Brev nr. 401. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Basnæs ved Skjelskjør den 11 Mai 1863.

Kjære Ven!

Der ere Mennesker hvem det glæder at faae et Brev fra mig, og dog skriver jeg ikke, min Skrivelse flyver maaskee derhen hvor Sympatien ikke er saa stærk som hos mig; naar jeg er ret lykkelig, eller Sindet betynget, maa jeg udtale mig i Tale eller i skrevne Ord; i de sidste Dage har jeg følt Trang til at skrive, men til hvem? Ja tidt føler jeg mig saaledes trykket at jeg virkelig synes at jeg ikke har en eneste rigtig Ven, een jeg ret gidder lukke mig op for eller som jeg kan tro har Tid og Tanke for mig. I al den Tid jeg nu har været fra Kjøbenhavn, omtrent 18 Dage, har jeg været utrolig flittig med at skrive om Reisen i Spanien [2]; jeg tilbragte den meeste Tid paa min Stue med at nedskrive, da jeg var paa Christinelund, ligesaa utrætlig var jeg paa Holsteinborg og nu har jeg i Dag, her paa Basnæs, netop sluttet Opholdet paa Gibraltar [3], har altsaa, i noget over 14 Dage, skrevet den halve Bog; det skal vel endnu files, ja hele Opholdet i Barzelona for en Deel omskrives, det runder sig ikke, som de øvrige Skildringer; min Dagbog har været den tørre Green hvorfra min Erindring lod skyde Blade og Blomster, jeg har saaledes forunderlig gjennemlevet igjen Reisen og naturligviis levet med Dig, fornummet vore smaa Rivninger, følt vore bedste Timer, kortsagt levet med Dig igjen, nedstemt og opstemt, men altid følt hvor uendelig kjær Du er mig; tidt har det været mig som Du var i Stuen tæt ved eller vilde komme hjem, ikke med Hovedpine, eller forstemt fordi der intet Brev var paa Posthuset, men med det rigtig gode Ansigt vor Herre har givet Dig. Jeg længes efter Dig, kjære Ven! jeg trænger til at tale mig glad og let i Sindet; jeg var i godt Humeur paa Christinelund ogsaa paa Holsteinborg, hvor man er saa uendelig gode og hjertelige mod mig; her ovre paa Basnæs er jeg ligesaa velkommen, jeg er her nu paa tredie Dag, men til i Formiddags var den gamle Kammerherre Scavenius [4] [her], for at arangere formynderlige Sager, han skal have megen Agtelse for mig og venligt Sind siger man, men jeg føler mig altid trykket, ved det underlige kolde, Jernhaarde jeg opfatter hos denne Mand; for et Par Timer siden tog han afsted! - Hvor jeg imidlertid uden fra maa søge min Forstemthed er vist nok, troer jeg, at det er første Gang i det Vaaren kommer, at jeg er her paa Basnæs; altid var Foraars Besøget her Indledning til en Reise i Udlandet, nu iaar vender jeg [tilbage] til det dunsthede Kjøbenhavn, for dette Aar, just i dets Begyndelse, er min Reise endt, jeg skal sidde hjemme den varme Sommer, den lange Vinter, og blive endnu eet Aar ældre før jeg igjen, og maaskee slet ikke, kan flyve afsted. Skoven er deilig grøn, Luften er blaa over mig men ned mod Horizonten, hvor den berører Havet, er den dunstgraae og danner en skarp Vinkel, Laaget er halv lukket, ikke som i Syd, reent taget bort [5]. Du har det vel godt, vil jeg haabe; Du har faaet dine Forældre og din Søster hjem [6]; har dem om Dig, der maa, skal og vil holde af Dig! Du er saa deilig ung; et heelt Liv ligger for Dig og din Virken, gid at jeg kunde begynde som Du, jeg har Varme nok dertil indeni, men hvorlænge slaaer vel Ild-Forraadet til? Een skjøn Morgen er det udbrændt, og jeg selv er Aske. Tider ville dog vist komme, i din ældre Alder, at Du vil en enkelt Gang huske paa mig, mon det da kan glæde mig? Hilsener bringer Du jo ikke Folk, det kan altsaa ikke hjelpe jeg sender disse til dine Forældre, din Søster og Drevsens! Du er dog en underlig Fyr! dine smaa Særheder vil jeg saa gjerne lægge op som Spaakort, og da faae ud, “Du bliver en stor Mand!” Den 20de Mai kommer jeg til Byen, Dagen efter sees vi, haaber jeg! lev vel kjære Jonas, Gud glæde og velsigne Dig!

Din trofaste
H.C. Andersen



Brev nr. 402. Fra Jonas Collin d.y. til HCA.[1]  

13.12.63.

Det Brev, som Du her faaer fra mig, vil neppe glæde Dig, og Du kan være forvisset om, at det ikke er for min Fornøielse, jeg skriver det, ligesom Anledningen dertil heller ikke er synderligt lystelig. Men har jeg end utallige Gange undladt at udtale mit Hjertes Mening og tvunget mig til Passivitet i mit Forhold til Dig, saa er jeg dog endnu ikke naaet til det Punkt i en taabelig Godmodighed, at jeg kan eller vil taale Alt af den, der selv Intet taaler, men fordrer Alt. Maaskee bliver Du overrasket, naar jeg lader Dig vide, at det er Dig, hvorom jeg taler. - .
Skulde jeg behandle den Sag, hvorom jeg vil tale, i alle dens Forgreninger, saa vilde den tage mere Tid op, end den er værd, thi noget Væsenligt opnaaer jeg dog ikke, fordi dette vilde forudsætte en totalt forandret Aandsretning hos Dig; men jeg forsikkrer Dig, at dersom jeg saae Muligheden af, at jeg kunde bidrage til at aabne Dit Blik for det uhyre Vilderede, hvori Du gaaer med Hensyn til, hvad man skylder Sandhed, saa vilde jeg offre hvor lang Tid det end skulde være. Det svimler for mig, naar jeg søger at fatte den Tanke, at Du er den Forurettede, men dog føler jeg mig overbevist om, at dette er Din Opfattelse af Sagen, og troede jeg virkeligt paa en forsætlig Fordreielse efter den Maalestok, som da vilde foreligge her, saa tabte jeg vel med det Samme Troen paa alt Godt hos et Menneske. Om Du har baaret Dig ad paa den Maade, som kan fordres af Enhver, hvad enten han er dybt forurettet eller selv har gjort Sit til at krænke en Anden, dette, og andre af Sagens Sidespørgsmaal vil jeg, som sagt, ikke indlade mig paa her, fordi de strængt taget ikke vedkomme mig, men hvad der vedkommer mig er Forholdet mellem de to høist forskjellige Belysninger og Fremstillinger, hvorunder denne Sag er draget frem paany. For at gjøre det Hele saa simpelt og overskueligt som muligt, vil jeg her fremsætte det Skete under to Former, den historiske, sande - og den ubegribeligt digteriske, eller hvad man nu vil kalde den. Denne sidste fik jeg at høre, efterat jeg havde fortalt L o u i s e den første, - og jeg kan ikke nægte, at min første Tanke var, at jeg drømte, men saa faldt det mig ind: Nei det er ikke mig, som drømmer.
Den historiske, sande Fremstilling. I G r a n a d a modtog Du paa en varm Formiddag og i nerveus Tilstand et Brev, der tilsyneladende var afsendt uden at betales (Noget, der som bekjendt aldrig finder Sted) [2]. Du blev rasende, men læste ikke Brevet, saae blot, at det var fra en Mand, Du ikke kjendte, rimeligvis en Pseudonym; det var en Student [3], og - husker Du det, - Du kaldte ham en “snottet” Student, men Brevet læste Du endnu ikke, skjøndt jeg opfordrede Dig dertil. Først da Du havde vakt min umaadeligste Forbauselse ved at raabe, at “denne snottede Student vovede at skrive til Digteren A n d e r s e n, mig, som er berømt over hele E u r o p a” (de Ord glemmer jeg aldrig), - først da læste Du Brevet, og Din Dom om det var afgjort førend Du læste det. Jeg læste det ogsaa, jeg fandt det ikke morsomt, heller ikke kjedeligt, jeg forstod ikke ret Meningen dermed, men fandt Intet, som tydede paa, at Studenten var snottet eller Brevet uforskammet. Vi vare altsaa uenige, men bleve samme Dag gode Venner som altid, og saa reiste vi, og talte ikke mere om den Historie.-. (Jo, eengang troer jeg, den blev berørt)
Saa kom Du forleden Dag til mig, fortalte mig, at Studenten havde været hos Dig, navngivet sig og følt sig ulykkelig, da han fik at vide, at der virkeligt for en Del var sigtet til ham i de bittre Ord i “I Spanien” [4]. Du havde sagt nogle venlige Ord til ham, hvad Enhver vilde have gjort (ja, jeg er vis paa, at selv F e n g e r [5] havde gjort det), men dog - efter Dit eget Referat - gjentagne Gange gjort ham opmærksom paa det Usømmelige i hans Opførsel, sagt ham, at saadanne Ting kunde man gjøre mod sine Jevnaldrende, men at Du rigtignok havde troet, at Du nu stod paa et Standpunkt herhjemme, hvor ingen af de Yngre turde behandle Dig saaledes.-. Efter disse Ord (som i Parenthesis sagt havde faaet mig og vist mange Andre til at skjænke Dig Resten af Talen) rakte Du ham Haanden, skjænkede ham Tilgivelse, og spurgte, om Du kunde være ham til Tjeneste. Saa gik han, og at han har været mindre tilfreds med Tilgivelsesmaaden, end Du, fremgaaer vel deraf, at han Dagen efter kom op til mig og bad mig tale med Dig, fordi han troede, at Du ikke rigtigt havde forstaaet ham. Han fortalte mig da, at han var en Beundrer af Dig, det vil sige af Dine Skrifter, det var jo derfor ikke saa underligt, synes jeg, at han kunde længes efter at beundre Dig selv. Saa tilbød der sig - efter hans Mening (om den var rigtig eller urigtig tale vi jo ikke om) - en Leilighed, og han benyttede den i ungdommelig Tillidsfuldhed og i den Mening, (han kjendte Dig jo kun af Dine Skrifter), at Du vilde blive glad ved at høre lidt hjemme fra Danmark, da Du i næsten Alt, hvad Du skrev hjem, klagede over Mangel paa Breve. For en Forsigtigheds Skyld - maaskee havde han hørt, at Du ikke var godmodig -, viste han Brevet til Flere, men Alle vare enige i, at der ikke var den fjerneste Anledning til at blive fornærmet, og saa sendte han Brevet bort efterat have betalt det (Husk nu paa, hvilken uhyre Betydning, Du lagde i, at Brevet ikke var betalt). Han gik næsten hver Dag til Universitetet forat høre, om der var kommet Brev til ham fra Dig, for han anede naturligvis ikke Virkningen af sit Brev, men da der ikke kom noget, saa tænkte han, at Du var saa vant til den Slags Breve, at Du kun kunde tage Notits af de færreste; derfor gik han ikke før op til Dig; han læste saa Din Bog, og skjøndt han ansaae det for en latterlig Idee at antage, at der i nogen Maade sigtedes til hans Brev i de sorte Ord fra Granada, gik han op til Dig forat faae Vished i sin Sag. Hans Overraskelse var saa umaadelig, at han knapt vidste, hvad han sagde, men forstod kun, at han efterat have faaet en pæn lille Lectie erholdt en naadig Tilgivelse. Han kom ikke til mig forat forklage [6] Dig, og det finder jeg kjønt af ham, han kom forat bede mig tale hans Sag. Dette vilde jeg gjøre, da Du Dagen efter spiste hos os, og det var min faste Hensigt blot at berette ganske tørt, hvad der var blevet mig overdraget, fordi jeg vidste, at en Disput om det Rigtige eller Urigtige i hans Adfærd kun vilde føre til Hidsighed, idet jeg af Erfaring havde lært, at Du betragter enhver Yttring af Meningsforskjel som en personlig Fornærmelse, en forsætlig Krænkelse, en udtænkt Ondskab eller noget andet Smukt. Jeg begyndte da med at fortælle Dig, at Student K.... havde bedet mig tale med Dig, fordi han troede, at Du havde misforstaaet ham; til Svar derpaa fik jeg et med begyndende Lidenskabs dirrende Stemme udtalt: “Ja men det var uforskammet” “Herregud” sa’e jeg “lad os ikke tale derom, - han sagde mig, at han holdt saameget af Dine Skrifter” o.s. v. men hvor langt jeg fik Lov at tale, husker jeg nu ikke nøie, blot veed jeg, at jeg blev afbrudt med en Gjentagelse af, at det var uforskammet af ham. Dette lod jeg som jeg overhørte, og vedblev, at Brevet var betalt af ham, men saa svarede Du mig “Aa ja hvad har det at sige, jeg maatte jo alligevel betale det, men det kan nu være det Samme, det bryder jeg mig slet ikke om.” Saa brast min Taalmodighed og jeg blev tindrende gal paa Dig, fordi Du nu, da Du saae, at den Omstændighed, som Du hidtil havde lagt saa megen Vægt paa, var en Indbildning, at Du nu vilde blæse den bort som en Bagatel, der for Dig ingen Betydning havde (husker Du det, og tør Du nægte det - for Dig selv). Jeg stampede i Gulvet (hvad der maaskee var overflødigt for at vise min Indignation) og sagde: “For Satan! Det er ikke det, vi tale om, men vil Du endeligt igjen have min Mening at vide, saa er den accurat den samme som i G r a n a d a.” Saa gik Døren op, og vor Samtale var tilende.-. Virkningen af den kunde hvem der vilde tage og føle paa, da Du igaar spiste hos os.-. Dette er den sande Fremstilling af Sagens Gang. Nu skal Du høre:
Den ubegribeligt digteriske (eller hvad man vil kalde den) Fremstilling, saaledes som Du har fortalt L o u i s e den, og saaledes som hun har gjengivet mig den, efterat have hørt den sande, fordi hun fandt det altfor unaturligt, at een og samme Sag skulde opfattes, eller ialtfald fremstilles, saa forskjelligt: -.
Du fik i G r a n a d a et ufrankeret Brev fra en Student med opdigtet Navn, det var lidt ungdommeligt, kaadt, lidt næsvist men Herregud! Jeg holdt naturligvis med Studenten (vel for at drille Dig) [7]. Sammenlign nu blot dette med Sandheden, og see saa, hvad Du har glemt at fortælle; læg Mærke til Forskjellen i Din Dom!!) Paa Reisen søgte jeg saa tidt som muligt at rippe op i denne Historie (Dette er en fornærmende Usandhed). Vi kom hjem. Studenten kom op til Dig, Du var venlig imod ham, trykkede hans Haand, sagde, at han havde rigtignok gjort Dig bedrøvet, men nu, nu var det jo glemt igjen, det var Altsammen godt, og hvis Du kunde være ham til Hjælp i Et eller Andet, saa vilde Du med Fornøielse.-. [8] (Saaledes vilde jeg helst troe, at Du havde gjort, men hvor kunde jeg det, naar Du havde fortalt mig det anderledes.-)
[Jeg glemte før, ved Fremstillingen af vor sidste Sam-Tale at skrive, at Du uden Anledning udbrød: “Han har aldeles ingen Grund til at være misfornøiet, jeg var saa venlig imod ham, som Faa vilde have været” og at jeg dertil svarede (vel neppe uden Grund, da Du jo selv havde holdt Lovtalen over Dig): at det syntes jeg slet ikke, Du var fornøiet med Dig selv, og beundrede Din egen Høimodighed, og at en saadan Tilgivelse ikke betød noget.]
Videre: Nu kom de øvrige Udtalelser om min Ondskab og Grusomhed: Jeg havde aldeles ingen Grund havt, uden den at pine Dig, men jeg havde faaet Dig ind i det andet Værelse og der havde jeg begyndt at tale om den hele Historie, og det var Dig ikke muligt at faae mig til at tie, jeg vilde skjændes, jeg vilde saare Dig, Du bad mig holde op, men - o.s.v. Jeg gider ikke fortsætte, men er det, naar Du skal være ganske ærlig - blot mod Dig selv, - er det ikke utroligt, at Du har kunnet sige det. Kan Du virkeligt ved at give Phantasien frit Løb, i den Grad glemme Sandheden, at Du endog skaber en Usandhed og selv troer paa den. Thi at Du med koldt Overlæg vilde gjøre det, som Du har gjort, det væmmes jeg ved at troe og vil ikke troe det, men dersom det var saaledes, saa var det dog maaskee lettere for Dig at drage Dig tilbage, hvorfor vil Du da ikke ved hvert Ord Du siger, dømme strengt, om det er Sandhed eller ei. Herregud, om en Historie bliver lidt mindre interessant f: Ex: hvad gjør det dog egentligt, men om et Menneske bliver lidt mere eller mindre sandt, det har dog vellidt at sige.
Dersom jeg kunde, saa vilde jeg henføre den sidste Fremstilling af Sagen til L i c e n t i a   p o ë t i c a [9], men desværre - nei Gudskee Lov, denne strækker dog ikke ind i Virkeligheden, altsaa denne Udvei er mig afskaaren, hvad skal jeg saa gjøre? Lad os lade være at tale om den, eller ganske bestemt: Jeg vil ikke tale med Dig om denne Sag, for vi blive begge vrede, maaskee paa Grund af vor Ungdom, og Du troer, som sagt, at jeg vil pine og plage Dig. Ja, hvis jeg havde Evne og Udholdenhed til at gjøre det saaledes, at jeg kunde pine Dig til at spile Øinene helt op og see, hvorledes Verden har luret paa Dig med ækel Smiger og Løgn, saa vilde jeg, men det. kan jeg ikke. Vil Du tale mere med mig om, hvad jeg har skrevet, saa skriv til mig; for hver Gang, Du vil tale derom, saa stikker jeg Fingeren i Øret.-.

Din Ven
Jonas Collin



Brev nr. 403. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Basnæs ved Skjelskjør den 30 Dec 1863.

I gaar Aftes ved Middagsbordet fik jeg dit Brev [2] [;] det er skrevet ud af et godt Hjerte og med Velvillie for mig; vær derfor hjerteligt takket. Med denne min Tak skulde denne Sag være sluttet, det var vistnok det Rigtigste, i det mindste et Gode for mig, indlade mig paa en “skriftlig Disput” som Du ikke synes at have imod, kan jeg ikke! jeg holder det ikke ud. Kunde vi begge med Rolighed og i Tiltro til hinanden mundtligt gjennemgaae vort Mellemværende, da vilde dette let ganske fordunste, men Du vil kun at det skeer skriftligt. Dette faaer aldrig ende og hvorledes er det mueligt at stille sine Ord, selv med den bedste Villie til Forsonlighed, at Ordene ikke betones og forstaaes ganske anderledes end man ønsker; intet Menneske har været groet ind i mit Hjerte, som Du, det har overvældet og uendeligt dybt bedrøvet mig da jeg fornam [3] at Du ikke kunde trives der, de sidste Uger have været mig Lidelsens Dage! dette er sagt uden al Bebreidelse, jeg er blød og bevæget i det jeg skriver dette, der er endnu i mit Hjerte hele din Plads for Dig. Dine Breve og din Tale udfolder at “Sandhed” er Dig det Høieste, og dette er ganske fortræffeligt, men saaledes som jeg kan forstaae det, tager Du, tilgiv mig Udtrykket, ubehændig paa den. Meget er i og for sig Sandhed, men som der ikke er Gavn eller Velsignelse ved at ryste op i. Det er saaledes ikke til mindste Nytte eller Glæde for Dig eller mig at fortælle Dig hvorledes jeg iaftes blev til mode, da jeg saae der var et Brev fra Dig; og dog er det den rene nøgne Sandhed. Før naar jeg saae din Haandskrift blev jeg glad og varm derved. Igaar gik der et Stik gjennem mit Hjerte, “hvad venter mig nu igjen!” var min Tanke og jeg aabnede ikke Brevet nede hos de Andre, i det jeg ikke vilde at de skulde see hvad der foregik i min Sjæl under Læsningen. Oppe paa min Stue fik jeg da Indholdet og det var det Bedste denne Juletid har bragt mig. Du siger imidlertid at Du ikke fortryder et eneste Ord af hvad Du skrev til mig i dit tidligere Brev [4], det kunde dog være at Du her forandrede Mening; husker Du hvert Ord Du skrev? Husker Du hver Sætning hvorledes den stiledes? Du var vred, som Du selv siger, lad os blive derved, eller lad mig blive derved, og lad os ikke see paa den i Brevet forstenede Vrede, der har skaaret blodigt ind i mit Hjerte; jeg har ikke Brevet hos mig; lad det være Aske! da jeg læste og atter læste det, maatte jeg føle og sige, “er jeg gal eller er han det!” [5] - jeg kunde ikke samle mig, ikke finde Fodfæste i denne Sandheds Udtalelse; tidt i disse sidste tunge Dage der er gaaet over Danmark, er der i det hele politiske Virvar [6] i denne Talen om Sandhed og Ret, saa stik mod hinanden, at jeg ogsaa der, som i min egen ringere Sag, har sagt: “hvad er dog Sandhed” i Verden? Hvor forunderlig opfattes den ikke! - Skriftlig “Disput” som Du forlanger det, om vort Mellemværende vil ikke som Du mener, give mig et “rigtigere Syn for Sagen”, din og min. Jeg troer og er forvisset om at Du fra dit Standpunkt har handlet aldeles efter god og ærlig Overbeviisning, men jeg gaaer ikke ind paa at Du har handlet rigtigt, ikke heller at det er sund Sandhed, naar Du siger at Verden lurer om mig med ækel Løgn og Smiger. Det er dine Ord. Vi to ere i Meget Modsætninger, men uagtet disse og vor forskjellige Alder, kunne vi godt være Venner; Du er for gammel for din Alder, jeg maaskee for ung for min; Du har Særheder der ikke almindeligviis kan tillades i det selskabelige Liv den ganske Unge, jeg seer i disse Særheder Udvæxter af en eiendommelig Dygtighed der vil vise sig og selv disse vække Interesse hos mig, Du maa nu kalde mine Særheder: Digter-Natur eller “han er nerveus!” - jeg har fra Du traadte ud af Børneaarene følt en stærk Sympati - for Dig, det var mig en Trang at Du skulde forstaae den og al min Bestræbelse er gaaet ud paa at vise den, vil Du endelig ogsaa lægge nogen Egoisme hos mig heri, nu vel, den maa da søges i den Trang jeg har følt og føler i Erkjendelsen af hvad din Bedstefader var for mig. Det glemmer jeg aldrig uagtet jeg heller ikke, som Du engang udtalte, “derfor kunde og burde finde mig i Alt af ham, paa en Tid jeg selv var kommen til Selvstændighed”[7]. Dine Forældre have været saa trofaste, saa velsignede mod mig; det er saa naturligt at jeg vilde gjerne vise igjen at jeg følte det! Nu kommer her til at Du var mig kjær som en Søn, som en ynger Broder; at jeg følte ubegrændset Tillid til Dig og denne tog ikke af ved Samliv paa Reisen; Du forekom mig tidt haard, forunderlig stridig, drillende - jeg har grædt mange Taarer for din Skyld - og nu har jeg udtalt dette, og vækker det Harme hos Dig, saa har jeg handlet ilde, det vilde jeg ikke, hver usund bitter gjærende Følelse vilde jeg kaste hen, og derpaa række Dig Haanden og slutte Brevet med, som Du begyndte dit seneste, ved at føie til mit Navn “Kjære!” - Nu siger jeg Dig! lad os uden Smaahed [8], uden Bitterhed, holde fast ved hinanden; Du vil igjen groe ind i mit Hjerte, og mig vil det være et Gode, en Velsignelse. Havde jeg ikke holdt saa uendeligt af Dig som jeg gjorde, troer Du da dit Brev havde saa dybt bedrøvet mig! - Lad nu med det gamle Aar, alt Bittert og Tungt veire hen. Lad os nu begrave den Sag, og er her i dette Brev Noget, Du vil kalde “Pinegalt” saa begrav det med, og lad os i det nye Aar mødes med fornyet Hjertelag. Gud glæde og velsigne Dig min egen kjære Jonas!

Din Ven
H.C. Andersen

E.S. Hils dine Forældre og din Søster Louise.
En Deel har jeg i de sidste Dage og Nætter lidt af Tandpine [9].



Brev nr. 404. Fra Bjørnstjerne Bjørnson til HCA.[1]  

Kristiania, Akersgaden No.1, 6/3 1864.

H. C. Andersen!

Hvorfor jeg ikke har skrevet Dem før til, min kjere Ven, forstaar jeg ikke. Jeg har jo ogsaa en Bog her liggende til Dem (Sigurd Slembe) med et smukt Digt i, om jeg selv skal sige det. Hvorfor denne Bog ikke er sendt, ved jeg derimod: jeg fik den først ivinter. Men hvordan eller hvor faa, de ydre Tegn have været, - her i mig selv blomstrer De trods Vinter, og har jeg Solglands og Varme af Dem trods Afstand. Jeg elsker Dem, ja næsten som en ung Pige, jeg synes om Deres Fejl, Deres Naragtigheder, jeg fryder mig over Deres Arbejder, naar jeg læser Dem højt, jeg fortæller hvad De har fortalt mig og jeg længes til Dem selv i Sommeren heroppe; thi det er dog endnu Sandhed, at De kommer? - Og Deres Digte i Anledning Kong Frederik [2] og Begivenhederne efter hans Død synes mig de bedste blandt alle, som groede paa Eders Ø i de Dage; thi de vare naturlige med Taarer i Øjnene, de stode ogsaa mig i Øjnene, da jeg læste dem. I dette Brev, hvori jeg ret har foresat mig at kjæle for Dem, vilde jeg sige Dem alt det Smukke der længe har lagt og ventet for Dem, men selve Gjensynsglæden, saadan som De nu staar for mit indre Øje, holder ingen ordentlig Bog, og jeg maa derfor blot fortælle Dem, hvad falder mig ind, nemlig at min lille Bjørn kan alle Billeder i Deres Bøger (“Andersen-Bog”) - kan dem og forklarer dem, og at her foruden ham ere mange Tusinde, som vente paa Dem, og at De skal blive nervøs af al den Hyldning, som her venter Dem af Store og Smaa. - Og saa skal De glæde Dem over den Symphati her raader for Deres skjønne tappre Land, for Nordens hellige Sag, som I tjene med Eders Blod, og den daglige Angst. De skal faa se, at det er ikke Nordmændenes Skyld, at vi ikke vare med fra den første Dag, saavist som jeg haaber, at vi snart skulle komme med. Kongen [3] skal ogsaa faa føle, høre, se, den Dag han holder sit Indtog her, at han er mellem Nordens Mænd og selv maa være en nordisk, ordholden Mand, hvis han vil, at vor Kjerlighed og ikke blot Loven skal bygge hans Throne.
Selv har jeg i al denne Tid intet kunnet bestille; min daglige Tanke er Danmark, mine bestandige Ærinder ude ere Søgen efter Nyt derifra. Jeg holder Eders Aviser, jeg korresponderer derned og virker herhjemme. For ikke ganske at gaa op i Spænding og Tvivl, er jeg begyndt at beskjæftige mig med prosaiske Theateranliggender; thi Digtning kan der ikke være Tale om. Jeg ser, at De, netop nu, har fuldbragt et større Digterværk [4], jeg forbauses derover, jeg forstaar det ikke, uden maaske derigjennem, at jeg nu engang er slaaet for Handling, det brænder, det bryder i mig, jeg kan ikke underholde en, Begivenhederne uafhængig, Fantasi. Spørger Nogen efter Noget fra mig, saa fortæl dem Aarsagen til, at Intet kommer ud af mig vistnok i hele dette Aar.
Dette Brev har jeg skrevet paa de italienske Farver [5] og Emblemer, forat erindre Dem om vore første Møder og al den Sol de havde, - dels ogsaa forat vi i denne Stund skulle skrive om Nordens Anliggender paa en Grund, der har Forjættelsen i sig, Løftet om en sejrende Nationalitet. Det er for at tilbagetrænge den Følelse af at tilhøre en undergaaende Nationalitet, som i de sidste Dage saa ofte har hjemsøgt mig, det er forat have et sejrende Exempel for Øje. Det er forat sige til os selv: Nordens Forfattere vare ligesom Italiens ikke Aftenrøde, men Morgenrøde, det var Nationens Længsler de besang, ikke kun deres Minder, det var Nationens Skaberevne, hvormed de skabte.
Vil De sige Gottfred Rohde (ja gaa til ham for dette ene Ærindes Skyld), at jeg af et Par Digte [6] i den senere Tid slutter med Bestemthed, at han er den betydeligste af Danmarks yngre Digtere, og at Tiden vil vise dette. Der er kommen en Styrke og Klarhed deri, som giver store Løfter. Sig ham, hvor inderlig dette glæder mig. Han er en herlig Natur kan De tro. Hils nu ham, Skattegraveren Collin [7], hjerteligt, hils A. Smidth, som jeg holder saameget af. Billedhugger Borch [8] kommer netop og beder mig sige, at Landsoldaten i Fredericia [9] maa ned for ikke at skjæmmes af Skud, - men den levende maa staa!

Gud velsigne Eder alle!
Bjørnstjerne Bjørnson.



Brev nr. 405. Fra HCA til Bjørnstjerne Bjørnson.[1]  

Kbh. 3/5 1864.

Kjære Ven!

De skulde og burde allerede forlænge siden have modtaget Brev fra mig, men det er ikke skeet, ene og alene fordi jeg var og er i den meest tunge, trykkende Stemning; jeg har i Maaneder Intet kunde gjøre; tunge, altfor tunge Dage ere komne; Deres Brev [2], skrevet paa de italienske Farver, var saa inderligt og godt, saa ganske Dem selv i Udtryk og Tanke, jeg har flere Gange læst det; Da vilde jeg have skrevet, men det blev mørkt om mig og i mig ved Begivenhedernes Strøm; jeg rullede mig i mig selv og De fik ikke Sort paa Hvidt for hvor inderlig De var i min Tanke. Jeg læste Deres herlige Digt til Danmark [3]; jeg som Alle hernede vare grebne deraf og De burde alene for dette Digt have faaet min varme Tak og Hilsen. Jeg fik dog ikke Ro og Hvile til Skrivning, men i Dag maa og skal De høre fra mig, uagtet der intet Omslag er skeet i mit hele Sjælelige. G. Rode bragte jeg strax den glødende Hilsen De sendte ham som Digter og han blev, naturligviis saare glad ved den, maaskee har De hørt senere fra ham. De udtaler i Deres Brev en Slags glad Forundring over min Produktivitet i disse Alvorens Dage, men jeg har aldeles ingen viist eller eiet. Da jeg forrige Vaar kom her hjem fra Spanien, var mit Sind saa opfrisket; jeg var som forynget, Tanker og Ideer mylrede frem, jeg skrev i faae Maaneder hele min Bog “I Spanien”, og da den var paa Papiret, fulgte et Lystspil i to Acter: “Han er ikke født” [4]. Tanken til det fik jeg i Paris, og det var Deres Opmuntring og Deres Mening at jeg havde Talent som Lystspilforfatter, der fik mig til at forsøge mine Kræfter; Stykket er i disse Dage opført paa det kongelige Theater og har gjort Lykke, Kritikken er meget velstemt og jeg opmuntres at komme igjen; om en Uges Tid skal jeg sende Dem et trykt Exemplar; foruden dette Lystspil bearbeidede jeg Eventyret “Den stumme Kjærlighed”, der under Navnet: “Paa Langebro”, har tiltalt i Casino [5]; gjennem Boghandelen har jeg sendt Dem det. Al denne Virksomhed hører til forrige Sommer og med den sluttede den; Sorg og Smerte er gaaet i alfor nære store Søer hen over mig. Først havde jeg en stor Bedrøvelse, en Skuffelse i et Menneske jeg uendelig holdt af [6], det var som mit Hjerte maatte gaa itu, - men det er en heel privat Sag, man kan ikke med sit Hjertelag, tilkjøbe sig Andres, og jeg maa vel ogsaa have nogen Uret thi ellers kom det ind i det Vidunderliges Gebeet. (Denne Meddelelse bliver aldeles mellem os!) Da jeg saaledes var dybt bedrøvet, kom Efterretningen om Frederik den Syvendes Død, nu fulgte Krigens Udbrud, min Tanke vendte sig fra mit egoistiske Selv, fra min personlige Sorg, til den store Smerte, vi Alle fyldtes af; Alt rundt om mørkt, Skuffelser i det Store, som forud i det Smaa; Dannevirke maatte opgives [7], og nu den blodige Kamp ved Dyppel [8]! det eneste Lysende er vore tappre Soldaters Udholdenhed. Mellem de kjæmpende vare flere kjære Venner, Een af disse: Viggo Drewsen, Dattersøn af min gamle Collin, den Viggo til hvem jeg for mange Aar tilbage sang “Lille Viggo vil Du ride Ranke!” var i vore Skandser da der stormedes; et Par Dage gik jeg med hans Forældre og Søskende i stor Angst, da kom Telegram at Afsenderen af dette havde talt med ham paa Als og at han var uskadt, men næste Dag, midt i Momentets Glæde over hans Frelse, kom en ny og sandere Efterretning at han var fanget og saaret [9]. Det var piinlige, tunge Dage. Hans Moder er reist over til Hamborg og ned til ham, i gaar fik vi Efterretning om at han ligger let saaret, som det kaldes. Det er en Beroligelse! Men hvorledes bliver vel Udgangen af det Hele? Hvad forestaaer mit Fædreland? skal det sønderlemmes? Skulle vi forbløde! Enkelte Øieblikke løfter sig endnu Modet og Forhaabningen for mig. Her er saa meget Dygtigt, Sundt og Friskt, vort Land kan ikke kastes hen af den Gud der raader og vaager; men oftere i den sidste Tid synker jeg hen i Bedrøvelse og Slappelse, thi jeg famler og kan ikke finde den usynlige, hjelpende Traad. I det hele Folk er der en Udholdenhed, en Iver for at hjælpe, det er det Glædelige at see hvor Pengehjælpen voxer ligesom Brødene i Ørkenen [10]. Paa alle gode Maader virkes til Indsamling for de hjemmeblevne Koner, Enker og Børn; at vi fornemme det varme Hjerteslag hos Nordmænd og Svenske, gjør godt. Tak og Velsignelse for al den Hjertets Deeltagelse, som Mange af Eder yde os. Hils Deres Kone og min lille Ven Bjørn. Seer De Digteren Munch [11] da siig ham at han snart skal faae Brev fra mig, men at jeg, som her i min Skrivelse til Dem er udtalt, ikke har kunnet faa Pen til Papiret. - Nu grønnes Bøgeskoven, Sommeren kommer; altid lagde jeg da Planer til Reiser og udførte ogsaa disse, iaar kan jeg ikke ret tænke derpaa og naar vil det skee! skal jeg imidlertid faae løftet Vingerne, da bliver det nordpaa, da flyver jeg op til Norge [12], men det er for mig som mine Dage nu vare let at tælle, dog Gud har jo undt mig uendelig megen Lykke og Glæde, jeg maa nu ogsaa bære Tilskikkelserne, og de Savn man ogsaa maa prøve selv i Aandens Rige. Bliv ikke træt af denne min Tale, men anderledes kan jeg ikke give den, skulde jeg vente paa at Humeuret ret løftede sig og jeg da sende et Brev med Smiil og Solskin, saa kom der nok aldrig Brev til Dem fra Deres trofast hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 406. Fra HCA til Lucie Ingemann.[1]  

Christinelund ved Præstø
den 4 August 1864.

Kjære Fru Ingemann!

Det er en bitterlig tung Tid [2]! som en fæl Drøm ligger den paa mit Hjerte! jeg kan ikke arbeide, jeg har ikke Ro.
Tidligere fløi jeg altid ud, langt bort hver Sommer, iaar kan jeg ikke! noget over fjorten Dage tilbragte jeg i Søllerød hos Kammerherreinde Neergaard [3], men flere Dage der laae jeg syg; da jeg kom til Kjøbenhavn, følte jeg mig som i en Ovn, der hvor jeg boer paa den solhede Side af Nyhavn [4], de fleste Bekjendter vare borte, jeg kunde ikke holde det ud og bestemte mig til at reise op til Norge, men da jeg skulde afsted, kunde jeg ikke bringe det i Samklang med min Stemning, jeg fløttede da ud paa Bade-Anstalten ved Helsingør [5], der er smukt, der er vel indrettet, men Humeuret maa man selv bringe med. Jeg vedlægger her i Brevet en lille Psalme [6], et Aftryk af “Dansk Kirketidende” hvori den stod, den siger Dem bedre end min Fortælling hvorledes jeg driver under disse tunge Tider.
I det jeg kommer til Byen fandt jeg Deres Skrivelse [7] hæftet paa hele den Mængde Breve jeg i en Række af Aar har skrevet til Deres Mand, det rørte mig at han havde opbevaret disse, jeg troer ogsaa at eie alle Breve fra ham og gaaer aldeles ind paa Deres Idee at de - efter Deres Død - trykkes, men maaskee er jeg selv død før den Tid, og skal derfor, om De ønsker det, i Vinterens Løb sende Dem alle Ingemanns Breve til mig at De kan gjennemlæse disse og selv see hvilke da vil benyttes eller om Eet og Andet i disse skal udelades. - Men tilgiv - saalænge jeg lever, laaner jeg Dem kun hans Breve, jeg vil ikke miste dem; døer jeg derimod skal de ligge efter mig med Paaskrift at de tilhører Dem kjære Fru Ingemann. Af hans Breve til mig har jeg øieblikkeligt kun kunde læse et Par Stykker, de interesserede mig særdeles og ere et ypperligt Tillæg til: “Mit Livs Eventyr”, saa Meget staae i de faae Breve jeg læste, saa Meget jeg havde ganske glemt. Inderlig Tak fordi De betroede mig disse, men jeg kan ikke i mit levende Live udgive samme, de kunde kun enkeltviis benyttes, udgives af Dem med Deres Mands eller kun naar ogsaa jeg er død, og det var min Tanke-Bestemmelse. -
Fra Christinelund tager jeg til Basnæs ved Skjelskjør og derfra til Kjøbenhavn, da kommer jeg forbi Sorø og glæder mig meget til at sige Dem god Dag og om jeg ikke er til for stor Uleilighed at blive en Dag eller to i det kjære gamle Hjem, der erindrer mig om saa mange lykkelige Timer gjennem meer end en halv Leve-Alder.
Vil De hilse Deres Sophie [8] fra mig.

Hjerteligst
H.C. Andersen



Brev nr. 407. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Conradine-Lyst [2] ved Slagelse
den 17 August 1864.

Kjære Ven!

Mit forrige Brev [3], sendt med “Feldtpost”, har Du vel modtaget, deri laae Portrætkortet til Frøken Ostermann [4]. Jeg havde glædet mig til nu ved min Hjemkomst at have fundet Dig i Kjøbenhavn, men Du holdes endnu med dit Korps i Fyen, Noget jeg ikke kan forstaae, da jeg troede at I just vare “flyvende” [5] og ikke “liggende”. Efter at jeg fra Kjøbenhavn havde sendt Dig mit Brev, blev jeg der endnu nogle Dage, de hørte til de hedeste i denne Sommer og mine smaae Stuer i Nyhavn vare som gloende Ovne, Sindet var trykket, faae Bekjendter vare i Byen og saa gik jeg med Dampskib til “Bøget” for at besøge Jonna [6], det var en rygende Blæst, de fleste Medreisende søesyge, Regnen skyllede ned, de ventede mig derfor slet ikke paa Christinelund, her blev jeg i 8 Dage, i Regn, Blæst og Kulde, jeg frøs, gjøs og nøs. Det var mig kjært og behageligt at være sammen med din Søster, hun synes at trives der. Med Delegensen kom jeg derfra til Ringsted [7] og fik underveis en Medreisende af din Slægt, en Fru Beck [8], som boer i Sorø, hendes Jomfru Navn var Claudia Valenkam. Du og din Familie var naturligviis Centrum i vor Samtale. Jeg blev to Dage i Sorø hos Fru Ingemann, der har jeg ikke boet siden Ingemann levede [9] og det var med en veemodig Følelse jeg her modtog, saa mange gamle Indtryk, mødte den samme Deeltagelse og Opmærksomhed. Den gamle Kone var saa glad ved at see mig, hun gjorte Alt for at jeg maatte føle mig der som i gammel Tid og næsten kunde jeg sidde og vente paa at Døren maatte aabnes og Ingemann træde ind til os igjen. Fra min Stue saae jeg om Aftenen over til Kirkegaarden, der stod i Maaneskinnet hans Monument. Medens jeg var i Sorø kom en Deel af Soldaterne tilbage, Fru Ingemann fik to i Indqvartering. Forrige Gang, efter Krigen, kom Soldaterne hjem med Sang og Jubel, Æreporte havde vi reist[;] der vare Flag og Faner, nu derimod Alt saa stille, og dog have Soldaterne maaskee i denne Krig, meer end i den forrige, holdt ud, lidt og stridt; Gud glæde og velsigne dem Alle for hvad de døiede. - Længe bliver Du vel nu ikke paa min fyenske Ø, Du veed at jeg har sjunget om den [10]:


“See Navnet Fyen
Betyder fiin
Og vil saa meget sige,
At Fyen det er en Have fiin,
For hele Danmarks Rige.”

Du er nok af samme Mening i det mindste om Thorseng [11], (som ikke er Fyen). Nu da Vaabnene hvile har Du vel ikke meget at bestille, kan endogsaa samle “Snegle”, see paa de fyenske Piger, Du veed vel at ned af din Kant er der spansk Blod i Mange, naar Mødre, og Bedstemødre ere fra Aaret 1808 [12]. Forelsk Dig, lad det drive over igjen, men kom frisk i Sind og Hjerte hjem til os og til aandelig Virksomhed! Du har en Fremtid, gid den blive riig og lys, for mig er det som om disse Danmarks store Begivenheder afsluttede det Hele, jeg fornemmer mig i Geleed til Afmarsch og dog at have udrettet saa lidet. Det sidste Aar, saagodtsom har kun ligget tungt paa mig, ikke frugtbringende, jeg har af det kun Virkelighedens tunge Bundfald. Gud veed om nye Ideer kunne løfte sig fra disse, om jeg faaer noget Mere bestilt. Jeg er tung og træt, som efter en Dag-Vandring over Sand-Mark i Solhede. - Glæd mig, naar Du føler Lyst der til, med et ikke altfor kort Brev, send det til Kjøbenhavn, der er jeg, om Gud vil, i næste Uge; for Øieblikket opholder jeg mig, men kun til Overmorgen, paa Conradine Lyst, hos Komtesserne Moltke, det er en smukt beliggende Gaard, omtrent midt imellem Slagelse og Kallundborg.
Du veed da at Tillisch er gaaet af og at Kranold er Theaterdirecteur [[13], H.P. Holst Scene-Instructeur [14], Jomfru Lange fra Folketheatret blevet Fru Heiberg [15], nu faae vi det at see. Viggo er nok endnu i Fangenskab [16]. Seer Du i og ved Svendborg Venner af mig og mine Digtninger, saa hils; - naar Du kommer til Kjøbenhavn og “Faust” [17] opføres høre vi den sammen og forny gamle Minder fra Frankerige. Nu Lev vel kjære Ven!

Din
H.C. Andersen.



Brev nr. 408. Fra HCA til Ida Koch.[1]  

Basnæs den 1 Juni 1865.

Kjære Fru Koch!

- - - Jeg reiste da herud til Basnæs forrige Onsdag. De første Dage vare ganske [med] sydlig Varme; men nu have vi det koldt nok, altfor koldt. Det var en underlig Maaned: Mai; den havde baade Sommer og Efteraar, og iforgaars, da der var stort Valg-Røre [2], ogsaa i Skjelskør, blæste her en Storm, saa at store Grantræer rykkedes op med Rod eller knækkedes over som Rør. Kirsebærtræerne hænge med visne Blade, og al Frugten ligger strøet hen over Jorden.
- - - Herude læser jeg efter mange Aars Hvile Heines Skrifter; de smage mig dog ikke som før. Han er vel en sand Poet, men jager om som en banal Elverpige og viser altfor tidt sin hule Ryg; han er ugudelig og letsindig og nedskriver Sætninger, som man ikke engang i [u]besindig Tilstand skulde sige. - - -

Deres taknemmeligt hengivne
H. C. A n d e r s e n.



Brev nr. 409. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Basnæs den 8de Juni 1865.

Kjære Ven !

“Da Herkules paa Veien stod - !” ja, det Vers kjender De vel nok af “Væringerne” [2], eller husker De det bedre fra det klassiske Stykke: “Kjærlighed paa Nicolaitaarn”?

“Da Herkules paa Veien stod, da var han slemt i Knibe - !”

Nu staaer jeg som Herkules; stod De der i mit Sted, og var H. C. Andersen, hvad vilde De da gjøre? Det gad jeg nok vide.
De sendte mig Brev forleden, det var fra O’Neil i Lissabon [3], det er ham der har stillet mig paa Korsveien, dersom det ikke er en høiere Magt! - Jeg var saa deiligt kommet i Ro herude, hvor jeg er ganske alene; her er slet Ingen uden Fru Scavenius og hendes Datter [4]; jeg begyndte at leve ind i en ny lille Digtning, havde skrevet det Halve af et nyt Eventyr [5], men nu ligger det, og jeg staaer paa Skilleveien. “Blive hjemme eller reise til Lissabon”, det er Spørgsmaalet, det tager øieblikkelig min Tanke. Om Morgenen naar jeg staaer op er jeg for Reisen, om Aftenen naar det graaner og Søen seer sort ud, siger det inden i mig, hvad Deres Fader eet af de sidste Aar sagde til mig: “Jeg kan ikke forstaae hvad det er der altid driver Dem afsted, hvorfor kan De dog ikke blive i Hjemmet!” [6] - Et Svar kunde jeg jo nok give, men her er det ikke om dette Svar at gjøre. Havde Publicum venligere og billigere optaget mine Spaniere [7], end det, idetmindste den første Aften, var Tilfældet, da havde jeg vist nok groet fastere til Jordbunden, der løsnede sig lidt ved den Leilighed. Nok derom.
Her er ONeils seneste Brev, læs det igjennem og send mig det saa igjen, naar De næste Gang skriver mig til. - Havde det været i ganske unge Dage og Midlerne, som nu, var dertil, da var jeg strax flyvet afsted, men nu er jeg ældre, og Eftertanken stærkere. Jeg har en Forestilling om Besværlighederne, om mine egne Kræfter og over de Stemninger og Tilstande jeg hengiver mig til. Først kommer nu Spørgsmaalet om Udbyttet. Hjemme skriver jeg maaskee eet lille Lystspil, og et Par Smaahistorier, har det jevnt behageligt i det gamle Trit og skal jeg døe og begraves skeer det der hvor jeg helst vil blive. Reisen til Portugal og Opholdet der bringer idetmindste Skildringer af et Land der for os heroppe er lidet bekjendt og hvorfra, saa vidt jeg veed, ingen Reise billeder haves, idetmindste paa Dansk. Det var Noget! - ONeil skriver at October er den bedste og smukkeste Tid i Portugal, men September, den Maaned jeg maatte reise i, er just Bricernes Tid paa det atlantiske Hav. Det er en Reise paa fjerde Dag fra Bordeaux til Lissabon; den Fart har jeg Angst for, og den koster ikke mindre, (Søreisen), end 106 Rdlr Dansk, efter min Beregning kan, det “at reise”, ikke koste mere over Land, fra Bordeaux til Lissabon; Jernbane har jeg til Madrid og endnu en lille Stump, men da slipper den og begynder først igjen ved Badajoz paa Portugals Grændse. Det var nu at vide om hvor lang Tid Deligensen bruger fra Madrid dertil og det tænker jeg at man kunde faae at vide gjennem vort Gesandtskab; vidste jeg kun, om Falbe [8] var i Madrid da skrev jeg til ham og hørte Vei-Længden og Prisen. Efter min Beregning, paa Kortet, er det vist en Reise paa en 48 Timer og disse frygter jeg for ikke at have Legeme til, da Spaniens Deligenser ere sande Pinsels Kasser. Men denne Vei var dog paa det Tørre og jeg havde da altid en Tilbagevei, dersom jeg ikke følte mig tilfreds ved Opholdet i Portugal. Kom jeg der, maatte det jo være først i October og da maatte jeg blive der Vinteren over, altsaa omtrent 4 Maaneder; det er en lang Tid, dersom man ikke følte sig vel i Familien eller fik Trang til at tage bort; til Søes gik det slet ikke, ud paa Vinteren, og da maatte Landeveien vælges. Hele Opholdet ude beregner jeg til otte Maaneder! antager jeg nu at de fire blive frit i Huset hos ONeils maa jeg dog maanedlig til disse regne 50 Rdlr, det bliver 200 Rdlr, de fire andre Maaneder, hver 150, blive 600 Rdlr, (det er efter den forrige Reises Udgifter). Det a t  r e i s e  d e r  h e n  o g  t i l b a g e, beregner jeg til 500 Rdlr - hele Reisen, i 8 Maaneder, er saaledes ikke ringere end 1300 Rdlr; Bliver jeg hjemme giver jeg lidt over Halvdelen ud og kunde for Resten gjøre en lille Udflugt paa 6 Uger til Paris og tage f Ex een af Drevsens Sønner med. Det var ogsaa en Plan! Jeg har flere Gange ret levende sat mig ind i, at jeg nu allerede var afsted, at jeg var i Lissabon, og saa fast har det været, at jeg pludseligt har faaet en Længsel efter mine nærmeste Kjære; en Angest, at jeg nu aldrig skulde see dem mere, en Vedhængen ved Hjemmet og dertil en gruelig Frygt for Sygdom i fremmet Land, aller meest paa Reisen fra Madrid til Lissabon. Jeg tænker frem og jeg tænker tilbage og Herkules staaer paa Skilleveien. Hvad vilde De i mit Sted gjøre. Hvad siger De? Hvad siger Deres Kone?-
Skriv mig til derom og send mig O Neils Brev tilbage. Søndagmorgen forlader jeg Basnæs [9], efter Fredag-Aften kan det altsaa ikke nytte at Breve sendes mig her, vil De derfor lade disse gaae til F r i j s e n b o r g [10] v e d  A a r h u u s, hvor jeg, om Gud vil, er førstkommende Søndag. Hils Deres Kone, hils Louise og Jonas, samt Familien i Rosenvænget [11] og alle fælles Kjære.

Deres hengivne
H. C. Andersen.

[I marginen:] Siig mig om Eckardt er reist fra Byen.



Brev nr. 410. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Stockholm [2] den 1ste Oktober 1865.

Kjære Ven!

Det var et rart Brev jeg fik fra Dem denne Gang [3]; det er dertil det eneste jeg endnu har faaet og rimeligt vis faaer, thi jeg bliver neppe mere end næste Uge endnu her i Stockholm, her er altfor urimeligt dyrt; det er langt over det Doppelte af hvad jeg tidligere har betalt her; men saa er rigtignok ogsaa Alt meget bedre; men at betale 9 [marktegn] Dansk for et enkelt Værelse i tredie Etage og give 5 Rdlr Dansk for en Vogn ud til Ulriksdal [4] og tilbage, (ikke en Miil er det) hører til de Ting der gjør mig et Ophold mindre behageligt. Veiret er mærkeligt smukt og det har lige til igaar og i Dag været særdeles varmt, alle Folk sige de neppe kunne mindes Sligt. Henriques reiste her fra, hjem, imorges; de ere henrykte over Opholdet; og Naturen er jo ogsaa særdeles smuk, Stockholms Beliggenhed den skjønneste jeg kjender, med Undtagelse af Constantinopel.
Frøken Bræmer har været inde at besøge mig, hun har bedet mig ud til sig paa Landet hvor hun har en Eiendom Aosta [5], men det er en lang Vei, først til søes, saa til vogns og jeg er bange at der paa denne Aarstid, hvor den mørke Aften alt begynder Klokken sex vil blive mig kjedeligt og saa tager jeg ikke derimod. Beskov er nu endelig kommet til Staden, jeg spiser hos ham i Dag. Aron David [6] boede i Hotellet hvor jeg boer og reiste med Henriques og mig op til Upsala[;] han var meget oprømt og jeg fandt ham elskværdig. At De og Deres Kone skulde gjøre Reisen herop i næste Aar var noget han og jeg vare enige om. Nu veed De det! En festlig Middag havde jeg her hos Grev Hamilton [7] der er Landshøvding og gift med en Datter af Digteren, Historikeren Geier; her var Erkebispen [8], der ogsaa hædrede mig med Besøg, her var den gamle lærde Frijs [9], og han havde sine danske Ordener paa, jeg blev saa hjerteligt modtaget og om Aftenen havde Studenterne indbudt mig. Der brændte brogede Lamper Danebrogen vaiede, Studenternes Ordfører holdt en Tale til mig og et smukt Digt blev oplæst [10]; svenske og danske Sange sjungne og da jeg om Aftenen gik hjem blev jeg ledsaget med Sang. Det var en forunderlig sydlig smuk Aften, blikstille, Stjernene funklede og Maanen i Næ kastede lange Straaler, men foran, nordpaa blussede Nordlyset. De sang i Gaarden hvor jeg boede og skiltes fra mig med Hurra, jeg blev saa forunderlig blød, saa ung igjen. Da jeg Aftenen derpaa kom til Stockholm laae Skrivelse, jeg var næste Dag [11] kaldet til Kongen til Taffels paa Ulriksdal. Ganske mageløst hjerteligt blev jeg modtaget, Kongen selv viiste mig Slottets Værelser, præsenterede mig for Dronningen [12]. Kongen forærede mig et Par af sine Bøger og sit Portrætkort. Jeg fik af ham Papirs Cigar [13], da de andre Cigarer vare forstærke. her var saa privat gemytligt og godt. Dagen derpaa [14] var jeg hos Prinds Oscar [15]. Den Ligefremhed, den Hjertelighed, al den Godhed og Venlighed var næsten for meget; og ligesaa hjemligt om jeg tør sige saa, var det paa Dronningholm hvor Enkedronning[en] indbød mig til Taffels. Jeg kom med Dampskibet derud, men det var da gaaet før jeg efter Taffelet havde seet hele Slottet, hvor Prinds Oscar førte mig om, men saa fik jeg en Vogn fra Slottet, saa jeg ganske prægtigt agede ind. Hvad jeg her fortæller maa, for Himlens Skyld, ikke komme i Bladene, det vækker kun Misundelse mod mig og kan stilles op paa en for mig mindre behagelig Maade.
Theaterintendanten har givet mig en af de bedste Pladse i begge de kongelige Theatre og jeg kan i Mellemacterne gaae og være oppe paa Theatret, hvor jeg taler med venlige, høflige Mennesker. Jeg har allerede hørt flere Operaer, Den sorte Domino [16], Den hvide Dame, Fidelio [17] og Faust; den sidste gives ligesaa godt, om ikke bedre i Kjøbenhavn og Scene Arangementet, der er af Bournonville [18] havde jeg ventet mere af. Holst har virkelig skildt sig godt herfra. Den skjønne Helene [19] har jeg ogsaa seet og hørt, det er et fransk Kankan Stykke med Kneipe Musik; dette maa De gjerne sige Edgard [20], men maaskee han skriver for Folketheatret [21] og saa tør det jo ikke siges. Den skjønne Helene er en morsom Studenter Comedie - for Mandfolk. Kammerherre Sick [22] som i Stockholm representerer Danmark, har jeg næsten ikke kjendt før, men jeg synes godt om ham, han er særdeles opmærksom mod mig, som jeg i det hele taget føler mig ganske modtaget som en Berømthed, og dog - Dem siger jeg det, jeg føler mig slet ikke glad, det er utaknemligt, men jeg forstaaer meer og meer hvor tomt, hvor Bobleagtigt al Glands og Berømmelighed er. Jeg har læst, og det meer end paa kjøbenhavnsk Dansk, at jeg er saa forfængelig, jeg troer det ikke. - Nu flyver jeg hjemad, maaskee sydpaa, det er underligt ikke ret at vide hvor man skal boe og bygge, døe og begraves, stort mere end ti Aar har jeg da ikke til den Begivenhed. Jeg skal nu, imidlertid, hjembringe fra Sverrig nøiagtig Dagbog over hvad Reise og Ophold koster her for en Maaned, meer end det Doppelte vil det ikke koste Dem og Deres Kone, og herover og herop maae De! siger David og jeg[.] Det er halvanden Dags Reise til Stockholm, men hjemad kun et Døgn. Her er malerisk smukt, her er Sangens Hjem, og vort Modersmaal er forstaaet. Hils Deres Kone! dette Brev er ogsaa til hende, hils Jonas og Louise! fra Upsala har jeg Hilsener [23]. Glæder De mig med Brev endnu da send det til Legationen, er jeg afsted, da veed Kammerherre Sick at sende det til mig hvor jeg er.

Deres trofaste
H.C. Andersen.



Brev nr. 411. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Basnæs [2] den 22 December 1865.

Kjære Fru Collin!

Endelig kommer da ogsaa et Brev til Dem, det har varet længe nok før det kom, men jeg har tænkt som saa, et Brev til Deres Mand er et halvt Brev til Dem og saaledes har De nu faaet halvandet Brev fra mig før dette bringer Dem min Julehilsen. Søndag Morgen faaer De dette og Jule aften feires om Aftenen; De har Fru Petersen [3] og hendes Børn hos Dem til Aften, hils hende! - Her paa Basnæs bliver stille Jule aften, kun Otto [4] og en ung Düring-Rosenkrands [5] ere her. Bønderbørn fra Egnen skulle have en stor Middag nede i Folkestuen og derpaa Juletræ her oppe i Stuen. Jeg har maattet klistret Figurer til Træet, men disse, faae ikke den Afsætning, som de af Meel og Sukker, det er en Erfaring. Den 28 er her stor Jagt og om Aftenen er den halve Omegn indbudt, det er Knaldet i Julen. Gid at jeg under denne maatte erholde Brev fra Lissabon, der gav mig Mod til at flyve afsted, jeg har ikke stor Lyst til at overvintre hjemme. Jeg ønsker helst at flyve afsted den 14de- 15de, gaae over Paris og blive 6 Maaneder borte, jeg kom da, om Gud vil, hjem til midt i Juli, kunde da besøge Venner paa Landet i Juli og August og i September endeligt, slaae mig til Ro og faae en fast Leilighed, som jeg maaskee da selv meublerer og indretter til at der dog kan være en Slags Auction efter mig naar jeg er begravet. I Flyveposten stod forleden et Digt over den nyelig afdøde Forfatter P. L. Møller [6], der engang var lagt saa meget for Had her hjemme. Han var den Eneste der under Heibergs Ufeilbarlighed vovede at have en anden Mening, han tog mit Parti, ligesom ogsaa Øehlenschlægers, og sagde flere Gange Heiberg Sandhed. Jeg hørte i den Anledning engang Fru Güldenborg [7] sige: “Hvad er det dog for et slet Menneske, den Møller, der tør angribe min Ludvig?” og hele det store Heiberg-Publicum, sagde som hun, “Han tør angribe min Ludvig!!!” - Øehlenschlæger og Ørsted der havde Godhed for Møller spurgte mig: “hvad er det for Slethed at Møller har øvet? Alle tale om den, men nævne ikke Tingen!”, og Tingen var saa latterlig, da den ikke kunde finde Sted, Folk sagde at hans Kjæreste, en Sypige, var død paa Hospitalet og at Møller der havde solgt hendes Skellet. Meget fornuftige Folk, jeg vil ikke nævne dem, troede paa denne Fabel. Møller maatte afsted! i Paris har han vist døiet Meget og var tilsidst næsten blind, Digtet over ham begynder saaledes:

Saa gik han da bort, som vi Alle skal bort,
Men i Klokkens Reb blev ei halet,
Der var ingen Vogn, intet Følge sort,
Han døde paa Hospitalet.

Han leved en fremmed i fremmet Land,
Havde hverken Slægt eller Venner,
I Rouen blev jordet den danske Mand,
Men Ingen hans Gravsted kjender.

Digtet slutter med de sande Ord:

“Jeg troer, man kan skrive: “Han leved, en Mand,
Der bedre var end hans Rygte!””

Dersom jeg engang fortsætter “mit Livs Eventyr” skal jeg tilvisse see at belyse ham bedre [8] end hans Samtid. Hils Louise og Jonas, glæd mig ret snart med et Brev; jeg fik igaar et langt fra Fru Melchior [9] og fra Fru Henriques, de vare begge henrykte over den sidste Consert i Musik-Foreningen [10]. Hartmanns Musikstykke skal have været saa stemningsfuldt og Heises Overture særdeles storartet. Mit Lystspil “Spanierne” kom da ikke paa Scenen igaar, som lovet var. Jeg blev ganske ærgerlig da jeg i Avisen saae Forandringen, skaf mig at vide, gjennem Theodor, hvis Skyld det var, at Stykket ikke gik [11]. Jeg vilde idag have skrevet et lille Alvors Ord til Etatsraad Kranold, thi der er en Grændse for al Ting; i fire Maaneder er der nu hver 14 Dag sagt mig: “i næste Uge vil Stykket blive opført!”; jeg opgav imidlertid at skrive, eftersom det just er Løverdag i Dag, og jeg kan maaskee til Aften læse det ansat i næste Uge, saa er der Intet at sige mod Kranold, jeg venter altsaa paa det opstillede Repertoire!
Veed De Noget om den italienske Opera der kommer i Casino [12], da siig mig det; Fru Scavenius interesserer sig for den, og er det virkeligt en god Opera, tager hun en Maaned tidligere til Byen end Bestemmelsen først var. Hvorledes har Jonas det? Tog han sig det nær med Forchhammers Død [13]? Jeg veed ikke ret hvor lidt eller meget han havde med ham at gjøre. Tænker Edgar paa Bryllup i dette Foraar [14]? - Den lille Bog: “G r a v e  G u l d - Æ b l e” [15] vil jeg nok bede Deres Mand sende mig i Krydsbaand, det kan ikke koste stort! Nu tak for det gamle Aar!

Deres taknemlige
H.C. Andersen.



Brev nr. 412. Fra HCA til Robert Watt.[1]  

Amsterdam den 17 Februar 1866

Kjære Ven.

De sidste Dage jeg var i Kjøbenhavn fik jeg Dem ikke at see; det var ret kjedeligt; min Tid var saa optaget at jeg ikke kunde søge Dem og jeg fik saaledes heller ikke de Optegnelser De lovede mig for Paris, og mellem disse Sangerinden Nielsens [2] Adresse. Jeg er nu i Amsterdam, boer hos en velhavende, vel anseet og høist elskværdig Landsmand [3], der har det rigt og hyggeligt og jeg har den deilige Fornemmelse at jeg er en velkommen Gjest; at boe saaledes og have det saaledes, er en Lykke og den er, forunderligt nok, tidt forundt mig. Af Alt hvad jeg endnu har seet i Amsterdam, er det den zoologiske Have, som meest har interesseret mig, den er vistnok den betydeligste i Europa. De to Niilheste [4] have for en fjorten Dage siden faaet en Unge, der strax blev taget fra Forældrene, som ellers vilde have dræbt den; Ungen er allerede større end en stor Fedekalv, har sit eget Huus med et dybt Vand-Basin. Den kom frem og saae med onde Øine frem for sig, men viiste sig næsten kjælen mod dens Opvarter. Det var en smuk Solskinsdag, ude i Haven stode Træerne i Knop og de gule Crocus blomstrede; men nu have vi igjen Regn og stormfuldt Veir; dette har fulgt mig paa hele Reisen og just ved den hollandske Grændse fornam [5] jeg det i al sin Magt; det stormede saaledes om Aftenen at Løgterne blæste ud i Vognen, jeg sad i Bælgmørke, mens Regnen strømmede ned. Hollands betydeligste Componist Verhulst [6], hvis Bekjendtskab jeg har gjort for flere Aar siden i Rom, lever her i Amsterdam, han er en stor Beundrer af vor Landsmand Gade [7]; dennes Compositioner ere saaledes ofte hørte og meget afholdte her i Landet; ved hver af de to sidste Concerter i denne Maaned er givet Musik af Gade, saaledes Høilands Compositionen og Hamlets Overturen [8]. Paa Fredag i næste Uge er igjen Concert. Verhulst indbød mig at komme, han vilde da give, endnu et Musik-Stykke af Gade, glæde mig ved her at høre et Arbeide af min berømte Landsmand. En Elev af Verhulst [9] har igaar fra Rotterdam sendt mig i Musik: “Hilsen i Holland”. Een af Landets betydeligste Digtere, Forfatteren til “Ahasverus”, Ten-Kate, har fuldendt et større Digt: “Skabelsen[10], han læser det for i flere af de hollandske Byer, saaledes læste han det i Utrecht medens jeg nylig var der, det omtales med stor Roes. Den gamle Digter van Lenep, der viser mig megen Venlighed, har snart fuldendt sidste Deel af sin nyeste Roman [11], hvis første Dele alt ere udkomne. Mine Skrifter ere meget kjendte i Holland, jeg finder den hjerteligste Modtagelse og er i et lykkeligt velsignet Hjem; glæder De mig her med Brev da er Adressen: Mynher A. L. Brandt, 507 Heerengracht by de Haidenstraat, Amsterdam. Hils vore fælles Venner!

hjerteligt H.C. Andersen.

[I marginen s. 3. og 2:]
N B: Næste Gang et længere Brev, dette er kun et venlig Haandtryk for Dem alene!
Hils Henriques, Bille, Edgar Collin, Lose etc.



Brev nr. 413. Fra HCA til Lucie Ingemann.[1]  

Lissabon [2] den 25 Mai 1866.

Kjære Fru Ingemann!

Tak for Deres Brev [3], jeg fik det i Holland. Siden den Tid har jeg en ny Rigdom af Erindringer. I Holland, Belgien, Frankerige, ja selv i Spanien, overalt har jeg mødt Venner og stor Velvillie; ikke drømte jeg om at mine Skrifter ere saa kjendte som de ere. I Paris var det især vor hjertensgode Kronprinds [4] der ved alle Leiligheder søgte at glæde mig; med ham var jeg paa den keiserlige Tribune og saae Veddeløbene ved Vincennes [5]; min Fødselsdag den 2den April kom han hjem i min Bopæl for at lykønske mig [6]. Det var fornøieligt at høre hvor godt Pariserne talte om ham; hans beskedne Fremtræden og jevne, elskværdige Væsen tiltalte særdeles. Jeg lærte den gamle Rossini [7] at kjende og hos vor Landsmand Frøhlich [8] saae jeg smukke Tegninger til den ny illustrerede Udgave af de Eventyr og Historier Petersen ikke har givet Billeder til. I Bordeaux saae jeg den berømte Madam Ristori som Medea [9], Noget mere fuldendt i tragisk Kunst har jeg aldrig seet, det var saa følt, saa sandt, saa plastisk; det var ikke en Furie, Medea der dræber sine Børn, det var den tragiske Musa selv som handlede. Det ustadige Veir holdt mig fra at gjøre den lange Søreise fra Bordeaux til Lissabon og jeg reiste over Land; til Madrid havde jeg Jernbane, men herfra begyndte en høist besværlig Reise med Coureren; først ved Portugals Grændse fandt jeg igjen den aabne Jernbane; i hele to Dage og tre Nætter maatte jeg uafbrudt holde ud, der var intet Andet for. Mad og Drikke førte jeg med. I en uhyggelig Stemning forlod jeg Madrid, jeg fandt ikke Landet behageligt at reise i; jeg forstod ikke Sproget og altsaa ikke Stemningen; Veiene vare vildsomme og øde; langt var der fra By til By; Røvere frygtede jeg ikke for thi Vei-Politiet synes fortræffeligt, men jeg fornam en Forladthed, saa at jeg fortrød at jeg ikke var gaaet tilsøes; man havde i Lissabon ventet mig med det franske Dampskib, da det kom havde alle danske Skibe, ikke færre end 14, heiset det danske Flag for at hilse paa mig, men jeg var ikke med.
Phantasien piinte mig lidt paa denne Reise, just i det den var saa trættende og jeg ganske ene, men Phantasien havde ogsaa givet mig en Slags Votivtavle [10]. Mit Eventyr “Engelen” veed De at Kaulbach har illustreret og dette, i Portraitkort Format [11] saae jeg overalt i Holland, Belgien og Frankerige, først ved Sydgrændsen, i Bayonne, var det ikke at see, men den Morgen jeg forlod Bayonne opdagede jeg igjen i et Vindue “Engelen”, som jeg da gik ind at erholde [12], og saae nu at det var et Aftryk fra Spanien, det tog jeg for et godt Varsel, at fra dette Land “Engelen” kom mig i møde og fulgte mig, som eengan[g] en Helligere fulgte den unge Tobias [13]. Søndag Morgen den 6 Mai naaede jeg Lissabon, Familien O N e i l l s boe en halv Miil udenfor Byen, jeg tog herud og blev glad og hjerteligt modtaget; Fruen i Huset [14] er hjertelig og elskværdig, Sønnerne [15] to prægtige Drenge, de, ligesom Faderen tale meget godt Dansk, desuden Engelsk, Tydsk og Fransk; vi boe paa en Høide i en meget beboet Egn, der seer aldeles Dansk ud, med Kornmarker og Grønt, men Olietræet voxer i Kornet; Haven har et Gjærde af favnhøie Cacter og Aloer; Geranier med ildrøde Blomster danne hele Gjærder hvor Passions-Blomsten, som Slyngplante holder sig i riig Fylde. Her er i Naturen en Blanding af Syd og Nord; Hyldetræet blomstre ved Siden af Granattræer, de to tilsammen danne de danske Farver. Egnen her var for 20 Aar siden meget berygtet; her huserede en Røver; den store Aqvaduct ikke langt fra vort Huus, var Stedet hvorfra han nedstyrtede sine Offere; da han blev henrettet spurgte man ham om han aldrig havde fornummet til Samvittigheden og han svarede: Nei! Kun een Gang, efter at han havde styrtet en ung Kone, tog han hendes lille Barn, kastede det høit i Veiret over Aqvaduktmuren, da havde Barnet troet at det var en Leeg og havde smilet til ham i Glæde [16], dette Smiil piinte ham længe sagde han. I næste Uge skal jeg see Corpus Domini Processionen [17], Dagen efter tænker jeg at reise et Par Dage til Setubal [18] een af de meest tropiske Egne her i Landet, senere besøger jeg Cintra [19], som Byron [20] kalder det nye Paradiis, der boer paa det høie Fjeldslot Kong Fernando [21]; jeg er her i Byen blevet modtaget af ham [22], han var høist elskværdig og førte mig selv om i sin deilige Have. Det er endnu meget kjøligt Morgen og Aften, altid er det stormfuldt, man siger det er et usædvanligt Aar. Hils mine Venner i Sorø, Wilsters, Harders, Rossings [23], Siboni [24], Deres egen Sophie og glæder De mig med Brev da sendes dette til: M o n s i e u r   M s r: G e o r g   O’N e i l l,   c h e v a l i e r,   c o n s u l e   d u   D a n e m a r c   a   L i s b o n n e. Og nu Gud glæde og bevare Dem. De veed vel af Aviserne at Keiseren af Mexico [25] har hædret mig med Commandeurkorset: N o t r e   D a m e  d e   G u a d a l o u p e. [26]

Hjerteligst
H.C. Andersen.

[Tilføjelse i marginen s. 1:]
N.B. Som dette røde Blad, saaledes seer hele det store Træ ud, heelt op ad Muren.



Brev nr. 414. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Lisboa 13 August 1866.

Kjære Ven!

I Fredags morges [2] forlod jeg Pinhiero [3], efter først at have sendt Brev til Dem om min Afreise. Georg O Neill sagde at det var mueligt at Dampskibet fra Rio allerede kom Løverdag-Formiddag og da, nogle Timer efter gik til Bordeaux, jeg maatte altsaa være parat. Jeg ønskede at boe i Hotel Cirkel, der ligger nede ved Tajo, O Neill protegerer en Mand oppe i Byen og overtalte mig til heller at boe der og tilføiede at det blev umaadeligt dyrt i “Cirkel”, jeg troer nu det bliver lige dyrt; men nok, nu er jeg her og er det eneste Menneske i hele Hotellet, den første Reisende det har; jeg har ogsaa foræret Manden mit Photograph[ie] Kort at hænge op, dersom mit Besøg er god Handsel [4]. Skibet kom imidlertid ikke i Løverdags, heller ikke igaar og endnu i Dag, mod Aften, viser sig ikke “Navarro” som jeg skal med; det er hele fire Dage jeg har været i Lissabon, altid ventende paa Skibet, saa at jeg ikke tør kjøre ud omkring. Jeg sidder som Fange fire Dage i min Stue, med lukkede Vindueskudder. Det er i Solen 41 til 44 Grader Reaumur og i Skygge 25 til 28. Jeg er kogt! Ingen besøge mig og jeg har kun, vil jeg see Nogen, at tage min Paraply og langs med Husenes Skygge snige mig, i en Baggerovns Hede, hen til O Neills Contoir. Min skikkelige Vert trøster mig med at det er dog bedre end at være paa Søen, hvor der altid er Ulykke, og at nyeligt eet af de største Dampskibe forgik med alle Pasagerer. Det er fornøieligt at høre naar man selv venter paa at komme derud. Dette mit Brev slutter jeg i Bordeaux, om Gud vil at jeg kommer der. Skal jeg blive flere Dage i Lissabon, da bliver jeg tilvisse syg af Varme og Kjedsomhed; jeg gidder ikke læse, ikke skrive, dette Stykke Brev kommer paa Papiret under Aftenens første Luftning fra Balkonen. Kassen med min Buste og Bøgerne, indtraf netop igaar. Hjertelig Tak for Deres Omhu.

Bordeaux den 18 August 1866.

Gud være lovet at jeg er her! det er som om jeg nu var aldeles hjemme; den Vei er saa kort og beqvem synes mig. Dampskibet kom først Tirsdag morgen fra Rio; allerede Klokken 5 om Morgen[en] blev jeg underrettet derom at Fartøiet igjen vilde afsted samme Formiddag Klokken 10. Georg O Neill, sagde at han vilde give sit Æresord paa at jeg ikke blev søesyg[,] det var den bedste Aarstid og det bedste Veir, den stærke Blæst var kun Kystvind, og paa en Time var jeg udenfor den. Capitainen kom iland hos Georg O Neill og sagde at det havde været en mindre heldig Reise at de i de sidste 8 Dage havde haardt Veir og at Søen derude gik høit; men jeg maatte jo nu ombord [5]! Det var det største Fartøi jeg har været paa, henved 100 Pasagerer gik i Land i Lissabon, men der var endnu over 200 tilbage. Det var som et stort svømmende Hotel, og var tilvisse saalangt som Hotel D’Angleterre i Kjøbenhavn; en uhyre Spisesal, der til begge Sider havde Vinduer ud til to lange Gallerier med Tag over, der om Aftenen naar Løgterne tændtes saae ud som lange Stræder. Det var et særdeles blandet Selskab, fine Folk og grove Folk; der var to i hver Kahyt, jeg fik een for mig alene men saa langt forude at Bevægelsen var for voldsom til at blive der, desuden Køjen for kort -, jeg laae derfor uafklædt, for Træk gjennem de aabne Vinduer, i tre Nætter paa Sophaen i Spisestuen, og fik ikke skiftet Klæder, ikke engang Støvler. Saasnart vi kom ud af Tajofloden, fornam jeg alt de store Bølger, men satte mig dog tilbords, hvor Alt var bundet fast og Snore dragne mellem Flasker og Glas at disse ikke skulde styrte; De vil begribe at jeg ved den første Skeefuld Suppe var saa søsyg at jeg maatte ud paa Galleriet og nød Intet den Dag og Aften; nu kom Natten, den første Nat. Store Bølger løftede sig, men saa phosphorskjønne; det var som foer vi over Ild og Flamme, Vinden susede; hver ny Lyd forskrækkede mig, jeg foer om Natten ud paa Galleriet; Alt knagede og bragede; vi holdt os langt fra Kysten; næste Dag var Søen noget roligere, men altid Nordvest-Vind, jeg var om Morgenstunden syg efter at have taget en Mundfuld Kaffe, men det var dog sidste Gang. “Det bliver værre i den spanske Sø!” sagde man[;] ogsaa Capitainen meente at bedre blev det ikke; paa den næste Morgen saae vi Cap Finisterre, vi kom i den berygtede biskaiske Bugt, der har slugt saa mange og med eet blev Søen stille, ja ud paa Formiddagen som et Speil. Det var en Fornøielsestour fra 6 om Morgenen til 6 om Aftenen; da kom Skyer, lidt Regn og nogen Vind, men, Søen var ikke slem; det Allerværste Stykke var blevet det Bedste og der blev sjunget spillet Claveer hele Aftenen; Natten som kom tilbragte jeg dog endnu oppe i Spisesalen, og et Par Gange slingrede Fartøiet temmeligt og det tudede i Tougværket, jeg gik ud paa Galleriet og saae det deilige rullende Hav, det var venligt og godt; jeg følte mig Gud saa taknemlig! - Igaar aftes Klokken 6, efter 80 Timers Fart naaede vi saaledes Bordeaux hvor jeg tog ind i Hotel Richelieux og blev hjerteligt modtaget lige fra Vert til Portner. Hvor det var deiligt at komme iseng iaftes. Jeg kunde ikke sove, saa deiligt nød jeg det at ligge godt. I Dag har jeg søgt Kirstein men han er med Frue [6] i Schweitz ogsaa Hyllested [7] er reist, min Landsmand Kjøbmand Rasmussen [8] og ligesaa Jørgensen [9] ere de eneste Landsmænd her ere i Byen og af de mange franske Venner finder jeg nok kun General Doumas [10]. Hvor jeg har Meget at fortælle Dem om denne Reise, Meget jeg ikke har Lyst at nedskrive; om Spanien antydede jeg kun det mindre behagelige jeg denne Gang fornam her; jeg syntes jeg gik paa en Vulkan, den brød da ogsaa løs, nogle Uger efter at jeg havde været i Madrid; De har i eet af Deres Breve berørt “Urolighederne” men yttrede at det var nok ubetydeligt! Det var blodigt, skrækkeligt hedte det i Breve og Aviser der kom til Portugal. Det vilde have været uhyggeligt at komme der paa den Tid og uhyg[g]eligt igjen at gjøre samme Reise; det er i Aarstiden ogsaa aldeles umueligt, Varmen er for voldsom. Jernbanen vil ikke aabnes før næste Aar og Dampskib til Bordeaux fandt jeg ikke før 14 September og da begynde alt Stormene, altsaa maatte jeg tilsøes, og det er overstaaet, gaaet godt; jeg har ført igjennem, ved Guds Hjælp, at naae Lissabon over Land og hjemad over Ocean og baskisk Havbugt, der begge stode saa truende for mig; jeg er glad ved at have ført det igjennem, hvad der vist vil være en ringe Ting for de fleste andre. Om bord var der en stakkels Dame, som Dagen efter at vi forlod Lissabon, opdagede at hendes Køjekammerat, en Dame fra Rio, der var gaaet i Land i Lissabon, havde stjaalet hendes Braceletter [11], alt Guldtøi og Creditivet. Der blev nu igaar strax herfra Bordeaux tellegrapheret til Politiet i Lissabon og i Madrid, hvorhen Damen agtede sig, hun havde et Pas der lød paa at hun var en Consulfrue, men man antog det var et falsk Pas. Dette Brev jager jeg ned, (der maa ikke trykkes noget deraf). Hils Deres Kone, Børn, Familie og glæd mig snarest med et Brev i Paris sendt til den danske Legation.

Deres trofaste
H.C. Andersen.



Brev nr. 415. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Basnæs ved Skjelskjør
den 15 October 1866.

Kjære Ven!

Din Snegl i Foderal er indtruffet [2] og herfra med Post befordret til Holsteinborg for, ligesom de tamme Tyre i Spanien og Portugal at lokke de i Naturen fritløbende med sig til Arena. Jeg er, som Du maaskee ikke husker paa, reist fra Holsteinborg og sidder som skrivende Menneske [3] paa Basnæs, men skal her gaae i Haven for at finde, om jeg kan, den anden Slags Snegle Du ønsker og beskriver for mig at de have: “et rundt Hul forneden”; det synes jeg nu at alle Snegle have. Jeg lægger Veien hjem over Holsteinborg og haaber da at Dr Steenbuch har opdrevet nogle Exemplarer, dit i Foderalet har jeg paalagt ham at levere tilbage. Tak for Sneglen! uden den havde jeg nok ikke faaet Brev fra Dig! Du er selv en Snegl! - Sidst i næste Uge kommer jeg til Byen; saa skal jeg ogsaa i Sneglehuus; have mit eget Sneglehuus [4], igjen gro fast! jeg glæder mig meget til at samles med kjære Venner i Byen, men aldrig har jeg før, saa snart efter Hjemkomsten, følt Lyst til, at flyve afsted som denne Gang! jeg synes at det er kun en Vesit i Hjemmet jeg har gjort, og at jeg skulde afsted for at overvintre i de varme Lande. Det var vist dumt af mig at jeg ikke blev ude til Vaaren. Nu skal jeg have Huus, ja Seng, min egen Seng, den forfærder mig [5]; jeg tynges jo til Jorden af Meubler, Seng og Gyngestol, ikke at tale om Bøger og Malerier! Fløttede jeg ind i et Hotel da syntes jeg endnu at have løse Vinger, men nu har jeg Huus til 25 Rdlr om Maaneden, som jeg dog vist flyver fra naar de første varme Solstraaler prikke mig som de prikke Trækfuglene. Har Du ikke Udvee? - jeg gad vide hvor gammel Du er blevet, jeg bliver altid yngere, vide om vi to, naar vi naae “Jevnalderen”, kunne spænds ved at flyve sammen! to Gange have vi forsøgt det, alle gode Gange ere tre, men jeg reiser sandelig ikke til Japan [6]!!! Din Moder er mageløs god mod mig i Anledning af mit Huus-Arangement; der bliver imidlertid en Deel at ordne naar jeg kommer ind og al den Uleilighed er ikke morsom! der kommer jo ogsaa nok Theater Vrøvl og anden Smaa-Ærgrelse. Hverken Scharff eller Eckard [7] saae jeg ude paa “Rolighed” medens jeg var der, mon det var en Slags “Beskedenhed”, for ikke at komme ind i een dem fremmet Familie, eller er Eckardt blevet vred paa mig for mit Foredrag over Ægteskab. Dig, min Ven, har jeg iøvrigt slet ikke talt med, jeg mener sladdrer om Liv og Reise, Edgard og hans unge Frue [8] har jeg ikke seet, ja der er meget forsømt derinde. Fra W a t t fik jeg igaar Brev [9], seer Du ham da hils jeg skriver snart. Nu banker det paa Døren! Lars forkynder at Brev-Tasken skal lukkes, Postdrengen afsted! - Altsaa, Lev vel, glem mig ikke ganske for de andre Snegle.

Din Ven
H.C. Andersen



Brev nr. 416. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Paris [2] den 22 April 1867.

Kjære Ven!

Fra Hanover sendte jeg et Brev til Deres Kone [3], det er vel indtruffet? Nu har jeg allerede været næsten en Uge i Paris. Det var et Par Dage smukt Solskins Veir[.] Jeg vandrede om i Sommerklæder under de grønne Træer og saae Blomster i Mængde, nu er her koldt igjen, det blæser voldsomt og den ene Regnbyge følger den anden. Udstillingen [4] træder imidlertid Dag for Dag mere frem, Alt ordner sig der smukt og storartet. Det er som gik man om paa et uhyre Bord mellem kolosalt Nips fra alle Lande [5]. Vi Danske have Indgang sammen med Grækerne, det vil sige samme Port med Indskrift Danmark-Grækenland føre[r] til vore Afdelinger. I den brede Gang, have de danske Sager Plads paa den ene Side og de svenske paa den anden, her er altid stor Trængsel, men det er for at see de i Nationaldragter fortræffelige Figurer, der fra alle Sverrigs Landsdele her ere stillede op. Vort Snedkerarbeide (Meubler) gjør Lykke; Fru Jerichaus Billeder dominer[e]. ved Indgangen til een af vore Afdelinger opdagede jeg Deres Faders og Schous [6] Buster, de ere i Terracotta, Hr Alfred Hage [7] pranger i Marmor. Man spurgte mig hvem denne Berømthed var og jeg vidste ikke at sige bedre end: Det er en Mand som kan betale sin Buste. Den svensk-norske Afdeling er riig paa Flag, vi have derimod næsten slet ingen. Det er derfor glædeligt at see tre store Danebrog vaie ud for a Portas lille Caffe, her er altid fuldt op af Landsmænd og her kan man faae Rugbrød fra Kjøbenhavn og Spendrups danske Brændeviin. Jules Jürgensen er her fra i Locle, han sender Dem og Frue mange Hilsener, jeg spiiste i forgaars hos ham i Grand Hotel hvor han ogsaa havde indbudt sin Ven Etatsraad Hofmann Bang [8]. Igaar var jeg med Kjøbmand Grøn og Frue [9] fra Kjøbenhavn til Middag i samme Hotel indbudt af den Engelænder som staaer for den engelske Afdeling [tilføjet i marginen: Man gav mig til Borddame den berømte Reisende Bakers Frue [10], som med sin Mand har besøgt Nilens Kilder, de kom der fra Æqvator.], der vare flere Engelændere og Amerikanere, som i høi Grad udtalte deres Glæde ved at samles med mig, saa at jeg formeligt blev seet paa af hele Selskabet, som en Personlighed, jeg fandt mig ellers ganske godt deri. Storhertuginden af Ingolstein [11] er Navnet paa den nyeste Operette med Offenbachs Musik, det er uanstændigt baade i Text og Musik, det er ideligt Stumper af La belle Helene, men endnu værre Cancan-Tact med mange Trommer. Den nye Opera af Verdy Don Carlos [12] skal være kjedelig; Operaen Mignon [13] endnu mere kjedelig, derimod det ny Drama af Dumas fils: Les Idées de Madame Aubray [14] roses. Her er allerede en Mængde Danske, saaledes Lumby med Søn [15], Drevsen fra Silkeborg med sin Huusbestyrerinde Fru Jürgensen [16], jeg har ikke seet dem endnu uagtet de boe i Huset tæt ved mig, Baron Bertouch [17], Bager Bruun [18], Hans Puggaard og Meinerts [19] etc. etc. - Jeg har modtaget eet Brev hjemme fra, det kom igaar og var fra Fru Melchior; indeni laae udklippet af Dagbladet Historien om Grundtvig [20], det er dog virkeligt for galt, kan dog hans blinde Tilhængere ikke endnu see det! Siig til Hartmann han skulde komme her over medens jeg endnu er her, han yttrede Lyst, senere vil her vist blive utaaleligt og Gud veed hvorledes det stiller sig med Fred eller Krig [21], det seer nok broget ud. Det er, som jeg hører fra Engelændere, meget betænkeligt med Prindsessen af Wales [22], det syge Been skal være særdeles angrebet, de tale med megen Bedrøvelse derom, Benet frygte de maa sættes af, hun er tilvisse meget elsket. Mon vor Dronning kommer hjem til Sølvbryllupet [23]?, lad mig vide hvad De veed derom, kommer Dronningen ikke da bliver der vel slet ingen Festligheder. - Er Jonas nu vendt tilbage? Naar tænker De paa at tage paa Landet? Jeg synes allerede at det er lang Tid siden at vi vare sammen! Naar kommer Edgar Collin [24] her til? Han vil vist meget billigt kunne faae Bolig i Hotel Prex aux Clercs paa St Michel hvor Watt [25] og Hans Puggaard boer; jeg betaler derimod 6 Frank i fjerde Etage i Hotel Bergers, men den første Nat jeg kom og boede i Grand Hotel, maatte jeg efter først at have givet en preusisk Thaler for Telegram, betale 16 Frank for et lille Værelse i 4de og 2½ Frank i Service; der blev jeg da kun Natten over; de øvrige Priser ere omtrent de samme som altid, saa at det i Grunden kun er Værelserne der ere stegne høit i Prisen. Watt har leiet i Maanedsviis og har sit Værelse for omtrent 1½ Frank i Døgnet; dette skriver jeg til Underretning for Edgar Collin. Glæd mig snart med Brev; hils Deres Kone, Louise, Jonas, hele Familien; Det vilde dog more Theodor at see alle de Vaaben og Dyre Skikkelser her er. Deilig er en Grotte, hvor Lyset falder ind gjennem Vand med Fiske i, man er som paa Havbunden [26]. Lev hjertelig vel.

Deres hengivne
H. C. Andersen.

Efterskrift.

Kammerherre Wolffhagen [27] fortalte mig at han udtrykkelig havde forlangt min og gamle Thomsens [28] Buste til Udstillingen men fik det Svar at de ikke fandtes i Marmor; han skrev igjen at Thomsens maatte være mellem Oldsagerne og at han og jeg vare de meest kjendte her, nu kom da Thomsen i Gips men ikke min, derfor er jeg der ikke, i stedet for min Buste sendte Bissen i Gips Hr Bjørnstjernes [29], han representerer nu dansk Literatur i den danske Afdeling, man burde da heller have sendt Heiberg eller Ingemann der ogsaa ere modelerede af Bissen. Marstrands Portræt af Fru Hage og Børnene [30] hvor den ene viser en Moppe frem giver Anledning til mange Bemærkninger af Pariserne.



Brev nr. 417. Fra HCA til Dorothea Melchior.[1]  

Holsteinborg ved Skjelskjør den 7 August 1867.

Kjære Fru Melchior!

Igaar Morges forlod jeg Glorup [2]; uagtet det var saa tidligt, saae jeg dog Grevinden [3], som hjerteligt og smukt sagde mig Levvel og bad mig at komme næste Aar, og da ikke aflægge et saa kort Besøg som denne Gang; en Maaned i det Mindste maatte jeg blive. Hun har været høist behagelig at være hos, har stor Interesse for Kunst, maler selv med Dygtighed og taler nu ganske godt Dansk, vi talte dagligt sammen, og hun sagde, at jeg var Den, hun bedst forstod.
- - - Greven var ridderlig og opmærksom mod mig og sender særdeles Hilsener til Dem og Deres. Han har allerede indbudt mig til i Vinterens Løb at spise en Middag hos sig i Hotellet, naar han skulde have den Glæde at see Familien Melchior. Det er Betydeligt, hvad han har anvendt paa Haven, som i hans Faders Tid var en Trediedeel mindre end nu og aldeles overgroet med store Skræpper; herfra har jeg mit Eventyr om “Den lykkelige Familie”, her levede de store Snegle i Skræppeskoven. Deilige, store Linde-Alleer vare her, de ere blevne, og paa den lille Ø midt ude i det store Bassin er nu et Springvand, høit som et af Castanietræerne paa Øen. Hele den gamle Deel af Haven er forynget i et fransk Anlæg; men nu er en Deel af Dyrehaven tagen ind som Park med deilige Græsstrækninger, mægtige Ege og Bøge, gravede Canaler o.s.v. Her gaaer en dyb Kløft, hvor de prægtigste Træer løfte sig, og hen over denne har Greven ladet bygge ved Ingenieurerne English & Hansen, en stor Hængebro, omtrent 100 Fod, den svæver mellem to gothiske Taarne, seer storartet ud; man gaaer ligesom gjennem Træernes Kroner. Den blev indviet igaar, derfor blev jeg der den Dag over. Ingen Mennesker vare indbudne, ikke en Fremmed var i Haven, det var saa aldeles privat og dog et sjeldent Arbeide her til Lands; Lægen [4] sagde, at det havde kostet omtrent 12,000 Rdlr. Greven og Grevinden gik først over den med Danebrog og hendes Slægts Fane smykkede Bro; et Musikcorps spillede “Vift stolt paa Codans Bølge” [5]; Arbeiderne udbragte ni Gange Hurra og fik siden 50 Rdlr. til at have en lystig Aften for. Jeg gik omkring med Grevinden i de nye Anlæg; Veiret var smukt, og jeg vilde ønske, D e havde været her. Jeg har skrevet til Delbanco om den nye Bro og tænker, at han lader tage en Tegning af den til “Illustreret Tidende”. I Mandags [6], da de Andre vare tagne ud og jeg gik alene i Haven, kom en lille Pige løbende til mig og sagde: “Mama gaaer ovre i den anden Gang!”. Det var Fru Heiberg, der med Justitsraad Lange [7], som eier Ørbæklunde, hos hvem Fru Heibergs tre Børn [8] have opholdt sig, medens hun var i Norge, spadserede omkring; jeg blev nu Ledsager og vi kravlede om ved Broen, som da endnu ikke var istand. Jeg havde lovet at komme til Odense, hvor flere af mine Venner nok længe have tænkt paa at give mig en festlig Dag; men Biskop Engelstoft, hos hvem jeg skulde boe, var ikke i Byen, og saa opgav jeg dette Besøg og reiste, som sagt, igaar Morges fra Glorup til Nyborg. Deres og Frøken Louises [9] kjære Breve havde jeg modtaget, som jeg ret takker Dem for. Idet Vognen holdt for Døren, fik jeg endnu et Brev; det var fra Deres Broder Martin [10] og hans Frue. De havde moret sig over mit sidste Brev til Dem, der var skrevet i et Slags Humeur [11]. Paa halvanden Time var jeg over Beltet; paa Broen holdt en Vogn med raske Hest fra Holsteinborg, og i Galop foer jeg afsted, saa at Klokken kun var lidt over to, da jeg naaede Holsteinborg, hvor jeg atter blev modtagen som en rigtig kjær Gjæst. Jeg fik mine to gamle Værelser, der ere særdeles smukke, vist ni Alen i Høiden, tykke Mure med en Dør lige ind til Kirken, saa at jeg i min Stue hører Orgelet. Holsteinborg er en gammel Gaard tæt ved Fjorden mellem Sjælland og Glænø; De vil paa Søndag otte Dage i “Figaro” læse, hvad jeg har skrevet om Glænø [12]. Holsteinborg er som Bygning bedst indrettet om Vinteren; den har alle sine Gange opvarmede og belagte med Tæpper, og saa ere Væggene bedækkede med gamle Malerier. Haven gaaer lige ned til Vandet og har langt smukkere Blomster end Haven paa Glorup, men ikke Anlæg som den; imidlertid frembyder den smukke Toure langs den salte Strand, og paa et enkelt Punct seer man aabent Vand over til Lolland. Her er et kjærligt, velsignet Huusliv og elskværdige Børn, som ret holde af mig. Jeg føler mig her hjemme. Det var imidlertid min Bestemmelse at tage ind til Kjøbenhavn paa Mandag eller Tirsdag, for at see lidt til og være sammen med de franske Gjæster [13]; men Grevinden bad mig saa hjerteligt og smukt igaar om at forlænge mit Ophold, at jeg nu er tvivlraadig; jeg vil jo dog heller ikke tage Deel i a l l e de Fester, der foranstaltes. Siig De mig Lidt herom. Grev Holstein skulde have været med, men kommer ikke, veed jeg; han maa i disse Dage reise til et Bad.
- - - Mit Eventyr “Peiter, Peter og Peer” [14] gjør overordentlig Lykke her, som paa Glorup; Ingen, uagtet jeg har spurgt derom, finder Noget at støde sig over. Jeg har selv ret critisk behandlet det og troer, at Bille vist har misforstaaet et eller andet Udtryk og i sin Misforstaaelse skygget ind i Deres Opfattelse. Bare han dog vilde sige mig, hvor det er, den syge Deel sidder i Digtet; jeg skulde da strax skjære den af. Jeg er Dem vedvarende taknemmelig for det Vink, De har givet mig, og beder Dem, at De altid vil være ligesaa oprigtig. - Jeg nedskriver flittigt paa min Portugals-Reise [15]; men den kommer ikke ud til Nytaar. Reitzel [16] finder, at den ikke fylder nok; han vil, at vi skulle vente, til jeg har et tykkere Bind. Derimod vil der udkomme “Udvalgte Digte” [17] i en lille, elegant Udgave, og til den glæder jeg mig; der kan jeg faae de bedste af alle mine Digte, de tidligere, optagne, og de mange sildigere, som ere spredte. - - - Desuden kommer vel et Hefte Eventyr (af de ældre) med Frøhlichs Illustrationer [18], derimod ingen nye. - Hils min Ven William [19] fra mig, og siig, at den lille Flue, som skulde have bragt ham Hilsen, slog han dog efter; Fluen forsikkrer det og siger, at den kan bevidne, at han havde en snavset Haand; hun saae tydeligt, at der var en Plamage paa Haanden, da han jog den bort! Hvem skal jeg nu troe, Fluen eller William? De kan iøvrigt sige ham, at Fluen var en flyvende Prindsesse; hendes Fader lever endnu og er Flue-Konge og regjerer over alle Næser. - - -

Hjerteligst og ærbødigst
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 418. Fra HCA til Carsten Hauch.[1]  

Efteraaret 1867.

Kjære, høitskattede Ven!

Det er mig en Trang just i disse Dage at sige Dem, hvor glad jeg er og i mange, mange Aar har været det, ved at vide, at De tilfulde erkjender mig som Digter og er mig som Menneske en deeltagende Ven; De har udtalt det, og der er ikke Tvivl i mit Hjerte.
Kjære, ædle Ven!
De har i mange Aar saa ofte glædet mig med venlige Breve, fulde af Erkjendelse, Opmuntring og Deeltagelse; De har lyst Solskin ind i mig; gid jeg maatte kunne gjengjælde det! Der er hos Dem noget saa Ridderligt og Ædelt, og jeg veed og forstaaer, at det har saaret og bedrøvet Dem, den - hvad skal jeg kalde det? - Smagløshed og Uskaansomhed, hvormed Peter Hjort har udgivet Breve, skrevne i en Fortid, under Stemninger og Forhold, der ikke burde drages frem [2]. De kom til Danmark, forfrisket af Reiselivet og med et sandt, aabent Øie for Literaturen her. Min første Optræden behagede Dem ikke; De udtalte det stærkt og naturligviis stærkest i et venskabeligt Brev [3]. Selv har De sagt mig, hvor haardt og uvenligt min Personlighed blev fremstillet for Dem. Nu drages alt Dette frem, og jeg er forvisset om, at det bedrøver Dem; thi De har et ædelt, varmt Hjerte for det Sande og Gode. Husk, at hvad De dengang dømte og skrev om mig, og som dengang var mig tungt og smerteligt, jo for længst er klaret og veiret hen, og De har givet mig uendelig Erstatning i Deres Erkjendelse og Venskab. Derfor: Gud velsigne Dem! Jeg glæder mig til snart at trykke Deres Haand og sige Dem, hvor kjær De er mig, og hvor glad jeg er ved Deres Erkjendelse og Venskab.

Deres taknemmelige
H. C. A n d e r s e n



Brev nr. 419. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Odense den 5 December 1867 [2]

Kjære Fru Collin!

Kun et Par Ord, min Tid er aldeles optaget med Besøg og - Tandpine. Jeg reiste i Tirsdags Middag fra Kjøbenhavn, det var en isnende stærk Blæst, Vognen utæt, jeg sad flere Timer i en voldsom Træk og da jeg naaede Korsør havde jeg Tandpine, næsten hele Natten gik hen uden Søvn, i Morgenstunden var min Kind aldeles ophovnet, Veiret var imidlertid smukt, og jeg naaede saaledes igaar ved Frokosttid Odense hvor Biskop Engelstoft tog imod mig og førte mig til sit Hjem Bispegaarden. I Dag har jeg havdt flere Besøg og selv med Biskoppen aflagt et Par Vesitter. Her var iøvrigt stort Selskab igaar, Excellensen Unsgaard [3], Provst Dangaard [4], Oberst Vaupel [5], Etatsraad Schlegel [6] og mange Flere. Imorgen, naar jeg afsender dette Brev er den egenlige Fest, der tegnede sig strax 240 Personer til Festmaaltidet, flere er der ikke Plads til paa Raadhuset, som dog har Byens største Sal; en Mængde ere komne for seent og kunne ikke deeltage, men imorgen Formiddag, jeg afhentes henimod elleve, er der uddeelt Billetter, jeg skal da paa Raadhuset modtage mit Borgerbrev, Klokken 4 er der stor Middag, til Aften kommer Ungdommen og jeg hører tale saa smaat om flere Festligheder [Tilføjet i marginen: Ogsaa fra Skolen have Børnene Frihed imorgen, hører jeg.], Løverdag er jeg til Middag hos Borgemesteren [7] og om Aftenen indbudt af Musikforeningen. Jeg er noget overvældet og betaget, dertil kommer Tandpine [8], en tyk Kind og at de nye Tænder ikke ville hæfte. Iaftes stod et Digt til mig i Fyens Avis, min Døbesæddel, Navnene paa Fadderne og flere, for mig interessante Data [9]. Jeg er anmodet om at læse paa Mandag Aften for Arbeiderforeningen [10], men jeg frygter at mine Tænder ikke tillader det, jeg er istand til “at tabe Munden” under Oplæsningen. Jeg gik, som sagt, idag med Bispen, det var særdeles smukt hvor venligt alle Menneske[r] vi mødte hilste mig; jeg havde i Dag Besøg af en gammel Snedker [11], som sagde at han havde gaaet i Skole med mig da jeg var omtrent 8 Aar og han tolv, han meente jeg maatte kjende ham igjen, men det var naturligviis umueligt at see et eneste kjendt Træk, heller ikke Navnet huskede jeg. Gid at imorgen var overstaaet, det er vel en lys og mærkelig Dag i mit Liv, men jeg er betaget ved at tænke paa den. Dette Brev sender jeg afsted imorgen tidlig, altsaa ved Dagens Begyndelse, De faaer det først Løverdag. Hvorfor mon dog saa megen Glæde og Hæder forundes mig? Det er næsten ængsteligt! Hils Deres Mand, Børn og hele Familien.

Deres trofast hengivne
H. C. Andersen.

E.S:

Bispen beklager at han ikke, den korte Tid han var i Kjøbenhavn, naaede ud til Deres Mand og Dem. Han sagde mig at han iøvrigt havde ganske gode Meddelelse[r] om de Bøger(?) Deres Mand havde skrevet til ham om. Han hilser Dem begge!



Brev nr. 420. Fra HCA til C.T. Engelstoft.[1]  

Kjøbenhavn den 24 Jan:1868

Kjære Hr Biskop Engelstoft!

Allerede tidligere skulde de belovede Portræt-Kort være sendt, men jeg var ikke tilfreds med alle og da jeg har lovet et Par af vore bedste Photographer at sidde for dem og jeg da fik bedre udsatte jeg det med Afsendelsen; min Tid har imidlertid været saa optaget, Veiret ofte ikke lyst nok, saa at der ikke er blevet Noget af Portraitteringen. Jeg vil imidlertid nu ikke længer udsætte det med at skrive, da jeg længes efter at De og Deres Frue [2] have Sort paa Hvidt for at de stadigt ere i min Tanke, at jeg just nu nyder stille godt af den deilige Tid jeg havde i Fødebyen. Jeg har skrevet Borgermester Mourier til, ligesaa den fortræffelige Etatsraad Koch [3] der strax glædede mig med et meget hjerteligt Brev [4]. Jeg har givet “Gudfaders Billedbog” [5], til illustrerede Tidende; isøndags stod Begyndelsen, næste Søndag følger Fortsættelsen, der da sluttes i det efterfølgende Nummer. Flere Gange har jeg skrevet denne lille Skildring om for at faae den kort, klar og klangfuld; jeg veed ikke hvilken Fornøielse jeg faaer der af. Jeg har begyndt nu at nedskrive nogle Erindringer fra Ingemann og hans Hustrues Hjem [6] , Hun gik da fra os! Hendes inderligste Ønske er blevet opfyldt: at samles med ham som var hendes største Deel af denne Verden. Hun sov stille hen uden Smerte, skrev Professor Rothe [7] til mig. Jeg havde saa gjerne iforgaars været med i Sorø til Begravelse, men den tidlige Morgenreise i dette omskiftelige Veir og strax derpaa Opholdet i den kolde Kirke, afskrækkede mig; jeg skrev imidlertid til Rothe, ligesom ogsaa til den Dame der i den sidste Tid havde pleiet Fru Ingemann [8], jeg skrev til den gamle Pige Sophie der ret, med hele sin Sjæl, i Troskab hang ved den kjære Madmoder, og saaledes troede jeg at lette det Tryk jeg fornam ved ikke at komme der. Igaar bragte Hr Schorn [9] mig Hilsener derude fra, han havde været med ved Jordefærden og fortalte mig ved den et af disse Træk, som jeg kalder Tilfældets Poesi. Der er en lille Fugl, jeg veed ikke Navnet, Ingemann har i eet af sine Digte omtalt den, idet Lyden den udstøder af Bønderne forstaaes som om den sang: “Slid Tid!” [10] Ingemann har nok ladet den synge “Giv Tid” [11]. Ved Jordefærden tydede Præsten [12] hen der paa i sin Tale, og underlig nok, i samme Øieblik sang Fuglen fra et Træ ved Graven sit qvidrende: “Giv Tid!” der vare Flere som lagde Mærke dertil.
Vinteren er nu igjen stærkt taget fat, imorges frøs det her 10 Grader! jeg længes efter Vaaren og vil Gud, flyver jeg afsted og ud over Odense, da haaber jeg vi sees. Fem Photographi-Portretter, saa gode som jeg har dem, ligge her i Brevet; faaer jeg dem bedre senere, da kunne vi bytte om igjen. Hils paa det hjerteligste Deres elskværdige Kone og hele Kreds. Taler De med Etatsraad Koch, Domprovsten [13] eller Borgermesteren da hils fra mig. Hils hver som venligt har mig i Tanke og taler til Dem derom. Den smukke uforglemmelige Fest i Odense er med Deeltagelse blevet omtalt i flere af Udlandets Blade.

Deres taknemlig hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 421. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Amsterdam den 2den Mai 1868.

Kjære Fru Collin!

Mit sidste Brev var fra Odense den 24 Marts [2], efter at det var afsendt holdt jeg Oplæsning for overfyldt Huus; har aldrig følt mig friere og læste vist saa godt jeg kan det. Jeg gav: Barnet i Graven, Den grimme Ælling, Hjertesorg [3], hvad Fatter gjør er altid det Rigtige [4], Børnesnak [5] og Sneglen og Rosenhækken. Folk syntes henrykte. Om Aftenen var jeg i Theatret hvor hr Orlamundt [6] gav “Den nye Barselstue” og havde sendt mig en heel Loge i første Etage, der var lagt Blomster paa min Stol og da Stykket var endt, reiste Borgemester Mourier sig og udbragte for mig et “Leve”, som istemtes af hele Publicum forstærket ved Orchestrets Fanfare. Dagen derpaa var jeg ude at besøge Frederik den VIIdes Stiftelse for fattige Haandværksmestre og deres Enker, det var disse Indtægten af min Oplæsning kom til Gode, og den indbragte (Billetten kostede 3 [marktegn]) 220 Rdlr. Kongeflaget var heiset, man modtog mig med en rørende Hjertelighed og Taknemlighed, som om jeg havde gjort noget Stort for dem. Hver Familie har to Værelse[r], Brændekammer og et stort Stykke Have-Jord. Søndag Middag forlod jeg Odense og blev sagt Levvel paa Banegaarden af en Mængde Venner og Veninder, fik ogsaa en Deel Bouquetter. Da jeg fra Dampskibet over lille Belt kom i Land ved Fredericia gav jeg en lille fattig Dreng min Reise-Sæk at bære, han bad mig om jeg ikke vilde vise ham Hans Christian Andersen, for han var ombord paa Skibet havde Folk sagt; jeg spurgte ham om han havde læst noget af Hans Christian Andersen og han sagde ja. Da jeg saa fortalte ham at jeg var H.C. Andersen, blev han ildrød og bar daarligt paa Tøiet for at see paa mig. Han var Søn af en Fisker. Om Aftenen naaede jeg Hamborg, blev her Mandag over og tilbragte Middagen hos en Broder til Henriques [7], Tirsdag reiste jeg til Minden, laae daarligt; raat og vaadt var Veiret, forkjølet var jeg, men da jeg Onsdag Middag kjørte til Arnheim skinnede Solen, Træerne vare alle grønne, Engene med gule Blomster. Torsdag Formiddag i et voldsomt, stormende Veir kom jeg til Amsterdam hvor Georg Brandt [8] og Wilhelm Boye [9] modtog mig i Banegaarden. Eet af de smukkeste store Værelser ud til Gaden stod indrettet for mig; et stort Danebrogs Flag vaiede paa Gangen. Jeg fandt Deres kjære Brev, med Bilag fra Deres Mand [10], men ikke saameget som en Hilsen fra Jonas eller Louise. Jeg fik to Breve her laae fra Melchiors [11], hvoraf det ene var gaaet først til Odense. Den ældre Brandt [12], hans Frue og Andreas besøgte mig strax og vare meget hjertelige. Veiret er dog endnu koldt, jeg har i Kakkelovnen, uagtet udenfor staae Træerne grønne og Husets aabne Have myldrer med Blomster. I gaar aflagde og modtog jeg Besøg. Middagen tilbragtes hos den ældre Brandt; det var et rigt Maaltid, Champagnen knaldede, et Par Venner kom til aften, i Dag var bestemt en Landtour, men i hvor smukt Solen skinner, synes jeg dog der er Feber i Luften og har derfor ønsket heller at blive hjemme. Vilhelm Boye seer rask og fornøiet ud, han er blevet feed, synes at have tilbragt ganske gode Dage; han er meget indtaget i Amsterdam og blev her gjerne, men det lader sig ikke ordne siger han. De vil glæde Dem ved at tale med ham. Jeg har mange Hilsener fra Brandts til Dem og Deres Mand. De tage nu i Mai paa Landet, derfor er Mai, Skilsmissens Maaned for Brandt og Boye, det var aftalt ved første Sammenkomst har jeg forstaaet. Over morgen reiser Wilhelm til Leiden paa sin Videnskabs Vegne, men kommer her tilbage før min Afreise. Brev fra Dem eller Deres Mand venter jeg nu ikke her og vil for Sikkerhedens Skyld helst bede Dem at sende indtil videre, Breve til Paris, enten til den danske Legation eller poste restante, jeg hører efter paa begge Steder. Om Einar Drevsen [13] er der naar jeg kommer veed jeg ikke; igaar sendte jeg ham et Par Ord og lod disse flyve til Hotel Bergère, boer han der ikke da faaer han neppe Brevet. Er nu Harald paa Vei derhen? Hils Deres Mand, Louise, Jonas, Deres Broder, hele Familien. Send Frøken Ørsted vedlagte lille Epistel.

Hjerteligst
H.C. Andersen.



Brev nr. 422. Fra HCA til William Melchior.[1]  

Frijsenborg den 27. Aug. 1868.

Kjære William!

Goddag! Gratulerer! mange Godter i det nye Aar! Mit Brev flyver gjennem Luften til Dig, hen over det Land, hvor de gjøre Jydepotter til at koge Din Middagsmad i; det flyver over det salte Vand, hvor Fiskene voxe for at blive spiste af Dig; det flyver henover Sjælland, hvor Nødderne groe, som Du skal knække, og hvor Æblerne groe, som Du skal have ondt i Maven af. Noget Ondt maae vi Alle have, ellers spiste vi for mange Æbler. Mit Brev er nu altsaa hos Dig! God Dag! Gratulerer! mange “Godter”!

Din Ven
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 423. Fra HCA til Therese Henriques.[1]  

Frijsenborg d 29 August 1868.

Kjære Fru Henriques!

Smukke Dage tilbragte jeg paa Holsteinborg, det var deilig varm Sommer, hele 22 Graders Varme; Aftnerne saa stille, Solnedgangen saa smuk, Svanerne laae ude paa Vandet. Ind i min Stue, lød fra Kirken, tæt ved, Orgelmusik og Sang. I Søndags otte Dage [2] reiste jeg derfra; Greven og Grevinden [3] vilde til Badet Soden, ikke langt fra Frankfurth. Jeg kom Mandag-Aften til Frijsenborg, der er blevet en storartet Bygning [4] med Sale som prange i Guld og Farver; Lofterne have maurisk Pragt, Billeder og Basreliefs, Gulvene ere af forskjellige Slags Træ, mosaikartet indlagt. Alt er kongeligt! Menneskene fortræffelige og jeg kunde have tilbragt her smukke Dage havde jeg ikke det Uheld at det igjen gaaer tilbage med mit stødte Been. Det var lægt hvor jeg stødte mig, men herovre gik der Hul paa det, alle de Steder hvor jeg havde baaret Hefteplaster; nu fik jeg Pudder, som skaldede den syge Hud af, men den skaldede ogsaa den friske, tynde Hud af det egentlige syge Sted og jeg er nu ført tilbage til Begyndelsen; det gjør mig trist, og mange Dage har Humeuret været ilde. Jeg har ikke kunnet tage ud med de Andre, hjemme sad jeg og fik Griller; smukkest løftede sig dog [min] Stemning hvor den blev til Poesi, og her har De et saadant Digt [5], som jeg haaber at Gade, eller Hartmann, sætter Musik til.

“K o m m e r  a l d r i g  i g j e n!”

Alt farer hen som Vinden,
Her er ei blivende Sted,
Snart svinder Rosen paa Kinden,
Smilet og - Taarerne med!

Hvorfor være bedrøvet,
Hen farer Sorg og Fortræd;
Alt farer hen, som Løvet,
Tiden og Mennesket med!

Alt er Forsvinden, - Forsvinden!
Ungdom, dit Haab og Din Ven!
Alt farer hen, som Vinden,
Og kommer aldrig igjen!

Imorgen tænker jeg paa at forlade Frijsenborg og gaae til Glorup ved Nyborg, hvor Grev Moltke-Hvitfeldt venter mig [6]; mere end en Uges Tid bliver jeg der neppe og flyver saa, om Gud vil, til Kjøbenhavn; der har jeg den Ubehagelighed at maaskee Frøken Hallager [7] siger sin Leilighed op og saa er jeg huusvild, jeg som nu i hele Sommeren havde Værelser staaende ledige for at eie et sikkert Vinterhjem.
De og Deres Mand tænke paa at reise; det bliver koldt i Schweiz og jeg er i Forlegenhed derfor at give en Reiseroute. Jeg foreslaaer imidlertid to, den første, at gaae fra Hamborg over Eisenach og Nürnberg til München, derfra over Lindau ind i Schweiz, eller fra Hamborg over Frankfurth i største Fart til Basel og Neufchatel (Hotel Bellevue) og da til Lausanne, (Hotel beau rivage nede i Ouchy, der er Forstad til Lausanne), besøge, eller boe, i Montreux og herfra Udflugter; da til Genf og over Mont Cenis til Milano, blive lidt ved Comosøen, eller paa Øen i Lago-magiore og da hjem over Verona, Venedig, Vien og Prag. Jeg skal udførligere give Dem Reisen dersom De bestemmer Dem dertil, men De maa anvende mere end fire Uger, ringere end sex gaaer det ikke. Hils kjærligt Deres Mand, Pleiemoder [8] og Børn, den unge “Etatsraadinde”, samt Vennerne, som komme i Deres gjæstfrie Hjem.

Hjerteligst
H. C. Andersen.



Brev nr. 424. Fra HCA til Mimi Holstein.[1]  

Kjøbenhavn den 28 Februar 1869.

Kjære, fortræffelige Fru Grevinde!

Deres Naade har været i Kjøbenhavn, og som jeg hører, end ogsaa været her i længere Tid, jeg vidste det ikke! Da Tjeneren bragte mig den smukke Blomst, endnu er den i duftende Flor, laae jeg syg. Jeg havde flere Dage ondt i Halsen, stærk Feber og maatte holde mig inde. I Torsdags [2] da jeg kom i Hotellet og medbragte tre nye Eventyr [3] som jeg glædede mig til at læse for Deres Naade, var De ikke hjemme og jeg hørte at De reiste til Holsteinborg samme Aften; nu maa altsaa der mit Brev søge Dem, det sige min inderligste Tak for Deres Naades Trofasthed i Velviliie mod mig, det bringe de kjærligste Hilsener til alle Børnene; jeg har i denne Vinter heelt op til disse Dage, tidt med Tankerne været paa den deilige gamle Gaard og erindret saa meget Godt og Elskeligt; jeg skriver nemlig, for en amerikansk Boghandler, Fortsættelse af “mit Livs Eventyr”, fra hvor dette slutter i den danske Udgave af “samlede Skrifter”, til Festen for mig i Odense [4]. Disse tolv Aar have riig Afvexling, det har ikke været saa let at samle og bevare de meest fremtrædende Momenter, Breve og Optegnelser maatte frem og derved kom i Tanke mangen en deilig Dag paa Holsteinborg. De tre nye Eventyr jeg vilde have læst for Deres Naade, ere: “Kometen”, “Solskins Historier” og “hvad man kan hitte paa”. De to ere allerede sendte til Amerika for der først at trykkes. “Dryaden” [5] har jeg endnu megen Glæde af og den er allerede i et Par engelske og tydske Udgaver. Mine Reiseplaner i dette Aar ere endnu svævende, maaskee flyver jeg lidt ud i Mai, eller bliver maaskee hele Sommeren hjemme, men da vil jeg ogsaa, om Gud vil det, flyve afsted midt i September for at blive Vinteren over i et sydligt Climat. Det nye Drama af Hertz: “tre Dage i Padua” [6] vedbliver stadigt at give fuldt Huus. Iaften skal jeg see første Forestilling af Heibergs Pottemager Walter [7]; jeg er meget spændt paa hvorledes den unge Debutant Holm-Hansen [8] vil komme fra Hovedrollen, jeg saae ham i “Vintereventyret” hvor han af Publicum og “Bladene” blev grusomt haardt bedømt, næsten frakjendt alle Evner; jeg var derimod overrasket ved det Meget af Gud givne jeg troede at see hos ham. Han var uden al Dresur, forstod ikke at bruge sin Stemme, raade over sine Bevægelser, men der var noget forstandigt, sjæleligt og genialt Stort, som i enkelte Momenter lyste frem. Jeg talte senere om ham med Fru Heiberg og hun var af min Mening og det er nok hende der har faaet ham frem i Pottemager Walter. Naar nu Deres Naade en Dag er stemt der til, da glæd mig med et Par Ord der bærer Billedet af Holsteinborg og de Kjære der til mig; jeg hører da ogsaa hvad De har syntes om “Dryaden”. Nu, Solskin inde og ude! mine Hilsener flyve som Sommerfugle i Solskinnet til Dem Alle.

Deres Naades taknemlige hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 425. Fra HCA til Georg Brandes.[1]  

“Rolighed”, Østerbro, Kalkbrænderiet. den 13 Juli 1869.

Kjære Ven!

Seent iaftes modtog jeg Deres Brev [2], De havde sendt det til min forrige Bopæl paa Kongens Nytorv, denne har jeg imidlertid opsagt for over en Maaned siden. Jeg underrettede Postvæsenet om hvor hen Brevene maatte sendes, naar jeg skulle erholde samme, men “Fodposten”, til hvem De afgav Deres, maa ikke have faaet Beskeed. Jeg reiste ud til Basnæs ved Skjelskjør og kom først her tilbage forrige Onsdag [3]; jeg boer indtil videre ude hos Gross: Melchiors.
Ude paa Landet skrev jeg et nyt Eventyr: Hvad Tidselen oplevede [4] og samlede Materiale til en Historie [5] som længe har opfyldt mig, denne er i disse Dage blevet nedskrevet og derfor har jeg hverken besøgt Udstillingen i Kongens Have [6] eller seet Roefartøierne. Jeg var ganske alene hjemme i Søndags [7]. Ud paa Eftermiddagen saae jeg tilfældigvis Illustrerede Tidende og læste hvad der stod om “Andersens Eventyr”. Jeg blev glad ved at see Deres Mærke derunder, idet jeg længe har ønsket at De udtalte Dem om eet eller andet af mine Arbeider, De veed med hvilken Glæde jeg altid har læst og læser Deres Kritik, idet jeg i den fornemmer Aand og Hjerte, ja altid lærer Eet og Andet. Dette har jeg nok ogsaa udtalt for Dem. De har med Kløgt og Ungdommens Inderlighed seet lige ind i Hjertebunden hos mine smaa aandelige Børn og jeg følte under Læsningen en Glæde, som jeg ønsker maa af Gud blive Dem gjengjældt. Deres Udtalelse om min Maade at fortælle paa er saa rigtig og betydende fremsat at jeg igaar i et Brev til min Forlægger i New-York [8] omtalte samme og lovede ham de omtalte Nummere tilsendt i Krydsbaand.
Iaftes, som sagt, modtog jeg Deres Skrivelse, ogsaa hjertelig Tak for den; dog maa jeg, med Hensyn til dens Begyndelse, sige, at jeg antager at denne er Skjemt og ikke Alvor. Ingen er mere end jeg, i en tidligere Tid, blevet haardt og skaanselsløst behandlet af hvad man kaldte Kritik, den gjorde Alt for at udslette og ødelægge mig, jeg taug og leed. Hvorledes har ikke Heiberg, Hertz og Paludan-Müller bidt fra sig, ved Angreb hvor man dog viiste dem Agtelse. Hauch roste mig engang for den Taalmod, hvor med jeg taug. Hvor uretfærdig og ond var ikke Maanedskriftet for Literatur mod mig; læs engang derom, alene een af Anmærkningerne til Paludan-Müllers Trochæer og Jamber. Hvor tidt sagde ikke min eneste opmuntrende Ven H.C. Ørsted “Man er i høieste Grad uretfærdig mod Dem, og det er forbausende hvorlænge det varer ved, men jeg har den fulde Forvisning om at der vil komme en Tid, der udtaler sig ganske anderledes og at De vil blive tilfreds med Kritiken i Hjemmet, som De nu kan være med den fra Udlandet.” Den Tid er kommet. Den unge Slægt gjør godt hvad den ældre forbrød, og De kjære Ven, er mellem de unge Mænd jeg skatter og sætter Priis paa. Den tomme, slette, ondskabsfulde Kritik har jeg slaaet til for dens Bjæf, og det vil jeg endnu gjøre, gammel Regning maa afbetales, men naar De læser mit Livs Eventyr vil De see med hvilket varmt Hjerte, men hvilken Taknemlighed jeg erkjender og bevarer hver mild Dom, hver Opmuntring. Mit Hjerte er ikke snævert for Taknemlighed!
Vi ville en Dag tale sammen om Alt hvad jeg her har berørt, men nu først og fremmest vil jeg takke Dem for det Hjertelag og de Aandens Øine hvor med De læser mig; det Lys De for Mange lader falde over mine Digtninger. De tager ikke Digterens Arbeide, for ved dette at belyse Deres egen Aandrighed og Overlegenhed, men for at glæde Dem og Andre over det Skjønne deri, og saa pille et og andet vissent Blad bort, som ikke skal være der, men hører med i Menneskenes Værker. -
Jeg glæder mig særdeles til at læse Afhandlingen i sin Heelhed, og vil senere tale med Dem om Eet og Andet. Gud give Dem Fremtid, som han har givet Dem rige, lykkelige Evner.

Deres Ven
H.C. Andersen

Til
Hr Cand. mag. Brandes.



Brev nr. 426. Fra Georg Brandes til HCA.[1]  

19 Juli 69

Kjære Hr. Etatsraad!

Tak for Deres venlige Brev. Det har været mig en sand Glæde at see, at De har taget min lille Afhandling in bonam partem [2]. Den er skrevet i en god Mening, men jeg er saa vant til at lønnes med alt Andet end Tak for hvad jeg skriver, at jeg heller ikke var sikker paa, hvorledes dette vilde blive optaget.
Min sidste Artikel kommer paa Søndag. Den er af samme Størrelse som den forrige. Den stræber at stille Deres Begavelses Fortrin i et klart Lys.
Hvad jeg skrev om Deres Forhold til Kritiken, var vistnok Alvor; men jeg holder ikke mindre af Dem derfor. De har skadet en Kritikers - allerede iforveien noksom vanskelige - Stilling her i dette lidet udviklede Land overordentligt; De har bidraget Deres til at udbrede den Mening, at Avind er hans Inspiration og at han gaaer med et Mavebælte af Slanger. Jeg indrømmer ikke at De i Deres Eventyr har gjort nogen Forskjel paa slet og god Kritik. Kritikeren er for Dem “Raisoneuren”, den ufrugtbare og unyttige Kritikakler. Der gives jo dog imidlertid baade en historisk og en philosophisk æsthetisk Videnskab, som ikke kan gjøre for, at saamangen Smører og Pralhans roser sig af dens Muses Gunst, skjønt han aldrig har løst hendes Belte. Den æstethiske Kritikers sande Inspiration er den bøielige Sympathi, hvormed han vexelvis identificerer sig med de forskjelligste Aander og de forskjelligste Landes Aand. I Kraft af denne Sympathie forsøger han at gjenføle alle de Følelser, der har ligget til Grund for Litteraturens Værker. En Kritiker er et Menneske, der forstaaer at læse, og han lærer de Andre at læse - det er en Fremhævelse heraf, jeg savner i Deres af mig saa høitskattede Værker. De staaer paa en Plads i Litteraturen, fra hvilken hvert Ord vækker tusindfold Echo. At De selv har lidt under en flau og uretfærdig, tidt lømmelagtig Kritik, veed jeg vel; jeg selv, som - det veed Himlen - i ingen anden Henseende sammenligner mig med Dem, har lidt under en Lignende, og jeg vil ved min udprægede Retning som Fritænker fremdeles komme til at vække mere Modstand, end De nogensinde har mødt eller kunnet møde. Men det forekommer mig, at De i Bitterheden over hvad der er vederfaret Dem personlig, har gjort en hel Videnskabs Dyrkere Uret. Derfor skrev jeg, som jeg skrev. Jeg indrømmer vel, at De har gjort en Forskjel mellem nedsættende og milde Domme, men det synes mig ei, De har draget Linien rigtig. Der er kun een Linie: den mellem sande og falske, alvorlige og ondskabsfulde Domme, og den sidste Sondring forvexler Publicum - især støttet af en stor Autoritet - kun altfor let og altfor hyppigt med den første.
Dog her er min Haand; Intet er jeg længere fra end at bære Nag til Dem, hvem jeg skylder en sand aandelig Berigelse. Jeg har villet bidrage min lille Skærv til at Folk kunne faae Øinene op for hvad Danmark har i Dem. Lykkes det mig, er jeg vel fornøiet. Endnu engang Tak; Tak især, fordi De ønsker mig en Fremtid. Jeg som kjender mine Evner, veed, at den hverken bliver stor eller glimrende; men jeg vilde gjerne at den skulde blive til nogen Nytte for vor Litteratur, saa jeg ikke rent forsvandt uden at sætte mig et Spor.

Deres hengivne
Georg Brandes



Brev nr. 427. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Nizza Lille Juleaften den 23 December 1869.

Kjære Ven!

Du har mig vel lidt i Tanke, men tænker dog vist nok ikke, hvor meget jeg længes efter Dig og ønsker at Du var hos mig. Vi have været sammen i Nizza paa vor Fart til Italien [2], men vi vare her - saa kort Tid, boede hos samme skikkelige Schweizere hos hvem jeg nu boer, men da havde de et lille Hotel i R u e   M a s s e n a, nu have de arbeidet sig op og have et af de smukkest beliggende Huse tæt ved Havet op til den store Klippe som skiller det ny Nizza fra Havnen. Jeg boer godt, protegeret af Vert og Vertinde, der vide at jeg er en meget læst Forfatter og som alle Pensionisterne [3] kjende og vise Opmærksomhed. Du kan troe at jeg skjønner paa hvad Vorherre har forundt mig. Paa vor Reise til Rom [4] og senere til Tanger [5], kom Rivninger, Du var ubændig ung og jeg - nerveus, eller giv det Navn efter din nuværende Opfattelse; Du skrev for et Aarstid siden til mig at alle vore Rivninger paa Reisen stode nu for Dig som Lys-Afvexlinger, Du brugte et andet Ord, jeg nu ikke erindrer, men det var nok Meningen [6]; ogsaa jeg kan nu gaae ind derpaa, og vist er det jeg længes efter Dig. Vi forstaae tilvisse nu bedre hinanden, Du har begyndt at prøve hvad Verden giver, og hvorledes Menneskene ere. Nu kunde vi bedre have nydt Reiselivet. - Gid at Du i denne Juletid sad hos mig, det er et egoistisk Ønske, Du sidder nok hellere hjemme i Dronningens Tvergade eller hos Apothekeren paa Østergade [7]. (Hils ham og Frue!). Jeg havde forleden Besøg af din Ven Hr Mørck [8], jeg var ikke hjemme og Ingen kjendte hans opgivne Bopæl: Hotel Danmark, men han var saa venlig at komme igjen igaar og bragte mig “Dagbladet og Aarhuus Avis” [;] jeg laante ham igjen mine tre Eventyr og Historier [9], som Reitzel har sendt mig i Krydsbaand. Hr Mørck er jo slet ikke, som man skriver: en underlig Fyr, han var ved Besøget, saa naturlig, saa aaben, saa deeltagende og veltalende, kun fandt han nok at jeg boede for godt og for dyrt, han tilbød, elskværdigt, at skaffe mig et meget billigt, men tarveligt Logi, men jeg er jo ikke reist ud for at leve mere knebent end i Kjøbenhavn; jeg maa have god Mad og Drikke, som jeg er vandt til og fremfor Alt, en deilig Udsigt og det har jeg her paa første Sal i p e n s i o n  s u i s s e, Havet ruller under mine Vinduer; igaar da det stormede sprøitede Brændingen vist over hundred Alen i Veiret som var det en Røg fra et Baal og hvert Stød af Bølgerne lød som svære Kanonskud [10]. Her i Hotellet kommer man fra femte Etage ud paa Klippeterrassen, gaaer i Aleer af Citron og Orangetræer og finder et gammelt Taarn hvori Nizza engang gjemte sine Skatte og hvor senere Meyrbeer har boet og componeret en Deel af sin Opera: Africanerinden [11]! her er det deiligste Panorama! Jeg er meget længselsfuld efter at læse Bergsøes nyeste Bog [12], men jeg maa vente der med til jeg kommer hjem. Han er tilvisse en høit begavet Natur, han bygger med paa vort Dannevirke, og det er Kunst og Videnskab. Det glædede mig at see ham ved min, for mig uforglemmelige, sjette September-Fest [13], hils ham ret hjerteligt. Det er dog sørgeligt at hans Syn er saa daarligt, at han skal lide [14]; Vorherre være ham legemlig god som han har været det sjæleligt.
For et Øieblik siden fik jeg fra en Dame [15] sendt en Rose, saa stor som var det en Pion [16], det var en Julehilsen, den stod i [et] stort kostbar Glas, som jeg desværre ikke kan føre hjem med[,] det vil tage for megen Plads op og let gaae itu. I Dag mødte jeg paa Promenaden Componisten Offenbach [17] med den pariser Actrice Mdms: S c h n e i d e r [18], lidt efter mødte jeg vor Konges Broder [19], han er her med sin Gemalinde Frederik den 6te Datter, de boe ogsaa her ved Havet ligesom jeg, men den modsatte Deel af Bugten. Nu tak for det gamle Aar og et glad Møde i det nye. Hils Viggo og Einard, ligesom din Onkel Theodor. I dette Øieblik kom din opmærksomme Hr Mørk og bragte Aviser; han hilser Dig og beder Du vil hilse hans Moder [20]. Mørk fortæller mig at i een af Nizza Aviser stod igaar en venlig Meddelelse om mit Ophold her.

Din
H.C. Andersen



Brev nr. 428. Fra Jonas Collin d.y. til HCA.[1]  

K j b h v n. 3.1.70.

Kjære A n d e r s e n ! Jeg er endnu ikke ret kommen mig efter den Overraskelse, Du har beredt mig. Jeg synes, at jeg saa lidt har fortjent den Venlighed, Du viser mig, at jeg snarere maatte have ventet Kulde hos Dig end et fornyet Bevis paa det trofaste Venskab, Du nærer for mig og os Alle herhjemme. Dengang jeg tog saa stærkt paa Veie imod Dig, handlede jeg, dreven af en uimodstaaelig Trang til en voldsom Udtalelse [2]; jeg glemte, eller rettere: jeg vilde ikke huske paa, at jeg var den Unge, Du den Ældre, men jeg glemte ikke, at jeg skyldte Dig Taknemlighed, og jeg har aldrig glemt det siden. Dette skal Du troe. Jeg forstod, at min Optræden vilde vække Vrede, fremkalde Indignation og Fordømmelse, men jeg vilde have det frit omkring mig, og jeg slog hensynsløst ud med begge Hænder i en Slags Bersærkegang. Jeg veed og har tidt følt, at jeg havde megen Skyld i de Rivninger, der fandt Sted mellem os to paa vore Reiser. Første Gang var min Ungdom Skyld i min Ubændighed, ialtfald tildels; anden Gang var det, fordi jeg hos mig selv ikke vilde indrømme Berettigelsen af individuelle Eiendommeligheder og Forpligtelsen til at bære over med Andres Svagheder, men - nok med mine egne. Du har vist, at Du har kunnet bære over med mine Urimeligheder, og for dette takker jeg Dig ogsaa.-. Jeg tager med Glæde og Tak imod Din Indbydelse, og jeg seer deri et Tegn paa, at ogsaa Du mener, at der bør slaaes en tyk Streg over alt det Gamle, der ikke har været som det skulde. Jeg kommer, men det er mig vist umuligt at reise førend paa Lørdag d. 8de; jeg har Forpligtelser herhjemme, som jeg umuligt kan ignorere, men som jeg til den Tid kan faae lagt paa Andres Skuldre.
Vær ikke angst for min Ungdom. Jeg er i de sidste to Aar blevet 10 Aar ældre - og jeg var maaskee snarere for gammel end for ung iforveien. Vi sees altsaa. Endnu engang Tak!

Din Ven
J o n a s

Du er nok saa god at give M ø r c h indlagte Seddel.



Brev nr. 429. Fra HCA til Marie Henriques.[1]  

Basnæs ved Skjelskør den 7 Juni 1870.

Søde, lille Marie!

Fader og Moder kunne læse dette Brev for Dig, da Du endnu ikke kan det; men til Pintse om fire Aar, - ja, Alt, hvad Du da kan læse! Jeg er ligesom Du ude paa Landet; Du er paa Petershøi, men jeg er langt omme paa den anden Side af Kjøbenhavn ved Skoven og Vandet ligesom Du; her er saa yndigt, og jeg har faaet Jordbær, store, røde Jordbær med Fløde! Har Du faaet det? De smage lige ned i Maven! Igaar gik jeg ned i Haven, der her gaaer lige ned til Havet - der er ingen Landevei imellem som ved Petershøi, og man behøver slet ikke at tage sig iagt for Vognene, for her er ingen Vogne inde i Haven. Saa sætter jeg mig paa en Steen nede ved Stranden. Da kommer der flyvende en stor, hvid Fugl, som kaldes en Maage; den fløi lige hen imod mig, saa jeg troede, at den vilde baske mig med Vingerne; men Gud bevare os, den sagde: “Ma-ma-ri!” “Hvad for Noget?” spurgte jeg. “Ma-ma-ri!” sagde den igjen, og saa forstod jeg, at “Ma-ma-ri!” skulde betyde “Marie”. “Naa”, sagde jeg, “er det Marie, Du skal hilse mig fra?” “Ja-ja!” “Ma-ma-ri!” sagde den, bedre kunde den ikke sige det; den kan jo kun Maagemaalet, og det ligner ikke meget vor Tale. “Tak for Hilsenen!”, og saa fløi Maagen. Som jeg saa gaaer op i Haven, kommer der en lille Spurv; “Du har vist fløiet om saa vidt, saa vidt?” “Vitt-vitt!” sagde den. “Har Du været paa Petershøi?” spurgte jeg. “Lidt-lidt-lidt!” sagde den. “Saae Du Marie?” spurgte jeg. “Tidt-tidt-tidt!” sagde den. “Saa skal Du vel derhen igjen?” sagde jeg, “hils saa Marie!” “Lidt-lidt” sagde den. Har den ikke været hos Dig endnu, saa kommer den, men først vil jeg sende Dig Brev; Du maa gjerne kramme det, men det maa ikke trykkes. Hils nu alle gode Mennesker, alle skikkelige Dyr og alle de yndige Blomster, som visne, før jeg faaer dem at see. Det er deiligt at ligge paa Landet, gaae i Vandet, spise Et og Andet og faae Brev fra Kjæresten!

H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 430. Fra HCA til J.P.E. Hartmann.[1]  

Basnæs i Juni 1870.

Kjære Ven!

     “Til Roeskilde har de Kong Frederik bragt!”
sang Digteren Heiberg [2]. Jeg synger:
     “Til Roeskilde har Dig Din Kone bragt!
     Hvor boe I? Død er Fru Madsen [3]!”
Ja, hvor boe I? Det bliver nok bedst, at jeg lader Brevet først gjøre en Kjøbenhavnstour og søge Dig i det gamle “Zinns Palais” i Qvæsthuusgaden.
Fjorten Dage har jeg nu været paa Basnæs, men ikke fornummet Noget til Foraaret uden den vanlige kolde Blæst og den velsignede Regn, “der er saa god for Landmanden.” Idag endeligt er der Sommer i Luften, Myg i Luften, Træthed i Lemmerne og Længsel i Tankerne efter at flyve hen over den udstrakte Sø for at naae fremmede Lande og der længes efter igjen at komme tilbage. Jeg er bestemt født under et Himmeltegn, som kan kaldes Perpendikelen: jeg maa altid være igang, frem og tilbage: “tik! tak!”, til Uhret staaer, og jeg ligger der. Forresten, strax da jeg kom herud og hørte Kukkeren, spurgte jeg denne: “Hvor mange Aar skal jeg leve?”, og den kukkede kun to Gange. Jeg fandt, at det var en altfor kort Levetid og bad den om at kukke om igjen, og den kukkede da tolv Gange; det var der Mening i! Jeg skal altsaa blive 77 Aar; det er syv Gange ti, som er Støvets Aar, og syv til! Skade, at jeg ogsaa kjender den gamle Folketro, at Alt, hvad syv gaaer op i, er der Løgn i. Man kan ikke stole paa Noget i denne Verden!
I disse Dage læser jeg anden Deel af “Breve til og fra Hans Christian Ørsted” [4], som interesserer mig; Du og Din Kone læse den vel ogsaa og have læst den første Deel. Jeg finder i anden Deel et Brev fra mig skrevet 1833 [5], altsaa for s y v  o g  t r e d i v e Aar siden; det er underligt at see tilbage i sig selv saaledes. Dog, i Drømme har jeg endnu tidt et ligesaa levende Indblik tilbage. Det er forunderligt, hvor ofte, lige op til iforgaars Nat, jeg i Drømme kan leve tilbage i den Tid, jeg var i Meislings Huus; Trykket maa have været meget haardt og min Afhængighed af Omverdenen, efter mine nuværende Begreber, usigeligt bitter. Jeg drømte saaledes iforgaars, at jeg blev aandeligt mishandlet af Meisling, men at jeg ikke længer vilde taale det og løb bort; jeg stod da med Et nede i “Rosenvænget” [6] og fortalte til Viggo Drewsen, hvad der var skeet. Han rystede betænkeligt med Hovedet: “Hvad vil Bedstefader sige, og har De talt med Onkel Edvard derom?” Er det ikke forunderligt, at jeg som 66-aarig Mand kan endnu have og føle disse Ungdoms-Qvaler, leve ind i alle de trykkende Afhængighedsbaand, jeg har skudt mig frem fra! I Drømmene sidder jeg endnu paa Skolebænken, og Meisling er grov, men i det sidste Aar kalder ham mig altid Hr. Etatsraad. Saaledes blande Drømme Fortid og Nutid!
Mon jeg nu faaer Brev fra Dig, efterat Du har modtaget denne Skrivelse? Hvad siger Fru Hartmann? Du skrev, da jeg var i Nizza, at om Du ikke besvarede mine Breve, skulde Du derimod lægge Musik under de syngende Digte, jeg sendte Dig [7]; idag har jeg intet! - Dog, jo! Jeg skrev for to Aar siden en Sang [8], der ikke endnu findes mellem de samlede Digte. Jeg sender Dig den; giv den Musik! Toner ere en Medicin, der kan holde Ungen ilive, ja maaskee gjøre den udødelig! Her er den!

Alt farer hen som Vinden,
Her er ei blivende Sted.
Snart svinder Rosen paa Kinden,
Smilet og Taarerne med.

Hvorfor være bedrøvet?
Hen farer Sorg og Fortræd;
Alt farer hen som Løvet,
Tiden og Mennesket med!

Alt er Forsvinden - Forsvinden,
Ungdom, dit Haab og din Ven.
Alt farer hen som Vinden
og kommer aldrig igjen!

Og nu lev vel! Hils Din Frue og Børnene fra

Din ungdomsdrømmende, gamle Ven
H.C. A n d e r s e n



Brev nr. 431. Fra Thorald Læssøe til HCA.[1]  

Rosenvænget den 24d Juli 1870.

Kjære Andersen!

Imorgens Kl 5 var vor Herre saa naadig at kalde min elskede Moder til sig. Nu er hun smertefri og samlet med alle sine forudgangne Kjære, Gud skee Lov!

Deres hengivne
Thorald Læssøe.



Brev nr. 432. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

“Rolighed” den 12 August 1870.

Kjære Fru Collin!

Det er ikke mange Timer siden at jeg modtog Deres kjærkomne Brev [2]; Jonas overbragte det. Han var her med den fortræffelige Peter Müller [3] og de vare saa elskværdige at tage mod Fru Melchiors Indbydelse til Frokosten og at see hele den ny Leilighed, den nye Spisestue, mine Værelser med Balkon og Udsigten fra Taarnet, de vare begge tilfredse og Jonas vil fortælle Dem herom. De skriver i Deres Brev til mig at De intet Brev har modtaget uden “det fra 8de August”, “det maa være en Misforstaaelse”, tænkte jeg og begyndte strax paa dette Brev men før jeg gik videre i Skrivelsen, fik jeg mine “Optegnelser” frem, hvori staaer nedtegnet hvert Brev jeg faaer og hvert jeg skriver; og til min Forbauselse seer jeg, at jeg virkeligt ikke har skrevet uden den 8de August [4] og tidligere den 11te Juli [5], det er utroligt stod der ikke Sort paa Hvidt derfor. - Jeg har tænkt saa umaadeligt paa Dem at jeg tilsidst har troet at jeg havde skrevet en heel Række Brev[e] og begyndte at blive i daarligt Humeur fordi De ikke besvarede samme. Iøvrigt har jeg levet aldeles stille paa “Rolighed”, hvor der iaar ikke komme mange Fremmede. Jeg har dertil været beskjæftiget med Lykke-Peer [6], som nu er reenskrevet, det var godt at jeg fik endt den før Krigen [7] brød ud, thi nu kunde jeg ikke have levet i den, nu lever jeg kun i Aviserne, det er jo en forfærdelig Kamp, en rædsom Blod-Udgydelse. Hvilket Kundskabens Træ skal groe op der af? Igaar fik Fru Melchior et langt, velskrevet Brev fra Fru Lund [8], der med sin Mand nu ere i Venedig og synes godt om at være der. Hun sender Hilsener til Venner og Veninder, saaledes ogsaa til Hellebek [9]. For Fru Heiberg har jeg læst Lykke-Peer og den syntes særdeles at interessere hende, hun fandt kun at jeg var for varm deri for Wagners Musik [10]. Den første Deel af Fortællingen, som De kjender, er den moersomste, Resten er derimod den meest poetiske og min Skildring af en Opera, jeg lader Peer komponere [11], tiltaler særligt og det de meest Forskjellige. Det er Skade vist, at jeg ikke har lært Generalbas og er blevet Komponist, denne min velkomponerede Opera har Navnet: A l a d d i n. Fra Johanne Melchior og hendes Mand [12] fik jeg i Dag Brev fra Kalthbad-Rigi, de tænkte nu paa at komme hjem. Anna og Harriet [13] ere i Interlaken og finde sig vel, derfra gaae de til Algier, Madera eller Vestindien. Hvad var det for Seiers Rygter der kom fra Helsingøer [14]? fra hvem udgik de? det er en forunderlig Spænding man gaaer i fra Dag til Dag. -
Igaar Middags var Digteren Ibsen [15] til Middag hos Blochs [16], jeg var der ikke [17], men havde gjerne taget mod en Indbydelse, for dog engang at see denne norske Poet som ikke holder af Nordmændene. Blochs seer jeg sjelden, deres lille Poul [18] er en deilig Dreng, der altid leer og er glad, jeg seer ham imellem kjøre i sin Barnevogn. Hils Deres Mand, Louise, Jonas og “il dottore” [19], snart slaaer hans Time, Theatret aabnes og han sidder som Blomst paa Stilken ombrust af Orchestrets Toner.

Hjerteligst
H.C. Andersen.



Brev nr. 433. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Basnæs ved Skjelskjør den 30 Mai 1871.

Kjære Fru Collin!

Hvor er De? Har De allerede taget Sæde ved Hellebæk, eller boer De endnu i Kronprindssessegaden? Det er nok klogest at dette Brev sendes til Byen og ikke ud paa Landet, derhen vil det altid naae af en Omvei. Veiret har været deiligt, kun igaar og i Dag er det igjen noget koldt, den skarpe Vind ville knække Solstraalerne, men disse seire dog tilsidst og De og Deres kjære Frøken Louise skulle ikke fryse i den nye Bopæl [2]. Held og Velsignelse der i den eengang berømte: “Ellekilde”. Paa Basnæs er over Hovedbygningens Indgang udhukket i Steen en smuk Indskrift: “Guds Fred over Huset og hver den der hviler under dets Tag”. Jeg holder meget af slige Indskrifter, men opfordrer ikke til at sætte dem. Jeg veed om Deres nye Sted at naar jeg kommer og andre gamle Venner komme, staaer over Døren, om end usynligt,: Velkommen! - Jeg har det godt herude og det fornøier mig at see hvor hurtigt Træer, Buske og Blomster udfolde sig fra Dag til Dag, det er et lille Mirakkel at see. De husker at jeg, ifjor jeg var her, begyndte paa et Eventyr om “forlaarne Tænder” [3], men jeg fandt det blev saa uskjønt at jeg opgav det. Iaar, da endnu Intet vil trives i min Digterhave, siden den blev lagt ind i Tordenskjoldsgade No 17, kommer det lille Uhyre igjen tilbage og plager mig, dog i forandret behageligere Skikkelse. Jeg skriver saaledes paa “Tante Tandpines Drøm”, men om den vil udfolde sig til Noget, vil Tiden vise. - Paa Tirsdag den 6, altsaa netop i Dag otte Dage, kommer jeg, om Gud vil, til Kjøbenhavn og tager fra Banegaarden, strax om Aftenen, ud til Melchiors paa “Rolighed”. Jeg er bange for at der iaar heller ikke bliver noget af Norgesreisen. Digteren Munch, som for Øieblikket er i Kjøbenhavn og boer ogsaa i No 17 i Tordenskjoldsgade, beder mig at komme til Christiania i Juni [4], da han ved Maanedens Udgang er med sin Kone og lille Pige [5], reist høiere nordpaa; Bjørnson er da ogsaa borte; men jeg kan ikke i Juni forlade Kjøbenhavn før efter Melchiors Sølvbryllup [6] og da bliver det for seent. Gud veed da om jeg iaar kommer ud. Ja, vandt jeg 1000 Rdlr i Lotteriet, da tog jeg en Ven med og fløi nogle Uger ned til Tyrol. Hører jeg ikke fra Dem medens jeg endnu er her paa Basnæs, saa lad mig dog, een af de første Dage efter at have naaet “Rolighed”, erholde et Brev fra Dem og vide hvorledes De, Deres Mand og Børn have det paa “Ellekilde”, om De allerede have Gjester? Jeg tænker mig Fru W Lund [7], Fru Ness [8] eller Frøken Petersen [9]; de ere jo hjemme i Hellebek. Vil De nu hilse Deres unge Villa, den endnu yngere Skov og Have, aftale med Vindene at de behage at lægge sig, om jeg engang i Sommerens Løb indfinder mig. Jeg vil være glad ved at kjøre forbi Deres gamle “Blæsenborg”, og træde ind i det hyggeligere Landsted, hvor der er ingen Plankeværk for Udsigten. Hjertelige Hilsener til Mand og Børn fra

Deres hengivne
H.C. Andersen.

[I marginen:] Fru Scavenius sender venlige Hilsener.



Brev nr. 434. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Christiania den 11 August 1871.

Kjære Fru Collin!

Netop i Formiddag, nu jeg allerede er her i Christiania på 8de Dag, jeg kom forrige Fredag, modtog jeg det venlige Brev De havde sendt mig til Rolighed [2]. Melchiors havde sendt det, tillige med et Telegram der var indtruffet, sendt det poste restante til Jønkøping, hvor det aldrig faldt mig ind at spørge om Breve, da jeg kun havde opgivet Gøteborg og Christiania; jeg har saaledes maatte skrive ti Jønkøping efter de henlagte Skrivelser og fik, som sagt, disse i denne Formiddag. Mit Brev fra Sverrig har De vel faaet [3]? - Jeg kom ind i Norge ved Kongsvinger hvor jeg strax af Flere jeg mødte blev hilset med “et Velkommen i Norge!” [4]; jeg blev oppe i Grændsebyen et Døgn og glædede mig ved den brusende Glommen og da jeg i Fredags kom til Christiania modtog Bjørnson mig saa glad og inderligt ude paa Banegaarden, vi kjørte sammen til Hotel Victoria hvor jeg er fortræffeligt indqvarteret og hvor jeg hver Dag, siden jeg kom, faaer mange deilige Blomster tilsendt fra venlige Mennesker. Bjørnson næsten lever kun for mig i disse Dage [5], han kjører hver Dag om og viser mig herlige Udsigter, fører mig sammen med elskværdige Mennesker og i forgaars og igaar gjorde vi med hans Kone og to af Sønnerne [6] en mageløs deilig Tour til Sandvigen og Tyrifjord, sov derpaa ved Hønefos og tog igaar med Jernbane til Drammen og derfra med Dampskib i 6 Timer, til Christiania, hvorved jeg saae Fjorden fra det aabne Hav ind til Byen selv. Det første Besøg var imidlertid, som De kan vide ud hos Valdemar [7], som da om Middagen spiiste med mig hos Bjørnsons, Dagen derpaa [8] gjorde en riig Mand Hr Halvor Skou [9] en glimrende Middag, hvor til Bjørnson og Frue vare indbudne, mange Honoratiores og Hertuginden af Ricksbrough [10] hvis Gemal er i Norge for at fiske. Dagen derpaa var jeg til Middag hos den danske Generalconsul Andersen [11]; overalt heiser man festligt det danske Flag og igaar da jeg kom paa Stationen ved Drammen hilsede to Fruer Collet [12] og to Frøkner Collet [13]] paa mig og bragte mig hver Blomster. Der stod ved min Ankomst til Christiania, et særdeles velvilligt, varmt skrevet Stykke om mig i “Aftenbladet” [14], jeg tænker det bliver vel meddeelt i een eller anden dansk Avis. Jeg er meget glad ved Menneskene heroppe og ved det storartede Land. Her er en særdeles skjøn Natur, dertil frodigt og friskt! - Jeg kunde have Lyst at komme her igjen en anden Sommer og da blive her i længere Tid. - Hos vor Landsmand Boghandler Dahl [15], og hans Frue, De veed at hun har været Opera-Sangerinde, tilbragte jeg da ogsaa en Middag; Bjørnsen, (med hvem jeg er blevet Duus [16],) fulgte mig, samt hans Frue. Jeg havde glædet mig til at see Theodor Boye [17] og jeg kommer netop som de begrave ham. Hans Enke kjender jeg ikke og hos Sembs [18] har jeg ikke været, der er hun for Tiden. Jeg gaaer der hen før min Afreise, men vil ikke komme der i de første triste Dage; - Det gjør mig ondt at læse om Slagsmaalet, hvorledes Rosenberg og Watt ere stødte mod hinanden [19];. - Jonas er vel oppe ved Liimfjorden? Hils ham!; Deres Mand, Louise og Theodor vil De hilse. Det er rimeligt at jeg gaaer over Helsingborg hjem, og er da Veiret godt, lader jeg mit Tøi staae i Helsingør og gjør en Udflugt til Ellekilde, maa jeg kun ikke blive tvunget til at tage Søveien hjem; skulde der, som Gud forbyde, komme Colera til Stockholm, bliver det nok rigtigst ikke igjen at gaae Landeveien jeg kom. - Men nu Lev vel! jeg har det godt, seer milde Øine, seer Fjelde og Fosser, taler mit Modersmaal og Veiret er dertil varmt og smukt.

Hjerteligst
H.C. Andersen.

[I marginen:] Beed Louise være varlig, Lækatten er farlig!



Brev nr. 435. Fra HCA til Moritz G. Melchior.[1]  

Christiania den 18 Aug. 1871.

Kjære, velsignede Ven!

I dette Øieblik kommer jeg hjem fra Festen i botanisk Have til Ære for mig [2] og finder Deres Telegram. Hvor det ligner Dem! Hvor De er god og trofast! Jeg maa strax skrive, uagtet jeg er saa legemligt træt. Den forrige Statsminister - ja, nu husker jeg ikke Navnet; er det ikke Hr. Birch(=Reichenwald) [3]? - fulgte mig hjem. “Der er Telegram!” raabte jeg, “det er vist fra Digteren Munch, som ikke var med ved Festen!”; man havde skrevet om, at han muligt kom fra Landet. Jeg aabnede Telegrammet, og vi læste det sammen. “Hvor De dog er et lykkeligt Menneske! Hvor har De trofaste, deeltagende Venner! Det maa dog være en Glæde!”, vare hans Ord, og de ere mit Hjertes Ord igjen. Det var en deilig Fest, og uagtet Mange endnu ere borte fra Christiania, var Kredsen dog umaadelig stor. Fireogtyve betydende Mænd stode for Indbydelsen; Bjørnson var ikke mellem disse, men han havde skrevet Sangen, som lød saaledes:

Mel.: Jag vet ett land långt upp mot högan nord.

Velkommen hid fra Æventyrets Land,
Du Barneaand, med vore Drømme,
De, der i Solglans over Verden roer;
          men Dig, som troer,
men Dig, som troer, i Favnen alle svømme,
mens Millioner Barneøine staae
og se did op, hvor store Sværme gaae
          :/: i Morgenskær :/:
          :/: som kridhvid Fuglehær, :/:
og Dig, som de iblandt den seer,
de jubler mod, de jubler mod og leer.

Velkommen hid den lyse Sommerdag,
da Barnedrømmen naaer til Jorden
og blomstrer, synger, speiler sig og flyer,
          et Eventyr,
et Eventyr er nu vort høie Norden,
og ta’er Dig i sin Favn en Festens Stund
og takker, jubler, hvisker Mund til Mund,
          :/: paa Englelyd :/:
          :/: af Barnehjerters Fryd ://
Du bæres did et kort Minut,
hvor al vor Drøm, hvor al vor Drøm har skudt.

Velkommen hid, vort hele Folk er ungt
og staaer i Drømmens store Alder,
da Æ v e n t y r l i g s t, det er ogsaa s t ø r s t,
          og Den er først,
og Den er først, som hører H e r r e n kalder.
Vi troer paa Dig, Du Barnelængselns Tolk,
at Du er Bud fra Stort i Nordens Folk,
          :/: Din Phantasie :/:
          :/: har jævnet just den Sti, :/:
hvor, fri det Smaa, Du legte bort,
vi engang gaaer, vi engang gaaer mod Stort.

Jeg blev Klokken halv fem afhentet af et Udvalg fra Committeen og fandt en Mængde Mennesker paa Veien ud til botanisk Have. Professor-Boligen var smukt smykket med Blomster; i Haven stode dækkede Borde, og min Buste var opreist. Folkesagn-Fortælleren M o e [4] holdt Festtalen; jeg stod ganske nerveus og betagen. Der kom i Talen en venlig Hentydning til, at jeg havde besøgt alle Europas Lande, men ikke Norge; men der kom dertil en Hyldest, et Hjertelag, der rørte mig til Taarer. Saa talte jeg; Gud veed, havde jeg sagde! Jeg klarede for mig, og jeg saae Taarer i Manges Øine. Jeg fik Tak, og Bjørnson sagde, jeg havde aldrig talt bedre. Saa læste jeg, efter Opfordring, to Eventyr: “Sneemanden” [5] og “Det er ganske vist” [6]; man sagde, at jeg læste saa klart og herligt, at Alle havde forstaaet mig. Man bragte en Hilsen til Danmark og alle Danske, jeg skulde overbringe; der spilledes “Danevang” og “Der er et yndigt Land”; Damerne tilkastede mig deres Bouquetter; der var en deilig Stemning! Til Morgen fik jeg et smukt Digt i “Morgenbladet” (det Blad, som er, siger man, mod Bjørnson), saa at jeg, Gud skee Lov, ikke er inde i Partie-Strid. Alle komme de mig kjærligt imøde. - Jeg er bleven indbudt til Rus-Gilde af de unge Mennesker, som i disse Dage blive Studenter; det er saa hjerteligt og smukt; men om jeg kommer, er dog ubestemt [7]. Jeg har betinget, at jeg kun bliver en Time, da jeg er “en gammel Mand” og dernæst [sagt], at jeg slet ikke kan komme, dersom Bjørnson paa denne Dag kan gjøre Tour med mig til Mjøsen.
- - - Her er varmt Hjertelag her oppe; her er en deilig Natur, og da jeg ved Afskeden sagde, at jeg kom igjen, maaskee næste Aar, lød, som fra alle Munde: “Velkommen!”. Hvor underligt dog, at Vorherre forunder mig saa megen Glæde, Velsignelse og Lykke, og Tusinder gaae i Sorg og Savn. Ja, jeg er en Lykke-Peer!
Nu slipper Papiret, Gud glæde og velsigne Dem!

Deres taknemmelige, trofaste
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 436. Fra Jenny Lind-Goldschmidt til HCA.[1]  

Lung Arno nuovo
Florence 23. Novbr. 1871.

Min ärade van och käre broder!

Det var mycket älskeligt af Dem att skrifva mig till [2]; och af min långa tystnad må De icke dra den slutsatsen, att Deras bref i c k e var välkommet! Nej! De vet nog, att jag alltid skattade deras vänskap högt, och denna känsla har vuxit djupare in, ju längre lifvet med sina stormar och vexlingar, fröjder och sorger gungat mig på verldsoceanens böljor! Så ofantligt ofta framträder Köpenhamn för mitt minne, ty den korta tid, jag var der, var likväl så rik på intresse såväl som konst; och theatern, som den då var i Köpenhamn, hade verkligen något idealiskt, - och med vår älskelige, genialiske H. C. A n d e r s e n låg ett poetiskt skimmer öfver nejden. Ja - många år äro gångna til evigheten sedan dess, och ett helt lif ligger bakom oss, min käre vän och broder! Herrans nåd har dock underligt beledsagat oss båda, och Deras bana har liksom min varit en oafbruten kedja af poetiska fröjder, ock De likasom jag bör kunna i all sanning säga, att Deras samtid rigtigt uppfattat och djupt senterat Deras stora gåfva, och att Deras barnsliga sinne beredt Dem trogna vänner, hvartåt De må hafva ställt Deras steg; icke så? Och hvad lidande konsten må bringa oss - så är dock ett sådant resultat vida öfvervägande i fröjd och tillfredsställelse! De torde vara förvånad att finna oss i Florence. Jag har ännu aldrig varit i Italien. Det fugtiga climatet i England kan jag svårligen uthärda i vintren, och till följe deraf hafva vi flere vintrar varit i det härliga C o m o. Nu var jag angelägen att finna en d a g s s k o l a för min Jenny [3] - nu nära 15 år gammal - och så valde vi Florence, hvarest ressourcer af alla slag äro att finna. De känner troligen Florence väl, och behöfver jag derför ej i detalj beskrifva de t a f l o r och s c u l p t u r e r, som finnas här i denna skattkammare, hvilka Raphael och Tizian! Hvilka kyrkor! Vi stadna här hela vintren. Vi hafva gjort en mycket intressant resa i B a y e r n medan juli, augusti och september och gingo öfver till det beryktade Passionsspelet i O b e r- A m m e r g a u. Mycket vore att derom säga, de enkla bönderne spela med en grace och sanning, som är u n i q u e; men jag blir vid den slutsatsen, att de heligaste scener jorden vittnat skulle aldrig tillåtas att så af menniskobarn handteras, ty en sacrilège [4] är det dock att s p e l a den heliga nattvarden, Korsfästningen, Uppståndelsen och Himmelfarten! Hur väl bönderna än utföra allt detta (i deras enkelhet och okonstlade väsende), så kunna de dock ej hjelpa, att mycket deraf måste påminna om theater och målade coulisser!
Skall jag nu något litet berätta Dem om mitt lif! Min äldste son (Deras bekantskap från Wien) är nu en stor, nästan fullvuxen m a n [5]; han var 18 år i sista augusti. Han bereder sig nu som bäst på Oxford, har lemnat B u g b y, der han var i Public-School, och beredes nu (i Devonshire i England) hos en p r i v a t e  t u t o r för universitetet. Walter har mycket konstsinne, är mycket lik mig i många ting och har hittills burit den bästa character från sina lärare, Gudialllof [6]. Jenny är g u l d -hårig. (Jag menar d e t slags guld, som De ser på så många af de gamla, italienska mästarnes taflor.) Hon är musikalisk, spelar med uttryck, som dock kommer alldeles från henne sjelf, får troligen en stor röst, är för närvarande i den svåra åldren, när de äro hvarken f å g e l eller f i s k, och har mycket i sig, som gör, att hon visst ej är lätt att regera; men hon är begåfvad; får hon talang, så vill jag gärna lära henne att sjunga ordentligt. Min yngste son Ernest [7] blir snart 11 år och är ett älskeligt barn, full af musik och hängifvenhet, är mycket lik sin far i många fall. Han går här (Ernest menar jag) i en förträfflig dagsskola, så jag har honom hos mig, hvilket är en stor tröst. Min man [8] fortfar i activität och blir alltid den samma trofasta, fina menniska, som han alltid var, och han lefver endast för mig och barnen o c h sin härliga musik. Han spelar så vackert den classiska musiken. J a g är nu vid bättre hälsa, än jag var, då jag stod för publikum; mina nerver voro alldeles förstörda, och pinan i hufvudet hotade att förstöra all min lefnadskraft, och minnet var nästan borta för flera år. Men jag är nu vida bättre, och min ofantliga e l a s t i c i t e t har hjulpit mig igenom den mörka dalen. Ja, jag gaf mig sjelf för mycket i min konst; den kostade mig helt nära lifvet, men med glädje hade jag dött för denna min f ö r s t a och s i s t a, d j u p a s t e, r e n a s t e kärlek; ingenting är renare än konsten, då den drager os upp till h o n o m, som gaf oss den; och så har Herran steg för steg fört mig upp på Jacobs stege - tills min frälsare stod klar för mina ögon och lärde mig förstå, h v a r f ö r han kom att försona verlden med sitt blods vigsel. - Jag sjunger ännu med stor lätthet, och min röst har dessa senare åren varit bättre, än den var för 20 år sedan, så ännu har jag den lyckan att kunna sprida glädje bland kretsen af mina vänner genom min sång, som de ännu lyssna till, - och detta är en stor välsignelse. - Jag kan väl förstå, att De, käre Andersen, skulle sannt sakna Beskow och Fredrika Bremer. Jag kan ej mer gå till Stockholm! Alla mina gamla vänner äro hädangångna, den nya, senare tiden känner mig icke, och så är jag en främling vorden i min födelsestad, och de gamla vännerna kunna inga nya ersätta; men - jag har många ädla, kära vänner i England, och har Gud rikeligen gifvit mig, hvad han tagit bort. Men Geijer - Mendelssohn - Atterbom - Fr. Bremer etc. - kunna aldrig ersättas!
Hur gärna ville jag läsa Deras siste bok (på danske b i t t e), nu vet De min adresse. Mina barn hafva lefvat i deras “Eventyr och Historier”. Tack hjertligt för Deras photographie; den är ännu mycket lik, som jag minnes Dem.
Nu till slut skulle jag vilja försöka att tacka Dem för all Deras stora, stora godhet mot Hägg [9]. Han tyckes förstå och värdera all den godhet, han åtnjutit i Köpenhamn, och kan jag ej säga, hvilken tillfredsställelse det varit för mig att veta den unga mannen så omhuldad,- och professor Gades generositet mot honom. - kan han aldrig återgälda; det gläder mig, att De tror honom äga talang.
Men - nu är verkligen tid på, att jag bjuder Dem handen till farväl! Gud vare med Dem! Det var en glädje för mig att emottaga Deras älskeliga bref. Tack! Tack! Hälsa hjertligen Bournonvilles, och vär förvissad om den samma tillgifvenhet, med hvilken jag alltid kommer att tänka på Dem, - förblifver jag Deras upprigtiga väninna

J e n n y L i n d - G o l d s c h m i d t.



Brev nr. 437. Fra HCA til Martin R. Henriques.[1]  

Innsbruck anden Pindsedag den 20 Mai 1872.

Kjære Ven!

Fra Wien sendte jeg Brev til Fernanda [2] til Tak for hendes venlige Skrivelse, hun har vel faaet det? De har senere været saa elskværdig at skrive og jeg skynder mig i Dag, da jeg endelig har en Hviledag, at bringe Dem min Tak. Jeg vil haabe at De, Deres fortræffelige Kone og alle Børnene ere glade og vel, maaskee fløtte De snart ud paa Deres eget Landsted “Paa Skrænten”, eller hvad det nu hedder. - Fra Wien [3] reiste Bloch og jeg til Linz hvor vi havde en deilig Sommeraften ved den majestætiske Donau, der her viser sig i en mægtigere Storhed end ved Wien. Bloch [4] var særligt henrykt over det gamle romantiske Salzburg hvor vi besøgte Mozarts Fødehuus, Haydns [5] Grav og alle Byens Mærkeligheder. I Innsbruck kom vi med Eet lige ind i Vinteren; det var et voldsomt Sneefog da vi kjørte op over Alperne, Træerne saae ud som Filegran-Arbeide. Oppe paa Brenner laae Sneen næsten en Alen over Skinnerne, Folk skovlede, isnende koldt var her, men alt som vi nærmede os Brixen smæltede Sneen, Bøge og Birke stode grønne og ved Botzen var det deiligt sommerligt, vi saae Cypresser og Citrontræer. Dagen derpaa gik vi til den lille By Mori, hvor jeg leiede en aaben Vogn og vi i flere Timer kjørte mellem de høie vilde Bjerge, med Dale hvori Morbærtræer og Viinranker voxte i yppig Frodighed, da aabnede sig fra Fjeldhøiden en Udsigt til Gardasøen, som et Syn ind i Feernes Land. Moses saae ikke et deiligere Canaans Land, da han kom med Folket derhen [6]. Vi fik gode Værelser i Hotellet ud til Søen, der som et grønt solbelyst Glas laae op til Terrassen. Maven vil ogsaa have sin Ret, vi gik fra Skue til prosaisk Nydelse, det vil sige kogte Foreller, Asparges og Jordbær, men da vi reiste os var Solskinnet borte, Skyer sænkede sig ned i Søen, Regnen strømmede ned, vi bleve til tredie Dag, altid Regn, saa reiste vi og saae store Haver med Citron og Apelsin-Lunde, men dryppende af Regn det var Udbyttet af Lago di Garda. Paa dens Sydbred, inde i Italien, i den lille Stad Dezenzano havde vi det deiligste Veir, men en saadan Blæst at Brændingen sprøitede høiere end vor Altan laae og det var i anden Etage. Mit Maal for Reisen var Verona, men jeg mærkede nok at det laae Bloch tungt paa Hjertet at være Venedig saa nær og ikke at komme der; jeg overraskede ham da med at vi vilde gaae derhen og han blev gladere end nogensinde paa Reisen; vi bleve der fire Dage, men det er lidt kjedeligt at nu er han saa opfyldt af dette Besøg at han ikke mere som før glæder sig ved hvad [han] seer; selv Verona med Amphitheatret og al den ægte italienske Charachter er dog ikke - “hvad vi saae i Venedig”. - Der følte jeg mig, som altid nerveus og syg, ligesaa i Verona hvor jeg leed af et Hold lige ved Hjertet, glad og opfrisket blev jeg ved at komme ind i Bjergene. Over Ala naaede vi Botzen og da vi igaar tog derfra, vare vi ikke færre end 9 Danske paa Banegaarden. I Vogn kjørte vi med den unge Hr Rung [7], Søn af Componisten, han kom fra Mentone, hvor han, som Brystsyg, har tilbragt Vinteren; jeg saae ham kort før Afreisen fra Kjøbenhavn og han havde Udseende af en Dødens Candidat, nu var [han] frisk, solbrændt, syntes aldeles helbredet. Kjender De Familien og seer Nogen af den, da fortæl hvilket godt og glædeligt Indtryk hans Udseende har gjort paa mig. Han kommer hjem i Slutningen af Mai, altsaa et Par Dage efter at De har modtaget mit Brev. Imorgen, om Gud vil, reiser jeg til München; i Nürnberg spørger jeg efter Breve poste restante; hører jeg fra Dem? Det har undret mig at ung Anna ikke har tænkt paa mig som Fernanda; lille Kjæreste, Maria [8], er nu blevet saa stor at hun er voxet ud af det velsignede Barne-Kjæresteskab, har vist faaet Krinoline og stor Bag-Sløife, saa jeg naturligviis ikke hører fra hende. Staaer hun endnu i Brevvexling med Emanuel Hansen [9]? “Qvinder! , Qvinder!” (jeg vilde skrive Repliken paa Engelsk, men frygtede at i skriveukorect). Hils Deres Kone, Børn, alle vore fælles Venner, Juliette og Sophie Price især, Professor Høedt, Collin-Lund [10], Fru Salomonsen [11] og Harriett [12], Magnus [13], alle velmeenende fra Deres inderligt hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 438. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Basnæs ved Skjelskjør den 8 Juni 1872.

Kjære Fru Collin!

Da Følgerne af mit Fald, for 14 Dage siden [2], blev ved en forkeert Behandling værre, besluttede jeg at tage lige til Kjøbenhavn hvor jeg vidste jeg var og er velkommen hos Melchiors. Jeg havde mældt mig paa Basnæs, men telegrapherede der hen at jeg ikke kom. For nu i forgaars ikke at komme saa seent paa Aftenen ud til Rolighed overnattede jeg i Korsør, og vilde igaar Formiddags naae Kjøbenhavn, men da faaer jeg pludseligt Telegram fra Fru Melchior om jeg de to første Dage jeg kom, vilde tage ind i mine Værelser i Kjøbenhavn og da fløtte ud til dem. Det var mig ikke glædeligt; jeg vilde ikke kunde sige hos Frøken Hallager: “Hjemkomstens første Øieblik er Bouquetten af den hele Reise!” [3] Jeg vilde ikke hjem i Nyhavn, bestilte derfor Extrapost i Korsør og kjørte til Basnæs. Fru Scavenius var ikke hjemme, hun var paa Borreby, hvor hendes Datter Fru Castenskjold [4] havde faaet en lille Pige [5]. Imidlertid kom jeg til Basnæs netop som Brev tasken skulde afsendes og i den laae, vidste Tjeneren, et Brev til mig som Fruen havde adresseret til “Høibroplads” [6], om det nogensinde under den Tilskrift var naaet til mig, maa Himlen vide. Jeg fik det nu, det var Deres Brev [7] hvori De mælder mig Louises Forlovelse med Viggo. Jeg antager at det er Deres Louise og Drevsens Viggo, og har i denne Anledning, i denne Morgen, skrevet ham til med de bedste, hjerteligste Ønsker for dem begge To, samt tilføiet at jeg længe havde ventet det og flere Gange naar jeg ikke fik Louise at see, “hun er paa sit Værelse og har sin svære Hovedpine”, som det hedte, tænkt, Viggo er vel derinde og er interessant. Nu, glædeligt er det!, de to kjære Mennesker kjende hinanden fra Barndoms Aar. Gud give sin Velsignelse. De skriver om mig at De fik en god Latter over mit “Fald i Bjergene” [8], og mit “uskyldige Saltomortale”, jeg vil dog sige Dem at det er værre end De troer, og at nu, 14 a 16 Dage efter, ere Følgerne ikke hævede. Jeg spurgte ingen Læge, badede med Arnika [9], uden at blande denne med Vand og otte Dage efter, da de grønne og blaa Farver tabte sig i Huden, slog denne ud med Vabler og røde Pletter, om hele Knæet, langs ned af den ene Side og i min Tinding, jeg var nu igjen min egen Læge og tog Tjære vand for at faae denne Udslet, som jeg kaldte det, bort, men gjorde Ondt Værre, jeg leed, som om jeg var bidt af tusende Myg og maatte endelig i Hamborg søge en Læge, der sagde jeg havde været grusom mod mig selv, jeg skulde ophøre med min Heste Cuur og kun bruge Cold cream, det gjør jeg nu og Svien og Heden har tabt sig, men jeg er ganske lidende, seer ud som om jeg var pidsket med Nelder nede fra Knæet og heelt op til Hoften. Tindingen er endnu lidt hoven og ganske rød. Theodor vilde være meget forstemt om een af hans Hunde havde det som jeg! - Hils nu Deres Mand, Louise og Jonas. Gid de Alle finde dem glade og vel paa Ellekilde.

Hjerteligst
H.C. Andersen.



Brev nr. 439. Fra HCA til Fedder Carstens.[1]  

Kjøbenhavn den 8 Septbr.1872.

Kjære, gamle Ven og Lærer!

Det er Deres Guldbryllups-Fest den tolvte September. Gjerne havde jeg den Dag besøgt Dem; men det stiller sig ikke saaledes, at jeg personligt kan komme og trykke Deres Haand. Min hjerteligste Lykønskning maa derfor dette Brev bringe Dem, ligesom ogsaa til samme Tid, haaber jeg, et lille Minde vil indtræffe, som jeg beder maa faae Plads i Deres Stue, naar Vennerne samles om Dem.
Det er nu henved tresindstyve Aar siden, jeg saae Dem [2]; men levende husker jeg endnu Alt fra Barndomstiden: Deres Hjem, Skolebygningen, for mig den Gang saa udstrakt stor, de gamle Kastanietræer udenfor tæt ved Byens Port indtil Munke-Mølle; men især husker jeg min Lærer, Hr. Carstens, den Gang en ung, kraftig Mand; jeg husker de hvide Tænder, der kom frem ved Smilet, de milde Øine, De saae paa mig med, idet De holdt mig ved Haanden, for at jeg ikke skulde løbes overende af de store Drenge. Hvor klart i Tanken, og dog saa længe siden! At vi i al den lange Tid aldrig mødtes! Tidt har jeg tænkt: “Jeg maa dog engang over til Thorseng og hilse paa min gamle Lærer!” - “Ja, næste Aar!”, sagde jeg altid til mig selv og satte det ud, forvisset om at have en Evighed foran; men Evigheden er ikke her paa Jorden. Jeg er selv bleven en Mand høit oppe i Aarene; jeg maa skynde mig lidt, og, om Gud vil, haaber jeg i Aaret, som kommer, at træde ind i Stuen hos Guldbryllupsparret, som paa sin Festdag iaar ogsaa vil venligt have i Tanke

Deres hjerteligt hengivne
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 440. Fra HCA til Therese Henriques.[1]  

“Rolighed” den 9 Nov: 1872.

Kjære Fru Henriques!

I mange Dage har jeg ikke seet Dem eller Nogen af Deres; endnu imorgen kommer jeg heller ikke til Byen, da jeg ikke ret kan komme mig og har der til stærke Smerter om Livet. Professor Collin har flittigt seet til mig, Jonas Collin og Etatsraad Collin have ogsaa været herude og hos Melchiors bliver jeg jo baade pleiet og passet, men det er fortvivlende saaledes at være lidende. Jeg vilde gjerne iaften, eller dog imorgen have seet “Meer end Perler og Guld” i Stykkets nye Indstudering [2] og Udstyrelse, men det bliver der ikke Noget af. Kommer jeg imidlertid til Byen paa Tirsdag [3] for at høre Kalanus og at blive i min gamle Bopæl, maa jeg da, istedetfor imorgen og forrige Søndag, hvor vi heller ikke samledes, spise hos Dem? Det er jo Klokken fem? Hører jeg fra Dem? Idag er her smukt Solskin herude, maaskee bliver det ogsaa Tilfældet imorgen; De skulde komme og see hvorledes Kaalen groer. Det var et smukt poetisk Digt forleden i “Fædrelandet”, De husker det? Ibsens Indlæg [4] i den Bjørnsonske Bevægelse.
Hvorledes have Døttre og Sønner det? Hvor høit er nu det ny Theater [5] groet op? Seer De William Bloch eller Høedt eller Magnus, da hils dem venligt fra mig. Om 8 a 10 Dage komme de “nye Eventyr og Historier” [6], maaskee blive de mine sidste, skulde jeg virkelig slutte med “Tante Tandpine”. Den hører til min Ungdoms første Fornæmmelser. Hvor det er underligt at blive gammel Mand i Krop og Grene og dog være puur ung endnu! Hils paa det hjerteligste Deres Mand.

Deres taknemlig hengivne
H. C. Andersen.



Brev nr. 441. Fra HCA til Horace E. Scudder.[1]  

Kjøbenhavn den 21. Januar 1873

Kjære fortræffelige Ven! I næsten tre Maaneder har jeg været syg, meget syg, det jeg tidligere aldrig kjendte. Endnu har jeg ikke ret Stemning eller Kræfter til at skrive Breve, men det er saa uendeligt længe siden jeg skrev Dem til at det ret ligger mig paa Hjertet at sende Dem et Par Ord. Maaskee veed De at jeg har været meget lidende, Aviserne, selv i Udlandet, særligt tydske og engelske, veed jeg, har omtalt det, dog nu er jeg i Bedring, men har Besværlighed ved at stige op ad Trapper, hvorfor alle mine Udflugter endnu kun indskrænke sig til Kjøretoure paa en Timestid; Veiret er imidlertid mildt, vi have dagligt i denne Vinter hele 5 til 6 Graders Varme; Lægerne ville at jeg skal til et Bad saa snart Aarstiden tillader det. Under min Sygdom har jeg modtaget store Beviser paa hvor mange og trofaste Venner jeg har, jeg er blevet pleiet og passet, Folk af alle Klasser have dagligt spurgt til mit Befindende; den kongelige Familie har særligt viist mig stor Naade og Deeltagelse; fra Kongen og Enkedronningen har jevnligt været Bud, hendes Majestæt Dronningen har hædret mig med en deeltagende Skrivelse og vor høist elskværdige Kronprinds har besøgt mig i mit Hjem, dette Sindelag og al den Deeltagelse hos alle Samfundsklasser har ret fyldt mig med Glæde og Taknemlighed. De sidste skrevne Eventyr og Historier [2] jeg tidligt sendte Dem i Manuskript, og som jeg sagde vilde udkomme her hjemme til Julen, ere modtagne med særdeles Erkjendelse, ja hele Oplaget (5000 Exemplarer, noget særdeles i vort lille Land), hører jeg er udsolgt. Ogsaa dette har opfyldt mig med Glæde, saa at, som De seer, jeg, selv under min Sygdom, er en “Lykke Peer”. Nu hører jeg vel snart om den amerikanske Udgave, ligesom jeg ogsaa erholder nogle Exemplarer af den nye Udgave af mit Livs Eventyr. Min hjerteligste Tak for det gamle Aar og de bedste Ønsker for Dem og Deres i det nye Aar! Bring den samme Udtalelse til mine ærede Forlæggere! Jeg antager at Hr Hurd [3] er vendt hjem igjen til Amerika, da jeg ikke har seet ham eller hørt fra ham i Europa! Hils min Landsmand Lange [4] og Longfellow.

Hjerteligt
H. C. ANDERSEN

Hvor har jeg dog i min Sygdom tænkt paa Døden! mange Aar endnu, har jeg ikke at leve!



Brev nr. 442. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Hotel Righi Vaudois. Glion ved Montreux den 22 Mai 1873.

Kjære Ven!

I dette Øieblik fik jeg Deres Brev med Indlæg [2] ;jeg har læst hele Sendelsen og skriver øieblikkelig igjen, i det jeg er ganske bevæget ved Deres Trofasthed i Venskab, Deres isandhed broderlige Sind for mig. Mange Venner har jeg, ja nogle som ere saa levende deeltagende, som hørte jeg til deres nære Slægt, for Exempel Melchiors, men De, kjære Ven, er den ældste af Vennerne, lige fra De hjalp mig med den latinske Stiil og var mig lidt for meget Mentor, til de sidste Aar, hvor Alt ret klaredes. De er ogsaa blevet saa mageløs ungdomsfrisk og blød i god Betydning, efter Deres tunge, farlige Operation [3]. Alle Deres mange fortræffelige Egenskaber lyse ved hver Leilighed frem og jeg er ikke den Eneste som opfatter Dem saaledes, De er mig uendelig kjær og jeg vil bede Vorherre at De maa overleve mig, thi jeg kan ikke miste Dem. Hvad jeg skriver her strømmer ud af mit Hjerte, De vil forstaae mig. Det er velsignet at have Venner i Verden, Venner som jeg har det. - Tak Theodor for hans lille Brev, ligesom ogsaa den kjære Emil Hornemann. Ja jeg har det tilvisse bedre, langt bedre end for en Maaned siden, men der komme altid Fornemmelser, smaa eller større legemlige Plager, der strax ængste mig. Theodors og Hornemanns Breve lyse op til godt Humeur. - Ringormen nede paa Benet, den jeg skrev om [4], og som Hornemann ønsker jeg maatte faae flere af, er nu forsvindende, jeg har forjaget den med fastende Spyt, men min Tørhed i Halsen vedvarer og i Dag har jeg smaa Vabler i Munden, som brænde; jeg kan saaledes ikke blive ganske fri for Legems Ubehageligheder. Det deilige Veir heroppe, Sommer med sin Varme i den friske tynde Bjergluft, har for et Par Dage siden forladt os; hele Glion er indhyllet i Skyer, Regnen falder, det er koldt, vi have lagt i Kaminen og vel har jeg ikke Slim-Hoste, men Slimen har indfundet sig igjen, jeg fornemmer til min gamle Gigt; bliver Veiret saaledes ved, maa jeg snart forlade Glion og jeg blev dog saa gjerne heroppe, i godt Veir, mindst tre Uger. Jeg gaaer Tour hver Morgen og kan ogsaa begynde at stige op ad Bjergsiden, men maa hvile vist ved hvert tyvende Skridt; ned ad gaaer det lysteligt, jeg bliver kun stakaandet ved Opstigningen. Søvnen er ganske god men med en Deel Afbrydelser, jeg lægger mig Klokken 9 og er oppe Klokken 7, drikker nu tre Glas Valle, gaaer saa en Time, faaer da min Kaffe med Mælk, hvortil jeg spiser et heelt Brød. Nu er Klokken blevet ti, Klokken halv Eet ringes der paa alle “Pensjonisterne” [5] og vi faae to Retter Mad og dernæst Ost, Smør og Brød, jeg drikker en halv Flaske Viin dertil og den bekommer mig godt, senere drikker jeg et Glas Mælk og Klokken sex have vi en stor Middag paa mange Retter, af hvilke jeg tager godt til mig og drikker igjen en halv Flaske Viin, saa nyder jeg ikke mere den Dag, men faaer en stor Skaal varm Melk til Natten. De seer altsaa at Søvn og Appetit er særdeles gode, vil De lade Hornemann og Theodor læse denne Meddelelse. Igaar havde vi i Hotellet en Slags Concert, en vistnok fattig Citterspiller gav en Mængde Numere, han gik derpaa om med en Talerken og man gav ham hver omtrent en halv Frank, jeg gav ham det samme i Centimer, men ved i Dag at see mine Penge efter, savner jeg en Napoleon [6], og er bange for at jeg ved Aftenlyset har givet denne for et enkelt 20 Centimstykke; der er nu Intet at sige, og maaskee tager jeg feil, dog heller at den fattige Mand har faaet den, end at den skulde være tabt. Saaledes omgaaes man med sine Penge! Lotteriet synes ikke at ville erstatte mig noget Tab eller sørge for min Kasse, men det gjør De! Tak for al Deres Omhue og Uleilighed med Hensyn til den svenske Udgave af Eventyrene [7], bring ogsaa Hegel [8] min Hilsen og Tak!, jeg vil haabe at Reitzel gaaer ind paa Sagen, især naar De purrer ham. Jeg vil jo allerhelst have ene og alene med Reitzel at gjøre. Det var et stort Brev med Indhold De sendte mig og dog savnede jeg et Brev endnu, Brev fra Deres Kone; for faae Dage siden skrev jeg hende til [9], nu maa hun have erholdt det. ogsaa Deres Søster i Rosenvænget og Jonna har jeg skrevet til, nu skal Fru Louise Lind snart høre fra mig; der er saa mange jeg gjerne vil skrive til og faae Brev fra igjen, men jeg bliver saa træt under Skrivningen. Hver Dag skriver jeg vist to Timer, saa at jeg snart har afsendt 50 Breve. Fru Melchior er den meest trofaste til at svare, hver Uge faaer jeg sikkert eet Brev; hun sender desuden hver Dag: “Dagbladet”. - At Scharff er gaaet til Folketheatret overrasker mig [10]. Bøgh sender Dem og Deres Kone venlige Hilsen[er,] han er glad og henrykt over Alt hvad Nyt han seer. Hils nu Jonas, Louise, Viggo og alle Kjære. -

Deres trofaste
H.C. Andersen.

[I marginen:] Doctoren fra Vevay har senere slet ikke viist sig. Dr Dor [11] i Bern har jeg derimod faaet venligt Brev fra -



Brev nr. 443. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Til
Hr.
Jonas C o l l i n

Giessbach ved Brienzersøen [2] ½ den 13 juni 1873.

Kjære Ven!

Hvor i Verden er Du? Ude eller hjemme? Jeg har et Par Gange spurgt din Moder om din Adresse men ikke faaet den, nu vil jeg sende Brevet til Hende, saa kommer det vel i dine Hænder. Bøgh er en høist opmærksom Reisefælle, jeg kunde paa denne Reise ikke have undværet ham, thi jeg trænger til Hjælp som aldrig før, han besørger fortræffeligt Alt, hygger om mig og er i et jevnt godt Humeur, det er jeg slet ikke. Min Nerveusitet vil ikke gaae bort, jeg forskrækkes ved enhver Ting og den mindste Sindsbevægelse faaer Taarerne frem i mine Øine, det er dog ynkeligt; aligevel forsikkrer Bøgh at jeg daglig gaaer frem ad i Sundhed og Kræfter, min fortræffelige Læge, Professor Dor i Bern siger det samme og forsikkrede nu jeg efter en Maaned[s] Forløb kom fra Glion igjen til Bern, at jeg var allerede et ganske andet Menneske end før, havde en sund Farve, klare Øine og Livlighed; jo Tak! jeg fornemmer det bedre og tør ikke Tro paa Helbredelse. Igaar fik jeg dertil en høist ubehagelig Overraskelse, som under mit nu værende Befindende rystede mig saa forunderligt at jeg formeligt blev angst for at blive sindssyg. Jeg faaer dagligt sendt “Dagbladet”, og der læser jeg nu et Uddrag af en amerikansk Avis fra Chicago [3], hvor en Amerikaner fortæller om et Besøg hos mig i Kjøbenhavn hvor han fandt mig bevæget over Napoleons sidste Dage [4] - men da laae jeg jo syg og veed ikke om nogen Amerikaner, jeg har da siger han fortalt ham om Napoleon og hans Moder [5] jeg havde været sammen med i Schweitz, fortalt ham om Keiseren af Rusland [6] som jeg havde været hos og seet lege med sine Børn, jeg har aldrig seet Keiseren; derpaa udtaler jeg i hans Meddelelse min Mening om andre Keiseres Begavelse! Noget der aldrig kunde falde mig ind at udtale for Fremmede. Det Hele er en amerikansk And, som da der fortaltes af en Landsmand i Amerika at jeg i Kjøbenhavn altid kaldtes lille Hans og naar jeg gik paa Gaden blev jeg snart fulgt efter af en heel Skare Børn, som trak mig i Kjolen og bad om at høre et Eventyr, “lille Hans” var da altid saa godmodig at han gik ind i en Port med dem og fortalte Historier!” - Det er latterligt! - og dog ærgrer Sligt mig. Jeg kan ikke tænke paa de sidste Løgne, Ord til andet, uden det koger i mig og jeg føler mig aldeles syg, thi jeg er magtesløs over for Løgnen og har Ingen at kunne kræve Opreisning af. - Jeg har imidlertid igaar skrevet derom til Bille, da jeg anseer ham for den af mine Venner der bedst veed om man skal svare paa Sligt og om mon det ikke ogsaa bliver latterligt at berøre den Sag; medens jeg dog lider uforskyldt og synes al min Reise-Glæde er forstyrret.
For Øieblikket er Bøgh og jeg, som Du seer af Overskriften, i Hotellet paa Giessbach, her er næsten aldeles ingen Fremmede og vi boe i stor Eensomhed i den smukke Alpenatur, det er kjedsommeligt at jeg nu slet ikke ret kan nyde den og er som giftbidt af den amerikanske And! lever jeg og ender Nedskrivningen af mit Livshistorie skal jeg nok slaae den fast som man slaaer Høgen fast paa Porten ude paa Bøndergaardene, den skal raadne og smuldre hen. Og nu lev vel, hils Peter Müller og vore fælles Venner. Glæd mig snart med et Par Ord, og lad dine Forældre læse dette Brev, Du kan da læse, som Suplement her til, Brevet jeg sender til din Moder [7].

Hjerteligst
H.C. Andersen



Brev nr. 444. Fra HCA til Julius Meldal.[1]  

“Rolighed” den 31' Juli 1873.

Kjære, meget ærede, Hr, Capitain Meldal!

Da vi nu ere Gjenboer [2], og De altid saa venligt er kommet mig i møde, tør jeg jo nok sende Dem denne lille Skrivelse, den koster mig en Deel Anstrængelse at skrive. I Schweitz gik det godt fremad med mit Befindende, Kræfterne toge til, jeg troede at blive aldeles rask naar jeg i Løbet af Sommeren vendte tilbage til Danmark, men fra jeg kom ind i Tydskland og den forfærdelige Varme tog til, blev jeg mere og mere svag; det har været en Qval at gjøre Hjemreisen og flere Gange er jeg aldeles faldet sammen, ja været ved at besvime. I Mandags [3] naaede jeg Hjemmet og har Alt her paa “Rolighed”, jeg er jo hos mine meest deeltagende Venner Melchiors; men det ligger mig Nat og Dag i Tanke at Kongefamilien, som have været og ere saa utroligt deeltagende og gode mod mig ikke veed hvorledes jeg har det; Kræfter har jeg ikke til at skrive Brev, som et saadant bør skrives; selv fremstille mig er en Umulighed. Lægen forlanger at jeg endnu de første Dage ikke maa forlade mit Værelse. Fortæl det til Deres Majestæter Kongen og Dronningen, til Kronprindsen, til hele den kongelige Familie som heelt, i Taknemlighed, fylder min Tanke. Bring Hver paa Slottet, Hver som har en venlig Tanke for mig, en hjertelig Hilsen; en lignende beder jeg Dem bringe Deres Frue [4] og selv vil De tilgive mig den Uleilighed jeg gjør Dem og bære over med min daarligt givne Skrivelse.

Deres taknemlige
H. C. Andersen



Brev nr. 445. Fra HCA til Ida Koch.[1]  

Kjøbenhavn den 2den Jan: 1874.

Kjære Fru Koch!

Min hjerteligste Hilsen til Dem og alle Deres i det nye Aar! Gud bevare Dem i Sundhed og Tilfredshed; jeg savner begge, har det ikke godt, en Vandring i Solskinnet for to Dage siden, da Vinden blæste isnende kold, har sat mig aldeles tilbage [2]. Det bliver vist aldrig godt med mig; jeg synes jeg sidder som i Fængsel og har hverken Kræfter eller Lyst til Noget. Deres Børn, som igaar var hos mig saae hvorledes jeg havde det og har vist sagt Dem at jeg heller ikke i Dag kommer til Dem, det samme var Tilfældet igaar hos Melchiors. Jeg har en forunderlig Uro og dog Træthed over mig! Tak for al Deres Deeltagelse. Hils Børn og Børnebørn, Deres Broder, hans Frue, alle gode Venner og saa glemmer De ikke Baronesse Elise.

Hjerteligst
H. C. Andersen



Brev nr. 446. Fra HCA til Mathias Weber.[1]  

Kjøbenhavn den 8 Februar 1874

Kjære unge Ven!

Det var smukt og trofast af Dem at De saa snart, efter Hjemkomsten skrev mig til [2], jeg tænker saa godt som dagligt paa Dem, jeg var blevet saa vant til Deres og Oksens Besøg at det maatte blive mig et Savn, med Eet ikke at see Dem, ikke at tale med Dem. Deres unge Vert [3] er meget trofast med at ville ledsage mig i den friske Luft, men kun et Par Gange har jeg været ude med ham, og næppe gaaet en halv Time, det er som oftest vaadt og raat og altid et blæsende Veir. Idag er det da aldeles Vinter, tre Graders Kulde, og en rygende Sneestorm, Tagene, Gade, Bolværker og Skibe ligge med Snee, den første Snee i dette Aar, ja i denne Vinter; men inde hos mig er luunt, Blomsterne holde sig mellem de dobbelte Vinduer og Deres Rosentræ [4] udfolder hver Knop, det er som en daglig Morgen-Hilsen. Igaar besøgte Candidat Oksen mig og havde sine to smaae Grevebørn [5] med, to meget nette, velopdragne Drenge, den ene ligner Faderens Slægt [6], den anden ligner Moderens. Ogsaa Fru Melchior var igaar hos mig, hun bragte smukke Blomster, hun talte med megen Venlighed om Dem og jeg kan bringe Dem hendes Hilsen! ogsaa fra Nicolai Bøgh har jeg at hilse; han føler sig meget forfrisket ved sin Romerreise [7] og fortæller meget og godt om hvad han der har seet og oplevet. For tre Dage siden havde jeg da endelig Besøg af Fru Augusta Søborg, hun har, forunderligtnok, aldrig før besøgt mig og jeg skylder vistnok Frøken Faaborg [8], som er i Besøg hos Deres Forældre, at hun kom. Det glædede mig at see og tale med den gamle Dame, og altsaa som jeg saae og vi talte kom de unge Træk frem, dem jeg fra mine Barndomsaar, erindrer; hun har aldeles sin Moder, Madam Iversens Personlighed, de samme Bevægelser og Maaden hun træder frem paa. Vil De takke Frøken Line Faaborg for at hun forundte mig dette Besøg; vil De dernæst paa det hjerteligste hilse Deres Forældre, det fornøiede mig saa meget at see dem; hils ogsaa Broder, Søster, alle vore fælles Venner, særligt nævner jeg Biskop Engelstofts. Skriv mig nu engang imellem til, lad mig vide hvorledes De tumler Dem, hvilke Planer De have i Fremtiden, lever De et stille Liv og tænker allerede paa Præstekjolen [9]? Nyheder har jeg ingen at meddele Dem, De faaer dem ved Aviserne, ligesaa tidlig som jeg. Mit Skjermbræt tager en heel Deel Tid fra mig, men jeg er jo ikke i Stemning til Digtning, bliver træt af at skrive Breve og at læse i hver Time, saa er Skjermbrættet altid en Beskjæftigelse og mine besøgende Venner smigre mig med at det allerede er heelt interessant. Jeg har nu snart de fire Sider færdig, paa den første, erindrer De, har jeg tilklippet og klistret med Billeder der give eet Billed af Aarstiderne, paa den anden Side er det nye Theater med en Skare af Digteres, Skuespillerinders og Skuespilleres Portrætter; den tredie Side, er heelt dansk, dansk Natur, berømte danske Mænd, Blomster, Genier Flag & den fjerde giver Billeder fra Norge og Sverrig. Frøknerne Ballin [10] og gamle Fru Koppel [11] følger Skjermens Fremskridt med synlig Interesse; fra dem alle tre, ligesom ogsaa fra Hr Westrup har jeg venlige Hilsener til Dem.
Gid at jeg nu maa høre fra Dem, kjære unge Ven, at De er ved Sundhed og godt Humør [12] i Deres lykkelige Hjem.

Hjerteligst
H.C. Andersen.

[Udskrift :]
Velbaarne Hr Cand: Theol: Weber i Odense.
(fra H. C. Andersen)



Brev nr. 447. Fra HCA til storhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach.[1]  

Holsteinborg bei Skjelskör . Dänemark. 2 Juni 1874.

Eure Königliche Hoheit

haben mir wieder grosse Freude durch Ihren gnädigen gesegneten Brief [2] vergönnt. Siegel und Aufschrift leuchteten mir gleich entgegen als schöne Erinnerungen von früheren Zeiten. Mehr mals habe ich den Brief durch gelesen, das Portrait-Bild angeschaut, es hat seinen Platz auf meinem Schreibtisch; eine frühere Photographi Eurer Königlichen Hoheit ist noch immer in meiner Stube. Beim Empfang des Briefes war ich sehr leidend, und es war mir schwer dass Schreiben; ich wusste auch dass Eure Koniglichen Hoheit nach Holland gegangen waren, aber jetzt hoffe ich Sie sind wieder zurück in Weimar oder auf den waldreichen Ettersburg. Ich hin schon acht Tage auf dem Lande bei unseren Konseillerpresident Graf Holstein; er und seine edle, liebe Familie sind mir stets so theilnehmend und gut; eben in meiner lange Krankheit habe ich es in tiefer Dankbarkeit empfunden. Hier bin ich wie bei Verwanten, habe Alles was Reichthum und Herzensgüte geben kann. Die Lage Holsteinborgs ist sehr schön, mit einem grossen Garten und Wälder am Meere; die Luft ist sehr heilsam und ich fühle mich unendlich wohler als früher, kann allein herumgehen, die Schmerzen der Leber sind beinahe verschwunden und es scheint, die Kräfte kehren täglich wieder. Mehr als achtzehn Monaten bin ich krank gewesen, habe gar nichts in der langen Zeit geschrieben; das letze war ein kleines Band Märchen, unter diesen die grosse Seeschlange [3], es ist der Telegraphtoug zwischen Europa und Amerika; das Büchlein ist auch in Deutsch, in Bremen erschienen [4], aber eine grössere Erzahlung “Glücks Peter” [5] kam vor drei Jahren in die Welt und ist mit grosser Theilnahme und Anerkennung im Inland und Ausland empfangen. Eure Koniglichen Hoheit erlauben mir Ihnen dieses kleine Buch zu überreichen. Wagners Musik leuchtet wie ein Sonnnenstrahl in das Leben meinen Helts hinein. Unsere neue, grosse Theater ist jetzt beinahe fertig [6], es soll geöfnet werden im September, mit Holbergs die Wochenstube, und eine neues Ballet von Bournonville [7]. Kopenhagen wächst immer mehr und schöner heran; sehr viel Fremden kommen hieher, und die Badehäuser bei Klampenborg und Marielyst sind immer besetzt, am meisten von deutschen Familien. Vor einen Monath, Eure Konigliche Hoheit haben möglicher weise davon in den Zeitungen gelesen, kam ein junger Deutscher, Günther [8], Ingenieur aus Hanover hieher, er hatte gehört von die Sehenswürdigkeiten Kopenhagens. Schon den zweiten Abend ging er auf “Langelinie”, unsere schönste Lustpromenade bei Kopenhagen, das alte Bastey mit tiefen Graben [9] liegt neben dabei; da hört er Hilfruffe, ein kleiner Knabe ist in das tiefe, moorige Wasser gefallen, Günther wirft augenblicklich sein Ueberrock, springt ins Wasser, er greif das Kind, es wird gerettet aber er, der edle Retter, sinkt und stirbt. Es machte eine tiefe Theilnahme in der ganze Stadt. Sein Bruder kam hieher zum Begräbniss, diese wurde in höchste Grad rührend und grossartig, denn des jungen Deutschers edlen That hatte alle Leute tief ergriffen. Mehr als drei tausend Menschen von alle Klassen, Arme und Reiche, haben sein Sarg begleitet; die verschiedenen Korporationen, der preusischen Gesandt von Heydebrant [10], der Kavalier des Königs und der Kavalier des Kronprinz, im königlichen Wagen, haben ihm gefolgt; und heraus, und am Grabe, würde von blasenden Instrumenten die Psalmen begleitet; der Polizeidirec[t]eur legte im Namen des Königs die Rettungs Medallie auf Günthers Sarg und unsere deutsche Prediger Schmaltz hielt in Deutsch eine ergreifende Rede am Grabe; nach ihm sprach der dänische Prediger in dänisch. Die Beamten von den Eisenbahnen trugen den Sarg, und jetzt wird auf das Grab ein Monument ereicht, dem edlen Deutscher der mit seinem Leben ein dänisches Kind gerettet hat. Welch schönes Tod für Günther! Gott segne sein edler That. Leider war ich nicht bei der Beerdigung, ich konnte nicht wegen meiner Krankheit.
Darf ich hoffen mein hoher, edler Grossherzog mi[ch] in gnädiger Erinnerung bei der königliche Hoheit die Grossherzoginn und die grossherzogliche Kinder zu bringen. Gott segne und erfreue das fürstlic[he] hohe Haus und beware mich in gnädigster Erinnerung.

Mit treuer Dankbarkeit und Ehrfurcht
H.C. Andersen.



Brev nr. 448. Fra HCA til Sophie Rasmussen.[1]  

Kjøbenhavn den 30 December 1874.

Kjære, hæderlige Sophie Rasmussen!

De har været saa uendeligt Meget for vor velsignede Fru Ingemann i hendes sidste Leveaar. Ogsaa den kjære Ingemann skattede Dem høit. I flere af hans Breve til mig har han sendt mig Deres venlige Hilsen og fortalt, hvor tro og hengiven De var ham og hans Hustru, og at de Begge havde følt sig dybt bevægede, naar De Juleaften førte de to Gamle ind til Juletræet, som “S o p h i e havde pyntet med sine Potteplanter”. Ogsaa mod mig, hver Gang jeg var hos Ingemanns, fornam jeg, at De var saa deeltagende, opmærksom og god, og naar ved Bortreisen Fru Ingemann bragte mig Blomster, havde De ligeledes en Bouquet til mig fra Deres Urtepotter. Jeg har i de sidste Dage, ved at gjennemlæse Ingemanns Breve og see Dem nævnet, tænkt paa Dem og den vistnok eensomme Juul, De nu tilbringer. Gjerne vilde jeg i denne have bragt Dem en Hilsen, en Julegave; jeg kommer nu lidt seent med den, men dog, før Aaret slutter. Hvad skal jeg imidlertid sende? De vil selv bedste vide, hvad der mellem Ubetydeligheder kan være Dem til Glæde eller Gavn. Gjør mig den Tjeneste selv at anskaffe samme for den lille Pengesum, jeg i denne Anledning sender. De gjør m i g mere glad tilvisse, end D e kan blive det ved at modtage samme; men see deri, hvor venligt De er i min Tanke, og hvor taknemmelig jeg er Dem over al Deres Omsorg for den kjære Fru Ingemann. Gud forunde Dem Sundhed og Glæde i det nye Aar, som nu begynder! ,

Med Tak og Høiagtelse
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 449. Fra HCA til Mathias Weber.[1]  

Kjøbenhavn den 15 April 1875.

Kjære Ven!

Det bliver i Dag kun et kort Brev! jeg har at besvare til Udlandet, endnu henved tredive Skrivelser og er saa afkræftet og betaget at jeg veed ikke hvorledes jeg skal overkomme det. Dog De maae i Dag have et Par Ord fra mig. Af Aviserne har De faaet at vide om alle Festlighederne paa min 70-aarige Fødselsdag [2]. Hvor megen Glæde og Velsignelse bragte den mig dog, men mit Legeme kunde ikke taale al den Overanstrengelse; jeg har faaet Vand i Benene, som i flere Dage har knuget mig, nu lader det dog som om Mixturen hjælper paa at drive det bort. Meget vilde jeg fortælle Dem; men jeg mægter det ikke; dog skal De høre lidt om Festligheden hos Melchiors, den De maaskee dog har hørt om ved Hr Borgemester Mourier, som var tilstede. Vi fik flere smukke Sange, meest greb mig den af Richard [3]. Ved Maaltidet viistes Taagebilleder [4], først mit “Barndoms Hjem” i Odense; dernæst Frederiksberg Bakke hvorfra jeg saae første Gang Kjøbenhavn, nu fulgte Skuet af “Rom”, derpaa Ingemanns Huus i Sorø hvor jeg sluttede Improvisatoren, nu kom Collins gamle Huus, som det var i siin Tid, dernæst Bregentved, Basnæs, og Holsteinborg; Henriques Landsted Petershøi ved Emilie Kilde, Melchiors Sommerbolig “Rolighed”, nu saae man “Keiserens nye Klæder”, “den grimme Ælling” og Gartneren og Herskabet [5]. Endeligt det gamle Theater og derpaa det ny, hvor man den Aften opførte “Den nye Barselstue” og “Liden Kirsten”, tilsidst min Statue i Kongenshave. Deilige Sager har jeg modtaget fra Indlandet og Udlandet; paa en Brevpresser fra Berlin var en smuk Tegning af mit Barndoms Hjem [6]. Alt hvad De, kjære Ven, har fortalt mig om Festligheden i Odense [7], har dybt rørt mig. Gid at jeg havde været med da de glade Børn vare i Theatret. Vil de bringe Hr Cancelliraad Borch [8], foreløbig, min Tak for al hans Interesse for mig; hils alle Venner og Veninder, Deres Forældre, Brud og hele Familien. I Dag kun disse Par Ord, men glæd snart mig med Brev,

Deres meget hengivne
H. C. Andersen

E.S.
Den kjære deeltagende Ven Biskop Engelstoft sendte jeg strax Telegram; bring ham og Familien, ligesom Politimester Kochs og Hr Apotheker Lotze [9] min hjertelige Hilsen.

[Udskrift :]
Til
Hr Cand: theol: Weber
i
Odense



Brev nr. 450. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Kjøbenhavn 6 [dvs. 5] Juni 1875.

Kjære Ven!

Imorgen faaer Du dette mit Brev. Meget har jeg lidt og døiet siden jeg saa Dig sidst. Vor Pige er storartet i Mangel paa at forstaae og begribe, det er en daglig Qval [2]. Carl Bloch var her forleden i een af mine meest tunge Timer og uagtet at jeg bad ham om ikke at tale til mig om Saaby og hele denne Statuehistorie [3], dog slæbte Samtalen ind i samme Spor, saa at jeg blev som rasende og sagde Saameget, hvoraf jeg erkjender endnu hvert Ord for Sandhed men ikke i rolig Tilstand vilde jeg have sagt dem. Rimeligviis er han nu vred, jeg stoler ikke paa Overbærelse eller Trofasthed her mod mig. Saaby var igjen iaftes hos mig, det kogte i mit Blod og jeg talte da klart og tydeligt ud af Posen, at ingen af Billedhuggerne kjendte til mig, at Intet i deres Udkast tydede paa at de havde seet og vidste det Characteristiske hos mig. At jeg aldrig kunde læse for naar Nogen sad bagved mig, eller tæt op til mig, mindre at jeg havde Børn paa Skjødet, paa Ryggen, eller unge Kjøbenhavnere liggende heelt op ad mig, at det var en Talemaade at kalde mig “Børnenes Digter”, mit Maal var at være Digteren for alle Aldre, og at Børn ikke kunde representere mig! det Naive var kun en enkelt Deel i Eventyrene, Humoret var derimod Saltet i dem og at jeg i mit Skrivesprog byggede paa Folkesproget, det var min Danskhed & - Vi kunne kjære Ven tales ved herom. Jeg længes meget efter Dig! paa Torsdag, 10 Juni, venter man mig paa Bregentved. Lad mig i morgen, ved et Par Ord, høre naar Du kommer til Byen at vi kunne omtale og ordne mine Sager [4]. Hils dine Forældre! og vær god og trofast som Du i de senere Aar tilfulde har været det.

Din trofaste taknemlige
H.C. Andersen

Til
Hr Cand: magistri J. Collin



Brev nr. 451. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Ellekilde den 22. Juni 1875.

Kjære Andersen! Jeg var netop ifærd med at trille Møg, da jeg modtog Deres Brev [2], hvori De betroer mig Deres oekonomiske Sorger; jeg vasker mine Hænder og svarer Dem strax. Først maa jeg protestere mod, at jeg skulde have undladt at opgive Deres Status pr. ult. Decbr. 1874; dette er ligesaa utænkeligt for en Forretningsmand, som det vilde være for en Digter ikke at see efter i Aviserne, hvorledes hans Arbeider bedømmes. Dernæst kan De vel tænke Dem, at jeg ikke har Deres Regnskab herude, og at jeg ikke, som mangen Anden maaskee vilde gjøre sig interessant ved, indvier andre Folk i Deres Formuestilstand. Derfor ligger Deres Regnskab i min Hvælving i Sparekassen.
Nu træffer det sig derimod saa heldigt, at Hovedposten af Deres Eiendom staaer i Sparekassen, og at dette altsaa ikke er nogen Hemmelighed for dennes Embedsmænd. Jeg har derfor sendt Sparekassen til Udfyldning en Seddel, som vil blive sendt Dem med dette Brev. Naar De til denne Opgjørelse lægger Obligationsformuen (12,200 Kroner), saa har De Deres Status saa nøiagtigt, som det behøves; ja, jeg maa sige: nøiagtigere. Thi hvor er det muligt, kjære Andersen, at De med denne Formue og i en Stilling, som ikke paalægger Dem nogen Forpligtelse ligeoverfor nogen Dødelig, kan paatvinge Dem selv Pengebekymringer i samme Øieblik, som De føler Nødvendigheden af at bruge dette Middel til at tilfredsstille den meest berettigede jordiske Fordring: at bevare sit Liv eller sin Helbred!
Methusalem vil jeg ikke citere, han hører til Mythen; men selvom De skulde blive saa gammel som Drakenberg [3] og altsaa endnu have 50 Aar at leve i, vil jeg indestaae for, at De ikke, selv om De aarlig reiser, skal komme til at lide Nød; og til Sikkerhed herfor vil jeg pantsætte Ellekilde Hovedgaard med Gods og Forstrandsret med 1ste Prioritet næstefter Bankhæftelsen [4].
Da jeg godt kan begribe, at De, som er syg, ikke bryder Dem om at vide, hvorledes Andre have det, vil jeg afholde mig fra at beskrive min Tommelfinger, som mindst 2 Gange daglig gaaer af Led og maa sættes tilbage med Maskinkraft; Fortællingen om en kostbar Rude, som sønderbrødes, ikke af Skjæbnen, men af en Glarmester, egner sig ogsaa mere for det mundtlige Foredrag.
Dog vil jeg i Almindelighed bemærke, at vi have det godt og glæde os ved Louise og hendes Smaabørn [5]; Alle hilse i Forening med

Deres ældste og uforanderlige Ven
E. Collin.



Brev nr. 452. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Rolighed d. 13 Juli 1875.

Kjære Fru Collin!

Doctor Meyer [2] siger hver Aften at jeg gaaer meget godt fremad. Melchiors udtale at jeg hver Dag seer vel ud; selv er jeg dog ikke ganske af disses Meninger. Natten har jeg det bedst, uagtet jeg neppe sover Halvdelen. Fra Fodspidserne til Knæerne er jeg bespændt med Vand, saa jeg daglig maa have Bind derom. Tidt kan jeg være fri for Slim fra Morgen til henimod Eftermiddag. Lige saa tidt er den høist overvældende; jeg kan aldeles ikke gaa, maa af Tjeneren klædes af og paa. Humeuret ellers ret godt. Melchiors ere Skyld deri. Angst er jeg særdeles for det kjærlige Hværv Jonas har overtaget sig at føre mig til Montreux i næste Maaned; jeg maa tale med ham om det bliver nødvendigt at vi tage et Menneske med, der hjælper mig, særlig med Afklædning og Paaklædning[.] Fra Paris har Gregoire sendt mig 2det Bind af mine Eventyr paa Fra[n]sk med en Mængde udmærkede Illustrationer [3]. De mest verdenssmukke der er givet Eventyrene. Hils Deres Mand, Børn Billes og alle Kjære fra

Deres taknemlige
H. C. Andersen.



Brev nr. 453. Fra Jonas Collin d.y. til HCA.[1]  

N y k j ø b i n g p. M o r s ø 22.7.75.

Kjære A n d e r s e n!

Det er underligt for mig slet ikke at vide, hvorledes Du har det. Lige siden jeg reiste [2] har jeg ikke hørt et Ord fra noget Menneske om Dit Befindende, og om jeg end udlægger denne Taushed som et Bevis for, at Du vedblivende føler Dig raskere, vilde det dog glæde mig at høre dette bekræftet. Troer Du, at vi komme til at reise, og kan Du nogenlunde bestemme Tidspunktet? Har Du taget nogen Beslutning med Hensyn til, om der skal en Tjener med eller ei? Hvis det ikke anstrænger Dig eller kjeder Dig, kunde Du med et Par Ord dictere et Svar paa disse Spørgsmaal, men først og fremmest paa, hvorledes Du har det.
Jeg lever i min gamle Limfjords-Tummerum. Seilen og Skraben [3], Kiggen i Vandkikkert og Sidden paa Kneiper udgjør Livet for mig heroppe, i alt Fald ud ad til; mine Tanker ere andetsteds.
Frk. A n d e r s e n [4] blev meget glad over Din Hilsen. Hun er tilsyneladende stærk, men Lægen har erklæret, at dersom hun ikke kommer til Syden i Vinter, vil hun neppe leve længe. De stakkels brave Forældre have ikke Raad til at sende hende derned, og nu søger hun en Plads hos En eller Anden, som skal reise.
Jeg veed endnu ikke bestemt, hvornaar jeg kan blive færdig med min Undersøgelse, men jeg antager, at det vil blive midt i næste Uge; derefter reiser jeg til F r e d e r i k s h a v n og L æ s ø. Min Adresse er da F r e d e r i k s h a v n. P o s t e  r e s t a n t e; indtil den Tid blot T h i s t e d.
Glæd mig saa med et Par Ord, helst med Efterretningen om, at det gaaer fremad.

Din Ven
J o n a s

Til alle M e l c h i o r s sender jeg ærbødige og hjertelige Hilsener.



Brev nr. 454. Fra HCA til Jonas Collin d.y.[1]  

Rolighed d 25de Juli 1875

Kjære Ven!

Tak for Dit Brev, som jeg modtog i dette Øieblik! Aldrig nogensinde har jeg fornummet en saadan Korthed i Tiden, som nu, og dog er jeg i en Besvær med at sige det Utænkelige ikke at turde tage afsted; men jeg har ikke Tanke om nogen Slags Hindring. Jeg beder Dig at komme. Jeg skal melde Dig Minuttet. Vi sees. Guds Villie skee!

Din trofaste takskyldige
Ven
H.C. Andersen.

[Tilføjelse af Dorothea Melchior:]

Kjære Herr Collin!

Jeg vil gierne tilføie et Par Ord for at sige Dem, at A n d e r s e n s Tilstand ikke paa nogen Maade er bedre. Baade Lægerne og jeg selv finder at Kræfterne med hver Dag tage af; men en stor Velsignelse er det at han selv føler sig baade rask og lyksalig. Han siger: naar jeg undtager min Slimhoste, min Træthed og de tykke Fødder, saa var jeg ganske rask. Han sagde igaar: “Der er to Ting, jeg er opfyldt af, det er H C  A n d e r s e n s og Fru M e l c h i o r s Taalmodighed.” Jeg svarede ham, at den, Vor Herre sender saa tunge Prøvelser sender han tillige Kraft og Taalmodighed til at bære dem. Han gjentog hvad han tidligere har sagt: Gid jeg maatte naa den Lykke at døe medens jeg har det saa velsignet godt! Af Linierne til Dem fremgaaer det, at det er gaaet op for ham at han maaskee ikke kan reise, men han fortryder strax sin Udtalelse og beder Dem komme. Men det er en plat Umulighed, og denne Reise er jeg sikker paa han ikke kommer paa.
Jeg har fæstet en Tjener til A u g u s t. Med venlig Hilsen og med Ønsket at De befinder Dem vel er jeg Venskabeligst

Deres forbundne
Dorothea Melchior