7]; jeg v i l see indtagende ud. Endnu hoster jeg; men Lagrippe er næsten dunstet bort; i Dag skal jeg forsøge med varme Bade. Vil jeg kun have godt deraf? Jeg pakker mig ind! Deres Svigersøn fandt mig saa vinterklædt i Efteraaret; nu skulde han see mig! Jeg har faaet nogle deiligt varme Galocher af Gummi elasticum; de holde Fødderne varme, som om de vare i en Bagerovn[8].
- - - Kongen har været betænkeligt syg; først igaar erklærede Lægen ham uden Fare! Det er formeligt pestagtigt, saaledes smitter det Alle. Man har Feber, og Huden skaller af. Tak Deres Datter for det halve Brev, jeg fik fra hende[9]; hun holdt op, just som det blev meget morsomt. Beed Jette skrive mig en smuk, lang Epistel til, og hjælper Bøn, saa brug bedstemoderlig Myndighed. Hvad mon Tante Augusta, som ikke kan lide mine Børne-Eventyr, siger til, at H e i b e r g erklærer disse at staae høit over “Improvisatoren” og “O. T.”, og at Eventyrene ville give mig det største Navn i vore Literatur fremfor Romanerne. “T o m m e l i s e” kommer nu ud særskilt mellem et Udvalg af danske Digteres Arbeider[10]. Min nye Roman[11] erklære Alle, som have hørt den, for aldeles forskjellig fra de to foregaaende; dog nærmer den sig mere “Improvisatoren”, og man finder, at Danmark spiller lige saa eiendommelig en Rolle [i den], som i hiin Italien.
- - - De skal see, Skyttelaget er ret artigt fremstillet; Peter og Hr. Knepus spille d e r Hovedrollerne: den første er vittig, og anden er Fuglekonge[12]. - Af Deres Brev seer jeg, at Ursin[13], Kalkar og Price[14] danne i denne Vinter Underholdningens trefarvede Fane [i Odense]; jeg kan tænke, at hele Familien paa Dem nær har svoret til den! - Hils rundt omkring, først Deres egne, saa Plums og Venner! Særskilt Hilsen til Frøken Louise v. Schleppegrell! Hvorledes lever Knudsens og Beckers?

Deres sønligt hengivne
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 188. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Sorø den 8. Januar 1837.

Tak for Deres venlige Brev af 3die Januar[2], som jeg med Glæde har modtaget og læst, saavel for Indholdets som for Forfatterens Skyld. Det har blandt Andet interesseret mig deri at høre saavel Deres som Andres Domme om flere poetiske Productioner; jeg er for det Meste enig med Dem i, hvad De i denne Anledning siger.
Om Paludan-Müllers Digt[3] troer jeg, at det er reent forfeilet, og dog havde jeg, oprigtig talt, vel ventet noget Elegantere, men ei noget Bedre fra denne Kant. Skulde nu ikke Kjøbenhavnerne faae Øinene op med Hensyn paa Kjærnen i hans Væsen, saa maae de være poetisk blinde. Det morer mig for Resten ved denne Leilighed at tænke paa en Strid, jeg havde med Oberst Guldberg angaaende Dem og Pal.-Müller; Guldberg, der, saa klog og indsigtsfuld han for Resten er, sikkert sætter en overdreven Priis paa Amor og Psyche, paastod, at P.M. var den, der havde givet størst Prøve paa Genie blandt vore yngre Digtere; jeg paastod derimod, at De var den meest geniale af disse, da P.M. kun var i Besiddelse af en smuk poetisk Kjole, som han trak paa, naar han traadte frem for Publicum; De derimod besad et ægte poetisk Hjerte. Denne Gang har P.M. kastet den poetiske Kjole bort og staaer i bare Skjorteærmer, saa jeg mener, at Sagen nu er klar for Enhver, der har Øine. Noget Plattere har jeg i min Dage aldrig læst, end det, han lægger sine comiske Personer i Munden. Kommer der engang en Reaction mod hans pæne og sminkede Væsen, og mod hans blotte poetiske Ydre, saa Gud hjælpe ham! Men en Reaction maa enhver Digter dog engang vente sig; Strømmen vender sig, før man troer det; kan man da ikke kæmpe sig frem med en usædvanlig Kraft, bortskylles man uundgaaelig, til man endelig favnes af Lethefloden[4]. Hvad jeg her siger, gjelder rigtignok kun om, hvad bemeldte Digter har skrevet, ei om, hvad han muligviis kan komme til at skrive; thi undertiden kan en lille Gnist udvikle sig til en stor Ild; dog synes mig, som sagt, at det funklende og skinnende Væsen her er altfor meget udvendigt, og Glandsen synes mig at være uden Varme, saa jeg frygter for, at det kun er en malet Flamme. Tilgiv, at her den ene Lignelse fortrænger den anden; men det er nok at man maa være korrekt og oeconomisk, naar man skriver for Publicum, mod en god Ven behøver man ikke være saa ængstelig, om der saa kommer et Par Lignelser formeget. For at gjøre Tallet af disse fuldt, vil jeg endnu lægge til, hvad Oehlenschläger engang skrev om ham. “Pal. Müllers Poesier ere Conditorvare, Bjergene ere af Chocoladekager, Floderne ere pidsket Flødeskum, Gletschere og Laviner ere af Conditoriis, og Menneskene ere fiint udarbeidede af Sukkerværk”. Men det er sandt, P.M. fremstiller jo sjelden Mennesker, men kun Alfer og mytologiske Personer; men hvis han troer, at hans Guder ligne Homers, eller hans Alfer Shakspeares, da feiler han storligen. Hans Prinds Pipi[5], synes mig, burde have Paryk paa og træde frem som en kjælen Hyrde fra Ludvig den Fjortendes Tid[6].
Om Ørsteds Digt[7] deler jeg saa temmelig Deres Mening; jeg finder det høist interessant, at en saa genial og udmærket Videnskabsmand tillige har saamegen poetisk Ild, hvilket for Resten hans Forelæsninger ogsaa tilfulde bevidne; mig synes ogsaa, at der findes heldige Partier i Digtet, f. Ex. det, hvori Opfindelsen skeer, og hvori Montgolfier kommer hjem og siger til sine Børn, at han har bragt en Drage med, der kan flyve over de højeste Taarne; men jeg troer det rigtignok vanskeligt, selv for en Goethe, paa denne Vei at frembringe noget egentlig Fuldendt.
Theaterdirectionens Fremgangsmaade forekommer mig saa over al Maade raa og brutal, at jeg er ganske forskrækket derover[8]. En offentlig Fremstilling af dens Adfærd vil rigtignok prostituere den i høi Grad; men Ulykken er, at Molbech alt oftere har været offentlig prostitueret og derfor synes at have vænt sig dertil og kun lidet at bryde sig derom.
Det glæder mig meget, at mit lille Digt har behaget Dem. Jeg længes meget efter Deres Roman[9], hvis Begyndelse særdeles tiltalede mig. Jeg har ogsaa en Roman under Arbejde[10]; men med den vil det gaae langsomt, da heterogene[11] Forretninger tildeels røve mig Tid og ofte endog Lyst; neppe bliver den færdig før næste Vinter, thi Sommeren maa jeg bestandig ganske opoffre til videnskabelig Studier og til Forelæsninger. Enten bliver denne Roman mit sidste Arbeide, eller det vil vare flere Aar, før jeg skriver Noget meer. Muserne lønne her os, deres Dyrkere, altfor slet i timelig Henseende, til at jeg længere kan lade det beroe paa deres Bistand, om jeg skal skaffe min nu temmelig store Familie det Overskud, der ved Siden af min Gage er nødvendig for den. Hvad jeg skriver, bliver nu vel temmelig meget læst, men lidet kjøbt, thi der ere kun Faa, der egentlig interessere sig for mig; dertil kommer, at Theatret, saalænge Molbech er Directeur der, det vil vel sige, saalænge han lever, er en tillukket Verden for mig. Derfor maa jeg see at finde Ressourcer paa andre Maader.
De nylig udkomne Noveller[12] har jeg endnu ikke læst. Af Brødrene Bernhards Fortællinger ere flere skrevne med fiin Iagttagelsesevne og overhovedet med umiskjendeligt Talent, men den guddommelige Funke mangler, synes mig. De ville vist læses med Interesse ligesom mange af Lafontaines[13] bedre Romaner i forrige Tider; men de ville glemmes ligesom disse. En Digter skal sikkert optage sande Træk af Livet, selv af Hverdagslivet i sine Digte, og jo sandere, des bedre, deri er jeg enig med Brødrene Bernhard; men nu kommer det tillige an paa, om Digteren har Phantasie nok for tillige at puste en guddommelig Funke i sit Værk, saa at det vorder mere end blot Copie, saa det hæver sig over Livet, idet det tillige er dets tro Speil. Dette synes mig Brødrene Bernhard ei at formaae; derfor savnes hos dem den høiere Opfindelse, det dristige Vingeslag, den høie Flugt, der ere Betingelser for al sand Poesie, enten den saa slutter sig til Hverdagslivet eller til det større Verdensliv.
Bagger anseer jeg ogsaa for en virkelig Digternatur; hos ham var ingen ziirlig Skal, men en sjelden Kjærne; hvilken Skade, at saamegen Kraft og Friskhed, saameget Liv og Genie skulle gaae til Grunde for dette Liv idetmindste[14].
Gid De snart igjen, som De ønsker, maatte faae Tydskland at see! Hvad Deres Anelser om Døden angaaer, da slaae vi en Streg derover; i Deres Aar døer man ikke saa let, og naar en Digter er begeistret for et Værk, kan han ikke døe, før det er udført. Giv mig en stor Idee, sagde jo Herder[15] paa Dødsleiet, saa lever jeg op igjen.
Vi ere her Alle raske, paa mig nær; der er meget forkjølet; min Kone hilser Dem venligst; William[16] taler ofte om Dem og elsker Dem meget. Kom snart ud til os i Sorø!

Deres særdeles hengivne
J.C. H a u c h.



Brev nr. 189. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenh: den 2. Feb 37.

Tak for Deres søsterlige Brev! Tak for “Ørebekkelunde”! Klap Faderen paa Kinden! De skulde have et ret behageligt Brev igjen, men jeg er endnu af influenza-Patienterne. Sygdommen havde jeg ved Juletid og endnu i Februar er Hosten idelig, skjøndt jeg bruger Mixtur, Kongen af Dannemarks Brystdraaber og Rosiner syltede i Kandis og Vinædike. Sommetider er jeg ogsaa ærgerlig, skjøndt jeg i det hele taget har et velsignet Humeur. Ellevild vil Enkelte kalde det. Lagrippen har de ikke ret i Provindserne, som vi have havdt den; nogle og 30 døde hver Uge over Antallet af lige fødte, som dødte, endnu have vi ikke Ende paa den og jeg har slet ikke Lyst at døe, ligge i den kolde vaade Jord, hvor Solen slet ikke skinner og hvor man 8te Dage efter man fløttede ind er glemt. Nu gaaer jeg over til en anden Historie, som jeg nok ellers slet ikke skulde berøre, men jeg og alle Mennesker i Kjøbenhavn ere i denne Tid ganske opfyldte af den; paa alle Gadehjørner tales der om den, overalt er Conversationen derom og med en Rædsel, som jeg endnu ikke har seet nogen Begivenhed har før vakt. Naar De læser dette har De vist af Bladene løseligt hørt det antydet. Det er Historien om den stakkels Pige som i Torsdagsmorges blev revet ihjel af Hunde her i Kjøbenhavn. Hun var kun 23 Aar og tjente paa Toldbodbørsen, hele Natten skal hun have været oppe at vadske og da Klokken om Morgenen er over 6 gaaer hun ned i Gaarden for at hente Vand til at koge Thee; nu støder Gaarden optil Toldboden hvor der paa Pladsen holdes fire store Hunde, der kun komme ud om Natten og ere som glubende Dyr, Plankeværket for Gaarden er skrøbeligt og Hundene ere derigjennem smuttede ind i Gaarden og fare strax i Pigen, faaer hende omkuld og een bider i hver Side af Hovedet og ganske skalpere det ): flaaer Huden med Haaret aldeles af til begge Sider, sønderriver Brystet og æder ind under Armen. Man fortæller at hendes Skrig blev hørt, men ingen havde Mod til at komme til Hjælp, da det gjalt Livet. Endelig kom Vægterne, der var Liv endnu i Pigen. Hun kom paa Hospitalet og opgav strax der Aanden. Det skal være grueligt at see hvorledes hun er sønderflænget, siges der. Kun de to Hunde, siger man, ere bleven skudte. Folk er ængstelig nu Kanalerne ere tilfrosne da Hundene denne Vei kunne let gaae op i Gaderne. Fra Larsens Plads[2] til Sanct Anna Plads er kun et Skridt nu at den dybe Søe er tillagt og Hundene kunde overfalde enhver. Det er omtalt i Kjøbenhavns Posten[3]. Her i Nyhavn, hvor jeg boer have vi da heller ikke langt fra de glubende Dyr; og man fortæller at een af Hundene forleden Nat skal have løbet over Isen til Holmen hvor Skildvagten maatte forsvare sig med Gevær-Kolben. Naturligviis fortælles der nu meget, men sikker kan man ikke sige man er, isærdeleshed da der flere Steder her i Byen skal være lignende glubske Dyr. Nogle sige, at Kongen skal strax have givet Ordre, at de alle skulle skydes. Jeg er saa gjennemsittret af den ulykkelige Piges Udseende, som min Læge nu nyelig har beskrevet mig at jeg formeligt lider derved. De maa see at faae Løverdags Dagen for denne sidste Uge; rimeligviis i den vil De finde en morsom Historie om mig[4]. Det er mod en mageløs dum Kritiker, som Alle ville lee af. See endelig at faae den! Imorgen skal jeg da see Fru Heiberg i Dronningen paa 16 Aar, næste Dag, Søndag, hører jeg den fortræffelige Sangerinde Mad: Eckerlin[5], som jeg sætter op, omtrent kun 1½ Grad fra Malibran. Paa Mandag skal vi have Løier i Studenterforeningen. Det bliver et Markede, omtrent, som St. Knuds. Salen decoreres, som en Gade med Huse og Taarne; hvert Vindue i Salen forvandles til et Telt, med Støvler og Hatte, Potter og Honningkager. To Theatre komme der og ude i Forværelset bliver Hestemarket ): med Kjæpheste og Gyngeheste. Jeg veed endnu ikke hvad jeg vil være, men med Moustacher kommer jeg, thi de klæde mig[6]. - Nu begynder det egentligt først at blive nogenlunde bedre med Kongen. Han er nu istand til at tage sine Strømper paa; meget svag er han. Der gik da en ypperlig Concert tabt for Deres Søster Jane, som er Medlem af Musikforeningen[7]. Den stod paa Hoftheatret og Alle ere enige om at det var den brillanteste man har havt, men der var for meget. Lachners Symphonie[8] var ganske mesterlig, men alfor lang, den varede een Time og et Qvarteer, jeg blev træt, kunde ikke have Tankerne saalænge paa et Sted; min Modtagelighed blev ligesom afstumpet. Ved Indmældelsen faldt da to Damer igjennem, man nævner en Jomfrue Lorca og en Mad: Popp[9], jeg kjender dem slet ikke. Selskabet synes ellers særdeles godt, man saae de første Familier rundt om i Logerne, der vare vist en 800 Mennesker. Harttmann komponerer en Samling tydske Digte, som komme ud i Leipzig, mellem disse er en Oversættelse af min “Sneedronningen”[10]. - Hertzs nye, versificerede Drama har Navnet: “Svend Dyrings Huus”[11], det er den gamle Romanze: “Den fromme Fru Signe paa Sotteseng laae”, han har behandlet[12]. - De erindrer nok Moderen som kommer fra Graven op til sine Børn, som have det ondt for deres Stedmoder. Mad: Nielsen skal spille den Døde. En lille ny Bog af mig udkommer snart, maaskee om 6 Uger[13]. - De maa lade dette Epistel læse af Bedstemoder og Tante A. Jeg fik ½ Brev fra hende forleden[14], jeg venter med Længsel den anden halv Deel for at jeg kan besvare Brevet. Igaar kom jeg til, at see Lundby’s Digte[15], det første jeg saae havde i Overskrift: “til Haabet” og jeg sagde ganske uvilkaarlig: Herre Gud, har den Mand alt skrevet Digte til Christian Søeborg[16]. Hils ham! Bliver Moderen vred over min Apostroph da formild hende med følgende Kjældermand[17] jeg første Gang hørte i Dag; men den maa tegnes. Tegn hende en lille Dreng af, som spiller paa Fløite og spørg hvad er det? Svar: En Fader som er borte, over at hans lille Søn spiller paa Fløite! Er den ikke god? De kan jo ogsaa anvende den paa andre, for Exemp: tegne en Bog og skrive paa den Nicolais Reise &[18], da er det den eller den, som er borte over Nicolais Reise. - Nei, det var ikke saa godt sagt, det er nok bedst De bliver ved den lille Dreng! Hils Plums og Kalkars fra mig! - Min tydske Improvisator har jeg faaet fra Lorenzen. Hvad siger De og Deres om det thorvaldsenske Museum[19]. Enkelte Mennesker ere saa febervarme derfor at jeg bliver kold. Vi have ikke noget at sætte op i Musæet. 2 eller høist tre Marmorstatuer er det Hele, Resten er Gips, som gaaer itu, og Gips giver et høist ufuldstændigt Begreb om en Original i Marmor. Baronesse Stampe[20] er entusiastisk, hendes Stuepige og Kokkepige have hver givet 3 Mk. Kudsk og Tjener hver en Rigsdaler. Professor Høyen har holdt Tale i Kongens Stalde og alle Staldknægtene, siger han ere begeistrede. Hestene sloge bagud og Karlene sloge ind i hans Ideer. Forresten giver jeg gjerne mit ringe Bidrag for at vi kunne faae en stor, smuk Bygning; Lille Viggo vil give 1 Mk., naar han maa faae Lov at see det. Jeg giver 50 Rdlr naar Thorvaldsen vil hugge mig i Marmor og jeg saaledes maa boe i Huset. Men nu Sladdren ret gaaer paa mig, siger Papiret stop og jeg havde mange Historier endnu paa Tungen. En Hr. Pousaing[21], har forsøgt paa at skjære Halsen over paa sig i Badehuset. Det er ækelt, jeg bruger hver Uge de varme Bade der og kan komme i samme Kar, hvor Næsten har svømmet i sit Blod. Nu lev vel! Dette er et blodigt Brev. Hils hele Omgivningen og glæd mig meget snart med et Epistel langt, som mit, men lidt mere interessant; i den odenseiske Hvirvel hvor man lever fra Verdens Skabelse, til op i Nutidens nys opdagede Planeter[22], maa der jo være Stof nok.

Deres meget hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 190. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]  

Onsdag, ja hvad skrive vi? [8.2.1837]

Tak for Deres sidste Brev[2] gode Andersen! Jeg fik det først seent om Aftenen da jeg kom hjem fra en lille musikalsk Soiree i Bispegaarden hvor der ret havde været behageligt. Da jeg ikke er af de Mennesker der blot en Time kan lade et Brev ligge uaabnet, (mindst et, som jeg i Tankerne hele Dagen havde glædet mig til) rev jeg det strax op, og endskjøndt det forvoldte mig en søvnløs Nat, fordi Billedet af den ulykkelige sønderrevne Pige hele Tiden stod for mig, saa troer jeg dog neppe, at det i saa Henseende vil gjøre mig klogere en anden Gang. Jeg seer af Brevet, at De dengang endnu ikke var fuldkommen vel efter deres la grippe, De har da altsaa ret for Alvor været syg, og den slemme giftige Taage som vi i den senere Tid have plagedes af, gjør maaskee at De endnu er Rekonvalescent. Stemningen i Deres Brev vidnede ogsaa om Ildebefindende eller Nedstemthed; men da De i ethvert af Deres Breve forsikkrer mig om Deres brillante Humeur maa jo det Første have været Aarsag til denne Stemning! At De, som De siger, undertiden er lidt ærgerlig, - ja - Det er nu saadan en Nykke. Hos den smukke Herr Slagskygge (et deiligt Riim) noget som Herr Otto Tostrup skulde vendes af med! vilde Sophie sige[3], men det passer igrunden ikke paa Forfatteren, der vel undertiden kan være lidt egen, men som jo dog med al sin Satire, og indbildte Bitterhed til Slutningen siger med Antonio: “Menneskene have revne mit Hjertes bedste Billede itu, og jeg er dog ikke vred paa dem!”[4] Ikke sandt, jeg har ret? - Spørg kun Fr Collin, til Jette Wulff tør jeg ikke appelere hun holder nu altid med Dem, og Frue Lessøe, ja - hun er saa moderlig sindet og vil kun, at man skal være “rigtig god”, imod Andersen! - Medens jeg taler om hende maa jeg bede Dem hilse hende ret meget fra mig, hun er dog rask? - Jeg har oftere været i Selskab med hendes Svigerinde[5] og hver Gang havt paa Munden at spørge til hende; men har ikke kunnet faae det over mine Læber, fordi jeg har frygtet for at man kunde mistænke mig for at ville bruge hendes mig saa kjære Navn som en Adgangsbillet til et nøjere Bekjendtskab, da Abrahamsons Huus her jo næsten bliver betragtet som et lille Hof, kan De nok tænke Dem hvor ubehageligt det vilde være mig. Fru A- behager mig iøvrigt fordi hun har smukke Øjne, og - er Fr. Lessøes Svigerinde! For alting, gode A- gaae nu ikke hen og fortæl Fr L- hvad jeg her har skreven om hendes Familie det vilde være mig meget imod vil De derimod sige hende at Moder igjen er rask, da jeg sidst skrev var hun meget syg, nu har hun gudskeelov alt været flere Gange ude, Fr Lessøe er saa god og deeltagende, at jeg troer det vil interessere hende! - De vil have et “interessant” Brev dennegang; men det vil jeg ikke love Dem, gaaer jeg med Tanken om denne Fordring til Skrivebordet gjør min medfødte Oppositionsaand sig strax gjældene, og jeg taber Lysten til at skrive et Brev, som kun fornøjer mine Venner fordi det er interessant! - Det er saa rimeligt at De der lever saa meget i Aandens Verden, ønsker at hvile Tanken ved et muntert Indfald eller en Dagsbegivenhed, kunde jeg give Dem disse paa en ejendommelig Maade, som De som oftest (pas toujours) giver mig deres, vilde jeg komme med dem; men det kan jeg ikke og naar jeg tyer til Dem, ønsker jeg ogsaa at bringes lidt ud af det Hverdagsliv der i de senere Aar, næsten saa ganske har bemægtiget sig mig; giv mig nogle Aphorismer af deres nye Bog[6] naar De igjen skriver, De veed ikke hvor et smukt Billede eller en original Idee undertiden er mig velgjørende, De har nylig læst noget af den højt hos Adlers har jeg hørt, til Sommer faae vi den jo i Manuskript; men - der er saa længe til!
Lørdagsbladene af Dagen for to Uger laante jeg af Thomsen, men deri stod ingen Kritik mod Andersen, den skal have staaet i et andet Blad[7] som jeg imidlertid endnu ikke har kunnet faae fat paa, lidt deraf har Fader hørt paa anden Haand hvilket vi Alle fandt højst latterligt. Siig mig den lille Bog som kommer ud nu snart er det 3die Deel af Deres Eventyr, hvis det er Tilfældet, vil jeg ønske at en af Smaapigerne deri maae hedde Bertha[8], thi min lille Elev af samme Navn har vist spurgt mig over 15 Gange, om jeg dog troer at Forfatteren erindrer sit Løfte og benytter hendes Navn til en af de smaae Piger i Eventyrene. Siden De min Gebursdag[9] fortalte Børnene Historier due mine slet ikke og naar jeg troer at have gjort mine Sager allerbedst, saa hedder det dog altid: “ja men saa smukke som Andersens ere de dog ikke!” Forleden tænkte jeg ret at fange dem og fortalte dem de 3 første Capitler af Deres Roman[10], Drengen, Jordbæret og især Storken henrev mine Smaae i den Grad at Lica[11] sagde: “Veed Du hvad, den Historie var næsten lige saa god som Andersens,” jeg maatte da gjøre den Bekjendelse at den virkelig tilhørte Dem! - De vil vide noget om hvad der foregaar i vor odenseiske Hvirvel, noget om Forelæsningerne! Ursins have ikke gjort synderlig Lykke hans Foredrag skal have været saa ubehageligt; Kalkar derimod har mange Stemmer for næsten ingen imod sig, endskjøndt han vistnok har givet sig selv en vanskelig Opgave; der er jo noget saa poetisk smukt i mange af de gamle Myther og hvad han selv giver os, er forud nedskrevet, omhyggeligt udarbeidet, og understøttet af et heldigt Foredrag, og et særdeles smukt Sprog, det maae nødvendig høres med Intresse, og jeg og Søstrene ere der næsten hver Gang, alligevel et han nogle Gange forekommet mig som en der vil sætte sig paa to Stole, og falder ned midt imellem dem, den som har Fornuft-Religion er han altfor orthodox, den Orthodoxe derimod, (jeg troer sig selv ubevidst) hvad skal jeg kalde det? lidt for - fornuftig, jeg kan nu, i saa Henseende ingen Middelvej tænke mig, thi giver man først slip paa den sunde Fornuft hvor skal man da holde op! - Det gjør mig lidt ængstelig at jeg vist har udtalt mig alt for frit om denne Gjenstand; men det er i den faste T ro at det ikke kommer videre, det er jo og kun min Mening, maaskee den er aldeles feil, her yttrer jeg den aldrig. I Fredags Aftes skal hans Forelæsning over David have været saa udmærket smuk, jeg var der ikke, jeg var just om Eftermiddagen falden over Deres Bøgers Bog Improvisatoren, jeg havde ikke siden i Efteraaret læst i den, og den udøvede den Dag som altid i den Grad sin Fortryllelse over mig, at jeg ikke kunde beqvemme mig til at rive Tankerne fra den for at høre Kalkar, mon Deres ny Roman skulde blive saa smuk, man mener: “ja;” første Deel er nok alt temmelig bekjendt i Hovedstaden, jeg har fra flere Kanter hørt den, kun ikke dens Indhold omtales. - Fra Ida Hansen kan jeg hilse Dem, jeg saae hende paa Raadstueballet og Concerten til Kongens Geburtsdag[12], hvor jeg, saavidt jeg mindes morede mig fortræffeligt. I Concerten gaves der flere Nummere af Hans Heiling, blandt andet en Arie som Jane Knudsen[13], der paa det sidste Aar har forbedret sin Stemme meget, virkelig sang smukt, Ida H- kom i Graad over den, man siger hun har en organisk Feil i Hjertet, dog det er vel blot Formodning. Mortier[14] skal være gift og Hansen[15] gjøre alt for at faae et Parti istand mellem Sehsted[16] og sin Datter. - Paludan Møllers: “Eventyret i Skoven” har jeg endnu ikke læst, og kun hørt det omtale af Thabita Plum hvem det har interesseret særdeles, af Forfatterens Broder som har anbefalet mig det, og af Biskoppen som har raadet mig ikke at spilde min Tid paa at læse det. Hauchs ny dramatiske Arbeide[17] finder han ret genialsk; men flere Steder temmelig plumpt, jeg kjender det endnu ikke men naar - - Her blev jeg afbrudt og har glemt hvad jeg vilde skrive, der var nogen som vilde tale med mig, det var en smuk Boa, en Foræring fra Kammerherreinde Schilden[18], det var ret en Overraskelse. - Mit Brev er kjedeligt idag og det i høj Grad; men det er Deres Skyld, fordi De vil have det interessant, jeg er heller ikke ret oprømt, jeg har ikke altid Deres gode Humeur, siger ikke altid med Dem “Jeg vil ikke ligge i den kolde vaade Jord, hvor Solen ikke skinner, og hvor man er glemt om 8 Dage!” men forsagt er jeg som oftest dog heller ikke, der er jo i Grunden saa meget smukt og godt i Livet, og jeg glæder mig saa ofte om Morgenen til at begynde en ny Dag; men takker dog ogsaa hver Aften Gud fordi den henrundne har ført mig saameget nærmere Maalet, det er jo saa naturligt, at jeg ikke kan hænge saa fast ved Livet, der saa ofte, medens jeg endnu var Barn, har villet give Slip paa mig, det eneste smertelige jeg tænker mig ved min Død, er, at jeg ved den vil bedrøve mine Forældre og Søstre, de Eneste som dog igrunden ville savne mig; men min Phantasi viser mig heller aldrig Jordormen som gnaver paa Kisten, kun Sommerfuglen som flagrer over den! - De vil ikke være glemt om 8 Dage hvilken en - ellevild - Idee for en Digter! for Dem, som kan sige med Lamartine[19]:

J’ai des amis dont l’ame est du sang de mon ame,
Qui lisent dans mon oeil, et m’entendent penser,
J’ai des coeurs inconnus ou la muse m’ecoute
Mysterieux amis à qui parlent mes vers!-

Voyez vous! - Og nu Levvel, her hjemme ere vi Alle vel, Bedstemor, Tante, Forældre og Søstre sende Dem de hjerteligste Hilsener gjennem

Deres altid hengivne
Henriette H.-

[Med Caroline Hancks håndskrift:]

I gamle Dage i mine Breve til Dem, maatte Jette, der aldrig har kunnet taale at see et Stykke Papier ubrugt, altid beskrive Kanterne, hun vil i Aften have at jeg skal gjøre Gjengjæld, og jeg gjør det - ikke fordi jeg troer at De hellere seer mine Kragetæer, end det smukke, rene Papier; men fordi jeg selv har Lyst at skrive et Par Ord, ja blot for at fortælle Dem hvor ret meget vi Alle glæde os til at see Dem til Sommer, ja til at De skal kjede Dem hos os, saa egoistisk er i det mindste Caroline. -

[I margenen med Henriette Hancks håndskrift:]

Tante takker for Kjældermanden, hun var ganske borte over den, hvad De skriver om Nicolais Reise har jeg ikke ret forstaaet, hvis det betyder at jeg i Deres Bog intet har at frygte af den vil jeg ret være Dem taknemmelig derfor!

[I margenen med Thea Hancks håndskrift:]

Vil Du ogsaa skrive et Par Ord Thea at jeg kan faae mit Brev fyldt, spørger Jette? Hjertelig gjerne, naar det kun er Dig om Fyldekalk at gjøre, thi Andersen maae have meget god Tid og være i et charmant Humeur, naar han skulde have Lyst til at dechifrere nogle utydelige Linier fra sin trappiskiske[20] Lidelsescamerat fra ifjor. Dog for at skrive 2 Bogstaver jeg bestemt ved intresserer Dem, vil jeg skøndt Pladsen er liden fortælle Dem, jeg i disse Dage har læst deres O.T. igjen, den tiltaler mig uendelig og opliver Humeur og Phantasie, ja jeg er Dem ganske taknemlig for den Virkning Læsningen af den, samt flere af deres Frembringelser gjøre paa mig; derfor glæder jeg mig meget, saavelsom de andre til Manuskriptet og Dem; troe mig vi trænge høilig i Odense til en mere en almindelig Aandsnæring.

Adio Thea Hanck.



Brev nr. 191. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenh 11 Febr: 1837.

Gaaer det Dem, som mig: de fraværende Kjære, som jeg ret holder af, skriver jeg dog kun sjælden til. Det morer mig ikke længer at skrive Breve, jeg er i dette Arbeide doven. Min Tanke flyver daglig til Vennerne og saaledes er den hos Dem og Deres Kone, jeg sætter mig mangen Aften saa levende tilbage i alle Erindringer, længes efter Dem - og dog faaer De intet Brev fra mig. Bedøm ikke min tro Vedhængen derefter. Sommetider har jeg ordentligt et Slags Samvittighed derover, jeg siger til mig selv, men, hvad tænke de om dig! men saa beroliger jeg mig selv, bestemmer at skrive, men det skeer ikke, mine Besøg i Tanken, synes mig at være hyppige nok, først na[ar] det piner mig alt for meget, at jeg intet Brev faaer [fra] dem, at flere Maaneder ere gaaet, saa kan jeg ikke [ ] saa skriver jeg, - men det er fordi jeg længes formege[t] efter at høre et Par Ord for alle mine daglige Vesitter i Tanken. Vare vi Jevnaldrende, stode hinanden lige over i Verden, da rakte jeg Dem endnu fortroligere Haanden, nu bliver det dog egentligt det aandelige Jeg kun, som ret tør være fortrolig[2]. Med mit Humeur er det ellers det Bedste jeg i mange Aar kan erindre, jeg er kommet til en klar Anskuelse af Verden og mig selv. Jeg føler meer end nogensinde, hvad vor Herre har givet mig og gjort for mig, det er utaknemligt ei at være glad og derfor vil jeg see Alt fra den lyseste Side og det falder mig i Grunden meget let; kommer der engang mørke Griller, saa bærer jeg mig ad, som den islandske Skjald[3], jeg udsynger min Sorg. Alle Sorger, alle Bitterheder - - gaae i Romanen[4]. Det bliver en løierlig Bog kan De troe! den er, som det meeste jeg har skrevet en Afspeiling af mig selv. I “OT” havde jeg en bestemt Plan, før jeg n[ed]skrev et Ord, denne Gang derimod lader jeg vor Herre sørge for det Hele. Jeg har to bestemte Characterer, disses Liv vil jeg give, men hvorledes de ende - - ja, det betroer jeg Dem, det veed jeg ikke selv endnu, uagtet 2den Deel er mod Slutningen. Folk sige det er min bedste Roman; i Grunden er det ingen stor Compliment mod mig, thi med den sidste tænkte jeg og spekulerede, denne Gang skriver jeg ikke et Ord uden det bliver givet, ligesom paanødt mig. Det er som Erindringen af et gammelt Eventyr kom mig i Tanke og jeg maatte fortælle det. Dersom det ikke er alfor profant at sige, saa sagde jeg, at jeg nu begreb Bibelstedet, “den ganske Skrift er indblæst af Gud!”[5] - Med det allerførste skal De faae et nyt Hefte Børne-Eventyr[6] - som De jo ikke holder af. Heiberg siger det ere det Bedste jeg har skrevet[7]. Det nyeste Eventyr: Den lille Havfrue, vil De synes om; det er bedre end Tommelise. [De]t er ganske min egen Opfindelse og er, naar [jeg] undtager i Improvisatoren, den lille Abedisses Historie[8], [de]t eneste af mine Arbeider, som har rørt mig selv, i det jeg nedskrev det. De smiler maaskee? Ja, jeg veed nu ikke hvorledes andre Digtere have det! jeg lider med mine Personer; jeg er i godt og slet Humeur med dem. Kan være ond eller god, ligesom den Scene er, der beskjæftiger mig. Dette nye, 3die Hefte, af Børne-Eventyr, er vistnok det Bedste og De vil synes om det! ja Deres Kone vil synes meget godt om det! Jeg har ikke, som La Motte- Fouque i Undine[9], ladet Havfruens Erhvervelse af en udødelig Sjæl, beroe paa et fremmet Væsen, et Menneskes Kjærlighed. Det er bestemt galt! Det blev jo noget Tilfældigt, og Sligt vil jeg ikke antage i denne Verden. Jeg har ladet Havfruen gaae en naturligere, guddommeligere Vei. Ingen Digter, troer jeg, har endnu udpeget den, og derfor er jeg glad ved at have denne i mit Eventyr. De skal selv see! - Hils Lorenzen fra mig! Alle Mennesker her i Byen vide, at Brevene fra Italien[10] ere af ham. Siig til Hauck at hans Brev[11] voldte mig megen Glæde! han er en kjærlig, stor Sjæl, jeg paaskjønner ret hans Venskab. I mit Honorar for Eventyrene er foruden Penge, - Bøger og blandt disse Guldmageren[12] og de Underjordiske[13]. Af Nyheder har jeg at fortælle at vi faae en Ballet Don Quixotte i tre Acter[14]. Bournonville har fortalt mig Indholdet, det lover at blive meget underholdende. Musikken er samlet af forskjellige Operaer og synes meget betegnende. Herts har behandlet den gamle Romanze: Den fromme Fru Signe paa Sotteseng laae: den er blevet et versificeret Drama “Svend Dyrings Huus”[15], som roses meget. En nye Opera med Musik af den afdøde Spanier Gomis: Lastdrageren[16] er ansat til paa Onsdag og siges at være særdeles godt, som Stykke. Deres Valdemar Seier kommer jo ud i Qvart[17], som De sagde. Molbeck, veed jeg, ærgrer sig; det morer mig! skjøndt det er nok intet smukt Træk hos mig. - Ved Juletid havde jeg La Grippe, endnu er mit Bryst daarligt; jeg bruger Mixtur og Draaber dagligt, men det vil slet ikke blive bedre, dog Smerter har jeg ikke, mit Bryst er stærkt, det er min Lykke. Til Jule-Løierne i Studenterforeningen blev et Stykke, jeg havde bearbeidet[18], opført, jeg spilte selv med og gjorte Lykke; jeg fik Klap! Fastelavns Mandag[19] havde vi i Foreningen et Kjøbstad Marked[20], med flere Handlende; Indtægten, tilfaldt Asyler. Jeg var Boghandler og fik, ved Snaksomhed ind, 6 Rdlr 3 9 [mark]. En Kunstberidder Ballet blev ogsaa opført, jeg havde lavet den, den udførtes til Hest - det vil sige Kjæphest. - Med Kongen er det nok egentligt ikke saa godt endnu[21], som det læses i Bladene og hvad Anmældelserne angaaer om Hundene der sønderrev den stakkels Pige, da er det Usandhed at de ere skudte[22]. Det skal være Synd for Razen. Glæd mig snart med et Epistel. Deres Kone og Søster sender jeg mine bedste Hilsener.

af ganske Hjerte
Deres hen[givne]
H.C. [Andersen]

[Udskrift:]
S T. Hr Professor og Ridder B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø
frit.



Brev nr. 192. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 13 Febr 1837.

Kjære Andersen!

Tak for de venlige Tankebesøg og fordi De overvandt Ulysten til at skrive[2]! Naar jeg skal tage Brevpennen fat, skal der ogsaa gjerne en udvortes Foranledning til, som et Brev eller Sligt, uagtet der heller ikke hos mig savnes indre Motiver til Underholdning med fraværende Venner. Blandt de kjære venlige Billeder, der ofte her i vor Eensomhed ere aandelig tilstede iblandt os, er ogsaa Deres. Hvergang det fremstiller sig for mig, seer jeg det ligesom voxe op fra Disciplen i Slagelse Skole til den høie, godmodige hjertelige og phantasierige Poet, som man gjerne kunde slaae en Knude eller to paa, uden at han dog blev paafaldende lille eller tyk. Men, kjære Andersen! er jeg da saa graahærdet[3] en Veteran, at De personlig skal føle Dem halv fremmed for mig, idet vi dog ret fortrolig og kjærlig mødes i Aandens og Digtningens Verden! De er ligesaalidt den blot haabefulde Yngling, som jeg er den gamle udtjente Navneværdies-Poet, der kun sidder paa Stads og rækker den yngre Laugsbroder et Par Fingre, naar der bydes ham en heel ærlig Haand. Jeg haaber endnu at vise Dem, at jeg ikke er for gammel til at digte Elskovssange, om endogsaa i en tusindaars Skikkelse (jeg mener Holger Danskes)[4].
Hvad har Tid og Alder med Digternes Venskab og Fortrolighed at gjøre? Ancienniteten hører jo dog til den prosaiske Verdens Philisterier. Hvad De meddeler mig om Deres Sindsstemning og nærværende Livsanskuelse, var mig ret glædeligt. Den gode gamle Skjaldemethode, at befrie den bundne eller betyngede Sjæl i Sang, er visselig probat; det har jeg selv tidt fornummet.
Jeg længes efter Deres nye Roman, med eller uden formelig Plan. Den ubevidste Plan, der lønlig ligger i den poetiske Idee selv og udfolder sig frit under den begeistrede Udførelse, er vist igrunden den allerbedste, ligesom den i sig selv er Genien naturligst. Reflexionen opskriver ofte en Plan, som den rette Begeistring kun med et Smiil seer paa, for at slaa Streg over, og naar Aanden virkelig føder, veed Forstanden kun lidt forud om det bliver en Dreng eller Pige; men det er ogsaa det samme - en levende Sjæl bliver det. Paa Stemningen, paa den bevarede Kjærlighed og Troskab i Sindet kommer Productionens Lykke vist fornemmelig an. - Har jeg læst rigtig, og troer De, at jeg ikke holder af Deres Børneeventyr? 2det Hæfte holdt jeg særdeles meget af, og det har jeg givet til flere Børn. Hvad jeg havde mod lste Hæfte har vi talt om; men jeg veed ikke rettere, end at jeg har sagt Dem hvor kjært 2det Hæfte var mig[5]. Hvad det skjønne Sagn angaaer om Elementaraandernes Besjælelse[6] ved Kjærligheden, da mener jeg at Kjærlighedsideen her er den besjælende Guddomsgnist og at den som alt Guddommeligt er hævet over alt Vilkaarligt og Tilfældigt og selv uafhængig af alle individuelle Forhold; saaledes bør det upaatvivlelig ogsaa opfattes i enhver dybere Digtning. Heri ere vi altsaa ganske enige, og det vil saa meget mere interessere mig at see hvorledes De ved en eiendommelig Opfindelse har anskueliggjort det i det nye Eventyr.
Min “Holger Danske”, i samme Form som “Jerusalems Skomager” men naturligviis i en heelt forskjellig Characteer, er under Pressen og vil besøge Dem om en Maanedstid med venlig Hilsen fra mig. Paa den nye Udgave af Vald. Seier[7] er der endnu ikke begyndt; men Collins livlige Interesse for Sagen og sjældne Dygtighed til at udføre hvad han erkjender for Godt Smukt og Gavnligt giver Foretagendet Sandsynlighed. Dog beder jeg Dem ikke omtale det, da det maaskee dog kunde modvirkes af vor fælleds Antagonist[8], som Grundtvig, med al sin Kjærlighed til mig, dog har kaldet “al Danskheds Ven”[9]. Er han (M.) dog ikke bleven mildere og kjærligere stemt, siden han nu skriver Bøger for Børn[10], hvortil der jo fornemmelig udfordres et kjærligt og selv barnligt Sind, der maa være den Stemning aldeles modsat, hvori han skriver æsthetiske Recensioner. Det skulde virkelig glæde mig, hvis den bedre Natur i denne i mange Henseender velbegavede Aand engang vilde smelte den bedske Iisskorpe hvori Recensentlivet har stivnet ham. Jo ældre jeg bliver, jo mere oplives Haabet hos mig, om at den Eensidighed og overmodige Egoisme, der i de litteraire Fjendskaber bidrager saa meget til at forbittre enhver dansk Digter Livet, dog maaskee mod Enden af vort Liv skal forsvinde og give Plads for den tilbagetrængte Retfærdighedsfølelse og Sandhedskjærlighed. Miskjendelse og Forurettelse ere vel desværre nødvendige Prøvelser for os Alle. - Uden slige Gjenvordigheder vilde vi ogsaa være alt for lyksalige, og der var ingen ligelig Fordeling i Digternes og Prosaisternes Livslykke. H a u c h er en høi og ædel poetisk Natur; jeg skal bringe ham Deres Hilsen. Vær paa det venligste hilset fra min Lucie og Deres hjertelig hengivne

Ingemann.



Brev nr. 193. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenh: 9 Marts 1837.

De skulde tidligere have faaet Brev, men jeg frygtede for at det kun vilde have smagt af Vandgrød og Mixtur, nu derimod, da jeg nyder Østers og Hønsekjød, saa kan det vel være mere lovende at gribe Pennen. De skrev sidst: “La Grippe har ret været slem ved Dem!”[2] - Jo, vi have følt den ganske anderledes end De i Provindserne. Fra Juul til Februars Slutning gik jeg endnu og hostede. Imidlertid var jeg rask dog, tog ud og generede mig ikke længer. Den tredie Marts gav Studenterforeningen et stort Bal paa Skydebanen[3]. Alle Orangetræer Palmer og Myrter fra Botanisk Have og Rosenborg vare blevne os laante til at stille op. Jeg tog derud, uagtet jeg ikke dandser og var der til Klokken 6; men det trak afskyeligt i Gangene og i Salen selv, blev mellem Dandsene for den stærke Støvs Skyld, lukket op. Jeg fik derved en saa brillant Forkjølelse at jeg i Fredags maatte gaae hjem fra Theatret, lade sende Bud efter Lægen og har nu paa femte Dag været paa mit Værelse. Min Hals inflamerede, Hovedpine havde jeg og Feberen var mig utaalelig; Nu er det Gudskeelov overstaaet, men jeg tør ikke endnu vove mig ud i vort slette Klimat. O, hvor jeg i disse Dage har kjedet mig! Dog vare alle mine Venner høist nydelige! Fra 10 a 11 Huse kunde jeg faae sendt at spise hvad jeg ønskede men jeg tog intet, thi jeg havde Overflod nok i det der blev sendt fra Venner, som ikke spurgte i forveien ad. Fru Bügel sendte mig Brødsuppe[4], Havresuppe, Østers og hvad jeg vilde forlange. Jette Wulf sendte den ene Terinfuld efter den anden. Collins ligesaa. Desuden gav man mig aandelig Mad, den maa De høre med, da De har hørt den legemlige. “Der Salon” af Heine[5]. Sagen der Vorzeit af Veit Weber[6]. Hauchs nyeste Digtninger[7]. Kubitz:s Gedichte ( ): Opdageren af den blaae Grotte[8]). Bødelen af Kooper[9]. Semilasso in Africa[10] og endelig Oettingers Eulenspiegel[11]. Seer De, den aandelige Mad var bedre end den legemlig, skjøndt den paa Hauck og Kooper ikke var ny. - Nu jeg er Patient, kan jeg kun tale om Sygelighed, thi der paserer ikke noget i Byen, naar jeg ikke er ude. De andre see saa løierligt derpaa. Hvad skal jeg da underholde Dem med. Vil De vide, hvorledes jeg laver Gurglevand? Vil De høre hvorledes en Syg kjeder sig? Dog, noget kan jeg fortælle. Om 8 Dage kommer en ny Bog af Ingemann: “Holger Danske”, skrevet i Form, som Jerusalem Skomager. Paa samme Tid komme mine Eventyr: De indeholde: Den lille Havfrue, som bestemt er god og: Keiserens nye Klæder[12]. Hils den lille Bertha fra mig, at Havfruerne ikke kunne hedde Bertha, ellers skulde den lille Havfrue have faaet dette Navn[13]. - Nu gjemmer jeg Navnet til den næste lille Bog, som kommer ud og da skal der bestemt komme en Bertha i den. I det andet Eventyr, Keiserens nye Klæder, findes slet ingen Fruentimmer. Den gamle Collin har i Dag, første Gang i sit Liv besøgt mig og er den, som har vidst at fortælle mig det eeneste Nyt. Det skal De faae: Syngestykket: Lastdrageren[14], som Publicum, fordi det altid blev draget ud med Opførelsen af dette Stykke skeldte “Langdrageren” eller ogsaa: Det forjættede Land, blev da første Gang opført iaftes og totaliter udpebet. Kjedeligt skal det have været, og der var heller ikke en Haand, som rørte sig ved dets Begravelse. Jeg fik det da ikke at see. - Iaftes den 8de Marts, den Dag, som Alle de der have været i Rom, høitideligholde herhjemme, som Thorvaldsens Fødselsdag[15], har aarligt fundet Sted. Iaar derimod, just nu Folk (skal) være begeistret for Manden, var der slet ingen Fest. De to sidste Aar har jeg maatte skrive Viser til den, iaar slipper jeg da. - Hertzs ny Drama: “Svend Dyrings Huus”, gives i næste Uge[16]. Bournonville har været upasselig siden anden Forestilling af hans ny Balet Don Quixotte[17]; der var en eneste Pibe. Første Aften var derimod megen Hyssen. Jeg finder det høist ubilligt af Publicum. Denne Ballet staaer over mange jeg har seet ude, som der gjorde Lykke, men de have Dandserinder og Decorasioner. Hvad der holder hos os Sylphiden er meest den smukke Skov Decoration og det ypperlige Maskinerie, hvor de dandse i Luften. Don Quixotte har derimod ingen nye Ting, og er ikke noget stort Sujet, men den udmærker sig ved deilige Enkeltheder. En Pas des deux deri, er noget af det første jeg har seet. Ikke i Paris saae jeg noget jeg kan sætte over. Desuden er Gruperingen mageløs deilig! Der bliver viist et lille Børnetheater og paa det store Theater og i Balletten selv som i en Børnebalet, som er ret snurrig. Gruppen derimod af de forsamlede Gjæster, som seer denne Komedie er ypperlig. Sancho er ikke godt maskeret, Don Quixotte er derimod herlig. Jeg vilde ret ønske at De og Søstrene var her og kunde faae blot en Uges Komedie, veed De hvad jeg da vilde ansætte. Mandag: Hans Heiling. Tirsdag “Nei”[18] og Don Quixotte. Onsdag Ludvig den XI[19]. Torsdag Seer jer i Speil[20] og Balletten Waldemar[21]. Fredag Oberon[22]. Løverdag: De to Savojarder[23] og (2den Gang igjen) Valdemar. - See det var virkelig en god Uge og Stof til en heel Vinters Erindring. Lynet[24] en ny Opera og Slottet paa Ætna Opera af Marschner[25] indstuderes. Kirkheiner spiller ikke ofte, han har maatte give flere af sine bedre Roller til Sahlers[26], der er en god Tenorist. Rygtet siger, men jeg kan ikke svare for Sandheden, at Kirkheiner er sat tre Maaneder paa Prøve, om han vil vænne sig af med at drikke, ellers skal han alt have sin Afskeed[27]. Jeg har kun talt en eneste Gang med ham siden, den Middag, jeg med Deres Fader var i hans Huus. Forleden traf jeg hos Conferentsraad Ørsteds den bogense-franske Borring[28] og hans Frue, vi talte sammen om Odense og han blev særdeles forbauset over at Deres Fader havde været i Kjøbenhavn uden at komme op til ham. Han havde ikke hørt et Ord derom. - De beder mig om nogle Aphorismer af min nye Roman. Voila! - 1) “En sjælden Kunstner eller et sølle Skrog, en Spurv med Bogguld paa Vingerne, som de andre Spurve derfor hugge til Blods, maatte han vorde, og om han blev det? ” 2) “Gjennem Blomstens tætte Blad bryder Lyset frem i Farver, her rødt, der blaat, hver Farve vi kjender! med samme Kraft lyser Guddommen fra Alt det Skabte. Ligesom Lyset i Blomsten, straaler hans Almagt frem i forskjellige Farver i den hele Skabning; Alt er her et Underværk, som vi ikke begribe, men vænnes til, og da finde vi det almindeligt. De digtede Eventyr faae deres overnaturlighed kun ved Kjædens Overbrydning, ved Mangel paa den vise Orden vi daglig have for os i det større, guddommelige Eventyr, hvori vi selv leve! ” - 3) “Astrologerne meente, at Stjernerne havde Indflydelse paa os, som vandre under dem. Den Tro har nu tabt sig, det er kun Stjernerne paa Menneskenes Bryst, der kunne vise en saadan Kraft.” - 4) Om Skyttelaget i Odense: “Der gaaer nok flere Huller paa Flaskerne, end paa Skiven!” sagde Peter Wik, jeg vil da stille mig selv der ude midt for Skiven, det er nok det sikkreste Sted for ei at faae en Kugle i Flesket!” 5) - ogsaa om Skyttelaget: “I samme Øieblik kom Pigen aandepustende ind i Stuen og fortalte, at Vaskerkonens lille Dreng havde hørt af Vægterne, som gik ved Snoren, at Hr. Knebus havde skudt lige ved Siden af Prikken og at ingen uden Bøssemageren kunde skyde ham over og han havde skudt udenfor. Hr. Knebus var Konge! ,,O, nei, sagde Mad. Knebus, inderlig glad, han maatte heller have blevet Kronprinds, saa havde han faaet Potageskeen, den trænger vi til, Kongen skal traktere. Ja, har han faaet Pokalen, sagde Peter Wik, saa maa han nok skjænke i for dem!” - 6) Som noget characteristisk vistnok ene eiendommeligt for Odense, er Maaden man her pynter sine Afdødes Grave. Træder man ind paa St Knuds Kirkegaard, da kan man ikke bruge Byrons smukke Ord, “let bølge Græsset over vore Grave. Alle Grave ere her brolagte, som man brolægger en Gade og de efterlevende, som ret vise Omhue for deres døde, sørge for, at Brolægningen bliver holdt istand, godt luget, naar en Smule Grønt vil blomstre og dufte!” - Men, hvad skal jeg egentligt kunde skrive ud af Romanen! hvad De her faaer er, hvad jeg tilfældigviis har slaaet op truffet paa. Det om Brolægningen nær, det ledte jeg efter. Glæd mig nu snart med et Brev, i det mindste til min Geburtsdag[29]. Tak Caroline for hendes Aphorisme i Deres Brev til mig. Tak min “trapistiske Søster” for hendes godmodige Nik. Siig til Tante Augusta om hun ikke synes det kunde være meget morsomt at skrive Andersen til og beed hende da, naar ikke huuslige Sysler, Opdragelse med Haabet (som Menneskene jo kunne faae glimrende nok), Venskab og lidt Upasselighed, forhindrer, da at gjøre Alvor af det. Hels Bedstemoder, Deres Forældre og Sødskende fra Deres af Hjertet broderligt hengivne

H. C. Andersen.

Fru Lessøe har bedet mig hilse.

[Tilføjelse i margenen:]
NB: Idag den 11, jeg afsender Brevet er det 8 Dage, siden jeg har været udenfor mit Værelse.



Brev nr. 194. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Kjøbenh: 25 Marts 1837.

Kjære Ven!

Eventyret: “Keiserens nye Klæder”[2] ender med følgende Punktum: “Den Dragt maa jeg rigtig have paa o s v”, dette ønskede jeg aldeles udslette og følgende sat ind i Stedet, da det giver det Hele et mere satirisk Udseende.
“Men han har jo ikke noget paa !” sagde et lille Barn.
”Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst!” sagde Faderen; og den ene hvidskede til den anden hvad Barnet sagde.
”Men han har jo ikke noget paa!” raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes de havde ret, men han tænkte som saa: “nu maa jeg holde Processionen ud!” - Og Kammerherrerne gik og bar paa Slæbet, som der slet ikke var.

Deres hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 195. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 4de April 1837

Min inderligste Tak for Deres søsterlige Sindelag imod mig[2]! De næsten gjorte mig rød, og det kan jeg jo trænge til, ved Deres nydelige Present! Den er næsten for smuk; dog den er jo til Stads, jeg har ikke Rolighed til at læse paa Pult, uden min onde Stjerne vil at jeg skal blive en sengeliggende Patient. De meente at jeg nu var saa frisk, som havde jeg levet 8 Dage af Yduns Æbler[3], tvertimod! Min Halssyge, Følger af Lagrippen[4], tog til i forrige Uge, saa jeg maatte have Igler og endelig en spansk Flue[5] tvers over Struben, den halve Hals rundt, det har hjulpet; for Øieblikket, føler jeg slet intet Onde i Halsen, men det var en haard Kuur og jeg kneisede som Giraffen. Min Geburtsdag[6] var alle Collins i Helsingøer, hvor Præsten Boyes Datter[7] just blev confirmeret, jeg turde ikke tage derned og havde det saaledes meget eensomt, paa Middagen nær, som jeg tilbragte hos Fru Lessøe; af hende fik jeg en smuk Mappe, af Ingemann hans nye Bog: Holger Danske, af Eduard franske Handsker, hans Kone gav mig et fileret Stykke til Halsen. Jette Wulff, en deilig gothisk Flaske med eau d’cologne staaende paa een af hende syet Bakke. Christian Wulff et Skrivetøi af Jern. Fru Drevsen et Barometer for at maale Climatet. Theodor Collin Haarbørste, Tandbørste og Neglebørste. Augusta Collin og Louise, Hilsen - med en Present, som kommer; Fru Bügel eau de cologne; Sæbe; 6 Flasker Wiin, to Flasker Porter, to Cham[p]agne; en Top Sukker og 7 Alen[8] fiint sort Klæde, Alles auf einmal einzunehmen! - Om Aftenen var jeg ganske alene hjemme og skrev det halve af 3die Deel af Romanen, som jeg nu troer faaer Navnet Naomi[9]. - Der ere komne et Par nye Personer til, som interesserer en Deel. Nemlig en Polak: Ladislaus, som er Kunstberider. En Zigeuner, som De gjør Bekjendtskab med i Wien og en ung Franskmand. Hvor jeg nu skriver, rører Alt sig ved Donau; jeg drømmer mig tilbage mellem Tyrker, Græker og Slavonier, som de vandrede gjennem Kohlmarkt og i Prateren. Wien behagede mig ikke saa særdeles da jeg var der, men naar De nu ved min Bog kommer der, tør jeg haabe man skal more sig bedre der, end Digteren morede sig. Er det ikke comisk, i selve dette Øieblik er jeg uvis endnu om min Heltinde gaaer fra Wien til Paris eller først til Insbruch, det vil blive afgjort i en søvnløs Nat. Hele de to første Dele af Bogen bevæger sig derimod i Hjemmet, snart Svendborg og Odense, snart Kjøbenhavn. Tredie Deel flagrer derimod “ins Fremden”. - Den er mere poetisk end Improvisatoren og O T. Jeg længes ret efter at kunne forelæse Dem den. Selv Deres fortræffelige Mama, smigrer jeg mig med vil give den Fortrin for mine andre Børn. Hertss nye Stykke: Svend Dyrings Huus, er særdeles smukt! Jeg anseer det for hans første poetiske Arbeide. Ved dette har han vundet Digternavn. Det gjør megen Lykke. At Mange nu ogsaa overdrive Begeistringen derfor er da ogsaa i den almindelige Orden. Han er ellers syg endnu stakkels Mand, har Gigt i Knæet og kan ikke faae sit Stykke at see. Øehlenschlæger skriver en ny Tragedie, Oluf den Hellige[10]. Heiberg vil udgive et Qvartalsskrift, deri kommer en Kritik over Svend Dyrings Huus og over Rothes “Treenighedslæren”[11] - Med det thorwaldsenske Museum, gaaer det nu lidt op og ned. Jeg har intet imod et saadant, og ønsker ogsaa at vi faae en skjøn ny Bygning; men jeg synes at det ikke nu er Tiden, og at det slet ikke kan betragtes som en Folkesag. Desuden beroer det Hele for meget paa et uvist Haab. Man har jo saa godt som intet af Thorvaldsen. De fleste Sager i Marmor have deres Bestemmelses Sted og at bygge et Huus op for Gips, det er altformeget. Der ere ingen Fremmede, som ville reise hertil for at see Gips-Afstøbninger og ved sligt Ufuldkomment skal Kunstsands ikke uddannes. Der ere saa mange Underligheder og Urigtigheder i deres Paludan Müllers Folketaler[12], at jeg kan blive arrig! - Hvad har han seet? Jeg samler ikke een Subskribent. Grosserer Pugaard [13], Professor Hoyen[14] og Fru Stampe ere Fanatikere i denne Kamp.

Kjøbenh: den 12 April 1837.

Dette Epistel, tillige med Bogen, ventede jeg at have faaet bort i Mandags, da Procurator Hansen sagde at han da reiste, havde jeg vidst at det ei var blevet Tilfældet da havde jeg sendt det med Pakkeposten, nu er det saavidt næsten blevet 8te Dage gammelt. I den Tid har vi havdt skrækkelig Vinter, jeg har skrantet betydeligt og alle Folk, endeligt, klaget over Klimatet. Imorges var jeg paa Langelinie, Isen laae næsten ud til Trekroner og Folk gik paa den, sex Mennesker trak en Baad. Dampskibet blev iaftes iset ind. Jomf. Ryge[15] saae jeg igaar, som Valborg, det var meget godt, men jeg kan ikke blæse i Basun. Madam Simonsen[16] hørte jeg i Løverdags i Recensenten, hun sang fortræffelig, det er første Gang jeg i mange Aar har hørt en dansk Sangerinde. Man fortæller en Anecdote om Kircheiner, der forleden mødte Stage og talte til ham, Stage trak Hovedet til sig: De finder nok jeg lugter af Brændeviin, sagde den anden; ja, siden De selv siger det, svarede Stage, maa jeg sige ja!” “O det var en Plet paa min Frakke, som jeg har taget af med Brændeviin,” sagde Kirkheiner. “Ja, den er slaaet ind!” svarede Stage. - Inat havde vi en gruelig Ildløs i Nillekegaden. Ilden brød ud i Stuen og i det Vægteren gjorte Larm slog den gjennem alle fire Etager, Trappen brændte af og nu kom Beboerne der nok var en 10 til l1 Familier. Lige ud af Sengen maatte de gjennem Vinduerne. Skorsteensfeieren ræddede et Barn over Nabotaget i femte Etage. En Kone og to Børn, siger man, savnes endnu. Alt er brændt paa Murene nær. Mange Hilsener til Dem Allesammen Bedstemoder, Forældre og Sødskende fra Deres

broderlige H. C. A.



Brev nr. 196. Fra HCA til Adalbert von Chamisso.[1]  

Digteren, Hr Professor Chamisso i Berlin.

Kjøbenhavn 16 August [dvs. Juni] 1837

Kjære Chamisso!

Et heelt Aar har jeg ikke hørt fra Dem; veed ikke hvorledes det gaaer med Sundheden. I Deres Nytaarsgave[2] fandt jeg en smuk, en venlig Hilsen: Oversættelsen af den agnetiske Sang. Dem skylder jeg at man i Tydskland er blevet noget opmærksom paa mig og jeg er Dem taknemlig derfor. Gaudys to Oversættelser af mine Digte[3] finder jeg ganske herlige, den sidste synes jeg endogsaa er bedre end min Original. Bring ham og Häring min Hilsen. Kommer jeg til Berlin søger jeg Gaudy op. Flere hædrende Anmældelser af Improvisator seer jeg fra Tydskland, det er mig en Opmuntring og Glæde. Min anden Roman: O. T. seer jeg er udkommet i Leipzig paa Kummers Forlag[4] endnu er intet Exemplar kommet til Danmark, jeg har ikke selv seet den, gid den maa komme i Deres Hænder og behage Dem. I disse Dage har jeg fuldendt en tredie Roman[5] i tre Dele, som jeg tør troe, staar i poetisk Kraft over Improvisatoren, saa snart den er oversat paa Dansk [dvs. tysk] skal jeg have den Glæde at sende Dem den. Den unge Franske: Marmier[6], har opholdt sig en Tid her i Kjøbenhavn, han omtalte Dem med megen Kjærlighed, i disse Dage er han reist til Stokholm, hvor jeg i næste Uge træffer ham, jeg staaer nemlig, selv med Foden i Vognen for at besøge Sverrig, jeg vil gjøre den interessante Tour med Dampskib gjennem Götha-Kanalen, Indsøerne og Motalastrømmen til Stokholm, om 6 Uger er jeg her igjen tilbage. Glæd mig i Sommer med et Brev, naar det kommer til “Conferensraad Collin i Kjøbenhavn, saa er det i mine Hænder.
Fra Ørsted og Hornemann[7] har jeg mange Hilsener til Dem; nu lev vel! tænk med Venlighed paa mig, Deres af Hjertet hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 197. Fra HCA til Louise Collin.[1]  

Helsingborg 21. Junii 1837.

Kun en venlig Hilsen, et Godaften, sender jeg Dem fra Nabolandet, som jeg i Middags betraadte[2]. Fra Reisen vil jeg intet meddele om Naturen, den kommer i min Dagbog[3], men for Deres Søster samler jeg Mennesker. Jeg havde en Blomst i Knaphullet, en Lærerinde bad mig om et Blad deraf; jeg sagde: værsgo, der har De den hele. Hun bad mig paa Tilbageveien see ind til hende, saa skulde hun anderledes vise sig. Hun ønskede sig en Phantasus som min, der kunde ombølge hende. “Elskelige Sjæl af et Mandfolk” udbrød hun[4]; jeg fik Vand i Munden. I Grunden længes jeg allerede efter Dem alle derhjemme; paa min store Reise havde jeg ikke denne Følelse; næsten troer jeg, at Deres Hjem ikke dengang var mig saa ganske mit, som det nu er blevet. Mens jeg skriver disse Ord kommer Flikkan[5] for at rede Sengen; hun spørger mig, om jeg ikke er en Engelsk Herre der taler Dansk. Gud veed om jeg virkelig taler saa slet Dansk, eller om det er for mit Gentlemans-Væsen. Hvad Deres Søster siger derom, veed jeg. Men nu god Nat.

Broderen.



Brev nr. 198. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Upsala den 6 Juli 1837[2].

Cara Sorella[3].

Det sydligste Punkt jeg har besøgt, var Pestum, med Grækenlands gamle Gudetempler[4], det nordligste Punkt jeg har været, er gamle Upsala[5], iaftes var jeg derude, det ligger ¼ Miil nordlig for Upsala, hvor jeg skriver dette Epistel! jeg stod iaftes paa Freirs Grav og drak Mjød af et stort Horn, som Carl Johan[6] har drukket af[7]. Tre store Høie ligge ved siden af hinanden, her slumre Odin Thor og Freir; Reisende have skaaret deres Navn i Grønsværen, Høiene see ud, som et Alphabet, næste Vaar er den Udødelighed groet over. Professorene[8] i Upsala drak min Skaal i Champagne paa Odins Grav. O hvor her var koldt! Nordenvinden blæste som Iis og her er kun een Time Nat. Men jeg begynder med Slutningen, jeg maa flygtig skizere Dem min Reise[9], den har været høist interessant, og, det er min Villie, at overtale Dem og Enhver til at gjøre den efter. Med Dampskibet fra Götheborg, Canalveien til Stokholm, koster første Plads kun 11 Rdlr. dansk, men da her er altid saa mange Reisende og Consulatet havde arangeret for mig, fik jeg en Kahyt selv, jeg blev meget forskrækket, thi jeg tænkte, naa det vil sluge hele Reise-Formuen. To skal der være i disse Herskabskahytter. Veed De hvad den kostede? Kun 15 Rdlr. dansk. For Frokost, Middag og Aftensmad betales i det Hele kun 9 M. dansk og man spiste fortræffeligt! see, det var nu det Pecuniære, nu til det Interessante; altsaa Reisen selv. Fra Helsingborg til Götheborg, havde jeg Rosenkilde[10] til Reisekammerat; Egnen minder meget om Harzen og da det just var Midsommerfest, saae jeg den[11], thi jeg har Lykke med mig. Løverdagaften[12] kom jeg til Götheborg og Søndag Klokken 4 skulde jeg være ombord, altsaa valgte jeg helst at gaae lige fra Diligensen ombord, ind i min nette Kahyt, hvor jeg sov deiligt; Alt var saa nobelt, saa elegant, og Götha-Elven mindede om Donau. Ombord havde vi Hollands første Digter: Statsraad Sgrawenwert[13], som gjorte en Reise over Stockholm, Petersborg, Moskou, Syrien, Alexandrien og Italien, vi bleve meget gode Venner og han har lovet mig sit franske Værk over den hollandske Litteratur. Capitainen paa Skibet: Admiral v. Platen, fortalte mig at Sverrigs første Digterinde: Madms: Bremer, Forfatterinden til de svenske Hverdagshistorier[14], ei var i Landet, hende traf jeg ei paa, hun var i Besøg i Norge; det var jeg ikke glad over.

Fredrika Bremer
Det Kongelige Bibliotek

Nu kom vi til Trolhätta, som er et prægtigt Vandfald. En guddommelig Hymne Naturen synger for Øret og maler for Øiet; samme Aften var vi ved Venners-Borg, hvor Søen Wennern udbreder sig, som et Hav med store Bølger. “Tænk Dem!” sagde Capitainen til mig her og viiste mig Listen over de nye Reisende, “Madms: Bremer er her og gaaer med til Stokholm!” - hun var kommen fra Norge og min Lykke vilde det at vi skulde mødes. Om Natten Klokken to, eller rettere Morgenen, midt paa Søen mødtes vi for at see Solen staae op; hun er en høist rolig, men elskelig Characteer, dyb og qvindlig, men over de 40 Aar. I Begyndelsen var hun lidt fremmed mod mig, men hun fik Improvisatoren og læste deri den hele Dag, da kom hun mig med Inderlighed imøde og vi bleve meget bekjendte, jeg har siden her i Stockholm besøgt hende, hun har reist i Sydfrankerige[15] og den yngere Søster[16] var 1836 i Rom; hun erklærer Improvisatoren for den bedste Roman hun har læst og sagde: “som De har skrevet, er det jeg vilde skrive! De lukker en ny Verden op for mig! Gud har været uendelig naadig med Dem, De vil nævnes mellem de sande, store Digtere!” Mueligt tager hun Feil af mig, men hvad hun sagde kom fra hendes Sjæl. - Men jeg var jo paa Canalveien. Vettern og Søen Roxen ere forunderlige mørke, romantiske Søer, dog meest af Alt greb mig Seiladsen inden Skjærs i Østersøen, denne vilde, nordiske Natur. Vuen af Stokholm kan maale sig med Neapels, altsaa med det Skjønneste, men det er mørkt, graa grønt Vand, sorte Graner og flyvende Skyer. Dala-Kullaerne[17] ere saa italiensk-malerisk klædte at jeg ikke ret vidste om det var Syd eller Nord, men graat, alvorligt, med dristige Træk staaer det hele Billede for mig. - Digteren Dahlgren[18], een af de meest bekjendte i Sverrig, gjorte et stort Selskab for mig, hvor jeg fik en Sang , som er trykt i svenske Blade, der staaer i om Øehlenschlæger og Lotte, som Digteren har kjendt; den er humoristisk, dog ubetydelig af æstetisk Værd[19]. Jeg har faaet en stor Mængde svenske Bøger foræret og hvad jeg især er stolt af, en af Nicander[20]. Jeg maatte, efter svensk Brug, drikke Du med alle Poeterne, og der ere gamle Provster imellem, som det generer mig at sige Du til. Saa drikkes her saa gyseligt: “en lille Sup!” sige de og jeg maa drikke Skaal med dem Allesammen, det er tantalisk. Holberg læses her af Almuen og findes i hver Vise-Boutik. Musæet her er saare interessant, her er en antik Endymion, der synes at aande, den svenske Billedhugger Sergel har en prægtig Faun[21]. I forgaars kom jeg her til Upsala, hvor jeg har seet de nye Fresko Malerier[22] i Domkirken, de ere interessante, skade at Hovedpersonen ingensteds har Virkning, det er Bipersonerne som tildrage sig Opmærksomhed. I denne Morgen vender jeg igjen til Stokholm, for paa Søndag[23] at forlade Byen og over Westeraas og Arboga at naae Götheborg. Naar De faaer dette Brev er jeg rimeligviis i Helsingborg eller Helsingøer, thi Pungen faaer Svindsot, saa maa jeg Hjem. Hvor jeg længes efter at høre fra Dem! skriv dog snart, efter at dette Brev er kommet Dem i Hænde og gid vi maa samles glade og sunde, jeg skal fortælle om Nordens Neapel og Digterverdenen der. Poeterne har bedet mig slaae sig paa Partie med dem, at Sverrig, Norge og Danmark 1838 udgiver en Nytaarsgave[24], jeg skaffer danske Digtere, de, svenske og norske og hvert Land giver et MusikBilag af deres bedste Componist. Jeg taler allerede bra Svensken og naar vi sees nøder jeg Dem til at læse Geijers[25] og Nicanders Digte. Madms: Bremers Grannerne[26] og Walins: “Blommen på Kinnakulla”[27]. - Nu maa jeg til at slutte. Ångbaaden[28] gaaer og jeg skal til Stockholm, var De dog med! Carstenschiold[29] er en daarlig Fetter til at give Idee om et Land og en By, tænkte jeg mig ikke Sverrig halv barbarisk, Stockholm en Stad et Par Hundredaar tilbage. - Jo! det er noget ganske andet, den stikker Kjøbenhavn! preusiske, synes Soldaterne, wienske Folkene og Beliggenheden af Staden Neapolitansk. Upsala har derimod en ganske egen Characteer; men hvilken? Kirken ligner Notre Dame, efter hvilken den er bygget, Slottet en middelaldersk Bygning og Byen selv en nordisk By, med Græstørvs Tage og Vægge af Træ. I Dag bliver det vist Sommer, synes jeg. Tænk, her er saa koldt at kun hvert andet Aar høstes her[30]; Kornet skjæres af og modnes i Solen, man taler ogsaa her om Danmark, som vi tale om Milano. Vi have det langt varmere og bedre end Stokholmerne. Nu lev vel!

Deres tredie Broder.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
afleveres hos Commandeur Wulff.
Søcadetacademiet i Kjøbenhavn.
frit.



Brev nr. 199. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøb: 25 Juli 1837.

For et Par Dage siden kom jeg her hjem fra min svenske Reise[2], paa hvilken jeg har nydt megen Glæde, og lært flere elskværdige Mennesker at kjende. Jeg var paa det svenske Dampskib sammen med Forfatterinden af T e c k n i n g a r  u t u r  e n  h v e r d a g s h i s t o r i e[3], Frøken Bræmer, en aandrig, elskværdig Pige, hun havde megen Kjærlighed for Dem, som Digter og har paalagt mig at bringe Dem de bedste Tak for den Glæde Deres Arbeider havde skjænket hende. De er anderledes hyldet i Sverrig end i Danmark[4], Alle, sætte Dem meget høit og vare særdeles grebne af de historiske Romaner. Paa Fredag[5] tænker jeg at komme ud til Dem, vil De ikke nok have mig? Jeg reiser til Fyen og vilde paa Veien, hen og tilbage være et Par Dage hos Dem, der er saa meget at tale om.
De veed med hvilken Gunst Improvisatoren er optaget i Tydskland, overalt har jeg hørt godt om mine Romaner, nu først kommer en Critik i Maane[ds]skriftet[6], jeg læste den iaftes og den har saaret og krænket mig paa det Dybeste. Improvisatoren bliver saa prosaisk gjennemvasket og rakket ned, jeg selv berøvet al Forstand, behandlet som et Barn, der aldrig bliver noget af. -Jeg kan ikke skrive mere derom. Jeg haaber at en Stemme, eller flere hæver sig derimod. Medens man i Tydskland siger at deres Litteratur vilde være stolt af mit Arbeide, siger Danmark, mit Hjem, at det er en sammenjasket Reisebeskrivelse, eller noget lignende. Fortæl det til Hauck. Hils Deres kjære Kone!

Lev vel
Deres af Hjertet
hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Hr Professor B. S. I n g e m a n n
i
Kjøbenhavn [overstreget og i stedet tilføjet med anden håndskrift: Sorøe]
frit.



Brev nr. 200. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 25 August 1837.

Kjære Hr Professor!

Det er en Skam af mig, og jeg har ingen Undskyldning derfor, thi nu det er skeet, fortryder jeg det, jeg er rejst Sorøe forbi og er hjemme i Kjøbenhavn[2]. Jeg havde det saa godt i Fyen paa det smukke Lykkesholm, jeg fik der de to første Dele af min Roman[3] reenskrevet, og da det var skeet, kom Længselen over mig at Trykningen kunde begynde og saa foer jeg afsted med Diligensen til Kjøbenhavn, og Bogen kom alt igaar til Bogtrykkeren[4]. Men jeg føler mig saa ene, saa uhyggelig efter at have været hos saa mange, gode Mennesker. Tak for Deres Godhed mod mig i Sorøe[5], jeg trængte til den, Critikken i Maanedsskriftet[6] havde saaret mig saa dybt. Igaar da jeg kom hjem, saae jeg den ligge i Foreningen[7] og een eller anden Uven havde med Neglen indklammet just alle Hjertestederne, hver Braad stod smukt understreget for de følgende Læsere. Hos Collins fandt de den godt skrevet og Forfatteren at have ret i “saare meget”. Det kan saare mig meget. Nu fortryder jeg, at jeg ikke har svaret itide, nu er det forseent. - Siig til Deres Kone at jeg aldrig skal glemme hendes milde Trøst, hendes kjærlige Deeltagelse. O, hun er et ædelt Væsen, De lykkelige, som eier hende. Ved hendes og Deres Omgang følte jeg mig selv blive et bedre Menneske, mine Følelser bleve mildere, min Tanke renere. Nu er jeg igjen i Bølgegangen og maa have haard Huud paa Hjertet for ikke at forbløde. Hauch skrev mig et hjerteligt Brev til i Fyen[8], han mener mig det saa godt, han talte i Sorøe til mig om min Fremtid[9], en Gjenstand, som altid sætter mig i mørkt Lune, han lovede at tale og virke for den hvad han kunde, dog hvad kan der vel gjøres, er det mueligt at faae en Udenlandsreise istand, da vil det være mig det høieste, jeg har nu den Idee at kommer jeg ud, da døer jeg ude, thi vor Herre vil vist hvad der er bedst for mig! Gid jeg var kjørt til Sorøe og ikke til Kjøbenhavn, da havde jeg dog nydt et Par rolige Dage endnu, suget Opmuntring - - her er den slet ikke! De skal see, man rakker “Spillemanden” ned med, og siger, som sidst: “han har begyndt, som et Barn og ender som et Barn”! - Ja var det Folketro at man kom ind i Poesiens Rige, som i det himmelske[10], saa var det jo meget glædeligt; men Poesiens rige er vist hiint aldeles modsat, her staae jo flere end een Cerberus[11] ved Indgangen og dette Skildt tyder paa Tartarus. Reisen her hjem var ikke behagelig. Vi vare paa Beltet Onsdag aften i den stærke Storm, Søen gik over Dækket, det var et grueligt Veir, ja saa stærk - at jeg ikke blev søesyg, jeg faaer altid fleest Kræfter naar det ret bliver galt. Hils Deres Søster, og beed Hauch have mig kjærligt i Tanke. Glæd mig snart med et Brev, ret snart. Naar Sneen fyger, kommer jeg maaskee til Sorøe, De vil jo nok have mig? Af ganske Hjerte Deres trofaste

H.C. Andersen.

[Udskrift:]
S T.
Hr Professor B. S. I n g e m a n n
i
S o r ø.
f r i t.