Havde jeg, o havde jeg en Dattersøn, o ja! Og en Kiste med mange, mange Penge, Saa havde jeg vel ogsaa havt en Datter, o ja! Og Huus og Hjem og Marker og Enge. Havde jeg, o havde jeg en Datterlil, o ja! Og Huus og Hjem og Marker og Enge, Saa havde jeg vel ogsaa havt en Kjærrest, o ja! Med Kister med mange, mange Penge.Der stod nu han og sang, men henne mellem de mørke Hasselbuske stak der et lille Pigehoved frem. En lang Flig af et rødt Silkeshavl havde viklet sig fast i en Green, der sprang noget længere frem end de andre, og engang imellem kom der en lille Haand og rykkede i Fligen, men det førte ikke til Andet end en lille Skylregn fra Grenen og dens Naboer. Resten af Shavlet laae stramt hen over det lille Pigehoved og skjulte det Halve af Panden, skyggede over Øinene, dreiede saa pludseligt af og tabte sig mellem Bladene, men dukkede atter op i en stor Roset af Folder under hagen. Det lille Pigeansigt saae meget forbauset ud, men det vilde snart til at lee; Smilet var allerede i Øinene. Med Et gjorde han, der stod og sang i Regnveiret, et Par Skridt til Siden, saae den røde Flig, Ansigtet, de store brune Øine, den lille, forbausede, aabne Mund; øieblikkelig blev hans Stilling forlegen, han saae forbauset ned ad sig selv; men i samme Nu lød der et lille Skrig, den fremspringende Green svaiede voldsomt, den røde Flig blev borte i et Blink, Pigeansigtet borte, og det raslede og raslede, fjernere og fjernere inde bag Hasselbuskene. Saa løb han. Han vidste ikke hvorfor, han tænkte slet ikke, Regnveirslystigheden kom op i ham igjen, og han løb efter det lille Pigeansigt. Det faldt ham ikke ind, at det var en Person, han løb efter, det var kun det lille Pigeansigt. Han løb, det raslede til Høire, det raslede til Venstre, det raslede for, det raslede bag, han raslede, hun raslede, og al den Lyd og selve Løbet gjorde ham ivrig, og han raabte: »Kuk engang, ihvor Du er!« Ingen kukkede. Ved at høre sig raabe blev han ligesom lidt beklemt, men løb stadigt; saa kom der en Tanke, men kun een, og han mumlede, medens han blev ved at løbe: »hvad skal Du sige til hende»? hvad skal Du sige til hende»?« Han kom hen mod en stor Busk; der havde hun skjult sig, han saae en Flig af hendes Kjole. »Hvad skal Du sige til hende»? hvad skal Du sige til hende»?« blev han ved at mumle, alt medens han løb. Han kom hen til Busken, dreiede hurtigt af, løb videre, mumlende det Samme, kom ud paa en bred Gang, løb lidt henad den, standsede pludseligt og brast i Latter, gik stille smilende et lille Stykke videre og loe saa af alle Kræfter, og saaledes blev han ved hele Hegnet igjennem.
Saa var det en smuk Efteraarsdag, Løvfaldet var i fuld Gang, og Veien
ned til Søen var heelt dækket af Elmens og Ahornens citrongule Blade, og hist og her var der ogsaa Pletter af mørkere Løv. Det var saa
behageligt, saa renligt at gaae paa dette Tigerskindstæppe og see paa,
hvorledes Bladene sneede ned, og Birken saae endnu finere og lettere
ud med saa Lidt paa Grenene, og Rønnen tog sig saa prægtig ud med
de tunge røde Bærklaser. Og Himlen var saa blaa, saa blaa, og Skoven
syntes meget større, man kunde see saa langt ind mellem Stammerne.
Saa var der ogsaa det, at det snart var forbi Altsammen, Skov, Mark,
Himmel, fri Luft og det Hele, snart skulde det vige for Lampernes,
Gulvtæppernes og Hyacinthernes Tid. Derfor gik Justitsraaden fra
Kap Trafalgar og hans Datter nedad Søen til, medens Vognen blev
holdende hos Sognefogedens.
���Justitsraaden var en Ven af Naturen, Naturen var ganske særdeles,
Naturen var en af Tilværelsens skjønneste Zirater. Justitsraaden protegerede Naturen, han forsvarede den mod det Kunstige; Haver var
ikke Andet end fordærvet Natur, men Haver med Stiil i det var vanvittig Natur; der var ingen Stiil i Naturen, Vorherre havde viseligen
gjort Naturen naturlig, ikke Andet end naturlig. Naturen var det
Ubundne, det Ufordærvede; men ved Syndefaldet var Civilisationen
kommen over Menneskene; nu var Civilisationen bleven til en Fornødenhed, men det var bedre, om den ikke havde været det; Naturtilstanden var noget ganske Andet, ganske noget Andet. Justitsraaden
skulde ikke have Noget imod at ernære sig af at gaae omkring i Lammeskindspelts og skyde Harer og Snepper og Brokfugle og Rypper
og Dyrekøller og Vildsviin. Nei, Naturtilstanden var nu engang en
Perle, formelig en Perle.
���Justitsraaden og hans Datter gik ned mod Søen. Den havde allerede
længe blinket frem mellem Grenene, men nu kom den heelt tilsyne,
da de dreiede om Hjørnet, hvor den store Poppel staaer. Der var den,
med store Flager af speilklart Vand med takkede Tunger af graablaat
kruset Vand, med Bælter, der vare blanke, og Bælter, der vare krusede, og Sollyset hvilede i det Blanke og flimrede i det Krusede. Den
drog Blikket henover sin Flade, førte det langs med sine Bredder ad
langsomt rundede Buer, ad hurtigt brudte Linier, svingede det udenom de grønne Næs, slap saa Blikket og blev borte inde i store Bugter,
men tog Tanken med sig. Seile! var der Baade at faae tilleie»?
���Nei, der var ikke, sagde en lille Fyr, der havde hjemme i det hvide
Landsted og stod og slog Smut nede ved Stranden. Var der slet ingen
Baade»? Jo, det var der rigtignok; der var jo Møllerens, men den kunde ikke faaes; Mølleren vilde ikke have det, Møllerens Niels havde
nær faaet Prygl, da han laante den ud sidst, det kunde slet ikke hjælpe
at tænke paa den; men der var jo Herren, som boede oppe hos Nikolai Skovløbers, han havde en udmærket Baad, en, der var sort foroven og rød i Bunden, og den laante han Alle og Enhver.
���Justitsraaden og hans Datter gik op mod Nikolai Skovløbers. Noget borte fra Huset traf de en lille Pige, som hørte Nikolais til, og
hende bad de løbe ind og spørge, om de kunde faae Herren i Tale.
Hun løb, som om det var ilde fat, løb baade med Arme og Been, indtil hun kom til Døren, saa satte hun det ene Been op paa det høie
Dørtrin og bandt sit Hosebaand, og styrtede saa ind i Huset; kom
strax tilbage med to Døre aabne efter sig og raabte, inden hun vel
havde naaet Dørtrinet igjen, at Herren kom øieblikkelig, saa satte
hun sig ved Siden af Døren op imod Væggen og tittede under sin ene
Arm op paa de Fremmede.
���Herren kom, og viste sig at være et høit, kraftigtbygget Menneske
paa et Par og tyve Aar. Justitsraadens Datter blev lidt forskrækket, da
hun i ham gjenkjendte Mennesket, der havde sunget i Regnveiret.
Men han saae saa rar og fraværende ud; det var tydeligt, at han kom
lige fra en Bog, det kunde man see paa Udtrykket i hans Øine, paa
hans Haar og paa hans Hænder, der slet ikke vidste, hvor de vare.
���Justitsraadens Datter neiede overgivent for ham og raabte: »Kukuk« og loe.
���»Kukuk»?« spurgte Justitsraaden.
���Men det var jo det lille Pigeansigt; Mennesket blev ganske rød og
søgte at faae Noget sagt, da Justitsraaden kom med et Spørgsmaal om
Baaden. Jo den stod til Tjeneste. Men hvem der skulde roe»? Jo det
skulde han, sagde Frøkenen, hun brød sig ikke om, hvad Fader sagde,
det var ligemeget, at det gjorde Herren Uleilighed, for han var undertiden ikke bange for at gjøre andre Folk Uleilighed. Saa gik de ned
til Baaden og gav Justitsraaden Forklaring paa Veien. De kom i Baaden og vare allerede et godt Stykke ude, før Frøkenen havde faaet sig
sat i Lave og fik Tid til at tale.
���»Naa,« sagde hun, »det var vist noget meget Lærdt, De sad og læste,
da jeg kom og kukkede Dem ud at seile»?«
���»Roe, mener De. Lærdt! det var »Historien om Ridder Peder med
Sølvnøglen og den skjønne Magelone«.«
���»Af hvem er den»?«
���»Den er Ingen af; det er det Slags Bøger aldrig. Vigoleis med
Guldhjulet er heller ikke af Nogen, og Skytten Bryde ligesaadan.«
���»Jeg har aldrig hørt de Titler før.«
���»Aa, sæt Dem lidt mere til den Side, ellers kan vi ikke komme til at
ligge lige. Nei! det er saa rimeligt, det er slet ikke fine Bøger, det er
nogle, man kjøber paa Markederne af Visekoner.«
���»Det var da underligt; læser De altid saadanne Bøger»?«
���»Altid»? jeg læser ikke mange Bøger mellem Aar og Dag, og jeg
holder egenlig meest af det Slags, hvor der er Indianere i.«
���»Men Digterværker»? Oehlenschläger, Schiller og de Andre»?«
���»Jo, jeg kjender dem nok; vi havde et heelt Skab af dem hjemme,
og Frøken Holm - min Moders Selskabsdame - læste høit af dem efter Frokost og om Aftenen; men jeg kan ikke sige, jeg syntes om dem
- jeg kan ikke lide Vers.«
���»Ikke lide Vers! - De sagde havde, lever Deres Fru Moder ikke»?«
���»Nei, og min Fader heller ikke.«
���Dette blev sagt i en noget mut, afvisende Tone, og Samtalen
standsede for en Tid, og lod de mange smaa Lyde, som Baadens Bevægelse gjennem Vandet frembragte, høres tydeligt. Frøkenen brød
Tausheden:
���»Holder De af Malerier»?«
���»Altertavler»? aa jeg veed ikke.«
���»Ja, eller andre Billeder, Landskaber for Exempel»?«
���»Maler man ogsaa dem»? ja, det er sandt, det veed jeg jo nok.«
���»De gjør vist Nar ad mig»?«
���»Jeg! jo det er nok En af os!«
���»Men er De da ikke Student»?«
���»Student! hvor skulde jeg være bleven det fra! nei, jeg er Ingenting.«
���»Ja, Noget maa De da være. De maa da bestille Noget»?«
���»Hvorfor det»?«
���»Jo, for det - det gjør alle Mennesker.«
���»Bestiller De da Noget»?«
���»Aa ja! men De er da heller ingen Dame.«
���»Nei, Gudskelov!«
���»Tak!«
���Han holdt op at roe, trak Aarerne lidt i Veiret, saae hende op i Ansigtet og sagde:
���»Hvad mener De med det»? - nei, De maa ikke være vred paa mig;
jeg skal sige Dem Noget, jeg er saadan en løierlig En. De kan slet ikke
forstaae det. De troer nu, fordi jeg seer fiin ud i Klæder; at jeg derfor
ogsaa skal være en fiin Mand. Min Fader var en fiin Mand, og det er
blevet mig sagt, at han kunde saa uhyre Meget, og det kunde han vel
ogsaa, da han var Amtmand. Jeg kan Ingenting, for Moder og jeg
føiede hinanden i Alt, og jeg brød mig ikke om at lære det, man lærer
i Skoler, og gjør det da heller ikke endnu. Aa, De skulde have seet
min Moder; det var saadan en lille, lille Dame, allerede da jeg var
tretten Aar, kunde jeg bære hende ned i Haven. Hun var saa let; i de
sidste Aar sad hun tidt paa min Arm hele Haven og Parken rundt. Jeg
seer hende med sine sorte Dragter og mange brede Kniplinger . . . .«
���Han greb Aarerne og roede voldsomt til. Justitsraaden blev lidt
urolig, da han saae Vandet gaae saa høit op paa Bagstavnen, og meente, de maatte see at komme i Land; og indad gik det.
���»Siig mig,« spurgte Frøkenen, da den stærke Roening var sagtnet
lidt, »tager De tidt til Byen»?«
���»Jeg har aldrig været der.«
���»Aldrig været der! og De boer her kun tre Miil derfra.«
���»Jeg boer ikke her altid, jeg boer alle mulige Steder, siden Moder
døde, men til Vinter tager jeg til Byen for at lære at regne.«
���»Mathematik»?«
���»Nei, Trælast,« sagde han og loe, »ja, det forstaaer De ikke; jo jeg
skal sige Dem, naar jeg bliver myndig, vil jeg kjøbe en Slup og seile
paa Norge, og saa maa jeg kunne regne for Told og Klarerings
Skyld.«
���»Har De virkelig Lyst til det»?«
���»Aa, der er prægtigt paa Søen, der er saadant et Liv i at seile - saa,
der har vi Broen.«
���Han lagde til; Justitsraaden og hans Datter steg i Land, efter at have
taget det Løfte af ham, at han vilde see hen til dem paa Kap Trafalgar.
Saa gik de op til Sognefogdens, men han roede ud over Søen. Oppe
ved Poplen kunde de endnu høre Aaretagene.
»Hør Kamilla!« sagde Justitsraaden, der havde været ude at lukke
Yderdøren af, »siig mig,« sagde han, idet han slukkede sin Haandlampe med Kammen af Nøglen, »heed den Rose, de havde hos Karlsens,
Pompadour eller Maintenon»?«
���»Cendrillon,« svarede Datteren.
���»Det er rigtig, det heed den ogsaa - naa - vi maa vel see at komme
til Ro; god Nat, min Pige; god Nat og sov vel.«
���Da Kamilla var kommen op paa sit Værelse, rullede hun Gardinet
op, støttede sin Pande mod den kolde Rude og nynnede Elisabeths
Sang af Elverhøi. Ved Solnedgang var det begyndt at lufte lidt op, og
enkelte hvide Smaaskyer joge, belyste af Maanen, henimod Kamilla.
Hun stod længe og saae paa dem, fulgte dem langt borte fra og nynnede høiere og høiere, jo nærmere de kom, taug et Par Sekunder,
naar de bleve borte over hende, søgte nye op og fulgte saa dem. Med
et lille Suk rullede hun Gardinet ned igjen. Hun gik hen til Toiletbordet og støttede Albuerne paa det, lænede sit Hoved mod de foldede Hænder og saae ind i Speilet paa sit Billede uden egenlig at see det.
���Hun tænkte paa en høi, ung Mand, der gik med en syg, lille, sortklædt Dame i sine Arme, hun tænkte paa en høi, ung Mand, der styrede et lille Fartøi ind imellem Klipper og Skjær i en forrygende
Storm. Hun hørte en heel Samtale om igjen. Hun rødmede: Eugen
Karlsen vilde have troet, Du gjorde Kour til ham. Ved en lille skinsyg
Idee-Association fortsatte hun: Klara vilde aldrig blive løbet efter i
Regnveir ude i en Skov, vilde ikke have opfordret en Fremmed - ligefrem opfordret - til at seile med sig ovenikjøbet. »Dame til Fingerspidserne« havde Karlsen sagt om Klara, det var en Reprimande til
Dig, lille Kamilla-Bondepige. Saa klædte hun sig af med affekteret
Langsomhed, gik i Seng, tog en lille elegant Bog fra Etagèren ved
Sengen, slog op paa den første Side og læste et lille skrevet Digt
igjennem med en træt, bitter Mine, lod Bogen falde paa Gulvet, og
brast i Graad; saa tog hun sagtmodig Bogen op igjen, lagde den paa
sin Plads og slukkede Lyset; laae saa lidt og saae trøstesløs paa det maanebelyste Rullegardin, og sov endelig ind.
���Ikke mange Dage efter begav »Regnveirsmanden« sig paa Veien til
Kap Trafalgar. Han mødte en Bondemand, der kjørte med et Læs
Rughalm, og fik lov til at sidde op. Saa lagde han sig paa Ryggen i
Halmen og saae op paa den skyløse Himmel. Den første Halvmiilsvei
laae han og lod sine Tanker gaae og komme som de vilde, de vare
forøvrig ikke meget forskjellige, de fleste kom og spurgte om, hvordan et Menneske kunde være saa vidunderlig smukt, og gik og forundrede sig over, at det kunde være en underholdende Beskæftigelse
for flere Dage at gjenkalde sig et Ansigts Træk, Miner og Farveskiftninger, et Hoveds og et Par Hænders smaa Bevægelser og en Stemmes forskjellige Tonefald. Men saa pegede Bonden med Pidsken efter et Skifertag en Fjerdingvei borte og sagde, at det var Justitsraadens, og saa kom den gode Mogens op af Halmen og stirrede ængstelig efter Taget, fik en underlig Følelse af Beklemthed, forsøgte paa at
forestille sig, at der var Ingen hjemme, men blev haardnakket trukket
ind i den Forestilling, at der var stort Selskab, og kunde ikke komme
ud af den igjen, uagtet han talte, hvor mange Køer Landlyst havde
paa Græs og hvor mange Grusdynger han kunde see langs med
Veien. Omsider holdt Bonden stille der, hvor en lille Vei løb ned til
Landstedet, og Mogens lod sig glide nedad Læsset og gav sig til at
børste Halmstumperne af sig, medens Læsset knasede langsomt afsted
henover Veiens Gruus. Han nærmede sig Havelaagen Fod for Fod,
saae et rødt Shavl blive borte bag Balkonvinduerne, en lille forladt
hvid Sykurv paa Balkonranden og Ryggen af en gyngende, tom
Gyngestol. Han traadte ind i Haven, stadig med Blikket fæstet paa
Balkonen, hørte Justitsraaden sige Goddag, vendte Hovedet efter Lyden, og saae ham staae og nikke med Favnen fuld af tomme Urtepotter. Saa sagde de Et og Andet, og saa kom Justitsraaden ind paa at udvikle, hvorledes man nok paa en vis Maade kunde sige, at den gamle
Kasteforskjel mellem Træsorterne var bleven ophævet ved Podningen, men at denne forøvrig var ham meget imod. Saa kom Kamilla
langsomt henimod dem med et stikkende blaat Shavl om sig. Hun
havde Armene viklet ind i Shavlet og hilste med en lille Hovedbevægelse og et mat Velkommen. Justitsraaden gik med sine Urtepotter; Kamilla stod og saae over Skulderen op mod Balkonen, Mogens
saae paa hende. Hvordan han havde havt det siden Forleden. Jo, han
havde hverken feilet det Ene eller det Andet. Roet meget»? Aa ja, som
han pleiede, maaske ikke slet saameget. Hun dreiede Hovedet om
mod ham, saae koldt paa ham, holdt Hovedet lidt til Siden og spurgte
med halvtlukkede Øine og et mat Smiil, om det da var den skjønne
Magelone, der havde lagt Beslag paa ham. Han vidste ikke, hvad hun
meente, men han troede det næsten. Saa stode de nogen Tid og sagde
Ingenting. Kamilla gik et Par Skridt henimod et Hjørne, hvor der
stod en Bænk og en Havestol, hun satte sig paa Bænken og bad ham,
da hun havde sat sig, idet hun saae paa Stolen, om at tage Plads, han
maatte jo være træt efter den lange, lange Tour. Han satte sig paa Stolen.
���Troede han der blev Noget af den paatænkte Forbindelse»? Det var
ham maaskee ligegyldigt»? Naturligviis brød han sig ikke om Kongehuset»? Han hadede selvfølgelig Aristokratiet»? Der var kun faa unge
Herrer, der ikke troede, at Demokratiet var Gud veed hvad. Han var
sagtens af dem, der ikke tiltroede Kongehusets Familieforbindelser
nogensomhelst politisk Betydning»? Maaskee han dog tog Feil. Man
havde dog seet . . . . Hun standsede pludselig forundret over, at Mogens, der i Begyndelsen havde været lidt forskrækket over alt det
Meget, nu saae heelt fornøiet ud. Han skulde da ikke sidde og more
sig over hende»? hun blev ganske rød.
���»Interesserer De Dem meget for Politik»?« spurgte hun ængsteligt.
���»Ikke det Mindste.«
���»Men, hvorfor lader De mig saa sidde og politisere en Verdens
Tid»?«
���»Aa, De siger det saa smukt Altsammen, det er ligemeget, hvad De
saa taler om.«
���»Det er virkelig ingen Kompliment.«
���»Jo, det er det,« forsikkrede han ivrigt, da han syntes, hun saae heel
fornærmet ud.
���Kamilla brast i Latter, sprang op og løb sin Fader imøde, tog ham
under Armen og fulgte saa med ham hen til den forbausede Mogens.
���Da Middagen var overstaaet og de havde drukket Kaffe oppe paa
Balkonen, foreslog Justitsraaden en Spadseretour. De gik da alle Tre
ad den lille Vei, over Hovedlandeveien og ad en smal Sti, hvor der
var Rugstubber paa begge Sider, over Stenten ind i Hegnet. Der stod
Egen og alt det Andet, der var endog Konvolvulus i Tjørnehækken
endnu. Kamilla bad Mogens tage nogle af dem til hende. Han rev
dem af allesammen og kom tilbage med hele Haanden fuld.
���»Tak, jeg skal ikke have saamange,« sagde hun, tog nogle faa og lod
Resten falde paa Jorden.
���»Saa vilde jeg ønske, jeg havde ladet dem sidde,« sagde Mogens alvorligt.
���Kamilla bukkede sig ned og begyndte at samle dem op igjen. Hun
havde ventet, at han vilde have hjulpet hende, og saae forbauset op
efter ham, men han stod ganske rolig og saae ned paa hende. Ja, hun
var nu engang begyndt paa det, saa hun maatte blive ved, og samlede
bleve de; men saa talte hun rigtignok heller ikke til Mogens en lang,
lang Tid, ja saae ikke engang til den Side, han var. Men de maa være
blevne forligte, thi da de paa Hjemveien kom til Egen igjen, gik Kamilla hen under den og saae op i dens Krone, trippede fra den ene
Side til den anden og slog ud med Hænderne og sang, og Mogens
maatte gaae hen i Hasselbuskene og see, hvorledes han havde taget
sig ud. Med Et løb Kamilla henimod ham, men Mogens faldt ud af
Rollen og glemte baade at skrige og løbe, og saa erklærede Kamilla
leende, at hun var meget misfornøiet med sig selv og at hun ikke
havde tiltroet sig den Dristighed at blive staaende, naar saadan et forfærdeligt Menneske, og saa pegede hun paa sig selv, kom stormende
imod hende. Men Mogens erklærede, at han var meget godt fornøiet
med sig.
���Da han mod Solnedgang skulde hjem, fulgte Justitsraaden og Kamilla ham paa Vei. Og da de gik hjemad, sagde hun til sin Fader, at de
vist burde bede det eensomme Menneske ret tidt i den Maanedstid,
der endnu kunde være Tale om at blive paa Landet, for han kjendte
jo slet ingen Mennesker herude, og Justitsraaden sagde ja, og smilede
over at blive antaget for saa godtroende, men Kamilla gik og saae
blidt alvorlig ud for ikke at komme til at tvivle paa, at hun jo var
Medlidenheden i egen skjære Person.
���Det blev nu virkelig saa mildt Efteraarsveir, at Justitsraadens blev
p} Kap Trafalgar en heel Maaned endnu, og Medlidenheden førte til,
at Mogens kom der to Gange i den første Uge og omtrent hver Dag
i den tredie.
���Det var en af det gode Veirs sidste Dage, det havde regnet tidlig
om Morgenen og været overtrukkent til langt hen paa Formiddagen,
men nu var Solen kommen frem, og den skinnede saa stærkt og
varmt, at de vaade Havegange, Græsplænerne og Træernes Grene
stode i een fiin let Damp. Justitsraaden gik og skar Asters af, Mogens
og Kamilla var henne i et Hjørne af Haven for at plukke nogle sene
Vinteræbler ned. Han stod oppe paa et Bord med en Kurv paa Armen, hun stod paa en Stol og holdt i Fligene af et stort hvidt Forklæde.
���»Naa, hvad blev det saa til!« raabte hun utaalmodigt til Mogens, der
havde brudt af i det Eventyr, han fortalte, for at faae fat i et Æble, der
hang høit oppe.
���»Jo,« fortsatte han, »saa begyndte Bonden da at løbe tre Gange
rundt om sig selv og synge: »til Babylon! til Babylon! med en Jernring gjennem mit Hoved.« Saa fløi han og hans Kviekalv, hans Oldemoer og hans sorte Hane; de fløi over Have, saa brede som Arup
Veile, over Bjerge, saa høie som Jannerup Kirke, henover Himmerland og gjennem det Holsteenske lige til Verdens Ende. Der sad Trolden og spiste Davre; han var lige færdig, da de kom.
���»Du skulde være lidt gudfrygtig, Fa'erlil,« sagde Bonden, »ellers
kunde det være, Du kom Himmerig forbi.«
���Ja han vilde gjerne være gudfrygtig.
���»Saa maa Du læse fra Bords,« sagde Bonden . . . . »Nei jeg vil ikke
fortælle mere,« sagde Mogens utaalmodigt.
���»Naa, ja saa lad være,« sagde Kamilla og saae forbauset op paa ham.
���»Jeg kan ligesaa gjerne sige det strax,« vedblev Mogens, »jeg vil
spørge Dem om Noget, men De maa ikke lee ad mig.«
���Kamilla hoppede ned af Stolen.
���»Siig mig! - nei jeg vil selv sige Noget, - her er Bordet og der er
Gjærdet, vil De ikke være min Kjæreste, saa springer jeg min Vei med
Kurven over Gjærdet og bliver borte. En.«
���Kamilla skottede op til ham og saae Smilet forsvinde fra hans Ansigt.
���»To.«
���Han var ganske bleg af Bevægelse.
���»Ja,« hviskede hun, slap Fligene af Forklædet, saa Æblerne trillede
til alle Verdens Kanter, og saa løb hun.
���Men hun løb ikke fra Mogens.
���»Tre,« sagde hun, da han naaede hende, men han kyssede hende alligevel.
���Justitsraaden blev forstyrret i sine Asters, men Amtmandens Søn
var en altfor mageløs Blanding af Natur og Civilisation, til at Justitsraaden skulde ville gjøre Vanskeligheder.
Det var sidst paa Vinteren; det store, tykke Sneelag, der skyldtes en
heel Uges idelige Fygen, var raskt i Færd med at smelte bort. Luften
var fuld af Sol og af Gjenskin fra den hvide Snee, der i store, funklende Draaber dryppede ned forbi Vinduerne. Derinde i Stuen vare alle
Former og Farver vakte, alle Linier og Omrids vare som levende: det
Flade bredte sig, det Buede krummede sig, det Skraa gled og det
Brudte brødes. Alle grønne Toner myldrede mellem hinanden paa
Blomsterbordet lige fra de blødeste mørkegrønne til det skarpeste
Gulgrønt. De brunrøde Toner flød i Flammer henover Mahognybordets Plade, og Guld gnistrede og funklede fra Nips, fra Rammer
og Lister, men paa Gulvtæppet brødes alle Farver i een lystig, lysende
Tummel.
���Kamilla sad ved Vinduet og syede, og hun og Gratierne paa Konsollen vare heelt indhyllede i et rødligt Lys fra de røde Gardiner, og
Mogens, der vandrede langsomt frem og tilbage paa Gulvet, gik
hvert Øieblik ud og ind af skraa Lysstøtter af svagt-regnbuefarvet
Støv.
���Han var i et snaksomt Hjørne.
���»Jo,« sagde han, »det er et eget Slags Folk, dem I omgaaes; der er
ikke den Ting til mellem Himmel og Jord, de ikke er færdige med i
en Haandevending, det er lavt og det er ædelt, det er det Dummeste,
der er gjort siden Verdens Skabelse, og det er det Klogeste, det der er
saa grimt, saa grimt, og det der er saa kjønt, saa det ikke kan siges, og
Alt det er de Allesammen enige om, det er, ligesom de havde en bestemt Tabel eller saadan Noget, som de regnede det ud efter, for de
faae Allesammen det samme Facit, ihvad det saa er. - Hvor de ligner
hinanden, de Mennesker! Allesammen veed de det Samme og taler
de om det Samme, de har Allesammen de samme Ord og de samme
Meninger.«
���»Du vil da ikke,« indvendte Kamilla, »sige, at Karlsen og Rønholt
mener det Samme»?«
���»Ja de er nu de Deiligste af dem Allesammen, de høre til forskjellige Partier! deres Grundanskuelser er saa forskjellige som Nat og Dag!
nei, de er ikke, de er saa enige, saa det er en Lyst, maaskee der er en
lille Stump, de virkelig er uenige om, maaskee det blot er en Misforstaaelse, men det er Gud hjælpe mig en reen Komedie at høre dem,
det er ligesom de havde aftalt at gjøre alt Muligt for ikke at blive enige, de begynde med at raabe høit, saa tale de sig strax hidsige, saa siger
den Ene i Hidsighed Noget, han ikke mener, saa siger den Anden det
stik Modsatte, som han heller ikke mener, og saa angriber den Ene
det, den Anden ikke mener, og den Anden det, den Ene ikke mener,
og saa er Spillet gaaende.«
���»Men hvad har de da gjort Dig»?«
���»De ærgre mig, disse Karle, naar man seer dem i Ansigtet, er det ligesom man fik Brev paa, at der for Eftertiden ikke skal skee noget
Mærkeligt i Verden.«
���Kamilla lagde Sytøiet fra sig, gik hen og tog fat i Fligene af hans
Frakkekrave og saae skjelmsk spørgende op paa ham.
���»Jeg kan ikke fordrage den Karlsen,« sagde han gnavent og slog
med Hovedet.
���»Naa! og saa»?«
���»Og saa er Du saa meget, meget sød,« mumlede han komisk kjælent.
���»Og saa»?«
���»Og saa,« brusede han op, »saa seer han paa Dig og hører paa Dig og
taler med Dig paa en Maade, jeg ikke kan lide, han skal lade være, skal
han, for Du er min og ikke hans. Ikke sandt! Du er ikke hans, slet ikke
hans. Du er min, Du har forskrevet Dig til mig, som Doktoren til
Fanden, Du er min med Sjæl og Krop, med Hud og Haar, lige lukt
ind i al Evighed.«
���Hun nikkede lidt ængsteligt op imod ham, saae trofast op paa ham,
fik Taarer i Øinene og gjemte sig saa ind til ham, og han slog Armene
om hende, bøiede sig ned over hende og kyssede hende paa Panden.
���Samme Dags Aften fulgte Mogens Justitsraaden til Posten, der var
nemlig kommet en pludselig Ordre til Justitsraaden om en Embedsreise, han skulde foretage. Næste Dags Morgen skulde Kamilla derfor
tage ud til sin Tante og blive der, til han kom igjen.
���Da Mogens havde faaet sin tilkommende Svigerfader afsted, gik
han hjemad og tænkte paa, at han ikke skulde see Kamilla i flere Dage.
Han dreiede ned ad den Gade, hvor hun boede. Den var lang og smal
og kun lidet befærdet. En Vogn rumlede bort i den fjerneste Deel af
den; den Vei var der ogsaa Lyd af Fodtrin, der tabte sig. Nu hørte han
kun en Hund gjøe inde i Bygningen bagved sig. Han saae opad Huset,
hvor Kamilla boede: der var som sædvanlig mørkt i den nederste
Etage, og de hvidtede Ruder fik kun lidt uroligt Liv ved det flagrende Skjær fra Lygten paa Nabohuset. I anden Etage stode Vinduerne
aabne, og i et af dem stak der en heel Tylvt Brædder frem over Karmen. Hos Kamilla var der mørkt, ovenover var der mørkt, kun i det
ene Kvistvindue var der et hvidgyldent Skjær fra Maanen. Ovenover
Huset vare Skyerne i vild Flugt. I Bygningerne paa begge sider vare
Ruderne oplyste.
���Det mørke Huus gjorde Mogens sørgmodig, det stod der saa forladt og trøstesløs; de aabnede Vinduer klirrede med deres Kroge,
Vandet løb monotont trommende ned i Tagrenden, nu og da faldt
der et Sted, han ikke kunde see, en Smule Vand med en huul, blød
Lyd, og Luften susede tungt gjennem Gaden. Det mørke, mørke
Huus! Mogens fik Taarer i Øinene, det trykkede ham for Brystet, og
der kom en underlig dunkel Forestilling om, at han havde Noget at
bebreide sig overfor Kamilla. Saa kom han til at tænke paa sin Moder
og fik Længsel efter at lægge sit Hoved i hendes Skjød og græde ud.
���Saaledes stod han længe, med Haanden trykket mod Brystet, indtil
en Vogn kom kjørende i skarpt Trav gjennem Gaden, saa gik han efter den og hjem. Han maatte længe staae og ruske i Gadedøren, før
den gik op, saa løb han nynnende opad sine Trapper, og da han var
kommen ind, kastede han sig paa Sofaen med en af Smollets Romaner i Haanden og læste og loe til over Midnat.
���Endelig blev det for koldt i Værelset, han sprang op og gik trampende frem og tilbage for at faae Kulden bort. Han standsede ved
Vinduet: Himlen var paa den ene Kant saa lys, at de snedækte Tage
smeltede sammen med den; paa den anden Kant drev der nogle lange
Skyer, og under dem havde Luften et underlig rødligt Skjær, et usikkert bølgende Skjær, en rød rygende Taage; han rev Vinduet op, der
var Ildløs henad Justitsraadens til. Nedad Trappen, henad Gaden, saa
hurtigt han kunde; nedad en Tværgade, gjennem en Sidegade, og saa
ligefrem; endnu kunde han Intet see, men da han dreiede omkring
Hjørnet, saae han det brandrøde Skjær. En Snees Mennesker klamprede enkeltviis nedad Gaden. Idet de løb forbi hinanden, spurgte de,
hvor Ilden var. Der blev svaret: Raffinaderiet. Mogens blev ved at
løbe ligesaa hurtigt som før, men langt lettere om Hjertet. Endnu et
Par Gader, der blev flere og flere Folk, og de talte om Sæbefabrikken.
Den laae ligeoverfor Justitsraadens. Mogens løb som rasende. Der var
kun en skraa Tværgade tilbage, den var aldeles fyldt med Folk, rolige,
velklædte Mandfolk, pjaltede, gamle Koner, der stode og talte i en
langsom klynkende Tone, raabende Læredrenge, udmaiede Piger, der
hviskede til hinanden, Sjovere, der stode støt og sagde Vittigheder,
forbausede Drukkenbolte og Drukkenbolte, der skjændtes, hjælpeløse Politibetjente og Drosker, der hverken kunde komme frem eller
tilbage. Mogens vred sig gjennem Hoben. Nu var han ved Hjørnet;
Gnisterne dalede langsomt ned over ham. Opad Gaden; det føg med
Gnister, Ruderne glødede paa begge Sider, Fabrikken brændte, Justitsraadens brændte, og Nabohuset brændte ogsaa. Alting var Røg,
Ild og Forvirring, Raaben, Banden, Tagsteen, der raslede ned, Øxehug, Træ, der splintredes, Ruder, der klirrede, Straaler, der hvislede,
spruttede og pladskede, og mellem Alt dette Pumpeslagenes regelmæssige, dumpe Hulken. Møbler, Sengeklæder, sorte Hjelme, Stiger,
blanke Knapper, oplyste Ansigter, Hjul, Reb, Seildug, underlige Instrumenter; Mogens styrtede mellem det, over det, under det Altsammen, fremad mod Huset.
���Facaden var stærkt oplyst af Flammerne fra den brændende Fabrik,
Røgen piblede frem mellem Tagstenene og væltede ud af første Sals
aabne Vinduer; derinde buldrede og knittrede Ilden; der kom en
langsomt bragende Lyd, der gik over til Rullen og Knækken og endte med et dumpt Drøn; Røg, Gnister og Flammer piintes voldsomt
ud af alle Husets Aabninger, og saa begyndte Luerne at spille og
smælde med dobbelt Styrke og dobbelt Klarhed. Det var den midterste Deel af Førstesals-Loftet, der faldt. Mogens greb med begge Hænder fast i en stor Brandstige, der støttede op mod den Deel af Fabrikken, der endnu ikke stod i Flammer. Et Øieblik holdt den sig lodret,
men saa faldt den fra ham over paa Justitsraadens Huus og stødte en
Karm ind oppe paa anden Sal. Mogens sprang op ad Stigen og ind
gjennem Aabningen. Det første Øieblik maatte han lukke Øinene for
den skarpe Trærøg, og den tunge kvælende Em, der steg op fra det
forkullede Tømmer, som Vandstraalerne havde naaet, tog Veiret fra
ham. Han var i Spisestuen. Væggen ind til Dagligstuen var næsten
heelt falden. Dagligstuen var et stort glødende Dyb, Luerne nede fra
Grunden af Huset sloge engang imellem næsten op mod Loftet, de
faa Fjæl, der vare blevne hængende, da Gulvet faldt, brændte med
klare hvidgule Flammer, Skygger og Flammeskjær bølgede over
Væggene, Tapetet rullede sig hist og her sammen, fængede og fløi i
brændende Flager ned i Dybet, og opad løse Lister og Skilderiernes
Rammer slikkede vevre gule Flammer. Mogens krøb over Brokker
og Brudstykker af den indstyrtede Væg hen til Randen af Dybet,
dernedefra bølgede kolde og hede Luftstrømme skifteviis mod hans
Ansigt; ovre paa den anden Side var Saameget af Væggen falden, at
han kunde see ind i Kamillas Værelse, medens det Stykke, der gjemte
for Justitsraadens Kontor, endnu stod. Det blev hedere og hedere,
Huden i Ansigtet strammede, og han mærkede, at hans Haar krøllede
sig. Noget Tungt strøg over hans Skulder og blev liggende over
Ryggen og trykkede ham ned mod Jorden, det var Vexelbjælken,
der langsomt var gledet ned fra sin Plads. Han kunde ikke røre sig,
hans Aandedræt blev tungere og tungere, og hans Tindinger bankede
voldsomt; til Venstre for ham pladskede en Vandstraale mod Spisestumuren, og han gik op i det ene Ønske, at de kolde, kolde Draaber,
der spredtes til alle Sider, maatte stænke hen paa ham. Da hørte han
det stønne ovre paa Dybets anden Side, og han saae noget Hvidt bevæge sig paa Gulvet i Kamillas Værelse. Det var hende. Hun laae paa
sine Knæ og holdt, idet hun vuggede sig i Hofterne, en Haand paa
hver Side af Hovedet. Hun reiste sig langsomt og kom hen til Randen af Dybet. Hun stod stivt opreist, Armene hang slapt ned og Hovedet ligesom vaklede paa Halsen; ganske, ganske langsomt sank hendes Overkrop forover, hendes lange deilige Haar feiede mod Gulvet,
et kort, stærkt Blus, og det var borte, i næste Nu styrtede hun ned i
Flammerne.
���Mogens udstødte en klagende Lyd, kort, dyb og stærk, som et vildt
Dyrs Brøl, og gjorde i det Samme en voldsom Bevægelse som for at
komme bort fra Dybet; han kunne ikke for Bjælken; hans Hænder
famlede over Muurbrokkerne, saa ligesom stivnede de i et voldsomt
Greb om dem, og saa begyndte han i regelmæssig Takt at hugge Panden mod Gruset og stønnede: Herre Gud, Herre Gud, Herre Gud!
���Saaledes laae han. Efter nogen Tids Forløb mærkede han, at der var
Noget, der stod og tog paa ham; det var en Brandsvend, der havde
kastet Bjælken til Side og nu vilde bære ham ud af Huset; Mogens
mærkede med en stærk Følelse af Uhygge, at han blev løftet op og
ført afsted. Svenden bar ham hen til Aabningen; da fik Mogens en
klar Fornemmelse af, at der var blevet gjort ham Fortræd, og at Svenden, der bar ham, vilde ham tillivs, han rev sig løs af hans Arme, greb
en Lægte, der laae paa Gulvet, hug Svenden med den i Hovedet, saa
han tumlede tilbage, kom ud af Aabningen og løb opreist nedad Stigen, holdende Lægten over sit Hoved. Gjennem Tumlen, Røgen,
Menneskehoben, gjennem tomme Gader, over øde Pladser, ud paa
Marken. Dyb Snee allevegne, lidt borte en sort Plet, det var en Grusdynge, der ragede op over Sneelaget, han huggede efter den med
Lægten, huggede igjen og igjen, blev ved at hugge efter den, vilde
hugge den ihjel, saa den blev reent borte, vilde ogsaa løbe langt bort,
løb saa rundt om den og huggede efter den som rasende, den vilde
ikke, vilde ikke blive borte, han slyngede Lægten langt bort og kastede sig over den sorte Dynge for at gjøre det af med den, han fik
Hænderne fulde af Smaasteen, det var Gruus, det var en sort Grusdynge; hvorfor laae han ude paa Marken og rev i en sort Grusdynge,
han lugtede Røgen, Flammerne blinkede om ham, han saae Kamilla
synke ned i dem, han skreg og styrtede afsted over Marken. Han
kunde ikke blive fri for Synet af Flammerne, han holdt sig for Øinene: Flammer, Flammer! kastede sig paa Jorden og trykkede Ansigtet
ned i Sneen: Flammer! sprang op, løb tilbage, løb frem, dreiede af:
Flammer overalt; afsted stod det henover Sneen forbi Huse, forbi
Træer, forbi et forfærdet Ansigt, der stirrede ud gjennem en Rude,
udenom Stakke og gjennem Gaarde, hvor Hunde tudede op og sled i
deres Lænker. Han løb omkring en Forhuus-Længe og stod pludseligt
foran et stærkt og uroligt oplyst Vindue, det Lys gjorde ham godt,
Flammerne veeg for det; han gik hen til Vinduet og saae ind, det var
et Bryggers, en Pige stod ved Gruen og rørte i Kjedlen; Lyset, hun
holdt i Haanden, skinnede lidt rødligt i den stærke Em, en anden Pige
sad og nebbrede Fjerkræ, og en tredie sved det over en storflammet
Ild af Langhalm; Flammerne bleve mindre, saa kom der ny Halm til,
og de blussede op igjen, saa bleve de atter mindre, mindre endnu, gik
ud. Mogens stødte vredt en Rude ind med Albuen og gik langsomt
bort, Pigerne skreg derinde. Saa løb han til igjen, løb længe i en stille
Klynken. Der kom spredte Glimt af Erindringer fra den gode tid, og
det blev dobbelt mørkt, naar de vare forbi, han kunde ikke udholde
at tænke paa, hvad der var skeet, det maatte ikke være skeet, han kastede sig paa Knæ og vred sine Hænder mod Himlen, idet han tiggede
om at faae det Skeete gjort tilbage igjen. Længe slæbte han sig afsted
paa Knæene og holdt Øinene vedholdende fæstede paa Himlen, som
om han frygtede, at den vilde smutte bort, for at undgaae hans Bønner, naar han ikke blev ved at see paa den. Saa kom Billederne fra den
gode Tid svævende, flere og flere i taagelyse Rækker; ogsaa var der
Billeder, der skjøde op om ham i pludselig Glands, og andre svang
forbi, saa ubestemt, saa fjernt, at de vare borte, før han vel vidste,
hvad det var. Han sad stille i Sneen, betagen af Lys og Lød, af Liv og
Lykke, og den dunkle Angst, han i Begyndelsen havde havt for, at
der skulde komme Noget og slukke det Altsammen, var forsvunden.
Det var saa stille om ham, saa roligt i ham, Billederne vare borte, men
Lykken var der. Saa stille! der var ingen Lyd; men Lyde spøge. Og der
kom Latter og Sange, og lette Ord kom, og lette Fjed og Pumpeslagenes dumpe Hulken. Jamrende løb han sin Vei, løb langt og længe,
kom til Søen og fulgte dens Bredder, indtil en Trærod fik ham til at
falde, og da var han saa træt, at han blev liggende.
���Med en blød klukkende Lyd skvulpede Vandet over Smaastenene,
stødviis susede det let i de nøgne Grene, enkelte Krager skreg ude
over Søen, og Morgenen kastede sit grelle, blaa Skjær over Skoven
og Søen, over Sneen og over det blege Ansigt.
���Ved Solopgang blev han funden af Hegnsmanden fra Naboskoven
og baaret op til Nikolai Skovløbers, og der laae han i Uger og Dage
mellem Liv og Død.
Omtrent ved den Tid, Mogens blev ført op til Nikolais, var der Opløb om en Vogn for Enden af den Gade, hvor Justitsraaden boede. Kudsken kunde ikke forstaae, hvorfor Politibetjenten vilde forhindre ham i at udføre sit lovlige Hverv, og derfor skændtes de. Det var den Vogn, der skulde hente Kamilla til hendes Tante.
»Nei! siden den stakkels Kamilla kom saa ynkeligt af Dage, har vi ikke
seet det Ringeste til ham.«
���»Ja, det er mærkeligt, hvad der kan være skjult i et Menneske. Man
anede Ingenting. Saa stilfærdig og forlegen, næsten keitet. Ikke sandt,
Frue, De anede ikke det Mindste?«
���»Om Sygdommen! jo Gud, hvor kan De spørge! - naa De mener, - jeg forstod Dem ikke rigtigt - det skulde have været Noget, der laae i
Blodet, noget Arveligt? - ja jeg husker, der var Noget med, at Faderen blev ført til Aarhus. Var det ikke saadan, Hr. Karlsen?«
���»Nei! - jo, men det var for at blive begravet, hans første Kone ligger der. Nei, jeg tænkte paa, De veed, det forfærdelige eller - ja det
forfærdelige Liv, han har ført i disse to eller halvtredie Aar.«
���»Saa, næ - næ - Nei! - det veed jeg slet ikke Noget af.«
���»Naa - ja - næ - det er jo ikke af de Ting, man gjerne taler om, man vil jo ikke . . . . naa! De forstaaer; Hensyn til Næsten. Justitsraadens Familie . . . .«
���»Ja, det har naturligviis sin Berettigelse, det, De siger, - men paa
den anden Side - siig mig ganske oprigtigt, er der ikke i Tiden en
falsk, en - pietistisk Bestræbelse efter at tilsløre, at tilhylle sine Medmenneskers Svagheder, og - jeg forstaaer mig naturligviis ikke paa
den Slags Ting - men troer De ikke, at Sandheden eller den offentlige Moral, jeg mener ikke saadan Moralitet, men - Moral, Tilstand,
hvad De vil, at den lider derunder?«
���»Ganske vist! og det glæder mig overordentlig saa aldeles at være
enig med Dem, og i dette Tilfælde . . . . Sagen er ligefrem den, at han
har hengivet sig til Excesser af alle mulige Slags, har levet paa den
meest ryggesløse Maade med den allerlaveste Pøbel, med Folk uden
Ære, uden Samvittighed, uden Stilling, Religion eller Nogetsomhelst, Dagdrivere, Gjøglere, Krogjæster og - og i Sandhedens Navn:
letfærdige Fruentimmer.«
���»Og det efter at have været forlovet med Kamilla, Gud i Himlen,
og efter at have ligget af Hjernebetændelse i tre Maaneder!«
���»Ja - og hvad forudsætter det ikke for Tilbøieligheder, og hvordan
mon hans Fortid har været, hvordan troer De?«
���»Ja og Gud veed, hvordan det egenlig forholdt sig med ham i selve
Forlovelsestiden. Han var noget fordægtig. Det er nu min Anskuelse.«
���»Undskyld, Frue, og undskyld De ogsaa, Hr. Karlsen, De har taget
det Hele lidt abstrakt, meget abstrakt; jeg har tilfældigviis meget
konkrete Beretninger fra en Ven derovre i Jylland og kan fremstille
Sagen i sine Detailler.«
���»Hr. Rønholt! De vil da ikke . . . .«
���»Give Detailler! jo jeg vil, Hr. Karlsen, med Fruens Tilladelse. Tak.
Han har ganske vist ikke levet, som man bør leve efter en Hjernebetændelse. Han har flakket Markederne rundt med et Par Svirebrødre,
og skal heller ikke have været uden Berøring med Gjøglertrupperne
og da navnlig med deres kvindelige Personale. Maaskee det var det
Klogeste, om jeg løb ovenpaa og hentede min Vens Brev. Hvis De
tillader? Skal være her paa Øieblikket.«
���»Synes De ikke, Hr. Karlsen, at Rønholt er sjældent elskværdig i
Dag?«
���»Ja! - unægtelig, men Fruen maa ogsaa erindre, at han har udtømt
al sin Galde i en Artikel i Morgenavisen. At tænke sig, at man vover
at fremsætte - det er reentud Oprør, Foragt for Loven, for - hm . . . .«
���»De fandt Brevet?«
���»Jo jeg gjorde. Maa jeg begynde? Lad mig see - ja: »vor fælles Ven,
som vi mødte ifjor i Mønsted, og som Du sagde, Du kjendte ovre fra
Kjøbenhavn, har i de sidste Maaneder huseret her i Egnen, han seer
ganske ud som den Gang, han er den samme blege, triste Ridder af
den bedrøvelige Skikkelse. Han er den løierligste Blanding af forceret Kaadhed og stille Haabløshed, er affekteret-hensynsløs og brutal
overfor sig selv og Andre, er stille og ordknap, og synes, skjøndt han
ikke gjør Andet end svire og sværme, aldeles ikke at more sig; det
bliver ved det, jeg allerede den Gang sagde, at han har den fixe Idee at
ansee sig for personlig fornærmet af Tilværelsen. Hans Omgang var
her navnlig en Pranger, Krodegnen kaldet, fordi han altid synger og
altid er paa Sviir, og en forsoren, opløben Mellemting af Matros og
Bissekræmmer, bekjendt og frygtet under Navn af Peer Styrløs, desuden Skjøn Abelone; i den sidste Tid maatte denne dog vige Pladsen
for et mørkt Fruentimmer, der hørte til en Gjøglerbande, som i længere Tid har lyksaliggjort os med Forestillinger i Kraftkunst og Liniedands. Du har seet det Slags Fruentimmer, med skarpe, gule, tidligtældede Ansigter, Mennesker, der ere ødelagte af Brutalitet, Armod
og fattige Laster og til Overflod altid klædte i luvslidt Fløiel og
smudsigt Rødt. Der har Du Banden. Jeg forstaaer ikke vor Vens Passion, det er godt nok, at Kjæresten kom saa ynkeligt af Dage, det
forklarer dog ikke Sagen. Du skal dog endnu høre, hvordan han forlod os. Vi havde Marked et Par Miil herfra; han, Styrløs, Prangeren
og Fruentimmeret sade i et Værtshuustelt og svirede til langt ud paa
Natten. Klokken tre eller saa bleve de endelig færdige til at tage afsted. De kom da paa Vognen, og det gaaer saa meget godt, men saa
dreier vor fælles Ven af fra Landeveien og kjører afsted med dem
over Marker og Heder, alt hvad Hestene springe kunde. Vognen
slynges fra den ene Side til den anden. Det bliver omsider Prangeren
for broget, og han raaber, at han vil af. Da han er kommet af, pidsker
vor fælles Ven paa igjen og lader staae til lige mod en stor Lyngbakke; saa bliver Fruentimmeret bange og kommer af, nu gaaer det opad
Bakken og nedad den saa susende vildt, at det er et Mirakel at ikke
Vognen kom ned før Hestene. Paa Opkjørselen havde Peer imidlertid listet sig af Vognen, og til Tak for Kjørselen sendte han sin store
Foldekniv efter Kudskens Hoved.«
���»Det stakkels Menneske! men det er dog stygt med det Fruentimmer.«
���»Afskyeligt, Frue, decideret afskyeligt. Mener De virkelig, Hr.
Rønholt, at denne Fremstilling skulde stille dette Menneske i et bedre Lys?«
���»Nei, men i et sikkrere; De veed, i Mørke kan man let antage Ting
for større, end de er.«
���»Kan der da tænkes noget Værre?«
���»Hvis ikke, er det det Værste, men De veed, man skal aldrig troe
det Værste om Folk.«
���»Ja, De mener egenlig, at det ikke er saa slemt det Hele, at der er
noget Rask ved det, noget i eminent Forstand Plebeiisk, som tiltaler
Deres Hang til det Demokratiske.«
���»Seer De da ikke, at han forholder sig ret aristokratisk til sine Omgivelser?«
���»Aristokratisk! nei, det er dog vel paradoxt. Hvis han ikke er Demokrat, saa veed jeg virkelig ikke, hvad han er.«
���»Ja, der er jo forresten andre Bestemmelser.«
Hvide Hægebær, blaalige Syringer, Rødtjørn og straalende Guldregn
blomstrede og duftede udenfor Huset. Vinduerne stode aabne og
med nedrullede Persienner. Mogens lænede sig ind over Karmen,
Persiennen laae ham nedad Ryggen. Det var velgjørende for Øiet efter al den Sommersol paa Skov og Vand og i Luft at see ind i Stuens
dæmpede, bløde, rolige Lys. En høi, fyldig Dame stod derinde med
Ryggen til Vinduet og satte Blomster i en stor Vase. Blouselivet paa
hendes blegrøde Morgenkjole samledes høit oppe under Brystet af et
sort glindsende Læderbælte, paa Gulvet bag ved hende laae en sneehvid Friseerkappe, hendes store, meget blonde Haar hang i et høirødt
Natnet.
���»Du er noget bleg efter Sviren igaar,« var det Første, Mogens sagde.
���»Godmorgen,« svarede hun og rakte, uden at vende sig, Haanden
og de Blomster, hun havde i den, henimod ham. Mogens tog en af
Blomsterne. Laura dreiede Hovedet halvt om imod ham, aabnede
Haanden lidt og lod Blomsterne i smaa Partier falde ned paa Gulvet.
Saa gav hun sig igjen til at sysle med Vasen.
���»Syg?« spurgte Mogens.
���»Træt.«
���»Jeg spiser ikke Frokost hos Dig i Dag.«
���»Ikke!«
���»Vi han heller ikke spise til Middag sammen.«
���»Du skal fiske?«
���»Nei! - Farvel!«
���»Naar kommer Du igjen?«
���»Jeg kommer ikke igjen.«
���»Hvad skal nu det sige?« spurgte hun, rettede paa sin Kjole, kom
hen til Vinduet og satte sig paa Stolen der.
���»Jeg er kjed af Dig. - Det er det Hele.«
���»Nu er du ond, hvad er der i Veien? hvad har jeg dog gjort?«
���»Ingenting, men da vi hverken ere gifte eller gale af Kjærlighed til
hinanden, kan jeg ikke see, at der er noget Mærkeligt i, at jeg gaaer
min Vei.«
���»Er Du jaloux?« spurgte hun ganske sagte.
���»Paa En som Dig! Vorherre bevare min Forstand!«
���»Men hvad skal det sige Altsammen?«
���»Det skal sige, at jeg er træt af din Skjønhed, at jeg kan din Stemme
og dine Bevægelser udenad, og at hverken dine Luner eller din
Dumhed eller din Listighed kan more mig mere. Kan Du saa sige
mig, hvorfor jeg skulde blive?«
���Laura græd. »Mogens, Mogens, hvor kan Du nænne det! O, hvad
skal jeg, skal jeg, skal jeg, skal jeg gjøre! Bare bliv i Dag, bare i Dag,
Mogens, Du maa ikke gaae fra mig.«
���»Aa, det er jo Løgn, Laura, Du troer det ikke engang selv; det er
ikke, fordi Du gjør saa forskrækkelig ad mig, at Du er bedrøvet; det
er blot lidt Befippelse over Forandringen, Du er ængstelig for en
Smule Forstyrrelse i dine daglige Vaner. Jeg kjender det saa godt, Du
er ikke den Første, jeg er bleven kjed af.«
���»O, bliv bare hos mig i Dag, saa skal jeg ikke plage Dig om at blive
saameget som en Time til.«
���»I ere nogle Hunde, I Fruentimmer! I har ikke Ære skabt i Livet,
om man saa sparker Jer bort, kommer I krybende tilbage igjen.«
���»Ja, ja vi gjør, men saa bliv i Dag - hvad - bliv!«
���»Bliv, bliv! nei!«
���»O, Du har aldrig elsket mig, Mogens.«
���»Nei.«
���»Jo, Du har, Du elskede mig den Dag, det blæste saa stærkt, o, den
rare Dag dernede ved Stranden, da vi sad i Ly af Baaden.«
���»Tossede Tøs!«
���»Bare jeg var en ordentlig Pige af fine Forældre og ikke saadan En,
som jeg er, saa blev Du nok hos mig, saa nænnede Du ikke at være saa
haard - og jeg, der elsker Dig saadan!«
���»Det skal Du ikke.«
���»Nei, jeg er ligesom det Støv, Du træder paa, mere bryder Du Dig
ikke om mig. Ikke et godt Ord, bare haarde Ord; Foragt, det er godt
nok til mig.«
���»De Andre er hverken bedre eller værre end Du. Farvel, Laura!«
���Han rakte Haanden til hende, men hun holdt Hænderne paa Ryggen og klynkede: »nei, nei, ikke Farvel! ikke Farvel!«
���Mogens løftede Persiennen, gik et Par Skridt tilbage og lod den
falde ned for Vinduet. Laura bøiede sig hurtigt under den udover
Karmen og bad: »kom hen til mig! kom og ræk mig din Haand.«
���»Nei.«
���Da han var kommet noget bort, raabte hun klagende: »Farvel! Mogens.«
���Han vendte sig mod Huset med en let Hilsen. Saa gik han videre:
»og saadan en Pige troer endnu paa Kjærligheden! - nei, hun gjør
ikke.«
Ude fra Havet trak Aftenvinden ind over Landet, og Marehalmen
svang sine blege Ax og løftede lidt paa de spidse Blade, Sivene duvede, Klitsøen mørknede af tusinde fine Furer, og Aakandebladene
rykkede uroligt i deres Stilke. Saa tog Lyngen til at slaae med de
dunkle Toppe, og paa Sandmarkerne svaiede Rødknæet ledeløst omkring. Indover Landet! Havrenegene dukkede, den unge Kløver
skjælvede paa Stubbemarken, og Hveden blev høi og lav i tunge
Bølger, Tagene gav sig, Møllen knagede, Fløiene svang rundt, Røgen slog ned i Skorstenene, og Ruderne duggede.
���Det susede i Glamhullerne, i Herregaardens Popler og peb i det
forblæste Krat paa Bredbjerg Grønhøi. Mogens laae deroppe og saae
udover den mørke Jord. Maanen var ved at faae Glands, Taagerne
dreve dernede i Engen. Det var saa sørgeligt det hele Liv, tomt bagved, mørkt foran. Men saadan var Livet. De, der gik og vare lykkelige, de vare ogsaa blinde. Han havde lært at see af Ulykken, Alt var
uretfærdigt og løgnagtigt, den hele Jord var een stor rullende Løgn;
Troskab, Venskab, Barmhjertighed, Løgn var det, Løgn hver en
Stump; men det, der kaldtes Kjærlighed, det var dog det Huleste af
det Hule, Lyst var det, flammende Lyst, ulmende Lyst, osende Lyst,
men Lyst og aldrig Andet. Hvorfor skulde han vide dette? hvorfor
havde han ikke faaet Lov til at blive i Troen paa alle disse lueforgyldte Løgne? hvorfor skulde han see, og de Andre være blinde? han
havde Ret til Blindhed, han havde troet paa Alt, hvad der kunde
troes paa.
���Lysene tændtes nede i Byen.
���Dernede var Hjem paa Hjem. Mit Hjem! mit Hjem! og min Barnetro paa alt det Deilige i Verden! - Og om de nu havde Ret de Andre!
om Verden var fuld af bankende Hjerter og Himlen fuld af en kjærlig Gud! Men hvorfor veed jeg da ikke det, hvorfor veed jeg noget
Andet? og jeg veed noget Andet saa skjærende, bittert, sandt . . . .
���Han reiste sig op, Mark og Eng laae i fuldt Maanelys for ham. Han
gik ned mod Byen ad Stien langs med Herregaardshaven, gik og saae
ind over Steengjærdet. Inde paa en Plaine i Haven stod der en Sølvpoppel, Maanelyset faldt skarpt paa de skjælvende Blade, snart vendte
de den mørke Side til, snart den hvide. Han lagde Albuerne paa Gjærdet og stirrede ind paa Træet, det saae ud, som Bladene rislede ned
over Grenene. Han troede at kunne høre den Lyd, Løvet frembragte.
Pludselig lød det nærved med en deilig Kvindestemme:
»Du Blomst i Dug! Du Blomst i Dug! Hvisk mig Drømmene dine. Er der i dem den samme Luft, Den samme selsomme Elvelandsluft, Som i mine? Og hvisker, sukker og klager det der Gjennem døende Duft og blundende Skjær, Gjennem vaagnende Klang, gjennem spirende Sang: I Længsel, I Længsel jeg lever!«Saa kom Stilheden igjen. Mogens trak Veiret dybt og lyttede spændt: ingen Sang; oppe ved Gaarden blev der gaaet med en Dør. Nu hørte han tydeligt Lyden af Sølvpoplens Blade. Han bøiede Hovedet mod sine Arme og græd.
Lys i alle Herregaardens Vinduer, Løv og Blomster over alle Porte,
pyntede Venner og Bekjendte i tæt Stimmel paa den store Steentrappe, Allesammen stirrende ud i Skumringen - Mogens var kjørt bort
med Bruden.
���Vognen rumlede og rumlede, de lukkede Vinduer klirrede, Thora
sad og saae ud ad det ene, paa Landeveisgrøften, paa Smedens Bakke,
hvor der var Primulaer om Foraaret, paa Bertel Nielsens store Hyldebuske, paa Møllen og Møllerens Gjæs, paa Dalum Banke, som hun
og Villiam for ikke saa mange Aar siden havde kjørt nedad i Slæde,
paa Dalum Enge, paa Hestens lange, urimelige Skygger, der jog over
Grusdyngerne, over Mosehullerne, over Rugmarken. Hun sad og
græd ganske stille; engang imellem, naar hun tørrede Duggen af Ruden, skottede hun om til Mogens. Han sad bøiet forover, Reisetøiet
stod aabent om ham, Hatten laae og vuggede paa Forsædet, Hænderne holdt han for sit Ansigt. Alt det han tænkte paa! Det havde været
en underlig Dag for ham, og Afskeden havde næsten heelt taget Modet fra ham. Der havde hun maattet sige Farvel til alle sine Slægtninge
og Venner, til en Evindelighed af Steder, hvor Minder og Erindringer laae ovenpaa hinanden, helt op til Himlen, og det for at reise med
ham. Og han var en sikker Mand at give sig i Vold, han med sin Fortid af Raahed og Udsvævelser. Det var ikke saa sikkert, det var Fortid
endda, nok var han jo forandret og havde ondt ved at forstaae, hvad
han selv havde været, men man løb aldrig saadan heelt fra sig selv, det
var der nok Altsammen, og her havde han faaet dette uskyldige Barn
at vogte og vare, Gudskelov! han havde da faaet sig selv ned i Dyndet
til over Hovedet, det vilde nok ogsaa lykkes ham at faae hende derned med. Nei! - nei, hun skulde ikke - nei, hun skulde faae Lov til at
leve sit lyse, lette Pigeliv tiltrods for ham. Og Vognen rumlede og
rumlede, Mørket var faldet paa, nu og da skimtede han gjennem de
heelt tilduggede Ruder Lysene i Gaarde og Huse, de kjørte forbi.
Thora blundede. Henad Morgen kom de til det nye Hjem, en Herregaard, Mogens havde kjøbt. Hestene dampede i den kolde Morgenluft, Spurvene kvidrede i de store Lindetræer paa Gaardspladsen, og
Røgen bugtede sig langsomt ud af Skorstenene. Thora saae smilende
og fornøiet paa det Altsammen, da Mogens havde hjulpet hende ud;
men det hjalp ikke, hun var søvnig og for træt til at kunne skjule det.
Mogens fulgte hende til hendes Værelse og gik saa selv ud i Haven,
satte sig paa en Bænk og troede, han saae paa Solopgangen, men han
nikkede for stærkt til at kunne holde sig i Troen. Men ved Middagstid, saa mødtes han og Thora igjen, glade og friske, og der blev en Visen omkring og en Falden i Forbauselse, og der blev lagt Raad og
truffet Bestemmelser, og der gjordes de taabeligste Forslag, der eenstemmigt erklæredes for praktiske, og hvor Thora anstrengte sig for
at see klog og interesseret ud, da Køerne præsenteredes for hende, og
hvor det holdt haardt at lade være med at blive altfor upraktisk glad
over den lille laadne Hundehvalp; og Mogens, hvor talte han ikke
om Draining og Kornpriser, medens han stod og spekulerede paa,
hvorledes Thora vilde see ud med de røde Kornvalmuer i Haaret.
���Og saa om Aftenen, da de sade i deres Havestue, og Maanen saa
grangiveligen aftegnede Vinduerne paa Gulvet, hvad var det saa ikke
for en Komedie med ham, der alvorligt forestillede hende, at hun
burde gaae til Ro, virkelig gaae til Ro, da hun maatte være træt, medens han blev ved at holde hendes Haand i sin, og med hende, der saa
erklærede, at han var styg og vilde af med hende, at han fortrød, at
han havde giftet sig en Kone til, og saa kom der naturligviis en Forsoning, og saa loe de, og saadan blev Klokken mange. Endelig gik da
Thora til sit Værelse, men Mogens blev siddende i Havestuen, aldeles
ulykkelig over, at hun var gaaet, og saa lavede han sorte Fantasier om,
at hun var død og borte, og han sad her ganske ene i Verden og græd
over hende, og saa græd han virkelig, saa blev han vred paa sig selv,
spankede op og nedad Gulvet og skulde være fornuftig. Der var en
Kjærlighed, reen og ædel, uden al grov, jordisk Lidenskabelighed, jo
der var, og var der det ikke, saa skulde der komme det, ja, Lidenskab
ødelagde Alting, og den var saa styg, saa umenneskelig, hvor han hadede Alt det i Menneskenaturen, der ikke var skjært og reent, fiint og
let! Han havde været kuet, tynget, plaget af dette Stygge og Stærke,
det havde været i hans Øie og hans Øre, forpestet alle hans Tanker.
Han gik ind i sit Værelse. Han vilde læse og tog en Bog, han læste,
men han anede ikke hvad, - hun skulde dog ikke være kommet Noget til! nei, hvor skulde hun det? Han blev alligevel bange, det kunde
dog være - nei, han kunde ikke udholde det; han listede sig stille hen
til hendes Dør; nei, der var saa tyst og saa fredeligt; naar han nøie lyttede, syntes det ham, at han kunde høre hendes Aandedrag, - hvor
hans Hjerte bankede, han syntes, han kunde høre det med. Han vendte tilbage til sit Værelse og sin Bog. Han lukkede Øinene: hvor han
saae hende tydeligt, han kunde høre hendes Stemme, hun bøide sig
mod ham og hviskede, - hvor han elskede hende, elskede hende, elskede hende. Det sang indeni ham, det var, ligesom hans Tanker kom
i Rhytmer, og saa tydeligt han kunde see Alt, hvad han tænkte paa!
Stille, stille laae hun nu og sov, med Armen under sin Nakke, med
Haaret løst, med Haaret løst, Øiet var lukket, hun aandede saa let -
Luften skjælvede derinde, den var rød som af Gjenskin af Roser -
som en klodset Faun, der efterligner Nymfens Dands, gjengav Tæppet i plumpe Folder hendes fine Skikkelse - nei, nei! han vilde ikke
tænke paa hende, ikke tænke saadan paa hende, ikke for Alt i Verden,
nei, og der kom det igjen Altsammen, det var ikke til at holde borte,
men det skulde bort, bort! Og det kom og gik, kom og gik, til Søvnen kom og Natten gik.
Som Solen den næste Dags Aften var gaaet ned, spadserede de omkring i Haven sammen. Arm i Arm gik de ganske langsomt og ganske
tause opad den ene Gang, nedad den anden, ud af Resedaduft, gjennem Rosenduft, ind i Duft af Jasminer; enkelte Natsværmere fløi
dem svirrende forbi, Knaranden skreg derude i Kornet, ellers kom
den meste Lyd fra Thoras Silkekjole.
���»Som vi kan tie!« udbrød Thora.
���»Og som vi kan gaae,« fortsatte Mogens, »vi har vist gaaet en Miil
nu.«
���Saa gik de endnu en Tidlang og taug.
���»Hvad tænker Du paa?« spurgte hun.
���»Jeg tænker paa mig selv.«
���»Det er netop, hvad jeg gjør.«
���»Tænker Du ogsaa paa Dig selv?«
���»Nei - paa Dig selv - Dig, Mogens.«
���Han drog hende nærmere ind til sig. De gik op mod Havestuen,
Døren stod aaben; der var meget lyst derinde, og Bordet med den
snehvide Dug, Sølvfadet med mørkerøde Jordbær, den straalende
Sølvkande og Armstagerne gjorde et heelt festligt Indtryk.
���»Det er ligesom i Eventyret, hvor Hans og Grethe kommer til Kagehuset ude i Skoven,« sagde Thora.
���»Vil Du ind?«
���»Du glemmer nok, at der er en Hex derinde, som vil stege og spise
os ulykkelige smaa Børn. Nei, det er meget bedre, vi modstaae Sukkervinduerne og Pandekagetaget og tager hinanden i Haanden og
gaaer ud i den sorte, sorte Skov.«
���De gik bort fra Havestuen. Hun lænede sig tæt op til Mogens og
vedblev: »Det kan ogsaa være Stortyrkens Pallads, og Du er Araberen
ude fra Ørkenen, der vil bortføre mig, og Vagten er efter os, det
blinker med krumme Sabler, og vi løber og løber, men de have taget
din Hest, og saa tager de os med og putter os i en stor Sæk, og der sidder vi sammen og blive druknede i Havet. - Lad mig see, hvad kan
det være mere . . . .?«
���»Hvorfor maa det ikke være, hvad det er?«
���»Jo det maa det nok, men det er for lidt . . . . dersom Du vidste,
hvor jeg elsker Dig, men jeg er saa ulykkelig - jeg veed ikke, hvad det
er - der er saa langt imellem os - nei -.«
���Hun slog Armene om hans Hals og kyssede ham heftigt og trykkede sin brændende Kind imod hans: »Jeg forstaaer det ikke, men
sommetider er jeg nærved at ønske, at Du vilde slaae mig - jeg veed,
at det er barnagtigt, og at jeg er saa lykkelig, saa lykkelig, men jeg er
alligevel saa ulykkelig.«
���Hun lagde Hovedet ind til hans Bryst og græd, og saa begyndte
hun, alt mens Taarerne randt, at nynne, først ganske sagte, men saa
høiere og høiere:
»I Længsel, I Længsel jeg lever!«»Min egen lille Hustru!« og han løftede hende op paa sin Arm og bar hende ind.