Brev nr. 88. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kl. 12. Mandag d. 22 April 1833.

Kjære Ven! jeg fik pludselig den Idee, at det kunde fornøie Dem at faae et Brev fra mig, før De naaede Hamborg og førend De kunde vente noget Brev. Hvad har jeg at skrive Dem? Intet! Jeg kan i dette Øieblik ikke samle mine Tanker; troe mig, jeg er inderlig bedrøvet ved Deres Afreise, jeg vil savne Dem forskrækkelig meget, jeg vil savne, at jeg ikke mere seer Dem, som sædvanlig, komme jevnlig op paa mit Kammer og snakke med mig, jeg vil om Tirsdagen savne Dem ved Deres Plads ved Bordet; dog, jeg veed det, Deres Savn maa være større, thi De er ene; men, saa sandt som det er en Trøst at vide, at man har Venner hjemme, der tænke paa En, saa sandt har De denne Trøst, thi vi ville bestandig mindes Dem med Kjærlighed. Lev vel, min kjære, kjære Ven! Gud lade os see hinanden glade og fornøiede om 2 Aar.

Deres
E. Collin.



Brev nr. 89. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Lübeck den 23 April 1833 Klokken 12 Middag.

Kjære, bedste Eduard!

Gud velsigne Dem og alle Deres! i dette Øieblik reiser jeg til Hamborg, derfra mere! meget mere! jeg kan græde endnu naar jeg tænker paa hvad jeg har forladt! Hils Fader og Moder, Luise, Ingeborg Viggo, Drevsen[2] Deres Broder Jette Gusta[3], Theodor Gottlieb, alle!

Broderligt
Christian.



Brev nr. 90. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Hamborg den 24 April 1833.

Min egen kjære Eduard!

O, hvor jeg tænker paa Dem! Ja, jeg holder ret inderlig af Dem! mere end om De var min Broder! jeg kommer til at græde ved at tænke paa hvor langt jeg hver Dag kommer fra Dem, og dog var denne Reise engang mit høieste Ønske. - Afskeden var mig sa[a] smertelig og tung! Louise og alle de andre saae ogsaa bedrøvede ud og det var mig bittert tungt. Nu føler jeg ret hvor nær de alle ere mit Hjerte. - Da Dampskibet var om Trekroner overrakte Capitainen mig et Brev fra Jette Wulff, det var saa søsterligt, saa sorgfuldt; hun talte om sine to Brødre[2] hun nu havde mistet, der vare bortreiste, og nu om mig som den tredie, som hun neppe mere fik at see, thi hun følte at hun ikke levede længe. Jeg blev saa bedrøvet derover, og dog bankede mit Hjerte saa gladt, ved at tænke paa de Mange der holde af mig. - Vi fik smukt Veir paa Søen, dog kunne jeg slet ikke sove; hen imod Morgenstunden gik Østersøen stærk og da blev jeg meget søesyg. - Der var ikke mange Pasagerer, og slet ingen Damer. - Vi kom til Travemünde Klokken 8½ om Tirsdagmorgen der overraskede Capitainen mig med Deres Brev! Deres velsignede, broderlige Brev[3], jeg græd som et Barn, men maatte stille mig i en Krog for at skjule det for de andre! Ja, De holder af mig, Eduard! jeg føler det ret, og jeg er saa glad og dog bedrøvet for at være borte fra Dem. Tilgiv mig enhver Gang jeg har gjort Dem i mod, enhver Bitterhed jeg har følt, thi jeg har gjort Dem Uret! Det at De afslog mig at sige Du til mig[4], greb mig saa dybt, at jeg nu tvivlede om at De igrunden ikke havde andet end Interesse for mig. Jeg troede at De forudsaae at det i Tiden vilde genere Dem i den Stilling De kom, mod mig, at vi var Du, og det har i 2 Aar piint mit Hjerte, jeg vil ikke skjule det, men nu tænker jeg ganske anderledes, det var ogsaa ondt af mig, vær ikke vred derfor! nu forstaaer jeg Dem bedre, min kjære, kjære Ven! Jeg læser Deres Brev igjen i dette Øieblik, jeg maa kysse det saa mange Gange, som var det en kjær Broder jeg havde nær! O Gud, hvor lykkelig er jeg dog ikke ved Dig! Den hele, lange Tid paa Søen, gjorte Kammerjunker Du Plat[5] sit Bedste for at muntre mig, han havde fri Befordring fra Lübeck til Hamburg og tilbød mig en Plads, saa at jeg da sparede 2 Species strax. I det jeg vilde paa Vognen kom der en Herre der skulde hjem med Dampskibet, jeg sprang da af Vognen igjen og skrev et Par korte Linier til Dem; De har dog faaet det? Saa kjørte vi den skrækkelig slette Vei til Hamburg, fra Klokken 12 til 11. Jeg blev næsten stødt itu, følte mig ogsaa syg. Thi i to Nættere sov jeg ikke. - I Hamborg tog jeg og Du-Plat ind i Der König von England hos Marr[6], hvor jeg af Træthed strax sov ind, Natten kom og gik som et Nys, jeg sov i Galop den hele Nat. Idag har jeg været indviteret ud til Middag hos en riig Jødefamilie fra Odense[7] og imorgen spiser jeg hos Dr: Albers, saa jeg de to Dage sparer at kjøbe Middagsmad, det er alt Noget! jeg er ordenligt glad derfor, thi mine Penge, sætte mig ordentligt i Frygt, jeg har med den strængeste Oconomie og dog med fri Reise fra Lübeck, alt givet 12½ Species ud af mine 369.

Hamborg den 25 April.

Iaftes var jeg i Theatret og saae et Lystspil: Dominique[8]; det har gode Situationer, men vilde dog neppe behage hos os[9]. En fornem Herre maa flygte ud paa Nabotagene, for ikke at træffes hos den Elskede, han kommer da pludselig ind af Vinduet paa et Tagkammer, (det er Uveir) her sidder just en fattig Djævel der af Fortvivlelse just nu ønsker at Fanden vil komme og hjælpe ham; den flygtende Herre dratter ind, forlanger hans Kjortel, giver en Pung med Guldpenge og styrter afsted, og nu troer den fattige Synder fuldt og fast at det er Fanden og at han staaer i Forbindelse med ham; hvorved der opstaaer mange ret morsomme Scener. Siden efter gav Baletpersonalet fra Braunsweig en Balet “der neue Narcisz”, noget elendigt Gods! ussel Dands, jeg saae kun det halve, der blev ogsaa hysset.- I Dag har jeg været hos Freund der bad mig hilse alle hjemme.Jeg var med henne at see en arthesisk Brønd han er med at grave, de har havt mange Maleurs[10], Boret er brækket, en Jernstang stikker[11] nogle Alen nede og to Folk ere komne lidt til Skade. Siden var jeg ombord paa vort Vagtskib[12], hvor jeg med Mørk[13] og Svendsen[14] drak Hjemmets Skaal i Madera. - Der var uhyre koldt, de frøs om Bord, og rundt om var ikke et grønt Blad at see. Til Middag har jeg spiist hos Dr: Albers, men da vi gik gav de Fremmede, efter Hamborgmaneer, Pigen Penge for Maden, jeg maatte da følge Lands Skik, saa den forhaabede Oconomie slog Klik; ellers gjorte jeg her Bekjendtskab med en munter Mand: Dr Trier[15] han var Dansk. Der blev talt temmeligt frit om Hjemmet, (fEx om Oxholms Affaire[16]) Kruse hørte jeg meget omtale a la Øst[17]; men han sættes saare høit som Digter. Iaften spilles Romeo og Julie[18], men af Oconomie vil jeg give Slip derpaa og heller imorgen høre Titus[19]. Før Løverdagmorgen gaaer først Fahrposten[20] til Hanover. - Imorges kunne jeg have reist med den, men havde ikke faaet Penge endnu hos Heyne[21], nu har jeg dem i skinnende Guld. - Tro mig ellers kjære Ven, de sidste 2 Aar har gjort mig ti Aar ældre, jeg har ikke længer den ungdommelige Livsglæde! hvorledes vilde jeg ikke for to Aar siden have følt min Lykke, at kunne reise til Udlandet, nu virker det anderledes, men dog saa meget, at det rædder mig fra at gaae til Grunde, o gid at jeg for Dem ret turde udtale min hele Sjæl, det vilde være mig en Trøst, men det lader sig slet ikke gjøre! tro mig, der gives Lidelser, man ikke tør betroe, den kjæreste af alle sine Venner, Forhold kan lede det saaledes. O jeg har havdt en tung Kamp, maatte synes anderledes end jeg var, i flere Maaneder, udholdt og skjult, hvad der knugede mig til Jorden, var jeg ikke kommet bort var jeg fortvivlet, at det er skeet skylder jeg ene Dem, min Fortjeneste, veed jeg nok, har her gjort det mindste! Maaskee har De gjættet Grunden til min Smerte[22], siig mig kun det, og da tale vi aldrig mere derom! det bliver maaskee nok bedre! Mueligt er dette nødvendigt for at gjøre mig til Digter! Hils Drevsen og Deres Søster Ingeborg ret hjertelig fra mig, jeg troer virkelig at Drevsen kan lide mig, engang tvivlede jeg derom, gid han altid maa have Venskab for mig! tal til Viggo om mig, ellers glemmer han mig, det kjære Barn! jeg veed ikke selv hvorfor, men jeg elsker den kjære Dreng saa usigeligt meget. - Tal imellem med Deres Jette om mig, hun har dog nogen Godhed for mig? Jeg holder saa meget af hende, for Deres og hendes egen Skyld, hun er vist ligesaa god, som hun er smuk, vidste jeg kun at hun tænkte lidt venligt paa mig! - (meer i Conveluten). Hvad siger Louise? Jeg saae hendes Taare da jeg seilede bort! O Gud De kan ikke tro hvor det greb mig, jeg græder selv nu jeg tænker derpaa. O gid hun ret maa blive lykkelig! - Ja Lind er vidst et godt Menneske han vil gjøre hende lykkelig, som hun fortjener! hils ham fra mig, jeg tænker tidt, meget tidt paa ham, beed ham erindre mig lidt venlig!- Siig til Louise at jeg saa ofte, saa saare tidt tænker paa hende som en Søster, en kjær Søster jeg er langt borte fra, o hun veed slet ikke hvor nær hun er mig! - Beed hende ikke være vred om jeg imellem syntes mindre galant, jeg meente det slet ikke ilde, hvad jeg tidt sagde var kun Spøg, ikke andet end Spøg. Hils Deres Moder og Fader ret meget fra mig, jeg seer i dem begge Forældre jeg har forladt! ja Eduard jeg vil være et godt Menneske for at behage dem! Hils Deres Brødre og Gusta Petsholdt, Wanscher[23] og Emil[24], glem dem ikke hos Thybergs og Viborgs! - Jeg føler mig ellers ikke ganske vel, men det er sagtens Reisen og det kolde Veir. Huden i mit Ansigt er ogsaa ganske svullen, og mine Læber itu, men det gaaer snart bort naar jeg mere vænnes til Reiselivet. - Nu veed jeg ikke mere at skrive om. Lev derfor vel min egen trofaste Eduard. Siig til Ludevig[25] at det næste Brev jeg skriver er til ham, beed ham godt passe Bogtrykkeren[26], purre ham lidt, at Bogen snart kan blive færdig. Hold bestandig som nu af mig, ellers vil jeg føle mig saa ulykkelig! - Imorgen seiler jeg over Elben, ud i den vide Verden, men mine Tanker er hjemme i det gamle Huus paa Hjørnet[27].

'Den Collinske Gaard'.

- Hvor det er tungt at være ene! Mon man kan vænne sig der til? Lev vel! lev vel!

Deres broderlige
Andersen.

Hils Thieles[28] og den ældre Fru Drevsen[29].



Brev nr. 91. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Paris den 14 Mai 1833.[2]

Deres Brev[3] er det første jeg har modtaget fra Danmark! O, hvor glad blev jeg ikke; vær mig altid, som nu, en trofast Søster! ved Gud i Himlen, Deres Brødre kan næppe føle varmere for Dem end jeg! Vær ikke vred paa mig, at jeg der hjemme saa tidt har plaget Dem, formeget været Hr Ego, jeg vil og skal forbedre mig. Tre Uger har jeg været fra Hjemmet, det er som tre Maaneder af mit sædvanlige Liv. - Følg mig nu paa min Flugt, den gik gesvindt men jeg har havt Øinene med mig. - I Hamborg var jeg tre Dage og hørte Mozarts Titus; om Løverdagmorgen[4] gik jeg med Dampskibet over til Haarburg hvor jeg i 13 Timer, siger og skriver 13 Timer maatte vente paa Posten. Der var ikke uden en Slave[5] paa Gaden der sang mens han trillede sin Bør, som satte Liv i denne skrækkelige Stad. Jeg sov fem Gange til Middag den Dag. - I Regn og Kulde joge vi over Heden[6], gjennem Celle til Hanover [7], hvor den halve By laae af La Grippe[8]; skjøndt det regnede Skomagerdrenge ned, som man siger, gjorte jeg dog en Promenade til Obelisken og Leibnitz’s Monument[9], det er af cararisk Marmor og meget smukt. - I Cassel[10] var endnu ikke et Træ sprunget ud. Jeg løb omkring med min Fører paa Wilhemshöhe[11], men det Hele saae ud, som et Vinterpartie, hvor Sneen er feiet bort; endnu sprang Fontainerne ikke, men jeg kunde dog nok slutte mig til den brillante Efekt, Vandet maa her som en oplært Hund gjøre Kunster for Publicum, springe og dandse. - Folket selv i Hessen synes ogsaa ret lystigt at dandse ud af Riget, vi mødte en uhyre Mængde Udvandrende[12]. Koner med Børn paa Ryggen, hele Familier, som gik til Amerika. Det saae bedrøveligt ud i den øde Hede-Egn. - Vi kom gjennem en Landsby, hvor der boede næsten kun Jøder; her kjørte et Læs unge Piger bort, der sad to Jødinder imellem, som loe og græd, i det de sagde Lev vel til en ækel gammel Een. - Spohr[13] talede meget om Weyse og Kuhlau[14], skrev en lille Canon i min Stambog[15] og viiste mig megen Venlighed. Endnu var det Vinter, men ved Frankfurt[16] blev det pludseligt Sommer. Træerne stode grønne, Serinerne[17] blomstrede, jeg følte mig saa livsfrisk, ønskede ret at De havde været her! ja De troer det ikke, men Frankfurt er den herligste By jeg kjender, i sin Slags ligesaa interesant, eller hvad skal jeg kalde det, som Paris. Den har mig noget, som tiltaler et poetisk Hjerte. Jødegaden[18] allene er meget interessant. Jeg var i Rottschilds[19] Have, der er ganske manifique[20] og Sommerboligen opført i østerlandsk Stiil. Aloys Schmidts[21] Bekjendtskab gjorte jeg, han gav mig en Romanze af sin Waleria og da han kjendte nogle af mine Digte paa Tydsk bad han mig skrive sig en Opera-Text; jeg undskyldte mig, naturligviis med min Mangel paa Øvelse i Sproget, men han sagde at han vilde vente ½ Aar og være tilfreds, selv med en Plan til et Stykke, han ønskede just en saadan af et ungt flammende Gemyt. - Der var ellers en underlig Spænding i Byen[22]. Patroullier droge Dag og Nat gjennem Gaderne, og paa hele Veien til Mayens rede Uhlaner[23]. Blus stode paa Høiene for at tændes ved den mindste Bevægelse i Frankfurt. - Søndagen den femte Mai begyndte jeg min Rhintour[24] ned til Koblens, Dampskibet foer lystigt paa den stolte brede Strøm, mellem Viinbjergene, Ruin laae ved Ruin; det Hele syntes et levende Eventyr, men imponerede mig slet ikke. Jeg havde ventet noget mere. Det er slet ikke store Bjerge! Viinrankerne vare ogsaa nøgne, men - ja det troer De neppe - Luften var langt mere sydlig blaae end jeg har seet den hjemme. Den var ganske Ultramarin. Ved Tabel d’hôte talede jeg den første franske Tirade, der lød saa: “Donnez moi la viande!” siden - jo! jo! der skulde De høre en Fransk! jeg kan sommetider slet ikke forstaae mig selv, men de Franske sige de forstaae det godt. De har nu ogsaa mere Øvelse i Sproget. Reisen fra Mains til Paris gjorte jeg i een Tour, fra Mandagaften til Fredag Middag[25]. Det var meget trættende og Solen brændte, som under Linien[26]. - Med Vesitation og Undersøgelser fik det aldrig Ende. Jeg blev tilsidst kjed af den hele Reise, det er en urolig Tid til at flyve fra et Land til et andet. - Frankerige har ellers paa Veien her megen Liighed med Danmark, kun er Jordbunden saa fuld af Kridt især i Champagne, her drak jeg da Vinen paa Stedet (en Flaske koster 3 Frank); pyntelige Piger bandt Rankerne op og i Skovene sang Nattergalerne saa lystigt, at de gjorte alle elegiske Poeter til Løgnere, naar de sige at Natergalen har daarligt Humeur. - Men afsted til Paris! Mets og Verdun saae ud som Kjøbenhavn, jeg kunne ganske godt lide dem i Flugten, men Paris - -? Ja her kom jeg Fredagmiddag den 10 Mai. Paris -! den behagede mig slet ikke. Den gjorte formeligt et hæsligt Indtryk paa mig. Man saae den ikke for Støv, før man var inde i den. Husene laae kastede mellem hinanden, snevre Gader og strax en Vesit af 8 a 12 Poletiekarle, der søgte efter Een i vor Vogn, men fandt ham ikke. Jeg var i to Hoteller før jeg fik et Værelse og dette var lige for Theater Vaudeville i rue St. Thomas, Hotel de Lille. - Jeg gik tidlig til Sengs, thi jeg var halv kogt, knuust og syltet i Støv (NB jeg fik da Støvet af før jeg gik til Sengs). Klokken 11, vaagnede jeg ved det frygteligste Spectakkel, alt stod i Lue rundt om. Jeg foer op! det var et Tordenveir, som jeg endnu aldrig har oplevet, Alt til Ære for min Ankomst! Folk skreeg, Vognene larmede, - men jeg - jeg lagde mig igjen, saa træt var jeg. - Næste Dag da jeg fik Søvnen af Øinene, og kom ud i Byen, - Pardonnez sancta Paris! Det er en By! en herlig, stolt By! en Verden for sig. Den behager mig! behager mig særdeles! Vi maa ret tale om den! O var De her! kom! kom! Ja, det maa De! det skal De! Kjøbenhavn tager sig ud som en Vaagestue mod Paris, der staaer ved siden som en stolt Parlaments Sal. - Jeg føler alt Blodet rulle lettere i mit Hjerte. Palais royal er ganske deilig! Det er som en aandelig høiere Potens af Børsen og Kongenshave hos os! men manifique, den elegante Verden i Søndagsklæder. Jeg har været der hver Dag og seer stedse noget nyt. Enhver Gade ligner vor Østergade med Hensyn til Vrimlen. Boutik ved Boutik og deilige kjølige Gange der om Aftenen paa det prægtigste er oplyst. Med mine Landsmænd var jeg iforgaars i Tivoli[27]; der skulde De see en Ilumination! der var ogsaa et Theater, hvor der blev spillet ganske elendigt. Pariserne loe og raabte “bis” hver Gang det var altfor slet, og saa klappede de, men alt ret godmodigt. Der vrimlede af Mennesker, og dog var der, uden Politie, en Orden, som ønskeligt mueligt. Vi fik ogsaa Fyrværkerie, og Damerne dandsede i det Grønne. Dinesen[28], van Dockum[29] og jeg spillede de Uadskillelige[30], Arm i Arm snoede vi os gjennem den bølgende Vrimmel. Vi saae en levende Tyrk i sin national Dragt, jeg troede i Begyndelsen at det var en udklædt Mand. Jeg har kjøbt mig Victor Hugos[31] Portræt for to Sous, er det ikke mageløst Kjøb.

Victor Hugo.

Cherubini[32] besøgte jeg med Feddersen[33], han bad os bringe Weyse mange Hilsener, men det lod ikke til at han kjendte andre danske Componister end - Professor Schall[34]. - Igaar var jeg i Notre Dame Kirken. Den ligger inde imellem Huse, men er dog imponerende. Indvendig er den meget lys, skjøndt Dagen falder gjennem brogede Ruder. Der var ingen Messe, Franskmændene vil ikke betale derfor, den stod mig som en Reliquie der ved gamle Sagn har større Interesse end om den endnu var Hjemmet for sin første Bestemmelse. Oppe i Choret sad en Præst og læste Religion for nogle fattige Drenge, Een sad i Skammekrogen og saae meget sønderknuust ud, medens de andre skar Ansigter og loe. Paa modsatte Side sad Pigerne, her var Præsten mere lystig! Jeg hilsede virkelig Kirken fra Dem og en gammel Marmorbisp, syntes jeg, nikkede med Hovedet. Men apropos! da vi tale om at nikke, jeg nikkede virkelig igjen til Deres Moder og Fader paa Langelinie, det undrer og bedrøver mig, de ikke saae det. - Af alle de Danske her i Byen synes jeg bedst om van Dockum, Officier de la Marine Danoise. I Aftes var jeg i “Opera comique” - og saae “Le podesta” Opera af Vogel[35], en Ubetydelighed med smuk Musik, derefter Herolds sidste Værk “Le Pré aux clercs”[36], der er ganske ypperligt! Elskerinden deri udførtes af en Mdmois: Clara[37]; hun lignede ganske forunderligt Deres Søster Fru Kock, jeg troede tilsidst det var hende, som gav Gjæsterolle. Her er ellers en ny Vaudeville “Le camerade de Lit”[38], der har det særegne at Hovedpersonen er den afsatte Konge af Sverrig[39]. - Men der var endnu saameget at fortælle! hils Deres gode Fader og Moder, Koks og vore fælles Venner, især Ingeborg! jeg skal skrive til Eduard at Familien maa han dog lade læse mine Breve. Glæd mig snart, ret snart, med et Brev, et ret langt Brev! O det gjør mig saa lykkelig! Jeg har i Morges læst et nyt Arbeide af Heyne[40], der er meget interessant: “Zur Geschichte der neueren schönen Literatur in Deutschland.”[41] - Han ender med at “Døden vilde have taget den spanske Konge forrige Aar, men tog Göthe[42], “Les dieux s’en vont; - aber die Könige behalten wir!” Den Bog maa De faae Dem! Jeg boer nu i “Hotel Vivienne”[43], Rue Vivienne No 14, paa det selvsamme Værelse Søeoficeren Hansen, der døde i Toulon[44], boede; hans Navn staaer endnu, skrevet med Kridt paa Døren. Jeg har i Dag kjøbt mig Roser der dufte i mit Vindue. Det er brændende Sommer. - Jeg drikker ingen Thevand om Morgen eller Aften, trænger ikke til Aftensmad, den franske Natur begynder at gaae over i mig. Reisen her til i 3 Uger har kostet mig, med Alt hvad jeg har seet, omtrent 70 Species. Mine Landsmænd sige det er godt reist. Ikke et Stykke har jeg forglemt paa den hele Reise, men jeg har ogsaa maatte have Tankerne med mig. Jeg er bestemt et fornuftigt Menneske! Har De faaet mine nye Digte[45]? Hvad sige Folk? “Ondt! ondt.” O, de kjedelige Mennesker! men jeg vil slet ikke ærgre mig! Verden og Livet er saa herligt! kan jeg først komme til Klarhed med mig selv og mit aandelige Jeg, saa skal der nok blive en ordenlig Poet af mig, nu flyver jeg mellem Vendome og Peer-Madsens Gang[46] og kan ikke ret finde Stade. Vil De sende indlagte Brev til sin Bestemmelse! Lev nu vel! bliv frisk og glad og kom snart til Paris, til Deres broderlige

Digter!

Hils Weyse meget!

[Tilføjelse i margenen s. 3:]
Jeg har været i Operaen og seet “Gustav III”[47]. Nu veed jeg hvad Decorationer er! nei det var Virkelighed, den store, skjønne Virkelighed, næste Gang derom! O gid, at alle Mennesker havde seet det! -

[Udskrift:]
Mademoiselle
Mademoiselle Henriette Wulff
(Søcadetacademiet)
á
Copenhague



Brev nr. 92. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Paris den 29 Mai 1833.

Jeg maa tale med Dem min trofaste, kjære Søster, det tør jeg jo nok kalde Dem? Hvor meget Herligt har jeg ikke at meddele Dem. Jeg har med van Dockum der er et meget fortræffeligt Menneske, været i Wersailles[2]; det er noget ganske imponerende. Terasserne er et Kjæmpeværk med hvælvede Gange, Portene kunne pryde Kjøbenhavn, herinde staae Orangerne om Vinteren, nu duftede de ude med gulgule Frugter; stive beskaarne Gange og en Mængde stolte Vandspring, der er ødslede Summer derpaa, der vil bringe Deres, som De siger, ikke aritmetiske Hoved til at svimle. - Der er fortræffelige Malerier i de store Sale, saaledes greb mig især Ligene af Hero og Leander, som en uhyre glasgrøn Bølge kaster op paa Strandbreden. De brustne Øine som hun endnu seer paa ham ere naturlige. I een Sal var alle Malerierne med Napoleon, i hans forskellige Livs Forhold. O havde De været med! men De kommer her, De maa komme her! Følg mig nu i Phantasien, vi spadsere over til lille Trianon et yndigt Sommerslot, med kongeligt Legetøi; her er et heelt Sveitseri[3], som Maria Antoinette[4] har bestyret, her er hendes lille Melkestue. Her er Møllen hvor Ludvig XVI[5] var Møller, det hele bliver interesant ved de Legendes sørgelige Udgang[6]. Jeg blev ordenlig veemodig ved den brogede Glæde, som de lystige Børn vare jaget fra. Her har ogsaa Carl den X[7] med sit Hof, klædt sig ud og spøgt som Forfædrene. Nu besøgte vi store Trianon hvor Napoleon saa ofte var, hvor han skrev sin Fraskillelse fra Josephine[8], jeg saae hendes Sovekammer, der var betrukket med hvidt Atlask og dekoreret med Guld. Jeg spurgte, “Men er her dog Intet, slet Intet om Napoleon selv?” Og jeg blev ført ind i hans Sovekammer, hvor Alt staar som da han sidst forlod det. Sengen og Betræk er guult, der hang Kobberstykker paa Væggen og et stort Speil. En lille Trappe førte op til Sengen, jeg lagde min Haand paa Trinene, stjal mig til at stryge med Haanden hen over hans Hovedpude, o jeg kunne gjerne have knælet ned, havde jeg bare været ganske ene, men der blev propfuldt; Soldaterne trængte ind og stode tause og stirrede, og det var jo ogsaa smukt! O Gud hvor det er herligt at græde af Beundring for det Store i Verden! - Jeg speilede mig i Napoleons Speil, og har aldrig fundet mig saa ubetydelig som da! men de Andre speilede dem ogsaa. - Her paa dette Sted tænkte jeg ret hjertelig paa Dem, ønskede at De havde været her, det havde været ligesaa godt som en Kirkegang. - Men nu tilbage til Paris! Jeg har senere været i Hotel des Invalides[9] her, Bygningen selv kjender De vist af Kobbere? Jeg saae dem spise; der sad de i deres blaae Frakker med Ordener paa Brystet, vel manglede en Arm eller et Been, men dog var det, som man kalder det, “hele Karle”; i den store Gaard holdtes Parade og i den stolte, lyse Kirke[10] førtes vi om af een af disse gode Gamle, hvem jeg ved at nævne “le grand Napoleon” fik i en levende Samtale. Næsten alle Nationers Faner hænge her som Seierstegn under Hvælvingen. I Loftet i den dristige Kuppel er et Maleri, med frapante Forkortninger. Turennes og Vaubans[11] Monumenter staae tæt her ved, en Marmor Urne gjemmer Vaubans Hjerte. Her er ogsaa et stort Bibliothek, jeg saae en gammel Karl som sagde han læste Las Casa[12] (Jeg veed ikke hvorledes Navnet skrives). Alle Fanerne Napoleon havde vundet bleve brændte da de Allierede kom her[13]. Broen selv over Seine skulde have været sprængt men det forhindredes af Alexander[14]; nu er Napoleons Statue[15] færdig, man siger at den iaar den 29 Juli skal sættes op paa Vendome-Pladsen, øverst paa Støtten, det bliver jeg da, med Guds Hjælp Vidne til. Hvilken Fest! Bare, De var her! Nu vaier kun det trefarvede Flag[16] paa Støtten; Ørnene holde en Krands af levende Evigheds Blomster i Munden og lange sorte Flor flagre fra Vingerne. - Overalt paa Gaderne sees Charicaturer af Luis Philip[17]; snart staaer han som en Jongleur og gjør Kunster for Folk med en Pistol; snart er han fremstillet som en stor Pære til Hest, eller som en Plakatbærer der klistrer Love op og river gamle Plakater ned; det som jeg ellers har mærket er, at han overalt sees fra Ryggen, aldrig det aabne Ansigt, dog er han meget kjendelig paa Figur og Frisure. Et Sted sidder han med Maske og holder Tale om “Liberté”. - “mes freres”, kalder han Folket. - sædvanligviis hænger da ogsaa Billeder ved, med Scener af Bartholomæus Natten[18], Kongen som skyder paa Folket. Igaar saae jeg et med en Mand, som i den ene Haand holdt et Æble, i det andet en Pære, med Underskrift, “Æblet forførte Adam, Pæren forførte Lafayette.”[19] - Vigtor Hugo har jeg endnu ikke seet; han har et stort Partie imod sig, og i Bladene levne de ham ikke Ære for to Skilling, forleden fortalte de at han skrev et Stykke i 12 Acter, der varede 300 Aar og at der var i første Act 20 Nonner, hvis spæde Børn i anden Act alle døde af Alderdom. - Men det er dog en Digter! Apropos, siden vi tale om Digtere, tør jeg da komme med lidt om Hr Ego? Jeg havde reent glemt ham over de andre Ting. - Mirabile dictu[20], som vi Latinere sige. (Spørg Deres Hofmester[21].) Endnu har jeg ikke faaet et eneste Brev hjemme fra, det undtagen, der alt første Dag ved min Ankomst kom fra Dem. De kan tænke hvor jeg længes! I Mandags[22] - da jeg kom hjem laae der endelig eet, jeg griber det med Glæde, aabner og - finder ikke et Ord deri, men kun en trykt Kjøbenhavns Post[23]. Der maa i et Nummer have staaet et Digt til min Roes, en Anden er bleven vred og desuden af Misundelse for at jeg reiser, har skrevet et meget grovt Svar, der river mig ned i Snavset, da nu dette Menneske har frygtet, at jeg maaskee aldrig fik det at vide, har han slaaet en Convolut om sit grove Digt, frankeret det til Hambourg og saaledes med Posten lade mig faae dette til Læsning. Det er da en mageløs Ondskab, saaledes at forfølge mig i et fremmed Land; det gjorte et dybt Indtryk paa mig, thi det var en større Lumpenhed, end jeg tiltroede Nogen. - Tænk Dem ogsaa, at faae Sligt, naar man venter Brev fra Vennerne; men lad gaae! nu er det glemt! var der ikke noget ved mig, misundte man mig ikke. Jeg skal tvinge dem til at erkjende det! Vor Herre tager sig nok af det! - Jeg har ellers været meget syg[24]. De fleste Fremmede lide af Seinevandet; desuden raser La Grippe meget stærkt, saa jeg forleden, medens jeg bedst sad paa mit Værelse, ganske ene, med et besvimede; siden gik jeg til Sengs hvor jeg fik den voldsomste “Søesyge” (De fatter mig?) den vedvarede hele Natten til næste Formiddag, jeg troede til sidst det var Cholera og gav mig Gud i Vold. Jeg maatte da tage Piller og Djævelskab, som jeg endnu bruger, for at komme i Ligevægt. Det er lidt ængsteligt saa langt fra Hjemmet, men næsten alle lide, Brøndsted[25] ligger, De Coninck[26] o f a, men det er slet ikke farligt. Jeg gaaer om bleg som et Liig og noget medtaget; nu tør jeg kun drikke Viin. Vil De forklare Faderen at det ikke er af Lyst til Drik, som han maaskee nu beskylder mig for. Siig, han maae ikke blamere mig mit ikke ganske tabte gode Rygte. - (Jeg længes i Grunden efter at høre ham gnave paa mig, det klang saa hjemligt, dog har jeg endnu ikke følt Hjemvee, kun en utrolig Kjærlighed for mine Kjære der hjemme).

Paris den 11 Juni 1833.

Nu har jeg alt været her en Maaned, men endnu ikke et eneste Brev fra Hjemmet. Eduard og Ludvig synes ganske at have glemt mig; De Frøken lovede mig flere Breve, men intet kommer. O, jeg er vred og inderlig bedrøvet. Tænk Dem i mit Sted, saa langt hjemme fra, uden at høre et eneste Ord, det undtagen De skjænkede mig lige ved min Ankomst. I forrige Uge blev jeg atter hæftig syg igjen[27], samme voldsomme søesyge. Jeg bruger endnu Medicin men føler mig ellers fuldkommen bedre. Veiret er ogsaa meget forunderligt, een Dag blæser den iiskolde Vind, en anden Dag smælter man af Hede. Skriv mig endelig snart til, jeg venter paa min Reise, i det mindste engang om Maaneden at høre fra Dem, De seer at jeg er meget trofast med at skrive. Næste Gang skal jeg forsøge at give Dem en klar Skildring af Paris, vi vil spadsere lidt sammen og jeg skal være Cicerone, her er nu i Dag ikke Plads paa Papiret, næste Brev skal nok blive noget interessant. Af Nyheder har jeg den, at Cassimir Delavigne har skrevet en ny, ganske mesterlig Tragedie: “Les fils d’Edouard”[28], som spilles paa Theatre-Francais og trækker det halve Paris der hen. Madm: Mars[29] har Elisabets Rolle. - Det maatte gjøre Lykke hjemme hos os[30], og er riigt paa Charakterer og sand Poesie. - Ideen er, at Glocester som er Formynder for de to unge Prindser, vil have disse dræbt, for selv at bestige Thronen, han yttrer sin Plan for een af sine Venner, just Dagen før Prindsernes Kroning, og tilføier at han øieblikkelig lader enhver dræbe der synes forud at have fattet hans Hensigt; Vennen raader ham derfra, da han som Formynder fuldkommen har Kongemagt. Nu er Vennen ene, tænker paa den andens Ord og det falder ham da ind om Glocester mueligt vil lade ham selv dræbe, fordi han ikke billigede hans Plan, han beslutter da at aabenbare Alt, til Enkedronningen, neppe har han gjort dette før han ogsaa bliver dræbt ved Glocesters Folk. - Nu træder en ganske ypperlig Røver op, som Glocester har leiet til at dræbe de unge Prindser, hvis Kroning forestaaer. I en Scene med disse og Dronning[en] viser Glocester sin hele Stolthed, og nu springer den ældste Prinds, som kun er 18 Aar, op, siger at han er Konge, at han er den Befalende. “Ja men først imorgen,” svarer Glocester og indtil den Tid har De for Deres opførsel Stuearest. - Nu seer man begge Prindserne i deres Fængsel, den yngste er et halv Barn, leger og morer sig, den Ældre aner tydeligt at de vil blive dræbt. Røveren er ansat som Kastelan[31] over dem; han røres ved deres Uskyld, kan ikke dræbe dem og tillader endogsaa Moderen at komme til dem; hun fortæller dem nu deres Skjæbne, men tillige, at deres Partie er underret[tet] derom, og at de denne Nat, vil blive befriede; naar de høre Nationalsangen udenfor skal de stille dem i Vinduet og begeistre Folket. Glocester som mærker at Røveren ikke vil dræbe dem, faaer denne beruset og overvælder ham med Guld, han bliver som et vildt Dyr. - Nu hører man Sangen udenfor, Prindserne springe op: “vi ere frelste!” raabe de, men i samme Moment falde de begge dræbt af Røveren og Teppet falder medens Folket jubler udenfor over de frelste. - Fru Heiberg og Jomfru Heger[32] vilde ypperligt kunne spille Prindserne. Men nu lev vel! Hils Deres Fader og Moder, Kocks og Fru Drevsen, som De maa meddele lidt af mine Breve, siden hun intet hører af Eduard.

Lev ret vel,

Deres trofaste Digter.

[Tilføjelse i margenen s. 2:]
Mange Hilsener til Deres Fader fra Schram[33], han boer i samme Hotel som jeg.

[Udskrift:]
Velædle Frøken Henriette Wulff
Ad: Høivelbaarne Hr Comandeur & Wulff
Søecadetacademiet i Kjøbenhavn a Dannemarch.



Brev nr. 93. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Paris den 11 Juni 1833.

Min kjære Ven, hvorledes skal jeg dog forklare mig det? Endnu intet Brev fra nogen i Kjøbenhavn! Intet Brev fra Dem. Jeg kan ikke betvivle Deres Venskab for mig, jeg veed De er min egen, trofaste Eduard, men jeg kan slet ikke forklare mig Grunden til denne forunderlige Taushed. Nu har jeg været en Maaned i Paris og i det Hele lidt over 7 Uger fra Hjemmet, tænk Dem nu i mit Sted, saa langt ude mellem Fremmede, at savne enhver kjærlig Mindelse om Hjemmet og mine Kjære. Jeg har saa tidt i disse Aftener taget Deres hjertelige, velsignede Brev frem, jeg fik i Lübeck[2], læst og læst; aldrig har Deres Hjerte talt varmere til mig, det kan ikke være blevet kjølnet paa 7 Uger. Hjemvee har jeg aldeles ikke følt, men et levende Savn efter Dem, efter nogle Enkelte der hjemme; hver Dag har jeg været paa Posthuset for at spørge om Brev, men altid faaer jeg: “nei”! Legationen her og mine Landsmænd begynde selv at finde det forunderligt, thi Schram der kom 14 Dage efter mig har alt to Gange faaet Brev, siden han kom; saaledes gaaer det ogsaa de Andre. Engang hver Maaned havde jeg dog tænkt, De sikkert skrev mig til. Mueligt kommer der vel nu Brev med Seemann[3] eller Schwartsen[4], men jeg kan ikke nægte, at det er mig underligt at troe, at De først skulde have skrevet mig til med disse, der sidst i Mai forlod Kjøbenhavn og rimeligviis bruge en Maaned før de indtræffe i Paris; og dog maa det vist være saaledes. - Deres Taushed har vakt en underlig Følelse hos mig, jeg ikke før har kjendt, det er et Slags Vrede der staaer og spiller over i Kjærlighed og Bedrøvelse. O Gud Eduard, jeg er saa ene, De har Deres Jette, Deres Sødskende og dem alle hjemme; Ingen, slet Ingen har jeg her og De kan i en heel Maaned lade mig føle min Eensomhed. - Mit sidste Brev om Kjøbenhavns Post-Verset og dets Tilsendelse[5], har De vist faaet, siden det afgik har jeg været meget syg. Dagen før Sager[6] reiste, kom jeg hjem fra Middags Bordet, følte mig ikke vel, og før jeg vidste af det besvimmede jeg. Ene og overladt til mig selv, høit under Taget i et fremmet Land, var det ikke saa behageligt; da jeg kom til mig selv igjen gik jeg strax i Seng, men fik nu de voldsomste Opkastelser, der vedbleve hele Natten; jeg troede det var Cholera og gav mig alt Gud i Vold. Næste Dag maatte jeg tage Medecin, (der var dyr). Brøndsted var meget uroelig for mig, vilde sende mig sin Doctor, men som jeg dog ikke tog, thi det koster. Imidlertid kom jeg mig paa et Par Dage og man forklarede det ved, at det var Seinevandet og den aldeles forandrede Levemaade jeg ikke kunde taale. Det halve Paris laae ogsaa af La grippe[7], muelig har den, hos mig, slaaet sig paa Underlivet. Mine Landsmænd besøgte mig troeligt og Schram søgte med Dinesen at muntre mig om Aftenen. - Efter et Par Dage var jeg fuldkommen vel, men Veiret er een Dag iiskoldt, en anden Dag til at smelte i, jeg maa have forkjølet mig, thi for 3 Dage siden, paakom mig igjen samme udmattende Syge, jeg leed frygtelig med at opkaste Alt, men det var den Gang kun til ud paa Natten, siden har jeg følt mig meget bedre og vedbliver nu kun at tage Rhabarbrapiller. - Pariserne fører ogsaa et ganske eget Liv, propper sig fulde med Mad to Gange om Dagen, og gaaer saa med det; (vi spise mindre end de men oftere); deraf kommer at de alle, Fruentimmer og Mandfolk maa hver Dag sætte sig Clysteer[8], for at faae Ligevægt; nogle Landsmænd, der ganske leve paa fransk gjør det samme, men det er jo ækelt. Nu har jeg søgt at indrette min Levemaade paa bedste Maade efter den danske, det er ikke oconomisk, men jeg vil heller give Kokken end Apothekeren mine Penge. - De fleste Fremmede lide, især i denne Tid og Brøndsted har været temmelig angrebet. Det er et Hundeveir og saa have vi Steengulv og et tyndt Teppe over Sengen; een eneste Hovedpude, der er en lang, tynd Pølse; jeg maa tage min Natsæk med i Sengen, ellers flyver Hjertet mig ud af Munden. - Men nu fra Skyggen og lidt ud i Solskinnet! Paris bliver mig hver Dag interessantere. Daglig gaaer jeg den halve Dag omkring og endnu, efter en Maaned, er der uendeligt Meget jeg ikke har seet; jeg støder paa Torve og Kirker jeg ikke før har været ved. Paris har ingen Grændse, det er en Labyrinth af Gader der strække sig ud i de milevide Forstæder. Jeg vil tage en Dags Vandring inde i Byen og beskrive Dem denne[9]; Jeg gjorte just en Tour igaar gjennem Gaderne, fra 9 om Morgenen til 2 om Eftermiddagen. Jeg vil fortælle Dem hele Dagens Historie. - Vi ere altsaa nu i Hotel Vivienne, rue Vivienne No 14, vi flagre ned af de mange Trapper, men hold Dem ved Rækværket thi alle Trinene ere glatte Fliser lige fra min Stue til Gaarden. - Den gamle Schweitser siger ”bon jour!” og vi staae paa Gaden. Boutik ved Boutik; Kobbere og Træsnit; Kjødboutikker, hvor Pølserne hænge i Festons[10], Conditorier med kunstige Kager, som gothiske Slotte, Speile ved Speile, saa man er færdig at løbe det ene i tu efter det andet, thi man maa gaae tæt op til dem, da den ene Vogn krydser den anden paa Gaden. Vi gaae nu ind i en Passage[11] for E: Vivienne eller Colbert. (Det ere Gader, som om der blev bygget et Glas-Tag over Østergade, fra Nabohusene, ogsaa med Flise-Gulv.) herinde er alt hvad Hjertet kan forlange, ondt og godt lige til den ikke platoniske Kjærlighed. Modeboutikkerne blænde Øinene og saa er alt saare godt Kjøb, jeg kan skaffe Dem en syet Silkevest for omtrent 14 Mark Dansk og et stort sort Dameschall, der seer ud som ægte, for 5 Rdlr Dansk.- Vi gaae nu over Gaden, gjennem en mindre Passage og befinde os i Pallais royal læser en Snees forskjellige Theaterplacater, til i Aften og gaaer nu i de smukke Søilegange med de kostbare Boutikker. Det er noget man maa see for at tænke sig! udenfor, eller rettere midt i Palais royal, er Haveanlæg med et stort Springvand og der vrimler alt af Spadserende; hele Grupper sidde og læse Aviser, og ved Vagten, i den anden Ende af Slottet, læser en Soldat høit om Pærerne af Frankrig om Lafayette eller Cameleonen[12]; det gaaer lystigt! vive La liberté! Vi gaae nu ind i St: Honoré og drikke Kaffe, læser med det samme Aviserne, hvor der ikke staaer et Ord om Danmark, spadserer da gjennem den uhyre lange Gade, kommer ind i en heel Labyrinth af mindre Gader hvor man hvert Øieblik, for Vognene, maa gaae ind i en Dør; efter en god Times Forløb er man da ude ved Bastillen; (husk paa, jeg beskriver virkelig min Tour igaar). Her staaer en uhyre Elephant opmuret af Steen og Leer; rundt om holde “Omnibus, Fiacre, Dame blanche” og andre Kjøretøier, der krydse den store By og hvor man for 6 Sous, (14 eller 20 Personer i de store Vogne) kan komme hvor man vil.- Fra Bastillen gik jeg gjennem et øde Qvarteer af Byen[13], hen til Pont d’Austerlits, en deilig Broe over Seinen, fra denne, saae det endnu ud, som der var ingen Ende paa Byen. - Skibe seilede op ad Floden; Koner vadskede Linnet, Damer seilede og voxne Folk badede sig. Nu traadte jeg ind i Jardin des plantes, hvor Alt duftede af Blomster, Folk spadserede i tusindviis og saae paa de vilde Dyr, som man her see frit. Tre fire Løver, Hyener, Tigre, Bjørne etc. der solede sig i Jernbuur, men i frie Indhegninger gik Hjorte, Bøfler, uhyre Elephanter og en stolt Giraffe, der brød Grene af de høie Træers Toppe. - Jeg saae et Skeelet af Mamutsdyr, der kunde ikke ligge i to Gaarde, som Deres i Kjøbenhavn. - Herfra kom jeg ud i en Labyrint af smaae Gader, snevre og smudsige. Hæslige Drenge laae paa Gaden og spillede Kort. - Skidne Qvinder spillede Fjerbolt og raae Karle sang vilde Viser om Frihed og Liderlighed. - Jeg vendte nu hjemad og kom over “La cite” hvor jeg traadte ind i den imponerende N: Dame-Kirke, med stolte Hvælvinger og brogede Glasruder. Der var Altergang; og vist 50 Præster fra 17 til 70 Aar der gik og gjorte Kunster for Altret. - Gjennem Louvre gik jeg hjem og da jeg havde været til Middagsspiisning i rue l’arbre sec[14], travede jeg forbi den smukke Børs, hvor den trefarvede Fane vaier, og søgte om paa Boulevarden. Det er en Gade i en halv Cirkel, omtrent en Miil lang, med store Bygninger paa begge Sider, Alleer, med Bord ved Bord, Boutikker og Udsalg, her spadserer den smukke Verden, og man blændes reent; jeg aflagte nu en Vesit hos Marquise de Boney (Enke efter Ministeren)[15] og efter en fransk Passiar, som De skulde have hørt, gik jeg ind i Touilerierne der er tæt ved. Man maatte, i Hovedgangen, formelig skyde sig frem, saa mange vare her, Springvandene kastede deres Straaler op i den blaae Luft. Her ere herlige Statuer og duftende Oranger. - Jeg gik nu ud paa Place Louis XVI[16], hvor et sort Flag veier paa det Sted, Henrettelserne skete i Revolutionen. - Aftenen tilbragte jeg, ene, med en Spadseretour i Palais royal, der om Aftenen har noget trylleagtigt ved sig naar alle Boutikker ere oplyste med Gas. Kosteligt klædte Damer, med et yndigt Væsen svæve forbi, smile og skabe sig. Det er Kjærligheds Præstinder; jeg saae iaftes een med Beenklæder paa og en klar Kjole til lidt under Knæerne, hun hoppede forbi og bød mig en Rose, i det hun sagde “God dam !” - Klokken 9 var jeg alt hjemme i mit Logie, da kom jeg til at nynne: “lille Viggo”[17], og blev saa inderlig veemodig derved, haabede i Dag sikkert at faae Brev; men der var intet! Skriv dog nu strax, arangeer Pengene til mig jeg i det sidste Brev skrev om, thi dem maa jeg endelig have, jeg har udviklet Dem det. Med Agnete[18] gaaer det fremad, med Guds Hjælp faae vi Glæde deraf begge to; De og jeg, mener jeg! Pengene vil da let afbetales og jeg er rolig, kan arbeide bedre. Men nu Lev vel! jeg havde saameget endnu at skrive om, men Papiret er fuldt, hils Deres Fader og Moder, Brødre, Kjæresterne, alle Drevsens, Lind og Louise og vær mig en bedre Ven, end De i denne Maaned har syntes

Deres trofaste
Andersen.

[Tilføjelse i margenen:]
Vil De give indlagte Pjalt til Hr Liunge[19] men med Convelut om, jeg har lovet ham nogle Notitser[20]. Dersom De ikke alt har sendt mig mine nye Digte, lad da Reitzel besørge dem ved sin Boghandler her til Paris, men strax, giv ham min Adresse



Brev nr. 94. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Traventhal d 24de Juni 1833.

Endskjøndt det ikke er længe siden jeg skrev Dem til min kjære gode Andersen! maae jeg dog atter nu tale lidt med Dem for at tilfredsstille mit Hjertets Trang, ved at fortælle Dem hvor ret meget jeg længes efter Dem og ønsker bestandig at kunde vide hvorledes den fortreffelige Mr Ego har det, hvad han tager sig for; men frem for Alt gad jeg vide i hvad Tilstand egentlig hans Gemyt nu befinder sig, om han længes efter de idéer han lod blive tilbage i Danmark; jeg mener dem i den vestre Ende af Bredgade[2], om de ere vegne for nogle tricolore eller Tiden har adspredt dem? skulde De min kjære A vide noget om alt dette og vilde sige mig det? - Naar jeg saaledes som i Dag sidder mig ned for at skrive Dem til, og har ret meget at tale med Dem om, da er altid min Tanke: det var dog langt bedre, blodt at tale muntlig 5 Minutter med ham! men naturligt er det, da det er Dem jeg vilde høre og ikke selv passiare uden at faae Svar. Her paa det stille Traventhal lever jeg et dejligt roligt Landliv, plejer min legemlige Sundhed og lever i Haabet at see snart mine elskede Brødre, og naar jeg har Taalmodighed vel engang de tre andre hjerte Brødre fra Paris, Lisabon og Stockholm[3]. - Gjennem Fader der har det fra den gamle Collin, har jeg hørt den nedrige Streg, som et Afskum har gjordt, ved at sende Dem parodien paa det Digt til Dem, efter De var rejst[4]. Saa ondskabsfuld havde jeg neppe tænkt mig Nogen; men jeg haaber da gandske vidst at De ikke har brudt Dem derom; men kun beklaget den Stakkel, der jo maae være berøvet al Godhed, al fiin Følelse. Jeg kan ikke nægte min første Følelse var Vrede og Ærgrelse, men det fortjæner jo virkelig kun Ynk og Medlidenhed. -
Har De hørt noget om Promætheus? de sidste Hefter jeg saae før jeg tog hjemme fra vare elendige, de nyere[5] skal være ligesaa barnagtige, er det dog ikke meget tungt? Men siden den Soel daler, saa lad os see til den Nye der staaer op. Bliver der noget af Agnete[6] eller har De andre Jern i Ilden? Agnete har jeg dog et stort Haab til at den vilde lykkes og udført efter Deres første Plan blive elskelig, siig mig endelig noget derom; samt i det Heele om Deres hele Leben und Treiben; at jeg er begjerlig derefter begriber De og hvor glad jeg vil være ved den mindste detail, veed De! Hvordan gaaer det med det Frandske? De taler vel allerede saa flydende som var De Indfødt; og siger aldrig meer: très beaucoup! Jeg har dog for en 8te Dage siden været Dem lidt nærmere end nu, da jeg nemlig var i Hamburg i 3 Dage og morede mig gandske godt; men destoværre istædet for at gjøre det store Skridt over Elben vendte vi om igjen og sidder nu her i Holsten. Iblandt andet morer jeg mig her meget med at gjøre en Digterinde, der baade skriver paa Tydsk og Engelsk bekjendt med Dem. Hun er virkelig højst elskværdig og har megen Sands for Poesie og sværmer da som Alle for - - Det døende Barn, som jeg havde med mig paa Engelsk. Hun hedder Mathilde Becher[7], er født i England og været der og i Irland til sit 20e Aar, siden i Tydskland. Et beskedent fortreffeligt Menneske, som jeg ofte taler med om Dem! -

Men for i Aften maae jeg sige Dem Farvel, det begynder at blive mørkt, jeg vil derfor søge den før omtalte Mathilde op, hun og jeg ere de Eeneste levende Væsner i Eftermiddag paa denne store Gaar[d], Alle uden Undtagelse ere i Oldesloh [8] hvor Kongen er i Dag, der er stort Bal og Lystighed. Hvor der forefalder mange comiske Ting, naar Kongen saaledes rejser gjennem Provinserne. Jeg kan imidlertid ikke see at fortælle nogle Scener. -
Den 27e. Tak, hjertelig Tak kjære Andersen for Deres Brev af 11 Juni[9]. De kan ikke troe hvor glad jeg blev; men da jeg havde læst det, tildeels bedrøvet. De har været syg og vist temmelig haardt angrebet, vær bare forsigtig indtil De atter er fuldkommen vel, og da haaber jeg De vil tiltage i Sundhed. Skal jeg dog ærlig tilstaae hvad der endnu mere bedrøvede mig end Deres Upasselighed? De forekommer mig forstemt og det maae De endelig ikke være. Vel haaber jeg at det kun var øjeblikkeligt ved i saa lang Tid ikke at have hørt fra Deres to kjære Venner; men nu er jeg vis paa De har haft Brev og er altsaa glad igjen; ikke sandt? Deres Fortælling om hvad De har seet, har i højeste Grad interesseret mig og vagt endnu mere end nogensinde Ønsket hos mig at see Paris og alle dens Herligheder. I Tankerne har jeg levende fulgt Dem overalt og med Dem knælet paa Trindene af den Stores Seng; jeg holder ret meget af Dem hvor De taler om Ham, De er da virkelig begejstret! - Er De i Paris den 29 Julj og seer Statuen sættes paa Vandôme Søilen, da tænk et Øjeblik paa mig; paa den Maade er jeg jo ogsaa med! -
Derimod har det slet ikke behaget mig hvad De siger om Victor Hugo, De gjør jo ordentlig Nar af ham, og det findet jeg Blasphemie! Troe mig kjere Ven naar De først til fulde kan Frandsk, selv læse ham, og selv med Deres egen sunde Dømmekraft bedømme ham, da er jeg overbeviist De vil deele min Anskuelse af denne prægtige Digter. At han har Fjender, og i Hobetal er jo naturligt og maae saa være, jo Større, desto flere Misundere, og især maae han der saa vældigt træder frem med noget Nyt gjøre mange Hoveder reent confuse, saa de ikke i Begyndelsen kan finde dem. -
Hvad de lumpne Vers angaaer, man har sendt Dem, har jeg allerede yttret mig, dog kan jeg ikke nægte jeg blev atter ret bedrøvet ved at læse Deres egen Fortælling derom. Jeg kan tænke mig saa levende, hvorledes De blev tilmode da De aabnede Brevet og fandt - - det. Endog i fremmed Land at forfølge Dem er saa meget under al menneskelig Godhed, at jeg er bleven højst frapperet over sligt var muligt; dog nu er De jo ikke mere bedrøvet, og kan ogsaa godt trøste Dem derover ved saa Mange Ædles Kjerlighed. Versene til Dem da De var rejst, fandt jeg meget nette og velmeente men uden synderlig poetisk Værd. - Hvad der meest vilde more Dem, kan jeg desværre ikke opvarte med: Nyheder fra gamle Axelstad[10]. Jeg maae selv lade mig nøje med Aarhuus Avis og deraf øse Nyheder der just ikke altid ere sande eller synderlig moersomme; men De har vist ogsaa mange ypperlige correspondenter der rigelig forsyner Dem. Omqvædet paa hvad jeg kan have at sige Dem er, at jeg længes efter Dem, tænker tidt paa Dem, ønsker at De maae være ret munter og glad ude i den store frie Verden, glemme alle gamle Sorger og ingen Nye faae og egoistisk talt, skrive mig ret ofte til, da det gjør mig stor Glæde, og jeg gjerne gider været glad. - At De har truffet den gode Wilhelm van Dockum i Paris er fortreffeligt, det er et net skikkeligt Menneske, jeg skal ret fornøje mig ved at tale med ham naar han kommer hjem, han kan da omstændeligen fortælle os hvorledes De har det. [Hi]ls ham fra mig, dersom han endnu er i Paris, og endnu erindrer mig, jeg hudsker ham godt; da Christian holder meget af ham og har [o]fte talt om ham. Efter Deres Anviisning fik jeg mig i Hamburg Heines nye Bog, har nu læst den og takker Dem at De gjorde mig opmærksom derpaa, den har uendelig glædet mig at læse. Hvad jeg finder ypperligt er Sammenligningen mellem Goethes Skabninger og de græske antique Statuer[11]; det er guddommeligt treffende. - Heines Portrait fik jeg ogsaa, han skal hænge hjemme i Malerstuen, naar jeg saa blodt havde Deres lille, der egentlig var mig tiltænkt[12]; men det har jeg værken hørt eller seet noget til; mais brisons, finissons.
Medens De gaaer i Paris, betragtende de prægtigste Kunstværker, lever Deres gamle Syster og Veninde her det fuldkomneste idylliske Liv, hvori Afvexlingerne er Naturscener; som prægtige Uvejre, stille Maaneskinds-Aftner, Kornmod paa mørke Skyer, Nattergale, Storke, Harer og Egern der ere saa tamme at de gaae om i Blomster-Bedene - nej Herre-je! det er altfor rørende hold heller strax op med denne Beskrivelse, før mit arme Brev, flyver lige ud i Seinen! Og dog efter al denne passiar har jeg gjemt det der mest laae mig paa Hjertet tilsidst. Jeg vil nemlig paa det bestemteste sige Dem, at De ikke kan tale mig nu for meget om Hr Ego, det var en anden Sag, da jeg saae ham hver Dag; og dog maae det dengang ogsaa have fornøjet mig, ellers havde jeg vel ikke saa taalmodig hørt derpaa; men nu veed jeg gandske bestemt med mig selv at det er det thema De helst maae variere, ret en mængde Variationer, jo Fleer jo bedre, hører De Hr. Componist?, og opfylder De min Begjæring?
Nu Farvel, Levvel, ret vel! og tænk ofte paa Deres trofaste

søsterlige Jette.

Moder hilser paa det Kjerligste og venligste.

[Tilføjelse i margenen s. 1:]
Hils Castenschjold[13] og Fætter Dinesen[14].

[Udskrift:]
ST Hrr Cand: phil: H: C: Andersen
Paris.



Brev nr. 95. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]  

[før 16.7. 1833]

[Begyndelsen mangler]
kjert at høre om Dem, og mine Børn holde saa inderligt af Dem, kjere Andersen at jeg dog haaber De gjengjelder det lidt.
Nu skal jeg da til at skjændes paa Dem og det for Alvor. Har De ikke den ful[de] Overbeviisning at vor Herre har give[t] Dem legemlige Øine ligesaa godt [som] aandige Øine? hvorfor i al Verden bruger De dem da ikke? Finder De [en] Pige der interesserer Deres Hjert[e] paastaaer De hun har blaa Øine, men finder De een der interesserer Forstanden, ja saa skal hun have brune og jo forstandigere hun er, jo smukkere brune ere Øinene, skammer De Dem ikke, er det at tale eller rettere snakke som et jordisk Væsen? De veed nok hvem der skulde have blaae Øine skjøndt hun havde brune, og nu forleden træffer jeg paa Frøken Wulf, jeg kjendte hende strax, men da hun saae paa mig og det deilige himmelblaae Øie saa aandrigt skuede mig lige ind i Sjælen da blev jeg tvivlraadig og tænkte, nei Andersen har altfor tidt talt om det deilige brune Øie, det er dog umuligt det er hende, nu blev hun mig præsenteert og jeg ærgrede mig i al Stilhed over min altfor poetiske Ven der slet ikke ændser det Legemlige, dog nu lærer De det nok, Paris vil nok lære [Dem] det.
Jeg talte kun enkelte Øieblikke me[d] hende, men jeg fandt hende langt elskværdigere end jeg havde ahnet, hun havde vist ogsaa eet af sine lykkeligste Øieblikke, hun var yderst blid, rolig, venlig og dog saa klog, gid vi tiere maatte mødes, det er en Perle af første Rang!
I Huset hos mig, nemlig hos Ipsens[2] lever ogsaa et yderst elskeligt Væsen en Frøken Bøgh[3], hun udfylder usigelig behagelig mange af mine Timer, hun fortalte mig igaar om en S[c]ene der skal have fundet Sted hos Phisters[4]: Konen drillede Manden hvorpaa han tog sig den Frihed at prygle hende[;] i det samme Øieblik kom Fru Ø:[5] hun blev opbragt og vilde have Datteren hjem, iførstningen vilde Lotte ikke, endelig giver hun efter og gaaer med Moderen, saasnart de kommer hjem og Moderen lidt har arangeert til hende, kaster hun sit Shawl paa for at gaae ud som hun selv sagde og fortælle hvordan P: er, nu løber hun fra den eene til den anden[;] endelig kom hun eet Sted hvorfra Frøken Bøgh, har det, hvor hun sagde, jo saadan er han, nu fattes Ørsteds, Pløens [6], Møllers[7] saa er jeg færdig, saa veed Alle hvor nedrig han er, jeg har selv slæbt Lottes Sengeklæder ned fra Loftet, nu skal jeg bare have Krølhaar i en Trækkepude[8] saa er Lotte ganske hiemme igjen. Om Morgenen Kl: 4 rendte Lotte hjem til sin Mand igjen og Sengklæderne kom op paa Loftet. Seer De jeg kan ogsaa fortælle skandaløse Historier! dog nok herom - Jeg længes saa usigelig efter at høre noget fra Agnete, men om ogsaa her kommer noget herligt, veed jeg ikke hvordan det skulle finde mig[;] vær saa venlig imod mig naar De [sen]der noget hertil og formaae een [eller] anden at sende mig det, det være saa kort som det skal, jeg synes det er [saa be]synderligt slet ikke meer at kjende noget til Dem, det inderlige moderlige og sønlige Forhold der eengang saa elskeligt fandt Sted imellem os, var jo for længe Siden forbi, skjøndt jeg aldrig har gjort mig uværdig til Deres Meddelelser; men saa aldeles ikke at høre hvorledes De har det gjør mig tidt smertelig ondt, gid jeg kjendte een af Deres Venner, men det gjør jeg heller ikke, altsaa virk selv til at jeg hører til Dem!
Gjerne blev jeg længer ved at snakke med Dem, men det urolige Paris tillader Dem vel neppe at læse det og ogsaa er det hele saa trivielt, saa De længes efter Slutningen. Alle Børnene hilse saa venlige og jeg er altid

Deres hengivne
moderlige Veninde S: Læssøe



Brev nr. 96. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Paris den 10 Juli 1833.

Nu begynder jeg at blive saa hjemme i Paris, at Intet har mere Nyhedens Interesse! jeg føler mig alt halv født her og meget glider mit Øie forbi, der vist kunne more Dem at høre om, men som nu forekommer mig lidet interessant! Jeg kan nu tidt sidde hele Dagen, paa Middagsstunden nær, ganske ene hjemme og arbeide, og jeg gjør det gjerne, thi det lykkes mig. Ja, min kjære, trofaste Søster Jette (bliver De vred?) Jeg har skrevet noget ret heldigt! jeg er færdig nu med første Deel af Agnete, (De veed den bliver i 3 Dele?) De kan ikke troe hvorledes jeg i Tanken har glædet mig over det Gode deri og tænk[te] paa Dem, naar De læste det, naar De hjemme blev glad med mig over at der var noget rigtigt godt deri. - Jeg tænker tidt, hvad mon hun nu synes derom? Dette vil dog glæde hende! O gid jeg kunne meddele Dem noget deraf, men det lader sig ikke gjøre. Naar Stage[2] reiser til Danmark faaer han første Deel med hjem, ikke for at trykkes, men for at De og Collins kan læse det; skulde jeg saa døe paa Reisen til Italien, (De leer ad mig!) saa har jeg dog sendt noget hjem af et større Heelt. - I Slutningen af December, haaber jeg med Guds Hjælp at det ganske er færdigt og da følge de to sidste Dele og saa kan det hele Drama komme ud ved Juletid. - Dinesen besøger mig flittig og følger mig i mit Arbeide, han er meget indtaget deri og spaaer det glimrende Lykke; han og Carstenskjold ere mine to kjæreste Omgangsvenner; vi spadsere, sladdre paa Værelset og taler meget tidt om Dem; vi have ogsaa gjort Toure sammen i Omegnen af Paris, men den er ikke særdeles smuk. - Dinesen reiser nu snart over Stratsburg til Schweits hvor vi maaskee mødes, med Neergaard[3], Carstenskjold tager en Tour til Rom og Neapel, (længere hen, paa nogle Maaneder) vi haabe at træffe sammen. - Den 10 August gaaer jeg til Geneve og gjennem Schweits til Mailand; der er temmelig uroeligt i Genua[4], de første Familier ere fængslede, dog har jeg stærkt isinde at tage Veien der hen; hvad kan de gjøre mig? Og skal jeg døe, saa kan jeg ligge smukkere under et Penietræe end under en sjællandsk Hyldebusk. - Hjemvee har jeg endnu slet ikke følt, kun en forunderlig stærk Kjærlighed til dem jeg holder af hjemme, en Lyst til, blot en Time at have dem hos mig, dele mine Nydelser med dem, see de kjære, kjære trofaste Ansigter, O Gud, hvor jeg tænker tidt paa dem, den ene Dag gaaer ellers efter den anden, uden at jeg faaer noget Brev hjemme fra; jeg er meget bedre end dem alle! tænk, jeg har skrevet 28 Breve, men kun faaet 5 i det Hele igjen! tidt kan jeg blive saa veemodig derover, thi faaer jeg saa faae i Begyndelsen af min Reise, og ei længere borte end i Paris, hvorledes skal det da gaae naar der staaer Aar og Alper imellem os?

Paris den 16 Juli 1833.

I Dag, har det været en Velsignelsens Dag jeg har faaet fire Breve, Deres, Broder Christians, Moderens og et fra Fru Lessøe[5]; jeg kom til at græde af Glæde! O, De kan ikke tænke Dem, hvad det er for mig, saalangt fra Dem allesammen at høre Dem tale til mig! - Jeg vilde i Aften have seet “une faute”[6], men det opgiver jeg for ret at kunne tale med Dem, for endnu imorgen tidlig at sende Brevet afsted med Posten. - O Gud skee Lov at De ikke glemmer mig, at De saa søsterlig tænker paa mig, jeg har været meget bedrøvet over de faae Breve jeg faaer, tænk dog endnu har jeg kun eet fra Eduard og Ludvig[7], og jeg trænger til det! jeg trænger til Kjærlighed fra Hjemmet for at bevare det samme Sindelag jeg førte med ud i denne vilde Verden. Nu ville vi ret sladdre! ja De skal ret see Deres Hr “Ego”, jeg er hos Dem, eller snarere jeg tænker mig Dem hos mig. Har jeg endnu ført Dem ind i mit Værelse her i Paris? - Det er meget høit oppe, Trappen er bred med Fliser, mit Gulv ligedan; Værelset er lidt mindre end Deres og Moderens Sovekammer; en lille Sopha, en Lænestol, et simpelt Bord, Komode etc. etc. og lange hvide Gardiner om Sengen! kan det ikke see ganske kjønt ud? Speil[8] har jeg ogsaa, det kan De da nok hvide! Det hænger lige over Kaminen i Væggen og er meget stort, men jeg tager mig ikke godt ud deri, da Belysningen ikke falder godt, (men saa har jeg et lille Eet liggende paa Bordet, jeg fik, fra Fru Hartmann[9], paa Dampskibet). - Lige overfor mig boer en smuk, ung Polak og Tydsker, jeg har gjort et Slags Bekjendtskab med, han har i disse Dag[e] sendt mig en Bog der interesserer mig meget og vil vist gjøre det samme med de Andre hjemme: Tittelen er: Struense ou La reine et le Favori (histoire danoise de 1769) par Fournier & August Arnould[10]. Den er udkommen for 3 a 4 Dage siden, er i to Bind og koster 15 Frank. Forfatterne have gjort sig bekjendte med mange Lokaliteter hjemme. Guldberg[11], Abildgaard (Maleren)[12] og flere bekjendte Folk træde op og den ender med at Frederik den 6te er Europas mildeste og viseste Konge. Ellers er det en meget almindelig Roman og der er i Grunden intet der ret har grebet mig endnu; (jeg har kun læst første Deel) det der ved Læsningen frydede mig mest var, ja Dem kan jeg jo nok sige det, at dette var den første franske Bog, der ikke generede mig at læse. Ellers er jeg ikke særlig stiv i Fransk endnu, det er ikke noget man løber til, fordi man er et Par Maaneder i Paris! desuden skader det meget at man lever saa meget med Landsmænd, jeg taler næsten altid Dansk, undtagen med Sproglæreren og saa i Theatrene med mine Naboer. Det er ellers mærkeligt hvorledes man dog kommer til at kjende sine Landsmænd i et fremmed Land; der falde alle Slør og Former, man seer hinanden dybt i Kortene; jeg kan ellers ikke sige at disse Opdagelser har været mig de kjæreste; men husk paa, det er som til en Søster, Broderen her taler, ikke til Fremmede! min Omgivning er mig slet ikke kjær, jeg har nu ogsaa begyndt at trække mig temmelig tilbage, holder mig til Carstenskjold og Dinesen; vi gjøre bedst Compagnie. Vaagepetersen[13] boer her i Hotellet med Stage, han kalder sig paa sit Kort “Le chevalier Waagepetersen Agent de la cour de S. M. le roi de Dannemark”, Carstenskjold har foræret mig et saadant Agtstykke - - men det skal De nu ikke tale om, det kan let komme ud hjemme, er jeg først fra Paris skal Søsteren faae flere, bedre Nota, men - ikke nu. - Et Vrøvl har vi ellers faaet her til i denne Tid, nemlig en Hr. Schou[14], Søn af Professoren hjemme. Han reiste i April dette Aar fra Kjøbenhavn, tog hele Tydskland, Schveitz, Tyrol, det halve Italien og kom nu aandeløs til Paris i Junimaaned, og fortalte at han slet ikke vidste hvad han skulde gjøre med de Maaneder han havde at reise i endnu. - Efter 3 Dage troede han at have seet nok af Paris, som jeg endnu efter 2 Maaneder ikke kjender fjerde Parten af, og da jeg talte om Mærkelighederne, sagde han, “ja gid det nu var gjort! man skal jo see det! jeg er hjertelig kjed deraf!” og saa taler han ligesom Else Skolemesters[15] og fornuftig som en Grammatik, men uden Liv eller Følelse; vi har ogsaa skjændes, for Øehlenschlægers Skyld, men han har bedet mig om Forladelse og saa er jeg god igjen, men kjedelig er Pjesen! Det er den gediegne kjøbenhavnske Prosa! - I Dag efter at have faaet de kjære Breve, spadserede jeg paa Boulevarden saae paa lystige Charicaturer, et med en blodig Sol med Julidagene i, der staae op over Kongens Hoved, etc. etc. bankede det mig paa Skulderen og Een tog mig under Armen, det var Heine[16], vi spadserede længe om, da jeg giver ham Notitzer om Øehlenschlæger og Baggesen, til et Værk han har i Hovedet, jeg takkede ham da fra en aandrig dansk Dame for den Glæde hans Værker har skaffet hende, sagde jeg i Dag havde faaet Brev og at det var Grunden til min Glæde, Damens Interesse syntes at fornøie ham, vi talte mere om hende og Danmark. Maaskee vil De fortælle hende det, hun skal være Veninde af Mathilde Becher, ellers i Familie med Otellos og Manfreds Oversætter[17] og kan ikke lide: “Det døende Barn”. - Forleden var jeg til Middagsgilde hos Marquise(?) de Bonnay hvor jeg sad imellem vor svenske Minister og hans Frue[18] og talede - Dansk. Fru Bonnay er en elskværdig Kone, der ret behager mig; jeg kommer nu ogsaa til Ministeren Burkes Enke[19] hvor Frøken Ferrall[20] er, og forleden gik Neergaard, Carstenskjold og jeg hele 9 Lieu[21] ud til en Comte[22], der har været en stor Herre under Carles X, men nu lever ude paa en forfalden Gaard; den ældste Dreng kunde lidt Dansk! der vare deilige Børn og ordenlig Natur, en rigtig Skov med Gangestier hvor man ingen Mennesker mødte og det har jeg nu ikke seet længe, thi flere Miil om Paris er Alt Gader og Skovene store Promenader. - Det var ellers en ivrig Carlist[23], skade at han talede saa gesvindt, jeg kunde ikke rigtig forstaae ham. - Napoleons Støtten bliver alt om nogle Dage sat op, men omviklet med Linned, der først anden Festdag (28) tages af, jeg sender Dem her et daarligt Træsnit[24], men hvoraf De dog kan faae et Slags Begreb om Stillingen; han skal staae øverst oppe paa den høie Støtte; hver Dag arbeides der, man har forsøgt at heise flere Centner[25] op, for at sikkre sig, at Statuen ikke skal styrte for dem. I Søndags[26] spadserede Carstenskiold og jeg over Pladsen, da kom der en gal Kone, hun loe og sa[g]de, “Napoleon er faldet! han falder nok engang! he! he!” - Mange ere ellers meget forventningsfulde paa disse Julidage, Gud veed hvorledes de gaae af, dog kan jeg ikke sige, at jeg føler den mindste Frygt. Pokker være Konge her! - Der er alt bygget flere Theatre i de elysæiske Marker og hver Dag arbeides der i Toulierie Haven paa at arangere Fyrværkeriet, uden for paa Seinen skal der brænde Lamper paa een dertil bygget Tremast, som den 29 Juli springer i Luften. - I denne Uge faae vi to nye Operaer: Fængselet i Edinburg[27] og - Ali Baba[28] med Musik af Cherubini. - Nylig er der spillet en Tragedie Bergami[29], det er hele den afdøde Dronning af Engelands Historie[30].
Schwartsen holder ikke synderlig af Paris og det morer mig at see ham gnaven. - De siger i Deres Brev, at det er nyeligt De skrev mig til, og jeg har jo dog kun faaet 3 Breve nu paa tredie Maaned. Skriv dog endelig snart, jeg venter idet mindste før min Afreise i August, (men saa maa der ogsaa skrives snart! ikke sandt?) Hils Deres Moder, hun skal snart faae Brev, jeg takker hende ret af sønligt Hjerte fordi hun skrev mig til[31], siig ogsaa Faderen at det har glædet mig saa meget at høre hans Deeltagelse for mig[32]; bare jeg var en Middag sammen med ham, han maatte da gjerne skjænde, den gode Mand. Jeg troer i Grunden jeg holder meget af ham! Deres Broder Christian skal ogsaa faae Brev, han havde skrevet det til mig, paa min Geburtsdag[33]! Fru Lessøe taler saa elskelig, saa begeistret om Dem[34], De har et trofast Hjerte i hende; De maa kjende hinanden! Med Hensyn til at jeg altid har sagt til hende, De havde brune Øine skjænder hun paa mig og siger: “Har De ikke den Overbeviisning at vor Herre har givet Dem legemlige Øine, lige saa vel som aandelige? Hvorfor i al Verden bruger De Dem da ikke! - Finder De en Pige der interesserer Deres Hjerte, paastaaer De hun har blaae Øine, men finder De een der interesserer Forstanden, ja saa skal hun have brune, og jo forstandigere hun er jo smukkere brune ere Øinene; - De veed nok hvem der skulde have blaae skjøndt hun havde brune, og nu forleden traf jeg Frøken - - “ etc. etc., her følger en begeistret, elskelig Tale over Dem og Deres blaa Øine jeg har kaldt brune; hun glæder sig usigeligt til at lære at kjende Dem mere; jeg seer af Deres forrige Brev at De ogsaa holder af hende og det har ret fornøiet mig; troe mig kjære, De vil Begge faae Glæde af hinanden! men reis mig ikke bort til Ostindien, jeg blev ganske veemodig derover! O Gud nei! da faae vi vist aldrig hinanden mere at see! gjør det ikke! O Gud gjør det ikke! see heller at komme til Paris, det er jo dog ikke saa særdeles dyrt! gaae dog ikke den lange Vei fra os allesarnmen; mig idet mindste vil De bedrøve til Sjælen og det gjør De vist ogsaa dem hjemme! O forlad os dog ikke! kom her til! kom til Italien. Hvad De ellers løselig berører om min Sjæle-Tilstand, da vilde jeg Ønske jeg kunde, jeg turde, tale til et Menneske derom, men ikke selv Søsteren, engang tør ret kjende den, saa klog er jeg blevet, vær ikke vred paa mig, gid jeg turde tale, maaskee trøstede det mig noget! jeg bliver aldrig lykkelig! Dette er ikke et Udbrud i et mismodig Øieblik, jeg er glad nu, glad over Dem og mine Kjære hjemme; dog vilde jeg ikke for Alt hjem, var jeg blevet der havde mit skjulte Væsen vist gjort mig vanvittig; men ikke mere derom, jeg er ofte ret glad, man kan ikke faaet det Bedste i denne Verden; vær mig min trofaste Søster, glæd mig saa tidt muelig med Brev, styrk mit Hjerte og min Digteraand; jeg skylder Dem mere end De troer! Hils Deres tydske Veninde fra mig, det fomøier mig veed De nok, naar hun holder af mine Digte! - Hvad De ellers skriver om at jeg har “ordenlig gjort Nar af Vigtor Hugo”, da forstaaer jeg det ikke! Nu erindrer jeg ikke mine Udtryk i det Brev, men jeg kan umueligt have skrevet noget imod ham, da jeg har en særdeles Agtelse for ham, jeg har kun historisk fortalt hvorlidet man skjønnede paa hans Værd, hvad hans Modstandere sagde om ham. Vi ere da nu enige? See nu er allerede Papiret fuldt og der er dog intet ret fortalt! Herre Gud, hvor det er kjedeligt! O skriv mig dog et rigtigt langt Brev til og jeg skal ret see at samle paa noget moersomt. Julidagene skal jeg trolig beskrive Dem, det Brev vil De da faae naar jeg er paa Veien til Schweits. - Nu lev vel! hils dem alle hjemme! Koks, Weyse; (er han flittig)? Hils ogsaa Thieles og fælles Venner, men De selv er dog mest af dem alle i min Tanke

Deres broderlige Andersen.

[Tilføjelse i margenen:]
Hvad siger De om Tscherning[35]? Og hvad om Lotte Phister[36]?

[Udskrift:]
Til Frøken H. Wulff
afleveres hos Høivelbaame Commandeur etc etc. Wulff
paa Søcadetacademiet
i Kjøbenhavn Dannemark!



Brev nr. 97. Fra HCA til Edvard Collin o.a.[1]  

Paris den 27 Juli 1833.

Alle mine kjære Subskribenter.
(ogsaa Gottlieb og Jomfru Petsholdt samt Mimi[2], thi mit Hjerte har subscriberet for dem) gjælder dette Brev. Den første Julidag[3] er nu tilende, jeg sidder hjemme i mit noble Kammer, med Otto Müller som Naboe, (han kom igaar); min første Tanke gjælder de Kjære der hjemme, hør nu, hvad den første Dag bragte! imorgen Aften skal jeg nedskrive den følgende og paa Mandag, den tredie Dags Fata; man veed slet Intet ret forud. Her gaae mange Rygter; betydeligt Militairt er trukket sammen, Gud veed hvorledes det løber af. - 16 unge Piger have faaet hver 3000 Frank til Udstyr. Pigerne ere Døttre af Faldne i Julidagene 1830 og Juni 1832. - Imorges (den 27 Juli) begyndte Festen ved Solens Opgang. Der bleve skudte Æresskud fra l’Hôtel des Invalides og l’Hôtel de Ville; disse Skud gjentages hvert Qvarteer hele Dagen. Udenfor Louvre, hvor nogle af de Faldne ligge jordede, vare opreiste sorte Altre med Indskrift “De døde for Fædrelandet”. Trefarvede Faner vaiede rundt om, og alle Fruentimmer og Mandfolk som kom forbi, kastede smaae Bouketter af Evigheds Blomster, paa Gravene. Flere Borgere, meest Nationalgardister, gik enkelt ind og hang deres Krands paa Gravstøtterne. - Lignende Sørgemonumenter vare opstillede paa Marché des Innocens, Champ de Mars, i rue Froidmanteau og paa Bastilpladsen. Dette sidste Sted var det smukkeste. Her var den sorte Tribun omviklet med trefarvede Slør og over 100 Faner, af samme Farve, smukt arangeret som en Kuppel, vaiede i den blaae Luft. Imorgenstunden var der Sørgemusik og Fete[4] i alle Kirkerne, paa hvis Taarne stode smukke Sørgetrophæer for de Faldne. Tre stolte Flag med Julidagenes Dato var opreist paa Pont neuf om Henry IV Statue. Det var den hele Festlighed i Dag. - Varmen var trykkende og man kunde mange Stæder ikke komme frem for Mennesker, dog var alt saa stille, men det var jo ogsaa Sørgedagen. Flere privat Folk havde decoreret deres Huse med Flag og Sørgegardiner. - Nu til Aften brænder der matte blaae Luer paa de Dødes Grave. Det har noget ganske underligt ved sig. Folk er saa stille, ret som Havblik før Storm. Rundt om seer man Vagt. Alt tyder paa Julidagene, selv i Boutikkerne have Kræmmerne enten sorte Vare sadte frem, eller arangeret hvidt, rødt og blaat sammen i Vinduerne. - Imorgen begynder Friheds Festen og paa Mandag Glædens!- Sov nuvel for i Dag alle mine Kjære der hjemme!-

Midnat den 28 Juli 1833.

- Hvor jeg er træt og udaset af denne Dag! Hvilken Hvirvel af Mennesker og Forlystelser. Imorges Klokken 8 var jeg alt ude. Hele Boulevarden, der er en halv Miil i Længde var besat med Nationalgarde. Overalt vaiede det trefarvede Flag. Hele Champ d Elysées var besat af Kanoner og Militairt. Det var en utrolig rød, bølgende Masse, mellem de grønne Træer. Paa Ludvig XVIII Plads var opreist en stolt Obelisk der hvor Kongen [5] og Maria Antoinette bleve henrettede. - Gaderne vrimlede af Mennesker, alle Balkoner vare overlæssede med Damer. Klokken 10 kom Kongen paa en lille Hest, han reed hele Boulevarden igennem, tog hver 3die Nationalgardist i Haanden, sagde ham noget behageligt. Var ganske Kamerat med dem. (Det greb Stage, saa han fik Taare i Øinene). - Klokken 11 var jeg ved Vendome Pladsen med Otto Müller, hvor vi maatte give 6 Frank for at sidde paa en Tønde. - Det var uhyre dyrt men det eneste Middel. En saadan Masse Mennesker har jeg aldrig seet! Tage og Skorstene vare besatte. Trængselen gik paa Liv og Død! Man skreeg og jamrede, Fruentimmer besvimede, og bleve holdt høit i Veiret. Luften var lummer som en Skrædersal. - Her sad vi næsten 5 Timer. - Klokken 1¾ var Kongen ved Vendome Støtten[6], der var herlig bekrandset. - Napoleons-Statuen hang der et blaat med Guld Bier[7] besat Tæppe om; paa et givet Tegn, faldt dette, og en underlig Mumlen gik gjennem Mængden, Hattene fløi af og der raabtes “vive la memoire de Napoleon!” Høit oppe paa Støtten stod hans stolte Billede. Himlen var graae, men lige rundt om ham, ganske blaae Luft. Mit Hjerte bankede saa forunderligt, det var et herligt Øieblik, gid de Kjære der hjemme havde været der med! Nu passerede 100000 Mand forbi os! det fik aldrig ende. Gud hvor dog et Menneskeliv er lidet, i saadan en Masse. Nogle raabte vive le roi! men Mængden skreeg “à bas les forts!” (Kongen har nemlig ladet begynde paa Forter uden for Paris, hvor han vil have sine Soldater ved Haanden). Folket skreeg det samme med og saa knugedes Massen dræbende mod hinanden. - Fraperende var det ellers med hvilken Høflighed, de vagthavende Soldater og Officerer behandlede Folket. Ingen havde dragen Sabel, de bad med venlige Ansigter om at gjøre Plads; Regimenterne selv forandrede Stilling for at slippe igjennem. En enkelt Soldat, som reed dem for barsk ind paa Livet, reev de Sabelen fra, og der blev noget Larm. Ellers var Alt særdeles fredeligt! Overalt Glæde og Lystighed, men ingen fulde Folk som hjemme hos os! - Først Klokken 7 om Aftenen (fra 1¾) havde alle Soldaterne passeret forbi! Den stakkels Konge saae ogsaa medtaget ud; det har vist ogsaa været ham en haard Dag; selv det at maatte staae med blottet Hoved for Napoleons Støtte. - Nu begyndte Festen i Tuilerie-Haven. Nær var jeg klemt ihjel. Müller travede om med Dinesen og jeg med Kammerjunker Hafner[8], men knap to kunne holde sammen. Udenfor Slottet var opreist et Galerie 500 Musikanter, 300 Trommeslagere. 200 Sangere og 100 Sangerinder, dog kunne vi, noget derfra, kun høre en dump Lyd. - Paa Seinen var bygget et tremastet Skib, noget de fleste Parisere aldrig have seet; det har kostet meget og kan kun bruges til Festen. Alle Flag hang der paa og da det mørknedes begyndte en Tournering paa Vandet. Tusind Raketter og trefarvede Ildkugler spillede i Luften. - Klokken 9½ begyndte et glimrende Fyrværk paa Place de la Concorde. Pariserne jublede og klappede i Hænderne. Alle offentlige Bygninger vare smagfuldt illuminerede. Kirketaarne og Kupler besaaede med Lamper. En glimrende Stjerne anbragt over den halvfuldførte Napoleons Port[9].- For at slippe hjem maatte jeg tage en Vogn, Vrimlen var frygtelig. Mit Blod koger og mine Fødder snurrer, jeg er træt! a revoir!-

Paris den 30 Juli 1833.

Julidagene ere forbi; fredelige og glade! igaar var den sidste Festdag. - Ved Daggry hørtes en Salve fra Hotel de Ville. Klokken 10 lagde Kongen Grundstenen til Vareoplag og Mineralkabinet i Jardin des Plantes. Ude i Champ d Elysee var alt som i Dyrehaven hos os! Vilde Dyr, Kunster og Gynger. Flere Orchestre vare opreiste og Trængselen stor. - Her var ogsaa to smukke Theatre hvor der gjortes Kunster den hele Dag og det gratis. - Jeg travede dygtig om og saae nu en smuk Tournering paa Seinen. - Hvidklædte Roerkarle styrede nogle lange Baade, paa hvis ydderste Ende stod en Lancier[10], mødte nu en blaaskjærfet een af de røde, da stødte de med Landserne mod hinanden, saa een af dem faldt i Vandet og maatte svømme over til den anden Side. Ved hvert Fald løde Pouker og Trompeter. - Paa alle Byens (25) Theatre, gaves gratis Forestilling. I den store Opera havde de “Robert le Diable”[11]. Alle Forestillingerne begyndte Klokken 2 om Eftermiddagen. Otto Müller og jeg gik ind i to, nemlig Theater français og “Theater Palais royal”, her var propfuldt, Publicum sang “vive la france!” den Ene hang paa Ryggen af den anden og der blev umaadeligt klappet! - Klokken 6 (Eftermiddag) var der stort Taffel i Hotel de ville (Byens Raadhuus; paa Grevepladsen), her spiiste de Kongelige, samp[t] alle de Nygifte i Julidagene; efter Taffelet var et stort Bal for 4000 Mennesker, hvor til jeg havde den Ære at være indviteret. (Fru Falbe[12] skaffede mig nemlig paa anden Haand en Billet fra Hertugen af Orleans[13], jeg skrev til vor Chargé d’affaires Koss[14] og fik een til Otto Müller, saa vi kom sammen) Billeten var affattet som et Brev og lød som følger: Le Prefet du departement de la Seine, au nom du Corps Municipal de la Ville de Paris a l’honneur d’inviter Monsieur Andersen au Bal qui sera donné a l‘Hotel de Ville, le 29de ce mois, a l’occasion des Anniversaires de Juillet. On se réunira a 8 heures. - etc. etc. Det var da Noget jeg var meget glad over, thi 14000 Ansøgninger om Adgang var blevet afslaaet. Jeg fik mig da Sko og Silkestrømper, hvide Handsker og Haaret kruset efter første Pariser Mode. (Bare Fruentimmerne hjemme havde seet mig, jeg: “var saa bleg og dog saa smuk”[15]). Lidt over 8, kjørte jeg med Müller og Carstenskjold derhen. Hele Grevepladsen var fuld af Mennesker, der og rundt om i Byen var stor Illumination. Vi steeg nu af ved Hotel de ville. Trappen var belagt med Klæde og hvert Trin prydet med Blomsterpotter. Guirlander og Krandse duftede rundt om og alle Værelserne blændende oplyste. - Der var da en Vrimmel, en Trængsel, hvor om man ikke kan gjøre sig Idee. Den store Balsal hang der 29 Lysekroner i, foruden mange Lampetter. Væggene vare indlagte med Speile og oven over hang trefarvede Gardiner. I Loftet var anbragt et Julikors og en trefarvet Stjerne og fra disse udgik Guirlander. Damerne sad paa et Slags Amphitheater paa begge Sider, (8 Bænke bag hinanden) og vare særdeles smagfulde klædte, nogle vare meget smukke og kastede Blikket frit omkring. - Henved Klokken 10 indtraf Kongen og Dronning[en] med deres Familie, de bleve modtaget med et “Vive le roi et la reine! vive la familie royale !” - Kongen var særdeles mild og forbindtlig. Dronningen[16] saae meget lidende ud; hun er gammel og skal have taget sig Julirevoulutionen meget nær, da hun holdt meget af den forviiste Konge-Familie[17]. - Hun smilede saa veemodig og var dødbleeg. - Midt i Salen var opreist en Throne for dem; jeg stod tæt ved; nu blev der givet Tegn til Ballet, men der kunde ikke gjøres mere Plads, end for 6 Par. Prindserne og Prindsesserne vare nogle af de første som dandsede. - Men da jeg skriver dette Brev for nogle Damer hjemme, maa jeg vel fortælle lidt om Damernes Paaklædning. Dronningen var i en hvid klar Kjole, med røde og blaae Blomster. Paa Hovedet havde hun en Turban af Diamanter med en lille brun Fjær og en meget bred af samme Slags men med halv guul, halv hvid Farve. - Kongen var i mørke blaat med et stort rødt Baand. - Hertugen af Orleans var blaae med røde Buxer. - Prindssesserne ganske hvide, uden mindste Stads. - Vi bleve opvartet med Iis og Hindbærvand og saa var der bløde Silkedivaner. - I et af Værelserne hang et ganske mesterligt Malerie som forestillede Bestormelsen af Hotel de ville i Julidagene; hvor en smuk Dreng staaer forrest med Fanen og bliver ramt af en Kugle, en mindre Dreng slaaer Tromme og nogle kraftige Mænd, med begeistrede Ansigter følge efter. - Gjennem flere Værelser fulgte jeg den kongelige Familie til den anden Balsal, hvor der var næsten smukkere end i den første, kun var Lokalet mindre. Det gjorte ellers et sært Indtryk paa mig, at der just ved de Kongeliges Indtrædelse spilledes det Nummer af Operaen “Gustave”[18], under hvilket Kong Gustav bliver skudt. De fleste Stykker til Dandsen vare af denne Opera og af “Robert le Diable”. - Midt inde i “Hotel de ville”, der danner en Qvadrat er en stor fiirkantet Gaard, den var fra første Sals Høide, lige med Balsalene, aldeles bedækket med Bræder, hvorover laae graat Klæde. Her var sat en Mængde Træer og Blomster og et kunstigt Vandspring med eau de collonne i Midten, saa at det ganske var en Have under aaben Himmel, hvor man kunne gaae igjennem. Ogsaa her var et Orkester og deiligt oplyst. De pyndtede Damer og Herrer vandrede barhovede om, saae det havde Udseende af en Feeverden. Klokken 2 var stor Spiisning, hvor det gik med Viin og Alt gratis, men jeg kjørte hjem før den Tid, Otto Müller blev og fik dandset. - See, her har De nu en Skizze af det Hele i disse Dage, undskyld at det er saa daarligt sat frem, men jeg har været træt om Aftenen naar jeg kom hjem og nu i Dag maa jeg lade Pennen galopere da Brevene skal af sted i Formiddag. - De kan ellers troe, at der var broget Selskab paa det Bal; Folk fra alle Verdens Kanter. Der stod to svenske Herrer og talte høit i det de ikke troede man forstod dem, den ene sagde: “Dronningen er ikke vakker, men hun kan være meget brav!” - Der gik en ækel Ægypter i sin stykke Dragt og skulede saa fælt, som det var en Morder der saae sig om.- Illuminationen har været meget smuk i Aftes især paa Kuppelen af Pantheon; men nu veed De Alt hvad jeg veed! gid De havde været med! -- for saa havde De faaet mig at see !!! - Den nye Opera Ali-Baba af Scribe og Cherubine gjør ingen Lykke. Stakkels Scribe - skjældes læsterligt ud fordi han har fordærvet dem Tusind og een Nat, man vil ikke indrømme ham Geni for en Centime. - Stage har paalagt mig at bringe Conferentsraaden og hans Familie en ret inderlig Hilsen osv. - Han var med Falbes paa Ballet, og stod bag Damernes Stol. - Vi have ellers nu en uhyre Varme; jeg længes nu lidt efter Landluften og forlader snart, maaskee for evig, det herlige, brogede Paris. Det er dog Byernes By! gid alle Mennesker kunne komme her til, blot for en Maaned. Lev vel allesammen! glem mig ikke! med inderlig Hengivenhed

Deres
H. C. Andersen.



Brev nr. 98. Fra HCA til Otto Müller.[1]  

Locle den 26 August 1833.

Kjære Ven!

Nu sidder jeg da midt imellem Bjergene, eller rettere oppe paa et af dem. Igaar Middags kom jeg her til Locle, den ligger i en Dal oppe paa Jura, rundt om ere grønne Græsgange, hvor Køerne bruge Grøncuur og ringe evigt til Middag. I Aftes var jeg alt ude at spadsere; hu! hvor her er kolt; vi gik ind paa den franske Grændse, saa at jeg nu anden Gang har været i Frankerig. Rundt om sorte Granskove og forunderligt dødsstille, jeg tænker Locle kaster et smukt Skyggepartier [sic] over min Agnete; noget faaer jeg vel skrevet[2]. - Du kan ellers ikke troe hvor deiligt den hele Alpekjæde tager sig ud naar man reiser fra Neuschatel op til Locle, man overseer den ganske. Jeg nød dette Skue ved Solens Opgang og vil aldrig glemme det. Hvad der ellers mest har fraperet mig paa hele denne Tour er Overgangen fra Jura ned til Geneve, Skyerne stode som faste Glasbølger med det smukkeste Lilla og saa med hvidt Skum. Et andet Partie har henrykket mig, nemlig Vandringen fra Vivis til Slottet Chillon[3]. - Just saaledes har jeg tænkt mig en smuk Natur! Alt var saa frodigt og friskt. De store Græskar hang hen ad Tagene paa Bondehusene. Søen var saa uendelig blaae, Bjergene saa vilde og saa var jeg jo ved det Slot, Byron[4] har gjort mig interessant; jeg fandt hans Navn indgravet af ham selv i Klippemuren. Du har vel været der? Jeg digtede i Slotsgaarden følgende Vers[5]. -

Vilde Fjelde, speilklar Søe,
Skummelt Slot paa Klippe-Ø,
Jeg hos Eder troer paa trende:
Frihed, Byron og paa hende!
Nu kun Aand til Adel hæver,
Blodet til slig Kraft ei veed;
Konger døe, men Frihed lever,
Frihed, Kunst og Kjærlighed.-

Fra Pueraris[6] Familie skal jeg hilse Dig ret meget; de formeligt sværmede for mine Digte. Men nu skal jeg til at skjænde: Jo Du er en god Een, med Din Overregning; det kostede næsten 100 Frank til Geneve og Opholdet der er ogsaa dyrere, Middagsmaden koster jo i Schweits 4 Frank; jeg bliver nødt til at indskrænke min Reise i Schweits for at det jeg har taget med kan holde ud til Milano. O, de Penge! de Penge! det er en ækel Opfindelse at de skal behøves. - 14 Dage har jeg isinde at blive her i Locle, det lader til at være ganske fortræffelige Mennesker jeg er hos; Alt røber Velstand; jeg har et smukt Værelse med Udsigt over en Deel af Byen og Bjergene, men eensomt er det, og det mere end man kan tænke sig.

"I Le Locle fra mit Vindue."
Odense Bys Museer

- Skriv mig endelig til, nogle Dage efter at Du har faaet dette Brev, til Locle; Castenskjold har Adressen, desuden kan Du jo ogsaa skrive det Post restante. Fortæl mig Løst og Fast, Paris frembyder Stof nok; siig mig om Du ogsaa nu jeg er borte, tænker noget paa mig; naar vi engang i Kjøbenhavn samles, ville vi ret ofte see hinanden, tidt tale om Dagene i Paris, der alt nu ere forbi for mig! - Send Ludvig indlagte lille Brev, men ret snart, thi der er noget Vigtigt deri, jeg beder ham besørge mig[7]. Skjænd kun paa ham, thi det er virkeligt hæsligt af ham at jeg kun har faaet et eneste Brev fra ham[8] paa min Reise[;] det har virkeligt bedrøvet mig, han har kunnet kaste lidt Solskin ind i mit Liv, hvor der i Grunden er mere Skygge end man troer, men han har - ikke havdt Tid! - Bring Falbes, Marquise Bonnay, Jürgensen[9], Haffner, kort alle vore fælles Bekjendtere en ret hjertelig Hilsen fra mig, Castenskjold faaer Brev fra mig saa han behøver ingen Hilsen. Jeg har endnu ingen Schweitser-Skjønheder seet, men maaskee paa Gemmi[10]? Der rider man jo? Hils dem i Hotellet fra mig, glem heller ikke Bonnai, vor Sproglære[r][11].- I Neufschatel fandt jeg en Dame der kunde tale Dansk[12] og Gjæstgiverstedet var saa billigt at jeg troer der maae være skeet en Feiltagelse; tænk for Middagsmad, 5 a 6 Retter, Kaffe og Logie ): 3 Frank. Men nu bliver Papiret italiensk og siger basta! bastare. Lev ret vel og vær mig en trofast Ven som jeg vil være det.

Din
H.C. Andersen.

[Udskrift:]
a
monsieur
Monsieur
Otto Müller
a
Paris.
fr:
Hotel Vivienne
rue Vivienne N 14.



Brev nr. 99. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]  

Odense d: 30te August [1833]

Iforgaars fik jeg Deres Brev[2], og idag skriver jeg allerede igjen, det er dog ærligt, og hvis jeg ikke paa en Maade var nød til det, fordi De ellers let kunde gaae Glip af denne Herlighed, saa fortjente jeg ordentlig lidt Roes for min Punktlighed, ikke sandt? nu derimod kan jeg ingen Fordring gjøre derpaa thi at lade Deres vakkre underholdene Brev ubesvaret, det vilde siden ærgre mig selv meest, og da min Drivefieder, saaledes for størstedelen er Egoisme, er det just ikke meget værd! - Det er altsaa i Neufchatels Omegn, hos Familien Houriet at De modtager vore Breve; den Familie maae De endelig fortælle os noget om, naar De igjen skriver; men - glem det nu ikke* ! Paris er jo ret bleven Dem kjær. Det maa ogsaa have været en meget interessant Tid De tilbragte der; jeg gad nok have havt en lille Plads med paa Tønden[3]; men nej, i saadan en Trængsel det havde jeg dog ikke havt Mod til; men at staae i en sikker Krog i den store Balsal paa Raadhuset, det havde just været noget for mig! - De har jo ret været pyntet den Aften! - Naar jeg i gamle Dage, eller rettere i mine unge Dage, kjørte til Børnebal, saa opvakte Glæde, og Forventning altid saadan en besynderlig højtidelig Følelse hos mig, saaledes bilder jeg mig ind, at De maae have været tilmode, da De rullede til Raadhuset med Attachéen. - Fra Kjøbenhavn og af Bladene veed De vel at Heiberg, hans Kone, Foersom, Rosenkilde, Mad. Winsløv[4], Jfr. Fonseca (Julie)[5] Pätges[6], og Hansen[7] have været i Odense, og givet 5 Forestillinger[8], alle for fuldt Hus, jeg var der 4 Gange, saae blandt andre: Feiltrinet, Seer jer i Spejl, første Akt af De Danske i Paris, Amors Genistreger, og Dronningen paa 16 Aar. Gud, hvor er Fru Heiberg yndig! Den 15de August, den Dag De forlod Paris saae jeg hende som Dronning Christine, og jeg troer næsten at jeg kunde have tilgivet de Bury om han havde glemt sin Emma for hende, nej, det er dog ikke mit Alvor; men - Medlidenhed vilde jeg dog have havt med ham, endskjønt han i Herr Hansens Person just ikke tog sig ud til sin Fordeel; ligesom De nok kan forestille Dem, at Rosenkilde heller ikke var paa sin Plads som Oxenstierne, og at Rollen rigtignok tabte meget i hans Hænder; men Fru Heiberg erstattede Alt**, jeg tør nok sige, at hun den Aften var alle Hjerters Dronning, og vore Odense Herrer kunne endnu slet ikke glemme hende, ja selv min egen gamle*** Fader og Biskop Plum blive ganske henrykte, naar de tale om hende. - Heiberg og hans Kone, Mad: W- og Jfr. F- vare en Formiddag i Tolderlund tilligemed et andet Selskab. Fru Heiberg talte jeg kun lidt med, da de vare der saa kort; men Heiberg talte meget med mig, blandt andet om Dem; “Naa,” sagde han “iaar har De ikke Andersen paa Tolderlund, har De hørt fra ham, hvordan er han fornøjet i Udlandet osv - Heiberg har noget ganske overordentlig forbindtlig hos sig, og dog tyder hans Ydre paa Arogance; hans Artighed forekommer mig som en Stadsdragt han undertiden tager paa; men aldrig bærer ret længe ad Gangen fordi den i Grunden generer ham, jeg synes ikke om ham, hvorfor, kan jeg egentlig ikke sige.

J.L. Heiberg

- Jeg kan slet ikke faae mine Tanker fra den kunstige Have paa Raadhuset i Paris, der maa man da ret have været som i en Trylleverden, min Phantasi kan næsten ikke rumme Alt hvad De fortæller os om Julidagene, jeg faar Hovedpine af at tænke derpaa, og havde jeg selv bivaanet disse 3 Dage troer jeg bestemt ( ja nu maae De ikke lee, for jeg er ellers ikke saa zart et Væsen,) at jeg var død deraf. - De har jo ret været flittig siden De alt har fuldendt første Deel af Deres Angnete. Det vil fornøje mig om Fru Læssø fortæller mig noget om den naar hun skriver, bede hende om det kan jeg ikke da hun skylder mig Brev, thi at skrive til hende uden først at have faaet Svar det kan jeg ikke beqvemme mig til, dertil interesserer hun mig for meget. - De Andre her hjemme beskylde mig for, at jeg glemmer at hilse fra dem naar jeg skriver til Digteren, er det vel sandt? Dennegang vil jeg sende Dem to Hilsener fra hver især, og 3 fra Caroline, saa tænker jeg da at jeg har gjort mine Sager godt! -
Hvad er det De skriver om at sove ind i Italien, hvor kan De nu tænke og sige saadan noget, det maa De ikke, det bedrøver os allesammen, og ikke sandt? De er jo et alt for godt Menneske til at ville bedrøve Deres Venner? - De sammenligner Dem selv med Deres Agnete; men lader ikke til at være glad over den Overensstemmelse De finder mellem Dem, og hende; men om det nu er denne urolige Higen og Stræben De bestandig føler, der gjør Dem til Digter? saa kan De dog ikke have Aarsag til, at være saa utilfreds med den, og om Deres Ønsker end ere nok saa mange, saa frembyder jo dog Livet endeel forskillige Lykkeskugler som nok ere værd at gribe efter, og imidlertid ruller jo den store Verdenskugle uformærket fremad, med os, og vore Ønsker, hen mod det sikkre, rolige Maal. - Levvel gode Andersen, og glem ikke Deres Løfte, blandt Schweizes Bjerge, at mindes det lille Odense, og Deres Venner der! -

Henriette.

* Fortæl ogsaa den Noget om os, og hils Schweitzerne fra den gamle Nordmand, som ogsaa fremsender sin Lykønskning til Deres opnaaede Held og sine bedste Ønsker for deres Fremtid!

J. Hanck
en emballant

** [Med J.H. Hancks håndskrift:] Ja tilvisse Alt; thi der var intet Hofpersonal, og et Slot, som en Kostald.
*** [sammes håndskrift:] Fanden er gammel, Du.



Brev nr. 100. Fra Otto Müller til HCA.[1]  

Paris, den 1ste Septbr-
Hôtel Vivienne No 18,
det berømteste Værelse i Hotellet.

Kjære gode Andersen!

Hjertelig Tak for Dit rare lille Brev[2], som jeg ønskede at kunne besvare i samme muntre og hjertelige, poetiske Tone. Men vor Herre har nu eengang ikke givet mig et saadant Fond af Følelse som han har givet Dig: med mig og Ludvig maa Du tage til Takke, som vi nu ere - vi yde og give tilvisse Alt hvad vi kunne! - For nogle Dage siden havde jeg Brev fra samme “lille Menneske” - jeg sender Dig her hans autographum, klippet ud af Brevet til mig, og ligeledes nogle Linier, klippede ud af min Mutters Brev, hvilke Du engang i Tiden kan bruge som et Document til at kræve hende for “lækkre Pandekager med dygtig Syltetøi i”. Men det er jo ei alene i Bispegaarden, at Man holder saa meget af Dig - ja det er ved Gud ækelt, hvor hele Verden kjæler og dægger for det lange Menneske, som dog altid vil have mere, altid mere Kjærlighed. Men lad mig nu til at gjennemgaae Dit Brev. Du tager Dig jo meget smukt ud deroppe paa Bjergene, mellem Skyerne, hvor Du ret maa have Leilighed til, ligesom paa Din Marsch til Rundetaarn[3], at høre “Sphærerne klinge” - Køernes Klokkeklingning har Du jo allerede “fornummet”, det maa nu være Din grand opera; men hvorom Alting er, maa jeg troe, at et saadant Ophold som Dit Locler, bliver høist velgjørende for Dit Gemyt, især formedelst Kontrasten med det støiende Pariserliv. Og hvad der indvirker paa Dit Gemyt, faae vi jo igjen i Dine Digte, der jo altid er troe Aftryk af Hans Christian Andersen. Vi - jeg mener Dine Venner og Dit store Publicum - burde jo derfor altid holde Dig i godt Humeur, i en blid og tilfreds, munter-alvorlig Stemning, thi det kommer igjen, sagde Skræderen, da han gav sin Soe Flæsk[4]. Du veed, at Ludvig og jeg have givet os meget af med at støbe Paster[5], jeg beholder derfor Lignelsen med Aftrykkene og tør bemærke, at der gives vel-lykkede og mis-lykkede Aftryk, at der gives Aftryk, som gjengive Originalens Feil og Aftryk, som have deres egne, alene grundede i Støbningen, og disse Feil kunne nu atter enten ligge i Skjødesløshed, eller i Mangel paa Kundskab, i Materialet o.s.v. Men endeligen gives der Aftryk, hvorover man udraaber: næ Gud hvor det er deiligt, - fortræffeligt! - Man veed ikke, om man meest skal beundre den skjønne Form eller det vellykkede Aftryk. Agnete vilde jeg saaledes kalde et skjønt Aftryk af en skjøn Form - ja nu leer Du af mig, og raaber: næ vil man bare see, den Jurist, den Criticus, den jammerlige Gibsstøber! - Men tag Dig vare, jeg kjender En, som gaaer sammen paa Ruscollegium med Fætteren til ham, som skriver i Kjøbenhavnsposten, og saa - - Men vi bleve jo staaende ved at snakke om den Indflydelse, som Dine nuværende Omgivelser maae have paa Dig; jo Agnete vil vist have godt af den friske Bjergluft. Chillon har jeg desværre ikke seet, men Dit smukke Vers derover passer til saa meget andet smukt, jeg har seet, saa at jeg har lært det udenad, eller rettere sagt, det har hængt sig fast i mig uden at jeg vilde det. Tak for Hilsenen fra Puerari, Din gode Modtagelse der kan Du næst efter Din egen Fortrinlighed takke mig for, som havde fortalt dem saa meget interessant om Dig. “Men nu skal jeg til at skjænde”, siger Du, “jo Du er en god Een med den Overregning, det kostede jo næsten 100 fr til Geneve” o.s.v. Jeg erindrer mig meget vel at have angivet 90 fr som de netto Udgifter: og har Du nu med Din velbekjendte Ulve-Appetit havt nogle smaae Ex[t]ra-Depenser[6], indseer jeg ikke, hvorledes Du kan undre dig over at have brugt næsten 100 Francs!! For Middagsmaden i Schweitz har Feddersen og jeg aldrig betalt mere end 3 fr i de første Auberger[7], men Dit noble Udvortes og Din engelske Tournure[8] gjør vel, at Du maa betale lidt mere end Andre, og iøvrigt maa jeg tilføie, at mit Overslag kun indeholdt hvad F og jeg, der forstode os vel paa Oeconomien, havde brugt, og at jeg forresten raadede Dig til at tage noget rigeligt med, da det i fremmede Lande altid er ubehageligt at komme i Forlegenhed[9].
Men jeg vil ikke ende mit Brev med slige kjedelige Huusholdningsaffairer. Ja vist tænker jeg ret ofte paa Dig, kjære Andersen! Ja vist tale vi her ofte om den langbenede Digter, og alle Landsmænd have bedet mig at hilse Dig ret meget fra dem. Vil Du høre noget om vort Liv her i Paris siden Din Afreise, da seer jeg nu efter i min Dagbog, men den indeholder kun lidet, som kan interessere Dig. Det var den 15 Aug, Du reiste, den Formiddag blev mig saa lang, saa lang, det er dog saa hæsligt at skilles ad, men desto behageligere Gjensynet, thi - at Du ei mere ønsker at komme tilbage, er ei Dit Alvor, og at Du ei skulde leve saa længe - aah bah - Du er jo en stærk Tamp, endskjøndt Du har det blege, smægtende Udvortes. Jeg gik paa Louvre den Dag, spiste til Middag med Landsmændene og var om Aftenen i Tivoli[10] med Cast. og Haffner. Spaakjellingen spaaede mig og sagde blandt Andet, at mit foregaaende Liv ei havde været saa lykkeligt, men Fremtiden vilde blive bedre. Dette har længe været mit faste Haab, og det er naragtigt, at sligt Udsagn af en Spaakjelling, naar det stemmer med vore egne Forestillinger, strax gjør et Slags Indtryk paa Een. Siden har jeg været paa Montmartre, seet Abattoirs[11] og Gobelinfabrikken[12], palais royal, naturhist. Samlingen, Bibliotheks-Museet[13], besøgt Versailles og St.Cloud, Invalidernes Hotel og de Deputeredes Kammer. Jeg har nu gjort flere franske Bekjendtskaber; iøvrigt er jeg hver Dag paa Bibliotheket og har begyndt at være flittig. - Nu er ved Gud den fjerde Side fuld med, og dog er jeg ikke nær færdig. Hvis Du ei havde allerede en saa udbredt Korrespondance, vil jeg bede Dig om et lille Brev endnu, jeg bliver her til l Nobr og er hjemme til 10 Dcbr. I hvorom Alting er vil Du nok engang imellem tænke paa den

Dig hjertelig hengivne
Otto Müller.

[Tilføjelse i margenen s. 4:] Dit Brev til Ludvig er besørget, til Jørgensen ligeledes, men han reiser ei før om nogle Uger.-



Brev nr. 101. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Le Locle den 12 September 1833.

Kjære, kjære Ven!

Her sender jeg Dem min Agnete ganske færdig, endnu ikke seet af noget Øie uden mit, den danske Nøgle til Grotten hvor hun stod manglede de alle her; tag venlig imod det gode Barn, født mellem Bjergene, men dansk af Hjerte. Det er min nordiske Aphroditte opsteget af Havet, gid De maa erkjende den derfor! Otto Müller som kun kjender første Deel, skriver smukt i sit Brev[2]: “Du veed at Ludvig og jeg give os af med at støbe Paster, jeg holder mig til Lignelsen med Udtrykkene og tør bemærke at der gives Aftryk, som gjengive Originalens Feil, og Aftryk som har deres egne alene grundede i Støbningen, men endelig Aftryk hvorover man udbryder: Gud, hvor det er deilig! man veed ikke om man mest skal beundre den skjønne Form, eller det vellykkede Aftryk. Agnete vilde jeg saaledes kalde et skjønt Aftryk af en skjøn Form !” - etc. etc. Er den første Side alt saa smuk i hans Øine og i Verdens da er min Sjælebevidsthed ogsaa grundet at naar man seer hende i sin Heelhed, vil man erkjende hvad der boer [i] mig. - Som et Barn har jeg i Tanken klynget mig til den gode Gud, med Tak for Agnete, thi jeg troer det er et Arbeide der vil ikke døe hen med en Uges Snak mellem Kjøbenhavnerne. - Man har sagt om mig i Maanedskriftet for Litteratur: “en Digter som eengang lovede noget”[3], og det sagde man efter mine Maaneder kom ud; disse Ord hænge som Gift Draaber ved mit Hjerte, gid Agnete nu maa faae Ære og Solskin der kan dampe disse dræbende Dele bort. O Eduard! min Sjæl smægter efter levende at erkjendes som en Tørstig efter Vandet! ja, ja, jeg troer det! dette Arbeide vil skaffe mig Venner og De Eduard og alle de Kjære der hjemme vil glædes der over! Vær De nu Fader for min Agnete, medens jeg flyver over Alperne og drømmer maaskee en ny Agnete op af Bølgerne, naar jeg seer Cypresser og Pinier og de smukke Mennesker i Italien; “la bella, l’adorabile Italia!” som Jette Vulff kalder det. - Tal nu med Reitzel eller en anden Boghandler om Agnete og lad den komme ud ved Juletider, vil De eller Ludvig besørge Corecturen og see til at jeg kan faae et Exemplar til Rom, der kommer jo altid Skibs-Leilighed. - Jeg har reenskrevet det saa smaat, at det ikke skulde blive for kostbart at sende med Posten, derfor skal nu Boghandleren ikke troe at det er saa lidet, thi Bogen bliver større end mine Maaneder, naar den trykkes saaledes som jeg vil have det; samme Format som disse, men mere spaltet[4] mellem de enkelte Scener, som i Göthes Faust, eller i Alladin[5]; det seer smukt ud. - Her er nu den hele paa Dedicationen nær; jeg finder nu i Rom Brev, der siger mig om Deres Fader raader mig at give den til Prinds Christian. - Før De faaer Svar fra mig, kan der godt strax begyndes paa Trykningen, thi om mit Brev end ikke indtraf til den var sluttet, var De Mand for at gjøre et Vers til Prindsen, dog det skal De ikke plage Dem med, men skrive i Prosa den sædvanlige Tirade; men jeg tænker nok at kunde faae sendt Dem Brev før Trykningen er endt. - Ringere end 50 Species maa den ikke gaae, kan De faae 60 er det slet ikke for meget, thi naar den spaltes godt kan den nok blive saa tyk (og det er jo Hovedsagen) som min Harzreise[6] og den gav Reitzel 150 Rdlr for, uden at brænde sig. Men jeg veed jo nok De er en god Handelsmand, De gjør det til min Overraskelse. - Hvad det Gramatikalske angaaer da øv De lidt det gode Barn, hun er jo født mellem fremmede Tungemaal. Jeg har ogsaa overalt skrevet “Gerdrud”[7], Otto Müller siger det skal hedde “Gertrud”, vil De rette det til det Rigtige! De 12 Exemplarer jeg faaer har jeg bestemt til Følgende. 1) Faderen Collin. 2) min kjære Eduard. 3) den ikke brevskrivende Ludvig. 4) Jette Wulff. 5) Fru Lessøe. 6) Ørsted. 7) Oehlenschlæger. 8) Hr. H. C. Andersen i Rom. 9) Bogtrykker Iversens Enke i Odense. 10) Prindsen, NB. dersom han skal dediceres? No. 11 og 12, til Weyse, eller Brøndsted eller Thiele eller to andre Mennesker hvem De finder jeg ikke burde forbigaae, altsaa de to Exemplarer til Deres Raadighed qua H. C. Andersen. Mon der nu er mere jeg skulde sige Dem, om det kjære Barn? - Jeg troer det ikke! Lad mig høre hvad Folk sige! hvad De og alle der hjemme i Hjemmets Hjem sige om hende, jeg kan nok taale at høre det, og saa slemt bliver det vel heller ikke!- Fra Lieutenant Dinesen har jeg faaet Brev fra Strasburg at vi skulde mødes i Zürick og fra Kammerjunker Neergaard at vi skulde træffes i Neufschatel for alle tre at gjøre Reisen sammen i Schweits paa 14 Dage ad 3 Uger, det vilde være mig saa usigeligt kjært, men jeg har gjort Overregning og seer at Pengene ikke kan slaae til, naar jeg ei i Rom vil mangle, jeg maa altsaa opgive denne særdeles Behagelighed og ganske ene tage den kortere, men deilig vilde Vei, om ad Montblanck over Simplon; hvad der ogsaa holder mig fra at gjøre Touren med, (thi det er ikke moersomt at reise ene i Schweits) er at jeg da blev 8te Dage kortere her i Locle og det var et Tab, thi det er forbausende hvormeget de 14 Dages Ophold alt gjorte paa min Fransk, jeg kan nu godt udvikle mig om Alt, bare jeg nu ikke glemmer det naar jeg kommer til Italien og Tydskland; jeg er særdeles glad for Opholdet i Locle; moersomt har det i Grunden ikke været, men jeg har lært mere Fransk i 3 Uger der, end i 3½ Maaned i Paris, jeg har faaet Agnete færdig og det er saa godt som rede Penge og saa har jeg faaet mit Tøi stoppet og syet af de gode gamle Jomfruer Houriet[8], der af Louis Jürgensens Sager vidste hvorledes Tøiet flænges i Paris. De banke alt Linned reent, saa Skjorter og Tørklæder gik mig i Plukfisk, jeg har maatte kaste meget bort af det Lidet jeg fik med, kjøbt Nyt der alt blegner i sin unge Alder, men nu har de her vadsket og syet det, som jeg længe ikke har seet mit Tøi. Det forundrer og rører mig, den store Kjærlighed jeg finder overalt i Verden mod mig, hjemme i Danmark og ude mellem Bjergene. Det er dog en god Gud, Eduard, der tager sig saameget af den eensomt flagrende Fugl. Jeg begriber i Grunden ikke hvad rart der er ved mig, men altid finder jeg nogen der kjæle lidt for mit syge Hjerte, som aldrig bliver tilfreds men raaber, som det uartige Barn, altid paa meer! - Paa Løverdag Formiddag den 14 September forlader jeg Locle efter at have været her omtrent 3 Uger. (jeg kom den 25 August, en Søndag) har nu faaet et Slags Idee om det franske Familie Liv, hvorom jeg i Paris ingen havde; har lært at kjende hvorledes en politisk Stemning der yttrer sig og faaet mange besynderlige Retter at spise. - Den 15 gaaer jeg fra Neufschatel og endnu samme Aften over Lousanne til Martinech, hvorfra jeg gjør Udflugt til Montblanc og Peschewache. Den 19 bestiger jeg rimeligviis Simplon, (leier en lille Vogn for min egen Mund, thi Deligencen gaaer om Natten derover og vi have ikke Maaneskin) nu seer jeg Lago Magiore og er Mandag den 23 i Milano. - Det trækker stærkt sammen til Uveir i Schweits, maaskee bryder det løs før jeg er over Alperne. - Fra Milano gaaer jeg til Genua, Lucca, Florents og i Octobers Midte er jeg i Rom. - Hils Louise, Fru Drevsen, Faderen Moderen, Brødrene, Jette, Gusta, Børnene især lille Viggo og hold meget af mig, det bliver dog altid kun lidet mod min Kjærlighed

Deres broderlige
Andersen.

[Tilføjelse i margenen:]
Her er hæsligt i Neufschatel, de politiske Meninger sætte Ægtefolk og Børn mod hinanden; nu staae 3 Batalioner i Bern for at rykke herind. - Nogle, især Damerne ere for Preusen.

Efterskrift!
Kjære, kjære Ven! hvor mit Hjerte banker i det jeg nu pakker Agnete ind! om det ikke er et Arbeide som jeg haaber og ønsker! Nu synes jeg, slet ikke at have udtalt hvad jeg vilde, og dog veed jeg intet bedre! - Det er en Følelse jeg aldrig har kjendt! det er som en Feber der gik igjennem mig! - O lad mig snart høre noget fra Dem, noget om Agnete! - Lad Jette Wulff faae Manuskriptet at laane paa nogle faae Dage, hun og Fru Lessøe har jeg lovet det; de to kjende jo første Deel? - Send mig endelig det ny Creditiv saaledes at jeg faaer det mellem Juul og Nytaar, fortidlig er bedre end for silde! jeg lægger Dem det ret paa Hjertet, det er ingen Spøg saalangt ude i et fremmet Land. - Hvad Brevpakken med Agnete koster Dem, er De saa god at drage fra mine Penge. - Det lille Digt jeg skrev i Slotsgaarden i Chillon, har jeg lovet Dem, her er det, synes De der er noget særdeles ved det, kan De benytte det som De vil:

Stanze skrevet paa Slottet Chillon *)
den 23 August 1830 [dvs.1833][9]

“Vilde Fjelde, speilklar Søe,
Skumle Slot paa Klippe-Ø,
Jeg hos Eder troer paa Trende:
Frihed, Byron og paa Hende!
Aanden kun til Adel hæver[10],
Ikke Blodet, hver nu veed;
Konger døe, men Frihed lever,
Frihed, Kunst og Kjærlighed!

*) Chillon ved Genfersøen er i den senere Tid bleven bekjendt ved Byrons smukke Digt: De Fangne i Chillon. I Muren nede i Fængslet, hvor Jernringen endnu sidder har Digteren indgravet sit Navn da han var her 1826.

Det indlagte Brev til Jette Wulff ønsker jeg maa først blive hende tilsendt om Morgenen den 24 September, det er da hendes Fødselsdag og jeg veed, mit Brev glæder hende da dobbelt! - Lad Agnete blive saa godt udstyret som mueligt, spalt hende godt og giv hende Smudstittel. - Lad Ludvig læse dette Brev, saa behøver jeg ikke at skrive ham til, han skylder mig ogsaa flere og har faaet et her fra Locle[11]; beed Deres Fader hilse Etatsraad Ørsted ret hjertelig fra mig, naar han har læst den trykte Agnete, haaber jeg, som i gamle Dage, at høre hans Mening[12], venter altsaa Brev i Rom fra Dem ved Nytaarstid. - Glem ikke Creditivet til samme Tid, men sendt afsted en Maaned forud. -



Brev nr. 102. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Brieg[2] ved Foden af Simplon den 17 Sept: 1833.

Dersom et Brev kan blive interessant ved at skrives fra interessante Stæder, saa skal dette blive det. Flyv nu med mig over Alperne ind i Deres forjættede Land, jeg ender først disse Linier i Rom. Den 14 Sept: forlod jeg Locle, de gamle Tanter[3] der, havde strikket mig Moppediser for Kulden, baldyret mine Hoser saa de kunne fremlægges til Prøve paa udenlandsk Kunstflid, de gave mig Madkurv, Druer og Draaber med paa Veien; de smaae Børn i Huset græde høit da jeg reiste bort[4]; det havde jeg ikke troet, at de Uskyldiges Taare skulde flyde for mig i Schweits. Aftenen var saa smuk da jeg nærmede mig Neufschatel! hele Alpekjæden laae saa klar og deilig for mig! Foden var himmelblaae, Toppen sneehvid; det syntes mig som Jordens store, sammenlagde Vinger[5]; hvad om den opløftede dem, tænkte jeg, om den udbredte de store Fjær med de brogede Billeder af sorte Skove, vilde Fosser og svømmende Skyer! hvilket Billede! paa Dommedag løfter den vel disse Vinger, flyver mod Gud og brister. Neufschatellersøen var blikstille, en Baad med hvide Segl flød som et Elskovs Brev derude. Morgenen efter reiste jeg derfra til Lausanne; da strøg en sort Sky, som en uhyre Rovfugl hen over Fladen og skjulte med sin brede Hale de stolte Alper, Aftenen den 15de var jeg alt i Deligensen fra Lausanne, det lynede over Genfersøen, hele Natten strømmede Regnen ned og da jeg kom til Martinack[6] var det reent umueligt at gaae til Chamony-Dalen eller St Bernhard; jeg bleve ganske bedrøvet, vilde saagjerne have sovet en Nat oppe hos Munkene. Valiserdalen med den brusende Rhone er deilig; Alperne Kjæmpefjelde, men de overgaae ikke min Phantasie og det havde jeg ønsket! min Tanke er flyvet høiere end de, skjøndt her gik Skyerne i 5 a 6 Afdelinger over hinanden. Pischewasche[7] er et imponerende Vandfald, man havde sagt mig i Skolen, at det saae ud som en Tagrende, hvilken Snak! Det var meget bredt og høit, Skyerne kyssede det, i det de fløi forbi. Ruiner og gamle Slotte hilsede os. Rhonefloden brusede mellem Granitmasser, Vinden gik gjennem de mørke Skove, det var en Musik! - Mod Aften blev det smukt Veir, jeg krøb uden paa Deligensen og fløi nu forbi Afgrundene. Jeg var den eneste der blev i Brieg; Reisen har noget udmattet mig og jeg vil ikke komme søvnig ind i Italien. - Pengefeber[8] overfalder mig imellem, det er haardt, især naar det gjælder for at man reiser paa det Offentlige, at det dog gaaer ud over det Private med. Jeg er jo ogsaa den der fik mindst[9], rimeligviis fordi jeg er den ubetydeligste! - Paa hele min Reise er Brieg den første By, der ret synes anderledes end der hjemme; imorges mødte jeg paa Gaden en Skovbroder i sin brune Kutte, han smilede saa vanvittig til mig. Her er et stort Jesuitter Colegium med en deilig Kirke; Jesuiterne ere unge, smukke Mennesker der næsten vise mig en krybende Høflighed. Jeg har besøgt dem; Nonnerne vilde jeg ogsaa ind til, men Portnersken opløftede et høit Skrig over mit dristige Ønske, jeg hørte Søstrene synge; men det lød som et Operachor; paa Altanen stod en gammeldags Lænestol, det var alt hvad jeg saae. I Aftes spadserede jeg langs med Rhonefloden, jeg var i sorte Klæder[10], saae noget geistlig ud, da kom der med et en Bonde og faldt paa Knæ for mig, jeg blev ved Gud ganske forskrækket, thi jeg vidste nok at han ikke havde hørt at Gjengangeren har bragt mig ind i Helgenernes Tal, jeg troede han var gal og vendte derfor om igjen. -

Isola bella Boromea den 20 September[11].

Bene levato! - Medens jeg venter paa Dampskibet skriver jeg her til Dem midt i Lago magiore. Jeg er i Deres Canaans Land. Hør min Flugt! - Hvilken Vei over Simplon. Det er Giganten Napoleon, der med sin Finger har ridset Slangebugter gjennem Jordens Rygrad[12]. Veiret var slet, men det passede just godt til den vilde Natur. Dybt nede i Afgrunden laae Skyer; Toppen af Bjergene vare indsvøbt i Skyer; jeg saae ingen Grændse af Jord og Himmel, kun de uhyre Klippeblokke. En Lavine havde revet et Stykke af Veien bort, vi maatte derfor over en gyngende Bjælkebroe. - Flere Stæder vare Klipperne sprængte, vi rullede gjennem de vilde Klippehuler; en Ørn fløi os forbi, det var jo Napoleons Fugl, dens Slægt vil stedse flagre som hans Vaaben-Mærke over dette hans stolte Værk. Gletscherne saae ud som grønne Glasbjerge og Steenblokkene vare ærtsgrønne. Vandfald bruste ved Vandfald. - Uh! hvor jeg frøs! Ved Issella kom jeg ind i Italien. Med Eet blev Naturen frodig. Kastanier og Figen voxte ved Landeveien, men Himmelen var graae som i Danmark; men det er jo poetisk smukt, at jeg har Hjemmets Himmel med mig. Viindruerne hang saa store, Luften var saa mild og deilige Børn legede og sang ved de smaae Capeller. - Iaftes kom jeg til Baveno og har i Dag for den skændige Priis 8 Frank (næsten 3 Rdlr) leiet en Baad til Isola bella, hvor jeg skriver dette. Søen “Magiore” er smuk, men heller ikke mere! den staaer langt under min Forventning; Sligt har jeg seet hos os selv hjemme, disse venlige, lave Kyster. Genfersøen er meget smukkere. De boromæiske Øer maae have faaet deres Berømthed fra ældre Tid, da man ikke reiste saa meget, ikke kjendte saa mange Herligheder, som jeg alt har seet. - Nyelig seilede nogle Fiskere forbi mig, de sang saa smukt, hver havde sin Stemme, ikke som naar Folk kjøre fra Dyrehaven og skrige liig Hottentotter. - Jeg har her paa Øen gaaet i Laurbærtræernes Skygge, seet en deilig Venus af iiskoldt Marmor, der gjorte mig ganske varm. Hvilke Former! Napoleon har skrevet sit Navn i en stor Ceder. Om to Timer seer jeg den hellige Borromæi-Statue[13] og i Aften er jeg i Milano. Lev vel! -

Milano den 24 Sept 1833[14].

Gratulerer til den kjære Fødselsdag! i Middags drak Dinesen, Neergaard[15] og jeg Deres Skaal ved Bordet og Ønskede at De havde været her. - Hvilken Kirke! det er et udhulet Marmorfjeld, Notre Dame i Paris falder reent igjennem ved Siden. Den er saa dunkel indvendig, Menneskene see ud som Myrer og Lyset dæmrer gjennem de brogede Ruder. Rundt om ere herlige Marmorbilleder; jeg har været oppe i det høieste Taarn, mod Norden stode Alperne indsvøbte i Skyer, mod Syden reiste Apeninerne sig i den rene Luft. To Dage før de Andre kom, gik jeg ganske ene her i Milano, besøgte da Theatro La Scala[16]; det er da noget! 6 Etager! mutters ene vandrede jeg hjem i den fremmede By, ud paa Natten, der laae nogle Lazaroni paa Kirketrappen, jeg begyndte at føle lidt Hjerteklabappelse, men jeg vilde ikke af Frygt for at gaae ene, blive fra Operaen, jeg vil modkjæmpe dette Cujoneri hos mig, og man kan hvad man vil! - det var ellers den sletteste Opera og Ballet jeg endnu har seet i denne Verden! - Hvilken Luft! Himmelen er alt doppelt saa høi som hjemme, hvad vil den ikke blive paa hiin Side Appeninerne! jeg drikker den i store Drag. - Man skriver fra Kjøbenhavn om min Hjemvee, at den udtaler sig i Agnete[17]! nei, nei, jeg kjender den endnu ikke og vil ikke heller; mine Venner ønsker jeg hos mig, men jeg længes ikke efter at sluge Taage, fryse og høre vrøvle, naar jeg kan drikke en Luft, jeg aldrig har kjendt, spise store Druer og høre de deilige Stemmer, som smælte Hjertet, men ikke med Hjemvee, nei snarere med Vee, for at forlade dette Paradiis! - Frankerig og Tydskland er dog kun lidet! nei, bag Alperne ligger Edenshave, med Marmorguder, Toner og Guds rene Himmel! Gid at De, før Deres næste Fødselsdag, aande den Luft der strømmer gjennem mit aabne Vindue, nu sætter jeg mig derhen, seer paa den klare Blaahed, tænker paa dem hjemme og paa Ideen til en nye Tragedie. - Jeg er jo grusomt roest i Kjøbenhavnsposten for mine Digte[18], man seer nu at jeg er ude! dog har det glædet mig meget for jeg er tidt et Barn endnu. Først om to Dage reise vi herfra, jeg begynder at kjede mig lidt, thi Milano er en stille By, Folk gaae i Kirke, Gaderne selv dufte med Røgelse, i Dag saae jeg den første Capuciner, det var et smukt ungt Menneske. - Fruentimmerne her ere ikke Skjønheder, - Apropos. Frøken Schulz[19] fra Sverrig, der har reist i Italien, er for i Vinter blevet engageret ved den store italienske Opera i Paris. - Lev vel! Lev vel! Det er sandt, samme Aften jeg kom her til blev udenfor Byen en Vogn overfaldet af 10 a 12 bevæbnede Bønder, de røvede Alt, men dræbte ingen[20]; i Milano er man sikker, der gaae Soldater hele Aftenen og Natten paa Gaden. - adio!

Genua den 1ste October 1833.[21]

I Dag for fem Dage siden forlod vi Milano og gik hertil paa 2½ Dag med en Vetturin, prøvede alle de Plager og Skjændigheder Italien byder den Reisende, Alt gaaer her ud paa at bedrage ham, her er et Svinerie, hvorom De ingen Idee gjør Dem; vi har maatte true med Politie, vaaget over vort Tøi, seet Røvere blive slæbt afsted af Soldater etc. etc. - men jeg vil ikke spilde Papiret med alle de Ubehageligheder en Reise frembyder her, men kun holde mig til Lyspunkter; lige fra Milano var der en feed, grøn, eensformig Flade, Viinranker og Viinranker; Apeninerne vare meget ubetydelige, vi sov den sidste Nat inde mellem dem i en ussel By, men hvor Madonnas Billed var af Marmor selv paa det fattigste Huus. Regnen skyllede ned og holdt os hele den første Dag[22] inde her i Genua, men nu har vi seet Byen, den er næsten ligesaa interessant som Paris. Palais ved Palais, o, en blændende Pragt, hvilken Architectur! deilige Malerier af Coreggio, Guido Reni[23] og Raphael har jeg seet i denne Vrimmel af Kirker, jeg har været i Dogens prægtige Slot og seet Gruset af Fjeskos[24] Huus; som et Amphitheater ligger Byen op af Bjergene, rundt om den deilige Bugt. - Vandet er blaat som i Genfersøen; jeg synes her at være Danmark nærmere, maaskee Bølgen der slaaer mod Muren under mit Vindue har drukket af de Danske Kilder. - Theatret er næsten som La Scala, 6 Etager, øverst udenpaa staaer en deilig Marmor Apollo, som formet af den hvideste Snee, de gave “Elskovsdrikken”, med en ny, italiensk Musik[25]; om Aftenen da vi gik derhen hørte vi to Tiggere synge paa Gaden en Duet, uden alt Acompagnement, saa harmonisk deilig, at vi alle tre forbausedes! - I een af Gaderne er en Broe Carignano der forbinder to Gader og gaaer højt over 6 Etages Huse; der stod et med 10 Etager og dog laae der Palaier over dette igjen. Broen har kostet 5 Millioner at bygge. Hos Admiralen af Genua skaffede vi os en Tilladelse til at see Arsenalet[26], vi kom her ind til 600 Galeislaver, de fleste havde de afskyeligste Ansigter man kan tænke sig, to og to saae vi lænkede sammen, som var det kun eet Legeme, vi vare inde i deres Soveværelser; langs med Væggen laae de lænkede fast og toge Huerne af, da vi traadte ind; vi saae Sygestuen, 3 laae med grøngule Ansigter, lange sorte Haar og brustne Øine og ventede Døden, det angreb mig saa frygteligt, jeg hørte hvor man laasede os inde med dem, Eet af disse Væsener mærkede min Svaghed og da han saae mig præsse Øinene til, loe han saa afskyeligt og rystede med Lænkerne som et vildt Dyr; i Gaarden gik en ung Mand, klædt som de Andre, men i det fineste Tøi, det var en Riig fra Genua der havde bestjaalet og bedraget Staden hvorfor han var dømt til at være her paa Galeierne i 10 Aar, han arbeidede vel ikke, ja spiiste de bedste Retter, men maatte om Natten sove med de Andre, lænket til Brixen! Var det mig, jeg døde af Skam eller dræbte mig! Bjergene rundt om er begroede med Olivenskove, der give dem et sort, sørgeligt Udseende, men Genua selv er i Sandhed “La Superba”; over Havemurene hænge Citronerne, som Æbler hos os, de stolte Genuesere gaae med deres røde Huer paa Gaden, Capucinere trave barbenede om og Nonnerne synge bag de mørke Gittre. - Jeg saae en Tigger i Dag kysse Christus paa Fødderne og en riigklædt Dame knæle paa Marmortrappen hvor vi gik forbi. -

Pisa den 5te October 1833[27].

Nei, nei, det er ogsaa for deiligt hvad vi have seet, vore Plager vil jeg springe over, den ene Dag sove vi som Jeppe paa en Mjøding[28], den anden Dag paa Baronens Slot[29], nu ere vi i Pisa, nu har jeg først ret en Idee om Italiens Deilighed; er Frankerig Fornuftens Land, Danmark og Tydskland Hjertets, da er Italien Phantasiens Rige; Alt er Malerie! Hvad kan jeg vel udpege? Jo, et Punkt udenfor Genua, paa Veien her til! tænk Dem, til Venstre Bjerge med Myrter og Oliven, Bønderhusene med Citrontræer og nu til Høire det dunkelblaae Middelhav, en steil Klippe, beegsort og taarnet mod Skyerne ragede ud i Vandet, et Skib med udspendte hvide Segl laae i Solskinnet under den og paa Veien foran vor Vogn kom en 8 a 10 Capuciner Munke med characteristiske Ansigter. Et andet Sted saae vi et gammelt Fangetaarn halv ude i Vandet; vi kjørte der over en lille Flod, hvor den murede Broe, overgroet med Eviggrønt, var faldet sammen og tæt ved gik tre gamle Koner, med gule Ansigter og hvide Haar og spandt Hør af et langt Kosteskaft, det vare de livagtige Parcer[30]. Vi gjorte en lille Omvei for at see Marmorbrudet i Carara; som nysfaldet Snee skinnede det frem og jeg synes ordenligt at der inde i Bjerget sad Guder og Gudinder bundet fast i Stenen og ventede paa en Mager[31], som Canova[32] og Thorvaldsen[33] der skulde udløse dem, jeg fik mig der, til Dem, en lille Skaal til at rive Farve i, der ikke har anden Værd end at den er af ægte cararisk Marmor; De faaer den vist ikke før jeg selv kommer til Danmark. Vor Vetturin[34] kjørte da vild med os, og istedet for Pisa holdt vi ved Lucca, nu blev han forskrækket, og vendte ligeom. Med et brændende Lys i Haanden kjørte han os gjennem Pisas Gader til Hotellet; i Dag have vi besteget det skjæve Taarn, seet det interessante Campo Santo, her var et smukt Basrelief af Thorvaldsen, “Tobiæ Helbredelse”[35], Thorvaldsen har givet sit eget Billed som den unge Tobias. Deilige Malerier havde vi set i Kirken; imorgen gjøre vi en lille Lysttour til Livorno, men kun paa halvanden Dag! - De skulde see Vinen voxe her mellem Bjergene, det er ikke som i Tydskland og selv i Frankerig, Stiklinger op om en Stok, nei Guirlander mellem Træerne; Grøfter og Trætoppe bedækkede med uhyre Druer, de voxe i en Fylde at det er forbausende! for en 2 Skilling Dansk kan vi faae begge Hænder fulde, vi spise de Bedste og kaste de andre paa Landeveien! Men jeg maa dog fortælle Dem det Moersomme vi oplevede igaar; det er nemligt lige den modsatte Tiltale til Hestene Kudskene have her, som hjemme, skal de staae sige de “Hy! Hy!” men skal de løbe raabe de “trr! tirr!” vor Kudsk var gaaet fra os, med eet begynde Hestene at gaae og nu ville vi standse dem og raabe uvilkaarligt alle tre: “trr! trr!” men saa løb de just, det skulde De have seet! Vi have da ogsaa kørt med vor Vienervogn bundet fast til en Vogn trukket af Stude, thi vore Heste kunde ikke gaae længer!

Livorno den 6 October 1833[36].

Ingen af os synes meget om denne By, vi begynde at blive kræsne; her er meget smudsigt og kjedsommeligt; Havnen med det deilige Hav, hvor vi har gynged i en Baad er det smukkeste; fra vort Vindue saae vi Solen dugge ned i det og lidt efter blev Vandspeilet saa blaat, som vor nordiske Himmel i en klingrende Frostnat, Bjergene vare en lyseblaae Taage og den rene Luft hang med ildrøde, sønderrevne Skyer. Af Byens Mærkeligheder vil jeg nævne Dem Jødekirken[37], den skal være den rigeste og smukkeste i Europa; men den gjorte et modbydeligt Indtryk paa os; den var propfuld med Jøder, Alle havde deres Hatte paa, Alle sladdrede de i Munden paa hinanden, nogle Rabiner stode paa en ophøiet Stol og grinede; oppe ved Tabernaklet puffede og stødte de hinanden, som ved Theaterdøren i Kong Salomons gyldne Dage[38] hos os. - Skidne Børn stode op paa Bænkene, der var ikke Tanke om Andagt, det var en reen Børs, eller rettede - en skiden Børs. Oppe paa Gallerierne sad alle Fruentimmerne bag tætte Gittre, de skal holdes meget strengt og føre et genert Liv. - Imorgen tage vi til Pisa igjen for næste Dag at komme til Florents.

Florents den 12 October[39]. (Gratulerer Moderen og Søsteren![40])

Corsica og Elba[41] har jeg da seet i Afstand, været anden Gang i Pisa og er nu i Muser og Gratier[s] Sæde: Florents, og det alt paa femte Dag. - Man siger jo, at Gudinderne boe paa de mørke, snevre Tagkamre[42] hos Kunstnerne; som saadant et snevert, hæsligt Tagkammer seer ogsaa Florents ud; ingen af os troede det var denne By, da vi kørte ind i den; det er Intet mod Genua! men da vi nu kom til Gallerierne, til Kirkerne, til al den indre Kjærne - - o Gud, hvad kan jeg fortælle Dem! spørg den Døde, hvad han seer, naar han opvaagner og seer Gud og Engle over sig og Verdner rundt om[43]? Det er et chaotisk Billet [sic] jeg endnu har af det Hele, men enkelte Punkter skinne, som Stjerner frem og dem vil jeg pege paa, men tegne dem kan jeg ikke. Jeg har seet Niobe-Gruppen, Laokoon og alle de deilige Madonnaer af Raphael; jo, jo, Gjengangeren har Ret: Formen er vigtig! hans Digtervæsen fatter jeg nu; han er ingen Raphael, ingen Tanke-Maler, men han er en ypperlig Chaligraph, han skriver en nydelig Haand, lutter Skjønheds Linier; skulde man ikke kunde aflære ham det samme, og saa gribe Penselen, med denne vilde man dog kunde give varigere Billeder end med den spidse Pennefjær, som han. - Titians Venus er den jordiske Skjønhed i al sin Fylde, men den medicæiske[44], er den himmelske!

Tizians Venus

Den medicæiske Venus

Jeg har siddet over en Time for hende; Marmorøiet uden Seekraft fik ved alle Delenes Harmonie et mægtigt Liv!, - der seer man dog at Guderne ere udødelige! staaer hun ikke ung og levende der, fra Slægt til Slægt, og selv som Marmor smælter Hjertet. - Madonna del cardelino[45], de fire Cybeler af Volterano[46], Pampalonis nøgne Pige[47] og di Vincis Medusa[48], vil jeg aldrig kunde glemme! Medusahovedet havde noget magisk der trak mig til sig, det er Afgrundens Skum i den skjønneste Form, det er Helved der har skabt et Madonna Hoved; den varme Gift damper af Munden og Slangehaaret rører sig mens man selv forstener. - Gid jeg nu var “kun 17 Aar[49] og havde de samme Følelser og Ideer som nu, da skulde der nok blive noget af mig, nu seer jeg kun at jeg intet veed, intet kan, og Livet er saa kort, hvor skal jeg dog lære det uhyre Meget! det er en Følelse jeg aldrig har kjendt, den gjør mig inderlig bedrøvet!
Jeg havde betænk[t] at ende dette Brev i Rom, det var jo da ogsaa fra meget interessantere Steder? De og min kjære Eduard vare de eneste to der skulde have hvert sit, men nu hører jeg af Sonne[50] her i Florents at Brevene til og fra Danmark forfeile ofte, han har endog, til for kort Tid siden i 7 Maaneder maatte vente paa Creditivet og derved været i stor Forlegenhed; jeg seer ogsaa hvorledes Alt for Øieblikket gaaer til her i Landet og dette har gjort mig meget forskrækket, især da mine Penge er paa Heldingen, jeg ender derfor her i Florents Brevet til Dem og lægger denne lille Seddel inden i til Eduard[51], vil De slaae et Convolut om den og strax sende ham den, det er, som De seer, om mine Pengesager. Fra Rom, hvor jeg kommer om otte Dage, sender jeg Brevet til ham[52] og De skal da til Gjengæld faae en lille Sæddel, stor, som den De giver ham, der skal fortælle Dem om min Ankomst til Rom og altsaa kunde gjælde for Beslutning af dette Brev. - Jeg haaber at alle mine Venner som kan, purrer den ædle Møsting[53], at mit spinkle Stipendium kan faa en pille Fedt, thi ellers bliver jeg til Skind og Been. - Min hjemsendte Agnete vinder vel nogle Hjerter og holder mig “paa Bølge”[54], et Udtryk jeg veed man har brugt om mig da man lod mig reise! - Vil De bevise mig det Venskab at lade Fru Lessøe læse dette Brev, thi ellers skal jeg skrive det samme til hende og jeg vil heller variere, det er ogsaa en halv Verden der ligger mellem os og to kjære Hjerter kan jo nok have godt af een og samme Blomster-Bouquet, meddeel ogsaa Fru Drevsen og Collins deraf, thi først om 8 Dage faaer nu Eduard sit, dersom han bare faaer det, ja jeg kan vel sige, om - De bare faaer dette, gid en god Engel holde sin Haand over min Brev Due og snart bringe Dem min Hilsen. - Har De talt noget med Eduard om mig? Den kjære, trofaste Sjæl, vi ere meget forskjellige og dog holder jeg af ham, som var det min Broder! gid at De ret kjendte ham og han igjen Dem i lige Grad. - Men nu maa jeg til at slutte paa mit lange, gamle Brev der er flyvet over Alperne og Appeninerne, har paa hele Reisen ligget ved mit Hjerte for at jeg kunde havde det paa rede Haand til at skrive deri. - Imorgen Klokken 3, før nogen endnu er oppe, tænker jeg at vi sidde i Vognen, vi gaae over Terni til Rom, da vi vil see Vandfaldet; - Tragedien[55] jeg har talt om her i Brevet, bliver nok snarere et Drama, jeg er endnu ei ret paa det Rene der med; men Frihed og Kjærlighed gjælder denne Gang min Sang, og jeg haaber at Muser og Grazier vil række mig Haanden thi de har seet mig halv knæle for deres døde, men sjælfulde Marmorbilleder. Jeg synes at her i Italien bliver mit Hjerte mig forstort, og dog kan jeg ikke omfatte dermed den hele Herlighed! Lev nu vel! Dette Brev skal De give mig et ret langt et for, thi De seer hvor jeg har tænkt paa Dem! Hils Faderen, Moderen, Brødrene og det kokske Huus, Weyse og fælles Venner især Collins og tænk tidt paa Deres broderlige

Andersen.
(neden under staaer fra Fætteren[56].)

“Neden under staaer fra Fætteren” skrev jeg, han sagde ogsaa at han vilde, men nu det kommer til Stykket snakker han saa meget, om hvad han skal skrive? Hvad han kan sige oven paa mit interessante (?) Brev! Om de mange smaae Breve han kommer med, at han heller fra Rom vil skrive et langt Brev til Dem - og jeg veed ikke hvad! jeg har ogsaa skændt paa ham. Vi ligge meget i Strid, skændes ofte og ende med at blive gode Venner igjen! han vil have formeget Mening og jeg vil maaskee ogsaa, Neergaard spiller den forsonende Genius. - Siig mig noget om Kenilworth, om Agnete (sidste Deel) denne er jeg overtydet om behager Dem! siig om De har seet noget af mig paa Theatret, hvad Folk sige om mig, og glæd mig snart med et Epistel, lige saa langt som dette! gid De var her mellem Cypresser og Druer; dog De vilde fryse, her er koldt, meget dansk koldt i Florents. Lev vel!
NB: kun til Grændsen her kan jeg frankere dette Brev, det bliver Dem altsaa dyrt, frankeer derfor ikke til mig.

[Udskrift:]
NB er Frøken Wulff bortreist aabnes Brevet

af hendes Fru Moder.
a Mademoiselle
Mademoiselle Henriette Wulff
Adresse Mr: P. Wulff, chef de l’Academie des cadets de la
marine Royale Danoise
(Søecadetacademiet i Bredgaden.)
a Copenhague en Dannemark
par Hambourg



Brev nr. 103. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Rom den 21 November 1833.

Min kjære, faderlige Velgjører!

Det er alt længe, meget længe siden jeg ret talte med Dem, jeg veed ikke engang om De læse[r] nogle af mine Breve til Eduard, jeg kan derfor ikke længer udsætte det med at skrive, det er mig en Glæde og som De har sagt, jo Dem kjært at høre fra mig. I et saalangt Mellemrum, som det, fra jeg sidst sendte Dem Brev, lægger der sig meget paa Hjertet, meget jeg maa have udtalt. - De veed at jeg den 18 October kom her til Rom[2] med to danske Landsmænd; de første 14 Dage bleve vi nødte til at tage et Logie der var os temmeligt dyrt, det kostede os hver, i den Tid, 7 Scudo, omtrent 7 Species[3]. De danske Kunstnere toge ret hjerteligt og venligt mod mig og Kückler[4] skaffede mig efter de 14 Dages Forløb, et billigere Logie for 5 Scudo om Maaneden og 1 Scudo i Service[5]; det er hvad de Andre give. Det er et simpelt, men pænt Værelse, lidt koldt da her er Steengulv, men Kulden er endnu ikke til Kakkelovns-Varme, Orangetræerne staae med Frugt og alle Haver ere røde af Roser. - Jeg har en lille Altan med Myrther, Ambra og Ærter paa og en smuk Udsigt til Qvirinalet med dets stive beskaarne Have og de smukke Pinietræer og Cypresser bag Roms Mure.

"Mit Vindue i Rom"
Odense Bys Museer

- I Paris kom mit Ophold mig paa henved 40 Species om Maaneden, her slipper jeg med 26, det er en Forskjel.- Theatrene ere slette, Fornøielserne heller ikke store, der blive altsaa ikke saa mange Extra-Udgifter som før. - Jeg har alt seet mig godt om i Omegnen, været i Tivoli[6], hvis smukke Vandfald dog ikke maaler sig med de i Schweits, og gjort en tre Dages Tour[7] paa sabiner Bjergene i Selskab med 8 Landsmænd. - Fra Fraskati rede vi paa Æsler til det gamle Tuskulum, hvor vi endnu fandt de brolagte Gader og Trinene af et Amphitheater. De to blikstille Søer Alba og Nemi, udbrændte Vulkaner, der ligge i en Krands af Laurbær- og Olieskove, aflagte vi vort Besøg og gik i Maaneskin, tæt sluttet sammen, da her ei er sikkert; vi mødte ogsaa enkelte Bønder med Kniv i Beltet og Gevær paa Skulderen, de hilsede os venligt, noget de neppe havde gjort havde vi ikke været saa mandstærke. Vi reed op til Klosteret, paa det høieste Punkt af Bjergene og gjæstede Munkene, der arbeidede i deres lille Kartoffelhave, der ligger paa Resterne af Jupiter Stators Tempel. - Jeg var ved Horatiernes Grav[8] og saae Stenen over Askanius[9], det Punkt altsaa der forbinder Italien med Grækenland. - Campanien om Rom er forunderlig død og stille, ikke et Træ, kun Tidsler og Ruiner af Grave langs med den appiske Vei. - De fleste Kunstsager her i Rom har jeg alt seet nogle Gange, jeg veed ikke om det virkeligt ere disse der saaledes virke ind paa mig, eller at jeg nu efter en 7 Maaneders Reise og Beskuen, seer Alt med mere Modenhed. - En falsk Oeconomie og Uvanthed til at gribe Tingene om mig, lod meget gaae Glip for mig i Frankerig føler jeg ret nu, Schweits var saa kostbart at jeg, hvad man kalder det, maatte jage det over med en Harefod, paa Jurabjergene nær, først i Italien har jeg faaet et rigtigere Greb paa det. - Min Tid tilbringer jeg med at see de store Mestres Arbeider og med at studere Historie[10]. - Denne har her, hvor jo næsten dens Vugge er, ordentligt paatrængt sig mig. Milots Verdenshistorie[11], som jeg har fundet her er mig en sand Skat, Frankerigs og Roms Historie vexler jeg med at læse, ligesom jeg ogsaa har taget Gjærløws og Molbecks Reise[12]. Hvad denne sidste angaaer da har jeg en dobbelt Vedderqvægelse deraf; før har jeg ofte blindthen troet Verdens gode Dom om Folk, nu faaer jeg ogsaa min egen Mening; jeg seer nu at den kritiske Molbech dog heller ikke er saa stiv i Papirene, at der er mere Vandfarve, end Mosaik, i Verden. Det er forbausende hvor overfladisk hans Reise er, havde De seet hvad jeg alt har seet herude, vilde De maaskee bedømme ham strængere. Det havde jeg ikke troet; han er sandelig kun [af] liden Grundighed. - Men, siger De vel, lad os nu see hvorledes Andersens Reise bliver --![13] Endnu har jeg ikke begyndt paa noget nyt, æstetisk Arbeide, Æmne mangler mig ikke[14], men jeg begynder at vrage, min Skjønheds Sands er bleven vakt, Aand og Form maa smælte sammen for at faae noget Gediegent. Hjemme vil man maaskee finde, at jeg alt har givet mange Penge ud, men enhver som har reist og reist den Vei jeg har taget, vil finde jeg ikke har kunne gjøre det billigere, og nu er jo ogsaa den dyreste Deel forbi. - Naar man som flere unge Kunstnere er 3 a fire Aar ude, ligger næsten den halve Tid paa et Sted og hvor det, for Exempel i Rom, ikke er meget dyrere end i det billige Kjøbenhavn, da kan Stipendiet nok slaae til, især naar man nu maler et Stykke for Hjemmet, et andet for en Familie her i Udlandet, det hjælper paa Sagerne. - Det er nu min Plan, ved Slutningen af Januar at tage til Neapel, da faaer jeg Carnevalet at see, thi her i Rom tillader Paven[15] neppe Masker, af Frygt for Uroelighed; Alt staaer paa svage Fødder. Hvorlænge jeg kan forblive i Neapel, vil beroe paa Finantserne; jeg vilde helst vende tilbage til Rom sidst i April, og da være Mai i Florents, Slutningen af Juni i Neapel[16], Juli i Tyrol og begynde August i München. Her vilde jeg ret lægge mig efter det tydske Sprog, læse Historie og studere lidt nøiere Naturen i den theoretiske Henseende. I November gik jeg da til Wien, blev her Vinteren over og begyndte da i Marts min Hjemreise over Prag, Dresden og Berlin, saaledes at jeg i Juni eller Juli 1835 kom hjem. Saaledes udført maatte jeg ret faae Gavn af min Reise, og det tydske Sprog vilde alene være en riig Gevinst. Da mit Fædreneland nu eengang har taget sig kjærligt af mig og jeg neppe har gjort mig uværdig siden den Tid, stoler jeg paa at man ikke bryder det over paa Halvveien. - Jeg har kun Dem, kjære Velgjører, jeg lægger min Skjæbne i Deres Haand og troer at kan De gjøre Noget, og finder det rigtigt, da vil De. Mit Stipendium for sidste Aar vil holde ud til Slutningen af December-Maaned, længer var det umueligt at drage det ud. Jeg har nu faaet Resten 250 Species og kan vente 50 Species for Agnete, (en Sum der vistnok er den ringeste den bør sælges for) det er altsaa 300 Species; jeg kan nu saa temmelig see hvorlænge disse vil vare, med Reise til Neapel og hjemad gjennem Italien og Tyrol. De vil holde ud omtrent (?) til de første Dage i August næste Aar og jeg vil da kunde være i München, hvor der jo, som i Wien skal være billigt at leve. - De fleste unge Kunstnere, hvem man venter sig noget af, faae alle Tider Tillæg, jeg husker nu nok Parabelen om Arbeiderne i Viingaarden, at Eieren kan uddele sine Gaver til hvem han vil[17], men jeg kommer jo ogsaa som Bedende. Eduard har i den lille Sæddel[18] han skrev mig til med Vexelen, sagt mig at det var “meget usandsynligt”, at jeg fik af Fondet noget Tilskud. Jeg beder aligevel om han vil skrive en Ansøgning for mig, om kun 100 Species og vover at lægge Dem det paa Hjertet. Jeg har her simpelt sagt Dem min Plan og finder De, som sagt, nogen Billighed deri og at det kan lede til noget godt, da vil De sikkert hjælpe mig; iøvrigt beder jeg om Deres faderlige Raad, som jeg altid vil følge, om det end øieblikkeligt ikke blev mig saa kjært. - Jeg kan, uden Tillæg, ikke komme ud af det og høste den Gavn af Reisen det ellers er mueligt. - Mere ugjerne, end De maaskee troer om mig, peger jeg hen paa mit hjemsendte Arbeide: Agnete, De kjender det Heelt; det maa overtyde om at mit Ophold herude virker gavnligt paa mig. - Jeg har ikke andet end dette Arbeide og Deres Hjerte, hiint maa nu tale for mig hos Publicum, dette hos de Enkelte der kan handle. - Foruden Ansøgningen til Fondet beder jeg Eduard at indlevere een for mig til Biskop Müller, om det lassenske Legat[19], det er bestemt for: “en skikkelig Student, som reiser udenlandsk”, og her har jeg altsaa nogen Ret at søge. - Jeg har bedet Otto Müller tale med sin Fader derom; Otto havde det sidst, men nu er han jo kommet hjem. - Dette har jeg ikke skrevet i det indlagte Brev til Eduard, vil De ikke derfor nok meddele ham det; hans Bistand er jeg fuldkommen vis paa. - At komme til Sicilien har jeg næsten opgivet, skjøndt det er haardt, det kan alene finde Sted naar jeg faaer det lassenske Legat. Vil De ikke nok glæde mig med et Brev her i Rom, og sige mig hvad der kan gjøres og hvad Udsigter der er for mig, samt raade mig efter Deres Tykke; men dette Brev maatte De da skrive efter Juul, og senest i de sidste December Dage afsende det, saaledes at jeg kunde faae det midt i Januar, da jeg reiser til Neapel mod Slutningen af samme Maaned. (Et Brev fra Danmark bruger 18 Dage til Rom, naar Alt gaaer godt). De veed at Weyse arbeider paa en Opera af mig, som Theatret har antaget[20]; dette er altsaa et Slags Penge; i Foraaret vil jeg temmelig vist sende et lille Drama hjem for Scenen[21], og selv om det ikke blev antaget (jeg sætter det værste) vil det i Forening med Mere heni Sommeren dog kunde udgjøre et Bind paa 50 Species. Dette nævner jeg, hvis Tilfældet var at jeg blev nødt til at laane hjemme, hvis De fandt dette var den sidste Vei. - Men jeg skal ogsaa have noget at [leve] for, naar jeg kommer hjem, vil De sige, ogsaa dette tænker j[eg pa]a; min Reise vil blive paa 2 a 3 Dele, den kan sælges ved [min Hje]mkomst og maa da give 200 eller 300 Rdlr. skulde jeg dog troe. - Overvei kjærligt mine Sager, lad mig blive saalænge ude jeg kan, thi intet er mig gavnligere, og glæd mig med et trøsteligt faderligt Brev til den fastsatte Tid. - Hjertelig Tak for Deres inderlige Omhue for mig og Yttringer til Bøtcher[22], det er en brav Mand, synes det, som strax kom mig kjærligt i Møde. - Professor Thiele har ogsaa skrevet ret venligt om mig til nogle af Kunstnerne[23], jeg er ham taknemlig for hans gode Sindelag mod mig, som han oftere hjemme har viist, men dog ligger der noget i Maaden, der om ikke det har stødt, dog har saaret mig. Ja, Dem kan jeg jo nok sige det til? Selv om jeg skulde være lidt ubillig. Thiele har saa vel til Kückler som til Bissen[24] brugt Udtryk, som om han ordenligt vilde forberedet dem her paa en ypperlig Fyr i et meget keitet Legeme. - Maaskee har jeg hjemme været noget underlig fremfor Andre, men man tænker ikke paa hvor meget Sligt jevnes i en 7 Maaneder ude i Verden; man har ogsaa smilet deraf og spurgt mig: hvorledes jeg da har været hjemme, siden man saaledes har vilde forberede paa mig. - Jeg troer vist at jeg nu, meget ligner alle andre Mennesker, dersom dette skal være saa rart! - At Thieles Yttring udspringer fra det bedste Hjerte og Omhue for mig veed jeg, men kjær har den dog ikke været mig. - Kückler og de unge Kunstnere ere ypperlige Mennesker, men Verden kjende de neppe mere end jeg; fra Kjøbenhavn fløi de lige til Rom, og her gaaer det fra Paletten til Kneipen og derfra tilbage, krydset af Vandringer mellem Antikkerne og Bjergene; det selskabelige komme de næsten aldrig i, hvorfor de fleste ogsaa, efter et Par Aars Ophold endnu ikke kunde italiensk. Jeg lærer heller ikke dette Sprog, ved Fransk og Tydsk kommer jeg godt frem, og det kan ikke hjælpe at vilde Alt paa eengang. - Da jeg ikke i Rom kan betale mine Breve længer end til Grændsen og det var ubillig at Eduard skulde gjøre det, da han maa betale sine til mig den længste Vei, beder jeg om, at hvad mine koste, naar de komme til ham, maa drages fra min Formue hjemme. Det er en Billighed, som jeg beder indstændig om. Man maa da heller ikke flaae sine Venner! - Veed De Intet om mine to Vaudeviller[25]? Skulde de nu ikke have ligget saa længe, at de vare gode nok? Hvorledes lever min lille Viggo? Hvad sige de kjære Nygifte[26]? Hils dem meget fra mig. Petsholdt har jeg endnu ikke seet[27], han sværmer mellem Bjergene. - Theodor er da nu optraadt i det hæderlige Studenterlaug[28], bring ham min Gratulation. Er Bredals og Overskous Opera spillet til den 28 October[29]? O der er saa Meget i det kjære Hjem og i Byen udenfor jeg gad vidst, men den kjære Eduard fortæller mig ikke noget uden at - “Klokken er mange” - “Vognen holder for Porten” - og “det er Mimi’s[30] Geburtsdag jeg skal derhen -“ og saa er Brevet ude! - jo, jo, det blev smukt skulde jeg maale Venskabet efter Alenen af hans Breve[31]. - Vil De ikke engang naar De er i godt Humeur, skjænde paa hans lille Jette, thi det er hende der tager mig al hans Kjærlighed! - Hils Deres gode Kone, Fru Drevsen, Louise og dem Allesammen ret hjerteligt fra mig, der gaaer ikke en Dag uden at jeg tænker paa dem hjemme, naar vi engang sees skal De ogsaa faae Fornøielse af mig, i det mindste skal jeg ikke være “sær” eller hvad skal jeg kalde det, som tidt før, hvilket De var overbærende nok til at see gjennem Fingre med. Altsaa, midt i Januar kommer Brevet, jeg stoler sikkert paa Dem,

Deres sønligtsindede
Andersen.

(en Efterskrift følger)[32]
Min Addresse er: “Cafe Greco[33] via de Condotti a Roma.”

[Tilføjelse i margenen s. 2-3:]

Mine Øine have været noget daarlige, saa jeg har maatte sidde inde om Aftenen, Vinter-Climatet synes i det Hele ikke at virke saa godt paa mig, jeg føler mig meget angrebet af Sirocoen[34], der tidt blæser, men Apetit mangler jeg ikke, saa det vel ikke har stort at sige! - Kattekomberne under Rom ere noget usikkre, dog har jeg med Dinesen, Neergaard og en Munk bevandret dem[35], det gik godt af; var meget interesant! Molbeck har ikke vovet det! ogsaa Scipionernes[36] Grave har jeg været i. -

Efterskrift No. 2.
Efter at have forseglet mit Brev, maa jeg stikke denne lille Sæddel ind, for at mælde Dem at Hertz er indtruffet iaftes[37]; jeg saae ham imorges paa Caffeen, hvor jeg var den første danske han her mødte, han kom mig naturligviis venlig imøde og jeg har derfor hele Formiddagen løbet om med ham, for at hjælpe ham med Logie, jeg var hældigere end da jeg søgte for mig selv, saa at han strax fik Leilighed for samme Priis som jeg har og et meget bedre Logie. Han var mig særdeles forbindtlig derfor, bad mig hilse Dem Alle derhjemme og takke Eduard for hans gode Løfte at tage sig af det Bevidste[38], hvilket jeg jo havde i Comision at love ham og som han sagde var ham overordentligt kjært. Han klagede ellers over Reisens Dyrhed, men han vil faae andet at føle, naar han først kommer til Schweits og Paris. - Han seer rask ud! - Petsholt (jeg veed ikke hvorledes Navnet skrives) er ogsaa arivert igaar, jeg havde neppe kjendt ham, han syntes mig noget mager men havde varmt Blod i Kinderne. - Næste Postdag skriver han hjem!

Lev vel!



Brev nr. 104. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

Min kiære Andersen

Ved Deres Afreise bad De mig om, at sørge for, at Deres to Vaudeviller, som Theaterdirectionen havde forkastet, kunde komme under ny Bedømmelse og om muligt vorde opførte.
Da denne Sags heldige Udførelse naturligviis maatte være forbunden med mange Vanskeligheder, saa har jeg hidtil udsat den, i Forventning at der kunde indtræffe noget, der kunde lette Hensigtens Opnaaelse.
Dette er ikke skeet. Jeg henvendte mig derfor directe til Justitsr. Molbech derom[2]. Men Resultatet var, at da alle tre Directeurer[3] havde været enige i Forkastelsen, saa kunde han, med den bedste Villie intet giøre for Deres Ønskes Opfyldelse.
Han foreslog mig at adspørge Heiberg, om han kunde give noget Raad til Stykkernes Omarbeidelse saaledes, at de kunde ventes at vorde antagne.
Da jeg allerede, førend jeg fik dette Raad, havde tænkt paa at bede Heiberg, paa hvis Dom om slige Arbeider, ieg sætter megen Priis, at sige mig hvad han mente om disse Stykker, henvendte jeg mig strax til ham desangaaende.
Sin Mening har han forfattet skriftligen, og denne sender jeg Dem herved. Tænk nu alvorlig og besindig over Sagen, og skriv mig saa ved Leilighed til desangaaende -
Til Deres Agnete har Edvard ikke faaet nogen Forlægger; han udgiver den nu paa Deres Forlag, og samler Subskribenter; gid den maa møde ikke for strænge Bedømmere; thi Formen, kiære Andersen; den af Dem ikke noksom agtede Form, lader mange Ønsker tilbage.
Strax efterat Edvard havde skrevet sit sidste Brev til Dem, modtoge vi Efterretningen om Deres Moders Død[4]. Derom er De formodentligen siden underrettet, og har altsaa nu fattet Dem ved en Efterretning som maa ryste en god Søn!
Brøndsted sender Dem ved mig en venlig Hilsen.
Louise beder mig sige Dem, at det er en Skam, De ej har skrevet hende saalænge til, Ingeborg og min hele Omgivning lader Dem ligel[edes] hilse.
I Gaar blev Profes. Jens Møller begravet, efter adskillige Ugers Sygdom[5].
Vore Landsmænd i Almindelighed sendes min kiærligste Hilsen, in specie[6] Thorvaldsen, som jeg nylig har tilskreven, Petzhold, Christensen[7] og de flere, som have mig mere og mindre kiær. Hertz er formodentlig nu i Rom; i Gaar havde jeg Brev fra ham fra Florentz; i Henseende til ham beder jeg Dem glemme alt det Gamle.
Lev nu vel, min gode, kiære Andersen, og lad os snart høre fra Dem.

Deres Dem faderlig hengivne
Collin

Kbh. d 30 Nov 1833.



Brev nr. 105. Fra HCA til H.C. Ørsted.[1]  

Rom den 5. December 1833.

Kjære Hr. Etatsraad!

Omtrent de ti sidste Juleaftener har jeg tilbragt i Deres kjære Kreds, hvor De alt tidlig optog mig, den Fremmede, der stod saa alene; vær overbeviist om, at jeg altid med Taknemmelighed erindrer ethvert lille Træk af Deres Godhed og Venskab, om jeg tør bruge dette Ord; nu nærmer Julen sig igjen, ude paa Gaden blæse alt Hyrderne fra Bjergene paa deres Sækkepiber og forkynde den glade Fest; men her er endnu sommervarmt, Pinierne og Cypresserne staae grønne, og de gule Oranger hænge over Gjenboens Muur, Alt viser sig i en anden Skikkelse for mig, end for Aar og Dag siden. I Aar kommer jeg ikke til at pynte Juletræet paa Nørregade[2], seer ikke Børnene flokke sig om mig, kommer ikke til at skrive Vers og læse dem op i den bekjendte Kreds, hvor Gaslampen brænder, og hvor Moderen[3] sysler om os Allesammen, medens hun dog deler Glæden med os. Dog, i Tankerne er jeg med; jeg vil haabe at dette Brev just indtræffer Juleaften; det maa da være m i g, som tager Ordet, fortæller om min Flugt her til Syden, det deilige Syden med sin blaae Himmel, sine Marmorguder og smukke Mennesker.
- - Hver Dag lærer mig herude, hvor Lidet jeg veed, hvor underligt Meget der er at lære for det korte Menneskeliv! Antikerne og de skjønne Billeder virke paa mig saaledes, at jeg forkaster hvert Arbeide, jeg i den sidste Tid har begyndt paa. Jeg føler nok en stærk aandelig Kraft hos mig til at virke; men den Skjønheds Harmonie, min Sjæl har inddrukket, det uendelige Store, jeg begynder at begribe, kan jeg dog ikke udtale, og det gjør mig tidt inderligt bedrøvet. - Tilfældet vilde, at H e r t z traf mig først i Rom af Landsmændene[4]; han kom mig venligt imøde, og jeg glemmer let ved et Haandtryk det Bittreste; jeg gik den første Dag omkring med ham, skaffede ham Værelser, som han er meget fornøiet for, og naar vi aldrig før havde stødt mod hinanden i Danmark, vilde jeg sige, han er godmodig og behagelig at omgaaes. Nogle Landsmænd havde sagt til mig, at jeg skulde ikke være for venlig imod ham, da han kunde antage det for Frygt; men det er det ikke; det er mig kjært at vinde en Uven. Jeg troer, at han efter vor Omgang her vil bedømme mig mildere og aldrig kaste saa megen Bitterhed og Skygge ind i mit Liv, som før ved sin haarde Dom. Jeg sagde ham i Morges, at jeg skrev Dem til, og han bad mig hilse Dem og Deres Kone ret meget.
Det ringe Reisestipendium, jeg har, nøder mig til, hvis jeg ikke faaer Tillæg, at vende hjem næste Aar i September. Man giver mig ikke synderligt Haab og det Eneste jeg endnu veed at kunne søge om, er det Lassenske Legat, bestemt for “e n  s k i k k e l i g  S t u d e n t,  d e r  r e i s e r  i  U d l a n d e t”; Biskop Müller uddeler det. Vor Herre veed om jeg kan faae det[5]; jeg beder Dem tage Dem lidt af mig, ifald, som jeg troer, Deres Indflydelse virker i denne Retning. Det vilde være tungt, om jeg nu, ligesom i hele min Opdragelse, maatte lade det blive ved det Halve! Hver Maaned i Udlandet lærer mig, hvad jeg behøver Aar til hjemme. Det var mit Ønske at kunne blive en Vinter i Tydskland, for der at lægge mig efter Sproget og ikke være nødt til at m a a t t e skrive, for at leve der; thi paa den Maade bringer jeg aldrig Noget, som mit Hjem eller jeg selv faaer Ære af. Den sidste Januar forlader jeg Rom og gaaer til Neapel; jeg haaber vist, at De efter Læsningen af min “Agnete” skriver mig til, (et Brev bruger 3 Uger fra Danmark til Rom); lev imidlertid med alle Deres ret vel, og glem mig ikke ganske! Bring Deres Kone og alle Børnene, Deres Hr. Broder, Heibergs o.s.v. min inderlige Hilsen. Vi faae ogsaa en lystig Juleaften i Rom; et deiligt Laurbærtræ skal pyntes med Lys og Oranger; Hertz og jeg skrive Viser, og maaskee kommer Gildet til at staae paa Capitoliet, hvor Svenske, Norske og Danske da blive een Nation; Rom forener igjen de nordiske Riger! Lev nu vel, glædelig Juul og Nytaar! Adresseer Brevet til mig til “C a f é  g r e c o  a  R o m a”.

Deres taknemmelige
H. C.  A n d e r s e n.



Brev nr. 106. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Rom den 17 December 1833.

Min kjære, kjære Fader!

Nu er jeg da ganske ene i Verden! Deres Brev som jeg modtog igaar, underrettede mig om min gamle Moders Død[2]. Det var en Velgjerning af vor Herre, hun var svag og hjælpeløs; De veed ikke hvor mange Taare hendes Stilling har fremkaldt hos mig, da jeg næsten aldeles Intet kunde gjøre for at mildne den, jeg har virkeligt tidt bedet Gud om at tage hende til sig. Mit sidste Brev fra Rom har hun ikke faaet, men jeg veed hun i sin sidste Time har bedet for mig, velsignet mig. Min første Tanke da jeg hørte hun var borte var et: Gud jeg takker dig, men senere har jeg dog ikke ret kunde gjøre mig fortrolig med dette forunderlige at være saa ganske ene. Her føler jeg det dobbelt og derfor skrives disse Ord, saa taler jeg dog med Dem! - Vær mig som altid god, dersom De kan være mig det? Endnu er jeg det ikke uværdigt. - Hvormeget maatte jeg ikke tale med Dem om, især da jeg ei veed om mit sidste Brev er gaaet rigtigt! - Tak for det heibergske Brev! at De sendte mig det, er mig et nyt Beviis paa Deres Fadersind for mig. Manden har Ret i Alt hvad han skriver, Directionen med, lad det derfor hvile til jeg engang kommer hjem, da skal jeg jo ogsaa arbeide! tak, inderlig Tak, imidlertid for hvad De har gjort! Mangt et Sujet har jeg i den senere Tid overveiet, men kuldkastet, endnu skriver jeg intet, jeg har faaet ganske andre Tanker, gid Nødvendigheden og en hvis Ungdommelighed ei havde forledt mig til at skrive meget af hvad der er skrevet, men aligevel er jeg blevet for strængt behandlet og hvad Formen i Agnete og Deres Yttring derom angaaer, da - - Tiden vil bedømme det! Agnete vil, med sine Feil, give mig Digternavnet, er det en Vildfarelse af mig, en Forblindelse, da bliver der heller aldrig noget af mig! Guds Villie skee! - Deres Yttring med Hensyn til Herz, at De ønsker, jeg “glemmer alt det Gamle!” da har jeg alt fra vort første Møde stræbt at gjøre det, min Natur er tilbøielig dertil og jeg vidste nok, De saae det gjerne, - Vi sees daglig og ingen skulde mærke vort tidligere Forhold. At vi kan blive fortrolige Venner skeer vel neppe[3], han har gjort mig latterlig hjemme, veed De. Landsmændene her vare ikke godt stemte for ham[4], han talte ved sin Ankomst noget dominerende, yttrede nogle Anskuelser af Kunsten, de fandt forunder[lige,] talte og spurgte om Bibliotheket[5] paa en Maade, som han var udsendt, for at tage sig ret af Alt, det er nu anderledes! man forebragte mig det strax, naturligviis, bad mig endogsaa ikke at være saa venlig som jeg var, da han vilde ansee det for Underdanighed, Frygt etc. etc., De kjender jo Folk, veed nok hvorledes det gaaer, selv med de bedste; men Hertz blev snart mildere, elskværdigere mellem dem alle og jeg fandt ingen Grund til at blive anderledes; maaskee min Tilnærmelse greb ham, han synes Dag for Dag at give sig mere af med mig, vi tale ofte sammen om Kunstsagerne og der er virkelig Øieblikke, hvori jeg kunde gribe hans Haand og sige, hvorfor skal vi være Uvenner? Men det vilde han maaskee finde komisk, og var han da ikke elskelig - saa blev jeg vidst mindre tillidsfuld! - Thorvaldsen havde hørt mig læse Agnete[6], men yttrede det Ønske at jeg vilde læse den endnu engang for ham, da han fandt meget Behag deri, han indviterede sig da hjem en Aften til mig[7] og sagde, “lad det være en Tid at de Landsmænd der ei har hørt den kan faae godt af det med!”, af disse vare der kun to, Bissen og Petsholdt; imidlertid sagde Bøtcher mig, at det vilde være lidt koldt mod Herz om jeg ikke underrettede ham derom med, at han ogsaa kunde komme hjem, jeg gjorte det da, skjøndt jeg derved var frygteligt geneert, læste vist meget slet op. Han hørte meget opmærksom til, indlod sig vel ikke som Thorvaldsen paa nogen stolt Roes, men har siden været ret hjertelig imod mig og hører til mit Befindende, som i den sidste Tid ikke har været det bedste, da det kolde Steengulv og den isnende Blæst fra de besneede Bjerge har jaget mig en halv Feber i Kroppen. - Men det er ikke farligt! - Endnu har jeg meget at tale med Dem om, skjønt Papiret slipper. Jeg maa derfor ret udtrykke mig kort. Mine Vexler, samt de 50 Species jeg venter at faae for Agnete kan ikke strække længer end til Juli Maaneds Slutning og jeg vil da kunne være i München, her og i Vien ønskede jeg gjerne at blive næste Vinter over, for at komme ret ind i det tydske Sprog og da først i Foraaret 1835 vende hjem, maaskee aabnedes der mig da en Vei hjemme, at jeg ikke nødes til at maatte digte, det skrækkeligste jeg kjender! Da er det mueligt vor Herre giver mig Kraft, som jeg nu troer han har givet mig Sands for det sande Store i Kunsten. - Men til et saadant Ophold udfordres Tillæg, dette veed jeg nok, bliver ikke stort, om jeg faaer det, desuden det lassenske Legat. Svigter Alt, da maa jeg hjem til Efteraaret og det var mig ikke saa gavnligt, men tvinges jeg til det, da maa jeg endogsaa bede Dem, dersom al Understøttelse unddrages mig, at raade og hjælpe mig; før sidst i September kan jeg ikke naae hjem, naar jeg ikke flyver afsted, og da mine Penge høre op sidst i Juli (de for Agnete med), da mangler jeg endnu Penge til to Maaneder og til Reisen fra Wien hjem; her til kommer at jeg maae klædes, og da dette vil være det billigste i Hamborg, maa jeg have 100 Species til den Tid, selv veed jeg intet andet Middel, end at maatte laane dem, og da stoler jeg paa Holten[8] eller Fondet (?) Men nu Betalingen siger De, ja da har jeg min “Reise”, som jeg ved min Hjemkomst vil paa en Maaned kunne arangere til Trykken, desuden: Kenilworth! Sidst i Januar gaaer jeg til Neapel skriv mig derfor til her i Rom, før den Tid! hvis der er noget Haab da giv mig det, at jeg kan blive næste Vinter i Tydskland, raad og hjælp mig, jeg kan ellers ikke nyde et roligt Øieblik, nu jeg skulde engang ret glæde mig, nu jeg har en Tid der aldrig kommer meer! O Gud, hvor tungt er ikke mit Hjerte! Hils Louise, Deres kjære Louise og Fru Drewsen, ingen Broder kan trofastere tænke paa dem; Tak Eduard, bed ham bære over med min Irritabiletet og hils alle hjemme!

Deres sønlige
Andersen.

[Note i margenen:] A. Kückler maler mig i denne Tid, for Venskabs Skyld og efter hans egen Anmodning[9].

Küchlers portræt af H.C. Andersen

Efterskrift.
Endnu maa jeg tilføie et Par Ord. Vil De bede Eduard at sende 20 Exemplarer af Agnete til Boghandler Hempel i Odense. Hvad mener De om at dedicere Bogen til Prints Christian[10]? Nyheder har jeg ingen uden at Landsmændene ret glæde sig til Julen, at Vesuv kaster Lava og Flammer meget stærkt i denne Tid[11] og at Vinteren nu begynder her hos os. Eduards Yttring mod første Deel af Agnete[12], og Deres om den forsømte Form, er Alt hvad jeg endnu har hørt fra Hjemmet om et Arbeide hvori jeg har sat meget Haab, megen Livslyst, Deres Yttringer har derfor dybt grebet mig, skjøndt min egen Følelse, Thorvaldsens Dom, der just roste Formens Skjønhed[13], kjæmper derimod, men jeg kan bedrage mig, han har vel ikke meent det og saa have De Ret! jeg er nær ved at mistvivle om mig selv, den store Uvished der er for at skaffe mig forøget Stipendium, viser mig jo ogsaa hvor lidet man venter af mig! - Saa er da al min Stræben Tomhed? O jeg frygter for at komme hjem, hvor saa mange Bitterheder vil møde mig, saa mange Erindringer gjenvækkes, gid vor Herre derfor vilde lukke op for mig, som han har gjort for min Moder, medens jeg er borte! - Gud skjænke Dem megen Glæde af Deres Børn, som jeg ønskede at give Dem den! Tak for Alt godt, gid den 6te Januar tidt vende tilbage for Dem[14] og Deres! Hils Louise, hun skal, efter at jeg har modtaget Brev fra Dem i Januar, faae fra mig.

Deres sønlige
A.



Brev nr. 107. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn. d. 18de Decbr. 1833.

Kjære Ven!

Nu vil jeg da begynde paa et Brev til Dem og derved oprette min Forseelse; thi det er rigtignok længe siden, De har faaet nogen Efterretning directe fra mig. Gud veed, om jeg kan fuldføre dette, til Posten afgaaer; thi mine Øine ere meget daarlige; jeg kan ikke taale at skrive længe. Vi befinde os, Gud skee Lov, alle godt her hjemme, Gottlieb er, som De veed, givt, og er meget lykkelig; hans Humeur er nu meget bedre. Const. Hansen[2] har i denne Tid malet mit Portrait, og Roed[3] har malet Jettes; begge Portraiter ligne meget godt. Jeg lever endnu bestandig paa den gamle jevne Maneer, paa Bogkammeret, paa Contoiret og derfra til Møsting; Gud skee Lov, at jeg har Jette. - Kort førend jeg havde skrevet mit sidste Brev til Dem, indtraf, - dog uden at jeg vidste det, thi da havde jeg ladet Dem det vide, - det sørgelige Tilfælde, som, besynderligt nok, formodentlig ingen Anden har underrettet Dem om : Deres Moder er død[4]. - Jeg kan ikke trøste Dem, kjære Ven; den Tanke, at De bestandig har været en god Søn, der i den nye Sphære, De kom i, ikke forglemte sin gamle fattige Moder, maa være meget trøstende for Dem. Er der Intet af hendes Efterladenskab - som formodentlig tilfalder Hospitalet - der kunde have Affectionsværdie for Dem, noget der fra Deres Barndom kunde have Interesse for Dem; jeg skal da søge at skaffe Dem det. . . .
Nu noget om Agnete. Det er dog det, De meest længes efter at høre noget om. Reitzel, som jeg naturligviis talte til, tilbød jeg den for 150 Rbd.; dette afslog han paa saadan en Maade, at jeg for Deres og Deres fremtidige Arbeiders Skyld, ikke kunde være bekjendt at tilbyde ham den for ringere; jeg tvivler endog om, at han havde modtaget den for 100 Rbd. Jeg greb da strax til at aabne Subscription; hvorledes denne vil falde ud, har jeg endnu ikke rigtig nogen Idee om. Derom skal De i sin Tid nærmere faae Underretning. Agnete er bleven smukt udstyret, den udkommer paa Mandag[5]; den er, efter hvad De har skrevet til mig, dediceret til Møsting. Uagtet sit smukke Udstyr har jeg faaet den udgivet paa enorm billige Vilkaar, hvilket De, naar jeg i sin Tid aflægger Regnskab derover, vil tilstaae. Jeg har imidlertid ikke Haab om, at der ved denne Subscription vil tilfalde Dem nogen ordentlig Fordeel. De veed ikke Andersen, saaledes som jeg og de Andre, der mene Dem det godt, og holde oprigtigt af Dem, hvorledes Folk - ja næsten alle - det er forskrækkeligt, med hvor faa Undtagelser - hvorledes Folk yttre sig: “Har han nu igjen smurt noget sammen”, - “jeg er forlænge siden kjed af ham”- “det er altid det samme han skriver”, kort sagt: det er utroligt, hvor faa Venner Deres Muse nu har. Hvad er Grunden dertil: De skriver formeget! Naar det ene Arbeide er under Trykken, er De halvt færdig med Manuscriptet til det andet; ved denne rasende, denne beklagelige Productivitet nedsætter De Deres Arbeider i den Grad, at ingen Boghandler tilsidst vil have dem for intet. Tænker De nu ikke - efter Deres Brev til Fader - igjen paa at skrive en Reise[6]; hvem troer De vil kjøbe en Bog i flere Bind, som handler om Deres Reise, en Reise, som Tusende have gjort; og to Tusende Øine have vel ikke forbigaaet saa Meget, at De kan fortælle to Bind Nyt og Interessant. - Det er dog i Grunden en umaadelig Egoisme af Dem at tiltroe Folk denne Interesse for Dem; Skylden maa være Deres egen, thi Publikum, idetmindste Recensenterne, have sandelig ikke givet Dem Anledning dertil. - Dersom jeg kjender Dem ret, Andersen, saa vil De ganske rolig og med megen Selvtilfredshed, svare mig: “Ja! men naar Folk nu faae min Agnete at læse, saa vil De nok forandre Deres Tanker, saa vil De see, hvorledes min Reise har virket til det bedre, gjort mig modnere o.s.v.”. Dette er omtrent Indholdet af Deres sidste Breve. Men De tager Feil, Andersen, De tager sørgeligt Feil.- Agnete er saa aldeles den gamle Andersens, saavel i de smukke barnlige Steder, som vi kjende fra hans tidligere Arbeider, som i de til Fortvivlelse vanskabte ja formløse Steder, som vi ogsaa kjende fra hans tidligere Arbeider; jeg har under Correcturen tidt være[t] grædefærdig over de mange Bekjendter jeg traf i Agnete, og som jeg ikke ønskede at træffe; som oftest qvaltes min Graad af Ærgrelse. - Naar De har læst dette, siger De, at jeg er urimelig o.s.v. Jeg vil derfor meddele Dem Følgende. En Mand, som har megen Interesse for Dem[7], og som De har megen Agtelse for, hvis Dom De stoler meget paa, betroede jeg mine Sorger med Hensyn til Correcturen, anmodede jeg om tilligemed mig at gjennemsee Manuscriptet, for at Agnete dog kunde vise sig nogenlunde anstændigt for Folk. Jeg leverte ham Manuscriptet til foreløbig Gjennemlæsning, og erholdt følgende Svar fra ham: “Jeg havde havt i Sinde at tilbringe denne Aften med Andersens Agnete, men kan ikke døie det! det piner mig at læse et saa maadeligt Product af ham, og jeg beder Dem om Pardon, thi det er mig ikke muligt ved Gjennemlæsningen at tænke paa at rette Smaafeil, hvor det, jeg endnu har læst, kun yderst sjeldent frembyder et enkelt Lyspunct. Er Talen om at gavne vor fraværende Ven, saa er der Intet andet at gjøre, end at holde det Hele tilbage; det vil efter min Mening være et sandt Venskabsstykke imod ham! Ulykken er, at Øehlenschläger engang har sendt Mesterværker hjem fra Paris; derfor er formodentlig dette over Hals og Hoved smurt sammen. Jeg sender Dem Manuscriptet tilbage og vasker mine Hænder; gjør De ligesaa! Det vilde maaskee angre os engang i Tiden at have staaet Fadder til det Barn.” - Deraf vil De for det Første see, at det Foranførte ikke er min Mening alene; De vil desværre tidsnok faae at see, at det er næsten Alles. - For Guds Skyld, for Deres Digteræres Skyld, lad være at skrive i nogen Tid, idetmindste i et halvt Aar; tilbring den ene Halvdeel af Deres Reise med at studere og more Dem, og den anden Halvdeel med det Samme. Dermed mener jeg ikke, at De skal studere Historie efter Millots Verdenshistorie[8], som De skriver, at De gjør. - De svarer mig, at De maa skrive, for at leve, for at faae Penge. Velan, det indrømmer jeg, hvor tungt det end er; men er der nogen Tid, at De kan undvære at skrive, da er det dog vistnok i de to, rimeligviis eneste, Aar, at De har en Understøtteise af 600 Rbd.; skjøndt jeg vel indseer, at De kun med Nød kan komme ud af det med disse. - Hermed nok om denne Ting; vi gaae over til noget Andet. At De i Aaret 1834 ikke kan vente nogen yderligere Understøttelse af Fonden, har jeg for længe siden sagt Dem; De maa altsaa være belavet derpaa. Er der noget for Dem at gjøre, da skal det blive gjort. Om det Lassenske Legat har jeg Intet hørt siden; jeg tvivler stærkt, men skal tale med Biskoppen[9].
Af Deres Brev[10] seer jeg, at en velmeent Yttring af Thiele om Deres Ydre har opbragt Dem imod ham. Det er haardt. Det er saa rimeligt, at Th. som kjender og holder af Deres Indre vil forebygge, at nogen skulde stødes ved det Uvæsentlige: det Ydre. Havde jeg været i Deres Sted, da vilde jeg have glemt at tage Notice deraf, af Ærgrelse over, at den Brevet var til, kunde glemme den Agtelse han skylder et Brevs Hemmelighed; det er i Grunden en meget gemeen Streg[11], eller snarere dum.
Hermed ende Ubehagelighederne. I næste Brev, De faaer fra mig, skal jeg beflitte mig paa en venligere og roligere Tone, thi i dette har jeg været lidt arrig; derfor vil jeg ikke meddele Dem noget vidtløftigt om en Recension over Deres samlede Digte, som for nylig har staaet i Maanedsskrivtet[12], hvor De i Sammenligning med Hertz, (Hansen[13], Holst[14]) Chr. Winther og Kjærlighed ved Hoffet[15] bliver noget nedrigt behandlet. Den er vel af Molbech; den er, foruden som sædvanlig arrig, tillige vittig paa hans Maneer. Men, i Sandhed, De taber ikke ved at criticeres paa den Maade.
De seer vel flittigt til mit Bibliothek[16] - jeg kalder det mit, det er dog paa en Maade mit Barn; er det dette, da er det paa Ære ogsaa min Førstefødte. Jeg skal ikke glemme det, jeg vil bestandig see at vedligeholde det ved at sende det Bedste, som Danmark i litterair Henseende producerer. Dersom der med nogle Penge, f. Ex. 100 Rd. kunde gjøres noget til Nytte for det, ved Anskaffelse af gode Skabe, til Indbinding, til Hjelp til Locale. o.s.v., da kunde jeg maaskee nok bringe dem tilveie; tal med de Andre derom; jeg faaer vel saa engang Underretning derom; jeg havde nok ønsket at høre noget mere om Indretningen deraf, end jeg hidtil har gjort.
Nu lev vel, Andersen, det varer maaskee ikke længe, inden jeg igjen skriver Dem til, men lad mig endelig bestandig vide, hvor De er. Hils Fritz Petzholdt og siig, at han dog gjerne kunde lade høre fra sig. Maaskee jeg engang skriver et Brev til ham. Hils Hertz! Naar Reise-Stipendii Resolutionen kommer, skal jeg lade høre fra mig.
Lev vel, kjære Ven.

Deres
E. Collin.



Brev nr. 108. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]  

Rom den 1ste Januar. 1834

Min første Hilsen paa Aaret første Dag maa jeg bringe min kjære, meest moderlige Veninde, De veed vel at min gamle Moder nu har det langt bedre end før? Et Brev fra Collin mældte mig hendes Død[2]. Det glædede mig for hende, men øieblikkelig kunde jeg dog ikke ret sætte mig ind i de Tanker at jeg nu var ganske ene, at slet ingen ved Blodets baand maatte elske mig. Hende kunde intet lykkeligere skee. Anden Juledag fik jeg Deres velsignede Brev[3], som jeg vist læste fire a fem Gange, for ret at presse hver Draabe af Oliebladet; man skriver mig saa sjældent til fra Hjemmet, jeg vil haabe man tænker lidt mere paa mig. - Hvormeget er der ikke jeg ønsker at besvare af Deres Brev, hvor meget har jeg ikke selv at fortælle! Min Agnete behager Dem. Ja, jeg vidste nok, De vilde bedømme den mildest, jeg havde kun hørt Eens Dom fra hjemmet og han var for stræng; kun sidste Deel indrømmedes Roes, man havde alle grædt, kun Formen, den ulykkelige Form var man bange for[4]. Jeg begriber det ikke! Selv De slaaer paa denne Stræng; tilsidst veed jeg slet ikke hvad Form er! - Underligt er det at just Fuglenes Sang som De afskyer, finder Thorvaldsen saa nydelig, saa naiv, ligesom han ogsaa er den, der med megen Varme her roeste Formen; han havde alt hørt Digtet eengang, men bad mig læse det endnu engang for sig, han vilde da komme hjem til mig, da enkelte Danske der ikke havde hørt den kom med samme Aften (just den Dag De endte Deres Brev til mig, 6 December) man gjorte mig opmærksom paa at da Hertz og jeg omgikkes her saa venskabeligt var jeg nødt til at sige ham at jeg læste den, jeg beqvemmede mig da der til og havde ogsaa hans Vesit, men det generede mig uhyre, forstemte mig formeligt i Oplæsningen; om hvilken han aldrig har yttret noget[5]. - Vi sees daglig, ingen skulde drømme om vort tidligere Forhold, min Ven kan han aldrig blive, dertil ere vore Characterer for forskjellige, og han har i hjemmet gjort mig latterlig, men Fjende - ? Nei, det Store i Rom, lader glemme det Smaae hjemme og Ansigt mod Ansigt glemmer jeg let Fornærmelser. - De nævner mig Thorvaldsen, Raphael og Napoleon, som Exempler paa “den yndige Beskedenhed”, som moralsk fuldkomne og siger at “Digterne ønsker De helst at kjende i Afstand, da deres manøevreren med Ord gjør dem fripostige[6] at de ere hovmodige!” det er da et Spøg af Dem? Ingen kan mere beundre Napoleon end jeg[7], men det føler jeg meer og meer hver Dag at han var Hovmodens Genius, den knusende Forfængelighed hævede og styrtede ham,han, han maa vi som det kogende Krater see i Afstand; og nu Raphael, hvem jeg som Kunstner tilbeder i hans Værker, hvad dræbte ham fortidligt for Verden[8]? De som kan finde mit ubetydelige Digt “Augustmaaned[9] malet med Ildfarver og stridende mod Deres Følelser, hvad vil De sige om Raphael hvis Liv var en brændende Augustmaaned, hvor Kjærlighedsguden viiste ham de Gestalter der nu smælter vort Hjerte og begeistrer os. Derfor har ogsaa Thorvaldsen i sit Basrelief ladet Amor række ham Valmuen medens Skaren bekrandser ham, men Kunstens Genius græder over hans korte Levealder[10]. Og nu Thorvaldsen - ? Ja, ham har De jo i Afstand, og det er det Bedste for enhver stor Genius. Jeg vil ikke tale ilde om den Levende, ikke række Dem Kikkert for at see Solpletterne. Aldrig har jeg vist skrevet sandere Ord end i Agnete: “Tro paa Ingen, ei Dig selv!”[11] - Det er sørgeligt at der ligger et Livs Sandhed deri. - Men bort fra Skyggerne, De har faaet mig til at pege paa, her er dog mere Solskin i denne underlige Verden. De opmuntrer mig til at skrive noget: “der ret bærer Romerpræget”. O, De kan tro at min Phantasie idelig er i Beskjæftigelse, men hver Dag ude, lægger en Maaned til mit Liv, hver Dag skjærpes det aandelige Øie, raphaelske Engle og forstenede Guder tale til min Skjønheds Sands og jeg seer og føler kun at jeg Intet kan gjøre. To Tragedier havde jeg begyndt paa, de døde i første Scene[12], Smaadigte har jeg kun skrevet eet [af][13], her er for meget Stof, hvor kan man male Solen naar man staaer inde i den. Gjenstandene overvælde mig. Men det kommer nok. Det er mig Alt som jeg var født her i Rom, havde levet her bestandigt, saa bekjendt synes mig nu hver Gjenstand. Selv Folkelivet; endelig har jeg bestemt mig til at gjengive dette, gjort mig selv til Romer, tænkt mig ind i deres Væsen og skriver nu en Novelle i Prosa: [titlen overstreget] som jeg begyndte paa samme Aften jeg havde modtaget Deres Brev[14]. Bøtcher der har været 12 a 14 Aar her i Rom har hørt første Capitel og var ganske henrykt over den sydlige Luft, den romerske Natur, stor bliver den nok ikke, maaskee som Agnete, og jeg vil ende den i Neapel, thi Scenen foregaaer [overstreget] og bliver kun Ting jeg selv har oplevet, gid nu Sydboens Characteer, som den er, ikke blive Dem for meget i “August-Flammerne” [.] De kjender vist af Navn den berømte Maler Overbeck i Rom[15], der vist er den eneste nu levende Kunstner der kan sættes ved Siden af Thorvaldsen, skade at denne ikke er saa godt stemt for ham. Man sætter Overbeck nærmest Raphael i hvis Aand han ganske gaaer ind, det er en Lybecker, der for nogle Aar siden af fuldkommen Overbeviisning og fromt Sind gik over til den catholske Religion. Fornyelig har han fuldendt Anlæget af et nyt Arbeide, der maaskee engang vil tage aandelig Plads ved Raphaels Transfiguration; jeg var heldig nok, ved nogle Kunstnere at faae det at see, det er i Qvadrat og hver Side 5 a 6 Alen. Det er en heel Kunsthistorie, han har kaldt det den kristelige Kunst. Øverst oppe i den klare Sol sidder Madonna med Barnet, der peger paa et oprullet Pergament, hun holder en Flammepen i Haanden og paa Skyerne om hende, sees Adam og Eva, Noa med Duen, Moses, Propheter og Hellige. Midt paa Stykket er et herligt Springvand; ud af et Kors stiger den klare Straale, hvorpaa bæver en Regnbue, som Kunstnerne betragte; de mindre Begavede see paa Farvernes Reflexion i Vandspeilet under sig og glædes derover. Rundtom staae Kunstnere Konger og Prælater der have virket for Kunsten. Raphael er især fuld af Maiestæt. Næsten 50 af Figurerne ere Portrætter. I Forgrunden seer man Bygmesteren til P a u l skirken i Wien[16], viser nogle Yngre sin Tegning, og stytter sig derved paa en ung Maurer, en billedlig Hentydning paa, hvad han har lært af dette Folks Bygningskunst. Opgravede Statuer og Capiteler ligge som Forgrund. Før om to Aar bliver Maleriet ikke færdigt og er da bestemt til at gaae til Lübeck, Malerens Fødeby. Vi kan maaskee da alle faae det at see! - For Tiden er her i Rom et mærkeligt Madonnabillede af Marmor, der gjør Mirakler. Det staaer i Kirken S t   A u g u s t i n o[17], en Kirke der før ikke var synderligt besøgt, ja der brændte kun een Lampe foran denne Madonna. For nogle Aar siden knælede en lille Pige foran og nu begyndte Marmorbilledet at beklage sig over at der ingen Lys var paa dets Alter, Barnet skreeg af Skræk og nu kom Præsterne til og hørte det samme. Snart blev der da tændt Lys og Billedet gjorte flere Mirakler, flere Syge der bad til det blev helbredet, Folket strømmede til Kirken der snart blev een af de rigeste; jeg har været der nogle Gange og det er forbausende hvilken Andagt [der er]. Hele Marmor Madonnaen er overlæsset med Guldkjæder. Alle Fingrene fulde af Ringe, selv Fødderne. Hun har Juveler i Ørene og om Halsen, selv Jesubarnet og det er underligt at see det glimre ved de mange Lys der nu brænder her Nat og Dag. Over hendes Hoved staae to store Kister fyldte med Guldringe og Juveler man har givet hende; en ung Juveeler kunde sætte Boutik med dem, og hele Kirkevæggen er overhængt med Sølv-Hjerter, Sølv-Hænder og Votiv-Tavler[18] hvorpaa den eller den Begivenhed hvorfor Madonna har frelst dem er afbildet. Her ligger en Syg i Sengen, der er løbske Heste, der Røvere &&. Alle Mennesker, de meest velklædte Herrer og Dammer[19] kysser hendes Marmorfødder, det er formeligt Afgudsdyrkelse! - Men jeg maa fortælle Dem om Julen her i Rom! - Alt fra Decembermaaneds Begyndelse kom Hyrderne ind fra Bjergene og paa gammel Vis forkyndte Frelserens Fødsel; sædvanlig kom de to og to med deres korte brune Kapper, den lille spidse Hat med Silkebaand om, Faareskinds Buxer med Ulden ud ad og blæste da paa Sækkepibe foran hvert Huus hvorpaa der var et Madonnabillede.

'Pifferaries'.

Jeg blev næsten hver Morgen vaagnet ved denne eensformige, melankolske Musik. Alle Danske, Norske og Svenske, som hjemme ere skildte ad, forener Rom til een Nation, vi vare nogle og fyrgetyve og holdt vor Juleaften sammen[20]. En svensk, tre danske og en romersk Dame, (Thorvaldsens Datter[21]) vare med. Prindsessen[22] vilde gjerne have været med, men som katolsk turde hun ikke deeltage i nogen Lystighed den Aften, især da det ikke var os tilladt, som Kjættere, at holde det inde i Byen, men fik et deiligt Locale tæt uden for Porten i Haven ved Villa Borghese.- Det var det deiligste Solskin, varmt og friskt Veir. Vi havde hver givet Presenter[23] til Træet og fra Donner[24] i Altona, der i fjor var med uden at give sin Andeel var sendt 50 Species, hvoraf det halve brugtes som Bidrag til Festen, de andre 25 til Presenter. - Grantræ kunde vi ikke faae, men da her er nok af Laurbær, blev et stort eet kappet til Juletræ og behængt med Citroner og Oranger. Spisesalen var decoreret med de tre nordiske Rigers Vaaben omvundne med Eegeløv og Laurbær. Bordet og Flaskerne omvunden med Roser og hver Gjæst havde en Vedbende Krands om Haaret, Damerne een af Roser. Jeg havde skrevet en Sang, hvori Frederik den 6tes og Karl Johans Skaal blev drukket og Hertz en rask Drikkevise. Hele Bygningen hvor Festen stod har jeg her ridset Dem af, men De veed nok jeg aldrig har lært at tegne eller har Øvelse, dog De faaer en Idee. I Stuen her stod Juletræet og paa Salen spiiste vi; udenfor var alt i det deiligste grønt; de to spidse Træer skal forestille Cypresser, de andre Pinier, de forunderlig deilige grønne Pinier der see ud som lette Skyer paa en Træstamme; Baggrunden er en Skov af eviggrønne Ege og her foran seer De lidt af Amphietheatret, der ligger ved Villaen. Tænk Dem nu den meest blaae Himmel og mellem Træerne Udsigt til sneehvide Bjerge, thi kun der ligger Sneen, saa har De et Slags Begreb om Stedet. - Da min kjære Jette Wulff, viist lader Dem see et og andet af mine Breve, saa meddeel hende lidt af dette, hun vil som De ikke see Tegningen med kritiske Øine. Af Presenterne for Donners Penge vare nogle af god Værdie, den bedste og som skulde ret erindre om denne Aften var et Sølvbæger, kjøbt i Rom og med Indskrift: “Juleaften i Rom 1833.” tilfaldt ved Lykkespillet mig, saa at jeg blev den Lykkeligste den Aften. Hertz fik den næste Present, en Ring med en Antiksteen, men da han gik hjem tabte han den ved at gnide Hænderne alfor stærk imod hinanden af Glæde. - Da Thorvaldsen og de ældre tog bort fulgte jeg med, det var saa varm en Nat at Kapperne vare os for tunge og Thorvaldsen sagde: “nu har vi en dansk Sommernat!” - O Gud, jeg kan græde naar jeg tænker paa den evige Vinter hjemme! - Juledag blev Paven baaret om i Procession og viftet med Paafuglehaler. Om Natten blev Christi Vugge viist og Jesubarnet i Svøb stillet frem paa Altrene; det berømteste kjører tidt i Kareth til Sygefolk og saa presenterer Soldaterne og Folk ligger hele gaden igjennem paa Knæ, undtagen de Fremmede, vi løfte paa Hatten og mere forlange de godmodige Romere ikke. Men nu Nytaarsfesten? Ja medens de Andre spiiste Aftenen bort sad jeg hjemme i mine Drømme, Erindringen om hvad jeg i det gamle Aar havde tabt og vundet fyldte mig med Veemod, jeg blev tilsidst ganske forstemt, Natten gik bort i halv Feber og den brændende, trykkende Siroko der har blæst i Dag har næsten holdt mig hele Tiden inde; nu mod Aften jeg ender disse Linier, blæser det fra Bjergene og jeg er igjen ganske vel og Humeuret lettere. Jeg har i Dag kun været i Peterskirken og det sextinske Kapel, hvor Paven var, men jeg maatte hjem til Sengen for den tunge Siroco, gid at De hjemme havde lidet af denne afrikanske Varme, som jeg ikke engang taaler paa den første Januar. Men nu lev vel[!] om nogle Dage, før ender jeg ei Brevet. Glædeligt Nytaar!

Rom den 7 Januar 1834.

I Dag vil jeg afsende mit Brev for at det kan indtræffe betimeligt! Hvorlænge mit Ophold her i Udlandet bliver er endnu uvist. Det var mit Ønske, at jeg først kom hjem i Mai 1835, men dette kan ikke skee uden jeg faaer et Aars Tillæg i Stipendium, modsat maa jeg alt hjem tidlig paa Efteraaret dette Aar. Alle mine Penge holde op nu ved Mai’s Slutning og med Indtægten for Agnete og 100 Species jeg haaber at faae til Laans kan jeg trække det ud til i September; det koster meget herude og man giver mig intet Haab om Tillæg, det viser hvorlidet man venter sig af mig, ja, uden mine Digter-Atester var jeg jo ei engang sluppet ud. Men jeg bør ei være utaknemlig, kun gyser jeg for den Tid jeg skal tilbage til Kulden og til de gamle Forhold, jeg har nu varmere Blod og har seet ind i Paradiset. Italien er Phantasiens og Skjønhedens Land! Vinteren er som Vaar hos os! Igaar hang der Iistappe om den store Steentriton, der kaster den høie Vandstraale op i Luften paa Barbarinipladsen, Bønderne ansee det for et Tegn paa et frugtbart Aar og saa dandsede de rundt om Tritonen; De skulde have seet dem med Blomster i Hatten og Lammeskinds Klæder, med Ulden ud ad, det var et hedensk Bal, det var Vinterglæde, de saae ei engang til de deilige Oranger, der hang ud over Havemurene. Om Morgenen fryser det, om Middagen er det Sommer. O gid jeg ved et Trylleslag en Søndag kunde flytte Deres lille Stue her til, med alle Beboerne. - Thorald vilde da faae en Luft at aande, som vi paa vore skjønneste Tider, kun see Vrangen af. Aftenhimlen er et Ildhav, hvor lysegrønne Skyer svømme, som var det Pinietræets Dryader der fløi bort. - Frederik vilde more sig over de pavelige Soldater, der have en stor Ildgryde ved Skilderhuset for at varme sig, naar jeg er sommerklædt. Ludvig kunde studere Pyramiderne fra Sesostristid og grave i Keiserborgens Ruiner. - Christian kunde som vordende Geistlig aflægge St Peder en Vesit der sover paa samme Sted hvor Romulus fik Ro og Hvile. Viggo førte jeg til P i a z z a   N a v o n e for at see det lystige Folkeliv, Munkene paa Æsler og Frugtpigerne skjult bag Bjerge af Apelsiner og saa et lille Slagsmaal mellem Bønderne, hvor Kniven blinker og Fruentimmerne mægle Fred.

Piazza Navona.

Dine kunde faae Comedie hele Dagen i Byens 300 og jeg veed ikke hvor mange og 60 Kirker, her er. Deilig Musik, brillante Dragter og store Situationer. De, kjære Frue Lessøe, De skulde see Gallerierne, Himlen, Pinierne og Marmorguderne. O gid De var her blot 12 timer. Alt er malerisk, ja hvor jeg seer, selv min Gjenboe, Spechøkerens Boutik; jeg vil ridse den af! det er Ballier med Citroner og Apelsiner De seer udenfor Døren, en Gryde med kogende Kastanier, men Boutikken selv er decoreret med Pølser omvunden med Laurbærblade, Oste lavede i Blærer, saa de ligne Strudsæg, Skinker, alt i Laurbærguirlander og saae er Lofte og Væg derinde ligesaa rigt og ligesaa grønt. Store Metallamper brænde og Madonnabilledet hænger mellem Pølser og Roser. Det skal være en Capuciner som daglig tigger Pølse her, jeg har sat i Døren, paa denne er klistret en Madona, Kjødmad hænger ved Siden. - Men Papiret slipper. Thorvaldsens Datter har Nytaarsdag faaet en Søn: Frederik, Albert, Thorvald[25]. - Her bliver nok intet Carneval, Paven frygter uden Grund, Uroeligheder[26]; jeg reiser om en Maaned til Neapel og de græske Ruiner i P e s t u m, glæd mig i Neapel: p o s t  r e s t a n t e med et Brev der er der før den 1ste April. Lev vel! Gud velsigne Dem for Deres Godhed mod mig, altid bliver jeg Deres sønlige

Andersen.

[Tilføjelse i margenen s.1:] Her i Brevet følger Viol, til Dem, de voxe alt i Mængde foran Raphaels Villa, nær Villa Borghese. -

[Udskrift:]

a
M a d a m e
M a d a m e  L æ s s ø e
Ø s t e r b r o e  No 108
a
C o p e n h a g u e
e n  D a n n e m a r k
p a r
H a m b o u r g.
f r a n c o  f r o n t i e r e s

[Tilføjelse på en løs seddel:]
Efterskrift.

skrevet nogle Timer efter et modtaget Brev fra [overstreget][27]
Digteren siger Dem Lev vel! Han drages med Døden! Mennesket Andersen har De kun tilbage og han vil ikke være Dem saa barnlig eller rettere barnagtig som før. Jeg veed Critikken i Maanedsskriftet over mig! Jeg veed Agnetes Fordømmelse: “et under Alt maadeligt Arbeide, det er til Fortvivlelse vanskabt.” Alt veed jeg! Man har bragt mig Giftskaalen, Venner, trofaste Venner har sagt mig en Sandhed jeg ikke har Mod at nedskrive. Det er meer end et Menneske kan udholde, hvad man har mældt mig! Nu i Guds Navn, den smukke Drøm er ude, - nu bliver jeg et fornuftigt Menneske, maaskee faaer jeg en Slags Leve vei! Til Efteraaret er jeg i Danmark; Digteren bliver i Italien! styrk min syge Sjæl med en Moders Trøst, i en anden Verden kommer Glæden eller Søvnen den evige Søvn. Lev vel! -



Brev nr. 109. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Søe-Cadet Academiet d. 8de Januar 1834.

I Gaar modtog jeg fra min kjære gode Andersen, et Brev[2] der opfyldte mig med Veemod; De var bedrøvet og havde Aarsag til at være det! Naar disse Linier træffe Dem, haaber jeg den velgjørende Tid har atter bragt lidt Soelskin i Deres ædle Hjerte. Vel har De Ingen meer her paa Jorden der af Naturen er bunden til at elske Dem, som De siger; men derfor er De dog saa langt fra at være eene! ikke vil jeg gjentage det for Dem, De veed, De føler hvor Mange, der inderligen holde af Dem, og skjønne paa Deres Værd, der kjerligen deele Deres Sorger, ja Andersen! De har selv skabt Dem en Familie af gode Mennesker, det tør jeg sige, der i Følelse for Dem, ikke staaer tilbage for noget virkeligt Slægtskab! - Tak for Agnete! Nu har jeg gjordt hendes Bekjendtskab fra først til sidst. Første Deel har jeg talt med Dem om. Anden Deel holder jeg mere af, ja der er meget jeg ret holder af, især Havmanden og de Steder hvor Naturen taler[3], som Blomsterne, Fuglene, det er overordentlig yndigt og poetisk! Hvad den offentlige Dom siger, veed man jo endnu ikke, det kommer vel i Maanetsskriftet: “Lob und Tadel”; men det høre sig jo til. De har dog i ethvært Tilfælde Grund til at være tilfreds med Deres Arbejde, og med Længsel seer jeg Deres Næste imøde, hvad mon det bliver?! Hvilket besynderligt Træf at De og Gjengangeren[4] støder sammen, jeg kan mærke paa Dem det genere Deres gode Sind og Sjæl at nære en ublid Følelse mod ham, De gjør Dem Umage for at neddysse den, eller tilintetgjøre den; dersom han blodt er lidt god, som jeg haaber om ethvært Menneske, vil det lykkes Dem, og De vil føle Dem let om Hjertet. Denne samme “fremmede” Person” har skrevet hjem: at De meget net havde hjulpet ham ved sin Ankomst i Rom; maaske vil han fortryde sine gamle Synder, og De vil tilgive! - De forundrer Dem over at jeg ikke har skrevet saa længe; men “hør og skjelv”, som Grethe siger i Kjerlighed uden Strømper[5]: Jeg har været meget syg, ja saa syg i Vinter at jeg ofte har troet det forbi med mig, dog saa lykkelig blev jeg ikke, men ellers saa tilfreds som det er muligt at blive her, er jeg nu, da det er meget bedre med mig, efter at have udholt en temmelig smertelig operation paa mit eene Øje[6], der nu med Guds Hjelp er helbredet, og jeg kan atter begynde at bruge Øjnene; det første jeg tager mig for er at skrive Dem til, men det gaaer langsomt, da jeg kun kan skrive lidt om Dagen, for ej at over-fattiguere[7] dem. Hvor ofte har jeg ikke ønsket Dem her i Vinter, for at læse for mig, snakke for mig, adsprede mig; fra første October har jeg ikke været ude af mit Værelse, og Tiden er ofte falden mig lidt lang, og jeg falder i det Melancolske. De begriber hvilken Trøst de elskede Brødre har været til for mig, jeg troer det er Engle! Seer De ikke nu kjære Andersen, at det ikke er paa Mangel af Sindelag at jeg skriver saa sjeldent, jeg savner det vist meer end De! - Fra Castenschiold skal jeg hilse paa det venligste, vi tale ofte om Dem, han holder ret meget af Dem. I Italien har han ikke været længer ned end Venedig, Milano og Genua, og er paa sin rolige Maade henrykt over hvad han har seet. Destoværre for os, der holde saa meget af [ham] rejser han om kort Tid til sin Bestemmelse. - I Gaar var den fortreffelige Frue Lessøe hos mig; hvor er hun elskværdig, Andersen, hvor udtrykker hun sig skjøndt aanfuldt om Alt hvad hun taler om! Skade for mig at jeg seer hende saa sjeldent, hvor vilde det ikke være en Nydelse for mig, var det oftere!
Den 28de Januar. I Dag modtog jeg et Brev fra Dem[8], skrevet Nytaarsdag i en sørgmodig Stemning, der inderlig har bevæget mig, kjære Andersen vær dog ikke saa modløs! Hvad i al Verden bryder De Dem om Molbech og hans dumme recension[9], og i det hele om alt Dumt, der bliver sagt og skrevet. Lev og nyd Øjeblikket, der kunde være saa skjøndt for Dem! Ak kjære Andersen, var jeg blodt en Time med Dem, jeg synes jeg saa godt skulde sige Dem dette og meget meer, at De blev den gamle barnlig glade Andersen, der kun tænkte paa som en Bie, at samle Honning af alt det skjønne De er omringet af. Misforstaae mig ikke, jeg føler ret inderligt, hvor meget der kan trykke paa Deres Hjerte; men det veed vi jo, er hvært Menneskes Lod. Deres Sorger deeler jeg, som var De min Broder og takker Dem, af det oprigtigste Sind, af min inderste Sjel, at De taler til mig derom, det beviser mig at De holder af mig har Tillid til mig. Ja kjære Andersen, udfold kun altid, altid Deres Sorger for mig, jeg skal opbyde min hele Sjælstyrke, for at hjælpe Dem at bære dem og trøste Dem, ak kunde jeg dog det! Tvivl for Guds Skyld ikke om Dem selv eller Deres Venner, der er ingen Grund til. De har som Digter jo frembragt saa meget smukt og vil endnu skabe meere; som Menneske er De jo saa ædel og god at de Fleste gjerne kunde misunde Dem! Deres Venner holde af Dem oprigtigen! (for den kalder jeg ikke Ven der skrev den dumme rapport, hvem det saa er.) Vær ikke bedrøvet, Andersen! De har dog egentlig ingen Grund dertil, og naar man er i Italien, synes mig, at man bedre maatte kunde bære hvad der ellers vilde falde tungt, dersom der virkelig var Noget. - Den 8de Februar. Nu har jeg gjordt Deres kjære Ludvig Møllers Bekjentskab, og det fornøjer mig ret, da jeg meget godt kan lide ham, De har Ret i at det er et rart aabent phisionomie han har; men Byron seer jeg ikke! Hvad mig angaaer, derimod noget meget Bedre, for han seer ret from god, og uskyldig ud. Det vil glæde mig at lære ham nøjere at kjende, som jeg haaber, da han lovede snart at besøge os igjen; at De meget var Gjenstanden for vores Tale, begriber De. At han ikke længe har skrevet Dem til, har han nu jo selv sagt Dem Aarsagen, han har jo virkelig været beskjæftiget med sit Priisskrift[10], oder so was. - Tak for den smukke Beskrivelse af Juulen i Rom; naar De atter engang glæder mig med Brev da siig mig lidt omstændeligt om hvad mine Bekjendtere blandt de danske Kunstnere tage dem for, især Hansen[11], Küchler og Petzholt. - Dette træffer Dem vel i Neapel i det dejligste Foraar! Ja jeg begriber Deres Lyst til at blive længer i Paradiset, og Deres Skræk, for at jages derud af; men jeg haaber ogsaa det skal være saa lykkeligt for Dem, at De kan blive der; thi siden der hører stipendier og Legater til at turde opholde sig i det jordiske Paradis, er det godt at have Bispen til Moerbroder[12]. Med andre Ord er det, at Ludvig Møller talte noget om at han haabede at skaffe Dem det Lassenske Legat[13] og han troede ogsaa, at Collin kunde udrætte Noget hos fondet[14], gid Begges Ønsker og Bestræbelser maae opfyldes, saa vil De vel blive lidt glad, naar De længere faaer Lov at tumle Dem i Verden. - Undskyld at jeg springer fra det Eene til det Andet, men det falder mig ind just nu, at De maae have faaet et langt Brev fra mig, skrevet paa langs og tværs, gjennem Professor Thiele, i November fik han det, saa jeg bliver gandske böse[15], dersom han ikke rigtig har besørget det, da det koster mine Øjne saa meget at skrive; siig mig det engang ved Lejlighed. - De ønsker et Brev til München; henimod den Tid, De nærmer Dem den Hovedstad skal der ligge Et poste restante, enten fra Brønsted, Freund[16] eller en slig god Ven, der kan gjøre Dem bekjendt med en eller anden Bajrer. Brønsteds Adresse her i Byen er: Vestergade No 42. - Sibonis niece heder Marietta Righi og boer i Faenza[17]; seer De hende da hils meget fra Caroline Jessen[18], det er en Veninde af hende, som det vidst vil glæde hende at høre fra. - Fra Weyse skal jeg hilse, han arbejder paa Deres Kennilworth med megen Lyst, er nu i den store Duet mellem Leister og Amy[19], naar den er færdig er kun en lille lystig Drikkesang[20] tilbage, for at første Akt er componeret; det jeg har hørt er meget smukt, og jeg haaber det skal geraade Forfatter og Componist til stor Glæde.

Den 11e Februar. I Dag skal dette Brev bort, dog først har jeg en stor Fryd at meddele Dem, som De vist af oprigtigt Hjerte vil deele med mig. Tænk Andersen! jeg skal til Italien! Det har længe været bestemt; men Broder Peter[21], som gjør denne Rejse for min Skyld, har ønsket at der ej skulde tales om for tidlig, endnu veed Ingen det her; men nu har jeg faaet Lov at sige Dem det, da vi maaske allere[de] er paa Rejsen naar De modtager dette. I Førstningen aldeles bedøvet af min Lykke, og troede det umuligt, at Sligt kunde skee, dog nu er min Tanke alt vandt dertil, og jeg kan med Rolighed tale derom. Da jeg endnu er meget svag, kan jeg kun gjøre Rejsen til Søes, som er bestemt at gaae for sig først i April. Vi gaae da til Nizza[22], derfra med Dampbaad til Neapel, og strax til Ischia for at bruge de velgjørende Bade der; er jeg da styrket paa Legeme og Sjæl, opholder vi os en Tid i Neapel, gaaer om Efteraaret til Rom, og tilbringer Vinteren der. Videre er Planen ikke lagt, og det glæder mig, da det ellers er temmelig formasteligt at lægge den for et Aar. Peters Helbred er langt fra god, han er plaget af reumatiske Smerte, men jeg har det bedste Haab, at alt vil blive godt under den dejlige Himmel. Naar vi komme til Italien vil De jo være ude af den, vi sees altsaa ikke i Paradiset for denne Gang, og det vil vare længere Tid, inden vi mødes; men det skal dog ingen Forandring gjøre i vores Sindelag for hinanden, vi vil ofte skrive, og meddele hinanden vores Glæder Sorger og Anskuelser af Hvad der kommer os for. Jeg skal gjenkalde Dem den Tid De levede i den Herlighed, jeg da vil nyde, og De vil tale til mig om mit Fædreland, og Alt hvad jeg der har kjært, vi vil have skiftet Plads; men De vil aldrig misunde mig min øjeblikkelige Lykke, og jeg haaber, aldrig finde mig uværdig til den. Det er ellers en Tvivl der plager mig, om jeg virkelig er moden til at kunde fatte alle de Skatte og Herligheder, der vil frembyde sig for mig, om jeg har ægte Sands nok til at nyde det som man bør, dog - jeg er ubeskrivelig lykkelig dertil, det veed jeg med Vished!!! - Christian har skrevet Dem en lille Seddel til, han er Dem saa hengiven, som de Alle her, der sende de venligste kjærligste Hilsner til Dem.
Gid dette maatte træffe Dem den 2den April, det skulde da bringe Dem mine inderligste søsterlige Lykønskninger til den Dag. Gud give De ret maae være glad paa den, som De har Aarsag til at være, naar De blodt vilde tænke paa alle Deres Kjære her i Fødelandet og den Godhed man der har for Dem; jeg synes man saa maatte blive i godt humeur, det vil De ogsaa være, for at glæde os? ikke sandt?
Af alt det S[k]jønne jeg ønsker Dem, veed jeg ej hvad der er først; Tilfredshed, - at frembringe et dejligt Værk, - en ægte sund Sjæl - dog med et Ord ønsker jeg Dem Alt Godt. - For mig ønsker jeg at De aldrig tvivler om den hjertelige Oprigtighed hvormed jeg er Deres søsterlige

Jette.

[Udskrift:]
À Monsieur
Monsieur H: C: Andersen
Recommandée aux soins obligeants de
Monsieur de Voigt[23] chargé d’affaires
de S:M: le roi du Danemarck, près la cour de Naples
fr Hambourg



Brev nr. 110. Fra Ludvig og Otto Müller til HCA.[1]  

Kjøbenhavn den 20.-21. Januar 1834.

Naa endelig engang! hører jeg Dig udraabe ved dette Brevs Modtagelse, og maaskee adskillige bittre Tanker ledsage dit Udraab. Hvilken din Mening har været om min Forsømmelighed i at skrive Dig til, er ei vanskeligt at giætte og bestyrkes desuden ved adskillige Yttringer i dine andre til Hiemmet skrevne Breve, som: “den ikke brevskrivende Ludvig”, “Ludvig tier endnu bestandig”, (i et Brev til Collin:) “see om Ludvig faaer Brev fra mig”, og desl. Du tænkte vel omtrent som saa: “Dengang jeg var i Kjøbenhavn, bevirkede mine Venskabsyttringer imod ham, at han ogsaa viste sig venskabeligt sindet imod mig; han syntes vel, at han ei kunde være bekiendt andet, da jeg, en Digter, saa yndet af Alle og bekiendt uopfordret creerede ham til min Ven og gav ham tilligemed Edvard den første Plads; men nu jeg er borte, træder hans sande Sind frem; han har aldrig giort noget af mig, da han under hele min Reise kun har skrevet mig eengang til, uagtet han dog maatte vide, hvor megen Priis jeg sætter paa Breve fra Hiemmet.” Ja, jeg ser tydeligt dit Ansigt forlænget og et spodsk Smiil paa Læben (som Du undertiden pleiede at opvarte med), vel endog lidt Kast med Nakken, og hører Dig sige: “jeg giver ham en god Dag”. Og Du har beviist det i Gierningen ved i lang Tid hverken at skrive mig til eller sende mig nogen Hilsen; maaskee Du endog har revet mit Portrait ud af din Stambog[2] og offret det til Vulcano[3]. - Min kiære Andersen! Jeg tilstaaer, at Du har maattet synes underligt om min Adfærd, og at jeg har forskyldt allehaande af Dig. Begyndelsen af mit Brev skal være bestemt til en Apologi[4], til hvilken maa tiene en Beskrivelse af mit Liv i sidste Halvdeel af forrige Aar.
Du veed, kiære Ven, at jeg havde givet mig i Kast med en Priis-Afhandling[5], hvis vidtløftige Omfang jeg alt fra Begyndelsen af gruede for; Fader overtalte mig til at tage fat paa den, og, e n f i n, jeg fandt det selv ret hensigtsmæssigt. Jeg begyndte uden Betænkeligheder paa den og studerede mig ufortrødent ind i de Materier; men først i Løbet af Sommeren kom jeg saavidt, at jeg tilfulde indsaae, hvad det var for et Arbeide jeg havde paataget mig, og hvormeget der hørte til fyldestgiørende at besvare Quæstionen[6]. Et saadant Priisspørgsmaal burde have været udsat af Videnskabernes Selskab med en Frist af 2 à 3 Aar og kun være taget fat paa af en Orientalist, som e x  p r o f e s s o [7]havde studert det hebraiske Sprog og kiendte det Gamle Testamente nøie. Jeg derimod havde aldrig i n  s p e c i e [8] lagt mig efter hebraisk, kunde vel lidt af nogle orientalske Sprog, men ei nok; jeg havde kun 9 Maaneder til det hele (thi jeg begyndte først i Marts). Jeg indsaae da, at hvad der manglede mig i Forkundskaber til dette Spørgsmaals Besvarelse, maatte jeg indhente ved anstrængt Flid. - - - Jeg har aldrig endnu været saa udholdende i mit Arbeide som sidste Halvdeel af forrige Aar; jeg besøgte ingen Mennesker, tog aldrig ud om Aftenen, søgte kun ved Spadseren og Ridning at holde min Helbred vedlige. - - - Du seer da selv, kiære Ven, at jeg i min Travlhed havde en antagelig Grund til ei at skrive Dig til; hverken Lunding[9], eller mine norske Correspondenter, eller andre fik i al den Tid noget Brev fra mig. - - - Nu kunde Du vel indvende mig til alt dette, at havde mit Venskab for Dig været ret stærkt, havde jeg dog nok hist og her kunnet knibe en Times Tid til at skrive nogle Linier. Dertil maa jeg for det første bemærke, at jeg virkelig havde begyndt paa et Brev til Dig til Paris, men da var Du allerede taget derfra, fik jeg at vide; og sidenefter vilde Breve blive saa dyre, at jeg ei burde skrive Dig nogle Linier til, men et ordentligt langt Brev, og dertil udfordredes et Par Timers Tid. Dernæst: Du kiender mig jo noksom, da vi have omgaaedes saameget med hinanden og jeg stedse har viist mig oprigtig og aaben mod Dig, som mod Folk i Almindelighed; Du maa altsaa vide, at jeg baade tilfulde erkiender og glæder mig over dit Genie, dit Hiertes Elskværdighed, din lette behagelige Omgang, saa at Du, naar dertil lægges det Venskab Du stedse har baaret for mig, i Sandhed staaer meget høit hos mig, men tillige, at Du ved din, jeg kunde næsten sige unaturlige ( ): som kun findes hos faa Naturer) Følsomhed og Barnlighed er meget forskjellig fra mig, og at jeg ogsaa har andre Venner foruden Dig. Du seer, kiære Ven, at jeg er i Skrift, som i Tale, meget ligefrem; men jeg frygter ikke for at misforstaaes af Dig, da jeg stoler paa, at Du kiender mig. Resultatet af disse Linier er altsaa, at jeg indtil Datum, uagtet min Sparsomhed hidtil i at skrive, er accurat sindet mod Dig, som da Du reiste, og at det skulde giøre mig ondt, om jeg formedelst meerbemeldte Skrive-Uefterrettelighed skulde have mistet noget af dit Venskab, som jeg stedse har sat megen Priis paa. Det har været saa stærkt, at jeg ei skulde undre mig over, om det paa din Udenlandsreise var blevet noget kiølnet og havde reduceret sig til en saadan Tilbøielighed, som unge Mennesker, der ere Venner, almindeligviis pleie at nære for hinanden; hermed vilde jeg være tilfreds; men hele dit Venskab vilde jeg meget, meget nødigt miste. See, det var en lang Snak om mig selv og vort Forhold til hinanden; jeg maatte først være paa det rene hermed, inden jeg gik videre.
Jeg vil nu gaae over til en Materie, der har Interesse for Dig, din Agnete. Jeg for min Deel synes i det Hele godt om den, ja om mange enkelte Steder overordentlig godt. Agnete synes mig fortryllende, elskværdig, rørende, overalt hvor hun indføres; Havmandens Møde med hende lider jeg godt, og overhovedet alle Havmandens Repliquer; Agnetes Fødsel i Begyndelsen ei at forglemme. Overhovedet, hvor Bølgerne, Fuglene, Blomsterne, og øvrige Naturgjenstande udtale sig, finder jeg meget skiønt, poetiskt, høit. Slutningen, hvor Agnete skal op igien til Jorden, hendes Møde med Hemming og Endeligt, ere aldeles efter min Smag; der er meget hiertegribende deri. Den Flok Svaner[10], Du lader flyve forbi og synge om et skiønnere fiernere Land, gjør ypperlig Virkning. Skulde jeg udpege alle de enkelte Steder, jeg synes godt om i den, vilde det blive et vidtløftigt Arbeide. At nævne hvad der synes mig mindre heldigt, er lettere giort; hvis Du gider høre mig, min kiære Andersen, vil jeg nu ogsaa tale om Skyggesiden. (Lad mig forinden minde Dig om, at jeg er ingen æsthetisk Kunstdommer, og sige Dig, at Bemærkningerne ere mine egne individuelle, ei modtagne af andre, saa at Du ei behøver at bryde Dig det mindste om dem.) For det første er Hemming mig meget imod: en saadan umandig, flæbevorn, jammerlig Elsker kan jeg ei engang have Medlidenhed med; ogsaa kiender jeg i hans Taler hist og her Phraser, Du tidt selv i gamle Dage opvartede med, naar Du klagede over Verden, men som stedse mishagede mig. Hvorfor skal Gerdrud (skal formodentlig være Gertrud, thi det andet Navn kiender jeg ei, ja kan mit Organ ei engang udtale) giøres til Nar ved den gamle Theaterscene: at tage Feil af Personen, hvem Frieriet giælder[11]; det er det eneste comiske i hele Bogen og synes mig derfor ei ret at passe til den øvrige Tone. Iblandt det, som de forskiellige Natur-Væsner og -Ting sige, hvori jeg ellers finder saameget smukt, har jeg af og til truffet noget, som jeg vilde kalde Fyldekalk, Ord med smuk Klingklang, men betydningsløse, og som gierne kunde været borte. Slutningen af Efterspillet til 1ste Deel[12], om Svanen med den blodige Piil under Vingen, kan man kun med Møie giætte sig til Meningen af; den gienkalder mig tydeligt Slutningen af een af dine Maaneder: “Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale”[13], ligeledes “Hiertets blodige Straale” og deslige, som stedse i dine Digte have været mig imod. Hemmings Død finder jeg ækel og revolterende, ei rørende; hvortil en saa slet motiveret, urimelig Grusomhed? Jeg tænkte nok, at Du ei kunde bare Dig for, mod Slutningen, at tage Digteren med; “ - ingen Skiald vil synge saa dybt Agnetes Navn, som den, hvis Hierte bløder af lige Sorg og Savn”[14], passer meget slet ind i Havmandens ellers saa særdeles smukke og rørende Afskedssang. Endelig, hvor er Du kommen paa den uheldige Idee, at forlægge Scenen til Aar 1106? Tænk paa, hvad Danmark var under Svend Estridsens Sønner[15]? Hele Skildringen af Ridderborgen og Personerne d e r passe snarere paa det 14de eller 15de Aarhundrede. Der bruges Skydegevær!! Om den forstenede Havmand siges, at for Secler siden en christen Konge forvandlede den til Steen; betænk, n a a r Christendommen indførtes i Norden, og desl. Hvad Hemming siger: “Hiertets Du faaer Læbens De”[16], synes mig kun at kunne lægges en Person fra dette eller det forrige Aarhundrede i Munden. Meget af dette paaankede er, som Du selv seer, kun Smaating, og Bogens egentlige Værd uvedkommende; jeg har ellers i det hele læst den med Glæde og paaskiønner alt det smukke i den. Jeg har læst den høit herhiemme, og Fader saavelsom de andre syntes godt om den. Jeg maa dog til Slutningen endnu sige Dig, at jeg havde ventet noget andet i den (noget, som jeg imidlertid ei anseer for en Anke mod Bogens Fortrinlighed), en anden Aand, andre Ideer og Billeder, allermindst en Charakteer som Hemming; kort sagt, Agnete synes mig aldeles lig dine Digte (NB. de bedste af dine Digte), skiøndt jeg havde haabet i et og andet at see Spor af en aandelig Forandring hos Dig som en Virkning af Reisen. Herom har jeg talt med Collin, og han er enig med mig; og da han, som baade er din Ven og paa en Maade Mentor, har skrevet Dig endeel til desangaaende, skal Du blive fri for Raad og Paamindelser fra min Side, skiøndt, det veed Gud, alt hvadsomhelst der fra mig har kunnet være Dig mindre behageligt at høre eller læse, stedse har været velmeent og i bedste Hensigt. Kiære Ven, jag de Pengebekymringer og hiemlige Tanker paa Døren, og drag den fulde Nytte af din Reise! Lidt mere Mandighed og Kraft, lidt mindre Barnlighed, Overspændthed og Sentimentalitet, lidt mere Studeren og Trængen tilbunds, og jeg skal gratulere Andersens Venner til hans Hiemkomst og Danmark til dets Digter. - - -
Og nu farvel, min kiære Andersen! De bedste Ønsker for en fortsat heldig Reise!

Din hengivne Ven
L u d v i g M ü l l e r.

[Fra Otto Müller:]

Kjøbenhavn, den 19 januar 1834 Kjære fortræffelige Ven! - Uagtet vi selv Intet have hørt fra Dig, og af Andre kun erfaret Lidet om Dig, have vi ): Ludvig og jeg dog sammenlavet dette lange Epistel til vor reisende Ven og vi bede ham ret meget at tage til Takke med den simple Kost. At Ludvig har faaet Broderparten af Brevet er jo saare naturligt, han har jo og Størstedelen af Dit Venskab, og det hver af os tildeelte Rum i Brevet svarer vel og omtrent til det Rum, hver af os indtager i Dit Hjerte. Ludvig har formodentlig allerede undskyldt sig i ovenstaaende tætskrevne Epistel, men hvis ei ved samme skulde staae tilstrækkeligen reen og renset for Dine Øine, da lad mig tilføie, at han har arbeidet paa sin Afhandling som et Bæst, siddet oppe hver Nat og forsaget sig alle Adspredelser med Undtagelse af den for hans Sundhed nødvendige Dans. Det gode Menneske har ellers (som den øvrige Familie og alle andre Mskr) saa ofte talt om Dig - jo Du er rigtignok vel anskreven herhjemme! - Men nu lidt Reisebeskrivelse. Paris forlod jeg i Slutningen af Octbr, og gik derfra til London, hvor jeg tilbragte 12 Dage. Byen behagede mig slet ikke, evig Taage og Kuldamp, Kjedsommelighed og Smagløshed - og saa Byens uforskammede Størrelse - see dette fandt jeg Londons største Mærkeligheder, thi alt det Øvrige, dens Paladser og Kunstskatte o.s.v. fandt jeg langt under Forventning. Fra England gik jeg gjennem Belgien til Brüssel, hvor jeg tilbragte to Dage, og derfra over Aachen og Kölln til Bonn, hvor jeg besøgte en god Ven, Jul.Friedlaender, fra Berlin. Veiret havde hidentil begunstiget min Reise saa at jeg uagtet den sildige Aarstid besluttede at gjøre Rhintouren. Uagtet det ei var Sommer fandt jeg dog denne Tour ret lønnende og det forekom mig især, som om Naturens Efteraarsdragt harmonerede ret skjønt med de mange Borgruiner, der jo og ere tydelige Minder om en svunden Blomstertid. Over Frankfurt, Kassel, Hannover kom jeg til Hamborg; paa Hjemreisen gjennem de danske Provindser besøgte jeg Lunding, traf ham rask og munter og tilfreds - ja saa mild og lykkelig; det er jo sjældent at man kan være saa tilfreds og endnu sjældnere at man erkjender sin Lykke. Han bad Dig meget at hilse.
I Kbhn, hvor jeg indtraf d.2 Dcb, traf jeg min hele Familie frisk og vel; kun vor gode Fader lider under en langvarig Upasselighed, men som dog ei hindrer ham fra at gaae ud. De fleste gode Venner leve med det Gamle; kun i min Onkels[17] Huus er efter hans Død indtruffen en stor Forandring. - Din Agnete have vi alle læst med megen Fornøielse; men da Ludvig formodentlig allerede [har] udbredt sig over denne (af Dig virkeligen meget yndede) Materie, tier jeg her ikke. Som i Dine fleste Arbeider er der og i Agnete meget, som særdeles tiltaler mig; saa at jeg paa Grund af min Individualitet tillægger den et Værd, som jeg fra et universelt Standpunct maaskee ei ville tillægge den. Men nok herom - Du er jo min og min Families Ven - Du holder jo dog en Klat af os allesammen og Du veed jo og, hvor meget vi alle holde af Dig trods al Din... og Din... o.s.v. jeg haaber Ludvig har hovmestereret lidt for Dig, thi det er just det sande Venskab og til venskabelige monita[18] trænge vi alle. Uagtet jeg ikke har læst hvad han har skrevet tør jeg dog næsten sige at jeg er af samme Mening som ham; thi vi stemme ganske overeens i vore Tanker om A: baade som Mske og Digter. Levvel, Levvel, kjære gode Andersen, naar Du lader Tanken flyve her til Norden da glem ei Din af Hjertet hengivne

Otto Müller