Brev nr. 111. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn. d. 29de Januar 1834.

Fader kaldte mig ned fra Bogkammeret i dette Øieblik og fortalte mig, at han havde faaet et Brev fra Dem, der røbede en høist mismodig, ja næsten fortvivlet Stemning, og at denne især var foranlediget af mit sidste Brev til Dem[2]. Kjære Andersen, er Deres Characteer endnu saa blød? jeg havde dog troet den noget mere hærdet ved de mange Anfald paa Deres Godmodighed, som De fra saa mange Sider har maattet taale. Jeg erindrer nu ikke meer, hvad jeg skrev i hiint Brev, som var saa forskrækkeligt; men jeg veed, at jeg var ærgerlig; hvorvidt jeg havde Grund til det, maa De nu selv bedømme. I samme Øieblik, jeg fra næsten alle de Venner, som have læst Agnete, hører Klage og Bedrøvelse over, at den er akkurat, som det Andet, De har skrevet, intet Nyt o.s.v. og idet jeg imødeseer en nedrivende Kritik over det, faaer jeg et Brev fra Dem, hvori De er saa yderlig tilfreds med det selv, hvori De anseer det som et Mesterstykke, der efter guddommelige og borgerlige Love maa give Dem Stemme og Sæde i Digter-Lauget. Fremdeles: i samme Øieblik, da jeg er bleven brouilleret[3] med Reitzel, fordi jeg ei vil lade mig skambyde af ham, i samme Øieblik, da jeg fra de fleste Steder faaer Subscriptionsplaner tilbage med Besked, at Ingen har villet tegne sig, i samme Øieblik, da jeg selv har den Ubehagelighed at faae Afslag med det Tillæg: nei, jeg er rigtig ingen Ynder af Andersens Muse, eller endog ligefrem: “jeg har mine Penge for kjære til at kaste dem saaledes bort”, og jeg da foruden den Ubehagelighed at faae Afslag, endvidere har den at skjændes med Folk om Dem - thi det maa jeg - i samme Øieblik siger jeg skriver De mig til, hvorledes De vil disponere over de i det Mindste 100 Rbd., som De faaer for Agnete;! Kan De ikke tænke Dem, at det - naar jeg sidder og beregner, hvorledes jeg kan dække Udgivterne med Trykning, Papiir o. s. v. tilsammen over 100 Rbd., og idetsamme faaer en Beregning fra Dem paa et Overskud af 100 Rbd. - er, ligesom jeg fik et Slag paa Snuden; og kan De ikke tænke Dem, at man bliver ærgerlig, naar man faaer et Slag paa Snuden, naar man faaer det af Vennehaand[4]; er det af Fjendehaand, da slaaer man igjen.
Men jeg troer, Gud forlade mig, at jeg igjen bliver ærgerlig. Det var ikke min Mening; jeg er forresten i meget godt Humeur og temmelig rask. Jeg kan sige Dem, at jeg aldrig før har holdt meer af Dem, end jeg nu gjør. Jeg kan ydermere sige Dem, at jeg endnu har Haab om, at De ikke skal fortryde, at Agnete er gaaet ud paa Deres Forlag; Jeg kan endydermere sige Dem, at jeg dog har truffet Flere, som synes godt om Agnete. Geheimeraad Møsting takker Dem for Dedicationen og beder mig hilse Dem ret meget. Nu vil jeg holde op, for om lidt skal jeg hen og see Guerillabanden[5] af Overskou og Bredahl.
d. 30te Januar. Jeg har nu seet Guerillabanden; den gjorde Lykke; jeg tør endnu ei tillade mig nogen Dom om Musikken. Saasnart De har faaet dette Brev, maa De lade mig høre fra Dem; jeg længes meget derefter, jeg har ikke længe hørt fra Dem, i Brevet til Lovise var der en Hilsen til Alle, undtagen til mig; det er en Ting, jeg ellers ei lægger Mærke til, men der frapperede det mig. Skriv mig nu til, at De er i godt Humeur igjen, De kjender mig jo og veed, hvormeget jeg holder af Dem. Lad mig saa nøiagtig faae at vide Deres Opholdssted; jeg skal da atter skrive Dem til, og kan da vel blandt Andet fortælle Dem om, hvem der i Aar faaer Stipendier af Fonden.
Lev vel, kjære Ven, og tag ikke Feil af mig fordi jeg før har været Deres ærgerlige, nu er jeg Deres ærlige Ven

E. Collin.

Hermed havde jeg besluttet at ende Brevet; men da der er meer end nok Papiir endnu, vil jeg dog for Løier meddele Dem en Sang, som jeg skrev til Faders Geburtsdag[6] sidst; vi sad hjemme i den gule Stue og sang den i en ganske lille huuslig Familie Kreds.

Mel. Komm lieber Mai und mache.[7]

1
4
O kom dog snart tilbage Hvis I lidt Tid vil give,
Du Aarstid blid og skjøn, - Det holder sagtens stivt -
Da Jæg’ren gaaer at jage Saa skal I faae at vide,
Alt udi Skoven grøn. Hvorledes Fa’r blev givt.
Da Skovens Vinterfrakke Det skal jeg Eder sige:
Forsvinder for vort Syn: Han gik i Skoven grøn,
Komm lieber Mai und mache Saa mødte han en Pige,
Die Bäume wieder grün. Den Pige hun var skjøn.
2
5
Hver Tid har sine Glæder, Hvert Aar paa denne Aften,
Hver Tid har noget Skjønt Bli’er Fa’er født om igjen,
See Vaar og Sommer klæder Vi ta’ e ved Druesaften
Den nøgne Jord i Grønt. Heraf Anledningen,
I Hjemmets lune Bolig At klinke dygtigt sammen,
Jeg elsker Vintren meer Som før paa dette Sted,
Den har en vis fortrolig Vi sige Alle: Amen,
Og huuslig Characteer. Og gamle Bjuti[8] med.
3
6
Som Fuglens Sang fra Hækken Saa reis Jer fra Jert Sæde
Her Glæden ofte lød: Og skjænker bredfuldt Maal,
Vor Glæde var som Bækken[9], Enhver, som er tilstede,
Den Bæk, som sagte flød. Skal drikke Faders Skaal.
Hver af os var en Kilde See kun, hvor tørt han sidder
Til Lunets muntre Elv, Og nyder sin Honneur;
Naar ingen Anden vilde, I Byen er han kun Ridder[10],
Saa skrev’ vi Viser selv. Her er han Commandeur.

Glem ikke, Andersen, hvad jeg har bedt Dem ofte om, at notere, naar der falder Dem noget mindeværdigt ind fra Deres Ungdomsliv. Deres “Erindringer”[11] bevarer jeg trolig, intet Menneske har faaet dem at see. Det Brudstykke jeg har, ender med den Afskedsbillet De fik fra R. V.[12] - og derpaa en - endnu ufuldendt- Afskrivt af Ingemanns Brev[13] angaaende Deres Phantasier og Skizzer, hvilket Brev De siger at ville meddele, forinden De “gaaer til den smertelige Opløsning af “Deres Hjertes første Kjærlighed”. - De tjener mig, De tjener Dem selv og Deres Minde, ved at fortsætte disse Erindringer.
D. 1ste Februar. Emil Hornemann, som i forrige Sommer var i Neapel, beder Dem hilse Etatsraad Vogt, Ambrosio[14], Brochenhuus[15] og Prindsesse Pignatelli[16]; skulde De træffe Sangerinden, Demoiss: Toldi[17], da kan De sige hende, at hun har gjort Indtryk paa hans Hjerte.
- Alting er forresten her ved det Gamle; den eneste vigtige Forandring i vores Familie siden Deres Afreise er Gottliebs Givtermaal; jeg er endnu den samme Forlovede, og vedbliver vel endnu i flere Aar at være det; jeg klager ikke derover, jeg er lykkelig i min nuværende Stilling. Fader og Moder og mine Sødskende og andre Kjære ere, Gud skee Lov, raske; min Jette har Gud være lovet ogsaa god Helbred; hvad har jeg saa meer at ønske. - Fra alle Disse hilses De hjerteligt; lad mig nu snart høre fra Dem, kjære Andersen.

Deres Ven
E. Collin.

Hils Fritz Petzholdt fra mig og fortæl mig noget om ham. Det er sandt, De er jo i Neapel, han i Rom. Træffer De Hertz, da hils ham fra mig.



Brev nr. 112. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

Kiøbenh. d 1 Februar 1834.

Kiære gode Andersen!
Deres sidste Brev, af 9 forrige Maaned, bedrøvede mig usigelig meget formedelst den Misforstaaelse, der var opkommen mellem Dem og Edvard, og fordi jeg tydeligen kunde forestille mig i hvilken Sindsstemning De maa have været. Edvards Brev kiendte jeg ikke det mindste til, og havde ikke Ahnelse om at det indeholdt noget der kunde være ubehageligt for Dem. Deres Brev til ham brændte jeg strax. Ikke at jeg bebreider Dem eet eneste af de Ord, der stod deri, men jeg maatte befrygte at det kunde have en Virkning, som i høieste Maade vilde have smertet mig - et Brud mellem Dem og ham. Og ligesaa lidt som De kan fortiene alle hans Irettesættelser, ligesaalidt fortiener han al den Vrede, De i Lidenskab deri havde udgydet; thi han holder i Grunden inderlig meget af Dem, og er, naar det behøves, Deres varmeste Talsmand. Jeg vil ikke tale om al den Umage han har giort sig for at faae Agnete udgivet, baade meest oekonomisk og paa den smukkeste Maade, hvor ufortrøden han selv har indpakket alle Exemplarerne, der skulle omsendes til Subskribenter og Boghandlere; men han interesserer sig ved enhver Leilighed for Dem, uden at ønske at det skal bemærkes. Det gaaer ham deri, som Gottlieb, og som dennes Fader, de ville ikke have, at nogen skal kige Dem ind i Hiertet. Jeg bifalder ikke hans Doceren over Dem; men gode Andersen, hold ham nu den tilgode; hvert Menneske har jo sin Svaghed, det er nu hans; vi maae overbære med hverandre. Jeg viste ham ikke Deres Brev til mig, men sagde blot, at De havde været meget ulykkelig over hans sidste Brev, som havde krænket Dem. Det gik ham til Hierte, og han sagde, at han vilde skrive til Dem med denne Post[2]. Naar De nu faaer et venligt Brev fra ham, riv saa det slemme Brev i Stykker; slige Minder skal man ikke bevare.
Min Kone, Ingeborg, Louise og Lind, Theodor, Gottlieb og Augusta, Jette Thyberg, have Alle Dem i kiærlig Erindring og bede Dem hilset. Ingeborg synger Deres Vise for Viggo[3]. Oh, kiære Andersen, De kan troe, De var os alle meget kiær. Har De havt Nød og Fortræd af Recensenter, saa har [De] dog fundet megen kiærlig Deeltagelse hos mange gode Mennesker, og det maa være Erstatning for hiint. - Sligt kan jeg forresten bedre sige end skrive; thi vidtløftig kan jeg ikke være, og Korthed foranlediger Misforstaaelse, derpaa har jeg i mit Liv havt mange ubehagelige Erfaringer.
De forlangte en Vexel paa Florentz paa 50 Species tilsendt i mit første Brev til Neapel. Den følger hermed. I det næste Brev, De faaer herfra, fra mig eller Edvard, vil der vel kunne siges Dem noget nærmere om Deres Pengesager. Naar De har faaet dette, skriver De os vel til fra Neapel.
Jeg slutter med de bedste Ønsker for Deres Vel

Deres faderligen hengivne
Collin.



Brev nr. 113. Fra HCA til Ludvig Müller.[1]  

Rom, d. 10. Februar 1834.

Et lykkeligt Tilfælde vilde, at jeg endnu var i Rom, da Dit kjærkomne Brev[2] indtraf. I alle Breve til Hjemmet havde jeg skrevet, at jeg forlod sidst i Januar Rom for at gaae til Neapel. Dette var ogsaa min Villie, eftersom der ingen Udsigter gaves til, at vi skulde faae Carneval. Du veed, at for 3 Aar siden, da Gregor XVI just paa denne Tid valgtes, var der en Sammensværgelse i Gjæring, og Karnevalet blev forbudet; først i Aar glæder hans Hellighed os og sine Romere med denne Lystighed. Jeg blev altsaa disse 8 Dage længer og overraskedes da med Dit Brev[3], der slet ikke satte mit Ansigt i de lange og brede Figurer, Du behager at forestille Dig, men ret inderligt glædede mig. Du er fuldkommen retfærdiggjort; men min Taushed troer jeg ogsaa er det; naar man skriver 3 Breve uden at faae Svar (og veed at den paagjældende Person ikke er syg), da er det menneskeligt, at ikke det 4de skrives. - I Grunden har jeg meget ondt af Dig over Dit Slid og Dit Slæb[4], der vel kan lede engang til et fedt Embede, men i og for sig selv forekommer mig til ingen Verdens Nytte; naturligviis kan Du sige Meget her imod, enhver Ting lader sig forsvare! Gjerne havde jeg vidst Udfaldet; thi det vilde særdeles ærgre mig, om Du ikke fik Dit Trælle-Arbeide belønnet; men jeg venter det vist, ventede det alt hjemme, da Du begyndte derpaa, desuden Hohlenbergs[5] Yttring - altsaa, jeg gratulerer Dig. - Hvor Meget har jeg ikke at sige Dig, hvor Meget maa jeg ikke sladdre med Dig om, selv Dit Brev giver mig Anledning til mangen Forklaring, mangen Udgydelse af min Sjæl og mit Hjerte. - Meget sjældent faaer jeg Brev hjemme fra, Flere skrive mig slet ikke til, det er det eneste Savn, jeg har, Hjemvee kjender jeg endnu slet ikke til, Gud veed, hvad der giver Dig Grund til at omtale det. Nei, nei, min kjære Ludvig, jeg bliver kun inderligt bedrøvet ved at tænke paa at vende tilbage; thi jeg veed, hvad der venter mig der, og da jeg maaskee har lidt mindre Godmodighed nu, end før, frygter jeg selv for Vennerne, da de neppe have lagt den mentorske Tone af, jeg før taalte, men nu ikke længer kan eller vil [taale], og altsaa vil blive saaret fra min ømmeste Side; thi Fjender slaae med Svøber, men Venner med Skorpioner[6]. - Det nye Aar har bragt mig megen Sorg; først mældte det mig min gamle Moders Død, Postdagen efter mældte en Fremmed mig om Molbechs Kritik i “Maanedsskriftet”, der just ikke rørte mig stærkt, men heller ikke bidrog til at muntre mig. Molbech har i den sidste Tid anmasset sig en Tone i Literaturen, der er utaalelig, han følger Moden og har formeligt prostitueret sig flere Gange; Gud naade ham, naar hans Tid kommer! I Hertz har han nu en mægtig Fjende, han erklærer ham for fuldkomment gal. Men nok om det! Strax efter fik jeg et Brev[7], der temmelig bittert sagde mig kun det Onde, det taltes om mig hjemme, erklærede min hele Digterværen sin Undergang nær, at “Agnete” var et til Fortvivlelse maadeligt Product, som mine Venner burde holde tilbage, (det var den Gang endnu ikke heelt blevet trykt,) “sammenjadsket”, “vanskabt” etc. etc. Kun to Gange før i mit Liv har jeg følt, hvad dette Brev virkede paa mig; thi det var fra En, jeg hang ved med min hele Sjæl; jeg blev rystet dybere end mangen Sjæl, der maaskee i lignende Tilfælde har gjort Ende paa sin Tilværelse; dog, Du maatte kjende alle Omstændigheder for at faae en Idee derom, og disse kan og vil jeg ikke skrive. To Dage laae jeg i en Feber-Tilstand[8], en Maaned af mit Liv er spildt i Sjæle-Lidelser; Gud tilgive dem, der ere Skyld deri! - Selv Hertz kom mig i den Tid med Kjærlighed imøde, mine Landsmænd muntrede mig, de troede, at det Hele kom fra min Moders Død eller Molbechs Critik; det var et dybere Saar! - Men Tiden læger Alt, jeg er nu meget bedre, og Dine venlige Ord om “Agnete”, Thorvaldsens Roes og min egen Følelse giver mig Lyspuncter i et Mørke, hvorom mine faae Yttringer her ikke give Dig Idee. Du troer vist, at det Hele ligger i en Irritabilitet eller Sygelighed hos mig; men deri tager Du feil som i Meget, Du og Enkelte hjemme yttre. - Hvad er det egentligt for en Forandring, I ville, der skal foregaae med mig herude? Min Følsomhed, min Barnagtighed var maaskee det Bedste ved mig, og den skal bort! - Troe I, at Følsomheden gaaer til Grunde ved ideligt at hegle paa mig, ved ideligt at sige mig Ting, der bedrøve mig? Nei, sandeligt: ved at saares, vækkes denne mere; gjør mig heller glad, bidrag til, at jeg seer Livet i Solskin, og da vil mit Lune voxe, og mit eget Hang til Persiflage vil tilintetgjøre Følsomheden; men man behandler mig aldeles galt. Min Barnlighed? Den paastaaer jeg er en Lykke; gid jeg kunde beholde den; men desværre kjender jeg nu alt saa meget til Livs-Forholdene, at denne ikke længer kan bestaae; der er ikke Mere tilbage, end hvad jeg ikke b ø r miste. - Du og vor fælles Ven Collin have yttret, at i “Agnete” ikke fandtes den Forandring, I havde ventet, at Reisen ikke syntes at gjøre mig til et andet Menneske. Hvor ubillige ere I ikke mod mig, og jeg kan næsten sige, hvor uklogt skrive I det ned! Kun to Maaneder efter jeg tog hjemme fra, begyndte jeg paa “Agnete” og fuldendte den i nogle Uger; hvad Forandring skulde den korte Tid have gjort i min Maade at tænke paa? Behøver Legemet flere Aar for at bortdunste og blive et aldeles nyt, troe I da, at Aanden kan gjøre det i nogle Uger? Agnete synes Dig liig de b e d s t e af mine Digte, siger Du, og dette er mig det Høieste, jeg har ønsket. Mere kan nogle Maaneders Ophold i Udlandet ikke give, end vække skjønne Ideer, men ei omskabe en Sjæl. - Naar I nøjere overtænkte det Hele, da maatte I glæde Eder ved, at jeg ei affecterede en ny Forandring hos mig, men at jeg, Naturen tro, talte ud af min Sjæl. Hvor let kunde jeg ikke have gjort det med Maneer; men det forundrer mig, at I lærde, fornuftige Folk kunne snakke saaledes. - Feilene, Du udpeger, takker jeg Dig for; Du har der fuldkommen Ret, paa nogle Ubetydeligheder nær. - Du finder det underligt, at jeg kan lægge saa Meget i at blive to Aar ude, og siger, at naar 1½ Aar ingen Forandring gjøre hos mig, da vil det halve Aar heller ikke virke synderligt; men for det Første er det ¼ af min Reisetid, jeg ønsker Mere, og da det er mig om at gjøre at lære Tydsk, seer Du, at det bliver en Forskjel, om jeg kan være 6 Uger i Tydskland eller 7 Maaneder. Begriber Du det? Derfor er det, jeg ønsker dette halve Aars Tillæg for et Land, jeg næsten slet ikke kjender.
- - Rom selv har jeg saaledes gjennemvandret og aftegnet, at det synes mig, som havde jeg levet her flere Aar. “Aftegnet?” spørger Du; ja, det er jo sandt, det er et Talent, Du aldeles frakjender mig; men her finde de Alle, at jeg har det i en Grad, saa man opmuntrer mig til at uddanne det, og det veed jeg, at Du vil selv engang blive mig takskyldig for de Contourer, jeg bringer hjem af en og anden Gjenstand, Du ellers ikke fik Begreb om. Seer jeg noget Smukt, kan jeg ikke lade være at tænke: “Hvorledes skal jeg nu beskrive de Kjære i Hjemmet dette?” Og saa løber Blyanten over Papiret, og min Phantasie siger: “Nu har jeg Skelettet, nu skal jeg nok illuminere og udvikle det! - Den hele Kunstverden, jeg lever i, kan jeg ikke skildre Dig paa denne indskrænkede Plads, men kun sige, at R o m er sikkert Centrum for det Hele. Af dens 600 og nogle Kirker har jeg besøgt de halve, været i Catacomberne, ved Scipionernes Grave, ude mellem Bjergene, tumlet mig i de laveste Krostuer og i de rolige Klostre, ja, selv i e e t Nonnekloster; Bøger har jeg derimod ei læst mange af, den store Natur-Bibel forekom mig vigtigere, og jeg har fulgt min egen Tact og naturlige Følelse, der siger mig bedre end den halve Verden hvad jeg som Digter b ø r gjøre. Engang ville maaskee Fjender og Venner bifalde det, skjøndt begge i den sidste Tid have grebet forstyrrende ind i mit Liv og dræbt min Glæde [her], det eneste Sted i Verden, hvor jeg maaskee endnu kunde have fundet den. - Dog, hine kjende mig ikke, og disse mene det inderligt godt, skjøndt de tage mig aldeles galt; Resultatet bliver, at jeg i Grunden ingen Bitterhed har for deres Maade at være paa og - skjøndt det er jo Overspændthed - glæder mig til den Tid, vi Alle ret kjærligt skulle forstaae og skatte hverandre. Med Hertz omgaaes jeg meget. Min Ven bliver han aldrig saaledes, som kun Du og Edvard ere det, selv om I forandrede Eder unaturligt mod mig; men Bitterhed har jeg ikke længer mod ham, og jeg skatter endog hans Værd som Digter, en Ting, jeg af menneskelig Svaghed hjemme ikke gjorde. - Festdag følger paa Festdag her i Rom. I Julen havde vi Processioner. Soldaterne skuldrede for Jesusbarnet, der kjørte i Karreet, og hans Krybbe blev baaren om. Paven har jeg seet 12 Gange; han er rask og rørig. Forleden, da jeg spadserede med Hertz[9] og kom ind i en Afkrog, hvor den laveste Pøbel var, og hvor Paven steeg i sin Vogn, sagde Hertz, at vi vist maatte knæle, for ei at gjøre Opsigt; han gjorde det; men jeg kunde ei beqvemme mig dertil, og det havde ingen Følger; Romerne ere meget tolerante; tidt har jeg i det sixtinske Kapel staaet som en Phocion-Støtte imellem de Knælende, medens Paven blev røget for og bag, Fødderne kyssede, etc. etc. Flere Ark kunde jeg skrive og fik dog kun en Fjerdedeel fortalt af, hvad jeg vilde. Altsaa kun nogle Enkeltheder! Carnevalet[10] blev, som vor Højesteret, forkyndt med Trompeter i Gaderne og begyndte med, at Jøderne sendte en Deputation til Capitoliet for at bede om Tilladelse til at maatte opholde sig i Rom og turde betale Væddeløbet; thi tænk Dig, i ældre Tider maatte de arme Jøder løbe i Stedet for Hestene. Jeg var i Capitoliet og saae Deputationen, som man i vor Tid ikke længer sparker og træder paa, men dog ikke var christelig imod. Den første Februar gik Festen an[11]. Fra alle Vinduer i Corsoen[12] hang grønne, røde og brogede Tæpper, paa Fortougene vare Stole, og paa Gaden kjørte een Række Vogne op, en anden ned, og mellem disse bevægede sig med Livs-Fare flere Tusinde Mennesker. Den Ene kastede den Anden over med Confetti, en Art Kugler af Kalk, saa store som en Ært. Fra Vogne og Vinduer strømme der hele Kasser fulde, saa at det er som i det stærkeste Hagelveir. Folk gaae udklædte med og uden Maske, snakke Alle i Munden paa hverandre, og det Hele varer fra 3 til 6 om Aftenen og endes hver Dag med et Løb af 8 Heste. - Den første Dag, jeg kom derned, gjorde det Usædvanlige heri et behageligt Indtryk paa mig; jeg havde længe været saa sorgfuld; mit første Møde var med Hertz, og nu kan Du troe, der begyndte en Bataille. Romerne skrege: B r a v o  F r a n c e s e! ): Hertz. Et andet Partie sagde til mig: B r a v o  I n g l e s e! Men jeg havde ikke Confetti nok og maatte retirere. Som jeg staaer og kjøber for nogle Bajokker og vil stikke Pungen i Lommen, bliver den reven mig ud af Haanden, jeg havde 3 Scudi (3 Species) deri, og en Haandfuld Confetti blev slaaet mig i Ansigtet, saa jeg ikke kunde see Tyven, der løb med min Eiendom[13]. En af mine Bekjendte stjal man paa lignende Maade Uhret fra. Det fordærvede mig min Smule Glæde. - Siden søgte jeg at glemme det og havde i Forgaars en Kamp med Hertz[14], saa at han flygtede ind i en Skomagers Boutik og tog et Par Støvler og løb efter mig med for at prygle mig, da hans Confetti ikke slog til. Et Eventyr havde jeg med en Englænderinde, der kjørte og altid slog mig over; tilsidst sprang jeg op bag paa Vognen, og nu kastede hun en Blomster-Bouket til mig, som jeg vil bringe med hjem til Danmark. Theatrene ere i disse Aftener oplyste, og man kommer der med og uden Maske; i Forgaars gik jeg i det brillanteste og saae nogle ganske deilige Pigebørn uden Maske i Mandfolkeklæder (og det var anstændige Fruentimmere). Jeg gik op i en Loge, en fik Dame kom efter mig, kaldte mig “Mylord”; men det var neppe en anstændig Dame. I Gaar var det bekjendt over hele Rom, at man i en Loge der samme Nat havde fundet et Fruentimmer myrdet ved flere Dolkestik[15]. - Det er skeet midt under Musikken og Dandsen. I Gaar hændtes det ogsaa paa Corsoen, at en Dreng blev dræbt af Hestene, der løb; thi betænk dog, der er aldeles intet Rækværk mellem disse og Tilskuerne. Hestene ere formeligt vilde, der brændes dem Ild paa Ryggen, for at de skal løbe. - I Aften er det den sidste Carnevals-Aften, da møde alle Folk med brændende Lys i Gaderne, og den Ene slukker den Andens; naar da det sidste slukkes, ringe Klokkerne, og Fasten begynder.

Ippolito Caffi: 'Moccoliaften'.

I Morgen tidlig Klokken 5 reise Hertz, Zeuthen[16] og jeg med en Vetturin til Neapel, hvor vi ere om 3 Dage, see Vesuv, der spruder i denne Tid, gjøre Udflugt til Øerne og de græske Ruiner ved Pæstum og vende efter 5 Uger tilbage til Rom for at være her i Paasken; jeg bliver her kun i 3 Dage og reiser da mod Norden.
- - I Florents skriver jeg Otto til; jeg længes ret meget efter at pluddre med ham; thi ærligt talt, han er nær ved at stikke Dig ud i mit Venskab; jeg holder uendeligt meget af ham og har jo ogsaa levet mangen god Time med ham paa det lille Kammer i Paris. Hils ham ret inderligt, det kjære, velsignede Menneske, og siig, at nu ere mine Schnurrbarter lige saa smukke, som hans var det i Paris; siig, at Romerinderne ere meget skjønnere end vore Skjønheder i Paris, og at de ere Fyr og Flamme; selv den philosophiske, comiske Zeuthen lider under Skjønhedens Aag og gaaer i Carnevalstiden med Hænderne fulde af Violer. - - Han er bleven utroligt original her i Rom, gaaer om Aftenen paa Gaden i Schlafrock[17] og med en stor Stok som en Herkules-Kølle. - Thorvaldsen har nogle Gange glædet mig ved sin Visit, to Gange hørt “Agnete” og foræret mig 30 Contourer til sine Basreliefs. - - Kückler har malet mig, og det er ganske ypperligt.
- - En meget interessant Fest har jeg ellers oplevet her, nemlig St. Antonii Velsignelse af Dyrene[18]. Alle Heste og Æsler bleve førte til Kirken, læste over og besprængte med Vievand; i Grunden ligger der noget Smukt i, at selv Dyrene faae Deel i den christelige Velsignelse; men comisk er det dog at see et Æsel, pyntet med Silkebaand, staae og høre paa en Munk, der læser for det. Men jeg maa slutte Brevet, der, som Du seer, er skrevet i Galop. Bær derfor over med Formen, og naar Du klager over det tynde Papir, hvorved det Hele er blevet vanskeligt at læse, da maa jeg gjøre Dig opmærksom paa, at det er gjort, for at jeg kunde skrive des Mere og Brevet dog kun gjælde for et enkelt Brev paa Posthuset. Hils Dine gode Forældre, Brødrene, Din Søster, etc. etc., Tanten ei at forglemme. Lev nu ret vel!

Din trofaste Ven
A n d e r s e n.

( I Hast!)



Brev nr. 114. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Neapel den 23 Februar 1834.

Min kjære Sø[ster Je]tte!

Snart fortvivler jeg ganske over Dem! ikke et Brev! ikke et eneste Brev fra Dem! Hvad er der dog skeet? Nei, nei! Dem kan jeg ikke have taget Feil af. De kan ikke lade Dem forlede af Mængden til at være ubillig mod mig! Men hvad er dog Grunden til Deres næsten halvaarlige Taushed! - O, der var saa meget, saa uendeligt meget at fortælle Dem, men dette bliver intet Brev, kun et lille Ryk i Ærmet, om at være saa god at huske paa den poetiske Broder, der nu lever ved det herlige mørkeblaae Middelhav[2], hvor Skovene bugne med Citroner og Oranger, hvor Vesuv vælter sin røde Lava af Bjerget, hvor Alt er som en Drøm, en lystig deilig Drøm, kun at jeg savner alle mine Kjære. Nu veed jeg først hvad Italien er! ja: “vedi Napoli e poi muori!“[3] - Kom dog, kom dog! min kjære, eiegode Søster! O Gud, jeg kan græde over, at De ikke er her! - Vi fik da Carnaval i Rom[4], og det et glimrende! jeg sloges med Confetti, saa Herts maatte tye ind til en Skomager, hvor han tog et Par Støvler og truede at slaae mig med, istedetfor den Confetti han ikke havde. Damerne væltede hele Kurvefulde paa os. Rom var en Maskarade Sal. Gaden il corso en bølgende Strøm. En Tyv stjal min Pengepung med 3 Scudi i og gav mig Øinene fulde af Confetti, det var Skyggesiden ved Carnevalet. Hver Dag var der Hesteløb og i Theatret glimrende Festiner med og uden Masker. Midt under Dands og Musik blev Een myrdet oppe i en Loge. - Jeg var der samme Nat, Morgenen efter Carnevalet reiste jeg med Herts til Neapel, vi deelte flere Nætter Værelse sammen, Gjengangeren og Helig Anders. Paa Albanerbjergene fik vi Snee og i Terazzina deiligt Foraar. Mandeltræerne blomstrede, Orangehøsten var i fuld Gang og der hang Frugt paa Palmerne ved Stranden, see saaledes.

"Uden for Neapel, tæt ved Havet."
Odense Bys Museer.

Veien er usikker her, Flere skulle være plyndrede; vi saae slet ingen Røvere, men Soldater nok for at holde dem i Ave. I Mola di Gaeta stødte vi paa hele Skove med Oranger og Citroner! de bugnede af Frugter; det deilige mørkeblaae Hav væltede op paa Kysten hvor Levkoier og Receda voxte vildt. Ved Neapel var store Viinskove og Aloer paa min Høide. Gud, hvor vi ere stifmoderligt behandlet i Norden! Italien lader sig ikke beskrive! Egnene maa sees, Luften indaandes, den er som de saligste Kys! man kan blive gal derover. Af alle de Stæder jeg nu har seet, staaer Neapel øverst, dens Omegn rivaliserer kun med Genuas. Hvilket Held er det dog for os: i flere Maaneder har Vesuv været meget uroligt; Nat og Dag vælter Røg og Lava ud af Krateret; - flere Gange har der staaet en ild Søile paa henved 100 Favnes[5] høide op i Luften; jeg har endnu kun seet det blusse og hver Aften en migliebred[6] Ild-Strøm, glødende og blodrød vælte ned af Bjerget. Det er et forbausende Syn! Igaar spadserede jeg alene til Portici og Herkulanum, hvilede mig ved Foden af Vesuv; da rystede Bjerget, jeg kan ikke forklare det, den blege Flamme spillede i Solskinnet med den sorte Røg og det lød i Luften fra den rislende Lava, som tusinde Fugle slog med Vingerne. Imorgen bestige vi Bjerget, men Krateret kan ingen i denne Tid komme til, thi store gloende Stene kastes bestandig i Luften og den brændende Lava koger i Spalterne. Øerne heromkring see ud som svømmende Skyer, Børnene ere raphaelske Engle og Madonna aabenbarer sig i de smukke Qvinder. - Jeg kommer nu lige fra Theatret ST Carlo hvor jeg har hørt den berømte Madam Malibran[7] i Bellinis Opera “Norma”. Det var et Menneske-Hjerte opløst i Toner, jeg kom til at græde, Folk jublede Bifald, men Een - tænk dog - Een peeb! Een peeb hver Gang at Hjertet var ved at opløses i Salighed. Hvor kan dog Menneskene være saa onde? Da jeg gik ud af Theatret stod Folk i en Klynge, Vesuv kastede Ild mod Himlen, Søen lyste deraf, Maanen skinnede saa uendeligt klart, som var det Dag og en stor Tremast fløi ind i Havnen, thi det stormer stærkt. Her, her er mit Fædreneland, thi her føler jeg mig hjemme! men om fire Uger skal jeg bort, da er min smukke Drøm forbi! Da gaar det mod Norden! Dog, Norden er Rom, Florents og Venedig. Naar jeg døer engang vil jeg spøge i Neapel, her er især Natten saa uendelig [smuk]. Nu sidder jeg paa mit Værelse, Klokken er snart 12, jeg har ladet min Tjener hente mig i Dag en Flaske Lacrymæ Christi, det er første Gang jeg smager den, Vesuv stikker deri[8]. Skaal min kjære, trofaste Søster! Hør, nu synge de Serenade paa Gaden! der spilles Guitar! - Nei det er ogsaa altfor deiligt! Min Sjæl er saa fuld af Kjærlighed, længe har jeg ikke været saa lykkelig som i dette Øieblik! min Smerte er knusende naar jeg lider, men min Glæde er ogsaa navnløs naar jeg er glad. - Sydens Varme ruller i mit Blod og dog skal jeg - døe i Norden! - Der staaer i Bibelen, at den som har smagt det himmelske Brød, kan aldrig vederqvæges med det jordiske[9]! saa bliver jeg det da aldrig i det kolde Land hvor jeg skal høre hjemme. Dog Gud være lovet, jeg har dog følt og seet Himmelen; om den vil jeg drømme, om den vil jeg synge. Dersom De ved Modtagelsen af dette Brev endnu ikke har skrevet mig til, send da et Brev Postdagen efter til Florents Post restante, men kan De ikke skrive den første Postdag, senest den anden, da maa Brevet gaae til München post restante. Det er vist?
Neapel den 25 Februar. Iaftes i deiligt Maanskin besteeg jeg Vesuv[10]. Hav, Luft og Øer, vare en Feeverden. Bjergene laae med Snee og Vesuv kastede Ild. Jeg reed op til den næstøverste Kegle og gik nu med Herts der nær var vendtom af Mathed, i 1 Time gjennem Aske til Knæene opad. Ved den øverste Kegle var Lava Blok væltet paa hinanden; den sorte Røg der slog op skjulte Maanen, saa det hvert Øieblik blev sort Nat. Der var ei Spoer af Sti, vi kravlede frem, næsten en Fjerdingvei. For at see den nye uhyre Ildstrøm, maatte vi ud paa den halvstørknede fra igaar. Det var rædselsfuldt. Skorpen brændte os gjennem Støvlerne saa vi knap kunde holde det ud og flere Stæder var der Spalter, uhyre lange, som vi maatte over og i disse, saae vi kun den røde Ild, var Skorpen bristet havde vi sjunket i et Ildhav. En Alen fra os bruste, som et Vandfald den røde Lava ned ad Bjerget. Ild og store Stene fløi fra Krateret og rislede ned af Keglen. Svovldampen faldt qvælende for Brystet, og da Jorden brændte under os kunde vi kun staae der 2 Minutter, jeg følte mit Liv var i Guds Haand, og svimlede af Henrykkelse. Mere næste Gang. Lad Fru Lessøe læse dette og hils Deres kjære Forældre og Søskende ret meget. Her er et Par Blade fra Herkulanum. Lev vel!

Deres broderlige Andersen.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
Søcadetacademiet i Kjøbenhavn
ved Godhed!



Brev nr. 115. Fra H.C. Ørsted til HCA.[1]  

Kjøbenhavn den 8. Marts 1834.

Høistærede Ven!

Idet jeg seer tilbage paa den lange Tid, jeg har ladet hengaae, uden at besvare Deres venskabelige Jule-Brev[2], undrer jeg mig over mig selv og over den Hastighed, hvormed denne Tid er hensvunden for mig i en Hvirvel af Forretninger. Skjøndt en saadan Opsættelse seer lidt uundskyldelig ud, haaber jeg dog, at De kjender mig nok til at undskylde den. Deres Brev kom vel ikke Juleaften, men dog i Juletiden, og skaffede os saaledes den Fornøielse, i det Mindste at have Noget fra Deres Haand, medens vi maatte savne den: at see Dem selv hos os. Jeg har ret mange Hilsener fra min Kone og alle mine Børn, og mange Taksigelser til Dem, fordi De i det Fjerne mindedes os saa venligt.
De vil, at jeg skal sige Dem min Mening om “Agnete og Havmanden”, og De truer med at tage Taushed for Misbilligelse. Jeg seer, at De vedbliver at være den Gamle. De kan ikke bare Dem for at forlange den Utilfredsstilleliges Mening. Men tro mig, jeg er ikke den rette Dommer for Deres Digt. Vi have, om jeg saa maa sige, en ganske forskjellig æsthetisk Religion. De synes at være af den Mening, at Digteren kan skabe, hvad han vil, naar der kun er Livlighed, Følelse og Phantasie i Værket; jeg vil, at den af Digteren fremstillede Verden, med al dens Frihed og Dristighed, dog skal beherskes af de samme Love, som det aandelige Øie opdager i den virkelige Verden, og uden hvilke det ikke var værdt at leve deri. Efter min Mening bør derfor det Godes Magt føles som det Herskende i et Digterværk, om ogsaa det Onde, ja selv Helvede er dets Gjenstand. Digtet har, efter min Mening, ikke Lov til at indskrænke sig til Verdensdissonantserne, udrevne af deres Sammenhæng, ligesaalidet som et musicalsk Kunstværk tør nøies med at give os Dissonantser, der skulde opløses udenfor Kunstværket. Jeg kan ikke noksom rive mig løs fra denne med min Natur sammensmeltede Overbeviisning, for ret upartisk at nyde, efter deres egen Art, de Værker, som ikke ville underordne sig hine den aandelige Verdens Love. I Deres nye Digt fremstiller De os et Væsen, hvori Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dens forunderlige Higen efter en ny og anden Verden skal aabenbare sig. Men denne Længsel viser sig ikke henrettet[3] paa Noget af Det, der giver Tilværelsen dens høiere Adel; det er ikkun[4] en vild Begjærlighed efter noget sandseligt Stort. En saadan Begjærlighed kunde være Yttringen af en høiere Trang; men her seer man Intet af denne; tvertimod, hun sønderriver Venskabs- og Kjærlighedsbaand, for at tilfredsstille denne Sandseverdenens Tillokkelse. Vel sandt, Digteren har Lov til at skildre dette; men saa maa det skinne igjennem, at denne Tillokkelse er en Forførelse, har noget Djævelsk; og dette Djævelske maa ikke være uovervindeligt for Mennesket; men den Ulykkelige, som hengiver sig dertil, maa vises os som skyldig, ei som Den, der ene er dømt ved Skjæbnen. De seer let, at denne Grundanskuelse maa have en Indflydelse paa min hele Dom over Digtet. Iøvrigt tilstaaer jeg med Fornøielse, at De har anvendt megen sindrig Kunst paa at danne et dramatisk Digt af det gjenstridige Stof, der passer saa godt for Kjæmpevisens Træsnit, og at mange skjønne Vers og Skildringer, saavel af Følelser som af Naturen, ikke have forfeilet deres Indtryk paa mig.
Jeg maa nu slutte. Jeg har blot at tilføie, at Alt staaer hos os ved det Gamle, og at De hos hele Familien bevares i samme, kjærlige Erindring, som vi haabe og ønske ogsaa at være i hos Dem. Lad ikke min uforanderlige Vedbliven i mine Kunstanskuelser svække de venskabelige Følelser, De saalænge har næret for mig, ligesom jeg heller ikke skal ophøre at være

Deres af Hjertet hengivne
H. C. Ø r s t e d.



Brev nr. 116. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]  

d: 18 Marts 1834

Kjere Andersen!

Kjender De ikke nok Historien om Gulliver[2], der var bundet med tusinde fine Lænker til Jorden og maatte bruge al sin Magt for at løsrive sig, skjøndt de vare hver kun af Haars Tykkelse. Han er et Billede paa mig, daglig siden jeg fik Deres sidste Brev[3], har jeg tænkt paa at skrive, og daglig har disse smaa Sysler, der som Lænker holde mig, fraholdt mig fra dette kjere Arbeide, ogsaa har jeg kun saa lidet at sige. De husker nok jeg paa den seenere Tid var bleven taus, Pennen vil heller ikke meere ret gaae, det hele Uhrværk vil maaskee snart staae, men saa længe det er i Gang tænker det dog altid med uforanderlig Hengivenhed paa sine Venner og deriblandt veed De nok De altid er een af de første. Jeg fik idag et herligt Brev fra Dem fra den gode Jette[4], Gud skee Lov det var bare Glæde, o ja nyd, nyd! tilladelig Nydelse er Gudsdyrkelse, det skjønne er her jo for at nydes, indaand alt det Skjønne, gjør det til Deres Eget! Det maa ikke svinde fra Dem fordi De kommer hjem, nei Syden maa blive i Hjertet og saadan vil De ogsaa kunde elske det stolte Norden, som i indre Værd vel tør maale sig med hver Zone. Jeg frabeder mig paa det alvorligste alt Gnav! alle muelige venlige Erindringer udbeder jeg mig, men en sygelig Længsel passer ikke for en Mand og en Digter skal være Mand. Pris og hæv Italien saa meget De vil, har jeg føelt mig halvt inde i Italien ved Mignons: “Kennst Du das Land”[5] vil jeg vel ganske komme der ved mundtlig Fortælling om dets Herlighed, jeg længes for min egen Skyld efter Dem men for Deres Skyld ønsker jeg jo at denne Sommer maatte være saa lang som syv andre, det staaer meget i Deres egen Magt at forlænge den, ved livelig og munter at nyde hvert Øieblik. Naar De faaer dette veed De vel at den lykkelige Frøken Wulff er paa Veien til Italien[6], o hvor jeg under hende denne Lykke! hvor jeg er lyksalig i at hun, som saadan forstaaer at nyde det skal have denne salige Glæde, det vil vist ogsaa gjøre godt paa hendes Helbred, o det Syden! det Syden!
Hvor i Verden, kjere Andersen! faldt De paa at der skulde have staaet en Recension i Maanedsskriftet for Litteratur over Agnete, det er slet ikke sandt, hverken i Februar eller Marts har der staaet noget[7], De maa have misforstaaet det onde Brev, eller der har staaet Usandheder, jeg tilstaaer, den har vel ikke gjort stor Lykke, men at den skulle nedrives saadan som De har hørt, det er vist kun Ondskab der kan sige det. Der er store Skjønheder men jeg troer det var Feil at behandle det Stof, jeg troer ogsaa jeg meente det før De begyndte, Agnete er en Sommerfugl for os Danske som vel maa sees paa, men ikke røres ved - De har behandlet hende selv saa liflig, men De har givet hende tunge Omgivelser og gjort hendes Kreds for lille til at flagre let i. Dog hvorfor vender jeg tilbage til hende, jo det er fordi hun interesserer mig meget. Uendelig Tak for Deres sidste Brev, skjøndt det skar mig i Hjertet, saa vil jeg dog gjerne dele Venners Sorg som Glæde! Det glædede mig at det Bæger[8] faldt i Deres Lod! Tak for Violen! nu blomstre de her, vi har havt, ja jeg tør nesten sige (lee ikke) en italiensk Vinter. Primulaen har blomstret hele Vinteren i min Have, Skibsfarten har gaaet uafbrudt, ingen Snee har borttaget for mine Øine det bestandig grønne Græs og nu, tænk midt i Marts! ere Træknopperne saa store, at var De her, De blæste dem til Blade, som vi ellers først have i Mai. Naturen har gjort alt sit til at gjøre denne Vinter herlig og skjøn, jeg har ogsaa ret været taknemmelig derfor, nesten i et halvt Aarhundrede kan jeg huske Vintre, men ingen som denne, jeg lader lægge i Kakkelovnen een Gang om Morgenen og saa maa Solen for det øvrige varme hele Dagen, man maa ikke forlange det af den som en Skyldighed, det tilkommer os ikke, men man maa tage det som en saliggjørende Naadesgave, der hver Dag forfrisker og vederqvæger.
Det er mig dog umueligt rigtig at sette mig ind i hvad det er der udgjør Neapels Herlighed, De taler om Menneskene der, ikke om Kunsten, altsaa kun Naturen, kun den lette Luft, er det mueligt at den i længere Tid aldeles kan tilfredsstille? De er saa overlykkelig i Deres Brev til Frøken Wulff at jeg næsten skulde tro De var forelsket, dog er der heller ikke Spor deraf[,] altsaa er det dog vel den elskelige Natur, nei det er Gud der aabenbarer sig for Dem, Lyksalige! Vi have i denne Tid havt to Ting der har vakt saa almindelig Opsigt at det har naaet til mig, det eene er en skandaløs Historie med Prins Fredrik, Deres Favorit[9], hvad han egentlig har gjort, veed man ikke, har han trukket [blank] mod Kongen, forgaaet sig mod Faderen eller alt for slemt pryglet Gemalinden, det veed man ikke men han blev med eet sat i en Vogn med et Par Officerer og kjørt til Jægerspris hvor han kun skal have tre Værelser som han ikke maa komme ud af, der skal han blive til Fregatten gaaer, da skal han til Island, og efter en Forsamling i Statsraadet er der besluttet at han skal blive der et Aar eller to, det skal komme an paa hans Opførsel, de fremmede Ministre have faaet Ordre at skulle melde deres Hoffer at han er forviist for en Ubesindigheds Skyld. Er det ikke en afskyelig Historie?
Det andet er et Digt af Paludan Møller der hedder Amor og Psyche[10][.] Det er overmaade smukt og overgaaer i alle Henseender Dandserinden, paa tre smaa Ting nær, er det det deiligste jeg har læst i den Slags.
Hele Formen er deilig, Mytherne ere tildeels forandrede paa en elskelig Maade, Karaktererne ere, paa lidet nær, fuldkomne, Psyches er saa psychelig som et Mandfolk kan gjøre den; der er ikke Spor af den vilde letsindige Aand der behersker Dandserinden, dette er - Harmonie - Det er ogsaa det eeneste vor Litteratur er begavet med, hvad æstetisk angaaer -M: Winter er død[11], Gustav Ludvig Baden[12] har kjøbt Forlagsrettigheden af Raketten, Alle bleve med Rette bange, da han med meere Dannelse, flere Kundskaber, foreener juridiske Indsigter med den skarpeste Pen; men det lader til, idetmindste endnu, som hans bedre Sands har faaet Overhaand, Bladet gaaer noget over til det videnskabelige, aldrig saas[nart m]ærkede vor eiegode Wosemose[13] det, før han gav en allernyeste Raket ud, som da nok vil erstat[te] om ikke overgaae den forrige. - Naar De faaer dette er det for silde at bede Dem saa inderlig, om at tegne lidt af hvad De seer i Italien, Deres Tegninger fornøie mig saa meget, jeg haaber De har nogle hjem med Dem! Boutikken hvor Madonna hang mellem Roser og Pølser har moret os Alle usigeligt, men det er dog barnagtigt, langt fra ikke barnligt, og at Madonna selv kan forlange Lys, er alt for galt, det er mig næsten utroeligt at troe det, jeg maatte med Væmmelse vende mig fra de Mennesker, de ere jo 400 Aar tilbage, kan Natur, kan Kunst udslette dette sørgelige Indtryk? at see Mennesker paa saa lavt et Trin (ja de Trin gaae jo ned i en sort Kjelder, ned til en ureen Pøl hvorfra der maa opstige qvælende Dunster) det er dog for skrækkeligt! nei Andersen! med Stolthed maae De føle: De er Nordboer! - Jeg vil tro De ville gjerne forlænge Reisen, men blive der bestandig, ansee dette uhyre Mørke for “det himmelske Brød” det kan kun Digteren i et beruset Øieblik. Nei, nei kom hjem, foreen med Digteren et Levebrød hvoraf De kan leve, opsøg Dem en aandrig Pige, bliv Mand, bliv Fader, bliv Borger og luk ikke Øiet for alt det Gode Fædrelandet har fremfor saa mange andre Lande, og lad da Italien, som en smuk Ramme omgive det Hele, men lad ikke Øinene blændes af Rammens Forgyldning saa De glemmer at see Mesterstykket indeni den, og Mesterstykket er: Manddommen henlevet som agtet Digter, Mand og Fader og jeg maa bede - Ven.
Dette Brev faaer De først efter Deres Geburtsdag[14], jeg lykønsker Dem ret til den, næste Aar haaber jeg at gjøre det mundtlig, skal jeg blive ved at leve og det vilde jeg rigtignok ønske for de elskede Børns Skyld, de kunne endnu ikke undvære mig. Den 5. April skal Kristian op til Philologicum, i Oktober skal Ludvig, Fredrik og Kristian op[,] det bliver en skrækkelig Maaned, jeg haaber Deres Nærværelse vil bortvifte mangt ængstligt Øieblik. Det gjør mig grumme ondt for Dem at Frøken [Wulff] skal være borte naar De kommer, De vil savne hende uendeligt[;] blot hun maa holde denne Reise ud og vende sundere tilbage til os.

d: 22. Marts
Alle Børnene hilse saa meget, Ludvig er flyttet ind til Byen, da han læser med Etatsraad Brønsteds Søn[15], jeg seer ham kun 2 Gange om Ugen, jeg flytter nok selv til Byen om et Aars Tid, det vil falde mig tungt at forlade min Lago maggiore men det bliver Børnene for besværligt, Dine bliver meer og meer empfindlig[16] ved Veiret[,] der er mangen Søndag jeg ikke seer hende og, skjøndt hun daglig taber interesse for alt og der næsten ingen Punkter er hvor vi mødes, saa savner jeg hende, det er dog min elskede Mands ældste Datter (at De ikke svarer paa disse Linier haaber jeg)[.] Fredrik faaer ogsaa meer og meer at bestille, Kristian haaber jeg faaer næste Aar Regentsen, saa vil det blive meget eensomt for mig, Ipsens flyt[t]er nu ind [til] Byen, det er tungt for mig, Frøken Bøghs Selskab var mig saa meget, at jeg slet ikke [ve]ed hvordan jeg skal undvære det, vi sees næsten daglig[;] hun har en udmærket Aand og interesser[er] mig usigeligt, hun vil bidrage meget til at jeg tager ind, da hun er sygelig kan hun ikke godt komme til mig, og skal jeg ret nyde Folk maa det være hos mig selv. Jeg kan ingen Efterretninger give Dem fra Deres øvrige Venner, jeg seer Ingen, men eklatante onde eller gode Ting er der vel ikke hændet dem ellers hørte man det nok. Fruen med Lommerne hare jeg reent tabt af Syne ellers ligesom Geografie Frøkenen, jeg haaber da at faae min Geografie naar De komme hjem, saa man hun dog kunde den udenad.
Farvel, kjere, gode Andersen! gid jeg snart hørte noget fra Dem! har De slet intet frembragt al den Tid De har opholdt Dem i Italien? De skrev om en Novelle men da De ikke omtaler den i Frøken Wulffs Brev er jeg bange den er gaaet efter Tragedierne, der døde i første Suk. Jeg vil have Taalmodighed, Bien samler først sit Honning før den bringer det i Cellen. Vær glad og trøstig og sønlig sindet mod deres moderlige

Ven Signe Læssøe

Lad mig bevidne Dem min Deeltagelse i Deres Moders Død, det maa have været haardt, blandt Fremmede at faae saadan en sørgelig Efterretning! med Guds Hielp er hun nu et bedre Sted, et Sted hvor Hjertets Ret faaer sin fortjente Plads og da vil hun sikkert, saavidt jeg kjendte til hende, komme til at staae (om ikke høit, det er et fælt Jordisk Udtryk) saa dog godt og sikkert, det fortjente hendes Kjærlighed. Fred med hendes Støv! Men at her ingen ingen er der “maa holde af Dem” er ikke sandt, jeg maa holde moderlig af Dem, jeg kan ikke andet end regne Dem blandt Sønnerne. Det maa De taale.
Jeg er næsten bange for at skrive Dem til, for jeg maa skrive forkeert naar De kan læse at jeg roser Napoleon for Beskedenhed, Gud veed den Engel havde aldrig seet eller hørt noget om den Slags Dyd, nei saadan kan min Tale ikke være falden, men Gud veed hvad Andet jeg har skrevet[17]; De veed nok jeg som Moder og Husmoder kan ikke som Shlei[?][18] skrev, lukke mig inde paa mit Værelse og leve en Dag med Dem: nei medens jeg lever med Dem, lever jeg med mit hele Hus og endda Visitter, der afbryde mig paa hver Side, det er en Undskyldning omtrent som Præsten der undskyldte at hans Tale ikke var ganske logisk, fordi han havde Snue. Skjøndt det er naragtigt at sende Anekdoter saa langveis, saa har jeg dog een der bær saadan Præget af Vestkysten i Jylland at den, som Dansk maa og skal interessere Dem.
En Egn var saa aldeles blottet for Træer at Mødrene maatte give deres Børn Riis af en Tørv. Hvad siger De hertil? er den ikke heldig! - Jeg glæder mig ret iaar til Udstillingen[19], den skal blive meget god iaar, Deres Fødselsdag skal jeg helligholde med at gaae derop, vel er det første Dag, men jeg længes saa meget!

[Udskrift:]
A
M o n s i e u r H: C: A n d e r s e n
a
F l o r e n z
e n
I t a l i e
a p o s t e r e s t a n t e
franco Italja



Brev nr. 117. Fra HCA til Chr. Voigt.[1]  

Neapel den 18 Marts 1834.

Min kjære eiegode Ven!

Den sidste Dag jeg er her, maa jeg dog tale med dig om al den Herlighed, min Sjæl har inddrukket i dette sande Paradis. Men jeg maa knøtte Traaden fast til Rom, hvor jeg i mit sidste Brev[2] forlod dig, og da løst skizzere den hensvundne Tid, hvori ligger et heelt Menneskeliv hjemme. - Gregoir XVI gav da de Fremmede og sine Romere Karneval[3]. Tre Timer hver Eftermiddag var i 8 Dage Rom forvandlet til en Maskeradesal. Lystigheden begyndte med, at de stakkels Jøder maatte trave op paa Capitoliet og paa en ydmyg Maade bede om Tilladelse til at blive i Rom og istedetfor at løbe selv i Gaden at give en Pengesum og lade Heste træde i deres Sted. Korsoen ): Byens Hovedgade var opfyldt med Masker, Vogn kjørte ved Vogn, og Fodgjængerne snoede sig imellem. Fra alle Sider regnede Confetti ned, en Art Kalkkugler. Hele Kurve fulde hældtes ned paa os. - Den første Dag stødte jeg paa Herts, og nu kan du troe der begyndte en Kamp! Romerne toge Deel deri og raabte til ham: ”Bravo Francese!” og til mig: “Bravo Inglese!” - Da min Confetti imidlertid slap [op] maatte jeg ind i en Sidegade at kjøbe for nogle Bajocci, idet jeg nu vil stikke Pengene i Lommen, der var 3½ Scudi (3½ Specier) deri, bliver den revet mig ud af Haanden, og jeg faaer Ansigtet fuldt af Confetti, mens Tyven løber; det ærgrede mig og spolerede mig Glæden den første Dag, det var som jeg i det nye Aar aldeles ingen Glæde maatte faae. - Men jeg vilde nu være glad og søgte at glemme det. Næste Dag var der en Kamp igjen med Herts, hvori jeg var den seirende, han flygtede ind i en Skomagers Boutik, tog et Par Støvler og truede mig med istedetfor den Confetti, han ikke havde. Et lille Eventyr havde jeg med nogle engelske Damer, der ideligt slog Confetti paa mig; jeg sprang da op paa Vognen og nu kastede den smukkeste en Blomsterbouket paa mig, som jeg gjemmer endnu. - Du skulde see denne brogede Vrimmel af Harlequiner, Pjeroter, Hyrdinder etc. og saa det lystige Væddeløb med Heste, som hver Dag endte Karnevalet. Hestene bleve gjort rasende ved at give dem brændende Ild paa Ryggen, de fløi afsted, og tænk dig, de løb midt igjennem Menneskevrimmelen uden at der var Skillerum i den lange ikke brede Gade, dog skete der ingen Ulykke, kun en Dreng blev traadt ihjel. Paa Theatrene var glimrende Festiner, jeg var en Aften i eet og Rygtet gik, at samme Nat blev Een myrdet oppe i en Loge under Musik og Dands, Polletiet søgte ivrigt efter Morderen. Karnevalet endte med Mukolifesten[4], Enhver løb med et brændende Lys i Haanden, som Modpartiet søgte at slukke. I Millionviis svævede Lys paa lange Stænger fra Vinduerne og Balloner med Voxstabler dalede ned fra de øverste Etager; du gjør dig intet Begreb om det glimrende Syn og den Skrigen, der var. - Dagen efter Karnevalet reiste Herts, Zeuthen og en Nordmand ved Navn Berg[5] sammen til Neapel. Vi maatte betale Reisen meget dyrt, da alle vilde fra Rom, hvor Fasten begyndte. De Danske her, morede sig meget over det Tilfælde, at vi skulle reise sammen og spaaede os megen Morskab. Zeuthen, maa du vide, har paa sit lange Ophold i Rom lagt sig meget efter at ligne de gamle Philosoffer i deres Særhed og ved Mangel paa Fiinhed og almindelig Omgangs-Tone at være piquant. Det gik ellers mod Forventning godt den hele Reise. Paa Albanerbjergene fik vi Snee, men i Sumpene var alt deiligt Foraar. De vilde Bøfler gik i det høie Græs og pladskede i Vandet. Da vi kom til Terrazina, som du kjender fra Fra Diavolo[6] var der ganske Sommer; det deilige blaa Hav hilsede os og vi spadserede under de smukke Palmetræer. Det var just din Gebursdag[7] den Dag og da vi om Aftenen kom til Bords drak Herts og Jeg: Christian Voigts Skaal i rød Kalabreser-Viin[8] og sang oven paa Visen af Fra Diavolo. Zeuthen var saa nobel at klinke med. - Da vi Dagen efter kom til Mola di Gaëta blev vi alle som ude af os selv af Henrykkelse over den rige deilige Natur. Træerne bugnede af Citroner og Oranger, der var en heel Skov af disse, og Havet laae saa uendelig blaat for os med sine Skibe og Øerne, der lignede svømmende Sommerskyer. Fjerde Dag kom vi til Neapel, der efter Paris er, som By, den herligste jeg kjender. Vi havde imidlertid det Uheld at de to første Vertshuse vi kjørte til vare opfyldte. Der holdt vi nu midt paa Torvet. En Mand tilbød os da privat Logie, og Herts og Berg gik for at see paa dette, idet de paalagte mig at sørge for at Veturinen blev paa samme Sted, til de kom tilbage, da de ellers ikke kunde finde ham. Neppe ere de borte, saa kjører han afsted, jeg raaber: han skal holde, og da han bliver ved, skriger jeg paa Zeuthen, som sad i Kabrioletten, at han skal faae Kudsken til at holde. Den gode Magister, som sad hensjunken i sig selv, foer op og spurgte, hvad det var. Jeg sagde, at Kudsken skulde holde o. s. v. - “Ja, svarede Zeuthen, der ere Ingen, som have sagt noget til mig, og [jeg har] ogsaa en Stemme, nu skal han kjøre!” - “Men vær dog fornuftig,” sagde jeg, og [raabte] til Kudsken: “holdt!” - Da begyndte Philosophen paa sin Maade at skrige, at jeg havde “en beskidt Kjæve!” og skældte mig saa nedrig ud, at jeg formeligt forsteenede og lod Kudsken kjøre med mig og den gale Mand hvor han vilde[9]. Vi maatte da lade en Dreng gaae efter de Andre og saaledes kom vi til Ro hvor Herts efter at have hørt den Gales Opførsel [udstreget: Paroxysme] tilbød mig at dele Værelse med mig, saaledes oplevede jeg noget lignende som Øehlenschlæger og Baggesen[10], uden at jeg ligner mig med hiin, at min æsthetiske Uven og jeg bleve Stuekammerater. Herts viiste sig den hele Tid særdeles elskværdig og vi vare begge eenige i, at Zeuthen var et farligt Menneske at omgaaes, som det virkeligt rafler [!] imellem for. Neppe troer jeg ogsaa at det hede Klima og den italienske Viin, som han ikke taaler, virker godt paa hans aandelige Jeg. - Men nok om denne Ubetydelighed. - Vi fik ved vor danske Ministers[11] Hjælp gode Værelser og er blevet indført i flere Huse, især har jeg været meget ude og det baade til Middagsgilde og Bal om Aftenen. - Hvilken Lykke for mig at Vesuv er saa uvenlig. Alt i 3 Maaneder før jeg kom havde det uafbrudt kastet Ild og Lava. Alt første Aften jeg kom saae jeg den røde Lava i tre Strømme, hver saa bred som Peblingesøen, slynge sig ned ad Bjerget og speile sig i den klare Bugt. - En 14 Dage efter vor Ankomst besteeg vi det[12]. Vi kjørte til Herkulanum og saae her de øde Værelser under Aske-Dyngerne, toge nu Æsler og reed mod Aften opad Bjerget. Vi kom over en heel Lavamark, der lignede en udbrændt Verden. Al Vegetation ophørte, og da Æslerne ikke kunde stige længer gik vi med Føreren op ad den øverste Top, der bestaaer af kulsort Aske. Ved hvert Skridt glede vi ½ tilbage, det var særdeles trættende og Herts sank flere Gange udmattet om, vilde endogsaa have givet tabt og blevet tilbage; men Berg og jeg fik ham under Armen og saaledes kom vi efter i en Time hvert Øieblik at have sjunket i til Knæene, op til hvor selve Kjædelen staaer, eller rettere det sidste høie Punkt med Krateret. - Det var en Lava-Slette vi stode paa eller rettere, det var sønderknuste Lava-Klipper. Maanen stod op lige over Krateret og skjultes hvert Øieblik af den beegsorte Røg der hvirvlede op, det blev da sort Nat om os, vi maatte holde hinanden i Haanden indtil det atter lysnede. Grunden under os bævede, en uhyre Ildsøile steeg fra Krateret og gloende Stene faldt ned nogle Favne fra os. For nu at komme frem til Lavastrømmen maatte vi over een der for et Døgn siden havde været flydende, kun den øverste tynde Skorpe var sort men gjennem Spalterne skinnede den røde Ild; der maatte vi nu ud, dersom Skorpen var bristet havde vi sjunket i et Ildsvælg. Det brændte os saaledes under Fødderne at vore Støvler gik itu og vi kunne [!] kun nogle faae Minutter udholde Heden og Svovldampen; foran os strømmede den blodrøde Lava som en tyk Ild-Velling der farvede Skyerne røde. - Det var et Øieblik i mit Liv jeg aldrig vil kunne glemme. - Den største Udflugt jeg gjorte fra Neapel og som skulde erstatte mig Sicilien, var en Reise paa 5 Dage[13], hvor vi gik ind i Calabrien og saae de skjønne græske Templer ved Pestum der skal staae endnu fra den heroiske Tid.

"Templerne i Pestum."
Odense Bys Museer.

Jeg vil i Korthed fortælle dig lidt om al den Herlighed jeg her lærte at kjende. - Vi tog fra Neapel til Torre del Anunciata og vandrede derpaa gjennem Viinhaver op ad til Pompei. Hvilken forunderlig Følelse var det ikke at gaae i disse øde Gader, læse Navnene paa Muren af de som boede der, skrevet i hiin Tid. Jeg var i Diomedes Viinkjælder, hvor Viinkrukkerne endnu laae. Theatrene saae ud, som man endnu igaar havde spillet paa dem. Orchester, Scene, Alt var særdeles godt vedligeholdt. - Unge Grædepile stode skudt op mellem Marmor Templerne. Farverne paa Malerierne og Væggene i de enkelte Huse, vare saa friske, og de deilige Mosaikgulve saa lækkre at gaae paa, at det kildrede op i Hjertet. - Samme Dag kjørte vi til Salerno (du behager at følge mig paa Kortet); her var saa mange Betlere at vi eet Sted blev omringet af over 50, der tilsidst kastede Stene efter os, da vi Intet gav dem. Folkene inde i Calabrien er i det Hele som en Slags - Vilde. Vi saae i Salerno Gregoir VII[14] Grav o. s. v. og foer næste Dag med fire Heste til Pestum. Hvilken stolt Natur. Tidsler og vilde Figen voxte over Templernes Gulv. Som Colosser stode de skjønne Søiler [hul i papiret]. Oldtidens Roser som Sybariterne[15] her samlede vare forsvundne, men [hul i papiret] et Violbed, Alt svømmede i Viol-Duft! Da man ikke kan overnatte her, maatte vi endnu samme Dag tilbage til Salerno. Morgenen efter leiede vi en Fiskerbaad og seilede paa det deilige blaae Middelhav, der seer ud som det var farvet. Da vi kom til Amalfi fandt vi det saa smukt, at vi bleve der.

"Amalfi".
Odense Bys Museer.

Man fortalte os, at i de sidste 4 Aar havde den strængeste Vinter været 8 Graders Varme. Her var ganske Sommer. Lazaronerne[16] laae næsten nøgne i Sandet, skjøndt det kun var midt i Marts Maaned. Olietræerne vare hentørrede af Hede, og Solen brændte som i Afrika. Vi sad om Aftenen paa Altanen og saae paa det uendelige Hav, der var ganske melkehvidt, Himlen rosenrød og paa Strandbredden sang Fiskerne deres Aften-Psalme til Madonna. Afrikanske Baade laae trukket op paa Sandet og nogle Tunisere sad og røg Tobak paa Klippeskrænten. - Morgenen efter gik vi igjen ombord. Det hele Hav var som et hvaddret[17] Baand, saa svagt krusedes det af Luftningen. Blaaheden lader sig ikke beskrive. Middelhavet ligner slet ikke Vandene mod Norden, det seer ud som en ætherblaae feed Olie. Opad Dagen naaede vi Capri, den skjønne Ø, hvor Tiber[18] svælgede i Vellyst.

"Ruinen af Tibers Villa paa Capri."
Odense Bys Museer.

Søen begyndte imidlertid at gaae stærkt, og for at see den blaae Grotte, Capris første Mærkelighed, maatte vi i smaae Baade, som kun rummer to Personer. De vippede der som Nøddeskalle. Den blaae Grotte er først opdaget for 4 Aar siden af to Tydskere[19], der svømmede ind i dette af Indvaanerne kaldte: Hexehul. Man maa næsten den halve Ø omkring for at naae derhen; Klipperne ere lodrette; saa at ei den bedste Svømmer kan rædde sig, kæntrede Baaden; desuden er her mange Haier. Min Roerkarl var en daarlig Makker; jeg kom en halv Time bag efter de Andre! Paa Klipperne voxte røde Søæbler, der i Brændingen saae ud, som Klippen blødte. Indgangen var saa lav at vi maatte sætte os paa Bunden af Baaden; nu kom vi ind i en Hule, hvor Søen var saa stille, som seilede vi paa en fast Masse; Hulen selv saa stor, at vore 6 Baade mageligt seilede bag efter hinanden i en Cirkel. Vandet saae ud som brændende Spiritus, det var som om vi seilede paa Ætheren, og naar vi slog deri, blev Draaberne ganske rosenrøde. Hvælvingen, Baaden, vi selv, Alt saae ud som blaae Æther. O! det var et Tryllerie, som ingen Digter kan besynge, ingen Maler give med jordiske Farver. Næste Dag besteeg vi Ruinerne af Tibers Villa, seilede derpaa til Sorent og gik den deilige Bjergvei, mellem Viinskove og Orange-Haver, langs med Havet, til Castelamare, hvorfra vi kjørte til Neapel. Min onde Stjerne vilde, at jeg skulde komme paa Vogn med Zeuthen denne Tour, men ved en aldeles Taushed søgte jeg at undgaa hans Udbrud; dog fik vi Leilighed til at see, at han ikke engang er godmodig. Vred over at jeg ikke vilde boe sammen med ham, eller Gud veed hvad, gjorte han Følgende. Herts sidder paa en anden Vogn og idet denne krydser vor, gjør Herts Tegn til mig og jeg kaster med Fingeren et Kys til ham. Nu bryder Zeuthen ud: “see hvor de to spiller Komedie! Ja Andersen vil vinde ham, og jeg troer det lykkes!” og nu fortæller han i min Nærværelse to Fremmede i Vognen, hvilket Forhold der havde været mellem os i Dannemark. Jeg sagde det ogsaa til Herts med det Tillæg, at da han behandlede mig med Venlighed, var det min Natur imod at være anderledes end jeg var, men at jeg slet ikke handlede af nogen Hensigt. Herts blev da meget vred, og Magisteren har neppe spundet Silke derved. Jeg vil slet ikke omtale, hvorledes han i Gjæstgiverstæderne gjorte sig til Nar ved sit Væsen, hvorledes han ved Bordet spøttede, ræbe[de] etc. som den pantsatte Bondedreng[20] blot for, som han troer, at være naturlig. - I en Kro tog han ViinfIasken, som var tom, og vred derover kastede den i Steengulvet, men blev yderlig forknøt, da vi Alle loe ham ud, og Vertinden opløftede sit frygtelige Skriig. “Hvad koster den? Hvad koster den ?” spurgte han i Hast og greb i Lommen. Tidt har han saaledes inderligt moret mig. Men nu nok herom, han fortjener for sit Galskab og sit onde Blod at gjøres latterlig, og jeg har Grund og Ret at gjøre mit dertil, hvilket jeg ogsaa har sagt ham. En meget interessant Tour gjorte jeg for nogle Dage siden til Øen Ischia. Vi kjørte ud gjennem Posylypgrotten[21], der er en hulet Hvælving gjennem Bjerget og strækker sig næsten en dansk Fjerdingvei, saa at den Dag og Nat er oplyst med Lamper. Tæt ved ligger Digteren Virgils Grav, hvorfra jeg her sender dig et Blad. Vi gik nu til Agnano-Søen[22] og saae Hundegrotten, hvor en syndig Hund blev lagt og fik Krampetrækninger. Grotten selv seer ikke større ud end et Sandhul[23] hjemme. Jeg var selv derinde og lugtede til Jorden, det var saa afskyelig en Stank, at Fanden ikke kan efterlade sig den bedre, og den Lugt maatte vi hver give 24 Skilling dansk for. - Derpaa saae vi Pozzuoli; vandrede i Gravgaden, i de gamle Templer, hvoriblandt Jupiter Serapis's tiltalte mig. Søevandet stod over hele Gulvet, og Fiskene løb der over det hvide Marmor; som vor danske Poet i Rom: Bøtcher siger: “Aalen legede paa Gudindens hvide Marmorbryst ”[24]. - Siden drog vi til Lucriner[25] og Avernersøen, hvor vi kikkede ind i Underverdenen og kogte Æg i det kogende Vand, der strømmer ud af Nero’s Bade. Du skulde have kravlet med os omkring i Solfataras Svovlkrater, seet den grønne Røg piple ud af Fjældet og Svovlet koge ved dine Fødder, det var en sand Næse-Nydelse, men saa drak vi Falerner-Viin[26] bag efter og tænkte paa Horatz, der havde besjunget den. I det gamle Bajæ staaer Veneris og Mercurs Templer endnu i god Stand, blomstrende Mandeltræer skyggede over de gamle Mure. Med en lille Baad seilede vi fra Bajæ om Kap Mysenum, men nu fik vi slig en Søegang, at vi maatte have Seilene ned og det var næsten umueligt for Roerkarlene at arbeide imod. Da vi kom forbi Procida, reiste der sig ude paa Søen, nede imod Gaeta, en Skypumpe, der som bekjendt trækker alt med sig eller hvirvler ned i Dybet. Nu kan du troe der blev roet, og jeg først blev let om Hjertet, da jeg var paa Klippegrund. Paa Ischia var ellers ganske Vinter, og her saae vi første Gang bladløse Træer og Sneen ligge nogle Tommer over Jorden. Vi besteeg Klipperne, gik i det udbrændte Krater og saae de velgjørende Bade. Hjemtouren var endnu ubehageligere. Søen var ganske seladongrøn og med Skum, og vi blev af Brændingen næsten kastet mod Klipperne; vi droge nu til de elysæiske Marker[27], hvor vi med eet fandt Sommer og styrkede os med den deilige hvide Lacrymæ Christi, jeg troer Jordens bedste Viin. - Gid jeg kunde tydeliggjøre dig det ubegribelige Farvespil, som Naturen her fremviser. Hver Aften gik jeg ved Neapels Strandbred, og hvergang viiste sig en nye Scene. Du skulde see, hvorledes Luft, Hav og Bjerge smælte hen i det deiligste Lilla, de halv nøgne Fiskere med deres kraftige brune Lemmer trække Baadene op paa Land. Ofte er Vandet azurblaat, Bjergene ganske rosarøde, og Øerne svømme som Skyer paa Vandet. I de sidste Aftener har det været forunderligt gribende. Vesuv ligger med Snee, og henad denne løber den blodrøde Lavastrøm, der skinner ganske rød paa det mørke Vand. - Det er en sand Feeverden, jeg nu skal forlade! O Gud, imorgen er det Hele forbi for mig. Det var en Drøm, en smuk Drøm, som jeg aldrig drømmer meer. Fra Kunstens Side har jeg ogsaa været heldig ved at træffe her Verdens første Sangerinde: Mad. Mallibran. Jeg har hørt hende i 3 Stykker, i Bellinis yndede Norma, i Il Barbiere di Seviglia og i La prouva d’un Opera Seria af Gnecco. Den berømte Lablache[28] spilte Figaro, og det ganske mesterligt. Neapels Musæum er særdeles riigt, og der ere utrolige Skatte fra Pompei. Jeg har hvilet mig paa en Divan derfra, hvor endnu Lædder [!] og Fryndser vare hele. Deilige Tegninger paa Vaserne og smukke Malerier. - Den kongelige Familie har jeg i Dag, til St. Josephs Fest[29], seet i Kirken; denne var overalt behængt med Buxer, Frakker, Fruentimmer-Kjoler, Klokker etc. etc., saa den havde Udseende af et mægtigt Klædeskab. Man giver nemlig paa Sanct Josephs Dag Klæder til 800 Fattige, og alle disse Klæder hænger under Loftet af Kirken og Pillerne om Altret. - Apelsinerne faaer man her 4 a 5 for en Skilling dansk. Lazaronerne spille nærmest til Væg med dem. Alle Folk koge og arbeide paa Gaden. Alt er Sang og Lystighed. Det er en herlig By, et Velsignelsens Land, o jeg kan græde ved at tænke paa, at imorgen gaaer det mod Norden, mod det ærlige, trofaste Norden, men hvor der er koldt, meget koldt. Taage er vor Sirocco[30], Pile vore Oliven og sure Skovæbler de gule, deilige Oranger. - Lev vel! Lev vel! imorgen skal jeg sige det samme til mit Sydens Paradiis, hvor Vandet er som Nordens Himmel og hvor Bjergets Ild skaber Skyer og koger Druer, hvor Marmor Guderne staae op fra de døde, og Oldtidens Byer voxe frem med det nye Grønne. Lev vel! Lev vel!

Florents den 9 April!

Hertil er jeg kommet[31]. Altsaa et Stykke nærmere dig og Hjemmet end sidst, da jeg skrev. I Rom vilde jeg have fortsat Brevet, men da jeg kun var her 8 Dage og der var saa meget at see, maatte jeg opgive det. Altsaa begynde vi nu ved Reisen fra Neapel. Det var en frygtelig kold Morgen, Vesuv laae ganske hvid med Snee, Vinden var bidende og stærk, det var Italiens første Vinterdag, saa kold en Afsked havde jeg ikke troet at Neapel vilde tage med mig, men alt samme Eftermiddag, da jeg besaae Amphitheatret ved Capua, blev det Foraar; Mandeltræerne blomstrede i det varme Solskin. I Mola di Gaeta vare Apelsinerne plukkede af siden sidst, men nu bugnede Skoven med Citroner og Pomerantser. Et forunderligt Held følger mig hele min Reise, at jeg altid faaer det Interessanteste at see. Da hele Kongehuset fra Neapel var i Rom, gjorte Paven Paasken saa glimrende [som] mueligt. Du skulde Paaskesøndag have seet den herlige Peterskirke, der ved den uhyre Menneskevrimmel syntes at blive større, du skulde have hørt Basunernes Lyd, da det Helligste fremviistes og seet fleere Tusinder synke paa Knæ, du havde vist knælet med dem. Peterspladsen var ikke halv opfyldt, skjøndt 2/3 af Roms Indbyggere og alle Fremmede var der; Paven gav os Syndsforladelse og Velsignelse; mit Øre inddrak den deilige Musik, og mit Øie saae paa den klare Himmel og de smukke Pige-Øine rundt om; for denne sidste Synd havde jeg Pavens Tilgivelse. - Anden Paaskedag var der stor Stads, som ret var mig væmmeligt. Det er nemligt Skik, at denne Dag døbes Jøder og Tyrker; iaar havde de kun faaet Fingre paa en lurvet Jødedreng paa 7 a 8 Aar. Drengen havde et skurvet Hoved, og da Vandet kom deri, klistrede de faae Haar sig fælt sammen paa det halvnøgne Hoved. Skidne Skoe og Strømper havde han da ogsaa, men oven paa Alt dette, havde Kirken givet ham en glimrende hvid Silkekjole. For dette lille Kræs Skyld gik Cardinaler og Præster i Procession, der blev sjunget og ryget, Peters og Pauli Hjerneskaller satte frem - O det var ækelt! - Heller vil jeg fortælle om den smukke Illumination Paaskeaften. Hele Architecturen af Peterskirken var besat med Lamper, saa at man saae i Ild- Kontur den hele Kirke med sin mageløse Kuppel. I et Nu forvandlede det Hele sig! Hver Lampe blev et brændende Baal, og hele Forvandlingen skete ved Menneskehænder. Flere Hundrede ventede paa det afgjørende Signal. Anden-Paaskedag, den sidste jeg var i Rom, fik jeg mange smukke Tegninger til min Stambog, Thorvaldsen skrev nogle kjærlige Ord, trykkede mig i sine Arme og kyssede mig saa faderligt, idet han bad mig med Mod gaae min bestemte Vei og ikke bryde mig om Mængdens Skrig og alle deres usle Domme. Om Aftenen saae jeg det herlige Girandola[32], som i flere Aar ikke har fundet Sted.

Ippolito Caffi: 'La Girandoli'.

Vel saae jeg i Paris, til Julifesten, Fyrværkerie; men dette overgik Alt af denne Slags. Ildfiske legede i Luften. Vesuv spruddede, Ildkaskader strømmede, og Flamme-Balonner tabte sig i det Uendelige. - Om Aftenen drak de Danske min Skaal og sang et Lev vel! Herts skrev i min Stambog noget morsomt Drillerie og tegnede et Billede dertil, som ret morer mig[33]. Det var ret lystige Dage og jeg fik i disse dit kjære Brev[34], som glædede mig saa meget. Jeg vil nu tage det frem igjen og see, hvad det var, jeg har tænkt burde besvares. Du siger, at det ørste Brev jeg sendte dig fra Rom var det interessanteste af alle de du har faaet! Nu, jeg troer dette er interessantere, i det mindste have de Ting, jeg har mældt dig i dette, været mig de interessanteste (Napoleons Støtten undtagen)[35], jeg har nydt paa min Reise. Troe ikke at det er af Bitterhed jeg roser Italien paa Danmarks Bekostning. Kartofler er vel en herlig, velgjørende Frugt, men Oranger ere dog langt smukkere! Hvad Molbecks Kritik angaaer, da var jeg en Nar at jeg lagde den paa Hjertet, naar jeg kommer hjem vil jeg bruge den til min Bagdeel. Hvor kan det kolde, prosaiske Menneske, hvori der ikke er Gnist af lyrisk Følelse, bedømme en lyrisk Digter, fordi jeg ikke passer til hans trekantede Kiste, er jeg derfor ikke forkastelig. Det er en mageløs Egoisme at sige: det er galt og slet, som ikke behager mig. O hvor han skulde vadskes!!! Men Møllebækken[36] kommer nok paa det Tørre. bene [37]! Hvad min Virken som Digter ellers angaaer, da har jeg i Italien ikke skrevet et eneste Stykke. - Al min Lyst dertil er borte, man har overskaaret Svingfjederen og jeg har ikke isinde oftere at flyve mod Solen. Du veed ikke, hvad jeg har lidt og naar jeg tænker paa Hjemmet, paa al den Sorg og Lidelse som venter mig der, da kunde jeg tidt glemme, at man bør gaae Livet igjennem, selv om man ikke er til mindste Nytte! - Jeg tænker tidt paa, gid jeg dog var smuk eller riig og havde saa et lille Embede, saa giftede jeg mig, arbeidede, spiste og lagde mig tilsidst paa Kirkegaarden, det kunde være et behageligt, et lykkeligt Liv, men da jeg er styg og bliver altid fattig, saa vil ingen have mig, thi det see Pigerne alene paa, veed du nok, og det er jo særdeles rigtigt; jeg vil da som en sølle Tidsel staae ene hele mit Liv og blive spøttet til, fordi det faldt i min Lod at faae Tornene. - Men bort med alle disse fornuftige Griller! Jeg er glad, jeg er saa lykkelig; som jeg kan blive det, men Digteren er død, ham har man myrdet, maaskee faaer jeg i den anden Verden det komiske Indfald at stævne mine Mordere, - - dog det er jo overspændt Sludder, som alle Hjertets gode Følelser naar de mangle Snørliv! - Til min Reise vil vi nu vende os, det er morsommere. Den første April forlod jeg Rom og valgte den øde Vei over Siena da jeg har rejst over Terni og Perugia før. Siena er den eneste By der er noget ved paa hele denne Fart og jeg vil derfor indskrænke mig til at meddele dig, hvorledes jeg havde det den anden Dag paa Reisen; da det var min Fødselsdag. Du har dog da tænkt paa mig? - Jeg laae Natten forud i en lille By Ronciglione[38] og blev kaldt paa Klokken 4 om Morgenen. Kaffe fik jeg; men Mælk eller Fløde, sligt Slikkerie kjendte man ikke, selv et Stykke Brød kunde jeg ikke faae. Idet jeg reflecterede over denne slette Frokost, faldt det mig ind: det er jo min Fødselsdag, og saa gratulerede jeg mig til mig selv! - Hele mit Reiseselskab bestod i bare Italienere, jeg maatte da træde op i dette Sprog og traadte da, som en Høne i Blaar. Min Sidemand i Kabrioletten var en meget dum Præst, der, da han nok hørte at mit italienske ikke var saa ganske lignende hans og fik at vide at jeg var fra Norden, spurgte mig om jeg var en Milaneser. - Det var da saa hundekoldt oven paa Heden i Rom, og saa blæste det en Storm, saa en Pakvogn gik omkuld oppe paa Bjergene. Det sneede og haglede og jeg frøs lige ind til Hjertet. Henimod Middag efterat have paseret Viterbo, kom vi til Montefiascone, berømt, som du veed, ved Fugger, der her drak sig ihjel i L'est, est, est[39], jeg havde besluttet at drikke mine Venners Skaal i denne Viin, men der var ingen at faae i hele Byen. Vi kom ind i et usselt Osterie, hvor Værtinden gav mig en Suppe kogt paa Vand, Salt og Ost og forlangte saa omtrent 3 M. dansk for en Tallerken af denne Kraft-Suppe. Jeg maatte da skjændes med hende, sige, at jeg ikke var nogen Engelænder, og sætte Armene i Siden, saa fik jeg den for 12 Skilling dansk, hvilket var 11 Gange mere end den var værd. Inde i Vognen sad en Signor Pierreboni med Kone og Svigerfader, de vare saa ædle at indvitere mig ind til sig, da jeg frøs saa stærkt. Nu sad jeg da ret luunt, medens Stormen ruskede i Vognen, men vi kom saa langsomt frem, at det blev Aften før vi kom forbi Bolsenasøen og Nat før vi naaede vort Qvarteer Aquapendente. Signora var meget elendig for Røvere. Egnen er ogsaa særdeles vild, og skjøndt Skoven er brændt af langs med Veien for at der ikke skal være Smuthuller for disse godt Folk, bliver Egnen ikke sønderligt venligt ved disse sorte Træstubbe og ved de enkelte Kors man har opreist der antyde at her er en Reisende blevet myrdet. Forunderlig nok jeg havde ikke Tanke til Frygt, den forlod mig ved mit lange Ophold i Rom, hvor Alt var saa sikkert, og hvor jeg hjemme havde tænkt mig det saa forskrækkeligt. Folk snakke ogsaa formeget, man vil være interessant, og saa kommer de med deres Røvere. - Dog - lad mig tie, jeg er jo endnu ikke ude af Italien, og den Vei, jeg skal hjem ad, er ikke sikker. Aviserne mælder, at Postvognen er plyndret. Maaskee Veturinerne ere sikkrere. I Aquapendente fik jeg da est, est, est og drak nu mine Venners Skaal her blandt de fremmede Mennesker. Ved Bordet maatte jeg lære Signora nogle danske Ord, især fandt hun Ordet Lysesax yndigt, men hun udtalte det ogsaa Lusesax og gav Begyndelsen Fortrinet for sin Velklang; “Luse” sagde hun, “O molta bella !”” Fortæl Hillerup[40] det, samt lidt mere af Brevet. Jeg tænker det vil more ham. Siig ham, at de Danske, han levede med i Rom, have ham i venlig Erindring, og at jeg tidt tænker paa ham og glæder mig til at slaae en Sladder af med ham om Caffe greco, Kneipen, Ponte molle, gamle Reinhard[41] o. s. v. o. s. v., ikke at tale om alt Andet, der staaer i alle Reisebeskrivelser. - Det forbandede florentinske Blæk, jeg [kan] knap læse, hvad jeg selv skriver, gid det bare ikke bliver til hvidt Papir det Hele før det kommer over Alperne. Løverdagen den 5 April kom jeg her til Florents, og Dagen efter indtraf Magister Zeuthen, samme Tour som jeg, men du kan nok vide, at jeg heller altid var en Dag forud for ham. Ved min Ankomst her fandt jeg et meget interessant Brev fra Ørsted, en Slags Kritik over Agnete[42], som var mig meget kjær, skjøndt som han selv siger, vi hver have vor forskjellige æsthetiske Religion, og altsaa dømme fra forskjellige Synspunkter. Ved et Brev fra Christ. Winther har jeg her i Florents gjort Lystspildigteren Berthis[43] Bekjendtskab, han har besøgt mig og lovet mig sin bedste Komedie. - Seer du Chr. Winther da hils ham ret meget fra ham, han blev særdeles glad for Brevet. Siig til Winther, at jeg haaber han ligesaa venligt erindrer mig, som jeg tidt og inderligt tænker paa ham. Det er et herligt Menneske og en ægte Digter, hans Træsnit[44] vil holde sig naar de Andres forlaarne [!] Marmor-Templer er gaaet over til Gruus og Nix! - Men for at gaae fra Zenith til Nadir[45], den anden Winter er jo død og Wosemose gaaet op i Raketten[46]? Men hvad har egentligt Tiber gjort, at han skal til det nordiske Capri? Er det for Hedetøi man bruger islandske kolde Omslag[47]? Det maa du endeligt fortælle mig noget om! Høren sie? Skriv bestemt til mig de første Dage af Mai og send dit Brev til München post restante. Det maa du, dersom dette Brev har moret dig og - Du holder noget af mig. (Send dit Brev bort før 8de Mai). - Nu veed jeg ellers ikke mere Nyt at fortælle, uden at Hertuginden af Toscana[48] skal i Barselseng; jeg mødte hende igaar i Haven ved Palazzo del pitti[49] og hun nærmede sig meget Skjønheds Linien i Rundhed. Damerne her ere slet ikke smukke, nei, Neapel, det var en By!!!!!! Dersom der kommer noget Sladder om Agnette eller noget Moral til mig, saa giv mig en Prøve deraf. Hils Arnesen[50] ret meget, Jacobæus[51], Graae[52] og alle vore fælles Venner. Bring din Frue og hendes Døttre min Compliment og det idag. Ret selv Skrivefeilene i dette Brev, thi det er for langt, til at jeg gidder læse det igjennem. Slaae en Konvolut om indlagte lille Lap, der, som du seer, indeholder nogle Notitser for Liunge[53], og send ham det saa fra mig. - Fortæl mig noget om, hvorledes Ravnen[54] tager sig ud med den nye Forandring. Bevar vel alle Placaterne, som du har lovet mig, siig mig om Skibet er givet og hvor ofte Dronningen paa de 16, Bruden fra L-[55] og Sligt er givet eller om det hele Stads er lagt hen. Dersom jeg kommer hjem i September, vil jeg den lange Vinter ret savne min lykkelige Jette Wulff, der da er i Italien. Hun er vist, naar du faaer dette Brev, alt paa Veien hertil, men da hun holder sig til Søen og jeg til Landjorden, mødes vi desværre ikke. Du vil vist ogsaa have meget travlt med din Examen, naar jeg kommer - saa at jeg ogsaa maa undvære dig en stor Deel. Jeg er ellers blevet en lidenskabelig Skizzemager, min Mappe er fuld af smaae Vuer her fra Italien, jeg puttede gjerne det hele Land i min Lomme. Hils dine gode Forældre og Sødskende fra mig, og naar du skriver Johan til, da fortæl ham lidt om mig og siig, at jeg venter til Efteraaret at møde ham i Hamborg. Gud bevares Hamborg! saa er man jo allerede hjemme. Jeg synes selv at Wien og München er som man havde det ene Been paa Dørtrinet. Europa er dog kun en lille Stump at bereise! Hvem der dog kunde komme til Amerika, det var noget! Lev nu vel! her har du haaber jeg en halv Times Læsning og det med Gammelt og Nyt. Lev vel.

Din broderligt sindede
Andersen!



Brev nr. 118. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

[Poststempel: München 15 Mai 1834].

Min eiegode, kjære Søster Jette!

Nu er De der! nu er De i mit Drømme-Land, aander den friske Luft, seer Oldtidens Skatte, gaaer under Pinier og Laurbær! lykkelige Menneske! O føl det ret, er det Dem mueligt! Naar Paradiset er tabt da ligger det endnu skjønnere i Erindringen. Alpetæppet er rullet ned mellem os og mit Hjerte aander kun her den store, endte Herlighed, som aldrig kommer mere, som jeg kunde have nydt, havde Menneskene hjemme tilladt mig det! O kjære Søster, Venner og Uvenner have været grusomme mod mig, naar jeg tænker paa hvorledes de kolde Fornuftvæsner forstyrrede mig min Ro, da føler jeg en Bitterhed mod Enkelte, som jeg eengang ret elskede. Tak for al Deres søsterlige Sind, De bragte mig kun Glæde. - O vær lykkelig! De er traadt ind i den skjønneste Deel af Italien; Hesperien begynder hvor Sumpene[2] Ende, den som saae Rom, men ei Neapel kjender ei den herlige sydlige Natur. - O havde jeg vidst at De Alt i Mai kom der til, ja - da var jeg vendt fra Rom til Neapel blot for at være nogle Dage hos Dem, men i Deres Brev stod “jeg reiser til Søes”. - “Denne store Tour” - jeg maatte da troe, hvad der ængstede mig, at De seilede rundt om Spanien og paa den Maade var det høist uvist naar De kom. O havde jeg dog vidst det, jeg kunde jo have været des kortere i Tydskland, hvor der ikke er noget Nyt for mig at see. - Jeg havde blevet oversalig ved at møde Dem. Nu følger jeg Dem i Tankerne paa den store Skibsbroe, hvor Madammen staaer paa Stilladset, og Manden blæser i Trompet til alle Aarer svulme[3]. Vi see over paa det sortgraae Vesuv, hvor jo ingen Lava mere strømmer, men vi vente en Eruption. Jeg gjør Dem opmærksomme paa de lystige, halvnøgne Lazeroner, der lege med Oranger - dog det er sandt, nu er Orangetiden forbi. - Vi seile til Capri, De klapper i Hænderne og siger, “see dog det blaae Hav, de deilige Bjerge. Andersen, Andersen, vi ere i Italien!” Nu seile vi ind i den blaae Grotte og Vandet er svømmende Æther! Var dog Christian her! Moderen, Faderen, de allesammen! - O Gud, i det jeg skriver dette er det som jeg var der og saa sidder jeg i det ærlige München, hvor Folk drikker Øl og siger “- schönes Wetter”, skjønt Himlen er mælkeblaa og trykken[de] som i en heed Bager-Ovn. - Men jeg seer dog Alperne; der vil jeg flyve over; - nu ere vi igjen i Neapel! maaskee hos Voigts. Hils dem allesammen. Den engelske Dame[4] lovede jeg en Oversættelse af det døende Barn, her er den! vil De give hende den?*) Maaskee sidde vi i Theatret hører Malibran og Lablache. Vi spadsere i den levende Toledo-Gade, see Skolebørnene gaae forbi med Korset og fornøie os over de glade, smukke Mennesker, i snevre, smudsige Gader. - Villa reale[5] var min daglige Spadseretour, tænk paa mig naar De staaer der og seer over mod Øen saaledes omtrent seer den jo ud, men Farverne mangle.[facsimile af tegning BHW I 175] - Göthe siger, at “ligesom den, der har seet et Spøgelse, aldrig kunne blive glad, saaledes kan den der har set Neapel, heller aldrig blive ulykkelig!”[6] Men er da en dyb, mægtig Længsel: Lykke? - Men jeg maa fortælle Dem om min Reise om min Væren her. Alt den 1ste Mai indtraf jeg her i München, hvor jeg fandt Deres kjære Brev fra Stratsburg[7]; forunderligt! I Paris, i Schweits, i Italien og nu her i Tydskland er De den der først ønsker mig velkommen, i alle disse forskjellige Lande har Deres Brev først mødt mig. Gud velsigne Dem derfor. Dagen efter indtraf et Brev fra Broderen paa Vagtskibet, han sagde mig at det Brev jeg skrev i Neapel til Dem, kom først til Danmark nogle Dage efter De var borte. (Brevet indtraf sidst i Marts, De havde sagt mig De reiste de første Dage af April). Han havde nu sendt Dem Brevet. Har De faaet det? Det indeholdt min Afreise fra Neapel, Paaskefesten i Rom og min Reise til Florents[8]. - Broderen svarede jeg strax og lagde et lille Brev indeni til den kjære, stakkels Moder, der lever nu saa barnløs hjemme. Jeg vil nu gribe Traaden og fortsætte mit sidste Brev. Altsaa, nu ere vi i Florents. Jeg var her 14 Dage[9], nød ret Galleriet[10], og det fornøi[de] mig ret at jeg nu i mangt et Billed, strax kjender Mesteren, uden at kigge i Cathaloget. Den medicæiske Venus[11] er dog det herligste SkjønhedsBilled jeg kjender, dette Liv i Øiet uden Seekraft vil frapere, ja begeistre Dem. Digteren Berti[12] førte mig ind i nogle Familier, saa jeg virkeligt havde det ret godt, men nu kom Plagerne. Man sagde mig at mit Pas alt i Neapel skulde have været viseret af den østeriske Minister og bayerske Consul, en Ting Voigt ikke havde fundet fornødent, men som man nu sagde man mueligviis ved Grændsen vilde gjøre Fordring paa[13]. En ikke ringe Forskrækkelse! det kunde blive smukt at vises tilbage eller maatte sende Passet til Neapel! Hertil kom nu en bidende Kulde paa Appeninerne og en Mavekrampe, hvorom jeg aldrig har havdt Idee. I Bolognia var Mad: Malibran ariveret, hele Omegnen derfor strømmet til, og Alt tre Gange saa dyrt som ellers[14]. Jeg var her 1½ Dag, saae de sjældne Malerier, hvoriblandt Raphaels Cicilia og Domenichinos Sancta Agnese[15] aldrig vil udslettes af min Erindring. Jeg besøgte den prægtige Campo Sancto[16], som De endeligt ikke maa forsømme, kommer De der og travede om i de første Kirker. Nu kom Afreisen og Veturinen holdt for min Dør. - Her maa jeg nu forud fortælle Dem at under hele mit Ophold i Rom var der en Landsmand, en Slægtning af Steffens[17], der hjemme blev anseet for gal og i Rom ved sit komiske Væsen morede os alle sammen, men da han blev min og Herts Reise Kammerad til og fra Neapel, virkeligt ved ondt Sind og Galskab forstyrrede os vor Nydelse, mig var han endogsaa særdeles uforskammet imod, men ved Maaden han var det paa, kunde man intet sige, jeg har i mine Breve til Dem slet ikke berørt ham før. - Komiske og onde Træk skal jeg engang mundtligt meddele Dem. For ei at reise sammen med dette Væsen var jeg taget et Par Dage tidligere fra Rom, han vilde som jeg til München, nu da! - Veturinen holdt som sagt ved Hotellet, jeg stiger ind og hvem træffer jeg der - min halvgale Zeuthen, der med mig gik til Venedig og Reisen vilde vare 3 Dage. Det øvrige Selskab var nogle raae Mennesker, Tydskere, der kom fra Rom, saa jeg ret følte mig ilde stemt og syntes at Alt arbeidede paa at jeg skulde ønske mig ud af Italien. For Selskabets Skyld valgte jeg heller at sidde hos Veturinen i den kolde Regn. Alt rundt om saae ogsaa mindre italiensk ud, høie Popler og en uendelig flad Egn. Hist og her stode vel nogle Pinier, men sparsomt, og den enkelte Zypres pegede mod Himlen som den i Spot vilde sige til mig: Du er endnu i Italien. Nei Apeninerne lukke for denne Feeverden, ligesom Sumpene ere Grændse for det Allerhelligste. Mellem Alper og Apeniner strækker sig kun Forgaarden hvor nordiske Træer og Væxter i riig Fylde bilder den nyelig Komne ind: Her er Italien. - I Padua[18] saae jeg Europas største Sal hvor Livii[19] Buste pranger, det er det Interesanteste jeg veed om denne By.

"Raadhussalen i Padua, 300 Fod lang, 100 bred, 100 høi"
Odense Bys Museer.

- Morgenen før jeg kom her til hvor jeg ved Pofloden forlod det Pavelige, kastede Grændse-Politiet mit Pas bort, jeg havde overleveret dem, de paastod jeg ikke havde givet dem det, og saa laae det paategnet af Manden selv bag ved Bordet. Det var ogsaa en Lidelse. - Den 19 April ved Aften saae jeg Venedig[20], denne forunderligt svømmende Bæverstad. En Landevei af grønt Vand, dæmmet med Pæle og bugtet som paa Landjorden fører fra Fusina til Venedig. Hvorledes forklarer jeg Dem Indtrykket af denne Stad. Bygningerne synes som Vrag, Stykke for Stykke at falde ned. Jeg saae ikke Fodbred af Land, Gader og Stræder var Vand hvorfra Husene hævede sig, Døre og Porte vendte her ud til og alle Trapper gik ned i Vandet. Jeg blev virkeligt til en halv Fisk, Stilheden var utaalelig, og dertil kom nu at alle Gondoler ere overdragne med sort Klæde, saa at de ligne Liigvogne. Det Hele havde noget schauderligt[21], der forstemte mig. Først da jeg stod paa den prægtige Markus Plads foran den sælsomme Kirke følte jeg mig mere vel. Om Natten var der imidlertid kommet en Skorpion i min Seng[22], den stak mig, men det kolde Veir gjorte det ei farligt, kun fik jeg en hæftig Vundefeber der lagde mig til Sengs. - Næste Dag[23] besøgte jeg Dogens Bolig, saae fortræffelige Sager af Titians og Poul Veronese[24], besteeg Markustaarnet og var i Tentorrettis rige Gallerie[25], hvor jeg fandt det første Stykke jeg har seet af Murillo[26] og Raphaels: Nedtagelsen af Korset. - Jeg krydsede Gaderne igjennem, hvor man med Albuen i Siderne kan spærre hele Pasagen. Travede over Rialto og besøgte Titian og Canova der ligge i Kirken dei frari. Efter tre Dages Ophold forlod jeg Venedig med Feber i Blodet og ikke i fornøiet Stemning eftersom den eneste Veturin der afgik til Tyrol og som jeg havde indladt mig med ogsaa tog mit gamle, utaalelige Selskab paa Vognen og det var nu en fem Dages Reise. - Jeg sad igjen uden paa Vognen[27] og min eneste Fornøielse var at Veturinen kun tog Hatten af for de nyligt malede Madonnabilleder, der hang i Træerne og slet ikke vilde bemærke de Gamle[28]. I Vicenza saae jeg de herlige Bygninger af Paladio[29] og i Verona gjorte jeg mig en Skizze af Huset hvor Romeo saae sin Julie første Gang[30]. Jeg var i den store Dandsesal, nu laae der Tønder med Viin og en Mængde Brænde.

"Palazzo Capuletti i Verona. Her dandsede Romeo med Julie."
Odense Bys Museer.

En Hyrekudsk boer i Capulets Palais. - I Verona kom der en ung Skotlænder[31] til os, der vilde med til Tydskland, en halv Time sad han inde hos de Andre, saa bad han mig om Plads udenfor; nu blev det morsommere, han var fra Edingburg, havde kjendt Walter Skott og kunde gamle Viser som han sang for mig og oversatte Indholdet paa Fransk. - Da vi naaede Botzen bleve vi to enige om strax samme Nat at forlade vort Selskab og gaae med “Eilwagen” til Inspruck. Saaledes fløi vi afsted fra Italien ind mellem Bjergene, hvor de hæslige blodige Christibilleder ret krasse saarede mit Øie, der havde seet Italiens Marmorguder. - I Inspruck[32] vare vi halvanden Dag, boede sammen og vandrede om paa Bjergene, han fandt sit Skottland mellem disse Bjerge, og da Aftenklokkerne ringede brast han i Graad af Hjemvee[33]. Jeg blev ordentligt vred paa mig selv at jeg ikke kjendte denne skjønne Følelse. - Nu kjender jeg den! paa denne Side af Alperne er Hjemvee vaagnet i min Sjæl, dyb og mægtig! jeg længes efter Hjemmet hvor Orangerne groe, hvor det uendelige blaae Hav strækker sig med svømmende Øer, Vesuv med sin røde Lava og det hele Liv der. O var jeg i Neapel, var jeg der altid! - Rom er mig ikke nok, her er Naturen død, et udbrændt Krater, og jeg kan ikke leve uden Havet, det har bundet mig som Agnete; min stakkels forskudte Agnete. “Dette til Fortvivlelse vanskabte Arbeide”, som min bedste Ven kaldte det[34]. - Den første Mai var jeg i München, en sælsom By, udstrakt ved Marker og Landeveie. - Det er som laae man paa Landet. Grønne Træer, Grøfter med Græs og prægtige Bygninger, men tilfreds føler jeg mig slet ikke her; ligesaa godt hjemme! - Jeg har læst en Masse af Bøger om Italien[35], hvor tomme ere de dog alle sammen. Heines lille Spring ned til Lucca[36] kunde han gjerne have skrevet i Hamborg, der er ikke Spor af italiensk Natur deri. Corinna er en kjedsommelig Guide med Romansnak og Critik, Göthe er den eneste der giver noget sandt men det er saa fragmentarisk! Kan man da ikke udtale dette mægtige Indtryk! O havde jeg Kraft og Mod! men det er forbi med disse, som med min Nyden i Paradiset! Menneskene har myrdet mit poetiske Jeg, og jeg havde ogsaa en Brutus[37] der imellem, som jeg har elsket saa høit et Hjerte kan elske, men han begreb det aldrig. Men bortfra alle Grillerne, jeg er jo lykkelig, de sige det Allesammen. Nu gaaer det rask hjemad, til Vennerne, til Lystighed, o jeg vil jo komme meget omkring og til flere Bryllupper og Aften-Snakkerie og høre meget og lære - o Du gode Gud, naar jeg tænker paa at jeg igjen skal gaae paa Forelæsninger hos Smaae og Store, dannes og læres - o da løber det mig iiskoldt ned over Ryggen. Det vil ikke gaae godt, jeg er nu stiv af Reisen. Gud hvorledes vil det dog ende for mig? O skriv De mig ofte til, vær mig en god Søster, lad Italien vifte over til mig, misforstaae mig aldrig, om end Alle gjøre det. - Saasnart De har modtaget dette Brev da skriv strax til mig og send Brevet til Wien post restante. Jeg forlader München den sidste Mai og bliver 1 Maaned i Wien. Tidligere havde jeg afsendt dette Brev, men jeg ventede at høre fra Hjemmet om mine Pengesager og om jeg altsaa blev kort eller længe i Sydtyskland; Endnu er intet Ord indtruffet, og længer kan jeg ei udsætte det med at skrive Dem til - Det er temmeligt sandsynligt, efter hvad den gamle Collin[38] har sagt mig, at jeg altsaa, af Mangel paa Penge, maa hjem i August eller September dette Aar. I Hamborg træffer jeg jo Broderen og hjemme tænker jeg Moderen giver mig nogle Dage Huusly til jeg faaer leiet Værelser selv. - Meget troer jeg min Reise har virket til Fordeel for mig. Jeg seer Alt med ganske andre Øine, men jeg seer mig selv i et klarere Lys, stoler mindre paa min Kraft, det er ikke godt. O Gud, hvor ubetydelig er jeg dog ikke! - Jeg gruer for Hjemmet, for hvad der maa møde, og jeg føler mig næppe vel mellem den Smaaligheds Aand der rører sig. - Mine sande Venner være mig da Alt, for Kjærlighed, Digterlykke, Italien! - O Gud, var jeg dog meget riig eller meget smuk, saa kunde jeg have blevet lykkelig! Verden og Qvinderne især, see nu derpaa! Qvinderne? Tilgiv mig, jeg glemte jeg skrev til een; De staae mig saa høit udenfor de Andre, at mit Hjerte sladdrer Alt ud, som for sig selv og sin Gud. - Og nu Lev vel, min eiegode, trofaste Søster! Gud give Dem Sundhed og Glæde. Hils Broderen Peter! Kan han lide mig? Han kjender mig saalidet. Jeg var ham jo ogsaa komisk hjemme og det komiske vinder ikke Hjertet. Gid vi vare noget sammen, jeg troer dog vi skulde harmonere. See kun til Eduard Collin, Carstenskjold, Dinesen, ganske forskjellige Characterer, vi harmonerede dog meget; ogsaa ham vilde jeg nok vinde. Hils ham og siig han i Deres Brev til mig skal skrive “God Dag!” dersom han troer vi kunne være Venner. - Veed De, at Christian og jeg, den 2den April drak Duus, han i Kjøbenhavn og jeg i Aquapendente. Det glæder mig ret! Lev nu vel! hils Voigts og Mathiesens[39], Frøkenen har vel bragt Dem min Hilsen? - Fortæl mig hvert lille Indtryk, Alt intereserer mig fra Dem og Italien.

Broderen! -

*) Vil De hjælpe paa min Engelsk i Afskriften; der ere vist mange Feil.

[Udskrift:]
a Monsieur
Monsieur le Chevalier de Vogt
Chargé d’affaires de Sa Majesté le Roi de Dannemark pres la cour
pour remettre
a Mademoiselle Henriette Wulff
de Naples en Italie.



Brev nr. 119. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

München den 26 Mai 1834.

Kjære Ven!

Ret megen Tak for Deres lille Brev[2] og den tilsendte Vexel. At Deres Omhue og Interesse for mig har skaffet mig dette Tillæg af Fondet[3] er jeg overtydet om og bliver saaledes endnu mere i Deres Gjæld. - Fra den første Februar havde De ikke skrevet mig til, uagtet jeg strax ved Modtagelsen af Deres Brev, sendte et meget langt Epistel fra Neapel; det var mig en lang Tid, og tro mig, i Udlandet føler man dette doppelt. I dette Brev som nu indtraf fra Dem, her til München, yttrer De, at min Taushed - det vil sige min Venten paa Svar - reiste sig fra “krænket Stolthed!” - O Gud kjære Ven, hvorlidet kjender De mig dog! fordi De engang har sagt at jeg skrev for mange Breve, skulde min Stolthed være krænket? nej saa ømskindet er den ikke, De har taget Feil og: Eulalia! ich verzeihe dir![4] - Mod Efteraaret samles vi altsaa, da er det halvandet Aar siden vi skildtes ad; med hvilken sælsom Følelse vil jeg ikke betræde Hjemmet! der er saa meget jeg nu seer ganske anderledes. Tro mig, ude lærer man bedre at kjende Hjemmets Omgivning og Forholdene der, end medens man er der, eller rettere, man faaer da først ret det klare Omrids af det Hele. Gud lad mig ikke have tabt formeget naar jeg kommer hjem og at vi to maa mødes og samles med samme gode Følelser, som da vi skildtes ad. - De har Forældre, Sødskende og en fortræffelig Pige der elsker Dem, jeg staaer ganske ene i Verden. Deres Hjerte kan maaskee undvære mig, mit kan ikke undvære Dem, og dog mister jeg Dem mueligviis, en forunderlig Angest griber mig, en Angest der just siger mig, hvor uendelig kjær De er mig, hvor ulykkelig De kan gjøre mig i hjemmet! Guds Villie skee!
Aldrig berører jeg denne Materie mere, det leder til en Klynken, der er en Mand uværdig. - Tak for alt godt Eduard og føler De Trang - eller Lyst til at skrive mig til, da glæd Deres “ubillige”, men mest hengivne Ven der med.

Deres
Andersen.

Breve sendes til mig       Wien: post restante.
M. Levy[5] er kommet her til og beder mig hilse Dem og Gottlieb, han reiser nu til Schweitz og derfra til Rom og Neapel. Bødtker skal jeg mælde til om Chiaverys[6] Andragende.



Brev nr. 120. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Ischia d 28d Maj 1834.

I Morges modtog jeg Deres Brev fra München[2], kjære Andersen, og skynder mig at skrive Dem til, at mit Brev kan træffe Dem endnu i Wien. Jeg havde først besluttet i længere Tid ikke at skrive Dem til, da jeg var lidt vred paa Dem, men nu har jeg betænkt mig, skriver Dem til, og plukker den lille Høne med Dem! Dog det skal ikke være det første jeg taler om med Dem, her i denne Dejlighed jeg er omringet af. Den 6te Maj kom vi med Dampbaaden fra Marseille til Neapel, opholdt os der i otte Dage, da vi drog her over og har været her siden og tænker i det mindste at blive her nogle Maaneder. I Neapel var jeg ikke meget omkring, da jeg var meget svag efter Rejsen, dog gjorde vi en Esel-Tour til Camaldoli[3], nogle Kjøretoure ud af strada nuova, nogle Spadseretoure i villa reale[4], og de fleste Formiddage i Museet. At jeg er lykkelig og glad ved at see alle disse Herligheder, behøver jeg ikke at sige Dem. Dog er Intet at sammenligne med den stille yndige Roe jeg nyder her paa Ischia i den velgjørende Luft, der allerede udøver den beste Virkning paa min Sundhed. - Hvor ønskede jeg De kunde kikke her ind til os i vores lille Stue, hvor jeg, naar jeg hæver Øjnene fra dette Blad seer ud over Viinhaver, Havet, over Procida til Vesuv; ja er det ikke dejligt Andersen? Om Formiddagen beskjæftiger jeg mig her med at læse tegne eller hvad der er mig kjærest, skrive til mine Venner. Efter Middag, kommer Esel-Promenaderne paa Fjeldstierne, der more mig utroligt, Peter gaaer da med sin Bøsse, og skyder Fugle. Kun eet Ønske har jeg, at Alle mine Kjære kunde være her med! Dog det undertrykker jeg strax, da det er ubilligt at vilde være fuldkommen lykkelig. Naar jeg nu her er styrket ved Søebade og mineralske Vande, som jeg Alt bruger, da maae vi vel drage herfra, og maaske vil vi da boe nogle Maaneder i Amalfi eller Sorent, dog det er gandske ubestemt; Vesuv er rolig, kun i Forgaars Aftes stod en Ild-Støtte op af Krateret, men vi ere alt for langt borte til rigtig at see det, dog da vi blive saa længe her, haaber jeg at være engang i Nærheden deraf, naar det ret gjør sig lystig. - Ved min Ankomst her til Neapel blev jeg venligen modtaget af et Brev fra Dem[5], og mange Hilsner bragte af Vogt og Frøken Mathiesen. I Deres Brev var De slet ikke glad; men jeg begreb det saa godt, De skulde forlade Neapel; dog synes mig De ikke skal være for sørgmodig Andersen, men hellere begynde at lægge Planer til en Rejse igjen til Neapel; man kan jo aldrig vide om det ikke kan skee, og man kan opklare sig mange Aar med et saadant Haab. Dersom jeg troede det kunde hjelpe det mindste, at De vilde gjøre Dem Umage for at opfylde hvad jeg beder Dem om, saa bad jeg Dem om, min kjære gode Andersen, dog ikke at være saa bittert stemt mod Alle hjemme og især Ænkelte, det vil jo rent gjøre Dem Livet suurt, og dog kan man ingen bedre Venner have, end De har i den elskværdige Ludvig Møller, - den fortreffelige Frue Lessøe - Collin - osv. Ja naar jeg bare kunde tale et Øjeblik med Dem, det forekommer mig, som skulde jeg meget snart faae Dem lystig - men det er vel en altfor arrogant Tanke, der dog eene kommer af mit Ønske at see Dem tilfreds. Siden vi nu er ved at tale om at være tilfreds, saa vil jeg sige Dem at jeg undertiden slet ikke har været det med Dem siden De forlod Hjemmet; jeg har aldrig talt derom, da jeg først vilde vide det med Vished, som jeg nu veed, at Flere aldeles fremmede Personer har læst mine højst ubetydelig[e] Breve til Dem, som jeg haaber har haft lidt interesse for Dem, da De holder lidt af mig, men hvad i al Verden kan Fremmede bryde sig om hvad jeg skriver! Som jeg da ogsaa veed nu, at Flere blodt har gjordt sig lystelige derover. Jeg har gjordt mig Umage for ej at bryde mig derom; men det er mig medfødt at være angst og bange for enhvær Omtale af Fremmede; enten god eller det Modsatte, det er mig lige piinligt; det forundrer mig lidt at De ikke errindrer det, da det er Noget, jeg ofte yttrer. Da jeg nu har bedet Dem lade være, vil De jo ikke gjøre det; heller ikke læse Stæder af mine dumme Breve for Andre, troer jeg det, saa maae jeg skrive til Dem, som var jeg en generet Skoledreng, med Fødderne i et Bræt, for at sidde ud til Beens, og Hovedet i en Sele, for at knejse. capite?[6] Til den overbærende Broder kan jeg vrøvle og sludre lidt, alt som Aanden giver, og føle mig ret hyggelig og glad derved; men tænker jeg paa at Andre skal see det, bliver jeg gandske forskrækket. See saa! nu er den Steen letted fra Hjertet, og vi ere de gamle Venner. Det Brev De skrev fra Neapel til Danmark, har jeg ikke faaet endnu, jeg faaer det tilligemed Eet fra den skikkelige Castenschiold med den første Rejsende hertil; jeg længes ret derefter. Min egen Christian har vel sagt Dem, at vi toge fra Hjemmet d 27de Martz, det var i Gaar to Maaneder siden. Og hvad har jeg ikke seet i den korte Tid. Lyon har i høj Grad interesseret mig, vi vare der i 4 Dage, kort efter insurrectionen[7], om hvad jeg saae der, tales vi engang ved. Genua er dejlig, destoværre vare vi der kun kort; derimod længere i Livorno, saaledes at vi fik Tid at fare i Galop til Pisa, og see de højst interessante Bygninger. Civitta Vecchia hvor vi ogsaa bedede[8] med Dampbaaden var frygtelig. Det var Søndag Morgen, jeg gik ind i Kirken, hvor der var militair Messe og saae et Regiment meget andægtigen bede efter Musik af Barberen i Sevilla[9]. - Hvorfor siger De mig slet ikke Noget om hvad der beskjeftiger Digteren, skal det være en Hemmelighed? saa sig mig den kun, jeg skal være taus, og tage glad Deel i og fryde mig ved Hvad Smukt De skaber. Det lader til, som havde De Lyst at skrive om Italien, gjør det! hvad De taler om Mangel paa Mod og Kraft, og Deres Tilintetgjørelse som Digter, da kjære Ven, lader jeg det gaae ind af det Eene og ud af det Andet Øre; hav dog ikke saadanne Griller fordi Een eller Anden ikke kunde lide Agnete; det skulde snarere opflamme Dem til at skrive Mere og tilsidst nøde Alle til at finde Deres Musa en medicæisk Venus. Vi har haft den Sorg her, at være Vidne til, den yndige Udines Død, Vogts Datter. Hun blev pludselig syg af Kopper, Meslinger og mange slemme Sygdomme, leed i otte Dage, og døde d 20e. Faderen er fortvivlet og Alle sørge ved hendes Død, da det virkelig var et ualmindeligt yndigt Væsen; mig behagede hun i en ualmindelig høj Grad, og det rystede mig, at see hende saa pludselig hensvinde. - Skriv mig nu snart til, og giv mig omstændelig Beskrivelse om Deres Liv i Wien, spiis ikke for mange “gebratene Hüener” eller hvad det er, der skal være saa ufordøjelig. Skriv ogsaa Christian til engang imellem, jeg veed det fornøjer ham. Kan De begribe hvor jeg længes efter ham, og hvor jeg glæder mig til hans Komme til Vinteren til Rom, det er mit Livs Lys-Alf. Hvor vil han fryde sig ved Italien og Livet her. - Naar De skriver til Fru Lessøe da hils hende ret fra mig; ogsaa Deres nette Ludvig Møller. Kommer De til Dresden, da hils min kjære gode Dahl, og fortæl ham hvor lykkelig jeg er ved at være her i Italien. - Peter hilser Dem meget, vilde gjerne skrive Dem lidt til, men jeg maae sande med ham selv, at han er ingen Helt med Pennen i Haanden, derfor mener han det ikke mindre vel.
Siig mig endelig saasnart De faaer noget at vide om De bliver ude i Vinter eller De rejser hjem, og Planen for Deres videre Rejse. Det fornøjer mig at De er Du med Christian, det er saa ret venligt; dersom jeg, som Clärchen siger: “trug ein Wämmslein und Hosen und Hut”[10], blev jeg det ogsaa snart med Alle dem jeg holdt af[11]. - Her i min dejlige Eensomhed læser jeg med megen Glæde Tasso’s Gerusalemme liberata[12]. - Nu Farvel jeg haaber De ofte tænker paa mig, da De i Phantasien tidt er her i Italien. Har De skrevet nogle Smaadigte, da skriv lidt af i Deres næste Brev; vil De dermed fornøje Deres søsterlig hengivne

Jette?

[Udskrift:]
À Monsieur
Monsieur H: C: Andersen
post: rest: Wienne



Brev nr. 121. Fra Ludvig Müller til HCA.[1]  

Mai 1834.

Dit kiærkomne Brev fra München af 16de Mai[2] takkes meget for. Det giør mig ellers ondt, saavel af dette som af dine fleste øvrige Breve at see, at dine Reiseglæder ei ere ublandede, men dit Humeur saa at sige med Graadighed griber de ringeste Anledninger og smaa Gienvordigheder for at komme ud af sin Ligevægt og fortrædiges. Havde Du mig, din kolde, raisonnerende Ven, med ved Siden, de Griller skulde snart igien være jagne paa Flugten. Kun dette nu: tænk stedse paa, at kun et roligt, af mørke Tanker uanfægtet Sind kan have den fornødne Receptivitet for alle de Indtryk, hvori din Reises Nydelse og Nytte skulde bestaae; hvor taabeligt altsaa at lade sig underkue af Smaating! Henviis alle Griller og ubehagelige Tanker til din Hiemkomst, og lad dem da i Guds Navn husere, naar det skal være. See det er min Reisephilosophi! Du kan ei? Man kan meget, naar man ret foresætter sig at ville. - Hvor glæder jeg mig til at høre Geert Westphaler[3] snakke, naar han kommer hiem.
Hvad det Lassenske Legat angaaer, er der desværre kun svagt Haab for Dig; thi Fader siger, at han egentlig ei kan, ifølge Fundatsen (som taler om en Studerende af eet af de fire Faculteter, der reiser for at ligge og studere ved et Universitet)[4], anbefale Dig, da to udmærkede theologiske Candidater, Martensen[5] og Kolthoff[6], med E g r e g i e[7], Medaille og deslige, søge det, foruden Flere; dog har han indstillet Dig ogsaa til Hammelef[8] i Slesvig, der bortgiver det. - Kiære Ven, lad nu ikke disse Linier igien bringe Dig ud af dit Humeur, men nyd ret, saa godt Du kan, den korte Deel af din Reise, der end[9] er tilbage. - I Sommerferien har jeg isinde at tage lidt til Kallundborg og Nørager; husker Du endnu de glade Dage, vi tilbragte der sammen? - Hvad Nyheder angaaer, da er der mange flere, end der kan skrives paa det lille Stykke Papir, der er tilbage; men fix oder nix; derfor faaer Du denne Gang ingen.

Din
L u d v i g.



Brev nr. 122. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Wien den 16 Mai [dvs. Juni] 1834

Til Henriette Hanck

Ret med broderligt Hjerte takker jeg Dem for Deres sidste fortrolige Brev[2], gid jeg ret kunde sige Dem hvor kjært det var mig og dog - bedrøvede det mig. Bedrøvede? siger De nok. Ja, fordi jeg ikke seer mig istand til at bevare det, som jeg vilde. - Troe mig, ingen Broder vil inderligere glæde sig, end jeg, naar Deres Aands Arbeider ere hvad jeg haaber, og blive erkjendte derfor, men hvad kan jeg dømme om disse, aldrig har De vilde vise mig dem, det lille Digt paa Træet ude i Tolderlund er jo det eneste jeg kjender. At Fader og Bedstemoer ville gjerne at Flere end De, skulle glædes ved Deres Arbeider er naturlig, men kun Faae dømme kjærligt som De. - Hvad Fru Bruuns[3] Brev angaaer, da er dette mig som et Nul; det er, efter alt hvad jeg kjender, en forskruet Kone, selv om Deres Digte vare middelmaadige, vilde hun have fundet dem fortræffelige, fordi det smigrede hende, at De betroede Dem til hende. Aligevel ved jeg ingen De kunde have henvendt Dem til uden maaskee - Ingemann, det er en Mand med Hjerte og uden Spot. - Dog, hvem kan raade i dette Tilfælde, vor egen Følelse maa lede os. - Der ligger en Salighed i at see sine Tanker gaae over i en Slægt om sig, at troe Dem leve endnu længe efter os, men det har ogsaa de største Lidelser. Har De Mod til at see Deres bedste Følelser perciflerede, Deres klareste Øieblikkes Tanker, behandlet som Dumhed og taabligt Væv, taale Kritik af Mennesker, der staaer dybt under Dem, taale Spot og Miskjendelse? Nu saa er De ogsaa Digter, og bidrager som Leed til den store Skjønhedskjæde der binder Jorden til Himlen. Jeg kjender ikke Deres Arbeider, men - af Deres Breve - troer jeg, De kan skrive, saaledes at Menneskene kan have Glæde og Gavn deraf, lad Dem da høre Sangen, men vær stærk om De uforskyldt maa lide derfor; Menneskene ere sælsomme Væsener. Husk paa, hvorledes Folket strøede Palmer for Christus, og Dage derefter raabte: Korsfæst ham!
Troe mig, der ere Øieblik, jeg i mit Hjerte ønsker, gid jeg aldrig havde sat Haand til Papiret, gid jeg var blevet et godt ærligt Menneske, der var tilfreds med Døgnlivet, arbeidede, spiiste og gik saa i Graven, uden at have tænkt noget over det Hele; De Andre have jo sagt til Dem? Prøv Dine Digte og vælg. Jeg siger tillige, prøv Dit Hjertes Mod og er dette stærkt, saa bør De! Hvem veed hvad det Hele kan lede til. Jeg er nu en halv Tyrk og troer aldeles paa Forudbestemmelse; Vi ere frie, siger man. Ja, som den vilde Hest paa en lille Klippe Ø, kun der, til den afmaalte Grændse er det Hele. - Med stor Forventning længes jeg efter et Exemplar, De maa lade mig faae eet og ærligt skal jeg siige Dem det Indtryk det har gjort paa mig, dog det er kun en Enkelts Mening og De veed at hver seer Tingene gjennem sit farvede Glas. - Skriv mig til 8 Dage senest efter at De har faaet dette Brev og lad det komme post restante til Dresden, det er det sidste Brev jeg faaer fra Dem og Deres i Udlandet; gid at De i disse skrevne Ord ikke maa finde andet end broderlig Hengivenhed, broderlig Angest, men troe slet ikke at jeg vil skræmme Dem fra hvad der glæder Deres Kjære, kun forberede Dem paa at for at flette Verden Krandse, det være sig af Roser eller Tidsler, faaer man selv prøve Tornene. Danmark er et ulykkeligt lille Land for Skribentere, man staaer Menneskene saa nær, det Personlige falder let i Øinene og dette blander De med vort Aandelige; Odense er endnu en mindre Underafdeling, der vil blive en Sladder, er det store kritiske Kjøbenhavn naadig, da stiger ogsaa Odense Barometer, men omvendt -? Ja det Hele er i Grunden Intet, kun at De er paa det Rene med Dem selv, føler det virkelige Gode i Deres Arbeider og husker paa, hvor let og eenfoldigt Mængden dømmer. Nu Gud styrke Deres Hjerte! Lad ham lede Dem og skjænke Dem Glæde.

Deres broderlige
Andersen.



Brev nr. 123. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 17 de Juni 1834

Kjære Andersen!

Skjøndt jeg næsten er bange for, at De er reist fra Wien[2] inden dette Brev kan være der, vil jeg dog sende det afsted og lade det komme an derpaa. Deres venlige Brev fra München[3] var mig meget kjært og jeg har kun opsat at besvare det til jeg fik læst Deres Agnete. Den har nemlig ikke hidtil været at faae i vor Sorøeske Boghandel og efter gjentagne Bestillinger fik jeg først Bogen igaar. Jeg har læst den med særdeles Fornøielse; jeg finder det er en virkelig poetisk Frembringelse, riig paa sand Følelse og Phantasie. Der gaaer en ægte romantisk Maaneskins-Tone derigjennem, som hos mig fremkalder en af de poetiske Stemninger, jeg holder meest af. Agnetes Sværmerie for Havet og Dybets hemmelige Verden motiverer smukt den hele Handling (i Førstningen taler hun mig kun lidt for dannet) hendes Forhold til den ulykkelige Spillemand, Zigeunerspaadomme[n] s Virkning og den Stemning, hvori hun kaster sig i Havmandens Arme, holdt jeg meget af, hendes forædlende Indflydelse paa Havmanden er ogsaa en smuk Idee og Opfindelsen med den fangne Fugl, der synger hendes Hjemvee tillive og døer, finder jeg særdeles deilig. Agnetes Tilbagekomst og indre Kamp saavelsom Maaden, hvorpaa De lader den opløses, var mig høist rørende og smuk. Naturpoesien deri[,] Fuglesangene og alt sligt tiltalte mig venligt og uskyldigt og det Hele behagede mig ret som en nordisk romantisk Sommernatsdrøm. Til Lykke med denne Digtning! den er i mine Tanker Deres bedste Arbeide og et betydeligt Fremskridt.
Tak for hvad De fortæller mig om Deres Reise! Synet af den store fremmede Verden haaber jeg skal forlige Dem med eller rettere hæve Dem ud over Smaaligheden i vor egen lille Blad- og Recensent-Sphære. Lumpenheden med det første Brev, De modtog i Pariis[4], har indigneret enhver der hørte det; og ved Sligt vinder man altid langt Mere, end man taber. Lad kun slig aabenbar Ondskab aldrig forstyrre Dem; det er igrunden gode Tegn, naar Hundene gjøe; saa er der gjerne Folk paa Veien; og

“Smaahund ei Hingsten jager
Den gjøer sig træt og kjed.”[5]

Kom nu hjem, kjære Andersen, sund og frisk paa Legem og Sjæl! Ængst Dem ikke for Fremtiden! De har oprigtige Venner i Fædrelandet. See kun at sætte Dem paa en fri uafhængig Fod, med Hensyn til det Ephemeriske[6] i Aandens og Litteraturens Verden! hvad Vorherre vil der skal blive af os, driver han nok igennem.. Gud velsigne Dem. Lev vel! Deres

venlig hengivne
Ingemann.

Dog det er sandt! med saa lille et Brev kan man ikke nøies udenlands. Af litterairt Nyt vil jeg da nævne Dem Paludan Müllers Amor og Psyche[7], som har gjort megen Lykke. Det er en omhyggelig udført Behandling af den bekjendte smukke Mythe og har vistnok megen poetisk Fortjeneste; hans Drama “Kjærlighed ved Hoffet”[8] er ogsaa nylig bleven opført med Bifald. “Noveller af Forfatteren til en Hverdagshistorie”[9], udgivne af Heiberg høre til de bedste Frembringelser af denne Art i vor Litteratur og have ligeledes vundet stort Bifald. Øhlenschlæger har udgivet en Tragoedie Dronning [?] Margrethe[10]; han har nylig faaet Krig med Hjorth[11] om Prometheus[12]; dog Polemiken har i den senere Tid meest befattet sig med Skolevæsenet, Trykkefriheden og slige offentlige Anliggender, li[ge]som Interessen nu vel ogsaa her med Provindsialforfatningen[13] vil for Fremtiden blive mere borgerlig og statsoeconomisk, end æsthetisk. Her i Sorøe leve vi ved det Gamle og ret vel. Jeg har siden De reiste udgivet en lille lyrisk Behandling af Jerusalems Skomagers Liv og Sindsstemninger, digtet i hans eget Navn og Characteer[14]. Jeg har desuden udgivet en historisk Roman “Kong Erik og de Fredløse”[15] og har en ny under Arbeide[16], som nok vil udkomme til Nytaar. Fra min Kone skal jeg hilse Dem venligt og takke Dem hjerteligt for “Agnete”, som hun nu netop har gjennemlæst, den har interesseret og glædet hende meget.
Endnu engang lev vel! Lad os see Dem her naar De kan efter Deres Hjemkomst!
Seer De Ticks paa Hjemreisen, saa hils dem endelig ret meget fra mig og min Kone ligeledes Steffens[17]. I Wien beder jeg Dem hilse G r i l l p a r z e r[18] og S o n n l e i d n e r s[19].
Kommer De til H a l l e, saa opsøg og hils M o t t e  F o u q u é! Men see for Alting til at De med Glæde og Kjærlighed kan gjenhilse den Moder her hjemme, som aldrig døer og som heller ikke har været Dem en Stifmoder!

[Tilføjelse i margen s. 1:] Fra Adjunct Lorentzen skal jeg hilse Dem venligst; med ham taler jeg ofte om Dem. Han er enig med mig om Agnete

[Udskrift:]
An
Herrn C a n d i d a t u s  A n d e r s e n
aus Dänemark, Wohlgeborn
in
W i e n
poste restante
fr



Brev nr. 124. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Wien den 17. Juni 1834.

Min kjære, gode Søster Jette!

De er dog den bedste Lys-Alf! Ogsaa i Wien kom fra Dem det første Brev fra Vennerne. Tak, ret hjertelig Tak derfor, skjøndt det bedrøvede mig. “Bedrøvede?” siger De; ja, for Venners Angreb er min Sjæl en Mimosa, der ikke taaler det Mindste. De bebreider mig, at jeg for Fremmede har læst af Deres Breve. De kan have Ret til at klage. Maaskee! Men jeg anseer dette endogsaa for et smukt Træk hos mig, det Eneste, der endnu ret er blevet tilbage af den gamle Andersen, der med alle sine Feil dog behagede Dem. I min Glæde er jeg altid naturlig; kom der et Brev fra Dem, da jeg var i Udlandet, da gik det, saa at sige, over i mit Kjød og Blod, og var der da En eller Anden, jeg der følte mig trukken til, maatte jeg sige, hvad der rørte sig i mig, og saaledes dele min Glæde. At man kan have spottet over Deres Breve, er - tilgiv mig - en Usandhed. Slige Folk har jeg ikke betroet mig til, og Enhver med Aand og Hjerte maa skatte Dem ved at høre Maaden, De udtrykker Dem paa. Det har fornærmet Dem; - ja, ja, jeg begriber det, et lille Væsen har sladdret for Dem! - men vi ere jo allerede Venner igjen, og naar De befaler, saa skal jeg med Deres kjære Breve ogsaa være - ligesom andre fornuftige Mennesker og ikke et Natur-Barn. Nu er det jo Nok derom? Dernæst skjænder De paa mig, fordi jeg er “saa bitter”, mod Enkelte hjemme! O Gud, Jette, De veed ikke, hvorledes man har forstyrret min korte Lykke i Italien; alt som min Aand blev der mere Mand, fornærmedes den over, at en Yngre[2] behandlede mig som Dreng; jeg er krænket af et Menneske, jeg har betroet hver Tanke, et Menneske, som nu bidrager til denne ubegribelige Angest for at see Hjemmet. Min Sjæl trænger til Kjærlighed, ved den kunde jeg blive Alt; men Enkelte have tilintetgjort mig for denne Verden; der er Intet, slet Intet, jeg mere glæder mig til, Intet, der driver eller hæver mig; Alt, hvad jeg har vundet, er, at mit Liv forekommer mig saa ubetydeligt, at jeg med let Hjerte kan sige:”Vi ville lade den Fugl flyve”! - Blive Vinteren over ude, er der slet ingen Anledning til; nei, sidst eller midt i August er jeg i Danmark. De veed, hvor ubetydeligt mit Stipendium var, og jeg venter egentlig nu kun paa en lille Sum til at gjøre Reisen hjemad for[3]; thi at jeg fra München over Wien, Dresden og Berlin kan i to Maaneder reise hjemad for 50 Species, som Folk hjemme have troet, viser kun, at man ikke veed, hvad det er at leve ude og gjøre en Reise. - Jeg kan jo ogsaa ligesaa godt være hjemme som i Tydskland, det er samme Natur og omtrent de samme Mennesker. - Tro ikke, jeg er i et daarligt Humeur, medens jeg skriver dette; nei, jeg er glad, saa glad, jeg kan blive det; min Tanke er hos Dem og i mit kjære Neapel. Den smukke Drøm er nu tilende. - - -
Digteren er død, myrdet i Italien; skulde der endnu være lidt Liv i ham, naar han kommer til Norden, saa gjøre de nok Kaal derpaa. Jeg kjender mine Folk! - Men vi maae sladdre lidt om min sidste Væren i München, Reisen til Wien og Opholdet her. - I München[4] var jeg een Maaned, der omtrent var 3 Uger for meget; der er særdeles kjedeligt og et lumpent Climat, der varierer flere Gange om Dagen. Kunstskattene ere store, kommer man fra Norden, men ringe, træder man ind fra Italien. Jeg levede her meget med en Dansk: Dr. Birch[5], der omtrent i 14 Aar har været fra Hjemmet og skrevet flere Stykker, der i Tydskland have gjort Lykke, en særdeles aandrig Mand; dog er hans Kone mere berømt saavel ved sine dramatiske Arbeider, som ved sit fortræffelige Spil; hun kalder sig: Madam Birch-Pfeiffer. Jeg blev indført i Bayerns Kunstforening, literaire Forening etc. etc., kort, nød en meget god Omgang. Et lille Eventyr havde jeg der i Byen. Den første Aften, jeg var i Operaen[6], fik jeg Plads mellem en ung, smuk Dame og en gammel Mama. Jeg var politisk (De har jo engang yttret en lignende Tanke om mit Væsen), gav mig først i Samtale med den Gamle, som jeg saaledes vandt, at hun var galant nok til at forsikkre mig, at jeg var et af de interessanteste Mennesker, hun længe havde truffet paa; nu kom jeg da i Samtale med den unge Dame, en Niece eller Sligt, der sagde: “Ja, De kjender vist en Søn af Mama, hun er Moder til den berømte -” “Hvad behager?” Jeg maatte spørge nok engang. “Den bekjendte Componist -!” Ja, nu sagde hun anden Gang et Navn, jeg ikke forstod, og af Undseelse derover forsikkrede jeg, at det var mig en stor Glæde, han var mig særdeles bekjendt. Saa skiltes vi ad. Den sidste Dag, jeg nu er i München, spadserer jeg i den engelske Have og møder der min gamle Dame, som jeg hilser; hun trykker mig i begge Hænder og siger, at det har bedrøvet hende saa meget, at hun ei bad mig besøge sig, og at jeg nu endeligt maa komme til Middag hos hende. “Men jeg reiser i Morgen”, svarede jeg med de tilbørlige Complimenter. “O, saa kom i Dag!” Jeg kom, og hvem var den gode Gamle? Lindpaintners[7] Moder! Jeg nød nogle saare behagelige Timer, og Moder og Datter vare nær ved at omarme mig ved Afskeden. Det var nogle ganske elskelige Mennesker. Den Gamle presenterede mig for sine Børn: “Det er mit Theaterbekjendtskab, det er den meget interessante Herre, som kommer fra Italien”. At jeg var saare elskværdig, min naadige Frøken, kan De troe, saa elskværdig, at selv mit Ydre vandt - det saae jeg i et stort Speil, der hang lige for Bordet, og som jeg af Tilfælde, kun af Tilfælde, kom til at opdage mit legemlige Jeg i. - Da jeg med “Lohnkutscher”[8] tog til Salzburg, fik jeg i mit Selskab en særdeles underholdende Münchener, som ret behagede mig, og det lod til, at han ogsaa syntes godt om mig; et Par Aftener tilbragte vi sammen, og hvem var saa den gode Mand? Münchens første Skuespiller[9], en Acteur, der fra Scenen især havde tiltalt mig! Han kyssede mig ret paa Tydsk ved Afskeden og sagde ogsaa, at jeg var saa behagelig. Troer De nu ikke, at jeg er et ungt, interessant Menneske, saa kan jeg vise Dem det skriftligt i min Stambog[10]; der har han skrevet det. O, hvor det er Skade, at jeg ikke er hos Dem paa Ischia! Hvilken Nydelse for Dem: den deilige Natur og mit behagelige Selskab! Sligt et interessant, ungt Menneske! Ja, man bliver dannet paa Reiser! Naar jeg kommer hjem, vil jeg leve af at være interessant! - Jeg skal nok støde Abrahams[11] af Pinden!
Salzburg ligger yndigt mellem grønne Bjerge, Fjelde med Løvskove og fjerne Alper. Husene have noget Italiensk: flade Tage og Ranker op om Muren. Floden Salzach bruser gjennem Byen. Jeg gjorde en Udflugt i Bjergene[12], saae det smukke Vandfald ved Golling, og Oefen, hvor Floden har sprængt Klipperne og bruser mælkehvid i den sorte Afgrund. - Jeg var da nede i Bjergværket i Hallein, omtrent en Fjerdingvei inde; De skulde have seet min høie, poetiske Figur i en hvid Bjergmandsdragt med Lampen i Haanden nede mellem Salt-Søilerne; gjennem hele Bjerget rutscher man ned til Byen; en “Bergknappe” med en Fakkel i Haanden flyver foran. Det er en Flugt gjennem Underverdenen. I Linz saae jeg første Gang Donaufloden og kjørte paa Jernbaner[13]. I Slottet Mölk[14] besøgte jeg Napoleons Sovekammer og saae den brændte Plet i Gulvet, hvor han i Vrede havde brændt en Depeche, som mishagede ham. Den 9. Juni kom jeg her til Wien, hvor jeg seer smukke Grækerinder med blaae Øine som de homeriske Gudinder, tykke, stygge Tyrker og guulbrune Zigeunere, som behage mig meest. Mine Anbefalings-Breve fra München skaffede mig god Modtagelse. (Apropos, jeg fik da intet Brev fra Brøndsted; jeg maatte i München selv introducere mig). Digteren Deinhardstein[15], der er Directeur for det keiserlige Burg-Theater - De kjender hans “Garrick i Bristol” og “Hans Sachs” - inviterede mig strax til at benytte en Plads i Parquettet, saalænge jeg var her; jeg har saaledes i Wien, hvad mit kjære Hjem ikke vilde give mig som Digter, skjøndt det der tilkom mig med Rette[16]! Jeg gaaer nu hver Aften i Theatret og er meget glad derved. Grillparzer[17], der har skrevet “Die Ahnfrau” og senere et sandt Mesterværk “Das goldene Vlies”, viser mig megen Venlighed, og med Castelli[18] har jeg tilbragt et Par glade Eftermiddage paa hans Landsted; saaledes er jeg ret tilfreds med Menneskene; Naturen derimod er temmelig dansk, og Havet - ja, det veed De da - mangler ganske. Kunsten, den plastiske etc. etc., har jeg endnu ikke ret gjort Bekjendtskab med. Idet jeg berører dette, maa jeg dog berigtige, hvad min Tale mod München angaaer, at det leuchtenbergske Gallerie[19] der har herlige Sager! - De forlanger, at jeg skal sende Dem nogle Digte; men jeg har, som sagt, ingen skrevet. Da jeg var i Frascati, besøgte jeg Beatrice Cencis[20] Borg; her skrev jeg en Ubetydelighed, som De gjerne maa faae. De kjender jo hendes Historie: Faderens unaturlige Kjærlighed og den pavelige Dødsdom over hende, da hun dræbte ham, en Ting, hun dog aldrig tilstod. I Palazzo Barberini i Rom seer De hendes Billede, som Guido malede, da hun førtes til Retterstedet.

BEATRICE CENCl

(Skrevet ved Cencis Borg i Albanerbjergene 1833)

Roserne.

Zephyr, hvorhen vil Du gaae?
Til de sladdrende Piger, der staae
Med den kobberne Koncha[21] om Vældet,
Der hvor Cactussen groer,
Hvor den kraftige Ranke sig snoer
Om Olietræet ved Fjeldet.
Bliv dog og see paa os og vor Pynt!
Siig os dog Lidt! De har først nu begyndt,
Og Du jo veed, de har Meget at tale,
Thi Giovanni gik nylig forbi,
Blæste for dem en smuk Melodi,
Kjendt i Albanernes Dale; -
Tusinde Kys kan Du altid faae,
Blunde paa Barmen, der rødmer og bæver.
Nei! hvor han svæver!
Hører slet ikke os Sødskende smaa!
- Hvor har Du været? Hvad har Du øvet?
Vaad er din Vinge, Du er bedrøvet!
Du blev nok dykket lidt, som det lader
Nede i Søen, hvor Pigen sig bader.
Snildt skulde Du, som Maleren der,
Holdt Dig bag ved de grønne Træer!

Zephyr.


Bølgen ei gjorde min Vinge vaad!
Det er Graad, Brødrenes Graad.
Did vi jo gik,
Hvor hun sad for den gabende Vrimmel,
Og med Uskyldigheds Blik
Saae mod Guds Himmel.
Og da hun knælede fromt uforfærdet,
Sprudlede Blodet for Bøddelsværdet.
Intet Tausheden brød.
- Beatrice er død!

Roserne.


Død! er hun død!
Hun, som Intet forbrød! -
Skal vi ei meer, her hvor Pilene græde,
See hendes Smiil, hendes barnlige Glæde!
Skal vi ei høre Fromheden bede,
Mens for Madonnas Billed dernede
Deiligt i Aftenen Børnenes Klynge
Lovsangen synge.
Ak, hun er død,
Hun, som Intet forbrød!
Her vi jo hørte Faderens Brynde -
Synden hun dræbte! er det at synde?

Røber det Hele, at min Blomstring er forbi, da tal ikke til mig om disse Linier. Den kjære Broder Christian paa Elben skrev jeg til fra München[22], ogsaa Moderen fik et lille Brev; jeg længes ret efter Svar fra Begge. - En lille Fugl har sagt mig, at Jensens[23] ere nu i Neapel, at De holder meget sammen med dem, bliver maaskee hos dem, medens Peter gaaer til Sicilien. Mine Breve tør De nok læse et Stykke af for Jensens, selv uden min Tilladelse; jeg blev ikke vred, om jeg siden hørte af de gode Mennesker: Frøken Wulff har læst høit for Fremmede af Deres Brev. Hils dem ret meget. Jeg seer tidt paa Jensens smukke Stamblad[24] og erindrer ogsaa derved den naturlige, gode Frue, som jeg ønsker ret maa drikke Liv og Sundhed af Italiens himmelske Luft. - I dette Øieblik fik jeg Brev fra Moderen[25] paa Petersgaard, et kjærligt, elskeligt Brev; hun længtes kun efter at høre fra de kjære Børn paa Ischia, hvor hun nu troede, De var; “men paa Løverdag”, skriver hun,”faae vi bestemt Brev fra dem”. Der var ogsaa Brev fra Christian paa Vagtskibet; naar jeg nu slutter dette, begynder jeg strax paa et til ham[26]. O, jeg glæder mig saa meget ved at see ham, jeg vil ret paa Tydsk give ham et ægte, dansk Kys, den kjære, eiegode Broder! O Gud, Jette, hvorlænge vil det dog ikke vare, før jeg seer Dem, før vi To mødes! Ja, ja, Deres Brødre kunne ikke holde mere af Dem, end jeg; gid De ret maa føle det og ikke glemme mig nu, da De er i Paradiset. Den tiende Juli[27] reiser jeg til Prag, og da gaaer det Skridt for Skridt hjemad, hvor jeg - for Pengenes Skyld - indtræffer alt meget tidligt; glæd mig dog endelig endnu med et Brev i Udlandet, og send dette poste restante til Hamburg, saa kan Christian ogsaa have godt af det, og jeg bringer Fader og Moder friske Hilsener hjem fra de kjære, neapolitanske Børn. Det er ogsaa bedst, at det kommer til Hamborg; thi sæt, at der skete et Slags Mirakel, at jeg blev lidt længer ude, saa kunde jeg altid bede Christian tage mig Brevet og sende mig det derhen, hvor jeg var. Altsaa, senest 10 Dage efter at De har faaet dette (dog heller lidt før), skriver De uden at plukke Høns et søsterligt Brev til mig i Hamborg, poste restante. Husk, jeg gaaer hjem til meget Slemt, gaaer hjem til den lange, seige Taage og det kolde Sneevand, der trænger ind i Støvlerne. Lad Italien lufte til mig, og naar Søsteren skriver, skal Broderen hemmeligt betroe hende sit hele Hjerte, sin Glæde og Liden, som før vi skiftede Plads. Hils Peter ret meget, og siig, at “Goddag”, det kan han da sagtens skrive til mig! Fortæl mig lidt Udførligt, naar De skriver. Alt fra Neapel interesserer mig. O, De veed ikke, hvor jeg der tænkte paa Dem, hvorledes jeg i den blaae Grotte formeligt havde Dem hos mig. I Badene paa Ischia havde jeg nær skrevet paa Muren: “Goddag, Jette!”; men saa betænkte jeg mig. Lev nu vel og lyksalig! Kommer De til Amalfi, da hils Bjergene, Klosteret og det herlige Hav fra Digteren, og tænk selv paa Broderen

Andersen.



Brev nr. 125. Fra HCA til Chr. Voigt.[1]  

Wien den 26 Juni 1834.

Min kjære, fortræffelige Ven!

Hvad i al Verden gaaer der dog af dig, at du ikke skriver mig til! Nu har jeg Grund til at skjænde! Du er dog ikke traadt i din Faders Sted mellem de kloge Mænd[2], at det er dette, som beskjæftiger dig! Eller troer du, at naar man er over Alperne, saa er man ikke længer i Udlandet, men saa godt som hjemme; ja, der er noget deri, Sydtydskland er ikke meget forskjelligt fra Danmark, samme Natur, samme Mennesker; men, da vi to dog ikke kunne see hinanden endnu, saa kunde Herren gjerne skrive, og det hører jo selv til den almindelige Høflighed, at man svarer paa Breve, man faaer. Fra Florents sendte jeg dig et langt Brev[3] og bad om Svar i München, men see om der kom! En heel Maaned ventede jeg, skrive vilde jeg ikke igjen, da jeg havde den Idee, at du maaskee af overdreven Forsigtighed havde sendt dit Brev til Wien, men her er heller ikke. Postdag kommer og Postdag gaaer, men uden at jeg hører fra dig. Nu burde du i Grunden intet Brev have, men jeg vil lade Naade gaae for Ret og dog skrive, skjøndt jeg nu intet Svar kan faae derpaa, naar jeg betænker, hvor langsommeligt din Pen løber; dog har du skrevet eller skriver just nu paa et Brev, da fuldend det og lad mig dog faae det, men det maa sendes fra Kjøbenhavn senest den 13 Juli og da til Berlin, poste restante, i August Maaned har du mig selv. - At du har faaet mit Brev fra Florentz, tvivler jeg ikke paa, men derimod betvivler jeg, at dit Svar har forfeilet mig. Du har nok været paa Reise til Fyen og slig en lille bitte, bitte Reise kan forhindre i at skrive; hvad skal da jeg sige, som flyver næsten Europa igjennem paa langs? - Men nu er jeg god igjen; nu skal du høre min Leven og Væren, siden jeg skrev det florentinske Brev[4]. - Alle onde Aander sammensvoer sig for at gjøre Afreisen fra Italien utaalelig; o jeg kunde skrive en Jeremiade der over i 10 Bind; al det Pas-Vrøvl, Snyderie, ja - det bliver for vidløftigt at meddele i et Brev, Jeg saae da for sidste Gang de herlige Gallerier, min guddommelige medicæiske Venus, der lever i Marmoret og let kunde faae mig til at gaae over til Hedenskabet, Niobegruppen og Raphaels Madonna del granducca. - Digteren Berti viiste mig megen Opmærksomhed og forærede mig ved Afskeden sit nyeste Lystspil: Gli amanti sessagenari[5] - Da jeg gik over Apeninerne blev jeg angrebet af en Mavekrampe, der, havde den steget en Potens høiere, havde gjort det af med min hele Person. Jeg foer afsted mellem Skyerne, under de meest jordiske Lidelser. Da jeg indtraf i Bologna, var den hele By i Bevægelse, Verdens berømte Madam Malibran gav Gjæsteroller, og derfor vare alle Hoteller overfyldte, saa jeg for et usselt Hul maatte give omtrent en Species for 20 Timer, og saa fik jeg ikke engang Madammen at høre; dog jeg var jo mellem de Lykkelige i Neapel, hørte hende der 4 Gange. Imidlertid saae jeg den prægtige Campo sancto (!) og Academiet med Raphaels hellige Cecilia. Her er desuden ypperlige Sager af Dominiquino[6] og Guido[7], jeg inddrak i to Timer Skjønhed for flere Aar. Næste Dag holder min Veturin for Døren, i tre Dage skulde han bringe mig til Venedig, jeg vil stige ind og - hvem finder jeg! min forskruede, gale Landsmand, - Zeuthen, ham, som jeg just var reist tidligere fra Rom for at undgaae - ham som Landsmændene der i Spøg ønskede mig til et Reise-Onde! Jo det var ham! desuden to temmelig raae Tydskere, i hvis Selskab Z: følte sig meget hjemme. Jeg sprang da i første Forskrækkelse op til Kudsken, og saaledes rullede vi gjennem den grønne flade Lombarder Slette, som aldrig vil synes mig italiensk, nei først bag Appeninerne ligger Italien med Pinieskove og Oldtidsskatte og bag Sumpen, Hesperien med Guldæbler, Palmer, svømmende Øer og det ultramarinblaa Hav! I Ferrara overnattede jeg kun, men i Padua saae jeg et Par smukke Kirker, Europas største Sal med Livii Buste, Sanct Antonii Grav[8] og - deilige Pigebørn! - Ved Fusina saae jeg de første Gondoler, de ere overtrukne med sort Klæde og ligner seilende Liigvogne; vi kom i een og glede nu hen mod den sælsomme Bæverstad Venedig. - Nei, nei det er ogsaa en alfor underlig By, den syntes mig ordentlig “schauderlich”; alle Huse stode lodrette op af Vandet, alle Døre og Porte vendte ud dertil, alle Trapper stege ned i Vandspeilet. Jeg blev ordentligt en halv Fisk. Stykke for Stykke synes de gamle Paladser at falde ned. Ikke en Lyd hørte man uden Aarenes Pladsken i Vandet, ikke et Menneske saae jeg, ikke en Fodbred Gade opdagede jeg det første Qvarteer; først da jeg kom paa den store Markusplads med sin sælsomme forgyldte Kirke, følte jeg mig bedre; dog de gaaelige Gader vare da ikke bredere, end naar jeg satte mine Hænder i Siden, saa var der ogsaa spærret. Rialtobroen over den store Kanal havde mig noget Interessant; det syntes mig Hjertet af den store døde Svane: Venedig. Jeg seilede ud til Lagunerne. Hvide Dødningebeen stak frem imod Brændingen. Her blive de ikke-Chatholske jordede, var jeg død her, da skulde ogsaa Bølgerne og Solen have bleget mine Been. Her vente Fiskerkonerne deres Mænd; mod Aften skal de synge Strofer af Tassos befriede Jerusalem, Mændene svarer da langt ude fra Havet; men har det stormet, da udebliver ofte Svaret; Bølgen har taget istedetfor at give, og Konen sidder i den tause Nat, venter forgjæves og seer paa det grændseløse Hav. - Den første Nat jeg sov i Venedig, blev jeg da stukket af en Skorpion, Stikket var ikke farligt, men jeg fik en Vundefeber, der holdt mig en halv Dag i Sengen, længer kunde jeg ikke udholde det. Jeg seilede omkring, bundet i Smerte, forstemt ved Naturen her, saae de øde Sale i Dogens Slot, besteeg Markustaarnet og leed ordentligt af Længsel efter at komme bort. Nu var der ingen anden Veturin, end den, mit gamle Selskab havde taget, jeg maatte enten blive eller bide i det sure Æble og reise med, - gjorte da det sidste, kun at jeg betingede mig Plads uden paa, skjøndt det var en langvarig gjennemblødende Støvregn. - Saaledes efter tre Dages Ophold i Venedig, vendte jeg tilbage over Padua til Vicenza, hvor jeg forgjæves søgte Bends’s Grav[9]. Jeg saae da i denne By de smagfulde Bygninger af Paladio, hans prægtige olympiske Theater og rullede saa mod Verona. Amphitheatret her er kun en Unge mod Colossæum, men særdeles interessant, jeg var ogsaa i Capulets Huus, saae der Salen, hvor Romeo dandsede med Julie; gamle Kalktønder, ViinfIasker og Høe laae langs Væggene, hvor den Gang den Capuletske Slægt pyntet og fornemt paraderede. Adel og Rigdom døe dog hen, Kjærlighed og Kunst leve. Den mægtige Esti Familie i Ferrara, der dømte Tasso for vanvittig, fordi han - kun en Digter - turde forelske sig i Prindsessen[10], er nu hendød, den lever kun ved Tasso; Tasso og Leonore ere forenede i Efterverdenens Erindring. Tassos Aands Adel har hævet Leonore. Hertugens Slot er Gruus og glemt, Tassos usle Fængsel er nu Ferraras eneste Mærkværdighed. I Verona fik jeg en ung Skotlænder til Reisekammerat, han havde ogsaa taget Plads inde i Vognen, men Selskabet der mishagede ham; Kudsken maatte da ride, og Skotlænderen og jeg havde hans Sæde. Hans Familie havde kommet meget sammen med Walter Skott, han fortalte mig om ham, sang skottske Viser, som han oversatte mig paa Fransk, og saaledes gik det lystigt over Trient til Botzen, bort fra mit egentlige Hjem, Kunstens og Naturens skjønne Land, mia bella Italia. - I Botzen blev Skottlænderen og jeg enige om at forlade vort Selskab endnu samme Nat og kjøre med Diligensen til Innspruck; jeg havde viist mere end menneskelig Taalmodighed mod Zeuthen, sagde ham nu ret venlig Levvel, men han viiste sig ved denne Leilighed som en raae Gadedreng - der altsaa ikke kunde fornærme mig. Prygl skulde han have! - Tyrols Bjerge bør man ikke see efter Schweitzes, men smukt er her, og Folket særdeles elskeligt, vilde de bare lade være at kysse saa meget den Reisende paa Haanden. I Innspruck levede Skotlænderen (Jameson) og jeg to Dage, saae det nye Monument over Andreas Hofer[11], besteeg Bjergene, hvor vi, ganske romantisk, fandt i en vild Fjeldkløft en Liigsteen med hebraiske Characterer[12], her var en Jøde bragt til Hvile. Skottlænderen fandt den hele Natur saa skottsk, og da Klokkerne ringede i Dalen, brast han i Graad af Hjemvee. Og jeg har aldrig kjendt denne Følelse! overalt har jeg fundet et Hjem, hele Europa synes mig saa hjemligt, selv under de grønne Palmer i Calabrien; maaskee jeg i Amerika kunde føle Hjemvee, men jeg tvivler derpaa, jeg bliver strax hjemme med Naturen og Menneskene. - München var jeg en heel Maaned i, hvilket er omtrent tre Uger formeget, det er en By, der saa at sige endnu staar i Knop, om 10 Aar kan den være interessant at see, nu bygge de først paa den. Kunstskattene ere mange, kommer man fra Norden, men faae naar man har været i Italien. Det kongelige Slot bliver smukt, Schnorr maler deilige Fresco (!) og i Glyptotheket har Cornelius gjort sig udødelig ved sine Scener af Iliaden[13]. Her saae jeg da Corpus dominifesten[14], hvor alle Laugene gik i Procession med deres Faner som i Hans Sachs[15] men jeg har seet langt mere glimrende Sager i Rom. - Folkene selv vare ellers særdeles elskværdige, jeg kom til at kjende Componisten Lindpaitners Familie og Dr. Birk, som er gift med den berømte Madam Birk-Pfeiffer, Digterinde og Skuespillerinde, havde mange behagelige Timer, og til Afsked sprudlede Champagne for den danske Digter. De unge Kunstnere indførte mig strax i det litheraire Selskab og Kunstforeningen, og da jeg reiste bort, fik jeg behageligt Selskab, Münchens bedste Skuespiller, som gik til Gasteins Bade. - I Salzburg var jeg to Dage og boede ved Siden af det Huus, hvor Dr. Bombastus Theophrastus Parazelsus[16] døde. Byen seer halv italiensk ud, flade Tage, Viinranker op ad Muren og rundt om staa Fjelde med Løvskov og Gran, der begrændses af høie sneedækte Alper. Jeg gjorte en Fodtour til Golling og saae det berømte Vandfald der, var i Pas Lueg[17] og i Oefen, et ganske frapant Flodleie, Klipperne ere sprængte ved Vandets Kraft, her svimlede jeg ellers og havde nær staaet paa Hovedet nede i den skummende Struddel[18]. Det havde været en brillant Bortgang. I Hallein blev jeg iført en hvid Bjergmandsdragt og steeg nu med Lampe i Haanden ned i Saltværket; var omtrent en dansk Fjerdingvei inde og saae dem arbeide i de dybe Schakter. Med en Bergknappe, som slaaer Fakkelen mod Muren, rutscher man gjennem Bjerget ned til Hallein, hvor Saltet koges i en kjæmpestor Jernpande. - I Linz saae jeg første Gang Jernbaner og - Donau. Det var en smuk stor Flod, men ikke saa blaae som Rhone, ikke saa grøn som Caragliano, dog heller ei saa skiden som Tiberen, men snarere guulgraae som Elben eller Po. - Ja man har reist, hører du nok! Din Stakkel, du kjender jo ingen Floder uden - Odense Aae eller Faaborgs Grøfter! Men det kommer! n’est pas? Monsieur[19]. Du lykkelige Menneske som nu snart kan flagre ud til Frankrig, Italien og al den Herlighed. Men du faaer bestemt Hjemvee, kjender jeg dig; thi Plager er der , paa en Reise, langt fleere end Glæder. Dog gad jeg nok reise hele mit Liv. - I Kloster Mölck saae jeg Napoleons Sovekammer og gjorte mig bekjendt med Terrainet for hans og Østerigernes Leir. Wien har meget tilfælleds med Kjøbenhavn, kun er det lidt livligere, selv i Sommeren. Jeg har herfra gjort flere Toure til Slottet Schönbrun[20], Josephsdorf[21], Kloster Neuburg[22] etc., og det Hele er venligt, hyggeligt; Laxenburg[23] endogsaa interessant, men det vilde have virket mere, var det seet paa Udreisen og ikke paa Hjemreisen, hvor endnu Italiens Kunst lever i min Sjæl, og dens Natur saa at sige er gaaet over i mit Blod. Regjeringsraad Deinhardstein, der har skrevet Hans Sachs, er Directeur for det keiserlige Theater og saaledes har jeg af ham faaet fri Plads hver Aften i Parquettet, som baade smigrer min Forfængelighed og sparer paa min Pengepung. Grillparzer, Forfatteren til “Ein treuer Diener seines Herrn”, ”die Ahnfrau” etc. besøger mig imellem og er meget elskværdig, dog meest behager Digteren Castelli mig, der har foræret mig sine sidste Værker, og boer saa romantisk smukt i Hütteldorff, at det er en Lyst! forleden var jeg indviteret derud og nød et ret landligt Maaltid i hans Lysthuus, hvor Viinløvet hang over vort Hoved; han læste mig sit sidste Digt til den elskede Keiser Franz[24], og det var hjerteligt smukt. Siden botaniserede vi paa Marken, og jeg lærte ham de danske Navne. Men nu maa jeg nok tænke paa at ende mit Brev. Her følger en lille Sæddel med til Kjøbenhavnspostens Udgiver[25], vil du ikke nok slaae en Convolut derom og ret snart sende ham den? det er nogle Notitzer fra Udlandet! - I Begyndelsen af Juli reiser jeg til Prag, derfra til Tøplitz, hvor Carl X[26] er, og vandrer til Fods gjennem det bøhmiske og saxiske Schweits, bliver nogle Dage i Dresden og flyver da med “Eilwagen” til det sandede Berlin, men hvor jeg hos Chamisso og Wilibald Alexis vist vil more mig. I August bringer Dampskibet min høie Person til Danimarca, men først skal i Hamburg mine Knebelsbarter falde, slig Skjønhed tør I ikke see hjemme. - Tro mig, kjære Ven, det er en ganske forunderlig, ængstelig Følelse, der griber mig ved Tanken om Hjemmet, om alle gamle Forhold, hvorledes mon det nu vil smage mig? Forandret mig meget har jeg ikke; men noget er vist skeet, og der behøver kun noget for at bringe min hele Sjæl i Bevægelse; jeg taaler nu mindre end før og veed jeg kommer hjem til faae Glæder, men uendelige Plager. - Havde jeg Penge, da blev jeg altid ude, kom aldrig hjem; kun i Syden kan jeg trives, og at vende der tilbage vil min hele Stræben gaae ud paa, det er mit Fremtids Maal. Spørge nogle Videbegjærlige dig, hvorfor jeg alt kommer nu hjem (det er kun 1½ Aar), da siig, at jeg har selv lagt ligesaa meget til, som mit Stipendium var, og nu har jeg ingen flere Penge, det er slet ikke af Længsel jeg kommer, nei det veed den gode Gud. Dog da jeg maa hjem, er der ogsaa Enkelte jeg ret inderlig glæder mig til at see, og der er du mellem de første, min eiegode, kjære Broder! Hils din Frue og hendes Frøken Døttre, naar jeg kommer, skal jeg have den Ære at aflægge en Vesit. Hils særdeles den vittige Arnesen, gid han maatte faae Leilighed til at see sig om, lidt herude! Jacobæus, Graae, din lille Doctor-Ven[27] og alle gamle Bekjendtere og Venner hilses her skriftligt, snart mundtligt. Ak du hellige Chathrina, beed for mig! Hvorledes skal det dog gaae, naar man atter traver i det kolde Sneevand paa Østergade og spiser den lange Taage! ifior ved samme Tid gik jeg sommerklædt under Laurbærtræer og spiiste Oranger og tunge Druer. O dio mio! Nu er det forbi. - Lev ret glad og vel! skriv, er der Tid, men tænk altid kjærligt paa din broderligt hengivne

H. C. Andersen.

(Hils dine Forældre og Johan.) Idag fik jeg et særdeles kjærligt Brev fra Ingemann[28], han sætter Agnete øverst af hvad jeg har skrevet og lykønsker mig til et sandt poetisk Værk.



Brev nr. 126. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]  

d: 1. Juli [1834]

Kjere gode Andersen!

Med vemodig, rørt, taknemmelig, undseelig og glad Følelse modtog jeg Deres saa kjere, kjere Brev[2]! Vemodighed var den herskende, ved Tanken om at De ængstes for at komme hjem, det bedrøver mig saa meget, Hjemvee er vel et Onde, men af de Onder, som Solon[3] siger, vi bør dele med alle Mennesker, hvorfor føler De, min kjere, kjere Søn, da Intet deraf? jo De føler det ogsaa! altimellem, det er jeg vis, gad De dog nok talt med een af Deres Venner, altimellem er De glad i den Tanke hvor lykkelig De vil gjøre mig og mange af Deres andre Venner ved at vise dem Deres Tegninger fulgt af Deres lunefulde Beskrivelser - og dette, dette er Hjemvee, kun lidt eiendommelig. Jeg haaber til Gud her vil blive bedre end De tænker Dem det. De Danske er ikke slemme Mennesker - Rørt blev jeg over Deres inderlige Længsel efter det forjættede Land, jeg kan dog ikke begribe det, det maa De mundtlig see at gjøre mig tydelig, mig forekommer den Henrykkelse, Alle der føle, en Sandsefortryllelse, som jeg ikke begriber det tænkende Væsen saadan kan beruses af - dog jeg sætter min Dom tilside og vil gjerne overbevises om det Modsatte. Taknemmelig, undseelig og glad blev jeg fordi De uden at have faaet Svar dog var saa god imod mig og skrev; Aarsagen hvorfor jeg ikke har skrevet var i Grunden eensidig og jeg har tidt fortrudt den, uden at kunde gjøre den god igjen, da jeg ikke vidste De blev saa længe i München (Gud veed hvad De ogsaa vilde der saa længe) maaskee var det Digter Kongen[4] der holdt Dem? jeg syntes nemlig ikke mit Brev kunne være værdt at betales fra Hamborg af, og De skrev: det gik ikke sikkert hvis jeg fra[n]kkerte det længere. I den sidste Maaned leed jeg virkelig ved den Tanke at jeg intet vidste om Dem, saa efter har jeg talt med Børnene om hvem jeg skulde vende mig til for at faae at vide om Ingen havde faaet Brev, men Resultatet blev uafladeligt: Edvard Collin - og da han forekommer mig saa overmaade stolt saa vilde jeg ikke gjerne uleilige ham. Jublende kom Thorald igaar springende og raabte: Brev, Brev! og al vor Uro havde Ende! Tak være De trofaste Ven! som i al Deres Herlighed ikke glemmer os der glemmes af saa Mange! mere hengivne, troere Hjerter finder De heller ikke, vi Alle ere Dem saa af Hjertet hengivne og glæde os ved Deres Glæde og bedrøve os ved Deres Sorg. Deres Farvel til Italien[5], er kraftigt og herligt, kun maa jeg sige Dem at Guds-Skaber-Kjerlighed er synlig i hver Vraae paa denne Klode, jeg hørte for nogle Dage siden en Forelæsning over Frøer af Professor Eshricht[6] og føelte derved den dybeste religiøse Følelse der nogensinde har gjennemtrængt mig, det lille næsten foragtede Dyr viiste saadan hvorledes Guds Viisdom og uendelige Kjerlighed havde udbredt sig over det for at føde, opholde og vedligeholde det, at man maa undres hvor følende Mennesker kan foretage sig Andet end grandske og tilbede. Ja alle Steder skuer vi Guds Herlighed naar vi ville see den - At De ender med: Det var en Drøm! er usandt - nei gode Andersen, det var ingen Drøm, har noget været virkeligt i Deres Liv, saa har Deres Ophold i Italien været det, det haaber jeg til Gud vi ville see Beviser paa, Erindringen skal udbrede et venligt Lys over Deres hele Liv, Taknemmelighed over at De var den Udvalgte fremfor Tusinde der med samme Varme ønskede det, skal gjøre Dem mild og blid og overbærende og glad, thi selv paa den goldeste Mark vil Erindringen række Dem Bægeret fra den lifligste Kilde, nei det var Gud skee Lov ingen Drøm! min kjere Søn var og skal være lykkelig! De er engang Søn af et lille, fattigt Land, der fattes meget, men har meget, søg det og det har af Godt, dæk det Onde med Kjerligheds Kaabe, og De vil føle Dem tilfreds, meer skal vi ikke fordre, men mindre er Gudsbespottelse, han har sat os her for [at] nyde dette Liv i Roe og Tilfredshed, gjøre vi det ikke handle vi imod hans første, største Bud. Naar vi kun holde os den gamle Vises Ord efterrettelig: Ikke i Ønskers Opfyldelse men i deres Frasigelse ligger Lykken, saa give hver Stilling os blid Tilfredshed. Har jeg ikke nok Lov ifølge min Alder og det meget jeg har gaaet igjennem at tale saa for at overtale mine Kjere til at fordre meget af sig selv og lidet af Andre, ikke af Foragt mod Andre, men af Kjerlighed? - -------------
Jeg vilde gjerne fortælle noget om Hjemmet, men jeg veed Intet som er værdt at fortælle - For den Konstitution[7] vi have faaet, kan jeg for Øieblikket, slet ikke regne for noget, engang i Tiden vil det maaskee være godt at den er installeret - nu er det en Rangle der dysser Barnet. Her kom forleden Dag en norsk Avis der raillerede Konstitutionen, Prinds Kristian og hans Søn meget, da den vel var læst, tog Politiet den. Theaterpersonalet har givet nogle Sommerforestillinger hvor en lille Vaudeville (R a t a p l a n)[8] har gjort megen Lykke, eller rettere Fru Heiberg som Tambour i den - Masaniello[9] blev annonceret, men Pengene givne tilbage igjen, formodentlig for dens Frihedsyttringer - - En lille Tildragelse skeete forleden Dag, som gav Anledning til den herligste Anekdote jeg i mit Liv har hørt. Præsten Rothe[10] gik paa Gaden og saae nogle Gadedrenge af Rendesteens Snavs at bygge en Kirke, ha, som skal altid snakke med, sagde, “Børn der bygge I jo en Kirke, nu skulde i lave en Præst med, nei svarede Børnene, dertil have vi ikke Snavs nok”. Kjender De noget herligere end dette Svar, jeg er saa lykkelig derover at jeg maa meddele det til enhver, Rothe blev selv saa lykkelig at han fortæller det til enhver han seer. Neapels Gadedrenge kunde umueligen have svaret herligere.
De beder mig hilse Ipsens, men jeg seer dem saa sjeldent da de ikke boe her meer[;] jeg boer i deres Værelser, her er eensomt nu, skjøndt kun Ludvig var ganske efter mit Sind saa savner jeg dem dog. Er det vist De kommer i September? for min Skyld vilde jeg ønske det, det vilde adsprede mig meget til den gruelige Oktober der forestaaer mig - Ludvig læser Dag og Nat og er dog modløs, men vil dog nok gaae op i Oktober, Fredrik læser ogsaa inderlig, og siger han tør ikke love det gaaer ham godt, men gaaer dog ogsaa op til Oktober, Kristian skal op til Philosophicum, men da han har h a u t baade i Hebraisk og Mathematik til Philologicum saa er det altid et Spørgsmaal om han faaer bedste Karakteer, Viggo skal konfirmeres til Oktober, saa det bliver mig en vigtig Maaned. Thorald og Viggo vare ganske bedrøvede fordi De ikke havde hilset dem. De skriver nemlig: hils fra Fredrik til Josef, men jeg trøstede dem med at De vist antog at Josef var den Yngste, da det smigrede deres Forfængelighed, saa vare de fornøiede dermed. - En tung Sorg jeg har havt og har i denne Tid, maa jeg betro min deeltagende Ven. Herman har begaaet den Ubesindighed at han har giftet sig[11], han er baade Mand og Fader og har Intet at ernære dem med - hun er hos sin Moder[12], som kun eier et lidet Hus og en saare liden Pension og han er Forvalter paa Dronninggaard hos Mariboes[13]. Det er mig en stor, tung Sorg, men selv denne har sin ophøiede Glæde for mig, at see ham i disse Trængselens Dage at passe sit meget Arbeide med utrættelig Flid, see ham med mandigt Mod og uden at klage gjøre overordentlige Anstrængelser for at ernære dem, er mig et saligt Syn og gjør mig taknemlig mod Gud der lod mig blive Moder til saa herlig en Søn, jeg har nogle Dage paa Dronninggaard været et saligt Vidne til hans Pligts Opfyldelse og til den Roe han[s] Sind nyder uagtet hans Længsel efter sine Kjere, og det har beroliget mig meget, idag fjorten Dage reiser jeg til Falster for at see de kjere Mennesker og dele deres Glæde over den lille Dreng, der baade efter Moderens og Bedstemoderens Sigende, skal være et lille Vidunder af Elskelighed. De gode, naturlige Mennesker, Kjerlighed til Barnet har reent ladet dem glemme al den Sorg de har udstaaet! O i eenfoldig Naturlighed dræber Lykken! - Dine vil vist blive glad at faae Dem at tale om Theatret med, vi andre, som aldrig komme der, kunne hun jo ikke meddele sig, fortæl hende nu ret meget om alle Theatre, hun trænger til Opmuntring - hun lever ikke behageligt hos den gamle Bedstemoder og kan dog ikke tage fra hende, vi Fruentimmere ere jo som Fugle i Bure - dog kun vore Legemer! - Frøken Wulffs Lykke deeler jeg ret, skriver De saa hils hende saa inderlig fra mig, jeg agter hende saa meget at jeg vilde ønske jeg kunde tilbringe mit Liv i hendes Nærhed - gid hun maatte vinde sin Sundhed, skriver hun slet ikke om den? Folk der kjender Familien beklager hende at hun er reist med Peter istedet for med Kristian, jeg kjender ikke Brødrene - Fra Jomfru Hanck fik jeg et venligt igaar hvori hun taler saa venligt om Dem, jeg skal med det første svare paa det, det var meget naturlige end naar hun skriver til Dem - fra een Side er det vel ikke saa smigrende for mig, dog vil jeg nok have det naturligere, især naar det er saadan en elskelig Natur.
Vor nyere Litteratur seer jeg slet Intet til, jeg haaber naar De kommer hjem, laa[n]er De mig engang imellem noget - Jeg læser det Gamle, derfor maaskee ikke det daarligere, dog længes jeg efter at see noget Nyt. - Jeg vilde saa gjerne skrive dette Brev til Wien, men da De ikke siger hvor længe De bliver der saa vil jeg ikke riske[re] det skal blive liggende til De kommer der igjen, især da jeg ikke veed om Vill[ien] dertil er saa stærk som den der dog sikkert atter vil føre Dem til Deres “b e l l [a]  I t a l i a”. At De har lært at kjende saa mange interessante Mennesker anseer jeg for en reen Lykke, en høi, høi Nydelse. Castellis Bekjendskab misunder jeg Dem nesten, det lidet jeg kjender af ham er elskeligt. Nu, naar De faaer dette er De i Byen med den herlige Chamisso[;] Gud give Ord kunne udtrykke hvad jeg har føelt ved mange af hans Digte, de ere guddommelige - knæl for ham, kys hans Haand fra et qvindeligt Væsen (siig for Guds Skyld ikke jeg er over halvhundrede) thi en Mand bliver altid en Mand og han tilgiver intet Fruentimmer en Rynke, men siig ham dog hvor inderlig jeg har glædet mig selv og mange med mig over hans muntre som over hans alvorlige Digte. Gud give ham et langt Liv! Dahl er jeg bange De ikke træffer, da han jo er i Norge, det gjør mig ondt for Dem, man vil saa gjerne tage alt godt med. Ludvig skal nok hilse Brønsted[.] Ludvig logerer i Sommer paa Fredriksberg og har leiet i samme Hus hvor B: boer da De nok veed han læser med Sønnen. Venedig har De skildret grueligt, jeg vilde ikke sove der een Nat - der er jo skrækkeligt, men er det ogsaa mueligt at Gondolerne ere overbetrukkne med Sort, er det ikke Digteren der har seet det, Andre haaber jeg seer Overtrækket hvidt. - Naar jeg ret savner Dem, veed De saa hvad jeg gjør? jeg tager Deres Digte og de synes mig jeg er dog i Deres Selskab. Deres Resension, Kunstnerliv, Hvad jeg elsker, Pigen der vender Ryggen etc: etc: glæde mig altid saa uendelig, skriv dog, kjere Andersen! lad os dog høre noget fra Dem, skal Deres Farvel ikke indrykkes i noget Blad? uden Deres Tilladelse vover jeg ikke at gjøre det, men jeg vilde gjerne at mange skulle nyde det med mig; tro mig der er Mange der skjønne paa med mig hvad vi eie i Dem! Jeg længes ret efter at vide Dem i Roe her[;] da haaber jeg De ved Skriverbordet tryller Dem til Syden og tryller os Alle med Dem hvorhen De vil - Har De slet ingen Udkast i Hovedet til noget, det være sig Smaat eller Stort? eller trænger De nu ikke meer til at meddele det? De skriver jo rigtignok “Tanken er blevet Mand”, men selv Manden nedværdiger det ikke at meddele sig til ærlige, tro Venner. Jeg haaber dog endnu eet Brev inden vi sees, et Fjerdingaar er langt, maaskee hviler jeg i Graven inden De kommer tilbage, husk paa hvor min Lykke undergroves fjorten Dage efter De for 3 Aar siden var reist til Harzen? Dage ere nok for at ødelægge og de kunne vi ikke erstatte!

d: 4. Juli

Først idag gaaer Posten, derfor lod jeg denne Strimmel aaben for nogle Dage sildigere at kunne sige Dem Farvel og for at sige Dem intet eklatant Onde er hændet paa Øerne og Halvøen i de Dage siden jeg skrev ellers vidste jeg det, Landet er jo ikke større end at man kan oversee eller overhøre det paa et Par Dage. Varmen er saa overvættes, Himlen saa blaa, Roserne, der omgive mig i h[v]er Krog baade i Stue og Have saa deilige, jeg skriver dette i Lysthuset hvor Valnøddetræet og Akazierne kappes om at tilvifte mig den meest duftende Kjøling. Søen fra Vinduet er saa deilig men det er azurblaat Vand jeg vil ikke have Olie - og forstaaer heller ikke, uden ved en fæl Stillestaaen at De kan faae det til Olie - mine smaae Bølger giver jeg ikke bort. - Alle hilse Dem paa det hjerteligste, men meest Deres

tro Moderlige Veninde Signe Læssøe

[Tilføjelse i margenen s. 1:]
Jeg maa fortælle Dem et Indfald af Frydendal[14] der er godt, bare De ikke kjender det. Han skal ifjor have ligget i Frederiksborg med sin gifte Datter og hendes Børn, nu gik han hver Morgen i en graa Kaseking[15] og en stor guul Straahat ned til Kilden med Børnene, der mødte han tidt en Mand, som behagede ham, saa han ret talte meget og daglig med [ham], endelig siger Manden: det gjør mig usigelig ondt imorgen skal jeg reise jeg er Grev N:N: maa jeg spørge? jeg er Goldamme[16] i Fredriksborg var Svaret, derpaa vendte han sig og gik, og Manden troede han var gal og havde sine lyse Øieblikke.

[Tilføjelse i margenen s. 2:]
Gid De var her for at sætte Mod i Ludvig, han er græsselig mistrøstig, han taler om at søge en Assistent Post paa Guinea hvis det mislykkes, saa var han da i sin Grav. Beed [for] mig at den Tiid var godt forbi jeg er saa ængstlig! og kan dog slet Intet gjøre Andet end sige: “aa min Dreng det gaar jo nok godt, hvem der strider som Du den hjelper Gud” men det siger jeg eengang, det siger jeg en anden Gang, saa trættes ogsaa jeg.

[Tilføjelse i margenen s.4:]
Jeg beder Dem! vær ved godt Mod over Hjemkomsten, det vilde smerte os Alle saa meget var De for nedstemt! -

[Udskrift:]
S.T.
Herrn H: C: Andersen
in
Dresden
im
Sachsen
p o s t e r e s t a n t e
f r a n c o.



Brev nr. 127. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Collin den 10 Juli 1834.

Til Eduard.

Om jeg ikke daglig tænkte paa Dem og Deres, maatte jeg dog gjøre det i denne bøhmiske By, der bærer Familiens Navn. Jeg er kommet her til i dette Øieblik og medens Middagsmaden laves færdig skriver jeg disse Ord, der er et Slags Brev fra Collin til Collin, piqantere kan mit sidste Brev jo ikke være! De vil da alletider kunne huske hvor jeg skrev det sidste Brev til Dem. O, hvor jeg er træt, kogt og stødt; to Nætter og nu paa tredie Dag sidder jeg i en indelukket Vogn, fra Wien og kommer først i Aften sildigt til Prag. - Bøhmen seer ogsaa ganske dansk ud, men jeg har seet ægte Zigeunere, med lange Ravnehaar og en Zigeunerpige med kulsorte Øine spaaede mig, men da hun talte det bøhmiske Sprog, der synes en høiere Potens af det berømte Kragemaal forstod jeg det ikke, hvilket vist var Skade. Ellers har jeg dog lært noget af Sproget, som jeg imellem raaber ud af Vognen til de Skjønne: “Krasna Jeftsja, dia ji miloju!”[2] Staaende er jeg endnu ikke fræk nok til at sige Sligt, da jeg veed det betyder: “smukke Pige, jeg elsker dig!” - men saaledes i Flugten, naar Vognen farer forbi finder jeg det lystigt at sige det for første og sidste Gang til et qvindligt Væsen. -“Hvor han skaber sig!”, siger nok Louise og Fru Ingeborg Drevsen.- De kunde ellers nok have skrevet mig til min gode Ven! jeg veed nok, De er en ung Embedsmand og - en gammel Elsker (er det ikke 2 Aars Forlovelse?) men naar man ret tænker paa - sine Venner, ret holder af Een, saa kan man faae Tid. Dog nu sees vi jo snart; mon De seer ældre ud! Hvorledes - ja De vil tilgive mig - vil De behage mig, mon endnu mere end før? - Jeg er neppe saa lidenskabelig blød, som fordum, det var jo en Feil, og er hævet, mon jeg da bliver Dem kjærere? - Kom mig nu ret kjærlig, ret broderligt imøde det beder jeg Dem om, saa skal De see hvor elskværdig jeg kan være! ja, det er Alvor! - Byen Collin har et smukt Torv med en Madonna af graae Steen, Husene Arkader.

"Collin in Böhmen."
Odense Bys Museer.

At her er stor Vadsk i Gjæstgivergaarden og at Verten gaaer med en stor Fedt-Plet paa Hjertet kan vel neppe more Dem at høre, rundt om pluddres bømisk, nu lev vel, vi sees hen i August og da skal jeg sige til dem alle hjemme Krasna Jeftsja etc. etc.

Deres trofaste
Andersen.

Hils Deres Jette!



Brev nr. 128. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Hamborg den 1 August 1834.

Min kjære Søster Jette!
I Sandhed, jeg er intet almindeligt Menneske, ellers var jeg nu vred, skrev ikke et eneste Ord, thi ubilligt, høist ubilligt er det af min fortræffelige Jette, at lade sig stemme kjøbenhavnsk ved en fad kjøbenhavnsk Omgivning og ikke glæde mig med et eneste Ord; nei, jeg er slet ikke vred, kun bedrøvet og det er jo noget jeg er saa vant til. - Fuldkommen vis var jeg at i Hamborg laae Brev til mig fra Dem. Min Forklaring hvorfor Fremmede havde seet “Stykker” af Deres Breve, var ikke “greben hen i Luften”, det var Sandhed, den naturlige Sandhed, min overvættes Glæde, og da ethvert godt Hjertes medfødte meddelelses Lyst; De vil ikke være bekjendt! jeg gav Dem broderligt Ord paa at naar De nu skrev igjen og forlangte det, skulde ikke en Sjæl faae Brevet at see, De har ikke havdt Tillid til mig, De skriver ikke. Det skal hævnes! dersom mit Navn bliver udødeligt, ved den evige Gud, da skal Deres det ogsaa; De trøster Dem ved at min Udødelighed neppe bliver 8 Dage gammel, dog hvem kan vide! De Mennesker som have grebet ind i mit Liv og min Digtning skal leve med disse, og hvem har det mere end De min kjære - lidt ubillige - Søster! - Læser man om 100 Aar mit Levnet skal man ogsaa læse Stykker af Deres Breve, jeg har dem endnu alle og nok til at Verden kan fatte Deres hele Fortræffelighed. I denne Verden vil De nu ikke komme til at skjænde paa mig for denne store Meddelelse, og vi faae altsaa en Scene sammen i Paradis, naar een eller anden Jordborger ariverer[2] og fortæller jeg har læst af Frøken Wulffs Breve til Andersen. - De vil høre hvor smukt, hvor trofast De tænkte paa mig da De var i Danmark, jeg i Italien, men da ogsaa finde det - ikke godt, at da vi skiftede Plads, da Broderen med tungt Hjerte gik til et Hjem, hvor megen Smerte ventede ham, De da blev, øieblikkeligt et ganske almindelig Menneske i Deres almindelige Omgang. - Efter at have læst dette skriver De maaskee slet ikke, nu vel, gjør som De vil, jeg skriver aligevel til Dem, jeg holder af Dem som en Broder, hænger fast med min hele Sjæl ved Dem, selv om De ikke længer var mig god, det er dog ikke Jette, det er Omgivningen, det er det lille Kjøbenhavn, det lille nydelige danske Samfund, som, forunderlig nok, har Indflydelse paa Dem. Ofte har min Sjæl været ret bedrøvet ind til Døden, nu har jeg overstaaet disse Crisis, jeg føler ingen stor Smerte mere ved Alt hvad der møder, jeg har jo levet mit Liv, gaaer hjem til Kulden og dens Mennesker, hvor min Grav venter mig, jeg er kommet til det Punkt med mig selv, at bliver det mig for kjedeligt, for utaalelig oppe, saa gaaer jeg i det lille Kammer, enhver har jo Nøglen dertil, lad Folk saa et Qvarteers Tid pluddre om min for tidlige gaaen til Seng, Alt er mig ligegyldigt. - Lev ret glad og lykkelig i det herlige Land, jeg aldrig glemmer, tænk venligt paa mig og det er mig nok for mine Breve, jeg vil ikke med Strid eller noget Spor paa Vrede, forbittre Dem de korte lykkelige Dage, det hele mellem os er kun en Misforstaaelse, en naturlig Følge af Landsmandsskabets Indflydelse. Nu skal De høre om min Reise, om min sidste Reise i den brogede, store Verden og hvad der ret har tiltalt mig. - Wien har ikke behaget mig, skjøndt som De veed, jeg havde frie Plads i Theatret, og siden alle Poeterne besang mig. Fru von Weisenthurns[3] Bekjendtskab var mig saare behageligt, det er en aandfuld Kone, hendes dramatiske Arbeider kjender De fra Hjemmet. Hun, Castelli, Grillparzer og Deinhardstein skrev ret nydelige Ting i min Stambog[4]. - Reisen gjennem Bøhmen behagede mig, jeg saae ægte Zigeunere, med lange Ravnelokker og sydlig brune Ansigter, Naturen var rigtignok rundtom ganske Dansk, som hele Tydskland er, men den var ret i sine Søndags Klæder, med Duft og Farve. Prag er den første By i Tydskland der har tiltalt mig, jeg vilde kun blive her i to Dage, men blev der paa 6te. Den er særdeles interessant. I Kirken saae jeg Carl X Hertugen af Angoulieme og Hertuginden[5], hele hendes Liv gik gjennem min Erindring, det er en sand filia dolorosa[6], o hvilket Sørgespil har hun ikke en stor Rolle i! - Paa Theatret saae jeg Wallenstein[7] og i Byen selv, Stæderne hvor han har tumlet sig. Fra Prag gik jeg til Badet i Töplitz hvor jeg fandt Kongen af Preusen med Hertuginden af Liegenits[8], samt Spontini[9]. - Her var ellers yderst kjedeligt. I Dresden var Dahl og Tieck borte, men jeg gjorte gamle Tiedges[10] Bekjendtskab, der kjærligt erindrede Dem, jeg var til Middag hos ham og han oversætter nu det døende Barn[11]. Theodor Hell[12] viiste mig megen Opmærksomhed og Coopmanns[13] ikke mindre; her var jeg i stort Minister Selskab, hvor Fürstenau[14] blæste Fløite og Frøken Veltheim[15] sang, begge bad mig saa meget at hilse Dem og den første kommer næste Sommer til Danmark. Frøken Veltheim haabede at see Dem i Dresden. - Berlin var mig utaaleligere end forrige Gang[16], skjøndt min Forfængelighed følte sig smigret, ved at jeg der var saa hæderlig bekjendt. Chamisso[17] er Berlinernes første Digter, hans samlede Digte[18] vare nyeligt udkommet med Portræt og Kobbere og mellem disse fandtes Oversættelser af 3 af hans kjæreste Digtere og disse ere - Victor Hugo, Berranger[19] og H. C. Andersen. Af mig har han i Bogen 1) Lille Lise ved Brønden. 2) Martsviolerne. 3) Tyveknægten. 4) Soldaten, 5) og Spillemanden[20]. Jeg fik et Exemplar af den smukt udstyrede Bog og min Ankomst i Berlin var mældt i et af de æstetiske Blade. Det glædede mig og det er vel tilgiveligt, sikkert er det sidste Gang mit Digterværd hyldes, hjemme venter mig Gadesnavs og tomme Læreregler.- O Gud Jette, gid jeg med rolig Fornuft kan bære al den Plage som nu om nogle faae Dage venter mig! - Den 26 kom jeg her til Hamborg og min første Vesit var paa det danske Vagtskib, Broderen var i Land, men Lieutenant Krenckel[21] og Capitainen[22] toge særdeles venligt mod mig ja denne indviterede mig til en stor Seilads paa Elben den 31 Juli, hvor Donners og 1/4 Part af Altona skulle med, en Artighed jeg dog ikke kan benytte da jeg i Hamborg selv er næsten aboneret bort i Timeviis. - Broderen kom endelig ombord, han var lidt mavesyg og et Par Gange i den Situation jeg pleier at komme i naar Søen gaaer (nu er han rask igjen). Vi pluddrede flere Timer sammen og Aftenen efter havde jeg hans kjære Vesit i Hotellet hvor jeg boer. - Et interessant Bekjendtskab har jeg gjort her med Digter Dr: Toepfer[23] (Forfatter til “Seer jer i Speil”, Carl XII etc.) jeg førte mig selv til ham og vandt ham saaledes i en halv Time at han i den følgende læste mig sit seneste nye Stykke, omfavnede mig og forsikkrede at jeg var en sand Digter[24]! Jeg har virkeligt faaet et eget Greb paa at indtroducere mig selv og da vinde Folk, ja, jeg er vis paa min kjære Søster, at var vi et Qvarteer sammen skulde jeg faae Dem ligesaa - elskværdig, som da De var i Hjemmet og sige, jeg skriver, jeg skriver! De sagde jo ogsaa engang om mig at enten var jeg et sjældent unbefanget[25] Menneske eller ogsaa den største Skjælm og Politikus, jeg troer jeg er alle 3 Dele og det er noget meget godt. Ikke? Etatsraad Hornemann[26] med Datter (Mille) og Søn er her og 50 andre Landsmænd, en slet fransk Theatertroup fra Berlin (som De vist kjender) der spilles saa koldt, saa phlegmatisk at jeg nok mærker hvor nordlig jeg er. Heden er ganske italiensk, men der ligger nogle Centner Bly i hver Luftning og den her saakaldte skyfrie Himmel seer ud som mine graae Strømper naar jeg har gaaet i Støvet ud til Altona. Alt bebuder at jeg nærmer mig cara patria mia[27]! Paa Løverdag[28] er jeg i Kiel og paa Søndag er min dybe Hjemvee endt, saa favnes jeg af Axels Volde[29]. En Anecdote fra den gode By, som Fru Lessøe har tilmældt mig[30], maa jeg dog meddele, den er meget god. - For nyeligt legede nogle Gadedrenge og lavede da paa Fortouget af Rendesteens Snavs en Kirke, nu kom just Præsten Rhode og da han altid skal snakke med, sagde han: “ei Børn, der have I jo lavet en Kirke! nu skulle I ogsaa lave en Præst!” men Børnene svarede ganske uskyldigt: nei det kan vi ikke, for vi have ikke Snavs nok! - Rhode blev meget lykkelig derover og fortæller det til Alle. Weyse er færdig med 2den Act af Kennilworth[31], men da han har faaet Ordre at komponere en Kirkemusik[32] ligger vor Opera for det første. - Den unge Fru Collin (forrige Gusta Petzholdt) har faaet sig en Søn[33], begge ere vel. Jeg oversætter Victor Hugos Maria Tudor[34], men den bliver neppe antaget, thi vi have endnu de gamle Censores ved Theatret, desuden er den vel ikke anstændig nok for de dydige Kjøbenhavnere. Hu, Diavolo! - Dinesen er kommet til Kjøbenhavn, naar jeg kommer der, og har faaet Hilsen - Brev tør jeg [ikke] tale om, - da skriver jeg Dem en heel Pose Nyheder, ægte kjøbenhavnske Nyheder. Det er sandt Nielsen og Mad: Wexschall[35] ere forenede. Jeg gratulerer! - At Linieskibet (?) Dronning Maria[36] er løbet paa Grund i vore egne danske Farvande og det i godt Veir, og har maattet vende hjemad, veed De nok! - Thomas Christoffer Bruun[37] (Digteren der, som ældre Mand blev confirmeret om igjen af Biskop Balle, er død); han blev efter eget Forlangende begravet i en hvid Kiste[38]. - Oehlenschlæger og Hjort ligge i Strid om Prometeus[39], jeg synes det er ikke værd at skjændes om. Ingemann har digtet en ny Roman[40]. Jeg fik i Wien et Brev fra ham[41], der ret glædede mig, han havde da nyeligt læst min Agnete og erklærede den for det herligste Værk jeg havde leveret, for et betydeligt Fremskridt. Agnete var ham en nordisk Skjærsommernatsdrøm, der havde, ved Læsningen, faaet ham i en sand poetisk Stemning, saa han selv maatte digte. Han bad mig, ikke lide ved Mængdens tomme Dom, og spaaede mig, hvad alt mit Hjerte længe har sagt, Agnete bringer Ære over min Grav. - Ja, ”dette til Fortvivlelse, sammenjadskede Arbeide, som mine Venner burde holde tilbage, som viiste hvorledes jeg gik aldeles til Grunde etc. etc.” - som min første Ven behagede at skrive, vil og skal bringe mig Glæde for de Taare, de i Sønderknuselse tilbragte Nætter. Gud veed hvad Vennen, Vennerne nu sige naar jeg snart er saa lykkelig, saa oversalig, at træde iblandt dem; ja nu flyver jeg mod mit Getsemane, - til Judaskys og Smertedrik, men det er jo ganske poetisk; som Digter er jeg jo en Sommerfugl, og den er smukkest naar den spræller paa Naalen. Jeg er ogsaa i et ypperligt Humeur kan De troe, kun kan jeg ikke ret samle mig til al den Fryd som venter. O lykkelige Jette, nu er De i det smukke Sorent, der har jeg ogsaa vandret, nede i Voldgraven under Orangerne, staaet paa Balkonen ved Tasso’s Huus og seet ud over det blaae Hav til det rygende Vesuv.

"Tassos Huus i Sorrent 7 Marts 1834"
Odense Bys Museer.

Hils hver Pinie, hver Luftning og de ultramarinfarvede Bølger, siig dem at Norden skal drømme om deres Skjønhed[42], at mellem Snee og Taage skal mangt et ædelt Hjerte banke af Længsel efter at see dem; har De saaledes hilset fra Digteren, da hils fra Mennesket Andersen, og da er den første Hilsen til Broder Peter, senere hilse De Jensens, Mathiesens og d[e] romerske Landsmænd. Næste Sommer kommer De vel hjem til os, o hv[or je]g alt længes! dog bliv, bliv, saalænge De kan, De føler umueligt nu, hvormeget man taber ved at vende tilbage til Norden, ja, nu kjender jeg Hjemvee! næsten troer jeg det er lykkeligere at være Munk under Orangerne, end dansk Digter paa den skidne Østergade, o mia bella patria[43]! Jeg faaer ellers meget Roes af de Danske, her fordi jeg er saa fornøiet ved at vende hjem, ja selv Broderen paa Vagtskibet finder, jeg er saa fornuftig og med slig Rolighed gaaer hjemad, men Læben taler heller ikke som Hjertet eller Brevene jeg sender bort, disse ere mit egentlige Jeg. I denne Morgen har jeg klippet mine Knebelsbarter af, det gjorte mig ordentligt ondt, de flaterede mine Tænder, men at beholde dem, gik ei an, saa blev jeg Folket hjemme for interessant. - Igaar sagde jeg til en Dansk, der spurgte hvad jeg nu skrev, at jeg oversatte Maria Tudor! og man udbrød! Gud Andersen, De er vist blevet saa frivol paa Reisen, før var De saadant et anstændigt Mandfolk, Maria Tudor, o fy! - Men nu lev vel glem ei ganske for en bedre Omgivning, Deres oprigtige Ven

Deres trofaste Broder - H. C. Andersen.

[Udskrift:]
a mademoiselle Henriette Wulff
Recommandeé aux soins obligeants de Monsieur de Vogt,
chargé d’affaires de S. M. le roi du Danimarck pres la cour
de Naples en Italie.
fr. italienische Gränse.