Brev nr. 129. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn den 26 September 1834.

Min kjære Søster Jette!
Nu sidder jeg i Nyhavn, Charlottenborg-Side, hvor Solen aldrig kommer, men det er just som det bør! skal der være Gilde, saa lad det være til Gavns! en kold nordisk Skygge ligger over mit Arbeidsværelse, men udenfor seer jeg Vimpler og Segl; Skibene komme og gaae i det grønne Vand i Canalen, Bølgerne nikke imellem lidt, naar Maanen skinner paa dem, saa have de noget veemodigt, synes at ville fortælle om forrige Aar, da de skinnede som Svovl-Ild i den blaae Grotte og havde røde Kinder ved Skinnet af Vesuv; nu er det ganske anderledes og tale kunne jo Bølger ikke heller; det gjør mig ondt for de smaae Stakler, de fryse vist snart ihjel, jeg har en Anelse om det, skjønt vor Almanak ikke længer har Veirspaadomme. Mit Sovkammer er derimod beliggende mod Syden, den bothaniske Have[2] udbreder sig som en grøn Lombarder-Slette bag Gaardmurens Alperække. Der staaer i Haven en høi bladfuld Poppelpiil, ved Maaneskin seer den ganske sort ud; saa tænker jeg paa de mørke Cypresser og alt det Smukke jeg drømte om forleden. Ja, jeg har drømt saa tydeligt at jeg ifior var i Italien, saa jeg maa skrive en italiensk Novelle[3], udaande Alt hvad jeg drømte og saae. Bogen er snart færdig og det er forunderligt med Folk, som have været i Rom, naar de høre et Stykke deraf, faae de Taarer i Øinene, ordentligt et Slags Hjemvee. Et Par Venner, som har hørt lidt, finde det saa vel skildret at de Alle sige: “Du har været i Italien, det seer man!” - Deres fortræffelige Moder vilde ogsaa nok høre lidt, jeg begyndte, hun hørte de 3 første Blade[4], hvor et Barns Liv skildres; men hun sagde: “det er ganske den gamle Andersen, det er saa barnligt! - Da der laae en Bebreidelse i Udtrykket og jeg ikke maatte forklare at et Barn, skal være barnlig, saa kom vi ikke til det Mandige eller nogen Begivenhed i Novellen, men jeg kom smukt tilbage til min første Beslutning ikke engang at læse den for Venner, skjøndt alle, paa Moderen nær, vare henrykte; Fru Lessøe har en sygelig Aand, blev der mig sagt og Eduard er jo ikke æstethisk, Christian Winther er en artig Mand og altsaa - ja saa kan De nok vide hvad Novellen duer; men nu vil jeg dog give den ud, De slipper jo for at læse den. - Ingemann, som jo ikke længer er Digter, eller har Sands for Poesie, da han sætter min Agnete saa høit, har jeg besøgt i Sorøe, han gratulerede mig til min Novelle, vi drak Punsch Skaaler paa dens Sundhed og prophetisk forudsagde han mig den store Virkning den vilde gjøre i Danmark, ja meget mere, glimrende Bobler lod han flyve mig forbi, men jeg veed jo nok det er Snak! Andersen er og bliver den gamle! - I disse Dage har jeg ellers havdt en stor Glæde! tænk, jeg har faaet Brev fra Jette Wulff; den kjære eiegode Søster! Brevet er rigtignok, et Aar gammelt, men det Gamle er ogsaa godt! - Alvorligt talt, det Brev De ifior gav Thiele[5] at besørge til mig, bragte Bissen mig i Søndags hjem fra Rom, han havde faaet det af Bøtcher sagde han. De veed hvad Tid De sendte det til Thiele, veed hvorofte jeg spurgte om det, har vel ogsaa hørt hvad Tid jeg forlod Rom, hvor Bissen da ikke havde Idee om noget Brev fra Dem til mig. Veed De hvad, men det er sagt mellem os, Brevet har neppe været ude af Kjøbenhavn. Bissen boer hos Thieles og nu har han faaet det for at levere mig; men De skal ikke tale derom, det er ikke værd at sætte ondt Blod, der er nok i denne Verden, som gjøre det; Brevet har jeg jo, det er Hovedsagen! Tak for hver Linnie deri! Det aander et trofast, søsterligt Hjerte, men næsten som Spot klinger det, naar De misunder mig den smuk[ke] Luft, jeg har over mig mens jeg læser Brevet og saa har en kold, raae, afskyelig Himmel, som De nok kjender fra gamle Efteraarsdage. Der er i Brevet flere smaa Synder, som De behage at kalde det, De beder mig om Tilgivelse for; blandt andre den, at De har sendt et Brev til Ingeborg[6], som ikke maatte have kommet der; jeg havde tilgivet før jeg vidste det! - De ønsker at jeg altid ret broderligt betroer Dem hver min Sorg og Glæde, de[t] har jeg og vil ogsaa i dette Brev. Kan De kun holde ud at høre mig tale saalænge om mig selv! - Fra Hamborg sendte jeg Dem et langt Epistel[7], som jeg vil haabe De har modtaget; nogle Dage efter (den 3die August) kom jeg til Kjøbenhavn. Deres gode Forældre indrømmede mig et Værelse paa Academiet til jeg selv fik leiet Bopæl, hvor jeg nu boer. Samme Aften fløi jeg ud til Collins, hvor de kjærlige og rørte modtoge mig, som en Søn, der var vendt tilbage, selv i den gamle Collins Øine saae jeg Taarer og jeg har fra den Tid fundet samme kjærlige Sindelag mod mig som ved første Møde. Eduard har jeg sagt hvor vred jeg har været paa ham, og ved gjensidig Meddelelse, have vi lært at vurdere og dømme hinanden, han er mig en trofast Ven, jeg skatter hans mange gode Egenskaber, og nu jeg ikke længer er saa qvindlig blød i mine Følelser, gaaer det fortræffelig, det falder ham aldrig ind at være den belærende, vi staae nu ligesidet, og jeg holder ret inderlig af den prøvede Ven, som han af mig. - Overalt møder jeg kjærlige Mennesker, Jeg gjør ikke saa store Fordringer, som før, og saa gaaer det fortræffelig. Længe har mit Humeur ikke været saa godt, som nu; jeg føler det Punkt jeg staaer paa, seer bedre end før hvor dybt Menneskene stikke, omkring mig, kommer der engang en belærende Prædikant, af dem der, som før gjerne gad opdrage mig, hører jeg først om det er Sludder og finder jeg det, faaer han een over Næsen. Jeg mærker nok at mange af mine Læremestre mest have det i Munden; forresten er jeg særdeles høflig, hører paa megen dum Snak, forestiller ogsaa Beskeden og lader Andre glimre ved deres smule jeg. Ja jeg er endog blevet rost for denne Dyd Beskedenhed, skjøndt jeg var mere Eier af den i gamle Dage da jeg talte saa meget om mig selv, end nu jeg trækker mig tilbage. - Saaledes gaaer Alt nu ganske deiligt og jeg lever i Grunden meget tilfreds. - Ingen behandle mig nu som Dreng, kun een eneste Gang efter min Hjemkomst har jeg prøvet dette; jeg vil ærligt fortælle Dem det, intet maa mere kunde overtyde Dem om min Tillid og broderlige Hengivenhed. - Det er Moderen, den ellers saa fortræffelige Moder, der viser sig mod mig, som var jeg hendes Søn, den mangelfulde Søn hun før dannede paa, men nu overseer at Sønnen voxer, at man ikke kan tale til den Voxne, som til Barnet. - “Grundigt Studium, fuldkommen Mangel paa dette, at jeg intet vilde lære!” - det var Ord, som sagdes mig og det ene tog det andet; Moderen forsikkrede mig at “den Mildhed hvormed altid Recensenterne havde behandlet mig, havde skadet mig; mine gramatikalske Feil i mine tidligere Sager; og som ogsaa vilde komme i det nye etc. etc. etc. - Hvert Ord er Sandhed, ikke revet fordreiet ud af sin Forbindelse; jeg hørte, og det begyndte ganske venskabeligt, Hvad jeg aldrig havde troet man nu skulde have sagt mig. - Roes og Kjærlighed, gjør mig ydmyg i Hjertet, ubillig Daddel vækker min Stolthed, og jeg udtaler den i Ord, det har jeg gjort, men krænket er jeg blevet dybt i Sjælen, og det af Deres Moder, som jeg altid føler hvor meget jeg skylder; Deres og min kjære Christians Moder, som jeg saa gjerne kaldte min. - Nu synes vel Alt glemt, vi sees som sædvanlig eengang om Ugen, tale om alle Slags, men jeg er ikke længer saa god som før, den bittre Braad sidder mig i Hjertet, der er en Skillevæg mellem os. - O kjære, kjære Jette, var De dog her, da kunde jeg med Glæde flyve til det gamle Hjem i Bredgaden, nu synes mig Huset tomt, - jeg er meget fremmed, hvor jeg saa gjerne vilde være hjemme. Faderen har sin gamle originale Maade at være paa, jeg skatter ham langt bedre end før, og naar en Gang efter min Død, mit Livs Erindringer[8] træder frem at belønne de Gode og - kaste Kjærlighedskaabe om de Onde, skal han faae en Stjerne af mig, maaskee bedre end den Landet har givet ham. - Hvor jeg ellers i Byen ikke føler mig hjemme, der kommer jeg ikke; daglig arbeider jeg den hele Formiddag og ofte Aftentimerne med. Jeg har læst Dante, Wirgil og en Mængde Folianter over Kunst og Italien, sammenligner dem med mine egne Anskuelser og Produktet heraf, er det min Novelle vil udtale; første Deel foregaaer i Rom, anden Deel i Neapel og dens Omegn. - Digte har jeg aldeles ingen skrevet, og trykt er kun mit “Farvel til Italien”[9], det gjorte Opsigt[10], blev omplantet i alle Blade og jeg mored[e] mig over en ung Mand, der blev saa vred paa Italiens Deilighed at han lod trykke en Art Parodi paa mit Digt, hvori han kun besang Danmark. Forvandlede “Marmor-Guderne” til “Oldtids-Helte”; Orangerne, til Æbler og Kirsebær, og forsikkrede saa at vort “lille Land var bedre end det store Italien”[11]. - Gid det var saa vel! Ellers er det grumme rare Folk allesammen her hjemme. Skuespiller Holst[12] har skrevet et patriotisk Stykke: “Slaget i Kjøgebugt”, fuldt af Hverdags Tanker og megen Roes for vort Land og saa klappes der, saa man ei hører Ørelyd. - De maa nu ikke tro, det er Mangel paa Patriotisme hos mig. Jeg skatter sandelig, det meget Gode i mit Fædreneland, men idelig at sætte det frem som det første i Alt er dog for galt, og sammenligne dets Skjønhed med Italiens er da ogsaa for stærkt. Øehlenschlæger sætter endogsaa Danmarks Natur over Italiens. Den store Mand er i mange Ting grumme lille. Bissen kom her til i Søndagsaftes[13], reiste Mandagmorgen til Hirschholm og kom alt om Aftenen hjem som forlovet; han skal have en Jomfru Müller[14]. Jeg var til Gilde med ham hos Thieles[15] hvor Eckersberg[16], Freund, Kock, Hetsch[17] Abrahams og flere Danske Romere vare. - Deres Moder fortæller mig at Christian Winther har slaaet op med sin Kjæreste[18]. Det gjør mig ondt, thi hun er en fortræffelig Pige og han har ikke andet at sige, end at han ikke føler Kjærlighed længer. - Han har mig et underligt Hjerte, det maa altid bløde, læges Saaret, saa er Manden ikke frisk. - Jeg har lagt et lille Brev inden i dette, vil De ikke nok med første sikkre Leilighed, eller ogsaa naar De nu snart selv kommer til Rom give Bøtcher det, af ham faar De et lignende fra mig[19], skrevet den sidste Dag jeg var i Rom, et Par Ord for at sige Dem Velkommen naar De kom. Altid tænkte jeg paa den kjære Jette, mon De i Deres Tanker har været saa god mod mig? Det har ret bedrøvet mig at høre hvor liden Deel De har kunne tage i de Udflugter de Andre gjør; Deres Sygdom i Benet; men misunde Dem gjør jeg, den prægtige Girandola Vesuv har givet[20]. Naar De kommer til Rom da tænk paa mig i Borgheses Billedgallerie, det har en dobbelt Interesse for mig, den bedste Scene i min Novelle foregaaer der[21]. Paa den spanske Trappe ligger en Tigger med visne Fødder[22], har et hæslig sledsk Grinen og siger til Alle kun et “bon giorno!”[23] han er Heltens Onkel i min Novelle, giv ham derfor en Bajok fra mig! glem det ikke. - Hvilke Skatte vente Dem ikke! Det prægtige Colloseum, den hellige Peterskirke! ja, der lærte jeg hvormeget der kan ligge i et Intet, hvilken Virkning der er i en religiøs Taushed. Maria Magiore, kaldte jeg min Kirke, der knælede jeg engang i en mørk Krog hvor Ingen saae mig! - Hils den gule Tiber, den gamle Engelsborg og Tritonen paa Piazza Barbarina. Bøtcher vil De vist synes bedst om af Landsmændene.

"Egerias Grotte udenfor Rom."
Odense Bys Museer.

Besøg Egerias Grotte[24], Tivoli og især den deilige Nemi-Søe; o hvor der er meget vi skulle tale om naar vi samles, dog ihvor inderlig jeg[25] længes efter Dem, ønsker jeg dog at De ret længe maa nyde Paradiset; Overgangen fra det til os er større end De troer. Nu have vi fuldkommen Vinter (26 September) Enkelte have lagt i Kakkelovnen, Regn og Slud, lang Taage og naar Himlen en Dag er mælkeblaae, sige de gode Kjøbenhavnere, “see i Dag er det ganske en italiensk Himmel!” - Sommeren begynder først igjen til Juni, det er altsaa 9 Maaner jeg har at vente. - Man siger Lotte Phister snart skal have en Lille[26]. Nielsen veed De er gift med Madam Wexschall, de leve særdeles lykkelige - endnu. De har gjort Visit hos Collins; jeg er indviteret at komme der. Den hele Verden arbeider dog paa den store Forsonings Scene der ender Jordlivets Drama. - Til Dronningens Fødselsdag er bestemt Herolds: Pré aux clercs[27]. Herts vente vi hjem i denne Uge[28], hans Penge have sagt stop. Fru Heiberg skal paa Tirsdag være Ninna i Baletten Ninna. Mad: Kretsmer er rasende[29]. I Bournonvilles Elev Jomf Grahn[30] faae vi en lille Taglioni[31]. Hils Broderen Peder, Jensens og alle Landsmænd fra Deres altid trofaste poetiske

Broder!

Glem ei at hilse mig i Brevene til Hjemmet.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
i Neapel.
anbefales.



Brev nr. 130. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Kjøbenhavn den 20 October 1834.

Kjære Ven!

Tillad at jeg skriftligt taler med Dem, thi det er Forretnings Sager, og altsaa hvad man kalder Plager, Ting der ikke hos mig kunne være i et Venskabs Capittel. - De sagde at De vilde tale til Reitzel om min Roman. Tro nu ikke at jeg har Gallop for at den skal komme ud, det er ogsaa der for at jeg skriver for ingen Udbrud at høre. - Gjerne maatte Romanen ligge i 9 Aar[2] og al min Digten med, men da jeg ikke kan leve uden Penge, saa er dette Motiv vel vægtig nok til at den ikke kommer til at ligge i Skuffen. - Min Formue strækker sig endnu til 8 Dage, men naar de ere forbi, staae[r] en ny Maaned for Døren, med Huusleie, bundløse Støvler etc. etc., jeg maa altsaa senest om 8 Dage have Penge.
Vil De derfor imorgen tale med Reitzel, sige ham om Fortællingen, (saaledes vil jeg kalde den og ikke Novelle eller Roman) indgyde ham en hvis Agtelse for den, og sige at det er Kraft Extrakten af min Reise i Italien. Navnet er: “Improvisatoren”, den vil blive i to smaae Hefter, som jo gjerne kan indbindes i eet, og da udgjøre et passende Bind; jeg vil have den trykt i Format som Ingemans Romaner og med samme Tryk, lige saa stor, det er omtrent 28 Lin: paa Siden, saaledes vil den blive troer jeg, 18 Ark[3], neppe mere og jeg forlanger 12 Rdlr for Arket, eller for hele Klatten 100 Species[4]; de halve Penge vil jeg have ved Modtagelsen af det første Manuskript, som der kan begyndes at trykkes paa i Dag 8te Dage, altsaa Mandagen den 27 October. - Desuden vil jeg have 10 Exemplarer, (kan De knibe det til 12, saa er De en Perle!) - At jeg ved at reenskrive i denne Uge og under den langsomme Trykning har god Tid endogsaa, indseer De, thi, naar jeg faaer 100 Rdlr, saa kan det være det samme, for min Skyld, om Bogen ikke kommer til Nytaar; - Har De nogle andre Midler, som jeg neppe troer, og heller ikke gjerne vil bindes fast til, saa lade vi Fortællingen ligge, men ellers - behage De at troe, at det slet ikke er af Jage-Lyst med at faae mine Værker trykt. - Jeg kommer tids nok i Gabestokken, faaer Ærgrelser og Bitterheder nok, det vil regne ned over den stakkels Bog, som over Agnete, men jeg vil taalmodig bære Tornekrandsen, der pynter ikke men kun trykker og saarer

Deres Ven
H. C. Andersen.

E.S Undskyld at jeg i de sidste Dage har været lidt føelsom, lidt formeget kjærlig mod Dem, De holder jo ikke af det, men jeg var lidt sygelig, - og skal ved Leilighed være koldere.



Brev nr. 131. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

(Kjøbenhavn Nov.1834)

God Dag! De troer nok jeg er reist udenlands igjen siden der gaaer saa lang Tid mellem mine Breve? Naar De nu aabner dette Brev og seer Billedet, saa bestyrkes De vel i Troen? Men det er ikke saa! Nu har vi ogsaa faaet udenlandske Vuer paa vort Brev Papir, hele tre af Kjøbenhavn, og een med Helsingør, Kronborg og Sundet. Nu staaer De ved Peblingesøen paa det saakaldte Blegdam og seer over Søen og Farimag Veien; som en bereist Søster kan De nu gaae det igjennem for Caroline og Louise. - Husene i Forgrunden kan De sige om, at derinde foregaaer en Hverdags Historie, bag Hækkene trækker maaskee Amor Hjerter paa et Straae. - Det lille Lysthuus ved Søen, besynger Herts i sin Spadseretour[2]. - Baaden der flyver afsted tilhører Eline, den bekjendte Donna del Lago[3]. Veirmøllerne ovre ved Farimagsveien ere byggede i Form af de Don Quiquotte[4] kjæmpede imod. Om de paa Volden kan De fortælle Sujettet af Oehlenschlægers miskjendte Kanariefugl[5], det brede Huus er Casernen, der slumrer Heltelivet; Rosenborg Slot ligger ved Rosenborg Have og Eventyret der kan De jo spille Dem paa Klaveret[6]. - Nicolaitaarn er blevet udødeligt ved H. C. Andersens “Kjærlighed”[7]. Rundetaarn har Rosenkilde skrevet noget fortvivlet om[8]; Fruekirke hedder paa Fransk: notre Dame, og det er en Roman af Victor Hugo[9]. Det høie Petritaarn har en Hane der gav Anledning til Bladet: den galende Hane[10]; og da vi nu tale om Anledninger, vil jeg bemærke at da Vignetten ingen Anledning giver mere til at vrøvle vil jeg holde op. - Nu komme vi til Deres første Spørgsmaal: Hvorfor har Andersen ikke saa længe skrevet? De veed ikke hvorledes jeg sidder i det! Jeg skriver just, skriver Nat og Dag og derfor har jeg slet ikke skrevet. - Min Roman voxer og voxer, den ligner sin gode Fader ogsaa i Væxten. To Dele bliver den og vi komme dog ikke længer end fra Rom til Neapel i den. - Kan det more Dem, skal jeg fortælle noget om den! De veed at Deres Tantes og i Sandhed, fleres Ønske, at jeg skulde komme med en Reise, ikke gaaer i Opfyldelse, jeg er blevet et Trodshoved, jeg gjør nu aldrig mere hvad Folk vente og forlange. En Reise kan Enhver skrive! og der er talt atter og atter om hvad jeg har seet; nu kommer jeg derfor med Productet paa min egen Maade. De skal faae hvad jeg har seet, oplevet, følt og drømt paa de to interessanteste Steder i Italien, Rom og Neapel, men som Walter Scott, om jeg saa tør sige, skildrede Høilandene og dets Folk, giver jeg Hesperiens[11] Natur og Mennesker. De skal komme til Italien, og jeg haaber at min Bog ikke er en stahlholsteinsk Corinna[12], en daarlig Sammenæltning af en “Guide” og en Kjærlighedshistorie. - Meget faae Mennesker kjende min Roman, men de Faae - ja De vil ikke misforstaae mig, men glædes derover - ere henrykte; jeg føler man skatter mig høiere og jeg har ved at føle min egen Kraft faaet et Mod, en Munterhed, jeg ikke kjendte i mange Aar. - To høist forskjellige Mennesker, jeg kjende og som have været i Italien, stod Taarene i Øinene da jeg førte dem gjennem min Bog til deres tabte Paradis, og de som ikke vare der, faae ordentligt et Slags Reise-Vee. Hver Characteer er taget af Livet, hver ikke en er digtet, jeg kjender og har kjendt dem Alle. - Improvisatoren eller Rom og Neapel bliver rimeligviis Tittelen. Da der komme en Vrimmel af nye Sager til Nytaar, saa skal min ikke ud, jeg har ingen Hast! heni Februar, rimeligviis; naar det Andet er fordøiet vil jeg vove mig ud med mine Oranger og Druer. - Jeg vinder Dem, Tante, Bedstemoder, min halve Fødeby ved den Bog, kan De troe! jo der vil blive Rift om mig naar jeg til Sommeren kommer. - Jeg er dog en ungdommelig Forfatter endnu, hører De nok paa min Begeistring, min Troe paa Menneskeheden og - mine egne Arbeider! - Men nu Spøg til Side, Hvad bliver der af Deres belovede Bog? Maa jeg bede? Lidt derom synes jeg De nok kunde sige mig. - Lad mig ikke vente dermed til Sommeren. Til Sommeren? Ja det er et smukt Navn, men mere have vi da heller ikke; 9 Maaneders Vinter, een Foraar, een Efteraar og den ene derimellem Bagerovns eller rettere Drivhuus-Veir. Jo det er et deiligt Klimat vi leve i. - Nu har det regnet i 8 Dage i Træk! Det synes mig en god Idee om unge Mennesker her, naar de bleve forlovede, de da isteden at forære hinanden Ringe, da gave hinanden Paraplyer. - Gid dog det vilde fryse, ret fryse saa Alt blev Iis, det var dog noget! Skal det være Gilde, saa lad det være til Gavns! Ellers længes jeg meget efter den saakaldte Sommertid, at jeg kan komme over til Dem. - En Pakke af mine Kobbere[13], er rigtignok forliist mellem Civitta Vechchia og Livorno, men een Pakke gik over Land og den har jeg faaet. Jeg har nu ladet mig gjøre en Reisebog, hvor Vuerne ere klæbede i, den er gjort saaledes at den kan ligge i min Kuffert og jeg saaledes kan tage den med til Odense. - De store Kobbere maa jeg rigtignok lade blive, men i Bogen er da henved 150, og det er jo dog ikke saalidt og naar jeg end [14] fortæller til, skal De faae et ganske artigt Begreb om Italien, desuden har De jo, før jeg kommer, læst Romanen og er altsaa ganske hjemme i Rom, Terrazina, Neapel og Amalfi. Kjender godt baade Vesuv og den blaae Grotte og har med min Antonio været saavel i Pompei, som ved de græske Templer inde i Calabrien. - Daglig kommer jeg til Collins, men det er næsten ogsaa det eneste Sted jeg kommer, jeg har, som man siger slaaet Haanden af alle mine andre Venner! 2 Gange til Fru Lessøe om Ugen, driver mit Hjerte mig, da jeg veed hun ser mig saa gjerne, men jeg har ikke længer Lyst at være ude, skjøndt jeg overvældes med Indbydelser. - Hos Collins er mit Hjem; de smaae Datterbørn der, kalde mig Onkel og Conferentsraaden er mig saa ganske en Fader, som hans Børn ere mig Sødskende, at jeg maa være hjemme.
I disse Dage er jeg gaaet ind i Kunstforeningen, hvor der er særdeles interessant; mit Portræt var der før jeg, som De vel har seet af Kjøbenhavnsposten [15]. - Det hænger nu hos Collins, hvor det jo er hjemme. Geburtsdagsstykket: Klærkevænget[16] blev der da hysset af den anden Aften, men saa kom jeg og klappede og nu gaaer det. Jomf: Grahn danser, som en Engel, jeg er ganske indtaget i hende og har bedet Bournonville at indvitere os samme[n], hos sig; jeg gad nok vidst om hun har Aand, som hun har Been. Fru Heiberg siger mig at det skal være en dannet Pige. Forleden var der Digterselskab hos Collins: Hertz, Heiberg og Jeg vare de Fremmede; eller som den gamle Collin sagde, to Fremmede kun, thi Andersen er Søn af Huset; Heiberg var vittig, Hertz døv (men ungdommelig) og jeg var moersom. Ja De kan ikke troe hvor jeg har taget mig op[17]. Er De ikke nysgjærrig derefter? - Vil De høre et Par Domme om mig. Fru Lessøe siger: “Han har faaet Menneskekundskab; han kan spille med største Natur den Aabenhjertige, men han fortæller dog kun hvad han vil. - Jeg forstaaer mig ikke rigtig paa ham!” - Den gamle Collin siger: Jeg troer virkelig han er blevet en ganske solid Fyr, men de gamle Manerer har han ikke lagt af. Fru Drewsen og Luise forsikkre. - Han er blevet ellevild og overgiven, kaad i høieste Grad; men dog saa adspredt, saa forunderlig, man veed dog ikke ret hvorledes han har det!” - Hvad troer nu De om mig? Ja siig mig det nu først efter De har læst Romanen, og [derpaa] efter at jeg har været i Odense. - At jeg endnu har den [gamle] Skik at snakke meget om mig selv seer De nok af Brevet, men det er jo ogsaa et langt Thema. Vil De takke den fortræffelige Bedstemoder og takke hende for det lange, smukke Brev. - Hører hun noget fra Milo[18] da veed hun nok at Penge er altid velkommen hos en ung Poet. Siig til Tanten og Dem selv at det slet ikke var smukt kun at sende mig en Lap Papir med fire Linier til min Velkomst, jeg som skrev Dem saadan et langt, nydeligt Brev til. - Maa jeg nu bede om et ordentligt. Dette De faaer idag seer jo rigtignok forskrækkeligt jadsket ud, men naar De betænker at jeg næsten hele Dagen maa skrive, saa kan De nok vide at Haanden kommer i Vane med at løbe. - De maae gjerne jadske igjen, men det kan De da ikke. - Min Spaniere i Odense[19] tager jeg snart fat paa, jeg maa have min Fødeby paa Theatret, med baade Sprøiten og Trommen. Hils Faderen, Moderen og alle Sødskende. Vil De overrække Frøken Sleppegrel indlagte Blomst, det er en Anemone plukket ved Posylypgrotten paa Virgils Grav ved Neapel. - Der ere mange og have bedet om den, men trofast holder jeg mine Løfter. Lev nu vel! skriv snart; jeg boer 280 anden Sal i Nyhavn paa Charlottenborg Side. Hils B. Salomonsen[20].

med broderlig
Hengivenhed Digteren



Brev nr. 132. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Kjøbenhavn den 20 Nov 1834.

Kjære Ven!

De behagede at sige at jeg i Dag skulde rykke Dem i Ærmet om at gaae til Reitzel! Glem det ikke! Gjør det af i Dag, som De vil; kun at det bliver afgjort. Det er saa kjedeligt med det Penge-Vrøvl! Jeg er tilfreds, kun at vi faae Ende paa det! - See saa! nu om noget Andet. Om Aftenen bliver jeg føelsom; iaftes skrev jeg igjen et Vers til Dem, som De ikke faaer. Troe nu slet ikke, det er den gamle Føelsomhed, nei, det er, som min neapolitanske Signora siger, at Hjertet længes efter noget udenfor[2], og saa har jeg en idealsk Eduard, en meget elskværdig Ven, ham strækker jeg da Armene imøde, Dem er det slet ikke, De har altfor mange Feil, Skyggesider og Kjældermænd[3] til at jeg kan drømme om Dem.- Vi have da heller ikke talt hjerteligt og fornuftigt sammen en eneste Gang siden jeg kom hjem, men det kommer altsammen af den fordømte Spillelyst[4]. - Kan da ingen gjøre Dem mat? - Mundtligt mere. God Morgen!

Deres formelle Ven
H. C. Andersen.

[en Efterskrift er klippet fra]



Brev nr. 133. Fra HCA til A.W. Hauch.[1]  

Kjøbenhavn den 27 Novbr.1834.

For at de Anlæg, som nogle af mine tidligste Ungdoms-Velyndere troede at finde hos mig, kunde vorde uddannede, lod vor allernaadigste Konge efter Fleres Anbefaling mig studere. 1828 blev jeg Student og optraadte paa den Tid med mit første Arbeide, der blev optaget med saa megen Overbærelse, at det blev min høieste Attraa at udvikle især mit poetiske Talent og dyrke de Videnskaber, der nærmest slutte sig til Poesien. Jeg valgte derfor intet bestemt Brødstudium; men efter at have taget E x a m e n  p h i l o l o g i c u m  &  p h i l o s o p h i c u m med bedste Characteer helligede jeg hine h u m a n i o r a min hele Tid og Flid; jeg leverede derpaa en Deel lyriske Sager, og paa min allerunderdanigste Ansøgning om at erholde Reiseunderstøttelse for end mere at modnes til den Vei, jeg havde valgt, forundte Kongen mig et Stipendium paa 2 Aar til at besøge Frankerige, Schweitz og Italien. I dette Efteraar er jeg vendt tilbage.
Da de saakaldte Brødfag ere lukkede for mig, saa vilde mine Udsigter være høist sørgelige, dersom jeg ikke kunde have Tillid til den Konges Naade, der hidtil saa faderligen har hjulpet mig, og hvorved jeg kan befries for det tunge Lod at maatte skrive for at kunne leve.
En af de faa Veie, jeg har gjort mig Haab om at kunne betræde, er: at forundes Ansættelse ved Hans Majestæts store Bibliothek[2]. Derom vover jeg underdanigst at henvende mig til Deres Excellence som Bibliothekets Chef og som den Mand, hvis Retsind, lyse Blik, sjældne Erfaring Enhver ærer, og hvis Indflydelse hos Monarken saa mangen ung Mand skylder sin Lykke. Jeg lægger tillidsfuldt min Skjæbne i Deres Hænder og tillader mig blot at vedføie et Par Anbefalinger fra Mænd, som ere Deres Excellence bekjendte.

“Digteren, Hr. H.C. Andersen, som er i Begreb med at ansøge om en Ansættelse ved Hans Majestæt Kongens store Bibliothek, har i denne Anledning forlangt mit Vidnesbyrd, hvilket jeg med Fornøielse giver ham. Hans Fortjenester som Digter ere bekjendte nok til at gjøre min Bevidnelse herom overflødig; jeg troer derfor at befordre hans Ønske bedst ved at bevidne det, som ikke kan sees i en Forfatters Skrifter: at han ogsaa udmærker sig ved Retsindighed og ved Orden og Nøiagtighed, som Mange ikke troe, at man kan vente af Digteren, men som man unægtelig, naar man kjender ham, maa tilstaae ham.

Kjøbenhavn, den 27 Novbr. 1834.
H.C. Ø r s t e d.

I Aaret 1822 foreslog Theaterdirectionen, hvoraf jeg dengang var Medlem, Hans Majestæt, at H.C. Andersen, der en kort Tid havde staaet som Elev ved Theatret, og som røbede et, med Hensyn til hans Alder og forsømte Underviisning, ualmindeligt Digtertalent, maatte nyde allernaadigst Understøttelse for at faae videnskabelig Dannelse. Hans Majestæt bifaldt Forslaget og befalede mig at sørge for Pengenes Anvendelse til hans Underviisning og Underhold. Fra den Tid af har jeg stedse fuldt hans Skridt paa Videnskabens Bane, og da han i min Familie er betragtet som hørende dertil, er hans moralske Færd mig ikke mindre bekjendt. Derom - hans litteraire Arbeider ligge for Publicums Domstol - kan jeg meddele ham et udmærket godt Vidnesbyrd; thi for hans Sædelighed, retskafne Tænkemaade, Paalidelighed og strenge Pligtopfyldelse fortjener han den bedste Anbefaling. Jeg har til Vished grændsende Forhaabning om, at han ikke attraae nogen anden Ansættelse end den, hvori han vil vinde sine Foresattes Tilfredshed.

Kjøbenhavn den 29 Novbr. 1834.
C o l l i n.

Underdanigst
H.C. A n d e r s e n.

Deres Excellence
Hr. Overkammerherre og Overhofmarschal H a u c h,
Ridder af Elephanten, Storkors af Danebrog.



Brev nr. 134. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn Nytaarsdag 1835

Kjære Jomf: Hanck!

Et glædeligt Nytaar og større Lyst i det nye Aar til at skrive mig til, end De har viist i det gamle! - For en god Tid siden skrev jeg Deres Tante til og sendte Bestemoderen Lava, Aske & & med den unge Guldbrandsen[2], han forsikkrede, hvad jeg ogsaa bad om i Brevet, at jeg meget snart skulde faa et Epistel, der forvissede mig om at Sagerne vare komne til Deres Bestemmelses Sted, men jeg har ikke hørt et Ord. - De veed ikke hvorledes jeg sidder i Skriverie op til Ørene og dog i frygtelig Brevgjæld; Ingemann skrev mig til kort efter at jeg var ude hos ham og jeg svarede endnu ikke. Ludolph Schley i Libau har jeg ikke blot, slet ikke skrevet til siden jeg kom til Danmark, men ikke engang fra Udlandet sendt et Brev, er det ikke lumpent? Og dog hænger mit Hjerte med den største Kjærlighed ved Vennerne, medens min Samvittighed som en frygtelig Vægt tynger den, men De kan troe at, og det er jo smukt, at min Kjærlighed er som Palmetræet, jo tungere Vægt (f. Ex Samvittighedens) der tynger den, jo mere voxer det. - Hvorfor har Tanten nu ikke skrevet, hvorfor ikke De? Viid at hos Andre lider jeg ikke Billedet af Palmetræet med den tunge Vægt. - I Tirsdags[3] vilde jeg have skrevet, for at De i det gamle Aar endnu kunde faae et Brev fra mig, men saa bankede det paa Døren i Morgenstunden og min romerske Ven Christensen[4], gjorte mig Vesit, lidt efter kom Digteren P. K. Holst [sic]: Du fortræffelige Menneske giv mig lidt til Søndagsbladet, lidt af Din Dagbog, jeg maatte da pille to smaa Stykker ud om Raphaels Begravelse og mit Bekjendtskab til Thorvaldsen[5], nu vilde jeg da tage fat paa Brevet til Dem! Madonna mia! nu banker det igjen, det er Dame Vesit! en gammel Jomfrue, Oversætterinden af Corinna, Jomf Brandt[6], hun vilde udgive en Nytaarsgave som jeg har givet hende et Digt efter Uhland til,: Liden Roland, men hun sidder i den største Nød, hun mangler endnu Manuscript til 3 Sider, jeg maa hjælpe! Men Du [ ] Gud, jeg har ikke noget! Havde jeg turde tage et af Deres Digte da havde jeg gjort det. Hun bad og bad, ønskede selv kun et lille Brev i Prosa, som hun maatte trykke; jeg blev bevæget og satte mig til at digte og - saa fik De intet Brev. - Hvad jeg digtede syntes jeg imidlertid ikke om og maatte saa atter ty til Dagbogen hvor et Digt “Vandring paa Vesuv”, skrevet i Portici behandles og sendtes den lidende Udgiverinde. - De veed ikke hvorledes man tager mit Talent og min Godmodighed i Beslag. Min Vertinde maatte jeg jo forleden i hendes egen Maneer skrive et stort Gravdigt over hendes Mand der var druknet paa en Reise mellem Bilbao og Iisland, og jeg skrev det saa naturlig at de jydske Aviser optog det og sagde at det var “en ædel Danneqvinde, der sundt og naturligt havde udtalt sin Sorg”[7]. De har vidst læst det, - o det er en kostelig Historie det Hele. - Konen bød mig endogsaa Betaling, jeg sagde det var jo mit Levebrød. - Hun laante mig endogsaa en gammel Avis, hvor der stod et Gravvers over en Sømand for at jeg kunde tage lidet deraf. - Naar vi sees skal De høre den og 3000000 nye Historier. Jeg lægger mig efter at være interessant, skal De vide! Julen er da forbi med alle sine Juletræer og Selskaber, Himlen være lovet! Ifjor gik jeg da under Laurbær og drak blaa Luft, iaar stinkede Grantræerne og Taagen kunde skjære i Stykker! - Jo det er et Klimat vi have! Du hellige Gerdrude, jeg kunde græde over det evige Graat i Graat! Nu kan jeg ellers forstaae den gamle Bondepractica[8], som jeg studerede som Dreng, den sagde at den graa Farve var mig ikke god, blev min Død, da troede jeg det gjaldt Klæderne, nu mærker jeg nok hvad det gjælder, jeg drikker den daglig ind, drikker den graae langsomme Død, saa ligesaa godt den sorte Død[9], det er dog i Gallop, og jeg holder meget af at gallopere! - Juleaften var jeg fra Middag til Klokken 7 hos Etatsraad Ørsteds hvor der paa Juletræet voxte mig et Par deilige forgyldte sachsiske Porcelens Kontoirkopper, samt et Digt af Ørsted. Derpaa gik jeg i Foreningen[10] hvor de først gav en Prolog af Arnesen, derpaa en Vaudeville efter det franske og til Slutningen en Parodie paa Balletten Nina[11] under Tittel af Kysset, eller Medicin mod en halv Times Vanvid af Kjærlighed, hvori vare mange Hentydninger paa den sidste Tids Begivenheder, saa det havde stor Interesse. Efter Komedien Klokken 11 gik jeg til Julegrød hos Collins, hvor jeg fik et Par forgyldte Kopper af Fru Drewsen og en smuk broderet Pengepung af Louise! - desuden af den unge Fru Collin[12] et nydeligt etrurisk Bæger. - Halv 3 var jeg i Seng. Dagen efter var jeg til en stor Frokost hos Gottlieb Collins, Middagen til et overvættes, Spisegilde hos Etatsraad Wiborg og Aftenen til en musikalsk Soirée hos Agent Zinns[13]; saaledes er det næsten gaaet fort, saa jeg er leed og kjed af det Hele; moersomst var det hos Professor Thieles, hvor der ere smukke Kobbere og Kunstsager til at see paa. - Men jeg taler saalænge om mig selv, det er en gammel Synd, derfor i Gallop til Dem, til Deres smukke Digte, som har interesseret mig meget og ærligt talt - bliv nu ikke vred - var over min Forventning. Tillader De det, da lader jeg nogle indrykke i Søndagsbladet, men uden Deres Tilladelse skal det ikke skee, siig mig om De vil have Deres Navn under eller blot: Henriette H. (oder auch gar keine) “Poesiens Toner”, beder jeg saaledes om at turde glæde Folk med, det er nydeligt! meest tiltaler mig deri det om Kjærlighed, mindst det om Frihed[14]. - At De i Digtet Hjemmet kan sige “bort fra Italien”, De har dog kun i Norden hjemme, beviser at De ikke har været i Italien, der føler man ikke Sligt, jeg i det mindste hører slet ikke hjemme i Norden og anseer det for een af mine jordiske Ulykker at jeg er født og baaren paa Hjørnet af Grønland og Novaja Sembla. Til dette Digt maa jeg endnu tilføie at der virkeligt ikke ere flere Banditter i Italien, end i Danmark, Engeland og andre Lande. Jeg veed at [i] Rom er i to Aar kun eet eneste Menneske blevet overfaldet paa Gaden og eet dræbt i Theatret. Derimod blev over 30 myrdet i Forstæderne og inde i selve Paris i forrige Vinter. - Vil De sige Deres gode Bedstemoder at jeg ønsker at hun af det Par Exemplarer hun har af Agnete, vil være saa god at sende den gamle Jomfrue Bunkeflood[15] et fra mig, som Nytaarsgave og skrive det heri; desuden sende et til Jomfrue Hillerup[16], som jeg beder Dem at skrive i: glædeligt Nytaar ønsker Dem Forfatteren; bryder Caroline sig om et Exemplar, da er ogsaa eet til hendes Tjeneste, “glædeligt Nytaar”. Det kan vist more Dem og Deres at see i Østs nye biographiske Forfatter Lexicon staaer en Art Biographie af Deres bekjendte Byesbarn Andersen[17], det er rigtignok temmeligt magert, naar jeg kommer op de 80 skal jeg selv meddele noget ganske Andet. Imidlertid er det første Gang Odense er sat frem som min Fødeby, jeg staaer der med min oprigtige Alder, det er haardt saaledes offentligt at stilles til Skue med sin Døbe-Atest. - Fra Frøken Wulff har jeg nyelig faaet Brev, hun er nu i Rom, har været 6 Maaneder i Italien, men ligget i de 5 Maaneder af Sygdom i Fødderne, det er en daarlig Fornøielse. - Bellinis skjønne Opera La Straniera[18] (den Ubekjendte, som den kaldes, det skal være “den Fremmede”,) har nogle Kegler da pebet af! Kjøbenhavnsposten, der ikke forstaaer sig paa Agurkesalat mindre paa Bellini (det maa De ikke sige jeg har sagt, thi Liunge er min gode Ven) snakker ogsaa ondt om Stykket, men det skal De ikke tro en Snuus af. Musikken har jeg hørt 5 Gange og hver Gang bliver den mig kjærere og Sujettet er ganske godt. - Professor David befinder sig ret vel, jeg har fornyelig seet ham, man er meget forventningsfuld efter Sagens Følger[19]. Lehmann talte jeg med igaar han indviterede mig at besøge sig paa Christiansø, naar han kom der[20]. - Weyse er nu i sidste Act med: “Festen paa Kenilworth”. - Hartmann er i Finalen af Herts Opera: “Corsarens Bryllup”[21]. (Det faaer maaskee en anden Tittel). Hollard Nielsens Sophronisbe[22] er kommet ud, den har nok meget faae Læsere. Paludan-Müllers “Kjærlighed ved Hoffet” er spillet, jeg synes det var høist kjedeligt, vor Holten fra Odense skal have sagt det var “schackspearsk”. Møller[23] vilde heller ikke have det paa Theatret, men da Molbeck, Nielsen[24] og Publicum ønskede det og han kunde faae Penge derfor, er det jo naturligt at han lader dem faae denne Lyst styret. - Nu begynder jeg paa nogle “Børne-Eventyr”, jeg vil see at vinde de kommende Slægter skal De vide! Hver Dag tæller jeg paa Fingrene hvor længe der er til Juni-Maaned, jeg længes efter den saakaldte Sommer for at flyve til Fyen, det er jo en Sviptour, som fra Rom til Tivoli! ja, der skal fortælles, De maa sige Tante Gusta at hun maa forsyne sig med flere Kosteskafter til at banke sine Meninger frem, (husk “Fornuftgiftermaals”-Striden) vi ville vist tidt nappes og jeg er af den megen Reise blevet temmelig stiv! - Jeg skjændes med mine bedste Venner her hjemme, for De kan tro jeg har min Mening. De ønskede engang en Beskrivelse af min Bolig. Nu vel! en stor Gaard med to Porte, beliggende i Nyhavn, man gaaer op af Trappen til anden Sal, mit Navn staaer paa Døren. Her træder man nu ind - om Forladelse - i mit Sovekammer; en lang Seng, en Reol med Papirer, et grønt Teppe der skjuler min Garderobe, Bord Stole og en Kakkelovn er det hele Meublement, men paa den ene Dør er i Oliefarve en Skizze af Petzholdt i Rom, som forestiller en Stranding, paa den anden Dør, en fransk Almanack med Kobberstik af Napoleons Liv; ved Kakkelovnen staaer han, paa et andet Stykke, paa Vendome Søilen. Udsigten fra Vinduerne er over Gaarden til den botaniske Have, med sine Træer og Gange, Børstaarnet og Toppen af Skibene ved Knippelsbroe slutter Baggrunden. Luften siger Hertz er smukkere end vi have seet den i Italien, men han er nu saa patriotisk her hjemme! - Nu træder man ind i mit Arbeidsværelse. Ilden brænder i Kakkelovnen! over Sophaen hænger et Malerie af Frøken Stub, en Engel der kommer med Skrivetøi og Laurbærkrands, ovenover hænger et italiensk Søestykke efter Dahl af Jette Wulff. Paa et lille Bord staaer mine Kopper og Bægere, samt et italiensk Krusifix som jeg til denne Juul, paa ægte catolsk Maneer har pyntet med Silkebaand. Nu kommer min Bogreol, og andre Meubler og ud af Vinduet sees tremastede Skibe, Baade som pile forbi hinanden, stikker jeg Hovedet udenfor, seer jeg over Pakhuse Østersøen eller til den anden Side noget af Kongens Nytorv.

"I Nyhavn fra mit Vindue."
Odense Bys Museer.

- Mit Speil er fuldt af Vesit Kort, Alt er meget ordentligt, paa Bordet nær, der svømmer det med Blade, Manuskripter, Kobbere og Bøger, undertiden legges der ogsaa en Hanske eller en Mansiet. - Nu haaber jeg med 2den Post at faae Brev fra Dem og Tanten! Hils hende Bedstemoderen, Deres gode Forældre og Søskende og - siig mig, naar Guldbergs forlade Odense, jeg har ikke længe skrevet Obersten til og altsaa han heller ikke mig! Seer De nogen af Dem da tusende Helsener fra Deres altid af Hjertet broderligt hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 135. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 10 Feb 1835.

Det er et underligt Træk i min Characteer, at jeg ofte synes noget ligegyldig mod mine Venner, kold mod dem jeg ret meget holder af! hvorofte har jeg nu ikke besluttet at skrive Dem til, men jeg har ikke gjort det, skjønt det vilde glæde mig saa usigeligt at faae Brev igjen! Ofte siger jeg selv, at hvem man holder af kan man altid faae en Times Frihed at skrive til, og dog skriver jeg ikke! Jeg har et Par Erindringer der virkelig characteriserer mig, med en ung Skotlænder[2] gjorte jeg Reisen gjennem Norditalien og Tyrol til München. Det var et herligt ungt Menneske, som jeg kom til at holde meget af. I München skildtes vi ad, men før han reiste videre vilde vi nok tale lidt mere med hinanden. En Dag jeg var i Politiet for at mælde mit nye Logie, møder jeg min Skotlænder, “jeg skal ind at hente mit Pas”, siger han, “vent paa mig herudenfor, jeg kommer strax, iaften reiser jeg til Paris!” - Han gaaer ind, jeg venter et Øieblik, han kom ikke og - saa gaaer jeg! Gud veed hvor jeg kunde, jeg saae aldrig Mennesket meer! Dagen efter var jeg færdig at græde over min sælsomme Opførsel og endnu bedrøver den mig. - Saaledes kunde jeg fortælle flere Træk, og med Brevskriven gaaer det ofte ligeledes! Jeg har en Travlhed, som var Livet mig for kort og naar jeg seer tilbage er Timer og Dage gaaet, hvori jeg intet har gjort, ikke engang opfyldt mit eget Hjertes Ønske, at pluddre lidt med mine Venner. - Maaskee var der heller ikke blevet noget af dette Brev, havde Tjeneren fra Collins ikke netop bragt mig Deres O t t o[3], som jeg nu skal gjøre Bekjendtskab med. - Naar jeg har læst den vil jeg skrive, tænkte jeg først, men strax faldt det mig da ind at dette vil har jeg saa ofte brugt, saa er det bedst øieblikkelig at skrive og - nu skriver jeg! God Dag, Allesammen! min Imp[r]ovisator har jeg ikke her med, de trykker paa ham alt hvad de kan; før om 4 a 5 Uger kommer han ikke ganske i Klæderne, gid De maa synes om ham. Ellers har jeg været ret flittig! jeg har skrevet et lille Drama med Sang efter den gamle Kjæmpevise: Hr Sverkel [4] [5]. Stykket er i to Acter og er i disse Dage hvad man kalder: inde. Det examine[re]s af Molbech. Dernæst har jeg begyndt paa nogle: “Eventyr fortalte for Børn”, og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem. - En ny Roman[6] skyder Knop i mit Hjerte, men jeg veed ikke om den kommer til Modenhed og hvorledes den egentligt vil udvikle sig. Det er et fransk Frø der er lagt i min poetiske Jordbund, en lille Anecdote fra Julirevolutionen, som har rørt mig. Et fattigt Barn, en ganske lille Dreng var det, som kjæmpede mellem Frihedsheltene; ved Tullerierne[7] fik han flere Bajonetstik, Blodet strømmede fra de aabne Saar, han slæbte sig ind i et af de nærmeste Værelser, dette var Thronsalen, det eneste han havde at standse Blodet med, var det store Teppe paa Thronen, hvor han nu krøb hen. Man fandt den fattige Dreng død, gjennemboret paa Frankerigs Throne. - “Det er smukt siger De, men en Roman - ?” Ja! men det er just det som gjærer i mig, store Sideskud have alt viist sig. - Den 28 Jan:[8] havde vi da paa Theatret, Holstes: Borgfogedens Bryllup[9] og Heibergs Alferne[10]. Hoffet og den allerstørste Deel af Publicum sagde da, det første er ret nydeligt, det andet under al Critik, en casortisk[11] Comedie, ikke noget for de fremmede Ministre & &. Jeg sagde øieblikkelig, det første er høist middelmaadig, det sidste særdeles yndigt! høist poetisk, at Folk ikke vil føle det, ligger i Mangel paa Modtagelighed for det ægte Poetiske; nu har jeg da siden havdt den Fornøielse at høre de selvsamme Mennesker sadle om: Mennesker i Statscalenderen[12], Mennesker selv i Forfatter Lexicon[13] men som, sige de, blev den første Aften smittede i deres Dom af den Omgivning de havde, sige nu som jeg, Borgfogeden duer ikke, Alferne er noget af det Bedste Heiberg har skrevet. Slutnings Scenen deri, var det eneste jeg ansaae for en Plet, jeg sagde det til Heiberg og han svarede at for poetiske Gemytter, vilde en Forandring der være meget god, men det store Publicum følte sig vidst mere fyldestgjort ved den Slutning som var, med de komiske Birkedommere[14]. Nu har han dog senere skaaret hele Scenen bort og det har afrundet det Hele. - Hvad siger De om Wilhelm Holstes ynkelige Replik i Søndagsbladet[15]? Jeg har skjændt paa Udgiveren[16] fordi han ikke har raadet ham fra, saaledes at prostituere sig! det hjælper ikke at klynke i den litteraire Verden, har man gjort noget galt maa man vende Ryggen til, lade den Sø gaae over og see at gjøre noget bedre. - Desuden er Søndagsbladets Holst en Ven af Wilhelm Holst, de gaae i detmindste Arm i Arm paa Gaden, saa synes jeg dog at lidt Venskab maa der ogsaa vises, og er Critikken over Nytaarsgaven optaget, saa maa den anden Makker ikke mere prostitueres. - Borgfogedens Bryllup er formeligt udpebet.- Har De hørt at den bortflygtede Theater Casserer Printzlau[17] er grebet? De veed han har stjaalet henved 60000 Rdlr, (af Theaterets Kasse, af Enkekassen og ved Laan fra sine Venner)! det er ganske lumpent! - Han har ikke været ude af Landet, man troer han har ligget skjult i en stor Kasse paa Hoftheatret[18], hvor Familien har bragt ham Spise, men da de bleve aresteret, er han krøbet ud og tænk Dem, hvor dumt! taget ind paa ny Avlsgaard her i Kjøbenhavn, hvor han havde to Værelser. Een af hans Sønner (14 Aar) var paa Raadstuen[19], men da der intet var at faae at vide af denne, lod de ham gaae hjem, men gjorte nu Huus Undersøgelse igjen midt om Natten og fandt da at Drengen manglede, først i Morgenstunden kom han hjem, han skulde nu gjøre Regnskab for hvor han havde været, de fulgte med paa alle de Steder han angav, men Folk svarede, at de ikke havde seet ham, saa tilstod han tilsidst, at han havde været hos sin Fader. Leerbech[20] gik da Klokken 3 Løverdag Eftermiddag hen i Avlsgaarden, bankede paa og Printzlau lukkede selv op, paa Bordet laa to blanke Rageknive, han vilde have skaaret Halsen over paa sig, men manglede Mod der til. Hele Familien er nu aresteret da de ansees for Medvidere i Sagen. - Hos Collins, hvor jeg daglig kommer, staaer det sig ikke godt. Den ældste Datter, Fru Drevsen, ligger farlig syg af Kopper, næsten i 14 Dage har hun ligget i Feber og phantaseret[21]. - Med Guds Hjælp bliver det vel ikke Døden! - Folk døe ellers som Fluer herinde! een af mine Bekjendter, Enken: Fru Müffelmann[22] var rask om Morgenen, jeg kom der og forunderlig nok, det sidste hun bad mig om var at klippe hende en Blomsterkrands af Sølvpapir for at hænge om sin Cakkadues Buur, det var Fuglens Geburtsdag og nogle smaae Frøken Rother[23] kom at gratulere den, jeg syntes rigtignok det saae ud som en Liigkrands, hvad jeg der klippede, jeg gik og saae aldrig Fruen levende meer. Hun var rask til ud paa Eftermiddagen, og Klokken 8 om Aftenen var hun død, det greb mig forunderligt. - Men bort fra alle disse mørke Billeder, til et andet! - Molbech faaer da nu ogsaa fra alle Kanter, man seer hvorledes han er yndet. - Lumpenheden med Haucks Been[24] har indigneret mig! nogle, deriblandt P a l u d a n  M ü l l e r, paastode forleden i Selskab, at Molbeck aldrig kunde have meent det, men Herts, Heiberg, hans Kone og Jeg vi protesterede Alle derimod! saa dum er Molbeck ikke, at han jo nok, ved at skrive og læse Correcturen skulde see den doppelte Betydning; havde han endogsaa ikke meent det ondt, da han nedskrev det. - I næste Uge kommer der et nyt Arbeide fra Paludan Müller[25], han udbreder et hemmelighedsfuldt Slør over hvad det er, lige til Dagen det som en V e n d o m e Søile afsløres for det begeistrede Publicum. Røverne i Terrazina[26] af Øehlenshclæger [sic] ventes snart paa Theatret, ligeledes Corsaren Opera af Harttmann og Herz. - Bredal har et Syngestykke af Jomf. Beyer[27], det protegeres af Molbech. - Hils Deres kjære Kone og Søster ret meget fra mig og glæd mig - naar De vil - med et Brev; jeg tør ikke bede Dem “skriv snart!” - da jeg ved min egen - hvad skal jeg kalde det? - Dvælen, ikke har fortjent nogen Belønning. Lev vel!

af ganske Hjerte Deres trofaste
H.C. Andersen

[Udskrift:]
S T.
HR: Professor B. S. I n g e m a n n
Sorø
f r i t.



Brev nr. 136. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Rom d 12e Martz 1835.

Jeg føler ret Lyst til i Dag at tale lidt med Dem kjære Andersen! Denne Lyst faaer jeg ikke saa sjeldent, og jeg sidder tidt med Pen i Haanden og Papir for mig, men bliver saa forskrækket naar jeg tænker paa at maaske Andre end De skal see eller høre mit Kragemaal at jeg kaster Pen og Papir langt bort. Hør kjære Andersen kald det nu Smaalighed, Ængstlighed eller hvad De vil af mig; men skal jeg med Fornøjelse og aabent Sind tale med Dem saa lad det blive mellem os, eller i det mindste mellem os og Mine ikke Deres, for der kunde iblandt være Nogen der ikke meente mig det saa godt. Engang muntlig skal jeg forklare og fortælle hvor lidt delicate Mennesker kan være, som De i Deres smukke Barnlighed, (jeg haaber De har den endnu) ikke kan forestille Dem. Nu altsaa, hvordan har De det? - jeg veed det, saa godt man kan imellem Snee og Taage, naar man har indaandet Arcadiens[2] Luft engang; og altsaa ikke synderlig godt! Min Skjæbne her, er en Slags tantaliseren[3], kan De begribe, omgivet af Jordens Herligheder og Skatte og sidde i Buur! og naar Fuglen slipper engang imellem ud, da at humpe om med en stor Steen paa Hjertet og en Klods ved Foden, hvad synes De om det! Er man da rigtig skikket til at nyde Alt dette som man bør? og som jeg haaber jeg vilde have været i Stand til under andre Omstændigheder. Jeg har modtaget adskillige smaa Sedler fra Dem, hvorfor De takkes paa det hjerteligste; Indholdet har gjordt forskjellig Indtryk paa mig, undertiden er jeg bleven gandske böse paa Dem, sommetider forundret, og til andre Tider bedrøvet, som var tilfældet med den Sidste da De siger at den Kjøbenhavnske Andersen ikke er saa interessant for mig som den Italienske[4]. Fy! Andersen, hvor det er livagtig Kjøbenhavnsk sagt. De kan heller ikke have meent det, for De veed jo hvor uforandrede mine søsterlige venskabelige Følelser har været for Dem i saa mange Aar, hvor De end har været fjærn eller nær, og saaledes vilde de stedse blive saalænge De blodt sætter nogen Priis paa dem. At jeg ikke her fra Italien har skrevet Dem lange vidtløftige Breve til, kan De jo begribe jeg ikke har været oplagt til, bestandig elendig syg, kun Bedrøveligt at meddele, til Hjemmet maatte jeg jo skrive, og gjøre den piinligste Vold paa mig selv for at synes tilfreds naar jeg var fortvivlet. Det gjør mig ret inderlig ondt at De dog egentlig har kjendt mig saa lidet, eller tager saadan fejl af. Men nok af den Jeremiade. Gid jeg nu kunde lade lidt af Italiens Luft vifte over til Dem, jeg sidder her den 12 Martz med 4 aabne Vinduer, den skjønneste milde Foraarsluft strømmer ind til mig, Fuglene qviddre ovre i Klosterhaven, skraas overfor mine Vinduer. For nogle Dage siden var jeg i Deres Kirke Maria Maggiore[5], den er skjøn; i Gaar i Giovanni Laterano, der ikke gefalder[6] mig saa godt, derimod sværmer jeg for Klostergangen og Gaarden bag; hvor der er dejligt, der gad jeg være mit hele Liv! For første Gang var jeg inde i Colosseo, jeg har tidt kjørdt den rundt; det er jo mærkværdigt dejligt, men jeg tænker først at faae øjnene op een af disse Aftner, ved fuld Maaneskind med Sang af nogle Tydskere; bliver det blodt ikke for godt[7]!
Hvad der skjenker mig den største Nydelse er at drage om derude i det gamle Rom og i Ruinerne af Badene, især Caracallas; men min Lyst, min Længsel efter Adskillige som jeg vilde have her for at nyde det med er for stor til at jeg kan være unbefangen[8] i min Fryd, min egen søde modtagelige Ida gjør det mig ofte saa ondt for, at hun ventelig aldrig skal komme her, men det er jo ogsaa godt, saa skal man ikke herfra. Ikke sandt Andersen? Peters Kirken har jeg seet[9]! Udsigten fra Acqua Paula[10]! ach hvor meget, og dog hvorlidt af hvad her er. - Jeg har faaet en Hilsen fra Dem i disse Dage med en Fiedler[11], der kun har været her otte Dage og er i Morges rejst til Neapel med Phillipsen[12], bon voyage. Paa Mandag gaaer Bindesbøll[13] med nogle andre Kunstnere, Tydskere, til Neapel, videre til Sicilien og Grækenland. -
Idag er det den 20e og jeg maae sige Dem Levvel, dog først en Hilsen fra den dejlige Villa Pamfili[14], hvor jeg var i Gaar, og plukkede Anemoner. Den De sendte mig for at bringe ud i Villa Borghese, havde jeg Lyst til at lade rejse hjem med mig igjen, for at see hvor tidt den kan komme til at [gjør]e den Rejse fra Axel-Stad til Rom. Første Gang jeg [kommer] paa Spandske Trappe skal jeg fortælle Deres oncle [Peppo] om den Værdighed han er kommet til at blive omtalt i en Roman, han vil nok gjøre store Øjne. Jeg behøver ikke at fortælle Dem hvor begjærlig jeg er efter Deres Bog, og efter at vide hvad De nu tager Dem for; sig mig dog endelig omstændelig herom; lad som var det ikke to Aar siden vi taltes ved Ansigt til Ansigt, men to Dage, dersom De kan, thi jeg er rigtig nok bange for De omtrent har glemt mig, eller naar De engang imellem tænker paa mig, da som paa en temmelig Fremmed. De lader i Deres Breve ofte saa distrait, det skulde vel aldrig være den trecolore jeg har [drøm]t om[15]? Siig mig det dog! Hilsner fra Landsmænd og Broer Peter, som om han ikke ogsaa var en Landsmand? Farvel Andersen, og troe mig altid

Deres oprigtige og uforanderlige J W

Mine bedste Hilsner til Frue Lessøe den meget fortreffelige, til Ingeborg og Louise de kjære og Ludvig Møller, den meget nette.

[Udskrift:]
Til H: C: Andersen
poeta celebre.



Brev nr. 137. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Slet Veir den 26 Marts 1835
( ): Kjøbenhavn)

Skjøndt Bedstemoderen var den der sidst glædet mig med Brev, skal dog mit første Epistel gjælde Dem, De maa nu gjøre det af med Undskyldninger hos den kjære Bedstemoer. Længe har jeg gaaet med den Tanke at skrive Dem til, men altid er det udsat, dog ikke af Ligegyldighed, som De vel er saa uartig at troe, men af just et meget smukt broderligt Gemyt. Jeg maa tale ret fortrolig med Dem! Er der nogle Bitter Draaber deri, da husk paa at Veien til Parnasset gaaer gjennem Tornebuske og ikke i hesperisk Deilighed. Deres lille Digt: Poesiens Toner[2] har særdeles mange syntes godt om og jeg sætter det temmelig høit, nu taler jeg først til Dem, da jeg veed hvorledes man har været stemt for det. De gav mig et Digt: Venskab, jeg overleverede det til H. P. Holst og han takkede mig derfor, som jeg har mældt Dem. Nogle Dage efter mødtes vi igjen, da havde han læst det og sagde: “Det er jo af en Dame! rimeligviis Jette Wulff. Jeg synes ikke om det!” Jeg spurgte om det var Damen, Jette Wulff eller Digtet han ikke syntes om; han svarede da, at ønskede jeg det, vilde han sætte det i Søndagsbladet; saa svarede jeg “nei!” baade i Deres og mit Navn. At Holst ikke syntes om Digtet har intet at betyde, hvorledes det staaer sig med Domme og Smag her i Byen skal jeg bedre mundtligt udvikle Dem. At han har Ting, dybt under Deres Digt, kan Søndagsbladet vise. Det var mig ellers ubehageligt at meddele Dem og jeg udsatte da at skrive, tog imidlertid det Digt af Dem, som tiltalte mig mest: Poesiens Toner, og sendte ham, det har De nok seet trykt og jeg kan forsikkre Dem, dersom det er nogen Fyldestgjørelse, at ret Mange fandt Digtet af Henriette langt smukkere end Digtene af Holst. - Den unge Digter er ellers et meget godmodigt, fortræffeligt Menneske og næsten kunde jeg falde paa at troe, at fordi der stod en Dames Navn under Digtet har han vilde undgaae at optage det i et Blad, hvor han selv synger om en Anonym, saa de Fleste smile deraf, som nu Folk altid gjør af en ung Digters Kjærlighed. Resultatet er altsaa at Venskab ikke har virket paa Redacteuren, derimod Poesiens Toner og det maa jo endogsaa smigre Digterinden. Min Muse synes længe at have tiet, dog er det ikke saaledes: Improvisatoren har tagen mig megen Tid op at reenskrive og den er istedet for 18 Ark som jeg har solgt den for, voxet ved Trykningen til 30, hvilket er mig et Tab paa 100 Rdlr, men lad gaae! Folk faa da Mad nok for Deres 10 Mk. Ikke Subscribentere komme nok ogsaa til at betale henved 3 Rdlr. Om senest 14 Dage har Deres Bedstemoder det Exemplar hun har tegnet sig for og De eet jeg beder Dem beholde til Tak for de smukke Breve De i Italien glædede mig med. Naar jeg kommer til Sommer, holde vi Forelæsninger over dem. Jeg bringer oplysende Kobbere og Tegninger med til de fleste Steder i Romanen. Paa Tydsk kommer den allerede ud nu til Paaske, oversat af Professor Kruse, men Tittelen finder den tydske Forlægger for simpel, den er da omdøbt til: troer jeg (i det mindste har jeg maatte foreslaaet Navn og givet følgende: “Der Sohn der Campagne oder, Rom, Neapel und Venedig; H. C. Andersens dänischen Roman “Improvisatoren” nacherzählt von L. Kruse[3]. Dernæst har jeg skrevet et lille Syngestykke i to Acter: Liden Kirsten, som er antaget og med Musik af Bredal vil komme paa Scenen i denne Saison. Endvidere “Eventyr fortalte for Børn”. De komme ud i Aprilmaaned og man vil sige: det er mit udødeligheds Værk! Det oplever jeg nu ikke i denne Verden. Endelig har jeg begyndt paa en ny Roman[4], hvad den hedder veed jeg [ikke] ret endnu. Seer De! er det Dovenskab? Nu længes jeg ellers efter Sommer-Varme, efter at flagre ud, de syv, otte Alen til Fyen, det er nu mit Capri, Duften af Orangeskoven maa jeg der søge i Kløvermarken og i de gule Æbler bag Bondens Huus, Pilene ere mine Olietræer, men Marmorguderne ere gaaet bort og har taget min himmelske Luft med, ingen af disse finder jeg. - Kan det more Dem skal jeg afskrive Dem Overskrifterne af Kapitlerne i min Roman, Personerne fik De saaledes, nu Indholdslisten, De kan da selv digte Dem en Roman før min kommer, De skal da see hvad De har truffet. Altsaa: første Deel: 1). Min første Optrædelse. 2). Besøget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. Det nydelige Englebarn. Improvisatoren. 3). Blomsterfesten i Genzano. 4). Onkel Peppo. Natten i Kolosseum. 5). Kampagnen. 6). Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender. 7). Skolelivet. Habbas Dahdah. Divina comedia. Senatorens Brodersøn. 8). Et ukjært og et kjært Møde. Den lille Abbedisse. Den gamle Jøde. 9). Jødepigen. 10). Det romerske Karneval. Sangerinden; 11). Bernardo som deus ex machina. La pruova d’un Opera seria. Min første Improvisation. Den sidste Carnevalsdag. 12). Fasten. Allegris miserere i det sixtinske Kapel. Annunziata. 13). Billedgalleriet. Paaskefesten. Min Skjæbnes Vendepunkt. 14). Bønderne fra Rocca del Papa. Røverhulen. Mit Livs Pavia.” - Seer De! Det er første Deel! Den foregaaer i Rom paa det sidste Capitel nær, som spiller i Albanerbjergene. Alt er Ting og Steder jeg selv har seet. Anden Deel fører Dem mere omkring i Italien og er vidst nok den interessanteste. Kapitlernes Overskrift i den, ere følgende. Sæt nu selv Historien sammen. 1) De pontinske Sumpe. Terracina. En gammel Bekjendt. Fra Djavolos Fødeby. Orangehaven ved Mola de gaeta, den neapolitanske Signora. Neapel. 2) Smerte og Trøst. Nærmere Bekjendtskab med Signora. Brevet. Misforstod jeg hende? 3) Vandring i Herkulanum og Pompeji. Aftenen paa Vesuv. 4) Et uventet Møde. Min Optrædelse paa Sant Carlo. 5) Santa. Eruptionen. Gamle Forhold. 6) Reisen til Paestum. De græske Templer. Den blinde Pige. 7) Eventyret i Amalfi. Den blaa Grotte paa Capri. 8) Hjemreisen til Rom. 9) Opdragelsen. Den lille Abbedisse. 10) Besøget i Campagnen. Aftenen i Nepi. Terni. Skipperens Sang. Venezia. 11) Stormen. Soirée hos min Banqueur. Podestaens Broderdatter. 12) Sangerinden. 13) Poggio. Maria. Annunziata. 14) Veronas Mærkværdigheder. Milanos Domkirke. Mødet ved Napoleons Triumphbue. Drøm og Virkelighed. Den blaa Grotte.” - See det var anden og sidste Deel. Nu gad jeg nok vidst hvilke Capitler De og Tanten lover sig meest af. I første Deel stemmer jeg for 3die, 5te, 7de og 14de og i anden Deel for 4de, 5te, 7de (især). 10de, og 12te (det bedste i Bogen). - Min anden lille Bog: Eventyr fortalt for Børn indeholder fire originale Eventyr. 1) Fyrtøiet. 2) Lille Klaus og store Klaus. 3) Prindssessen paa Ærten. 4) Lille Idas Blomster.

C. Købkes portræt af Ida Thiele.

Men nu om noget Andet! - Fru Drewsen har været meget syg af Kopper, Lægen havde opgivet hende, men Gud skee Lov at hun lever! Af Hundred har neppe Een været angrebet som hun. Huset var spærret, dog kom jeg daglig til Collins og har været fri for Smitte. - Jeg var ogsaa den første, der fik hende at see, da hendes Sødskende fik Tilladelse dertil, men hun gruede for at vi skulde see hvorledes hun var forandret, imidlertid har hun dog hele sit venlige Udtryk i Ansigtet, er ganske den samme, skjønt Ar ved Ar over hele Ansigtet, men jeg troer de glattes ud, alt er en stor Deel forandret til det Bedre, men Haaret mister hun og alle Negle paa Hænder og Fødder! Hun laae, under Sygdommen næsten 14 Dage i Phantasering. Før hen i Sommeren bliver hun vel ikke ganske helbredet, men da haabe vi, at hun vil komme til at see meget godt ud og ikke slemme Spor vil være tilbage. Hendes herlige Humeur er alt i tiltagende. Den stakkels Louise gik meget igjennem under Søsterens (og Barnepigens) Koppesygdom, da hun maatte passe de smaa Børn, Nat og Dag. - For nogen Tid siden kom en Tjener til mig med Indbydelse at komme til den gamle Grosere-Enke Fru Bügel[5] jeg troede det var en Feiltagelse, da jeg ikke kjendte Konen, men jeg blev bedt igjen, maatte komme. Den gamle Dame havde for eet af mine Digte fattet en særdeles Godhed for mig, jeg kom og fra den Dag har hun næsten overvældet mig med Opmærksomhed og Artighed. Hvert Øieblik indviteres jeg, hun sender mig italienske Vine, Frugt og forleden en brillant Pariser-Slaabrok, guul i Bunden og med røde Roser, Lilla Silke Belte og Krave. Jeg har maatte være en Aften hos Collins i den. Skjøndt jeg har fri Comedie i Theatret indviterer Fruen mig i sin Loge i første Etage, og nu driller Fru Drevsen mig og hele Familien der og siger at jeg skal have Fru Bugel, men det er en Kone paa 70 Aar og - hvad der er slemt, hun skal have den Underlighed at hun overvælder Folk hun kan lide, med Artigheder, men uden mindste Grund pludselig giver dem Afsked igjen, saa min maaskee staaer for Døren før jeg veed det. Imidlertid er hun for Øieblikket næsten altfor opmærksom og nydelig mod mig. Det er saa en lille poetisk Situation. Jeg sidder og skriver dette i den smukke Slaabrok. Ingemann har skrevet tre nye, smukke Fortællinger[6], som han i Dag har sendt mig. De ere virkeligt smukke. Det er en brillant Idee i Corsicaneren, han lader der en ung Mand opsamle de Blade Napoleon skrev og kastede ned af Klippen, naar han spadserede paa Sanct Helena. Paa Torsdag er det min Fødselsdag. Tænk da paa mig! rimeligviis er jeg den Dag i Hjemmets Hjem her i Byen ): det vil sige hos Collins fra Louise og Eduard faaer jeg bestemt Presenter og jeg glæder mig dertil; Vor Herre kunde rigtignok overraske mig med en italiensk Reise, det var det Bedste af Alt, næsten bedre, end at blive kjørt i en Liigkiste paa Kirkegaarden, men der skeer jo ikke Mirakler i vores oplyste Tid. Jette Wulffs Been er endnu daarligt, hun er i Rom, men faaer intet at see, Maaneder følge paa hinanden! Det er dog høist sørgeligt! Om otte Dage skal Hartmanns og Hertz nye Opera: Corsaren første Gang gives, den nye Sangerinde Jomf: Holst, har Hovedpartiet deri[7]. Hun har en brillant Syngestemme. Øehlenschlægers Røvere[8], er det sletteste jeg har seet af ham, det kjeder ogsaa alle Mennesker, ingen rose det - uden Bladene, men de snakke veed De nok! - Her falde mange Næser i denne Tid, især for de politiske Folk! vil De sige Deres Bedstemoder at med Foersom er det ikke Tilfældet - saa forstaaer hun mig nok. Kirchheiner beder mig hver Gang jeg seer ham, dog at besøge sig, men jeg har endnu ikke været der, jeg er saa utroligt i Hænder; hans Stemme er snart borte, desværre! Faaborg[9] skal synge smukt! men Figuren - ! ja gid han havde min priselige Tyndhed. I dette Øjeblik fik jeg fra Bogtrykkeren de to sidste Ark af min Roman, nu mangler kun Tittel og Register, maaskee kan jeg faae den færdig til den 2den April, saa have vi Geburtsdag sammen, Dødsdag vil jeg haabe vi ikke slumpe med, den skal smukt blive tilbage og naar Ingen veed hvor Poeten sover, fortæller den om hans Drømme i det jordiske Paradiis, hvor Oldtidsbyer opstaae fra de Døde! mit bella Italia! Den unge Læssøe i Toldkammeret[10], har ret indstændigt bedet mig at skrive til nogle Ædle i Odense, der vare enkelte Bøger paa Broms Bogauction[11] han saa gjerne vilde have, vil De ikke see om det var mueligt han kunde faae indlagte, men kun til de vedføiede Priser, (der betales jo 6 Uger efter) der kommer jo nok een af Deres Bekjendter der, som Kjøber vel (Det kan skrives paa Fru Lessøes Navn i Kjøbenhavn) de af de Bøger der kan erholdes for den vedtegnede Priis. Deres Bedstemoders Forlangende om Indrykkelsen i Adresseavisen er besørget, det kostede 3 Mark og 4 Skilling. Hils dem nu allesammen! Gjennem Hempel sendes Dem Improvisatoren og glæder De mig ikke før med Brev, saa maa jeg have det naar De og Tanten læse Bogen, De sige mig begge omstændeligt, hvad der har grebet Dem.

Deres broderlig hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 138. Fra HCA til C.A. Reitzel.[1]  

Kjøbenhavn den 28 Marts 1835.

K j æ r e  R e i t z e l!

Nu synger da Bogtrykkeren paa sidste Vers med Romanen; jeg skal i Aften have Slutningen med Titelblad og Register. Bogen maa altsaa kunne komme ud i næste Uge. Gid De maa faae god Afsætning med den! Jeg har givet Dem et Aar af mit Liv og maaskee det smukkeste! Her sender jeg Dem 18 Subscribenter, et Par af mine Venner har samlet; de fylde ikke mod Deres de Hundrede, som De forlangte for at honorere mig med 200 Rdlr., Noget, jeg forudsaae; men gaaer Bogen godt af, saa kan det jo alletider give sig. I Februar skulde den have været ud; var det skeet, sagde De mig, kunde jeg dog ikke faae Resten af mit Honorar før henimod Aprils Begyndelse; nu kommer Bogen først paa denne Tid; men vi ere jo saa nær April, at De ikke kan finde det ublu af en trængende Forfatter, at jeg nu faaer Resten af Honoraret, som jeg høiligt behøver. 200 Daler faaer jeg vel ikke, i det Mindste ikke, før Bogen stryger godt af, men 180, og af disse har jeg - desværre - faaet 115 Rdlr.; Resten er altsaa en Ubetydelighed. Tjen mig nu i, at jeg p a a  M a n d a g[2], en Udgiftsdag for mig, faaer denne lille Rest, og vil De ret glæde mig - De kan det - da lad mig paa Torsdag, den anden April - det lader sig nok gjøre - faae i det Mindste de to smukt indbundne Exemplarer til Fru Collin og Prinds Christian; De maa vide, den anden April er det min Fødselsdag, og saa vilde jeg gjerne have en Glæde, som jeg nu har lagt i Deres Haand. De kan troe mig, kjære Reitzel, at var jeg riig, saa forærede jeg Dem Alt, hvad jeg skrev; men det er nu engang anderledes i denne Verden. I den anden Verden, hvor jo alt omskifter til det Bedre, bliver D e maaskee Digter, j e g Forlægger; saa kan De gjøre mod mig, hvad jeg vilde have gjort hernede! Nu lev vel! Paa Mandag kommer jeg, og saa er De smukt hjemme. Glem heller ikke den anden April!

Deres hengivne
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 139. Fra HCA til Adalbert von Chamisso.[1]  

Kjøbenhavn i April 1835.

Kjære Professor!

Her sender jeg Dem min italienske Søn; han taler det tydske Sprog, saa Deres Familie ogsaa kan forstaae ham. - - -
Gid man nu i det store Tydskland maa blive opmærksom paa min Bog og jeg maa fortjene den Opmærksomhed. At K r u s e indfører mig som Romandigter, er vistnok meget anbefalende; De har jo tidligere oversat nogle af mine lyriske Digte, saa der er jo alt gjort en Deel for mig. - At jeg sætter saa Meget i at blive kjendt udenfor det lille Danmark, er vist ikke at dadle hos mig. Honoraret, man faaer, er høist ubetydeligt (saaledes har jeg for den danske Original faaet 22 Louisdorer, og det kaldes godt betalt); man maa altsaa glæde sig ved Æren og see at gribe den ved Vingerne; faaer Blomsten ikke Pleie, maa den dog have Solskin. Lad mig skriftligt høre fra Dem, naar De har læst Bogen, og siig mig, hvorledes den behager Dem. Send Brevet med mit Navn til en eller anden dansk Boghandler, saa kommer det sikkert i mine Hænder. - Deres Bryst var ikke godt, da jeg forlod Dem sidst; gid De hele denne Vinter maa have følt Dem bedre, saa er det Onde reent forbi, naar Sommeren kommer. Den kjære, varme Sommer! Ogsaa jeg længes efter den.
- - - Jeg har skrevet E v e n t y r  f o r  B ø r n, der for Øieblikket ere hos Bogtrykkeren[2]. Jeg troer i disse ret eiendommeligt at have udtalt det Barnlige. Nu skriver jeg en Novelle: “S k i f t i n g e n”; det bliver en Antipode til “I m p r o v i s a t o r e n”. Hvad denne meest udtaler: Lys og Varme, bliver i hiin Skygge og Kulde. Scenen er i Norden og i Middelalderen; denne Vinters kolde og klamme Taage afspeiler sig i hele Billedet[3]. - Glæd mig snart med et Brev - naar De har læst min Bog.

Altid er jeg af Hjertet
Deres meget hengivne
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 140. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

[27.4.1835]

Kjære Andersen!

Deres lille venlige Brev af 8de April[2] med den meget velkomne Improvisator modtog jeg i Gaar d 26de, derfor har jeg ikke før kunnet besvare det; Deres ældre Brev har jeg ogsaa kun ladet ligge ubesvaret til jeg havde Noget at sige Dem om Improvisatoren. Vi sad netop midt i ham, da jeg igaar modtog Exemplaret fra Deres egen Haand. Nu har jeg heelt gjennemlæst Bogen og takker Dem ret inderligt for den Nydelse, den har ydet mig, som vist mange Andre. Den interesserede mig særdeles heelt igjennem baade som Reisebeskrivelse og Roman; for mig har det dobbelte Øiemed ikke skadet men maaskee endog forøget Interessen. Min Kone har den ligeledes levende interesseret og hun beder mig takke Dem hjerteligt. Ogsaa hos Andre, som har læst den hernede, har den gjort et betydeligt Indtryk. Jeg saae atter og gjenkjendte som i et Speil bella Italia og det sydlige Folkeliv i Deres sande og livlige Skildringer; det Menneskeliv, som bevæger sig i denne sydlige Natur har megen indre Sandhed og der gaaer en Følelse derigjennem, som finder dyb Gjenklang i mit Hjerte.
Improvisatoren selv, i hvem jeg gjenkjender en stor Deel af hans Faders Individualitet, har derved vundet en psychologisk Sandhed, som ikke i den Grad kan øses af nogen anden Kilde end Subjectivitetens. Gamle Domenica elsker jeg høilig, den lille Abedisse ligeledes og Annunziata vækker stor Deeltagelse. Slutningsscenerne med hende paa det lille fattige Theater[3] ere tragisk rørende. Lara synes mig faaer ikke udtalt sig nok til at kunne blive Læseren kjærere end hine fortroligere Bekjendter. Antonios Feberfantasie om hendes Skindød og Opvækkelse ved Kjærligheds-Reminiscentsen[4] maatte gjerne for mig have været Virkelighed. De velvillige men fornemme Patroner og Bernardo saavelsom den ret neapolitanske Santa, samt Peppo og de andre Bipersoner synes mig meget heldigt tegnede og Illusionen med den blaae Grotte[5] en frappant poetisk Opfindelse. Antonios Anfægtelser af den universelle Polaritet uden bestemt Gjenstand burde maaskee psychologisk rigtigere være noget modereret efter Bekjendtskabet med Lara i Venedig; dog de smaa Indvendinger, jeg hist og her kan have, forsvinde for det skjønne Totalindtryk. Improvisationerne ere særdeles smukt opfundne og betegnede; men Udviklingen af det bløde poetiske Gemyt, der i Livets bittre Skole hæver sig til selvstændig Characteer uden at tabe Barnligheden og Kjærligheden - Det er mig det Glædeligste ved hele Bogen. Denne Frembringelse betegner udentvivl Overgangen fra Ungdommens til Manddommens Periode i Deres Digterliv; til den nye Virksomhed, De derved lover, ønsker jeg Held og Velsignelse med saamegen ydre Opmuntring og gunstig aura popularis[6], som behøves til heelt at udfolde for flere Generationer hvad ingen Digter kan vente heelt erkjendt af den enkelte. Naar de smaa Abedisser blive voxne, klippe de ikke meer Billeder itu, men gaae i Ilden for at redde dem[7] - det var en smuk prophetisk trøstende Tanke. Overalt[8] den lille Abedisse har været Dem en god Veninde. Nu lev vel og glad, kjære Andersen! enten Folk klapper meget eller lidt over Improvisatoren. Hvorledes modtages den kjære Moder Natur selv af sine fleste Børn? de sove fra hendes halve Herlighed og have ikke Tid til at see den anden halve; hun smiler dog lige rolig den fromme poetiske Moder, hun mener vel: hvad der er Sandt og Skjønt behøver ikke at samle Vo t a paa sin Tilværelse.

Deres venligst hengivne
Ingemann



Brev nr. 141. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn 29 April 1835.

Min kjære fortræffelige Søster Jette!

De forlader Italien! Der fandt De min første Velkomst Hilsen, nu vil jeg ogsaa være den første der ønsker Dem Velkommen tilbage til Danmark, snart er De nok paa Galathea[2], staaer altsaa paa dansk Grund og flyver hjem til os. Jeg længes ret meget efter Dem. Hvorledes mon jeg vil behage Dem naar vi mødes. Det er ret egoistisk tænkt, men det er gammel Vane! Naar de lange Taager komme, naar Regnen skyller ned og den hele Himmel er Graat i Graat, det isner til Feber, da ere vi hjemme i det kjære Danmark, sidder i Stuen og høre tale om Schwartsen[3] og Madam Kretsmer[4] om Grønnegade og Christenbernikovstræde og vi ere - meget lykkelige. Dog endnu er De i Italien, i la bella, santa Italia, ved Marmorguderne, den blaae, varme Luft og de ranke Pinier, jeg vil rive mig løs fra Nyhavn og være med hos Dem i mit egentlige Hjem, i mit Hjertes, min Tankes Fædreland. - Min Roman Improvisatoren er nu udkommen paa dansk og kommer i disse Dage paa tydsk. Aldrig har endnu noget Arbeide af mig saa levende grebet Mængden. var hjemme hos mig at sige Tak for Nydelsen og forsikkrede, ret smukt, at mange, som ellers ikke holde af mig, her vare mig hengivne. Ingemann[5] siger, at det er Overgangen fra min Ungdom til min Mandoms Alder i Poesien, ønsker mig uendelig Lykke og Opmuntring, “for at udfolde for Generationer hvad ikke den enkelte kan gribe!” - See det er nu ogsaa altfor smukt. Den første critiske Anmældelse[6] der paa Tryk har udtalt sig lyder saaledes.
- “Digteren Andersen skriver nu ikke mere saa godt, som før; han er vist udtømt, ja, det har jeg saamænd længe ventet!” saaledes er Digteren bleven omtalt hist og her i nogle af Hovedstadens Cirkler, netop maaskee der, hvor han ved sin første Fremtræden allermeest forkjæledes og næsten forgudedes. Men at han ikke er udtømt, og at han tvertimod nu har svunget sig til en mærkelig, før ukjendt Høide, har han nylig ved sin Improvisator, paa en glimrende Maade lagt for Dagen!” - - Nu gaaer Critikeren over til at vise hvormeget Hverdagshistoriernes Forfatter[7] har virket ind paa at vække National-Litteraturen i Danmark; viser hans og Efterfølgernes Danskhed. Den Originalitet hvor med han har givet det Nationale hos os, og gaaer derpaa igjen over til mig og siger: - “Andersen gjengiver os [i] sin Improvisator, hele Italiens rige, fremmede Natur: Bogen er en Roman, men for os tillige en Reisebeskrivelse. Digteren har øiensynligen udhævet det Mærkeligste af hvad han har seet af Landet, og dette ligger da for vore Øine, opfattet med en sjælden poetisk Evne. Næsten skulde man troe at Andersen var bleven retsgyldig naturaliseret mellem de fremmede Sydlændere, thi gjennem hele Bogen udaandes en Længsel efter atter at komme derhen - lykkelige Andersen! Du har dog eengang været paa de Steder, ved de Lunde, ved hiint Hav, hvilke mangen Dansk, mangen dansk Digter aldrig kommer til at see.” - Deres Fader kunde ikke slippe Bogen før den var udlæst og den er dog to Dele. Deres Moder selv, som De nok ved, strax var imod den før hun hørte den, siger nu: Det er en behagelig Pjese! Alle Mennesker ere saa elskværdige, saa nydelige mod mig, mange fortælle endogsaa at man slet ikke havde ventet saadanne noget af mig. Jeg er paa Bølge, men mit Hjerte er fuldt af Taknemlighed mod den gode Gud, fra hvem jeg føler det Hele er en Gave, en Naade han har ladet strømme i min Sjæl. Læs nu Bogen og føl om jeg har seet Italien, om jeg fortjente at komme der. De kan nu bedømme det! Carnevalet skal jo kun en Jules Janin[8] kunde skildre, veed jeg nok De har sagt, jeg har forsøgt derpaa[9], men Jules Janin er jeg ikke, bliver aldrig, vil og skal Verden sige; jeg er - den fattige, danske Andersen, som De jo kjender. For Deres egen Skyld bedrøver det mig at De alt skal hjem, hvad De ikke har faaet at see, tale vi ikke om. Gid De dog maa have været paa Capri, seet den blaa Grotte, den er skjønnest af Alt, hvad Italien eier. Faaer De dette Brev i Rom, gid jeg da maa virke ind paa Dem, at De lægger Veien til Firenze over Terni og der seer det herlige Vandfald, det største Halvøen eier. See ret paa den medisæiske Venus i Florents paa Leonardos Medusa og Niobegruppen, de gjøre min Kunstens-Trekløver paa det Gallerie. - Besøg Kirken: santa crose, der ere herlige Ting og der staaer Dantes[10], Alfieris[11] og Michel Angelos[12] Grave. Besøg den hertugelige Have[13] inde i Byen. Udsigten er fortryllende. - I Livorno vil jeg gjøre Dem opmærksom paa Jødernes Synagoge dersom De ikke alt har været det. Hils den sidste Pinie De seer fra mig, hils det blaa Middelhav, og bring mig den sidste Blomst De finder paa italiensk Grund. De romerske Prospecter i Contur har De jo ikke glemt? Men fremfor alt beder jeg Dem, tag to Piniefrugter hjem med til mig, De kan faae dem overalt at kjøbe for 3 a 4 Skilling dansk. Glem det ikke, saa er De elskværdig. - Et Flaske italiensk Luft og et Dusin af de Skjønheder De ellers møder, bliver for stor en Ladning; her hjemme lærer jeg alle smaae Børn at sige divina ragatza[14] og Drengene komme især godt efter det, med Pigerne er der altid saa meget o, de sige derfor ragatzo, men enhver sin Lyst! Kom nu frisk og glad tilbage, saa glad, som man kan være i Norden, naar man har et Hjem og Forældre og Sødskende der elske os. - En broderlig, trofast Ven skal De finde i mig, jeg synger Dem om Italien, vi vandre igjen under Orangerne ved Sorento, knæler i Maria Magiore, ja spiller morra[15] skal det være! Deres Peter er en nydelig Dreng, det samme vil Familien jeg skal sige om Jørgen[16], men deri ere vi ikke enige, hans Buste er uendeligt flateret. - Smaadigte har jeg ingen skrevet, den Tid er forbi, men to Bind Eventyr og et lille Drama[17], det er fra Haanden. - Corsarerne af Herts og Hartmann er givet, Texten er uendeligt under Herts og Musikken - ja den er virkelig for grundig for min melodieelskende Sjæl. - Nu kommer Broder Christian til Tonernes Hjem, Gud give hans Øre der maa blive lukkede op[18], endnu har han kun Sands for Generalbas. Skade han ikke faaer Lablache og Malibran at høre. - Hils Deres anden Broder Peter og presenteer mig for ham naar vi mødes, thi i Grunden kjende vi slet ikke hinanden, jeg tænker mig ham at have en Deel tilfælleds med Dinesen, Faernley[19] og Carstenskiold, det Forskjellige hos disse amalgameret[20] til en ny Person. Beed ham at kysse fra mig den sidste, smukke Italienerinde han seer. Gid Italiens Luftninge følge Dem heelt op i Nordsøen, gid Vinteren der venter Dem være lidt galant, og gid jeg finde den i Dem, De var mig da vi skildtes ad.

Deres poetiske Broder.

Spørgsmaal.
Kan jeg faae Brev før De kommer selv?

Selvportræt. Tegning til Otto Zinck.
Odense Bys Museer.

[Udskrift:]
Frøken Henriette Wulff i Rom.
med den kjæreste Overbringer[21]



Brev nr. 142. Fra HCA til Christian Wulff.[1]  

Kjøbenhavn den 2 Mai 1835.

Nu skilles vi ad[2]! Kun lidet have vi seet hinanden i vort korte Møde. Hvorfor? Ja, Feilen er vist min! Tiden flyver afsted; jeg faaer knap Tid til at trykke de Kjære i Haanden, jeg elsker. Du gaaer til Italien; - - - hør Melodier, og bliv Du Componist for Hjertet[3]; den kolde, rolige Forstand giver ingen Begeistring. Tænk paa mig ved Alfieris og Dantes Grave; der har jeg engang i fromme Tanker foldet Hænderne og bøiet mit Hoved; hører Gud min Bøn, jeg d e r bad, da vil jeg ikke ganske døe. - Hils din Søster kjærligt og inderligt fra mig; hun er mig usigelig kjær. - - -
Glæd Dig ret de Timer, Du er i Italien; glæd Dig mere, end jeg kunde det! - Der er Sorger, man ofte ikke tør udtale for sine Kjæreste. “Glæd Dig i Din Ungdom, før Alderen kommer!” staaer der i Bibelen[4], og jeg føler Sandheden deri; thi jeg kjender ingen Ungdom, nød den aldrig. Du kan det endnu; grib Glæden, pluk Roserne, før de visne, nyd en Lykke, jeg kun kjender i Phantasien. O, var jeg med Dig, var jeg atter hjemme i mit kjære Italien! Som Bien skulde jeg suge af Blomsten, inddrikke Kjærligheds søde Lykke, som d e r i hver Luftning tilvinkes mig.
- - - Hils d e  Coninck[5], Schack[6] og de ombord, jeg kjender, og tænk broderligt paa mig! Der kan skee Meget i et halvt Aar; maaskee sover jeg, naar Du kommer, sover der, hvor man ikke drømmer; men saa har Du mig i min “Improvisator”; han er jo ganske Andersen. Vær glad og lykkelig! Hils Italien fra Din

broderlige Ven
H. C. A n d e r s e n.



Brev nr. 143. Fra C.H. Lorenzen til HCA.[1]  

Sorø den 8. Mai 1835.

Det er længe siden, gode Ven, at vi to have vexlet Breve med hinanden. Jeg har ikke glemt Dig; hvergang Bladene omtalte Dig, mindedes jeg om gamle Dage; ogsaa Ingemann har jævnlig meddeelt mig et og andet af Dine Breve. Uden at Du anede det, har jeg deelt Din Lykke, Roes og Dine Reisers Nydelser med Dig; men ogsaa de Malurts Draaber, som nidske Slyngler eller vrantne Pedanter have heldt i dit Bæger, have smagt mig bittert; jeg følte mange gange Lyst til at forsvare Dig; men desværre, Tunge og Hænder ere bundne paa mig.
I disse Dage har jeg læst Din Improvisator, og jeg bryder den lange Taushed egentlig kun for at takke Dig. Du taler om det store Indtryk, som Synet af Vesuv og dets Krater i hiin mærkværdige Nat havde gjort paa Antonio; hans Tvivl og Mismod forsvandt, og han følte en Kraft og Tillid til sig selv og Verden som han aldrig før havde drømt om. En lignende Forandring, synes jeg, maa nu være foregaaaet i Dig selv, siden Du har sendt Din Bog ud i Verden. Du kalder den med Rette det Bedste, Du eier, og jeg er vis paa, om Du ikke havde skrevet andet, og ingen Roes eller Velvillie høstet ved Dine forrige Arbeider, skulde Du dog vinde mange Hjerter ved disse to smaa, indholdsrige Bind, hvori der findes saa meget Skjønt og Fortrinligt, at man reent glemmer sin medfødte Tilbøielighed til at opløse eller, hvad Laugsbrødrene kalde det, critisere. Det er ikke blot Dine ypperlige, troe Skildringer af den sydlige Natur og Folkelivet, de glødende Farver paa Dit Maleri, som jeg holder saa meget af; ogsaa nogle af Dine Characterer, Antonio, Bernardo, Domenica, Annunziata, og især Lara, ere fortrinligt tegnede. Jeg har læst den flere Gange; det forekommer mig, at jeg lever mellem alle disse Personer og Billeder; Alting falder saa naturligt, ingen Kunst eller Affectation, hverken i Begivenheder eller Reflexioner. Du maa have tilbragt et deiligt Aar i Italien, kjære Ven, som Du har nydt og benyttet paa Din Vis. Jeg vil nu rigtig ønske af mit inderste Hjerte, at Du hverken seer til Høire eller Venstre, og ikke bryder Dig den mindste Smule om alle de Godtfolk, som forme, høvle og polere Dig, og i deres travle Iver slet ikke tænke paa, at de med deres Bjørnelabber omsider rive Hjertet ud af Kroppen paa Dig. De Enkelte lade nok være at omstøbe eller omskabe hverandre. Lad Enhver feie for sin egen Dør og file paa sig selv, naar han har Lyst til at være en glat og poleret Flødeskjæg. Det gjorde mig inderlig ondt, da jeg hørte, at Du havde taget Dig den flaue Recension over Din Agnete saa nær[2]; i Kjøbenhavn sagde man, Du var bleven syg af Ærgrelse. Du er og bliver, hvad Du er, og lad Folk kun vrøvle, rive ned og behandle Dig, som om Du var umyndig i Aandens Rige, Du har Mange, og faaer endnu Flere, som holde af Din poetiske Natur og finde Behag i Dine Arbeider. Det er let at læse en Bog igjennem og siden at have en Slags Mening om den; Folk, der aldrig have bestilt Andet end skrive af og lave Mosaikstykker, have intet Begreb om, hvad det er at skabe.
I Juleferien var jeg flere Gange i Dit Logis, men traf Dig ikke hjemme. Kommer Du ikke snart herud? Ingemanns fire [sic] Fortællinger[3] har Du vel sagtens læst. Jeg synes, de ere ganske morsomme; den sidste holder jeg meest af. Hvad han nu skriver paa, veed jeg ikke; i den senere Tid har han havt mange Jern i Ilden. Wilsters Homer (Iliaden) blev færdig igaar Eftermiddags; hvornaar han agter at lade Trykningen begynde, veed jeg ikke[4]. Nu kan man dog endelig sige, at man har en dansk Iliade. Den er udmærket i alle Henseender.
Skriv mig snart til, et langt Brev, om hvorledes Du egentlig har det, og om Din Længsel efter Italien ikke begynder at tabe sig. Ogsaa her i Danmark er der godt; Du veed, kun i Fædrelandet kan man trives og slaae dybe Rødder.

Din
L o r e n z e n.



Brev nr. 144. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kjøbenhavn den 14 Mai 1835.

Der er saa meget, som trykker mit Hjerte, gjør mig inderlig bedrøvet, jeg maa tale med Dem, men mundtligt kan jeg det ikke! - At De skulde engang ret faae Glæde af mig, er et Haab jeg med mine andre tabte Forhaabninger alt har opgivet. Mine bedste Bestræbelser have ingen lyklig Stjerne. Dag for Dag siden jeg kom hjem har jeg dybt følt min Afhængighed, min uheldige Tilværelse. Hvor jeg troede at fortjene Opmuntring og Kjærlighed, møder mig Ubillighed og smaalige Domme. Jeg er fattig og føler min Armod tungere, end den usleste Tigger, og det nedkuer min Aand og mit Mod. Jeg kjender alt formeget af Livets Virkelighed, til at jeg skulde drømme om bedre Tider. Jeg seer en ulykkelig Fremtid imøde, som jeg neppe har Mod at oppebie. Der vil komme en Tid, jeg nødes til at søge om et fattigt Lærer Embede paa Landet eller en Plads paa Kysten af Guinea[2]. - Døer De fra mig, da har jeg slet ingen, som interessere sig for mig, og Talentet er intet, uden under gunstige Omstændigheder.
I den sidste Tid er saa meget stødt sammen, der meer og meer nedtrykker mig. Mangt et Savn, som Enkelte vil kalde ringe, ligger tungt paa mit Hjerte, men selv det vil jeg ei berøre, men jeg er udsat for Trang. - Jeg har dulgt det for mig selv, som jeg dølger det for Enhver, men nu kan jeg det ikke længer. Dem skylder jeg 100 Rdlr. Det er for Øieblikket al min Gjæld, men selv at denne udsættes piner mig, skaffer mig mørke Øieblikke. Først til Dronningens Fødselsdag[3] kan jeg vente at faae mine Penge for Kennilworth, 200 Rdlr maa jeg sikkert faae. Men det er jo 5 Maaneder til den Tid. Bredal faaer ikke liden Kirsten[4] færdig før til September, den maatte, som et Stykke i to Acter, sikkert give mig 100 Rdlr, men jeg skal atter her vente. Nu siger De mig at det mindre, vi have givet Heiberg[5], neppe, om det antages, vil komme frem i denne Maaned; det var mit sidste Haab, en 60 Daler havde jeg haabet [at faae] ind for det. Reitzel har ingen Penge, og vil derfor ikke for det første forlægge det næste Hefte af Eventyr[6], som jeg har gjort færdig. - Jeg har gjort hvad jeg kunde, men uden Lykke! I Sommermaanederne paa Landet vilde jeg udarbeide en ny Roman jeg har i Hovedet[7], og et lille Stykke for Theatret[8], men det er altsammen for Fremtiden, ikke for disse Maaneder. Jeg har ingen Klæder, hver Maaned skal jeg betale Huusleie og mange andre Udgifter, som høre til de nødvendige. At jeg faaer Penge i Slutningen af Aaret og flere, end de 100 jeg skal betale Dem er vist. Kan De paa denne Vished skaffe mig 100 Rdlr, fra Finantserne, Fondet, eller en anden Kilde. Jeg maa spørge Dem derom, bede derom, skjøndt jeg kan fortvivle derover. Jeg føler Deres Godhed for mig, Deres Mildhed mod mig, den Delicatesse De saa ofte har viist mig, men just alt dette gjør mig ulykkelig i det jeg idelig og altid, skal overhænge og bebyrde Dem. -

[ uden underskrift]



Brev nr. 145. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

Vær De kun rolig i Aften og sov vel! i Morgen tale vi sammen og tænke paa Resourcer.

Deres
C.

14 Maj i 1835



Brev nr. 146. Fra HCA til C.H. Lorenzen.[1]  

Kjøbenhavn den 15 Mai 1835.

Du har ikke glemt mig, rækker mig kjærligt Haanden, det har overrasket og glædet mig[2]. Din Tilfredshed med “Improvisatoren” fornøier mig; jeg griber hver Opmuntrings Dugdraabe med taknemmeligt Hjerte; jeg er sædvanligt kun vant til Malurt. Det tegner til, at man een Gang vil lade mig vederfares Ret! Men midt i den Roes, jeg rundtom møder, føler jeg en Angest, en sælsom Frygt for mit næste større Arbeide. Tre forskjellige Sujets har jeg, og alle tre ere mig lige kjære; men hvilket jeg skal vælge, veed jeg ikke, og derfor hvile de alle. Jeg føler en forunderlig Kraft til at skabe, og aldrig har jeg dog frygtet derfor som nu, jeg første Gang ret møder Erkjendelse. Men han, fra hvem hver Tanke kommer, vil lede mig til det Bedste. - Du spørger, om min Kjærlighed til Italien begynder at kjølnes. Det forundrer mig. Lykkelige Du, der kan spørge saaledes! Jeg frygter for, at med hvert Aar vil min Længsel blive større. I Danmark har jeg Venner og kjender elskværdige Mennesker; men der har jeg lidt, grædt, og tabt Meget. Der er jeg bleven miskjendt og spottet. Der er koldt, meget koldt. I Italien inddrak mit Øie Naturens Skjønhed, jeg gjennemlevede Secler i Kunstens Værker; en Phantasieverden ligner mig det hele Land. Jeg elsker Italien med hele min ungdommelige Sjæl; jeg tænker kun paa dets blaae Himmel, dets smukke Mennesker og de hellige Ruiner. Havde jeg kun tre Aar at leve, med Glæde gav jeg de to for at være eet i Neapel. Der drømmer min Tanke, der leve mine Erindringer. Syden er min Elskerinde, jeg strækker mine Arme efter hende og vil gaae til Grunde af Længsel. Lykkelig Du, som har glemt hende eller kan tale roligt om “det tabte Paradiis”! Saa vidt bringer jeg det neppe. Hellere Munk i Camaldoli end Digter paa Østergade! Mit Blod er varmt, min Tanke levende, min Phantasi vil omfatte en Verden; - og Du kan troe, at jeg har glemt Italien! Det kolde, men gode Danmark er mig maaskee den meest trofaste Ven; men man sætter jo Elskerinden over Vennen.
Hils Ingemanns særdeles meget fra mig; jeg skylder ham Brev og skal snart skrive; siig ham, at hvert Ord, han skrev mig til, var mig kjært og opmuntrende; det er en sjeldent elskværdig Mand! Jeg holder virkeligt af ham som af en ældre Broder. Men det maa Du nu ikke sige til ham! Vil Du derimod fortælle ham, at da mine Børne-Eventyr kom ud, og jeg fik nogle Exemplarer, havde Reitzel alt Dagen forud, der var Postdag, sendt til Sorø og flere Byer; jeg formodede da, at han alt havde faaet denne Ubetydelighed at læse. Med “Improvisatoren” var Reitzel heller ikke, som han burde; jeg gav ham Exemplaret til Ingemann den 8de April, og han lovede med Haand og Ord, at den n æ s t e Aften skulde det være i Sorø - ellers havde jeg selv besørget det - og saa fik Ingemann den først 14 Dage efter. Det nye Stykke “I  g a a r  o g  i  d a g“ skal være af en Jomfru Beyer; men jeg troer, det er af Molbech , i det Mindste omarbeider han det nu og vurderer det særdeles høit[3]; men det duer ikke og bliver sikkert eenstemmigt udpebet. Det er et Slags Syngestykke, hvor det skal være naturligt, at der synges; paa Grund heraf siges der før hvert Nummer: “Det er sandt, kan Du den Vise?” - eller: “Lad os synge en lille Sang!” Faderen i Stykket vil have, at Datteren skal have en Suppleant; men hun vil have en Student, hun har kjørt paa Dagvognen med fra Slagelse; men tilsidst faaer han da en stor Herregaard og bliver en af de første Deputerede, og saa er der Intet i Veien for Giftermaalet, - saa kunne de jo synge en lille Sang. Forfatteren til “David og “Fædrelandet”” er en Tydsker, Dr. Wolheim[4] ; han skal, siges der, være ansat ved det kongelige Bibliothek. I Begyndelsen af Juni gjør jeg en lille Tour til Skaane, Halland og Blekingen; saa hilser jeg dog paa Bjerge i Aar, reiser udenlands. At Træerne nu springe ud, veed vel Du, som lever i det Grønne; men at de springe ud af Vane og ikke af Varme, det er det, jeg ikke holder af.

Din
hengivne
H. C A n d e r s e n.



Brev nr. 147. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Lykkesholm[2] i Fyen den 5 Juli 1835.

Kjære Ven!

Var jeg i Kjøbenhavn, De paa Landet, mon De da skrev mig til? Men Andersen vil gjerne skrive Breve, siger De! nei slet ikke! den Lyst er forlænge siden borte; jeg troer det fornøier Dem at faae Brev og derfor skriver jeg, og skriver, som De seer et langt Brev. Gid jeg havde Dem hos mig, kun et Døgn, hvor megen Glæde vilde det ikke være mig; men det skulde være her paa det romantiske Lykkesholm, det smukkeste Sted jeg kjender i Fyen, hvor man spiser ganske fortræffelig, og kan faae Viin og sød Fløde saameget man ønsker. Ja De vilde vel rigtignok ikke more Dem saagodt, en heel Dag i mit Selskab, som De kan det med Constantin[3], Wanscher etc.; dog da jeg, som Egoist seer meest paa min egen Fornøielse, ønsker jeg Dem hos mig. Det er Kai Lykkes[4] Stamhuus jeg er paa. Den ene Fløi er ganske antik endnu, med dybe Voldgrave, hvælvede Lofter og vævede Tapeter. Jeg har faaet det interessanteste Værelse, i et af de store Taarne, en bred gammeldags Topseng med røde Damaskes Gardiner, hele Olympen er vævet i Tapeterne, og over Kaminen er hukket Kai-Lykkes Vaaben. Desuden spøger det her, hele Gaardens Besætning troer det, men jeg har endnu intet mærket, skjønt jeg, især den første Nat var noget aarvaagen. Er der Spøgelser til, haaber jeg at de har faaet den Fornuft i den anden Verden, at de ikke vise sig for Gemytter der have saalevende en Phantasie, at den kan slaae dem ihjel ved slig en Leilighed. Gangen til mit Værelse er behængt med adelige, stive Portrætter, der see noget skimlede ud. I forgaars fik jeg den Idee at bløde en Klud og vadske, netop Øinene paa dem allesammen, De skulde have seet hvor de gloede. Een af Frøkenerne, som ikke vidste deraf og pludselig saae paa dem, blev ganske forskrækket. Vi har den deiligste Have med Terrasser, den staaer i Forbindelse med Skoven og en stor Søe strækker sig lige op under vore Vinduer. - Jeg roer daglig omkring og synger Baccarolen af Maria[5].- Den gamle Fru Lindegaard, som eier Gaarden er en elskværdig og særdeles gjæstfri Kone; Frøken Ramsharteren[6] er hendes Beslægtede og af disse var jeg indviteret ud; jeg vilde kun have blevet et Par Dage, men den smukke Egn, den søde Fløde, Meloner og Jordbær, gjorte et stort Indtryk paa mine Sandser, og da man ret meget bad mig blive, er jeg her nu paa 10de Dag. Fortæl Fru Drevsen at Damerne her, sværme for mig som hun for Bulver[7], og saa er det naturligt, de kjæledægge for mig. Man forguder Improvisatoren, alt hvad jeg siger og taler finde de fortræffeligt, Alt hvad jeg yttrer Lyst til giver man mig. Man spørger mig om hvad Retter jeg vil have, om jeg vil kjøre Toure. De kan troe Øehlenschlæger hos sin Prinds[8], flateres ikke mere, end jeg. Det er første Gang jeg ret har følt Behageligheden af at være Digter. - Af andre Fremmede er her een af den 2den Aprils[9] Helte, den gamle Excellense Ritsbrith[10] og af unge Piger, en Jomf: Hansen fra Odense[11], som er ret smuk, (hun skal være forlovet med Mortier de Fontane[12].). I Skoven skal jeg nu vælge mig et Træ, hvor der skal sættes et Vers til Erindring om mig. Den eneste Skyggeside herude er - slemme Tyre. De har stanget flere, hvilket skal være høist ubehageligt. Besøg fra de adelige Nabogodser have vi hvert Øieblik. - Jeg kan ret studere Characterer, og det glemmes heller ikke. Fortæl Louise at de unge Damer flokke sig om Digteren, de kjende da allesammen Lara og Flaminia, troe maaskee de selv er en saadan og jeg bliver da en Antonio - Det er skade at De (min kjære Ven) ikke seer mig i disse Dage, jeg er saa uendelig elskværdig, naar jeg ret bliver smigret, De kjender mig slet ikke i denne Situation. Omtrent Halvdelen af 2den Act af min Vaudeville: “Skilles og mødes” er nu færdig[13], før Saissonens Begyndelse kan den blive indleveret, den er unægtelig, det Bedste (og vistnok det eneste Gode af) dramatiske jeg har skrevet. Dog frygter jeg at den ikke bliver antaget; under Molbecks Regjering bliver jeg nok en Camoens der oversees og maa sulte ihjel[14], jeg indseer de Fortjenester han har, men gjennemskuer ogsaa hans store Feil og Mangler. I den æstetiske Verden er han en daarlig Karl, der rigtigt skulde negles. Heiberg kunde det, Hertz kunde det. Men den første er nu i et Slags Forhold til ham ved Theatret[15], og den anden er ogsaa en forsigtig Snegl, det kan ærgre mig; de to, som have kaldt sig Smagens Riddere, de ikke sparger [sic] en Tudse bort af Banen. - At kjæmpe imod Hauck[16], som ingen Indflydelse havde paa Publicum, var til Unytte, at røre ved den sælle[17] Kjøbenhavns Post[18], det var heller ikke stort, at hellig Andersen fik lidt[19] kan have været ret gavnligt for ham, som var noget vilter, men det var dog ikke noget Udbytte for Smagen. De skulde hugge anderledes ind, da de dog ere fødte Smagsdrabantere, men de lægge deres egen Interesse i den ene Vægtskaal og hele Verden i den anden. - Har De ikke hørt noget til den tydske Oversættelse af Improvisatoren, jeg længes efter at høre hvad Indtryk den gjør paa Tydskerne. Det er min bedste Bog, og den blev slettest betalt. Havde jeg været fransk og havdt ligesaa stort et Publicum i Frankerige, som jeg forholdsviis har i Danmark, da havde jeg ikke været en Betler, kunde have gjort en Reise igjen; inddrukket nye Billeder, beriget min Aand med andre Skatte.- Havde vi en virkelig kunstelskende Prinds, der følte for Kunst, virkede for den - da var jeg nu paa Veien til Grækenland. Hvor ganske anderledes kunde jeg nu ikke have Gavn af en Reise, hvor langt billigere reise. - Et nyt Arbeide, mere fuldendt, mere hædrende for mig, vilde jeg, med Guds Hjælp levere. Troe ikke jeg er uskjønsom, kjære Ven, jeg føler godt, hvormeget, der er gjort for mig. Men jeg kan ikke lade være at tænke, hvorlidet, der behøves til at give mig Leilighed igjen til at skabe et fuldkomnere Værk, og jeg indseer at det aldrig skeer. Nu kjender jeg for godt Verden, veed hvorledes det gaaer. - Det er Vennen jeg taler til, den eneste jeg har, den der er mig Ven, saa fuldkommen han kan være mig, efter hans Livsforhold, jeg synes munter, lykkelig, aldrig har jeg maaskee følt en større Smerte end siden jeg kom hjem. Jeg kan ikke gjøre for det. Jeg føler mig fremmed her i Hjemmet, min Tanke lever kun i Italien. O Eduard havde De indaandet den Luft, seet al den Deilighed, De vilde længes, som jeg. Husk, jeg har ingen Forældre, ingen Slægt, ingen Brud - faaer aldrig! jeg er saa uendelig ene [i] Verden. Kun hos Deres Forældre, drømmer jeg mig sommetider et Hjem, men hvor snart kan vi ikke der alle skilles ad, De gaaer bort, Louise følger Lind, det bliver engere og engere[20], Aarene flyve hen, jeg bliver gammel, og lever vist længe, meget længe; det er sørgelige Udsigter, kan jeg da ikke sukke efter Hjemmet, det Sted hvor jeg følte mig Hjemme, det varme Syden, det er den Brud, jeg længes efter, hendes Skjønhed fortryller mig, begeistrer min Sjæl. O kunde jeg dog sælge en Riig mine Livsaar; jeg gav ham Halvdelen for at kunde leve den ene Halvdeel i Italien. Eengang kunde jeg barnligt bede Gud om de forunderligste Ting og jeg havde et Slags lykkeligt Haab om Bønhørelse, nu er jeg blevet saa fornuftig, at jeg ikke kan bede engang om atter at see det deilige Syden; jeg veed jo det skeer ikke. Saae De til Bunden i min Sjæl, De vilde fuldkommen indsee Kilden til min Længsel, og - beklage mig. Selv den aabne gjennemsigtige Søe har sine ukjendte dybe, Grunde, ingen Dykker kjender. Dog, De har jo dykket ned i hver lønlig Krog i min Sjæl- sagde De eengang. - Maaskee ! - O var jeg dog meget riig. Da reiste jeg imorgen, i Dag, De skulde med, De vilde det nok! De skulde see al den forunderlige Herlighed, vi ikke her kjende, hvor Sommeren kun er en Scirokko, vi skulde ret blive Venner, staae smukt lige for hinanden. O, jeg har mange Goder i Vente i den anden Verden: Penge og Kjærlighed. Det første er jo Sjælen i denne Verden, det andet Sjælen i hiin. Begge fik jeg aldrig i dette Jordliv. - Siig ikke jeg nu er blevet følsom, at det gamle Klynkeri er kommet i mine Breve, jeg var saa smukt fornuftig i Vinter, kold, ligesom de andre Mennesker. Men kjære Ven, det er Sommeren, den varme Luftning, som virker ind paa mig og smælter. Om 14 Dage fryser det igjen. Jeg bliver jo i Danmark. - Bring mine kjærligste Hilsener til Forældrene og Deres kjære Sødskende, fortæl at “Lille Viggo”, er en Yndlings Sang her paa Gaarden. En meget elskværdig Frue smæltede i Taarer over den, da en ung Dame sang om “Moders egen Dreng”, jeg har maatte fortælle om Originalen, den ædleste Blodsdraabe i den drevsenske Slægt. Hvad jeg elsker skal Verden ogsaa elske. Eengang maaskee skal den store Viggo synge den for sine Smaa. - Siig til Deres Jette at hver Gang jeg tænker paa Danmarks Deilighed for at trøste mig ved Tabet af Italien, siger jeg altid, Bøgeskoven, Jette Thyberg og vore Kløvermarker. Hils altsaa Nummer to af det Skjønne i mit Fædreland. Dersom De er galant, skriver De mig til, vil De gjøre mig en Glæde, gjør De det ganske vist, dog vente det - nei, jeg venter aldrig Behageligheder. - Fortæl mig om de nye Stykker der gik til de sidste Sommerforestillinger[21]. Hvorfor fik vi ingen originale? Man sagde dog at Arnesen havde skrevet et Stykke. Naar venter man Fregatten[22]. Hils Emil Hornemann; jeg kan særdeles godt lide ham. Næsten kunde vi blive Venner. Ønsk Deres Broder[23] en lykkelig Reise. Bed ham bringe min Hilsen til Landsmændene i Rom, især Bøtcher og Fritz, siig han maa endelig bringe mig et Brev fra een af disse. Bed ham tænke paa mig naar han aander den milde Luft, seer den første Pinie, og de forunderlige sorte Øine, Sydens Døttre eie, den herlige Peters Kirke og Grotte azurra[24]! skal jeg dog aldrig gjensee denne Herlighed! jo, jo! det kan ikke være umueligt! jeg vil da gribe Glæden, drikke Livet i store Drag. Nyde den store Herlighed - som kun fløi forbi min Sjæl! Lev vel kjære Eduard! skriver De, da send Brevet til Odense.

Deres broderlige
H. C. Andersen.



Brev nr. 148. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn. d. 11 Julii 1835.

Veed De, hvorlænge det er siden, at De reiste herfra? Veed De, hvorlænge De har været borte, inden De skrev mig til? Det er vel omtrent een Maaned; nu fik jeg da endelig for 10 Minuter siden Deres Brev[2], og begynder strax paa et Svar. Da der nu var gaaet saa lang Tid, inden De skrev, troede jeg virkelig, at det var Trods i Anledning af en af vore sidste Samtaler, at De dog vilde vise mig, at De gjerne kunde undvære en Correspondence med mig. Deri har jeg gjort Dem Uret, og det glæder mig, for naar jeg gjorde Dem Deres Ret, saa - ja saa troer jeg den vilde smage Dem meget ilde.
Jeg kan nu see Dem for mine Øine mellem alle disse Damer, som deres lange Kjæledægge. Er der slet ingen Mandfolk? Faaer De Deres Thee paa Sengen?
Sammenligningen mellem Dem og Bulwer, den er brav. Det Eneste, hvori De og Bulwer ligne hinanden, er, at De skriver Dansk og han Engelsk. Ved det Sværmerie for Dem, som De nu seer Dem omgivet af, maa De kunne gjøre Dem et Begreb om, hvorledes man om et hundrede Aar vil omgaaes med Deres Skrifter. Saa vil man læse i Fortællinger, hvorledes en ung Pige sees siddende paa en Havebænk med Strikketøiet liggende ved Siden, med Haanden under Kind, og med en opslaaet Andersen foran sig. Ligesom man taler om Shakespeare, Byron etc. vil man da sige: “jeg vil have min Andersen indbundet i stivt Bind”, eller: jeg vil kaste op[3] i min Andersen. o. s. v. -
Forresten bliver De meer og meer Verdens-Menneske, meer practisk-fornuftig. Før, naar De havde skrevet et smukt Vers, saa gik De ud i en Skov eller et andet poetisk Sted, og raabte: “ja, jeg er Digter!” og saa glædede De Dem ved den ophøiede Tanke om Deres Navns Forherligelse. Nu derimod - som jeg seer af Deres Brev, hvor De taler om det Sværmerie, der paa Lykkesholm vises Dem, saa at Valget af Retterne endog overlades Dem - tager De Tingen fra den rigtige Side: De benytter Deres Navn og Indflydelse som Digter til at vælge den Mad, som De holder meest af; og naar De saa har spiist noget rigtigt godt og rigtig meget, saa gaaer De ogsaa hen paa et vist Sted, og raaber: “ja, jeg er Digter”, og da er De virkelig Poet i Ordets egentligste Forstand[4].
Troer De, det er Spøg, jeg her skriver? Nei! Troer De, det er Alvor? Nei! Dersom det er moersomt, saa kald det Humor, er det kjedeligt, saa kald det Drillerie. - Og hvad skal jeg i Grunden ogsaa skrive om. Om mine Følelser?, nei mange Tak! det vilde De være ligesaalidt tjent med som jeg; mine Følelser gaae og bevæge sig i meget indskrænkede Terrainer, de ubehagelige f. Ex. i Anledning af en indgroet Negl paa den store Taa paa den høire Fod, tykt Blæk som ei vil løbe ud af Pennen, og Pandekager eller Fisk til Eftermad, naar jeg er sulten; de behagelige f. Ex. at ryge Tobak til en god Bog, at være godt forlovet, at spille Boccia[5] og at drille Dem. - De derimod kan ikke ærgre eller glæde Dem respective ved Noget af dette; nei, saa maatte Alting være italiensk, baade Neglen, Pandekagerne og Kjæresten; Apropos om Italien. Hvad De skriver herom, gaaer jeg bedre ind paa, end De maaskee troer, fordi jeg stundom har railleret dermed; En saadan Længsel efter et Sted, som man føler mere overeensstemmende med sin Natur, hvor man har levet lykkelige Dage, og som man skylder Tilværelsen af sit bedste Arbeide, er mig meget vel forklarlig; at Følelsen af Savnet deraf hos Dem maa forstørres ved Vanskeligheden af at opnaae dette Gode, er naturligt. Men betragt engang Sagen fra en mere almindelig Side, tænk paa hvormange Mennesker af Deres Alder, eller rettere sagt, hvor faa, der med Indsigt i og Enthusiasme for Videnskaber og Kunster, i samme udvortes Forhold, som De, have nydt den Lykke, at gjøre en toaarig Udenlandsreise. Hvor i noget andet Land i Verden gjøres det for en ung Digter, som Danmark har gjort for Dem. Dette føler De ogsaa, det tilstaaer De, og jeg veed det. Men den Resignation, som De behøver, for at kunne fjerne denne Længsel og leve med roligt Sind herhjemme, den mangler De; og ikke nok hermed - thi dette har De tilfælleds med saamange Andre - denne ganske almindelige menneskelige Lyst til at reise, til at “indaande Italiens Luft” betragter De som Deres udødelige Aands Higen efter et bedre Land, denne Længsel besynger De i Deres eensomme Sværmerier, De gjør den til en Dukke, som De kjæler for. - Og troer De i Sandhed, at Deres Længsel efter Italien maa være større, fordi De er Digter? Jeg paastaaer: høist ubetydeligt. Jeg er, Gud være lovet, ikke Digter; thi, naar jeg skulde være det, ønskede jeg at betragte det som [ ] der var forenet med et andet Embede, der [ ] Forretninger - men troer De ikke, at jeg har [ ] vel endog har havt større Længsel efter Italien; men jeg indseer det Urimelige deri, og bliver hjemme, ikke fordi jeg besidder nogen videre fortrinlig mandig Resignation, men fordi jeg betragter det som en Ting, det ikke nytter at tænke paa. Naar De da blot kunde erhverve en saadan Ro i Tanken, og betragte en ny Reise til Italien som et Maal for Deres Bestræbelser og Ønsker, men ikke som en Betingelse for at leve lykkelig, saa var Alt godt, - og hvorfor skulde De ikke haabe, ved egen Kraft engang at kunne realisere dette Ønske?
Paa Mandag d 13de Julii reiser Lovise med Lind, Wanscher og hans Kone til Bindesbølls i Jylland; omtrent om 12 à 14 Dage vende de tilbage over Fyen; paa Postgaarden vil de vist spørge efter Dem. - Her hjemme er Alt ved det Gamle.
Lad mig nu snart høre fra Dem igjen; jeg sætter i Sandhed og uden Spøg særdeles megen Priis paa et langt, ret langt Brev fra Dem.
Lev vel, kjære Ven.

Deres E. Collin.

En rosende Recension over Improvis., som har staaet i Litteraturtidenden[6], kan De vel faae i Odense. Gjør mig nu bare den Tjeneste at ærgre Dem over Dem selv, naar De læser Slutningen, som angaaer de italienske Ord i Bogen[7]. -

[Tilføjelse i margenen:]
Indlagte Brev har Fru Bang sendt hertil, da hun troede Dem her; det er lidt oprevet, men, som De seer, ikke oplukket.



Brev nr. 149. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Odense den 16 Juli 1835.

Min kjære, fortræffelige Eduard!

Igaar kom jeg fra Lykkesholm, og fandt da et Brev[2] fra Dem, som - ærligt talt - jeg slet ikke ventede, thi i Brevkapitlet har De slemme Synder! det glædede mig særdeles; det var et af de Øieblikke hvori jeg føler, at De er mig kjær, kjær, som en Broder, ja næsten, som Italiens Natur. Posten gik samme Dag, men der var ikke Tid til at sende Svar med den, jeg kan nu først faae dette Brev afsted om 3 Dage, og havde dog saa gjerne skrevet strax. Hør nu om mit Ophold paa Lykkesholm; det blev længere end jeg havde bestemt, man ønskede at beholde mig, flaterede Digteren og gav Mennesket den bedste Mad, Viin og Fløde og saa lod Andersen sig overtale til et Ophold paa 17 Dage. Man søgte at skræmme Helten derude. Satte en lebendig Hane under min Seng, fyldte Oldenborg i Kræmmerhuse, som hæftedes paa Omhængene[3], lagde Ærter i Sengen etc. etc., men jeg opdagede Alt, og var ædelmodig med ikke at hævne mig. Rigtignok havde jeg den Beslutning at lægge mig selv, som et Spøgelse i een af de unge Damers Seng (de havde lagt en qvindlig Dukke i min), men jeg betænkte mig, jeg frygtede for at blive for nærgaaende. Den gamle Frue, som jeg betroede mig til derom, syntes ogsaa at have Betænkeligheder. Det var Dagen før Sanct Knuds Markede jeg forlod Lykkesholm og kom til Odense. Slugte Deres Brev og - hør nu en høiest fürgterlig[4] Historie og glem ikke at fortælle Deres Søster og Jette den. Jeg har et Par tynde Skoe fra Paris, de ere uden Kappelæder og holdes kun ved Kantningen. Disse tog jeg paa og for at være ret nydelig om Pusselankerne maatte jeg ogsaa iføre mig mine parisiske smukke Silkesokker, der da ere saa tynde, at man aldeles ikke aner at de ere paa. Nu gaaer jeg da paa Gaden. At jeg har løftet Beenklæderne lidt, for at Strømperne kunne sees, er rimeligt. Ellers havde man jo ingen Fornøielse deraf. Jeg gaaer, men Kantningen i Skoene gik ogsaa, dog gjorte det ikke andet, end at Skoene blev lidt rummelige. Om Middagen er jeg hjemme og sidder ved Bordet, da siger man: “Er der ikke noget Galt ved Skoene”; jeg griber med min lille Haand ned om Foden og føler bag i en nøgen Hæl der forlænger sig opad, saalangt jeg kan føle. Himlens Hærskare! Begge de tynde Silkesokker er gledne ned, men lidt efter lidt og ind i Skoene. Jeg har kun Strømper om Vristen og den halve Underfod, hele Skaftet, sad inde under Foden og saaledes har jeg gaaet ganske blottet! I Bevidstheden om de deilige Strømper har jeg vidst hævet lidt Pantalonerne[5] og man maa have seet de hvideste Hæle, en Homeer kunde give Venus. I første Øieblik blev jeg sønderknuust, men nu er jeg fattet. I den Overbeviisning, at har man seet mine hvide Bagdeele-Been, ( ): Hæle) man sikkert har tænkt at det var hvide Silke Strømper. Men det er altid en net Historie ! N’est pas![6] - Nu have vi Markede. Luften er opfyldt med Lugt af Bønderne. Jydepotterne have seet deres Digter og Solen skinner endelig engang lidt varmt. At man gjør meget af Improvisatorens Digter her i Odense, maa jeg ikke glemme at mælde Dem; men de komiske Forklaringer jeg hører over hvem der skal være meent ved enkelte Personer i Bogen bør heller ikke forbigaaes. Den dummeste er da at - og det skal være ganske sikkert, er der sagt: at den gamle Eccellence er Deres fortræffelige Fader, og Signora F r a n c e s c a [7] - tænk : Deres Moder! Jeg har da beedt de kjære Sjæle at læse Dedicationen i Bogen[8] nok en Gang, den passer ikke til den borghesiske Slægt. Lara skal være et virkeligt Væsen jeg har elsket i Neapel. Forleden Aften var jeg i Selskab med een af Honoratiores Fruer fra Byen Faaborg, en meget pyntet Dame, jeg viiste hende nogle Kobberstik og siger da: “Her skal De see Indkjørselen til Rom, piazza del popolo. Der staaer en Obelisk som er 3000 Aar gammel.”“En Organist!” siger hun. “Nei, en Obelisk!” - “Ja vist! men hvor kan en Organist blive 3000 Aar!”[9] - Jeg vil døe paa at det er Sandhed hvad jeg fortæller. Et heel Selskab var Vidne dertil. Jeg fortalte ogsaa om Alperne, der hævede sig over Skyerne. “O,” sagde Fruen, “tænker De at jeg troer det! skulde der være Bjerge op til Skyerne!”- Jeg forsikkrede at man med sex Heste kunde kjøre der. “Saa maa man jo falde ned!” sagde hun. “Nei, jeg veed nok at de, som reise! de digte og De er nu saadan en Digter!” - Men jeg vil gaae tilbage til Deres Brev; der kunde være et og andet at besvare. De siger at De troede det var en Slags Trods hos mig at jeg ikke, før henved en Maaned var gaaet, skrev Dem til. Nei det ligner jo slet ikke mit alfor bløde Gemyt. Seer De, jeg skrev jo, men skrev først til Louise[10], fordi Damerne maa man være galantest imod og - jeg troede hun satte mere Priis paa mit Brev end De. Dernæst spørger De mig: “Faaer De Deres Thee paa Sengen?” - Nei, hvor kan De troe det! jeg vil heller sidde imellem en Kreds af unge, nydelige Damer og drikke af deres Øine og Theekoppene, end være alene i den tossede Seng. De glæder Dem over min practiske Fornuft! ja, seer De kjære Ven, det har jeg altsammen af Deres Omgang, jeg kan endogsaa være gnaven, hæftig, grov, Noget der slet ikke lignede mig i min Phantasies Uskylds-Alder. - Jeg har faaet en Fleersidighed, De vist vil beundre. Jeg kan sværme for en herlig Kjødsuppe og Dyresteeg, som for sorte Øine og Bellinis Melodier. Jeg drikker heller Kjernemælk, end Morgenrøde; og Champagne er den Kilde, som risler deiligst i mine Digterlunde. - Deres Skildring af mig som Digter, (ποιειυ) naar jeg har spiist godt, er træffende, men ikke nye. Jeg havde ventet noget mere af Dem, især da De jo ogsaa giver Dem af med dette ποιειυ Haandværk, baade i løs og bunden Stiil, aandelig og legemlig, og Deres har det egne, at det formelig smælte[r] sammen. De siger at De har Lyst at drille mig! Hvor vi dog ligne hinanden i vort Ondskab! see det er netop samme Lyst, som besjæler mig! som gjør mig Dem saa interessant, saa umistelig. De klager over en indgroet Negl paa den store Taae, jeg har en Liigtorn paa den lille, som smerter mig utilladeligt, ogsaa heri mødes vore Følelser. De læser gjerne en god Bog, jeg læser helst mine egne Digte, see det er atter Overeensstemmelse. De vil spille Boccia! see kjære Ven, det er een af mine første Passioner, men jeg gjør det nu mere i det store, jeg spiller med poetiske Stene og kun i det høie Digterkompagnie. Jeg kaster Improvisatoren, Bulver lod “Studenten” [11] ryge af, og P a l u d a n  M ø l l e r lod een gaae, som vi kalde Zuleimas Flugt[12]. - De har nu en Kjæreste, en elskværdig, næsten alfor smuk lille Skabning - men jeg har dog een ligesaa elskværdig og smukkere: den store Natur. Hun har en heel Verdens Forstand og en Ungdommelighed, som aldrig taber sig. Hun synger for mig, hun kysser mig og det er fra hende jeg faaer Smør, Kjernemælk og Jordbær, altsammen en staaende Medgift. Men nu til en anden Historie! Jeg har læst Litteraturtidenden hvori Critikken over Improvisatoren staaer. Da man sætter min Bog over Corinna, maa jeg være tilfreds, skjøndt jeg ikke sætter Corinna farligt høit, hvad ellers den gode Mand siger er jo meget smigrende[13]; men De kan troe mig, kjære Ven, det er en egen Følelse, at see sin Dommer, hæve Ting, man selv seer under den Værdie og derimod aldeles at glemme Ting, der ere de Bedste. Han har ikke været i Italien, ellers var ganske andre Steder, blevet bemærket, end han udpeger. Hvad Oversættelsen af det dantiske Vers angaaer, da er det noget Sludder af ham at skrige paa Ukorrecthed i Oversættelsen, det er jo ganske anderledes at sætte det i Prosa og saa at gjengive det i Vers[14]. Hvad de “italienske Ord”-Synder angaae - Ja, saa var det ønskeligt at de ikke vare, men ærgre mig, som De beder mig om - det er jeg ikke oplagt til. Næste Gang maa man see bedre efter dette Pillerie og det er jo nok! Jeg er tilfreds med Critikken, skjøndt den gode Mand, ikke er Bogen voxen (han kjender seer jeg ikke Italien), Feilene har han bedre vidst at finde, end Skjønhederne. - I samme Nummer fandt jeg en Critik (sidste Halvdeel) over Christian Winthers Digte[15], den behagede mig, jeg fandt den meget billig[16], og godt skreven. Jeg troer den er af Bagger. Imidlertid seer jeg i Kjøbenhavns Posten at en Antikritiker er meget vred[17] og - mig synes det saa - antager Critikken i Litteraturtidenden for at være af Molbech[18], men hvor kan man det! Iøvrigt er der meget godt i denne Antikritik, kun at den ikke høre hjemme der hvor den er kommen. Winther har ingen været ubillig imod. Den 13de Juli er altsaa Louise reist til Jylland, Gud veed om jeg er i Odense naar hun og Lind komme derigjennem paa Tilbageveien, det vilde glæde mig saa uendeligt at see dem. Linds Svoger[19] gjorte jeg nyligt Bekjendtskab med hos Professor Saxdorfs[20], han ventede at Lind og Louise besøgte ham, ogsaa mig var han saa artig at indvitere, dog kommer jeg ikke, jeg veed jo de andre neppe komme, og jeg er mere udbuden, end jeg kan overkomme. Improvisatoren er særdeles elsket og læst i Fyen, den har alt været udsolgt her hos Hempel og Milo, saa de have maatte skrive om nye Exemplarer; paa alle Herregaarde er Bogen, og nu vil de ogsaa have Digteren. Jeg faaer den bedste Mad og de nydeligste Damer flokke sig om mig, det er den første Sommer jeg trækker Renter af mit Digtertalent. Jeg griber nu ogsaa bedre den flygtende Glæde. Gid at min Udenlands Reise begyndte iaar, hvor langt anderledes skulde jeg ikke nyde Alt, reise ogsaa, som Menneske. Hvad der ellers meest glæder mig er de mange fornuftige Mænd, der vise mig Opmærksomhed, meer, end jeg før har kjendt. De sige Alle, jeg har vundet saa betydeligt ved min Reise og at en nye maa kunne realiseres - ja, see, i det Capitel ere de ikke saa fornuftige. Men vi ville ikke tale om Reisen, ikke tænke paa mit Hjertes Kjærlighed, den blomstrende Italia, mit Brev skal være Glæde, jeg er jo øieblikkelig glad. Det er varmt Solskin og jeg taler med min kjære, kjære Eduard! Lad Jette sige Dem smukt fra mig: “Jeg elsker Dig!” Hun tør nok sige “elsker”, nok kunne dutte, hos en Mand bliver det til Sentimentalitet og det er noget jeg har rystet af Ærmet, ligesom Bernardo, rystede sin Uskyldighed[21]. Istedet for dette: “Jeg elsker Dig!” lad os da altid sige: “Jeg driller Dem!” naar kun Meningen er god, saa kan det øvrige være det samme. Naar De skriver mig igjen til, skal De strax faae et Brev; jeg bliver her i Fyen bestemt 14 a 16 Dage endnu, tager saa til Nørager eller Sorø. Fru Bangs venlige Brev takker jeg meget for. Det fornøiede mig, som jo altid det Behagelige maa gjøre. - Seer jeg Bekjendtere paa Nørager? Af Nyheder har jeg ingen, uden at det er varmt! hils Deres Fader og Moder ret meget. Jeg vilde saa gjerne have seet ham og Drevsen paa deres Tilbagereise. Adjunkt Hanck bragt[e] mig Faderens Hilsen. - Fortæl mig endelig om hvorledes det gaaer med Deres Søster Fru Drevsens Bryst! taler hun da slet ikke om mig! hvad siger Viggo, den fyensk berømte Viggo. Alle spørge mig om hans Elskelighed. Hils alle de kjære, smukke Børn. Beed Deres Broder ikke at glemme mine Hilsener til Bøtcher og Fritz[22]. Et Livs Lyksalighed venter ham! den Lykkelige! men der kommer jo en Tid han ogsaa siger: Jeg v a r der! - Atter Bedemands Stiil! vi ere lystig, ville være det og det er jo Sommer, den varme, otte Dage lange velsignede nordiske Sommer! Naar venter man Fregatten[23]? Jeg længes efter Jette Wulff! hun var vist lykkeligere havde hun døet i Italien, var flyvet fra Jordens Paradiis ind i det himmelske. Bring hele det thybergske Huus en Bouquet af Hilsener, men den smukkeste Hilsen, Rosen, hvorpaa jeg trykker mit Kys, presentere De for Deres Jette. Nu kan jeg jo nok gjøre det, da Louise er borte, for ellers sagde hun, nok, som ellers: han er altid galantest mod Jette. Dersom Emil ikke takker for mine Hilsener, saa er denne, den næstsidste han faaer. Lev nu vel! har jeg glemt nogen af de kjære! - Ak jo! Een! hils Hjalmars Moder[24] og den lille Søn. Nu lev vel!
Broderen!

(Har Moderen ingen Bog[25] paa Søndag, saa lad hende læse dette Brev).



Brev nr. 150. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 19 August [1835]

Kjære Hr Professor.

Min hjerteligste Tak for de glade Dage jeg nød hos Dem. Gud veed hvorfor jeg hastede saa meget, hvad jeg længtes efter. Nu er jeg da hjemme og synes: det var meget smukkere paa Landet. Ved min Hjemkomst fandt jeg Hauchs Brev[2]; han yttrede deri, at det bedrøvede ham, havde han bidraget til mit Livs bittre Timer og erkjendte at han havde taget Feil af mig, det rørte mig meget og jeg følte dybt hvilken stor Characteer han maa have at han kunne skrive det til mig. Det var en sjælden oplivende Glæde. Han sagde ogsaa, at dersom ikke eget Arbeide havde forbudt ham det, vilde han have omtalt min Bog[3]. Gid at det dog var skeet. Maaskee havde en halv Verden i vort lille Danmark, derved blevet gunstig stemt mod mig, thi man har været for haard. Mine Uvenner have ikke skaanet mig, mine Venner har altid udsat at omtale mig. Roes gjør mig just blød og beskeden, vækker de bedste Følelser hos mig. Dog Alt kan vel blive godt nu; det peger hen der paa. I det sidste Øieblik jeg var hos Dem, spurgte Deres gode Kone mig: “Nu har De det dog ret godt? Er lykkeligere!” Jeg svarede ja! Ansigt til Ansigt kan jeg aldrig klage over det Nærværende. Jeg har det ikke godt. Min Længsel efter Syden, gjør at jeg ikke ret griber Øieblikket. Det Uvisse i min Fremtid ligger mig tungt paa Hjertet, skjøndt jeg ikke taler der om. Frygt for at et nyere Værk skal, hos Folket, staae under det foregaaende, ængster mig. Nogen Tilsidesættelse og - et dybere Tab sætter tidt mit Blod i stormende Bevægelse. Nei, jeg har det ikke godt. Var jeg riig, ja riig! saa kunde jeg vist faae det godt, da saae jeg Italien og - Menneskene saae ogsaa paa mig med andre Øine end nu jeg er fattig, trænger til dem. Dog jeg vil være glad{e} ved de Enkelte jeg har og de vil ogsaa bære over med mig i disse Svagheder. Der kommer jo bedre Tider? Italien, gode Critikker, og - Ro i Hjertet! hils dem Alle.

Deres af ganske Hjerte
hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
S T.
Hr Professor B. S. I n g e m a n n
i
Sorø
anbefales!



Brev nr. 151. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Fredagaften Klokken 11 den 28 Aug 1835.

Min kjære, kjære Eduard!

Skrive eller ikke skrive, er Spørgsmaalet! I Grunden skulde jeg ikke, men De bad mig derom og jeg vil da, for jeg er “god”! men saa vil jeg ogsaa skrive et Brev, ret ud af mit eget Hjerte, ret saadant et Brev, som jeg siden ærgrer mig over. Eet af de Breve hvor jeg lader Følelsen være Nummer eet, men Forstanden Nummer 16. Ærgrer det Dem? Nu saa vil det i Tidens Løb, trøste mig, thi at Eens Følelser blive udleet, kan sætte Gift i Blodet og Dolk i Haanden. Jeg er en Italiener mærker De. Jeg længes efter Dem; ja i dette Øieblik længes jeg efter Dem, som var De en deilig Calabreserinde, med de mørke Øine, og det opflammende Blik. Aldrig havde jeg en Broder, men havde jeg een, jeg kunde ikke elske ham, som Dem og dog - De gjengjælder det ikke! det piner mig - eller maaskee er det just det, som binder mig fastere til Dem! Min Sjæl er stolt, ingen Førstes[2] kan være det mere; Dem har jeg ret klynget mig til, Dem har jeg - - - bastare! det er et godt italiensk Verbum, der i Nyhavn kan betyde, “hold Kjæft!” I min ny Roman kommer en Characteer[3], som jeg laaner mange Træk fra af Dem. De skal see hvor kjær De er mig, med hvilken Omhue jeg behandler den; men De har Feil og Personen faaer flere end De. Han faaer Feil, De har - kan De tilgive mig det? Han saarer Helten i Bogen eengang[4] saaledes som jeg engang - indbildte mig en Historie, der aldrig glemmes, uden jeg bliver Adelsmand og De - i et ringere Livsforhold, end jeg og det hører til Umuelighederne! Jeg maa skildre denne Characteer saaledes, dog vidste jeg at det var Dem ukjært - jeg kunde selv opgive Romanen, om den endog vilde have blevet min høieste Triumph. Vort Venskab er en forunderlig Skabning! Ingen har jeg været vred paa som Dem! Ingen har jeg saaledes kunde prygle, ingen har faaet flere Taare i mine Øine, men Ingen har heller saaledes været elsket af mig, som De. Jeg vilde fortvivle mistede jeg Dem. Vort Venskab egner sig just til at skildres, og dog - frygter jeg for at det ikke bør skee. Det synes maaskee unaturligt at vise denne Contrast og dog store Harmoni! - Hele min Sjæl kunde jeg udtale for Dem, selv - mit Hjertes dybeste Hemmelighed, men vort Venskab, det er, som “Mysterierne”, det tør ikke ret analyseres. O Gud give De maatte blive meget fattig og jeg riig, fornem, Adelsmand. Ja, da skulde jeg ret indvie Dem i Mysteriet, De skulde komme til at skatte mig mere, end nu. O, er der et evigt Liv, som der dog maa være, der skulle vi ret forstaae og skatte hinanden. Der er jeg ikke længer den Fattige, som trænger til Interesse og Venner, der ere vi Lige! Alle Former falde bort! Der kan jeg forlange, hvad her paa Jorden blev givet til Mennesker, der stode dybt under mig; ja hvad De har kunde givet disse. Studeer ikke paa, hvad jeg mener! De seer det er Drillerie det Hele! Nu skal De høre Nyheder, som De kan fortælle ved Bordet, hvor De vist nu sidder[5]! - Bellona er ariveret med sine Kunstskatte og levende Beboere[6]. Den kom hertil Torsdag middag Klokken 12. Sørgefesten for Schall er udsadt til Torsdag, da Kongen kommer i Theatret[7]. Velhaven fra Norge[8] er ariveret. Hauch har paa ny skrevet mig et nydeligt Brev til[9], hvori han udvikler, hvorledes de største Digtere blive miskjendte, selv af de der burde forstaae sig paa det. Saaledes Homeer af Lucian[10], Holberg af Schiller. Göthe der ikke vurderede Øehlenschlæger og Walter Schott. Endelig Bulver, som Englands bedste Journaler kalder “en Laps uden Talent”. Hauch sætter mig høit, som Digter, saa høit - som jeg vil staae hos Dem som Ven. Siig nogle Netheder til Deres Jette, hvor der er saa god Anledning maa det jo falde let. Udbred mine andre Hilsener i Familien, giv Emil et venskabeligt Nakkedrag og glem ikke mit Brev. Løverdag og Søndag er hele Besætningen fra Nygaard[11], Louise og Lind iberegnet, paa Reise ): i Frederiksborg. Farvel kjære Ven!

Deres
H. C. Andersen.

[Tilføjelse i margenen:]
Tænk Dem! jeg mødte igaar Fru Meisling og hun vovede ved lys Dag at tage mig paa Haanden!



Brev nr. 152. Fra F.C. Sibbern til HCA.[1]  

Kjøbenhavn 12te Sept. 1835.

Jeg har læst Deres “Improvisator”, og har læst den med sand og stor baade Fornøielse og Glæde - Fornøielse over den selv, Glæde over, at D e netop havde skrevet den. Atter et opfyldt Haab, atter en sand Acqvisition[2]! - Sammenlignede jeg den i Tankerne med hvad jeg kjendte af Deres tidligere Poesie, da forekom Forskjellen mig liig Forskjellen imellem hiin unge A l a d d i n, vi saae lure bag Søilen[3] og tumle sig paa Torvene, og den Aladdin, der ældet og forynget paa eengang, træder ud af Badet[4]. Jeg læste Deres “Improvisator” til Enden med det samme: “det er godt, det er meget godt”, hvormed jeg lagde de første 24 Sider. Og Dagen efter, jeg var kommen til Ende, gad jeg intet Andet læse. De maa vide, hvad det vil sige. Det viser, at man har følt sig fyldt.
Og hvad der fyldte mig, var baade Glæde over Bogen og over Dem. Vi kjende Dem som, hvad Tydsken kalder: “eine gute Seele”; med Glæde vidste jeg nu, at De ogsaa er en grundig Sjæl. De er i Selskabskredse hos Andre aaben, godmodig. velvillig, livelig, let bevægelig. Jeg seer, at De hjemme formaaer at være dyb, varm, inderlig og af en fast, kjærnefuld Phantasie. Bevar Dem selv i begge Henseender. Og for at kunne det, fæst ikke Sind og Hjerte til Kritik, eller hvad der kalder sig saa. Læst helst ingen. Lad Ingen komme Dem nær. De har en Muse, en Guddom, som er Dem nær. Skræm hende ikke bort, og lad det ikke skee, at Andre gjøre det.
De har været i Italien; De har levet i Italien for at være deri, ei for at male det. Maleriet kom siden af sig selv; og i stor Stiil er det Malerie, De lader træde frem for os.
Der vil komme en Tid - eller er den maaskee kommen? - da De vil begive Dem ud i en anden stor Region - Historien. Jeg glæder mig ved Tanken om, hvad De da vil bringe hjem og bringe os.
Da vil der senere endnu komme en anden Tid, da De vil drages ud i et andet stort Rige og leve i det - Philosophiens. Og da haaber jeg, De vil bringe os Gjenbilleder, vidnende om, at Musen har været Dem nær.
Jeg skriver disse Linier af et oprigtigt Hjerte. Jeg vil Dem inderlig vel, og vil det ei ved Andet, end ved Oprigtighed. Men skulde disse Linier just komme til Dem i det Øieblik, da det er helligt i Deres Sind og i Deres Stue, da lad mit Brev ei anfægte Dem, men læg det stille hen. Og er det ei saa, da gid det snart maa blive helligt i Deres Sind og i Deres Hjem; og kommer da Noget, som vil indgribe forstyrrende eller forlokkende, da siig: A b i t o t e,  n a m  h e i c  D i i  s u n t [5].

Og nu hilses De af Hjertet af Deres hengivne

Sibbern



Brev nr. 153. Fra HCA til F.C. Sibbern.[1]  

Kjøbenhavn den 13 Septbr.1835.

Tak for Deres kjære Brev[2]! Det har fyldt mit Hjerte med Glæde og tillige med Ydmyghed; uretfærdig Dadel gjør mig bitter og hovmodig, Roes og Kjærlighed forunderlig blød, ydmyg, men tillige ængstelig. Min “Improvisator” har bragt saa mange ypperlige Mænd til at møde mig med Venlighed, at jeg næsten frygter for at bringe mit næste større Arbeide. Gud give mig Kraft til ret at udtale, hvad der rører sig i min Sjæl! Jeg føler dybt, det Hele er en Naadegave fra ham, og jeg føler det just ved den Glæde, der rundt om nu tilstrømmer mig, efter at jeg først har været noget for strengt behandlet.
Jeg anseer Deres Skrivelse for mere end et venligt Haandtryk, jeg anseer det for - den Ældres Venskab. Jeg har Tillid til Dem! Giv mig stundom Deres Raad, naar jeg kan behøve det!
Kjendte De mit forunderlige Barndoms-Liv, min hele Udviklings-Historie, De vilde undskylde i min Digtning, hvad nu en retfærdig Critik kan dadle; men just [det], at jeg selv veed, hvormange Vanskeligheder jeg fra den største Armod har kjæmpet imod, har givet mig Mod; men jeg trængte ogsaa til Opmuntring; den er Solen, der udklækker hver Blomst i min Sjæl, forædler og styrker mig. I de sidste Dage har jeg rigeligt faaet den. Jeg takker Dem for hvert kjærligt Ord; gid jeg altid fortjene de Godes og Ædles Bifald!

Af ganske Hjerte Deres
hengivne
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 154. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kjøbenhavn den 2 October 1835.

I Foraaret talte jeg med Dem om at jeg trængte særdeles til en Frakke, men da den kom paa 40 Rdlr og jeg alt dengang havde faaet et Par Beenklæder der skulde koste 16 blev dette en Sum, jeg ikke kunde tilveiebringe, men maatte bede Dem, naar Regningen en Gang kom at hjælpe paa mig. Jeg har nu efterhaanden faaet af Dem til at leve af og da jeg i næste Maaned ventede at faae det første Stykke paa Theatret, hvorved jeg kunde begynde at afbetale Dem og tænkte at Skræderregningen ikke kom tidligere, var jeg i godt Humeur; men i Dag kommer Regningen, den skulde betales og jeg ved ikke andet end at bede Dem, om dette betydelige Udlæg 56 Rdlr. I næste Maaned skal De ganske vidst, efter Opførelsen af Kenilworth faae 150 til Afbetaling af Gjælden, ja mere, eftersom Directionen betaler mig mit Arbeide. Siden kommer “Liden Kirsten” og maaskee antages den ny Vaudeville, og saa bliver jeg jo ved Formue. Min Paatrængenhed gjør mig meget ulykkelig, og derfor beder jeg Dem om at lægge een Godhed til endnu, skriv mig iaften kun eet Ord til, at jeg kan komme til Dem og faae det forlangte, ellers vil min første Gang til Dem være mig endnu piinligere end den er. -

Deres inderlig taknemlige
H. C. Andersen.



Brev nr. 155. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

En af Vilhelm Pedersens klassiske illustrationer. Her til eventyret "Fyrtøjet."

Den 6. November 1835.

Tilgiv, at jeg saa længe har udsat at sige Dem min Mening om Deres Eventyr! Jeg har ofte besluttet det, men i denne Tid været saa sysselsat, at jeg matte udsætte det fra Postdag til Postdag. Nu vil jeg endelig bryde overtvært; jeg maa kun bede Dem at undskylde, at mine Bemærkninger blive saa korte. Jeg siger Dem naturligviis min Mening uden Omsvøb; thi enhver anden Fremgangsmaade vilde være at fornærme Dem. De to mellemste af Deres Fortællinger forekomme mig meget passende paa deres Plads, og jeg kan næsten ubetinget give dem mit Bifald. Prindsessen paa Ærten er i mine Tanker et baade moersomt og træffende lille satirisk Eventyr, og mangen Moder gifter ikke sine Børn bort paa bedre Grunde, end den her anførte. Den gamle Dronnings Fiinhed er ubeskrivelig stor, og ingen borneert Adelsdame kunde have den større. Fortællingen “Lille Claus og store Claus” er ogsaa, saavidt jeg kan skjønne, (trods Alt, hvad den fine Portion af Læseverdenen kan have derimod) et sandt Foster af en barnlig, men derfor ikke liden Indbildningskraft. At Billederne ere groteske og derved fremtrædende, skader Intet, tvertimod maae de vel i en slig Fortælling netop være saa. - Den første Fortælling behager mig mindre, og jeg troer, at den moralske Ligegyldighed, der ligger deri, er den til Skade. Forstaa mig kun ret! Man skal naturligviis ikke i noget Eventyr hverken for Børn eller Voxne (om Fabler og om gnomiske[2] Digte tale vi ikke her) skue en Pegepind, der hen peger paa et moralsk ABC. Moralen skal, som bekjendt, ikke ligge udenfor, men i Digtet selv. Digteren behøver ei at spilde en eneste Reflexion derpaa, men fra Digtets inderste Kjærne skal den levende springe os imøde. Det er en stor Vildfarelse, derpaa er jeg saa vis som paa mit eget Liv, at ville bortfjerne og foragte den; thi overalt i Verdenslivet træder den frem, og uvilkaarligen tage vi Part for det Gode mod det Slette, og den Digter, der ikke agter herpaa, formindsker aabenbart sine sande Læseres Deeltagelse, hvilken ingen Konsttheorie kan erstatte ham. De har i den anden Fortælling ogsaa i det Hele løst hiin Opgave; i store og lille Clauses Skjebne see vi (skjøndt paa en barnlig Maade) ligesom Fingeren af en høiere Magt, der beskytter den Svage mod den Stærkes Uretfærdighed. I den første Fortælling er det derimod stødende, at Soldaten saa aldeles uden Samvittighed og Taknemmelighed dræber den gamle Kone til Gjengjeld for hendes Tjeneste, lad være, at hun ogsaa har viist ham denne af Egennytte. De vil sige, at Børn ikke tænke ved Sligt, at den barnlige Naivetet hopper let herover. Men de Voxne, der ogsaa bør kunne læse slige Fortællinger med Fornøielse, tænke derved, og et klogt Barn behøver ei at være meget stort, før det gjør det Samme. En anden Feil ved dette Eventyr er, at det er en Efterligning af et bedre Digt, nemlig Alladdins Lampe. I Deres sidste Eventyr (Den lille Idas Blomster) findes der aabenbart meget smukke Ting; dog minder det lidt formeget om Hofmanns bekjendte Maneer; men De er en god Digter nok for ikke at trænge hertil. Dette er hvad jeg efter min Overbeviisning med den høieste Oprigtighed kan sige om Deres Eventyr. Flere Digte, som de to mellemste, troer jeg maatte kunne læses med megen Fornøielse af Enhver, som har baade Naivetet og Hjerte nok til at kunne sætte sig ind i Børneaarene igjen. At Mange ville være for fornemme, for satte og for eensidig udviklede dertil, forstaaer sig af sig selv; men en Digter skal mindst af Alle ville smigre Enhvers Smag; naar han først har vundet de Bedste for sig, da vinder han nok siden den hele Verden; men om han omvendt havde vundet den hele Verden, de Bedste undtagen, da vilde dog Vinden snart dreie sig, og Verdens Bifald forsvinde. - Fra Ingemann skal jeg hilse Dem paa det Venligste. I Kjøbenhavn er man vel nu saa politisk, at Poesien betragtes som et Børneværk, der neppe mere finder Indgang? - Besøg os snart her i Sorø! Skulde De vide, hvor Ludvig Böttcher boer, da vilde De vise mig en sand Tjeneste ved med Tiden at underrette mig derom. Han er en gammel Ven af mig, hvis Bekjendtskab jeg af flere Grunde gjerne vilde fornye.
Med sand Hengivenhed og Høiagtelse Deres

C.  H a u c h.



Brev nr. 156. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 17 Nov 1835

De, Bedstemoderen, eller Tanten, Een skulde have et Brev fra mig. Tanten som Patient, kunde fordre det; Bedstemoderen fortjente det, som den eneste, der har skrevet mig til, men De vil maaskee sætte meest Priis paa min Opmærksomhed, De er maaskee den, som mildest bedømmer min Taushed, altsaa beder jeg de to Andre om Forladelse, Naboens Barn faaer Brevet, men alle Hilsenerne, alle de gyldne Frugter paa Brevduens grønne Green falder til Tanten og Bedstemoderen fremfor til nogen anden. - Dersom jeg var et almindelig Menneske burde De være vrede for min Taushed, saa længe, efter al den Venlighed de Alle have viist mig; som et almindeligt Menneske, kunde jeg ogsaa nok have faaet Tid at skrive, men da jeg nu er en Sjældenhed, som jeg haaber Tiden skal bevise Dem, saa maa De tilgive mig. Min nye Roman[2] opfylder mig saa ganske, i den har jeg flere Maaneder levet indi, forsømt at besøge mine nærmeste Venner. Een Familie (Præsten Rothe, som indviterede mig til Middag, viiste mig megen Opmærksomhed, har jeg endnu efter to Maaneders Forløb ikke gjort en Takke-Vesit, det piner mig, men jeg har ikke kundet. Jeg anføre det kun for at vise, at jeg er lige uartig mod Alle. Men naar man nu faar min nye Roman, seer hvad jeg har skabt, haaber jeg at faae Roes istedetfor Dadel. - Betty Salomonsen fik jeg at see hos Fru Lessøe, jeg har ikke besøgt hende, skjøndt det var min Hensigt, men det gik her, som det er gaaet med Alle i de sidste Maaneder. - Jeg veed hun har sagt, at hendes Familie var saa artig imod mig i Hamborg[3], at jeg burde besøge hendes Søster, hun har Ret, men min Musa fordrer stræng Tjeneste, hun har givet mig saa meget at bestille, at jeg rigtig ikke kan følge mine egne smaa Ønsker. Nu, denne Roman er da et eget Arbeide. Det er en Skildring af vor egen Tidsalder fra 1829 til 35, den bevæger sig kun i Danmark; jeg troer det vil være fortjenstfuldt og give Arbeidet en sjælden Interesse, at Digteren skildrer, hvad han kjender, hvad han lever i. Om mange Aar, har man da et tro Billede af vore Dage; og har jeg heldigt givet det da maa jo Bogen, jo ældre den bliver faae des større Interesse. Jeg har nu engang den fixe Idee, at den Digter, om hvem Maanedsskriftet har sagt, at han engang lovede meget, men at dette Haab var opgivet[4]; den Dreng, een af vore første Mænd, sagde til, han skulde huske han var et fattig Barn og hvem Biskop Münster[5] lod vide, for 12 Aar siden, at det var en Naade at man vilde lade ham studere, dog skal faae et Navn, ligesaa berømt som hine. Jeg vil! skeer det ikke. Nu saa maa der tages anderledes fat, i den anden Verden, hvor vi jo alle skal betragtes, som Børn af samme Fader, altsaa med lige Rang. Min ny Roman skal kaldes: De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindserne. - Det er ikke en almindelig Hverdags Historie, Straalerne divergere. Alt Stort og Smaaligt, Poetisk og Prosaisk skal den omfatte, som jeg har inddrukket det i Hjemmet. Ørsted har hørt første Deel og sætter den meget over Improvisatoren. Iaftes læste jeg den for Abrahams og Thiele og de gav mig en Hyldest, jeg endnu aldrig har faaet. Den stikker mig endnu i Blodet, og skinner maaskee af i disse Stræger jeg her kradser. Kjøbstedlivet har Jomf: Salomonsen hørt, men det er kun en Finger af hele Legemet. - Damerne i Bogen ere to fra Fyen, Sophie og Louise, den første er munter og har Aand, den anden stille og elskelig. Saa er der en gammel Frøken Jacoba, som alletider siger Folk Ubehageligheder. En Jomfru, som har en Syæske, med nydelige Ting i og en Bondepige Sidsel, der er det onde Princip mellem det qvindelige Personale. En catholsk elskværdig Gouvernante, Rosalie. En blind Fiskerkone. Fem characteristiske Damer fra Kjøbenhavn. To aandrige. Men Idealet, det eneste der er i Bogen, er en Tiggerpige, en dansk Lara, hun hedder Eva. I Kjøbstedlivet er en Frue og hendes Datter Maren, samt en lille een fra Holstebro. Disse nævnte Personer, griber alle ind i Hovedhandlingen. Der ere ogsaa Scener i Odense. - Men nu slaaer Klokken fire, jeg kan ikke slutte Brevet i Dag, derfor ikke mere om Romanen. Resten af Brevet skrives til paa Løverdag. -

Kjøbenhavn den 19 Nov 1835.
Mit dramatiske Digt, Skilles og mødes er nu blevet antaget og vil under Navn af to Vaudeviller, der opføres samme Aften snart blive givet. Spanierne i Odense og Fem og tyve Aar derefter, Deres Fader maa gjerne meddele disses Antagelse, det er nu ingen Hemmelighed og jeg har Breve fra Directionen[6]. Det vil vist more Odenseanerne at høre fra Scenen flere Localiteter fra deres By, som selve Spaniernes Ophold der, Laugenes Maade at fløtte Skildt, Munkemølleport og Sanct Knuds Markede nævnede og Familien kjender jo hele det første Stykke. Kenilworth indstuderes i denne Tid, om 3 Uger haaber jeg den gaaer[7]. Vi skal ogsaa have en ny Vaudeville af Herz: Debatten i Politivennen[8], i hvilken den gamle Lindgreen har et Syngepartie[9]. Han gaar nu paa Syngeskolen. Øehlenschlægers Socrates faae vi om 8 Dage[10].
Mine Børne Eventyr (andet Hefte)[11] skal blive Dem tilsendt om 14 Dage, maaskee De paa samme Tid kan faae Kenilworth, det vil sige Sangene til Stykket, thi kun disse blive trykte[12]. Jeg har i disse Dage fuldendt et lille vercificeret Stykke: en rigtig Soldat, hvori kun ere to Personer, en Tante og en Broderdatter, det er ret drolligt[13] at læse, men jeg troer ikke det kan spilles, eengang lader jeg det vel trykke mellem andre Baggateller[14]. Syngemester Zinck, der, som De veed har komponeret en smuk Musik til Alferne[15] af Heiberg , har jeg givet Løfte at skrive et Syngestykke. - Faaborg har faaet en lille Rolle i Kenilworth, han er Grev Susex. Naar De hører min ny Roman, vil De neppe gjætte hvad jeg har læst under dette Arbeide. Just for at glemme alle almindelige Digtere, læser jeg kun Calderon, den sydlige Blomsterduft, den Zarthed som bevæger hans Skikkelser holder mig iveiret i det jeg skildrer vort Hverdagslivs Hængedynd. Mens jeg skrev Smaakjøbstedlivet i Lemvig, læste jeg det yndige “Livet en Drøm”[16]; saaledes er jeg det omvendt af Gart[n]erne i vore Haver, han spiser Grovbrød medens han planter Natvioler. Hvad De og Familien vil sige og synes om Bogen tænker jeg imellem i mit stille Sind. Nu veed De at jeg er meget stor, altsaa maa jeg jo ogsaa have store Tanker. Deres Fader vil sige: Det er en Digter, som har Lune. Det er et Byesbarn, der fortjente at have gaaet i Odense Skole. Deres Moder og Bedstemoder vil sige: Hvor har han den Menneskekundskab fra. Deres Tante vil aldrig mere demonstrere med Kosteskaft, naar vi ere uenige, hun vil sige: jeg respecterer ham, som var han Fru Guldbrand[17]. (Apropos, hvorledes lever Sønnen i Kjøbenhavn ?) Jane vil sige, hvor Otto er interessant. Thea paastaae, at hun dog heller gad leve med Vilhelm. Augusta vil mene at de tragiske Scener ere ligesom gribende, som hvor Antonio møder Annunziata i Venedig[19]. Louise vil være lykkelig over de kjøbenhavnske Damer, Caroline over Maren med det forfærdelige Bryst og Secretairen der synger til Spilledaase. De, ja, De vil helst dvæle hos den gamle Rosalie og hos den blinde Fiskerkone. Kjøbenhavn vil De, som Fru Lessøe siger, vel ikke elske, paastaae at jeg har været ond, seet formeget paa Pletterne. Men De vil vel neppe, som hun spolere den gode Bog, ved at klippe et af Bladene ud, paa hvilket rigtignok berøres en Scene - som Fru Lessøe siger, jeg aldrig havde skrevet naar jeg ikke havde været i det afskyelige Paris. Det er ellers en meget kjøbenhavnsk Scene, og jeg har behandlet den saa fiint, at jeg tør sige, det er dansk Gadesnavs præsenteret i en Sæbeboble [19]. Det beroer altsaa paa Læserne selv hvorledes han vil være, beskues kan det, men griber man deri, da brister min Boble og han faaer kun Snavset i Haanden.
Glæd mig nu, i det mindste om ¼ Evighed med et Brev. Forkort Tiden, ligesom De er venlig stemt mod mig. - Bedstemoder veed jeg vil undskylde mig, med sønlig Hengivenhed tænker jeg paa hende, hendes Hjerte har jeg altid vurderet, denne Sommer fik jeg ogsaa Ærbødighed for hendes Forstand. Hun er en fortræffelig Kone, jeg vilde være stolt af at kaldes hendes Søn. Hils nu Tanten saa nydeligt som mueligt, Forældre og Sødskende. Dernæst Knudsens[20], Becker[21] og Guldbrands, samt Sleppegrel. Altid er jeg af Hjertet Deres broderlig hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 157. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjære Hr Professor!

Her sender jeg Dem det ny Hæfte af mine “Eventyr”, gid De maa være mere tilfreds med disse, end de forrige, mange sætte disse, forunderlig nok, selv over Improvisatoren, Andre derimod vil, som De, at jeg ikke skulde have skrevet dem! Hvad skal jeg nu tro? - Grunden hvorfor jeg i en Evighed ikke har skrevet Dem til er alene den at jeg har altid skrevet. Ingensinde har jeg været mere flittig, jeg føler mig ordenlig angrebet deraf, noget nærvesvag; jeg er alt i Slutningen af min{e} nye Roman, og den er i to Dele. Ørsted, Sibbern og Thiele kjende lste Deel. Ørsted sagde at den unægtelig stod over Improvisatoren i Characteer Skildring og at jeg vilde faae Ære og Glæde af denne Bog. Sibbern sagde at før han hørte den, var han meget bange at den ei vilde staae saa høit som den sidste Roman, men han blev fyldestgjort og troede at Mængden vilde gribes endnu mere ved dette Arbeide, end ved noget andet af mig. Thiele fandt Tidens Mennesker og det poetiske Nu saa vel grebet, at han meente at Bogen, maatte i Tiden selv faae historisk Interesse.

Just Mathias Thiele.
Det Kongelige Bibliotek.

See det er jo altsammen smukt og glædeligt! min Mening, ja Forfatteren maa jo nok have een, er at Improvisatoren staaer over denne i Natur Skildringer, men denne over Improvisatoren i at skildre Mennesker. Nu kommer det an paa hvilket der er det største. Bogen hedder: De to Studenter eller Kjøbenhavn og Provindseme; hen i Mai er den vist trykt. Den vil vistnok gjøre Udslaget om jeg kan optages, som Svend i det store Laug. - Under Arbeidet har jeg imidlertid skrevet et lille vercificert Stykke, “en rigtig Soldat”, der spilles af to - Damer; - Kenilworth er der Prøve paa, videre er man ikke kommet. Min Vaudeville Skilles og mødes er blevet antaget, men som to Stykker. Directionen mener der udkræves formegen Phantasie, til at tænke sig 25 Aar mellem hver Act. - Øehlenschlægers Socrates tager sig godt ud paa Scenen, Dæmonen derimod, som udførtes af Fru Heiberg[2], blev der hysset af, om det gjalt Rollen, eller hende veed jeg ikke. Dog bliver det neppe et af de Stykker Folk ofte komme at see! Hvad “Fyens Reisen”[3] angaaer, da bliver den ikke meget anseet, og næsten Alle ere slaaede over de mange Smagløsheder. Jeg finder nu Digtet til Dem[4] flaut og det til Hauch[5] høist taktløst. “Du er en Ørn med stækket Been!” Alt om Lotte[6], er derimod rørende og smukt. - Naar giver De os noget? Deres Jerusalem Skomager[7] tiltaler mig ganske forunderlig. Jeg var tilfreds, jeg endnu ikke havde læst den og havde dette Arbeide af Dem tilgode, som en ganske ny Bog. - Naar Træerne springe ud, springer jeg med, og da faaer De min Vesit; jeg er jo velkommen? Mangen Aften, naar jeg sidder hjemme i min Stue, faaer jeg Længsel efter Deres hyggelige Hjem og ønsker da at Sorøe laae paa Hjørnet af Nyhavn, saa kunde man da lettere gjøre Vesit. - Det er ellers første Gang at jeg har glemt Vinteren over den Sommer jeg selv skabte; i min store Arbeidsomhed glemmer jeg reent det raa Vinterveir; det synes mig, som om kun Gardinerne vare trukne for, at det varme Solskin ikke skulde forstyrre mig og lokke mig fra Arbeidet; er min Bog færdig, da trækkes Gardinerne op og det er da virkeligt Foraar. O hvem der da kunde flyve hen, hvor den dumme Stork reiser bort fra. Jeg reiser bestemt ud af Landet med Døden, faaer jeg ikke Lov at reise udenlands paa ny, som jeg reiste sidst. Vil De sende mig et Brev til Nytaarsgave, saa vil jeg være Deres taknemlige, som jeg altid er af Hjertet Deres

hengivne
H.C. Andersen.

Kjøbenh: 17/12 35.



Brev nr. 158. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe Juleaften 1835.

Kjære Andersen!

Tak for det venlige Brev[2] og de smaa nydelige Eventyr! denne 2den Deel af Deres Børneeventyr har ret glædet mig; her er neppe 2 Ord, som jeg kunde ønske borte* - Alt er Liv, sand barnlig Følelse, Naivitet Humor og Lune; her kan jeg aldeles uforstyrret følge den lille Barnephantasie, som er fløiet ud af Deres Hjerte med Barnetidens lille uskyldige Trylleverden - ja saaledes var det jeg vilde have Børne-Eventyrene; og har De mere af det Slags, saa glæd os med det! Min Kone takker Dem ogsaa hjertelig for Gaven.** Jeg skulde ikke have den, kunde jeg nok vide, fordi jeg havde været saa slem mod deres Halvsødskende i 1ste Deel men troe mig, Heelsødskende ere de virkelig ikke fra Gemyttets og Godmodighedens Side, som netop her synes mig en Hovedsag. Det glæder mig, at De med Deres Pinie-Natur saa lykkelig overvintrer i Aar i det poetiske Conservations-Huus. Er en saadan Vinter da ikke meget bedre, selv end den deiligste italienske Sommer, naar man i lutter ydre Deilighed smelter hen i Naturen og bliver til en Blomst, der glæder sig ihjel uden Frugt? I Syden lever man Poesien op, her lever man den ind i sig og ud i Verden igjen. Det har baade vi selv og Andre langt bedre af. Den nye Roman[3] glæder jeg mig til; bliver den saa god som “Improvisatoren” forlanger jeg den ikke bedre. Naar jeg i det Hele tænker paa det Standpunct, hvorpaa De nu er kommet, og som upaatvivlelig er Deres rette Vei, seer jeg med hjertelig Glæde, hvad jeg altid ventede at Genien[4]] i Dem har fundet Rede i sig selv og behøver ikke at spørge Professorerne, om den flyver. Gjør den det, som jeg seer, alligevel, er det nu vel kun en gammel Vane, og den lader sig vel neppe forstyrre ved Svaret, naar det ikke er altfor ukjærligt og vrantent; dog det er kun at befrygte hos en Konstdommer, og ham læser de neppe for.
Rhyge skal være saa fortræffelig i S o c r a t e s[5], og Balletten W a l d e m a r[6] saa fortrinlig - lykkelige Kjøbenhavnere som kan see Sligt!
De spørger om, naar jeg kommer med noget Nyt, og vilde vel helst have en gammel Skomager[7] igjen; det er mig kjært at hiin Gamle dog har fundet gode Venner hist og her; men at hans Familie er død for længe siden har han nok selv fortalt Dem. Skjøndt jeg nu ikke forhaster mig, og gjerne vilde have Tiden lidt meer poetisk, inden jeg befatter mig med at dække op for den, ligger jeg dog ikke paa den lade Side i Vinter, og gjør maaskee en lille Udflugt med den første Svale.
En Glædelig Juul og et lykkeligt nyt Aar, kjære Andersen, glem ikke at besøge os til Sommer, men ikke saa akavet som sidst. De [veed] vi holde meget af den langbenede Fugl; det er ingen Stork, men en “rigtig” Svane.

Deres hjertelig hengivne
Ingemann

* de eneste ere “peen” og “ækel” et Par Steder
** hun er isærdeleshed forelsket i den lille nydelige “Tommelise”

[Udskrift:]
S:T.
Hr Litteratus H:C: Andersen
i
K i ø b e n h a v n
Nyhavn Charlottenborgsiden
No 280. 2den Sal.
frit



Brev nr. 159. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 19 Jan 1836.

Det var smukt, søsterligt af Dem, at De sendte mig det kjære, lange Brev[2]. Strax da jeg fik det, greb jeg Pennen, begyndte et Svar, det var ifjor, rigtignok kun tre Uger siden. Den første Flade var fyldt, men det var saadan en rædsom gammel Begyndelse, jeg forkastede derfor det Skrevne og begynder nu et nyt Epistel. Romanen er fuldkommen færdig fra mig, jeg er tilfreds med den og det er ikke lidet. Det er som havde jeg klattret et Par Hundret Fod høiere op paa Kunstens Bjerg, nu hviler jeg, det vil sige sætter mig lidt i Mosset, plukker nogle af de smaae Bjergblomster og flætter en lille let Krands, det vil sige fuldfører et lille Syngestykke Renzos Bryllup[3], Scenen er ved Comersøen. Hvile ganske, ligge brak, kan Digteren ikke, han er, som Naturen, i Forandring ligger Forfriskning og Oplivelse. Hvor det morer mig i Deres Brev at see, hvorledes De give mine Roman-Mennesker Characterer. Med Hovedpersonen har De næsten sat det Modsatte og at Rosalie er lang, det er da forunderligt! Hun er jo en gammel Pige! Louise Collin, sætter da, som Fru Lessøe min ny Roman over den forrige. Jeg anfører disse Yttringer, fordi en Dame, troer vel helst Damerne. De tre elskeligste Qvinder jeg har skildret der er: Johanne, Louise og Eva. De ønsker at høre noget af Bogen, nu vel, her har De en ubetydelig Vise Eva synger i det næst sidste Kapitel af hele Bogen[4], revet ud af sin Forbindelse taber den sin halve værd. Saaledes som den kommer har den en rystende Virkning. -

1 Vers

Det varme Solskin, Blomstens Duft
O lad mig det ei miste!
Jeg drikke vil den friske Luft,
Ei lægges i min Kiste!
Derind ei Lysets Straale[r] naae,
Ei Menneskenes Stemme, -
Der savner jeg de Blomster smaae,

2 Vers

Nu Livet jeg at skatte veed,
Jeg vil det fast omarme.
I Graven er ei K jærlighed,
Ei Toner, Lys og Varme!
Der ligger Jorden fast og tung,
Jeg kan ei Laaget hæve
Mit Blod er varmt, min Sjæl er ung,
Og Vennerne mig glemme!
Jeg vil saa gjerne leve!

Ja, det er nu dumt af mig, at jeg river Sligt ud af sin Forbindelse. Fru Falbe bliver nævnt i min Roman[5] og jeg har skildret det Partie af Haven, som gaaer til Odenseaae[6]. Jeg haaber det er ligesaa godt, som Øehlenschlægers. Mit kan hun jo ikke blive vred over. I Hansens Gaard paa Torvet skeer ogsaa en Scene[7] og St Knudsmarkede er skildret[8], saa godt, som jeg kan skildre sligt, selv Bispinden med Kattene inde i Kirken[9], har jeg ikke glemt. Husker De den Landsby Jomfrue vi saae sidste Markede, med den utilladelige store Hat og de vide Handskeærmer, hun er nu Skyld i at alle Jomfruerne fra Gaardene, paraderer saaledes ved Markedet. - I Korsgaden hvor Gjæstgiver Larsen boer[10], opholder Familien sig, fra Gjenboens, i Hjørnehuset (de kjender jo nok den gule Gaard)[11]hører man en stærk klangfuld Sopran og en Tenor, Tonerne naae Ottos Hjerte. De kan være saa god at hilse Sopranen fra mig. Nu har jeg sagt den en Kompliment i Bogen fordi den har sunget for Digteren. See det har man, ved at staae sig godt med Poeterne! Nu er da Kruses Oversættelse af Improvisatoren[12] kommet til mig. Det vil sige, jeg har forskrevet den paa min egen Regning, han er i Paris og hans Forlægger har glemt mig. Bogen hedder: Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters, nach H. C. Andersens dänischen Original: Improvisatoren. Fortalen er meget galant mod mig. Reitzel har alt sat en Deel Exemplarer i Omløb her i Byen. Oversættelsen er ordret. Den nye Roman veed De da hedder ene og alene - O.T. - En Tittel der aldeles ikke er søgt, men den naturligste i Verden. - Ingen Vinter er gledet saa rolig og lykkelig hen som denne. Improvisatoren har skaffet mig en Agtelse hos de Ædleste og Bedste, Mængden selv har faaet mere Ærbødighed, Nærings Sorger kjender jeg Gudskee Lov ikke til og jeg har i den senere Tid ordentligt kunde gjort mig Livet behageligt. - Blad Udgiverne sende mig Blade, Reitzel Bøger og Kobbere; saa sidder jeg i brogede Tøfler og Sloprok med Benene i Sophaen, Kakkelovnen snurrer, Maschinen synger paa Bordet og Røgelsen gjør godt. Jeg tænker da paa den fattige Dreng i Odense, der gik med Træsko, og saa bliver mit Hjerte blødt og jeg velsigner den gode Gud! -
Nu er jeg paa min Middags Høide føler jeg nok, siden tager det af. Men Digter-Middagen er nok 6 Aar, og i den Tid kan jeg skrive 6 gode Bøger. Saa har jeg gjort mit i Verden og jeg er vis paa, jeg døer nok i rette Tid! Bare jeg dog først maa komme til Italien, een eneste Gang endnu. - Til Sommer kommer jeg til Fyen, men før den Tid -, ja, maaskee har De da en Udgave af Andersen; jeg tør nu ikke sladdre af Skolen. Tal derfor ikke om det i Byen, maaskee, seer De mig til Sommer hænge i Milos og Hempels Skabe; men De skal faae mig først, det bliver et Knæ-Stykke, men tal ikke om det, endnu er det halv uvist, det kommer an paa om Olie-Maleriet bliver særdeles lignende og gjør Virkning paa Udstillingen. Det er mig ellers meget smigrende for jeg sidder for Kunstneren[13] paa Anmodning. Jeg beder ingen og betaler heller ikke for mit Ansigt. “Festen paa Kenilworth” er nu med meget Bifald givet fire Gange for fuldt Huus. Alle de Tilsætninger og Forandringer, Weyse har forlangt ere netop de, som ikke tage sig ud, men jeg har ved dette Stykke kun været den tjenestgjørende Svend. Der er meget Melodie i dette Stykke, en Duet mellem Leicester og Emmy og een mellem Alasco og Leicester ere sande Mesterstykker. De gjøre furore. Kirckheiner spiller særdeles godt. Ved fjerde Forestilling, før Ouverturen begyndte sad han paa Bænken i Vertshuset “den sorte Bjørn”, hvor Scenen begynder; jeg havde sat mig op paa Bordet med Benene ud mod Teppet, pludselig begyndte Ouverturen, var Teppet rullet op havde Tilskuerne seet “Varney” og Digteren i “dyb” Samtale om “Madam Iversen og Augusta Søeborg”, han bad mig endelig hilse dem og da fortælle, hvorledes jeg var tilfreds med ham i mit Stykke. Han skal nu spille Francesco i Spanierne i Odense, som opføres i Begyndelsen af Februar. Sælboe[14] fra Odense talte jeg med forleden ved Opførelsen af Kenilworth. Apropos! iaar har Deres Bedstemoder ikke ladet mig besørge Indrykkelsen om hendes Avis. Jeg har seet det i den berlingske Tidende. Der skulde dog ikke ved Afgjørelsen af vort Mellemværende være flagret for let hen af mig. Jeg betragtede det Hele som en Bagatel og sagde: “det gaaer ligeop!” jeg er dog ikke i Gjæld, skaf mig det paa en fiin Maade at vide. - Bibliothekaren Heger[15] hos Prinds Christian er pludselig død. Det halve Theevand, stod i Koppen og var endnu varmt, da man kom ind til ham, han havde samme Morgen været i Forretninger. I Studenterforeningen havde vi til Nytaar Juletræ. Mellem Presenterne var en Snog, det var den Prinds Christian jog bort fra sin Digter[16]. Nyelig gav vi i Knerschs Locale en Concert for Damer. Hils dem alle Hjemme og skriv mig nu smukt til. Deres Tante skylder mig Brev.

Af ganske Hjerte Deres hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 160. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn den 3 Februar 1836.

“Andersen har forandret sig meget og ikke til hans Fordeel! jeg kunde i det mindste bedre lide den gamle Andersen!” Det var et Par Gange Deres Ord til mig. De vare, som Qviksølvet let henrullende, men ligge tunge, som det. I Aften havde jeg tænkt paa at besøge Dem, vi havde da sladdret, fortalt Historier, jeg havde snakket en Deel om mig selv og De havde tilsidst rakt mig Haanden og sagt: “jo, det er den Gamle!” men jeg forandrede min Bestemmelse, jeg vil heller gjøre aandelig Vesit, skrive et Epistel, der falder Conversationen bedre, og - jeg er jo Egoist, naar jeg skriver maa De, i det mindste under Brevets Læsning ganske være beskjæftiget med mig. Jeg kommer meget lidt til mine Venner! jeg veed ikke hvorledes, min Følelse er lige saa stærk, men der er vakt en anden hos mig, Virksomhedens, Hjemmets. Mine Digter-Aar ere begyndte med min Ankomst fra Udlandet, jeg har maaskee fire eller sex Aar endnu til at skrive godt i, og de maa jeg gribe. Jeg gjør det hyggeligt hjemme, Ilden knittrer og saa besøger min Musa mig, fortæller mig underlige Eventyr, henter mig komiske Figurer fra Hverdags Livet, Adelige og Borgerlige[,] siger: “see paa de Folk, de kjende Du, tegn dem af og - “de skulle leve!”. Det er jo rigtignok meget sagt, men hun siger det. - Derfor forsømmer jeg mine Venner. De talte forleden til mig om Ludvig Müller og hans Familie; sagde endogsaa at man skulde næsten tro een Grund hvorfor jeg nu næsten aldrig kom der, men at denne var “saa hæslig”, - (Deres egne Ord) - at De vilde ikke troe den. Jeg veed, hvad De ikke vilde sige, jeg kan sætte mig ind i alle Forhold, i de Flestes Anskuelse. Hvad De ikke vilde sige var: “De kommer der ikke nu, da Faderen[2] er død, af hvem De kunde vente een eller anden Protection”. Var det ikke saaledes? Det var menneskeligt tænkt, men det bedrøvede mig! - Hvorlidet jeg tænker paa Begunstigelse, kunde jeg give Dem flere Exempler paa. Gid De talte med Fru Lessøe, Student Voigt og flere af mine Kjæreste, De vilde høre hvorlidt jeg kommer til disse. - I den Henseende er jeg forandret, men ikke i Hjertets. Hvorofte tænker jeg ikke paa dem Alle, ret sønlig{lig}t og broderligt klynger jeg mig til mine Kjære. De, kjære Frøken Jette, ønsker jeg mig tidt ude hos. Hvorfor gaaer jeg da ikke? - Ja, hvorfor er der saa meget som ikke skeer og som vi dog ville. Jeg troer og haaber at De altid bliver mig en god Søster. Jeg veed ogsaa at Christian ret af Hjertet lider mig, og i et Huus hvor man har to Hjerter, kan man nok være hjemme.
Igaar besøgte jeg Deres Trappe. Moderen tog ikke mod nogen Fremmede, Døren var lukket af, jeg fik altsaa hverken hende eller Dem at see; men hun var meget bedre sagde man og det glædede mig særdeles. Jeg kunde nok tænke hun, indpakket og som Patient, ikke gjerne vilde sees. Jeg gik op paa Deres Malerstue, saae rundt om paa de bekjendte Stykker og bildte mig saa ind, jeg havde været hos Dem og hørt: “Det er dog den gamle Andersen!” Nu faaer jeg Dem ikke at see imorgen (Torsdag Middag) jeg skal i Selskab med Herz og Heibergs hos Collins. Bring Broderen og Faderen min Hilsen. Ret snart kommer jeg nu ud til Dem. Maaskee kan jeg da ogsaa sige god Dag til den stakkels Moder, som holdt meget af mig da jeg var lille og artig! men jeg voxer mig nok smuk! min kjære Søster Jette nikker! Et nyt Arbeide, maaskee en Roman[3] begynder at trække op i mit Hoved, endnu er Intet mig ret klart, men jeg har det paa Fornemmelsen. En Uroe, en Kornmoen af Ideer, som dog ikke ret blive Lyn. En behagelig, Aande-Feber. Naar Taagen hæver sig og sætter Skyer, skal jeg fortælle Dem derom. Men jeg sladdrer! Pennen løber og den stakkel maa skrive alt ligesom det falder mig fra Læberne. Mit Brev kan i det mindste vise Dem hvorledes mine Tanker falde, naar jeg lader dem løbe paa egen Haand. Brevet skal jo heller ikke trykkes[,] jeg taler med min kjære Søster.
Lev vel til vi sees!

Deres broderligt hengivne H.C. Andersen.

[Udskrift:]
Til Frøken H. Wulff
Søcadetacademiet i Kjøbenhavn.



Brev nr. 161. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Torsdag Morgen [4.2.1836].

Jeg modtog Deres Brev[2] sildig i Gaar Aftes, det første jeg gjør i Dag er at takke Dem derfor med disse Par Ord; egentlig havde jeg Lyst at skrive Mange; men har ikke Tid, da jeg maae være nede hos min syge søde Moder; som det gjør ondt ikke at have seet Dem i Forgaars, da hun sadt oppe; men hun er saa svag at ikke allene Lægerne men hendes egne faa Kræfter forbyde hende at see Hvem det saa end er, i Gaar var hun meget daarlig og lidende, og vi Alle meget nedslagne, som De begriber. Dog lad mig komme til et Punkt i Deres Brev der ligger mig ret paa Hjertet. Ja Andersen, De har med Deres hurtige Skarpsindighed strax gjettet hvad jeg meente med Hensyn til den Møllerske Familie, og hvor ønskede jeg at De ikke havde! Thi Øjeblikket efter at denne hæslige Tanke (det hæslige ligger jo hos mig) opstod hos mig, fortrød og forkastede jeg den. Jeg kjender Deres ædle fortræffelige Caracteer saa vel at jeg ikke et Minut kunde falde paa at De blev ledet i Deres Handlinger af slige Hensyn. Jeg havde da vi talte om den Gjenstand irriteret mig, og vilde nu finde en Grund til den Forandring De viste mod de omtalte Personer, og - nu ingav en lille ond Djævel mig den stykke idée, som jeg ret inderlig beder Dem at troe kjære Andersen ikke kom fra mit egentlige jeg! Gid det var som naar man er Børn, har man gjordt eller sagt noget Urigtigt, og man erkjender det, og siger “jeg fortryder det, beder Omforlades og skal aldrig gjøre det mere” saa troer man alting godt, og er ligesaa let om Hjertet som før - nu er det anderledes, thi om endogsaa den man har bedrøvet er ædel nok til at tilgive og glemme, er man ikke selv let dertil. Jeg havde meget mere at sige men kaldes ned til Moder derfor maae jeg pludselig holde op. Er De vred paa mig Andersen? Det gjør os alle ret ondt at vi ikke see Dem i Dag men jeg er saa lidet egenkjærlig at jeg glæder mig for Deres Skyld at De skal have en poetisk humoristisk lystig Kraftsuppe istædetfor vores prosaiske sygelig triste Grød.
Farvel, jeg seer Dem jo snart?

Som altid uforanderlig søsterlig H Wulff.

[Udskrift:]
ST
Hr H. C. Andersen Nyhavn.



Brev nr. 162. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]  

Odense d: 12te Febr. 1836.

De undrer Dem vist over alt igjen, at see et Epistel fra Jette; men jeg syntes ikke at jeg vilde lade denne gode Leilighed med Ageposten[2] gaae ubenyttet hen; Deres sidste Brev[3] indeholdt flere Ting som ret glædede mig: “Det er et smukt Brev”, sagde Moder da De omtalte deres hyggelige Liv, og deres Taknemmelighed mod Gud: “Det er et tilfreds Brev!” tænkte jeg, og det fornøjede mig næsten endnu mere! - Hvis jeg har forstaaet Dem ret, vil De sende Deres Kaaber[4] til det lille graa Huus paa Odense Overgade, det er smukt af Dem, det vil glæde os Alle, og vi ville modtage det som en kjær og agtet Gjæst, derom kan De være overbevist. Jeg haaber at Maleriet er lykkedes, hvem har malt det? Sig mig kommer Kaaberet ud til Foraaret? Bliver De stukken eller lithographeret? Først tænkte jeg mig, at det kom foran i Deres ny Roman; men da det jo er Knæstykke, og efter et Oliemaleri, saa maa det vel blive for stort dertil, nu det er jo velkomment i hvad Form det kommer, velkomment, som til Sommer Originalen! - Tak for de to Vers af Deres Roman, jeg, vi Alle finde dem ubeskrivelig smukke! den stakkels Eva som vist er saa ung, saa smuk og saa lykkelig, som saa gjerne vil leve, og dog maae døe, jeg er bange, at jeg første Gang jeg faaer deres Bog i Hænderne, begynder med at læse Slutningen, for at see hvorfor hun ikke maa leve, saa meget interesserer hun mig alt. “Johanne” er det Sophie som er bleven omdøbt, eller den blinde Fiskerkone? I April eller Mai, det er vel det tidligste, at Deres Bog kan blive færdig fra Pressen? Men nu spørger jeg nok for meget, kun en Ting endnu ,,O T” betyder det “Odense Tugthuus”? Hvad De har skreven om Rosalie i deres sidste Brev, kan jeg ikke forstaae ! - Hvis vi seer Dem til Sommer, maa de endelig medbringe Kruses Oversættelse af Improvisatoren, jeg vil saa gjerne læse Fortalen. - Deres to ny Arbeider “Luftens Døttre”[5] og Renzos Bryllup komme da maaskee ogsaa med, ikke sandt? Det morede mig meget at læse Deres Eventyr, “Tommelise” er saa nydelig; “Den lille uartige Dræng” grumme comisk, De vinder rigtignok Efterslægten. - Da jeg en Formiddag kom til Gustas og mine smaae Elever, (Schønheyders[6] og Reckes[7] Børn som vi siden lste October have givet Time Underviisning), kom min lille Yndling[8], som Deputeret for de Andre “Om jeg ikke, naar de vare uhyre flittige vilde forelæse dem en Historie af saadan en nydelig lille Bog, som de havde faaet af deres Forældre til Nytaar,” og som Sophie Vind[9], der dog læser saa meget, selv har sagt om: “at det var den smukkeste Bog der var til!” Det var Deres Eventyr! Tiden var den Dag knap, saa de Smaae maatte lade sig nøje med den korteste: “Den lille uartige Dræng.” “Det veed jeg da vist”, sagde den fornuftige Bertha[10] “at hverken Moder eller Jomfruen vilde tillade Gottlieb[11] at lege med saadan en Dræng”. “Bare han var her i Skolen”, mente denne “saa skulde jeg nok korexe ham!” “Nei her maae han ikke komme!” sagde min lille Angelica, og klyngede sig ganske ængstelig op ad mig: “jeg tænker paa hvis han nu kom her saa maatte Du da ret være stræng imod ham, hvordan skulde Du komme ud af det lille Jfr? Du som altid er saa mild.” Hun tillægger min Mildhed hvad der kun er en Følge af hendes egen Elskelighed, jeg troer ikke at det er muligt at blive vred paa det Barn! - Nu har jeg længe ikke seet hende, jeg gik for tidlig ud efter at jeg sidst var syg, jeg længtes saa meget efter Børnene, men fik derved et værre Tilbagefald af den piinlige Nervegigt, som endnu vedvarer, den Feber som undertiden følger med, tager mine sidste Kræfter med sig. Louise er nu saa god at besørge mine Timer! - Den 18de Febr. Jeg har da havt de fleste af disse nyere Ting som ere udkomne: Carl Bernh’s Noveller[12] som jeg finder noget matte, maaskee jeg ogsaa har læst dem i en mat Stemning. Herzes: “Kjærlighedens Veie”![13] (en temmelig flau Tittel synes mig) jeg fik kun “Den eneste Feil” og Digtene læst, ikke Novellen! Stykket finder jeg nydeligt, det morede mig meget. Af Holstes Nytaarsgave[14] havde jeg ventet mig mere, i den synes jeg bedst om Ludvig Bøtchers Digte, P. Møllers lange Digt: “Sorgen”, har jeg ikke ret forstaaet skjøndt jeg læste det to Gange, jeg troede det laae hos mig selv; men nu hører jeg af Blædel[15], at det er gaaet ham og flere ligedan, hvad Bogen har af Dem deraf var det Bedste mig jo bekjendt, Deres romerske Sang[16], og det lille Digt: Frihed, Byron, og hende[17]. Det var kun de smaae baggesenske Nydeligheder til Fr. Tyberg som vare mig nye[18]! - Øhlenschlægers Socrates synes jeg godt om, jeg kan slet ikke faae i mit Hoved og endnu mindre i mit Hjerte “Das auf sein gutes Recht zu pochen pflegt,” at den langtfra skal staae saa højt som jeg sætter den. (De taber vel al Kredit for min Smag hvis De ellers har havt nogen). Kalkar[19] sagde mig forleden, at det Smukkeste af hvad Socrates siger er taget af Platos[20] Dialoger, “Gudskeelov” tænkte jeg, vi Fruentimmer have dog mangen en Nydelse ved ikke at være lærde!” At denne Tragedie ikke fortrinlig egner sig til Opførelse kan jeg nok tænke mig, alligevel kan jeg ikke tilgive Kjøbenhavnerne at den er henlagt, det maa være tungt for en Digter at overleve sig selv og “Fyensreisen” har jo vistnok maattet indjage en den Frygt at Ø- siden Tabet af Lotte[21] i sin Digterverden (for at tale med ham selv) “Endnu kun var et Spøgelse der pudsler om blandt Nattens tavse Grave før sin Død”, men jeg synes dog at det lille Danmark som kun skylder sine Konstnere at nogen spørger efter det, ikke skulde være saa villigt til selv først at plukke den Krands itu, som Tydskland ærer, og hvormed Sverrig og Norge har prydet Øhlenschlæger! - De vil kun skrive i 6 Aar endnu, siger De, jeg haaber deres Digtermiddag vil vare længere! 6 Aar gaae snart, som Menneske har De jo endnu ikke naaet deres Middag, saa vidt jeg mindes ere De og jeg eens gamle, De følgelig som Herre, endnu næsten lige saa ung som jeg som Fruentimmer er gammel. - Der kan endnu forestaae Dem mange Livsafvexlinger, mangen en Oplivelse for Deres Aand som kan trække Deres Digtermiddag flere Aar ud over de 6 og at De endnu engang i dette Liv kommer til Italien, kommer til Grækenland, det ahner mig ganske vist, og Jettes Ahnelser ere ikke altid til at forkaste, og naar De saaret af Hjertens Lyst har gjennemflagret Deres Syden, saa kan jeg godt tænke mig at De kan længes efter et nyt Land, hvor der maaskee er en endnu mildere Luft, en endnu klarere Himmel! Jeg skal (som Socrates siger): “bestille Værelser deroppe” for alle mine Kjære, ogsaa for Dem! Jeg er ret svag i Vinter, undertiden forekommer det mig som om jeg ikke skulde overleve Foraaret; men det er vel kun Indbildning, jeg har jo før været lige saa syg, ja meget sygere, kun ikke saa længe! Naar jeg er rask føler jeg mig meget lykkelig, mine Fordringer til Livet ere i de senere Aar saa smaae, og da jeg jo af Naturen har et let Sind kan jeg glæde mig over tusinde Smaating; men naar jeg som i Vinter i længere Tid er syg, saa synes mig at der slet ingen Glæde er mere for mig paa Jorden, saa længes jeg saa inderlig efter at døe! Det er da rigtignok ikke noget at underholde Dem med dette sygelige Klynkeri, men hvad skal jeg skrive om? jeg har i 6 Uger ikke været ude af Stuen, nej det er for galt - lad os tale om andre Ting! - De leer vist af mig naar jeg siger Dem, at det forekommer mig, at der til Maskine, Røgelse, Blade, Bøger og Hyggelighed, ogsaa hører en Lyseskjærm for Digterens flittige Øjne. “Ja men jeg er ikke svagsynet”, hører jeg Dem sige. “Det veed jeg ret godt”; men ved at skrive meget, især om Vinteren ved Lys kan man let blive det, jeg sender Dem derfor en Skjerm som jeg har skaaren ud til Dem, den kjedelige Mad. Papmagerske, som kan lade en vente, fordi hun er den Eneste her i Byen har narret mig med Rammen næsten i 14 Dage, og nu er der saa kort tilbage af Lysetiden, at jeg næsten skammer mig ved at komme med den; men ikke sandt De vil desuagtet tage venligt imod den! De tænker nok, at vi ret ville overlæsse Dem med fyenske Udsigter, jeg havde saa gjerne sendt Dem en italiensk; men den vilde ikke lykkes og af siellandske som kan have Intresse for Dem, kjender jeg ingen, havde jeg blot havt en Skizze af Collins Landsted paa Strandvejen saa skulde De have faaet det; “Min storagtige Jfr Datter kunde gjerne have taget sin gamle Papa paa Raad med”, sagde Fader, da han først saae mit halvferdige Arbeide. “Du burde dog have valgt et Landskab som havde nogen klassisk Værd og ikke den prosaiske Mølle”; han har vistnok ret, men hvor der er Himmel og Træer der synes mig ogsaa er Poesi. Vaaningshuset[22] tilvenstre tilhører jo nu rigtignok et temmeligt jevnt Ægtepar; men for omtrent et Decenium[23] siden ventede die schöne Müllerinn fra Vinduerne sin tydske Elsker, der, som man dengang fortalte først skal have forelsket sig i hendes nydelige Værelse og i den smukke Udsigt derfra[24]. Ligesiden af gaaer Møllehjulet, maaskee “det har seet et Barnehjerte briste under sig i Vandet”. Over Broen til Hunderup, Munkemose og Philosophgangen, gik en lille Dreng for flere Aar siden ret ofte, Phantasiens Alfer spøgede omkring ham, derfor var han undertiden lidt bange, Nissen saae ud af Kirketaarnet, medens Klokkeklangen, og Orgeltonerne fra Kirken selv, viede ham til Digter. Veed De hvad, jeg troer næsten at min Lyseskjærm bliver klassisk! - For et Par Aftner siden læste jeg Deres: “Skilles og mødes” det er, og bliver yndigt, især første Afdeeling, Slutningen behager mig mindst, jeg synes at det Hele er for godt til, at Hanne behøver at bede for det, hvis det kjøbenhavnske Publicum nu ikke optager det med Bifald, saa slaaer jeg ganske Haanden af det, saa kan det have det saa godt. Man siger her, at Oberstlt. Abrahamsen vil beboe Kragsberg[25], mon Fru Lessøe saa ikke til Sommer skulde komme over og besøge sin Broder, det skulde være deiligt hvis jeg maatte opleve den Glæde, saa kunde De gjøre Følgeskab herover. - De omtaler aldrig Jette Wulff i Deres Breve, er hun rask efter sin Reise? det maa dog være behageligt for Dem at kunne tale med hende om Italien, især da hun jo omtrent har været der paa samme Tid som De. - Fra Bedstemoder kan jeg hilse Dem, jeg tænker De faaer med det Første Brev fra hende, hvad var det De skrev om Avertissementerne, De er ret et underligt Menneske, det er Bedstemor som skylder Dem et Par Mk. Det har jeg ogsaa sagt hende. Bedstemor havde just skreven et Brev til Baagøe[26] i en anden Anledning og da hun den Aften ikke følte sig oplagt til at skrive mere end dette bad hun ham med det samme besørge Indrykkelsen. Tante A- har ogsaa talt om at skrive, for at takke Dem for Deres Eventyr; men De veed nok hun opsætter gierne! - De er dog rask? Hvis De i denne Tid ikke har altfor meget at bestille, da Deres Stykke nok snart skal opføres, saa lad mig med det Første høre lidt fra Dem, det er jo, som De vil kunde see af Begyndelsen paa mit Brev, ikke min Skyld at Deres sidste kjære Linier først nu blive besvarede, og jeg kan behøve lidt Opmuntring, men nu vil jeg slutte ellers faaer De vist endnu en Stump af min Lidelseshistorie, hvor man dog bliver egoistisk af at være syg! Jeg har mange hjertelige Hilsener fra Alle her hjemme, naar De seer Fru Lessøe da bring ogsaa hende en venlig Hilsen fra

Deres søsterlig hengivne
Henriette H.

Sopranen[27] har hentet sin Hilsen hos mig, jeg kan bringe Dem en igjen! Caroline vil saa gjerne sende Dem en ret nydelig Hilsen; men Stakkel Indklædningen mangler hende. - Jeg har faaet Lov at skrive i Brevet; Jette er saa føielig, naar hun er syg - - -

Caroline.

Lørdag d. 20de. Hu, hvor jeg er vreed, den utaalelige Mad. Pap har narret mig igjen først i Eftermiddag har jeg faaet hendes Kluder Arbeide, som hun ganske vist havde lovet mig til Fredag, hun har min allerhøjeste Unaade; men hvad kan det nytte mig! nu kan jeg ikke skrive med Ageposten før om 8 Dage, og mit Brev er færdigt gammelt nok, gjøre en Ting om igjen, det - (har jeg ingen Taalmodighed til), vilde jeg sige naar jeg ikke skammede mig, - og jeg er desuden saa indbildsk at troe, at De venter paa at see nogle Linier fra mig, og der har jeg nu oven i Kjøbet af Narrestreger givet Dem en lang Beskrivelse over den dumme Skjærm, som Madamen næsten ganske har fordervet, som om den var værd at omtale, det er ærgerligt, ja nu veed De da hvilken en fortrinlig Overraskelse der venter Dem paa Mandag! - Hvad er det egentlig for en Strid mellem Dagen og Iris over Deres “Kennildworth”[28]? Jeg har blot læst lidt af hvad der staar i det første Blad, det Hele er nok noget som ikke videre kan bevæge Digteren. Jeg hørte igaar at Camilla Wedel[29], skal have skreven til Thora Faber[30] fra Kjøbh at Deres “Skilles og mødes” er opført[31], jeg har slet ikke seet det averteret i Berlings Avis, enten maa det være undgaaet mig, eller det kommer først med Bladene imorgen, men jeg sladrer, og mit Brev er alt saa langt.

Levvel gode Andersen!
Jette.