Brev nr. 1. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

[u.å.]

Hr Iingemann
Stolende paa Derres Godhed fordrister jeg mig at skrive Dem til for at anmode Dem om at igjenemlæse det indlagte Papir[2] - Jeg føler meget veed at jeg maae henvende mig til Fremmede men jeg seer at jeg paa ingen anden Maade kan naa det Maal jeg anseer for min største Lykke. - Blottet for alt vovet jeg mig til Hovedstaden[3] med det Haab at jeg ved ædelmodige Menneskers Hjelp og ved det Talent som jeg efter fleres Dom[4] skulde besidde vilde arbeide mig frem - (vis De ej vil opfylde mit Ønske da jeg er Dem ganske Fremmet haaber jeg De dog tilgiver mig) vis det var Dem til Fornøielse vilde jeg Declamere nogle Scener og Digte for Dem Jeg har ogsaa vovet at skrive nogle Vers og Tragedier[5] vis De vilde see disse da Jeg veed man maae være Overbærende med en Ustuderet Begynder

underdanigst
Hans Christian Andersen

[Udskrift:]
St
Hr Iingemann
i
Kiøbenhavn



Brev nr. 2. Fra direktionen for Det kgl. Teater til HCA.[1]  

Til Forfatteren af Stykket:
Røverne i Vissenberg[2]

d. 16de Junii 1822.

Idet de anordnede Censorer tilbageskikke[3] Stykket: Røverne i Vissenberg, som aldeles uskikket for Skuepladsen, ønske de, at det med Hensyn til Forfatterens personlige Stilling maatte fra Theaterdirectionen blive ham tilkjendegivet, at med den fuldkomne Mangel paa elementær Dannelse og alle uundværlige Forkundskaber, som dette Stykke paa hver Side viser, det endog for de allerypperste Anlæg vilde være umuligt at frembringe noget, der kunde fortjene at fremstilles for et dannet Publicum eller forelægges smagfulde og kyndige Læsere. Særdeles kjært vilde det være dem, hvis dette Vink maatte formaae det unge Menneske til at søge, og hans Venner og Velyndere til at forskaffe ham den Veiledning, uden hvilken den Bane, han saa ivrig søger efter at betræde, stedse maa og vil blive ham lukket. -
Dette skulde Directionen ved at tilbagesende Stykket ikke undlade at tilmelde Forfatteren.


HOLSTEIN.[4] RAHBEK.[5] OLSEN.[6] COLLIN.[7]



Brev nr. 3. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Odense den 12te December 1822.

Min kjere gode Søn!

Jeg takker dig ret meget for din kjerlige Skrivelse, af Løverdagen, jeg veed ingen dato. Men det glæder mig dog at Du erindrer Aaret vi lever i, det kan da en halv blind see uden Briller. - Du gjør mig adskiellige Bebreidelser i din Skrivelse fordi at Du ikke kan forstaae mig ret og mener at jeg klager, i een og anden Henseende, hvor jeg ikke burde:- og her i kan jeg ikke saa ganske give Dig Uret, thi de Mennesker som hidentil har skrevet for mig har ikke alletider forstaaet mig riktig, og altsaa har de skrevet efter deres eget gode Tykke, hvilket jeg da i min Enfoldighed har syndes og antaget for meget Fornuftigt og godt: - og saaledes har jeg da, i min Uvidenhed giort min gode Søn Bebreidelser som jeg ikke burde giøre[2]. Nei Søn! jeg har aldeles intet at bebreide Dig, og mit højeste og bedste Ønske skal være, Gud ledsage Dig paa den Vei Du nu betræder og give Dig Styrke; Lyst; Haab og Mod til at fuldbyrde den til Enden. Jeg klager ikke for min Person, omendskiøndt Kaarene undertiden kunde være tunge nok, men har jeg nogensinde klaget, saa har min Mening været denne, - at jeg formedelst mine smaalige Kaar, ikke har kundet rakt min Søn den velgiørende Moder-Haand som jeg saa gierne ønskede, og see, derfore har jeg saa ofte plaget Dig med Klager som Du nu kalder Bebreidelser, dog, jeg vil ikke videre her forsvare min Sætning, men at mit Ønske stedse har været for dit Held derom kan Du være overtydet. - Du er da nu i den lærde Skole: Du lever godt, det glæder mange, her, som kiender Dig, det glæder især mig din oprigtige Moder allermest, det skaffer mit, for hen beklemte Hjerte, glæde og Trøst, ja mangen lønlig glædes Taare rinder fra Moder-Øiet, thi, hvor kunde jeg fattige Kone tænke eller Haabe at vores Allernaadigste Lands-Fader[3] ville viist en Dreng, der saa at sige dumper lige ind i den store Verden paa Hovedet, denne store Naade? - men jeg takker min Gud og Landets Fader for den store Naade der allerede er Dig vederfaret. - Du er da nu en Begynder, at Du vil være Flittig og søge at fortiene Dine Foresattes Velvillie, der om tvivler jeg ikke, men bede vil jeg Dig, forvild Dig ikke i dette store Svelg af Lærdomme, men brug Tiden forsiktigt og tænk vel over en hver Ting for sig, og galopeer ikke førend Du kan gaae, dette er mit Moderlige og vel meente Raad, og naar Du da har lært noget riktigt, da er det tidsnok at tale stort om, at giøre Literaturen Ære og forskjønne Smagen, selv vil Du føle det, min Søn, om ikke nu, saa dog een gang i Tiden. Hvad Din Overvindelse anbelanger[4], i Henseende til at udeblive fra et Selskab som var dig saa kiært og hvor Du saa herligt kunde have moret Dig, da synes denne noget barnaktigt, Du var jo anmodet om at blive der fra? altsaa var det jo ingen Overvindelse tilskyndet af din egen Forstand men en paabøden, derfore er det ret godt at unge uerfarene Mennesker har en Veileder, thi alle Selskaber ere ikke Tienlige, vistnok giør det ondt naar man ikke maae det man vil, men Overvindelser, kalder jeg det, at kunde beherske sig selv i allehaande forekommende Omstændigheder, Du vil møde nok paa Din Bane, min Søn, og gid Du da maae staae fast, saa vil jeg erkiende[5] dine Overvindelser[6]. - Folk her i Byen som kiender noget til Dig, min Søn, har aldrig hverken dadlet eller giort Nar af Dit Forehavende, som Du mener, tvert imod har det glædet dem hver gang de har seet at det har gaaet Dig vel, men noget Stort kan Du vel ikke forlange, at Du skulde have sakt, saadant kommer først med Tiden, og da vil enhver have Rosen for at have fremholdt Dig og virket for Dit Vel, see da heder det at overvinde sig, at man kan lee ad alle Daarer. - Din Søster er i Kjøbenhavn, jeg veed ikke hos vem, men Du behøver ikke at gruble over, hverken hendes Dyd eller Ungdommelighed, thi det er altsammen velbevaret her i Odense, jeg venter riktignok og med længsel, med det første at see et par Ord fra hende[7]. Chrestian Køger er ikke kommet i nogen Lære, men er en lang Dagdriver; Johan ligeledes det er alt den Herlighed jeg om disse kan lade dig vide[8]. Fra Dine store Patroner[9] kan jeg, foreløbig, hilse Dig, thi jeg har ikke talt med nogen af dem, ei heller har Hr. Ritm. Schou[10] skrevet noget Brev for mig, som Du mener, disse store Herrer vil jeg ikke engang gaae hen til, de kan være gode Mennesker nok, men en fattig Kone som jeg, veed man nok, bliver for det midste afferdiget med et godmodig Smiil o.s.v.- gode Chrestian! lær at kiende Menneskene, og vær ikke for stolt af Det eget lille Jeg thi det er jo dog endnu saa lidet betydende, men, lær at være taknemmelig og ydmyg saa vil alt gaa vel for Dig i Verden. - Din Kuffert, som jeg troede, forlængst var i din Verge, har jeg nu i disse Dage faaet at vide er hos Madam Bunkeflod[11], jeg har modtaget den, og finder jeg at det er det bedste at den bliver staaende hos mig, til jeg, efter Dit Løvte har den Glæde til Paaske at see Dig, da Du saa selv kan tage den hiem med. - Jeg længes nu ret meget efter at see og tale med Dig, der er saa meget som jeg har at fortælle Dig og tale med Dig om, som jeg ikke her kan anføre, Din Farmoders Grav passer jeg paa det Omhyggeligste[12], og Du skal see at den staaer ret net. Og nu vil jeg tilsidst melde Dig at jeg gaaer hos Jomfrue Loumann[13] paa Slottet hvor jeg har det meget godt og er saa glad som jeg i mange Aar ikke har været. Fra Welhaven[14] skal jeg ret hilse Dig, han har læst dine Breve, de to sidste, han glæder sig ret meget at det gaaer Dig vel og ønsker Dig fremdeles alt Lykke og Held og ønsker at Du maa bevare Din Forsorg[15] i et taknemmeligt Hjerte og høste gode Frukter deraf. - Lev nu vel og vær lykkelig, vi sees vil Gud, efter Dit Løvte til Paaske, men dog seer jeg vel et par Ord fra Dig forinden den Tid, thi det er mig alletider en Glæde og Trøst at see og spørge, at Du er Frisk; lever vel og er tilfreds, Du hilses af alle dem som har Dig kjer men først og sidst og kjerligst af din oprigtige Moder

Maria, sl.[16] Jørgensen



Brev nr. 4. Fra H. Bastholm til HCA.[1]  

Jeg har læst Deres Prolog[2] min unge Ven! og jeg maa tilstaae, at Gud har begavet Dem med en levende Indbildningskraft og et varmt Hjerte - der mangler Dem blot endnu paa Aandsdannelse; men den kan komme, da De nu har Leilighed til at forskaffe Dem den; det maae derfore være Deres faste Formaal at arbeide med yderste Flid paa at fuldende Deres Studier og at sætte derfore alt andet til Side. Jeg vilde ønske, at Deres Ungdoms-Forsøg ikke vare blevne trykte; thi hvorfor skal man bebyrde Publikum med det Ufuldkomne, det har man nok af; dog er det forsaavidt godt, at det kan tiene til at retfærdiggiøre den offentlige Understøttelse De nyder. Den unge Digter har blot at vogte sig for Forfængelighedens Smitte, og at vaage over sine Følelsers Reenhed og Styrke. Jeg gientager mine Raad: skriv kun i denne Deres Studere Tid sjeldent Poesie, og kun for at skaffe Deres Følelser Luft - skriv intet, hvorved Ord og Tanker skulle søges; men kun naar Sjælen er oplivet af en Idee og Hiertet opvarmet af Følelser. Betragt Naturen, Menneskelivet og Dem selv med et opmærksomt Øie, for at skaffe Dem et originalt Stof til Skildringer. Vælg Dem smaae Æmner af de Ting som omgiver Dem; betragt alt hvad De seer fra alle Synspunkter inden De griber til Pennen. Bliv Digter, som ingen Digter havde levet i Verden førend Dem, og som De ikke skulde lære af Nogen - og bevar altid det Ædelsind, den Sjælens Reenhed og Høihed, uden hvilken at Digterkrandsen aldrig kan tilkomme en Dødelig.

Slagelse 1ste Februar 1823.

Deres hengivne
H. Bastholm.



Brev nr. 5. Fra HCA til Chr. H. Iversen.[1]  

[Februar 1823]

Til St. Hr. Bogtrykker
(og udgiver af Avisen) Iversen
Vestergade i Odense

Gode Hr. Iversen[2]

Jeg tager mig den Frihed at skrive Dem til om en lille Anmodning, som jeg haaber, at de ikke bliver vred for; da de dog har lovet, at vis de kunde være mig til nogen Tjeneste de da vilde. - Altsaa. - Jeg sagde dem sidst i Kjøbenhavn, at jeg ikke kom til Odense før jeg Nogenledes[3] kunde vise mig peen i Klæderne, nu seer jeg mig, Gudskee-Tak, i stand dertil, og har derfor besluttet i Paasken at tage hjem til min gamle Fødebye, Moder, og mine Velyndere. - Vi faae Ferie her i Skolen, Mandagen før Paaske[4] og jeg vilde da blive i Odense til næste Løverdag før Paaske[5], altsaa kun 6 Dage. - Men jeg veed, at min Moder har ingen Seng til mig da hendes Forfatning er Indskrænket[6], jeg tager mig derfor den Frihed at bede dem unde mig Nattely i de faa Dage, da det vil koste for meget at ligge paa en Gjestgivergaard. - Vil de ikke svare mig herpaa med første Post. - Hilsener til alle i deres Omgivning. -

ærbødigst
Andersen.

Adressen: til Studiosus Actium [sic][7], Desipel[8] i den lærde Skole i Slagelse. - Logerer hos Frue Henneberg.[9] -



Brev nr. 6. Fra Chr. H. Iversen til HCA.[1]  

S.T. Hr. Studiosus artium Andersen
Discipel i den lærde Skole i Slagelse
logerende hos S.T.
Frue Henneberg

Odense 23 Febr. 1823

Saa kjært som det vilde være mig at see Dem igjen i Odense i en heldigere Stilling end da De forlod samme; saa ukjært er det mig at jeg ikke kan opfylde Deres Ønske at logere Dem hos mig, eftersom jeg ejer kun eet Gjæstekammer, og deri logerer en Broderdatter[2] af mig, som har været her siden afvigte[3] Sommer.
Lev vel! Gud lade Dem fremdeles gjøre heldig Fremgang! det ønsker af Hjertet

Deres Ven
Iversen



Brev nr. 7. Fra HCA til Birgitte Andersen.[1]  

Slagelse [efter 29.3.1823]

Gode Madamme Andersen.[2]

Bliv ikke vred at jeg skriver Dem til - men maaskee at De endnu ikke veed hvem Brevet er fra; nu vel, det er fra “der kleine Declamator.”[3] - Jeg føler nu fuldkommen, at Studeringer ere nødvendige for mig, for engang i Tiden at kunne sikkert betræde min valgte Bane. Al elementæir Dannelse og Forkundskaber manglede jeg. Jeg er ogsaa flittig, uden at rose mig selv, men Grammatik-Lexer kommer jeg ikke saa godt ud af. Jeg var i Paaskeferien hjemme i Odense og besøgte min gamle Moder, som jeg ikke havde seet i snart 4 Aar[4]. O det var mig nogle salige Timer; hun kjendte mig ikke strax og græd af Glæde ved Gjenkjendelsen. Ja alene alle Gjenstande i Byen gjorde dybt Indtryk paa mig, saa at, jeg skammer mig ikke ved at skrive det, jeg græd af barnlig Glæde. For 4 Aar siden drog jeg jo ogsaa ud af Byen, et fattigt Barn paa 14 Aar, uden Hjelp eller Leder; barnligt satte jeg min Lid til Gud og han var mig en kjærlig Fader. Jeg havde virkeligt mange Sorger i Kjøbenhavn, som De nok selv kan indsee; Tak skee Herren, at mange umilde Dage glemmes ved en glad Time. Nu er jeg jo kommen i en god Vei som kan lede mig til mit Hjertes høie Maal. Jeg er ogsaa nu i den Alder, at jeg kan see hvor tjenlig Stræben er for mig. Mit barnagtige Væsen har jeg rigtignok endnu, men jeg føler mig saa vel ved det. Dersom nogen kan blive Digter ved de Begivenheder som hændes ham i hans Barndom, saa maa jeg blive det. Dog, ikke en lille Digter, dem er der nok af; kan jeg ikke blive en stor, vil jeg dog stræbe at vorde[5] et nyttigt Lem i Staden. Min Fader er død og Moder meget fattig; jeg har ingen Fader uden Gud, men han kan ogsaa bedst hjelpe. Jeg underretter maanedligt Hr. Etatsraad[6] Collin om mine Charakterer; samvittighedsfuldt meddeler jeg ham saavel det gode som det mindre gode om mig, da han dog nu er den eneste jeg har i Verden at tye til; han har jo selv frivilligt paataget sig en Faders Plads; jeg skal ogsaa stræbe at vise mig sønligt værdig. Jeg har nu været snart et halvt Aar i Skolen, jeg har ikke udmærket mig ved noget andet end ved mine Religions-Lexer, B. Historie[7] og ved min Opførsel; men da jeg veed at det Sidste er noget af det Bedste - , saa er jeg rolig.
Jeg skriver slet ingen Vers nu, skjønt Lysten tidt kommer over mig, men jeg har endnu stridt som en Helt.[8] Det er ellers en kjedsommelig By og dens herskende Tone. Jeg betragter mine Studeringer her som et stort tykt Træ, indenfor hvis haarde Bark er en herlig Saft der, naar jeg faar den nydt, styrker og begeistrer mig til Saligflugt; men jeg maa først afgnave den haarde Bark, og det gjør i Begyndelsen ondt i Tænderne. O skriv mig til gode Madam Andersen.

Deres hengivne
Andersen.



Brev nr. 8. Fra HCA til Birgitte Andersen.[1]  

Slagelse [efter 16.7.1823]

Gode Madamme Andersen.

Ferien her i Skolen begyndte iaftes og den varer i næsten 3 Uger; da jeg sidst var inde i Kjøbenhavn[2] sagde De, at De glædede Dem over, at jeg saa hurtig igjen vilde hjem for at læse; jeg tror altsaa at jeg vil glæde Dem mere nu ved at tilmelde Dem, at jeg har besluttet at blive hjemme hele denne Ferie og repetere, at jeg kan staae mig heldigt ved den store Examen i October. Jeg maa tilstaae at jeg meget har Lyst til at komme til Kjøbenhavn, men saa vil Fornøielsen være desto større til Julen [...]
Her har været et Skuespillerselskab, de gave herlige Stykker, nemlig die Ahnfrau[3] og Kysset og Ørefigenet[4] og Mændenes Troskab[5], tilsidst en stor Ballet: Zemire und Azor[6]. Dandsen var ligesaa slet som deres Spil i die Ahnfrau var herligt. Man siger herude at jeg bliver mager og at jeg endogsaa er melankolsk, men det er fordi jeg stedse holder mig hjemme, da jeg tydelig indseer, hvormeget jeg har forsømt i min Barndom. Jeg manglede desværre mange Forkundskaber da jeg kom i Skolen, og De kan være overbevist om, at jeg stræber efter Evne at ophjelpe det. - Jeg læser og skriver slet ingen Poesi, det vilde være uklogt. Jeg har før læst alt for meget, det gode og slette, og nu maa jeg søge ved nyttige Kundskaber at ordne dette paa sin rette Hylde og nyde noget mere kraftig om just ikke saa fordøielig Føde for den forkjælede Gane. - I Onsdags blev Hr. Rektoren[7] indsat i Kirken og jeg blev anmodet om at skrive en Kantate som afsanges efter Biskoppens latinske Tale[8]. Her er den:

Mel. Kom, o kom du Aand som giver.

Frøet Liv Alherren giver,
Spiren sprænger sine Baand;
Naar den da med Mildhed bliver
Pleiet af en sikker Haand,
Staaer den kraftfuld, reen og skjøn,
Skjænker ham sin rige Løn.

Lige tændtes ikke Flammen,
Men med Lærelyst og Flid
Vil vi stræbe tro tilsammen
At benytte Ungdoms Tid.
Himlens Fader styrke dem,
Som til Held os lede frem.

De kan være hvis [dvs. vis paa], at jeg ikke havde skrevet det uden at være anmodet og har ogsaa sendt Hr. Etatsraad Collin en Afskrift, da jeg underretter ham om ethvert Skridt jeg gjør, som jeg maa efter min Pligt.
Da jeg var i Klosterkirken i Onsdags gik jeg ud paa Kirkegaarden for at søge Digteren Frankenaus Grav[9]; jeg fandt den, men den var ganske begroet med Nelder, og Inscriptionen paa Væggen var skjult af lasede Klæder som skulde tørres. De har dog læst hans herlige elegiske Digte, hvoriblandt Christiansborgs Ruiner[10]. Det gjorde mig saa ondt at høre Madam Zincks Død[11], hendes herlige Fremstilling af Cendrillon vil jeg aldrig glemme. Lev vel

ærbødigst
D e r  k l e i n e  D e c l a m a t o r.



Brev nr. 9. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Søcadet-Academiet den 15. November 1823.

Gode Andersen! De være ret takket for Deres to sidste Breve[2] og den hjertelige Bekymring, De yttrer, for at vi enten ere syge, eller jeg skulde være vred paa Dem. Nei, gode Andersen! Deres Flid og Opmærksomhed paa Dem selv ved Alt, hvad De foretager Dem, maa være Dem Borgen for, at Deres Venner, som kjender unge Mennesker, ikke kan vredes paa Dem. Feiler De, da er det af Uvidenhed, og saadanne Feil have vi vel Alle gjort os skyldige i, om og af forskjellig Natur, og da bør de Ældre ikke vredes paa os, men rette os. Saaledes, gode Andersen, vilde jeg gjerne skrive Dem en heel Afhandling om en lille Feil, De har megen Tilbøielighed til, og som De maa qvæle, fordi den virker, og virker skadeligt paa Deres Physiske. - Det staaer stedse for Dem, gode Andersen, som om De var født til n o g e t   S t o r t. Det Største, et Menneske kan fødes til, er: at blive Staten og sig selv en nyttig og retskaffen Borger - han være i hvad Stilling i Livet han end vil. De troer, gode Andersen, at være født til en stor Digter; - nei, det er De ikke, og mindst maa De tænke Dem det selv. Dem er givet af Naturen god Forstand, men De er saa forsømt i Deres Barndom, at da Alderen kom, hvori Deres Forstand og Talent fik Leilighed til at sees af Mennesker udenfor Deres Kreds, og disse fandt, at det var tungt, at et Gode, som var Dem givet, skulde bortsvinde uden Virkning, og derfor roste Dem og gjorde Noget for Dem, - da fik De, gode Andersen, jeg vil ikke sige en for stor, men en for s p æ n d t Idee om Deres egne Evner - ikke med Hensyn paa, hvad De kan l æ r e; thi dertil er virkelig Deres Evne stor, og hertil kommer Deres roesværdige Flid - men med Hensyn paa Deres Phantasie og Talent for den høiere Digtekunst. Deres Poesie er eensformig, Deres Phantasie repeterer sig selv; gaaer De op i det Høiere, bliver det - tilgiv en Moder; thi som saadan taler jeg i dette Øieblik til Dem - svulstigt og gaaer let over i en usammenhængende Tøilesløshed. Hvad De ene har Talent for, synes mig og Flere, som jeg har talt med om Dem, er comiske Fortællinger i Prosa. - Min Mand[3] har læst Deres lille Hexameter-Vers[4]; men han siger, det er ikke rigtige Hexametre. For Alting, kjære Andersen, smiger Dem ikke med at blive en Oehlenschläger, en Walter Scott[5], en Shakespeare[6], en Goethe[7], en Schiller[8], og spørg aldrig mere, hvem af disse De skal danne Dem efter; - thi De bliver ingen af dem! - og denne altfor dristige Tanke og forgjæves Stræben vilde let kunne tilintetgjøre enhver anden god, sund, kraftig Spire, som var nedlagt hos Dem, til at blive gavnlig og hæderlig for Dem selv og Deres Medmennesker. - De maa ikke finde, gode Andersen, at jeg har været for streng i mine Domme og uskaansom i Maaden at meddele dem paa; men vi have saa ofte talt om Dem med flere af Deres Venner, at det uheldige Begreb, De havde om Digtekunsten, skadede Dem meget; men Ingen vilde sige Dem det. Efter at have modtaget Deres sidste Brev, besluttede jeg at gjøre det, ansaae det for min Pligt. - At det gaaer Dem saa vel i den nye Classe[9], glæder mig og os Alle hjerteligt. Find Dem med Taalmod og Taknemlighed i de smaae Vanskeligheder, som kan indløbe; - af saadanne fører Livet mange med sig. Sørg ogsaa for Deres Helbred, gode Andersen; jeg holder ikke af, at De sidder for længe oppe om Aftenen, og jeg vilde ret ønske, naar vi have den Fornøielse at see Dem til Julen, at De da var bleven lidt feed, saae lidt rask ud og ret var vel tilfreds. - Tredie Deel af Oehlenschläger er ikke kommen ud endnu[10]; men naar den kommer, skal De være den vis, saavelsom Romanen[11]. - Stol trygt paa, at den gode Gud ikke forlader Dem; hans vise Veie førte Mennesker til Dem, som vil lede Dem til Kundskaber, der vil udvikle og danne Deres Evner og gjøre Dem til et virksomt og lykkeligt Medlem af det ædlere Samfund; og d a vil Deres Talent hist og her strøe smaae Blomster paa Deres og Deres Omgivendes Veie. - Lad os snart igjen høre fra Dem, gode Andersen! Vi hilse Dem Alle[12] ret hjerteligt, og vore bedste Ønsker følge Dem stedse.

H e n r i e t t e   W u l f f.



Brev nr. 10. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Jeg sender Dem herved mine Charakterer for denne Maaned, jeg haaber at De vil være tilfreds med dem Alle, naar jeg fratager Græsk, da de øvrige endog ere en lille Grad bedre en forrige Maaned. Jeg er meget tilbage i Græsk, og det giør mig derfor ont at det er den eneste Videnskab jeg haver med Hr: Rektoren[2], og at jeg saa skal være saa daarlig deri, men jeg vil haabe at det med Flid nok vil blive bedre, - Latin interesere mig, og det lader som jeg kommer bedre og bedre ud af det; -

Græsk. Maadelig.
Dansk Gramatik. Udmærket godt?
Latin. Godt?
Dansk Stiil (jeg har skrevet 2. den 1ste Meget godt?
den 2 Udmærket godt?
Historie og Geografi, godt?
Religion - Meget godt.
B. Historie. Udmærket godt.
Tydsk. Godt?
Fransk. Meget godt?
Skrivning, godtgodt.
Regning. Meget godt?
Sang. Udmærket godt.
Matematik og Udarbeidelser; godt.
Latinsk Stiil og Gramatik. Temmelig godt.
Opførsel- hos alle Lærer - Udmærket godt.

Naar De glæder mig med nogle Linier fra Dem, o siig mig saa om De er tilfreds med min Fremgang. Jeg giør mig i Sandhed al Umage, og dog er jeg stedse urolig for ikke at kunde fyldest giøre mine Velgiøreres Tanker om mig, eller ikke at fortiene den megen Godhed man viser imod mig; (De misforstaaer dog ikke disse Linier?) Jeg haaber at faae et par Linier fra Dem før Julen, naar jeg da kommer ind til Byen, skal jeg tage min Danske-Stilebog med, det vil sikkert glæde Dem at see de heldige Charakterer jeg har erholdt for hver enkelt Stiil. - Lev vel


Deres stedse
taknemlige
Andersen.

den 30 November 1823.

Jeg sender Dem herved een af mine Stile, det vilde glæde mig, hvis De vilde giennemlæse den, og hvis De fandt at den fortiente den Charakteer Læren har sadt under den.

Hvor vigtigt det er, i sin Ungdom at have lært noget Nyttigt.
(oplyses ved en Fortælling.)

Hos Fornuftvæsener har det Aandelige Fortrinet for det Sandselige, og Ungdommen er den Tid, da Aanden er mest skikket til at modtage alle Bøininger, som gode Kundskaber kunne give den til Viisdom og Dyd, og da disses Indflydelse ikke alene strækker sig til vor jordiske Tilværelses mange Forhold, men endogsaa ud over Jordlivets Grændser, saa bør vi, især paa den Tid, anvende den meste Flid. Ved erhvervede Kundskaber og Duelighed, forskaffe vi os et rigeligt Udkomme og kunne blive nyttige Lemmer af Staten, ja vi erholde endogsaa mange Behageligheder, og selv Tilfredsheden med vor Flid er af stor Vigtighed i Henseende til sin Indflydelse. Vigtigheden af at lære noget Nyttigt i Ungdommen, indseer den Unge ikke til alle Tider, da Phantasien let vildleder ham, men derfor paaligger det Forældrene, som dem, der bedre kiende Verden og hvad enhver Stilling i den udfordrer og medfører, at vælge en Virkekreds for den Unge, men da i sit Valg at tage Hensyn saavel til hans Kræfter som Lyst, og tillige see hen paa den Stilling hvori han er født. Den som ikke har lært noget Nyttigt i Ungdommen, er berøvet Midlerne til at erhverve sig sit Udkomme og at blive et dueligt Lem af Samfundet; disse Mangler føre ham ofte paa Lastens Vei, da Nød og Fortvivlelse let kunne tilintetgiøre enhver herlig Spire. Enhver Stand hvori vi end blive fødte, aabner os Leilighed til at lære noget Gavnligt; ulykkelig er da den, som hengiver sig til Lediggang og Dovenskab. Selv om vi ere fødte i en lykkelig Stilling, saa at vore Forældres Rigdomme synes at kunne sikkre os for alle Mangler, bør vi dog aldrig stole paa disse, da Lykken er saa foranderlig. Ulrik, en rig Kiøbmands Søn i S. . . ., henlevede sin Ungdom i Lediggang, uden at tænke paa at lære noget Nyttigt da han stedse sagde til sig selv, “min Fader er den rigeste Mand i Byen! -jeg hans eneste Arving!- hvorfor skulde jeg giøre mig Livet suurt, som Skiebnen har tilberedet saa herligt?!” - Men Havet opsluger Faderens Skibe, som ere beladte med hans fleste Eiendomme, andre ulykkelige Omstændigheder indtræffe, og tilsidst seer han sig berøvet Alt. Vennerne undflye naturligviis. Ingen kiender den Ulykkelige. Berøvet Venner, Hielp og Haab, bringer Nøden ham fra en Fordærvelse til en anden, til han tilsidst i et Fængsel udaander sit usle Liv, under Bebreidelser mod sig selv, fordi han ei havde søgt at lære noget Nyttigt i Ungdommen, som kunde have sikkret ham for disse Skrækkeligheder. En Anden som derimod flittigt stræbte at lære noget Gavnligt, seer sig istand til at ernære sig paa en ærlig og for Samfundet nyttig Maade, og kan i sit Livs Aften roligt skue tilbage paa den svundne Tid og lægge sig til Hvile, for at vaagne salig i Evighedens Morgen. - Flittighed i Ungdommen er en Capital, som giver de herligste Renter.

Udm. Godt?



Brev nr. 11. Fra HCA til Chr. Iversen.[1]  

St:
Hr. Bogtrykker Iversen
Vestergade i
Odense
Hermed en Pakke
mærket C. I. fra H. C. A.
1824.

Slagelse den 16 Januari 1824

Kiære Hr Iversen

Det er nu snart et ½ Aar siden jeg havde den Glæde at skrive Dem til, Aarsagen at det har varet saalænge er at jeg havde ventet et par Linier fra Dem, dels at Tiden har været mig saa knap da jeg nu er kommet op i en høiere Classe.[2] Jeg stod mig ret godt til Examen, og Hr: Rektoren skrev følgende Anmærkning i min Charakteerbog som jeg troer vil glæde Dem at læse.
Ved Skoleaarets Ende kan jeg ei undlade at tildele H C Andersen en velfortient Roes for den ufortrødne Flid han især i aarets sidste halvdeel har viist for at forskaffe sig de til videre Fremgang nødvendige Forkundskaber, til Belønning derfor samt for end mere at opmuntre ham, er han optaget i Skolens nest øverste Classe

Meisling.

___________

Jeg har ellers i denne Juul været i Kiøbenhavn[3], og moret mig herlig, de mig mest kiære Presenter jeg fik, var fra Hendes Kongelige Høihed Caroline[4], Valter Skots Wærker og fra Øhlenslæger hans nye Digte[5]. - Da jeg sidst skrev Dem til, talede jeg om nogle smaae Digte som jeg i den Tid jeg var i Kiøbenhavn havde skrevet; jeg har i Ferierne nu giennemlæst dem og uddraget de bedste som jeg har læst for Ølenslæger og flere Mænd som kan bedømme sligt, og de have sagt at jeg nok tør vove at byde Publicum dem, af den Aarsag sender jeg Dem Digtene om De vil læse dem igienem og {og} trykke dem, De kan (endogsaa, om ikke før, saa naar de ere solgte) give mig for dem hvad De vil, efter at De har faaet deres Umage betalt, kun at De vil give mig 16 Exemplare som jeg vil forære til Venner, de øvrige overlader jeg Dem; Nu lev vel! et glædeligt Nytaar ønsker jeg Dem og Familie og haaber nu snart at høre nogle Linier fra Dem.

Deres
taknemlige
Andersen.

Min Adresse
Til H. C. Andersen
Deseppel i Slagelse lærde Skole
logerer hos Frue Henneberg
i Slagelse.

Kan eller vil De ikke selv trykke dem, maaske De da vil skaffe mig af med dem, som De saa nok skriver til mig om. - [6]



Brev nr. 12. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Her sender jeg Dem mine Characterer for sidste Maanedt, de ere nogle Grader bedre end forrige og jeg har faaet til Hovedcaracteer M e g e t  g o d t. I Latin har jeg endnu i Classen ikke havt bedre, og jeg skal stræbe at beholde den, (dog naar jeg nu ved Udgangen af denne Maaned sender Dem Charaktererne, da ere disse for Qvartals Examen og jeg maa da bede Dem at være noget overbærende hvis jeg da ikke skulde være saa hældig.) - Derimod er jeg i Græsk ikke blevet bedre endnu, skiønt jeg har giordt mig ligesaa meget, ja næsten mere Umage, som for min Latin, jeg har ogsaa været ret bedrøvet derfor da jeg gierne vilde Glæde Dem og mine andre Velyndere og Venner med Fremgang, i Alle Ting; jeg føler dybt hvad man har giordt for mig, og hvad jeg koster, og vilde derfore gierne fortiene, eller vise mig det værdig, De er meget overbærende og mild imod mig[,] hvor meget mere bør jeg da ikke stræbe; - Græsk er jeg endnu meest tilbage i, og at det er den eneste Ting jeg læser med Hr Rektoren, giør mig meget ont, da jeg gierne ville giøre mig værdig hans Tilfredshed, men Overlæren Hr: Qvistgaard[2], der som Bondeknøs paa 22 Aar kom til Studeringerne og har siden udmærkende arbeidet sig frem, har meget Godhed for mig, han er den som paa Skolen har meest med mig at giøre, og den som daglig giver mig Mod til at arbeide frem; han er den eneste [jeg] tør nærme mig som Ven deri Byen og han mener mig det ærligt og godt, han har trøstet mig, at det nok vil blive bedre i Græsk da jeg til de store Autores[3] jeg nu læser kun har havt saa kort Forberedelse, og at han er ret vel tilfreds med mig, Han skrev mig forleden et Brev til[4], da jeg havde ytret ham min Mismod, fordi jeg ikke troede at fyldestgiøre det som mine Velyndere kunde fordre af mig; dets Indhold røbede saa megen Velvillighed og tillige hans Tanker om min Fremgang, at jeg troer at glæde Dem med at lade Dem læse det; derfore lægger jeg det heri mit Brev og beder Dem at sende mig det tilbage naar De glæder mig med nogle Linier fra Dem; De maa dog ikke blive vred for det eller misforstaae min Stræben for at eie Deres Godhed for mig. -
At jeg nok efterhaanden vil blive mere fast i Græsk haaber jeg, naar De kun vil være tilfreds med mig saalænge jeg nu maae fortiene maadeligt? for det; mine andre Characterer haaber jeg at [De] er tilfredse med.

Latin Ovid[5]
Godt godt
Courtius[6]
Latinsk Stiil Godt?
1. Udmærket godt?
Dansk Stiil, for 3. 2. Udmærket godt?
3. Udmærket godt?
Fransk et Godt godt.
Tydsk et godt godt.
Regning (Algebra) Meget godt?
Udarbeidelse og Aritmetik. godt godt.
Geometrie og Udarbeidelser. Temmelig godt
Sang Udmærket godt
Historie og Geografi godt godt.
Dansk Gramatik Meget godt.
Skrivning Meget godt?
Gramatik og Oversættelse i Hebraisk - et Godt godt.
Religion Meget godt.
B. Historie[7] Meget godt?
Opførsel hos alle Lærer Udmærket godt.

De kan være overbeviist om min Stræben, og Græsk vil vel ogsaa blive bedre kun De ikke taber Taalmodigheden.
Vil De hilse meget Deres Kone[8], Datter[9] og øvrige Børn[10] fra mig, glem ei heller Hr Professor Rahbek og Madamme Andersens. -
Hvis Tiden tillader Dem det saa glæder De mig vel snart med et par Linier og sender mig med det samme Hr Qvistgaards Brev.
Som De maaskee erindrer, forærede Frøken Colbiørnsen[11] mig et Uhr i Slutningen af den Tid jeg var i Kiøbenhavn, det var gaaet itu for mig og er hos Uhrmager Jørgensen[12] paa Østergade N0 77. jeg trænger meget til det, og det kan ikke koste meget at giøre istand, vil De ikke lade forhøre om det og betale hvad det skal koste da jeg ikke kan selv. -
Naar De nu skriver mig til, da siger De mig nok om De er tilfreds med mine andre Charakterer, Deres Tilfredshed og vedvarende Godhed for mig er det som giver mig Mod til at arbeide imod de Vanskeligheder som Mangel af al Elementar Dannelse i Ungdommen, giør mig Veien lidt knudret, daglig føler jeg mere og mere Lyst for Videnskaberne, og det kan jo ikke feile at det efterhaanden vil blive bedre i det jeg endnu er svag i -

nu Lev[ v]el!
Deres taknemlige
Andersen.

Slagelse den 3die Martz 1824.



Brev nr. 13. Fra HCA til Simon Meisling.[1]  

Til Hr. Rektor Meisling.

Slagelse 25. Marts 1824.

Jeg haaber, at De vil giennemlæse mit Brev, da jeg lover Dem ikke oftere at uleilige Dem med Sligt. De er vred paa mig, og især fordi jeg skal have smilet, da jeg var uheldig at faae en slet Characteer, men det forsikkrer jeg Dem ved Gud (og jeg troer at De ei før har fundet nogen Usandhed hos mig) at jeg aldrig, hverken paa Skolen eller da jeg gik hjem, yttrede noget Tegn paa Selvtilfredshed, det er en Opførsel som ligger ganske udenfor mit Væsen. Jeg har i mine Breve til Hr. Etatsraad Collin stedse yttret min Mismod, fordi at De ikke kunde være tilfreds med mig i Græsk, og selv sagt ham, at De ikke fandt Spor af de Evner hos mig man havde ventet; han har selv svaret mig, at jeg ikke maatte være mismodig, da han var ret tilfreds med de andre Charakterer, kun stræbe saa godt jeg kunde med Græsken. Al Grammatik, naar jeg undtager den danske, falder mig tung; og naar jeg dertil er ængstelig, stiger Blodet mig til Hovedet og jeg giver da de slette Svar som er Skyld i Deres Utilfredshed med mig; iøvrigt som De formoder at jeg læser Morskabsbøger og ikke mine Lexer da feiler De sandelig, kun nogle faa Timer og det neppe hver anden Søndag har jeg brugt, og da De ikke vil det skal jeg heller ikke dem engang.
Jeg kom ind i Skolen med for store Begreber om mig selv, den uvante Virkekreds, Mangel paa al Elementardannelse gjorde mig det mere trykkende; ene mine Foresattes Velvillighed kunde give mig Mod til at stræbe.
Hav Overbærelse med mig endnu i nogen Tid, og skulde jeg da ikke i næste Qvartal vise nogen Fremgang, da lover jeg Dem selv at trække mig bort fra en Stilling, hvor jeg kun opvækker Utilfredshed. Nu kommer de lange Morgener, de hjalp mig i Fior, og da tilstod De jo at jeg havde været flittig, de vil ogsaa hjelpe mig iaar.
Smilet har jeg ved Gud aldrig af den daarlige Charakteer, jeg tør kalde Classen til Vidne derpaa, ei heller nogentid yttret noget om Dem eller de andre Lærere; jeg haaber De seer hen paa min Opførsel i den Tid jeg har været her. Som sagt overbær endnu nogentid med mig, med Guds Hjelp vil det blive bedre, og hvis ikke skal jeg gjerne gaae bort; - og skulde jeg have fornærmet Dem paa nogen anden Maade, o da sig mig det, og tillad at jeg forsvarer mig, jeg veed mig ganske rolig i denne Henseende.
Tilgiv mig nu denne Gang og jeg skal vise Dem, at jeg ikke vil misbruge Deres Godhed.

Deres taknemlige
Andersen.



Brev nr. 14. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

Kbh. d. l0 Julii 1824.

Kiære Andersen!

endskjøndt jeg ikke har Deres sidste Breve ved Haanden, og altsaa ikke kan erindre, om deri var noget, hvorpaa De ønskede Svar, saa finder jeg mig dog foranlediget til, i Betragtning af den forestaaende Examen, at tilskrive Dem et Par Linier, for om muligt at indgyde Dem noget Mod, som det synes De stundom kan behøve. At De ingen overdreven Tillid har til Dem selv, heller ikke stoler for meget paa Deres egne Evner, er ret godt, thi saadan Selvtillid medfører oftest en Ufordragelighed i Charakteren, der støder de fleste Mennesker fra sig. Men Modløsheden kan ogsaa tage for meget overhaand, og det var derimod jeg vilde advare Dem. Bliv De ved at være flittig, og nytte de Midler, der tilbydes Dem til at gaae frem i Dannelse, og frem for alt vedbliv at beflitte Dem paa en sædelig Opførsel, saa vil Deres indvortes Overbeviisning styrke Dem mod de Ubehageligheder, som muligen allerede have mødt, eller kunne møde Dem paa Deres Skolevej. Man forlanger jo ikke at De skal giøre Kæmpeskridt. At De vil bruge Deres Ferier til dygtigen at repetere i, er meget roesværdigt, men jeg vilde aldeles ikke misbillige, om De anvendte nogle Dage af dem til at recreere Dem lidet hos Deres Moder og Venner. Lev nu vel! og lad ogsaa det i et og andet mørkt Øieblik trøste Dem, at De veed, adskillige gode Mennesker holde af Dem.

Hengivenst
Collin.

Kbh. d. l0 Julii 1824.



Brev nr. 15. Fra HCA til Anne Leth Jürgensen.[1]  

Slagelse d. 26. October 1824.

Gode Madamme.

Da jeg haaber De ikke tager mig det ilde op, tager jeg mig den Fornøielse at skrive Dem et Par Linier til; det vil maaskee være dem interessant at høre, hvorledes det gaaer mig i Skolen; det seneste jeg kan melde Dem er om den store Examen, som aarlig holdes; ved den blev jeg (den afholdtes forrige Maaned) Dux i den tredie Klasse, en Plads som jeg nok føler ikke j e g er moden til, men dog skal jeg stræbe at beholde den, skjønt jeg vel veed jeg ikke kan; iøvrigt har jeg denne Maaned erholdt med de bedste Charakterer, endogsaa i Latinen Meget godt? Det bedste jeg kan meddele Dem om mig er: ved Skoleaarets Slutning havde Rektoren indrettet sig en Bog, hvori Læreren indskrev sin Dom over enhver Discipel; jeg skal have erholdt følgende.
Hos den mathematiske Lærer Meget godt for Flid saavel hjemme som paa Skolen. Det samme hos Læreren i Historie, Geografie og Tydsk, men hos Overlæreren Udmærket godt? for begge Dele og hos den danske og franske Lærer fuldt Udmærket for Flid paa Skolen og hjemme. Eensstemmigt gave de mig gode Evner, god Fremgang og Udmærketgod Sædelighed. De seer at fra een Side gaaer det ret godt og jeg burde ret være glad, men jeg kan ei gjøre for det, en mørk nagende Mismod forfølger mig stedse. Jeg har havt for store Ideer om mig selv, nu først ved at lære seer jeg mine Mangler, min Alder skrækker mig, og ofte, meget ofte tvivler jeg om mine Evner. Collin og Guldberg bedømme mig med saamegen Mildhed, rose og opmuntre mig og ere ret tilfredse med min Fremgang, men jeg kan ikke være saa rolig saa lykkelig som før, det er maaskee kun en Sygdom hos mig og vil nok tabe sig. -
Jeg har ellers været plaget af en slem Tandpine o. s. v.
Hvorledes lever Deres Sønner[2] og den Ældstes Sønner[3] igjen? jeg længes ret efter Julen for at tale med dem; herude har jeg ingen Venner som i Kjøbenhavn, og de Venner jeg der har lærte jeg at kjende i Nøden. O Gud, skulde jeg virkelig kunne naae Maalet for mine Bestræbelser, skulde jeg virkelig besidde Evner, der fortjener hvad jeg koster, hvor var jeg da ikke lykkelig, hvor overbeviist om at jeg aldrig skal anvende dem til andet end det gode, og at jeg vil stræbe at beholde det som Collin iblandt andet trøster mig med “adskillige gode Mennesker holde af mig”.[4]

Deres
taknemlige
Andersen.



Brev nr. 16. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Her med sender jeg Dem mine Charakterer for denne Maaned, de ere ligesaa gode som sidst og jeg har erholdt[2] Megetgodt til Hovedcharacteer.

Græsk Godt?
Latin Megetgodt?
Latinsk Stiil Temmeliggodt.
1. Udmærketgodt?
Danske - Stile
2. Udmærketgodt?
Hebraisk Godt Godt.
Religion Megetgodt
B. Historie[3] Megetgodt.
Geografie Godt Godt
Verdens-Historie Megetgodt?
Aritmetik Godt Godt
1. Godt
Aritmetisk Udarbeidelse
2. Megetgodt?
Geometri Godt Godt.
1. Godt?
Geometrisk Udarbeidelse
2. Megetgodt?
Dansk Gramatik Megetgodt.
Fransk Godt Godt.
1. Godt?
Fransk Stiil
2. Megetgodt?
Sang Megetgodt?
Regning Godt Godt.
Latinsk Gramatik Godt Godt.
Tydsk Godt Godt.
Calligrafie Megetgodt?
Sædelighed - hos alle Lærer - Udmærketgodt.

Er De tilfreds med disse Characterer? næste Gang, nemlig dem som jeg nu i næste Uge erholder ved Examen, bliver vel neppe saa gode, især for Latin, thi kommer jeg op i det jeg har fra i Fior gaaer det galt, det i Aar kan jeg nok.-
Paa Løverdag 8te Dage[4] faae vi Ferie; Kammerjunker Holstein[5] lader mig komme med sin Vogn ind saa at jeg Intet mangler fra denne Side, og i Kiøbenhavn kommer jeg til at være hos den gamle Madam Jürgensen paa Østergade, (en Moder til Uhrmageren) men det er Examen som giør mig lidt mørk, da jeg nu i de sidste Maaneder har ret taalelige Charakterer for Sprogene og skulde nu, naar jeg medbringer Charactererne komme med nogle daarlige i Slutningen, da vilde jeg heller blive hiemme; -
Forresten er Rektoren dette Skoleaar meget bedre mod mig (jeg er da, naturligviis, ogsaa mindre slet i Aar) og der gaaer flere Dage skiønt jeg næsten er oppe hver Dag, at han Intet siger; han skiænder paa dem Alle, er misfornøiet med dem Alle skiønt i mere eller mindre Grad, ja der ere dem han i Aar er mere utilfreds med end jeg i fior, hvorfor skulde jeg da være frie, hans Hensigt med os er ved Strenghed at bringe Flid og Dannelse hos os og enhver har jo sin Maade at gaae frem paa, rigtignok naar han bliver vred skiænder han skrækkeligt saaledes paa mig forleden Dag. (til Dem tør jeg jo nok sige hans Ord, til en Anden var det urigtig og De er jo, paa en Maade, min Eneste).
Han spurgte een af de Yngre hvilken Tid εδεδην[6] var og da denne ikke kunne, sagde han det til mig, jeg syntes at han spurgte εδιδην og hørte altsaa et jota for et epsilon; da blev han saa vred og spurgte om jeg turde fordreie min Læres Spørgsmaal, at jeg var en lang Rægel[7] som skulde have et Ørefigen saa jeg gled hen af Bænken, og da han saa Vandet i mine Øine bad han mig “tøre de prosaiske Øine paa en Muursteen at det kunne blive poetisk!”[8] - I Øieblikket blev jeg ret mismodig, men da jeg kom hiem læste jeg nogle af Deres venlige Breve og fandt deri Trøst, da De ikke seer alene paa min mørke men ogsaa lyse side; svag er jeg og forhutlet fra Barndommen, men med Guds Hielp bliver der nok noget af mig og hvis ikke saa er det vist ikke ganske min Skyld. At Rektoren nok bliver mere og mere tilfreds haaber jeg og da han ogsaa er lige saa slem mod de fleste Andre vil jeg finde mig deri, hvis blot De kan som skal see mine Charakterer og høre hans Dom. -
Nu lev vel! til Julen seer jeg Dem maaskee, o jeg længes ret som et Barn derefter og det kan jeg vel heller ikke skamme mig ved at tilstaae, jeg synes ofte at det ei er længe siden jeg var Barn, kun er der mødt mig en Deel siden og jeg har lært en heel Deel jeg aldrig drømte om i mine Forældres fattige Hytte, men jeg synes dog ofte at jeg endnu er den samme som den gang. - Deres Datter (den Ældste) er vel hiemme, jeg synes ei at jeg sidste Juul havde den Ære at tale med hende; - Nu lev vel! et Brev fra Dem før Julen faaer jeg vel neppe, og faaer jeg, o saa sig mig om jeg med fuld Overbeviisning om Deres Godhed for mig tør komme selv om Charaktererne ei er saa gode, naar jeg kun har giordt mit

Deres taknemlige
Andersen

Den 6 December 1824.



Brev nr. 17. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Et glædeligt Nytaar til Dem, Kone og Børn.
Nu er jeg da endelig kommen Hiem. Torsdag Morges[2] Klokken 7 gik jeg ud af Kiøbenhavn og det havde fryset om Natten saa at Veien[e] de første 2 Miil[3] vare meget gode, men jo nærmere jeg kom Roeskilde desværre blev Veien [;] til Roeskilde kom jeg mod Middag og traf en Bonde som jeg kiørte 3 Mile med, det stormede og var en Regn saa jeg blev reent giennemblødt og alle mine Bøger bleve vaade. Da jeg havde kiørt de 3 Miil maatte jeg gaae 1 Miil for at naae Ringsted og det var det værste, thi Veien var i een Søle saa det gik næsten oven ind i Støvlerne og det blev saa mørk, endelig naaede jeg Byen, tog ind paa Giæstgivergaarden og overnattede der, om Morgenen traf jeg der en Bekiendt fra Slagelse som havde selv Befordring og kom da med ham Hiem Fredag Middag Klokken 2.
Her af seer De at jeg nu er heel og vel Hiemme, har allerede læst noget Gramatik men ei meget da jeg er lidt fatigeret[4] af Reisen, det som ene har lidt er mine Støvler som ere gaaet itu, maaskee at De til den 27 (Madammens Betalnings Tid,) sender mig til dem, Beenklæder trænger jeg ogsaa til, dog kan det nok blive noget. - Nu lev vel! - jeg vil stræbe at være saa munter som jeg bør være, denne syge, kiærlingagtige Aand duer ikke,”per aspera ad astra”[5] siger Guldberg, Himlen vindes ikke veed at skue ned ad, derfor Blikket op, min Velgiører, snupler jeg da giør mig opmærksom derpaa og lad mig ikke ligge i Faldet; mit Hierte har De jo tilladt mig at aabne for Dem, bliv derfor ikke kied om jeg er undertiden for barnagtig eller naragtig, men De kan neppe tro hvor herligt det er at kunne meddele sig til een som føler og virker for Een. Derfor vil jeg som fremdeles melde Dem Alt. Vil De give Madam Andersen disse Linier[6] her er i, jeg følger i Tankerne med mit Brev og er hos Dem.

Deres taknemlige
Andersen.

Den 2den Januari 1825.



Brev nr. 18. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

De har jo tilladt mig at skrive Dem til naar jeg vil, tilgiv derfor om jeg ved denne Leilighed erindrer Dem om, at mit Qvartal var ude den 27de [2] og om jeg ikke nok næste Søndag[3] kan vente Brev fra Dem. -
Jeg kan ikke forstaae mig paa Rektorens Charakteer i Henseende til mig, snart er han mig saa vred, snart saa overordenlig venlig. - Kongens-Fødselsdag[4] inviterede han mig og een af de andre Dissiple at spise til Middag hos sig og blive der hele Aftenen, han havde indbudt flere fra Byen og vi morede os herlig, han behandlede mig saa venlig, saa fortrolig, at jeg ret holdt af ham, Dagen efter i den græske Time var han endnu venlig og ytrede Tilfredshed med min Græsk. -
At denne Mildhed ikke varer ved, (han kan allerede imorgen være meget vred) veed jeg nok, men det er dog et Beviis paa at han i Grunden Intet har imod mig, thi ellers vilde han vist ikke forlange mit Selskab, især da der kun een til af de andre Elever var indbudt. -
Jeg tilmelder Dem dette, da jeg veed at det fornøier Dem at høre det gode om og for mig. Forresten arbeider jeg nu med mere Rolighed, mit mørke Mismod kommer ikke saa tidt, jeg veed jo at De seer ethvert af mine Skridt fremad, at De kiender Verden og den knudrede Vei til Kundskaberne som er endnu mere ufremkommelig for den som ikke fra Barn har vandret den om han endogsaa styrkes ved Haabet om at naae Maalet. - I Forsynets og Deres Haand vile min Skiæbne; Gutfelds hiertelige Ord være mine

Du! som kiærlig styrer mine Dage
Og hvis Vei er idel Miskundhed;
Gode Fader! jeg vil ei forsage,
Om din Haand mig atter bøier ned;
Om jeg atter under Qval og Vaande
Sukkende skal drage tungt min Aande.
Thi Du kan, Du vil mig ei forglemme;
Du dit Barn jo tegned i din Haand,
Huld Du høre vil min Vedmods Stemme
Faderlig Du styrke vil min Aand;
Venskabs Trøst og Ømheds milde Taarer
Lindre skal den Plage som mig saarer.[5]

Hils Deres Kone og Børn fra mig, ogsaa Madam Andersen, jeg troer hun mener mig det saa godt; Nu Lev vel! altsaa paa Søndag tør jeg haabe Brev fra Dem, og er der noget hos mig De er utilfreds med, siig mig det da strax. - (Maaskee De saa ogsaa ved samme Leilighed husker Skoleqviteringen.) -

Deres taknemlige
Andersen.

Slagelse den 29 Januari 1825.



Brev nr. 19. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Gode Søn!

Din sidste skrivelse haver jeg med Glæde, modtaget, O, gode Christian, Hvor Din Gamle Moder glæder sig, over Din gode Fremgang, og det er, og bliver Din Moders Hiertens Ønske at det bestandig maae gaae Dig Lykkelig og vel! gode Christian. Din Moder, Henlever i det faste Haab, at Du min gode Søn, bliver min Alderdoms Trøst, og Glæde, Dit ædle Hjerte er jeg overbevist om føler lige saa meget for mig. Som mit Moderlige Hjerte for Dig! Gode Søn Du Helses fra Alle paa det Kiærligste, og ønsker Dig en god Fremgang. Men især Helses Du fra Din til Døden hengivne Moder. Od. d. 2. Feb. 1825.

Anne Marie

gode Christian, denne Dag er min Bryllupsdag for 20 Aar siden. -



Brev nr. 20. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører[!]

Mit Brev er temmeligt Langt, men frygt ikke derfor at der er noget Ubehageligt mødt som jeg vilde fortælle, tvertimod er alt Godt. Rektoren er endnu overordentlig god og har endnu ikke skændet en eneste Gang paa mig. - Vi have nu Paaske-Ferie og ingen Lexer i denne Tid, jeg har altsaa god Leilighed, da jeg ingen Stæder tager hen og kan da skrive Dem et ret langt Brev til, mine Følelser misforstaaer De jo ikke, De har jo tilladt mig at skrive naar jeg vil og altsaa tør jeg jo ret engang udgyde mit Hierte for Dem især da nu Leiligheden er saa beqvem. Nu maae jeg først meddele Dem Udfaldet af Examen[2]. - Jeg havde nær maattet blive fra den, thi jeg leed af en voldsom Tandpine, men Skole-Lovene siger: at den som er borte fra Examen, skal (da han ingen Nummer kan faae), være nedderst, og det vilde jeg nødig, jeg gik altsaa til Examen, hvorledes jeg stod mig vil De kunne see af Charaktererne. Examen var skriftlig, (som jeg har tilmeldt Dem) i flere af Sprogene fik vi Stykker at oversætte som ei før vare læste og vi maatte ei bruge Lexicon eller Gramatik, at det maatte blive daarligt for mig frygtede jeg, da jeg nok kiender mit Sprog-Genie, dog gik det, som De snart skal see i nogle Sprog ret godt; Græsk gik det maadeligt med men Latin fik jeg Godt?, for Latinsk-Stiil Temmeliggodt. Fransk Godt? Tydsk Megetgodt? Hebraisk Godt? Geometrisk-Udarbeidelse Godtgodt. ligeledes for den aritmetiske. Historiske Udarbeidelser (om 30 Aars Krigen og Colonierne uden for Peloponees) Godt Godt. for det geografiske (Reise langs Hol1ands Vesterkyst) Megetgodt? Dansk Gramatik Godt Godt. Latinsk Gramatik Temmeliggodt. B Historie[3] Udmærketgodt? Sang Udmærketgodt. Religion Udmærketgodt? Dansk Stiil Udmærketgodt. Caligraphi Megetgodt? - Opførsel - eensstemmigt Udmærketgodt. - Nogle Ting, som De seer, har jeg staaet mig ret godt i, men det er især Sprogene jeg ikke rigtigt kan bevæge mig i, (især naar det er fremmede Ting som opgives). Min danske Stiil var uden gramatikalske Feil[,] derfor fik jeg af den danske Lære[4] helt Udmærketg. Og Religions Læren (Hr Qvistgaard) der bedømte den som Religions Spørgsmaal, læste den høit op og sagde: “at den var Megetgodt at jeg vel kunne fortiene helt Udmærketgodt for den, men for at jeg dog ikke skulde tro at den slet ikke kunne skrives bedre, vilde han give mig et ? ved. Det er Deres Element, sagde han, derfor er det rimeligt at det er saa godt, var De saaledes i Græsk og Latin; dog De bedrer jo alt mere og mere! - Jeg kommer vel nok efter det haaber jeg, men at det ikke kan skee hurtigt nok giør mig saa tungsindig; De er saa god og mild mod mig, saa at jeg selv synes at jeg alene derfor burde giøre god Fremgang om den endog ikke (som det er) var til mit eget Vel; den Sum som ofres paa mig staar stedse for mine Øine, og jeg tænker da: mon jeg ikke nyder den uværdigt. - Nu er det snart min Fødsels-Dag. Naar jeg fra denne tænker tilbage paa hele mit Liv kan jeg ikke nok som takke det algode Forsyn; hvorunderligt har han ikke sørget for mig; naar jeg tænker herpaa synes jeg ofte at Gud vist ikke vil kunne forlade mig da han alt har giordt saa meget; misforstaa mig ikke Velgiører fordi jeg her nedskriver for Dem nogle Træk af mit Liv; jeg vilde saa gierne for mit eget Vel giøre Dem fortrolig med min Siæl, De vil da nu og i Fremtiden bedre kunne bedømme mig; - Fra det første jeg kan erindre mig var Læsning min eneste og kiæreste Beskiæftigelse; mine Forældre vare fattige men min Fader havde dog megen Lyst til at læse og havde derfor en Deel Bøger som jeg slukte, med de andre Drenge kom jeg aldrig sammen[;] jeg var altid ene, fra jeg saa den første Comedie, brændte hele min Siæl for denne Kunst, jeg husker endnu hvorledes jeg hele Dage ganske ene foran Speilet med et Forklæde paa Skuldrene istædet for en Ridderkappe spillede Das Donauwaibchen[5] og det paa Tydsk skiøndt jeg neppe kunne 5 Gloser; snart lærte jeg mig hele danske Stykker udenad, (thi dengang havde jeg stoer Lethed til at lære udenad), jeg begyndte ogsaa at skrive Stykker[6], (min gode Moder skiændte derfor ret paa mig da hun frygtede jeg skulle blive gal af alle disse Optøier) - man talte om mig i Byen, jeg begyndte at giøre Bekiendtskab med dannede Familier[7] [;] man lod mig komme i deres Kreds (naturligviis for at more sig ved mig). I Biskop Plums Huus[8] var det jeg blev kiendt af Guldberg[9]. Han og Flere indaande[de] mig endnu mere Lyst til Theateret; nu var jeg 14 Aar og skulde confirmeres, min Moder vilde absolut have mig til et Haandværk, jeg stred der imod ved Graad og Bønner; nu var jeg confirmeret[10], alle mine Verdens Begreber var dannede af Digterværker, jeg tænkte kun den skiønneste Fremtid, eller tænkte slet ikke, da jeg fik den Idee at reise til Kiøbenhavn og blive Akteur[11]; blændet af de Lovtaler jeg havde faaet, troede jeg ret at være et stort Genie som der Intet kunne være i Veien for (- jeg var jo dengang kun 14 Aar) jeg plagede min Moder om at maatte reise, hun havde aldrig været uden for Fyhn, hun troede derfor at det var mit Spøg og afmalede mig Veiens Længde og lovede at jeg vel maatte Reise naar jeg saa vilde, dersom jeg ei kom til Theatret komme hiem og gaae i en Skrædderlære, det lovede jeg, hos mine Velyndere fik jeg i det hele 14 Rdlr[12] og med dem og et ufordærvet Hierte forlod jeg min Fødebye[13], i Begyndelsen græd jeg vel lidt, men da jeg kom ud paa Veien blev jeg ret munter, saa mange Penge havde [jeg] ei før havt som nu og jeg troede det var en uhyre Sum, nu kom jeg da til Kiøbenhavn, kiendte ikke et Menneske, stod der ganske alene, og mine Penge vare svundne til 11 Rdlr, jeg tog da ind paa en Giestgivergaard[14]; mine Forsøg at komme til Theateret vare forgiæves[15], mine Penge gik, fortvivlet besluttede jeg førend at jeg skulde reise hiem vilde jeg gaae i Lære i Kiøbenhavn, en Sneker søgte just en Dreng[16] og hos ham meldte jeg mig[,] han sagde jeg kunde prøve i en 8 Dage før han vilde indskrive mig om jeg havde Lyst dertil og Kræfter; jeg prøvede een eneste Dag men det var mig ikke mueligt at trække det store Saug[17][,] jeg sagde derfor selv at jeg ikke kunne og tænkte mig om jeg da ikke kunne komme til en lettere Profetion, dog hørte jeg først at der endnu var Een ved Theateret som jeg ikke havde været hos nemlig Siboni[18], jeg løb op til ham[,] græd og bad (efter at han havde roest min Stemme som den Gang var smuk) dog at antage mig men tillige at tage mig i Huset til sig da jeg ikke havde mer en 2 Rdlr i hele min Formue, der var just Fremmede hos ham, min Historie som jeg fortalte vagte Interesse, især syntes Professor Weise[19] ret rørt over mig; - Efter flere Dage lovede Dage lovede Siboni, naar jeg kunne lære lidt Tydsk for at forstaae ham og jeg vilde hiælpe i hans Huus hvad jeg kunne vilde han nok tage mig til sig; Weise skaffede ved en Supskription 50 Rbdlr[20] til mig og jeg fik i 3 Maaneder 2 Timer om ugen Undervisning i Tydsk[21], et ½ [Aar] var jeg hos S i b o n i, nu kom I d a  W u l f f [22], han blev koldere mod mig, og sagde at han ikke kunne holde ud at have mig i Huset [23], jeg kom nu til Dandseskolen og Syngeskolen[24], men havde ikke en Skilling, i min Nød huskede jeg paa Digteren Guldberg[25] - ham tyede jeg nu til, som en Fader tog han sig af mig, jeg skrev da en Tragedie[26], han læste den og roeste flere Stæder deri, læste med mig, og skaffede mig en maanedlig Hiælp i 2 Aar, denne Tid var snart udløben og Pengene var snart forbi, men mange Familier var jeg nu Bleven kiendt med, G u t f e l d t [27] var det som først gav mig den Idee at jeg var Digter, han holdt meget af [mig], men jeg var Barn, jeg troede alle Mennesker og var da i de største Tanker om mig selv. - At Gutfeldt oprigtigt menede hvad han sagde mig var og er jeg endnu overbeviist om, men han har jo kunne feile i sin Dom; han skrev blandt andet saa en Anbefaling for mig til Kongen[28] “Andersen har anmodet mig om mine Tanker i Anledning af et eller andet Literairt især dramatisk Arbeide, uden at afgive nogen bestemt Dom, da jeg i lang Tid ei har beskiæftiget mig med noget Dramatisk, indskrænker jeg mig alene til at bemærke, at jeg hos Hr Andersen sporer et ualmindeligt Talent for Digtekonsten, og jeg tvivler ikke paa, at jo denne Yngling ved at kunne lægge sig efter alvorlige Studier vil kunne naae det som saa ofte urigtigen bortødsles og benævnes: et hædrende Digternavn.” - At Sligt maatte forøge Begrebet hos mig om mine Evner indseer De nok; nu var det at Theaterdirectionen tog sig af mig, den øvrige Historie kiender De nok! -
Naar jeg saaledes betragter mit hele Liv og gaaer ind i enhver af de mindre Omstændigheder, seer jeg jo tydeligt hvorledes Gud har fulgt mig, jeg bør derfor ikke være mismodig, kun at mine Velgiørere ikke kiedes ved mig, jeg er jo ikke forladt længer[;] flere gode Mennesker interesere sig for mig; maatte jeg kun ved Flid kunne oppeveie hvad der mangler i Evner; - Nu kiender jeg først mig selv, lidt godmodig, men forvirret, og luftig er min Charakteer; jeg har slet Intet uden Gud og Menneskenes Godhed[;] derfor er det at jeg ikke kan være rolig nu da jeg er ældre saaledes som da jeg var Barn; men De vil jo sige mig strax mine Feil naar der er Noget De støder Dem over hos mig, derpaa stoler jeg; at De ikke er vred paa mig, skiønt De ikke har skrevet saa længe der paa sætter jeg ogsaa Lid.- Dog i Paasken faaer jeg vel et Brev og maaskee ogsaa saa mange Penge at jeg kan faae et par Beenklæder hvortil jeg trænger meget; - Endnu et Beviis, da jeg veed at det glæder Dem, paa at, som det synes, Rektoren ikke længer er utilfreds med mig er a[t] han i Gaar forærede mig en Billiet til Conserten i Sorøe for de Vandlidte[29] nu imorgen (og den har kostet 1 Rbdlr) ligeledes har han bedet mig at komme op til hans Familie i Ferien, naar jeg havde Lyst. - O Manden er vist god [,] gid jeg bare kunne vedligeholde det, strax da jeg kom til Slagelse var han ligesaadan men De veed jo nok hvorledes han har været mod mig Siden. - De lever dog alle vel i Deres Kreds samt ogsaa hos Andersens? Jeg havde saa meget endnu at skrive, men dels er jeg bange for at De allerede er kied af at læse den Mængde jeg allerede har skrevet dels er det snart Tid at sende Brevet bort. - Derfor Lev vel! misforstaae mig ikke, skiænd dersom De [er] vred paa mig men skriv dog nogle Linier med det første og siig om De er utilfreds med Noget.

Deres taknemlige
Andersen.

Slagelse 27/3 25.



Brev nr. 21. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Jeg har saa inderligt længtes efter nogle Linier fra Dem; - De er dog ikke syg? - egentligt kan De jo ikke have noget at skrive mig til, og desuden har De jo mange Forretninger; dette siger jeg mig selv, men dog kan jeg ikke lade være at blive lidt mismodig naar jeg saa længe Intet hører fra Dem; vær ei vred at jeg ytrer det for Dem, men De har jo engang tilladt mig at udgyde Alt hvad der laae mig paa Hiertet; - Jeg føler nok jeg er for barnagtig, thi blot et Smiil et venligt Ord giør mig strax siæleglad, og et koldt Ansigt kan vække den høiste Mismod i min Siæl, - derfor naar jeg i lang Tid intet hører fra Dem, saa kan jeg ikke udelukke de mørke Slutninger som storme ind paa mig; De har jo engang sagt mig at jeg ikke skal tro at De er vred paa mig fordi jeg intet Brev faaer, da naar det var Tilfældet saa vilde De strax sige mig det, derfor er det urigtigt af mig især at overhænge Dem med mine Breve, og jeg maae frygte at De bliver vred paa mig for det. - Men jeg synes selv at De maae være keed af mig naar jeg selv kan synes det, hvor nær maae da ikke denne Idee være Sandheden. -
Jeg har nu faaet Anelse om noget bedre, er det da saa underligt jeg gyser for at miste det, og maae, naar jeg selv seer min Afmagt; men i Grunden er jeg dog rolig, saalænge De intet har mod mit moralske Indre, lad saa kun møde, hvad der maae møde, - vær overbeviist om min inderlige Taknemlighed[;] hvorledes endog Veien snoer sig, Gud seer jo ei som Menneskene efter Udfaldet men efter Tanken og Villien; hvorfor skulde jeg ogsaa være fri for Sorger, uden disse var jeg jo i den lykkeligste Stilling allerede nu, gierne vil jeg bære hvad Faderhaanden paalægger mig naar man kun ei maae og bør tabe Taalmodigheden med mig;
Rektoren er endnu mild mod mig og jeg kommer undertiden til ham; imorgen begynder Examen og jeg kan derfor ikke skrive mere skiønt jeg gierne vilde. Hils alle i Deres Omgivning fra

Deres taknemlige
Andersen.

Slagelse den 19/6 25.



Brev nr. 22. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Slagelse den 15 September 25

Kiære Velgiører!

Jeg havde ikke formodet at jeg paa denne Side Examen skulde have uleiliget Dem med nogle Linier, men det er, som De vil see af det Følgende, aldeles nødvendigt, dog maa De nu ikke strax frygte at der er indtruffet noget Ubehageligt, tværtimod er det en Ting som jeg er barnagtig nok til at slutte fra: At Rektoren maae have Godhed for mig og at han dog ikke, som jeg saa ofte har troet, ikke havde synderligt Haab for mig. - Men nu først min hierteligste Tak for Deres sidste Brev[2] og for den Godhed, at De giør mig opmærksom paa mine Skrive- og Uagtsomheds-Feil. -

De veed at Rektoren er keed af Slagelse og søger af alle Kræfter at komme til Helsingøer[3], han haaber at det vil skee og er dette Tilfældet, maa han maaskee allerede i næste Maaned forlade Slagelse. I Mandags sendte hans Kone[4] Bud efter mig, (som jeg formoder har Rektoren meent at jeg vilde føle mig mindre generet og være mere fri i at tale med hende end med ham.) - Hun sagde: “at Rektoren leed mig ret godt, men nu vilde han maaskee komme bort til Helsingøer, hvis dette skede ønskede han nok jeg fulgte med ham, fri Skole som jeg har her skulde jeg naturligvis ogsaa have der og for samme Betalning som Madam Henneberg faaer vilde han selv tage mig i sit Huus, var der nogle Stæder i min Latin og Græsk jeg ei kunne komme ud af da vilde han nok hiælpe mig, og det vilde i Tiden være anbefalende for mig at jeg havde været i hans Huus. - Blev han forfløttet, da kunne det allerede skee, som ovenfor er sagt, i October eller November; den 27 October er mit Qvartal ude hos Madammen, og saa meente Rektoren jeg kunne begynde et nyt hos ham, hvis De ei havde derimod. Rektoren lod mig altsaa ved Fruen bede om jeg vilde skrive Dem til, og spørge om De tillod jeg tog fra Hennebergs naar Qvartalet var ude hos hende og logerede mig ind hos ham, da han nok ønskede at have mig i sin Kreds og hvis Tilfældet var at han blev forflyttet De da tillod jeg fulgte med ham, naar jeg ligeledes der fik frie Skole !“
Dette er Grunden hvorfor jeg skriver; hos Hennebergs har jeg sandeligt intet at klage og de viser dem meget opmærksomme mod mig, saa at det ordenligt bliver mig tungt om Hiertet ved at forlade dem, men da Rektoren af sig selv kommer med et Forslag som røber Interesse for mig og tillige forekommer mig baade anbefalende og gavnligt saa kan jeg ikke vakle; - Hos Rektorens vil jeg vist være høilig geneert, jeg kiender hans Characteer, hvorlet kan ikke det daglige Samliv give ham Leilighed til at blive vred, men fra en anden Side er det mig særdeles kiært, at jeg saaledes har vundet den Mands Godhed, som forrige Aar næsten syntes ganske at nedtræde mig og at være fuld af Utilfredshed med mig, at han ikke alene vil tage mig i sit Huus men ønsker at jeg skal følge med ham; - Jeg kan næsten slet ikke rime hans Fremfærd mod mig i den senere Tid og den han viiste mod mig i Fior[,] da sagde han i vrede: “Der feilede heller ikke andet end at jeg skulde faae ham med herud, til de andre Klodse[5] for at pine mig !” og nu vil han tage mig med. - Og jeg har slet ikke saa udmærket forbedret mig, kun giort hvad jeg kunne. - Mon jeg vel stedse kan bevare denne Godhed han nu viser? og mon han ei bliver des heftigere om jeg atter sank i hans Øine? - Dog jeg føler hvor gavnlig det vil være mig om jeg kunne bevare hans Interesse, lad mig kun være lidt genert, han kan jo da saa selv see hvorledes det staaer til med Fliden, Alt skal jeg giøre for at han stedse maae ynde mig, derfor vil jeg nok tage til ham[,] nok følge med ham, jeg anseer det saaledes for en Styrelse af Gud i hvad der saa vil skee, overvei De det nu kiære faderlige Velgiører, siig mig om jeg maae tage op til Meislings naar Madammens Qvartal er ude og hvis han bliver forflyttet om jeg da maae følge med ham da han saaledes selv ønsker det; - Fra min Side sagde jeg til Fruen, var Intet i Veien og at jeg aldeles ingen Stemme havde her, Alt beroede paa Dem, at sætte mig imod det vilde jo kun være at giøre Rektoren vred og hvem veed hvad Indflydelse det kan have for mig at jeg kommer til og med ham. - Fruen bad mig at skrive Dem det til med første Post for at jeg kunne - (dersom Tiden tillader Dem det og De vil) - faae Svar fra Dem med det Første, men hun og Rektoren troede at De intet havde derimod.- Derfor tør jeg jo nok bede Dem at svare naar De kan[6]; jeg skaffer Dem en heel Deel Uleilighed føler jeg, men Gud vil lønne Dem derfor; synes De altsaa om det da er mit Ønske Deres og i modsatte Fald ligeledes, mit hele Liv har overtydet mig mere og mere om at en Faderhaand styrer Alt, til den hengiver jeg mig og Herren virker jo giennem Dem for mig. - Fruen har lovet at jeg skal betragtes som et Lem af Familien og at Rektoren vil hiælpe mig saa godt som mueligt; i øvrigt sagde hun at hendes Mand havde talt meget varmt om mig, at han ei tvivlede om [min] Flid, at ene den sildige Alder jeg havde begyndt i, giorte at jeg var tilbage, desuden skal han have sagt, at han nok troede at jeg kunne komme i øverste Classe, det var Græsk og Latin som jeg humpede i, men det var jo det han ene havde med mig at giøre i og det altsaa mest beroede paa ham, i øvrigt kunne jeg være overtydet om at han vilde indrette det saaledes som det var mig mest gavnligt, enten i Henseende til Opflyttelse eller ikke, og hvorledes jeg hurtigt og med Ære kunne træde frem til Examen i Kiøbenhavn. -
Nu veed jeg ikke om De vil skrive ham til, - dog det behøves vist neppe - men mig maa De endelig, da jeg saa maa sige Madam Henneberg det[7]; det vil just ei være behageligt; naar Hiertet først bliver bekient, bløder det ved at rive sig løs, dog her maa kun Fo[r]nuften være Herre. Paa Søndag[8] faaer jeg vel neppe Brev fra Dem, men dog i næste Uge. - Som sagt jeg vil nok tage til Rektoren, nok følge med ham, jeg vil af Hiertet giøre ligesom De vil, thi jeg anseer det for Guds Viliie. - Paa Mandag skal jeg op til Examen, jeg har repeteret efter Evne, en Deel kan jeg men endeel støder jeg i, nu overlader jeg det til Gud, som gav mig Alt og som atter kan tage. - Det vil nedkue mig bliver jeg ei forfløttet[9] og det vil frygter jeg meget, ogsaa svække Deres Godhed for mig; dog jeg har giort hvad jeg kunne[,] Guds Viliie skee! -
Vil De hilse Alle i Deres Kreds ret meget, siig ogsaa Madam Andersen hvor god Rektoren nu er bleven, og hvorofte jeg tænker paa hende; Nu lev vel! Tiden er mig kun knap i disse Dage.

Deres inderlig taknemlige
Andersen.



Brev nr. 23. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Slagelse den 2 October 1825.[2]

Kiære Velgiører!

Igaar endtes Examen, og herlig for mig; - Rektoren har flyttet mig op i 4de Classe (i øverste); o jeg er saa glad! saa siæleglad, jeg blev ikke engang Fuks, o gid jeg var hos Dem at jeg selv kunne fortælle Dem det[,] dog jeg er der i Aanden!
Examen begyndte, som De veed, for 14 Dage siden[3], vi havde al det Latin som var læst i de 2 sidste Aar, Ovid var jeg ikke bange for men Courtius, begge havde jeg i Sommeren repeteret men meget var der i den sidste jeg stødte i, nu tillod Tiden mig ikke at repetere Begge, kun den ene og lidt af den anden, jeg tog da Ovid og overlod saa min Skiæbne til Gud; hvor bankede ikke mit Hierte da jeg skulde op, jeg bad til ham, at jeg blot maatte staae mig saaledes som jeg havde staaet mig dagligdags og som jeg havde læst til, og gik saa i Guds Navn op, men Skiæbnen vilde det anderledes, jeg fik Courtius, da var mit Mod knækket, jeg hakkede slemt i det og stod mig maadelig, jeg var ganske fortvivlet, jeg saae nu ingen Udvei længer, o det var mig nogle skrækkelige Dage, men Fortvivlelsen gav mig Mod, jeg troede allerede at have tabt Alt, jeg syntes ordenlig at det var Synd af vor Herre at jeg skulde være saa uhældig i Latin; men lige fra den første Ting, nemlig Latinen stod jeg mig nu herlig, den eneste ringe Charakteer jeg fik var for min Latinske Stiil Temmeliggodt, og en Deel bidrog vel det, at jeg ei fik hele Stilen færdig, thi maanlig[4] faaer jeg jo nu bedre og Qvistgaard siger jeg kommer mig godt deri, det glædede mig vel at jeg fik gode Charakterer, men min Latin stod mig som en fiensk Dæmon og skræmmede Haabet bort fra mig. - De andre Charakterer vare

Græsk Godt?
Fransk Godt?
Hebraisk Godtgodt.
Dansk Stiil Udmærketgodt.
Dansk Gramatik Megetgodt.
Religion Megetgodt?
B Historie[5] Megetgod t.
Chaligraphi Megetgodt?
Regning Megetgodt?
Tydsk Megetgodt?
Aritmetik Megetgodt?
Geometri Megetgodt.(i denne var jeg saa heldig at nogle af Censorerne skal have givet mig Udmærketgodt med ?)
Latinsk Gramatik Godt?
Historie et Godtgodt.
Geografi et Godtgodt.
Sang Udmærketgodt.
Opførsel- hos alle Lærer- Udmærketgodt.
Hovedcharakteer Megetgodt.

* * *

Rektoren sagde at mine Charakterer - Latinen frataget - vare meget gode og han var ret vel tilfreds med Examen, men dog sov jeg ei iforgaars Nat før jeg endnu vidste Udfaldet[6], mine Meddisciple gratulerede mig men jeg turde dog ikke troe det - igaar Eftermiddags fik jeg det først at vide og tænk Dem min Glæde[7]. Naar jeg nu bare kunne komme nogenledes ud af det og Rektoren ei vil kiedes ved mig, nu han skal slide med mig i Græsk og Latin, daarlige Charakterer maa jeg vist faae i det mindste de første 6 Maaneder; men derfor maae De ikke betvivle min Flid, jeg skal giøre mit Bedste kan De være vis paa. - Skolen begynder imorgen, men 4de Classe er fri i henved 14 Dage da Rektoren gierne ønsker at de skulle være nærværende ved Examen i Kiøbenhavn[8] for at vænnes til Methoden der, jeg vilde ogsaa gierne have været derind, thi de er der alle sammen, men da jeg ei var beredt derpaa saa havde jeg hverken Logi eller Lommepenge og saa var det jo klogest at blive her[9], næste Aar kan jeg jo komme derind.- 3 Ting har jeg at Bede Dem om, de 2 har jeg ikke havdt Mod til før jeg kunne meddele Dem noget behageligt, og da nu Examenens Udfald er det bedste jeg veed vover jeg at komme med dem, da jeg jo ingen anden har at henvende mig til, - det første er et par Støvler, thi mine er reent i tu, de er vel lappede, men de trække Vand og mine Sko er heller ikke uden i tørt Veir brugelige, jeg har taugt saalænge det var mig mueligt da det er mig saa besværligt at maatte bede, thi jeg føler at Overheng[10] maae svække selv den Bedstes Interesse; nu faaer jeg - som sagt, - de første 15 Maaneder vel daarlige Charakterer, og saa tør jeg slet ikke bede om noget og imidlertid har jeg slet intet til Fødderne, derfor, da jeg trænger saa høilig, sender De mig vel til Støvler; den anden Ting, som ogsaa er en Nødvendighed og en meget stoer er rigtignok den kostbareste, og jeg rødmer næsten veed at komme med den, men De bliver jo ikke vred - tænk Dem i mit Sted og da vil De vist ikke - men De bliver maaskee vred for den megen Snak, derfor ligefrem, - maa jeg faae en ny Frakke? thi jeg kan ikke længer gaae noget Sted med den gamle, den er ganske lu slidt, ja endogsaa lappet; - og jeg kan ikke komme til Kiøbenhavn i Julen uden jeg har et ordentligt Stykke, thi ihvormeget jeg sparer kan jeg dog ikke saalænge bevare min eneste Kiole, som jeg fik ifior. - Det er mig ved Gud tungt at bede Dem derom, og jeg er jo dog nødsaget, derfor vær ei vred. - Den 3die Ting er nogle Bøger som jeg skal bruge i 4de, jeg har løbet rundt omkring herude om jeg ikke kunne faae nogle, for ei at forlange dem hos Dem, men det er ikke mueligt at faae mere end 1. nemlig Cicero de Officiis[11] som jeg har faaet at laane hele Classen igiennem; men nu skulde jeg have følgende

Latinske

Wirgil[12]- Livius[13] - Horatz[14].

Græske

Plutark (dog ikke uden den Deel som indeholder Themistokles og Cammillus[15])
Socrates's Samtaler ved Xenephon.[16]
og endeligt
Ideler og Noldes franske Læsebog (som er nok med den prosaiske Deel.)[17]

Hvis der var Muelighed deri, maae jeg da ikke faae dem med Pakkeposten paa Søndag;?

Rektoren er ogsaa i Kiøbenhavn, maaskee kommer han at hilse paa Dem; - jeg er saa glad, saa lykkelig i disse Dage, vær overtydet om at jeg vil stræbe - tvivlet har De jo endnu ikke, nu maa De derfor mindre. Daarlig er jeg - men Flid maa hielpe. Iaftes mødte jeg Qvistgaard[,] jeg sagde ham Tak for jeg nu var kommen op. “Det skal De ikke takke for sagde han, var det uretfærdigt var De ikke kommen der, det var ikke Barmhiertighed, men vi fandt alle De fortiente det og det glæder mig at De har naaet saa vidt !” - Det sagde han men jeg kiender nok min Svaghed, men nu frem i Guds Navn!! ! Hils endelig Deres Kone og Børn, og vær nu ei vred for Støvler og Frakke, det første maa De for Guds Skyld sende mig til, nu lev vel[,] tak for alt, og vær overtydet om at ved enhver Glæde jeg nyder, et hvert Skridt jeg gaaer frem, jeg taknemligst erindre[r] hvem der skaber min Lykke.

Deres taknemlige

Andersen.



Brev nr. 24. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Tusinde Tak for de venlige Linier jeg modtog fra Dem i Søndags[2], jeg, saa at sige, veier et hvert Ord fra Dem, og naar jeg seer De er tilfreds med mig, finder den høieste Opmuntring. Skolebøgerne fik jeg ogsaa i Løverdags[3] hvorfor jeg takker Dem meget. -
Jeg var i Uvished med mig selv om jeg skulde skrive Dem til med Posten i Dag eller blive[4] Maaneden ud, til jeg kunde meddele Dem mine Characterer for de 14 Dage der bliver læst i den; at jeg skriver saa tidt frygtede jeg giorde Dem kied af mig, og det er jo ogsaa en heel Deel Postpenge, men fra en anden Side syntes jeg at det vilde vare forlænge, først til Maanedens Udgang at sige Dem at jeg havde modtaget Bøger og Penge og takke Dem derfor; dette er Aarsagen hvorfor jeg skriver saa snart til Dem. - Nu have vi da snart læst en Uge[5], og faaet meget mere at bestille end i 3die Classe, endnu har Rektoren ikke examineret men kun læst for, Horats synes mig mindre vanskelig end jeg troede, men derimod vil vist Xenephon blive mig en haard Steen. - Rektoren meddeler os saa mange interesante Noter[6] saa at Latin og Græsk nu ordenlig morer mig, gid jeg nu kun kunne skille mig taalelig derfra! - Villien maa De ikke tvivle om ! - Rektoren er endnu saa god og blid mod mig, men, som sagt, han har jo endnu ikke hørt mig i sine Lexier, dog naar jeg nu kommer op til ham saa kan han jo see hvorledes jeg læser og saa vil han vel være tilfreds. Paa Torsdag[7] flytter jeg op til ham, thi saa er Qvartalet ude hos Madam Henneberg, (maaskee De da til Søndag 8te Dage[8] erindrer mig). - Jeg manglede et Græsk Lexicon, men da et saadant koster en 8 a 10 Rdlr naar det skal være godt, har Rectoren lovet mig et til Laans, min Skoletid, af Biblioteket; - det var mig saa kiært at høre at det glædede Deres at jeg var forflyttet[;] vil De derfor hilse Deres Kone og Datter ret hierteligt fra mig, til Julen haaber jeg muntligt at kunne bevidne dem min Taknemlighed.
I øverste Classe have vi en anden Lære i Dansk[9], nu kommer det an paa hvorledes han bedømmer mine Stile, dette siger jeg Dem foreløbigen, om jeg skulde faae ringere Characteer for disse end før, at De da ei maa tro at jeg har skrevet disse med mindre Eftertanke end hine.-
Min Frakke faaer jeg imorgen[,] den kom til at koste 25 Rbdlr[,] et par Støvler fik jeg i Søndags[,] de kostede 6 Rbdlr, et par Beenklæder har jeg at vende som vist bliver 2 Rdlr og Glose og Skrivebøger som jeg har maatte lade mig giøre, blev 1 Rbdlr 2 [mark] [;] altsaa er dette tilsammen 34 Rdlr 2 [mark] [;] jeg har altsaa endnu 5 Rdlr 4 [mark] - For Skolebøgerne De var saa god at sende mig maatte Madammen lægge 2 [mark] ud til Postpenge som jeg ogsaa har betalt igien, 2 Skolebøger har jeg at indbinde, hvad jeg benytter de 5 Rdlr der saa bliver tilbage, til, skal jeg saa videre med dele Dem. - Nu lev vel

Deres taknemlige
Andersen.

den 20 October 25.

Dansk-Stiil
af
Hans Christian Andersen.

En af de høie, ædle Egenskaber som hæver Mennesket høit over Dyret, er Indbildningskraften, den Evne at kunne fremstille en Gienstand for sig i Tankerne som om den stod for de physiske Øine; den kan skabe sig selv Billeder og ud male dem paa det skiønneste; derfor have de Gamle afbildet Phantasus ): Indbildning[s]kraften som en fyrrig Yngling med flammende Øine, han er den første Engel som nærmer sig Barnet, han ledsager ham tidligere end hans ældre alvorlige Broder, “Fornuften”, han viser ham den hele Verden som et faderligt Huus, Stiernerne som en Engleskare der i Natten skuer ned til Menneskene for at fortælle Faderen deroppe Menneskenes Daad; Phantasus følger Ynglingen over Klipper og Floder og antænder og styrker hans Mod, det er ham der som Haab viser sig for den Ulykkelige der trøster Dyden men maler truende Billeder for Lasten. - Den viser en deilig broget Verden for den Blinde den giver os en Anelse om Evigheden. - Vor Siæl er ufattelig som den Gud der skabte den, den ugrunder[10] ikke sig selv eller sit Ophav og dog dvæler den helst ved Tanken om disse; den føler sig selv at udvikles mere og mere og aner og haaber en Udødelighed; naar vi see, eller lære at kiende en mærkelig Mand imellem os da ønske vi jo at kiende hans Oprindelse, at see hvorledes hans Aand mere og mere blev modnet, hvorledes han giennem Kamp og Møie hævede sig til det Maal hvorfra han tiltrak sig Opmærksomheden, naar vi nu kunne føle saamegen Interesse for en enkelt Mand, hvor meget maae vi da ikke føle for det Hele, for Menneskeheden; da er det vi søge efter dens første Udspring. - Natur og Historie blive vore Hielpekilder; Naturens store Bog lærer os at kiende den mægtige Aand som ordnede Alt; i Historien see vi hvorledes han ved Midler styrer Alt, hvorledes hans herligste Skabninger virke. Men den største Deel af Historien taber sig i det dunkle, men hvor herlige ere ikke de Rester vi have; Folkets Poesie dette Siælens og Hiertets Sprog er alene de lysende Punkter ved hvilke vi lære at kiende dettes Cultur; Digteren øser jo af Naturen og af sin Tidsalder, fra disse henter han sine Billeder og disse give os en Idee om hiin Old; Hvor inderlig dvæler derfor ikke Indbildningskraften ved disse; - Vi see den barnlige Aand som besiælede de første Mennesker, den mægtige Gud som saa underfuldt udviklede Alt mere og mere. - Hvor barnlige ere ikke Ideerne om Verdens Skabelse, Moses har sikkert taget sit Billede af den kommende Dag, da Mørket først adskilles, Himlen og Havet viser sig nu Fuglene og til Slutningen Mennesket. - “Lader os skabe et Menneske i vort Billede!” tænkte de dem Gud at sige[11]; og at han, da Menneskene bleve fordærvede, steg ned til Abraham for at see om det var Sandhed[12]; - At Moses ved Synet af Guldkalven tabte Tavlerne og de gik itu[13] er sikkert ene et stærkt Billede paa at naar det tøileløse Folk erholder sin hele Frihed, da maae Lovens Tavler blive knuste; - ved Jesu Død brast Templets Forhæng[14] - ja! ved Læren som besegledes ved Frelserens Forsoningsdød brast det Dække som var draget mellem det Hellige, mellem Gud og hans herligste Skabning. - Kierlighed ordnede Caos og skabte Verden siger en græsk Mythe. - Mnemosyne[15] var Moder til Muserne ): Erindring fødte Poesien og det Skiønne. - De kaldes Søstre og ere det jo ogsaa, Haand i Haand vandre de igiennem Livet. Historie Poesi Musik Dands og Maleri ere jo et Heelt i Skuespillet. - I Billederne fra Oldtiden see vi da tydeligt hiin Tids Aand ; Nordens Kraft og Sydens Vellyst føle vi i de stærke Billeder. Blodige og fæle Billeder see vi i det barske Nord da Menneske blod flød for de vrede Guder men undertiden træder der et Billede frem der røber Anelse om den usynlige Gud. - Phantasien optager jo sine Billeder af Gienstandene om sig, den indaandede disse i Bardernes Sange og saaledes blive disse herlige Minder om den svundne Old; en barnlig Aand, ukient til Verden, viser sig i Billederne fra et nomadisk Folk; den raae, blodige Aand hos Nordens Barbarer; Troubadurens Sange vise os hiin romantiske Tidsalder og saaledes søger Indbildningskraften ved disse Billeder at fremkalde det Svundne. -
I Tidens Strøm styrter alt Middelmaadigt kun det særdeles Store kan bestaae og derfor kan alene sande store Billeder som tale til Siælen være fra hiin Tid, og derfor dvæler Indbildningskraften saagierne ved disse som vise os en svunden Olds Følelser og Ideer.

Ug?



Brev nr. 25. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kiære Velgiører!

Jeg sender Dem herved Qviteringen fra Meisling samt en Afskrift af mine Charakterer, men først min inderligste Tak for det tilsendte[2]. - Den ene Dag gaaer som den anden, fra Sengen til Bogen, derfra til Skolen og fra den til Bogen om Aftenen igien; thi ud kommer jeg ikke, men lever som en sand Eneboer; Meisling siger nok “De skal gaa ud og røre Dem, den megen Sidden giør Dem sløv !” men Slagelse Landevei ligner om Vinteren et Kamtschatka[3] og om Sommeren en sand Lyneborg Hede[,] altsaa kan den ikke lokke mig ud[,] og besøge Nogen, veed jeg M ikke lider, altsaa bliver jeg heller hiemme. - Men denne lille Tvang giver mig en stoer Fordeel, nemlig den, at M sieldnere siger noget til mig paa Skolen, og hiemme behandler mig ret fortrolig og venlig. - Jeg indseer ganske sikkert at han mener mig det godt, men lidt underlig er han dog ofte, eller ogsaa det er mig, eller min forfængelige Egenkiærlighed der seer galt. (Til en Anden end Dem turde jeg ikke skrive saaledes, men De har jo selv tilladt mig stedse at aabne mit Hierte, mine Følelser for Dem.[4]) Jeg var, f Ex, forleden Søndag gaaet i Kirke; men var han ikke ganske vred derfor og sagde “det var bedre jeg sad ved mine Bøger!” men han var da ogsaa i daarlig Lune den Dag; - En Klemme er der rigtig nok paa mig, men trykkende kan jeg just ikke sige den er, og det, at han er mild mod mig, giør at jeg endogsaa føler mig ret vel og ikke længer kan spille en klagende Werthers[5] Rolle. Jeremiader kieder ogsaa, derfor Mod, og en Portion har jeg allerede begyndt at samle mig. - Jeg begynder allerede at mærke hvor meget det hiælper mig at M læser privat med mig, især seer jeg det i min Latinske Stiil, han har givet mig et ganske tydeligere Begreb om at udtrykke mig i dette Sprog end jeg før har havd, og Hr Qvistgaard, som paa Skolen har Stiil med øverste Classe, yttrer ofte sin Tilfredshed med at det gaaer nu bedre og bedre. - Derfor som Wessel siger “Ondt og godt i [alle] Lande, Roser sig med Torne blande!”[6] Da det nu saa maa være, her i denne underlige Verden, min Lod er dog bleven i blandt de bedste; og jeg vil derfor bære de smaa Ubehageligheder med de store Goder der ellers er tilfalden mig. - Var min Aand ikkun[7] mindre flygtig og mere rolig, da vilde jeg vel ogsaa endnu mere kunde vinde Ms Godhed; dog endeel af den indbilder jeg mig at have, og om ikke mit Hierte kan ganske aabne sig for ham, om jeg ikke kan elske ham, saa er jeg ham dog inderlig taknemlig for hans Interesse for mig. -

Charaktererne for denne Maaned er

Græsk Godt.
Latin Megetgodt?
Latinsk Stiil Megetgodt?
Hebraisk Godt.
Fransk Godt.
Dansk Gramatik Megetgodt.
Danske Stile Megetgodt.
Latinsk Grammatik T Godt.
Sang Udmærketgodt.
Aritmetik Temmeliggodt.
Historie Godt.
Historisk Udarbeidelse Megetgodt.
Geographi Godt.
Religion
Nyt Testament } Megetgodt.
Bibelsk Historie
Tydsk

Godt
.

Opførsel- hos alle Lærer - Udmærketgodt.

Hovedcharakteeren blev Megetgodt.-

Meisling venter hver Dag paa at blive forflyttet til Helsingeur[8], og troer ganske sikkert at det vil skee i denne Maaned, han ønsker da, som De veed, mig med, men har da sagt jeg Intet skulle skrive til Dem herom før han veed det ganske afgiort. - Jeg maa hermed sende Dem en Skoleregning; det haster just ikke strax med den, naar det kun skeer i denne Maaned. I Juleferien skulde jeg have havd een med, men havde ingen, som De nok er saa god at erindre, den var ved Indpakningen af den Smule Tøi jeg havde med, bleven borte, og Casereren som jeg bad om en ny, sagde det kunne være til nu, da han saa kunne skrive dem paa et Papir, derfor staae de saaledes der. -
Nyt, her fra Slagelse, har jeg ikke at kunne fortælle Dem; man maatte være en sand Gert Westfaler[9] for at kunne fortælle noget, derfor undskyld at mit Brev er lidt for tørt og prosaisk. - Hvorledes lever Deres ældste Frøken Datter? hun er dog ikke endnu reist til [det] deilige Fyhn? vil De hilse hende ret meget fra mig. - Glem ikke at sige mig, naar der er Noget De ei er tilfreds med hos mig, saalænge De Intet yttrer, troer jeg der er Intet; derfor glem mig ikke. - Dag for Dag samler jeg mig en liden Portion større Mod, det hiælper jo ikke dette fæle Mismod, som endogsaa - saavidt jeg mærker - kieder mine Venner. Vil De hilse Madam Andersen, jeg seer ret tidt paa Billedet i Gefion[10], men det falder dog reent igiennem imod Orrignalen, der staaer meget naturligere og skiønnere i mit Bryst. - Kobberstikkeren har vist vildet skildre hende som hun virkelig er - en Engel; men han har giort hende til en Basun Engel; i det mindste bringer de hovnede Kinder mig paa denne Idee. - Ordsproget siger, “Det er vanskeligt at binde Munden paa en Barbeer”, men man burde snarere sige det er vanskeligt for den Snakkelystne at tie; i det mindste gaaer det mig saaledes; gierne blev jeg veed at skrive til Dem, men jeg har jo egentligt Intet at skrive og frygter derfor at kiede Dem alfor meget, jeg vil derfor slutte.

stedse bliver jeg Deres taknemlige
Andersen.

Slagelse den 3 Mai 1826. -

Det er en daarlig Mai herude paa Landet, Skoven er ganske bruun endnu og een Dag er her en Hede som i en rusisk Badestue[,] en anden Dag klapre Tænderne af isnende Kulde. - Dog, hvorfor fortæller jeg Dem dette, der er jo, hvis jeg ikke feiler, Træer i Deres egen Gaard[11], og altsaa er ogsaa denne Notitze overflødig. -



Brev nr. 26. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kiære Hr Ingemann!!!

Jeg haaber at De ikke bliver vred fordi jeg uleiliger Dem med et lille Brev skiøndt jeg skriver saa daarligt at det vist ikke er godt at tyde mine Runer. - Jeg ariverede lykkelig og vel her hiem til Slagelse i Fredags[2], Eventyr mødte mig ikke paa Veien, skiønt jeg just ikke var prosaisk stemt, men man maatte jo være en sand Geert Vestfaler[3] for at kunne fortælle meget om en lille Reise; havde jeg som salig Don Quixot[4] tagen Møllerne for Riddere eller Bomhusene[5] (i Mangel af Kroer) for Slotte saa kunde jeg da have fortalt Noget. Og Skade er det at her ikke er nogen Ziguenere her i Landet altsaa ingen Mägd Merrillis[6] saa at der ingen Eventyr møder fra den Side. - Men Regn og Solskin fik jeg dog, som jo møder os, baade paa Livets Reiser og paa Reiserne hen over det lille Solegran[7] vi beboe der jo ikke, som Rasmus Monta[n]us allerede vidste, er flack men rund som en Æbleskibe[8]. - Vognen rullede rask hiemad, men en iiskold lille Ellepige foer dog hurtigere afsted og pustede saa koldt paa mig at jeg blev ganske forkiølet og tænk Dem engang - kunde ikke faa mere end een Tone frem til Jubelfesten[9]; -lad nu ingen afdisputere mig, at der er en Skiæbne; var det nu ikke saa skiæbneligt som det kunde være, at jeg ikke skulde komme til at synge, jeg som havde drukket Æg og ofret Skallerne til Hecate[10] blot for at kunne skrige og nu maatte tie som en Muus. Etatsraad Collin kom herigiennem i Løverdags[11], han var hos mig, og fandt ogsaa at det var det bedste jeg fulgte Meisling til Helsingeur, da han tager sig saa meget af mig; jeg har ingen Villie i denne Sag[12], men følger min Velgiørers Mening som et Vink af Forsynet; paa Tirsdag i førstkommende Uge vil Reisen skee og derfor er det at jeg skriver i Dag med Wendelboe[13] om De til Søndag vil tænke paa mig med Stambladet[14], Tillys[15] og Bager[16] sender mig samme Dag, veed De ingen Leilighed, saa kan De sikkert faa det med dem. Deres gode Kone haaber jeg nok ikke har vægret sig ved at tage det lille Blad, naar De vidste Begge, hvor usigeligt kiært det er mig at kunde giemme noget fra Deres Hænder saa vilde De sikkert - det er jeg overtydet om - ikke glemme mig. De kan ellers tro, at der er en underlig Giæring i min Siæl, jeg veed slet ikke hvorledes de Mennesker dernede er, og jeg er ret et underligt Væsen, et venligt Ansigt kan giøre mig siæle glad og et mørkt, fylder min hele Siæl med mismod; sildig kom jeg til Studeringerne og der er en underlig Uro i mig saa jeg ofte kan bringe M[17] til at blive hæftig. - Dog, mit Brev bliver jo en Jeremiade, det maa det ikke være; det er kun i Romaner at Sigwarter[18] og andre Riddere af den bedrøvelige Skikkelse[19] giør Lykke; Gud har jo heelt forunderlig hiulpen mig fremad, han kan ikke forlade mig, jeg giør hvad jeg kan; kiente jeg et Menneskes Følelser saaledes som jeg kiender mine; jeg vilde aldrig kunde slaa Haanden af ham, hvor kan jeg saa frygte for det af den bedste Styrer. Derfor Mod, aut Cesar, aut nihil[20] være mit Valgsprog. Guds Villie skee!
Jeg har tænkt paa at bede Dem, om jeg engang i mellem maatte skrive Dem til, men det tør jeg [ikke]; ret ofte vil jeg tænke paa de glade Timer jeg nød i Deres Selskab, hvorfor jeg inderlig takker Dem og Deres Kone. - Maaskee seer jeg Dem inde i Byen i Sommerferien nu lev vel, maaskee bliver min Fremtid herlig, maaskee sørgelig; i det sidste Tilfælde er der dog et Haab, Døden. - Lev vel, lev vel!!!

Deres inderlig
taknemlige
Andersen

Hils tusinde Gange Deres Kone; og glem mig ei til Søndag.-

Slagelse den 16 Mai 1826



Brev nr. 27. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Kjære Andersen!

Hermed sender jeg Dem Stambogsbladene[2]. Det glæder mig, at det har føiet sig saa heldigt for Dem, at De kan følge med Dr. Meisling til Helsingør og under hans Veiledning fortsætte Deres Skolestudier. Hvad De endnu staaer tilbage i, vil De ved en saadan Lærers Anviisning snart kunne indhente. Tab nu ikke Taalmodigheden, men grib ivrig og alvorlig fat paa de nødvendige Forberedelsesstudier i disse sidste vigtige Skoleaar, og De vil visselig ikke siden ansee den Tid for spildt. Bevar et frit og freidigt Mod, og hvad De alvorlig higer og stræber efter vil De med Guds Hjelp og med from Tillid og Hengivenhed til alle gode Gavers Giver, ogsaa kunne opnaae. Naar De har Noget at meddele mig og Lyst til at skrive mig til, skal jeg med Oprigtighed gjengjælde Deres Tillid. Med venlig Deeltagelse og ikke ringe Forventninger ledsager jeg Dem fremdeles med de bedste Ønsker. Deres kjække “aut Cæsar aut nihil”[3] er mig et vel hedensk Princip - i Sandhedens Rige kan de sidste blive de første og de mindste de største; hvad man skal gaae og gjælde for, kommer det i det Hele ikke an paa - esse non videri[4] er Tingen - hvor meget eller hvor lidet maa Gud raade for; men er man kun tilgavns hvad man kan og skal være, lever man ikke forgjeves.
Lev fremdeles vel! enhver god Tidende om Dem skal glæde mig og naar De har Tid til at besøge os, vil det altid være mig og min Kone en Fornøielse.

Ingemann

Sorøe d 20 Mai 1826



Brev nr. 28. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Helsingøer den 8 Juni 1826. -

Kiære Hr Ingemann!

Inderlig Tak for begge Stambladene[2], det fra Dem og det fra Deres Kone, tak hende ret meget; dog hun læser vel disse Linier og saae kan jeg altsaa selv her. Deres Brev glædede mig usigeligt, og at De tillader mig undertiden at skrive Dem til vil skaffe mig mangt et glad Øieblik. Men see nu ikke for meget paa Sproget eller Tonen i Brevet, jeg forstaaer mig ikke paa at skrive efter Regler, det vilde være for trættende, Pennen maa løbe og Hiertet dictere. - De kan tro jeg fik mig nogle ret smukke Stamblade, men især udmærkede sig et fra Christian Wendelboe[3]; han havde tegnet mig derpaa Schillers Portræt der lignede overordentligt, nedenunder et lille Vers: Med svage Træk jeg malet har en Digter stoer, et bedre Billed i dit Hierte boer. - Præsten B a s t h o l m digtede ogsaa selv et par Linier til mig og en Frøken Herbst tegnede en smuk Pegasus[4]. Naar vi træffe sammen skal jeg vise Dem og Deres Kone disse. De kan ellers tro at jeg var lidt blød om Hiertet paa nogle Stæder jeg maatte sige Levvel, og næsten skammer jeg mig over min Barnagtighed, jeg græd; jeg har jo egentligt intet rigtigt Hiem, her eller der, maa jo være mig det samme; det hele Dannemark er mit Hiem; men det er dog en underlig Følelse at skilles fra gode Mennesker man i en Tid har levet med og har faaet kiære. - Reisen herned til Helsingøer gik ret magelig da vi brugte henved 3 Dage til Touren[5]. Rask rullede vi afsted, og snart laa det gamle Slagelse, som jeg, ikke blot for Rimets Skyld, har kaldet Plagelse, bag mig. Da vi kom nær Sorø ønskede jeg ret i Hiertet at maate møde Dem, men jeg saae ikke en eneste Sorianer, jeg vinkede mit Levvel over Byen til Dem, og til Ringsted und immer weiter hop, hop, hop, ging's fort in sausendem galop[6] til vi naaede Ordrups Kroen[7] hvor jeg ventede paa et Favntag af den kiære Hr Morpheus[8]. - Men De begynder nok allerede at rynke lidet paa Panden og sige: “au au mit ene Knæ! han vil dog ikke fortælle mig sin hele Reise saa nøiagtig som en voszisk Idyl!”[9] nei frygt ikke det, det kunde jo gaa mig som salig Gert Vestfaler[10], at De løb fra mit Brev. Desuden vil jeg heller ikke saa omstændelig fortælle den da jeg i Tidens fylde agter at udgive den[11], men ikke paa Dansk, saa duer Bogen ikke, men jeg vil lægge mig efter det kamschadalske[12] og skrive den paa dette Sprog maaskee den da kan blive indført som Læsebog paa Universitetet ved Lopatka[13] eller de lærde Skoler paa Novaja Sembla.[14] - Veien til Roeskilde kiender De, den er tør som Lyneborg Hede[15] og jeg kan ikke sige meget om den. Derimod fra Roeskilde og ned til Helsingøer var Alt nyt for mig, da jeg aldrig har reist denne Vei, hvor forfriskende var ikke Udsikterne her imod de foregaaende, hvor deilig kneiser ikke den gamle Domkirke[16] for Enden af den bugtede Fiord med sine Skovkyster, store Bønderbyer og Fiskeleier. Mange Oldtidsminder stod for mig og jeg syntes for Øieblikket at leve i en heel Digterverden. Vi rullede over Værrebro[17] og jeg tænkte paa Frode; - Meisling viiste mig hvor Digteren Smith[18] boer og jeg misundte ham at han levede i en saa herlig Egn. - Hvor længtes jeg ikke efter at see Slangerup, hvor den store Kingo[19] havde leget som Barn. Som Bachanter[20] styrte[de] vi, eller rettere Hestene fremad, og endelig efter at have rullet op og ned af Halsbrækkende Bakker kunde jeg da sige: jeg kom, jeg saae, og fandt - et Ravnekrog! - Byen saa malerisk nok ud men jeg havde dog hellere seet det paa Lærredet, end in natura. Nogle Huse var pyndtelige andre saae ud, som en polsk Bondehytte, paa Gaden laa skidne Unger og vrælede og paa Postgaarden havde de ikke engang en Trappe til at stige ned fra Vognen paa, men vi maatte balancere allesammen paa en Stoel; knap en Flaske suurt Øl var at faae før den hentedes fra Kroen, og i Stalden, (thi jeg besaae Leiligheden) stod Husets eneste Sviin i et Degntrug. - Dog var Folkene ellers ret galante imod os. Paa en ussel Kiste af Vogn der gialt for Postvogn rullede vi da ud fra dette Drøvelsens[21] Sæde. - Henimod Klokken 10 naaede vi Frederiksborg; ihvor sildig det var maatte jeg dog ind i Slotsgaardene. - O hvilket Indtryk giorte dog det gamle Slot, med sine Taarne og Vindelbroer, paa mig. Jeg gik ind i den inderste Gaard og det gav Ecko ved hvert Skridt jeg giorte. Græsset groede høit op imellem Fliserne og kun hist og her skinnede et Lys ned til mig fra de høie Slotsvinduer, det forekom mig her inden for disse dunkle Mure, som om jeg var stegen et par Aarhundreder tilbage i Tiden, maaskee har Christian den IVde[22] staaet paa samme Sted hvor du staaer, tænkte jeg, og saae i Tankerne Riddere og Fruer spadsere forbi mig. Dette Slot er den første Ridderborg jeg har seet og aldrig glemmer jeg den Følelse der i dette Øieblik levede i mig; dog evig at bo inden for disse mørke Mure kunde jeg ei have Lyst til[23]. - De kiender sikkert Veien herfra, og ned til Helsingøer og kan altsaa tænke Dem hvor salig jeg maatte føle mig; det var som jeg kørede igiennem en heel Phantasi Verden; - Endelig naaede jeg Maalet og blev ganske flau da jeg udenfra saa kun en lille By nede i et Hul, men da jeg kom ind i Byen, tog jeg smukt til Hatten for de høie Huse og da jeg saae de snevre Gader og Menneskevrimlen troede jeg mig i mit kiære brogede Kiøbenhavn.

Helsingør Latinskole.

- Skolen[24] er en smuk stoer Bygning og Læseværelserne store og gibsede; Eleverne ere heller ikke saa viltre som man udmalede mig dem, de ere ret godmodige og meget forekomne saa jeg tænker nok at komme ud af det med dem; her er en heel Deel Lærere og 2 iblandt dem Officere[25] der undertiden komme i fuld Uniform, saa at Skolen forekommer mig som et fransk Universitet i Napoleons[26] Tid. Jeg kan ellers ret godt lide Gangen dernede og Alt gaaer med Liv; jeg mærker ogsaa at Disciplene stikke dybere i det end Slaglosianerne og jeg maa altsaa spænde mig an at jeg ikke bliver, den fattige Fugl, (som) “kommer hinkende, kommer linkende!”[27] - Jeg var forleden med Meisling ude i Marienlyst[28], o det er da Noget af det første jeg har seet, o hvem der en heel Sommer kunde leve der og alene nyde og digte, han var dog lykkelig. - Udsikten fra den øverste Therasse hen over Sundet er fortryllende; Meisling sagde ogsaa at den skulde være een af de første i Europa og ligne den omkring Neapel. Mod Høire seer jeg ned til Hveen og Taarnene af Carlscrone[29] som jeg tænker mig at være Neapel; ligeunder mig Byen og det gamle Kronborg. Den svenske Kyst smiler saa søsterlig saa dansk til mig saa jeg neppe kan tænke mig at det er et andet Kongerige, kun det sorte Kullen i sin blaalige Taage siger at paa den anden Side Vandet begynder et Klippeland. Skibene svæve lystig forbi; o hvem der kunde flyve med og see alle Verdens smukke Stæder. Jeg bilder mig ogsaa ind at det vil være et af de første Skridt i vor Lyksalighed efter Døden, at Aanden frit kan svinge sig hen og see enhver deilig Plet her paa Jorden. - Da jeg var her i Haugen seilede just et stort engelsk Krigskib giennem Sundet, der var Musik om Bord, de saluterede for Fæstningen som svarede, saa at det gav Ecko fra det fierne Kullen. Paa Skibsbroen er der ogsaa livligt og romantisk, der ligger et stoer engelsk Skib som damper af Steenkul som om det indesluttede hele London; her sidder sortbrune Italienere og synge; der hører jeg nogle phlegmatiske Hollændere diskurere og hist kommer en Baad med svenske Flikkaer[30]. - Ved Prinds Fritz's og Wilhelmines Forlovelse[31] var Byen brilliant ilumineret baade i de større og mindre Gader hvor Janischarmusikken drog igiennem. - I Dag er her atter en Festdag. Skolen er fri og derfor kan jeg skrive et saa langt Brev som dette. - De kan tro her var en Stads; Kongen kom i Morges med sit Dampskib ledsaget af Prindser og Prindsesser, han vilde til Jylland men blev her hele Dagen. Byens store Hovedgade har aldeles et sydlig Præg; og Meisling siger ogsaa han har aldrig seet det før, men at det er Skik i Italien ved Prosessioner. - Alle Husene i hele Gaden vare her beklædte med Guirlander og Krandse, nogle endogsaa bedækkede dermed og paa flere Stæder i Gaden vare fra Gienboe til Gienboe dragen Guierlander eller Snore med Flag. I Havnen bølgede Skibene med Flag, og paa Vagtskibet stode Søfolkene i Geleder, den ene Række over den andens Hovede lige fra Dækket og op til Vimpelen. - Kongen spiste paa Marienlyst og der trak nu hele Byen sig ud. Her er i denne Tid en stoer fransk Berider Trup[32] med et Personale af henved 100 Personer foruden fiirbende Heste, disse havde udbedet sig Tilladelse at vise deres Kunster udenfor Slotsvinduerne hvor de efter Taffelet dandsede paa Linnie og reed og Enhver kunde uden Betalning see derpaa. Men det deiligste Syn var at see op paa Therasserne der gaae i Zikzak opad og var propfulde af Herrer og Damer Karle og Piger, nogle sad endog oppe i Træerne og man hørte da en Klappen baade under, over og omkring sig. Tænk Dem nu Havens deilige Beliggende og denne Menneskevrimmel da vil De nok indsee hvor livligt og skiønt det hele har været. - Men nu begynder Papiret at raabe stop og jeg maa, hvor nødig jeg vilde ende; - glæd mig - jeg tør ikke bede snart men dog - ved Leilighed med nogle Linier jeg skal da snart svare Dem igien. - Gid jeg nu maatte arbeide mig godt igiennem Skolens Fabrik-Liv; jeg er sandelig kun tynd og det ikke alene i physisk Forstand, men Gud vil vist hiælpe, han maae hiælpe, selv vil jeg ikke kunde hæve mig til Maalet for mine Drømme, alt vil jeg giøre,skee saa hans Viliie. - De har tilladt mig at skrive til Dem, og jeg vil benytte mig af Deres Tilladelse, men ofte er jeg ret mismodig, bliv da ikke kied af mig om De faaer en lang Jeremiade, er jeg munter da vil De faae lutter Wrøvl; - Men nu lev vel! hils Deres Kone tusinde gange fra mig; taler De med Bager hils da ogsaa ham. Lev vel! lev vel! glem ikke Deres taknemlige

Andersen.

Min Adresse er til: H.C. Andersen (boende i den lærde Skole hos Hr Dr og Rector Meisling) i Helsingøer.-

[Udskrift:]
S.T.
Hr: Lector B.S. I n g e m a n n
i
S o r ø e



Brev nr. 29. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjære Hr Ingemann.

I det første og eneste Brev[2] De har glædet mig med tillod De mig, at jeg engang imellem maatte skrive Dem til, skjønt De ikke siden jeg skrev, har glædet mig med et par Linier, tør jeg jo dog nok kom[me] igjen med min knudrede Runestav. Hvad jeg sidst fortalte Dem om Touren herned har De vel endogsaa læst i Skilderiet, thi jeg fortalte Nyerup[3] den omtrent saaledes som jeg skrev Dem den til og har nu til min store Forundring opdaget et Brudstykke af mit Brev trykket; jeg er i Sandhed slet ikke tilfreds dermed, havde det kundet falde mig ind, skulde det være blevet mere ordnet og udført, og jeg havde da slet ikke harseleret over Slangerup. - Nu er snart vores Sommerferie forbi, jeg var ellers inviteret af Guldberg til sig i Fyhn, men det er jo en uhyre Vei, Posten er dyr, og spadsere er der nu slet ikke at tænke paa. Dog har jeg nydt 8te ret behagelige Dage inde i Byen og er nu atter kommen tilbage til min Bog og Hr von Cicero, hvis Pligtlære jeg hellere vilde følge i Livet end ty igjennem. - Men nu skal jeg da fortælle Dem min ridderlige Tour til Axelsstad[4] og berømmelige Søfart tilbage; om den just ikke naaer en Reisers fürgterlige Ildebrandshistorie[5] i Reenhed og en Hofmanns Phantasistycken[6] i Fürgterlighed saa kan den jo dog være grumme raer at høre. - Skulde den sættes i Vers maatte den da begynde saaledes. “I Lørdags 8 Dage om Natten Klokken tre; jeg sortklædt som en Krage gik, Axelsstad at see.” - Men De holder vist ikke af at høre mig phiantasere[7], jeg vil derfor tale i jevnt kristeligt Prosa; - Klokken var som sagt ei mere end 3 om Natten da jeg paa Apostlernes Heste svævede ud af vor nordlige By. Jeg saae ud over Sundet og Solen steeg op bag den svenske Kyst, men den saae ikke anderledes ud i Sverrig end her i Danmark; Jeg plukkede mig Jordbær og Hindbær paa Veien, læste i Steriotyp Udgaven af l000de og een Nat[8], og saaledes naaede jeg Hirsholm[9]hvor jeg følte mig ganske begeistret ved den deilig[e] Egn, men snart kom Solen høiere og høiere, min ene Kind var næsten stegt og den støvede Landevei gjorte mig saa prosaisk som et Nytaarsvers i Adresseavisen[10]. - Mat og træt som en Vandrer fra Arabiens Hede, naaede jeg Gjentofte hvor jeg tilbragte Resten af Dagen hos Daléhns[11], imod Aften vandrede jeg til Byen, En Vienervogn foer mig forbi, nogle Damer nikkede og vinkede, Veien dreiede af og det brogede Syn var forsvunden, jeg naaede endeligt mit Hjem - Schacspears Oversætter, Comandeur Wulff - men alle vare de ude i Dyrehaven, det var dem jeg havde mødt; i Biblioteket søgte jeg nu Erstatning, læste for første gang Deres Waldemar[12] og begyndte paa Tiecks Genoveva[13]. (De veed jo nok hvor hurtig jeg læser.) og for nu at blive ved i Idyl-Manier - da Theen var drukket og Maanen - der var rigtignok ingen - grinede bleg igjennem Skyerne gik jeg til Sengs og sov som Onkelen i den kotsebuske Galning[14]. - Om Morgenen skrev jeg et lille Digt i Sengen, Solen skinnede mig saa venlig ind i Ansigtet og begeistret af den smukke Morgen skrev jeg et Aftenmaleri, et af de bedste Stæder deri er sikker dette:

Hvor malerisk staar Fiskerhytten her
See Vinduet kneiser med halvtredje Rude,
Hvor smile dog i Aftensolens Skjær,
De halve tre imellem gamle Klude.
Og rundt om Hytten Tjørnehække staae
Broderede med Strømper og med Sokker,
Og Himlen favner Alt, saa klaer og blaa
Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker. – [15]

Jeg morede mig ellers herlig de 8te Dage i Axelstad, ja var i Dyrehaugen med Wulffs i Selskab med den muntre, vittige Lotte Øhlenschlæger[16].

Charlotte Oehlenschlæger
Det Kongelige Bibliotek

Hver Dag blev tilbragt med Besøg, jeg var ogsaa oppe ved Vestervold[17], da jeg haabede at finde Dem der; jeg var hos Kronprindsessen[18], hos Rhabeks[19] kort, gjorte et par Vandringer Fredriksbergs rundt et cetera et cetera. Hjemfarten skede næste Søndag paa Dam[p]skibet[20], det var første Gang jeg var paa saadan et Væsen. Den danske Kyst saa fortryllende deilig ud men Søen gik stærk og snart saae jeg Damerne med blege Ansigter og Graad paa Kinderne at stirre ned i Bølgerne, jeg blev ogsaa rørt og fik snart den ønskeligste Søsyge man vil forlange. Da vi naaede Tyhcos Ø[21], gik vi langs den svenske Kyst der bragte mig til at tænke paa de 7 magre Køer i Kong Pharaos Drøm hvorimod Sjælland var mig de 7 fede[22]. Nogle Pagagere bleve sadte af ved Helsingborg og saaledes saae jeg da temmelig nær for første Gang en By i et andet Kongerige, men den saae ei saa anseelig ud som salig Baggesens Fødeby[23]. Kun det gamle Taarn (Kjernen)[ill. Af Kjärnan før restaureringen ca. 1900 fandt sted] vandt mit høie Bifaldt, thi det forekom mig som en Ruin og i Tankerne saae jeg Gustav Adolf[24], Karl XII[25] og Christina[26] spadsere deroppe. Snart forlode vi Tegnérs[27] Fødeland og strøg lige over mod det gamle Kronborg der vinkede os med sine høie Taarne og efter faa Øjeblikke var jeg hjemme i mit Helsingøerske Viisdoms Tempel. - See saa! nu er da mit Eventyr ude, hvis De har læst det og ei løbet det igjennem med 10 Mile Støvler. - Nu sidder jeg igjen her ved min Bog og den ene Dag gaaer næsten som den anden, skjønt udenfor er Liv og Færdsel nok, paa Rheden ligge en halvsnees russiske Krigskibe (man siger 11 Linieskibe og 3 Fregatter) de skal nok op at øve dem under den skotske Kyst, eller som vores Pige forsikrer imod Grækerne; dog skal der være Kavaleri ombord. Gaderne er derfor fulde af Officere, Gemene og hist og her vandre en Præst med sin høie Hue. - Men De har [det] nok ogsaa ret livlig ude i Deres By i denne Tid[28]. - Hvorledes har Bager og Wendelbo staaet sig? - O glæd mig endelig snart med et Brev, De lovede mig det jo ogsaa paa en Maade i Deres Brev at De nok vilde skrive. - De kan tro at jeg ofte er ret mismodig, den ubetydeligste Ting kan ofte sætte mig i mørkt Lune; enten er jeg den personificerede Munterhed eller jeg ogsaa maa græde som et Barn; jeg veed nok det passer sig ikke for saadan et stort langt Menneske som jeg, men det er ogsaa kun i Ensomhed jeg overlader mig til mit Mismod; Sprog falder mig vanskelig, Grammatikkerne, disse Sprogenes Rygrade, grine mig som fæle Beenrade i Møde, jeg føler min Svaghed og det gjør mig mismodig; enhver Pengesum jeg modtager til min Understyttelse falder mig bly tung paa Sjælen og den Tanke piner mig; “jeg kan ikke gjøre mig værdig al den Interesse man viser for mig”[29]. Men frem maa jeg! jeg kan nu ikke gaa tilbage, jeg har faaet Begreber om et Bedre end det jeg anede i den Stilling min Fødsel satte mig; nu maa jeg videre frem. - Havde jeg blot erholdt mine Examinaer og stod som Student indenfor Kjøbenhavns Volde, hvor lykkelig vilde jeg da ikke være, men - det skeer maaskee aldrig! O De kan ikke tro hvilken Gjæring der er i min Sjæl og mueligt er det denne der er det urigtige hos mig; hvor inderlig jeg længes efter at komme frem, men det vil ei skee saaledes, saa hurtig som min Sjæl brænder derefter. I de andre Skolesager gaaer det ellers retgodt, ja i Mathematik, Religion og dansk Stiil brilierer jeg, men det er jo Biting. - Naar De kunde føle hvor kjære nogle Linier fra Dem er for mig, da vilde De vist snart skrive. Allerede da jeg var en lille Dreng og læste Deres Digte[30] holdt jeg saa meget af Dem og siden jeg nu er bleven ældre og har lært Dem personlig at kjende har mit Hjerte knøttet sig fast til Dem, det vilde saa gjerne udgyde sig for Dem, men tør dog ei ganske endnu; af Frygt for at blive misforstaaet af Dem. Vil De hilse Deres gode Kone ret meget fra mig, i Tankerne er jeg tidt hos Dem; nu vil det vist vare en Tid før jeg kommer til Sorø, men jeg tør jo nok imellem tale med Dem igjennem Breve, kun betragt ikke disse som Lector i Dansk, for hver Gang jeg skriver lover jeg at de skulle blive penere og rigtigere skrevet. - De faaer med det første een af mine Meddisciple paa Academiet, han hedder Peermin[31] og har et Ansigt som en Byron[32]. - Men nu lev vel glem ikke

Deres
taknemlige
Andersen

min Adresse er
Til H.C. Andersen.
Discippel i den lærde Skole i Helsingøer,
boende hos Hr D o c t o r   R e c t o r  M e i s l i n g.

Helsinggøer den 4 August 1826.

[ Udskrift: ]
S T.
Hr L e c t o r  I n g e m a n n
i
S o r ø.



Brev nr. 30. Fra Henriette Wulff d.æ. til HCA.[1]  

Den 25. August 1826.

Gode Andersen!

Jeg kan kun skrive Dem faae Linier til idag, da jeg ligger tilsengs. Min Gigt har besøgt mig lidt siden min Hjemkomst, men dog saa let, at jeg haaber snart igjen at være oppe. Begge Deres sidste Breve[2] bekymre mig meget, da jeg seer af dem begge, at De er meget tungsindig og forknyt. Da De begjerer mit Raad, kan jeg ikke Andet end gjentage, hvad jeg tilforn[3] saa ofte har skrevet under lignende Omstændigheder, naar Rectoren har skjændt: at De skulde bære det med Taalmod. At De skulde kunne blive færdig om to Aar, har De jo selv troet, idetmindste sagt til mig, saa jeg finder det rimeligt, at Meisling ogsaa troer det og har sagt det til Collin; og da der i to Aar jo maa kunne læres Meget i Deres Alder og med Deres Flid, saa finder jeg det ikke saa frygteligt, som det nu forekommer Dem. At Meisling i sin Hidsighed siger, De er g a l etc., kan jo ikke frappere Dem saa meget; - De har jo hørt det før! - Altsaa: plag Dem ikke selv, og fremfor Alt, kjære Andersen, plag Dem ikke selv for meget med Deres eget Jeg; thi det alene gjør Deres Ulykke. Og skal jeg tale haardt, saa vil jeg sige til Dem: De er hverken Meer eller Mindre end en Skolediscipel, som skal gaae i Skole, lære og lære og gaae sin Skolegang fort[4] uden at troe, han er eller bliver et Lys, en Digter eller Saadant, eller tænke over, hvad Stat eller private Mennesker gjøre for ham. De er ikke den Første og bliver ikke den Sidste, hvem der bliver gjort det Samme for; vær taknemlig derfor med Beskedenhed, og tro ikke, det er, fordi der er mere Udmærket ved Dem, end ved tusinde Andre. De troer, Meisling kan ikke bedømme Dem som Digter, fordi han kun har læst D e r e s  “A l f s o l”, men tillad mig at sige, gode Andersen, at vi, alle Deres gode Venner, ere enige om, at “Alfsol”, “Røverne”[5] og Gud veed hvad, Alt er eens, og at alle D e r e s Smaadigte ere e e n Elegie, kun skreven paa forskjellig Tid. Jeg mener Dem det godt; derfor taler jeg reent ud[6]; gaae i Skole, roligt, til De bliver færdig; tænk Dem en Stilling i Fremtiden, f.Ex. som Præst; arbeid med den Dem egne Flid dette Maal stadig imøde, og væk Deres Samvittighed for Pligten mod Gud; klag ikke over Deres Tilværelse, men anvend den, Ham til Behag, Dem selv til Gavn og Deres Venner til deeltagende Glæde. Saaledes anbefalende Dem den algode Gud er og bliver jeg

Deres hengivne
H e n r i e t t e  W u l f f.



Brev nr. 31. Fra HCA til Simon Meisling.[1]  

Helsingør [u.d. 1826].

Kjære Hr. Rector.

Jeg maa tale med Dem; personlig har jeg ikke Mod dertil, derfor disse Linier, som jeg haaber ikke vil gjøre Deres Utilfredshed med mig større. At De mener mig det ærligt og godt er jeg overtydet om, De havde ellers aldrig taget mig med Dem herned. Deres Godhed kan jeg ikke gjengjelde saaledes som det gode Hoved vilde kunne, det eneste jeg kan vise er inderlig Tillid til Dem og den vil jeg vise. Over i fire Uger har De viist Utilfredshed med mig, Dag for Dag er denne bleven større, og jeg seer ikke Mulighed i at dette kan blive bedre og fortvivler over mig selv. -

O læg dog ikke mit Brev tilside før De har læst det ud, før De har hørt Alt hvad jeg vil sige Dem. Det er især det forvirrede i min Charakteer, i mit Væsen, som støder Dem, jeg føler det selv, men det kan desværre ei være anderledes. Mine Forældre vare, som De veed, meget fattige, jeg kom aldrig mellem andre Børn, Hang til at læse holdt mig stedse inde; min Fader havde nogle gamle Comedier, disse lærte jeg næsten alle udenad, malede selv noget op og levede bestandig i en heel Drømmeverden. Min Fader døde fra mig (jeg var dengang 11 Aar); i Byen var jeg allerede temmelig bekjendt, kom til adskillige Familier[2] og reciterede da gjerne for et godt Ord hele Scener og Stykker for dem, man roste mig og Barnet fik de første store Ideer om sig selv. Neppe blev jeg confirmeret[3] før jeg tiggede og bad min Moder, dog at lade mig reise til Kjøbenhavn hvor jeg troede ret at gjøre Lykke som Skuespiller. Jeg drømte mig Verden som den jeg fandt i Bøger, og sjæleglad med Mod og Tillid til Gud gik jeg med 13 Rdl. (en Summa der forekom mig uhyre) til Kjøbenhavn. Jeg kom der just som Jødefeiden var udbrudt[4], kjendte ikke en Sjel; min Formue var paa Reisen svunden til 11 Rdl. og paa Gardergaarden[5], hvor jeg tog ind, smeltede den i 2 Uger hen til 6 Rdl.; dog det vil blive Dem for kjedeligt at følge mig Skridt for Skridt. Uden Gage kunde jeg kun blive antaget ved Theatret og jeg havde Intet; jeg var nær ved at tabe Modet. Jeg kunde ikke bogstavere et eneste Ord rigtigt, havde kun gaaet i Fattigskole i Odense og kunde aldeles Intet. Guldberg lod mig ugentlig komme til sig, lod mig skrive hvad jeg vilde og gjennemsaae det da[6]. Den ene Familie gjorde mig bekjendt med den Anden, Nøden tvang mig til at holde fast, jeg skrev Drama paa Drama, var Barn til at tro alt hvad der blev sagt til min Roes men hørte intet til Dadelen og fik snart uhyre Indbildninger og Forventninger. Nogle faa Timer paa Syngeskolen og een Eftermiddag om Ugen hos Lindgreen6 var min eneste bestemte Beskjæftigelse, al den øvrige Tid tilbragte jeg med at digte, læse, sluge Alt uden Forskjel; hver Aften var jeg i Comedie, Dag og Nat drømte jeg kun om Sligt, og saaledes kom der en uhyre Forvirring i mit Hoved, i mit hele Væsen, om den end ikke var derinde lige fra min Barndom, Tænk Dem nu hvor vanskeligt det maatte være mig at gribe fat i alvorlige Beskjæftigelser; men efterhaanden følte jeg Nødvendigheden af disse mere og mere, begyndte at indsee mine Mangler, at føle Guds overordenlige Fader-Godhed for mig, og besjæledes da af den inderligste Lyst til at komme fremad. Deres Utilfredshed med mig gjorde mig ofte bedrøvet, men der kom dog altid en Dag at De blev mere tilfreds. Til October har jeg nu været 4 Aar hos Dem, en Deel af mit forvirrede Væsen har De afrystet mig og bragt mig til at kjende mig selv og Livet bedre end før. Jeg følte at De mente mig det godt og at jeg ene under Dem kunde blive til noget, og derfor fulgte jeg gjerne med Dem herned. Men i den sidste Tid har De daglig været utilfreds med mig, i 4 Uger har jeg levet i den frygteligste Spænding, enhver Yttring af Dem opfanger min Sjel, og jeg kan da ikke lade være at sørge og gjøre mig de mørkeste Ideer. Om Aftenen kan jeg næsten ikke samle mine Tanker for Mismod, paa Skolen gjennemkrydser den ene Idee den anden; ”hvad skal der blive af mig” det er Alt hvad jeg kan tænke paa. Spørger De mig om noget, da koger strax Blodet i mit Hoved, og af Frygt for at svare galt svarer jeg ofte hen i Taaget, og er dette skeet, kommer den fortvivlede Idee: jeg bliver til Intet, duer til Intet; og saa er det jeg tier ganske stille. Jeg har aldrig før, som De selv sagde forleden, været saa daarlig hos Dem som nu, men Gud er mit Vidne at det ei er af Mangel paa Flid, nei det er Mismod der sløver mig, det er Mangel paa Haab og Rolighed. Jeg burde forlade Studeringerne som jeg ikke er skikket for, men hvad skal jeg gribe fat paa? Hvem kan jeg vente Interesse hos, naar jeg har skuffet den høieste? Hvem skal jeg tye til? Jeg har ikke Mod til at træde de Mennesker under Øie, som have ment mig det saa godt, som have ventet noget bedre af mig. Min Samvittighed bebreider mig ikke for Dovenskab, jeg har gjort hvad jeg kunde, det er mit daarlige Hoved, min urolige Sjel som lægger Hindringer for mig. Mit høieste Ønske er at vedblive Studeringerne, at blive paa den Vei, Forsynet ved gode Mennesker satte mig, kan jeg ikke, vil jeg blive grændseløs ulykkelig. Gud! hvad skal der blive af mig? Jeg kan jo ikke bruges til nogen Verdens Ting, o denne Tanke tilintetgjør mig ganske. O Gud var jeg aldrig født. O slaa dog ikke Haanden af mig! troer De at der er mindste Haab for mig, saa tab ikke Taalmodigheden med mig; begynder det først at blive noget bedre, da vil jeg faae Mod og maaskee det da vil gaae. Foragt mig ikke fordi jeg trygler, det er jo mit hele Livs Vel der staaer paa Spil, giv mig Haab dersom der er noget; men er der intet, nu saa i Guds Navn skee da hvad der vil, ligesaa godt først som sidst. Der var meget jeg vilde sige endnu, men jeg frygter at jeg allerede har skrevet for meget. O vær ikke vred paa mig, raad mig, hjelp mig, Gud vil velsigne Dem derfor.

Deres inderlig
taknemlige
Andersen.



Brev nr. 32. Fra HCA til B. S. Ingemann.[1]  

[efter 21.9.1826]

Kjære Hr Ingemann

De er vist vred paa mig? ellers havde De vist nok glædet mig med et Brev, maaskee kjeder mit Skriveri Dem? dog jeg kan ikke andet end jeg jo maa skrive Dem til; da jeg var i Slagelse kunde jeg dog imellem springe ud til Dem, her maa Papiret og Blækket gjøre Reisen, men naar jeg saaledes sidder og skriver, er jeg ganske i Tankerne hos Dem, det er rigtignok ikkun[2] et Skyggespil imod Virkeligheden, men det er dog Noget. - Længe har jeg ret været i et daarlig Lune, de kjære gamle Klassiker bringer mig tidt Vandet i Øinene, og Meisling maa være streng da jeg skal være Student om 2 Aar. Manden mener mig det godt og naar jeg saa er Skyld i at han bliver utaalmodig saa er jeg ganske kjed af det; jeg er ogsaa lidt vel barnagtig og faaer strax Vandet i Øinene, naar Vinden blæser en Smule skarp[3], skjønt jeg nok veed, at Livet ikke kan være en evig Maidag, tidt maa jeg sande med N o v a l i s “es giebt so bange Zeiten”[4] o,s,v. men nu er det gode Lune der igjen, jeg har været meget heldig med min Hovedexamen[5], kun i Græsk var jeg “fattige Fugl”[6]; men i Mathematik fik jeg mine to præ ceteris; og overhovedet, briliere jeg ret i Mathematik, i Slagelse gik det derimod ret daarlig heri, men hernede var jeg heldig de første Gange, det gav mig Lyst og nu troer jeg nok jeg kan lære Mathematik[7]. Jeg har lagt Mærke til, at Alt, hvad der ikke strax gaaer godt, det faaer jeg en Frygt for og humper altid i, men gaaer det heldig i en Ting eengang, saa gaaer det altid saaledes; - jeg forstaaer mig næsten ikke paa mig selv, men at jeg er alfor qvindlig og svag det mærker jeg nok. - Siden jeg var hos Dem har jeg ikke skrevet mere end et eneste Digt: D e t  d ø e n d e  B a r n[8], det er ganske kommen fra mit Hjerte og jeg har følt hvert Ord, derfor troer jeg at det ikke er aldeles slet, vil De give Deres gode Kone det fra mig, og glæder De mig med et Brev, saa siig mig Deres Tanker om det, jeg kunde ikke uden jeg maatte lade Dem see det, og nu længes jeg efter at vide om det er godt, thi De husker jo nok Göthes Ord: -

Am schwersten zu Bergen ist ein Gedicht;
Man stellt es untern Scheffel nicht.
Hat es der Dic[h]ter frisch gesungen,
So ist er gans davon durchdrungen,
Hat er es zierlich nett geschrieben,
Will er, die ganze Welt soll's Lieben,
Er liest es Jedem fro und laut,
Ob es uns qvält, ob es erbaut. - [9]

Det er, som sagt, mit eneste lille Digt hernede, skjønt - De maa tilgive mig - jeg ofte fristes til at udgyde mine Følelser paa Papiret, men naar jeg næsten er ved det, er det som en Bussemand skreeg mig i Øret, “det er en Synd nu, bliv[10] til Tiden kommer” og saa gaaer Begeistringen, eller hvad jeg skal kalde det, over i et kjedsommeligt Lune. - Med Skolen, gaaer det ellers ret godt og jeg vil haabe Forsynet ikke slaaer Haanden af mig, jeg har kun ham, han vil, han maa hjælpe mig, min Fremtid kan kun blive lys og herlig eller ogsaa mørk, grændseløs ulykkelig. - Egnen hernede er mig ellers endnu ligesaa smuk, som ved det første Syn, vel staae Træerne med brune og gule Blade og det Hele seer sa[a] efteraarsagtigt ud, men hele Forandringen bevirker et Slags Nyhed, en Afvexling som er meget smuk, Skibene blive nu ogsaa flere og flere og naar jeg saaledes seer dem i roeligt Veir med nedsænkede Segl at ligge i en uhyre Masse, bilder jeg mig ind, at see et heelt Venedig med Taarne og Kupler. Søen begynder ellers at gaae stærkere og stærkere og det more mig at gaa ved Kysten naar Bølgerne slaa op imod de store Steen og Skibene derude gynge som Æggeskalle paa de lystige Bølger; for en Maanedstid siden var jeg med alle Rectorens ude paa en Pyndt af Landet, de kalde Stedet “Odinshøi”[11]; jeg har endnu aldrig seet saa deilig en Udsigt, Kullen laa saa klaer og tydeligt for mig og skjønt Sundet var temmelig rolig, rullede det dog som dybe Orgeltoner nede i Dybet[12]. Men Vinteren kommer med stærke Skridt og jeg fryser som en Affricaner paa Lopatka[13], aldrig havde jeg troet Helsingøer laa Iispolen saa nær, ak Herre Jemeni! man er vist istand, til Vinter, at see baade Iisbjørne og Samojeder[14] omkring os. - Een Tid var her særdeles lystig i vor nordlige By, nemlig da Sundet vrimlede af de rusiske Skibe, thi da saae vi baade Slaver, Finner, Tartarer og Mongoler og det var nogle rene Umennesker, de kunde ikke et dansk Ord, spiiste nogle Hundrede [pund] Kjød om Dagen, drak alt vort Vand, saa vi nær havde lidt Vandmangel og saa solgte de deres Beenklæder for en Pægel brændeviin, var det nu kristelig?[15] burde de ikke til Straf boe i Marriboe[16] for snart at skee en Ulykke; men maaskee bliver de bedre til de komme igjen, de saae ganske menneskelige og godmodige ud. - Jeg har seet Kronborg inden i, og var i de Værelser, som bleve beboede af Mathilde[17], de ere i samme Stand som dengang, meget pene, men simple, (2 Stuer og en lille Gang med en Alcove) i det vi traad[te] ind, fortalte Meislings Ludvig[18](en Dreng paa en 8te Aar) at han følte en underlig Hjertebanken ved at betræde dette Sted og denne Tilstaaelse - sub rosa[19] - gjorte, at jeg ikke følte en Smule, men kom ret i det lattermilde Hjørne. - Søen bliver mig ellers Dag for Dag kjærere og kjærere, og tidt tænker jeg paa Deres Linier:

Herlige Hav!
Ved din svulmende Barm har jeg hjemme;[20]

skjønt det ikke er bogstaveligt sandt da jeg ret er en Kryster til Søes; paa Dampskibet herned blev jeg søesyg, værre en salig Hr. R u u s[21], og da jeg forleden seilede i en Baad og midt i Sundet blev løftet Skyerne lidt nærmere, længtes jeg efter den kjære moderlige Jord, og kunde gjerne som Chilian[22] have trykket et Kys paa den.

[ ufuldendt]



Brev nr. 33. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Helsingøer den 24 October 1826.

Kjære Velgjører!

Tidt har jeg besluttet hos mig selv, ikke ved Klynkeri i mine Breve at svække Deres Interesse for mig, men ofte har jeg begyndt igjen naar Noget gik mig imod, at udøse mine Sorger for Dem. Da De sidste Gang skrev til mig i denne Anledning, bød De mig: “være rolig og fornuftig - tage Tingene i Verden som de ere og ikke som (jeg) tænkte mig dem.”[2] - jeg har gjort og gjør mig al Umage for at følge Deres sande og velmeente Raad; jeg vil heller ikke klage eller lade mine Følelser bruse vildt ud, kun historisk fortælle Dem Tingenes Gang. - Forholdet mellem Dem og mig veed jeg vel er uhyre stort, men De har jo tilladt mig, ærligt og ligefrem, at sige Dem Alt; De har aldrig skuffet min Tillid og derfor vil jeg vedblive at tye til Dem, end til De selv yttrer Uvillie derfor. De kjender min Stilling, mine Forhold og min hele Sjæl, jeg behøver altsaa ei at omtale disse; egentligt burde jeg slet ikke skrive, - thi kjede Dem, maa det sikkert[,] Deres Mening har De jo ogsaa sagt mig, men jeg kan ikke, jeg maa tale med Dem; læs dog mit Brev ud, lad ikke Længden og Stoffet skræmme Dem, husk paa at De er min eneste Støtte. - Det gaaer slet ikke godt hernede. - Een Discipel fra Slagelse fulgte, ligesom jeg, med Rectoren herned[3], han blev nu demiteret, fik Laud[4], men i Græsk et Haud[5], en Anden[6] herfra fik i Geographi Non[7], : dette har, som Rectoren selv siger, jaget ham en Skræk i Blodet for al Dimition og at han nu vil tage Alt paa det Strængeste. - Daglig yttrer han Uvillie over mig og naar jeg om Søndagmorgen kommer med min latinske Stiil ryster han, ved enhver Feil, min Sjæl med de frygteligste Sandheder. At han vil mit Vel, tør jeg ikke tvivle om, men enhver Ting vækker hans Uvillie og jeg lever i den frygteligste Spænding. Mine Venner kan jeg ikke skrive til om disse Ting; enten maatte jeg jo da hæve mig selv paa hans Bekostning[8], og det var skammeligt, eller ogsaa vilde mit Klynkeri ganske støde dem fra mig; og hvad hjalp saa det Hele? Men til Dem, kjære Velgjører! tør og kan jeg jo betro mig, kun at De ikke taber Taalmodigheden. - Jeg vil sige Dem Meislings Ord til mig i de sidste 14 Dage, omtrent de samme han har brugt og De vil sikkert undskylde mit Mismod. - Forrige Søndag[9] kom jeg med min Stiil og vred over Feilene, sagde han da: “Jeg fortvivler over Dem, naar jeg tænker paa Dimition,! ved Artium fik De 0 for saadan en Stiil. De tænker at et eneste Bogstav gjør Intet, om De skriver e eller i, er det samme. Havde jeg tænkt paa det, da havde jeg aldrig taget Dem med til Helsingøer. De er det meest bornerede Hovede, jeg har kjendt, og saa troer De dog at De er Noget; var De virkelig Digter, saa bort med Studeringer! opoffer Dem ganske for Poesien! Kunde De ikke leve heraf i Danmark, saa er hele Tydskland for Dem. Men De duer til Intet! En Drikkevise, kan De vel sagtens komme til at skrive, rime noget om Sol og Maane, men det er kun Drengestræger. Jeg kan ogsaa skrive, sikkert ligesaa godt som De, men det er kun Narrestræger. - 2 Aar har De for Dem; De maa kunne blive indkaldt, men det siger jeg Dem, saaledes bliver De ikke engang demiteret. Fra min Side skal der gjøres Alt og jeg har bedet Lærerne ret at tage Dem i Klemme, men det hjælper ikke, naar De først bliver Student vil De ret bruse, De bliver gal, kan aldrig bruges til nogen Ting!” - Hans Ord rystede mig, thi Manden havde Ret og at han meente det ikke ilde overtydede mig dette, at han sagde, da han mærkede min Smerte: “sid dog rolig! det er ogsaa een af Deres Feil! kan De blive saaledes, fordi man roligt sidder og retter Deres Stiil og siger Feilene, hvorledes vil De da være til Artium? - Man maa kunne beherske baade Sjæl og Legeme!” - Nu var han ganske mild den Dag, men den næste Dag begyndte Alt ved det Gamle, og hans Uvillie er tiltaget Dag for Dag. - “De er doven !” siger han, “en utaalelig Kegle, et galt Menneske, et dumt Fæ!” o, s, v. - Jeg har sagt ham min Sjæleqvide, mit Mismod, den Forvirring hans Hæftighed bringer mig i, men han troer mig ikke. - Sidste Søndag[10] sagde han: “Jeg er hjertelig kjed af Dem! Desuden veed jeg nok at De vil aldrig kunne lide mig fordi jeg har sagt Dem Sandheden; - De er et flaut dumt Væsen; o. s. v.” - Men paa Skolen er det endnu meget værre.- Jeg frygter for at kjede Dem med at sige Ord for Ord, men Resultatet er dog, at, han fortryder at have taget mig med til Helsingøer, og det var jo aldeles hans egen Skyld, han kjendte mine Evner og mit hele Væsen, selv foreslog han det, at jeg skulde følge. Han siger Qvistgaard har fordærvet mig, maaskee? Manden var mild og blid og tog mig ikke med denne nødvendige Strænghed. Men jeg har i Alt føiet mig efter Rectoren, med Glæde gjort Alt; i henseende til Fremgang kan jeg ikke gjøre mere end jeg gjør, og han er dog saa utilfreds. - I disse 2 sidste Dage har han været meget hæftig paa Skolen, kaldet mig: “et Menneske uden Følelse eller Ære, ellers vilde jeg nok vise mig bedre eller pakke mig, som han ønskede; at jeg var gal og kunde lade mig sætte paa Kunstkammeret i et Skab og tale Græsk[,] jeg vilde da vist faae mange Tilhørere. - At han nok snart skulde blive mig qvit, da jeg ikke vilde frem.”- Dog jeg kan ikke sige Dem Alt, jeg kan ikke gjøre Dem min Stilling tydelig. - Evig og altid udskjældt, aldrig at høre en Opmuntring, men at see den mørkeste Fremtid; ved Bordet maa jeg sidde taus, og neppe seer han til mig, og paa Skolen, mellem de Andre, udskjældt og beskjæmmet. - O kjære Velgjører, der kan ikke blive noget af mig! jeg er dum, forvirret og flygtig. - Han er kjed afmig og det vil aldrig blive bedre, maaskee kan jeg som før igjen vinde hans Godhed, men det er ikke vedvarende, han vil kunne faa Grund til Uvillie igjen og Enden bliver da, at jeg ikke demiteres; Privatunderviisning tænker jeg slet ikke paa, naar jeg ikke kan fra Meisling, saa er det umueligt. - Men slaa ikke Haanden af mig, De har rigtignok slet ingen Glæde af min Person, men jeg maa fortvivle skyder De mig ud i den vide Verden. - Kunne jeg pludselig bevirke en Forandring til det Bedre, da vilde jeg sikkert vinde Meislings Interesse, men det kan jeg ikke; jeg seer ingen Udvei og jeg bør ikke tære den Pengesum jeg allerede for længe har tæret af! - Der bliver aldrig noget af mig! men jeg vil ikke jamre for Dem; vel veed jeg at Alle vil forlade mig naar jeg kommer fra Studeringerne, at det vil være en skrækkelig Overgang, men det maa være, det bør være; min gamle Moder smerter det mig mest for; men De vil jo ikke slaae Haanden af mig. Det er slemt, at der er bleven gjort det for mig som der er gjort, Deres Forventninger har jeg skuffet, og jeg kan aldrig erstatte dem; - Men De bliver vist vred for mit lange Brev, da jeg kunde have sagt Alt kortere, og dog vilde jeg endnu sige saa Meget; Interesse tør jeg ikke haabe, men hav Medlidenhed med mig ellers maa jeg fortvivle. Det er forsildig til at gribe til Haandværk, men der er jo mange andre Ting, - ærlig er jeg, og det er jo dog Noget, jeg skal vise al Føielighed og Opmærksomhed, - Tydsk, i det mindste, troer jeg nok jeg kan noget af, maaskee kan jeg bruges paa et Contoir, eller til hvad De synes, det er det samme hvor det er, i Jylland eller Norge, omendogsaa det var paa een af vore udenlandske Øer; men slaa ikke Haanden af mig! jeg har kun Dem! De maa give mig Liv eller Død. - Ved Gud jeg skal aldrig jamre for Dem mere, naar jeg kun kan blive noget nyttigt; jeg seer Deres Utilfredshed, Deres Vrede, men o Gud jeg kan ikke gjøre derfor. “Jeg duer ikke til Noget, jeg bør rive mig bort!” har M tydelig nok sagt mig og jeg seer her ikke uden den mørkeste Fremtid for mig; hjælpe mig kan De sikkert, og De vil det vist, De vil ikke lade mig fortvivle;-

Deres inderlig taknemlige
Andersen.

Tak for Bøgerne, jeg har rigtig modtaget dem. - Jeg maa sende denne Qvitering som jeg fik igaar; den 27 er mit Qvartal ude hos M, maaskee De vil skrive mig til den Dag. Hjælp mig Velgjører, her bliver jeg til Intet men er aldeles et Udskud og fortvivler over mig selv. Lev vel! Undskyld den slette Caligraphi, men min høire Haand er daarlig, saa at det smerter mig ved hvert Bogstav.-



Brev nr. 34. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

Tab ikke Modet, kiære Andersen, - fat Dem, vær rolig og besindig, saa skal De see, det gaaer nok. Rectoren mener Dem det godt. Hans Maade at gaae frem paa, er maaskee noget forskiellig fra Andres, men derfor fører den ligefuldt til Maalet. Mere maaskee en anden Gang, thi nu har jeg kun lidt Tid.
Gud styrke Dem!

Deres
Collin.

Kbh. 1826 Oct. 26.



Brev nr. 35. Fra HCA til Emil Hundrup.[1]  

[31. Oktober 1826]

S.T.
Hr. Emil Hundrup. Discipel i den lærde Skole i Slagelse. ved Godhed.

Kære Emil.

Du faaer kun et par Linier i Dag, dog disse skal du have, da jeg ikke kan lade Ester komme til Slagelse uden at have et Brev til dig. - Længe har jeg ventet et Brev fra dig, men maaskee du ikke længer bryder dig om mit Venskab? - O Emil jeg er et ulykkeligt Væsen, duer til Intet, bliver til Intet og ender med Fortvivlelse. Collin har jeg ærligt sagt alt, men den kjære gode Mand har Medlidenhed med mig og trøster, men jeg kjender mig selv nu for godt og seer bedre end før, Verden og Alt omkring mig. O gid jeg kunde begynde Livet igjen forfra! Lev vel! vi sees sikkert aldrig, idet mindste seer du mig ikke som et lykkeligt Menneske. O Emil læs aldrig Digterne, den drømme Verden du finder hos dem er ingenstæder i Verden. Gid min Fader havde brændt enhver Bog for mig og tvungen mig til at sye Sko saa havde jeg aldrig blevet gal, aldrig kommen i den Stilling at skuffe mine Velgjørere.
Du har nok i et af dine Breve talt om mig til Hr. Rectoren, - men tjen mig i, naar du skriver ham til aldrig at nævne mig; - Men lev nu vel, gid at du med Ro i Sjælen maa kunne gaa en lykkelig Fremtid i Møde. Hils vore fælleds Venner

fra din tro Ven
Andersen.

ihast



Brev nr. 36. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

Kjære faderlige Velgjører!

Hvormegen Utilfredshed og Uleilighed forskaffer jeg Dem ikke, men o Gud, det er nu saaledes Tingenes Gang, jeg kan ikke gjøre derfor, og De vil jo ei at jeg skal blive ulykkelig. - I den sidste Tid har jeg ofte været ueens[2] med mig selv, om jeg skulde skrive Dem til, da det begyndte at gaae bedre paa Skolen og Meisling yttrede mindre Uvillie; næsten troede jeg, at nogle Linier fra Dem havde bevirket denne Forandring, men jeg vilde dog ikke sende Dem et Brev før, da Maaneden nu snart er ude, at jeg kunde tillige levere Dem mine Characktere for denne Maaned. I Aftes fik, som De veed, Rectoren Deres Brev[3]; imorges kom han ned til mig paa mit Værelse og sagde mig det; han er meget forbittret paa mig[4] og han spurgte: “Hvorledes jeg havde kunne yttre Mismod, kunne klage for Dem; hvem der havde [sagt] Dem Noget om mig osv.”, o tilgiv mig Velgjører, jeg kan næsten ikke ordne Dem mit Brev rigtig, jeg vilde sige saa meget, men i Aften gjærer Blodet i mig, men jeg maa skrive, Rectoren har paalagt mig det; han vil at jeg skal spørge Dem: “om De vil, da mit Qvartal er betalt ham forud, at jeg skal blive i hans Huus dette ud, eller om han skal tilbagebetale hvad der er betalt fra nu af og til 27 Januar; thi længere end i dette Qvartal kan jeg ikke være der i Huset.” - Velgjører slaaer ogsaa De Haanden af mig? - Er da nu det Øieblik, jeg altid frygtede for? - Jeg indseer nu Feilen paa min Side, jeg burde aldrig have yttret Mismod i mine Breve, først naar M skrev til Dem, at han var utilfreds med mig, først da burde jeg skrive noget; men De kjender min svage Charakteer, jeg har sagt Dem hvad M sagde til mig, og er det ikke naturlig at jeg maatte blive inderlig bedrøvet; Tanken om at forlade Studeringerne bringer mig til Fortvivlelse og da nu De er min eneste Støtte og mit Hjerte hænger ved Dem saa har jeg hjerteligt sagt Dem hvorledes Alt gaaer. De veed selv at jeg har aldrig yttret at M gjorde mig Uret; jeg har troet hans Ord og derfor sagt Dem at jeg ikke duede til Noget og i min Fortvivlelse bedet Dem tage mig bort, kun at De ikke slog Haanden af mig. Dem, Fru Wulff og Guldberg i Odense, ere de eneste som have læst i min Sjæl, fordi min Tillid og Kjærlighed er udrokkelig til Dem; for ingen Anden har jeg yttret Noget; og at det er Sandhed, enhver af mine Ord, dertil er Gud mit Vidne. Men jeg burde tie; rolig vente paa Forsynets Bestemmelse. Meisling troer at det er mig der har foranlediget Deres Brev, som det jo ogsaa i Grunden er, og vilde at jeg skulde sige hvorfra De vidste det, thi mismodig kunde han ei vide hvorfor jeg havde været; da jeg jo nok vidste han Intet havde imod mig.- Især var han vred for den Anbefaling han havde givet for mig[5], da han havde gjort det af Godhed. - O Gud alt er da ude! - De indseer nok at naar jeg ikke kan blive i Huset, saa kan jeg heller ikke i Skolen, o for Guds Skyld slaae ei Haanden af mig, jeg vil, hvad De vil! - er der dog ikke Muelighed i, at jeg kan faae privat Underviisning, Kosten faaer jeg nok, og den Pengesum, som spares, kan da bidrage til at betale en Lærer, at jeg vil være flittig er naturlig, mit Liv staaer jo paa Spil, om to Aar maa jeg være Student og ikke med Skam; frygt ikke for, at jeg vil adspreddes inde i Byen, jeg veed jo nu hvorledes det bør være, Dag for Dag skal jeg hænge i Bogen, kun Søndagaften skal være mit eneste Hvilepunkt; - o Gud hjælp mig dersom De kan, gjør mig ikke ulykkelig; eller veed De en privat Lærer paa Landet, det er det samme hvor, kun at han vil hjælpe mig frem; det er just ikke behageligt at komme tilbage til en Skole man har forladt, og mueligt kunde Lærerne fatte Uvillie, men dog, er der ikke andet for, saa gaaer jeg gjerne til Slagelse, et par Linier fra Dem vilde sikkert vække Qvistgaards Interesse, men jeg vil i Alt, som De, og kan jeg ikke studere, o saa lad mig dog ikke overlades til den vide Verden, jeg veed ingen Uvei, der er Intet jeg kan gribe til, Ingen jeg kan vente Interesse hos[;] o De seer, De veed min Stilling, mine Følelser, for Cristus Skyld vær mig dog en Fader[,] i Liv og Alt vil jeg være Deres. Vær Dag er det Postdag, vær Dag vil jeg vente Brev fra Dem, men kjære, gode Velgjører, skriv ikke mere Meisling til[6], thi han bliver da mere vred paa mig og hvorledes jeg da maa have det, kan De nok vide. - Siig mig naar De skriver, hvad jeg skal svare Rectoren, - giv mig Haab dersom der er noget; og i hvad der endog maa skee, lad det skee ret snart, kun forlad mig ikke, - forlad mig ikke. - Lev vel! jeg kan ikke skrive mere i Aften, Tanker om min Fremtid knuger mig til Jorden. Lev vel! lev vel! fat ikke Uvillie imod mig! - Gud lever og vil lønne Dem.

Deres evig taknemlige Andersen.

Helsingøer, Løverdagaften den (26) November 1826.- [7]



Brev nr. 37. Fra Jonas Collin til HCA.[1]  

Kiære Andersen!

i hvor gierne jeg end havde seet Dem forblive i Huset hos Deres Rector, hvis alvorlige Omhu for Deres videnskabelige Dannelse De altid har paaskiønnet, saa maa jeg dog af et Brev fra ham slutte, at deri muligen kunde skee en Forandring[2]. Skulde dette indtræffe, da skal jeg nærmere underrette Dem om, hvor De skal tage hen.
Til Studering hører et roligt Sind. Jeg vil derfor gientage mit Dem forhen givne Raad, at De, i hvad der end møder, beflitter Dem paa, at have Deres hele Hue og Tanke henvendt paa Underviisningen.

Lev vel!
Collin.

d. 27 Nov 1826.



Brev nr. 38. Fra Henriette Wulff d.æ. til HCA.[1]  

Sø-Cadet Academiet den 24de Febr.1827.

Efter Deres sidste Breve seer jeg med Bedrøvelse at De atter er utilfreds - jeg veed intet i den Anledning at sige Dem; da jeg seer De har yttret det samme for Etatsraad Collin som for mig, som jeg troer var det regtigste De kunde gjøre - saa maa De oppebie hans Beslutning, og troe, hvad han vil er det regtigste; overbeviist om, at han seer klarere frem i Tiden end De, og kan bedre med sin Erfaring i Livet see Følgerne af hvad der bliver foretaget end De - altsaa gode Andersen! gjør med Glæde og Taknemmelighed, hvad han vil, enten De gaaer til Slagelse eller til et andet Huus i Helsingør; hvad han beslutter veed jeg ikke, men jeg troer ikke det er hans Mening at Kjøbenhavns Adspredelser ere tjenlige for Dem i Deres Lære-Aar; skjønt jeg tilfulde indseer, hvor behageligt De tænker det, gode Andersen! ved det faste Forsæt at være idel Fliid, saa troer jeg dog Tanken om nu skal du gaae der, nu der, nu der, ofte vilde adsprede Dem mere end tienligt. - De bør ikke blive længere end nødvendigt i Meislings Huus, thi en saadan Adfærd er Mennesket uværdigt - og jeg er overbevist om, at der bliver en Forandring i Deres Stilling - men hvorledes? derom har jeg ikke Idee.
Alle omkring hilser Dem, gode Andersen, og jeg anbefaler Dem Kraft og Mod som

Deres velmenende
Henriette Wulff.



Brev nr. 39. Fra Emil Hundrup til HCA.[1]  

Onsdagen d. 7. Martz 1827. Slagelse.

Min gode Andersen.

Du skrev mig i dit sidste Brev[2]: “skræm mig ikke med Lærerne, kan du, saa, giv mig hellere Mod, jeg trænger dertil”, ja sandelig, jeg føler vel, at du trænger dertil, jeg føler vel alt det ubehagelige i din Stilling, men uagtet jeg føler dette, uagtet du skrev saaledes, kjære Andersen! saa vil jeg dog hellere sige dig, hvorledes Alt er, end blænde dig, ved noget tomt Haab, saa du siden skulde føle dig endnu langt ulykkeligere. Jeg vil sige dig, hvorledes her er; hvorledes jeg har det her, vil du have indseet af mine foregaaende Breve, men jeg vil ikke nægte, at det for dig vil være anderledes. Kommer du hertil, vil Quistgaard nok gjøre af dig og gjøre for dig, hvad han kan, men jeg forsikkrer dig det er meget lidt; han vil altsaa vistnok dimittere dig til October et Aar, men at du da ikke bliver nogen god Student, troe mig, det er aldeles afgjort, thi 1) Latin læser han selv, og det overmaade daarlig; jeg forsikkrer dig (men du maa brænde Brevet, for det kunde komme mig dyrt at staa at skrive det om ham) han kan grumme lidet, og Latinen læses her ligesom i Meislings Tid paa det nær, at han lader hele Classen tage for, og retter dem næsten ikke, ja du vil maaskee neppe troe det, men jeg forsikkrer dig at det er sandt, Latinen bliver ofte rent galt oversat uden at han retter det. Altsaa til Resultat: du vil ganske bestemt ikke lære et Ord Latin her i Skolen; og det veed [du] dog at Latin er det allervigtigste, da du skal bruge det til alle mulige Examina. 2) Historie og Geographie, veed du nok at Andersen[3] læser, og du skulde da atter begynde paa det Gamle; du veed desuden nok at han ei har høje Begreber om dig, og at han er en sær Fyhr. Det vilde ei være godt for dig igjen at begynde at læse under ham. 3) Tydsk og Fransk læser Torst[4], at man under ham ei lærer stort (jeg vil ikke tale om mig, thi i den sidste Tid har jeg aldrig nogen Bog med til ham) vil jeg knap bemærke, da disse Fag ere temmelig lette og ubetydelige. 4) Mathematik vilde du i det mindste ei faae ug for af Andresen[5]; dog det vil jeg heller ei omtale. Men at vi 5) har Græsk med Flemmer[6] er den vigtigste Grund hvorfor jeg paa det alvorligste vil fraraade dig at komme hertil; thi Flemmer er langt værre end Meisling, især med Grammatik (vi have Grammatik hver Dag). Ham vilde du ganske bestemt ei kunne læse tilpas, og ei nok hermed, men han har næsten større Myndighed end Rector, naar han altsaa ei gav dig sit Votum, saa blev du bestemt ei dimitteret, om Rectoren endog ønskede det. Dette er virkelig den rene Sandhed, du maa være overbeviist om, at [jeg] dersom jeg ei vidste dette og følte det at være sandt, saa da ingenlunde i dine mislige Kaar vilde tilskrive dig det. Saasandt som du stedse har befundet mig som ærlig og oprigtig, maa du troe mig heri; om du end altsaa nok saa meget beder mig at lade være, jeg kan dog ei andet end bede dig at betænke dig vel, førend du bestemmer dig til at tage herned. Desuden skal Meisling skriftligen have lovet Collin at du skulde blive dimitteret til Oct. et Aar, og bliver du det saa vil du sikkert, saa sandt du streber, blive en langt bedre Student fra Helsingør end fra Slagelse. Her har jeg endda slet ikke omtalt det ubehagelige der er i at drage saaledes fra den ene Skole til den anden. Kommer du her tilbage, saa hedder det strax, at Meisling ei har villet dimittere dig; og selv det kan gjøre meget; thi da Meisling dimitterede Jens Hviid, som Quistgaard ei vilde have dimitteret, vil [det] vistnok indjage denne Frygt for at dimittere den Discipel, som hiin ei ville. Du maa virkelig vel betænke dig! Selv det maa du erindre at det er godt for den, hvem Skjæbnen har udseet til at prøves ved mindre behagelige Kaar - -, at han overstaaer disse i sin Ungdom, desto lettere vil Skjæbnens Tilskikkelser siden være ham, og ogsaa det maa du huske paa, at Fornøjelser og Adspredelser ere ei gavnlige (virkeligen det ere de ei) for den unge Studerende. - -
Jeg vil altsaa endnu engang bede dig vel at betænke dig førend du beslutter dig til at tage herned! Og saa vil jeg bede dig ei at blive vred paa mig, fordi jeg har sagt dig Sandheden, skjøndt jeg vel føler at den falder dig noget haard. Men gode Andersen! jeg forstaaer mig ei paa dig; dine Charakterer ere rigtignok størstedelen brillante, (jeg har ikke havt saadanne Charakterer, der er 7 ug, jeg havde i sidste Maaned ug¸ for Latin, Græsk og Mathematik, og jeg har, saavidt jeg erindrer, ei havt flere i nogen af de foregaaende Maaneder) men hvis du virkeligen fortjener disse Charakterer, da har du virkelig begaaet den Feil at opoffre for megen Tid paa disse Dele, thi det var virkelig meget bedre, om du kunde forandre dine 3 g ¸ til 3 g, om ogsaa derved alle dine ug skulde gaa ned til mg.
Endnu engang, see du kan blive hvor du er, eller og at komme til Kjøbhv. eller en anden Skole, kun ei til Slagelse, det maa du love mig Andersen! jeg veed at det vil smerte dig at læse dette, da du vistnok ei har ventet saadant et Svar, men jeg føler din Sorg, og kan virkeligen ei lindre den. Kun som deltagende og troe Ven kan jeg undertegne mig, gid jeg kunde hjelpe dig! Lev vel, det ønskes dig af Hjertet af

F. E. Hundrop.

P.S.
Fortvivl kun ikke A! Mennesket kan meget, naar han kun vil! Bestræb dig for at vinde M.s Yndest, jeg forsikkrer dig, dette er dig tjenligst! Skriv mig snart til, hvad Collin har svaret dig, og vær overbeviist om at jeg tager inderlig Deel i din Skjebne. -



Brev nr. 40. Fra HCA til Jonas Collin.[1]  

[Marts 1827]

Kjære gode Velgjører

At De ret inderlig tager Deel i mit Vel og Vee har De allerede givet mig Prøver paa, og jeg tør haabe at Deres Godhed ikke er mindre for mig nu, end da De første Gang ragte mig Haanden. Den sygelig[e] Klynken og undertiden vel hæftige Brusen i mine Breve har ikke stødt Dem fra mig,: “siig mig kun Alt hvad der ligger paa Hjertet,” har De muntligt sagt mig flere Gange, men dog er det mig tungt at gjøre Brug af Deres Godhed, som saalet kunde blive misbrugt. - Frygt ikke for at jeg i Dag vil plage Dem med de sædvanlige Klager, nei jeg vil roelig men ret af Hjertet tale med Dem. - Lad ikke Brevets Længde skræmme Dem, læs Alt med Deres sædvanlige Godhed for mig. - Det er en Tid siden jeg skrev sidst[2], og endnu længere siden jeg ret sagde Dem hvorledes jeg har det. - Urigtigt er det jo dog ikke at jeg ret ærlig siger Dem min Stilling? Det var vel langt bedre om det skede muntligt, thi Papiret forekommer mig næsten, som en tredie Mand, man maa veie sine Udtryk for, men Dem kjære Velgjører tør jeg nok betro mig til; jeg vover Intet, men om jeg taug, tabte muelig Alt. - Siden De skrev M til[3] har han ikke skjældet saaledes, som før; men hans Kulde imod mig synes daglig at tiltage; Helsingør er et dyrt Levested, og Alt bliver derfor mere og mere indskrænket. - Hver Middag sidder jeg paa Skolen og læser ind til Undervisningen begynder om Eftermiddagen, for at der kan spares med at lægge Brænde i min Kakkelovn. - Hver Aften faaer jeg 5 Stykker Brænde, mit Værelse er temmeligt høit, Kakkelovnen stoer saa at de 3 Stykker er halv udbrændt naar Klokken er lidt over fem og jeg kommer paa mit Værelse, med de 2 andre Stykker holder jeg det ikke ud i denne Kulde til Klokken 9 og mere kan jeg ikke faae; undertiden liste vel Pigerne et par Stykker til mig, men det kan ei skee hver Aften, og saaledes maatte jeg forleden lidt over 9 søge Sengen. - Dog det kunde saa være, naar jeg dog saa et venligt Ansigt, men Intet er sjældnere. - Nu i Søndags blev der lagt i min Kakkelovn Klokken sex om Morgenen men da den gik til 9 var næsten Alt ude og jeg bad derfor Pigen sige til ham om nogle Stykker Brænde, da jeg hele Formiddagen blev paa mit Værelse, jeg fik vel tre Stykker, men da vi sadde ved Middagsbordet, hele Familien, samt den nye Lærer i Hebraisk[4] og dennes Broder[5], og der blev talt om Logi og deslige, vendte M sig til mig og sagde at jeg i Dag havde forlangt til min Kakkelovn, men at han ei kunde staae ved det, for den Betaling han havde for mig, at man i Byen gav saa, og saa meget for Middagsmad men jeg for Alt, kun 200 Rdlr og at han leed Tab nok ved at have mig. - Hvor smerteligt dette maatte være for mig, indseer De nok kjære Velgjører, og hvorledes hans Stemning, da han anseer mig for en Byrde, maa være imod mig er tydelig nok. Og sandelig jeg har alt her saa indskrænket som mueligt, lever saa yderst tarveligt og føier mig i Alt efter Omstændighederne. - Siden Huusjomfruen tog bort, tager man sig næsten slet ikke af mit Smule Tøi; aldrig kommer jeg om Søndagaften et Øieblik op i Stuen naar Nogen er der, og ved Middagsbordet taler han næsten aldrig til mig. - Hvorledes Tingene gaae paa Skolen, har De seet af mine Charakterer, der alle ere gode[6], paa Græsk og Latin nær, men disse ere de vigtigste 2 Ting som næsten gjør hele Udslaget til Artium og de følgende Examiner. De veed, at jeg har betydelig bedret mig i Mathematik og i Hebraisk yttrer den nye Lærer særdeles megen Tilfredshed med mig og endnu har jeg særdeles gode Characterer (Megetgodt og Udmærketgodt.) hos ham; De veed, at Hebraisk gjorte mig engang noget modløs, men nu frygter jeg ikke derfor, da jeg næsten med et, har faaet et bedre Greb derpaa; mon det samme ikke kunde blive Tilfældet med Græsk og Latin? - O kjære Velgjører, jeg maa forsøge at gjøre Dem mine Ideer tydelige, det er ikke øieblikkelig Lidenskab der bringer mig til at skrive, jeg har overveiet Alt, kun ikke Følgerne, om De tabte Taalmodigheden med mig, thi jeg stoler af min hele Sjæl paa Dem. - Meislings Maade at læse med os er, at de ældre i Classen ved hans Hjælp gjennemgaae høit Classikerne, hele Timen anvendes dertil og først de sidste Timer om Maaneden hører M os hist og her. - Der bliver saaledes et temmeligt stort Pensum hver Aften at gjennemgaae, enkelte Stæder erindrer jeg da ikke, kan ikke hjælpe mig ud af, og ved Maanedens Slutning blive disse flere; kommer nu Tiden, at han vil høre og jeg standser, da bliver han heftig og ingen bliver lettere bragt mere ud af det end jeg. - Alt dette veed De, og jeg vil derfor hellerikke opholde Dem ved Tale herom. - I min Skoletid har jeg allerede læst mere end det man i Græsk og Latin forlanger til Artium, men jeg kan ei meget deraf og dog tør jeg nok sige, at jeg ikke har været uden Flid; jeg har endnu over halvandet Aar for mig, før jeg skal aflægge Regnskab, men Tiden løber hurtig, staaer jeg nu ved Maalet, og M ikke kan dimitere mig saa er Alt tabt for mig, De kan ikke og bør ikke gjøre noget mere for mig og jeg bliver da grændsesløs ulykkelig; antager jeg nu at M dimiterer mig og jeg faaer en daarlig Characteer, da seer det ogsaa mørkt ud for mig; jeg har jo Intet; kan allene existere ved mine Medmenneskers Interesse og Godhed, og hvor kan en daarlig Student vente den; jeg maa ved Regents[7] og Legater staae tilbage for de langt dueligere, ved Informationer[8] seer man ogsaa hen til Candidatens Characteer ved Artium, og hvad bliver der da for mig,? Hvorledes har jeg da gjengjældt Deres, kjære Velgjører, og andres Godhed for mig? I et lille Land, som Dannemark, hvor de Studerendes Antal er saa stort kan man ikke tage sig uden af de flinke og duelige og hvad vil der da blive for mig især, naar jeg har skuffet den første Tillid man havde til mig? - Endnu er der Tid; alt kan, med Guds Hjælp, endnu ende godt og da jeg er saa lykkelig, at min Velgjører tillige føler varmt og inderlig for mig, at De ikke tænker paa det personlige Forhold og Afstanden mellem os saa vil jeg ogsaa lette mit Hjerte og uden Frygt tale med Dem om mit Vel og Vee. - De har sagt mig, at blev min Stilling hernede, alfor utaalelig, vilde De sørge for, at jeg igjen kunne komme tilbage til Slagelse; herved vandt jeg, naturligviis, særdeles meget, i henseende til den huuslige Omgang og det daglige Liv, men dette bliver jo, paa en Maade, kun en Bisag med Hensyn til min hele Fremtid; at gaae fra Skole til Skole er ikke godt og jeg er bleven noget ængstelig derfor; Lærerne her i Helsingør ere alle saa humane og venlige at de staae meget fremfor de i Slagelse; jeg har før nævnet Dem den mathematiske Lærer dernede[9], som tidt har gjort mig mismodig, den nye Overlærer hører jeg skal være meget pedantisk med sin Græsk[10]; jeg vil nu tænke mig det værste, at man ikke tog sig synderlig af mig, at Een satte sig imod min Dimition, saa var min Stilling der næsten endnu værre end den er og kunde blive her. - Derfor griber jeg høist ugjerne til dette Middel, men at forblive rolig, ganske pasiv at lade den ene Dag svinde efter den anden, kan jeg ikke, naar jeg tydelig forudseer at det ikke ender godt, jeg bør det ikke engang da jeg uden Frygt kan betroe mig til Dem. - I Mandags bragte jeg min hebraiske Lærer en Bog (Dagen forud havde han hørt Ms Ord til mig, som De veed) han spurgte mig om min Stilling, talte ret hjertelig med mig, men jeg har givet

[Resten af brevet mangler] .



Brev nr. 41. Fra Henriette Wulff d.æ. til HCA.[1]  

Søcadet-Academiet den 8. Marts 1827.

Kjære, gode Andersen! For Guds Skyld, besind Dem dog! Hvorfor er “Alt tabt”? Giv Dem dog Ro, til Etatsraad Collin meddeler Dem sin Beslutning; og sandelig, jeg begynder at frygte, De trætter den ædle Mand for meget, gode Andersen, og at Deres Pretention[2] paa hans Taalmodighed er for stor; thi om De istedenfor den idelige Plagen med - reent ud sagt - Vrøvl, siden De sidst var her i Byen[3], om De da med værdig Sindighed havde tilskrevet ham om Deres Forfatning, da vilde han ikke have dvælet med at afhjælpe Deres Nød; men med denne Jagen op og ned, frem og tilbage i Deres Ideer og Planer, veed Manden ikke egentlig, hvad De mener. Er det derfor Deres Mening, at De ikke længere ønsker at gaae den Bane, De nu er paa, at De har andre Udsigter, da siig det reent ud til ham, og han vil vist ikke genere Dem.

[Se titelblad til 'Ungdoms-Forsøg' her]

Hvad Advertissementet om “Alfsol” angaaer[4], da kan De vist være ganske rolig; for det Første udgives det jo af en Herr Walter; skulde det altsaa blive recenseret, da falder jo Recensionen paa ham og ikke paa Dem; men der bliver forhandlet saa lidt dansk Lecture, at maaskee ikke Noget bliver solgt af den, hvilket jo ogsaa falder paa Herr Walter; at De har Deel deri, drømmer vist ikke en Sjæl om; thi nu ere 8 Dage forløbne, siden den blev averteret, og jeg har ikke hørt den nævne af En, skjøndt jeg har talt baade med Professorer og Studenter, og da vi saae den averteret, sagde vi: “Der er en Herr Walter, der har havt samme Idee som Andersen”. Saadan vil det maaskee ogsaa gaae de Andre, som De har læst den for, om de endnu erindre det; men for Guds Skyld, kjære Andersen! sønderriv Dem ikke s e l v med de idelige Plager om Dem selv . Kan De ikke gjøre, som jeg saa ofte har bedt Dem: ikke tænke saa meget paa Dem selv? Paa den Maade kan De jo begribe, der bliver aldrig noget Andet af Dem, end Dem selv. De synes vist, jeg er for haard; men ak, hvorledes skal De blive vækket af den Drøm, hvori De sover kun altfor haardt? At Meisling forskrækker Dem med, “at det vil skade Dem”, kan jeg nok tænke; men jeg vil forskrække Dem ligesaa meget ved at sige: “Der er ikke en Sjæl, der lægger Mærke dertil”. Egentlig smigrer h a n s Skræk Dem dog mere, end m i n behager Dem; thi at blive lagt Mærke til, er dog det Deiligste her paa Jorden, ikke sandt? og saa meget, som jeg gjør mig Umage for at trække Dem ned til Deres Skolebænke, hvor jeg troer De havde meest Nytte og meest Ære ved at være, saa løber dog Deres løbske Ideer reent bort med Dem. Jeg skjænder; thi jeg er virkelig vred. De udmaler Deres Fremtid saa sørgelig, naar Deres Venner og Velgjørere forlade Dem, og man skulde næsten troe, De higede efter den; thi Hvem taler om at forlade Dem, at De ikke mere maa skrive, at De ikke tør komme til Nogen mere, og saadanne Plager, som De skraber sammen? De gjør Dem rigtignok derved Umage for at trætte Deres Venner, og jeg kan dog umulig troe, det kan fornøie Dem selv, - Altsammen Følge af den idelige Beskjæftigelse med D e m  s e l v,  D e r e s  e g e t  J e g - d e n  s t o r e  D i g t e r,  D e  s k a l  b l i v e. - Kjære Andersen, De kan jo nok mærke, alle disse Ideer ikke vil lykkes Dem, og at De er paa en gal Vei. Om jeg nu fik den Idee at ville være Keiserinde af Brasilien, og jeg mærkede, alle mine Forsøg gik galt, at Ingen vilde entrere[5] paa dem, skulde jeg da ikke gjøre mig Umage for at samle saa megen Fornuft og Tanke, at jeg kunde indsee: Jeg er Fru Wulff, opfyld der din Pligt, og vær ingen Daare; skulde den Overbeviisning ikke seire, “at det er større at være noget Mindre godt, end noget Større daarligt”, fordi jeg selv havde den daarlige Idee; sæt for Alting ikke for megen Priis paa at blive omtalt, og tro endnu mindre, kjære Andersen, at De bliver det. Hvad Deres mislige Stilling i det Physiske angaaer, den gjør mig hjertelig ondt; men med det Første vil De vist høre Noget i den Anledning fra Etatsraad Collin. Saasnart jeg faaer “Alfsol”, skal den blive Dem sendt. Alle hilser Dem, ogsaa jeg, som især anbefaler Dem at være lidt fornuftig.

Deres velmenende
H e n r i e t t e  W u l f f.



Brev nr. 42. Fra Anne Marie Andersdatter og Frederik Foersom til HCA.[1]  

Odense den 3die Mai 1827.

Kjære Christian!

Med den sædvanlige inderlige Glæde modtog jeg ogsaa denne Gang i Særdeleshed Dit saa kjærkomne Brev hvoraf jeg erfarer at Du alt er ariveret[2] til Kjøbenhavn, hvor det i alle Maader gaaer Dig vel; ja! er Du først kommen under Collins Vinger saa er der ingen Nød for Dig hverken for Nu- eller Fremtid da han vist er en Mand, som kan virke betydelig for Dig; at Du herefter vil fremmes mere ved at have faaet et dueligt Menneske til at læse privat med Dig er vel ingen Spørgsmaal om; hvorledes gaaer det med Digtning o. s. v. skriver Du nogle inu i Dine Frietimer? Da Du opoffrer Dig for dette Fag syntes mig at Du burde freqventere betydelig af Comedierne i Kjøbenhavn, og vil det vist neppe falde dig vanskelig at faae frie Entrée hver Aften, især da Collin er Theaterdirecteur. Af Nyeheder fra det gamle Odense kan jeg kun melde Dig faae. At gamle Iversen[3], Lieutenant Ponton[4] og Uhrmager Schmidt[5] m. fl. er ved Døden afgaaet har Du vist forlængst hørt. At Fouraux Selskab[6] som i Vinter har opholdt sig her er reist for nogen Tid siden kan vist neppe interessere Dig at vide, da Du formodentlig ingen kjender af Selskabet; her har ellers været meget dødt i Vinter med Comedie naar undtages Bekkers Selskab gav 1 Forestil1ing hvor de opførte: Die Wiener in Berlin[7] ret godt, forleden blev ligeledes opført af det forrige dramatiske Selskabs Medlemmer Jeppe paa Bjerget[8] til Indtægt for Comediehuset og ligeledes Fugleskydningen af Clausen[9] til Indtægt for Huusarme[10]. Holten har i denne Tid ladet et Stykke trykke som hedder “Eneboeren”[11] - hvorledes det er - har man ikke hørt til inu. “Gjenfærdet ved Palnatokes Høi en Fortælling og Alfson en Tragoedie” har jeg forespurgt hos Hempel om jeg maatte faae den at laane; som han nægtede mig da den var for kostbar nemlig 8 Mk. og som jeg ikke har Evne til at give for den[12]; men er det mueligt at Du som Forfatter maaskee skulde kunne faae et Exemplar da ville jeg være Dig meget taknemlig derfor. Angaaende de Penge Du har været saa god at love mig ønskede jeg gjerne nogle sendt herover med det første inden Det kongelige Herskab kom hertil, da jeg trænger høit til lidt Fodtøi og laane vil jeg ikke gjerne. Jeg sender Dig dette Brev med Posten, da det maaskee varer flere Dage inu inden Guldbergs reiser herfra.
Du hilses venskabelig fra Bunkeflods, Starups[13] m. fl. andre gode Venner; men især fra Din oprigtige Moder.

Lev vel!
M.

Gode Ven!

Ogsaa kan jeg ikke undlade at glæde mig med andre Venner over at det gaaer Dig saavel. Jeg har sagt Din Moder at hun blot kan komme til mig naar hun ønskede Brev til Dig, da jeg gjerne skal skrive for hende, og ligeledes naar hun fik Brev, da Du maaske undertiden kunne skrive noget som ikke ønskedes at Enhver skulle see, som Du ikke herefter behøver at genere Dig for, da jeg nok skal gjøre hende opmærksom paa, hvem, der bør at læse dem. Fra Gebhardt[14] kan jeg hilse, han er i Roeskilde og lærer Handlen, hvor han har det meget godt. Du undskylder gode Ven! den daarlige Stiil som findes i dette Brev, da jeg ikke er synderlig vant til at skrive Breve

venskabel.
Frederik Foersom[15]



Brev nr. 43. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Constantinopel[2] d 28de July 1828.

Gode Andersen!

Aarsagen hvorfor jeg skynder mig saa meget med at svare paa Deres Brev[3], der ret glædede mig, og hvorfor jeg takker af Hjertet; er, at naar man gaaer ud af denne Verden, skal man ønske at staae paa en god Fod med alle Mennesker, og bede sine gode Venner ikke at glemme Een, naar man er borte; jeg frygter nemlig for at smelte af Regn; nu synes De nok det er egoistisk at troe sig selv af Sukker; men det er virkelig ikke Tilfældet her, jeg veed nok at jeg er lige saa lidet en Sukkerdame som en Jetinde, endskjøndt jeg bær Navn deraf. Men naar jeg seer vores Sommer-Pallads begynde at smelte, synes mig der er rimelig Grund for mig at frygte personligen; de Andre have ingen Nød, de tage ofte til Byen, hvor de faaer lidt stabilitet i dem. Jeg kunde nu gjerne give Dem en poetisk Beskrivelse, /og poetisk maa den jo være, dersom jeg skal haabe at blive læst, / om de skjønne landlige eller rettere vandlige Glæder vi nyde herude; men det vilde blive for vitløftigt at beskrive, hvorledes vi vanker i Marker, der ere forvandlede til Søer; ved Breden af den stille Bæk der før flød rolig igjennem Dalen, men er nu forvandlet paa mange Steder til en rivende Strøm, med Vandfald, der maaskee ikke staae tilbage for den vældige Niagara, og gjennemvade Veje og Stier, der ere omlavede fra en fast Masse til den dejligste tykke Vælling; men det allerskjønneste er naar Solen opklarer sit Aasyn og smiler igjennem Taare, da vover vi os lidt ud, og komme efter faa Minuters Forløb, hjem, saa gjennemtrukne af Himlens Taare, at man ligner meer en gaaende Vandstatue, end et levende Menneske. Men stop, det gaaer for vidt, jeg seer nu at hidentil har mit Brev ikke allene været vandet, men at det er det rene klare Regnvand, hvorfor jeg nu maae gribe noget ret kraftigt for at det Eene kan bøde paa det Andet; alsaa lad os tale lidt om den fortræffelige H:[4] Det glædede mig ret, hvad De fortalte mig om ham, kun var det saa saare lidet; at han holdt af Deres Fodreise[5] var jo rimeligt [,] men hvad jeg ikke kan tilgive Dem, er at De glemte i Glædens Ruus at spørge ham om det nye Stykke han nu arbejder paa.[6] Andersen! Andersen!!!! - Det er ret kjedeligt at jeg er nød til gandske pludselig at bryde af. Een af de to portugisiske Drenge[7] har plaget mig for at maatte bringe Dem dette, og nu er han her ved Siden af mig og skynder paa mig, at jeg skal slutte det, da de skal kjøre i Øjeblikket; jeg vil derfor i al Gesvindighed[8] sige Dem Levvel, og bede Dem meget om ret snart at besøge os tre eensomme Gratier[9] der bygge her i det Grønne; men fra om Morgenen, saaledes at vi kan have Dem en heel Dag hos os; glem da ikke det Sidste af Fodreisen! Ogsaa vil jeg bede Dem at ikke en Kat faar dette at see, ikke engang den unge haabefulde elegiske Digter fra Sor[10] - nej jeg mener oppe paa Posten bag Slottet; da det er i Ordets egentlige Forstand skrevet paa staaende Fod, og altsaa ikke beregnet paa at blive seet af Andre end Deres overbærende Øjne. Jeg ønsker De maae leve vel til vi sees og indtil da, erindre Deres

hengivne Jette Wulff.

[Udskrift:]
Til Herr C: H: Andersen.
Ved Godhed af Hr. Josè O'Neill.



Brev nr. 44. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Kjære, gode, Frøken!

100,000 0000 - - Tak, fordi De ikke glemmer: le plus long poete.- Deres herlige, vittige Brev glædede mig usigeligt, kun holdt jeg for Øinene da jeg lo, thi jeg turde ikke vel lee af et Brev der var saa ærværdig ved sin Alder; dog, naar jeg ret betænker, har det jo gjort Touren fra Constantinopel meget hurtigt, det var kun 10 Dage gammelt.[2] - Jeg har ellers havd det Uheld at faae en grusom Piil midt ind i Hjertet og deri er den mindste Portugiser[3] Skyld, jeg er sterbens forlibt[4] i hans Øine og den hele lille Person. Den Ældste forekommer lidt for alvorlig og taus, men siden syntes jeg dog langtbedre om ham, da han saa hjertelig kom og viiste mig nogle italienske og portugisiske Operatexter; vi talte ellers ikke meget sammen, af visse Aarsager. - At Undines Onkel, Hr: Kjølebrønd[5] spøger saa slemt ude hos Dem er hæsligt; men De kunde dog have gjort Dem det vandige Liv mere taaleligt, naar De smukt iforeveien, før De tog der ud, havde læst en Deel af Weisflog,[6] Werlihg[7] o f a, og saaledes vænnet Dem til det Vaade; men da De nu eengang er i det Element, saa maa De vise christelig Taalmodighed; tag Dem ellers vel i Agt for al Omgang med Reier; de har faaet typhus-Feber sige alle Hovedstadens Læger. -
Saalangt var jeg kommet med mine Kragetæer, da jeg overraskedes med den Glæde at see Dem. - Det hele Papir skulde nu have været sønderrevet og styrtet ud fra tredie Sahl, paa de haarde Brostene, men da De har bedet for det skal det leve, til De selv behager at udføre Execution. - Meget, meget, har jeg paa Hjertet at fortælle Dem, da jeg troer De er det eneste Væsen som ret levende forstaaer mig og tager Deel i min Skjæbne; bliv ikke bange for den alvorlige Indledning, Helten vil ingen tragisk Monolog holde om han endogsaa maa gaae tilgrunde. Mundtlig kan jeg ikke godt meddele mig, jeg føler mig strax forlegen; blandt Mennesker farer ogsaa strax Flygtigheds Aanden igjennem mig, jeg finder det saa kjedsommelig at klynke og leer derfor og spøger, som der var intet i Veien. - Der er nu ikke længer end 6 Uger til Examen[8] og jeg veed det gaaer galt. - Etatsraad Collin, der tager saa megen Deel i min Skjæbne, er den eneste der veed hvorledes Sagerne staae. Møller[9]talte bestandigt om Dimition til for tre Ugers Tid siden, da en hellig Længsel betog ham efter at gjøre en Valfart til Fyn, men som min Dimition forhindrede. Nu begyndte min latinske Still at forurolige ham, (De veed at denne ene Ting kan rejicere[10] om man endogsaa er udmærket i alt det øvrige), han talte med Collin derom, og det bestemtes, at jeg uden Lexicon, ganske som til Artium skulde skrive en Prøve-Stiil, hvilken: Rudelbach[11], vilde bedømme, om der var Fare ved at lade mig gaae op.

A.G. Rudelbach
Det Kongelige Bibliotek

- Jeg skrev den, men der var fire slemme Feil, og Loddet laa kastet, der skulde læses endnu eet Aar. Møller fandt det ganske naturligt og intet som kunde gjøre mig bedrøvet; men da jeg nu ikke venter nogen Mirakler, og veed hvorledes Verden dømmer, saa kan De nok vide hvorledes jeg har været til Sinds. - Ingen kunde jeg sige min Stilling, selv Bagger havde ved en tredie Mand hørt det, jeg sagde ham intet; den Maade han optog det paa, viiste mig hvorledes de, der leed mig bedst vilde høre det, og jeg fortvivlede. - Følesløs for hvad der maatte komme, for dog at efterlade et Spoer af, at jeg ikke ganske havde været i Nul [12] i det uendelige Tal, skrev jeg en heel Dag paa min Fodreise, hvad De havde hørt, samt et Brev til Heiberg, som jeg nu, klogeligt, har tilintetgjort. - Møller reiste, Collin behandlede mig saa hjerteligt mildt; sagde, at jeg maatte selv føle det Ubehagelige, det var urimeligt at han sagde mig det; men at det var meget slemt for ham igjen at tale til Kongen om Understøttelse[13], naar jeg ikke denne October gik op, det var jo ogsaa uvist hvad Kongen gjorte; i Møllers Fraværelse vilde han ellers skaffe mig en anden Manuducteur[14], han kjendte, for Øieblikket, var der intet andet for. - 14 Dage har vi nu læst, i Mandags var det sidste Dag; og da talte vi i den sidste Time ret alvorligt. - Han sagde mig at Collin havde taget ham til at læse med mig, dels for at lære Noget, deels prøve om det var som Møller meente, lidt voveligt at jeg gik op; men at han nu havde sagt Collin, der var slet ingen Fare og at jeg i de 14 Dage han havde læst med mig, havde gjort mærkelig Fremgang i Stilen. Jeg skulde altsaa op; Tiden var alt forbi til at indmelde mig, men Collin havde underrettet Øehlenschlæger[15] om Tingene og bedet ham om Udsættelse til Møller kom hjem, da jeg meget godt kunde gaae op. - Og skal gaae op. -
Kjære Frøken Jette, tænk Dem min Stilling; jeg tør ikke tro den sidstes glimrende Udsagn, men maa tro Møller der siger, det gaaer galt i Stiil og saa falder jeg igjennem. - Da er Alt tabt; Collin kan Intet gjøre, mine andre Venners Ansigter vil alle forandres, et Ord - - og jeg kan aldrig mere komme til de Mennesker, der nu ere mig saa kjære; hvad griber jeg da til. - Naturen har givet mig et deiligt Udvortes[16], tærer nu Tiden paa min gamle Kjole, saa er der Intet der skal trække. Saa kan jeg rime, ligne Camoens[17] i at sulte ihjel og ende, som det tidt har anet mig. - I Mandags ved Bordet, kom Deres Fader til at tale om Examen, “nu faaer man snart at see om min Spaadom opfyldes”, sagde han; ”der læses ikke, man gjør Vesitter”, - ja, jeg var rigtignok nogle Gange hos Dem, i denne Uge; og hele Vinteren saae De mig ofte, thi jeg følte mig hjemme i Deres Kreds, jeg har jo intet Hjem; men med Hensyn til Flid, saa er der gjort hvad et Væsen af min Natur kan gjøre. - Hvad vil Deres Fader sige om det gaaer galt, eller jeg læste et Aar til. - O jeg veed det, jeg har vidst det; denne Sommer er den sidste, jeg tør komme til Dem, og kan tale med Dem. - Det vil virke smerteligt ind paa mit Liv; men saaledes maa det være her i Verden. - Tak, tak, for enhver glad Time, jeg skylder Dem, i hvad der møder vil jeg tænke paa Dem; bedøm mig ikke forstrængt om jeg feiler, der er Intet jeg tør stole paa i dette Liv; men fortvivle - - Verden er stor, en Grav finder man overalt. - Den gode gamle Gud lever jo, kun at ikke et Øiebliks Lidenskab skulde bringe mig til at glemme ham, saaledes at jeg selv faaer Ondt deraf. - Er jeg Digter, saa lad kun Elendighed være min Lod, lad Verden glippe, min Himmel har jeg i mig selv, og der vil til alle Tider findes Mennesker der erkjender det Godes Værd. Er jeg ikke, saa har jeg intet Maal, saa kan jeg jo som Statist, godt undværes paa Scenen.
Efter et par Dage tager jeg atter Pennen, og finder det hele lidt svulstigt, og dog kom det mig fra Hjertet, dog løb Vandet mig ned af Kinden, da jeg skrev det, saa De vist vilde have smilet over mit ynkelige Ansigt. - Det er Tid at jeg igjen bliver lidt lystig, ellers ønsker De vist aldrig mere Brev fra mig; og det er mig dog saa kjært at skrive, men tilgiv mig mine Kragetæer. - Møller er kommen hjem og studsede ved min første Latinske-Stiil, ved at see den ubegribelige Fremgang jeg havde gjort i 10 Dage hos Halld[18]; han vil nu ikke mere skrive Stiil med mig, da han føler - siger han - at han ikke har Kraft til at bibringe mig det rigtige; og at Feilen maa have været paa hans Side. - Collin mener nu at jeg godt kan gaae op, dog skal der i denne Tid anvendes Alt med Stiil, forekom det ved October endnu voveligt, saa - ja saa veed jeg ikke Collins Mening. Min skal De, til den Tid nok faae at vide. Bliver der Tvivl om at jeg ikke kan slippe godt igjennem, saa er det nødvendigt jeg endnu end Tid sidder i Buur, hvis Finantserne tillade det; thi gaaer jeg op og brækker den aandelige Hals, saa maae den legemlige vist spille Dacapo! - Bekjendtere vil maaskee sige en Deel, de ægte Venner, kan kun beklage; til næste Examen maa jeg bestemt - det veed jeg - brilliere; skriver jeg derpaa en god Fodreise til - Maanen; saa siger Verden: “Det er en exelent Person.” - Det er kun efter Udfaldet Verden dømmer; men i disse Prøvens Dage kunde jeg maaskee gjøre Erfaringer der vilde nedbryde mangen god Spire i mig. - Det fryder mig at Hall fandt mig flittig, og Møller studsede, da man jo siger jeg ikke har læst i de sidste Dage, men gjort Vesitter. - Tro mig kjære Frøken, der er ingen Daddel der smerter mig mere end naar Deres Fader, som jeg holder af, troer at finde Grund. De kan tro, at med en Flygtigheds Aand som min, og da jeg, som man vistnok vil indrømme mig, ikke er uden Phantasie, koster det uhyre meget at grave sig ind i de tørre Gramatikker, hvad jeg kunde er gjort; men saaledes dømmer ikke Alle. Meget kan der gjøres i den formalidide[19] Still, der er den værste Hage; nu maae vor Herre raade for Resten, at det ikke er smukt at give ham Komandoen, naar det seer daarligt ud med Seiladsen, indseer jeg nok, men saaledes ere vi Mennesker. De kan nok indsee hvor uhyre kjært det maa være mig nu, da jeg har meddelt mig for Dem, at see nogle Linnier fra Dem, som De vist vil sende mig, dersom De interesere Dem saaledes for mig, som jeg troer. - Men ret snart, ikke en Kat skal faae det at see, hverken den sorianske eller den paa Posten. - Endnu engang, tilgiv mine Kragetæer, naar jeg holder dem ved Siden af Deres himmelske Ziffre saa rødmer jeg af Undseelse, saa stærkt, at De seer det giver Gjenskin paa Papiret; De maa slet ikke tro at jeg har myrdet et uskyldigt Kirsebær for at bemale Papiret med dets Hjerte-Blod, nei det er den rene Sandhed jeg siger[20].- Jeg har ellers saa mange velsignede Anecdoter at meddele Dem, jeg er truffen over; een om vores kjære H - - [21] maa jeg her strax meddele Dem. Han skulde læse for Fru Bruun[22] der laa til Sengs og, som De veed, ikke hører godt, hun bad ham da drage sine Støvler af og sætte sig op ved Siden af sig i Sengen; det skete, Prinds Christian[23] blev anmældt, kom ind, og den kjære H maatte drage Støvlerne paa i en Krog. - Jeg troer det ikke.

Friederike Brun
Det Kongelige Bibliotek

- Forleden hørte jeg Overturen til Le colporteur[24], men jeg forstaaer mig ikke paa Musik, desuden blev der saa mange Pauser, der ikke stod i Papiret, at jeg slet ikke tør tale om det. - Der var Meget jeg vilde fortælle Dem, men jeg maa bringe Brevet i Aften bort, da det aner mig De er her inde for at see Waldemar løbe af Stabelen[25]. Lev vel, hils alle Børnene, og glæd mig med nogle Linnier. -

Deres oprigtige Andersen.

den 14 August 1828
fra
Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger[26]
af den unge Werther.[27]

[Udskrift:]

Til Frøken H. Wulff ved Babe Humajan[28] nærved Hyppodromus[29]
i Constantinopel
afsendt med Caschan Baschi.[30]