Brev nr. 319. Fra HCA til J.P.E. Hartmann.[1]  

Berlin den 2 Januar 1845 [dvs. 1846]

Min kjære, kjære Ven!

Det nye Aar er rullet op og jeg haaber lykkeligt for Dig og Dine, som for mig; er Dækket rullet op for “Liden Kirsten” [2], bliver hun ved Theatret eller gaaer hun for evig i Kloster? det var nedrig! Du har givet hende saa gode musikalske Klæder at hun nok kunde blive i mange Aar til Skue. Nu hvorledes lever din velsignede Kone? Hvad har Storken bragt, een, to, tre, fire, eller hvad? [3] - Jeg lever meget interessant! - Den sidste October, veed du jeg fløi fra Kjøbenhavn, jeg fløi først til det grønne Fyen, der blev jeg otte Dage, saa til Gravensteen, hvor der selv, saa sent paa Aaret er deiligt, mageløst deiligt! Skov og Søe, Hav og Höie vexle og jeg havde det saa godt i den Hertugelige Familie, det er saa velsignede Mennesker at være hos; vi gjorde snart smukke Toure, ogsaa til Augustenborg og saaledes løb 14 Dage snart hen. I Hamborg var jeg kun kort, men saae hos Speckter 30 deilige Tegninger til mine Eventyr, de vare saa geniale, saa yndige, de 6 kjender Du vel der staae i Zeises Udgave af “Neue Mährchen” [4], lad Eduard Collin vise Dig dem. - I Bremen blev jeg godt behandlet fik god Mad - men slet Opera, men jeg var jo indviteret; i Oldenborg levede jeg i Huus hos en ivrig, elskværdig Familie, Hofraad von Eisendecher, der kom alle de interessanteste Folk fra Byen. Selskab paa Selskab fulgte, jeg havde min fri Plads hver Aften i Theatret og Storhertugen havde jeg den Ære flere Gange at være hos; jeg hørte en smuk Hofconzert [5], hvor Pott førte an, der blev blandt andet givet en skjøn Folkehymne, som den afdøde Storhertuginde [6] havde componeret, desuden et Nummer af Be[e]thoven og eet af Mendel[s]sohn. Consert-Salen har for stærk Resonantz, Tonerne qvalte Een. Ved min Afreise, jeg blev 17 Dage i Oldenborg, gav Storhertugen mig til en Erindring en smuk kostbar Ring, den er, siger man, over 200 Rdlr preusisk værd. Da jeg om Morgenen Klokken 5 skulde afsted, saae jeg endnu et Par kjære Ansigter, de vare staaet op for at see mig eengang endnu. Med Veemod forlod jeg Oldenborg. Det er velsignet og deiligt saaledes ude at finde et Hjem og Mennesker, der med Kjærlighed omflyve Een. Man maa nu i Danmark stille mig som Digter, saa lavt man vil, jeg er, med Ret eller Uret, dog den danske Poet, som er meest kjendt og afholdt ude. Jeg føler det og faaer faktiske Beviser derpaa. Fra Oldenborg gik jeg med Deligense til Han[n]over og strax næste Morgen paa Jernbane til Berlin. De 49 Miil fløi jeg een Dag, og hørte samme Aften Jenny Lind i Søvngjængersken [7]. Senere har jeg hørt hende i Westalinden [8], hun spiller denne Rolle magelös, men Dandsen i denne Opera, giver Een saa mange Styrtebade at man kommer ud af sin Begeistring. Anden Act gav hun plastisk storartet; og Arien i sidste Act sang hun, saa jeg knap vovede at aande! - Imidlertid troer jeg at denne Rolle er for anstrængende, hun bør ikke give den tidt. Hendes Søvngjængerske er det yndigste, det meest naturskjönne man kan tænke sig, denne Rolle har jeg faaet hende til at love mig, at hun giver i Kjøbenhavn, naar hun i September kommer der. I Morgen er jeg alt paa 3die Uge i Berlin; jeg er næsten udaset af Selskabslivet! hver Middag er jeg udbudt og om Aftenen ofte to Steder, jeg er - ja Du leer nok - jeg er i Mode! - Fortæller Du mit Udtryk til Ernst Weis [9] saa leer han nok paa sin Maade! hils ham meget! jeg kan saa særdeles godt lide ham, han er saa fornuftig og dog gemytfuld, dyb og ærlig! - Broderen Karl kjender jeg ikke ret, jeg kan ikke aandelig ret faae fat paa ham, eller han vil ikke sidde stille saa jeg griber ham. Forstaaer Du? Strax ved min Ankomst her til, var Kongen saa naadig at lade mig tilsige til Taffel [10], han sagde mig meget venlig Tak for den Glæde mine Skrifter, som han udtrykkede sig, havde forskaffet ham; Spillemanden har særdeles interesseret ham; Dronningen var mig ogsaa særdeles naadig og ved Taffelet fik jeg Plads mellem Hoffmarschallen [11] og Alexander Humboldt, denne er en velsignet Mand, som viser mig al tænkelig Velvillie; igaar, Nytaars Dag, fik jeg et særdeles smukt Brev fra ham. Kongen og hele den kongelige Familie var reist til Postdam [12] hvor de da blive en otte Dage; Kongen havde befalet Humboldt at skrive mig til, om det med Hensyn til min Afreise kunde skee at jeg indbødes at komme til Postdam; jeg bliver nu og kommer altsaa, maaskee imorgen eller næste Dag til Kongen igjen [13]; Nytaarsaften var jeg hos Jenny Lind, kun hun Madms Johansen [14] og jeg sad der sammen; men der var for mig alene tændt et lille Juletræ, jeg blev som et Barn ført hen til det, sad foran og Jenny sang saa smukt, den kjære velsignede Pige! [15] - Alle Mennesker her sværme for hende. Billet er det her ligesaa vanskelig at erholde [16], som hjemme i Kjøbenhavn, naar hun synger der; jeg kommer nu hver Gang, hun sender mig Billet og een Gang fik jeg een fra Prindsessen af Preusen. Folk staae fra Natten af og der betales i dyre Domme. Jeg tænker den 5te eller 6te at jeg reiser til Weimar, det var Jennys Hensigt at reise med mig, da hun har lovet Storhertugen at synge Norma og Søvngjængersken; men hun kan ikke komme afsted fra Berlin før midt i Januar og det bliver nu forlænge at vente her, jeg tager da mod hende i Weimar, hvor vi da ogsaa mødes ved Hoffet og hvor jeg skal træffe Auerbach Forfatteren til de friske, duftende “Dorfge{ge}schichten” [17]. Skriv mig snart til, Collins vide altid min Adresse, men dersom du var saa utrolig elskværdig at skrive strax ved Modtagelsen af dette Brev til Weimar og tilföie foruden min Adresse at Brevet afleveres hos Kammerherre Beaullieu de Marconnay saa fik jeg det før jeg forlod Weimar og gik til Wien. Her er alt i Berlin gjort to Portrætter [18] af mig, det ene skal staae foran en tydsk Udgave af mine samlede Skrifter der udkommer hefteviis og bliver nok 18 Dele, det andet Portræt skal sælges löst, jeg troer det er ganske godt uagtet der stikker betydeligt af Liszt deri, men ham vil Berlinerne nu jeg skal ligne. Jeg er tidt sammen med Brødrene Grimm, de ere høist elskværdige. Ministeren Sawigny viste mig særdeles Godhed og tænk Dig igaar, kom den gamle Fru Sawigny kjørende til Hotellet, holdt udenfor og vilde selv hilse paa mig, det var Nytaarsdag, jeg blev ganske forlegen ved saa stor en Ære! - Medens saaledes Alle ude tale begeistret om dansk Litteratur, hvor jeg betragtes som den friske grønne Green, og det af Mænd, som Humboldt, Grimm, & - rakker man mig maaskee ned i det kjære Fædreland, (jeg mener ikke Bladet, men Landet). Naa, jeg længes dog stundom efter Hjemmet, jeg taaler ikke man siger et Ord mod Danmark, og det gjør man da heller ikke, men de Ædleste og Bedste beklage den Uvillie der hos de danske udtale sig mod Tydskerne. Jeg forsvarer og mildner! min Modtagelse i Tydskland er saa hjertelig, saa begeistret, at jeg ikke her turde drømme sligt! Vil du ikke nok sende Fru Bournonville [19] medfølgende Brev, og hils nu ret din søde, velsign[ede] Kone, alle dine kjære Børn, “Kombonisten” [20], Hr Carl [21] & din store Frøken Datter [22] ikke at glemme, din Svoger [23] og hans fortræffelige Kone, min egen lattermilde Fröken Thora Jacobsen [24], Advokaten [25] og hans smukke Frue, den kjære Weis, ja han veed ikke hvor jeg kan godt lide ham, din Fru Svigermoder [26], - ja, hvorledes gaaer det med Reisen, vi mødes [i] Italien; alle Aviserne i Berlin snakke om min spanske Reise og hvad stort Udbytte man venter deraf, jeg tænker kun paa Italien. Papiret slipper! Lev vel! min kjære, kjære Ven! Du er en genial, elskelig Sjæl, jeg holder usigelig af Dig, din H.C. Andersen

Efter at dette Brev er sluttet har jeg tilbragt en Aften i Potsdam hos Kongen og Dronningen, kun Humboldt var der, der var meget behageligt.



Brev nr. 320. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Weimar [2] 21 Januar 1845 [dvs.1846]

Min kjære, kjære Ven!

nu maa jeg nok til at skrive til Hjemmet; siden den 6te Januar har jeg intet Brev skrevet; fra Berlin kom det ene efter det andet. For nogle Dage siden fik jeg Deres og Deres Kones [3], tak for Creditivet, Alt er fortræffeligt hvad De gjør; Deres Faders kjære Brev [4] - men lille - fik jeg igaar, Gud skee Lov at Alt er vel hjemme, jeg vil haabe at Edgard igjen er paa Benene [5] og at han herefter “tager sig iagt for Vognene”, hils ham, hans Fader og Moder. Dette mit Brev maa De endelig lade dem Allesammen læse, thi jo længer jeg flyver bort, jo færre kan jeg skrive til, de Andre lader dem da læse igjen de Breve de faae; Ingeborg og Louise have begge faaet lange Skrivelser fra mig, jeg venter stadigt paa Brev igjen, men “naar kommer Vaaren!” [6] - Nu har jeg snart været henved 14 Dage i Weimar og bliver endnu nogle, jeg har det velsignet og godt, hørte jeg oftere fra Hjemmet var det endnu herligere. Den 6te Januar fik jeg, som De veed, Ridderslaget [7] og jeg sendte det strax hjem til Faderens og Familiens Underretning, den 7de reiste jeg paa Jernbanen fra Berlin til Halle og strax derfra med Deligensen til Nauenburg, De kjender Byen fra Kotzebues Stykke “Hussitterne i Nauenburg” [8], her kom jeg om Morgen[en] Klokken 2, gik strax til Sengs og sov til Solen sagde: “god Morgen er De ikke oppe!” - nu kjørte jeg til Weimar, hvor det alt var Aften, Klokken slog syv da jeg kom paa mit Kammer. Jeg boer hos Kammerherre Beaulieu, hvor jeg tog ind, hvor jeg heller vil være, end paa Slottet, der dog er lidt geneert, naar jeg kommer her ved Sommertid har jeg imidlertid maatte love Arvestorhertugen at boe hos ham paa Ettersburg eller Eisenach (der skal jeg faae Luthers Værelse). Som sagt jeg kom Klokken 7 og Klokken 8 var jeg allerede paa Bal hos General Beulewitz [9] hvor jeg traf hele den Storhertugelige Familie, som jeg strax blev forestilt, Arvestorhertugen greb begge mine Hænder, og hvidskede “det er kjedeligt at jeg skal see Dem her første Gang, jeg kan ikke her tage imod Dem, som jeg vilde!” - Næste Morgen kom jeg til ham i det prægtige Slot, han fløi mig om Halsen, kyssede mig saa inderligt, ingen Broder kunde hjerteligere tage imod mig, Arm i Arm gik vi til hans Værelse, der sad vi i Sophaen, han holdt min Haand, trykkede mig endnu engang til sit Bryst og bad mig at vi altid maatte blive Venner, sagde at der var faae Mennesker han holdt af, som af mig! - Jeg sagde at det generede dog lidt at han var en Første, han bad mig altid kun tænke paa Vennen! - At hans Følelser, i det mindste for Øieblikket ere stærke og inderlige for mig, det er jeg forvisset om, hele Weimar kalder mig hans Ven, det vilde bedrøve mig om han engang forandrede sit Sindelag, dog paa sligt vil jeg være forbereedt - og hvorfor? Ja, det er en uforklarlig Følelse hos mig, men min indre Følelse har altid været mig en Gudsstemme. Daglig sees vi, daglig komme vi sammen, altid trykker han min Haand og udtaler saa levende hvor kjær jeg er ham. Det forekommer mig, som et halv Eventyr at jeg her i Weimar spiller en lille Göthe. Jeg har dog i Grunden en mærkelig Lykke, jeg faaer dog lidt efter lidt al tænkelig Erkjendelse [10] og Ære! mit Navn har en stor Klang i Tydskland, meer end man i Danmark drømmer om, og alle Mennesker, Førsterne selv ere mig gode. Jeg har naturligviis været til Taffels hos Storhertugen [11], men jeg maatte møde med Kaarde og trekantet Hat; det var mig første Gang et uvant Costume, nu gaaer det godt, forleden var jeg i samme Stads til et glimrende Hofbal hos Arvestorhertugen [12]; den høie Adel var forsamlet, alle Herrer i Uniform, kun to Engelændere og jeg vare sortklædte, men med Kaarde og trekantet Hat. Damernes Toiletter overraskede mig, den franske Menisters Frue [13] var i en Taage af hvide Floer, og med bævende Guld-Havre i Haaret; en anden Dame var i bruunt Flor, besat med Epheu og en deilig Egekrands i Haaret; en Skjønhed, Frøken Ziegesar [14] var det deiligste Skov-Eventyr selv, hun var i hvidt med grønne, levende Blade, og Juveler, der hang, som Dugdraaber paa det Grønne. Arvestorhertuginden, saae ud som en yndig Fee; hun er en fortræffelig og klog Dame; hun underholdt sig meget med mig. Storhertuginden, Søster til Keiseren af Rusland, var i rødt Fløiel med Juveler. Salene vare prægtigt oplyste og især tog sig Vinterhaven feeagtigt ud. Det er en meget høi Stue, hvor Gulvet er af støbt Jern, men gjennemsigtigt, det har Form af Slyngplanter, to Etager ligge gjennembrudte under neden og dernede var stærkt oplyst, det saae ud, som om man gik oppe i Luften paa Spindelvæv; rundt om hang grønne Planter, stod Marmorbilleder, Musikken klang og de pyntede Damer gik halv bange over det skinnende Gulv. Ud paa Aftenen maatte vi Alle Par for Par, gaae gjennem den Sal hvor Storhertugen og Storhertuginden sad ved Spillebordet og hver gjøre vor Compliment. Som Digter, som en Ven af den tilkommende regjerende Første, vare de nydeligste Damer meget elskelige mod mig og jeg sagde ogsaa meget galant Sniksnak. Forleden Formiddag [15] præsenterede Arvestorhertugen mig sin lille Søn [16], der er lidt over et Aar, et smukt Barn, der ligner noget den berømte Storhertug Carl August, Göthes Ven. Jeg havde Drengen paa min Arm, sprang omkring med ham. Den unge Arvestorhertuginde kom til og vi legede nu alle tre, laae der paa Gulvet med hverandre. Den unge, smukke Moder tog sin lille Dreng paa Ryggen, hop! raabte hun og galloperede med ham omkring; Drengen slog med de smaa nøgne Been, jublede og skreg “hop!” jeg smældede med et Lommetørklæde, det var ganske huuslig gemytligt. - Storhertuginden selv er en udmærket Dame, klog, belæst og inderlig god, hun lader hver Tirsdag een af Professorerne fra Jena komme og læse een og anden Afhandling, det skeer om Aftenen i Bibliotheket og kun en lille udsøgt Kreds samles der, jeg har havdt den Ære at være med i denne [17]. Det eneste som generer og plager mig er den megen staaen, jeg kan ikke staae paa et glat Gulv en heel Time, jeg faaer Hovedpine, bliver svimmel. Jenny Lind skulde alt have været her i Søndags, nu vente vi hende paa Onsdag [18], alle Billetter ere forlænge siden optagne til begge Forestillinger (Norma og Søvngjængersken), Arvestorhertugen har sagt mig at Billet kan han ikke skaffe mig, men en Plads skal jeg nok faae, hvor han nu vil putte mig, veed jeg ikke. - Søstrene Milanollo [19] gav Concert her i Onsdags, den ældste Therese er et Geni, den yngere forekom mig mere oplært. De gaae nu til Petersburg og komme maaskee da over Kjøbenhavn. Schackspeares “lystige Koner” [20] blev forleden paa Arvestorhertugens Befaling opført for propfuldt Huus[21], jeg var indviteret og efter Forestillingen i stor Selskab, hvor den unge Første drak min Skaal. Kammerherre Beaulieu, min Vert, er en Mand paa nogle og 40, særdeles dannet, et fiint følende Gemyt, et ganske fortræffeligt Menneske, som i høi Grad holder af mig og har meget Sind for det komiske, Deres Witz, at jeg kan sige “Ach Weimar!” morer ham kostelig. Han har oversat Emilies Hjertebanken [22], det er hans Oversættelse der gaaer Tydskland rundt og hvorpaa Skuespilleren Hermanns [23] Navn staaer, denne laante det af ham og da Beaulieu ikke giver sig offentligt af med at skrive og forlangte at hans Navn var borte, satte den anden sit, efter at et Par af de originale Melodier vare forandrede, hvilke Beaulieu havde beholdt. - Det ene Bal afløser det andet; saa godt som hver anden Aften er jeg paa Bal og næsten hver Middag ude. Holsteneren, Professor Michelsen i Jena [24], har bedet mig lægge Veien over Jena, naar jeg gaaer til Leipzig, han vil for mig gjøre et stort Selskab, hvor et Udvalg af mine Venner og Veninder der ville hilse paa mig, ogsaa Kammerherre Beaulieu er indbudt og han har lovet mig at tage med. Jeg har, efter Deres Skrivelse, bestemt at tale med Gade om Nøkken [25], og skal da fra Dresden skrive Dem til om hvad han har sagt; en Componist er det let for mig at faae, var Meyerbeer i Tydskland, saa sagde jeg det til ham, han har dog sidst vi mødtes [26], bedet mig at tænke paa ham med en Text og Nøkken er just en Text der kan interessere ude. Rung burde idet mindste skriftligt have gjort mig en Undskyldning, det var det ringeste han kunde gjøre, dog det er sandt i Danmark betragtes jeg jo, som et Nul, man kan rulle hvor man vil! - Hvorledes leve de store Aander der? - Hvad sige Theatrets Udødelige? den lille Verden der er Centrum i Europa. - Naa det var det! - Der kom mig et Galæble paa Spidsen af Pennen, nu er det igjen i Blækhuset. Hartmanns Opera er vel nu i Scene! hils ham og hans Kone, jeg har fra Berlin sendt ham Brev [27] ogsaa Fru Bournonville har der, som jeg love[de] hende, faaet eet. Hartmann haaber jeg skriver snart, det har han lovet; Brev for Brev skal Correspondencen holdes. - Siig mig endelig noget om Gea? Hvorledes er saa den Afhandling Hauch har skrevet deri over mine Eventyr [28]; Deres Kone siger ikke et Ord derom, jeg kan dog ikke troe at Hauch ingen har leveret! Deres Kone siger mig heller ikke hvor hendes Broder er at finde! -
Siden jeg skrev Ovenstaaende har jeg været hos Arvestorhertugen! han er et velsignet kjærligt Gemyt! det er hans Lyst og Stræben eengang at bringe Weimar til det Punct det før var da Göthe og Schiller levede; men hvor finder man saadanne to. Det er hans Hensigt engang at drage til Weimar Alt Godt og Udmærket, han udtalte sig for mig, saa begeistret, saa levende; hans Gemalinde, en Datter af Kongen af Holland [29] og Keiseren af Ruslands Søster, er særdeles begavet, de leve høist lykkelige. “De maa ogsaa komme til Weimar! blive hos mig!” sagde han til mig; Jeg svarede at jeg holdt af Danmark, af mine Venner der. - “Nu, saa deler De Dem mellem os! kommer tidt til Weimar! her maa Deres andet Hjem være! Tydskland vurderer Dem dog ganske anderledes end Danmark, de Danske elske Dem ikke som vi!”- Jeg sagde ham hvilke Venner jeg havde, hvad Kongen der har gjort for mig og at jeg i Tydskland dog altid blev en Fremmed. - Vi talte saa meget sammen. Hans Moder er mig meget god, skade hun hører saa daarlig, jeg havde min Nød forleden Aften [30] jeg læste for hende: den grimme Ælling; det var virkelig sørgeligt hun hører saa lidt, hun er en ganske udmærket begavet Dame, et ædelt Hjerte, en ganske herlig Qvinde, jeg synes saa særdeles vel om hende. Dette er blevet et langt Brev, nu faaer jeg eet efter samme Form fra Dem! og en Deel Nyt, Familie-Sager, By-Historier - Theater Vrøvl - nei, det er det samme, hører jeg intet fra Theatret saa veed jeg at det er saa aldeles i sin gamle Gjedehamse-Surren at jeg kan ærgre mig uden at have det Skriftligt. Lidt Ærgrelse maa man jo have, ellers bliver det daglige Brød for sødt. Naar nu Brevet her er bortsendt, saa veed jeg nok, at der ere mange Ting endnu jeg vilde have spurgt Dem om, meget jeg vilde have fortalt, nu veed jeg ikke stort mere. Hils Jonna og hele Familien, jeg skriver hendes Navn aparte [31], thi ellers siger hun at jeg ikke tænker paa hende; hils Deres Svigermoder og Ernst Weis, hvorledes har han det, hvad siger han til Rungs Nykke, han sagde dog noget til min Nøk, nu kan han ogsaa sige til den Andens. - Om jeg husker ret skal jeg have et Brev fra Gusta Collin, siig hende det. Jeg har vel fortalt i Brevet fra 6te Januar, til Deres Fader, at Prindsessen af Preusen ved min Afreise forærede mig et smukt Album indbundet i blaat Fløiel [32] og foran havde hun indhæftet en Prospect af hendes Slot i Berlin og skrevet sit Navn til Erindring derunder. I Berlin vil Simion [33] udgive en samlet Udgave af mine Skrifter og forlangt af mig, mod Betaling min Biographie, Brockhaus har gjort mig samme Forslag, Wulff i Jena [34] raader mig at forlange fire Louidorer for Arket; før i Italien er der ikke at tænke paa at Sligt skrives. Hils nu Deres egen velsignede Kone, de søde Unger og tænk venligt paa

Deres broderligt sindede
H.C. Andersen.

(NB. Deres næste Brev gaaer til Dresden post restante, siig Enhver der vil skrive, at de sende deres ligesaa.)



Brev nr. 321. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Dresden 21 Februar 1846.

Min kjære, kjære Ven!

Den l5de sendte jeg Dem et Brev fra Leipzig [2] og allerede nu igjen skriver jeg, der er en Deel jeg maa aftale med Dem, og mit Humeur er heller ikke ret i stand, jeg kom her til Dresden i Aftes [3], fandt Brevene fra Hjemmet og enten det nu laae i disse eller i mig selv, mit Solskin var forbi, jeg har sovet slet i Nat, er empfindlig - kort, jeg skriver til Dem, det være Dem just et Tegn paa min Kjærlighed og Tiltroe. - Fra jeg forlod Weimar har jeg egentlig ikke følt Reiselyst, jeg har ordenlig en Slags Hjemvee efter dette Sted. Jeg boede, som De veed hos Kammerherre Beaulieu der er noget yngere end jeg og et særdeles fiint dannet, ædelt Menneske, aldrig har jeg følt mig hyggeligere i Samliv, end hos denne fortræffelige Mand, vi forstode hinanden saa ganske. Jeg elsker med hele min Sjæl Arvestorhertugen, og ingen Broder kunde leve mere for mig end han har levet, jeg er gaaet ind i hans Ideer, han i mine og jeg kunde opoffre meget i Verden for at leve for ham, virke godt ind paa ham for hans og hans Lands Lykke. Jeg har grædt ved hans Bryst i Adskillelsen, jeg har ham uendelig kjær og han mig; - ja, jeg har Længsel efter Weimar, hvor alle Øine saae mig med Venlighed hvor man kun havde Øie for det Gode hos mig. - Det vilde derfor ikke ret smage mig de første to Dage i Leipzig, dog siden blev jeg vant igjen at boe i Hotel, de første Familier kappedes om at vise mig Venlighed, jeg tør sige de bedste Huse stode mig strax aabne. Mendelsohn var Sjæl og Hjerte mod mig; han fik mig til at blive endnu sidste Torsdag [4] altsaa paa 10 Dag og arangerede da en udmærket Concert i Gewandthaus, jeg var i den rige Familie Preusers [5] Loge, hvor Mendelsohn kom i Mellem-Acten; jeg har ham virkelig kjær og han var mig saa god; hjemme hos sig selv arangerede han en musikalsk Aften [6] og spillede selv een af sine større Compositioner. De skulde see hans Henrykkelse ved min tydske Oplæsning af Eventyrene, ja denne er jo ufuldkommen mod den danske og dog vækker den Opmærksomhed saaledes at selv Bladene, der ogsaa her trænge ind i alt Privat, omtaler denne Evne, som noget mærkeligt; jeg maa enten lide overordenlig Uret i Alt hjemme, eller det store Tydskland staaer under Nul i Forhold til det entillectuelle Danmark. - Nok er det, man har i Leipzig gjort Alt for at glæde mig; mit Billed vil De snart see i illustrirte Zeitung [7] og en Text dertil af den berømte Auerbach, kjender De ham ikke, saa læs “Dorfgeschichten”, der er bekjendt over Europa, eller den lille Fortælling “Der Sträflinge” [8] i Urania [9]; denne Bog kommer til Dem i en Pakke, som Lorck [10] har lovet at besørge hjem ad Boghandler Veien. Det var i Berlin at Reutscher [11] og Boghandler Simion aftalte med mig om at udgive en “Original deutsch-gesammt Ausgabe” af mine Skrifter, Hr Simion bød mig for at revidere det ældre, 100 preusiske Thaler og herefter 2 Frederiksdorer for Arket af hvad nyt jeg skrev; Tilbudet forekom mig godt, da jeg før Intet havde faaet, men da man, i det jeg skulde reise, kom med en Contract, som jeg skulde underskrive strax, blev jeg lidt ængstelig, jeg følte man var ivrig og forlangte derfor først at læse og overveie det Skrevne, som jeg da tog med til Weimar; Beaulieu saae Contracten og erklærede strax at jeg ikke, saaledes som mine Sager stode i Tydskland kunde underskrive den; Professorerne Wulff og Hase [12] fra Jena, sagde det samme og skreve strax til Leipzig, her fra fik jeg øieblikkelig Tilbud; saavel Lorck, som Brockhaus og Härtel & Breitkop tilbøde mig alle tre, samme Honorar. Brockhaus har det betydeligste Navn og jeg er en Ven af de to Brødre [13], men Lorck var den første der var skrevet til og som Dansk den jeg besluttede at give Fortrinet, i det Alle, selv Brockhaus, der var interesseret i Sagen, roste ham, som en paalidelig Mand. Jeg har nu med Lorck sluttet den Contract at jeg erholder [14] 300 preusiske Thaler ): 400 Rbdlr for at gjennemlæse de ældre Skrifter, som han lader oversætte, og udgiver i 12 Bind (1. 2) Biographie og Improvisatoren. 3. 4.) Spillemanden 5) O T. 6-7 Bazaren. 8. Digte. 9 Mulatten, Agnete, Lykkens Blomst. 10-11 Eventyr. 12) mindre Skrifter f Ex Billedbog etc.) - De 150 Thaler faaer jeg Ostermesse [15] 1847 - de andre 150 efter Afleveringen af Revisionen af sidste Bind; der tages strax fat; jeg har lovet at levere en Biographie [16], som han faaer i Maimaaned, men betinget mig at den frankeret sendes til Dem og det overlades Dem at udslette deri hvad De vil. Jeg kan ikke saaledes skrive noget om mig selv og mine Forhold, der lige flyde af Pennen og i Pressen, jeg maa have en prøvet Ven, der kjender alle Forhold, som veier mine Ord, vil De ikke det nok; jeg skriver da ugeneert og stoler paa at De for Deres egen Samvittigheds Domstol, svarer for hvad der bliver trykt. Fra Dem kommer Biographien lige i Pressen. Naar nye Oplag gjøres nødig faaer jeg igjen et passende Honorar; dernæst betaler Lorck mig for alle nye Skrifter jeg vil levere ham til Fortsættelse af denne samlede Udgave 3 Frederiksdorer Arket; men den tydske Udgave kommer da 2 Maaneder tidligere ud end den danske. Mine Eventyr ere allerede ude i 7 Udgaver, jeg kan altsaa ikke forlange noget Aparte [17] for at disse komme i en særskildt Udgave af ham, kun har jeg betinget mig at denne bliver særdeles prægtig illustreret [18] og han er gaaet ind derpaa, i det han venter, hvad jeg ogsaa troer, at Reitzel senere afkjøber ham Pladerne eller hvad disse Blystumper hedde, til den danske større samlede Udgave, der vel om et Aar eller to kan udkomme. Jeg faaer 10 Exemplarer og alle Breve og Pakker i denne Sag betaler Lorck. Det er jo ganske godt arangeret; kan jeg nu næste Aar faae noget Lignende arangeret i Engeland, saa er det ikke saa galt. Denne min Reise i Udlandet synes at blive den lykkeligste og meest indbringende for mig; tidt synes det Hele mig et Eventyr, en smuk deilig Drøm, mit Hjerte flyver mod Gud og for ret at nyde det, tænker jeg paa det Collinske Huus, føler, var De her, fulgte De nu ret min solbestraalte Vei! - jeg tænker paa Deres Fader og mener at han har Glæde af mig og den Tanke er min høieste Lykke. Og dog - ? - Han veed det ikke, opfatter det ikke saa. Jeg er selv for mine Bedste i Hjemmet kun - Andersen, det skikkelige Menneske der har Talent, men troer skrækkeligt meget om sig selv og Danmark har anderledes Størrelser. Der var en gammel værdig Dame, Baronesse Deeken [19], der iaftes med Taarer i Øinene trykkede begge mine Hænder og sagde: “Havde jeg en Søn, som Dem! jeg vilde være stolt og takke min Gud!” - Ingen hjemme er stolt af mig, jeg synes at være Hjørnestenen, som man forkaster [20]. - Forstaae mig! - Jeg kom med Længsel efter Breve fra Danmark hertil iaftes; fra Beaullieu og Arvestorhertugen laae Breve af Hjertets Fylde, fra Danmark - kjære Eduard, der var intet fra Dem, De havde sendt Deres til Wien, der kan jeg om tre Uger finde det. Intet Brev fra Dem, den eneste der ret af Hjertet gaaer lidt ind i min Glæde og Lykke, der udtaler det! - Det er dog Noget at jeg overalt af Førster og de betydeligste Mænd modtages med Hjertelighed og Venskab; - ja De veed det vel ikke - men at alle Aviser fra By til By mælde om mig, selv om man kun vil see paa det Solide, da er det ogsaa en Deel! - I Oldenborg veed De, gav Storhertugen mig en saare kostbar Ring til Erindring, i Berlin lod Kongen mig strax kalde til sit Bord, noget som de tydske Aviser sige, faae tydske Digtere hædres med og jeg fik den røde Ørns Orden. I Weimar blev jeg optaget ved Hoffet, saaledes, som endnu der ingen borgerlig er blevet optaget og den unge Første gav mig sin hele Kjærlighed, sit Venskab og Tilbud engang altid at blive hos ham; i Leipzig slutter jeg Acord med en Boghandler om et ganske ordenligt Honorar for den tydske Udgave af mine Skrifter, hvem reiser bedre hjemmefra? Jeg er selv forbauset, lykkelig, Gud taknemlig, jeg reiser i Tydskland og modtages, som en Fyrste, hvorimod hjemme er jeg behandlet, som en Tigger; Ude overvælder Hæder og Glæde mig og ikke en Straale kommer hjemme fra, ikke en eneste Efterretning der viser at der er dog mit Hjem. Det ene Brev fra Deres Fader var livligt og godt, det andet sagde mig kun, hvad flere Gange er berørt, at det i Grunden er et tomt Liv jeg fører [21], at det “ikke kan være gavnligt for Aanden”, og om jeg ikke snart vil skrive noget - Jeg havde en Følelse som om jeg vilde flyve een om Halsen og han vendte sig bort. Jeg veed det, Ingen er mig i Danmark mere god en[d] Deres Fader, men just det kjære Ven! - For mig ligger Danmark i Huset Collin! - Ak, de vide ikke jeg gjør mit Fædreland Ære, de vide ikke hvad Betydning jeg har ude, eller sætte aldeles ingen Priis derpaa. Hvor kan jeg herefter udtale mit fulde Hjerte, naar jeg bærer den Følelse, man kalder den Lykke tom, den Erkjendelse ingen! - Og hvad forlanger man da af mig? - Ikke mine stakkels to Stykker kunne komme frem, medens den danske Holst faaer det ene efter det andet, jeg misunder ham ikke, jeg veed hvorledes det gaaer i Kjøbenhavn. - Jeg har, enten man nu vil erkjende det eller ei, havdt Frugter allerede af denne Reise, og vil Gud, skal aandelige bedre komme, jeg bringer ogsaa noget ud af den øvrige Reise, enhver saadan har givet sit Product, men i hvor oeconomisk jeg reiser, i hvor meget mine tydske Venner gjør mig det billigt at reise, behøves der Penge og at høre fra Hjemmet at mine Arbeider skaffede mig disse vilde fylde mig med Glæde, men ikke engang den syndige Operette liden Kirsten er sluppet frem, nu paa fjerde Maaned; jeg beggriber det ikke og Ingen, Ingen sige mig et Ord derom. Jeg er blevet forvænt ude, det er ikke godt! jeg har i denne Time den Tanke, lykkelig om vor Herre lukkede mine Øine langt fra Danmark. O, jeg er syg, sjælesyg i Dag. - Vær mig god min elskede Ven, skriv snart, maaskee Deres Brev endnu naaer mig her i Dresden. Jeg vilde have skrevet til Deres Fader i Dag, troede at det var det rigtigste, men, jeg skriver til Dem, thi jeg kunde misforstaaes, den Fylde af Kjærlighed til Deres Fader, som just mit Hjerte har og som jeg just lider under, kan jeg ikke lægge under Ordene. - Deres Fader skriver at han ikke finder jeg ude kan bære den røde Ørn før Kongen af Danmark har tilladt mig det; denne Yttring har i høi Grad overrasket mig; jeg har været aldeles vis paa at den danske Gesandt i Berlin havde underrettet Kongen der om, og at altsaa den sædvanlige Tirade kom i Berling [22]! Man finder dog vel ikke mit Bryst uværdigt til at bære en fremmed Konges Erkjendelse [23]; i de tydske Blade har der staaet om den mig givne Udmærkelse og i den leipziger Algemeine, endogsaa udtalt en almindelig Glæde over at jeg har faaet en Orden. Jeg har ikke baaret Tanke om, at jeg var saa afhængig at jeg ikke ved et fremmet, med det preusiske beslægtet Hof, kunde bære min Orden og jeg har ved de store Hoffester baaret den og har daglig mit lille Baand i Knaphullet; skrive til Kongen om Ordenen, er mig en ganske egen Sag, jeg har den Følelse, som om jeg derved vilde sige: see nu har jeg faaet hvad jeg ønskede Du havde givet mig! og det kan jeg ikke! - Det forstemmer mig, ogsaa det piner mig! - Hvorledes skal et saadant Brev stiles? kan jeg ikke skrive et ligefremt Brev til Kongen, som jeg holder af? - Eller er det ikke bedst jeg skriver Adler til [24] og beder ham sige Kongen det. Ja, jeg troer jeg gjør det. Simplest havde det været om Deres Fader, naar han engang talte med Kongen havde sagt ham det i mit Navn. Hvad jeg tidligere spurgte Deres Fader om med Hensyn til Ordenen, var det, at jeg med Hensyn til min Hjemkomst i Danmark skulde der have Tilladelse til at bære den, ude havde jeg aldrig Anelse om at den ikke var mig forbeholden at bære, den er jo det eneste Tegn paa udvortes Erkjendelse, hjemme fra har jeg jo Intet, Intet! Skal jeg altsaa rive den af! Skriv mig snart til! og finder De en Dag Deres Fader mild og god, som han kan være det, saa skriver han mig ogsaa et Par Ord til! Skriv godt, at jeg kun kan erindre det Gode hjemme fra i det jeg nedskriver mit Liv for Fremmede.- Tre Uger endnu at vente er altfor dræbende. Skjær ikke Traaden over mellem mig og Danmark, og husk paa at den fattige Dreng man tog sig af nu er blevet 40 Aar gammel og at jeg ikke i min Opførsel har noget endnu at bebreide mig selv. - At jeg rimeligviis ogsaa her i Dresden vil faae megen Erkjendelse og Glæde, at Dronningen af Preusen, som jeg hører, har skrevet til Dronningen af Sachsen [25] om mig meget naadigt, at jeg alt er hos Kunstenere og Ministre, bryder man sig vel ikke om at vide, men at jeg lever og ikke er glad [26] det er dog Noget de vil høre. Lev vel!

Deres hengivne
H.C. Andersen.

[I marginen:] Hils Deres Jette! - Ørsted skriver mig til at Hauchs Afhandling ikke ganske behager ham [27]; Erkjendelsen er nok ikke stor! Herre Gud! jeg maa søge den andet Sted.

Efterskrift. Da Papiret er gjennemsigtigt, lægger jeg denne lille Stump inden i Brevet, saa læser man det ikke udenfra; jeg kan da ogsaa tilføie min Tak for det Brev De fra Ingeborg har sendt til Wien, jeg kan endnu engang lægge Dem paa Hjertet at har De noget godt at sige mig, da giv mig det, thi jeg ønsker just at være Hjerte i den bedste Betydning, i det jeg nu arbeider paa Biographien; kan De overraske mig med Efterretning om Hr Rasmusse[ns] [28] Velbefindende, om Udsigt til gode Finantser, forsikkre mig at jeg har ligesaa megen Kjærlighed i Danmark, som jeg giver der, da vil De lyse op igjen i mit Sind; om 10 a 11 Dage kan jeg høre fra Dem - det er en lang Tid, hvor længe kan man da ikke have sovet i sin Grav. - Dr: Winkler er jo død [29], skriver Fru Ørsted, det vidste jeg ikke. Det har overrasket mig, han var mig venlig og god. -

[I hjørnet af side 1:] Til Dresden gaae Brevene post restante.



Brev nr. 322. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

[27.2. 1846.]

Kjære Andersen. Jeg griber atter Pennen, og dersom De ikke beundrer mig derfor, saa beundrer jeg mig selv, thi jeg er altid ellers bange for at begynde paa lange Breve; men denne Gang kunde jeg ikke undgaae det efter Deres igaar ankomne mismodige Brev [2]. Der var nu ingen Ting lettere for mig at fylde Brevet med, end naar jeg vilde istemme Deres Beklagelser, men oprigtig talt, det kan jeg ikke. Sagen er den: De er godt lidt i Tydskland, i Weimar forkjæler man Dem, De bliver kysset og krammet af de Fornemme der; vi, som ere Deres Venner her hjemme, og som nu een Gang for alle ikke kunne lide, at Mandfolk kysse hinanden, vi smelte ikke hen i Rørelse derover, men vi glæde os i Hjertet ved det af Historien, som er Kjernen deri, nemlig at De gjør Lykke, at De erhverver Dem Venner, som jeg indtil videre vil antage at være sande og overhovedet at De har været glad og fornøiet paa denne Reise. Naar De nu antager dette at være den Tingenes Stilling, som den sande, der burde være saaledes fra Evighed til Evighed Amen, og sammenligner det med Kaffetimerne i Amaliegaden, hvor Ingeborg driller Dem og Theodor kilder Dem og kalder Dem pauvre pomme de terre, saa laver De Dem, med Deres udsøgte Indbildningskraft [3], strax en Historie om, at De er foragtet i Danmark og at De foragter Danmark, og det er Løgn begge Dele; thi i Grunden forliges De og Danmark fortræffeligt og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark; hinc illæ lacrymæ [4]! Dette forbandede Theater kommer De altid tilbage til, og det kan jeg ærgre mig over; er dette Theater da Danmark, og er De da ikke andet end Theaterskribent? Er det som saadan, at de bliver fêteret i Tydskland, er det ikke som Eventyrenes Forfatter? Og elsker man ikke Deres Eventyr i Danmark? Maaskee redeligere end i Tydskland. Men det sidste Brev er skrevet i et Øiebliks daarlige Humeur, efterat De paa een Gang har fundet Dem lidt ene i Dresden efter al den Sviir. . . Først bliver De omfavnet af Hoffet i Weimar for at læse Eventyr, og nu sidder De ene i et Hotel; ligesaa hos os; igaar paa Casinopladsen raabte Pælerammerne Hurra for mig [5], for at jeg skulde give dem til Brændeviin, og idag sidder jeg hjemme i min gamle Fløiels-Trøie og har Ondt i Maven. Saadanne Omvexlinger af Skjæbnen maa man finde sig i.
Det forbandede Theater maa jeg da, for at følge Deres Ønsker, atter tilbage til. Hvor er det muligt at De kan troe, der hvor De nu er, at kunne fælde en rigtig Dom om Grundene til, at Deres Stykker ikke komme frem; see vi ikke hver anden Dag Forandringer og Opsættelse skee, uden at vi her hjemme kunne udgrunde dem? Er det Theatrets Skyld, at liden Kirsten ikke er kommet frem? Hartmann er jo ikke færdig med Ouverturen, men Partierne ere indstuderte; og har Hartmann da Ingen Undskyldning? Jo megen; hans Huus har hele Vinteren været hjemsøgt af Sygdom, hans Kone har endog været meget betænkelig syg, og er endnu svag. - Men De troer nu, at Directionen er Skyld i al Ting, skjøndt De maatte vide, hvad det vil sige, at en Bestyrelse er afhængig af et 50 Menneskers Capricer [6] og virkelige eller foregivne Sygdomme; men for at dog noget af Deres skulde gaae, trækker man den nye Barselstue frem, og denne er nylig gaaet 4 Gange. - Men hvad der meest forundrer mig, er, at De ikke kjender Fader bedre, end at nogle Ord fra ham, som dog ikke indeholde det mindste Krænkende, kan pirre Dem saaledes. Naar der er Tale om at melde Dem noget, som kan interessere Dem, er han altid den Første til at paatage sig det, han har altid Tid dertil; hans kraftige Udtryksmaade kjender De da trods Nogen, og De veed, at man ikke skal dømme hans Følelse efter hans Tone, fordi han engang kan være gnaven som vi Andre. - Men det er ikke for at bebreide Dem, at jeg skriver dette, det er kun for at gjenkalde hos Dem, hvad De selv ikke tvivler om, at hans Kjærlighed for Dem er stærkere end Tydskernes, om den end ikke er saa pyntelig. Men den Mismod, der er opstaaet hos Dem ved Ankomsten til Dresden, er vel egentlig en Slags Hjemvee, og den hover [7] mig ikke; thi paa den lange Reise, som De har lagt Planen til, kan De jo ikke vente den Adspredelse, som Begyndelsen gav; og Hjemvee er noget af det Piinligste jeg kjender.
Nøkken til Gade skal jeg nok besørge; jeg har begyndt selv at skrive den af, for at kunne sende den i et Brev. Jeg har desuden havt Brev fra Gurlitt [8] derom. Deres Levnetsbeskrivelse skal jeg nok tage fat paa, naar den kommer til mig. Deres Overeenskomster med Boghandlerne synes jeg i det Hele godt om.
Deres Spørgsmaal i Brev af 11te dennes [9] skal jeg besvare:
1. Det omtalte Expl. af Zeises [10] Oversættelse af Eventyrene har jeg ikke givet til nogen, deels fordi det kun er anden Deel, deels fordi jeg ikke veed, hvem jeg skal foretrække; lad det ligge til nærmere Bestemmelse.
2. Om liden Kirsten har jeg meldt Dem noget, idag hører jeg, at Md. Rung [11] gjør Vanskeligheder; men i den Anledning skal jeg i Eftermiddag tale med Ernst Weis og pudse ham paa hende. Md. Nielsen [12] gjør ogsaa Knuder.
3. Hauch har ikke skrevet nogen anden Anmeldelse end den, som jeg har sendt til Wien
4. Forlovelsen [13] er ikke declareret og Mutteren [14] er ligesaagal som hidtil.
5. Bruden fra Lammermoor kommer vist ikke meer frem; om Ravnen haaber jeg nok der skal blive Tale; Mulatten hører jeg ikke noget om
6. Skriv kun til Adler eller til Levetzau, naar De har altformegen Tid tilovers.
Fader siger, at han har skrevet Dem til, at De skulde skrive til Kongen [15] om Tilladelse til at bære den røde Ørn. Gjør det; Kongen vil vist ogsaa synes godt derom.
Nu lev vel! misforstaae mig ikke, naar jeg skriver til Dem, som dette Brev begyndte; De kjender mig og mit Hjerte for Dem.

Deres
E. Collin.

Etatsraad Holm [16] siger, at jeg skal hilse Dem.
Chr. Thyberg boede i Weisburggasse, men er nu nok flyttet til Baden [17], 4 Mile fra Wien; gjennem Legationen vil han kunne findes eller ialfald gjennem hans Læge Dr. Barries, som boer i hiin Gade.
Jeg maa endnu tilføje om Liden Kirsten: Ouverturen er færdig, Hartmann vil selv gaae til Md. Nielsen og Weis til Md. Rung. Det ansees aldeles nødvendigt, at Bogen er trykt, naar den skal opføres; man kunde jo lade den trykke som almindelig Textbog og sælge ved Indgangen paa egen Bekostning; en Forlægger giver vel neppe noget derfor. Men da Hartmann sagde, at der maa skee nogle musikalske Forandringer i den første Text, men at De engang [sagde at] disse Forandringer ikke skulle ind i den trykte Bog, maa De give mig Besked, om maaskee begge Dele kunne trykkes (som i Sv. Dyrings Hus [18]).



Brev nr. 323. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

[Rom 23. April 1846]

I Dag den 23 April modtog jeg Deres Brev af 17 Marts [2]; De sendte det til Wien og det har brugt en saa ubegribelig lang Tid for at komme til mig, ellers gaae Breve directe mellem Rom og Kjøbenhavn paa 13 a 14 Dage! men jeg har faaet det og sætter mig strax til at skrive, strax udtale min Glæde, min Tak! ja, ja, De er mig en god, trofast Søster og De kan troe min Tanke tidt og ofte er hos Dem! - Selv om jeg intet Brev havde faaet, jeg havde dog før jeg forlader Rom sendt Dem Brev! nu dette skal blive langt, der er jo en heel Verden at fortælle, mit Liv er saa rigt, saa lykkeligt! mit sidste Brev fik De nok fra Weimar [3], De veed altsaa med hvilken Jubel og Hjertelighed Arvestorhertugen og mine andre Venner der modtog mig. Jeg tog, som jeg vel har fortalt, strax ind til Kammerherre Beaullieu, og da Arvestorhertugen ikke var ude paa sit Slot, men i Staden hos sine Forældre, foretrak jeg ogsaa helst at blive hos Beaullieu, der er en elskelig, fiin, dannet Mand; daglig var jeg imidlertid sammen med min høie Ven, ofte til Taffels hos den gamle Storhertug og i Weimar selv stod alle Huse mig aabne; den hertugelige Familie tager meget ud til Diplomaterne og overalt blev jeg ogsaa indbudt. Med Beaullieu levede jeg saa gemytlig, han holder saa inderlig af mig og ved Hoffet fandt jeg saa megen Hjertelighed. Arvestorhertugen er 27 Aar, gift med den regjerende Konge af Hollands Datter, de have en lille Søn paa et Aar; De skulde see hvor Faderen gjorte Alt for at faae den Lille til at sætte et venligt Ansigt op første Gang jeg skulde see ham; han gik ogsaa strax til mig og Arvestorhertugen sagde: ja han veed det er hans Faders Ven. Den unge Moder tog Barnet paa sin Ryg, raabte hyp! og galloperede om i Stuen med ham, jeg skrev derom et dansk Digt [4], som jeg satte foran i et lille Album, som denne tilkommende lille Hersker i Weimar skal gjemme til Erindring om mig. - Jenny Lind indtraf medens jeg var der; hun sang ved Hoffet og gav i Theatret Norma og Søvngjængersken, hun fortryllede Alle; een Formiddag hvor Arvestorhertugen tog mig med til Grevinde Redern [5], hvor vi fandt Jenny L. sang hun en svensk Psalme, saa gribende, at den unge Hertuginde faldt hende om Halsen og Jenny brast i Graad, vi vare alle bevægede og ved Afskeden trykkede Arvestorhertugen hendes Haand til sine Læber. - Hun fik Serenader og blev hyldet, som Ingen jeg før har hørt, og mig var hun saa elskelig og god imod; Beaullieu og jeg vare indbudte hos hende den sidste Aften hun var der, da Studenterne fra Jena sang udenfor hendes Vinduer; da vi skildtes, fortalte Beaullieu mig, trykkede hun hans Haand og sagde: “Tak fordi De er saa god mod Andersen.” - Det rørte mig dybt; af Brev jeg senere fik fra hende seer jeg at hun er ligesaa opfyldt af den unge Hertug og hans Gemalindes Aand og Hjerte, som jeg, at hun regner Opholdet i Weimar for det lykkeligste af de hun kjender. - Arvestorhertugen fylder nu ganske min Sjæl; han har den ædleste og bedste Villie, den at gjøre sit Folk lykkeligt og hæve Weimars gamle Glands. Hans Øine lyste naar han talte til mig derom. Haand i Haand sad vi tidt i Sophaen og naar jeg var dybt bevæget over hans ædle Sind, trykkede han mig til sit Bryst: “Altid blive vi Venner!” sagde han da. Engang skulde jeg komme meente han og blive i Weimar for bestandig! noget jeg svarede ikke kunde skee! - Ved den sidste Afsked havde han Taarer i Øinene, han kyssede mig saa hjerteligt - O det var tungt at skilles; min kjære Beaullieu fulgte mig imidlertid til Jena, hvor jeg, da der var bestemt to store Selskaber for mig, maatte blive paa fjerde Dag; jeg skulde imidlertid, havde Storhertugen lovet mig, der før min Afreise faae fra ham et Anbefalings Brev til Erkehertug Stephan, Statholderen i Bøhmen [6]; Brevet var endnu ikke kommet den sidste Morgen, men hen ad Dagen kom Arvestorhertugen selv med Brevet: “jeg tænkte,” sagde han, “jeg kan jo selv reise til Jena, saa sees vi endnu engang!” - jublende fløi vi ogsaa hinanden om Halsen; o det var en Glæde, jeg saae jo hans store Inderlighed for mig; vi spadserede Byen rundt, Studenterne hilsede os; oppe paa Slottet skildtes vi. - Ingen Broder har kunnet være kjærligere mod mig end Arvestorhertugen. - Jeg fortæller Dem alt dette, var De i Odense, da skrev jeg det neppe, thi da vilde jeg være bange for at det paa anden eller 3die Haand kom i Thomsens Avis, nu er jeg rolig, mit Brev lader De jo kun Deres Nærmeste læse, og sørger for at ikke et Ord bliver trykt. - De bliver ikke vred, men naar man fortæller Hjerteanliggender maa man i denne Tid være agtsom; man leer jo af Alt! - og det var ogsaa godt, naar Latteren var godmodig. - Ved een af Feterne [7] i Jena holdt Professor Michelsen en særdeles smuk Tale til Ære for den danske Litteratur, hvor han som Exempel paa Natur- Sandhed anførte mig og - Jenny Lind; hun fyldte nemlig i de Dage, hele Jena, og Sandheden i hendes Sjæl havde grebet særdeles. Som et solbelyst Eventyr var mit Ophold i Weimar, og jeg følte mig saa lykkelig, jeg elskede hele Verden, jeg kunde trykke Gud til mit Hjerte, jeg var ydmyg i Taknemlighed til ham. - I Leipzig fandt jeg ogsaa overalt, aabne Hjerter, aabne Huse og fik fra flere Boghandlere, selv fra Brockhaus Tilbud om at overtage Udgaven af mine ældre og tilkommende Skrifter; jeg sluttede tilsidst Accord med Een og faaer nu for at gjennemlæse Oversættelsen af mine ældre Sager i 12 Bind fire Hundrede Rigsdaler dansk og senere 3 Frederiksdorer for Arket af hver ny Bog jeg vil lade udkomme to Maaneder tidligere i Tydskland end i Danmark, og Boghandleren betaler desuden Oversætteren; saaledes staae mine Sager for Øieblikket i Tydskland. Mendelsohn arangerede en smuk Consert for mig, vi var meget sammen, han er ligesaa elskværdig, som han er genial. Fra Leipzig tog jeg til Dresden, hvor jeg strax fik Plads i Directions Logen. De første Familier modtoge mig; Kongen [8] var saa naadig at lade mig tilsige og han og Dronningen, der er Søster til Dronningen af Preussen vare høist naadige og elskelig mod mig; jeg var en Aften hos Kongens Broder Prinds Johan [9]; han har en stor Flok velsignede Børn, de kjendte godt mine Eventyr, jeg læste et Par; fortalte Kongen om Holger Danske og om vor danske Natur; Dronningen spurgte mig om jeg før havde været præsenteret for nogen ved Hoffet i Wien og da jeg sagde nei, spurgte hun mig, om jeg vilde have et Brev fra hende til hendes Tvillingsøster Erkehertuginde Sophie (den tilkommende Keiserinde af Østerig) [10]. Fra Dronningen af Preussen havde hun hørt om mig; De veed jeg var i Berlin til Taffels og senere en Aften i Potsdam, ene med Kongen, Dronningen og Humboldt, hvor vi drak Thee, spiiste, talte om Danmark og jeg læste Eventyr; Kongen var saa elskelig, saa interessant. - Ja De seer jeg ret denne Gang har været vel og godt hos alle Førsterne i de Lande jeg er kommet igjennem. Ogsaa høist elskværdig, klog og mangesidet fandt jeg i Prag Erkehertug Stephan; han bad mig altid huske naar jeg kom til Bøhmen at jeg i ham nu havde en gammel Bekjendt. Hos Grev Thun [11] var jeg en Middag og fra Fürstinde Clary havde jeg Anbefalings Brev til Svigersønnen [12]; ja den ene Familie sendte mig til den anden fra Stad til Stad; det er som en Troldoms Arabesk, jeg kan neppe selv skildre den i alle dens Enkeltheder. Bladene over hele det store tydske Land talte om mig og tale endnu, jeg veed ikke selv - men jeg kunde næsten blive forvænt; jeg har selv en lille Angest derfor. Afreisen fra Prag var imidlertid høist interessant, det var netop en Eftermiddag da flere tusinde Soldater skulde paa Jernbanen gaae med til Olmütz for derfra at marsjere til Polen; jeg maatte to Timer før Affarten indfinde mig i Banegaarden for at faae Plads; alle Bjerge rundt om vare opfyldte med Mennesker; i tusindviis viftede Hatte og Tørklæder! aldrig har jeg før seet saadanne Masser; sligt lader sig ikke arangere paa et Theater; det var Verden selv i sin Storhed jeg saae; Banetoget fra Prag til Wien gaaer kun om Natten; denne var mørk; men ved hver lille By stod Folk i Masse; de pjaltede Bønder, Fakkelbelysningen, de brune Ansigter, det fremmede bøhmiske Sprog, Alt gav Skuet et eget Præg; og altid fløi vi fremad, gjennem Tunneler, over Træer, i susende Fart, jeg bøiede Hovedet og sov. - I Wien fik jeg ogsaa strax Indbydelse at besøge Burgtheatret; jeg tilbragte som i een Suus Fest paa Fest, hos Grever og Baroner; hos Erkehertuginde Sophie var jeg een Aften, her var Keiser Frandses Enke [13], og mange Prindsesser og Prindser; jeg sad efter Theen, lige overfor den gamle Keiserinde og læste Grantræet [14] og Toppen og Bolden [15]; ja, jeg har saagar læst i Aviserne, at jeg skal læse mine Eventyr særdeles fortræffeligt - og jeg læser naturligviis paa Tydsk! - Hvad siger De om det. Castelli skrev et smukt lille Digt til mig [16]; jeg har faaet flere andre. Erkehertuginde Sophie, gav mig til Erindring om sig en særdeles smagfuld Brystnaal. De veed at Storhertugen af Oldenborg gav mig en Ring af Værdie siger man til henved 400 Rbdlr dansk. “Ja han kan sagtens reise!” siger De nok. Lizt traf jeg i Wien, vi vare noget sammen, ogsaa Ernst [17] traf jeg. Den 18 Martz reiste jeg paa Jernbane fra Wien til Gratz, den dristigste Jernbane, jeg endnu kjender, thi den snoer sig som en Slange imellem Bjergene, langs med Floden, jeg ventede hvert Øieblik at vi skulde komme ud af Skinnerne og slynges ned i det brusende Vand. I Triest blev jeg fire Dage og ogsaa her fandt jeg mit tydske Hjem, jeg var ude hver Middag, hver Aften i Familie Loge i Theatret, selv Gouverneuren [18] indbød mig til sin Soiree; jeg havde et heelt Selskab til Farvel da jeg gik paa Dampskibet, hvor jeg var anbefalet Kapitainen og fik derfor den bedste Koye. I et deiligt Veir flød vi over Adriaterhavet og i Ankona, skinnede den varme Sommersol, Træerne blomstrede, Alt var Italien. Jeg havde paa Skibet gjort Bekjendtskab med en ungarsk Adelsmand Bagdanowitsch [19] og een af de første Familier i Wien: Grev Paar [20], vi tre toge en Vogn sammen og kjørte i fem Dage over Appeninerne, Foligno, Spoleto, Nari og Bagano til Rom hvor jeg altsaa for tredie Gang i mit Liv indtraf; det var netop den 31 Marts 1846. - Det var saare vanskeligt at faae Værelser, man forlangte overalt 15 Species for 14 Dage; endelig fik jeg dog eet til samme Priis for en heel Maaned, (i det Ungarerne og Grev Par i Forening med mig tog en heel Etage). Min anden April blev meget smukt feiret, og jeg vidste at i Danmark tænkte Vennerne den Dag paa mig. Jeg fik om Morgenen de deiligste Blomster i en stor Masse sendt fra Enken Fru Göthe fra Weimar, som er her i denne Tid og om Aftenen blev jeg af svenske og danske Kunstnere indbudt i et Osterie hvor de drak min Skaal. Paaskefesten var en sand Anstrængelse i det man fra Morgen til Aften altid maatte være i Trængsel og Bevægelse. Kuppeloplysningen er herlig og storartet, hele Peterskirken synes at være tegnet med Ildsconturer paa Himlen. Girandola er det rigeste Fyrværk jeg kjender; men fra dette slukkedes har jeg været syg, i Dag er jeg oppe og vilde forsøge at gaae hen i Gaffe Græco, jeg var meget mat og kom kun ned af Trappen, der mødte Cancelliraad Thomsen [21] mig med et Brev fra Kammerjunker Castenskjold i Wien, han havde fundet det i Gaffe Græco, indeni laae Deres; hele Dagen er nu anvendt med at skrive Dem til, thi jeg er meget mat, jeg har ligget nogle Dage og lidt skrækkeligt af en Byld; det er grueligt at være syg i Italien, man kan ikke faae de simpleste Ting man hjemme ved slige Leiligheder gjør Fordring paa. Jeg har imidlertid havdt Besøg nok af Landsmænd, Svenskere og Tydskere, Damerne har sendt mig Blomster, men som jeg for den stærke Duft har maatte sætte ud paa Balkongen. Thorald Læssøe har jeg ikke seet i denne Tid [22], han kommer saa lidt sammen med de andre Danske, at han ikke har hørt at jeg var syg, Deres Brev til ham skal han ellers faae imorgen. Han har gjort meget Fremskridt, er et meget rart Menneske og flere, f Ex Fru Gøthe roste ham særdeles; fortæl hans Moder det, jeg tænker det vil glæde hende, maaskee læser Deres Søster Caroline for hende hvad der maaskee kan interessere hende i dette Brev, gjerne havde jeg skrevet hende til, uden at forlange Svar, da hendes Øine ikke godt tillade hende at skrive, men jeg veed hun har mindre Interesse for mig end før, skjøndt der ingen Grund er uden den, at Alt forandrer sig. Hils hende paa det kjærligste fra mig, hils Deres Søster Augusta og den kjære Ludvig! siig ham at Thomsen har kjøbt mange Mønter, især af Guld. Thomsen er særdeles rask, og i Dag hører jeg er ogsaa Engelhardt [23] første Gang oppe, De veed at de væltede paa Reisen og Engelhardt fik Ledevand i Knæet, men dette er nu aldeles hævet og som sagt han er i Dag oppe. - Jeg tænker den sidste April at forlade Rom, altsaa om otte Dage, da gaaer Reisen til Neapel og derfra om fire, fem Uger, vil Gud, til Spanien! Det vilde glæde mig meget om jeg fik et Brev endnu fra Dem, send det gjennem Legationen til Wien, da koster det ikke noget og i Wien er Castenskjold, - dog ikke længer end til den sidste Mai, - han besørger Brevet videre. - Hils nu Deres Moder, Søstrene Jane, Louise, Caroline (samt Tanterne Mine og Augusta Søeborg) naar De seer Frøken Alberti da hils hende ret hjertelig og bed hende hilse Mariane R og Jürgensens [24]. - Paa Theatret har jeg kun eet Stykke: Liden Kirsten, men om dets Skjæbne veed jeg endnu slet intet! - Jeg arbeider paa min Biographie; i Julen tænker jeg at være hjemme; bliver der ikke Forhindringer. - Og nu lev vel!

Deres broderlig hengivne
H. C. Andersen.

Rom 23 April 1846.

E. S.
En østerisk Digter Rollet [25], der gjør Lykke, kom just ind i “die Fürstengruft” i Weimar hvor Schillers og Göthes Kister staae ved Arvestorhertugens, da Jenny Lind og jeg besøgte disse Grave, han har skrevet et Digt til mig i den Anledning, her har De det.


1.

Märchenrose, die Du oftmal
mich entzückt mit süssem Duft,
Sah dich ranken an die Särge,
in der Dichterfürstengruft!

2.

Und mit dir am jedem Sarge
in der totenstille Halle
Sah ich eine schmerzentzückte
träümerische Nachtigall

3.

Und ich freute mich im Stillen
war in tiefster Brust entzückt,
Dass die dunkle Dichtersärge
spät noch solcher Zauber schmückt

4.

Und das Duften deine Rose
wogte durch die Totenhall
Mit der Wehmut der, in Trauer,
stumgewordenen Nachtigall!

Tak for hvad De fortæller mig om Dem selv, men lad mig høre at De snart skriver noget, at Deres “Skribentindens Datter” er færdig paa tydsk; Deres Tante Anna læses meget i Tydskland og er sandelig vel optaget, man har spurgt mig meget om Dem. Lev lykkelig!

Anden Efterskrift. Nu jeg læser mit Brev igjennem seer jeg at det er meget flaut og fersk, men husk at jeg er syg, har været det meget og tag min gode Villie med at skrive som om den var Saltet. Jerichau har af en russisk Første faaet Bestilling paa sin sidste store Figur, Jægeren med Løveungen [26], samt endnu 2 nye Bestillinger. Det gaaer ham glimrende.
Jeg har faaet et Frugtstykke af Thorald Læssøe, der har en herlig Saftfuldhed i Farverne og ganske italiensk. Jerichau og Kone reise om 10 Dage til Kjøbenhavn [27].
Kolberg [28] gjør her i Rom min Buste.



Brev nr. 324. Fra Henriette Hanck til HCA.[1]  

Kjøbh. d: 15de Mai 1846.

Nu er De da i Deres deilige, solvarme Neapel, midt i denne henrivende Naturpragt, som De i Deres Improvisator har skildret saa varmt og glimrende De lykkelige Menneske! Livet i en ret smuk Natur med al dets Fred og Salighed, har været det eneste jeg i mange Aar har ønsket mig af den hele store Verdens mange Goder; men Ens eneste og højeste Længsel bliver jo aldrig opfyldt hernede og derfor maa jeg nu tage tiltakke med Livet i Frederiksberggaden, og det er jo ogsaa godt, det passer nu for mig, som Lemvig passede for den gamle Rosalie [2]. Vi have havt mange triste Dage i dette Foraar, graat Vejr med Blæst og Kulde, een Dag var det især utaaleligt, Søstrene vare gaaet ud hver til sit, Moder sad og skrev til Norge og jeg tog som alle de foregaaende Dage fat paa min eensformige Lindsøm [3], det eneste jeg i Vinter har kunnet foretage mig. Jeg følte mig ret saa nedstemt som jeg ofte er. Hvis jeg nu kunde faae denne Dag forvandlet til en dejlig varm Soldag midt i Skoven, hvor jeg var samlet med de Mennesker der ere mig kjære, hvilket ganske andet Udseende vilde Livet da ikke faae; men det kan nu ikke skee. Paa hvad Maade skal denne kolde, graa Dag dog faae et lille Anstrøg af Hyggelighed, tænkte jeg fork[n]ydt, skulde vi enda have en god varm Kjødsuppe til Middag; men det er Melkemad i Dag. I samme Øjeblik kom Pigen efter Kurven. “Det er Kørvelsuppe” sagde hun. Mit Sind opklaredes lidt. Kunde jeg nu faae et Brev fra Andersen tænkte jeg videre; men hvorfor skulde det just komme, det har jeg jo saa længe forgjæves ventet paa. Idetsamme ringede det igjen. “Det er Brevet”, sagde jeg ved mig selv og blev ganske varm og glad, og det var Brevet, og saa dejligt langt og tætskrevet [4]. Ja det maa have været en glimrende Reise. Og Opholdet i Weimar (hvorfra jeg intet Brev fik,) maa have overgaaet Deres dristigste Forvæntning, hvor den unge Arvestorhertug maa være elskværdig og jeg kan godt begribe at De med Deres hele Sjæl hænger ved ham. At Jenny Linds Nærværelse især for Dem, har kastet en forhøjet Glands over det hele Ophold, kan jeg tænke mig, og jeg tænker ogsaa at Sammenstødet [5] med Dem har været hende ligesaa kjært. - Mon De nu igjen er ganske rask? Luften i Neapel er jo friskere, den vil vel forjage Deres Mathed, min egen er saa stor, at jeg nu maa lade mit Brev hvile noget.
d.16nde. I Tirsdags d.12te gik “Liden Kirsten” første Gang, jeg har paa Grund af min Svaghed ikke været i Theateret hele Vinteren, ikke siden jeg hørte Jenny Lind, jeg var der følgelig heller ikke i Tirsdags, det eneste jeg kan sige Dem derom, er derfor kun hvad jeg har hørt af Andre, det skal have gjort megen Lykke, og man troer, at denne Opera vil komme til at gaae ofte. Gamle Etatsraad Guldbrand [6] fra Odense som i Gaar gjorde os Visit, havde været der og funden sig meget tilfredsstillet, kun fandt han Musiken enkelte Steder lidt stiv. Berlingske [7] omtaler kun Texten aldeles flygtigt som “et Par dramatiserede Kjæmpeviser, der har givet Hr. Hartmann Lejlighed til en yderst genial Composition”, haaber at den vil erhverve sig en varig Plads paa Repertoiret osv. osv. om Sangerne siger den: “Den nordisk romantiske Aand der klinger igjennem de Hartmannske Melodier har især Herr Hansen [8] som Sverkel herlig forstaaet at opfatte; hans Foredrag aander den samme dybe Følelse og ædle Simpelhed der er Grundtrækket i denne Musik. Md. Rung er en højst elskværdig Liden Kirsten, især er hendes Foredrag af Repliquerne i den dejlige Vexelsang med Sverkel høist udtryksfulde hvor hun ypperligt understøttes af Herr Hansen. Etle og Moer Ingeborg bleve tilfredsstillende udførte af Jfr. Bergnehr [9] og Md. Winsløv [10], den Førstnævntes smukke Altstemme tog sig især fortræffeligt ud i de combinerede Nummere. Om man end hos Herr Faaborg kunde have ønsket mere Charakteer med Hensyn til den dramatiske Udførelse, saa tilfredsstillede han igjen desto mere i musikalsk Henseende. De smukke Chor bleve fortræffeligt udførte.” - Jfr. Mejers [11] sidste Debut skal være Cecilie i Mulatten. En Mad. Montenegro [12] der i den sidste Tid var Prima Donna ved den italienske Opera, skal have sjungen og udført Normas Parti ganske dejligt. Flere Tilbedere af Operaen sætte hende ved Siden af Jenny Lind, vi kunne ikke dømme derom, da Ingen af os have hørt hende. For at Baletten ikke skal hvile medens Bournonville reiser med sin Datter [13] til Paris hvor hun skal uddannes har Lefeber [14] componeret en ny Balet: Dianas Hof [15] hvori en yngre Jfr. Nielsen skal debutere. Don Cæsar de Bazan [16] trækker meget, og skal blive fortrinlig udført. - At Herr Rasmussen [17] ikke var af Dem, vidste jeg et Par Dage efter jeg sidst skrev, thi det blev totalt udpebent, det skal være af en høitstaaende Person, siger man nu; men man navngiver ikke Forfatteren. See nu har jeg samlet hver en Smule sammen som jeg har hørt og læst om Theateret, vidste De maaskee det meeste i Forveien saa bliv ikke utaalmodig ved Læsningen af min Theater-Artikkel. -
At Deres Arbejder for Fremtiden ville blive honorerede i Tydskland uden noget andet Arbejde eller Risiko for Dem end at de her udkommer nogle Maaneder senere end ellers, glæder mig hjerteligt, og beviser hvilken god Klang Deres Navn maae have i Udlandet. Hviler Deres Roman ganske [18]? Jeg har glædet mig saa meget til den. Deres Biographie vil maaskee interessere mig endnu mere; men det er meget vanskeligt for en Digter at udgive sit Levned i levende Live, ligesom en Fortale ofte afgjør en Bogs Skjæbne, saaledes troer jeg, at en Biographi mangen Gang afgjør Digterens. Hvor tidt er Øhlenschläger ikke bleven beskyldt for at hans Levnedsbeskrivelse [19] aander den højeste Grad af Hovmod og hvorledes skulde han have kunnet give den anderledes. Facta kan jo ikke udelades af ens Liv, og dog har jeg saa ofte hørt Fremstillingen af hans Kroning i Sverrig [20] f. Ex. i høj Grad nedrive, o, jeg forstaaer ikke, hvad Menneskene ville have, og hvad deres gjensidige Forfængelighed fordrer, jeg synes kun at der gaaer en tiltrækkende Simpelhed, en ædel Selvfølelse gjennem denne Bog som han ikke uden en hykkels [21] og affecteret Beskedenhed har kunnet tilbageholde, jeg er begjærlig efter hvad De vil levere; men tilgiv mig kjære Andersen, jeg er ogsaa lidt ængstelig paa Deres Vegne. De har frygtet for at blive forvændt i Tydskland, ja det er sandt, de Første og Bedste have baaret Dem paa Hænderne, desværre vil det unge kløgtige Danmark med dets umodne Doceren nok sørge for at raade Bod paa denne Forkjælelse, som jeg saavidt jeg kjender til Deres Charakteer, troer gjør Dem saa godt, fordi den hos Dem ikke føder Hovmod, men en Ydmyghed og forhøjet Kjærlighed til Gud, og disse stærke og velgjørende Følelser værne jo igjen for Bitterheden, naar der kommer mindre gode Dage. Lidt trist vil det vel forekomme Dem at gjensee Hjemmet i Hjertet af Vinteren; men Deres Nattergal [22] vil jo paa den Tid slaae sine Triller her, de klare dejlige Toner ville da medføre alle kjære Erindringer fra Opholdet i Weimar og jeg troer at De da omvendt vil see Hjemmet i samme Glands som det fyrstelige Weimar.
De lader mig tidt høre de trykte Breve kjære Andersen, og det kan jo ogsaa nok være at min Stolthed, en af mine værste Fejl, har havt for megen Magt over mig ved den Lejlighed, thi jeg havde aldrig givet efter for Thomsens Uforskammethed efter Deres Tilladelse som han lod sige at forlange Deres Brev for at føje Dem i Deres Villie, naar Stoltheden ikke havde tilhvidsket mig “Ere de hjertelige Ord, den fortrolige Meddelelse som A-s Breve indeholde, ligesaa villigt skrevne for enhver Anden, ere de et Fællesgods som han ligesaa gjerne tilkaster enhver Anden, saa lad ham gjøre det, saa skal han idetmindste see, at det ogsaa er mig ligegyldigt”. Jeg leed alligevel saa meget ved det Hele, at jeg slet ikke ret kunde glæde mig ved Deres Ankomst til Odense [23] som kort efter paafulgte. Men De var saa god og hjertelig i de Dage, De tilbragte hos os, jeg følte saa tydeligt at De desuagtet glædede Dem ved Gjensynet af Søsteren, saa jeg troede at De havde glemt og tilgivet hvad der nu nagede mig, fordi De sagde mig, at det kunde være Dem til Skade, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig fordi jeg mere end een Gang havde seet lignende Aftryk deels i Kjøbhsposten formodentligt af Breve til Collin, deels i Bedstemoders Avis efter Deres egen Tilladelse: Nu har jeg ærlig tilstaaet Dem Bevæggrunden til denne for et halvt Decennium siden begaaede Brøde og ikke sandt kjære Andersen, De er saa ædelmodig ikke oftere at omtale det. - At det nogensinde kunde skee mere behøver De dog vist ikke at frygte for, det bedrøver mig altid at tænke tilbage derpaa.
Jeg har for første Gang under mit Ophold i Kjøbh. ikke været paa Udstillingen [24], det har gjort mig meget ondt, det udgjør en af mine første Interesser, og desuden har Fader altid været saa begejstret for den saa det næsten har forekommet mig som en Pligt mod hans Minde at besøge den, og iaar vilde jeg desuden ogsaa saa gjerne see Deres Portrait af Gertner, Blunks Maleri, hvortil vi ifjor havde Skizzen [25], Marstrands Scene af Barselstuen, og a. l. Udstillingen skal ellers ikke være særdeles tilfredsstillende iaar. Ottesen [26] har blandt sine dejlige Blomsterstykker eet, hvorpaa man seer en Psalmebog ovenpaa denne et fiint sammenlagt Lommetørklæde, med en Knipling om, og ovenpaa dette igjen den yndigste Moosrose. Det kunde De tage til Motiv for et smukt Digt. Een af Deres gamle Bedstemødre der paa Confirmationsdagen rækker Datterdatteren disse tre Ting, hvoraf enhver af dem har en smuk Betydning for den Gamle, som hun den Dag meddeler Datteren. Nu leer De nok af mig, De har vel sagtens Emner nok. Det smukkeste ved det lille tydske Digt der slutter Deres Brev synes mig er Situationen - den kunde have været meget bedre benyttet. Vor æsthetiske Litteratur har været fattig i denne Tid, det eneste af Interesse jeg i den senere Tid har læst er Kirkegaards Recension over “De to Tidsaldre” [27], ikke for Novellens Skyld der har interesseret mig mindre end mange af dens Søstre, og endskjøndt Kirkegaard hæver den meget, er det dog vist mindre for dens egen Skyld end fordi den har givet ham et belejligt Stof til at danne sin Skaben deraf, han har bygget en Afhandling over vor Tid paa den, der stemmer saa aldeles med mine Anskuelser saa jeg naturligviis maa finde den fortræffelig, det er som man saae Nutiden i det klareste Speil, Forfatteren fører os hen for det, og gjør os med sit skarpe og vittige Blik opmærksom paa dens mange Brøst, og enkelte gode Sider. Naar De kommer hjem maae De endelig læse den.
Vor kjære lille Mama har skrantet endeel i Vinter, vi, hun og jeg, have skiftedes til at være syge, vi længes nu saa meget efter mildt Veir og Landluft; men vide ikke ret hvor vi skulle flyve hen. Moder og Søstrene hilse Dem ret hjerteligt. - Gusta har faaet en lille Datter [28] og er alt oppe igjen, lille Knud [29] gaaer nu ene, og er det sødeste Barn man kan tænke sig. Ludvig [30] har bedet om at maatte lægge nogle Linier ind her i Brevet. Fr. Læssøe har været ude hos Christian [31] og Lise, derfor hører hun først lidt af Deres Brev i Dag. Fr. L. har spurgt mig flere Gange, om jeg dog intet havde hørt fra Dem, det gaaer Dem som mig vore Anskuelser afvige i flere Henseender fra Fr. Læssøes; men hvor kan det kjølne et Venskab der har bestaaet i saa mange Aar. De siger at alt forandrer sig, nej kjære Andersen ikke Alt men Meget, mange Hjerter; men ikke alle, det faaer idetmindste Ingen mig til at tro, saalænge mit eget er det samme. Fru Læssøe har aldrig ophørt at være min kjæreste Veninde, fordi hun foretrak Gusta for mig; men jeg tilstaaer at den høje vistnok noget overspendte Interesse jeg følte for hende til den Tid derved gik lidt tabt, derover kunde jeg ikke være Herre og saaledes vil det altid gaae mig. - Levvel kjære A-, tak for Deres lange og underholdene Brev. Nyd nu ret Deres øvrige Reise, sky Faren, dersom den skulde nærme sig Dem i Spanien, Gud lad os gjenses nogenlunde glade til Vinter, og tænk imidlertid undertiden med lidt Godhed paa Deres inderlig hengivne

H. Hanck

Havde jeg før idag vidst at Thorald var i Neapel var jeg kommen med et lille Indlæg til ham som Svar paa hans sidste venlige Brev som De endelig i mit Navn maae takke ham for. Jeg skylder Thorald meget, han har baade i Ord og Gjerning viist mig en Godhed som faa Mennesker. Siig ham at hans Kala blomstrede saa smukt. Jeg skal see at faae et Indlæg i eet af hans Moders næste Breve. Thorald er et af de gode Mennesker der gjerne vil glæde alle han kommer i Berøring med. Hans Moder gik i dette Øjeblik fra os, hvor hun dog er elskværdig. Louise læste igaar Noget af Deres Brev for hende, hun sagde Intet da de kom til det Sted hvor De omtalede at hun har mindre Interesse for Dem en før; men saae bevæget ud. - Levvel, Gud velsigne Dem og hils Jenny Lind fra mig naar De skriver, havde jeg nær sagt, men det er sandt hun kjender mig jo ikke og - jeg er desuden ikke af de Folk der først nærmer sig Andre. - Ludvig gjør en Forretningsreise til Bergen og maaskee til Christiania. Jette Wulff er kommet hjem fra Portugal har Nogen bedet ham sige Dem, sagde han mig igaar, da han formodentlig ikke faaer Tid til at skrive, tilføjer jeg det.



Brev nr. 325. Fra HCA til J.P.E. Hartmann.[1]  

Neapel [2] den 9 Juni 1846

Kjære Hartmann!

Ja Du er rigtignok en god Fyr til at holde Dit Löfte om at skrive mig til; Du og Din ellers saa elskværdige Kone, sagde begge to, da jeg reiste, ja naar Du nu skriver os til, skal du denne Gang faae Brev og det ganske vist! - “Ja saa Gud!”, sagde Du og satte det troeværdigste Ansigt op; og jeg skrev fra Berlin [3] - ventede og ventede - men der er ikke kommet et Ord, om Forladelse, et Par Ord i Weis’s Brev ere komne og de sagde: “nu faaer Du snart et langt Brev fra mig.” [4] Jeg har ventet, jeg har sukket, tænkt at “liden Kirsten” var Skyld, og saa snart hun traadte ind i Verden vilde Du skrive, men “liden Kirsten” er nok taget paa Landet med Dig, bruger “grøn Quur” for at gaae tidlig paa næste Saisson! - Men saa kan Du jo skrive, Du kjære Menneske! - men det er det at begynde! - ja saa faaer jeg vel begynde idet jeg her sender Dig Forandringerne til “Ravnen”. Jeg har ganske fulgt Weis’s Opgivelser, ja lige til Metrum; det er sandeligt smukt og venskabeligt af det fortræffelige Menneske, tryk hans Haand fra mig og siig at jeg havde længe betænkt at hvis han i Himlen ingen Værelser skulde have og jeg derimod, efter Schillers Ord [5], nok faaer Leilighed, skal han faae Lov at boe hos mig. Gid han, og Du naturligviis isærdeleshed, maa være tilfredse med hvad jeg har gjort. Skade er det at jeg ikke har Textbogen, thi Ingen, troer jeg, kan dog bedre end jeg forkorte Dialogen; men kan Du ikke nu komponere hvad Du har og jeg, naar jeg om 2 a 3 Maaneder, rimeligviis stikker ind i Tydskland igjen, jeg paa et Sted, som jeg nærmere skal opgive, finde Texten, som jeg da i en Dags Tid skal expedere. Jeg synes særdeles vel om at hele Stykket bliver Sang; i det opgivne af Weis savner jeg imidlertid een Scene, nemlig den hvor Pantalone, jeg troer i anden Act, kommer og fortæller, hvorledes det er gaaet med Falken og Hestene, denne maa jo ogsaa omarbeides, jeg husker jeg har gjort det eengang for Dig, og hele Scenen, blev til eet stort Syngenummer. Men slid nu paa det Du her faaer og saa faaer jeg senere, naar jeg opgiver Adresse, endnu kan jeg ikke, nøiagtig at vide, hvad der er i Orden og hvad der mangler. Nu reiser jeg i disse Dage til Marseillie og derfra for det første til Valenzia. (Alle Breve gaae til Marseille post restante).
Af Eduard har Du og din Kone vel hørt hvor deiligt det er gaaet mig hele Reisen, hvilke store og hjertelige Beviser jeg overalt har modtaget paa Erkjendelse og Betydning, som Digter; Mennesket troer jeg ogsaa de holde af! - Det hele har været, som et solbelyst Eventyr. Man bliver ikke hovmodig af Sligt, nei, nei, man ydmyges i Hjertet! aldrig har jeg dybere følt hvorledes Alt er Naade af Gud, end just i det Menneskene meest have hædret mig. Opholdet i Berlin, kan Du troe var høist interessant, men jeg blev saa træt af den evige kommen omkring; der hører ordenlig physiske Kræfter til, naar man er i Mode. - Ved Hoffet i Weimar tilbragte jeg næsten en Maaned og troer fuldt og fast at jeg for hele Livet har en Ven i Arvestorhertugen. Det er slet ikke fordi han er en Storhertug, nei fordi han er et ædelt, fortræffeligt Menneske, at jeg med hele min Sjæl hænger fast ved ham; jeg saae saa mange Beviser paa hans Kjærlighed for mig, Naade er forlidt at kalde det. - Jenny Lind var da ligesaa indtaget af ham og hans Gemalinde; hun sætter sit Ophold i Weimar mellem sine kjæreste Erindringer. Det var jo ogsaa deiligt for mig at vi der mødtes; nu reiser hun til Schweitz, hun vil have godt deraf. - I Leipzig var jeg meget med Mendel[s]sohn, der spillede for mig og jeg fik to Gewandhaus Koncerter, den sidste var mageløs, den arangerede han saaledes, at jeg dog skulde have hørt noget ordentligt før jeg reiste. - Gade fik min Operatext Nøkken at componere [6] og i Leipzig sluttede jeg en fordeelagtig Handel om mine tidligere og tilkomne Skrifter; en stor Udgave kommer til Nytaar, jeg har maatte love til den min Selvbiographie og det er et vanskeligere Arbeide, end jeg havde troet, der ere Forholde og Personer man har ondt ved at sætte frem; eet Gode, troer jeg imidlertid det er at jeg saa langt borte, fri for Hjemmets Indtryk, kan udarbeide den. I Dresden nød jeg den Ære at tilsiges til Hoffet ogsaa i Wien var jeg det og fik endogsaa en smagfuld Brystnaal af Erkehertuginde Sophie. Alle de første Huse i Aandens og Pengenes Verden har paa denne Reise aabnet sig for mig, jeg har lært en Mængde fortræffelige Mennesker at kjende; jeg har faaet Forvisning om at mit Navn, det være nu fortjent eller ei, har en Klang jeg aldrig turde haabe og som de ikke ane hjemme. Denne Reise har været den behageligste af alle de jeg har gjort og mit Hjerte er voxet fast til mange i Tydskland, Gud veed hvad Indflydelse den vil have paa mit følgende Liv. - Det er jo ogsaa som om et nyt begynder i det jeg nu slutter min Biographie. - Over Triest og Ankona kom jeg til Rom, blev en Maaned der, og boede sammen med den yngere Broder til Fürst Paar i Wien, vi to reiste derpaa efter Paasken, og efter at jeg havde ligget nogle Dage syg, her til Neapel; Paar har alt forladt mig og jeg flakker om i Omegnen og paa Øerne, thi i Neapel selv lider jeg formeligt af Heden, den vælter ned, man kan ikke gaae over en solbelyst Plads, uden det er som man drak Ild og at Marv og Nerver brændte ud; jeg maa halve Dage ligge paa min Sopha med næsten tillukkede Vinduer; jeg har en lille Skræk for Spanien, men man maae ikke opgive sine Planer i denne Verden. Med Operaen i Neapel staaer det sig slet: St Carlo [7] er lukket i Maaneder, da Theatret repareres. I del fundo [8] er Brambilla [9] den eneste, men hun er dybt under Jenny Lind. Operaen i teatro nuovo [10] er ikke tiende Parten, som vor italienske i dens gode Tid. En Mængde neapolitanske Folkesange synges meget her i Gaderne; desværre kan man ikke faae dem uden den enkelte Stemme, der findes aftrykt paa Brevpapir, denne har jeg kjøbt, saa faaer Du lave et lille Acompagnement til naar Du spiller dem, jeg troer de kunde indrettes for Sangforeningen, Text leverer jeg! - Hils de kjære Sangfugle fra mig naar i næste Gang er ude i det Grønne og vælt ikke, som vi væltede sidst. Igaar besøgte jeg Jomfru Fjeldsted paa Ischia, hun er nu fuldkommen rask og gaaer om 14 Dage til Paris for at tage Skole og komme i Øvelse igjen. Maa jeg nu bede Du betænker mig med Brev, lad din Kone læse dette, saa siger hun nok: Du maa skrive til Digteren, og Du klør Dig bag Øre, nye Kompositioner gaaer igjennem Hovedet og de bedste Fortsætter om at skrive og da - da skriver Du dog ikke! - Asen tør man vel ikke sige til sine gode Venner og berømte Folk! - Hils endelig [Ernst] Weis, det kan Du da nok gjøre, jeg holder ganske forunderlig meget af dette Menneske, maaske fordi vi udvortes ere saa forskjellige, jeg skatter det dygtige hos ham. Broderen Carl, kan jeg ikke ret faae Haand i Hanke med, han glider mig som en Aal fra Haanden. - Din egen Familie og din Kones beder jeg Dig meget hilse, siig din Svigermoder, at Fru Sneedorff [11] med Datter reiste fra Neapel netop den Dag jeg kom, saa at vi ikke mødtes. - Men nu lev vel, den unge Frøken Datter [12], i elskelig Opvæxt, “Tombonisten” [13] og hans Brødre [14], mange Hilsener, ligesaa en lattermild Hilsen til Naturens Thora [15], min trofaste Beskytterinde, det veed jeg hun er.

Din inderlig hengivne
H.C. Andersen

P.S. Vil Du paa Dril sige til Jette Collin at Venedig er en flau By!



Brev nr. 326. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Neapel den 19 Juni 1846.

Min kjære faderlige Ven!

Jeg maa i Tankerne tale lidt med Dem og bringe Talen paa Papiret og saa begynder jeg da nu et Brev i Neapel, som jeg haaber at slutte og afsende i Marseille; i Dag har jeg allerede taget Plads paa Dampskibet Castor der gaaer Tirsdag den 23 Juni. - Da jeg afsendte mit sidste Brev til Dem, reiste jeg nogle Timer efter til Castelamare, hvor De veed Christian den ottende har boet, som Prinds [2], derfra gik jeg til Sorent hvor jeg blev 6 Dage i piano di Sorrento i Cocumella [3], der er meget deiligt, naar man først er oppe paa et Tag, men Gader, Gyder og Landeveie ere ikke bredere end til en Vogn og saa har man høie Mure paa begge Sider og ovenover Vinranker og Apelsintræer, men ikke overalt og da brænder Solen, som en Ild derned. - I Cocumella havde jeg den meest nærige Vært jeg er truffet paa, thi efter at jeg havde forud aftalt hvad jeg skulde give for Alt under hele Opholdet, satte han dog paa Regning, den Thee jeg havde drukket hos en engelsk Familie i samme Gaard, men hvor jeg var indbudt til Thee [4]! - Jeg spurgte ham om han var gal og betalte ikke Theen. - Paa Capri blev jeg desværre kun to Dage, da jeg ventede en heel Deel af Festen: Madonna del Arco [5], den Fest der forekommer i Bournonvilles Napoli og saa maatte jeg afsted igjen til Neapel; der var slemt paa Landet, af Hede, men i Neapel grueligt! - ja sligt gjør man sig ikke Begreb om i Norden; og nu kommer til, at her er en usædvanlig Varme, Voigt siger at han kun midt i Juli har oplevet slig; vi have daglig i Skyggen mellem 25 og 27 Grader, tænk Dem saa i Solen! - Man har faaet mig til at boe hos Ferrari [6], een af alle Danske yndet Vert, der engang har været Voigts [7] Tjener og gift med en dansk Pige, han er en brav Mand, aldeles uinteresseret for sig, han gjør virkeligt Alt, især for Danske, men Hotellet ligger i en lille Gade midt i Byen, man kan næsten række over til Gjenboen og dog fyldes hele Gaden med Sol; her er hele Neapels Støi; tænk der sidde ikke færre end 17 Skomagere lige under mine Vinduer og arbeide og snakke; Kaffeværten maler Bønner, Smeden hamrer, Vogn ruller paa Vogn, tusende Mennesker skrige i Halsen paa hinanden, henad Gaden, ned af Husene og saa har jeg en Mand tæt ved, som hele Dagen øver sig i at spille Skala; tyve Skridt fra mig er en Kirke og der ringe, omtrent hver Time, alle Klokkerne, nei det er til at blive gal over. - Hvad der imidlertid er det værste, jeg kan ikke udholde denne Hede, jeg maa hver Dag ligge paa Sophaen omtrent fra 11 til over 4re gaaer jeg tidlig ud er jeg aldeles ødelagt; jeg har, som flere Fremmede faae[t] en saa nærveus Mathed, der pludselig kommer at det er aldeles en begyndende Besvimmelse; -To Gange har jeg faaet det paa Gaden [8], den ene Gang maatte jeg have en Stol ud og sidde til jeg fik en Vogn, noget der imidlertid slet ikke gjør Opsigt her, da Alt Livet er paa Gaden, en Anden Gang, gik jeg ind og lagde mig paa en Trappe inde i en Gaard, til Vandet ret havde haglet ud af mig og det Værste var forbi, imidlertid følger der en Angst med som er gruelig! Jeg tør næsten ikke tage mod Indbydelser; i Dag tog jeg dog mod een fra den preusiske Gesant [9], der synes gjerne at see mig, men alene af det, at jeg talte livlig ved Bordet, blev jeg saa mat, at jeg maatte see, at komme afsted; Grev Moltke [10] var saa venlig at kjøre mig op paa en af Høiderne uden for Neapel, hvor man kan aande, og jeg var der rask som en Fisk i Vandet og sidder nu hjemme, saa styrket og vel at jeg kan skrive til Dem. En ung Lybekker er imidlertid død i disse Dage, han har været i et Par Maaneder angrebet, som jeg nu. Det er ganske, som Jerichau leed ved Sommervarmen i Rom, og som Lægerne sagde han ikke kunde taale een Sommer til; jeg seiler nu, som sagt herfra næste Tirsdag og vil have godt af Søeluften. - Næsten Alle raade mig fra at Reise til Spanien paa denne Aarstid, da Varmen der idetmindste er ligesaa stærk, som nu i Neapel, i midlertid har jeg den største Lyst, og De veed nok at naar det gjælder at reise, at see nye Mennesker og en fremmed Natur, har jeg ingen Frygt, uagtet jeg ellers ikke høre[r] til de modige; jeg vil nu see hvad Virkning Søeluften gjør og høre hvad man siger i Marseille om at reise videre; skulde jeg ved at komme i Land i Spanien, føle mig, som den sidste Tid her i Neapel, da var det at kaste Pengene bort, thi jeg kunde da aldeles ikke komme omkring, jeg maa selv her i Neapel reise bort uden at komme til Pompeji, da jeg vel med Dampvogn kan komme derud, men derude er hverken Vogn eller Æsel at faae og jeg kan aldeles ikke gaae i Solskinnet. - Nu, fra Marseille, vil Gud, skal De høre hvorledes jeg maa arangere mig. - Med Sundheden selv er der for mig ellers intet at frygte, det er kun Climat og Varmen, som har angrebet mig, som saa mange andre Fremmede. - Etatsraad Thomsen maa ogsaa hver Dag ligge nogle Timer paa Sengen, men er ellers ikke saa angrebet som jeg; han har flere Gange viist sig meget opmærksom mod mig, sprunget efter Vogn, bragt mig Iis, og smukt formanet mig til at holde Rolighed [11]; men jeg kan ikke ret være rolig, det er saa kjedeligt at huske paa det Legeme. - Jomfru Fjeldsted besøgte jeg forrige Søndag [12], paa Ischia, hun var meget nydelig mod mig og forsikkrede hun havde skrevet to Breve til Dem, men, som De neppe havde faaet. Jomfr Wallick [13] roeste hun i høieste Grad, som en Person der ikke alene var mageløs med at pleie hende da hun var syg, men som en dannet, elskværdig Dame; hun bad mig ogsaa fortælle Dem hende[s] Glæde og Gavn ved at have faaet en saadan Ledsagerinde. - Iforgaars kom de begge her til, og reiste med Dampskibet der gik igaar [14], det var intet godt Skib havde man sagt mig, og derfor havde jeg ikke taget Plads, men havde jeg betids vist at Jomf Fjeldsted virkelig var seilet med dette, saa havde jeg gjort det samme, men der blev ikke Tid for mig til i halvanden Dag at gjøre mig færdig, jeg vilde heller ikke kunne have taalt at gjøre saa mange Vesitter. Hun reiste til Livorno, vilde derfra op at see Florentz og da to eller tre Dage efter seile til Marseille, maaskee vi dog mødes der. - Hun er kommet til at see meget bedre ud, end nogensinde før hjemme. H. P. Holst lever i den kjærligste Erindring hos de Skjønne paa Ischia [15], Signora Carolina nævner ham med de varmeste Udtryk og hvor han boede staaer til Skue endnu paa Ruden, hvad han har skrevet i et Øieblik, som Mand og Fader: “Amalia [16], Adam [17] H. P. Holst”, omslynget med et ridset Baand; Alle Landsmænd og Landsmændinder talte derom! fortæl Ingeborg og Louise den Indscriptions Historie, jeg gjør ingen Bemærkning [18].

M a r s e i l l e   d e n   2 8   J u n i   1 8 4 6.

Her er jeg da [19] ! hvor meget har jeg ikke lidt siden jeg skrev det Ovenstaaende i Neapel! - Heden tog til i en Grad at De ikke forestiller Dem det, daglig 28 Grader i Skyggen; jeg følte mig ganske febersyg og laae aldeles hen, min hele Længsel var efter den 23 Juni, da gik Dampskibet; det var ikke blot Varme, men Luft, Kalkstøv, Larmen, den skrækkelige Larm, naar man er nerveus, der virkelig gjorte Neapel, ikke blot for mig, men de fleste Fremmede, til et Helvede; Dampskibet blev derfor saa overlæsset med Vogne og Mennesker, at man knap kunde bevæge sig ombord. Der var en Mængde engelske Familier, blandt andre Lord Douglas [20], der er gift med en Prindsesse af Baden; Veiret var meget godt den første Dag til Cevitta-Wechia, men herfra i to Nætter og Dage, til Genua, fik vi, hvad der er usædvanlig paa denne Aarstid i Middelhavet, et saa stormfuldt Veir, at Skibet blev kastet, som en Spaan om paa Bølgerne; jeg laae i to Nætter under en Vogn, der laae de fleste engelske Damer, og kun een Nat, da Skibet saaledes krængede at det saae ud som Vognen maatte gaae over Bord, fik et Par Mænd deres Koner op, men jeg blev liggende og tænkte paa at det maaskee var den sidste Nat jeg levede, jeg var slet ikke angest, men følte en skrækkelig Længsel efter at see Dem Alle derhjemme; jeg tænkte saa inderligt, saa taknemligt paa Dem Alle, følte ret hvor jeg elskede Dem. - Imidlertid naaede vi Genua hvor de næsten Alle forlode Skibet for ikke at prøve en Nat endnu som de vi havde prøvet; jeg havde gjort Bekjendtskab med Douglas, der kjendte min Improvisator [21] og venligt trykkede min Haand for den, han og flere raadede mig til at gaae strax til Schweitz over Genua; I Neapel havde et Par Læger paa det bestemteste raadet mig fra i denne Aarstid at besøge Spanien, sagt jeg holdt det ikke ud! - Jeg opgav da min Reise; nu var det kun at faae i Genua mit Creditiv sat i Penge, det lød, som De veed paa Marseille og Malaga, og det gjalt om at faa en Visa for Østerige, at jeg kunde gaae over Milano; mit Haab stod til den danske Consul i Genua, en Hr Morellet [22]; jeg gik i Land, ak, De kan ikke begribe hvad det var for en Gang, jeg maatte støtte mig paa Leietjeneren; der er kun tre Gader i Genua, hvor man kan kjøre og Hr Morellet boer ikke i nogen af disse; jeg maatte gaae; jeg kom til ham Klokken 7 om Morgenen; han kjendte mig ikke; syntes, som en Lyd at have læst mit Navn engang i et fransk Blad; han kjendte ikke Huset Broberg [23] og forsikkrede at der neppe var et Huus i hele Genua der vilde modtage dette Creditbrev, ja havde det været fra Hambro [24], ham kjendte man; der stod jeg nu! Complimenter vilde [jeg] ikke gjøre for Personen; “nu vel!” sagde jeg! “det er jo i sin Orden at De er forsigtig; jeg vil ikke genere Dem, jeg reiser, i hvor angrebet jeg er til Marseille!”, jeg betragtede det, som Himlens Villie, og De veed nok, jeg i dette Capittel er en Tyrk i min Tro, “hvad der skal skee, det skeer!” det vil sige, jeg gjør først mit.- Jeg gik da ombord igjen; vi fik godt Veir og igaar Formiddags kom jeg her til Marseille. Hr Sieveking, som Creditivet lyder paa er død for et Aarstid siden, i midlertid bliver det arangeret at jeg faaer Pengene; men jeg beder Dem, at jeg næste Gang faaer fra Hambro mit Creditiv! - Vor Consul Fritsch [25] er en meget elskværdig Mand og har strax viist sig meget opmærksom mod mig; - jeg er endnu skrækkelig mat og mager - ja, De troer nok ikke jeg kan blive magere end De har seet mig - jo nu skulde De see en Skygge! jeg er ækel! - men der skal nok komme Kjød paa, til De seer mig! Her er allerede lidt mere Luft, jeg aander igjen, og det er mig for smerteligt at opgive Spanien! ganske opgive Hjertet af min hele Reise. Igaar fandt jeg her ved min Ankomst Brev fra Arvestorhertugen af Weimar [26], han har i Rom, Neapel og nu i Marseillie trolig været den første fra hvem jeg har faaet Brev, han beder mig, da han veed hvor angrebet jeg har været af Varmen i Neapel, dog ikke at gaae til Spanien, men til Weimar og aande Bjergluft hos ham paa Wartburg, hans Svigerfader, Kongen af Holland, er der for Øieblikket, men reiser nu - jeg faaer god Plads; ak hvor deiligt kan der ikke være, men jeg maa til Spanien! vor Herre vil det saa, ellers var jeg kommet over Genua til Schweitz; vel kommer jeg ikke omkring i Spanien, det føler jeg er umueligt i denne Aarstid, jeg kommer ikke til Granada, men jeg vil dog see at naae Barzelona. Dampskib gaaer her ikke før om otte Dage og det bliver da for dyrt og længe at ligge i Marseille, jeg reiser nu efter Fritschs Opgivende, over Land ind i Spanien; jeg gaaer overmorgen med Diligense til Montpellier og Perpignan, derfra tager jeg til Vernet et Badested inde i Pyrenæerne, hvor jeg i nogle Dage haaber at samle Kræfter, ved at bade og ride omkring i Bjergene; da gaaer jeg med Diligense til Barzelona; Veien siger de er usikker, jeg tør kun have faae Penge med, det er nu ikke moersomt, men man maa prøve det; fra Barzelona, vil Gud, skriver jeg Dem til, og da skal Jonna ogsaa faae et Brev; jeg fik hendes og Deres [27], den næst sidste Dag jeg var i Neapel. - I Barzelona seer jeg hvorledes det gaaer med Sundheden og om det er mueligt at reise videre, jeg veed da at jeg har gjort mit; min Villie har drevet det Hele; gaaer det nu ikke længer ind i Landet, saa forlader jeg igjen Spanien og reiser saa hurtig mine Kræfter tillader det til Genf [28], her venter jeg sikkert at finde et Brev fra Dem post restante og i det Brev beder jeg Dem skaffe mig bestemt den formelle Tilladelse fra Kongen at kunne bære den preusiske Orden; siig til Adler at det bedrøver mig at jeg aldeles ikke har faaet hans Brev, det De sagde mig han havde skrevet og afsendt til mig. - Tak for Efterretningen fra Theatret; vil De tage de Penge der ere komne for liden Kirsten og Mulatten, det er jo henved to hundred Rigsdaler, samt den anden Sum fra Theatret [29], De veed nok, jeg formoder den er henved eet hundred Daler; slaae alt dette sammen og dernæst hæve i Zahlkassen de 300 Rdlr jeg jo kan faae forud for den sidste Halvdeel af Aaret 1846, det bliver altsaa over 500 Rdlr; disse Penge komme paa eet Creditiv, som jeg finder i det Brev jeg faaer i Genf; De skriver bare nøiagtigt mit Navn (som De altid gjør det) og sætter Genève en Suisse postrestante, men vil De endelig strax efter Modtagelsen af dette Brev faae det arangeret og afsendt, thi det er jo endnu ganske uvidst hvorlænge eller kort det varer før jeg maa søge til Sweitz; jeg skal ogsaa i Montpellier see at faae Klæder og saa vil det blive paa Hældingen med de Penge jeg har; imidlertid skal jeg nok med det nye Creditiv, holde det godt ud til Jule hellige Dage og til den Tid, haaber jeg at vi sees! ja, jeg skal bringe lidt Penge hjem, bliver jeg ikke plyndret i Spanien. - Creditivet lyder paa Mark-Banko, som de tidligere og vil De dernæst lade det lyde paa et Huus i Genf, veed Hambro ingen der, da enten i Bern eller Basel eller Strasburg, men naturligviis helst Genf og desuden paa Frankfurth. - Hils nu Deres Børn og Børnebørn, hils alle vore fælles Kjære og beed dem dog endelig skrive mig lidt til. Jette Collin har lovet det, Augusta C. kunde gjerne. Og nu naar De læser dette er jeg, rimeligviis i Spanien.

Evig og altid Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen.



Brev nr. 327. Fra Henriette og Edvard Collin til HCA.[1]  

Rungstedlund den 1ste Juli [1846]

Kjære Andersen. I Gaar modtog jeg fra Caroline Hanch følgende Linier “ - Turde jeg i min Moders Navn anmode Frue Collin om, naar De skriver til Andersen at mælde ham min elskede Søster Jettes Død [2]; ugjærne vilde vi at han af Fremmede skulde modtage en Efterretning som vist vil bedrøve ham, han har mistet en trofast og mangeaarig Veninde som med Interesse og søsterlig Kjerlighed fulgte ham baade i gode og onde Dage.”
Jeg har her opfyldt den stakkels bedrøvede Søsters Begjæring og deler hendes Troe at denne Efterretning vist vil bedrøve Dem, Jette Hanch var vist Een af Deres virkelige Veninder og var det længe før man i Tydskland ahnede at der var en Andersen til.
Lad mig snart høre lidt fra Dem, det er saa længe siden og De veed vi vil Alle helst have lidt directe, om end Indholdet er for hele Familien naar kun Udskriften er til Deres hengivne

Jette Collin.

Jeg har kun at tilføie, kjære Ven, i største Hast, at jeg netop igaar har fra Lorck modtaget første Sending af Deres Levnetsløb, som jeg nu skal gjennemlæse. Ved min Hjemkomst har jeg hos mig forefundet vedlagte Brev; det er mig aldeles ubegribeligt, hvor det er kommet fra, og naar det er kommet. - Af Deres Manuscript har jeg kun læst Begyndelsen, der har rørt mig meget; dernæst har jeg efterseet, hvad De siger om mig; jeg har intet imod det; paa Pennestrøgene ved dette Sted, som ere halv rørte (fordi De er borte fra mig) halv arrige (fordi De er stolt), kan jeg tydelig see, at De har maattet bekjæmpe Deres Lyst til at sige noget Pikant om mig, eller idetmindste Deres Frygt for at jeg skulde troe, at De holdt altfor meget af mig; men jeg synes, at De er kommet meget godt fra dette vanskelige Sted. -

Deres Ven
Edvard.



Brev nr. 328. Fra HCA til Ingeborg Drewsen.[1]  

Vernet. Pyrenées Orientales [8.Juli 1846].

Kjære Fru Drevsen!

Nu er jeg da paa den spanske Grændse! saalangt har en udholdende Villie bragt mig, men nu magter jeg heller ikke mere! Jeg er slemt medtaget af Heden, denne 36 Graders Hede! - her er imidlertid luftigt, næsten koldt; jeg er inde i Pyrenæerne og kan fra Bjergtoppen see ind i Landet; det gaaer mig, som Moses [2], De kjender ham nok af Deres bibelske Historie, jeg seer det forjættede Land, men kommer ikke ind i det. - Havde jeg bare begyndt min Reise med Spanien, men der vilde jeg gjemme det Bedste til sidst, og naar man gjemmer til Natten, gjemmer man til Katten! Aarstiden tillader mig ikke at reise, ikke engang, over Land, til Barcelona! det vilde jeg dog saa gjerne have drevet det til, men herfra har jeg endnu 2 Dagreiser og een Nats, før jeg med Diligense naaer derhen. - Jeg kan ikke taale det og - jeg er ganske fortvivlet derover! - jeg maa vende om! den sidste Maaned har egentligt været en Lidelses Maaned, interessant kan den vel ogsaa kaldes, nu kjender jeg det! nu veed jeg man kan ogsaa faae det forhedt! - De har vel læst mit sidste Brev til Deres Fader [3]; veed hvorledes jeg har lidt af den neapolitanske Sommer-Sol; jeg var som lammet! kun Morgen og Aften kunde jeg vove mig ud, og da, til Fods, kun i de allernærmeste Gader, jeg var ved at besvimme. Søereisen var ogsaa høist afskyelig! gid jeg havde anet det og saaledes arangeret Pas og Creditiv at jeg kunde have taget fra Genua op til Schweitz, jeg havde da sparet Penge og døiet mindre; jeg sendte mit sidste Brev til Deres Fader fra Marseille, der havde jeg ved de forfriskede Kræfter igjen et Haab om at naae Spanien og da Dampskibet først gik otte Dage senere besluttede jeg at tage over Land og saaledes prøve hvorledes jeg taalte at kjøre med Diligense; jeg har lige hertil kun kjørt 12 høiest 16 Timer ad Gangen, men er halv ødelagt, hver Gang kommet i Huus; det har desuden været mindre behageligt, idet man her i Syd-Frankerige idelig plages med Spørgen efter Pas, evig Standsen, da der her [visiteres] strængt for de mange Flygtninge. Jeg er desuden saa nærveus at det er utaaleligt og saa har jeg den Plage altid at komme i Værtshuus hvor der boer en berømt Mand, som Folket bringer Serenader! O det er ikke til at holde ud! hvad det er for en Skrigen og Skraalen! I Marseille, som jeg den sidste Dag sad ved Middagsbordet, saae jeg en Mand komme og tage Plads, Alle saae paa ham, han saae paa mig, og vi fløi hinanden imøde, det var Ole Bull [4], som er kommet fra Amerika og nu hilses med Begeistring i hele Frankerige; han vilde fra Marseille til Algier; om Aftenen fik han en Serenade, der var en Raaben og Skrigen, hele min Nattero var ødelagt! - Ole Bull fortalte mig imidlertid at de engelske Oversættelser af mine Romaner vare eftertrykte i America og i godtkjøbs Udgaver fløi i tusindeviis om i den nye Verden; at kun en Spillemand, gjorte en rivende Lykke og at man overalt i Amerika havde spurgt ham om mig! seer De, det er dog ganske Moersomt at staae sig godt i den anden Verden! at jeg allerede var gaaet over Verdens Havet drømte jeg ikke om. Paa den Maade er jeg jo virkelig berømt! vil De nu see at De kan gjøre lidt af mig hjemme. De og Jonna, Viggo og maaskee Een og Anden, er saa god at give mig en lille Serenade naar jeg kommer hjem “men lille” [5], i Perpignan fik jeg da ogsaa een, eller rettere Hr Arago [6], ham kjender De jo nok, selv om han skriver sig med to r [7]. Han boede ogsaa lige under mig og hele den gode Stad Perpignan, drog mod Midnat til Hotellet, hvor jeg laae i min søde Søvn, træt af Reisen, jeg troede først at det var Oprør, eller saadant til en Forandring, da skreeg de dernede “bon Soir, monsieur Arago!” og nu sang man ganske kjønt og Hr Arago holdt Tale; han er født i Nærheden af Perpignan og her, i disse Dage i Besøg. Men det var nu Serenaderne! jeg begynder paa min Reise fra Marseille; Halvdelen af Veien herfra, gjorte jeg med Træk-Skib; det er det kjedeligste og hedeste jeg kjender! I Nimes blev jeg halvanden Dag for at hvile og see Antiquiteter [8], men “unter uns”, man kan ogsaa kjede sig lidt ved Antiquiteter; det gik mig der med dem, som Kræmmerdrengen naar han faaer for mange Rosiner og Mandler. Jeg tog da eet af Deres gamle Breve frem, et rigtigt muntert, hvori De lever og bevæger Dem, og jeg loe høit, saa det klukkede [9]; jeg ønskede at have Dem for at blive drillet, eller rettere for at passiare og være enige om saa meget. - Imidlertid er Amphitheatret, “det fiirkantede Huus” [10] og Dianatemplet i Nimes al Ære værd, og næsten bedre vedligeholdt end Sligt i Italien; men Herre Gud, man lader sig ikke nøie med Ruiner altid; - veed De hvad jeg saa gjorde, jeg gik til Bageren - ja men det er en berømt Bager; jeg vil haabe at De husker Deres Lamartine; han fortæller i sin Reise til Orienten, at da han kom til Nimes, besøgte han Bageren R e b o u l [11], der, som De ogsaa veed, har udgivet et Bind særdeles smukke Digte [12] og har et stort Navn i Frankerige, Lamartine traf ham i Bageriet, melet og arbeidende, de talte lidt og Reboul bad ham komme senere og da sad han net og velklædt i et lille Værelse med Bøger og Malerier; mig gik det hos ham ganske og aldeles ligesaa; jeg kom ind i Bageriet og da jeg spurgte om Hr Reboul, kom en Mand i Skjortærmer og med Meel paa Hænderne, det var Poeten; han kjendte mit Navn fra Revue de Paris [13], trykkede mig Meel i Hænderne og bad mig komme Klokken to og da sad jeg, som Lamartine, med ham i et smukt Værelse hvor der var Bøger og Billeder, to forestillede “det døende Barn”, det vil sige Rebouls, hans meest berømte Digt er samme Thema, som mit. Fra Nimes gik jeg paa Jernbane over Montpellier til Cette, hvor jeg blev særdeles vel modtaget hos Cazalis [14]; Konen er en født Tutein, hun, Børnene og begge Tjenestepigerne tale Dansk; jeg var der een Middag og næste Dag, gjorde den danske Consul J a n s e n [15], en særdeles smuk Dinée for mig; han og Konen bad mig imidlertid undskylde at der kom en norsk Søecapitain med, men denne havde indviteret sig selv da han hørte jeg var der; det maatte naturligviis smigre mig og jeg traf en forlegen Normand, der fortalte mig han havde de fleste af mine Skrifter ombord. - I Marseille havde man paa Poletiet været saa galant, efter at have seet mig, at sætte i mit franske indenrigs Pas, at jeg var 22 Aar, det opdagede jeg først i Cette, og nu maatte jeg med vor Consul til Mairen [16], da denne Feil kunde skaffe mig stor Uleilighed og kjøbe der igjen et nyt Pas; efter dette er jeg i hver By spurgt og beseet, det er utaaleligt. At jeg i udmærket godt Fransk har opgivet min Alder 41, kan jeg sværge “Salmalak” paa! men det er dette unge Udvortes man har paa sin gamle Alder! - Fra Cette seilede jeg paa Languedoc-Kanalen til Bezier, det var, som om man passerede Linien [17]; i Perpignan har jeg udhvilet, men er der af dem jeg er blevet anbefalet til, paa det bestemteste raadet fra at vove mig over Pyrenæerne, især den lange Slette til Barzelone; jeg er nu i Nat reist hertil V e r n e t, hvor Vinden lufter, hvor det er kjøligt, og hvor man lover mig at jeg om otte Dage skal være fuldkommen rask og have Kræfter til at gaae - Nord paa! Jeg har fundet her en Landsmand Schütz-Clasen fra Wansbech [18], der kommer fra Spanien og er tyet her til for Varmen; han siger det samme som de Andre, og dog - jeg veed det, jo mere jeg kommer til Kræfter vil Ønsket vaagne at vove mig ind i Nabolandet; et lille Ridt gjør jeg over Grændsen, men det bliver jo dog neppe fra Høns flyver op til de flyve ned jeg da har været i Spanien. Nu lev vel, Deres Fader lader De læse dette Brev,

Deres gamle broderlige Ven
H. C. Andersen.

[I marginen af brevets sidste side:] Hils Mand, Børn, Svigermoder [19], Emil [20], Thieles etc. og siig jeg er midt i Pyrenæerne for at luftes.



Brev nr. 329. Fra Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach til HCA.[1]  

Wilhelmsthal bei Eisenach den 21 July 1846.

Vor ein Paar Tagen, mein Bester, erhielt ich Ihren lieben Brief aus Vernet von dem 7 Juli [2]. Meinen Dank, meinen herzlichen sende ich in die weite Welt, er treffe Sie wo Sie sein mögen, Sie sind seiner gewiss, denn Sie wissen dass ich aufrichtig Ihnen danke. Er hat mich in mancher Hinsicht betrübt, Ihr Brief, denn ich weiss Sie leidend und sehe Sie wie Moses auf dem Berge von welchem herab er in das gelobte Land blickte ohne es erreichen zu können. Ich fühle mit Ihnen den Stachel der Unentschlossenheit und die bittere Arznei des Entsagenmüssens. So ist “Kampf” die devise des Lebens. Der Friede besteht nicht in Vermeidung des Kampfes, in dem Sieg allein besteht er. So werden Sie jetzt hoffentlich den Frieden in der Seele dem Norden und der Kühlung sich zuwenden. Der Kühlung die Sie bedürfen. Sie sind wie die Blumen die ohne Sonne nicht leben können und mit zu viel Sonne umkommen. Mitteltemperatur ist Ihr Element. Wo aber sollen Sie dieselbe suchen: Im Norden nicht denn Sie sehnen sich nach Süden, im Süden nicht denn Sie fliehen ihn, in der Mitte also; wo aber ist die Mitte? in Deutschland; wo aber muss es im Besten am Besten sein?, in der Mitte des Besten; wo aber ist die Mitte Deutschlands? in Weimar. Dort werden Sie also am Besten sein, dort gehören Sie also hin. Ich finde es also sehr vernünftig und recht dass Sie zu uns zurückkehren. Auch verspreche ich Ihnen ein kühles Zimmer in Ettersburg wenn Sie Ende August dahin kommen denn vor dieser Zeit werde ich schwerlich dort sein, da eine Reise durch Böhmen und durch einen Theil des Grossherzogthums es mir unmöglich macht in meinem Schlosse herum zu spectakeln. Jetzt bin ich hier in tiefer Waldeinsamkeit vergraben. Aus meinem Fenster ruht mein Blick auf einer weiten, grünen Sammet Wiese und schweift an einer Wand gigantischer Tannen entlang hinauf in die blaue luft. Ein stiller See, ruhig und ernst wie ein frommes Auge, blickt aus all’ dem Grün, nicht weit von meiner Wohnung, hervor. Wie lieb ich dies Alles! wie lieb ich die Natur! Je älter ich werde fühle und verstehe ich sie. Ich kann nicht begreifen wie man sich einsam fühlen kann mitten in ihr, denn was spricht lauter als sie, was bedeutungsvoller, was deutlicher? Es sind herrliche Theile der Schöpfung die mich hier umgeben, Berge der schönsten Formen, Wälder der grössten Pracht, Aussichten so wundervoll dass kein Maler etwas hinzuzufügen, noch hinwegzulassen hätte. Wie oft kommt es mir im Anschaun All’ dieses Herrlichen vor, als hätte ich nicht Sinne und Kräfte und Glieder genug das zu fassen, zu umschlingen! Ich wollte deren haben wie die indischen Gottheiten und dennoch verlangte ich mehr.
Ihre Wanderungen rivalisiren mit denen des Ulysses. Haben Sie all das Schöne auch genossen was Sie sahen? Wenn man geniessen will so wird man erst gewiss wie viel man [i]m täglichen Einerlei übersieht. Das Alltägliche ist überhaupt mein Feind, denn die Gewohnheit ist die mächtigste aller Fesseln. Ueberdiess fürchte ich mich vor nichts mehr als dem Einschläfern im Leben, durch das Leben. Man wird in einem unsichtbaren Spinnengeweb so fein und doch so fest gefangen dass man der Gefahr ausgesogen zu werden entgegenvegetirt, zerreisst man nicht die Gespensterhaften Bande durch die Energie des Willens. Vigilando ascendimus [3], die Devise meines Hauses, sie ist der Wahlspruch meines Lebens.
Nur ein Geiger liegt neben mir; im nächsten Brief sage ich etwas von ihm. Er geigt mit auf meiner Reise. Ich habe Werther [4] beendigt. Wie wahr und treu das menschliche Bild!, die Form nur ist alt aber in allen Zeiten bleibt der Mensch derselbe. Es ward mir grausig hinab zu blicken in diesen Seelensturm, denn wer ist nicht zeitweise, wenigstens, herumgetrieben auf den wilden Wogen des inneren Meers!. Nun will ich die Wahlverwandschaften [5] lesen, die kenne ich noch nicht. Ich versichere Ihnen ich bin sehr fleissig und lese und schreibe den ganzen Tag. Oft schlag ich meine Bibliothek unter den hoben Bäumen auf, oder auf irgendeinen Felsen in der blauen luft.
Doch rasch muss ich schliessen, denn es kommen Gäste die wir erwarten, , addio addio, auf Wiedersehen so Gott will, wie will ich mich freuen wenn ich Sie neben mir sehe!

Ihr
getreuer Freund
CA

Meine Eltern und meine Frau grüssen Sie, meine Schwester [6] ist abgereist.



Brev nr. 330. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Ettersburg 25 August 1846.

Min inderlig kjære Ven!

vel kommer mit Brev ikke afsted i Dag [2], men jeg maa dog skrive, udtale mig for Dem, langtborte fra trykke Dem til mit Hjerte, det kan De vel nok taale, det er kun i Virkeligheden De ikke holder af Sligt! De er velsignet og god! - De er en Ven! Ja, Kjære! De veed ikke hvor det har rørt mig, gjort mig skamfuld, ja jeg veed ikke selv Ordet derfor, at De afskriver min Biographie! jeg fik Deres Brev [3] iaftes, læste at De havde paataget Dem dette Arbeide! - Min Gud, det er jo grueligt meget! hvad skal jeg gjøre for Dem! Det er et herkulisk Arbeide, ja De maa ikke have tænkt derpaa da De begyndte! ikke ventet at Biographien var saa vidløftig, jeg finder næsten det er for overdrevent Meget af Dem, at jeg formeligt er forlegen, her saa mange Mile fra Dem! Tak, tak! - aldrig glemmer jeg dette Træk paa Deres broderlige Sind, det er en Omfavnelse, det er et Kys, - det er en Drikken-Duus - De forstaaer mig nok. Tak! -
Det fornøier mig De er tilfreds med det Fortalte og Deres Dadel over Stilen er grundet, men jeg har her at sige: dersom det skulde trykkes af paa Dansk, da havde jeg brugt Filen, men nu det skulde gives paa Tydsk troede jeg hver Sætning vilde være forstaaelig nok og at Oversætteren i sit Sprog vilde afrunde det. Tiden var mig saa kort, Lorck ønskede at faae det Hele ud til denne Høst-Messe, jeg maatte ile; Reisen selv frembød en Deel der maatte sees og legemlig angrebet var jeg, saa at dette Værk har været mig en Byrde. Imidlertid er det dybt tænkt, om ikke langsomt skrevet. Jeg har, som De vil finde veiet selv Udtrykkene. Imidlertid, endogsaa med ret god Hukommelse, er mangt et Træk, maaskee af større Betydning, end enkelte meddeelte, glemte, da jeg skrev paa den Livsperiode hvor det skulde stilles; senere er det dykket [4] op i min Erindring, men da var det for seent. Selv fra denne sidste Reise er et Par interessante Personligheder oversprunget, een af disse fra Rom, ønskede jeg gjerne De vilde paa et passende Sted skyde ind (under Romer-Opholdet) det er den hanoveranske Minister K ä s t n e r [5], en høist elskværdig Personlighed, hvis Venskab for mig jeg skylder mange behagelige Timer ikke blot i Rom, men i Neapel hos Brockhausen (den preusiske Gesandt) indførte han mig. Kästner har et ikke ringe Talent for Poesi, Musik og Malerie; og hos ham har jeg egentlig første Gang seet Blomstermaleriet hævet ved Ideen. I een af sine Stuer har han anbragt en Blomster Arabesk, der viser os hele Aarets Flora, den begynder med de første Vaar Blomster Krokus, Sommergjække osv da kommer Sommervæxterne, saa Høstens og tilsidst ender Guirlanden med Decembers røde Bær og bruungule Blade (dette kunde indskydes). - Han har en interessant Samling af Portrætter af bekjendte Mænd og af - smukke Damer - ogsaa mit Billed fik en Plads i Samling[en], tegnet af ham selv [6].
Jeg er nu, som Brevets Overskrift viser i det Veimarske, jeg er i Besøg hos Arvestorhertugen, paa hans smukke Slot Ettersburg; jeg har en prægtig Leilighed, med Roccocos Meubler, en Laqei til min Opvartning og er til Frokost, Middag og Aften altid med det unge Herskab; hver Aften naar jeg er kommet til min egen Stue, kommer Arvestorhertugen over til mig, eller han fører mig derhen, og da sladdre vi sammen til ud paa Natten, han er et sjældent gemytfuldt Menneske og har det bedste Sind. - Daglig gaae vi Arm i Arm i Haven, han udtaler hele sin Sjæl; jeg kjører med ham til Belvedere og hendes Keiserlige Høihed, Moderen, viser mig den meest fremtrædende Naade, at Alle bøie sig dybt, at jeg hos Laqeierne er “gnädige Herr” ligger jo i Sagen - kort jeg lever “uden omkring mig”, saaledes, som det er nok til, for Mange, i mit Sted, at blive forfængelige over, men - kjære Ven, jeg veed ikke selv, jeg føler mig saa lidt lykkelig, har saa lidet Nydelsen af denne Glands Øieblikket bringer mig - jeg er, det siger jeg Dem - i en lidende Stemning, næsten ulykkelig! om dette kommer fra den Svækkelse mit hele Nerve-Legeme har lidt ved den djævelske Hede i Sydfrankerige og Neapel, om det kommer ved den ulykkelige Spænding der er i dette Øieblik mellem mit Fædreland og dette Land, hvori jeg har saa mange Kjære, veed jeg ikke. Første Gang i mit Liv har det Politiske kastet en tung Skygge ind over mig [7]! - Min Udreise fra Danmark og til Rom, var saa riig paa Lykke og Glæde, det var som alt Sollys strømmede over mig; fra jeg forlod Italien, har jeg lidt legemligt og sjæleligt; der synker sig en Alvor i mit Sind, der fordærver mig Øieblikket! - Hvad kan De vel sige mig der til? Intet. Efterretningerne om Deres Faders Sygelighed, om Ingeborgs Vælten, er ogsaa lutter sørgelige Momenter for Fremtiden. -
I Dag tager jeg lidt ind til Weimar for at besøge i to eller tre Dage mine Venner der og da kommer jeg igjen til Ettersburg; naar Kongen af Holland reiser herfra tager Arvestorhertugen og hans Gemalinde med, de gaae til Kongens Besiddelser i Schlesien, men komme igjen til den 20 eller 25 September, da vilde Arvestorhertugen at jeg igjen skulde være hos ham, ja tilbringe Vinteren, men jeg har ikke Mod der paa; her er heller ikke Ro til at arbeide og i denne Vinter vilde jeg fuldende første Deel af Ahasverus [8], jeg er opfyldt deraf, jeg længes ogsaa efter den collinske Familie, og altsaa gaaer det nu hjemad. Det er ogsaa godt for Venskab, troer jeg, med kongelige Personer, ikke Dag ud og ind i Aaringer at leve sammen, det har jeg ogsaa sagt min hertugelige Ven! -Jeg faaer vel ikke den Behandling i Kjøbenhavn, som i Weimar, men ogsaa der er Noget, som det ellers mig kjære Weimar, ikke har eller kan give! - Hvad jeg gruer for er den politiske Tale og Udtalelse jeg nu der - rimeligviis skal høre. - Tak Deres Fader for Arangementet med Ordenen [9]; det var ellers efter hans egen Anviisning at jeg skrev til Adler derom; jeg har jo ogsaa skrevet til Kongen derom [10]; jeg skrev fra Wien et langt Brev; Adler havde mældt mig at jeg kunde det, jeg skrev, den Følelse har jeg, et Brev som ikke kunde tages unaadigt op, bad om, gjennem Collin eller Adler, at vide om min Konge naadigst havde optaget min Skrivelse, jeg har ikke hørt et Ord, det har bedrøvet mig; og da jeg nu i saa meget her har udtalt min Sjæl for Dem, da endnu eet; De veed at Ørsted længe før min Afreise sagde mig at Kongen havde sagt han vilde give mig Ridderkorset [11], jeg har intet faaet - nu venter jeg Intet og seer deri et Tegn paa at Kongen ikke finder det passende at give mig et udvortes Tegn paa sin Naade, et Tegn der for Fremmede viser at jeg i mit Hjem er hædret, Noget man i Udlandet lægger mærke til. - Ja Flere have yttret deres Forundring over at jeg fra Preusen og ikke fra Danmark er decoreret; det er ingen forfængeligheds Sag, det er mig mere en Hjerte-Sag og det dobbelt, da vidst faae, selv af Kongens Omgivelse, kan elske ham personlig høiere end jeg. De seer selv hvorledes jeg i min Biographie har udtalt det, og da De kjender mig, veed [De] hvor sandt det er. - Gud give han maa leve længe! jeg veed hans Død vilde ryste mig dybt og hvorledes skal det da gaae!
Dog, jeg skriver mig meer og meer sørgmodig! paa et deiligt Slot, en elskværdig Fyrstes Ven, i et classisk Digterland, kan jeg saaledes pine mig! det er egentligt uklogt! - ak hvorfor nyder jeg dog aldrig ret Øieblikket! - Skriv lidt Solskin ind i mit Sind, send mig et Brev til Leipzig, der er jeg om en 12 Dage og bliver en kort Tid for at arbeide i Forening med Lorck paa den samlede Udgave af mine Skrifter. Hvad troer De man vil sige om min Biographie? udtal Dem for mig om denne, om hvorvidt jeg klart og passende har der givet mig selv og Facta. - Raad mig hvorledes jeg skal i tre Hefter [12] inddele mine Eventyr, om jeg skal lade disse følge i den Orden de ere skrevne, eller kastede mellem hinanden saaledes at de blive ligeligt fordeelte og med Hensyn til Indholdet kunne læses efter hinanden. Jeg er for dette sidste [13]. - Den samlede Udgave bliver 20 Bind, hvoraf to Bind skal være Digte og to dramatiske Sager [14], af disse sidste er jeg lidt i Tvivl med Valget, hvilke vil De foretrække? f Ex Mulatten, Maurerpigen, Agnete, “den -“ (hvad siger De?) og endelig “Lykkens Blomst”, denne sidste er jeg paa det bestemteste for. - Fra Leipzig gaaer jeg over Oldenborg hjem, kommer altsaa neppe før i October og har saaledes været et heelt Aar borte. I dette er imidlertid udrettet en Deel for mine Skrifters Udbredelse, disse have selv ved deres Lykkestjerne banet sig Vei, her og hiin Side Verdenshavet [15]! jeg er, med Ret eller Uret, for Øieblikket den meest bekjendte og meest læste danske Digter, det vide de ikke hjemme eller ville ikke vide det! - Naa, det er jo dog ikke det, som gjør min Lykke i Verden! den maa jeg finde hos mine Kjære, som forstaae mig, som jeg forstaae[r]! jeg flyver med et fuldt Hjerte mod Hjemmet; lidt fordærvet vel i Udlandet, fordærvet ved Hyldest af Fyrster og Aandens Stormænd, men jeg bliver nok omgjængelig, den kjære Ingeborg lægger sin aandelige Tøile paa den fnysende Hest, beed hende ikke glemme det. - Uden Spøg, jeg skal finde mig mere lykkelig, end man maaskee troer; vil kun Gud vaage over mine Kjære og over det Land, hvor jeg føler det usynlige Baand holder mig til. Og nu Lev vel! I Leipzig faaer jeg et Brev post restante, siig mig om Deres Faders Sundhed om Ingeborgs. - Hils alle Børnene paa det kjærligste og glem ikke Carl Weis og Hartmann! det A-sen! som jeg holder saa meget af og som ikke synes at tænke paa mig! ikke et Ord har jeg faaet! - Ja, naar han dog sendte en Hilsen! - Giv ham 10, saa har han vel een in mente for mig! Digteren Holst lever vel og beriger Litteraturen, hils ham.

Deres trofast hengivne Ven
H. C. Andersen.

[I marginen:] Deres Kone Millioner “God Dag”!



Brev nr. 331. Fra HCA til Lina von Eisendecher.[1]  

Kopenhagen 23 October 1846.

Liebe Frau von Eisendecher!

Heute bin ich schon acht Tage in Kopenhagen; jeden Tag, jede Stunde habe ich an Sie und die Ihrigen gedacht, aber Vesitten, Audienzen bei die hohen Herschaften, Fremden, mich empfolen, die ich herumführen musste und endlich Zahnschmerz im höchsten Grade, haben mir nicht vergönt dass ich schreiben konnte; wie oft, wie innig, sind sie Alle in meinen Gedanken, auch die süssen Kinder, meine kleine, niedliche Gustave [2] und mein Freund Tuck [3]! In meiner Stube des Abends und des Morgens sagen keine Kinder mir “gute Nacht” oder bauen Städte und Brücken; erzählen Sie den Kleinen wie ich dencke an sie; erzählen Sie auch den Grossen das nehmliche! wie schön, wenn man mit den Gedanken fliegen konnte, da komm ich nach “Gartenstrasse”, bei Ihnen, bei Beaulieus, ach grüssen Sie Alexander [4] und Edmond, die lieben, theuren Freunde! Jetzt bin ich so ziemlich wohl, kan recht gut herumlaufen; entweder hat die See oder die Seekrankheit geholfen, oder auch es ist die frische Luft durch welche ich bin wie geheilt und gestärkt.
In Bremen verweilte ich beinahe zwei Tage; wie schön und heiter, die Stunden da sind vergangen, wissen Sie schon! Die vortrefliche Frau Mutter, der Vater und die Brüder, waren mir Alle so herzlich gut. - Viele Leute habe ich da kennen gelernt, leider nicht Otto Müller [5], er kam gar nicht des Abends, Manteln und Hüte haben ihm verscheut. Vier Tage war ich bei Freunde in Hamburg und ging dann auf die Eisenbahn nach Kiel; kein politisches Wort hörte ich da [6], und herzlich und freundlich war ich aufgenommen; schon auf der Eisenbahn, fühlte ich mich ganz heiter gestimmt, die Holsteiner sprachen mit freundlich an, ein Gutsbesitzer, dessen Bekanntschaft ich auf der Eisenbahn eben machte lud mich ein ihn ein Paar Tage zu besuchen, und in Kiel verweilte ich zwei Tage; ich hätte hieher keine Bekannte da, aber jetzt ist der dänische Dichter, Professor Hauch da angestellt [7], und ich glaube recht freundlich aufgenommen, er erzählte mich, dass ich mehrere Freunde in Kiel hatte, und durch ihm war ich bei einem von den Professoren [8] eingeladen; da traf ich mit einer Mänge der Gelehrten und auch der Politiker zusammen, ich erwartete, dass der Abend gar nicht ohne Politik hingehen wollte, aber, ich war ganz heimisch, kein Wort von Politik war gesprochen, der Abend ging so heiter und schön, meine Gesundtheit ward ausgebracht, freundlich und poetisch war die Rede und Alle sahen mir so gut und wohlwollend an. -
Es war meine Absicht über Land nach Kopenhagen zu gehen, denn das Dampschiff Christian der Achte ging schon Sontag, aber ich kamm doch ueber die Ostsee nach Kopenhagen. Die Landgräffinn [9], Schwester des Königs, ging mit Gemal und Kinder; auch der Prinds Christian von Glücksburg [10] war da; das königliche Dampschiff Hekla kam um die hohen Herschaften zu dienen, es ist ein schönes Schiff, die Frau Landgräffinn war so gnädig dass ich mit gehen konnte, ich bekam des Kapitänes eignes Zimmer und Bett, besseres konnte es nicht sein; aber das Wetter war sehr schlecht, ja bedenken Sie nur, zwei Tage sind wir, von Kiel nach Kopenhagen, zur See gewesen. Den ersten Abend lagen wir, Nebel und Regen wollte es so, vor Kielerbucht, aber die See war ruhig, wir führten Salon-Leben, tranken Thee und sprachen mit einandern darunten, die Matrosen sangen vierstimmige Lieder, und in der Nacht habe ich gut geschlafen, aber gegen Morgen fing es an zu stürmen und wir konnten nicht Kopenhagen erreichen aber lagen zwischen “Amager” und die kleinen Inseln [11] noch eine Nacht; Alles schwankte, Wind und Wellen spielten, wir waren beinahe Alle seekrank, ich lag elend und jammervoll.-
Collins Familie war auf der Zollbude, obschon früh des Morgens. In drei Tage, Morgen und Abend gingen die treuen lieben Freunde und Freundinnen da hinaus, selbst der Vater, der alte Konferenzrath Collin, war da gewesen, war auch da des Morgens; o mein Gott wie glücklich bin ich, wie viele innige und wahre Freunde hat der Herr Gott mir mich (wie Sie wollen) gegeben. Es war ein Empfang, so innig, so treu! O ich kann weinen wenn ich dencke daran! - In Dänemark, in Deutschland ist gut, ist schön, mein Herz ist voll von Liebe für Alle, Alle! - Ich bin gar zu glücklich! - Grüssen Sie den lieben Hern Hofrath, ich will es nie vergessen, dass er den letzten Morgen kam in die Stube hinein, dass er so früh aufstehen wollte [12]; auch Alexander sah ich, er kam nach d: Posthaus eben da der Wagen rollte davon. -
Aus England habe ich herliche Nachrichten, des Dichters Bazar ist jetzt auch da erschienen und mit ausserordentlich Beifall aufgenommen, ich und meine Schriften werden auf einen gar zu hohen Platz gestellt; lesen Sie doch die Kritikken, ich glaube beinahe das Deutschland, mein liebes beschützendes Land noch nicht so was gesagt habe, - ja, ich konnte eitel werden, aber - - ich habe, hoffe ich, nicht immer “Stahr” Staar für meine Fehler, verstehen Sie das? es soll ein Witz sein, aber möchlich nur in meinem Deutsch ! -
Wenn ich dencke an die schönen Tagen in Deutschland an das häusliche Leben in Oldenburg werde ich weich am Herzen; wie sind die Menschen mir doch gut, wie viele wahre Freunde habe ich vor Tausenden. Gott weiss wenn ich komme wieder nach Oldenburg; geht es, da dencke ich daran, künftigen Herbst England zu besuchen und dann ein Paar Wintermonate in Deutschland zu verweilen. Grüssen Sie Mayer, ich hoffe er schickt mich seinen Aufsatz in Tübinger-Journal [13]; auch bey Mosen [14] wünsche ich in freundliche Erinnerung gebracht zu werden. Erzählen Sie mir wie es später ging mit der neuen Schauspielerinn, und den Abend, nach meiner Abreise da Rötscher [15] und Mosens kommen sollte. -
Auch bei dem Grossherzoge, der Herzoginn, Frau von Scharnhorst [16] und Alle die mich gnädig und freundlich sind am Hoffe, bitte ich Sie wollen mir in Erinnerung ruffen, und nun lebewohl! Schreiben Sie bald und an Konferenzrath Collin adressirt,

Ihre innig ergebener
H. C. Andersen

N .S.: Brief und Geldt an Hern Berlin habe ich selbst abgegeben, so auch an Jerndorffs [17] Bruder.

[Udskrift:] Wohlgeborne Frau von Eisendecher in Oldenburg Gross-Herzogthum Oldeburg, frei.



Brev nr. 332. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Kjære Andersen!

Deres kjærlige Brev med Halvdelen af Dem i den tydske Biogra[p]hie og den lille ziirlige tydske “Kunnuk og Naia” [2] til Lucie modtoge vi med Glæde i Søndags [3]. Jeg læste strax Biographien og slap den ikke før den var læst; den interesserede mig fra først til sidst og bevægede mig hjertelig mangen Gang især ved Billedet af Deres Barndomsliv og den Kjærlighed og Tillid til den evige Styrer af ethvert Menneskeliv, der med Sandhed og Inderlighed slutter sig til ham. Deres Levnet og Udviklingshistorie har et Eventyrs Interesse for mig og stadfæster hvad jeg selv, med Tak til Gud, har erfaret, at netop hvad der synes os værst og allerbittrest at opleve meget ofte er som den oprevne Jords skarpe Plougjern-Saar og Harve-Rivning, hvorved Blomsterlivet og Frugtsædhøsten nødvendig forberedes. Naar man i et senere Tilbageblik beskuer hvad der saaledes var os smerteligst, see vi ofte med Forbauselse, at uden denne Smerte, var Det aldrig blevet udviklet, hvad vi maaskee allernødigst vilde savne i vort Liv. Det gjælder kun om at bevare Kjærligheden i Smerten og i dens Erindring, ikke alene til den uendelig kjærlige Verdens- og Aandestyrer, men selv til de blinde og som man troede hjerteløse Søskende, der vare Redskaber i en Haand, de ikke kjendte. Det er igrunden Josephs Historie [4], der saa ofte gjentager sig i et hvert Menneskeliv, og som derfor ogsaa allerede ubevidst rører ethvert Barnehjerte.
Lucie ønsker Dem, ligesom jeg, al Glæde og Velsignelse i Hjemmet og takker Dem hjertelig for al den Kjærlighed, De viser os. Hun har bedet mig sige Dem at hun med stor Interesse og inderlig Medfølelse har læst Deres Levnet; hun synes De har saa heldig undgaaet enten at sige for Meget eller for Lidet. Man faaer et levende og sandt Billede af Dem gjennem Deres Fremstilling, og det har glædet hende meget at see baade den trofaste Kjærlighed, De altid har bevaret for dem, De eengang har holdt af, og den Glæde hvormed De udtaler den; men især finder hun den aabne og simple Maade, hvorpaa De berører Deres Kjærlighed og Gjenstanden derfor, saa nobel og smuk, at det ret har glædet hende. Den levende Følelse hos Dem af Guds faderlige Styrelse af hele Livet finder hun ogsaa breder en Fred over det Hele. Hun takker Dem hjertelig for det saavelsom for den nydelige Oversættelse af “Grønlænderne”, som morede os at see, men som vi endnu kun har bladret i.
Gid vi nu snart maa høre at De har det godt i alle Henseender og at den Skrantenhed, De lider af, maa være hastig forbigaaende. Vi har det her omtrent som sædvanlig. Men Alderdommen kommer spankulerende og vil ikke lade sig ganske afvise, han rykker daglig nogle Haar ud og gjør flere graae. Han seer ellers ikke slem ud; naar han ikke er gnaven - hvad jeg udtrykkelig har frabedet mig - er han ret godlidende og billig [5] og mere tilbøielig til at smile end til at ivre over hvad der i den nye Tid ikke behager ham.
Det glæder mig at De har besøgt Hauch i Kiel og at hans Kritik over Deres Poesie i Almindelighed har retfærdiggjort saavel hans Characteer som hans æsthetiske Følelse saavel for Dem, som for hans og Deres Venner. Livet i Sorø har tabt Meget ved hans Forflyttelse og jeg savner ham tidt.
Om ikke før saa til Foraaret, naar Skoven er grøn glæde vi os til at see Dem her. I Paasken komme vi nok nogle Dage til Kjøbenhavn og da skal jeg opsøge Dem og høre Nyt fra Verden og Deres sidste Reise. Gud velsigne Dem!

Deres hjerteligst hengivne Ven
B.S. Ingemann

Sorøe d 26 Jan 1847.

Deres Portrait [6] fandt vi meget lignende, smukt opfattet og nydeligt behandlet; - hvad Øinene angaaer har det lille af Jensen [7], som vi har, dog nok Fortrinnet.
Vor forrige Pige, som kjender Deres Haandskrift, er nu gift og boer her tæt ved, hun blev meget glad over, at De havde erindret hende og syntes ogsaa Portraitet lignede godt.



Brev nr. 333. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Tak for 2den Deel af Deres Levnets-Eventyr og det venlige Brev! - De vil vide denne Deels Indtryk paa os. - Det glædede os fornemmelig [2], at De med Ro og Tilfredshed nu overseer denne bevægede Periode i Deres Liv og føler Dem saa lykkelig ved dens Resultat og saa taknemlig mod Enkeltvæsnets som det Heles guddommelige Styrer. Skildringen af Deres første Udviklingsperiode i lste Deel havde unegtelig en større Interesse. Det ligger dog i Indholdet selv ikke i Fremstillingen.
Min Kone takker Dem for Bogen og den venlige Hilsen og beder Dem hjertelig hilset. De reent objective Skildringer i dette Afsnit f:E: af Föhr [3] - Jenny Lind [4] - Opholdet paa Grændsen af Spanien [5] interesserede os meest. Meddelelserne af Deres Forhold til den saakaldte fornemme Verden og saa mange Celebriteter blandt Virtuoser og Konstnere kan vel fornøie Deres allerintimeste Venner og ethvert saadant Livsmoment kan glæde Dem selv at erindre; men Meget deraf hører dog til de Ting, som enhver yndet Digter og Konstner meget ofte hører og glemmer og dette Parti af Bogen vil maaskee gjøre et mindre heldigt Indtryk paa den fremmede Læseverden. Vi havde derfor ogsaa heller læst det i et fortroligt Brev end i den trykte Bog.
I Grupperingerne af de litteraire Personer og Characterer, navnlig af de danske Digtere, der i denne Deres Livsperiode har staaet i Venskabs- eller Oppositions-Forhold til Dem og om hvis Livsidee og Virksomhed De derfor tildeels har udtalt Dem, savner jeg Den, jeg maa kjende bedst [6], og som unegtelig Folket nu kjender; De synes ikke heller at have ladet nogen værdig Plads staae ledig for ham - forsaavidt man kan slutte af hvad der yttres om Andre. Dersom det alene var Mennesket men ikke tillige Digteren i ham, De sympathiserede med, var det mig begribeligt, naar det derfor ikke var Nationens men Deres egen subjective Vurdering af de litteraire Personligheder De vilde antyde (ligesom i Deres Vignetter [7]) [.] Hvad Indtrykket af det sidste Afsnit af Deres Levnet iøvrigt angaaer, saa fremtræder De mig alt for meget deri som et Slags reisende Virtuos, og dertil er De mig for god. Jeg sætter i denne Henseende meer Priis paa Dem end De selv.
Har jeg Ret angaaende den Forskjel jeg nu troer der finder Sted i vor gjensidige Sympathie for hinanden som Digtere - saa er det vistnok et Skaar i vort fuldstændige aandelige Forhold; men derfor skal jeg dog ligefuldt lade Dem vederfares fuld Ret i min Vurdering af hvad jeg erkjender og elsker i Deres Liv og Virksomhed, uden Hensyn paa hvad den ephemeriske [8] Tidsaand og en lunefuld, gunstig eller ugunstig, Lykke for Øieblikke eller for længere Tider vil indrømme eller negte Dem.
Lad dette Brevs Yttringer blive mellem os! Gud velsigne Dem og give Dem fremdeles al Lykke og Glæde! Lad mig kalde mig nu og fremdeles hvad De har kaldet mig - Deres ældre broderlige Ven

B.S. Ingemann

Sorøe d 18de Febr 1847



Brev nr. 334. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 19 Februar 1847

Kjære, kjære Ingemann!

i dette Øieblik fik jeg Deres Brev, det har sat mig i særdeles daarligt Humeur; jeg er et Indtryks-Menneske, - min Stemning bringer mig strax til at skrive, i det jeg seer at jeg har saaret, hvor jeg just med hele min Sjæl slutter mig fast. Jeg er overrasket og veed egentligt ikke hvad jeg skal sige, men jeg vil stille Dem paa mit Standpunkt og saa svarer De Dem selv. - Det var min tydske Boghandler [2] om at gjøre, at jeg til mine samlede Skrifter leverede en Selvbiographi, men han maatte have den saa hurtig at den kunde udkomme i September forrige Aar; jeg ønskede nok at levere en saadan, men da det skulde skee i en saadan hast at jeg ikke engang kunde tage Afskrift af den, men maatte sende samme afsted, i Brev Omslag [3], efterhaanden som hvert Ark blev færdig, betingede jeg mig, at før Noget oversattes, skulde det sendes til Kjøbenhavn, hvor jeg havde overdraget Justitsraad Collin [4] at udslette Alt hvad han fandt stødende deri, og som jeg øieblikkelig ikke kunde see; dette skete; Collin fandt mit Manuscript vanskeligt at læse, hvorfor han selv overtog det store Arbeide at reenskrive hvert Blad, dette og den senere Oversætten drog det ud saalænge at Bogen først er udkommet nu. Jeg ilede derimod med at skrive, det Hele er hurtigt skrevet, men dybt overtænkt, ja aandelig beskjæftigede jeg mig saaledes, at mit Legeme leed derved. Det var især vanskeligt at opsamle i Tanken hver Erindring, netop til at nedskrive i den Orden de fulgte; meget er glemt, mange Personligheder ikke saaledes blevne fremdragne, som jeg vilde og burde, thi ofte kom Tanken om disse naar det ikke var Stedet at fremføre samme. Jeg har kaldt det Hele en Skizze og vil engang paa Dansk ret udarbeide det hele Livsbillede [5], da træder Meget frem, som nu ved Omstændighed blev overflyvet. Jeg har ikke skildret danske Digtere, deres Betydning for mig, uden Øehlenschlæger [6], netop fordi han meest som Digter er kommet mig i Tanker; Hertz og Hauch [7] omtaler jeg egentlig slet ikke, som Forfattere og Heiberg [8], meest ved hans Angreb mod mig; for at mildne den Haardhed der kunde ligge i mine Ord blev det mig en Trang at fremhæve hans aandelige Betydning. Dem kjære Ingemann, tænkte jeg paa, som een af mine Kjære, jeg glemte Digteren for Mennesket, at De eller Nogen skulde finde at jeg med Flid gjorde det, kom ikke i min Tanke, ellers havde jeg skrevet et ganske andet Stykke, i en lille Replik mod Molbech [9] maa De kunde see Digteren Ingemann at have en Plads i mit Hjerte. Dog De vil see det bedre ved en anden Leilighed, som kommer. Jeg har skrevet hvad der af Enkelte meest afspeilede sig i mit Liv og hvad Øieblikket indgav mig; der er vel blevet dømt, eller hvad skal jeg kalde det, vurderet et Par af mine Medlevende, som virke i Aandens Rige, men jeg har ikke villet sige hermed: det er mine danske Poeter. Jeg lider virkelig Uret og her er det Vennen, som slaaer med Skorpioner [10]! dog Øieblikkets Indtryk har bragt Dem til at skrive; see engang endnu paa min Bog og paa mig - og De er mig god, jeg mener Digteren holder af mig, for Mennesket gjør det. Tusinde Hilsener til Deres kjære Kone!

med broderligt Sind
og Hjerte
H.C. Andersen



Brev nr. 335. Fra HCA til Madseline Hanck.[1]  

K i l b u r n   n e a r   L o n d o n [2]
21 Juli 1847.

Kjære Fru Hanck!

De og Deres Døttre maa dog vide hvorledes det gaaer mig, jeg veed at faae Mennesker tage Deel i min Skjæbne, saaledes, som De; jeg skriver og faaer maaskee da ogsaa en Skrivelse igjen; dette Brev læser een af Deres Døttre høit for Fru Lessøe og saaledes tænker jeg mig midt iblandt Dem. Hvor riig har ikke Tiden været siden jeg tog hjemme fra. De veed at jeg blev nogen Tid i Fyen [3], saae Skoven i hele sin Friskhed, som jeg ikke har seet den siden jeg var en lille Dreng; jeg dykkede mig ret ind i det Grønne og havde en Følelse, som Søefuglen der slaaer ned i sit grønne gjennemsigtige Element. Over Hamborg tog jeg til Oldenborg [4] hvor jeg blev fire Dage; ved Taffelet hos Storhertugen [5] fortalte den gamle Overhovmesterinde [6] en Anecdote om Dronning Mathilde hvori ligger noget ret Poetisk. Overhovmesterindens Fader var med at overføre Mathilde fra Engeland til Danmark, det blæste stærkt og det store Flag hvori var forenet det danske og engelske skildtes ad; Mathilde satte sig da paa Dækket og syede med Naal og Traad Flaggene sammen, i Haab om at hæve det onde Varsel. - Fra Oldenborg kom jeg ind i Holland [7], der er den yndigste Idyl i Verden; Alt saa mildt, saa smilende og en Nethed, en Reenhed, lige til de mindre Landeveie, saa man troer at det Hele er et Legetøi, seet i Forstyrrelses Glas. I alle Kirketaarne klinge Klokkespillene, alt har noget festligt, noget søndagsagtig. - Mine Skrifter ere vel alle meget udbredte i Tydskland, men saaledes som i Holland og Engeland, er det ikke Tilfældet; jeg er der forunderlig bekjendt og afholdt. Allerede i Amsterdam [8] saae jeg mit Portræt, stukket i Holland, hænge i Boutikvinduerne og da jeg kom til Haag fik jeg det klareste Beviis paa Hollændernes Kjærlighed til mig; i største hast blev i eet af Byens første Hoteller arangeret en Fest for mig [9]; Kunstnere og Lærde bøde mig velkommen; mange Skaaler bleve drukne og een især rørte mig, ja glædede mig mere end al den Hæder man viiste mig, man udbragte gamle Collins Skaal; min Biographie var nylig udkommet i hollandsk Oversættelse [10] og man vidste hvad Collin havde været og er mig. De hollandske Aviser have mældt en heel Deel om denne Fest [11], men det har vel neppe været optaget i danske Aviser, da det er om mig, som man hjemme stiller saa lavt, som de andre Lande sætte, maaskee, for høit, altsaa jeg maa selv fortælle det. - Over Rotterdam kom jeg til London [12], der er Byen for alle Byer; den eneste Stad jeg veed at nævne den sammen med, uagtet Ligheden ligger i Modsætningen, er Rom [13]. Det vil sige, London er Livet og Virksomheden selv, den er den travle Dag, Rom er Natten, den stille, tankevækkende Nat. Man siger det er vanskeligt for en Fremmet at komme her ind i de aristokratiske Kredse, see Livet her, jeg kan ikke sige det, jeg er lige sprunget der ind og har fundet den hjerteligste Modtagelse, de venligste Mennesker! hos Lord Palmerston [14], gjorte jeg min første Indtrædelse i den store Verden og siden er jeg revet hen i den, som ved en Malstrøm, nu har jeg seet det Liv, prøvet at røre mig i denne Susen og Brusen; ogsaa det vil have sit aandelige Udbytte; jeg er imidlertid ihøieste Grad angrebet deraf, De veed, mit Legeme ikke er stærkt og nu har jeg i henved tre Uger holdt ud til Morgenstunden; ganske lidende er jeg derfor taget ud paa Landet, hvor Hofraad Hambro [15] har aabnet mig sin Søns Villa, her ligger jeg ganske ene, hviler og tager Luft. Mueligviis reiser jeg den 8te August til Skottland; Walter Skotts Familie have viist mig stor Velvillie [16]; Dickens [17] er mig en elskelig Personlighed, som en gammel Ven fløi han mig imøde; vi saaes første Gang ved en Dinée Lady Blessington [18] gjorte for min Skyld. Jenny Lind har jeg kun seet to Gange, hun boer over en dansk Miil fra mig [19] og jeg er evig og altid indbudt, vi maae skrive til hinanden; jeg har imidlertid spiist hos hende een Middag, hun har et heelt Huus og en lille Have, desuden hørt hende i Sonambula; (en Parquet-Billet koster omtrent 50 Rbdlr). Mit Portræt [20] hænge i Bogladerne ved Siden af Jenny Linds, et nyt kommer i næste Uge [21] og min Buste bliver gjort [22]. - En engelsk Boghandler har fra Kjøbenhavn ladet forskrive mine Skrifter paa dansk, de gaae særdeles vel af [23] siger han, i det flere Engelændere lægge sig efter dansk for at læse mig; jeg har her et forunderligt stort Publicum og som jeg hører er det ikke de høiere Klasser og Forfattere, som kjende mig, men Folket; en smuk Artikkel om mig, den fik mig Taarer i Øinene, stod nylig i litterary gazette [24], men det veed man ikke i Danmark og bryder sig ikke om, jeg er nu der engang den forkastede Hjørnesteen [25] og naar jeg ret tænker paa Behandlingen der, Dommen over mig og mine Skrifter, der nu flyve ud over alle Lande, saa ligger det tungt paa mit Hjerte. Brød har man givet mig hjemme, men aldrig Ære, og det er dog det himmelske Brød der har den største Kraft. - Fru Lessøe ryster vel paa Hovedet, men det er menneskeligt hvad jeg føler. Glæder De mig i Løbet af 14 Dage fra Dato med Brev, da send det her til London til det danske Gesantskab, skriver De senere, saa send det til W e i m a r til Kammerherre Beaulieu de Marconnay; jeg gaaer hjem over Weimar, hvor jeg er indbudt af Arvestorhertugen [26], som jeg har mødt her i London. A h a s v e r u s er færdig og solgt i Leipzig og London, dette bliver mit første Arbeide der jevnsidig kommer ud i tre forskjellige Lande. Beed Fru Lessøe hilse sine Sønner og De selv bringer Ludvig og Augusta min Hilsen. Deres inderlig hengivne

H.C. Andersen.

[Udskrift:]
Velædle
Fru H a n c k født Iversen
Frederiksberggade No 31.
første Sal
i
K j ø b e n h a v n
anbefales.



Brev nr. 336. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Bra[n]sbury-House, Kilbourn near London 22 Juli 1847.

Kjære, søsterlige Veninde!

iaftes fik jeg Deres Brev [2], det opfyldte mig med stor Glæde; jeg hører saa lidt hjemmefra, og ved al den Hyldest og Ære jeg modtager ude, tænker jeg desmere over den ringe Deeltagelse man viser mig hjemme. Tak, tak for Deres hjertelige Brev! Jeg har skrevet til Jørgen Kock [3], De har vel seet Brevet, veed altsaa at jeg saa at sige, er sprunget lige ind i det aristocratiske London; ja nu har jeg seet det med, men blev saa træt, saa angrebet, det gik jo altid ud over Midnat, at jeg er tyet ud paa Landet, hvor Hofraad Hambro har aabnet mig sin smukke Villa og Park; ganske ene har jeg levet her 5 a 6 Dage, imorgen igjen gaaer jeg, udhvilet, til London. Herude er grønt og friskt. London ligger under mine Fødder, Jernbanens Vogntog bruse nede under Mark og Landevei; Alt seer saa ægte Dansk ud, rundt om, men det er Danmark i stor Stiil, som Alt er det i dette herlige Land. De spørger om jeg gaaer fra London til Paris og jeg svarer nei; det vilde være at sætte en Bonde oven paa en Herremand. Victor Hugo eller hvem det er der kalder Paris “Byernes By”, viser at han ikke kjender Byerne, der er i Europa; af alle Byer jeg kjender er det kun to der kunne fortjene dette Navn og det er Rom og London, men London er den levende By; hvilken Virksomhed, hvilken Færdsel! Paris synes i det høieste kun et Qvarteer af denne By. Interesserne ere saa store, som afvexlende. Nu har Rachel været her og spillet 14 Dage, der tales neppe derom og jeg har ikke havdt Tid til at tænke paa at see hende [4]. Jenny Lind er den eneste Stjerne der lyser frem; Grisi [5] bryder man sig kun lidt om; Jenny Lind boer i samme Ende af Byen, som jeg og dog vistnok en dansk Miil fra mig, hun har sit eget Huus og en net lille Have, jeg har spiist een Middag hos hende, den eneste jeg havde fri og hørt hende i Sonambula, hvor hun rigtignok er mageløs, Folk græd og jublede. I denne Uge træder hun op i en ny Opera af Verdi skrevet efter Schillers Tragedie Røverne, hun udfører Amalias Rolle [6]. - Jeg bliver i min Personlighed , sammenlignet med Jenny Lind, i dette Øieblik den største Compliment; jeg sender Dem Literary Gazette hvori De kan læse det [7]; oversæt det for den kjære Etatsraad Kock, jeg veed han er een af mine meest deeltagende Venner; jeg har ogsaa af Mary Howitts Journal klippet mit Portræt ud til Dem, det hænger i alle Boutik-Vinduer her i London. Ja det er utroligt, hvor mine Skrifter ere kjendte og læste i Engeland og Skottland! og som man siger, er jeg ordenlig læst i Folket. Hjemme har man ingen Anelse derom, eller rettere de Danske ville ikke tage Notits deraf, de have deres egne Poeter. Jeg er saaledes aldeles vis paa, uagtet, hollandske, franske og engelske Blade saa glædeligt have omtalt mig, at ikke et eneste dansk Blad har optaget det. - Men jeg vil ikke plage Dem med Skyer, hvor jeg lever og aander kun Solskin; - jeg var forleden Middag hos Lady Blessington, hun fører et stort Huus og næsten i hvert Værelse hænge et Portræt af Napoleon; i Spisestuen hænger han i Oliefarve, legemsstor og er belyst af en stor Lampe; Napoleon i Glorie paa Væggen og - veed De hvem der var min Naboe ved Bordet, - Wellingtons ældste Søn [8]. Før vi satte os til at spise, gav Lady Blessington mig den engelske Udgave af “Das Mährchen meines Lebens” [9] bad mig skrive mit Navn deri; i det jeg skrev kom en Mand ind i Stuen, ganske liig det Portræt vi Alle have seet, en Mand, som for min Skyld var kommet til Byen og havde skrevet “I musch see Andersen!” Da han havde hilset paa Selskabet løb jeg fra Skrivebordet hen til ham; vi toge hinanden i begge Hænder, saae hinanden ind i Øinene, loe og jublede, vi kjendte hinanden saa godt, skjøndt vi mødtes første Gang, det var Charles Dickens. Han svarer ganske til de bedste Forestillinger jeg har gjort mig om ham. Uden for Huset er den deilig Veranda paa hele Husets Bredte, Viinløv og Roser hænge som et Tag ud over Søilerne, her ere brogede Fugle og nedenfor en Have og en grøn Mark, grøn, som man kun seer det i Engeland, her ude stode vi længe og talte, - talte Engelsk - men han forstod mig, jeg ham. Den første August vil Dickens gjøre et Selskab for mig [10]. Bulver har sendt mig Hilsen, men jeg har ikke seet ham, han er paa Landet. - Det er mueligt at jeg gaaer til Skottland, jeg har Indbydelse, men London holder mig ogsaa; Walter Skotts Svigersøn, har allerede forsynet mig med Breve og lovet mig den bedste Modtagelse i Abottsford. Et nyt Portræt af mig kommer ud i næste Uge; min Buste bliver modeleret [11], jeg behandles virkelig, som en europæisk Størrelse; det er ganske forunderligt for mig, jeg faaer tidt Taarer i Øinene og da - ja, da kommer, som var det en ond Aand der tilvidskede mig: “og i Danmark har man spøttet paa Dig, spøttet som Sneglen der spøttede paa Johannes Ormen fordi den glindsede!” - De, min kjære Veninde, er den første endnu hjemme fra, som synes at glæde sig over min Erkjendelse. - Jeg har tilbragt et Par behagelige Dage paa Landet hos den rige Boghandler Bentley [12], der med Hensyn til min nye Roman har gjort mig et høist hæderligt Tilbud; Ahasverus vil nu ogsaa komme ud paa engelsk. I Nordamerika gaae mine Bøger mærkeligt af, men hvad der er egent: her i London har en Boghandler ladet forskrive fra Kjøbenhavn alle mine danske Skrifter, de staae paa Dansk anmældt i Avisen og sælges godt; jeg er vist den første Poet fra Norden sligt er hændt. De skriver om Vaarsaa [13]! jeg kjender ham, det er et dygtigt, høist elskværdigt Menneske! hils ham, men fremfor Alt hils Kock, Deres Søster, Sønnerne og den kjære Frøken Kold [14], hun læser jo dette Brev og det trykte Bilag. Det Brev jeg fik igaar fra Dem var næsten 3 Uger gammelt, skriv nu strax til London til det danske Gesantskab eller gaaer der nogen Tid da til Frankfurth am Main, post restante.

Broderen.

[I marginen s. 4:] Componisten Spohr fra Cassel [15] er her, vi have to Gange spiist Frokost sammen.

[I marginen s. 3:] Engelænderne ere de solideste, elskværdigste, meest moralske Mennesker der kan findes! -

[I marginen s. 2:] Den preusiske Minister Bunzen [16] er særdeles opmærksom mod mig ogsaa Reventlau.

[I marginen s. 1:] Jeg har spiist hos Rottschild [17] og følt mig trykket af Sølv-Tøi og Mamon! -

Efterskrift.

I Quarterly Review [18] seer jeg at det hedder om min Skildring af Venedig, saaledes som denne gives i Improvisatoren. - “We schall not see many more life-drawn pictures af the real Venice, - the Venice of Schakespeares [19], Otways [20], Schiller [21], Radecliffs [22] art - and Byrons [23] and Andersen’s” - Blodet gaaer mig fra Hjertet op i Hovedet ved at see mit fattige Navn saa nær de Udødeliges! O min Gud, jeg begriber mig ikke selv, - mon jeg virkeligt fortjener alt dette! - Og hvorfor dømme man mig da saa haardt hjemme? - Hils Viborgs vis De see dem, og skriver De til Øehlenschlæger og Villiam, da hils paa det kjærligste, beed dem bringe Beskow min Hilsen, jeg fik først paa Reisen hans Brev, men jeg skal skrive fra London. - Jeg er meget begjærlig efter Øehlenschlægers nye Tragedie [24], han er dog en mærkelig evig, ung Digter. Gud give mig hans Kraft i hans Alder. Mon han virkelig holder af mig! - Jeg veed det ikke ret! - Lev vel! - hils Broder Christian dersom der skrives, men det gjør der nok ikke; kommer jeg til Skotland, da gaaer jeg her tilbage til London igjen, i alle Tilfælde tager jeg fra London over Ostende Lyttich, Cøln og Frankfurt, det sidste Sted venter jeg sikkert Brev faaer jeg ei i London! -

[Udskrift:]
Fra England
Frøken Henriette Wulff
hos Høivelbaarne Hr Etatsraad, Ridder o s v Kock
Ny Kongens Gade Copenhague.



Brev nr. 337. Fra HCA til Henriette Collin.[1]  

Lixmount Trinity [2] near Edinburgh. 15 Aug 1847.

Kjære Jette Collin!

De har endnu ikke glædet mig med Brev, det er blodig Synd og De kan aldeles ikke undskylde Dem! - Der har De det! - Jeg er i Skottland, som De seer af Overskriften; jeg reiste i forrige Uge herop [3], det var en lang Vei! man sang i gamle Dage: “Over Bjerge gjennem Dale” [4], men nu kan man rigtig nok synge: Over Dale gjennem Bjerge. - Den første Dagreise var en halv Natreise, saaledes gik det idelig gjennem milelange Tunneler! nei hvor det var afskyeligt! jeg maa sige Dem, jeg kan nok finde mig i at brække Halsen ved Solskin, men ikke i Mørke, inde i dybe sorte Huler. Hele Engeland minder ellers om Danmark; Kornet staaer velsignet og Skovene ere smukke grønne. I York saae jeg den prægtige Kirke og da vi nærmede os Skottland, det aabne Hav [5], jeg syntes jeg kjørte ude paa Strandveien. Den unge Hambro var med sin Vogn i Banegaarden, paa det hjerteligste blev jeg modtaget og nu fløi vi til Lixmount, som ligger tæt ved Edinburgh Fjord, hvor jeg har det som en Konge. Paa Bordet laae en heel Pakke Breve til mig, netop indtrufne en Time før jeg, det var Breve fra Frankerig, Tydskland og Danmark, men - ikke eet fra den collinske Familie! - Den unge Hambro lever i disse Dage ganske for mig; vi ere idelig i Bevægelse, hvert Øieblik paa Jernbane eller Dampbaad, han har mange Udgifter for min Skyld, og idelig udspeider han mine Ønsker, gjør Alt, ja, det er som om han vil overbyde Engelænderne og Skottlænderne i at hylde sin Landsmand. Imorgen bliver her for min Skyld et stort Selskab, jeg formelig forkjæles her i Huset, var jeg et kongeligt Blod, der kunde ikke tages mere Hensyn til mig, end der bliver gjort, jeg føler mig i den allerhøieste Grad den unge Hambro forbunden! - Mit Navn er særdeles kjendt i Skottland; nei det er dog mærkeligt hvor mine Skrifter ere læste! - O De skulde see med hvilken Glæde jeg modtages af Unge og Gamle! “det er den danske Walter Skott!” sige de! Ja jeg hører saa meget, at jeg nu snart ikke kan blive forlegen længer, jeg lader det rulle over mig, som en Søe! Hos en riig Lord [6] maatte jeg, efter Opfordring, kysse alle Børnebørnene, overalt give min Haandskrift, mit Portræt er da ogsaa sendt fra London her til og en ny, desværre ikke god Oversættelse, af Eventyrene, her udkommet; jeg var igaar i den gamle Deel af Byen; fra Hovedgaden [7] der løber hen ad Bjergryggen, gaae lange smalle Stræder, ikke saa brede som Per Madsens Gang [8], Husene have 6 til 8 Etager, saa at De kan begribe hvor mørkt her er og dertil en Fattigdom, et Svineri, der kun kan søges i de italienske smaa Byer; herinde har den berømte Samuel Johnson boet [9], herinde ligger et Huus, der var Vertshuus, og det det første i Edinburg, hvor Konger og Prindser toge ind i Maria Stuarts [10] Tid. Walter Skotts Monument [11] staaer i den nye Deel af Byen, tæt ved Bjergkløften som skiller denne fra den gamle; nede løber Jernbanen, der har Liv og Virksomhed. I Forgaars seilede vi til Ravensvoods Slott [12], hvor Maagerne fløi om os, hvor Vedbinde-Rankerne hang som det tætteste Drapperi; imidlertid fik vi paa Stedet at vide, at Ravenswood dog aldrig har boet her; Walter Skott har ombyttet Scenen for ikke at krænke den levende Familie. Lucie [13] er ikke en Asthon, men en Stair, og denne lever endnu og er meget anseet. Walter Skotts Personlighed roses ikke. Paa Torsdag reiser Hambro med mig til Høilandene [14], der i Bjergene forlader han mig og jeg skal forsøge at reise alene, man siger jeg kan godt komme ud af det med min Engelsk og næsten troer jeg det; Prins Albert har indbudt mig til Loc Lamond [15], jeg gaaer derhen, er jeg kun rask nok; herfra lægger jeg Veien over Glascow og Edinburgh til Abotsfordt, hvor een af Walter Skotts Venner tager imod mig; jeg reiser saae alene over Bervick, Newcastel etc. til London, bliver der to a tre Dage og jager saa gjennem Belgien til Weimar og Leipzig; skriver De derfor ikke strax, saa send Brevet til Weimar post restante.
Dette bliver det eneste Brev hjem fra Scottland, jeg beder Dem derfor at De lader hele Familien læse det. Hvorlænge jeg flakker om her i Bjergene veed jeg ikke! - Hils Deres Moder og Broder, hils dem Alle ude paa Rungsted og naar De skriver mig til, saa lad mig vide hvorledes og hvad De synes om Ahasverus, - Weisz beder jeg Dem hilse eller lade hilse og træffer De Hartmanns, saa kan De sige at han er en net Ven i “Brevskrivning”; jeg har sendt ham et Epistel fra London [16], og vil haabe at han har faaet det. - Den unge Hambro har foræret mig en skotsk Hue og en skotsk Dolk [17]. Her er en riig Misz der gjør lidt Cuur til mig, Hambro siger hun nok vil være Mistress Andersen, men jeg kan ikke, hun er for gammel! - der bliver ikke noget af Eduards Spaadom i den berømte Vise [18]; og nu lev vel, min kjære Veninde! jeg glæder mig usigeligt til at see Dem, til at tale med Dem, (til at have engelske Samtaler); Ingeborg skriver at jeg nok nu ikke bliver “til at styre”, som Fru Heiberg siger i Sparekassen [19], men vi komme nok ud af det, uagtet jeg fra en dansk Walter Skott, hos Skotterne, forvandles hjemme til en Digter i tredie Rang efter Herz den klassiske og Heiberg den ufeilbare! - Lev vel! Hils Børnene og Manden!

Deres gamle
H.C. Andersen.



Brev nr. 338. Fra HCA til Arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach.[1]  

Kopenhagen 16 Marts 1848

Mein lieber, theurer Erbgrossherzog!

Ein ganzes Stück Weltgeschichte ist vor uns aufgerolt seit ich an Ihre Konigliche Hoheit geschrieben; die grossen Wellenschläge spülen auch gegen die danische Küste [2]; es ist eine ernste Zeit, mich dünkt dass in derselben es gar zu kleinlich ist von mir zu sprechen; indessen halte ich der unsichtbaren Faden in dem Schicksal der einzelnen Menschen und die der Völker fest; nur ein kan nicht gestürtz und nicht verändert werden - Gott! Alles jetzt, ist Poletik; wo die Krieger-Scharen sich üben, kan der Dichter, der nur Winzer ist, nicht seine Reben aufbinden. Ich sehe indessen mit Ruhe was die Zeit bringen will; sie bringe Gutes oder Böses, das Beste kommt immer davon. Die Todtenglocken lauten nicht mehr für Konig Christian, er ist nach Roeskilde Dom gebracht; man erzählt, und obschon wahr, nur zufällig, aber das Zufällige ist immer die Blume der Poesi auf dem Altagsbaum: an dem Todestage des Konigs [3] kam ueber die See ein wilder Schwann geflogen, und zerschmetterte die Brust gegen den Roeskilder Dom. Øehlenschläger hat in seinem Universitets Program dieses erwähnt. Am Tage des Begräbnis meines Königs [4] bekam ich von König Oscar [5] der schwedische Nordstern-Orden; er wird, wie Ihre Konigliche Hoheit wissen, in einem schwarzen Bande getragen, und am diesen Tage, war dieses von Bedeutung für mich, er wird durch seine Farbe mich an die Trauer des Tages erinnern; ob ein Stern in Norden für mich aufgeht, wie der für mich verschwandt, darff ich kaum hoffen. Ein schöner Zug von Øehlenschläger, muss ich Ihre Konigliche Hoheit erzählen; er brachte mir seinen Glückwunsch als Ritter vom Nordstern, und fragte mich ob ich Lust haben konnte, etwas zu tragen was er früher getragen hatte, und er schenckte mir einen kleinen Nordstern, der seine Brust geschmückt; und als ich dadurch bewegt wurde, drückte er mich ans Herz, wie ein Vater sein Sohn. Mit meinem neuen Konig habe ich noch nicht gesprochen, aber mit der jünger-verwitwete Koniginn; ich fühlte mich sehr bewegt, bei dem Eintrit in die bekannten Zimmern. Die Königinn siht ser leidend aus; wir sprachen über die Ereignisse in Frankreich, das unglückliche alte Königspaar, und die edle Herzoginn von Orleans [6] - Die Koniginn war so herzensgut, so bevegt, so fest an Gott vertraut; sie sagte mir dass wir uns öfters sehen sollte, und das die Alten in diesen Zeiten zusammen halten musste. -
Wann sehen wir uns mein lieber, theurer hoher Herr! Gott halte seinen Hand ueber das liebe Deutschland, wo ich habe so viele, die ich liebe; Gott behütte Dänemark, wo ich als Blume, mit der Wurzel fest gewachsen hin. - Wenn die Menschen nur unter einander sich kannten und verstanden, dann blühte mehr Liebe als Hass. - Unter alle diese Wolcken, und Wellen habe ich den neuen Romane [7] beendiget, dass Schatten dahin ein einfallen liegt in der Stimmung und in der Zeit; indessen glaube ich, dass ueber das Ganze eine poetische Ruhe, und die Macht des Schönen ruht; kein politischer Windzug erschüttert die Blätter. -
Wollen Eure Konigliche Hoheit mich in gnädigster Erinnerung bringen bei den Hohen-Eltern, und der Frau Erbgrossherzoginn.- Mit Begierde greife ich jede Zeitung, um zu sehen wie es steht in dem lieben Weimar. Gott lasse mich nur Gutes und immer Gutes für Sie, mein geliebter hoher Freund, erfaren. Ich schätze und liebe Sie, so fest und immer.

Ihr Konigliche Hoheits
treu ergebener
H.C. Andersen.



Brev nr. 339. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Glorup 20 Mai 1848.

Min kjære, søsterlige Veninde!

Nu har jeg været her i otte Dage og er igjen levet ind i mig selv, føler mig glad, vel og virksom, det kunde jeg ikke være i Kjøbenhavn, jeg var som pidsket af alle Smaalighedens Svøber!; - dersom mit Ophold i London forrige Sommer var det meest glindsende Punkt i mit Liv, noget man ikke har begrebet hjemme, saa har sandelig denne Vinter og Foraaret i Kjøbenhavn været mig noget af det Bittreste jeg har oplevet, om det var Contrasten eller Virkelighedens Tryk, vil jeg ikke afgjøre. Jeg har følt mig stødt og jaget bort fra alle Sider og havde en Fornemmelse, som om al poetisk Lys i mig Dag fra Dag derved slukkedes. De kjender vel en Leeg: “Lad Fuglen ikke døe”, den bestaaer i at man lader en brændende Fidibus [2] gaae fra Haand til Haand i en Kreds, og medens den brænder, siger til Naboen: “lad Fuglen ikke døe!” og enhver skynder sig derfor med at blive fri for den, hver paa sin Maade; saadan en udbrændende Flamme følte jeg mig. - Af de Faae der har været mig gode, ja ret gjort mig godt, er De, jeg har seet og følt Deres Deeltagelse og vil aldrig glemme det! De er ogsaa en poetisk Natur, og det er kun beslægtede Naturer, som forstaae hinanden. Tak for Deres Overbærelse med mig i min lidende Stemning, det gjorde mig saa godt at sidde nogle Minutter i Deres Søsters hyggelige Hjem, see hende, med det rolig milde Ansigt, sige mig venlige Ord, see Dem bevæget; naar jeg gik bort var det, som jeg havde været i Solskin efter en kold Dag; nu føler jeg mig igjen i min egen Natur, Ingen driver mig ud af den, jeg har Ro og mærker, at “Fuglen ikke er død!” jeg har skrevet en heel Deel paa Romanen [3], hvis Slutning runder sig mod Maalet. Det er saa velsignet at leve med Guds Natur og sig selv. Skoven er uendelig deilig, Veiret fortræffelig og Kukkeren synger fra Morgen til Aften silde. Imidlertid er her ganske, som i en Leir, hele Fyen er besat med vore Tropper [4]; Excellensen har fyrgetyve Mand i Indqvartering og igaar [5] fik han, da Reserven kom, indlagt 50 Menige paa een af sine Gaarde Mollerup [6]; der excerseres og skydes hver Dag, en Hest har faaet en Kugle i Hovedet og en Bonde een i Benene, men der var ingen af dem som toge sig [i] agt og det skal jeg nok, De kjender mig! Jeg seer De smiler. Hovedqvarteret er i Odense; General Hedemann [7] kom derfra, forleden Dag, og spiiste hos os, han fortalte blandt andet, at Preuserne ovre fra Riegels [8] Have, i Snoghøi, havde sendt Frøknerne Riegels, der ere paa Hindsgavl [9], en Blomster Bouquet fra Haven og i Følge med den var - et tydsk Vers. Af de Frivillige og Officererne faaer jeg i smaa Portioner, Eet og Andet om deres Marscher og om Slaget ved Schleswig og Flensburg, der, naar jeg sætter det sammen, giver et ret klart Billede; jeg gad nok have været med, da skulde De have faaet en ordenlig Skildring. Der ere hele Genre-Billeder; snart var en halvsnees Mand indqvarteret i en lille Bondestue [10], hvor de sov paa Gulvet og oven paa de høie gamle Drakister, hvis Jernbeslag trænger dem ind i Kjødet, saa de have Mærke deraf naar de vaagne; snart laae hele Batallionen paa den aabne Gade og sov med Tornystre under Hovedet, mens Regnen skyllede ned og det blæste en Storm henover dem. - Jeg har en egen Følelse ved hver Soldat jeg seer, idet jeg tænker paa de ham forestaaende Tider, det Blod der endnu vil komme til at flyde og jeg synes i hver at see Een der om kort Tid falder for sit Fædreland, jeg har en Lyst til at trykke dem Allesammen i Haanden og gjøre dem Godt. Men naar komme nu Svenskerne [11]? Det er et almindeligt Spørgsmaal, det er den store Længsel! ved hver Efterretning i Aviserne, ved hver fædrelandsk Opofrelse og Hengivelse, har jeg en nerveus Hjerte-Udvidelse, det siger mig, hvor fast Roden hos mig er i den danske Grund. Gid at jeg maatte see Svenskerne komme, gid jeg maatte være med at modtage dem, jeg troer jeg skulde synge en god Vise, dog den bedste synger jeg naar Krigen endes, og endes hæderligt for Danmark; gid dog snart de smukke Sommer Dage maa komme!
Siig mig dog noget om Deres Broder Peter; han er der paa Vestkysten, ganske afskaaret fra det af Fjenden besatte Fastland [12]; hans eneste Havn, rimeligviis Helgoland, jeg tænker meget paa ham, sig mig dog lidt Solidt. Hils Christian naar De skriver, hans Navn hilser mig dog imellem fra Aviserne [13]. Har De nyligt seet Worsaae? Bring ham mit hjerteligste god Dag; han er vist en solid, riig Natur, som man kan leve sig vel med. Grimur Thomsen [14] skrev jeg til hans Fødselsdag, jeg haaber at høre fra ham, høre at han er i lyst Humeur, og venligt erindrer mig. - Deres Søster maa De nu lade læse dette Brev og jeg lægger en Bouquet af mine bedste Hilsener mellem disse Blade, af samme bringer hun sin Mand og Sønnerne en Deel. Glæd mig nu snart med nogle Ord, lad mig vide hvorledes De og Deres leve, lad [mig hø]re, om De kan, noget godt Nyt, og ved Godt forstaaer jeg især “Ende paa Krigen”. - See det[te er] nu et langt Brev uden meget Indhold, men jeg ligger jo stille og seer Græsset og min Roman groe. Jeg har i disse Dage læst “Fængselet i Edinburg” [15], den første Roman jeg nogensinde læste, det var for omtrent 25 Aar siden; da gjorde den et mageløst Indtryk paa mig, hvor ganske anderledes modtog jeg den nu, før gik den gjennem Følelsen til min Tanke, nu derimod gjennem Forstanden; Sceneriet i Edinburg og om Dumbarton ere mig nu kjendte Egne, herfra har jeg en fastere Grund at staae paa og det hele Billede vinder en Friskhed, som det min Phantasie beaandede det med for de fem og tyve Aar siden; nu tager jeg fat paa “røde Robin”, hvis Hjem ved “Loch-Lomond” ogsaa er mig kjendt fra Reisen forrige Sommer. - Imidlertid troer jeg at den Roes man ubetinget gav Walter Skott for sin klare Skildring af Stedet, dog er noget betinget, han er lidt bred, og giver ikke de slaaende Enkeltheder, hvor med Naturen kan males paa Papiret; deri kan man opnaae ham, men i Characteertegning, i Opfattelsen af Tid og Historie, ja der maa man meer, end tage Hatten af. Tusinde Hilsener.

Deres broderlig hengivne Hans Christian Andersen.

[I marginen:]
Min Adresse er: H. C. A. paa Glorup ved Nyborg.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff
afleveres hos Høivelbaarne Hr Conferensraad, Commandeur
og Ridder Kock, Bygmester etc. -
Nye Kongensgade tæt ved Volden i Kjøbenhavn
frit.



Brev nr. 340. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 14 October 1848

Kjære Ingemann!

Deres venlige Brev har gjort en stor Omvei over Fyen, for at komme til mig i Kjøbenhavn, hvor jeg har været allerede fjorten Dage [2]. Jeg vilde saa gjerne, paa Hjemveien, have været lidt i Sorø, men jeg blev længere paa Glorup, end jeg havde ventet; vi havde der stor Indqvartering af Svenske [3], vi vidste at de neppe blev længe og jeg lovede at blive til de reiste, det trak imidlertid ud og netop da de tog afsted fik jeg et Brev fra Frøken Bremer [4] at hun havde stor Længsel efter at see Danmark [5] og at hun ikke vilde opsætte det med at komme, men vilde alt i de første Dage af October indtræffe, og hun bad mig være sig lidt til Tjeneste, jeg bestemte mig da strax til at reise hjem, og uden Ophold paa Veien; saaledes kom jeg til Kjøbenhavn for en fjorten Dage siden og fik ikke seet Dem og Deres Kone i Sorø, nu maa jeg bede Dem modtage mig venligt en anden Tid. Frøken Bremer er imidlertid ikke kommet endnu, men derimod et Brev fra hende, at hun er i Skaane [6], og indtræffer først i Slutningen af denne Maaned; hun vilde gjerne i Huset hos en elskværdig Vertinde, hvor hun kunde have Kaffe, Thee, to Værelser og, hvis det kunde skee, ogsaa Maden, men hvor finder jeg saadan en Vertinde, især da hun vil have Bopæl i Ugeviis for at prøve; veed De eller Deres Kone Nogen [7]; jeg har tænkt at det var bedst hun tog ind hos Løbels i H o t e l   r o y a l [8], det er jo en net Kone, lidt dyrere bliver det vel der, end i et privat Huus, men saa er Beqvemmelighederne ogsaa flere. Frøken Bræmer sender Hilsener til Dem. Mit Ophold i Fyen var høist behageligt; vi havde paa Glorup en særdeles vakker Oberst, syv otte Officerer, en Capitain, en Præst og en Læge, desuden 40 Musikanter og en stor Deel Menige [9]. Det var alle prægtige Mennesker. Hver Dag havde vi Musik og Folk kom fra Omegnen og fyldte de lange Aleer. Hver Søndag var Gudstjeneste i Borggaarden [10]; Regimentet mar[s]cherede ind med fuld Musik, stillede sig i Gaarden og afsang en Psalme; Præsten traadte ud paa den høie Steentrappe, der var belagt med et stort Teppe, derfra holdt han sin Prædiken. Det var høitideligt gribende, dog herligst var det at høre Soldaterne holde deres Morgen og Aftenandagt. - Paa den aabne Landevei stode de opstillede, en Underofficeer læste en kort Bøn og nu sang de Alle, uden Musik en Psalme; jeg saae mange af vore gamle Bønder staae med blottede Hoveder og foldede Hænder, tæt ved og tage Deel deri. - Om Aftenen spillede Musikanterne Violin og saa dandsede Tyendet i Borgstuen; der var forstaaelse, en god Sæd er lagt, bedre end om de havde gjort Sværd-Slag. Vi vare alle gjensidige bedrøvede ved Skilsmissen [11]! Det er deiligt at faae Mennesker kjære! - Jeg boer nu i Nyhavn paa Solsiden [12], det næst sidste Huus ude i Havnen, med en mageløs deilig Udsigt lige til Sverrig! jeg seer hele Christianshavn, hele Holmen over til Børsen og Maanen skinner i disse Aftener saa deiligt paa Vandet. Iaftes gik Øehlenschlægers K j a r t a n og G u d r u n [13], det er meget interessant, gjorde stor Lykke og Fru Heiberg var overordenlig herlig heri! Det er mærkelig hvilken Friskhed i Aanden den gamle Øehlenschlæger har! - Glæd mig snart med et lille Brev. Nyhavn, Byens Side No 34. - Min Roman er kommet ud i London, men endnu veed jeg ikke mere, de trykke her allerede paa anden Deel, den faaer Navnet: De to Baronesser. Den kommer til Dem omtrent om fire Uger. Hils Deres kjære Kone, hils Øehlenschlægers [14] og glem ikke Deres trofaste hengivne.

H.C. Andersen

E.S. Grev Jellachich [15] staaer nu for Wien for at storme løs. Det er rædsomme Tider! -



Brev nr. 341. Fra Carsten Hauch til HCA.[1]  

Den 22. December 1848.

Kjæreste Andersen!

Jeg beder Dem meget at undskylde, at jeg ikke tidligere har sendt Dem min Tak for Deres smukke Bog; men Correcturer og alskens andre Forhindringer have i længere Tid afholdt mig derfra. Deres Bog gjør et virkeligt og ægte poetisk Indtryk, og uagtet jeg vel har nogle Indvendinger paa nogle enkelte Steder, saa mener jeg dog, at Totalindtrykket hævder denne Bog en smuk Stilling i vor Literatur. Man seer her som i Alt, hvad De skriver, en virkelig Digtersjæl, hvori især Følelse og Phantasie paa en smuk Maade parre sig med hinanden. Som det, der meest har tiltalt mig, maa jeg fremhæve Livet paa Halligerne i 2den Deel; det er ikke blot en ny og frisk Fremstilling, hvori en forhen ubekjendt Natur afsløres for os, men det er tillige den dybe Baggrund, hvorpaa Heltindens hele Charakteerudvikling er begrundet, og man begriber hende først, naar man lærer det Sted at kjende, hvor hun har henbragt sin første Ungdom. Overalt seer man en virkelig følende Menneskesjæl og et bankende Digterhjerte i Bogen. Men nu maa jeg for at frelse min critiske Samvittighed og for Retfærdighedens Skyld ogsaa nævne noget, som mindre har behaget mig. De vil forundre Dem over, at jeg har taget Anstød af en Charakteer, som sikkert de Fleste ynde, og som Charakteer betragtet maa jeg og lade hende vederfares Retfærdighed, thi slige Charakterer findes uden Tvivl; det er nemlig Caroline Heimeran. Hun synes mig ikke at gjøre det Indtryk af Elskværdighed, som Digteren forudsætter; naar hun forestiller sin Kjæreste med de Ord: “Her seer De Fyren” [2], og naar hun i Dødens Øieblik siger: “Naar vi vaagne i det andet Liv, skal vi nok gjøre Commers” [3], saa synes mig, at De træder den qvindelige Gratie noget for nær; der er noget Raskfyrsagtigt deri, som skader hendes Elskværdighed. Scenen derimod med den døde Dreng, da Døren springer op [4], forekommer mig virkelig sublim; det er et overordentlig deiligt Sted. Mindre heldigt synes det mig ogsaa, at De lader den for Resten yndige og indtagende Heltinde i Bogen komme frem, støttet paa en Krykke; mig synes, det skader den plastiske Anskuelse; men jeg forstaaer ret Deres Mening; thi Sjælen skal her seire selv over den legemlige Svaghed. - Tilgiv disse Indvendinger! Den unge Piges Vandring til Kjøbenhavn og hendes Liv der finder jeg meget poetisk, ligeledes Begyndelsen af Bogen, især hendes Fødselstime. Trine, der fra sit Theaterliv har faaet et Begreb om, hvad Skinnet vil sige, er en fortræffelig Person, og saaledes mange Andre. At en Knap, der springer, giver Baron Holgers Skjebne en anden Vending, er ogsaa en god Opfindelse [5]. - Tag til Takke med disse korte Bemærkninger, og endnu engang, vær takket for Deres Roman og for den Nydelse, De derved har forskaffet os Alle.

Deres trofast hengivne
J. C.   H a u c h.



Brev nr. 342. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Søen-Wennern 23 Mai 1849.

Min kjære søsterlige Veninde!

Paa Sverrigs største Indsøe Wennern, skriver jeg i Morgenstunden dette, og i Stockholm, vil Gud, fuldender jeg Brevet. Iaftes var jeg ved Troldhätten [2], der er storartet og værd at see - men snart, meget snart, thi den ene Bygning voxer op efter den anden, her er ikke saa malerisk, som da jeg var her for tretten Aar siden. Wennern er som et Hav - see paa Kortet! - der var Bevægelse deri en Deel af Natten, nu er Vandet mere smuult. Men jeg skulde begynde med Begyndelsen! tak for Portefeulen [3], den gjør deilig Nytte, hviler Nat og Dag ved mit Hjerte, thi den gjemmer alle mine Penge. - Gamle Collin fulgte mig ombord og stod senere paa Toldboden og sendte mig det sidste Lev vel! - Det blæste saa haardt at Dampskibet ikke kunde gaae ind ved Helsingborg, men en Lods Baad maatte ud og efter en halv Time, paa høie Søer kom jeg dyndvaad i Land; hele Dagen regnede det i Helsingborg; næste Morgen kjørte jeg og saaledes i to Dage til Götheborg. I Skaane var Bøgeskoven deilig grøn; det moersomste Halland frembød var en Mand i en lille By, der fortalte mig at han havde noget særdeles interessant for Reisende, nemlig en Insectsamling. Ved Veien saae jeg en gammel Carret benyttet som Svinesti [4]. - I Götheborg var jeg to Dage, spiiste den første hos Consul Scheel [5], den anden Dag hos Comerceraad Wijk [6], men en Comerceraad i Sverrig er noget meget stort [7], der var Stads, jeg kom ganske ordenlig klædt, men hvor var ikke de andre festlige, Verten havde det grønne Baand over Skulderen [8], for han er ogsaa Commandeur, Landshøfdingen [9] havde Stjerne, og Biskoppen [10] baade Orden og “vor Herre paa Korset”; der var en heel Deel Herrer; min Skaal blev drukket, de vare alle høist elskværdige, jeg fandt mig vel der, og med Comerceraaden saae jeg Havne-Anlæg og Bade, som han havde været Mesteren for, han præsenterede mig dernæst for Capitainen her paa Dampskibet Polhem, og saaledes har jeg det ogsaa her godt, ja har ganske ene en heel Kahyt; igaar gik vi [ad] Götha-Elven og Troldhætta, ved Venersborg traf jeg een af de svenske Officerer [11], der var i Fyen, “Nat og Dag[12] var her ogsaa, jeg er læst, synes det, af hele Reiseselskabet. - Og dog, mellem venlige Mennesker, i en stor Natur, jeg føler endnu ikke min gamle Reise-Lykke, mit frie Sind, min Livsglæde, Begivenhederne hjemme rulle bestandig tilbage i Tanken, jeg er ikke glad, “hvor staaer det til hjemme?” spørger jeg altid. I Stockholm hører jeg først derom. - Nu ligger Skibet stille, vi er over Wennern ved den første Sluse til Göthacanalen, nu gaaer Seiladsen opad! -

Stockholm 28 Mai 1849.

I Fredags aftes [13] kom jeg her til og i Dag er det Mandag, i den korte Tid har jeg allerede seet en Mængde Mennesker, ja har allerede Indbydelse til hver Middag hele Ugen, saa at jeg først kan komme til Upsala næste Søndag [14]. Den smukkeste Deel af Reisen her til, er unægtelig, med Untagelse af Trollhätta, Farten over Wettern, (den forunderlige bundløse Sø, der skal staae i Forbindelse med Bodensøe ved Schweitz, i det mindste opkaster den Planter, som kun findes ved Bodensøe), Farten over Søen Roxen, og endelig indenskjærs i Østersøen [15]; dette er et Archipelagus [16] af Øer i tusindeviis, skovgroede Holme, nøgne Klipper, og Udsigt imellem til det aabne Hav. Da vi kom ind i Mælaren var Alt grønt, her var og er en Sommervarme, som i Neapel; jeg boer paa Skipsbroen med en uendelig deilig Udsigt til Normalmen, Blasiholmen, Skipsholmen, Diurgaarden og hele Sødermalmen, hvilken sidste seer saa ægte tyrkisk ud, at var Minareterne der, vilde jeg troe at have et Stykke af Pera for mig. De røde Træhuse, de hvide Steenbygninger, alle med blomstrende Træer mellem sig, terasseformigt op af Bjerget er høist malerisk, Dampskibe komme og gaae, Dalar-Piger roe smaa Baade [17], Dalkarlene spille melankolske Melodier, det er som de mongolske Sækkepiber i Peras Gader. De seer altsaa at Alt er smukt, ja igaar, Pindsemorgen vaiede et stort Flag paa et Skib just lige ud for mit Vindue og paa Flaget stod med store Bogstaver: “Freden”, jeg tog det for et godt Varsel, gid at De maatte kunde skriftligt bekræfte det. Men min Bolig selv, Hotellet, der er eet af de første - nei hvor det er forfærdeligt slet [18], jeg har det usleste Værelse, ækle Træmeubler, gamle ilde aandende Betræk, saa at Vinduerne nu ere aabne hos mig næsten Nat og Dag, og det findes ikke bedre. Det er en Skam at Stockholm ikke kan have et menneskeligt Hotel; vore i Danmark ere ikke gode, men de staae som Londons Hoteller i mod disse. Igaar spiiste jeg hos Frøken Bræmers Moder [19], en rask rørig Kone, hele Familien, Grevinde Wachtmeister [20], Baron Wrede og flere af [de] Nærmeste vare der, jeg fandt mig ganske hjemme hos de livlige venlige Mennesker, imorgen er jeg hos Beskov hvor jeg skal spise med den bekjendte Historieskriver Fryxel [21]. I Formiddag besøgte Poeten Carlén [22] mig, hans Hustrue Fru Flygare-Carlén er, som De veed en europæisk Notabilitet, jeg fulgte hjem med ham, vi talte om vore fælleds Sprog, Dansk og Svensk, han udhævede det for Svensken saa særegne aa hos os og sagde at det saae saa sælsomt ud paa Tryk, saaledes, og derfor fortæller jeg Dem det - i Navnet Worsaae! og nu tog han frem en Bog af vor Ven Worsaae, det første danske Navn og danske Bog jeg har seet her i Landet, med Undtagelse af “Kunstens Danevirke” [23] der stak frem i Vinduerne i Götheborg og her i Staden. Med Beskov var jeg igaar oppe paa Theatret, paa selve Scenen og saae det Sted hvor Gustav den III blev myrdet [24], det var omtrent ved tredie Coulise, paa den Side vi hjemme kalder Kongens. Reisen til Haparanda raade næsten Alle fra, da der vistnok er meget Iis iaar og Farten er angribende, man bruger 7 Dage derop og 7 tilbage og er meest paa aaben Søe, Opholdet der bliver kun tre Dage og saa beror det paa Veirliget, jeg tænker derfor at gaae kun til den sydlige Deel af Nordland, nemlig Gefle, see det store Vandfald der [25] og da gaae ind i Dalerne, besøge Fahlun og Kysterne om Søen Siljan (see Kortet). I Upsala haaber jeg af Professor Falkranz [26] at faae den bedste Underretning. Italienerne her i Stockholm give en ny Opera “Dronning Christina” [27], den er skrevet og componeret her, jeg skal see den med Beskov paa Onsdag. - Den store Opera, hvor Gustav den III blev dræbt, er den samme Skueplads hvor Jenny Linds [28] første Fremtræden og Udvikling viiste sig; ja jeg selv har ogsaa der et flygtigt Hjem, min Mulat er her givet flere Gange [29]. - Hils nu paa det kjærligste Deres milde, hjertelige Søster, den kjære “andersenske Opdrager fra Støvler til Hoved”, Conferensraad Kock og de velsignede Sønner. Broderen Christian tusinde inderlige Hilsener, glem ei heller Deres Broder Peder og hans elskværdige Kone [30]. Frøken Kold siger De meget Smukt og Hjerteligt, seer De Frøken Bræmer da hils rigtig fra mig og giv Øehlenschlæger en Bouquet af svenske Hilsener “den bedste Blomma” er fra Beskow. - De er jo nok saa elskværdig snarest mueligt at lade indlagte Sæddel til Bournonville komme i hans Hænder, det er Programmet for en Ballet-Opera [31], jeg har lovet Glæser at udarbeide og sende Bournonville! -

Stockholm 29.

I Dag havde jeg ventet Brev fra Kjøbenhavn, men Posten bragte intet til mig, nu maa jeg haabe der kommer Fredag. De danske Aviser sige mig at Sagerne hjemme staae endnu paa samme Punkt som da jeg tog bort [32], naar komme dog de bedre Tider. - Her er en Varme i Dag, som om jeg var i Neapel, den lammer alle Kræfter. Igaar kjørte jeg med Bille [33] i Dyrehaven [34], Egen var grøn, Fjorden mindede om Bosporus! kom dog engang til dette Nordens Constantinopel. Lev vel.

Broderen.



Brev nr. 343. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Leksand, Midsommeraften [2] den 24 Juni 1849.

Min kjære søsterlige Veninde!

Saa meget Nyt og Interessant har jeg seet i de sidste Dage, at der kan blive en heel Bog deraf! hvorlidet kjende vi dog hjemme Sverrige, hvor meget Eiendommeligt er her at see, jeg har kun kiget lidt ind i Landet og min Lyst er vakt til, et andet Aar at gaae dybt ind i den nordligste Deel, jeg har nu nærmet mig Grændsen af Finmarken, som den nordre Deel af Dalarne alt kaldes og det er et sandt Sveitz, dertil saa beboet med venlige Mennesker, saa afvexlende og solbelyst. I Dag har jeg været til en Kirkegang hvor der var henved 5000 Mennesker i de meest brogede Klædninger, Børnene i Brandguult, Qvinderne i sorte Skjørter, røde Livstykker og hvide Ærmer; Mændene i mørkblaa rødbræmmede Kofter og lange, krøllede Haar om Nakken, de mindste Børn vare med, saa der var et Barneskriig, men alle vare de i Gudshuus, ude paa Gravene sade Mødrene og diede de Smaae, der mylrede med Blomster og da hele Folket om Morgenen kom i Baade over Siljan Søen, jeg talte henved 30, der saae ud som Gondoler og havde 16 til 20 Aarer, det var et Maleri, saa levende, som i det brogede Syden; og hertil kom ikke den noget qvalme Duft af Sydens Jasminer og Oranger nei den friske Birkeduft. Jeg har kjørt gjennem Skove [3] af flere Miles Længde, hvor jeg paa Høiderne speidede, ikke, om et Huus, men blot efter en opstigende Røg for dog at vide at der vare Mennesker, men jeg saae ingen, kun en dyb, stille Søe aabenbarede sig imellem, og Cala lignende Blomster hilsede mig fra Bredden, hvilken Eensomhed! gjerne blev jeg her en Maaned, men desværre, jeg har troet her var saa lidet at see at 14 Dage vilde være nok og tog derfor mod Kongens [4] naadige Indbydelse at komme til den 4 Juli til hans Fødselsdag i Stockholm. De kan ikke troe hvor hele den kongelige Familie har været elskelig imod mig, to Gange i een Uge var jeg til Taffels. - Men De maa høre lidt om Reisen herhid, høre den i Flugt. Det gik med Dampskib til Upsala [5], der laante Landshøfdingen [6] mig sin Vogn, og nu var jeg Vognbesidder, men hvor det ogsaa har sin Nød, saa sprang det af og saa det, saa revnede en Rem, saa gik en Snor, jeg har nu lært saaledes at see efter, og passe paa og at Hjulene smøres, at jeg næsten kan blive Vognmandskarl. - Første Dag [7] gik godt, men den anden var meget ilde. Regnen skyllede ned, og da jeg om Aftenen kom til Zäther [8], hvor jeg havde Anbefalings Breve, var det et Veir saa man ikke kunde komme ud af Porten; her i Gjæstgivergaarden vare trevne, uvenlige Mennesker, de eneste af den Slags jeg endnu har mødt i Sverrig; om Natten Klokken eet, hørte jeg vilde Skrig, jeg lukkede min Dør vel til, men lidt efter kom der Folk i Værelset udenfor, de dundrede paa min Dør og skrege: “Er her Reisende! her er Ild paa Huset!” De maa nu vide, at Husene her, alle ere [af] Træ, de brænde i et Nu; jeg foer ud af Sengen, løb strax til Trappen og da der ingen Røg viiste sig, gik jeg ind og pakkede alle mine Sager sammen, bar dem hen til Trappen og gik saa ned at see efter. Ilden stod ud af to Vinduer, Sprøiten kom og fik slukket de brændende Vægge, men jeg sov da ikke og kjørte Klokken 6 om Morgenen afsted, men nu var min Vogn itu; jeg tog da ind i Tuna-Præstegaard [9], det hyggeligste Sted paa hele Reisen, dannede, elskelige Mennesker, hvor jeg var kjendt og afholdt før vi mødtes, jeg blev her en Dag og Nat, saae Egnen derom, og egenlig herfra, eller fra Zäther begynder Dal-Naturen; deiligst var det ved Baadstad [10], hvor den store Dal-Elv flyder mellem høie skovbegroede Bakker; paa et Sted hvor jeg skiftede Heste blev Manden saa glad ved at have “Andersen” hos sig at han trakterede med Caffe og Portviin. I Rätvik Provstegaard ved Siljan sov jeg een Nat og i hele Byen hos Doctor, Capelan og Provst gik det, ved Børnene, som en Løbeild, at jeg var der, de kjendte alle mine Eventyr; de to Baronesser fandt jeg flere Steder ligesom - Fodreisen til Amager, altsaa Andersen fra først til sidst. Hele Midsommer Dag har jeg nu været [i] Leksand, det er den eiendommeligste af alle Dagene; jeg skriver dette Klokken 11 om Aftenen uden Lys. - Det er ganske moersomt at Dalerkarlene kunne forstaae mig og jeg dem; flere have spurgt hvorfra jeg var og naar de høre Danmark, spørge de om vi ikke have Krig med Tydskerne der ville tage Schlesvig fra os; Pigen her i Huset sagde i Dag, “Dem forstaaer jeg meget bedre end jeg forstod ifjor Franskmanden der talte fransøsk til mig”. For et Par Timer siden havde jeg Besøg af Vertindens lille Datterdatter, hun er saa stor som Deres Broder Peders ældste [11], jeg klippede for hende et Slot og hun var lykkelig, lidt efter hørte jeg udenfor en Jubel og jeg kunde ikke lade være at lure, hele Huset var i Henrykkelse. Nu bankede det paa Døren og gamle Bedstemoder bragte mig sine Peberkager, men med den Bøn om jeg ikke vilde iaften klippe hende nogle nye Faconer til Peberkager, for det kunde jeg; og nu har jeg en heel Time siddet og klippet Mænd, Koner, Svaner og Dandserinder, og saaledes skulle nu de tilkommende Peberkager vise sig i den Stad Leksand, om de komme til at hedde Andersens Peberkager tvivler jeg paa, men Vertinden vil nok fortælle Een og Anden at der var “en Fremmed, som forstod det”; saaledes bliver man udødelig paa mange Maader [12]! - Hvo skulde nu have troet det, at medens Europa omformes [13], skulde jeg komme til Dalerne og gjøre Revulution i Peberkagernes Skikkelser! -

Øens Bruk [14] i Dal-Elven. Den 29 Juni 1849.

Jeg har nu været i Fahlun, seet Kobbergruberne [15], en Stiger [16] gik ned med brændende Fyrspaane i det fæle Svælg; jeg har reist gjennem Skove paa flere Mile, hvor man gjorde ny Landevei, omstyrtede Træer maatte fløttes at jeg kunde komme frem, Ild var tændt rundt om, deels til at afbrænde Træstubbe, deels til at Arbeiderne kunne varme sig. Staden Gefle er den eneste Stad jeg intet veed om, thi den har slet intet Physjonomi, seer ud, som alle kjedelige Byer, jeg har ikke et eneste Træk derfra. - Nu er jeg i Eftermiddag igjen ved Dal-Elven, har seet det store Vandfald ved Elv-Karleby, det kan maale sig med det ved Schafhausen, Elven falder i to store Strømme og mellem disse ligger en skovgroet Klippeø [17], en tredie Arm af Dal-Elven gjør en Bue saaledes at den løber ud lige imod begge Faldene. Øens Bruk hvor jeg skriver dette, tilhører Baron Tamm og er den yndigste Idyl, her er friske Enge, hundrede smukke Holme, hvor Elven danner Vandfald og stille Mølledamme, her er et Sted for Elverpiger. Jeg fandt ikke Baronen hjemme, men da Brevet herhid kunde aabnes, blev efter at det var skeet, alle Døre aabnede og jeg har nylig, ganske ene, endt et ganske prægtig Maaltid af Fiske og Fuglevildt. Jenny Linds Portræt hænger i mit Sovekammer, udenfor hører jeg et brusende Vandfald. Gid De og Deres vare her med. Lev vel.

Deres broderlige Ven H. C. Andersen.

[I marginen s. 2:] Lad den kjære Broder Christian læse dette Brev, kjærligt trykker jeg hans Haand.



Brev nr. 344. Fra HCA til Arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach.[1]  

Trollhätta in Schweden 18 [dvs. 5.-10.] Aug 1849

Mein lieber, theurer Erbgrossherzog!

Aus dem hoben Norden, von der Gränze Lappland komme ich eben her; im Früjahr verliess ich Dänmark, wo ich in dem kampfvollen Tagen zu keinen Nutzen war; ich habe Schweden bereist, bin oben in Dalkarlien gewesen wo kein Donner der Kanonen lautede, das glückliche, politisch-abgerundete Schweden, mit seinen sickreren Gränzen; vor drei Jahren träumte mir, dass ich mit Ihnen, mein edler Erbgrossherzog, die Reise nach Stockholm unternehmen sollte - und, wie verändert, so vieles! ich reiste allein, aber Sie waren in meinen Gedanken, ja ich darf es sagen, täglich in meinen Gedanken, mit Wehmut und mit Trauer! - O Sie wissen es kaum, wie sehr, wie innig ich von Ihnen halte, wie fest Sie an mein Herz gewachsen sind, selbst habe ich es diesen Sommer recht verstanden. Auf meinem, im Frühjahre, letzten Brief an Sie [2], erhielt ich keinen Antwort, nachher sahe ich, dass weimarsche Truppen als Kontigent nach Norden marschiert waren und endlich lass ich dass Eurer Königl: Hoheit selbst mit zum Kriegsschauplatze gegangen waren [3] - ich begriff die Verhälltnisse, und trauerte tief darüber- , schreiben konnte ich nicht mehr - - Aber jetzt klingen die Friedens Botschaften herüber zu mir [4], jetzt darf ich meinen Herren folgen und dem Freunde mein Brief senden. Ganz oben in Schweden habe ich die Nachrichten so spät erhalten, aber eine Nachricht erhielt ich doch in Dalkarlien, eine meiner Freundinnen [5] in Danmark schrieb, dass der Erbgrossherzog von Weimar gleich v. Kriegs Schauplatz zurückgegangen sei; sie wusste wie nah er meinem Herren lag! docht erst jetzt höre ich die Friedensklokken lauten, und ich kann wieder bei Ihnen sein, Ihnen in die ehrlichen, liebevollen Augen hinein sehn. Schweren Tage haben Sie, mein hoher Freund, gewiss diesen Sommer verlebt! ich dagegen bin geflogen wie von Fest zu Fest in dem herlichen Schweden. Meine Schriften sind auch hier unter den Leuten bekannt, und ich bin als eine alt[en] Freund aufgenommen worden; d. Theilnahme für mein kämpfendes Vaterland ist hier unendlich gross; die Begeistrung laut und herzlich ausgesprochen, es hat mich tief gerührt! - In Stockholm habe ich mehrere Wochen zugebracht, und im höchsten Grade waren die königliche Familie gut und gnädig gegen mich; der Konig ist ein edles Herz, ich fühlte recht Vertrauen zu ihm; wir sprachen auch zusammen von Ihnen, mein hoher Freund, und er sprach mit so vieler Herzlichkeit von Ihnen, dass es mich wohltuete; auch mit dem Prindsen Gustav [6] wahren mehrere Mahle die Unterredung von Ihnen; ich schätze sehr dieser jung geistreicher Mann, er ist so gut und liebenswürdig; auch der Kronprinz [7] kam mir sehr freundlich entgegen, ja die Koniginn [8] reichte mir die Hand als Zeichen ihrer besondere Gnade, ich wurde einige Mal zur Tafel eingeladen, und von dem Konige selbst, zu dem grossen Maneuvre auf seinem Geburtstage; Die Litteratueren, die Da[m]en und Herren, veranstaltteten ein Fest für mich, es war drausen im Garten, die kleinen Kinder streuten Blumen für mich, sie kamen mit Kränze und Guirlanten, ich war dabei ganz verlegen, und nahm es, wie ich konnte, als ein Spas, ein Spiel, küste ein Paar von den Kleinen, und beeilte mich wegzukommen. Eine ganze Woche lang war ich in dem alten Upsala, ich war da mit dem Dichter, Kammerherre von Beskow, dessen Tragedien Øehlenschläger im Deutschen gegeben hat [9]; von da reiste ich nach Dalkarlien hinauf, und sah dort die herrliche Natur, ach wie wundervoll! die Thal-Elv ist noch herlicher als der Reihn, es ist ein durchsichtiger Meer, welche durch ewige Waldungen gleitet; welche grossartige Wasserfälle, das bei Elfkarleby ist noch mehr imposant als der Schafhausener. Ich habe Fahluns tiefen Kupfer-Schacten und Gruben gesehen, ich bin darunt[en] i[m] tiefen Danemora gewesen. Auf die Zurückreise var ich bei dem alten Freunde Konig Carl Johans, den gut[en] alt[en] Graf Saltza [10], der hier als Geisterseher und Schriftsteller bekannt ist, ein Original aber edler, prächtiger Mann. In Motala Werkstätte, wo die Dampfschiffe gebaut werden, wurde ich eines Abends durch eine Serenade von den Arbeitsleuten überrascht, ich habe Gesange und Jubel erhalten, so was glaubt man macht stolz, ach nein, wie klein wird man doch dabei. - Später habe ich Kinnakulle bei Schwedens meergrosse See Wennern besucht, ich hätte es heimisch und gut bei dem Grafen Hamilton [11]. Die Natur ist hier ein blühender Garten, die Gebirge sehen aus wie Indiens meilen lange Templer, sie bilden sonderbare Formationen, wie Elephanten, Thürme und Kollomnen. Jetzt bin ich einige Tage bei Trollhätta, wohne mitten im Walde, nahe am Wasserfluss; bald gehe ich nach Götheborg wo ich Briefe von Dänmark finden werde, in 6 Wochen habe ich keinen erhalten, weil ich herumflatterte, von da lasse ich diesen Brief zu Ihnen fliegen, ich weiss dass ich in {in} Ihrem Herzen, mein Hoher Freund fest stehe, wie Sie in dem meinigen. Sie haben an mich gedacht! unter blutigen Tagen an mich gedacht, was in meine[r] Seele vorging. Mein Herz ist ganz Danisch, aber meine wahre Freunde in Deutschland liebe ich noch, - aber jetzt Friede!, Friede! Gott lasse den Frieden über die Lander schweben! - Wenn diese Zeilen in Ihrer Händen sind, dan schreiben Sie bald recht bald, mein theurer Erbgrossherzog, froh und glucklich, von einer Heimath wo auch der Friede wohnt.

Mit dem vollen Liebe meines Herzens
H.C. Andersen

Kopenhagen 8 Sep 1849.

erst jetz geht mein Brief ab! Gott mit Ihnen mein theurer edler Herre! ich glaube fest an Sie - Lesen Sie doch die Augustenburger-Briefe, herausgegeben von Wegener [12], Ihrer edlen Herz und alle edle deutschen Herzen y die Wahrheit lieben vollen fühlen, dasss Dänemark ist unschuldig und gut, hat mit unrecht gelitten, und die Deutschen vollen uns noch inniger lieben! - ach lieben, Freunde sein, dass ist doch das herliche und bedste! Gott lass den Frieden über die Länder schweben.

Eur Konigl: Hoheit
inniger Freund
H.C. Andersen.



Brev nr. 345. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Glorup i Fyen den 12 Sept 1849.

Min kjære søsterlige Veninde!

ja, det er Dem Brevet er til, Broderen vil tilgive at jeg satte Udskriften til ham, men jeg syntes det var saa underligt at adressere Brev til en Dame, paa et Krigsskib, maaskee af mig altfor betænksomt, og saa skrev jeg hans Navn uden paa. - Er De nu virkelig ved Flensborg, eller kommer min Brevdue op til Aarhuus eller om til Kjøbenhavn for at finde Dem? Nu, hvor det er, god Dag, hjerteligt god Dag! De har det vel fortræffeligt hos den kjære Broder og ude i frisk Luft ved aaben Søe, men De har dog ogsaa tabt noget ved ikke at blive i Kjøbenhavn og see Soldaternes Modtagelse, den første Dag, det var særdeles smukt. - Alle Huse vare pyntede med Guirlander og Krandse, Danebrogs Flag vaiede fra alle Sider og hen over Gaderne; smukke Skjolde af Georginer, vare opstillede, “Velkommen” lød det fra de i Bogstaver sammenstillede Blomster og fra alle Læber; med Løv i Hatten og Blomsterkoste i Geværpiben kom Soldaterne, med Kjæreste, Moder og Søster under Armen, Laugene gik med Faner, Snedkerne havde deres af Høvlspaaner, Sangforeningerne med Faner og Sange fulgte. Jeg stod hos Gade i et Vindue lige ud for Tribunen paa gammel Torv [2]; under os saae jeg i Trængselen en saaret Soldat, som manglede høiere Haand, jeg kastede en Bouquet ned til ham og han stak den ind i den saarede Arm, det rørte mig og jeg bad Gade om han ikke maatte faae min Plads i Vinduet, og saa løb jeg ned til Karlen, fik ham gjennem Trængselen op og stillet paa Stolen mellem Damerne, dette fornøiede mig meest ved hele Festen, thi derved havde jeg selv lidt Virksomhed, men om Aftenen da jeg kom i en Familie, sagde en Herre, “hvad gik der af Dem i Dag, De kastede jo Blomster ned mellem Folk under Vinduet. De sagde ovre paa Tribunen, hvor det er flaut af Andersen!” see saaledes blev jeg ogsaa her bedømt af mine kjøbenhavnske Landsmænd, det ærgrede mig, saa at jeg slet intet opskrev om Festen, noget jeg vilde have gjort, men jeg var gal i Hovedet [3]. Mandagaften [4] var jeg inde i Casino hvor Soldaterne og Matroserne, tilsammen 1500, havde fri Comedie, der blev sjunget “den tappre Landsoldat” [5], og “Holmens faste Stok” [6], raabt Hurra og jublet, det var ganske gemytligt; derfra gik jeg paa Posthuset og kjørte til Jernbanen, hvor jeg, Klokken 10 om Aftenen overraskedes ved et Besøg af Deres Søster og hendes Mand, de vare begge to saa uendelig venlige og elskværdige, saa at jeg i godt Humeur fløi til Roeskilde. Nu er jeg da paa Glorup og herfra flyver min Brevdue, med Haandtryk og Hilsen til Dem og den kjære Broder Christian, jeg bliver i Fyen til den 25de omtrent, saa maa jeg til det ubehagelige Kjøbenhavn for at ærgre mig rimeligviis; seer De paa Deres Reise fælles Bekjendter da hils ogsaa fra mig. Frøken Bræmer kom i Mandags [7] til Kjøbenhavn og ventede at gaae allerede i Tirsdags med Hellen Mac Gregor til London og derfra til Amerika; Beskovs reiste samme Dag ad Stockholm til. - Og nu lev vel! megen Solskin og deilig Eftersommer, saa faaer jeg lidt med.

Deres broderlige Ven H. C. Andersen.



Brev nr. 346. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn 8 Marts 1850.

Kjæreste Ingemann!

her kommer “Ole Lukøie” [2], som jeg troer vil tiltale Dem og Deres Kone. Ved første Forestilling i Casino [3], hvortil var solgt 2500 Billetter, var det ganske interessant at see hvorledes den aandelige Magt tilsidst fik Massen til at bøie sig. Lige til midt i tredie Act forstod man ikke Stykket, eller vilde ikke forstaae det; Alt hyssedes der af, og Stemningen steeg næsten til Raahed, pludselig gik Ideen op for dem, de bleve stille og opmærksomme og Bifaldet var udeelt! siden har Ole Lukøie fundet den venligste Modtagelse og Folk synes særdeles at skjønne paa det Poetiske hos ham. - Lad mig nu høre lidt fra Dem og Deres Kone, Stykket er jo snart læst.

med inderligt Venskab
H.C. Andersen



Brev nr. 347. Fra Henrik Hertz til HCA.[1]  

Nørrevold [2] den 10. Marts 1850.

Jeg takker Dem ret meget, kjære Ven, for Tilsendelsen af Deres Ole Lukøie og skal med Fornøielse opfylde Deres Ønske at meddele Dem, hvad Indtryk den ved Gjennemlæsningen har gjort paa mig. Men jeg beklager meget, at jeg endnu ikke har seet den opførtes. I et saadant Skuespil er naturligviis Meget beregnet paa Maskineri og Theatervirkning.
Allerede for nogle Aar siden glædede jeg mig over et Par Træsnit (jeg troer til en af Gersons [3] Børnebøger), hvor Ole Lukøie paa en sindrig Maade var fremstillet som en til vore Folkesagns Mytherække hørende, egen Person, ligesom Nissen, Ellefolk og Desl. Det var en ganske ny Idee; jeg veed ikke, hvem den oprindelig skyldes, men det er en virkelig Acqvisition [4] i vore Folkesagns Mythologi, lige kjærkommen for Digteren som for de bildende Kunstnere. I Deres Eventyr [5] har De (og meget muligt har jeg her p r i m u s   m o t o r) udviklet Ideen om ham videre, og blandt Andet ved at gjøre ham til en Broder af Døden givet denne fortræffelige, lille Patron, saaledes som Folketroen og Børneverdenen hidtil har kunnet tænke sig ham, mere Indhold og Dybde. Pedersen [6] har i sine Træsnits-Tegninger ogsaa vidst at give ham et meget characteristiske Physiognomi. At De endelig nu har gjort ham til en Person i et Drama, er en lykkelig Tanke, der endnu oftere maa kunne benyttes.
Nødvendigheden af Ole Lukøies Nærværelse i dette Stykke er, troer jeg, etsteds bleven betvivlet. Men det er dog en saadan luftig og lystig lille Personage, der her maatte tænkes til, for at motivere det Springende i Indholdet. Skulde jeg indvende Noget mod Stykkets Personer, da maatte det være den “afdøde Dagdriver”. Allerede denne Benævnelse og hans hvide Cigar og Stok, der tænkes afdøde og gaaende igjen som han selv, betegne ham absolut som en comisk Person, og Ingen troer ham, naar han er alvorlig og sentimental. Jeg idetmindste tænkte hele Tiden, at han dog tilsidst havde en lystig Streg i Baggrunden.
Tag nu tiltakke, kjære Ven, med disse faa, i al Hast nedskrevne Bemærkninger over Deres Skuespil, hvori der findes saamegen sand og dyb Følelse, men hvori Et og Andet, især hist og her i Dialogen, kunde ønskes noget renere udarbeidet.

Deres venskabeligt hengivne
H e n r i k   H e r t z.



Brev nr. 348. Fra HCA til Mathilde Ørsted.[1]  

Glorup den 12 Juli 1850.

Kjære Frøken Mathilde!

Det var venligt og smukt af Dem, at De skrev [2]; ja, jeg vidste nok, De vilde det! Jeg havde gjerne strax skrevet igjen; men det stille, eensartede Liv her paa Glorup giver ikke Meget at fortælle.“Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie!” siger Oehlenschlæger [3], og dette lader sig anvende paa ethvert stille, hyggeligt Liv. Noget paradisisk er her virkeligt i den smukke Skov-Eensomhed paa dette Sted, og skulle vi, for at blive i Billedet om Paradiis, ogsaa have Slangen - ja, saa har jeg den i mig selv; rettere sagt: den lille Svartalf [4] “Mismod” - maaskee fortjener han et stærkere Navn - har i den sidste Tid plaget mig, som i de tidligere, de tungeste Dage. Den Følelse: ikke endnu ret at have gjort noget Dygtigt - og Forvisningen om ikke at kunne det - piner mig tidt skrækkeligt! Mange tale og skrive om min Forfængelighed, min Overvurdering af mine Kræfter. O, hvor vi Mennesker lidet kjende hverandre! - Det har ogsaa bedrøvet mig, at Bøgh udgav sin Parodie paa “Ole Lukøie” [5]; jeg har læst den og seer deraf, at han maa kunne have forstaaet min Digtning bedre, end han har villet det. Min Eventyr-Comoedie er sandeligt ingen Feberdrøm; just denne phantastiske Digtning er veiet paa Vægt. Jeg vil her, som ved et Regnestykke, kunne sige: “Saaledes maa det være, og dette er bygget paa Grunde!” - Underligt er det ogsaa, at jeg altid skal være Skiven, at altid jeg skal gjennemhegles og latterliggjøres; men min Ulykke er, at man veed, man tør. Mængden er phantasiløs og latterligt hverdags; Intet er lettere, end at bilde den ind, at selv den sandeste Phantasie er en halv Galskab. - Ja, naar man i Verden havde udrettet, hvad en Galilei har, saa kunde man nok, i himmelsk Bevidsthed, udholde Fordømmelsen. Dog, med sørgelige Beklagelser skulde jeg ikke underholde Dem; men De veed: hvad Hjertet er fuldt af, det maa frem, og vistnok meest hos en Personlighed som min. Nu, disse Søer gaae ogsaa! Kom Fartøiet kun engang i Havn, og det med god Ladning! - De maa endeligt hilse Deres Fader fra mig! Jeg holder saa uendeligt meget af ham, og han er virkeligt den, som har holdt mig oppe i mange tunge Timer, naar jeg opgav næsten mig selv. Hver Gang jeg, ved Læsningen af Oehlenschlægers Erindringer [6] - jeg har faaet de tre første Hefter - seer hans venlige, livssunde Personlighed titte frem, bliver jeg saa glad; jeg veed, han ogsaa i m i t  Liv spiller en stor, aandelig Rolle. De skriver, at han gjemmer sin Bog [7] til mig; ja Tak, tusinde Tak; men jeg vilde rigtignok helst have den strax; det kunde skee med Pakkeposten til G l o r u p   v e d   N y b o r g. Jeg bliver her hele denne Maaned ud. Paa Erindringerne fra Sverrig [8] har jeg skrevet en Deel, dog meest omskrevet og atter omskrevet, hvorved det Hele vinder i Klarhed og Stiil. Jeg seer deraf, hvor vanskeligt det maa være at gjengive [Noget] i et fremmed Sprog; thi neppe En af mine Oversættere veie saaledes Udtrykkene, som jeg her har gjort det. - Hører De Noget om Marstrand og hans unge Kones [9] Besøg ved Trollhättan og oppe i Dalarne, saa siig mig Lidt derom. Ja, De mærker nok, jeg venter endnu et lille Brev; thi Deres Faders Bog faaer jeg jo! - Deres Onkel [10] med Familie er jo reist til Bornholm; jeg har seet det imellem “Reisende”. Til ham kan jeg altsaa ikke sende Hilsener, men saa des flere til Deres Forældre, Brødre, Sødskende, Svogere og den unge Scharlinge-Slægt [11]! Lev hjerteligt vel!

Deres gamle, trofaste Ven
H.C. Andersen.



Brev nr. 349. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]  

Glorup den 28 Juli 1850.

Min kjære moderlige Veninde!

Jeg maa skrive Dem til, jeg kan ikke lade være, jeg maa sige Dem hvor bedrøvet ogsaa jeg er - thi jeg holdt af ham meer end han vidste, mere end jeg maaskee selv vidste det. - De er den, som jeg med meest Sorg seer hen til, jeg veed ikke hvorledes De kan bære det; jeg veed ikke hvad Kraft Gud har givet Dem. Eiegode, velsignede Moder, mig var De saa, saa trøstende, maa jeg sønligt græde med Dem for den kjære, kraftige Frederik som gik fra os.
Der samler sig i dette Øieblik for mig, hver Erindring om ham, de Dage vi ofte saae hinanden, da han spøgte med mig, da vi paa vore smaa Vandringer til Byen udtalte os for hverandre om Øieblikket og Fremtiden. - Han har endt sin Bane her, saa straalende, saa hæderfuldt; han er død vist den deiligste Død han ønskede sig; hvad Danmark har tabt i ham vil føles og gaae op i Alle, men Moderen har tabt meest. Herligere kunde han ikke døe, vor Herre lægge denne Bevidsthed ind i Deres Hjerte. Gud styrke og velsigne Dem og Sønnerne Brødrene; - sæt mig ikke forlangt fra disse og beed Viggo, om han kan, da, kun med to Ord, at sige mig hvorledes De lider. - Dog nei, lad ogsaa være dermed. - Jeg veed jo Alt. Lev vel! Lev vel!

Deres sønlig hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Til
Fru Signe Læssøe
født Abrahamsen
i
K j ø b e n h a v n.



Brev nr. 350. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøbenhavn den 18 October 1850.

Kjære Ingemann!

Det er venligt og hjerteligt af Dem at De altid sender mig Deres Bøger, tak for “Den stumme Frøken” [2], jeg fik den forleden men har først i disse Dage med Ro kunne læse den. I hele Deres senere Virksomhed fornemmer man hvor fast Deres Rod staaer i Danmark, hver Glæde og Smerte i Tidsbegivenhederne her gaaer gjennem den; ved Læsningen af Deres sidste Bog havde jeg Indtrykket af at see et Træ, jeg i Alt kjendte at være fra Deres Digterhave, men hvis Blade gjennemsuse[s] af Øieblikkets store Bevægelse, det er just denne Susen som har tiltal[t] mig; i den forrige Bog [3] var det den naturlige Forbittrelse mod Oprørsstifterne der digterisk hos Dem fik Luft [4], det var mig, om jeg tør sige mere af psychologisk Interesse hos en Natur som Deres. I “Den stumme Frøken” er Folkelivs Bevægelsen, som vi Alle fornemme den, som vore Børnebørn skulle høre den fra de Gamles Mund. Jeg har endnu ikke seet nogen Anmældelse af denne eller Deres forrige Bog [5], men det ligger vistnok allermeest deri at Alle leve i Tidsbegivenhederne, om hver ny Bog tales kun flygtigt og henflyvende, Folk sætte sig ikke engang hen at læse, de høre kun Digteren, naar han fra Scenen giver dem det mageligt ind medens de udhvile.
Men hvo der i Literaturen har sin Deel saa sikkert hegnet, som De har det, kan rolig vente paa bedre Tider; det “Skjønne” i den sovende Skov findes en Gang igjen af en kommende Ridder. Dersom jeg tør vove at udsige i skrevne Ord, der altid staae kolde og sjælløse og ikke har det som den levende varme Tale, vilde jeg sige at Kadaver-Marthe [6] og hvad der er beslægtet med hende, som i een af de tidligere Fortællinger, hvor Liget kaages, har gjort et for uhyggeligt Indtryk paa mig, om det er noget nerveust af mig maa De afgjøre, men disse Skikkelser staae for mig som Padehatte mellem de friske duftende Skovmærker, men i den stumme Frøken er der intet af dette uhyggelige - jeg taler kun om Indtrykket paa mig - jeg gaaer med hende paa Skovstien, skotter til El[l]emosen med sine Dampe og hører den brave Landsoldat synge om Seier og Ære! - De har Humor, De har det evigt unge Hjerte[,] syng længe for os om “Danmark, deiligst Vang og Vænge” [7], som De kan, fortæl fra Kjæmpehøien og fra Borgerstuen [8], Folkets Hjerte forstaaer Dem; og Folket er sandt og godt! jeg er igjennem vor Landsoldat kommet ret til at skatte det! Landsoldat[en] er mageløs; hvad døier og udholder han ikke; hvor tapper staaer han dog derovre. Soldaternes Udholdenhed ved Frederiksstad [9] har især grebet og opfyldt mig, jeg maatte, idetmindste med Tanken derover og derfor sendte jeg et lille Digt [10], et Hjerte-Udbrud, De har seet det i “Fædrelandet”. - Nu maa dog snart Krigen endes, jeg haaber derpaa! - Siden jeg forlod Fyen har jeg ikke skrevet Dem til, jeg har i denne Mellemtid endt min Bog “I Sverrig”; den oversættes nu paa engelsk og kommer først ud i London [11]. - Jeg har fra Fyen gjort en Udflugt til Falster, tilbragte et Par Uger paa Corzelitze ved den aabne Strand, hvor jeg dagligt badede og havde det godt; jeg slap netop hjem før Spærringen mod Cholera [12]! jeg troer nu ikke paa Afspærringens Nytte, og de Andre komme vel engang til samme Tro; nu er der jo Cholera i Korsør [13], hører jeg i dette Øieblik.- Maleren Dahl, som har tilbragt Sommeren i Norge er her paa sin Hjemreise til Dresden, han sender Dem og Deres Kone en venlig Hilsen; hans Landsmand Ole Bull er i vente [14], han vil her give et Par Concerter. Har De nu læst: Aanden i Naturen [15]? Hvad siger De om den! - Fra den unge Baronesse Stampe har jeg særdeles mange venlige Hilsener til Dem, hun lever med sin Mand saa idyllisk lykkelig derude i den store Skovnatur [16]. - Sophie Hartmann synger saa hjerteligt og simpelt Deres smukke Sange, som hendes Fader har givet Melodier; de elskelige Mennesker derinde skatte og holde saa meget af Dem. Og nu lev hjertelig vel, hils Deres kjære Kone og tilgiv mig om det er Uret af mig at jeg kom med min lille Udtalelse om Kadaver-Marthe! - Gud glæde og velsigne Dem.

Deres inderlig hengivne
H.C. Andersen

[Udskrift:]
Til
Hr Etatsraad og Professor
B. S.   I n g e m a n n
S o r ø
f r i t