Brev nr. 351. Fra HCA til Arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach.[1]  

Kopenhagen 21 December 1850.

Mein lieber, theurer Erbgrossherzog!

Die Weihnachten nähern sich, die kindlichen, glücklichen Weinachten; in allen Häusern schmückt man die Beume; auch in dem grossherzoglichen Schloss zu Weimar steht der Christbaum, dann herrscht die Freude bei Kleinen und Grossen, an diesem Jahres schönsten Mährchen Abend, diesem auch für die Grossen echten Kinder-Abend. Dank für Ihre Freundschaft in dem alten Jahre; möge das neue sich hell und glücklich für uns Alle gestalten. Seit dem ich das letzte Mal schrieb, ist eine lange Zeit verflossen - sonderbar genug, so lang, dass ich eine grosse Reise hätte machen können, während ich mein Stübchen nur verliess um mich innerhalb der Wällen Kopenhagens zu bewegen. Und doch bin ich weit herum gewesen in einer neuen Welt, welche einer meiner ältesten Freunde, unser berühmte H.C. Ørsted für mich geöffnet hat. Im Anfange dieses Jahres erschien sein Werk: Der Geist in der Natur, ich habe dieses Werkes früher erwähnt - es ist eine Schrift nahe verwandt mit Humbolds Cosmos [2], und doch entfernt davon. Ich binn 45 Jahre alt, aber ich fühle mich in mehreren Beziehungen oft wie einen Zwanzigjährigen. Ich glaube, dass ich als Dichter mehrere Stadien durchzugehen habe, und dass ich mittelst Ørsteds Schrift bis zu einem von diesen gelangt bin. Diese Schrift hat eine Sehnsucht nach der Wissenschaft in mir erweckt, und ich habe in dieser Beziehung in der jüngsten Zeit vieles gelesen, was mich allerdings in der Productivitet, und so auch in der Korrespondenz mit meinen Freunden gestört; Ørsted war mir immer gut, er ist in vielen Jahren mein wahrer Freund; allein jetzt steht er mir noch näher; mein aufrichtiges Streben hat er verstanden. Unter diesem Entwicklungs-Process ist meine letzte Schrift: “In Schweden” verändert und wieder verändert worden. Wenn Sie, mein hoher Freund, im Anfang des nächsten Jahres, diese Schrift sehen, werden einige Abtheilungen derselben Ihnen zeigen wie das Leben und die Welt jetzt sich in mir abspiegeln. Seien Sie sich aber nicht besorgt, ich solle das frische Leben der Poesie verlassen um mich nach den Gegenden der Philosophie zu begeben oder gar um Lehrgedichte zuschreiben; das kann nicht geschehen. Für mich ist das mennschliche Herz die Wunderlampe der Poesie, die ich festhalte; und stehe ich wie Aladdin mit dieser Lampe in der strahlende Höhle der Wissenschaft, dann sollen die Naturkräfte mich nicht zu ihrem Diener machen können; nein, ich will die Geister hervorrufen, welche auf mein Gebot mir ein neues Schloss der Poesie aufbauen müssen. Mit Ørsted habe ich oft viele lehrreiche Unterredungen; ich bitte, lesen Sie sein Werk; es wird seinen Eindruck nicht verfehlen, und Sie, mein hoher, theurer Freund, werden den Mann lieb gewinnen. So eben wurde seine 50 jähriges Jubileum als Lehrer bei der Universität in Kopenhagen gefeiert; die Benutzung der schönen Villa [3], welche Øehlenschläger früher bewohnt, wurde ihm für seine Lebenszeit geschenkt; von allen Zweigen der Intelligenz wurde er gefeiert und geehrt; der König verlieh ihm das Prädicat Excellenz. Es wurde mir übertragen, sein Portrait mit einigen Versen [4] zu begleiten; sie lauten in Prosa so:

Als der Gedanken Blitz aus deiner Stirn entsprang,
Bekam die Wissenschaft eine grössere Sehkraft!
Einen unermesslichen Schatz gabst Du dem Ländern der Welt,
Und durch al das Schöne in dem Wahren
Zu Gott Du führst uns mit offenem Blicke. -

____________________

- Jenny Lind hat in einem ganzen Jahre gar nichts von sich hören lassen; nur die Zeitungen erzählen mir von ihr und von dem Mänade-wilden Yankees. Frederika Bremer ist auch in Nordamerika und bleibt da bis zum Frühling; sie hat aber doch an Ørsted und an mich geschrieben; meine Schriften, sagt sie sind sehr beliebt da, und ich habe viele Freunde dort; ich werde sie aber niemals sehen; Das grosse Meer ist mir ein Schrecken, seine Beweglichkeit macht mich leiden; und doch liebe ich das Meer, das heisst, wenn ich auf trockenen, festen Boden stehe. Meine Reise-Sehnsucht geht nicht nach den Westen, es möchte dann seyn nach Engelland; nein nach dem Süden will ich, nach Italien, und dahin geht der Weg über Weimar.
In einem Wiener Taschenbuch: “Gedenke mein” 1851, steht eine Nowelle: “Der Ansiedler auf den Halligen”, von Klara von Massow [5], aber der Held diese Nowelle bin ich, Hans Christian Andersen, es ist etwas sehr dreistig mich so zu darstellen, denn ich lebe noch, lesen Sie, mein hoher Freund doch dieses eigene Geschichte.
Der Bildhauer Jerichau geht bald wieder nach Rom; vor seiner Abreise wünscht er meine Portraitbüste zu machen [6]. Seine Frau hat eine Portraitgemählde von mir fertig [7]; dieses und ein gleiches von der Koniginn Carolin[e] Amali[e] nimt sie mit nach London; bei der grossen Ausstellung [8] werden Eure Konigl: Hoheit, wenn Sie zu der Zeit da sind, die beiden Gemählden sehen können.
In diesem “Jahre” werde ich zum ersten Mal in vielen Jahren die Weinachtszeit in Kopenhagen zu bringen; früher lebte ich zu der Zeit acht buntenwechselnden schöne Tage beim Grafen Moltke auf Bregentved; jetzt ist da ein Trauerhaus. Ein Sohn [9], der als freiwilliger Husar diente, ist auf dem Lazarethe an dem Typhus gestorben; er war ein herzlich guter Sohn, ein lieber Junge, bei den Weinachtsfrölichkeiten der Fröhlichste.
Von dem Weihnachtsbaum in Kopenhagen fliegen meine Gedanken nach dem Schlosse im Weimar, wo glückliche Kinder, glückliche Aeltern und Grossaeltern sich um das Christbaum sammeln. Gott segne Sie und erfreu Sie Alle! Frohe Weinacht, glückliches Neujahr wünscht

Ihr herzlich ergebener
H.C. Andersen



Brev nr. 352. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjære Andersen. De er vist meget frapperet over, at De ikke endnu har hørt fra mig i Anl. af Deres sidste Skrivelse. At det ikke skete strax, var grundet i, at Beaulieus Brev i den Grad afficerede mig, at jeg strax satte mig ned og skrev et Brev i den Anledning; men naar jeg skriver noget i Lidenskab, sover jeg, om muligt, paa det, før jeg afsender det; denne Gang har jeg sovet for længe.
Jeg betragter Beaulieus Brev som en fuldstændig Fornærmelse imod Dem. At han vil nu opdiske de forslidte Avistheorier og Anecdoter, er dumt og smagløst; men at han vil byde Dem, ingensinde at komme til Weimar, dersom De ikke kan finde Dem i, at der spottes over de Danske, det er raat; og at han i modsat Tilfælde lover Dem en Modtagelse som “ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht über Politik spricht”, det er Haan, det er at behandle Dem som et Legetøi. Dette “eben” seer jeg tydeligt sagt med Hr. Kammerherrens spodske Smiil. Skal De, Andersen, være tolereret mellem saadan Hofpøbel?
Min første Tanke var at sende Dem hvad jeg havde skrevet - nemlig et Brev til Dem, hvilket De kunde sende Beaulieu, for at vise, hvad Indtryk han havde gjort paa Deres Venner -; derpaa gik jeg fra det igjen, fordi jeg forudsaae, at det vilde bedrøve Dem. Men nu, da jeg dog har gjort Dem bekjendt med mine Følelser (som deles af Fader og alle de Andre) vil jeg dog sende Dem det, ganske overladende Dem, om De vil gjøre noget, og hvad, om De f. Ex. vil benytte noget af mit Brev til et fra Dem selv. Lad mig høre, hvad De bestemmer Dem til.

17/6 51 .

Deres indignerede
E.C.

[Koncept]

[Juni 1851].

De har, kjære Andersen, meddeelt mig, at De har spurgt Kammerherre Beaulieu om hans Mening om, hvorvidt Stemningen i Weimar i Henseende til det Danske maatte være saaledes, at De kunde finde Dem hjemlig der og ikke have nogen Ubehagelighed at befrygte. De har derhos meddeelt mig hvad Kammerherren har svaret, og spørger nu om min Mening.
Jeg forstaaer Deres Tvivl: De vil nødig bryde med en Mand, som har viist Dem Opmærksomhed, og som, efter Deres Skildring, maa være en dannet, aandrig Mand, og en elskværdig Familiefader; men De kan ikke være i Tvivl om, at hans Brev til Dem er fornærmende; det er kort sagt: et raat Svar paa et godmodigt Spørgsmaal. Deres Spørgsmaal var, som De meget rigtig bemærker, rettet derpaa, om der var nogen anti-dansk ophidset Stemning hos Massen, hos den lavere udannede Folkeklasse; det kunde ikke falde Dem ind: at spørge om, hvorvidt De havde noget at befrygte af dannede Mennesker, som Kammerherre Beaulieu og dennes Omgang. Nu, ved Himlen, jeg synes De har faaet et tydeligt Svar paa Alt; thi naar Gjestfriheden hos de Dannede skal vise sig saaledes mod Dem, som Hr. B. spaaer, med Spot og Haan, da kan De beregne, hvad De har at vente af Massen.
Beaulieus Forudsætninger, under hvilke De skal tage Dem iagt for nogensinde at komme til Weimar, ere efter det mig meddeelte Uddrag af hans Skrivelse, at De er saa dansksindet:
a. “dass Sie nicht begreifen, wie man das Dänische Casino-Ministerium [2] für ein Erzeuggniss der Demokratie ansehn kann”. - Det er høist naivt af et Medlem af det store Tydskland, som har gjort sig berømt af sin Leflen med Demokratiet - til en Afvexling med de tidligere Presseforfølgelser, Huusundersøgelser, politiske Fængslinger etc. - at, siger jeg, et saadant æret Medlem vil bebreide vort Ministerium en demokratisk Oprindelse. Det lader til at Hr. Beaulieu antager, at Ministerskiftet i 1848 fandt Sted hovedsagelig for at Folket skulde komme til Magten; han ignorerer altsaa, hvad der bragte Folket i Harnisk, Begivenhederne i Hertugdømmerne, disses Udsendinge hertil, kort sagt: at Folket reiste sig mod det tydske Overmod. Thi, det sværger jeg, her, hvor det hele Land reiste sig, besjælet af een Følelse, der vilde ikke een Tusendedeel have reist sig for at formaae Kongen til at afgive noget af sin Magt. Ligesom den hele nuværende tydske Bladliteratur hænger fast ved et staaende Udtryk - Casino Ministeriet - som et Skjeldsord (det er forresten ikke et Tegn paa gode Argumenter, naar man bruger et Skjeldsord saa hyppigt) saaledes har ogsaa Hr. Beaulieu her faaet det anbragt; det lader til, hvis han forøvrigt sigter til det nuværende Ministerium, at han ikke veed eller ikke vil vide, at ingen af de saakaldte Casinomænd har nogen Portefeuille nu [3]. Det kunde mulig interessere Hr. Beaulieu at vide, at der i Ministeriet er 4 Adelige, deriblandt 2 Grever [4], og at Conseilpræsidenten er en af vore rigeste og anseteste Aristokrater.
b. “dass Sie sich ärgern, wenn man darüber spottet, dass vor jedem Dänischen Beamten und Soldaten der Hut bis an die Lende herabgezogen werden muss”. - Dersom det ogsaa er sandt, hvad jeg virkelig ikke veed (men i Tydskland veed man jo bedre Besked om vore Forhold) at en Officier i Angeln [5] for det lille af ham occuperede District havde udstedt hiin latterlige Befaling, da reducerer denne Historie sig til et enkelt Menneskes Smagløshed og Malconduite. Men fordi denne Ene er en Dansk, derfor gjør denne Historie saa uhyre en Lykke, at Digteren H. C. Andersen skal risquere at blive spottet dermed i Göthes og Schillers By, det høitdannede Weimar! - Du gode Gud, skulde de Tydskere, som i Hundredeviis besøge Kjøbenhavn og nyde Gjæstfrihed her, høre Spot for alle de Dumheder, (for ikke at sige noget værre) som Tydskerne have begaaet, da - naa, det er ikke værd, at blive bittrere end nødvendigt.
c. dass Sie auf Seiten Dänemarks alles Recht, alle Treue, alle Vernunft, und auf Seiten Holsteins alles Entgegengesetzte finden. Denne Forudsætning smager lidt af Mangel paa at kunne sige noget andet; man pleier dog ikke at antage om En, der ikke er en Nar, at han skulde ansee sig selv som den eneste Fornuftige.
Jeg overlader Dem at benytte dette Brev som De vil, selv at sende det til Hr. Beaulieu, til Afbenyttelse for en fornem Latter; kun turde det, med Hensyn til min Competence til at yttre mig saaledes, være rigtigt deels at henvise til mit Forhold til Dem, som berettiger mig til [at] tilbagevise den Haan, der tiltænkes Dem, deels at gjøre ham bekjendt med, at dette Brevs Forfatter er en Embedsmand af l’ancien regime [6], at jeg ikke er nogen Ynder af, men allermindst nogen Erzeugniss der Demokratie.
Og jeg haaber, at De vil refusere [7] den Ære, at kunne spadsere uantastet mellem Weimars Stormænd, som “ein lieber braver Poet, mit dem man eben nicht von Politik spricht”.



Brev nr. 353. Fra HCA til Carl Olivier von Beaulieu-Marconnay.[1]  

Kjære Ven!

Jeg blev hjertensglad ved at modtage Brev fra Dem; thi jeg har Dem saa kjær; min Følelse er i alle Aar bleven den samme. Jeg har endnu uforandret den inderligste Tillid til Dem, og derfor tilstaaer jeg Dem aabent, at der var Noget i Deres Brev, som overraskede og bedrøvede mig; der var Ord, som jeg troede, De ikke kunde have skrevet til mig. Jeg eier imidlertid en saadan Sum af kjærlige, skjønne Erindringer om Deres Sindelag for mig, Deres egen, herlige, hjertensgode Personlighed, at jeg snart indsaae, at De havde skrevet i en Stemning, der kastede denne Skygge. Jeg følte Længsel efter Weimar som den Stad, hvor jeg har nydt saa uendeligt meget Godt, og hvor der lever Flere, jeg holder af; men da jeg ikke vidste, hvorledes den r i n g e r e Classe i en By som Weimar viste sine Sympathier for de sidste Bevægelser, og jeg da som Dansk vilde føle mig uhyggelig, spurgte jeg Dem i Fortrolighed derom; thi jeg vilde gjerne som før føle mig hjemme i Weimar. Hvad de dannede Folk angaaer, da havde jeg ingen Frygt eller Tanke om at komme i nogen Slags Collision; vi havde jo saa mange andre kjære Berøringspuncter, saa meget Godt og Skjønt til Samtale og til gjensidigt at glæde os over, at jeg ganske trygt fløi til mine gamle Venner. Tiden vil klare Meget, og jeg veed, at Tydske og Danske blive de bedste Venner; de Ædleste række hverandre Hænderne først! Det Sande og det Skjønne slaae Bro mellem os!
Gid de bløde Harmonier, der ere i mit Hjerte, maae være lagte under hvert Ord i dette Brev, og De vil forstaae, at hvor jeg som ægte Dansk - og det er jeg - føler mig skarpt berørt, er det Vennen, som lider. Derfor aldrig Mere om Politik, kun om Hjertets og Aandens Verden! Og har min nye Bog for Dem en god Plads i disse, saa skriv mig snart et Par Ord derom. Bliv mig trofast og god! Vi leve Alle saa kort sammen i denne Verden, og de, som d e r faae hverandre kjære, maae holde fast, hvorledes endogsaa Bølgerne gaae! - Hils Deres fortræffelige Kone, og lad mig snart høre fra Vennen, som jeg saa gjerne mødte!

Deres uforandrede
H.C.   A n d e r s e n.



Brev nr. 354. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Dresden den 6 August 1851.

Kjæreste Ven!

forlænge siden skulde De have havdt Brev fra mig, men da jeg paa denne Reise er baade Mentor og Fører, saa ere Dagene saaledes fløiet hen at jeg kun i Tankerne har skrevet Dem til. I Dag sidder jeg hjemme, febersyg efter den voldsomste Tandpine jeg i Aaringer har prøvet; det halve Ansigt er ophovnet og i Hovedet hamrer og kaager det, dog skriver jeg; Viggo reiser hjem paa Fredag [2], han bringer Dem Brevet, vi have været 21 Dage sammen, og han har været opvakt og god; jeg havde gjerne udvidet Reisen til Wien, men da havde det gaaet for meget i Gallop, han foretrak derfor selv at see i Mag hvad vi have seet.- I Flensborg [3] tog Helgesen sig meget hjerteligt af os; han var det første Menneske jeg mødte paa Gaden, jeg syntes at kjende ham efter Portrættet [4], der iøvrigt er meget slet; jeg spurgte om han var den jeg troede og nu var Bekjendtskabet gjort. Befæstningerne ved Dannevirke ere høist interessante. - I Hamborg vare vi en halvanden Dag, i Magdeburg saae vi den storartede Kirke [5], hvilede godt ud i Leipzig og har nu, da Viggo er meget indtaget i Dresden, været her paa Fredag, paa ellevte Dag, det vil sige i Touren før og efter Prag [6]. Paa Veien til Dresden fra Leipzig, havde vi et Eventyr, som jeg jo er saa heldig altid at faae, skjøndt Comandeur Wulff sagde: “Det er den Onde brække mig, Løgn!” [7] Viggo er nu Vidne. Der var en Dame med sin unge Broder, en Ledsagerinde og en Tante, hun var særdeles dannet, talte flere Sprog, saae særdeles nobel ud og var rask paa det; en ung Baron i Vognen, talte til mig om hvem hun dog kunde være, “enten “et Fruentimmer”, en Gouvernante, eller en Kunstnerinde”, da jeg senere sad og talte med Tanten, vidskede denne til mig, det er den bekjendte Demoiselle Bourbon [8], altsaa en Datterdatter af Maria Antoinette [9], hvis Fader, som Dreng blev under Revoulutionen sat til en Skomager. Siden fik vi i Dresden Vished herom. Viggo har seet en Deel Berømtheder, Auerbach, Kohl, Fru Zöllner [10], Reinech [11] o f a; en heel Dag [12] tilbragte vi paa Landet hos den rige Familie Serres, der særdeles ynde mine Skrifter, Fruens “egen Vogn” sendtes efter os, tre Mile ud og tre tilbage, her saae vi Solformørkelsen og det var tillige stor Fest, nemlig Hr Serres Fødselsdag. Viggo morede sig særdeles fra det humoristiske Standpunkt; Professor Dahl [13] gjorde Touren med. Vi gik fra Dresden til den bøhmiske By Aussig, derfra til Teplitz, hvis Slotshave er ganske feeagtig deilig; herfra til Prag, uagtet vi vare raadede derfra, da her skal rase Cholera, vi mærkede imidlertid intet dertil, men vare begge nær forgaaede af Stank; en saadan Lugt, et Sligt Svineri i Gaderne, har jeg ikke, gjennem Næsen, mærket i selve Constantinopel. I Jødeqvarteret hvor Synagogen er fra det 6 Aarhundrede og i al den Tid ikke renset, det er mod Skik og Tro, var Alt sort, Støv, Snavs, Stank, saa at jeg og Viggo vare ved at besvime. - Jeg følte mig meget nerveus her og da der er saa meget Vrøvleri med Pas [14] og fik at vide af Viggo, da vi skulde give vor egen Haandskrift for at Poletiet kan sammenligne den med den paa Passet, at han slet ikke havde skrevet sit Navn paa Passet, hans Fader ikke sagt ham det, blev jeg i høieste Grad forskrækket og sov ikke hele Natten; Viggo kunde slet ikke gaae ind paa den Ubehagelighed og meente at det vilde være et Eventyr til at komme paa Poletiet, men jeg var ikke af den Mening; en Feil var det; dog slap vi godt!- Vi saae Alt i og om Prag gik saa i 4 a 5 Dage med Dampskib og Jernbane omkring i den bøhmiske og saxiske Elbdal; besteeg nogle Høider og lod os bære op paa Bastey [15], da jeg troede ikke at have Kræfter til at gaae, her især tog min Tandpine til, der nu synes at sove, men jeg er i en Grad ophovnet, især mellem Næse og Mund, saa at jeg ikke kjender mig selv, lider dertil af Hovedpine og Ømhed i alle Lemmer. Hele sidste Nat havde jeg Feber; imidlertid haaber jeg snart at bedres; Overmorgen om Eftermiddagen gaaer Viggo alene til Berlin, jeg har givet ham Brev med til Bjelke [16], samt laant ham nogle Penge, som han kan ty til, hvis han[s] egne slippe. Paa Onsdag kommer han rimeligviis hjem, med Dampskibet fra Stettin. Iaften seer han Göthes Faust og imorgen hører han Vestalinden [17]; vi have i det Hele været særdeles hældig med Theatrene, saaledes saae vi i Prag et meget fortræffeligt engelsk Lystspil: the love chase af Scheridan Knowles [18]. - Jeg tager paa Søndag [19] ud til Serres hvor jeg bliver en otte Dage, drager saa langsomt hjemad og venter, de sidste Dage af Maaneden igjen at naae Glorup hvorfra det da gaaer hjem til alle mine Kjære. Hils kjærligt Deres Kone og Børn, Deres Fader og Brødrene. - I Fyen finder jeg vel et Brev fra Dem. En Engelænder, jeg ikke kjender har i et Brev, som Deres Fader sendte mig, indbudt mig at komme til London og boe hos sig en 3 Uger under denne Udstilling [20], men jeg tager ikke mod Indbydelsen. Tal med Viggo om Reisen, han vil kunde fortælle en Deel, især som Humoristikker. - Lev hjertelig vel!

Deres trofaste
H.C. Andersen.



Brev nr. 355. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Til Frøken Henriette Wulff i Vestindien.

Kjøbenhavn 18 December 1851.

Min kjære søsterlige Veninde!

tak for det hjertelige, rige, velsigne[de] Brev [2] jeg sidst fik med Julehilsen. Endnu ere vi her ikke naaet op til Træet, først i næste Uge er vi deroppe og derfra seer jeg altid ned imod det kommende Foraar, det oprullende Aar, der, hvad det endogsaa bringer, dog ogsaa har Solvarme, grønne Skove og aabent Hav og denne Gang bringer det jo Dem hertilbage. Jeg kommer umueligt nogensinde til Amerika, om De endogsaa ved Deres Hjemkomst, med al Deres Veltalenhed, al Deres Talent for at kunne skildre, viser mig Landet i fatamorganask Deilighed; De har troligt i hvert Brev til mig vinket og kaldet - men først er der jo det uendelige Hav imellem, det fjorten Døgns brede, vrede, Hav hvor jeg i det mindste flere Dage for mine mange Penges Udgift, kun har Søeonde at lide! - Fy, Andersen! raaber De allerede; nu, vi slippe min ømme Traad og gaae til den egentlige Sag. - Jeg gjælder her, i det mindste herhjemme, for den personificerede Phantasie, men det er kun en Part af mig der er opfattet, jeg har ligesaa megen Tanke for det Practiske, det Reele! - De skriver: “det er saa let at gjøre Reisen til Amerika, et Dampskib med alle Beqvemmeligheder fører Dem over Havet og i America vil De blive modtaget og finde et Hjem hos Mange, Mange, med Jenny Lind kan De reise omkring”; osv. Ja det er deiligt nok, men det er for mig kun en smuk Phantasie. Veed De hvorledes De skulde bedre faae mig bragt paa Reise-Tanker, det er ved at De skriver: Saa meget koster det med Dampskib fra Europa til Amerika, saa dyrt er det for Døgnet i gode Hoteller derovre, saa dyrt Veilængden paa Jernbanen; jeg vilde da maaskee gjøre Beregninger, see hvad en saadan Reise kunde koste, vide om jeg havde Raad dertil, see om Udgift og Udbytte balancerede og saa bestemme mig. - Jeg har Angest for den store Søereise, thi jeg lider der, men Sligt kunde jeg overvinde og udholde, ja jeg kom bestemt strax til Amerika, naar derovre en riig Mand eller Kone, gav mig, ved deres Testament, Midler dertil, maaskee der kommer saadan en Person, og saa kommer jeg! - Men kom De nu hjem til os, kjære velsignede “Søster Jette” som Deres Broder siger, vi skulle ved Hjertets Varme og milde Øine erstatte Dem det vestindiske Climat; Skoven vil staae deilig grøn naar De kommer og i Casino skal vi spille for Dem: Hyldemoer [3]. Ja den Comedie, har Deres Broder nok allerede sendt Dem. De vil at jeg skal tale meget om mig selv, nu det vil skee ved at fortælle om Hyldemoers fata. Dette Stykke var det af alle dramatiske Arbeider, Directeuren [4] ventede sig meest af og tænk saa første Aften blev det modtaget med nogen Hyssen [5] og Berlings Tidende, som De maaskee seer, udtalte denne Optagelse endnu værre end den var og skrev at det var et aldeles meningsløst Arbeide, der bestod af bare løse Scener uden mindste Forbindelse, “limet sammen” af en Phantasus [6]. Flyveposten erklærede at han ikke kunde hitte Rede i det Hele [7]; og Virkningen heraf var at der ved anden Forestilling var saa godt som aldeles tomt; nu skrev jeg et kort Indhold af Stykket [8], viiste Eenheden og Sammenhængen hvor klar den laae og tredie Aften var der godt Huus og Stykket er nu givet elleve Gange, efter hverandre for særdeles godt Huus, med overordentligt Bifald, men det tale, naturligviis Bladene slet ikke om; dog nu er Publicum for Stykket og hvad der er det interesanteste for mig at næsten alle vore Poeter ere i høi Grad opfyldte af dette lille Arbeide. Ingemann finder det saa overordentligt smukt, saa ganske efter hans Sind og udtaler sig i den stærkeste Roes [9], Digterne Boye, Hauch, Holst etc. etc. ere særdeles opfyldte deraf, ja tænk Dem, fra Heiberg fik jeg iforgaars et nydelig Brev [10] hvori han bevidner mig sin Glæde over dette Digterarbeide og siger at det er “poetisk og dramatisk”; gamle Rosenkilde saae Hyldemoer første Aften og kom med Taarer i Øinene op paa Theatret, klappede mig paa Kinden og sagde: “Der var en Mand [11], som en Gang skrev om Dem at De reed paa et nattegammelt Føl, nu rider De hæderligt og godt og han rider om paa et Sviin!” Dette sidste sigter til en fæl, gemeen Comedie af Hertz: Audiensen, der dreier sig om Stiftelsens Mysterier og i denne Tid gaaer paa det kongelige Theater [12]. - Fædrelandet og et ungt Studenterblad [13] har talt vel om Hyldemoer; der er blevet spottet med de ondskabsfulde borneerte Anmældelser mod min Digtning og jeg har saaledes endelig stor Glæde og Erkjendelse af det. - Fra Longfellow har jeg faaet sendt hans Evangeline [14], fra Bentlee et stort Værk the Whale [15] og endelig er dediceret mig af Hurton [16], hans “a Voyage from Leith to Lapland;” det lufter altsaa vel til mig fra Vester, og derfra kommer jo ogsaa Deres kjære Brev. Frøken Bræmer har slet ikke været i Kjøbenhavn, svenske Aviser fortælle at hun er kommet til Stockholm og at hendes Søster er død [17]. Kjøbenhavns hele Interesse, saa godt som er i denne Tid, meest henvendt paa Hr Høedt [18], der er traadt [op] som Hamlet og som Elskeren i “Nei”, Folk staae endnu hele Natten for at erholde [19] Billetter, man har aldrig seet noget mere fuldendt, han er Tidens Talma [20]. Gid jeg kunde være enig med Mængden, men jeg er det slet ikke; min Dom er, Høedt har store Evner, siger sine Replikker fortræffeligt, han burde instruere Halvdelen af vort Personale, - jeg taler her om ham som Hamlet, - Alt bliver saa klart og forstaaeligt hvad han siger, men jeg har Følelsen af at være ved en udmærket Forelæsning, et dramatisk Foredrag, Alt gjennem Forstanden, men Hamlet selv fornemmer jeg ikke, jeg hører kun den correcte Høedt, og interesserer mig ikke for ham. - Han mangler Pathos; Hjerte er der ikke Spoer af, Organet er dertil ikke behageligt og Ansigtet - paa Øinene nær - livløst - Jeg troer at Høedt endnu ikke er traadt op i det Rollefag hvori han bliver det for Scenen, som nu Folk siger han er og som han selv ubetinget troer. I “Nei” er han mig aldeles ubehagelig; han er der en blaseret Student, spottende, overseende, høist uelskværdig og det troer jeg ikke at en Elsker skal være, skal han det, ja saa er han mesterlig, men jeg vilde i Jomfruens Sted ubetinget tage Klokkeren; hun bliver lykkeligere med ham, han har dog Hjerte. - I Ny Kongensgade [21] er man ikke af min Mening! men det er man ikke mange Steder. Jeg skal her forudsige Dem Høedts Kunstner Bane. Enthusiasmen kjølnes om nogle Maaneder, han bliver ærgerlig og da han er en riig Mand, bliver han saa vred at han forlader forstedse Scenen og et Partie og han selv sige: “Det er et skrækkeligt Tab for Kunsten!” - Det er Dem nok lidt for langt alt dette, men De slipper godt, var De her i Byen, saa kom De anderledes i Høedt U[d]gydelsen. - Endnu engang for ikke at misforstaaes; han er et begavet Menneske, siger sin Rolle med stor Forstand og Dannelse, men det er endnu slet ikke noget til at staae Natten over for at fange Billet til, eller kalde: det første! - Dog Høedt er Begeistringens Bjergryg nu, som Clara Raphael [22] var det, og før hende Rossi [23] og i gamle Dage Madms: Pohlmann [24]. Kan De huske Madms: Pohlmann? Det var en hamborger Sangerinde, som nok ogsaa er glemt i Hamborg. - Dette mit Brev maa De ikke lade trykke, for saa bliver jeg myrdet! - Fra Fru Ørsted og Mathilde har jeg mange venlige Hilsener. Nylig var Fru Ørsteds Pension for i Rigsdagen [25], Hr Frøllund fandt at det var noget ualmindeligt at hun som Enke skulde have 1000 Rdlr, men saa sagde da Cultusministeren ogsaa: “men hendes Mand var ogsaa noget ualmindeligt.” Unge Moelbech [26] har udgivet Dantes Helvede og dertil et Bind smukke, originale Digte, Dæmring. Christian Winther skrevet en Marionet-Comedie: “En Student og en Jomfru” [27]. Lose & Delbanco udgivet en dansk Folkecalender der i Løbet af 3 Uger er blevet udsolgt, der var fire tusinde Exemplarer; i samme er to Eventyr af mig, der omtales vel, det ene ”Der er Forskjel[28], det andet: “Verdens deiligste Rose” [29]. Dette sidste regner man for eet af mine bedste, men det er det ikke. - Jeg har ellers i Manuskript et Par endnu “Den gamle Ligsteen” [30], “Dommedag” [31] og “Svanereden” [32], dette sidstnævnte er en lille Danmarks Historie, Danmark er Svanereden og De kan vel tænke hvilke Svaner [33] der fløi ud der fra for Verdens Øine ikke at tale om de store Flokke der kaldtes Longobarder, Væringer og Normanner. Vil De hilse mine Venner og Veninder i Amerika, jeg haaber at De derfra har skaffet mig, som jeg bad Dem om før Afreisen, en godtkjøbs Udgave af et Par, eller een af mine Bøger, der skal være Udgaver f E af O T og Spillemanden til 2 Schilling; har De glemt det, da husk det endnu medens De boer paa Hjørnet af den anden Verden. Daguerreotyppen med Deres Broder, Worsaa, Grimur og jeg er vel nu i Deres Hænder, hvad synes De om den? Jeg seer, siger de saa storagtig ud, det er af Tobaksrøg, thi Hr Grimur dampede til sidste Moment og jeg kan ikke taale den Slags Røgelse. Vi ere nu langt henne i December uden egenlig Vinter, det er dette “milde Veir”, som det kaldes, vaad Taage, Dæmring hele Dagen, klamme Trappegelændere; Conversation om “Præsidenten” [34] “Høedt” - “Julepresenter osv.” Maleren Roed er kommet hjem fra Dresden med sin Copie efter Madonna [35], Hammerich har faaet den og et eget Værelse indrettes for hende. - Marstrand er næsten færdig med sit store Maleri: “Sommerfesten i Lecksand”. De kjender den af “I Sverrig” [36]. Bogen selv har De vel nu faaet fra mig paa Dansk og Engelsk. Med den første Svale haaber jeg at faae Brev fra Dem, ak gid Svalen snart kom, men Veien er jo lang over den rullende Sø, jeg maa vente, vente og det er Noget jeg slet ikke holder af. - Men nu Lev vel! Det er jo blevet et Brev til et heelt trykt Ark, gid De læse det paa en klar Dag, i et lyst Humeur og staaer De ved Vinduet og en Fugl just flyver over Havet henimod Land, da er det et Varsel at jeg dog kommer over Havet og seer alt det Skjønne De har seet. - Slig mig om der kommer en Fugl.

Deres broderlige trofaste H. C. Andersen.



Brev nr. 356. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]  

d: 7' April [1852]

Kjere, ærede Andersen!

De lod falde gloende Kul paa mit nedbøiede Hoved ved at sende mig Deres velsignede lille Bog [2]. Jeg havde ikke, med synlige Bogstaver, lykønsket Dem til Deres Fødselsdag, men Gud veed, at jeg havde gjort det i Tanke og Hjerte! De selv, kjere Andersen! priste Rosen høit der udspringer af det sande Heltebryst [3], hvad Under da at jeg, Moderen, daglig seer hans Helteskikkelse [4] frimodig, Gudhengiven og uforsagt bestige Høien, til saa Manges Ængstlighed, og da pludselig segne ned af Hesten. O, Andersen, dette Syn seer jeg hver Dag, og hver Dag gaaer det som et tveægget Sværd gjennem mit Hjerte; hvad Under da, at det altid bløder, altid er indhyllet i den meest jamrende Sorg, som, for ikke at gjøre min Omgivelse ulykkelig, maa dæmpes og skjules. Dette, tilligemed den Aandssvækkelse min høie Alder fører med sig, maa gjøre Dem lemfældig i Dommen over min Taushed uden at tillægge den Aftagelse af sand Høiagtelse for Deres Aand og Hjerte, som jeg altid har skattet og skatter saa høit. -
Verdens deiligste Rose, Aarets Hilsen og Svanereden tiltale mig jo meest. Ganske vist gjorde først slet intet behageligt Indtryk paa mig, men da jeg siden læste den med Flere og de loe og loe og kunde ikke ophøre, saa loe jeg med, saa De fik en eenstemmig Latter Aprobation. Et godt Humør synes jeg godt om, men Viggo er ikke enig med mig, han synes at Manden ærgrer sig meget paa den Kirkegaard - At han øieblikkelig begraver dem der gjøre ham imod, er ypperligt, især da han har Evne til at grave dem op igjen naar Fortrydelsen er endt. Billedet fra Castelsvolden synes Viggo saa godt om, jeg ikke - Den Jægermusik kommer saa underlig bag efter og man mærker slet ikke at den gjør Indtryk paa Fangen, mig synes den maatte gjøre meer end Fuglen der plukker en Fjer af sig.
Da min Religion saa meget bestaaer i at elske Gud i sin Gjerning saa indseer De nok at Aarets Hilsen maa være mig kjærest. Ja Foraaret skal være Aarets Begyndelse, hvad er dog frydefuldere end at see den søde, lille Engel at strøe sit uudtømmelige Forraad af Naturens Smil (Blomsterne) overalt, at see Æbletræet med sine Rosenknopper, Kirsebærtræet med sin Sommersnee og den blaae Forglemmigei ved Kilden. Alt dette har De skildret saa deiligt saa, selv i de mørkeste Timer faaer De Solen til at skinne ind i det bedrøvede Sind, og derfor velsigne Dem Gud -

Deres hengivne
S i g n e   L æ s s ø e

[Udskrift:]
S T.
Hr. Professor Andersen
Nyhavn ved Qvæsthusgaden



Brev nr. 357. Fra HCA til Mathilde Ørsted.[1]  

Frankfurt am Main den 14 Juli 1852.

Kjære Frøken Ørsted!

Ved min Ankomst hertil igaar modtog jeg Deres prægtige Brev [2]; Tak derfor! - - - Før jeg forlod München, hvor jeg, som De veed, havde det særdeles godt, var jeg i en af disse Situationer, man som offentlig Person kan komme i, og [som] er mindre behagelig, nemlig: jeg indbødes til et meget stort Selskab og lovede at komme, og da, i sidste Øieblik, erfarede jeg, at jeg der skulde føres sammen med von der Tann [3] og flere slesvig-holsteenske Personer [4]; jeg indsaae, at der kunde komme en smuk Skildring af dette Møde i “Augsburger-Zeitung”, og lykkeligviis - hvad der jo ellers ikke var behageligt - blev jeg syg, kom altsaa ikke, og laae næsten to Dage paa Sophaen. Det var Finalen i München! Ved min Ankomst her til Frankfurt igaar besøgte jeg den oldenburgske Minister Eisendecher, hvis Frue, De veed, jeg længe har staaet i Brev-Forbindelse med; her ventede mig en stor Overraskelse. “De maa nødvendigviis med os idag eller imorgen kjøre til Homburg”, sagde Ministeren; “Hertugen af Augustenburg og Prindsesserne have paalagt os særdeles at føre Dem derud, naar De kom!” - “Det er Deres Spøg!” svarede jeg; “Hvor kan jeg besøge Augustenburgerne?” - “Tør De ikke for Deres Landsmænd?” - “Det har jeg ikke tænkt over; men jeg veed, det er aldeles mod min Følelse at see den Familie, der har bragt Ulykke over mit Fædreland; det: at møde den paa Gaden, vilde selv være mig piinligt; jeg kan det ikke, jeg gjør det ikke!” Og jeg gjorde det naturligviis ikke [5]. - De seer altsaa, at om jeg [end] har mange Behageligheder fremfor andre Landsmænd, har jeg fremfor de Andre ogsaa Øieblikke, hvor jeg mere end Hine tænker paa at repræsentere, jeg er Dansk. Dog, disse anførte Historier skal der ikke tales videre om, beder jeg Dem. Mageløst forekommer det mig imidlertid, at Hertuginden vil indbyde mig, kan udsætte sig for det meget naturlige Afslag. Lad hende nu imidlertid sige, hvad hun vil! Hvad iøvrigt Reisen angaaer, da hører De den vel i levende Billeder fra Deres Søster og Svoger. Touren over Splügen er særdeles storartet; man kjører som igjennem Jordens Ribbeen. V i a   m a l a snoer sig langs Rhinens svimlende Dyb. Veien er sprængt gjennem Klipperne, og det ene prægtige Vandfald ved det andet glider man forbi. - Ved Comosøen hilsede jeg igjen paa de kjære, kjendte Cypresser og Pinier; vel ere de kun smaa mod dem ved Neapel; men det var dog et Stykke Italien, lige til Varmen, den djævelske Deel af Landet. Ja, Luften var som en Flamme, og i Milano laae jeg næsten som død den hele Dag; kun Morgen og Aften vovede jeg mig ud. Ved Sol-Opgang stod jeg paa Milanos Dom, dette underlige Fee-Slot, ligesom formet af Snee og smykket i al Kunstens Herlighed, med hele den sneedækkende Alpekjæde mod Norden, og Apenninerne mod Syd. Den Morgen, jeg kom, bleve sex Røvere hængte; de havde, i Selskab med sex andre, faa Dage forud plyndret de Reisende med Diligencen, og det tæt udenfor Byens Port. Jeg saae en interessant Væddekjørsel paa Arena; der var 30,000 Tilskuere, og vi sade paa romersk Viis paa Steenbænkene hele Amphi-Theatret rundt. - Veien over St. Gotthard førte os forbi en nedstyrtet Lavine; Viggo Drewsen og jeg kastede hinanden over med Snee, som var det Vintertid; men Solen brændte dog heroppe, som var den en Lue. - Uendeligt storartet og herlig er Farten over Vierwaldstädtersøen; dette dybe, blaagrønne Vand, de vældige Fjeldmasser og Sneetoppene rundt om, gjøre et mægtigt Indtryk. Vi kom forbi Tells [6] Capel og Rütli. Luzern er en af de skjønneste Schweitzerbyer; derimod mishagede mig særdeles Zürich, hvor vi ogsaa havde 28 Graders Varme. Vandfaldet ved Schaffhausen livede igjen op; det er som een uhyre, grøn Bølge, der vælter frem og pludseligt forvandler sig i hvirvlende Skyer. Gjennem Schwarzwalds sorte Skove, hvor Kulmilerne røg, kom vi til Freiburg, og her paa Jernbanen saae jeg et gribende Syn. Det var en Deel Udvandrere til Amerika; der var en Jammer og Graad; Gamle og Unge vrede Hænderne ved Afskeden. En gammel Kone klyngede sig til Dampvognen og maatte rives derfra; hun sank med et Skrig til Jorden, og vi fløi afsted. - Nu gaaer det ad Rhinen, og om en otte à ti Dage er jeg i et lille Besøg i Kjøbenhavn, hvor jeg haaber at træffe Dem Alle friske og tilfredse. - Hils Deres Moder og Sødskende, ligesom Deres fortræffelige Onkel og Alle i hans Hjem! Og nu, lev hjerteligt vel!

Deres inderligt hengivne
H. C.   A n d e r s e n.



Brev nr. 358. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 14 December 1852

Kjæreste Ingemann!

hjertelig Tak fordi De sendte mig Deres Bog, og ligesaa inderlig Tak for de Timer jeg har levet i den; iaftes endte jeg den, og tager nu strax Pennen for at tale lidt med Dem om de levende Livs-Billeder De her har oprullet for mig; jeg har heelt igjennem følt stor Interesse; dog tiltale de to første Dele mig meest; der faaer man mere Tid at voxe fast, og de simple gode Mennesker kommer man til at kjende og holde af; at jeg i Anton finder hele Elementer af mig selv, vil De godt forstaae, og at jeg stadig[t i] den gamle Professor, seer den kjære W e y s e [2], gaaer De maaskee ogsaa ind paa, og De vil deri see at jeg regner det til et Fortrin. - I tredie Deel var jeg ikke ret i Italien, der blinkede mig for mange Dolke, jeg fik ikke Stunder til at see paa Naturen, dog er dette ingen Indvending, De har vist med Hensyn til Tiden givet Italien ganske rigtig, jeg saae den derimod i mine første Reise-Indtryk. - I sidste Deel komme alle de kjendte Gamle, som man holder af, meest frem som Gjæster, de bevæge sig der, som de maa, men jeg holdt mere af dem hjemme hos sig selv. - Dog, misforstaae mig ikke, jeg dadler ikke, jeg taler kun om min Fornemmelse; Jeg har ret følt mig draget til den Verden der rører sig i Bogen, følt Kjød af mit Kjød deri, som man siger. - Der er noget saa ungdommeligt, noget saa friskt i denne Bog, at jeg ret glædede mig ved Digterens evige Ungdom. I de første Dele af Bogen, var jeg ikke tilfreds med at de “Fornemme”, vare saa dumme eller keitede, men jeg blev mod Bogens Slutning forsonet med begge de unge Grever, de ere sande og prægtige! En smuk Episode er Besøget hos de gamle Provstefolk, der var godt at være! - Der er en god Aand i den Bog, en kjærlig Aand, som den maa udgaae fra Dem. Endnu en Gang hjertelig Tak! - Deres Brev [3] til mig fyldte mig med megen Glæde, jeg havde en stille Forudfornemmelse af at De vilde synes om: “Under Piletræet”. - Deres Tro paa at han vaagner op og hans bedste Drøm bliver Virkelighed [4], klinger smuk, men det opfyldes ikke, hverken i Digtningens Verden eller Virkeligheden for den Deel der, som er beslægtet med Knud. - Der er i den lille Fortælling et heelt Stykke af mit eget Hjerte [5], gid det hvile “under Piletræet” i Fred og ikke spøge ved Nattetid. Jeg er tidt endnu altfor ung, men det fordunster jo med Alderen og efter Aaringer mangler jeg jo nu kun 3 Aar i det halvhundrede. Det er underligt at være saa gammel og dog tidt alfor ung. - Naar De glæder mig igjen med Brev, siig mig da Deres Mening om Historien: “Hun duede ikke” [6], der staaer i Lose & Delbancos Folkecalender. - Hos samme er udkommet en god Oversættelse af “O n c e l   T o m s   C a b i n” [7] det er en mærkelig Bog, den maa De endelig læse. - Her er ellers en Fylde, en Rigdom af Nyt for denne Juul, og der kommer mere, ogsaa fra Paludan- Müller ventes en stor Bog [8]. - Vor skikkelige Forlægger Reitzel, frygter jeg, gaaer snart fra os [9], han bliver svagere Dag for Dag, og i den sidste Tid besvimer han næsten altid naar han kommer op af Sengen. - Øieblikket beskjæftiger sig med Høedt [10] og Heiberg; der er et stort Parti mod den sidste og der tales meget om at han faaer sin Afsked, som ny Directeur nævnes forskjellige og blandt disse Boyesen [11] i Sorø; (han er vel meget glad over sin Lykke i Lotteriet; jeg vil haabe at Pengene her ere komne i gode Hænder). - Med Hensyn til Høedt [12], veed De, at jeg ikke hører til de Begeistrede, men jeg anseer ham for et begavet Menneske, der har Penge og mueligt et stort dramatisk Talent, men om det sidste har jeg endnu ingen bestemt Mening. Fra Hauch kan jeg hilse, han er saa livlig, saa elskværdig, saa hjertensgod mod mig, altid naar vi mødes; jeg holder meget af ham og glæder mig ved den Erkjendelse hans Genius faaer. -
Fra Overhovmesterinden [13] skal jeg hilse Dem og Deres Kone; jeg talte længe med hende forleden Aften hos Enkedronningen, der var ogsaa Pastor Kirkegaard [14], som kjendte noget til “Landsbybørnene” og talte til mig om Bogen, den Gang var den ikke kommet ud! - Endnu engang hjertelig Tak for alt det Friske, Sande og Sjælevækkende De der har bragt os og vil De endnu gjøre mig en Juleglæde, da send mig et Brev. De hjerteligste Hilsener til Deres Kone.

Deres hengivne trofaste
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Velbaarne
Hr Etatsraad, Professor
B. S.   I n g e m a n n
Ridder af Danebrog og flere Ordner.
S o r ø.



Brev nr. 359. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorø d 24de Decbr 1852

Kjære Andersen!

De er endnu, som dengang De gik i Slagelse Skole og undertiden besøgte mig - den raskeste Læser i hele Landet, De har læst min lange Roman, inden Andre endnu havde faaet den skaaret op - og hvad det bedste er, De har med Liv og Sjæl opfattet og ladet Dem tiltale af dens Billeder. Efterhaanden haaber jeg ogsaa det skal lykkes med Andre; men det var mig kjært allerførst at see bevidnet af en Digter, der selv jævnlig sætter levende Fantasibørn i Verden, at der er et frisk Liv i mine Alderdomsbørn. At jeg har grebet Elementer ud af det virkelige Liv og selv af bekjendte Personligheder, skal jeg aldrig negte, men jeg har intet heelt Portrait villet tegne - og heller ikke betegne nogen Personlighed anderledes, end at Vedkommende hvis De eller Deres Venner skulde kjende de til Digtningens Ideer knyttede Characteertræk - kunde være tilfredse dermed og see sig beskuede med Kjærlighed. At jeg ikke har dvælet for at beskrive den sydlige Natur, kommer af min egen Utilbøielighed til at standse ved Landskabsmalerier eller Naturbilleder i Bøger, naar der er Menneskenaturer at see. I Poesien er den ydre Natur mig kun Stafage for Menneskelivet.
Deres Fortælling “hun duer ikke” [2] er et elskværdigt Billede af en skjøn og ædel Menneskenatur, under Ringhedens og selv den tilsyneladende Foragteligheds skuffende [3] Klædebond [4]. De gjettede fuldkommen rigtigt, naar De mente jeg maatte sympathisere med Dem deri. Det er næsten alt for mange Bøger der er kommet ud til denne Jul. Den ene maa fortrænge den anden. Den omtalte Onkel T h o m a s [5] har jeg faaet et Par Hæfter af, men endnu ikke læst. Den er af en Nordamerikaner seer jeg. Fra den Verdenskant kan en ny Duft vel ogsaa ventes, naar Blomsterne der kan faae Lov til at komme frem for Guldgraverspaden og den industrielle Exstirpator [6]. Roden i det nye Folk derovre er dog stærk og sund, som den, hvorfra den opskjød - medens der er saa meget raaddent og ormædt baade i de franske og tydske Ygdrasilsrødder [7].
Fra Frederikke Bremer har jeg for noget siden havt Brev [8]. Hun arbeider paa sit Billede af Hjemlivet i den nye Verden [9]; hun er meget begeistret derover; men hvad jeg hidtil har kjendt af de amerikanske Tilstande har ikke tiltalt mig. Mormon-Galskabet [10] er mig især et fatalt Phænomen. Nu en ret glædelig Jul! Vorherre give Dem og os Alle et nyt Aar med saa megen sand Menneskelighed som muligt trods Alt hvad der truer fra den nye Napoleonsthrone og fra det Dæmoniske i Tidsaanden allevegne.

Deres hjerteligst
hengivne B.S. Ingemann

Den venligste Hilsen fra min Lucie! Jeg har læst Deres “Hun duer ikke” for hende og hun har bedet mig takke Dem for den: Den har rørt hende og i høi Grad tiltalt hende. Historien om de 5 Ærter [11] er ogsaa meget gemytlig og tiltalende.

[Udskrift:]
S T
Hr Professor H: C: A n d e r s e n
Ridder af flere Ordener
i
K i ø b e n h a v n
Nyhavn Byens Side
No 34.



Brev nr. 360. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Silkeborg 5 Juli 1853.

Kjære, kjære Ven!

Hjertelig Tak for Bog og Brev [2], begge Dele kom igaar og det ganske uventet. Tak! jeg har det godt, kun er jeg i Angest for mine Kjære i Kjøbenhavn, man veed jo aldrig hvem Cholera kan træffe. - For mig selv, naar jeg kommer der, har jeg ikke stor Frygt, uden den at Sygdommen er saa smertelig og at jeg jo ogsaa nok vilde gjerne leve saalænge til jeg, i det mindste fik mine samlede Skrifter [3] vel ud; De smiler af mig, men det er jo mine Børn jeg vil have vel fra Haanden, og det er dog ganske menneskeligt. Paa Vilhelmsborg blev jeg noget over fjorten Dage og gjorde flere smukke Kjøretoure, paa een af de sidste [4], da vi en Nat kom hjem fra den nærliggende Mosgaard, kunde jeg let have knækket Arme og Been, men Lykken var mig og os Alle god, vi kom uskadte derfra. Den Vogn jeg var paa blev kjørt af Kammerherren [5], i Farten tjørnede den mod en høi Bro over et Vand, det ene Hjul gik udenfor, Jernrækværket paa Broen brast og Hestene rev Remmer og Tøi itu, løb afsted og slæbte Kammerherren med; jeg saae den ene Baronesse [6] ligge paa Ansigtet hen af Veien, men jeg sad ganske rolig i Vognen, Ingen af os kom noget til; men De kan troe at da jeg siden laae i min Seng takkede jeg ret i mit Hjerte vor Herre for at jeg laae der med hele Lemmer. - Forrige Mandag kom jeg her til Silkeborg [7], der unægteligt er eet af de skjønneste Steder i hele Danmark. Lige fra Skanderborg er det vexlende med Skove, Høider, Søer og Moser. - Den hele Natur ligner paafaldende den skottske [8] imellem Stirling og Dumbardon [9]. Da Brødrene Drevsen [10] 1844 oprettede Papir-Fabrikken paa Silkeborg og byggede her de to første Huse, vare disse de eneste; da jeg for tre Aar siden kom her til, fandes her 35 Huse, nu er en heel By voxet op, to lange Gade[r] med Haandværkere, Boutikker, Gjestgiveri, Hotel, en lille Kirkegaard hvor de gamle Birke hælde sig over unge Grave; man faaer saa tydeligt her Begreb om hvorledes Byerne i Amerika voxe op; Huse og Gader ligesom skyde op i Furen der skjærer Birkeskovene. - Nu kommer her snart Gas [11], og naar vi faae Jernbane [12] gjennem Jylland vil denne komme nær ved Silkeborg, der om et halvhundred Aar vistnok er een af Jyllands betydelige Stæder. Fabrikken arbeider Nat og Dag; det er interessant at see hvorledes Kludene ved samme Damp-Kraft, vadskes, skjæres, koges og komme frem som en Velling, der forvandler sig i alenbrede Oblater, som ikke faae Ro eller Hvile før de blive til hvidt Papir. Ogsaa ud af Straaet, af Sengehalm, har Drevsen vidst at lokke Papirsstoffet, ogsaa herfra voxer Papir. Det interesserer mig i høi Grad, og nu Naturen rundt om, Moserne med kulsorte Storke [13], der ere ganske vilde og kun boe i Træerne, de dybe Skove med uhyre Ørne, en Unge blev bragt os igaar, dens Vinger, tilsammen, strakte sig tre Alen ud. - Fra mine Vinduer seer jeg ud over Haven der vrimler med Roser, og midt paa den store grønne Græsplet er plantet to gamle høie Enebær-Træer fra Heden, de see ganske ud, som italienske Cypresser. Gamle Elletræer hælde sig over Guden-Aa, der falder ud i Langsøen lige foran Huset; paa den anden Sø-Bred hæve sig høie Lyngbanker med Flyvesand, der ligger et eensomt Færgehuus. - Langt ude seer jeg de sorte, tætte Skove. - Igaar vare vi paa Aasen, hvor jeg alt ved mit første Besøg fik Lov til at opkalde en Plet og den smukkeste her, hvor man seer over Skove, Søer, og sorte Banker kaldte jeg, ved dens skottske Udseende: “Andersens Høiland” [14]. Her har De nu et lille Vers om Silkeborg [15]; De maa vide at her i Haven er Rudera af et gammelt Kloster, der skal være bygget af en Biskop Silke [16] og ødelagt i den svenske Krig.


#

Hvor Klostret stod ved Søens Siv,
Bag Hedens Lyng og tunge Veie,
Nu rører sig et virksomt Liv,
De store Møllehjul sig dreie.
En lille Kjøbstad alt her groer,
Mod Aaen Piil og El sig bøie,
I Danskens Høiland Ørnen boer,
Nær Hedens tusind Kjæmpehøie.

#


Et Stykke Danmarks Deilighed
Er Silkeborg, det maa man love,
Her Guden-Aa faaer Leilighed,
At see sig om i dybe Skove.
Nær Aaen Himmelbjerget staaer,
Det staaer saa fast, som Norges Dovre,
I Mosen Storken kulsort gaaer,
Her er saa smukt og godt herovre!

Hils paa det hjerteligste Deres Kone og seer De Svanes [17] da bring ogsaa dem min Hilsen. Rector Bojesen og Overlærer Jørgensen [18] tænke vel nu stærkt paa deres Udflugt? der venter dem megen Herlighed at see. Jeg bliver her paa Silkeborg til den 15de, skulde De før den Tid vilde glæde mig med Brev, da forøger De min Glæde her. Vil De sige mig hvor Atterbom er; jeg vilde gjerne skrive ham til i Anledning af Bogen han, ved Dem, var saa god at sende mig, er han i Sorø [19]? Seer De Beskov, som nok besøger Danmark i denne Tid [20], da hils ogsaa ham; siig Frøken Bræmer lidt om mig, og at jeg snart skriver hende til.

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Til
Hr Etatsraad og Professor
B. S.   I n g e m a n n
Ridder af flere Ordener i
Sorø



Brev nr. 361. Fra HCA til Maria Boye.[1]  

Silkeborg den 9 Juli 1853.

Kjære Fru Boye!

Det er mig en Trang at skrive Dem til; thi jeg veed og begriber, hvor bedrøvet De er. Trøste Dem kan kun Gud; men det vil han! Efter Uger og Maaneder vil det klares for Dem, hvor meget Godt han endnu har ladet Dem tilbage, og at Hver, han kalder til sig, er os en Ven mere at længes efter, En mere, vi glade skulle gaae imøde. Da iaftes et Brev fra Ingeborg sagde mig, at Boye var død [2], følte jeg ret som i een Sum Deres Sorg og Savn; jeg tænkte paa Deres Hjem, tænkte ogsaa paa den trofaste Jomfru Günther [3], der med ærligt Hjerte i Aaringer er voxet fast til dette Hjem; tryk hendes Haand fra mig! Der skeer i Verden saa meget Tungt; næsten altfor Tungt; men lad os ikke slippe Troen paa, at Gud vil det Bedste! Gud slipper os ikke! Der staaer Dem nær saa Mange, som holde af Dem, De har Børn og Børnebørn, Deres Margrethe [4] har De nær, og hun eier et lykkeligt Hjem; hold Dem med Deres Tanke, naar De kan det, til, hvad Godt her endnu er tilbage! Selv i Erindringerne om dem, der gik fra os til Gud, ligger der en Velsignelse; de bedste, lyse Timer have vi i os, som vi gjennem Evigheden ville beholde dem. - - Det var først i de sidste Aar ved Boyes venlige Stemning mod mig, ved hans, den ældre Digters, Erkjendelse af mig, den Yngre, jeg ligesom kom ham lidt nærmere; men fra de korte Timer, vi mødtes og udtalte os, har jeg en Aandens Deel tilbage, og hvad maae da ikke hans Nærmeste, hvad maa ikke D e, der med Deres hele Sjæl omfattede ham i Kjærlighed, eie og kunne leve med, indtil Mødets deilige Tid kommer! Gud, som tog, vil give, og give Dem den bedste Trøst! Fra h a m, som nu er i sin nye Tilværelse, er der i Verden en Sæd af Tanker tilbage; de ere fra hans Taler gaaede ind i Manges Hjerter, de spire i hans Psalmer og leve i hans Digterværker. Dog, Jordens Roes er ham nu for ringe! En stor Skjald har sagt ved en døende Digters Leie, da man udbrød der: “Hvor glad maa hans Tanke ikke se tilbage paa hans jordiske Berømmelse!”: “Hvad troe I, at Svanen, der flyver mod Solen, bryder sig om den lille Skygge af dens Vingeslag, der som Tegn paa den viser sig paa de smaa Bølger!” Den Bortdragne har her i Gud ærligt virket, hans Tanke var imod Lyset, han drager ind i; lad ikke Sorgen naae for bittert op til ham! Vorherre trøste Dem og Deres

Af hele mit Hjerte
Deres deeltagende Ven
H.C. A n d e r s e n.



Brev nr. 362. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Silkeborg den 8 August 1853.

Kjære Ingemann!

Nu er jeg da her tilbage igjen [2] og har allerede et Par Dage været her; vel er jeg kun sex Mile fra Aarhuus, hvor Choleraen er temmelig stærk [3], men jeg er i et Hjem, hvor Alt endnu synes sundt og hvor man, om noget indtræffer, kjærligt vilde sørge for mig. - Jeg maatte indløse mit Løvte at komme til Glorup [4] og blive der Sølvbryllups-Dagen, ellers havde jeg ikke, under nuværende Omstændigheder taget derover; jeg gik igjen i de gamle store Lindealeer hvor jeg har før gjennemtænkt mangen Digtning, jeg saae igjen Gaard og Skove, blev hjerteligt og vel modtaget og behandlet, men jeg var der ikke - i min gamle Stemning, Aviser og Breve fyldte mig med Angest og Uro, fire Dødsfald [5] i min kjøbenhavnske Omgangskreds, laae mig tungt i Tanke. Festen selv paa Glorup [6] var meget smuk, De har læst om den i Berlings tidende [7]. Svindingekirke var heelt oppudset, brogede Vindues Ruder anbragte, udskaarne Stole, en Altertavle efter Correggios Nat [8] og et meget godt Orgel, med tilhørende Organist [9] var af Greven givet til Menigheden. Omtrent 1500 Bønder vare indbudne paa Gaarden hvor de bleve beværtede og dandsede til ud paa Natten; Haven var illumineret, Alt gik lysteligt, men just i denne Fornøielses-Ruus, følte jeg mig saa uhyggelig [10], min Tanke var i Kjøbenhavn, hvor Døden gik fra Huus til Huus, jeg tænkte saa levende paa mine Kjære, at jeg kom til at græde derved; det er saa sælsomt at skilles pludseligt, skilles med Graven imellem sig. - Senere kom der en forunderlig Angest [11] over mig, jeg længtes efter at komme bort, og da min Læge [12] paa det bestemteste paalagde mig, at jeg ikke maatte komme til Kjøbenhavn, bestemte jeg mig til igjen at gaae til Silkeborg hvor jeg er velkommen. I een af disse blide, og dog angestfulde Stemninger, med Tanken mellem Graven og Gud skrev jeg denne lille Psalmesang [13].


#

Som Bladet der fra Træet falder,
Saa er mit Jordliv, ikke meer!
Jeg er bereedt naar Du mig kalder,
Gud, Du, som heelt mit Hjerte seer,
Veed al min Brøst, hvad i mig boer,
Og min Fortrøstning dog saa stor.

#

Gjør Smerten kort i min Forvandling,
Forund mig Barnets hele Mod,
Du dømme Tanke, dømme Handling
I Naade kjærlig, fader god.
Ryst bort min Angst! kun dig jeg see!
I Jesu-Navn, din Villie skee!

______________

Et Par Dage har jeg nu været her paa Silkeborg, ganske gode Breve har jeg faaet, Sindet er mere elastisk, men det er dog endnu en tung Prøvelsens Tid, man veed ikke naar man skriver ind til Byen, om det er en Levende eller en Død man skriver til. Hertugen af W e i m a r, den nu regjerende [14], skrev mig nyligt til og bad mig komme til sig, i denne Sygdoms Tid, men jeg kan ikke, saaledes som Tingene staae, reise saa langt bort, det er slemt nok paa Silkeborg at maatte fra Mandag til Torsdag vente paa Breve og Aviser. Frøken Jette Wulff, der boede med sin Broder [15] i Clasens Have [16] har der været stærkt angrebet af Cholera [17], men blev dog frelst og Broderen har sendt hende til Kiel hvor hun mødte sin Søster og Svoger, Conferensraad Kock, der vilde hjem efter en Badereise, men nu ere de Alle blevne i Düsternbrock ved Kiel; hun beskriver det Anfald hun havde af Sygdommen, som ganske græsseligt, især den forfærdelig[e] Dødsfrygt, der nok altid følger med. - Det tyder imidlertid nu paa at Sygdommen, i Kjøbenhavn, vil tage af, gid det samme var Tilfældet i Aarhuus; det er en værre Tid, end Krigens, thi Krig har et Opsving, den har Begeistring og Seier, Cholera derimod er en giftvaad Flagermuus der qvæler sit Offer. -

Silkeborg den 9 August 1853.

Igaar aftes efter at have skrevet Ovenstaaende, var jeg udenfor Silkeborg og saae en Beriddertrup der gjorde deres Kunster, der kunde jeg have kommet ret afsted. Der var en stor Buldogg der gjorde Kunster; som jeg sad i al Rolighed og saae paa Riden og Springen, føler jeg Nogen bag ved knibe mig i Benet, jeg vendte mig om og saa er det Bulldoggen der, udenfra, er krøbet ind mellem Tilskuerne og netop har udsøgt mit ene Been til at bide i, heldigviis var det bag i Støvlen, men Trykket af hans Tænder sees dog ind i mit Skind, uden at der gik Hul, men at jeg blev heed veed det, og nu har det at lade min Phantasie pine mig med, finder De vel i sin Orden, som De kjender mig; de Andre her lee af min Angest for saa lidt. - Hils nu paa det hjerteligste Deres Kjære Kone og hver som venligst huske mig i Sorø. - Der kommer nu snart i Skole, den nys confirmerede Harald Moltke-Hvidtfeldt [18], han skal i Huset hos Lærer Hansen [19]. Ingerslev [20] var saa venlig at besøge mig da jeg var paa Glorup; seer de ham, da siig at Digtet “Liden Rigmor” [21], som han spurgte om, kan han see en Afskrift af hos Frøken Thabitta Plum [22].
Lev frisk og glad! Deres trofast hengivne

H.C. Andersen.



Brev nr. 363. Fra J.P.E. Hartmann til HCA.[1]  

Til
Digteren Hr: Professor H.C. Andersen
Ridder af Dannebroge
pp.
addr. Hr: Fabrikør Drewsen
Silkeborg

Strandveien d: 20 Aug: 1853.

Jeg er næsten misfornøiet med, dyrebare Ven, at Thora [2] nyligt har forelæst mig sit Brev til Dig; thi jeg seer deraf, at hun aldeles har opbrugt den Tarvelighed af historiskt Stof, som Tiden tilbyder, skjønt Gud veed, at der i Grunden kun er eet Stof at nævne, thi al vor Tanke er desværre i Sprøiten. Ikke desto mindre, og for at Du om muligt ikke skal have Ret i at jeg aldrig svarer før det er bagefter - om end et tilbagegaaende Brevs pecuniaire Byrder denne Gang ikke skulde være slet saa ubehagelige som sidst - vil jeg dog ikke opsætte at skrive Dig til, selv om jeg intet andet Væsenligt har at sige Dig, end en hjertelig Tak for dit velsignede, kjærlige brev [3]. - For at frappere Dig havde jeg egenlig bestemt at svare strax den første Dag jeg havde faaet Dit Brev, og gik i den Anledning om med den Vittighed, at jeg af Forundring over mig selv maatte føle paa min hule Tand, ligesom Jeppe [4] for at erfare, om det virkelig er Jeg. Nu passer dette ikke mere, skjønt de Andre have været ondskabsfulde nok til at paastaae, at jeg godt kunde bruge den fulde 8 Dage efter at have faaet Dit Brev. - Jeg kan godt tænke mig, hvor behageligt et Ophold et Sted som Silkeborg maa frembyde, og jeg vil ogsaa raade Dig at blive der saa længe der er godt at være, og indtil Epidemien er ganske ophørt i Kjøbenhavn, skjønt den Gud være lovet nu er saaledes aftaget der, at den næsten ikke mere kan kaldes en Epidemi. Du kan ikke forestille Dig den Følelse af Nedtrykthed i Sindet - ikke at tale om legemligt Ildebefindende - som man havde ved i den værste Tid at komme til Kjøbenhavn, og den Masse af sørgelige og forstemmende Indtryk, som mødte Øiet ved hvert Skridt, man gjorde derinde. Vi har forøvrigt holdt os saa meget herude paa Strandveien, som mine og Gades Forretninger tillade. Her og i vor nærmeste Omegn har vi været frie for Sygdom. Ogsaa Quæsthuusgaden har været forskaanet, skjønt man i en lang Tid nærede Frygt for at Kaserne[n] [5], som er stærkt overfyldt, skulde blive et Brændpunkt for Sygdommens Udbredelse i Nabolaget. I den værste Tid var vi et Par Dage i Roeskilde; men der var ikke meget bedre, da ogsaa der enkelte Tilfælde forekom, som satte Skræk i Folk. Desuden var Byen overfyldt af Kjøbenhavnere, som søgte Tilflugt og Recreation der nogle Dage; men efter min Erfaring gjør man bedre i at blive hvor man er, naar man ikke kan blive reent borte, da det ellers er saa meget værre naar man kommer tilbage og skal til at climatisere sig paany. Angaaende vore fælleds Venners Befindende behøver jeg vel ikke videre at underrette, da Du rimeligviis jevnligt hører fra Collins. Eduard talte jeg med for faae Dage siden. Han og hans Kone og Børnene ere raske og have lykkeligt overstaaet al den Skræk og Sorg, som de har gjennemgaaet. Stakkels Hornemann og hans Kone har havt en sørgelig Tid [6], iblandt vore nærmeste Bekjendte den sørgeligste af Alle; men selv har de dog staaet sig. - Du har Følelser i Maven? Du drikker Portviin? Du kan ikke bestille Noget? tout comme chez nous! Dog maa jeg angaaende det sidste Punkt sige, at jeg rigtignok har lavet eet og andet Smaat, hvoraf Noget duer lidt, noget ikke; jeg har ellers læst en Deel i Sommer, baade Dansk og Tydsk, for Heelstatens Skyld; Goethes “aus meinem Leben” [7] har beskjæftiget mig meget. - Gade, jeg og Erslev [8] - han boer her paa Landet paa Siden af os - har ogsaa i Sommer gjort en Deel Musik for Claveer, Violin og Violoncel, med Accompagnement af tre knurrende Maver. - Her har Du nu Noget “aus meinem Leben”; det er grumme fattigt, men man maa i alt Fald takke Gud, at man endnu har et “Leben” at give Noget af; tag altsaa til Takke med det kjedelige Brev! Det smager dog altid af Fugl, det skal sige, det er velmeent, saa velmeent, som et Brev fra mig til Dig altid maa være, selvom det er nok saa lidt maarsomt. - Lev nu vel kjære, trofaste Ven, en kjærlig Hilsen fra alle Rollingerne og hele Husets Beboere. Gid det snart ikke længere maatte være det Bedste Du kan gjøre, at blive borte herfra, og gid vi da Alle maatte samles glade.

Din I:P:E:Hartmann

[I marginen på s. 3:] Din venlige Vært, min gamle Bekjendt og Skolekammerrat [9], beder jeg Dig bringe min Hilsen.



Brev nr. 364. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 21 januar 1854.

Kjære trofaste Ven!

I det nye Aar har jeg endnu ikke talt med Dem, det vil sige gjennem Brev været hos Dem og Deres Kone, med Tanken derimod er jeg en stadig Gjæst, nu er jeg her lidt synligere. I Julen skulde jeg have været til Bregentved [2], men tidligere modtagne Indbydelser her i Byen bandt mig til den; ganske festligt smukt var der Juleaften hos Landgrevens [3] hvor jeg var nogle Timer til de smukke Tableaux; jeg havde leveret Versene [4] til disse, men Billederne selv vare det Væsentlige. Der var saaledes blandt andre: Juleglæde af Thorvaldsen [5], den unge Prindsese fra Preusen [6] var deri een af de musicerende Engle og saae nydelig ud; en Datter af Moltke-Nütschau [7] var den øverste Figur i dette bekjendte Billede og complet deilig; der var ogsaa en nydelig Blomsterbouquet efter Granvilles bekjendte besjælede Blomster [8]. Frøken Moltke til Espe [9] var Rosen, Frøken Bille [10] Gaaseurten, Prindsessen af Hessen [10] Forglem mig ei, og Frøken Tutein [11] Stedmoderblomsten, det var uendeligt smukt og yndigt. Nytaarsaften tilbragte jeg ganske hos Collins hvor jeg havde lavet for Børnene en rimet Comedie “T r u t[h]” [12], der var saa kort og vandt saa stort Behag at hele Publicum, da Stykket var ude raabte Dacapo! og saa blev den strax heelt spillet om igjen. Er det ikke at gjøre Lykke!!! - Siden har jeg derimod levet saa temmeligt for Tandpine [13], alle muelige Smertens Symphonier, Chor i alle Tænder og Solo i een bestemt Tand har været min natlige Underholdning, nu synes det imidlertid - det være sagt og skrevet i en god Tid - at Concerten er forbi. - I forgaars læste jeg “M i n o n a” [14], jeg havde hørt saa haarde, strænge Domme om denne Bog [15], at jeg gik til den i det faste Forsæt at dersom - hvad jeg troede - man gjorde Forfatterinden stor Uret vilde jeg være hendes Ridder, jeg vilde fremhæve det Smukke og Gode i Bogen, eller idet mindste mundtligt udtale mig for hende; jeg læste, og i de første Ark var jeg endnu i samme Stemning - men senere - ja, har De læst den Bog? Hun maa jo være syg [,] Forfatterinden! Det var at ønske for hende og for Literaturen at den ikke var skrevet; det er som jeg havde grebet om en stærk duftende giftig Vandplante og nu jeg heel har den i Haanden, opløser sig der slimet og ækel! Hvor er det mueligt at en ung Pige kan fortabe sig i disse Tanker? Eller er hun i Reenhedens Tjeneste vandret hen mod en Sump for let at svæve hen over den pegende paa Dyndets Magt, hun er da blevet siddende i den. - Jeg gaaer ind paa at det kunde skee at Broder og Søster, der vare skildte, mødtes og forelskede sig i hinanden, men det er da mod Naturen, det er en Ulykke, og denne tør vel skildres, men her bliver Kjærligheden dyrisk, og Kjærlighed mellem Mand og Qvinde, - det veed jeg selv - den er i sin Opflammen reen - den er idet mindste ubevidst det sandselige Element; men her, er Minona et hysterisk, ulykkelig Fruentimmer og den Hengivelse tilsidst i Kristus, den er falsk, hun griber til ham, for dog at have Noget at gribe til, saaledes kommer ikke Naaden -! Det er for let at blive salig. - Jeg er her til aldeles uenig med Forfatterinden og forkaster Bogen, men siden opirrer hun mig, thi naar Minona er død bliver selv Gouvernanten, som jeg troede skikkelig, lige saa dyrisk vild. - Tyra er en Frøken med Barn, hendes Søster er det ogsaa, selv det skikkelige Præstebarn skal drages ind i denne hysteriske St Veits Dands, Præsten er et Syndens Barn, Viggo er det - ja vi ere alle Syndere paa forskjellig Maade, - men her ere de det alle i eet, i een Sandselighedens Struddel - hvor er det mueligt at en ung Pige - reen og uskyldig, som jeg troer Forfatterinden er, kan leve, tænke, skrive og læse Correctur paa Noget i en Grad, som dette; Bogen har afficeret mig! skriv mig Deres Mening om den; De har vel læst den? -
Et modsat, smukt poetisk Indtryk havde jeg i Dag; Bournonville indbød mig at see den sidste Prøve af hans nye Ballet; det var paa Dandseskolen, hvor Alle bevægede sig i de dagligdags Dandseskole-Klæder, alle Reqvisitter manglede, een Violin var hele Orchesteret og dog følte jeg mig i høi Grad grebet ved den herlige Musik, - første og tredie Act er af Gade, anden Act af Hartmann, - og af den geniale poetiske Digtning; den Ballet maa gjøre stor Virkning og bliver ypperlig udført. Navnet for den er: Et Folkesagn [16]; jeg skrev strax paa Stedet, før jeg gik, det Par Ord til Bournonville

“Et Folkesagn igjennem Slægter lever,
Det i sig selv har Magt mod Tidens Haand,
Dit Folkesagn til Skjønheds Digt sig hæver,
Det lever ved sin Poesi og Aand!”

Det nye Stykke af Herz: et Offer [17], er saare interessant, vel nærmer det sig ligesaameget Novellen, som Dramaet, men det bliver, i alle Roller, ganske mesterligt udført, om Fru Heiberg [18] hører jeg at Meningerne ere deelte, det kan jeg ikke forstaae, jeg finder hende udmærket og i den Scene hvor hun gaaer bort for sidste Gang at l[æse] Elskerens Breve, viser hun en Sandhed, en s[aa] gribende Inderlighed, at man kunde gaae hen til [dette] Stykke alene for at see denne Scene. -
Af Byens Nyt kan maaskee interessere{r} Dem, da De jo kjender alle Etatsraad Hauchs [19] Børn, den ældste af [Dø]ttrene [20] er i disse Dage blevet forlovet med en Sø[n] af Conferensraad K o c k, den næst ældste Søn, Peter [21], han er Student. - Det var en sørgelig Historie med Bergsøe [22], den Ulykkelige maa da være blevet gal om Natten.
Hvad mon Vaaren bringer? Det seer tungt og truende ud [23]; hvor det dog er tungt at være en lille Nation! der er ikke andet for, end at føle [sig] stor og holde sig til vor Herre! Faae vi imidlertid Fred og gode Dage, da reiser jeg til München, tager lidt omkring i Tyrol, men Sorø bliver dog det første Sted jeg besøger, nu regner der ikke meer derude og der er kommet Hul paa Posen, Vei over Søen, Landevei ud i den vide Verden, som det skal og maa være; det “at være lukket i for”, kan gjøre mig syg, jeg taaler ikke engang at en Klap i Theatret slaaes for den Bænk hvor jeg sidder. -
Men nu lev hjertelig vel, glæd mig snart med et Brev, jeg længes! tusinde kjærlige Hilsener til Deres Kone og bring ogsaa de Venner jeg maaskee har i Deres By min venlige Hilsen.

Deres inderligt hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Til
Hr Etatsraad, Professor
B. S. I n g e m a n n
Ridder af flere Ordener
i
S o r ø.



Brev nr. 365. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Wilhelmsthal ved Eisenach
den 30 juni 1854.

Kjære, kjære Ingemann!

Fra Wilhelmsthal, tæt under det gamle Wartburg, Luthers Asyl, flyver min Brevdue til Dem i Sorø-Skove, snart, om Gud vil, haaber jeg at komme der selv. I to Maaneder har jeg nu været paa Reiseflugt med een af Collins Dattersønner, hvem jeg engang i Theatret viiste Dem, som Een der ganske levede og drømte i Deres Skildringer og Gjengivelse af Middelalderen, nu er han blevet en stor Student og jeg har i Virkeligheden viist ham Ridderborge og store Minder fra Fortiden. Vi have besøgt Dresdens Madonna [2], været ved Tycho Brahes Grav [3], levet i Keiser Staden ved Donau [4] og derpaa gjennem Steiermark, med Damp over Skove og igjennem Bjerge naaet Triest. Vi saae det, som fra en Ballon [5], da vi paa Bjerghøiden, ved Solnedgang nærmede os det gamle Illyriens Hovedstad. Alle Gader, belyste med Gas, skinnede i Ildconturer og Adriaterhavet bredte sig ud saa blaat og stort. I Venedig leed jeg slemt af den brændende Scirocco [6] og Byen selv er og bliver mig som et Vrag i Havet [7]; her traf jeg iøvrigt Marstrand med Kone [8] og flere Danske. Da jeg siden en Morgen i Verona vaagnede, var jeg stukket paa Kinden [9] og to Steder paa Halsen, jeg troede af Myg, men det maa have været endnu giftigere Dyr, thi det svulmede smerteligt op og paa Reisen over Garda-Søen og gjennem hele Tyrol i otte Dage tog det til, saa jeg fik stærk Vunde-Feber [10] og kom høist lidende til München, hvor Kongens [11] Læge, Geheimeraad Gietl strax tog mig i Cuur, og i en heel Uge maatte jeg Nat og Dag have varme Omslag og leed meget; Kongen indbød mig at komme til sig paa det deilige Hohenschvangau [12], men først efter en otte a 9 Dages Ophold i München vovede jeg mig derhen og blev saa uendelig hjertelig og smukt modtaget, en Hofvogn hentede mig i Füssen, jeg boede paa Hohenschvangau, fik ved Taffelet Plads ved Kongen og Dronningen [13] og med Kongen selv kjørte jeg en Tour paa flere Timer ind i det østeriske Tyrol, da var der ingen Spørgen om Pas, der er mig saa plagende, der var saare deiligt og Kongen, der havde læst: “Das Mährchen meines Lebens” talte meget om min Barndom, om min Udvikling og de forskjellige Mennesker jeg havde været sammen med. Hun [dvs. Han] var saa deeltagende og det forekom mig selv, som et Capitel i et Eventyr, at jeg den fattige Skomagers Søn, fløi der over Bjergene, ved en Konges Side. Dronningen er meget smuk og var saa ædel og elskværdig. Med en stor haandfuld Alperoser fløi jeg derfra. Besøgte det gamle Nyrnberg, var et Par Dage i mit kjære Weimar, og da Storhertugen denne Tid boer ved Eisenach paa Slottet Wilhelmsthal [14] tog jeg i forgaars her hen, og kom og fandt en Modtagelse, som jeg faaer den i Sorø i det kjære Huus ved Søen. I Dag besøger jeg med Hertugen Wartburg [15] og seer hvor betydeligt det er gaaet frem med dets Fornyelse. -
I dette Øieblik kaldes jeg til en Kjøretour, Brevet maa afsted! Lev vel! Kjærlige og hjertelige Hilsener til Deres Kone, Swanes og Enhver, som venlig erindrer

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen



Brev nr. 366. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn den 13 October 1854.

Min kjære søsterlige Veninde!

saa nær her ved og dog saa langt borte! i den Tid jeg ikke har seet Dem kunde De og jeg have været i Italien, eller paa anden stor Reise og dog ligger der kun nogle Gader, Voldgraven og et Par fæle Grøfter mellem os! De er saa tidt i min Tanke, og kommer der oftere og inderligere jo længere Tid der gaaer hen, thi om vi mødes eller ikke mødes, De er dog “Søsteren”, De har for alle Tider Deres Plads i Hjertet. Men hvor kan jeg forlange at De skal troe og vide det, naar De aldrig hører fra mig, og derfor er det ogsaa at jeg tager over tvers i Dag og skriver uagtet jeg er udaset af at skrive, uendelig træt af at arbeide.
Jeg har det med min Virksomhed, saa forunderligt i stødetal, som man kalder det, jeg kan slæntre hen hele Maaneder, det er en Hvile eller om man vil en Søvn, i hvilke det gaaer med de aandelige Børn, som med de legemlige, de voxe i Søvnen, med Eet faaer jeg da travlt, som galt det Livet, som havde jeg kun Timer tilbage hvori Alt skulde være færdigt og da næsten kan jeg ødelægge Legemet; saaledes har jeg det i de sidste sex a otte Uger, jeg troer at jeg i hele Aaringer ikke har bestilt saa meget, og i al den Tid har mit Sind været tungt, tidt sygeligt! - Jeg kan nu begynde at see Ende paa Arbeidet og i samme Øieblik skyde nye Ideer og Tanker frem og saa river Strømmen mig med. Min Biographie [2], var paa Tydsk og Engelsk kun en Skizze, nu er den noget Betydeligere, den er “et Menneskeliv”, jo mere den under Nedskrivningen har rundet sig og faaet en forøget Betydning for mig, jo ivrigere bliver jeg i at slette ud, føie til, afrunde, jeg synes aldrig at kunne blive færdig dermed, altid kommer jeg tilbage igjen og saaledes opsluges Dagene for mig; dertil kommer at jeg har for et stort dramatisk Arbeide; jeg har af Mosenthal faaet foræret hans original Manuskript til “Der Sonnwennhoff” [3], længe har ikke noget dramatisk Stykke interesseret mig som dette, det er i fem Acter, de tre har jeg alt oversat eller gjengivet - det hører hjemme paa vort “Kongelige Theater”, men jeg holder ikke af at have med dem der at gjøre og jeg - giver Casino det - men for at det kan bæres der, maa jeg lægge Musik deri, digte Sangnummere, det gaaer godt, men jeg er opfyldt deraf - ikke tidt kommer jeg i Theatret, Ingen Mennesker besøger jeg uden de bestemte Dage, jeg spiser ude til Middag, Correctur har jeg paa de samlede Skrifter - et lille versificeret Arbeide har jeg desuden oversat for at gjøre en Mand en Tjeneste [4] og - Tiden flyver, men under denne Flugt flyver ogsaa Tanken saa tidt til Dem og til Deres Broder og da kan jeg næsten blive sørgmodig, naar jeg da faaer den Tanke, “De veed slet ikke hvor kjær Du har dem, hvor inderligt Du usynligt er hos dem!”; og saa er det mig en Nødvendighed i Dag at skrive, flyve paa Solskinnet til det Hjem De finder saa smukt og jeg saa inderligt ønskede De forlod, deels for at jeg kunde have Dem lidt nærmere, deels for at De og Deres Broder kunde komme længer bort fra “Dødshuset” der ude ved den cholera-vandede Grøft, hvor Døden tager Fodbad og stænker Sygdoms-Draaber ud til alle Sider og Kanter [5]. - Nu falder dog Løvet, nu bliver der koldt i det sprukne Sommerhuus hvor De boer; det staaer for mig der ved Grøften, som et gammelt Catheder og det er som var De mig der i en Drakisteskuffe, kom snart inden for Volden, her er lunere, friskere og De er nærmere de Hjerter som slaae varmt og trofast for Dem.

med broderligt Sind H. C. Andersen.



Brev nr. 367. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn Tirsdagaften den 28 Nov 1854.

Kjære velsignede søsterlige Veninde!

i denne Aften, for faae Øieblikke siden fik jeg Deres hjertefulde, kjære Brev [2], jeg kom netop hjem fra det kongelige Theater, hvor jeg nu i over 14 Dage ikke har været, fordi jeg har været syg, det vil sige forkjølet og lidende, især af nerveus Hovedpine, som jeg før aldrig har kjendt det, jeg nedskriver dette: ikke i 14 Dages-Aftener været i Theatret, min Klub, saa vil De forstaae at jeg har været syg. At jeg er gaaet ud enkelte Tider paa Dagen i disse Sygdoms Uger, ligger i sin Personlighed, jeg gaaer vist ud, til den Dag jeg døer, det er altfor skrækkeligt at lukkes inde, især bindes til Sengen naar man endnu kan bæres af sine Been, min Gaaen ud, er intet Beviis paa Velbefindende. - Jeg saae altsaa Hertzs Stykke [3], som interesserede mig ved det Psycologiske, af Sligt er altid noget Dygtigt i hans Arbeider, første Gang maa de, for en Digter især, have Interesse, det mærkværdige Efterlignings Talent der egentligt er Hertzs Særkjende, fra Gjengangerbrevene hvor han talte os efter Baggesen, Svend Dyrings Huus hvor han sang efter Kjæmpeviserne og nu denne Gang, denne Skriven Comedie efter Goldoni [4], er godt og interessant afcopieret, Bladene ere jo ganske i Henrykkelse, jeg kan kun naae op til at finde det som sagt: ret interessant; imidlertid satte Stykket mig i en veemodig Stemning, i en Liden, jeg oftere kommer i, nu den senere Tid, det, at være alene i Verden, og hvad jeg egentligt savner - sætte dette ud for Dem vilde føre for langt - nok jeg var underlig blød, havde den Fornemmelse, jeg just i dette Efteraar har lidt under - Ingen holde ret af mig, og hvorfor skulde de, Alle have sig selv eller deres Interesse!, da slaaer Stemningen hos mig over, sædvanlig i en Helden over til Gud, min eneste, min trofaste og Bedste og da jeg gik hjem, sagde jeg, Mange vil kalde det barnagtigt - men det er nu min Natur - jeg trænger til Trøst - giv mig den! und mig en Glæde, snart, endnu iaften -! og i det jeg kom hjem fik jeg Deres kjærlige, søsterlige Brev, der gjorde mig saa godt, kom som en Solstraale, som den jeg bad om! - hvor underligt at vi er hinanden saa nær og dog saa sjældent sees, hvor underligt at jeg ikke flyver ud til Dem, jeg kan ikke selv forstaae det - jeg trænger til milde Øine, til kjærlig Deeltagelse, til at see Mennesker jeg veed holder af mig og tillige med venligt Sind bærer lidt over med mine Svagheder, ikke oversee mine maaskee ædleste og bedste Følelser, ikke lege med det Væld af Inderlighed, jeg tidt i Verden vist kaster bort paa Mennesker der ikke see i det meest friske Væld mere end i ethvert andet Afløb. - Historierne [5] De skriver om skal jeg imorgen tage Afskrift af og sende Dem, men jeg vil ikke at det skal vare saa længe til De hører fra mig og derfor skriver jeg strax iaften at dette lille Brev i den tidlige Formiddag kan flyve ud til Deres kolde Huus hvor Vindene boe, men hvor Søster og Broder dog gjør det hyggeligt og godt.

Deres trofast broderligt sindede
H. C. Andersen.



Brev nr. 368. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn 16 Februar 1855

Min kjære trofaste Veninde!

For en halv Time siden var jeg netop i to Minutter gaaet fra min Stue ned til Verten paa første Sal for at betale en Regning, øieblikkelig kom jeg tilbage, men i de faae Minutter havde netop Deres Broder været hos mig, hans Kort sat i Døren; hvor det piinte mig! jeg havde saa gjerne seet ham, talt med ham, hørt lidt om Dem og ham; strax efter bankede det, og Postbudet bragte mig Deres kjære Brev [2], jeg fik da altsaa at høre og vide ude fra “Vinterhaven”. Tak derfor! - Ja jeg gaaer ud, lidt, men det vil jeg vist lige til jeg gaaer reent ud af Verden, det er mig umueligt at sidde ene hjemme i et eensomt Hjem, men rask er jeg langt fra, det er nu paa tredie Uge jeg er lidende. - De varme Omslag have fremkaldt flere “Smaahistorier”, der pine mig ligesaa meget som den egentlige “Ophavsgrunds” [3], og nu da jeg er ængstelig og har en brillant Phantasie ogsaa naar det gjælder at pine mig selv, saa bliver hver indre mindre behagelig Fornemmelse, eller rettere hver ny Fornemmelse, udenpaa og indeni, strax til Begyndelsen af en ny Jobsiade [4]. - Jeg bilder mig nu ind at det er Cholera der er blevet , overset i en anden SygdomsArt og søger en Slags Trøst i den Fortælling at “saa mange Andre feiler det samme!” - Forleden fik jeg fra Berlin fra een mig ukjendt ung Forfatter, Hr Schmidt, der kalder sig min Discippel, en Børnebog; “Herder som Barn og ungt Menneske,” [5] den er ganske fortræffelig, jeg har nu laant den til Mathilde Ørsted, jeg vil ønske at hun oversatte den til næste Juul. - “Prindsessen af Taranto” [6], har jeg endnu ikke seet, der siges at dette Stykke er skrevet af “Carl Bernhard”. - Fra Hauch fik jeg forleden hans “Eventyr i Ørkenen” [7], den anden Act synes mig særdeles smuk og dramatisk. - Naar vi sees maa De give mig nogle Notitser til Reisen fra Genua over Spezia, jeg har stort Mod paa denne Fart og Hvilen der, om jeg lever og endnu engang seer “Blaa Bjerge i Solskin”. - Alt ligger med Snee og Iis ogsaa udenfor mine Vinduer og kommer jeg udenfor, da slaar Vinden som skarpe Flammer omkring mig saa Taarene løbe mig ned af Kinderne. Min Vert, Capitain Anholm kom iforgaars hjem, over Land, fra Norge, hvor hans Fartøi ligger frosset inde [8], han er reist paa aaben Karre fra Christiania her ned, det er 75 Mile og da der ikke er faldet Snee i Sverrig kunde der ikke bruges Slæde; han beskriver Reisen som noget ganske græsseligt; Øienhaarene frøs sammen paa dem, og Vinden var skarp som om den flaaede Huden af. - Det er imidlertid nok ligesaa koldt i Paris og i de fleste tydske Lande! - I Aftes fik jeg første Gang Trang og Lyst til at skrive igjen Noget, et lille Stykke om “Kartofler” [9]; ja det er slet ikke just for den landoeconomiske Tidende, men dog læseligt, naar dette Brev nu er sluttet tager jeg fat, De skal snart faae det at læse, hvis jeg selv synes derom; en anden lille Historie er i Anmarsch, den kom med Kartoflerne og handler om - ja bliv ikke forskrækket, Navnet og Stedet er ikke for et Frøken-Buur, det er nemligt en Historie fra “Skraldemandens Vogn!” [10] Jeg saae nemlig, kort før Sneen faldt, en Vogn med hvad Byens Bøtter og Fjerdinger [11] kan levere, den kjørte under Skralde-Musik, fra Huus til Huus; et Grantræ, endnu friskt og med enkelte Guld Stumper der flaggrede var smidt ud og nu af Skraldemanden plantet bag i Vogn-Dyngen. Folk loe af hans Vittighed, jeg - ja jeg blev veemodig, saae en Alvors-Vignet for Verden i denne Sammenstilling; nu maaskee kommer der en Historie derom. Lev vel! hils den kjære Broder og tak ham for Besøget, selv vær velsignet for Brevet.

Deres broderlige Ven H. C. Andersen.



Brev nr. 369. Fra Chr. Høegh-Guldberg til HCA.[1]  

Frederiksberg By i Juni [dvs. Juli] 1855.

Hr. Professor Hans Christian Andersen!

Naar jeg herved bringer Dem min hjertelige Tak for det mig tilstillede Exemplar af Deres “Mit Livs Eventyr”, som jeg har læst og atter læst med ligesaamegen Nydelse som jeg gjennemfølt Interesse for Dem, - er det dog med den fulde Bevidsthed om det ringe Værd, en saa ubetydelig Erkjendelse, som min, kan have i en Mands Øine, der kjender det store Værd af de langt høiere, fyldestgjørende Erkjendelser, der ere blevne Dem til Deel.
Misforstaa ei denne Yttring, saavist som den kun har sin Rod i en Selvfølelse, der hvisker til mig: ei engang at synes, som vilde jeg spille Spurven i Tranedands.
De er saa god endnu at mindes en længst forsvunden Tid, da jeg i Deres f ø r s t e, t u n g e   Dage havde Anledning til at t r ø s t e og o p m u n t r e Dem [2]. Ogsaa jeg mindes grant disse Dage, ja, kjære Professor, saa grant, at jeg her vil reentud tilstaae Dem: det endog dybt har smertet mig og Mine, at have i Aaringer maattet betragte os som aldeles glemte, begravede og indskrevne i Deres Gravbog. Dette hændte i disse mit Livs s i d s t e, t u n g e Dage [3], da det ene Stød haardere end det andet syntes at ville nedtrykke os til Jorden, men hvor jeg dog - med inderlig Tak til Ham, Alstyreren hist oppe - skulde erkjende al den T r ø s t og O p m u n t r i n g, som mangt et Vennehjerte d a skænkede os, naar det ligesom Blodet ilede til, hvor Saaret faldt.
Kun Dem saae vi ikke, - slet ikke; - saae ikke de milde, saa ophøiede Øine, der saa ofte havde glædet mig og os, - de Øine, der i hiin forlængst skriinlagte Tid saa uimodstaaeligt havde draget mig til sig. Nei, vi saae Dem ikke, og det var et nyt Saar, Tiden slog, - et Saar, hvorpaa jeg dog aldrig har kunnet lægge det lindrende Plaster; en dyrtkjøbt Menneskekundskab har alvorsfuldt vækket mig! Nei - jeg lod Saaret være og blive aabent; thi det var ikke Excellentsen, som De nu saa f r e m m e d kalder mig, det var Deres nu næsten 77aarige f a d e r l i g e   V e n fra gamle Dage, der var d y b t saaret. Guds Fred!

C.   H ø e g h - G u l d b e r g.



Brev nr. 370. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Den 13. August 1855.

Min inderlig kjære Ven!

Jeg skriver Dem ikke blot disse Linier til for at takke Dem for det venlige Brev, som De sendte mig [2], men ogsaa for at bevidne Dem min Erkjendtlighed for en anden af Deres poetiske Productioner, som jeg ikke ret har talt med Dem om. Jeg læste forgangen Dag, det var netop en deilig Sommerdag, paa hvilke slige Digte gjøre et dobbelt smukt Indtryk, den lille Bog igjennem paany, som De har kaldt Historier [3]; jeg kan ikke nok sige Dem, hvor jeg følte mig tiltalt af flere af de Eventyr og Fortællinger, der her ere samlede. Fornemmelig var det “Aarets Historie”, der denne Gang greb mig. Det var netop saadan en Sommerdag med Solglands og Sommerfugle, hvori man hørte Biernes Surren i Græsset, og hvor for Resten intet Blad bevægede sig, saa man ligesom mærker de hemmelige Aanders Tilstedeværelse og Virksomhed, der væve de grønne Sommertoppe og farve Blomsterne og betragte os med deres blinkende Solblink igjennem Træernes Blade; da læste jeg igjen Deres “Aarets Historie”. Det er et særdeles deiligt Digt, fuldt af Følelse, Fylde og Digterphantasie. Det er netop et af de Eventyr, hvoraf De har skrevet flere, og som jeg sætter allerhøiest, hvori De viser, at der i den dristigste Opfindelse ogsaa ligger den høieste Sandhed. Og saadan skal det være; jo dybere Roden gaaer i Sandhedens Jordbund, des friere og kjækkere kan Toppen vifte mod Skyerne, høit i Luften, baade i Sollys, i Aftenglands og ved Stjerneskjær. De har i dette Digt tillige symbolisk udtalt al den Foraarsglands, Sommerfylde og Efteraarsveemod, der kan ligge i et Menneskeliv. Saadan skal det netop være i dette Slags Digte; noget Lignende har De gjort i Deres “grimme Ælling” og i mange andre af Deres Eventyr, hvori der ligger mere Poesie end i mange, berømte, lange Digte. “Hun duede ikke” og “Ib og lille Christine” ere ogsaa meget smukke Fortællinger; baade Deres milde Menneskehjerte og Deres Humor, hvorved De er i Stand til at lade en Hane eller Høne i en Hønsegaard parodiere den menneskelige Daarskab, saaledes som den gebærder sig baade i store og smaae Kredse, baade i store Selskabssale og i dunkle Kjeldere, ere mig usigelig kjære, hvor jeg finder dem, og man finder dem meget ofte hos Dem. Deres “Mit Livs Eventyr” er, saa vidt jeg har erfaret, læst med megen Interesse; jeg talte netop for et Par Dage siden med Cultusministeren [4] derom, ligeledes med Etatsraad Krieger og flere Andre; de ere Alle enige derom, at det besynderlige Livs-Eventyr, som De deri giver os, gjør et digterisk Indtryk, og da det nu ovenikjøbet har det forud for andre Digte, at det virkelig er oplevet, saa læser man det med dobbelt Fornøielse. Jeg skal ikke negte for Resten, at jeg ofte er bleven forbittret under Læsningen deraf over al den Kulde og persiflerende Malice, vore Landsmænd mod Dem have lagt for Dagen; men, Gud være lovet, Modvægten mangler heller ikke; har der i Deres Liv været megen Skygge, saa har der og været meget Lys deri, og Lysglandsen tiltager med Aarene, det er det Bedste! - I denne Tid har Poesien lidt et stort og uerstatteligt Tab; Atterbom, Forfatteren til “Lycksalighetens Ø” er død [5]; i mine Tanker er dette Værk en af de ypperste Frembringelser i den nyere tid, dybere fra Ideens Side end Alt, hvad Sverrig ellers besidder, og paa mange Steder ogsaa dybt og ypperligt udført. Hans Poesie havde draget mig til ham (thi jeg ansaae ham for Sverrigs største Digter), og vi stode i bestandig Brevvexling. Jeg havde haabet at see ham her i Sommer; men det var anderledes bestemt. Han var en af de Faa, der stode tilbage fra en stor Tid; hans, ligesom Tiecks Død [6] (denne sidste har jeg ogsaa kjendt meget nøie, og jeg turde vel regne ham blandt mine Venner) har gjort Poesiens nærværende Verden trang og øde for mig; jeg føler mig træt, kjed baade af Roes og af Dadel - thi mod mig vare de begge uretfærdige - og længes inderligt efter hiint Poesiens Land, som jeg med Vished veed, vi gaae imøde, og hvor jeg skal finde mine Venner igjen. Der vil ogsaa være en smuk Plads for Dem, Andersen, det kan De stole paa. Lev vel, min elskede Ven! Gid nu dette Brev maatte træffe Dem! Besøg os endelig, naar De kommer hjem!

Deres trofast hengivne
J. C.   H a u c h.



Brev nr. 371. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjøbenhavn 27 December 1855.

Min kjære trofaste Veninde!

Ja, til Julen kom Deres Brev [2], igaar, anden Juledag fik jeg det, efter saa lang urolig Venten! Gud skee Lov at De er karsk og glad, har Solskin, mild Sø-Brise og duftende Blomster! jeg seer det Alt saa tydeligt, medens her hjemme er et Søle, en Regnskylle, eller som det kaldes: “deiligt mildt Veir!” - her er rædsomt! een Dag have vi 12 Graders Kulde, saa Hænderne revne derved, en anden Dag aander man umaalelig Taage, Alle gaae og hoste og hive; jeg er Dag ud og ind forkjølet! Lykkeligt, at De er i et bedre Climat! men De har ogsaa prøvet Deres Deel, den rædsomme lange Søreise i en Træskoe, og dertil søsyg! - Aand nu ret!, tuml Dem! tryk den kjære Broder Christians Hænder og bring ham min varmeste, hjerteligste Hilsen! han er rigtig nok en god, velsignet Broder! Jeg var igaar hos Kocks, vi talte meget om Dem og ham; der traf jeg Fru Kerr [3], som jeg synes godt om og hendes nydelige Datter [4]; hun synes mig nu mere vel og jeg har mødt dem fornylig i Selskab om Aftenen hvor hun var ganske livlig. I Schweitz vare vi i Luzern sammen uden at vide det og uden at mødes. Imorgen er det Hennys [5] Fødselsdag og i den Anledning er jeg der til Middag sammen med den kjære Worsaa, som bestandig er den samme leende Elskværdighed; siden jeg fik Deres Brev har jeg ikke mødt Grimur [6], men naar det skeer skal jeg bringe ham Deres Hilsen, som vil glæde ham. - Fru Ørsted og Mathilde sender Dem glædelig Hilsen til det nye Aar! - Et Brev jeg fik til Dem fra Frøken Bremer [7] har jeg, for otte Dage siden afleveret til Deres Søster, men rimeligviis faaer De det først med denne Brev Pakke. Den Fru Melchior [8], De nok traf i Italien, og som skal have været en mageløs godgjørende Kone, er død i disse Dage. Nyt er her ellers intet at meddele! De spørger om min nye Roman [9] og vil vide lidt om den! ja, jeg samler endnu til den! med Poesi, veed De nok, gaaer det ikke, som Abildgaard sagde til Øehlenschlæger: “ja vi Malere maa gjøre Studier, samle og tænke! Digterne sætte sig hen en Morgenstund og drømmer en Bog færdig!” [10] - Der hører sandeligt mere til end at drømme! - Hvad Ideen af min nye Bog angaaer, da maa jeg sætte Dem lidt ind i de Tidens aandelige Bevægelser jeg vil have fat paa. De veed at især i Tydskland, udbreder sig, ved dygtige Lærde, Materialismen, i det man videnskabeligt klarer alt Enkelt! Verden bestaaer af Materie og Kræfter og alt som disse blandes bliver der en Steen, en Plante, et Dyr eller Menneske! hele det kunstige Maskineri forklares paa det fuldkomneste, men det bliver dog kun Maskineri, og det Hele synes at være mig da en Fortvivlelsens Tilværelse; Mennesket bliver saaledes kun et Led i en heel Skabnings-Art; Udødelighed - Gud selv forsvinder - det er grueligt! Det kan ikke være saa og det føler jeg at kunne sundt og simpelt klare, og det selv gjennem Humorets Strøm, den der lettest bærer det ind i Tidsalderen. Der er - og det og i høi Grad hos os - en Stridens Aand mellem Religion og Videnskab, Bispen prædikede den jo allerede mod Ørsted [11], og nylig, har Professor Nielsen i sit Universitets Program udtalt klart, at enten maa man forkaste Bibelen eller Videnskaben, de to staae mod hinanden [12]! - Dette, som De alt i mit “Livs Eventyr” seer modsagt, er det mig en Trang til at træde op imod; for mig belyser Videnskaben just den guddommelige Aabenbaring; jeg gaaer med aabne seende Øine til det Maal de Andre blindt hen søge til. - Vor Herre kan godt taale at sees paa med den sunde Forstand han gav os [13]. Fred og Forsoning mellem Natur og Bibel vil jeg! kan jeg løse denne Opgave, da døer ogsaa dette Materialismens alt Guddommeligt opslugende Uhyre! Det vil - som sagt dersom jeg mægter det - blive mit meest betydende Arbeide, det min Digtning “Ahasverus” tydede hen til; men det er i den Form som mine Romaner, Historier og Eventyr ere givne, jeg vil gjennemføre denne Digtning; altsaa en Nutids Roman, og De skal faae mange moersomme Personer deri, Verden vrimler jo med Forbilleder; Originalerne ere ikke uddød[e], de ere kun Alle saa temmelig i de samme Klæder, men dem tager jeg af og giver Kjolen efter Manden.
Maleren Schiødt [14] har i disse Dage bedet mig sidde for sig, maaskee han giver et godt Billede. Lad mig nu, naar De har modtaget dette Brev faae et lignende fra Dem, det bliver jo rigtignok noget længe til, omtrent 3 Maaneder. Ikke sandt? 3 Uger hen, 3 tilbage! da kommer det henimod min anden April! jeg tænker tidlig i Mai, om Gud vil, at tage paa Landet, til Silkeborg, til Basnæs og maaskee lidt til Serres i Maxen, Reise bliver der ikke af, jeg vil see at faae Romanen frem. Nu Gud lade et nyt rigtigt godt Aar rulle op for os Allesammen! hils Deres Broder Christian og glem ikke

Deres broderligtsindede Ven H. C. Andersen.

Til Frøken Henriette Wulff i Vestindien.

[Nederst på brevet noteret med blyant af Henriette Wulff: Modtaget d 21 Januar paa St. Thomas].



Brev nr. 372. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Holsteinborg ved Skjelskjør.
Den 23 Mai 1856.

Kjære Ven!

Nu er da De og Deres Kone igjen tilbage i det venlige gamle Hjem ved Søen, og ved Begyndelsen af næste Uge haaber jeg ogsaa at naae der hen, hvor De jo nok vil beholde mig nogle Dage. Deres Brev [2] fik jeg paa Basnæs [3], hjertelig Tak derfor! jeg blev der hele fjorten Dage, og først Dagen før Fru Scavenius reiste til E m s sagde jeg Lev vel og efter gjentagen Indbydelse kjørte herover til Holsteinborg [4], hvor den unge Grevinde, som De veed, er en født Zahrtmann; jeg har kjendt hende fra hun var en ganske lille Pige, hun er nydelig, hjertelig og elskværdig; den gamle Enkegrevinde [5] er her ogsaa og interesserer mig særligt; hun er saa ungdommelig, saa glad i Gud, saa prægtig at leve sammen med at jeg er snart groet fast og føler mig ganske hjemme. - Greven kan kun fra Løverdagaften til Mandagmorgen være her fra Kjøbenhavn, og jeg maatte sidste Søndag give Løftet at blive her næste Søndag over, at vi endnu een Dag kunde være sammen; jeg bliver her altsaa til Mandag eller Tirsdag, og kommer da enten den ene Dag tidlig om Morgenen, naar han kjører til Banetoget ved Sorø eller opad Dagen Tirsdag. - Baronesse Stampe venter mig rigtignok, men jeg har ikke Mod paa at komme der, vi ere altfor forskjellige, jeg har skrevet hende til min Hjertens Mening, hun har al[l]igevel gjentaget Indbydelsen, nu har jeg bedet om Udsættelse til jeg kom fra Udlandet [6] og venter altsaa at være fri og kan følge mit Hjertes Lyst at flyve til Dem i Sorø, det vil ogsaa bedre smælte sammen med det stille, smukke Liv jeg her nyder paa Holsteinborg hos de hjertelige, venlige Mennesker. Jeg længes meget efter “Guldæblet” [7], det jeg seer nu er rullet ud i Vrimlen. - Jeg har i disse Dage endt Læsningen af en Bog, jeg tog med paa Landet: “Briefe gegen den Ma[te]rialismus” [8] af Dr F a b r i, den har i flere Retninger kastet Lys i min Sjæl; og underligt nok Alt hvad jeg læser “for og i mod” - fører dog hos mig til den Forvisning at Religion og Videnskab ikke ere to hinanden fjendtlige Riger, men venlige Naboriger der, som i Havet, ikke har synlig Grændse men glide over i hinanden. - Det interesserer mig at see hvorledes de argeste Materialister fører Alt hen til et dødt Urstof fra Evighed, erkjender dette for evigt, men siger derpaa, at Bevægelsen alene manglede, denne kan de ikke udfinde - mig forekommer denne saa klar, det er jo ganske til Bibelens Chaos de føre os - hvor Gud svæver over Vandene [9], fra ham kommer Bevægelsen, det er jo ligesaa begribeligt, som at der var noget evigt dødt, det de erkjende og bevise; - Paa min Roman [10] har jeg skrevet meget i disse 3 Uger, dog ikke saaledes i Følge-Række at jeg vil kunde læse for Dem. Denne Bog kommer ganske anderledes tillive end mine tidlige Bøger, den er heel tænkt, men træder frem i forskjellige Partier, om det er godt eller galt vil Tiden vise. -
Her er meget smukt paa Holsteinborg, Bygningen selv er som et Slot og Alt ogsaa indrettet paa samme Maade; Stranden naaer lige op under Vinduerne og Øerne udenfor ere smukt skovbegroede; her ere flere Nattergaler og Skoven staaer deilig grøn, men koldt er det og jeg har endnu hver Morgen i Kakkelovnen.
Hils inderligt Deres Kone ligesom ogsaa Svanes og Pastor Zeuthen. Altsaa, om Gud vil, kommer jeg Mandag - eller Tirsdag, og jeg kommer ved Dagen!

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.

Til
Hr Etatsraad, Professor B. S.   I n g e m a n n.



Brev nr. 373. Fra Charles Dickens til HCA.[1]  

Villa des Moulineaux, near Boulogne,
Saturday Fifth July 1856

My dear and worthy Hans,

I am extremely sorry, that I cannot show your friend Mr. Bille [2] the attention and interest that it would indeed be a great pleasure to me to testify to any friend of yours. But I have left London for the summer, in order that I may work the more freely and pleasantly in the midst of a pretty garden here. You know, my dear fellow-labourer, what the distractions of a London life are, and what a relief it is to escape from them. You will not be surprised at my remaining away from it as long as I can, and not intending to return to London until late in October.
I cannot write to explain this to Mr. Bille myself, because I have not received with your letter (which he left at my house in town) any card of his, and consequently I do not know his address. But when you next see him or communicate with him, pray do me the favour to tell him how glad I should have been to have tried to make his visit to London more domestic and agreeable, if I had been there. You have too much modesty to be able to tell him how delightedly and cordially I should have taken a hand that had been lately in your grasp - so I will tell him that, myself, when he comes again.
And you, my friend - when are you coming again? Nine years (as you say) have flown away, since you were among us. In these nine years you have not faded out of the hearts of the English people, but have become even better known and more beloved, than when you saw them for the first time. When Aladdin shall have come out of those caves of science to run a triumphant course on earth and make us all the wiser and better - as I know you will - you ought to come for another visit. You ought to come to me, for example, and stay in my house. We would all do our best to make you happy.
I am hard at work at Little Dorrit [3], and she will hold me a prisoner for another nine or ten months. She is a wonderful favourite in England. The mention of my country’s name reminds me to say that you now write English most admirably, and that this letter of yours now lying on my desk is a perfect Englishman’s.
Mrs. Dickens [4] wishes me to tell you that she would have been mortally offended, if you had suspected her of forgetting you, and that you only do her justice in supposing that you live in her remembranche. Such of my children as you saw at Broadstairs by the sea, and especially my two daughters, who are now young women, are very indignant at your dreaming of the possibility of their forgetting Hans Christian Andersen. They say, that if you knew them half as well as they have for years and years known Tommelise or the ugly Duck, you would know better. However, they send you their love and forgiveness.
My dear Andersen, I have the heartiest pleasure in hearing from you again, and I assure you that I love and esteem you more, than I could tell you on as much paper as would pave the whole road from here to Copenhagen.

Ever Jour affectionate friend
Charles Dickens.

Hans Christian Andersen.



Brev nr. 374. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Maxen den 25 Juli 1856.[2]

Min kjære trofaste Veninde!

Gud skee Lov De er her hos os igjen, ikke ene og forladt der ude! ved Dag og Nat har De i den sidste Tid været i min Tanke! det faldt mig ikke ind at De kunde være i Danmark, før ind i August, ellers havde jeg naturligviis skrevet! Gud, vor Herre, forunde mig at jeg ret maa kunde være Dem saa hjertensgod at det opfylder en ringe Deel af hvad han var Dem, den kjære trofaste Bortkaldte. Det var mig saa smerteligt, saa overraskende at høre hans Død! jeg fik Deres Søsters Brev her i Maxen, var selv syg, havde Feber og endnu er jeg, efter tre Uger ikke ganske rask, men dog saaledes at jeg bør sige, det er meget godt og vel. - Jeg forkjølede mig ved Festlighederne i Weimar [3]; Veiret er, lige til igaar, koldt som paa en Efteraars Dag; - hvor levende Begivenhederne end ogsaa fyldte mig, ikke et Ord om Vennen, ham som jeg tænkte paa, Dem som jeg var angest og bedrøvet for, kom paa Papiret; først for et Par Dage siden kunde jeg udtale mig, De vil bedst forstaae det [4].


Christian Wulff.

Den vide Verden Faae kun nævne kan,
Der var opoffrende og god, som han;
Den skjønne Guds Natur han havde kjær,
Og paa hans Bryst faldt Dødens Draabe der;
Een Smerte kun ham fyldte, stor og heel,
Forladt og i en anden Verdens Deel
Sin stakkels syge Søster han forlod.
Et Suk - hans Hjerte brast - hos Gud han stod.

Det danske Flag man ham om Kisten gav,
Hans Kjærlighed ham fulgte i hans Grav;
Et Egetræ strøer gyldent Løv paa den;
Sov sødt, sov vel, Du tro, Du kjære Ven!
Flyv lille Svale, Vindens Vei derhen,
Bring Hilsen ham, som kommer ei igjen,
Hvis blaa og milde Øine vi først see
Der, hvor ei meer er Død og Hjertevee!

Hvad skal jeg kunde sige Dem, som ikke Deres eget Hjerte kan sige Dem og allerede har sagt. Det er velsignet at have Venner hos Gud, der vente os, og som vi i Længselen efter faaer Mod og Lyst til at gaae bort fra denne Verden, den vi kjende. - Hvad er al Verdens Viden mod Saligheden at tro! - Men ogsaa det at trofaste Venner sørge her med os, er en Velsignelse, det føler De og jeg maa sige Dem: en Veninde, De har fra Barndoms Aarene, som De ikke møder - Livets Tilfældigheder har ført Dem paa andre Strømninger! har ret inderligt, søsterligt tør jeg sige, grædt for Dem, følt Deres Tab; De skulde læse et Brev [5] fra hende til mig, saa kjærligt, saa inderligt, det er Ingeborg Drevsen; hun gik strax til Deres Søster, som hun ellers ikke seer - og til mig, var hele Brevet kun Sorg, Deeltagelse, jeg har ikke Ret til at nedskrive hendes Ord - dog det Par maa jeg give om Christian: “han er et sjældent Exempel paa broderlig Kjærlighed, jeg skal altid bære ham i kjærlig Erindring! - gid dog Jette naar hun kommer hjem vilde tillade mig at vise hende den kjærlige Følelse der boer i mit Hjerte for hende og troe paa den, og tro paa, at jeg sørger med hende over hendes mageløse uforglemmelige Broder, jeg vil prøve paa at gaae til hende, maa jeg kun være i Byen naar hun kommer der!” - Jeg troer just at burde udtale Dem denne Deeltagelse, det er saa velsignet allerede her paa Jorden, kun at kunne elske Menneskene og være glad ved dem! - Misforstaae mig ikke! - Flyv op til Deres Søster Ida, give Gud, at dette mit Brev maa naae Dem før De er afsted, det er mig piinligt at tænke at De endnu Intet har hørt fra mig. Sender De mig Brev fra Norge, da lad det gaae til den gamle Collin i Kjøbenhavn, han veed altid hvor jeg er, det veed jeg øieblikkelig ikke at sige Dem, men rimeligviis forlader jeg den 5 August Dresden og gaaer til Danmark, men ikke til Kjøbenhavn, De er jo ogsaa borte, men til Basnæs, hvor jeg kan bruge Søbadene, der vist ville gjøre mig godt. Dickens sendte mig forleden Dag et langt, et kjærligt Brev [6], han er i Frankerige i Bologne og skriver der paa sin Little Dorrit, han beder mig snart komme til England og boe hos ham i hans Huus. Verden har megen Glæde, og megen Sorg, gjennem begge løftes vi til Gud, ! han styrke og velsigne Dem, kjære velsignede Veninde.

Deres broderligt sindede H. C. Andersen.



Brev nr. 375. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Basnæs pr Skjæ[l]skjør
den [27] August 1856.

Kjære Ven!

Allerede har jeg nu været otte Dage her paa Basnæs, altsaa kun et Par Mile borte fra Dem og Deres Kone, aligevel faaer De først i Dag mit Brev og min Hilsen. Romanen [2] som jeg i Maxen tænkte ret at arbeide flittig paa, kom der slet fremad, jeg følte mig for syg og ved de mange Fremmede ogsaa for spredt, siden jeg derimod er naaet Hjemmet, (jeg steeg for 14 Dage siden i Land i Svendborg og kjørte til Glorup); har jeg der og her paa Basnæs været flittig [3], som ikke i mange Tider og med de løse Fragmenter jeg tidligere havde nedskrevet samler sig nu næsten fuldendt hele første Deel; jeg føler mig ganske overvældet og maa skrive, saa at det ikke er kommen til Brevskrivning mere end et Brev til Fru Serre, et til Jonna Stampe og nu dette til Dem. Paa Mandag, den 1ste September tænker jeg imidlertid paa at ende Landlivs-Opholdet for i Sommer og fra Basnæs at vende [tilbage] til Kjøbenhavn, men flyve Sorø forbi kan jeg ikke; De og Deres Kone veed jeg, see mig gjerne, og altsaa gjør jeg et lille kort Ophold i Sorø, fra Mandag til Torsdagmorgen, har De Plads til mig? De veed min Længde! Jeg glæder mig til at fortælle Dem Eet og Andet fra Reisen, der denne Gang kun blev en Svip til Veimar og Dresden. En heel Maaned blev jeg ude i Maxen hvor det var koldt, som her hjemme og hvor jeg i flere Uger hivede, hostede og var i en slem forkjølet Tilstand. Min lille Vaudeville “Fuglen i Pæretræet” [4] oversatte Major Serre og jeg, den blev da paa hans Fødselsdag opført i Maxen og da Theaterintendanten fra det kongelige Theater i Dresden var tilstæde og fandt Behag i denne Bagatelle, blev den antaget til Opførelse paa den kongelige Scene [5] der, hvor den om nogle Uger skal vise sig. - Goethes Faust anden Deel, hvoraf jeg i Weimar saae første Act opføre [6], har jeg nu efter mange Aars Forløb heelt gjennemlæst og er meget opfyldt af den; jeg glæder mig til at tale med Dem om denne Digtning!
Hils Svane og hans Frue ligesom ogsaa min Ven Daniel [7]! enten kommer jeg med første Banetog paa Mandag eller ogsaa bliver det Dagen efter. - Her er hyggeligt og venligt paa Basnæs, kun lidt for mange Gjester, Jerichaus er her [8], Kone, Mand, tre Børn [9] og Jomfru og saaledes Flere, Alle ret elskværdige Mennesker! Haven gaaer ned til store Belt; i Nat har det stormet, Vandet er, ligesom var det Ebbe, blæst langt bort, men udenfor Feddet vælter Bølgerne saa høie og skumhvide! hu ha!
Af nye interessante Bekjendtskaber ude, som jeg denne Gang har gjort, er Pjanisten Henselt [10], der componere de herlige Tonestykker! At der i Dresden for Øieblikket leve 35 skrivende Damer, eller som de kaldes, Digterinder, veed De nok neppe, et Ducin har jeg talt med, flere af dem vare “underlige at see og høre”; mere herom mundtligt! -
Bring Deres Kone min hjerteligste glade Hilsen og gid jeg maa finde hende og Dem ved det gode Gamle.

Deres inderligt hengivne
H.C. Andersen

Til
Hr Etatsraad, Professor
B. S.   I n g e m a n n.



Brev nr. 376. Fra HCA til Charles Dickens.[1]  

Kjøbenhavn Marts 1857.

Min dyrebare, inderlig kjære Dickens!

Paa et gammelt Herresæde et Par Miil fra Dresden, hos tydske Venner [2] glædedes jeg med Deres velsignede Brev; det var i Sommer - og først nu flyver min Tak til Dem, men jeg frygter ikke for at De vil betvivle min Glæde, min trofaste Hengivenhed for Dem, men jeg var syg i Udlandet, kom syg tilbage til Danmark, og der blev saaledes ikke strax skrevet; da jeg følte mig rask igjen var jeg saa opfyldt af min nye Roman [3], den jeg i henved to Aar har fuldendt i Tanken, nu sprang den frem paa Papiret; alle tre Bind havde jeg nedskrevet ved Nytaarstider og siden har jeg selv reenskrevet den, og nu endelig bragt den under Pressen [4], jeg haaber at sidst i Mai kommer den ud paa engelsk, dansk og tydsk; jeg troer at den staaer over Alt hvad jeg tidligere har skrevet, det vil sige jeg troer at den saa ganske viser et Stadium i min Udvikling jeg ikke tidligere havde, og jeg vil blive uendelig lykkelig ved at høre Deres ærlige Mening. De maa vise mig det Venskab at læse denne Bog. - Hvorledes De og Deres Kone er i min Tanke, min Længsel vil De see heraf at jeg, om Gud vil, agter til Sommer at besøge Dem i Engeland, være lidt sammen med Dem, og jeg beder Dem at De senest i April Maaned vil med et Par Ord Underrette mig om De er i London denne Sommer, og hvor tidlig eller seent jeg der en otte Dage kan være vis paa at finde Dem, thi er De ikke i London, da kommer jeg ikke til Engeland, Dem alene gjælder Besøget, derfor maa De give mig et Par Ord, eller Deres Frue er saa elskelig at skrive, thi uden dette Svar, gaaer jeg til Schweitz og venter til et andet Aar De er at møde i Engeland. -
“Little Dorrit” fylder mig saa ganske [5], jeg vilde og maatte elske og beundre Dem om og alene for denne Bog om De ikke havde givet de tidligere herlige Digtninge, David Copperfield [6], Nelly [7] &c - da jeg for tolv [dvs. ti ]Aar siden sidst var i Engeland, saae og talte med Dem, fik Dem endnu mere kjær om muelig, gav De mig de udkomne Skrifter, de ere mig en Skat, jeg har de senere, men little Dorrit maa De give mig et Exemplar af naar vi sees, den kommer neppe til nogen mere elskende beundrende Læser end til mig. - Gid min “to be or not to be”, maa løfte mig som Forfatter et Trin høiere end før i Deres Tanke, men fremfor alt lad mig holde en Smule Hjerteplads. Hils Deres kjære Frue og Børnene, dem jeg alle seer i Erindringen, som Smaae og jo nu ere store, tolv [dvs. ti] Aar ældre! -
Gud glæde og velsigne Dem, som De glæder os Alle; deres trofaste

H. C. A [ndersen].



Brev nr. 377. Fra HCA til Ingeborg Drewsen.[1]  

Achen den 8 Juni 1857.

Kjære velsignede Fru Drevsen!

Mellem de mange Kjære i Hjemmets Hjem min Tanke flyver til, slaaer dette Brev ned til Dem, De lader Deres Fader læse det og ikke sandt Een og Anden af de Nærmeste der ønsker at høre hvorledes jeg har det. Jeg er, som De seer af Overskriften naaet til Carl den Stores [2] By Achen [3], og maa aabent tilstaae at endnu har jeg desværre ikke følt mig tilfreds og glad ude, det er ikke længer troer jeg det lette udelykkelige Ungdoms Sind; Reisen trætter, Heden trykker, jeg er egentligt slet ikke i Lune. - Torsdag Aften forlod jeg Basnæs, den fortræffelige Fru Scavenius vilde gjøre det saa meget godt med at hun, Børnene og nogle fremmede Damer fulgte mig Alle lige til Korsøer, men naar jeg skal hjemme fra, vil jeg helst i Afreisen være ene med mig selv, det blev jeg nu ikke og kom i et trykket Humeur; Veiret saae dertil slet ikke godt ud, jeg var ilde stemt for Søereisen, dog denne gik bedre end jeg havde tænkt, Veiret blev godt og Capitainen (Hr Lund) [4], hvem jeg forud ikke kjendte, var meget opmærksom mod mig, gav mig sit Lukaf, hvor jeg var ganske alene og næsten sov lidt. Næste Morgen gik jeg fra Kiel over Altona strax til Harburg, jeg vilde den Dag alt til Hanover, men Varmen trykkede, jeg var træt og søvnig og tog derfor kun til Uelzen, hvor Hotellet var slet, hvor der var ilde Lugt og uhyggeligt; næste Morgen kjørte jeg til Hanover, her var Theatret lukket og jeg bestemte altsaa at gaae videre samme Dag; Varmen var ulidelig, og jeg tog derfor kun Plads til Ham, den halve Vei mellem Hanover og Köln, men det var mig dog for langt, jeg var nerveus, lidende, ganske tantalisk blev de sidste Stationer og saa havde jeg i Vognen en Dame der var kommet efter at jeg var Digteren Andersen og hun talte bestandig til mig, jeg var saa leed og kjed deraf - endelig kom jeg til Hvile i Ham, det var den første egentlige Fornøielse paa Reisen og den kunde man jo have frit hjemme; igaar naaede jeg Köln, saae Kirken og gispede af Hede, imorges havde jeg Angest for at kjøre de 6 Timers Vei til Brüssel og tog derfor kun til Achen, men da jeg var i Vognen og kjørte, blev det koldt, saa omvexlende som hjemme, saa at jeg maatte krybe i min tykke Vinterfrakke, Træk har jeg faaet i det ene Øie saa det seer ud som - om ikke en begyndende Byg Ager, saa dog et begyndende Bygkorn; jeg var for en Timestid, her i Achen, inde hos en Boghandler og vilde kjøbe “Sein oder Nicht sein”, for dog at have noget Godt og læse! De forstaaer mig, jeg vilde gjerne see hvorledes den tydske Oversættelse tog sig ud; men Boghandleren fik den først paa Onsdag, sagde han. Jeg spurgte ham om den skulde være god og han svarede, “det skal i særdeleshed denne være!”

Torsdag 11 Juni paa Dickens Landsted i Nord-Kent [5].

Her er jeg da! nydeligt indlogeret, hjerteligt modtaget; jeg kom her til i Formiddags! nu skal De høre Fortsættelsen af det jeg sidst skrev i Achen; da jeg havde sovet Natten der og kom ind i Belgien, var det som om Humeurets Taage løftede sig, det generede ikke længer at reise, det var, som om jeg forud var blevet stiv i Lemmerne, uvant mit bedste Element, det “at reise”, nu da jeg maatte tale Fransk og Engelsk, nu da der var Bevægelse og jeg ret i det Fremmede, kom Sindet i Flugt! jeg gik til Brüssel i Tirsdags og igaar Onsdag strax til Calais, her hvilede jeg lidt, var paa Posthuset at spørge om Brev, jeg havde paa Basnæs opgivet at man skulde sende saadanne, dersom de indtraf, til Calais, og til min Glæde fandt jeg eet, jeg troede det var fra Jonna - men det var fra Malle Drevsen [6] paa Silkeborg, som endnu engang før min Afreise fra Hjemmet tilraabte mig Lev vel! I Nat Klokken to maatte jeg staae op da Dampskibet gik Klokken 3 paa Natten, Veiret var godt, men min Mave saa slet at jeg i Kjøbenhavn var søgt til Lægen, nu var jeg derimod i Skibet, og naar jeg Intet kan gjøre er jeg resigneret, jeg blev nede i Kahytten, fik stærk Søesyge og besluttede i Dover at blive, maaskee gaae iseng, men da vi Klokken henved fem kom der, var først Duanen [7] at gaae igjennem og saa løb de med mit Tøi til Jernbanen, og jeg for ikke at skilles fra det, gik med i Vognen, og kom saaledes - Maven viiste sig meget vel, eller maaskee overrasket ved denne Behandling, og jeg kom da før otte i Morges til London, gik strax paa Nord-Kent Jernbane, uagtet jeg først fra Brüssel havde skrevet Dickens til at jeg kom og ikke havde hans Adresse, jeg sender ellers altid først Brevene til min Boghandler, jeg lod det ogsaa her, som tidligere med Maven, staae til og kjørte til Higham, der er een af de mindste Stationer, neppe meer end tre a fire Smaahuse findes her; jeg blev altsaa sat af paa Landeveien og stod der med mit Tøi, da kom en Karl og spurgte mig om jeg var “en Fremmet der skulde til Dickens”, jeg sagde ja og han sagde at man ventede mig - som jeg havde skrevet - til Aften, men det var kun 1½ engelsk Miil, han vilde bære mit Tøi, Vogn var her ikke at faae, uden at han først løb til Dickens, jeg gav ham Kuffert, Natsæk og Hatæske paa Ryggen, selv tog jeg Plaid etc. og saa gik vi en smuk Vei og jeg kom omtrent Klokken 10 i Formiddags her til efter at have gaaet en halv Times Gang; et ganske nydeligt Landsted med store Laurbærtræer, jeg har et prægtigt Værelse, der vender ud mod Themsen der er omtrent halvanden engelsk Miil derfra. Dickens er blevet lidt ældre, seer kjæk og kjærlig ud, hans Kone finder jeg denne Gang smuk og Børnene [8], dem jeg endnu har seet er alle nydelige [9]. Vi have spiist Morgenmad og Frokost[,] nu kaldes der til Middag; med Dickens har jeg spadseret i Haven og det gaaer ganske godt med Sproget [10], jeg maa jo gjøre nogle Spring, men vi mødes; saaledes, nylig vilde jeg sige “men de fleste af disse Laurbær ere jo giftige”, det sidste Ord vidste jeg ikke og saa sagde jeg “de fleste af disse Laurbær ere - hvad var det Socrates døde af!” - og Dickens sagde Ordet “Gift” og saa gik Conversationen videre. - Min Roman “To be or not to be”, læste jeg alt i Belgien, at den var udkommet, her hos Dickens har jeg seet i den! og maa sige at den er daarlig oversat, jeg har allerede viist ham flere Steder og paa min Maade givet ham det danske og han siger det er Gyseligt, selv beklager han sig ogsaa over Misforstaaelse i fremmede Sprog, han viiste mig saaledes flere i en fransk Udgave, Dansk kan han jo ikke, jeg har vel omtalt Moltkes [11] Oversættelse og bragt ham een, nemlig “Skizzer”. - Stedet her, det vil sige Egnen, er den, fortæller Dickens, i hvilken Schackspear har henlagt sine Falstaffs Scener [12]; (- ikke de i Winsor [13]). Reisen her til har været mere dyr end jeg beregnede det, fra Köln, gjennem Belgien og Frankrig er Alt i Maalestok over Tydskland og Italien og dog har jeg i Dag netop kun været paa syvende Dag fra Hjemmet. -
Jeg længes naturligviis meget efter at faae et ordentligt Brev hjemme fra, og haaber at Een eller to snarest vil slaae sig sammen og skrive; høres der noget rigtigt godt om Romanen, da fortæl det. Der har nok ved min Afreise staaet i Dagbladet [14] at jeg skulde herover til Dickens, dersom De har det Nummer, klip da det Stykke ud og læg inden i, jeg vilde nok see hvorledes det lyder. Hvorledes har Deres Fader det, Deres Mand og alle Sønnerne, hils dem hver saa kjærlig, Deres Mand skylder mig egentligt et Par venlige Ord for Romanen, dersom den har tiltalt ham. Hils dem Alle hos Linds, og hos Deres Brødre. Efterhaanden faaer hver et lille Epistel, men, de ere saa Mange at det er svært for Een at skrive til hver, men let for Hver at sende Brev til Een. Forstaaer De?

Your sincere friend and brother
Hans Christian Andersen.

den 12 Juni 1857.

Mit Brev kommer først afsted i Dag, da her er vanskeligt med Brev-Aflevering til Udlandet, vi er saa langt fra en større Poststation, og paa een af de smaa tør jeg ikke afgive dette Brev! Indlagte sender De nok snarest til Fru Scavenius. Siig Jonna at hun glemte mig med Brev. Min Adresse indtil videre er

To Hans Christian Andersen
to the care of Charles Dickens
Gad’s Hill Place
Higham by Rochester
Kent,
England.

[I marginens på brevets sidste side:] Paa Mandag skal jeg med Fru Dickens til London og høre en usædvanlig stor Concert [15] der gives i Glas Paladset [16] og om Aftenen se Signora Ristori [17]] i en Tragedie.



Brev nr. 378. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Cassel den 6 September 1857.

Min kjære søsterlige Veninde!

I Dag for 38 Aar siden kom jeg som et fattigt Barn til Kjøbenhavn, i Dag kommer jeg fra Weimar [2] her til Staden, Cassel, netop den By min gamle Farmoder [3] talte om og sagde at der var hendes Bedstemoder engang en fornem Dame, men “løb ud af Landet med en Comediantspiller og fra den Tid vilde ikke hendes Slægt kjendes ved hende”, maaskee, de dog nu vilde kjendes ved Een af hendes Afkom; Den Tanke opfylder mig just nu i det jeg sidder her i denne kjedelige By. Deres Brev, det andet til Weimar, fik jeg iaftes da jeg der gik til den sidste Festaften i Theatret til en Consert af Liszt [4], tak hjertelig Tak for det sjælfulde rige Brev [5]; jeg læste det om igjen i Theatret da jeg ellers var reent forkommet ved den Musik jeg fik, det var Altsammen af Liszt, jeg kunde aldeles ikke følge med i det Vildskab, denne som jeg synes tankeløse Tonedigtning, eengang slog man med Bækner, jeg troede at en Talerken faldt ned, men Publicum var henrykt og der regnede Krandse! Det er en løierlig Verden! Siden jeg forlod Maxen har jeg ikke været ganske vel og øieblikkelig er jeg forkjølet saa jeg neppe kan tale, det har jeg igjen iaar fra Festlighederne i Weimar, den Varme og den Træk, ja de to kunne slaae mig ihjel, dog er jeg glad ved Besøget i Weimar, det var festlige Dage; jeg har i et Brev til Bille givet disse i Program, det kommer vist i Dagbladet [6], der kan De læse det; om mig staaer ikke et Ord og saa vil jeg altsaa til Dem kun tale om mig og om hvor mageløs trofast og kjærlig den regjerende Storhertug altid viser sig mod mig, hele hans Familie er mig saa god, jeg bliver virkelig betragtet som hørte jeg med der til Huset. Storhertugen [7] trykkede mig i sine Arme kyssede mig paa begge Kinder da jeg kom og da jeg forlod ham, og ved alle Festlighederne hvor vi mødtes og han gik om og talte til hver især, rakte han altid mig Haanden naar vi mødtes; det er saa lidt vil De maaske sige, men jeg gjentager det er saa meget hos en i stræng Etiquette opdraget Første. Imorges sad jeg endnu hos ham, han vilde have mig med til Wartburg hvorhen han gik med Pückler-Moskau, men jeg sagde jeg vilde heller hjem og naar jeg kom til Tydskland igjen var jeg jo af Commandanten [8], paa Wartburg indbudt at blive deroppe et Par Dage, være Gjest, hvor Luther har været det. Hvilken Modsætning, jeg føler det godt, men er dog glad. Jeg fik imorges i Sølv og i Bronze Festmedalien for Carl Augusts hundrede Aar [9]. - Schillers Familie har jeg gjort Bekjendtskab med og de have indbudt mig til deres Gods, de sige Alle at jeg saa mærkværdig ligner Schiller og jeg kan ikke nægte at da Sløret faldt for Schiller-Göthe Gruppen, De veed at begge Digterne staae paa eet Fodstykke, blev jeg ganske forbauset over Ligheden med Schillers og min Buste. Det er et fortræffeligt Arbeide af Rietschel [10], jeg har gjort hans Bekjendtskab her, han synes en Natur, som Bissen. De tre dramatiske Notabiliteter Emil Devrient [11], Davison [12] og Frøken Seebach [13] virkede med, ved Festforestillingerne, de kom mig alle tre saa jublende imøde, ja det komme alle de her samlede tydske Digtere, særlig Auerbach, den udmærkede Forfatter af “Dorfgeschichten”; ved Hoffet var de jo Alle mageløse opmærksomme mod mig og - ja det tør jeg kun sige Dem, paa Jernbanen, det er hændet i Dag, det er hændet paa Farten tidligere naar de høre at jeg er dansk og der der tales om Thorvaldsen, Ørsted, Øehlenschlæger og jeg siger bedrøvet, de ere døde, siger man “Andersen lever dog endnu!” [14] - jeg føler mig saa lille bitte derved, troer næsten det er en forfængelig Drøm, min Gud, kan jeg nævnes med de tre? - Ved Festlighederne var Fru Goethe og begge Sønnerne Wolff og Walther, Fru Goethe skrev mig et smukt Brev til og takkede for “Sein oder nicht sein”, hvad jeg deri har skrevet over Faust har glædet hende [15]. Det var ellers underligt at see ved Taffelet, den unge Goethe [16] var opvartende Kammerherre, han øste Suppen op for os. Jeg tænkte paa William [17], men siig det ikke! dog Deres Søster og Mathilde Ørsted maa nok høre det. Storhertugens to Søstre, Prindsesse Carl [18] og Prindsessen af Preusen [19] have ogsaa været her alle Dagene, jeg talte med dem flere Gange, ligesom med den unge nederlandske Prindsesse [20]; ganske mærkeligt kjende de til mine Skrifter, og De vil forstaae naar saaledes alle de høie Herskaber komme mig saa hjerteligt imøde er den hele Hof-Cirkel ogsaa elskværdig - men jeg kan da ikke lade være at tænke paa den danske Hr Pedersen, lige fra høisalig Maanedsskrift for Litteratur [21], til sølle Pedersen i “Fædrelandet”s Spalter, saae de det, de vilde vist tale mildere end de have det, just ved Hofglandsen tænker jeg paa disse Mennesker, de komme mig ikke i Tanke naar en Dickens en Humboldt, Liebig [22], eller Carl Alexander trykke mig Haanden i kjærligt Forstaaen. Jeg er vist ikke Gud taknemlig nok, i det jeg lader mig afficere af det Smaa, men jeg troer det ligger i min under trange Kaar første Fremtræden; mit eget Liv er mig det meest forunderlige Eventyr.
Dette næste Blad begynder jeg paa i Göttingen hvorhen jeg kom igaar [23] og gik strax tilsengs, jeg er meget forkjølet, har en voldsom Hovedpine, dog haaber jeg endnu i Dag at naae Hanover hvorfra jeg da sender dette Brev afsted; det var min Hensigt i Dag at skrive et Brev endnu og lægge det herinden i, et Brev til Mathilde Ørsted, men jeg kan ikke, mit Hoved er som et Værksted, jeg føler mig mat, men De vil meddele hende og hendes Moder hvorledes jeg har det; sige at jeg stadigt ventede paa at høre naar de kom til Kjøbenhavn, da vilde jeg skrive, først nu paa Hjemreisen hører jeg om deres Hjemfart, de ere saa tidt og inderligt i min Tanke, jeg længes ret efter at see og tale med dem. Jeg havde tænkt at naae Kjøbenhavn næste Søndag [24] eller Mandag, men det skeer neppe, saaledes som jeg føler mig bliver det mindre Farter, jeg tager ogsaa en Dag eller to, vil Gud, til Basnæs eller Sorø. Hils kjærligt Deres Søster, Svoger og Enhver som venligt husker

Deres trofast hengivne H. C. Andersen.

Göttingen 8 Sept. 1857.

Til Frøken Henriette Wulff.

Hanover, Eftermiddag 8 Sept.

Med en voldsom Hovedpine er jeg kommet, gjør ingen Vesitter, gaaer ikke i Theatret, men iseng for at jeg imorgen kan komme lidt nordligere. Lev vel! -



Brev nr. 379. Fra F.C. Sibbern til HCA.[1]  

Kjøbenhavn den 16. September 1857.

Til Digteren, Prof. Andersen.

De fik ikke førend Deres Afreise fra Byen i Sommer noget Brev fra mig angaaende Deres “At være eller ikke være”. Jeg vilde ikke sige Dem, at denne Deres Roman ikke havde svaret til min Forventning, eller tilfredsstillet mig; men ikke heller kunde jeg, naar jeg skulde skrive, lade være at tilkjendegive Dette. Først senere er jeg kommen paa Tanke om, at jeg egentlig maa gratulere Dem til, at dette Digterværk ikke er lykkedes Dem bedre. De har al Deres Liv i indadgaaende Henseende, i Deres Forhold til Gud og det Guddommelige, levet et fredeligt, harmoniskt Liv, uden Anfægtelser eller Antastelser. Saadanne er ere for Dem blot komne udenfra, fra en slem Omverden. Hvor skulde De da kunnet skildre Det, hvad der skulde udgjort Deres Romans indre, dybere Grundindhold? I et dybt, fortroligt Forhold til gudforladte, sønderrevne, søndersplittede Sjæle har De vist heller aldrig staaet. Og saa vil jeg da nu fremdeles ønske Dem, at De maa forblive ude af Stand til at tilfredsstille Fordringerne af en saadan Opgave som den, De dennegang havde tænkt at ville løse. Modtag disse Ord fra Deres Dem hjertelig hengivne

S i b b e r n.



Brev nr. 380. Fra HCA til Storhertug Carl Alexander.[1]  

Kopenhagen 25 Februar 1858.

Theurer edler Grossherzog!

In diesen Tagen erscheint eine neue Dichtung von mir: “neue Mährchen und Historien” [2]; meine Gedanken waren immer bei dieser Arbeit, sonst wäre meine Brieftaube unlängst über Schnee und Eis nach dem lieben Weimar geflogen; ich hätte gerne gleich eine deutsche Uebersetzung gehabt, mein deutscher Verleger [3] aber wünscht einige Bogen mehr, als der dänische Ausgabe giebt, und wartet daher lieber bis September.
Ich möchte wissen ob namentlich eins der Mahrchen: “Die Nachtmütze des Hagestolzen” [4], Ew: Königlichen Hoheit gefällt, so wie ich es hoffe! ich habe früher dieses Mährchen erwähnt, die Hauperson ist aus Eisenach, die Liebhaberin aus Weimar, und das Heimweh sucht das Thüringerland. Die heilige Elisabeth [5], so auch Frau Holle tritt auf. Aus dem Herzen ist es geschrieben.
Diese neue Mahrchen, welche schon im Manuscript hier in Kopenhagen ziemlich bekannt sind, haben grossen Anerkennung gefunden, darum hat der dänische Verleger grosse Eile, und nach der glücklicheren Zeit der Dichtung habe ich nun mit Abschreiben und Korrigiren vollauf zu thun gehabt. Ich freue mich recht darann ein mal zu erfaren, dass Sie, mein hoher, edler Herr, dies[e] neuen Dichtungen herzlich und freudvoll gelesen haben.
Ew: Konigl: Hoheit haben in dem letzten Schreiben [6] darauf hingewiesen, ob ich für die Weimarische Bühne eine Mährchen-Komedie schreiben konnte, ich denke viel daran, ich wünsche es, ich möchte es so gern, als wär sie von einem Weimarianer geschrieben; am Streben meinerseits soll es gewiss nicht fehlen.
Eines meiner älteren Stücken:”Mehr wie Perlen und Gold” ist kürzlich wieder auf die Kopenhagener Scene gekommen, es scheint noch das Interesse der Frischheit zu bewahren; auch das “Fliedermutterchen,” [7] (das ich Ew: Konigl: Hoheit ueberliefert habe, hoffend dass es möglich für die Weimarsche Bühne sich eignen könnte), soll wieder auf die dänische Bühne.
Winter haben wir jetzt, zwar einen milden, doch so dass die Dampschiffsverbindung mit Deutschland unterbrochen ist; die Briefe gehen den weiteren Weg übers Land. Bald haben wir den 2ten April, und dann bin ich drey Jahr über die fünfzig hinaus, dass ist zu schrecklich, so alt, und doch so jung! Eine wahre Freude für mich an diesem Tage wurde es sein von Ihnen, hoher, theurer Herr, einen Brief zu bekommen.
Will Gott, gehe ich im Sommer nach der Schweitz, wo ich im vorigen Jahre nicht war; leider kann ich nur einen Monat auf diese Reise verwenden. In meinen Gedanken liegt schon eine neue grössere Dichtung [8], welche ich am besten hier in Dänemark ausarbeiten kann. Ich hoffe auf Frieden und Freude für die Länder, die Reibungen gehen mir schmerzlich durch die Seele.
Bewahren Sie mich in der gnädig[en] Erinnerung der Grossherzoginn und der Kaiserlichen Mutter. Gottes besten Segen über Sie und die Ihrigen.

Ihr Konigl: Hoheit
treu ergebener
H.C. Andersen.



Brev nr. 381. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 12 October 1858

Kjære Ven!

Det har i den sidste Tid ret fyldt og betaget mig, Efterretningen om Dampskibet Austria, der den første September gik fra Hamborg til Ny York og, som De nok har læst om er brændt op paa Havet, omtrent et Døgns Reise fra America [2]. Frøken Henriette Wulff, Datter af Admiral Wulff, var med; De veed at jeg fra min tidligste Ungdom kjendte hende, kom i hendes Forældres Huus, og havde i hende til de sidste Dage en tro, søsterlig Veninde; De har seet hende, det lille forkuede Legeme omfattede en stor og stærk Aand; forrige Gang hun var i Amerika døde Broderen der af guul Feber, forladt og ene maatte hun gjøre Reisen her hjem; her havde hun det just ikke saa godt, hendes Hu stod til det ny Verdens Land, hvor Broderen havde sin Grav og hun mange Venner; Markus Spring [3], som De vist kjender fra Frøken Bremers Bog om Amerika, havde megen Deeltagelse for Frøken Wulff og ventede med sin Kone paa hende. Fra Engeland har hun paa Udreisen skrevet hjem til sin Søster Fru Kock at der var 36 Damer paa første Plads i “Austria”, dertil ligesaa mange Herrer, samt Børn, ja Pattebørn, “det er som en heel Ammestue, her er overfyldt, men det faaer vel Ende.” - De havde en Deel Udvandrere ombord, der var nok over 500 Mennesker i det Hele. Den 13 September har andre Skibe seet det brændende Fartøi i fuld Fart, 68 Mennesker ere frelst veed man og mellem disse 6 Fruentimmer, men at hun skulde være mellem disse sex er jo utrolig, hun det lille, svagelige Menneske, der ombord ikke havde Een Eneste der tog sig af hende. Det er grueligt at tænke sig hendes sidste forladte Øieblik, hvad har hun ikke udstaaet, før Døden endte den rædsomme Tilværelse. Hendes Søster er uendelig bedrøvet, jeg overvældes ideligt af Billedet af hende, hvor hun bleg, grædende og fortvivlet, synes jeg, kaster sig i Havet. Veiret har dertil været haardt læser jeg; Ulykken har været overvældende, rædsom. Jeg maatte dog skrive dette Par Ord til Dem og Deres Kone, i det at jeg ganske er opfyldt heraf. Hils Boyesens og hver som venligt tænke paa mig! Tak for det lille Brev De nyligt glædede mig med. Deres Kone haaber jeg gaaer stadigt fremad i velbefindende.

Deres hjerteligt
hengivne
H.C. Andersen

Til
Conferentsraad B. S. I n g e m a n n



Brev nr. 382. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]  

d 21 Oktober [1858]

O Andersen, kjære Andersen hvad have vi ikke tabt! hvor angrer jeg at jeg ikke tiere har nydt al den Fylde for Aand og Hjerte der laae i {i} at høre paa hende. Min gamle slemme Vane ikke at søge Andre, men at lade mig søge, fulgte jeg ogsaa med hende, og nu sørger jeg saa dybt, saa inderlig over at jeg ikke kan sige, ikke kan finde hende paa denne Jord. De smiler, hvis Smil kan i denne Sorgens Tid over Søsteren, være paa Læben, over at den Gamle kan sørge saadan; ak jo, kjære Andersen, den Gamle har jo netop Tid til at elske sin Fødejord, den maa altid, altid blive kjær og ønsket at alle Kjære maa blive paa den saalænge man selv er der, er saa naturlig. Jeg sørger mere end jeg formaaer at sige. Dag og Nat staaer det Skrækkens Billede for mig, jeg seer hende med det lille, svage Legeme, ene, uden Frænde eller Venner, o Gud! jeg kan ikke udholde det skrækkelige Syn! Og nu den ulykkelige Søster som i hende tabte det Væsen, der maaske meest af Alle skattede hendes sjeldne Værd, og erkjendte i hende, det høieste Kvinden kan hæve sig til: en bramfrie stille Martyr der ikke for sig selv vil tilstaae hvor høit hun staaer. Stakkels, stakkels Søster!
Ogsaa Dem kjære, kjære Andersen sørger jeg over, De har mistet den trofaste Veninde der i de lange Aarrækker var Dem saa tro, saa hengiven, det er uerstatteligt! Gid De maatte føle Trang til et eller andet Udbrud af Deres poetiske Aand, det maatte afvende de sørgelige Tanker og atter give Dem Kraft og Mod til at glæde og oplive Tusinde.
Erkjend, kjære Andersen med Ydmyghed den kostelige Gave at være saa Manges Velgjører, thi det er De, naar De opvækker de helligste Følelser hos de Læsende ved Deres, Boghvede [2], Deres røde Sko [3], de muntreste ved Keiserens nye Klæder [4] eller Svinedrengen [5]. Ja arbeid arbeid, det er dog eneste Afleden i Sorgens mørkeste Dage.
Gid De maatte kunne læse disse, for mig selv ulæselige Linier for deraf at see hvor jeg deler Deres Smerte og hvor jeg i Glæde som nu i Sorg er Deres tro moderlige

Veninde Signe Læssøe

[Udskrift:]
S.T.
Hr Professor Andersen R af D
etc. etc. etc.
Nyhavn 34 B.S. [6]
Kjøbenhavn



Brev nr. 383. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]  

Kjøbenhavn 2 November 1858

Kjære velsignede Fru Læssøe!

Det var i den sidste Tid længe i min Tanke at skrive Dem til, da jeg nu ikke længer kunde søge Dem ude paa Østerbroe, jeg vidste Deres Deeltagelse for Jette Wulff og alle Tanker hos mig dreiede sig nu flere Uger kun om hende og hendes Skjæbne paa Austria, jeg kom imidlertid ikke til at skrive, men De har, som altid med moderligt kjærligt Sind erindret mig, og givet mig varme, hjertelige Ord; tak for Deres Brev; jeg havde øieblikkelig besvaret det havde jeg deri kunnet see Deres Opholdsted, men nu har [jeg] først hos Fremmede maatte faae dette at vide og opsætter jeg noget een Dag, da gaaer der let flere! - Ved den første Efterretning om Austria blev jeg forfærdet, men, ligesom Fru Kock, jeg havde endnu Haab om at Jette var ræddet; Dag for Dag søgte og slugte jeg hver Efterretning Aviserne bragte, og sammensatte mig stykkeviis et fuldt Billede af den skrækkelige Begivenhed og jo tydeligere Billedet blev, jo svagere blev Haabet; det norske Barkskib var tilsidst den eneste Frelsens Muelighed, men da jeg hørte at dette kun havde bjerget Mænd, der havde holdt ud at drive Natten over paa Havet vidste jeg hun var borte fra os, det der ogsaa bekræftedes i T i m e s, hvor hendes Navn stod mellem Navnene paa dem der sikkert vare omkomne. - Dag for Dag var min Phantasie blevet betaget af Rædsels-Billedet, jeg blev selv angest over hvor febril levende jeg saae Alt; i flere Uger har jeg aldeles Intet kunne bestille; min Følelse troer jeg er nogenlunde beskuelig i det lille Digt jeg skrev over vor bortgaaede Veninde, det stod i “Dagbladet” [2] og da De maaskee ikke seer samme vil jeg her vedlægge en Afskrift. Mit Haab er at Jette Wulff har faaet Frelse i Døden mellem de deres [sic] tidligst sank i Havet, hun har ikke seet al den Rædsel der Time for Time blev skrækkeligere! Gud vor Herre har optaget hende i sin evige Alkjærlighed! paa Gud og paa sin forudgang[n]e Broder har hun visselig tænkt i de sidste Øieblikke, tænkt med den Inderlighed der i den største Angest giver Støtte. Hun hørte til de Enkelte, som ret inderligt holde af mig; hun skattede og i høi Grad overvurderede mig! hun havde en Fylde af Følelse at give og gav, den jeg, det bebreider jeg mig nu, ikke nok gjengjældte. Det piner mig nu at jeg ikke i Tydskland paa Hjemreisen i Sommer gjorte en Omvei, det hun ønskede [3], for at vi endnu engang før hun forlod Europa, kunde mødes; men jeg var syg i Udlandet, leed i fire Uger af Bylder, der gjorte al Reise besværlig for mig; det var piinligt, selv i mindre Dag-Toure, at naae Hjemmet. - Den ene af de ældre Venner gaaer efter den anden, Fru Hartmann, Ørsted, ak, de kjæreste og bedste, nu Jette; de nye Venner blive os ikke de som dog de ældste vare! - Dem, kjære Fru Læssøe holdt Jette Wulff uendeligt meget af, hendes Søster Fru Kock, hvem De i disse Dage har sendt et deeltagende Brev, gjentog igaar for mig hvor hjerteligt Jette hang ved Dem. De siger i Deres Brev til mig at De bebreider Dem at De ikke oftere saae og søgte hende; de Ord rører en øm Streng ved mit Hjerte, den der naaer fra Dem til mig; De er nu reist saalangt hen i en afsides liggende Deel af Landet, hvor tidt mon vel, i flere Aaringer, jeg faaer Dem at see; hvor let var det ikke før da De boede paa Østerbro, og hvor sjælden, hvor saare sjælden kom jeg derud; det var ikke af Mangel paa sønlig Hengivenhed, Venskab, Vedhængenhed, mit Hjerte var og er fuldt deraf, men jeg slentrede fra de varme Tanker og lod Dem mindre fornemme disse, det bebreider jeg mig. Glæd mig engang imellem med et Brev, jeg skal blive en trofastere Brev-Gjest end jeg var i Virkeligheden, som den Besøgende. - Ordene jeg skrev over Jette følge her.



Jette Wulff

#

I det brændende Skib, paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen, naaer aldrig vort Øre!

#

Du dristige, kraftfulde Sjæl, Du Dig holdt
I et skrøbeligt Legem, høit stod Du i Vrimlen,
Og aldrig dit ildfulde Hjerte blev koldt;
Her Faae kun forstod’ Dig, men Flere i Himlen!

#

Du var mig en Søster, deeltagende stærk,
Min Sjæl holdt Du oppe naar Verden mig traadte,
Du kjendte, forstod mig og det er dit Værk,
At tidt jeg ei sank, naar synke jeg maatte.

#

Det Falske, det Tomme, det Bjældeklangs Smaa,
Har Hobens Beskyttelse, bæres af Strømmen,
Dens Løb ei forandres, Skum-Bølgerne gaae,
Og Jordlivet gaaer - det er endt, snart som Drømmen.

#

Farvel min Veninde fra Barndommens Aar,
Du var mig meer god end jeg det fortjente,
Nu har Du stridt ud; hos en Broder Du staaer,
Med hvem alt paa Jorden Dig Længsel foreente.

#

Din Kiste blev Havet, det rullende Hav,
Og Indskriften over Dig staaer i vort Hjerte,
Din Sjæl er i Himlen, der Herren Dig gav
Lyksalighed tifold for Dødsstundens Smerte.

#

#

I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naaer aldrig vort Øre!

___________

H.C. Andersen

Ikke sandt, jeg hører jo fra Dem, kjære Fru Læssøe, jeg faaer snart at vide om dette Brev er naaet til Dem, thi jeg er i Tvivl hos hvem af Deres to Sønner i Ribe Amt De er [4]. Paa Udreisen i Sommer og da jeg kom tilbage, var jeg i Flensborg, begge Gange søgte jeg der den Grav der er Dem og os Alle saa nær [5], jeg tænkte saa varmt paa den herlige F r e d e r i k, et velsignet Ungdoms Brev, det eneste jeg har fra ham, gjemmer jeg i mit Album [6]. Lev vel, hils Deres Børn inderligt! Deres sønlig hengivne

H.C. Andersen.



Brev nr. 384. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]  

Nørre Wosborg [2] mellem Holstebro og Ringkjøbing.
den 20 Juli 1859

Kjære Fru Læssøe!

Nu har jeg været her paa Nørre Wosborg i fjorten Dage [3], kan høre Vesterhavet rulle og har ogsaa besøgt det ved Huusby Klitterne [4]; jeg er fire Miil nord for Ringkjøbing, hvorhen jeg er kommet over Silkeborg, jeg er saaledes i Deres nuværende Hjemstavns Egn i Sand og Hede og daglig naar Tankerne drage Sydpaa hvile de lidt, som Trækfuglene hvile paa og i Ølgod Præstegaard; selv kommer jeg desværre ikke, Tankerne selv er for Dem kjære Fru Læssøe, usynlige Gjester, men i Dag flyver denne min Brevdue med og fortæller Dem derom. Jeg er overrasket ved at see Egnen her saa beboet og opdyrket, saaledes havde jeg ikke tænkt mig det her i det vestlige Jylland. Med Etatsraad Tang har jeg besøgt flere af de velhavende Bønder [5], de synes saa veloplærte, saa dygtige og humoristiske at det ret er en Fornøielse og saa er Gaardene, som smaa Herskabsgaarde. Forrige Søndag var her paa Nørre Wosborg en Fest for mig [6] og over 100 Mennesker, meest Bønder, Mænd og Koner indbudte, Danebrog vaiede, Sange bleve afsjungne og Skaaler udbragte[,] det var meget festligt; ogsaa Fredericia-Slaget [7] blev her feiret og da her paa Gaarden tjener sex Karle, som have der været med, bleve de indbudte til om Aftenen. Jeg læste for dem: “Holger Danske”, bedre vidste jeg ikke at give dem. Imorgen tage vi Alle til Bovbjerg [8], ligge om Natten i en Præstegaard ved Klitterne og ere da Fredag i Lemvig for at jeg Løverdag morgen kan, med Dampskibet, gaae til Aalborg hvor jeg boer hos Stiftamtmanden, Dahlstrøm, H.C. Ørsteds Svigersøn [9], efter en 6 a 7 Dage reiser jeg da til Børglum-Kloster [10], Skagen [11], Sæby og kommer midt i August da til Aalborg igjen; meget vilde det glæde mig om jeg der fik et lille Brev fra Dem, at jeg kan vide hvorledes De og Deres Søn V i g g o har det. Hils ham paa det hjerteligste. Jeg haaber at denne Reise her til Vest- og Nord-Jylland, vil bringe sine Frugter, at fra Klitter og Hedestrækninger vil hjembæres et og andet Frøkorn for den aandelige Have; paa min Reise selv, veed jeg af Erfaring, springer disse aldrig frem, men først naar jeg er i Ro og hvad man kalder Hvile. Før jeg forlod Kjøbenhavn skrev jeg imidlertid tre nye Historier [12]: “Barnet i Graven”, det jeg har bestemt for en skandinavisk Kalender og dernæst to Historier: “Pen og Blækhuus”, - samt, “Deilig”; disse to komme vel i den Samling jeg haaber at faae til Juletiden; Kjøbenhavn forlod jeg den første Juni, besøgte Ingemann og var siden paa Basnæs 14 Dage før jeg tog herover til Jylland. Herovre paa Wosborg er, allerede nu i flere Dage, i Besøg en Slægtning af Familien, en Frøken Marie Meinert [13], en eiendommelig Personlighed med en fortræffelig Kerne [14], man kommer Dag for Dag mere til at skatte det dygtige hos hende. Hun kjender Dem og beder mig bringe Dem sin særdeles Hilsen og sige at hun er kommet herover, men denne Gang kommer hun dog ikke til Ølgod, ihvor gjerne hun vilde. Hun bliver nok her længere Tid. Hun synes saa ægte dansk, meget begavet og bund ærlig. - Dem skatter hun inderligt, som De fortjener det. - Og nu lev hjertelig vel; hvergang jeg seer sydpaa tænker jeg mig, som laae Deres Hjem strax bag Horizonten, men det er jo et godt Stykke over Sand og Hede! Gud glæde og bevare Dem! tænk venligt paa

Deres inderlig hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Til
Enkefrue Signe Læssøe født A b r a h a m s o n
Adresse: Hr Pastor V. Læssøe
i Ølgod
ved
Warde
(fra H.C. Andersen.)



Brev nr. 385. Fra Kong Maximilian II af Bayern til HCA.[1]  

Vorder-Riss, den 8. November 1859.

Herr H. Christ. Andersen!

An einem sehr schönen Abend jüngst am Wallersee spazieren gehend, habe Ich Mich an Ihre prächtigen Mährchen und Dichtungen erinnert und den Entschluss gefasst, die Bedenken, welche bisher erhoben worden, weil Sie nicht ein Deutscher von Geburt, zu beseitigen und Mir das wahrhafte Vergnügen zu machen, Ihnen Meinen Maximilians-Orden zu verleihen, da Sie so sehr im deutschen Sinne gedichtet und Ihre Mährchen in Deutschland so populär sind. Noch im Mondlicht habe Ich Mir den Entschluss in die Schreibtafel notirt. Wollen Sie die Verleihung dieses Ordens als ein Zeichen betrachten, wie sehr Ich Sie schätze und mit welchem Vergnügen Ich Mich an Mein Zusammenseyn mit Ihnen zurückerinnere, der ich mit wohlwollenden Gesinnungen bin

Ihr wohlgeneigter
M a x.



Brev nr. 386. Fra Ilia Fibiger til HCA.[1]  

Fred. Hosp. Julenat 1859.

Kjære Hr. Professor!

Da jeg ikke hører til de dydige Folk, som have Magt over dem selv, saa jeg formaaede at gjemme Deres Bog til Julen til fælles Festligholdelse, besluttede jeg idetmindste, at det Første, jeg tog mig for i Helligdagene, skulde være at takke Dem for den og for al Deres Venlighed og Hjælpsomhed imod mig. Men jeg er bange, det bliver kun daarligt gjort, thi Linierne glide ud og ind mellem hinanden for mine Øine, og alting omkring mig dukker op og ned. Jeg fik kun sovet en eneste Time igaar; jeg havde ligesom Julefeber, troer jeg - skjøndt Himlen maa vide hvorfor. Og naar det har været Tilfældet, bliver hele Omverdenen lidt svimmel og jeg selv ikke at stole paa. Dog kan jeg paa en Prik sige Dem, hvilken af Deres Historier jeg finder deiligst. Trods “Barnet i Gravens” ideale Korthed - en Egenskab jeg, i Forbigaaende sagt, næsten sætter over alle - og trods Klithistoriens Naturbeskrivelser og øvrige Skjønheder, foretrækker jeg dog - ubetinget - : Deilig. Alene undtagen mit Yndlingseventyr, Den lykkelige Familie [2], synes jeg, det er det Deiligste, De har skrevet. Men Sophie anseer jeg rigtignok, paa Grund af hendes sidste Yttring, for en stor Skjælm. Dersom jeg var en gammel Onkel - thi for en Tante vilde det vel ikke engang skikke sig - vilde jeg sige: Pokker troe hende. - Hvad De sikkert mindst havde ventet, var, at Pen og Blækhus gjorde et høist overraskende Indtryk paa mig. Men, tænk Dem! Det er anden Gang, det er hændt mig. Mellem de Smaating, jeg sendte Dem til Illustreret Tidende, havde jeg nær medtaget et ganske lille - hvad skal jeg kalde det? - der behandler omtrent samme Emne, kun seet fra den modsatte Side. Det er en Samling af Instrumenter, hvor et Valdhorn vækker Forargelse ved sit oprørende Hovmod, fordi det ikke vil erkjende, at det blæser sig selv, ja endog giver “en Mester” Æren for de Toner, hvorved det nys har erhvervet sig de andre Instrumenters Bifald. De, der i deres Beskedenhed tage Ære og vel selv undertiden Dadel af hinanden, see heri den forargeligste Selvforgudelse. - Første Gang et lignende Sammenstød fandt Sted var, da jeg Julen 52 havde faaet udgivet en lille Børnebog, Fortællinger for Børn, som kunne læse paa egen Haand [3]. Ganske kort efter traf jeg en lille Fortælling af Dem om Barnet, der solgte Svovlstikker, der paa det Mærkværdigste svarede, i Henseende til Catastrofe, til min Slutningshistorie: Det tossede Barn. Begge Børn ere forladte, Begge fryse ihjel, saavidt jeg husker, paa en Julenat. Jeg har næsten glemt min, som jeg ikke har seet, siden jeg læste Correctur derpaa; thi saa rig, selv at eie en af mine Bøger, har jeg aldrig været. Men De tager Alt fra den rigere, yndigere, mere poetiske Side; for mig former det sig strengt. Om Udførelsen taler jeg naturligviis slet ikke, kun om Opfattelsen. Og der finder jeg det morsomt, at vi ligesom skulle mødes i samme Idee fra modsat Side.
Jeg fik en lille Billet fra Lose og Delbanco, hvori de underrettede mig om, at de meente at kunne benytte de Smaating, De havde bragt dem, og foreløbigt vilde optage Frøkongens Brud, samt spurgte om mit Forfattermærke, “f. Ex. Forfatteren til rettroende Eventyr” [4]. Jeg svarede, at mit Mærke var “Forf. til tre Dramer”, baade mit første Arbeide og det, jeg selv satte meest Pris paa, men dersom de foretrak den anden Benævnelse, havde jeg Intet at indvende derimod. Hvorpaa de ogsaa virkelig foretrak den; idag læste jeg Correctur derpaa.
Og hvorledes skal jeg nu egentlig takke Dem? Jeg vil aldeles ikke prøve derpaa; thi jeg veed, det bliver dog ikke til Noget. Jeg slutter med det Ønske, at De maa have ret megen, megen Glæde i Helligdagene, baade for dem selv og til at lægge hen af til Andre. De hjerteligste Hilsener fra min Søster.

Glædelig Jul!
Deres taknemligst hengivne
I l i a  F i b i g e r.



Brev nr. 387. Fra HCA til A.L. Drewsen.[1]  

Basnæs ved Skjelskjør den 30 December 1859.

Kjære Etatsraad Drewsen!

Det var dog et velsignet Brev [2] De igaar sendte mig! Ordene klang ligeud fra Hjertebunden og jeg forsikkrer Dem at Taarer kom mig i Øinene og jeg læste det strax to Gange igjennem. De har ret et rigtigt gammelt dansk Hjerte, saaledes som Dansken skulde have det! gjennem Breve er lyst megen Juleglæde til mig, saa varm, saa levende udtalt Tak for de sidste Eventyr og Historier, navnlig for den fra Klitterne; igaar fik jeg et smukt Digt fra Redacteur Bruun [3] i Hjørring, ham der i Sommer skrev den smukke Sang til mig, Digtet jeg nu fik, havde han først sendt til Redacteuren af “Fædrelandet”, men denne havde nægtet at optage det; eet af Versene peger saa ganske hen paa Historien fra Klitterne:

“Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur
Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,
Du blev begeistret af en vild Natur,
Et deiligt Syn gik op for Dine Tanker,
Da var det at Dit Seerøie saae
Hiin Kongesnekke med forgyldent Raa,
Da var det at Du hørte Psalmesang
Og Orgeltoner under Kirkens Buer,”

o s v - o s v.

Digtet skal jeg senere vise Dem. - Her er uendelig stille paa Basnæs; Fru Scavenius har sin tunge melankolske Tid, som jeg jo vidste, Ingen kommer her, Dagene glide stille hen, jeg sidder meest paa min Stue og har saa temmelig løst en stor Brevgjæld jeg var i; ikke færre end sytten Breve, hvoraf tre tydske, har jeg faaet skrevet, men til Digtning har jeg slet ikke været stemt, Veiret er altid graat og tungt; Havens Gange staae med Vand og Glatiis, Markerne ere som en Mose at ælte i; en halv Times vaade, tunge Gang paa Sjapiis og i Regnveir er den eneste Bevægelse jeg faaer; De kan tro at man da dobbelt fornemmer det Solskin der kan lægges ind i et Brev og i Deres, som sagt, var det fuldt op, Guld værd, Hjerteguld! Det er jo deiligt at De har Jonna og Børnene om Dem! hils kjærligt fra mig! jeg glæder mig til at see dem, at tale med dem, rimeligviis bliver jeg her i denne Tristhed hvor jeg er, til den Tredie eller Fjerde, det er en Aftale, og den holder jeg altid, desuden har jeg godt af nogen Rolighed og kan da med mere Friskhed gribe efter Bylivets Bevægelighed. Noget arbeider jeg dog paa; jeg reenskriver hvad jeg har om mit Ophold hos Dickens [4], og tænker at give H. P. Holst [5] det, da han sender mig frit den berlingske Tidende; Eduard lovede mig Efterretning om jeg skulde skrive en Vise eller ei til den 6te Januar [6], jeg har Intet hørt, men seer af det Par Ord Deres Kone føiede til i Deres Brev at Festen feires hos Gottlieb, men kommer der Andre med, end Deres Svigerfader og Theodor? Hils Deres Kone og “de velskabte Drengebørn”; “Finanz-Bank-Idiot-Beskjærmeren” [7]! De seer jeg har slaaet Deres Virken sammen i et nyt Ord, der ikke kommer i Molbechs Lexicon [8], i detmindste ikke ved gamle Molbech. Nu hjertelig Tak for al Deres Venskab og Godhed i det gamle Aar, Gud glæde Dem derfor.

Deres taknemlig hengivne
H. C. Andersen.

[I marginen på sidste side:]
Vil De hilse Deres Svigerfader og Theodor!



Brev nr. 388. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 21 Jan 1860

Kjære Ven!

I de sidste Dage har jeg ret været i Beskjæftigelse, deels med at skrive deels med at læse; Skrivningen vil De snart faae [,] det er min Optegnelse fra mit Besøg hos Dickens [2]; længe har H.P. Holst bedet mig om disse, nu har jeg dem paa Papiret. I Fredags, (forrige Uge) hædrede Studenterforeningen mig med en Indbydelse til deres nordiske Fest [3] og der blev min Skaal særdeles smukt udbragt, om Løverdagen var jeg til Taffels hos Kongen [4] og blev der siden om Aftenen til Klokken elleve, da Kongen vilde høre mine sidste Eventyr[.] Historien fra Klitterne ligesom ogsaa “Deilig”, tiltalte ham meget og han takkede mig saa hjerteligt for den Oplivelse han følte derved, da hans Sind var nedbøiet over Ulykken med Fredriksborg Brand [5]. I Mandags læste jeg for Arbeiderforeningen [6]. De veed at flere yngere Professorer og Videnskabsmænd, skifte[s] til tre Gange om Ugen, der at holde Foredrag i forskjellige Fag; nu vilde man ogsaa forsøge hvad Virkning Poesien gjorde og Resultatet var glimrende, de optog det med Jubel og Opmærksomhed. Der var nok 700 Mennesker, men udenfor Huset mange Flere, som rigtig nok strax gjorde et grueligt Spektakkel for at komme ind, de raabte at man skulde aabne Vinduerne at de kunde høre mig. I sex Nætter og Dage havde jeg gaaet i Angest for denne Aften, jeg ventede at prostituere mig, besvime &, men da jeg kom i Ilden havde jeg ingen Frygt, jeg holdt et Foredrag, en Indledning om Poesiens Nytte og lærte dem hvorledes den traadte frem, selv i Bibelen, som Parabel og Lignelse, at man der ikke tog det lige efter Ordene, og at naar vi hørte Ecchoet, da vidste vi godt at det ikke var Mark og Høie, Træer eller Huse som svarede, men vi vidste at det var Gjenklang af os selv og denne var det vi skulle søge i Eventyret. Jeg læste fire Eventyr og endte med “Noget” der i en Grad greb Mængden at der blev saa stille at man kunde høre en Knappenaal falde til Jorden. “Det er ganske vist” forstod de i hver lille Enkelthed. Jeg haaber at have udrettet noget Godt og seer allerede at der i Rækken af videnskabelige Foredrag er nu gjort en Forandring at de faae lidt mere anden fra Digtekunsten, saaledes allerede i Aften er der en anden Herre som oplæser for dem et Udvalg af “Danske Digtere”; naar Sligt vælges godt vil det jo have en stor, god Indvirkning og jeg er da glad ved at have været den Første, som paa Digtekunstens Vegne selv traadte frem og læste for Almuesmanden. Hils kjærligt Deres Kone og glæd mig snart med et lille Brev;

Deres trofast hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 389. Fra HCA til Therese Henriques.[1]  

Gøttingen den 10. Juni 1860.

Kjære Fru Henriques!
For et Par Timer siden kom jeg her til denne Studenterby [2] og da jeg nu har lidt Ro og Hvile, uagtet Tankerne stadigt flyve hjemad, vil jeg lade dem hvile paa dette hvide Blad, sende Dem, Deres Mand og tre kjære Børn [3] min Hilsen. Jeg blev hele otte Dage i Rendsborg det havde jeg ikke betænkt, to Dage var kun Bestemmelsen, men nu skal De høre, dersom De ikke allerede gjennem Aviserne [4] have hørt. Jeg forlod Kjøbenhavn, forunderlig blød om Hjertet, jeg havde det egentligt saa godt hjemme, Gud veed hvad det da er der driver mig ud, en Drift er det! Hos Ingemanns i Sorø blev jeg to Dage og var med at feire hans 71de Fødselsdag, saa gik jeg over Flensborg til Rendsborg hvor Etatsraad Thieles Datter [5] er gift med Capitain Lønborg; hos dem boede jeg og havde det saa godt. Kun to Dage vilde jeg blive der, men to endnu bleve lagt til, thi Carl Price [6] skulde komme til Lønborgs den næste Dag, og dertil fulgte ogsaa at en ung Officeer havde indbudt mig med sine Kamerater og en Mængde danske Damer til en Frokost og her gik det livligt, lysteligt og ægte dansk til. Vi var en særdeles stor Kreds, danske Viser bleve sjungne, min Skaal jublende udbragt og Taler holdte og om Aftenen hjemme, overraskedes jeg ved at Tropperne med Musik droge gjennem Gaden hvor jeg boede, det var aldrig før skeet og jeg hørte at Musikchoret havde af sig selv bevirket det for at vise mig en Venlighed; stille turde de ikke staae udenfor, det var mod Ordre, men saa gjorde de et Holdt med Fødderne frem og tilbage, saa at der blev et Ophold, det rørte mig og da saa een af Officererne om Aftenen og strax hele min Omgivelse bad mig at blive endnu en Dag, og ligesom jeg i Kjøbenhavn havde læst for Haandværkerforeningen, da læse for vore Jens’er, kunde jeg umuligt sige nei! - Det blev en deilig Fest. Næste Eftermiddag Klokken sex havde en stor Mængde Soldater og Recrutter fri for at høre mig læse. “Tonhalle” der er meget større end Cacinos lille Sal, var festligt smykket med Danebrog og Kongens Buste, en Tribune reist for mig; min Gud hvor var jeg angest, hele Natten forud havde jeg ikke sovet. Jeg traadte op, over 1500 Mennesker var der, Officerer og Underofficerer med deres Koner, hele Galleriet opfyldt med Soldater, jeg blev modtaget med tredoppelt Hurra, Orchestret spillede saa Dannevang med grønne Bred [7], og en Regn af Blomsterbouquetter fløi til mig, Pepitta [8] fik dem ikke rigeligere, jeg var nær ved at græde, men læste dog ganske godt 5 Eventyr, saa fik jeg Hurra igjen og een af mine Sange: “Danmark mit Fædreland” [9]. De begriber hvor det greb mig! - Næste Morgen, i Løverdags da jeg vilde bort, kom Regimentets Musik og spillede til Afskeed udenfor min Dør. Banegaarden var smykket med Danebrog, mange Soldater vare derude og sang danske Sange, og bragte mig Hurra til Lev vel! Blomster vare strøede, min Gud, min Gud, jeg fortjener det ikke - jeg græd i Ydmyghed, da vi foer afsted! - Igaar kom jeg til Hildesheim, det er en høist interessant gammel By, som jeg raader Enhver der fra Hamborg flyver til Hanover, skal besøge, den ligger kun en Time derfra; deilige gamle Huse er her med udhugne og udskaarne Billeder og ganske Catholsk; jeg saae der i Dag med Procession Christi Legems Fest [10]. Imorgen flyver jeg til Eisenach, derfra sendes Dem dette Brev, glæd mig nu med et lignende sendt til Dresden post restante. Siig mig lidt om Hjemmet og Deres. Den stakkels Arnesen hører jeg er blevet ulykkelig syg [11]! han var saa venlig og god mod mig, særlig i den sidste Tid. Gud styrke ham. Lev hjertelig vel! Deres inderlig hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 390. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

[Ovenover og på siden af billedet: ]
Naar De mellem disse to, foroven og forneden af Billedet markerede Steder drager en Linie da gaaer denne gjennem Huset hvor jeg boer paa første Sal med Udsigt over Søen, til Jurabjergene. Det hvide Bjerg De seer er Montblanc. Øen er Roussous Ø.-

Geneve den 11 September 1860.

Kjære Fru Collin!

Det er smukt og trofast af Dem at De altid i Deres Mands Brev til mig lader følge en lille Skrivelse, derfor skal ogsaa De i Dag have det hele lange Brev, rigtignok fortjente Deres Mand et lignende, som Udbrud af min Glæde og Tak for det velsignede Brev [2] han igaar forundte mig, faae af hans Breve have været hjerteligere, (ret som Ven skriver til Ven), som dette var det; jeg trængte til et saadant og jeg vilde nu saa gjerne sige ham mit Hjertes Tak, dog et Brev til Dem, er jo et Brev til ham, De lader ham læse dette, omfavner ham, saa vil han være tilfreds. Jeg sender Dem ogsaa her en Photographie af Garibaldi [3], den skal være særdeles lignende og da der neppe er naaet noget andet Aftryk hjem, har dette maaskee en større Interesse for Dem at De har det første Exemplar at fremvise. Nu har jeg allerede været over fjorten Dage i Geneve, boer som sagt hos en Madam Achard [4] der har een af de meest søgte Pensioner, deels for Husets Beliggenhed, De seer det paa Billedet ovenfor, deels fordi det er en dannet Kone hvor man er i bedste Selskab. Engelske og amerikanske Familier boe her, en ung rusisk Prinds med sin Hovmester etc. - Vi samles ved Kaffebordet, ved Frokosten Klokken 12 og om Middagen Klokken 5; jeg er for Øieblikket Mærkværdigheden, og mine Skrifter i Engelsk, Fransk og Tydsk, læses i alle Stuer; jeg er naturligviis indbudt til Engeland og Amerika, det er altid en Høflighed; men det rørte mig, at den 6 September [5], den Dag jeg første Gang kom som fattig Dreng til Kjøbenhavn, var bemærket af flere her i Geneve og jeg fik den Dag sendt tre forskjellige smukke Blomster-Bouquetter. Digteren Petit-Senn [6], den betydeligste her, indbød mig nylig til en Middag nede i Chenes hvor han boer; den gamle Mand, der altid troer sig syg, var ungdommelig frisk og livlig, sang os flere af sine Sange og gav Historier til bedste. Digteren Blanvallet [7], som ogsaa lever her viser mig, ligesom næsten alle Byens Professorer stor Opmærksomhed. I Pensionen selv er det ganske interessant at see dette levende bevægelige Panorama af nye Pensionister, nogle blive her knap en Uge, medens andre slaae sig maanedsviis til Ro! saaledes saae jeg nylig her en stiv engelsk Mand og Kone med deres Døttre, opmarscherende og deres Ansigts Forklarelse ved at see Hans Christian Andersen, ja det er en Skam at lee, men der er tidt noget saa Komisk og saa tale de ofte en Fransk at jeg ikke veed om det er Engelsk jeg faaer! - selv gjør jeg - de[t] siger man i Høflighed, utrolig Fremgang i Fransk, sladdre det gjør jeg det da med stor Uforskammenhed, jeg taler hurtigt for at man ikke skal mærke Feilene; dog det er vist, jeg begynder nu ganske anderledes at forstaae de Andre, end jeg har gjort det før. Alt dette finder De kan være meget morsomt, ikke sandt, og dog, kjære Fru Collin, paa hele Reisen har jeg endnu ikke følt mig saa forstemt, saa nerveus sygelig som her, ja, der har virkelig været Øieblikke hvori min Stemning var saaledes at jeg ønskede at kunne lukke mine Øine for at aabne dem kun i den ubekjendte Verden; denne Svæven i Uvished om jeg skulde gaae til Italien eller ei, denne idelige Seen ind i mig selv om det ikke var en Svaghed jeg skulde overvinde, sætte igjennem hvad jeg eengang havde bestemt, gaae til Rom, eller idetmindste blive ude et Aar, da jeg dog saa temmeligt bestemt eengang havde sagt det, men jo mere jeg overveiede og prøvede, kom jeg til den Erkjendelse, Italien er ikke iaar Stedet for mig. Sprog kan jeg ikke nok til at gaae til Spanien, Paris har aldrig ret tiltalt mig, Tydskland vil jeg ikke gjerne overvintre i, klogest at flyve hjem, for igjen et andet roligere Aar at naae Italien, Landet for min Længsel; jeg gik i Feber og ventede at høre nogle Ord fra Deres Mand og da hans Mening i Sagen slutter sig til min, velan - hjem! hvorledes Farten bliver veed jeg endnu ikke ret, rimeligviis gaaer jeg først lidt til Stuttgard og München, det sidste Sted skulde jeg have Klæder, flyver saa over Weimar [8] til Dresden, hvor jeg vel hos Fru Serre ikke tør gjøre Opholdet i Maxen kortere end 14 Dage; paa Hjemveien gaaer jeg vist en lignende Tid til Basnæs, saa at jeg neppe seer mine kjøbenhavnske Venner før først i November; saa skulde jeg ogsaa see til at faae der en Huusleilighed; hos Anholms er mig for uroligt, jeg vil gjerne boe paa Kongens Nytorv, St Annaplads eller der et Sted nær ved Theatrene, derom skriver jeg imidlertid senere til Dem, naar jeg nu først ret har sundet mig til Hjemfarten og lagt en ordenlig Reiseplan, hører De derimod, tilfældigt, om nogen Slags Leilighed, som jeg har antydet, da læg Mærke der til, men gjør ikke Arangement før nærmere Bøn fra mig. Forrige Søndag, den 2den September gik jeg op i “Société de Lecture” for at læse Aviserne, her findes “Algemeine Zeitung” og der læste jeg at Heiberg var død [9], da jeg strax efter kom paa Posthuset fandt jeg fra H. P. Holst et Brev hvori han mældte mig det samme, Dagen efter kom Brev fra Thiele, hvori ogsaa stod herom, saa at jeg fik Efterretningen tidligere, end fra Deres Mand; min første Tanke ved Heibergs Død var Erindringen om al den Venlighed, især i tidligere Tid, dog ogsaa i den allersidste, Heiberg var kommet mig imøde med og jeg huskede paa hans Ord til mig engang, da jeg beklagede mig for ham at han var lidt for stræng offentligt mod mig, han sagde saa venligt; “De er dog en sand Digter; vi gaae forskjellige Veie, men vi gaae til det samme Maal!” og de Ord var meget sagt den Gang af ham; Verden vil maaskee dømme anderledes. Imorges fik jeg til min store Glæde et Brev fra Deres Svigerfader [10], det tydede paa at han var glad og vel, men jeg blev bevæget der ved, især de Ord: “D e t   f a l d e r   m i g   t i d t   i n d   d e t   S p ør g s m a a l:   h v o r f o r   f a r e r   A n d e r s e n   d o g   s a a   m e g e t   o m k r i n g   i   d e t   F j e r n e,   d a   h a n   d o g   h a r   s a a   m a n g e   æ r l i g e   t r o f a s t e   V e n n e r   i   H j e m m e t?” - Det gjorde mig egentligt godt at han spurgte; mit Svar ligger i et Par af mine Digtninger; Hjertet har ligesom Himmeriges Rige, mange Værelser, men man lukker dem ikke alle op, ihvor aabent end det store Slot kan synes. - Glæder nu De eller Nogen mig hjemme med Breve da send disse indtil videre til Basel poste-restante, der skal jeg sørge for paa Posthuset at de senere indløbne vide at finde mig, for Øieblikket veed jeg ikke at opgive sikkrere Sted. Etatsraad Drevsen maa De endelig takke uendeligt meget for det deilige lange Brev han i Dag sendte mig, det kom sammen med hans Svigerfaders; der var en Deel deri han havde at fortælle mig, men lod være der med, i den Tanke at jeg læste danske Aviser, disse har jeg ikke seet siden jeg var i Rendsborg, jeg har fra jeg forlod München, til jeg kom her til Schweitz ikke engang seet tydske Aviser, men her i Genf har jeg franske, engelske og den augsburgske saa at jeg ret hører Døningen fra Italien [11] og fra det Røre der er rundtom i Verden. Siig Etatsraad Drevsen at det er første Gang ude jeg har følt Længsel efter at flyve hjem; aldrig har jeg ude før fornummet hvor berømt mit Navn er, saaledes som jeg denne Gang har fornummet det, men al Roes og Hæder, trykt og udtalt er dog ikke stærk som den jeg fornam i Soldaternes Sang for mig paa Grændsen af Hjemmet [12], det Hurra, saa dansk saa stærk, har været mig en Erkjendelse som ikke kan overveies ude, og naar jeg her i Schweiz seer Schweizerflaget, det hvide Kors i den røde Grund, synes jeg at det er [et] Stykke fra Hjemmet, en Vinken om at komme der hen! Man sagde engang, ja min Ven Orla Lehmann selv sagde det, at kun min skandinaviske Vise [13] gjorde mig til en dansk Digter [14], Frøken Bremer derimod paastod jeg var det klareste Afpræg af Danskhed, hele Udlandet siger, jeg er den meest danske Digter og jeg selv fornemmer det, jeg er groet i den Bund og er og vil blive erkjendt altid, i den vide Verden og hjemme med, engang, som den meest danske Digter! - Nu tusinde kjærlige Hilsener til Alle hjemme, Deres Louise, Jonas, Drevsens, Gottliebs, Linds og fremfor hver, til Deres Svigerfader.

Deres tro hengivne
H.C. Andersen.

E. S.
Fru Pedersen [15] Deres Broder, hans Kone [16] saavelsom Gerson og Frøken Reimer mange Hilsener!



Brev nr. 391. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Basnæs den 11 November 1860.

Kjære Fru Collin!

Iaftes, i Mulm og Mørke, kom jeg til Corsøer, hvor en Vogn fra Basnæs ventede paa mig og her er jeg da endelig i Ro og Hyggelighed efter en noget besværlig Reise [2]; jeg trænger til lidt Hvile, den jeg ikke vilde finde ved at flyve til Kjøbenhavn og begynde med Hotel-Liv, uagtet jeg længes betydeligt efter alle mine Kjære der. Ja, nu maa Vennerne isandhed denne Vinter erstatte mig Savnet af Italiens Sol og Deilighed. De vil jo bidrage Deres kjære Fru Collin?, Deres Mand har paa denne min sidste Reise ret viist mig sit trofaste Sind, De kan tro at jeg erkjender det og ret inderligt er ham taknemlig. Forrige Løverdag, (igaar otte Dage) vilde jeg have forladt Dresden, mit Tøi var indpakket, men Fredag Eftermiddag fik jeg Besøg af Geheimeraad Lüttichau, der spurgte mig om jeg virkelig vilde afsted, da Kongen [3] ellers ønskede at see mig Løverdag Aften til Thee og at han gjerne vilde høre mig læse et Par Eventyr. Kong Johan hører til een af de meest videnskabeligt dannede Førster, De veed han har oversat paa Tydsk Dantes Divina Comedia [4], Kongens Søster er den som dramatisk Forfatterinde bekjendte Prindsesse Amalie af Sachsen [5]. Det var en Udmærkelse Kongen viiste mig, Fru Serre sagte mig at der sjældent saaledes indbødes Digtere her ved Hoffet; jeg opsatte altsaa min Reise til Mandag morgen og var Løverdag Aften ved Hoffet hvor Kongen var høist naadig, elskværdig og aandrig; der var alene Familien, Kongen, Dronningen [6], Kongens to ældre Søstre [7], Prinds Georg [8] med sin Gemalinde, en Datter af Maria da Gloria af Portugal. Vi drak Thee, jeg læste, vi spiiste til Aften og Kongen ønskede mig ved Afskeden at jeg ret længe maatte leve og skjænke Verden flere af mine Eventyr. (Disse hører jeg læses i Skolerne i Sachsen, det blev mig fortalt en Dag af een af Ministerne [9]). Til en Erindring om denne Aften fik jeg en smuk Ring. I Mandags maatte jeg da op om Morgenen Klokken fem for at gaae med Toget til Berlin, her hørte jeg om Aftenen Operaen “Rigoletto” [10]; besøgte Ingen [11]; men tog afsted igjen næste Morgen før Dag for at naae Hamborg hvor jeg igjen overnattede; Onsdag Eftermiddag gik jeg til Neumünster og var i Vogn sammen med Rencks [12], der begge to, Mand og Kone, talte smukt og hjerteligt om den collinske Familie i Tvergaden; jeg skulde have været hos Rencks om Aftenen, men følte mig træt og søgte Ro, den fik jeg imidlertid ikke, der var Bonde-Bal i Hotellet; der blev spillet, sjunget og skreget; der var en Løben paa Gangen og en evig Tagenfat paa min Dør, saa at jeg ikke lukkede et Øie den Nat, og næste Nat gik det Klokken 11 fra Flensborg med Diligense; vi sneglede afsted, stuvet ind i en slet Vogn; den Poesi den gamle Reise-Maade skal have fremfor den nye med Damp paa Jernbanen, var her ikke Anelse om, det var den knusende fade Prosa. I Fredags Middag naaede jeg Odense, hvor jeg ikke har været i 18 Aar [13], jeg vilde engang igjen see min Fødeby, men “hvor forandret”! ja den var blevet en meget net By, pyntet og glattet, men uendelig kjedsommelig. Alle de gamle Huse vare revne ned og slikkede fiirkantede Kasser reiste istedet. Det Huus hvori jeg havde tilbragt min Barndom [14], havde faaet een Etage til og store Ruder; hvor mine Forældres lille Stue laae, gik nu en lang Gang. Ingen kjendte jeg. Biskoppen [15], som jeg søgte, var netop reist en Time forud; ganske ene gik jeg om i Fødebyen, ganske ene sad jeg paa Postgaarden, medens jeg i Udlandet i alle store Byer omringes af Venner og opmærksomme Mennesker. Jeg følte mig veemodig, og var en Fremmet i Hjemmet. Odense var mig som en By, jeg engang havde læst en Deel om og nu da jeg kom her fik jeg et ganske andet Indtryk. Jeg lod mig vise det nye Theater [16], de nye Bygninger Nebelong har reist [17], gik som Reisende omkring og da jeg derpaa søgte til Kirkegaarden for at hilse paa gamle Navne, vare ogsaa disse borte, jeg saa ukjendte Navne, ukjendte Grave. Et Sted, i Gaden, aabnede man et Vindue og saae ud efter mig, man havde der kjendt mig, men jeg veed ikke, hvem der boede. Igaar Eftermiddags foer jeg saa afsted til Nyborg og kom, som sagt i Mulm og Mørke til Corsøer, hvor jeg traf en vittig Herre fra Kjøbenhavn [18], der ikke stemte mig bedre; Vognen fra Basnæs ventede udenfor og Klokken efter 9 var jeg her paa Basnæs hvor jeg blev hjerteligt mod taget, to hyggelige opvarmede Stuer ventede mig og i denne Morgenstund er min første Beskjæftigelse at jeg skriver til Dem kjære Fru Collin, altsaa til Familien! hils dem hver især kjærligt fra mig! - Nu er det at tænke paa en Huusleilighed. Jeg betalte hos Anholms 18 Rdlr for 3 Værelser, mere end 20 Rdlr agter jeg ikke nu at give for to; foreløbigt vil jeg tage ind i et Hotel, der tager jeg da øieblikkelig kun eet Værelse, hvad koster et saadant paa Garnisonspladsen [19], eller i Hotel d Angleterre, jeg mener hvad koster det daglig? Vil De ikke sidst i denne Uge lade sætte i Avisen om at faae fra første December to a tre Værelser paa første Sal, beliggende paa Kongens Nytorv eller Garnisons Pladsen; dog vil jeg ogsaa finde mig i at boe i Kronprindsesse Gaden, men de to førstnævnte Steder er at foretrække. Prisen om Maaneden opgives og Solsiden ønskes. Der er ogsaa i Bredgaden et Hotel garni[;] hvad forlanges der om Maaneden? Jeg bliver her paa Basnæs til næste Søndag, gaaer da til Sorø to Dage og er saaledes Tirsdag eller Onsdag i Ugen der paa i Kjøbenhavn, men jeg skriver naturligviis forud, at Æreporten kan være istand ligesom jeg ogsaa i denne Uge haaber at faae et Brev fra Dem sendt til Basnæs ved Skjelskjør. Fru Scavenius beder mig hilse Dem! jeg sender de hjerteligste Hilsener til Deres Svigerfader, Mand, Børn og hele Familien!

Deres inderlig hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 392. Fra Edvard og Henriette Collin til HCA.[1]  

23 April 1861.

Kjære Andersen. At De har Jonas med Dem paa denne Reise, vil sagtens medføre, at en stor Deel af Meddelelserne fra Hjemmet ikke stiles til Dem; jeg vil derfor idetmindste begynde godt. - Forholdene her hjemme ere omtrent de samme, som da De reiste. Med Exsecution og Krig har det sagtens lange Udsigter, men disse ere der dog stadig [2]; imidlertid vedblive vi Rustningerne og bruge mange Penge [3]. - Jeg kommer nylig hjem fra Hamborg; jeg havde da mit paa Reiser sædvanlige Theater-Held, idet jeg saae Davison som Hamlet og som Richard den Tredie [4]. Dette kunde jeg have Lyst til at tale med Dem om, men mine Bemærkninger ere dog ikke saa vigtige, at jeg skulde betale Porto for at sende dem til Rom. Det er overhovedet vanskeligt at finde paa noget, som er denne lange Reise værd; vort Liv er ikke rigt paa storartede Begivenheder, og jeg vil prise mig og mine lykkelige ved ret længe at kunne sige, at Alt er ved det Gamle; jeg holder mig til Faders Symbolum: Qui bene latuit, bene vixit [5]. Det er nu ikke Deres Valgsprog. De vil see og sees. Jeg kan ikke gjøre Fordring paa det Sidste, alene af den Grund, at der ikke er nogen Udsigt til det Huus, til hvilket jeg er fastgroet siden jeg idag for 29 Aar siden blev forlovet i samme.
Med Hensyn til Breve til Dem, forholder jeg mig som tidligere; jeg aabner og seer Underskriften og henlægger hvad jeg maa antage betydningsløst. Dette er Tilfældet med Underskrifter som: Joh. Edv. Jessen [6], Barfod [7] (ikke Fr.) og M. Jespersen i Rønne [8], som sender Dem en lille Bog: “Nutid og Phantasiens nære Fremtid” hvortil han har anvendt som Motto nogle Ord af Aarhundredets nye Musa [9].
Puggaard [10] bad mig igaar anmode Jonas, det vil da sige: Dem, om at see paa Küchlers Maleri efter Perugino [11], og dernæst bede Bravo om at lade det afsende saasnart det er ganske tørt. Jeg gad dog vide, om Küchler kan huske mig. Jonas veed vel, at det er ham som har malet det store Stykke: der erste Schiffer [12], som hang i mit Værelse, men at han dog ikke skal bedømme hans Rang som Kunstner derefter.
Det ligger mig meget paa Hjerte at vide, at De kommer taaleligt ud af det med Jonas. Opgaven er ikke let. Forskjellen i Alder og ligesaa meget i aandelige Retninger, er saa stor, at der ikke let kan være Tale om Sympathie, den Sympathie, der giver det fælleds Reiseliv sin største Nydelse. Jeg betragter det derfor som et Offer i meer end een Henseende fra Deres Side, at medtage en saa ung Reisekamerat. Jeg tiltroer ikke mig selv den Bøielighed i Sindet, at jeg under saadanne Forhold altid skulde have klart staaende for mig, at Ungdommens Fordringer ikke ere min Alders, og derfor kan jeg ogsaa yttre min Frygt for, at De skal finde Dem besværet af Deres Opgave. Dog haaber jeg, at dette skal indskrænke sig til forbigaaende Momenter, og at den gode Bund, som Gud har nedlagt i Jonas, ogsaa vil aabenbare sig i hans Forhold til Dem under Reiselivets vexlende Forhold, saa at De, erkjendende dette, overseer Meget, som ikke behager Dem, eller snart glemmer hvad der ikke har behaget Dem hos ham. Hans Liebhaberie - jeg vil dog haabe, at det er noget meer - vil vel ofte drage ham i Retninger, som De ikke kan følge; dette fordrer nogen Overbærelse fra Deres Side. De kan ikke fortænke mig i, at jeg føler nogen Frygt for, at De, ved at gjøre ham en saadan Glæde, selv skal have Besvær; men jeg vil stole paa, at De, som en erfaren Mand ogsaa i denne Retning, forud har veiet ham og Dem selv. Vor Herre være med Begge.

Deres ½E. Collin.

God Dag kjere Andersen, gid jeg kunde see ind til Dem og Jonas med mine legemlige Øine, med min Sjæls Øine betragter jeg Dem mange Gange om Dagen, Glæd os endelig ret ofte med Brev

Deres
Jette C.



Brev nr. 393. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Rom 5 Mai 1861.

Kjære Ven!

Tak for Deres Brev [2]! det ligger Dem paa Hjertet at vide om jeg “kommer taaleligt ud af det med Jonas”, jeg vilde ønske at han besvarede Dem dette Spørgsmaal, min Opgave, min Glæde er at han maa have et Par lykkelige Maaneder i sit Liv, en kort smuk Tid, han i en senere Alder maa regne med til eet af sit Livs Lyspunkter, kun det har jeg tænkt paa da jeg tog ham med, kun det fylder mig endnu. Give Dem et Billed af Jonas s Personlighed, vilde være underligt, De maa kjende ham meget bedre end jeg. Samlivet paa en længere Reise løfter jo vore gode og svage Sider hurtigere frem end ved de vexlende Sammentræf i Hjemmet, jeg er saaledes nu i den Maaned Jonas og jeg have reist sammen kommet langt anderledes ind i ham end før, og hvad jeg seer og erkjender er kun godt og glædeligt. Jeg tænkte mig ham mere, halv Dreng, halv ungt Menneske, han er ganske anderledes fremme, langt mere aandelig og characteerudviklet end jeg troede. Der er en god Bund i ham, han er vistnok ufordærvet, har gode Grundsætninger. Lidt efter lidt har han meer og meer aabnet sig for mig, men heelt hans Tillid har jeg ikke endnu, saaledes som jeg næsten troer jeg fik mine tidlige[re] unge Reisefællers. Der har kun været et Par ganske smaa Stemninger hos ham, som jeg troer strax ere hævede, første Gang var det i Basel, da jeg var ængstelig for at lade ham gaae ud af Byen alene og takkede den unge Maler Amberger [3] der tilbød at være hans Ledsager, Jonas sagde mig at det generede ham min Ængstelighed, eengang senere i Genua kom det til en lignende Udtalelse, at jeg var for ængstelig for ham, troede jeg “havde Ansvar”, jeg forklarede ham hvorledes det udsprang af den inderligste Kjærlighed, og Omhue, ikke af “Egoisme, Lyst til at dominere”, som det kunne misforstaaet kaldes, at jeg indsaae han var ganske anderledes udviklet, var ikke Barn, at jeg i Guds Navn vilde overlade ham ganske til sig selv, jeg vidste han kunde orientere sig og hjælpe sig og det har han og da vi saaledes ere komne bedre til at forstaae hinanden og jeg har paalagt ham strax at udtale naar der truede med at komme Kurre paa Traaden, at vi strax klarede Alt er det, troer jeg, gaaet fortræffeligt; han finder alene godt om i Rom, han har været i Campagnien med den unge Bissen [4], kun det Løfte har jeg taget af ham, aldrig om Aftenen alene at gaae paa Roms Gader, thi da er her ikke sikkert; han har paa et Par Minutters triste Stemninger nær, som han siger han har hveranden Dag i Kjøbenhavn, været høist livlig og meddelelig, han seer Alt med største Interesse, han er opmærksom, hjertelig, god og velsignet og i mange Ting meget mere rolig og fornuftig end jeg, der let lader mig bevæge og afficere. Hyggeligt finder jeg det ikke, da Sikkerheden ikke er at lide paa og man har fortalt mig at Onkel Peppo paa Trappen er mig hadefuld [5]. Det sætter min Phantasi i Bevægelse og kun for Jonas s Skyld bliver jeg her[;] ellers var jeg allerede i det hyggelige Florentz. Jonas læser i sin Fritid meget i Kirkegaard, koger Snegle, dræber Fiirbeen, Skorpioner og mig ukjendte Dyr, dem han siger ere høist interessante. Han har virkelig stor Interesse for Videnskaben; jeg troer og haaber der bliver noget dygtigt af ham, De faaer Glæde af denne Søn, som De allerede har det. Jeg har et godt Indtryk af ham og ønsker at jeg maa have givet det her, i det jeg har villet gaae til den nøgne Sandhed; gid at han maatte have opfattet mig ligesaa, derom har jeg dog ikke Vished, det skal glæde mig at høre, om der i denne Retning lyser Noget frem i Brevene til Hjemmet. Med Hensyn til vor Alder gaaer det ellers meget ypperligt og jeg har gaaet i Rom med ham, som jeg i Aaringer ikke har gaaet hjemme, hele Dagen ere vi paa Farten til Fods og til Vogns. Fra Kückler har jeg venlige Hilsener, han er glad og rask, det fornøiede ham meget at see Deres og Deres Faders Photographie [6]. Billedet han har copieret efter Perugino er særdeles smukt og jeg hører af Alle at Pugaard faaer det for godt Kjøb. Vi have stadig Blæst og Scirocco; jeg har hver Aften lidt Feber-Gys, men haaber at slippe; Jonas er blomstrende og temmelig solbrændt; han skriver meget flittigt Breve hjem, til Familien og til Wanschers. Han er saa aandelig sund, saa opfyldt af hvad han seer, og den første Aften betroede han mig, at da han mod Solnedgang, alene kom op af den spanske Trappe og saae Rom under sig, kom Taarene ham i Øinene. Jeg har ham meget kjær og jeg haaber at hans Venskab til mig vil voxe i Fasthed og Varighed. De har stor Grund til at være glad ved ham, Gud bevare og udvikle hvad der er lagt af Godt i ham. Glæd ham snart med et Brev, kjærligt og velsignet, som jeg tænker man faaer det fra en Fader, jeg har aldrig eiet eet fra min! Hils Deres Kone og Louise.

Hjerteligst
H.C. Andersen.



Brev nr. 394. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 5 September 1861.

Kjære Ven!

Nu er jeg i de gamle Stuer [2], har den vante Udsigt fra Vinduerne, og tilsyneladende den samme Strømning af Mennesker gjennem Gaderne, kold Blæst, megen Regn, Alt som om det var igaar og ikke for fem Maa[ne]der siden jeg sidst var her. Tak for den Deeltagelse og Hjertelighed De og Deres Kone, som altid, undte mig, disse flere Dage jeg denne Gang blev. Paa Banegaarden ved Sorø kom jeg ind i Vogn til P e p i t t a [3], som kjendte mig og var meget snaksom og livlig, men min Stemning var ikke dertil og da vi naaede Ringsted, sagde jeg hende Farvel og søgte ind i en anden Vogn, hvor jeg mere var overladt til mig selv og mine Tanker. - Jeg fandt hele Collins Familie hjemme, og de vare alle rolige, veemodige; min gamle Ven saae jeg som Liig [4], han saae mild og sovende ud, der var en deilig Ro udbredt over hans Ansigt. Begravelses Dagen gruede jeg meget for [5], frygtede, som De veed, at jeg skulde faae ondt i Kirken, men jeg havde det dog bedre end jeg turde have troet. Bindesbølls [6] Tale fyldestgjorde mig ikke, den dvælede mig for længe ved det politiske Liv og ved Kong Frederik den Sjette. Blædel [7] sagde nogle Ord ved Graven, de dannede et smukt Suplement til Biskop Bindesbølls Tale, forenede var det, hvad der skulde siges. Resten af Dagen, hvor jeg var aldeles ene, var mig noget tung. Jeg savner det jeg nu i en Række Aar var vant til, daglig at see den gamle Collin og tale med ham. Huset er underligt eensomt. Siden jeg kom hjem ere endnu to Bekjendtere døde, Glæser [8] og Gamst [9], det er underligt at see Rækkerne saaledes afmarschere, nu er jeg selv i den forreste Række til Afmarsch. - Igaar var den italienske Gesandt [10] til Taffels hos Kongen, jeg blev ogsaa tilsagt [11] og Kongen tog særdeles hjertelig mod mig, trykkede min Haand og bød mig velkommen. Han var særdeles hjertelig og naadig mod mig. - Min Stereoskop-Kasse [12] som har holdt paa hele den store Reise er gaaet itu paa den lille Tour fra Sorø til Kjøbenhavn. - Et uldent Mavebælte troer jeg at have glemt, vil De ikke spørge Sophie om det og dertil hilse hende. Gade bliver rimeligviis nu ansat i Glæsers Sted [13]. Hartmanns ere endnu i Roeskilde, men ham talte jeg med i Mandags da han var her til Collins Begravelse. Mine forskjellige Venner og Bekjendtere har jeg endnu ikke faaet alle seet, flere ere ogsaa endnu paa Landet. Lad mig nu, om ikke længe, høre et Par Ord fra Dem. Tak for det Meget og høist Interessante af Livs Erindringerne, De læste for mig [14]. Mathilde Ørsted takker for Hilsenen De var saa venlig at give mig til hende.

Deres hjerteligt
hengivne
H.C. Andersen

Til Conferentsraad B. S. I n g e m a n n



Brev nr. 395. Fra Bjørnstjerne Bjørnson til HCA.[1]  

Rom 10/12 1861.

Kjere Andersen!

Paa en Tid, da jeg havde Stemning til at skrive følgende Vers, som maaske fortæller saa meget, at jeg slipper fortælle mere, -

Vær glad, naar Faren vejer
hver Evne, som du ejer.
Jo større Sag,
des tyngre Tag
og desto større Sejer.
Gaar Støtterne istykker
og Vennerne faar Nykker,
saa sker det blot
fordi du godt
kan gaa foruden Krykker.
Enhver,
Gud sætter ene,
han selv er mere nær.

paa en Tid, da jeg, Venskabets Mand, ja Produkt, havde Stemning til at skrive dette, kom det ganske som en Julepsalme mellem Fremmede at faa høre, De havde dediceret mig Deres fire sidste Eventyr [2]. De, Vennen fra et Sommermøde, flygtigt, travelt mellem de tusinde fremmede Indtryk, De havde Hjerte forat erindre mig, naar mange Venner fra prøvede Tider ikke havde det.
Det rørte mig, min Kone [3] ligesaameget og De havde her i Rom to Mennesker den Dag, som aldrig mødte hinanden uden at tale og færdes om Dem med alle mulige dejlige Ønsker og Overraskelser. Jeg fik frem Deres Eventyr forat se, hvilket jeg der skulde læse op igjen og opdager til min Forundring, at der er et, som jeg ikke har læst. Det maatte være Skjebne; som Theaterdirektør lod jeg engang en Elev prøve en Del Overgange med Stemmen og tog som sædvanlig Deres Eventyr til dette Brug og traf dennegang dette, som vedkommende Elev saaledes hakkede i, at Stemmen og Erindringen derom blev som Paddeskallen, hvori Eventyrets skjønne Sjel laa indeklemt. Jeg havde som én Angst forat komme den nær og løse Fortryllelsen, og i denne Angst laa Fjederhammen gjemt til den rette Tid. Igaar kom Budet om at løfte den susende gjennem Luften med Kjerlighed og Erindring, jeg sprang til, Skallen faldt, jeg tog Fjederhammen paa og bruste afsted med hele Deres forunderlige hjemlige og dog til det fjerneste Fjerne i Tankens Rige førende Storkeflok. Og aldrig har den ført mig saa langt, heller aldrig saa højt. Det er ikke alene Deres bedste Rejse, men der er en Vemod, et klogt stort Øje fra Himlen deri, en fjederlet Tilstedeværelse ved det Største og Mindste, saa aandig, at jeg ikke kunde andet end tænke den hele Tid paa det som vi kalde “Svanesang”, noget til Himlen løftende, men saa højt, - at det bliver sidste Gang. Og det er vist, at den Dag det mældes mig (jeg haaber det bliver meget sent) at De ikke længer kan røbe af det Uanedes Hemmeligheder, men er selv flyttet op mellem Gaadernes Ophav og Løsning, - den Dag tager jeg “Dyndkongens Datter” frem, kysser Bogen og læser Eventyret langsomt ligesom vi følger til Graven under Musik. Og paa Randen deraf, ude paa Eventyrets Veranda, naar jeg saa staar der og ser ud i det Frie, er jeg vis paa, det sker med Taarer og med en Følelse af Hjemlængsel til det Eviges Minutter. Jeg kunde som Barn aldrig tænke mig Saligheden uden som det mest Pinende, der var til - næst Helvede; - jeg havde her en Følelse af den saa stor i det Uendelige, at alt det Oplevede og Ønskede ikke engang blev af Straaets Vægt i dens Herligheder, og netop derved kom dette korte Øjeblik paa Verandaen i Rang med mit skjønneste Livsmoment. Man kan aldrig komme længer i Glæde end til et Minuts Anelse af, hvad den evige Salighed er.
Var jeg hos Dem, da dette Eventyr blev skrevet, saa blev jeg bange, idet jeg vilde tro, at De aldrig skrev mere. Jeg begriber heller ikke hvad Indtryk der kan have skabt det. Den Evne De har til at finde de bedste Mennesker og i disse Mennesker det Bedste og at undgaa alt Andet, maa jo tilsidst føre op til det højeste, saavist som det Gode har Slægtskab med Gud. Og De maa netop derved komme højere, nærmere ham i Forstaaelse til Gjengivelse end vi Andre, som ifærd med Forstaaelsen, bortblander den i urenere Omgang, - i hin prosaisk tunge, lidt onde, lidt afsides førende, lidt fristende til Irlysene, som hopper om og vinker.
Maatte De nu beskyttet af hin Kjerlighedens Omgang længe bringe Bud til os fra og om det Højeste! Snart saadan, at ti Digte om Paradiset derved ere indsparede og overflødiggjorte, snart saaledes at vi finder det Højeste lysende i vore mindste Ting, og derved forsones med Jorden efter Paradiset, finder os selv og vor Familie, kan omfavne og føle Glæde, - men snart igjen saaledes, at det Højestes Tempel renses, vi pidskes ud af vore Sædvaner og vor daglige Bedrift ud af Stederne for det Hellige og Stille.
Da jeg er mig bevidst, at jeg mangen Gang har været vildfarende i Forstaaelsen af Dem, naar jeg nemlig har læst et Eventyr, som pinte mig, saa er det mig ofte nu en saa stærk Trang at faa raabe ud hvordan jeg er kommen til Forstaaelsen i Kjerlighed. Og da jeg paa den anden Side er mig bevidst, at jeg har talt med Dem om andre Ting end Deres Dyder og Fortjenester, er jeg vis paa ikke at blive opfattet som Smigrer. Ja, Bud og Hilsen, kjere store Digter og Ven; Gud velsigne Dem!
Nu havde jeg Lyst til at slutte, thi jeg er saa varm af Deres Omfavnelse. Men jeg ved jo, De spørger om, hvordan jeg har det og hvad jeg gjør. Jeg har det godt, indvortes og udvortes, ja jeg har aldrig levet lykkeligere, skjønt jeg har oplevet megen Krænkelse netop nu. - Og “Sigurd Slembe” sidste Stykke arbejder jeg paa[4], og det skal blive et stort Arbejde. Det andet skrev jeg i Ariccia, jeg læste det nylig i Foreningen [5] (det er tre Akter), efter at have fortalt det første (som er een Akt). Jeg havde en solid Glæde deraf. Jeg har arbejdet et større Musikstykke for Heise [6], nemlig Bergliot [7] over sin Mands, Ejnar Tambarskelves, og sin Søns, Ejndrides Lig i Throndhjem; de faldt nemlig begge ved Forræderi for Harald Haarderaade [8]. Heise har dertil skrevet en Musik, som er den største, han har gjort, og som det skal holde haardt at høre uden Taarer.
Min Kone og min Gut [9] gjør mig megen Glæde og giver mig megen Poesi! Ja, jeg er saa lykkelig, og jeg føler min Digtning saa voxende i Hjertets Klarhed og Aandens Styrke, at jeg kommer igjen som nyskabt.
Ham “den Haandfaste” [10] skal De fortælle dette og hilse hjerteligt fra mig, saa hjerteligt, at det ikke blot føles som Ceremoni. Jeg skulde skrive ham til; men hvad skal jeg skrive om? Jeg har Mod til at sige dette lige ud, thi jeg ved at han forstaar mig. Naar vi atter har været sammen og knyttet et Par Ender, saa skal vi spinde dem ud, nu er jeg ført over i Meget og Mangt siden den Gang. Men hans Erindring hos mig er den samme klare, faste; han vil være mig en Vinding, saa oprigtig og sikker som han er; thi saa bevæget som vistnok mit Liv bestandig bliver kan jeg have det Behov, at saadanne Folk træde ofte i min Stue.
Træffer De Halls, Rung, Sannes, Thornams, A. Smidth (ved Casino) Gotfred Rode [11], saa hils dem fra mig og fortæl at jeg længes til Danmark.
Min Kone hilser Dem inderligt. Tak, Lev vel!

Deres taknemmelige Ven
Bjørnst. Bjørnson.



Brev nr. 396. Fra Kong Frederik VII til HCA.[1]  

Christiansborg den 13. Februar 1862.

Min gode Andersen! Det er mig en Fornøielse at sende Dem min Tak for den Glæde, De forskaffede mig ved Forelæsningen af Deres nydelige Eventyr forleden Aften, og jeg kan kun sige saameget, at jeg lykønsker mit Land og dets Konge til at eie en Digter som Dem.

Deres velvilligste
F r e d e r i k  R.



Brev nr. 397. Fra HCA til Lucie Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 26 Februar 1862

Kjære, velsignede Fru Ingemann!

I denne Aften først hørte jeg og saae af Avisen, hvad Gud har villet; jeg er kun bedrøvet for Dem; De er saa ene nu; han er borte fra Dem! det maa være Dem som en tung Drøm, De længes efter at vaagne, at see ham igjen, være hos ham! Vorherre er saa god, det Bedste skeer. Jeg vilde saa gjerne endnu engang her paa Jorden have seet ham, talt med ham; han var mig saa god, forstod mig, jeg holdt af ham, vi vare saa unge begge to! og dog er jeg snart, efter Aarene, gammel nok til at følge ham; jeg længes efter ham; der er et Liv efter dette, maa være det, som Gud er Gud! der er en Lyksalighed i Tanken, saa at jeg ikke kan være bedrøvet, uden for Dem, kjære, ædle Veninde! tør jeg nævne Dem saaledes. Bryd Dem ikke om at svare mig paa dette Brev; De har ikke Stemning dertil; jeg veed De tænker venlig paa mig.
Hils Sophie [2], Deres Pige heder jo saaledes; hun ogsaa er bedrøvet, jeg veed det, hun holdt af ham som hun holder af Dem!
Gud give Dem Styrke og løfte Dem gjennem milde Dage til ham den kjære, Elskelige, Uforglemmelige!

Med den inderligste Deeltagelse,
H.C. Andersen



Brev nr. 398. Fra HCA til Therese Henriques.[1]  

Brunnen ved Vierwaldstädtersøen [2] den 4 August 1862.

Kjære Fru Henriques!

Det var mig ret piinligt da jeg var i Kjøbenhavn at min Forkjølelse forhindrede mig i at komme ud til Dem og Børnene; Deres Mand fik jeg at see, han var saa venlig at besøge mig. Hils dem nu Alle hjerteligt fra mig. Om Festen ved Flensborg, som jeg overværede, har De læst i Aviserne, jeg vil ikke kunne fortælle saa udførligt, men bekræfte at det var en smuk Fest, at Løven tager sig herlig ud og at det Hele gjorde dybt Indtryk paa mig. - I fire Dage gik nu Reisen i flyvende Fart gjennem Tydskland, hvor der i Skyggen var 28 Graders Varme, saa De indseer at jeg inde i Vognen blev halv kogt; i Onsdags Eftermiddags, under Lyn, Torden og den meest voldsomme Regn, kom Jonas Collin og jeg her til Brunnen, hvor hans Forældre og Søster modtoge os; de havde allerede været her i to Dage, vi ventede dem først efter vor Ankomst. Den forrige Vert, Aufdermauer [3], som altid var saa opmærksom mod mig, havde solgt Hotellet, en ny var Herre og i hvor godt her end er, var det dog bedre og behageligere før. Overmorgen reise vi Alle over Beckenried og Brünig til Interlaken hvor vi blive en otte Dages Tid, dog beder jeg Dem, naar De snart glæder mig med Brev, hellere at sende samme til Montreux per Lausanne, poste restante; jeg længes særdeles efter at høre fra Dem. Jeg var paa Udreisen en Dag i Sorø hos Fru Ingemann; jeg er glad ved at jeg kom der, hun syntes særdeles at glæde sig ved mit Besøg; hun var rask, som jeg ikke i mange Aar har seet hende, from og styrket. I Korsøer overnattede jeg og havde den Glæde, da om Morgenen Dampskibet kom, at see Scharff [4] stige iland, saa at jeg dog i Hjemmet fik sagt ham Lev vel før jeg fløi ud i den vide Verden; dette Brev til Dem lægger jeg indeni det jeg skriver i Dag til ham. - De har det nu deiligt paa Deres venlige Strandvei [5], hvor Venner og Veninder saa jevnlig kunne hilse paa Dem; hils hver især som har nogen Interesse for mig, og jeg tør vel saaledes nævne Deres Svigerinde Fru Melchior [6], hende maa De endelig fortælle hvor forkjølet og ilde jeg var under Opholdet i Kjøbenhavn, og at jeg ikke kom ud til Dem; havde jeg været rask, da havde hun og hendes Mand ogsaa seet mig. Frøknerne Price [7] maa De hilse ogsaa Høedt, Carstensen [8], Magnus [9] & - Jeg sidder ved den aabne Altandør og skriver dette; Søen [10] er gjennemsigtig grøn, Skyerne hænge ned om Bjergene; ovre paa Selisberg er Fru Hauch med Søn og Datter veed jeg, men har ikke seet dem. Kossuth [11] har boet her i Hotellet, da jeg kom, men jeg har ikke seet ham eller vist hvem af de mange her, han var, Fru Schumann er i Luzern; jeg haaber at hun kommer her ned til Brunnen eller at vi mødes i Interlaken. Veiret er stadigt smukt, kun for varmt; i Skyggen daglig 30 Grader. Vi ere for Øieblikket 8 Danske her i Hotellet i Brunnen. Nu har jeg rystet min Nyheds-Pose, ved ikke Mere at meddele uden at give Naturskildringer og de trætte i Breve; hils hele Børnekredsen; sig til Edmund [12] at den første lille Fugl han seer naar han gaaer ud i Haven, efter at han har hørt det af Dem, har en Hilsen til ham fra mig. Deres hjerteligt hengivne

H. C. Andersen.



Brev nr. 399. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Granada [2] den 8 October 1862.

Kjære Fru Collin!

Endelig, Gud skee Lov, fik da Jonas igaar Breve fra Dem, de første siden De forlod Genua, han har været meget længselfuld og nedstemt, der naturligviis ikke gjør Humeuret til det bedste; jeg fik ogsaa et lille Brev fra Dem [3], tak derfor, men jeg forstaaer ikke Deres Udtalelse at [De] ikke tør skrive mig til, jeg kan kun deri udfinde et Skalkeskjul for at være fri for denne Uleilighed. Jeg fik for resten igaar et Brev fra Kjøbenhavn, der ærgrede mig, jeg havde skrevet H. P. Holst til, han maa have ladet hele Brevet trykke [4], selv de Ord: “Jeg venter Brev fra Dig i Granada!” dette har en vittig Fyr, der kalder sig Student i Danmark [5] og fortæller om sig selv at han er meget eenfoldig, antaget at det er ham der skulde skrive, thi han er Abonent af Berlings Tidende og troer at det er et Brev til alle Abonenterne; jeg blev gal i Hovedet og maatte dertil betale det tilsendte Brev. Saa vittige og elskværdige er man i Fædrelandet; - Jonas og jeg gik den 16de fra Barcelona efter Dagen forud at have oplevet en skrækkelig Oversvømmelse hvor Folk druknede i Gaderne [6]. Vi kom til Valencia, der mindst har tiltalt os og kjørte nu ind i Landet til Murcia, en Vei, Ingen gjør sig Begreb om, den var som et opgravet Vadested, Jylland har ikke Anelse om Sligt; Men vi saae en Natur, den Sicilien ikke frembyder, en stor Palmeskov [7], hvor Dadlerne hang over os i store Classer. Hele Veiens Grændser vare Granatbuske med store tunge Frugter, Markerne et Vildnis af meer end favnhøie Cactus. De malerisk, halv maurisk klædte Bønder behagede os meget, mange Zigeunere saae vi; fra Murcia kjørte vi til Cartagena, hvor vi i tre Dage maatte vente paa Skibs Leilighed og paa et høist snavset Fartøi naaede vi Malaga; den danske Consul der [8] opbød Alt for at gjøre os Opholdet behageligt, een af Byens rigeste Mænd Hr Delius [9] kjørte os omkring, vi saae hans Villa, hvor Pebertræerne og Gumielastigums Træer gav Skygge, Palmer vifte, Guldfiske sprang i Canalerne. Vi saae der før Afrejsen en Tyrefægtning [10], gruelig og afskyelig, 13 Heste bleve revne op, saa at Tarmene hang ned paa Jorden, jeg saa fire Tyre falde og kunde da nøies, Jonas blev der til den ottende Tyr faldt, den rev Tarmene ud af Dyret saa de hang om dens Horn, een af Fægterne blev saaret i Læggen, man peeb af ham og tilkastede ham en Krygge. Nu have vi naaet Granada, der er interesant som Rom, Dronningen [11] kommer her imorgen og bliver 6 Dage, vi havde vor Nød med at faae Værelser og Hr Visby [12] mældte os at under 14 Species daglig var ingen at erholde, det blev henved 200 Rdlr høiere Udgift end jeg var beredt paa, men vi kunde nu ikke forandre Reisen og ere her, i en Phantasiens By, vi faae det lidt billigere end der var opgivet og efter Dronningens Afreise fløtte vi op paa Alhambra. Hils Mand og Datter.

H. C. A.



Brev nr. 400. Fra HCA til Therese Henriques.[1]  

Bordeaux [2] den 5 Jan. 1862 [dvs.1863].

Kjære Fru Henriques!

For et Øieblik siden modtog jeg to Breve fra Kjøbenhavn, det ene var fra Dem [3], som saa trofast og venligt erindrer mig; det andet var fra Deres fortræffelige Svigerinde Fru Melchior [4]; jeg tager strax Pen og Papir, skriver til Dem, De meddeler Deres Svigerinde lidt af det Skrevne, snart skal hun igjen erholde [5] Brev, hun fortjener det for sit venlige Sind og de righoldige Breve, da kan hun igjen bringe Dem Meddelelse om min videre Reise. Hils paa det hjerteligste! mit forrige Brev fik De fra Madrid [6], hvor fra jeg gjorte en Udflugt til det maleriske Toledo, vendte saa igjen tilbage og blev endnu omtrent 14 Dage i den store Stad, der har meget lidt Udseende af en spansk By, den er for mig kun et Besøg værd for det mageløse Billedgalleri, den Rigdom her findes af Raphael, Velasqe [7] og Mesteren for alle Mestere: Murillo, er overvældende; ogsaa den italienske Opera var fortræffelig, jeg hørte Trovatore [8], Norma, Luzia [9] & og i den svenske Minister [10], vor egen [11] var ikke i Spanien, han er nok i Kjøbenhavn, havde jeg en særdeles Ven og Beskytter; Climatet var imidlertid for ubehageligt til at blive i en Stad hvor Opholdet er utroligt dyrt og Udbyttet for mig som Digter ikke stort; jeg leed i Hals og Hoved af den gjennemtrængende tørre Vind der i og for sig paa den Tid af Aaret er meget farlig. I Burgos vilde jeg feire Juleaften var Bestemmelsen, men i Burgos kom jeg saaledes ind i det nordlige Spaniens Vinter at jeg nær var sneet inde; omtrent en halv dansk Miil udenfor Byen ligger det Kloster hvor den besjungne Cid [12] er begravet, men uagtet jeg blev tre Dage i Burgos var det umueligt at komme derud, Sneen laae altfor høit og da jeg frygtede for at Veien Dag for Dag vilde blive mere og mere besværlig over Pyrenæerne, tog jeg en rask Beslutning, sagde Lev vel til mit ellers saa skjønne Spanien og naaede Juleaften Bayonne; her fik Collin og jeg endeligt Værelse med Kamin, vi fyrede godt i, det alene var en heel Fest, ud paa Aftenen satte jeg et Par Lys paa Bordet, tændte en Voxstabel som jeg satte om Champagneflasken og det var vort Juletræ; vi drak Venners og Veninders Skaal og “Aftenen gik!” som der siges i Komedien: Den nye Barselstue [13]. Anden Juledag toge vi ned til det i de sidste Aar meget besøgte Badested Biarritz der ligger ved den biscaiske Havbugt; Brændingen var voldsom, det var et mægtigt Skue, Spaniens Bjerge, tæt ved laae bedækkede med Snee; vi bleve her nogle Dage og havde varmt Solskin, smukt Veir, det var som Foraar for os der kom fra den spanske Vinter. Nu er Collin og jeg i Bordeaux, have allerede været her flere Dage og nyde stor Gjæstfrihed hos vor Landsmand Viinhandler Jørgensen [14], ligesom hos den danske Consul Kirstein [15]; Operaen er fortræffelig, der synges hver Aften og i Løbet af 6 Dage er her givet: Favoritten [16], Jødinden [17], Rigoletto [18] og Martha [19], hvad siger De om et saadant Repertoire, de fire Aftener kunne vi have godt af i en heel Maaned, imorgen haaber jeg at høre Operaen Faust [20]. Veiret er mildt og smukt; endnu igaar kjørte vi i aaben Vogn ud paa Landet og saae der det smukke Landsted Kirsteins Moder [21] eier, jeg kom hjem med to store Bouquetter plukkede ude i Haven. Den første Februar, om Gud vil, er jeg ganske vist i Paris, glæd mig der med at jeg finder et Brev fra Dem, adresseret til den danske Legation; lad mig vide hvad man synes om mine Smaavers i Christian Winthers Digtsamling [22], eller om de maaskee forsvinde der mellem de rigere Pragtblomster; hvad synes man om mit lille Eventyr i Folkecalenderen [23], “Dagbladet” som jeg her læser, nævner det ikke. Jeg hører at Jomf: Schmidth [24] og Hr. Päetz ere blevne forlovede, er det saaledes? - Bring Deres Mand og alle Børnene hjertelige, kjærlige Hilsener. Nytaarsaften feirede jeg paa min lille Stue her i Bordeaux og levende tænkte jeg paa Dem og Deres, forunderlig klar stod mig i Tanke den Nytaarsaften da, i Deres Hjem, Bille saa smukt udbragte min Skaal, hils ham og hans Frue! Seer De nogen af Hartmanns, da lad Faderen Hartmann faae at vide at jeg er forbauset over hans Udholdenhed i at lade være med at skrive, det kunde jeg ikke ligne ham i og i Grunden er jeg bedrøvet fordi han slet intet Livstegn giør, jeg jublede til ham fra “den anden Verden”, da jeg var der ovre. Nu et glædeligt lyksaligt Nytaar! bring samme Ønske fra mig til Frøkenerne Price ligesom til min unge Ven Scharff. Hjerteligst

H. C. Andersen.

Vil De lade være at frankere Deres Breve, jeg frankerer ikke mine!