Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 208-229
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 208-229 Lidelsens Evangelium.
I Virkeligheden bør Mennesket leve, af Erfaringen bør han lære. Sanddru og ædru bør han være. Kritikken skal have, hvad Kritikkens er, og hvad der er Fantasi, maa redelig erkendes som Fantasi.
Ud imod den store, ydre Verden søger Mennesket, den vil han i sit Hovmod erkende. Luftkasteller bygger han. De staar i Dag, de falder i Morgen.
Teologien er eet Luftkastel. Filosofien er et andet. De har intet at lade hinanden høre. Sandheden er een, smertelig er den, men sund.
At vort Syn kun naar tre Fod ud i det uendelige Mørke, at Verden er bundløs, ubegribelig, at vore Tanker støder paa en uigennemtrængelig Mur, dette er Sandheden, den videnskabelige, uomstødelige Sandhed. Hvad hjælper os vore Atomteorier, saa længe Atomet selv er os et irrationelt Begreb? Vi kan ikke løse de tre Legemers Problem, og vi mener, at vi kan løse det store Pans Problem.
Filosofien staar vel ikke længer i Kurs, som godt er; men hvad hjælper det? Der er nogle unge Mennesker, som udbreder en ny Filosofi under den positive Videnskabs Maske. De smugler gamle, filosofiske Teorier ind i Fysik og Fysiologi. De bilder sig ind, at nu er Verdensgaaden løst. Hvorved? Ved Demokritos' Atomteori.
Disse Folk er ikke ædru. De er Dogmatikere saa godt som nogen Kirkefader. De ved ikke det, som den vise bør vide først af alt. De ved ikke, hvad det er at vide. De kender ikke sig selv.
Al vor Viden er problematisk og skønsmæssig. Indtil en Tusindedel Millimeter kan vi maaske en Gang naa at maale vore Linier; men aldrig vil vi kunne gøre det med streng, absolut Nøjagtighed. Millioner Genstande kan vi undersøge, og vi kan finde de Love, hvorefter de synes at virke; men aldrig tør vi være vis paa, at disse Love virker i hele den uhyre, uendelige Verden.
Vi kan undersøge Solens og Jupiters Spektrum. Ja, alle de synlige Stjerners Lys kan vi undersøge med vore Glas, og vi kan finde de samme Grundstoffer som her paa Jorden.
Straks raaber Dogmatikerne»: »Altsaa kender vi Verden«.
Ak, hvad er alle de synlige Stjerner mod det uendelige Univers, som intet Ord kan nævne, ingen Lysstraale kan udtømme, ingen Tanke kan fastholde uden at svimle. Imod Uendeligheden er Mælkevejen og alt, hvad vi ser, med matematisk Sikkerhed kun som et Støvgran.
Hvad er den Tid, som er forløbet fra den Dag af, Mennesket brugte sine første Maaleinstrumenter, Albue og Fod, til at udmaale Tilværelsen, og til nu - imod den Evighed, som er kommet, og som vil komme. Muligvis lever vi her i en Afkrog af Tilværelsen, hvor alt ses gennem et farvet Glas; muligvis lever vi i en Mellemakt, hvor det rigtige Personale slet ikke er paa Scenen, men kun Maskinfolkene.
Menneskehedens Liv ligner en Skumboble paa Toppen af en Bølge. Nogle faa Tusinde Aars Sekunder hænger den over Bølgedalens Afgrund. Da hæver den næste Æons Bølge sig, og Boblen brister.
Menneskets Udforsken af den ydre Verden er et lige saa haabløst Foretagende, som hvis en af vore Korsedderkopper hængte sit Net ud i det dumdristige Haab at fange en Fugl.
Naar Myrerne snakker sammen, mener de ogsaa at have løst Alverdens Gaade. Nogle mener, at Verden er født af en stor Myredronning, andre, at den er opstaaet ved, at Grannaale faldt imellem hverandre i det tomme Rum.
Nej, vi lever ikke for at erkende; men vi erkender for at leve. Edderkoppen spænder jo ogsaa sit Net ud for at fange sin Føde. Al Videnskab er sluttelig tekniske Regler, som vejleder os i den Kunst at leve, og fordi Livet selv paa sin haardhændede Maade tvinger os til at leve efter Regler, hvis vi overhovedet vil leve, derfor holder vi os til dem og ikke ifølge noget filosofisk Raisonnement.
Al Viden er praktisk Viden; men vi kan gaa Omveje. Vi anvender Atomteorien, fordi det synes, som om den kan vejlede os i vor Søgen efter praktiske Resultater, og paa samme Maade anvender vi ikke Mirakelteorien i Videnskaben, fordi den ikke fører til nogenting.
Al Viden er sluttelig Læren om de ydre og indre Betingelser for Livet, om Jordkloden og Mennesket. Matematik og Fysik, Kemi og Fysiologi er kun Indledning til Videnskabernes Videnskab, Biologien.
Biologien vil for den kommende Tidsalder blive, hvad Teologien var for Middelalderen, og hvad Filosofien var for Romantikerne. Her vil Mennesket finde sit Hvilepunkt, der, hvor alt Sokrates søgte det, i sig selv.
Opgaven er atter og altid den sokratiske: Kend dig selv!
Vi kan ikke erkende den store, ydre Verden; men den lille, indre Verden kan vi erkende, som den er. Her er det Punkt, hvor den tillukte Tilværelse aabner sig for os. Alt andet uden for den sjælelige Verden er kun ukendte Kræfter og ukendte Stoffer, som vi giver et Navn og lader løbe. Men den Lyst, der skælver i mit Bryst, det Syn, der skinner for min Sans, er levende Virkeligheder.
Livslæren studeres ikke ved at sætte sig hen og drømme og skrive opbyggelige Romaner efter Recept.
Den studeres som al anden Videnskab ved Eksperimentet, men her ved det farefuldeste og kostbareste Eksperiment af alle, ved det Forsøg, der har Livet selv til Indsats, Valgets Eksperiment, det, som Kierkegaard kalder Enten - Eller.
»Fremtidens Mænd«, siger Nietzsche, »vil betjene sig af Eksperimentet i en ny, videre og farligere Forstand. Med forvovne og smertelige Forsøg vil de gaa videre, end dette blødagtige Aarhundrede kan lide«.
Enhver voldsom Afgørelse er et saadant Eksperiment, hvori Mennesket dristig lægger sit eget Hjerte i Lidelsens Lue for igennem Smerten at naa til Visdoms Erkendelse.
Det er dette Eksperiment, som en ikke ubekendt Mand kalder at sætte sit Liv til for at vinde det.
Denne Mand var egentlig den dristigste Eksperimentator af alle, den største af alle Alkymister. Af den røde Lue drog han Livseliksiren ud, som stiller al Angest og Vaande, og for at bevise Sandheden af sin Paastand gjorde han det sidste afgørende Eksperiment, et experimentum crucis i alleregentligste Forstand.
Siden ham har mange andre forsøgt sig i den sjælelige Alkymi, hvor Ilden er Sjælens Vaande, hvor Svalevandet er Taarer, og hvor den kosteligste Ingrediens, som kommer til sidst i Diglen, og uden hvilken alt er forgæves, er tre Draaber af Hjerteblodet.
Til disse Folk maa vi søge tilbage. Ligesom Nutidens Kemikere har gaaet i Skole hos Middelalderens Alkymister, ligesom Astronomerne stammer fra Astrologerne, saaledes maa Biologen staa i Lære hos Mystikeren.
Skulde alle de Kampe, der er kæmpet i Klostrene, være unyttige? Skulde al den Fromhed, Inderlighed og Alvor være værdiløs, som visse Folk mener?
Nej, men Opgaven er at frigøre de Erfaringer, der blev vundet her, fra de Forestillinger og det Sprog, som de klædte sig i, som den Gang var rationelt og tidssvarende, men ikke er det længer.
Opgaven er at frigøre Mystikken fra det dogmatiske Hylster. Paa samme Maade, som Kemikeren sætter Pris paa Alkymistens Forsøg, men ikke paa hans Teorier, paa samme Maade sætter Rationalisten Pris paa Mystikerens Livserfaring, men bryder sig ikke om hans teistiske eller panteistiske Teorier.
De gamle paulinske Dogmer er gaaet gennem Mystikerens Digle, og her er Guldet blevet skilt fra Slaggerne. Thi disse enfoldige Folk, som ikke vidste andet end, at de var rettroende, forholdt sig i Virkeligheden frit til Kirkelæren. Mindst af alt var de bogstavtroende. Den lutheranske Ortodoksi er derfor et afgjort Tilbageskridt i Forhold til dem. Disse Mænds Opgave var ikke at lave Reformation og Politik, nej, en langt større og dybere Opgave skulde de løse, den, at gøre klart, hvad Værdien var i Middelalderens gamle Religion, inden den veg Pladsen for den videnskabelige Erkendelse.
Denne Opgave kunde sikkert kun løses i denne Tid. I vor Tid, hvor alt er i Oprør, og hvor ingen ved, hvad Kristendom er, kunde den klogeste Mand ikke løse disse Spørgsmaal uden just ved at gaa tilbage til de gamle.
Og at deres Løsning er den rigtige, derfor borger os, at det ikke er nogen enkelt Mand, der stiller sig op og siger: »Jeg alene ved. Alt det gamle er forkert«. Nej, vi har her en fortsat Tradition, i hvis Aand hver enkelt virker uden at anstrenge sig for at være original. Vi kan se, hvorledes Skolastikken bliver til Mystik og Mystikken til halvvejs Kætteri.
Vi kan fortsætte Linien indtil vore Dage gennem Kætteri til videnskabelig Opfattelse. Vore Tiders Religionsfilosoffer er, for saa vidt de er noget, Elever af Mystikerne og staar dem langt nærmere end vore Tiders Teologer.
Den Lutringsproces, der foregaar i Middelalderen med Dogmerne, ligner ganske Udvælgelsens Proces i Naturen, som Darwin har skildret den. Det er en Proces, hvorefter de stærkeste Dogmer, det vil sige de, der har mest Værdi for Livsførelsen, trænger sig frem og overskygger de andre. Dogmer, der efter Systemet skulde være de vigtigste, men som mangler opbyggelig Værdi, som for Eksempel Skabelsesdogmet, gaar efterhaanden ud af Spillet. De træder i Skyggen, eller de fortolkes saa smaat.
Det er de Dogmer, der kan opfattes som Billeder paa Livets Kamp, paa Sjælens egen Erfaring, som drages frem.
Thi man kan lære udenad, hvilken Religion det skal være; men alt, hvad der er Religion i dybeste Forstand, alt, hvad der ernærer og opbygger, det skaber eller genskaber Sjælen ud af sig selv. Den Verdenskamp, som spilles i Mytologien, faar kun Værdi for Mennesket ved at blive Symbol paa Kampen i Menneskets Sind. Den Gud, der drømmes om i den højeste Himmel, er et Symbol paa det højeste i Sjælen, og Ahriman, der fejder med den gode Gud, er et Billede paa det laveste.
Denne Sandhed, som er Kærnepunktet i en ædru Opfattelse af Religionen, skylder vi just Mystikerne. De har selv udtalt den i al Uskyldighed uden at kende Konsekvenserne. Deres Gud er ikke længer Kirkens Gud, skønt de tror dette. Han er ikke længer i Empyriet uden for de otte Himle, han er i Mennesket, han er i Virkeligheden Mennesket selv. »Jeg er i Menneskets Indre og lærer i det Indre«, siger Mystikernes Gud.
I Menneskets Indre er alt, hvad han i sin barnlige Fantasi drømmer om mellem Stjernerne. Der er Godheden, Kærligheden, Visdommen, Retfærdigheden.
Uden Guden i os kunde det ikke nytte noget, om der var nok saa ophøjet en Gud mellem Stjernerne, og med Guden i os er Opgaven stillet os, selv om der ingen Gud var mellem Stjernerne.
Thi ingen har set eller hørt den Gud, som Dogmet taler om. Mennesket kan ikke række uden for sig selv. Saa snart en Gud taler, beder og befaler i ham, saa kan det ikke være andet end Guden i ham selv.
I Sjælen selv er den højeste, moralske Myndighed, Højesteret over al menneskelig Autoritet. Dette er Grundtonen i Mystikken, og det er styrkende at klargøre sig denne Tanke for den, som lever i den moderne Statsmoral eller offentlige Menings Moral.
Det er den ubetingede Lov i os selv, det ophøjede og hellige: Du skal! som de gamle har erfaret i sig selv, og de har vist deres Lydighed og Ærefrygt imod Pligtbudet ved at kalde det ved det højeste Ord, de havde, Ordet Gud.
Nu er Spørgsmaalet: »Mon ikke Tingen afskaffes med Ordet? Vore Dages Videnskab kender ikke Ordet Gud. Den henlægger det til Teologiens og Filosofiens Verden : til Fantasi og Ordleg.
Er Ordet Pligt da ikke lige saa forældet som Ordet Gud?«
Men det er en let Sag at vise, at just for den, som har levet sig ind i den videnskabelige Maade at tænke paa, er det ikke Tilfældet.
Den har gennemgaaet Videnskabens Skole, som har lært at skelne mellem sandt og falskt, mellem hvad der stemmer med Virkeligheden, og hvad der ikke stemmer med den.
Og den, som er øvet i denne Kunst, vil, naar Lejlighed gives, vende Tankens Lupe mod sin egen Barm og udforske sig selv efter videnskabelig Metode.
Da vil det hedde: »Er du selv sand eller falsk? Er dine Drømme og dine Forhaabninger stemmende med Virkeligheden eller ej?«
Og med Erkendelsens Lys som en Bjærgmands Lampe i sin Haand vil Forskeren stige ned i sin egen Sjæls Dyb, og der vil han paa Bunden af den mørke Skakt opdage Illusionerne sammenrullet som et Bundt Skorpioner.
Over Tærskelen til Templet i Delfi, siger den græske Vismand, stod der: Kend dig selv! Dette staar endnu skrevet over den smalle Dør, der fører ind til Eksistensens Mysterier. Men Menneskene foretrækker at drage ind ad Illusionens brede Port.
Vær sanddru, siger Pligten i Mennesket. Vær i Dag, som du var i Gaar! Lyv ikke for dig selv for at følge dine Lyster, idet du smugler dem ind under de store Formaals Forklædning. Men enten maa du opgive de store Fraser eller ogsaa redelig forsøge at gøre dem til Virkelighed. Enten - Eller, siger Pligten.
Skriv dit Livs Bog med samme Redelighed, Flid og Forsigtighed, som Newton skrev sine Principia. Agt det for den største Ulykke at være et fortumlet og forvirret Hoved, som leverer Jaskeværk fra sig.
Den ægte Videnskabsmand leverer ikke Sjuskeri fra sig, fordi han ellers vilde skamme sig over sig selv. Lige saa meget skammer den, der forstaar Livets Kunst, sig for at sjuske med sit Liv.
Derfor er der ret forstaaet mere Opbyggelse i en matematisk Afhandling end i al den uvederheftige, apologetiske Rummel og alle oratoriske Præstationer.
Nej, for Videnskabsmanden er Sandheden Maal i sig selv.
I Sandhedskravet ligger det ubetingede. Thi Sandhedskravet spørger ikke om, hvad der er fornøjeligt eller kedeligt, om hvad der er gavnligt eller skadeligt. Ikke for Behagelighedens Skyld, ikke en Gang for det almene Vels Skyld søger man Sandheden.
Derfor er Pligten ikke behagelig, den er streng, ja, den er grusom mod Mennesket, ligesom den Virkelighed, vi lever i, er grufuld og grusom. Nej, Pligtmoralen er ikke som den grundtvigianske Hjertemoral, den er ikke sød og tiltalende, indsukret i Følelser og opforgyldt at gaa paa. Den er rent ud sagt nederdrægtig ubehagelig, forbandet haard er den at gaa paa, og saa saare en begynder at udtømme sig om Pligten som rar og tillokkende, saa er der noget muggent derved.
»Jeg er i Menneskets Indre og lærer i det Indre som den ene Sandhedens Lærer, der gennemforsker Hjerterne, gennemskuer Tankerne og bringer Handlingerne til deres Maal«.
Det er forunderligt, saa Navnene skifter. Det, de lærde den Gang kaldte Gud, kalder de lærde nu den logiske Følelse.
»Sandheden taler i vort Indre sagte og stille«, hedder det ogsaa hos Thomas à Kempis. Ja, sikkerlig er Sandheden alle Dyders Moder. Fra den stammer den højeste og vanskeligste Dyd, Retfærdigheden. Thi kun den retfærdige glæder sig ved Sandhed. Saa længe Mennesket handler efter eet Lune i Dag og et andet i Morgen, saa længe vil det blive ved at lyve for sig selv og besmykke sit Vankelmod med pralende Udflugter. Men den sanddru maa altid være sig selv lig. Han vil bringe Orden i Følelsernes Virvar. Han vil stifte Fred mellem sine Sympatier og Antipatier og være ligelig mod alle.
Derfor burde det ikke hedde: »Vær først from, vær først kærlig, vær først lydig«; men det burde hedde: »Vær først sanddru mod dig selv«.
»Frygt fremfor alt for at svæve i en Vildfarelse!« var Sokrates' Sætning.
Som Gud er i os efter denne gamle, sære Psykologi, saaledes er Fristeren i os. Aanden kæmper med Kødet, Guden i os kæmper med den Onde i os, og denne Kamp i os er en Part af den vældige Verdenskamp mellem Himmel og Helvede, som strækker sig fra Syndefaldet til Dommedag.
Mængden ser kun de ydre, fantastiske Udslag og lader sig blænde af dem.
Den ser ikke, hvor virkelighedstro denne gamle, sære Psykologi er, som klæder sig i saa sælsomme, snart ophøjede, snart barokke Billeder.
Thi Fristeren lever i Mennesket, men Fristeren er ikke en mørk, omstrejfende Aand. En saadan kunde just ikke friste Mennesket. Men Fristeren er Mennesket selv, og derfor kender han sin Magt. Som Mennesket var stedt, da han blev til, er han stedt endnu. Mennesket blev ikke til i Edens Have. Af sine umælende Slægtninge sprang han frem for hundrede Tusinde Aar siden i Urskovens Dyb. Derfra søgte han ud i den aabne, frie Verden. Vaabenløs levede han i Kamp med Hulernes og Skovenes vilde Dyr, Kæmpeløven og Kæmpebjørnen. Og saaledes færdes Mennesket endnu den Dag i Dag i Livets Tykning, i Brydekamp med de glubende Dyr. Det er de nedarvede og selvforskyldte, onde Drifter, Vilddyrene i hans Sjæl. Han ved sig aldrig sikker. Dyret kan krybe og logre for ham»; men vender han sit Øje fra det, slaar det Kloen i ham. Det er levende Virkeligheder, levende Viljer i Sjælen, der vil døde eller dødes. Ynglingen brænder af alle gode Forsætter. Hans Vilje flammer som en vestalisk Ild - og da opdager han ved en Drejning af Vejen Rovdyret, som har listet sig efter hans Fjed. Overrasket, forfærdet staar han over for et vildt Begær i sig selv, som han ikke anede.
Det er Begæret efter Magt, Begæret efter Rigdom, Begæret efter Elskovs Lyst, som bedrager og bedaarer Sjælen. Ingen er en snedigere Bedrager end Løgneren i Mennesket selv, og ingen lytter Mennesket villigere til end til denne.
Livet er i Sandhed saare vanskeligt at leve. Vi er alle bedragne Bedragere. Vi hildes i Illusionernes Magt imod vor Vilje. Møjsommeligt hugger vi os en Vej op ad Vanskelighedernes Fjæld i den hede Dag. Se, hvem kommer da til os ved Kvæld, naar vi hviler fra vort Arbejde og stirrer efter Stjernerne? Begæret kommer som en bryndesyg Elskerinde, der kun attraar eet: at faa Mandens Legeme i sin Magt. Men hun er en rænkefuld Kvinde. Hun lokker os ud i Fantasiernes Land og fører os med tilbundne Øjne ud i det Mørke, hvor Mennesket ikke genkender sig selv. Hun lokker for os med Nydelsens søde Duft og Smag; men pludselig bryder den dulgte, giftige Brynde frem af Skønhedens Forklædning.
Saaledes virker i os Begæret efter Magt, Begæret efter Rigdom og Yndest og efter Elskovs Lyst.
Det er ikke Nydelsen i sig selv, der er ond. Nydelsen i sig selv er fin og sød og bør tages imod med Kyshaand, saa længe den forundes Mennesket. Forfriskende er Vandets Køling, Vinens Styrkelse og Brødets Næring. Sød er Elskovens Glæde og Mindet om den; en Dosmer eller en Hykler nægter sligt. Og hvor er ikke Tonernes Verden og Duftenes Verden og Farvernes Verden frydefuld omkring os. Nej, ikke lever jeg som en uopdragen Tølper af en Puritaner, der aldrig vidste, hvad Nydelse er. Meget snarere mener jeg at have en ganske særlig Sans og Evne til at nyde. Mine Øjne og Øren er aabne. Det, som alle andre lader flyve, det fornemmer jeg taknemmeligt som en liflig Smag paa min Tunge.
Nej, ikke Nydelsen er i sig selv ond, saa længe Mennesket svæver fri i den som Sommerfuglen i Blomsterduften, men Begæret er ondt, fordi Mennesket er bundet i det som Skarnbassen i sit Element. Her taber Mennesket Udsigten og Friheden. Han er ikke længer Herre over Skæbnen, men Skæbnen er Herre over ham.
Og ikke Nydelsen forarges jeg paa, hvor den er enfoldig og uskyldig; men paa denne pjaltede Jagen efter Nydelsen og denne pedantiske Beregning af Nydelsen forarges jeg.
Og især forarges jeg over denne væmmelig klynkende Sentimentalitet, over denne ikke kvindelige, mere fruentimmeragtige Kærlighed, som er saa rede til at beklage og begræde, som altid vil glatte Lidelsen ud, selv om Lægedommen er værre end Sygdommen. Her løber Fruentimmer og Mandfolk rundt og forfalsker Livet med illusorisk Trøst og religiøs Snak, som ingen Steder har hjemme. Og hele det humane Kor, som altid er paa Spil som offentlig Mening, raaber efter dem: »Bare munter. Fremfor alt, sørg for ikke at lide«.
Det er det aparte ved det, at den moderne Tid med al sin Sentimentalitet og Humanitet egentlig slet ikke ved, hvad Kærlighed er. Den rette Kærlighed er slet ikke saa bange for Lidelsen. Den siger ikke altid: »Spar dig!« men siger ofte: »Vov dit Liv!« Hvad der gaar under Navnet Kærlighed, er ofte ikke andet end Familieegoisme eller Vennedyrkelse. Nej, kærlig var ikke den Hustru, som »af Kærlighed« vilde lokke sin Mand til at blive hos sig paa Lejet, medens Trompeten blæste Reveille udenfor. Kærlig var hun, der med Taarer i Øjnene selv trykkede ham Sværdet i Haanden. Kærlig var ikke den Fader, der luskede sin Søn til Amerika, men han, som den Gang, da intet var tilbage uden dette, om Æren skulde reddes, med bortvendt Ansigt rakte ham sin egen Pistol. Men kærligst var den, der af Kærlighed turde dræbe sin egen Kærlighed. Der er mange, som er kærlige, idet de beskæftiger sig med andre, men som dog vilde være endnu mere kærlige Personer, hvis de tog Vare paa sig selv.
Der levede to Personer i samme Købstad. Den ene blev - lad mig sige Grundtvigianer. Han rejste rundt og holdt Foredrag om, at Gud er Kærlighed; han holdt dem aldrig paa mindre end fem Kvarter, og hans Foredrag var i Sandhed evangeliske. Kun gav han ikke bagefter Mængden, som hungrede, Brød og Fisk; men han tog sig selv en Bøf og en Baier. Han hørte til de Mennesker, som alle Folk taler godt om. Thi de sagde: »Enhver, som har talt i fem Minutter med denne Mand, mærker straks, at han er en inderlig Natur«.
Den anden var ikke altid kærlig, han kunde af og til blive grov. En Gang, da den første lagde Armen om hans Hals og opfordrede ham til at være kærlig, bad han ham ganske højt om at gaa ad Helvede til.
Og dog var denne anden ogsaa paa sin Vis kærlig.
Thi denne sidste var en syg Mand, og han kendte sin egen Sygdom.
Og han sagde til sig selv: »Skal en syg Mand rejse rundt og være kærlig? Det vil kun forøge Forvirringen i denne forvirrede Verden. Thi Sygdom avler altid Sygdom. Men en syg Mand bør lukke sig selv inde, for at Smitten ikke skal brede sig«.
Derfor valgte denne Mand af Kærlighed til Menneskene ikke at være kærlig, men foretrak Ensomhedens Lidelse.
Hvilken af de to var nu den kærligste?
Til dette Kællingeri siger jeg: »Lid kun! Og frygt ikke for Lidelsen! Opsøg den ikke paa hysterisk, selvplagerisk Vis! Men put blot ikke Hovedet i Busken, naar den kommer paa Besøg»!« Nej, Pligten er stadig den samme: Vær sanddru. Hvis det er Nydelsens Stund, nu vel, da nyd Øjeblikket som et Barn. Men hvis det er Lidelsens Stund - og Lidelsen faar altid sin Stund - se da din Smerte ædru og mandig i Øjnene og fordyb dig i den og lad ikke Illusionen lokke dig fra Sandheds Erkendelse.
Sanddruhed er nøje i Slægt med Mod. Hvo, som ikke er modig, er ej heller sanddru.
Ikke den kalder jeg modig, som styrtede sig gennem Ild og Vand som en Tyr, der var stukket af Bremser, ikke den, som forfulgt af sin Magtbrynde og sit Kvindebegær blev en af Verdens store Tyranner, og som Verden, der var fejere endnu end Tyrannen, kaldte modig.
Den kalder jeg modig, som vovede at se sin egen Sjæls Vaande Ansigt til Ansigt, og som lærte den Kunst »at undvære al udvortes Trøst«. Den, for hvem det ubetingede gik op i al sin Grusomhed. Den, som uagtet ingen Frygt afholdt ham fra at opløfte sin Haand mod sig selv, valgte at leve, fordi han ikke vilde flygte fra Livet ad en Bagdør som en fej Kryster, men gaa ud af det med fuld Musik som Paulus af Fængselet. Den kalder jeg en modig Mand.
Men uden dette Mod kan et hæderligt Liv overhovedet ikke leves. Uden dette Mod bliver Livet kun Fuskeri, om der end var nok saa megen »Inderlighed« og »Religiøsitet« til Stede.
Thi Sandheden er den, at Lidelsen maa komme. Der er nogle, der siger, at det kommer an paa at se rigtig lyst og let og optimistisk paa Livet. Nej, det kommer an paa at se klart og korrekt derpaa, og den, som gør det, vil se, at Lidelsen hører med til Livets Væsen og ikke kan undgaas.
»Denne Tids Dage er korte og onde, fulde af Angest og Smerte.
Mennesket besmittes i dem af mange Synder og hildes af mange Lidenskaber, trykkes af Frygt og omtumles af Sorger og Bekymringer, adspredes af Forfængelighed, besnæres af Daarskaber, belejres af mange Vildfarelser, trættes af Møje, plages af Fristelser, udmarves af sanselige Lysters Tilfredsstillelse, pines af Nød og Armod«.
Men for at undgaa at se Livet, som det er, har Menneskene lavet sig alle Haande Illusioner. Optimismen er ikke en Opfindelse af Grundtvigianerne, som de gerne vil gøre det til. Menneskene var altid af Naturen Optimister, og kun Vismændene saa igennem Selvbedraget.
Ingen er listigere end Menneskene. For at undgaa Sandheden bedøver vi os i Livets Tummel. For ikke at erkende Sygdommen i os selv søger vi den udvortes Trøst.
Nogle beruser sig i Fornøjelser, andre i Ære, andre i Rigdom, de stærkeste beruser sig i Magt.
Somme lader sig hilde af den erotiske Illusion, andre beruser sig i Arbejde, nogle faar Tiden til at gaa ved at moralisere eller ved velgørende Virksomhed, og nogle tager deres Tilflugt til religiøs Trøst.
Disse Ting er ikke at forkaste i sig selv; men de er forkastelige, fordi vi bruger dem i bedragerisk Øjemed til at skjule Virkeligheden for os.
Og Virkeligheden er saaledes beskaffen trods alle Udflugter, at Mennesket undgaar ikke sin Skæbne.
Blomsten maa visne, Urten maa raadne. Ogsaa Mennesket maa lide og dø.
Dog, det at lide er ikke det værste.
Lidelsen nedværdiger ikke, men Frygten nedværdiger. Af Frygten kommer Fortvivlelse, Vankelmod, ustadigt Haab, taabelig Trods, alle Sjælens Sygdomme.
Al Visdommens Sum er denne: Lige saa lidt at frygte Smerten som at foragte Glæden.
Derfor er det rette Evangelium ikke det, som lover evig Nydelse, men det, som lover Frygtløshed i Lidelsen, selv om den varer evigt.
Det er Lidelsens Evangelium, som Vismændene har forkyndt, og som Menneskene har forfalsket.
De vise var de, som fandt den skjulte Skat i Ageren, den hemmelige Værdi i Lidelsen.
De fandt, at ogsaa paa Golgatha var der Blomster at plukke, og saadanne Blomster, som ikke vokser noget andet Steds.
Lidelsen har ogsaa sin Glæde, ligesom Glæden altid har sin Lidelse.
Ikke at den Glæde, som skjules i Lidelsen, er saa stor, at Lidelsen egentlig ikke længer er Lidelse. Det er at røre alt i een Vælling.
Nej, men Lidelsen er det Land, hvor Blomsterne er sjældne. Derfor bliver de kosteligere, de, der er.
For Fangen i Fængselet bliver den lille Spurvs Kvidren uden for Vinduet mere end den dejligste Musik for den, der er fri.
Den skjulte Skat i Lidelsen er denne, at den adler, og den belærer.
Lidelsen er Livets store Tugtemester. Igennem Lidelsen opdrages Arterne i Tilværelsens Kamp, og al Menneskets Kultur skyldes Lidelsen, der driver ham frem.
Al Erkendelse skyldes Smerten, der tvinger Mennesket til at se sig for. I Paradiset læres ikke Forskellen paa godt og ondt.
Visdom er Lidelsens Frugt. Kun i den kender Mennesket sig selv. Saaledes som han er i Lidelsens Stund, saaledes er han.
Thi det er let nok at slaa om sig med de store Løfter i Lykkens Stund; men naar de lange og mørke Dage kommer, da sættes Sjælen paa Prøve, da vil det vise sig, hvor megen Sanddruhed og hvor meget Mod der bor i Sjælen.
Thi den nøgne Sandhed er den, at af sine Ønsker, sine Drømme, sin Tro, sit Haab kender Mennesket ikke sig selv. Først i Handlingens Stund lærer Mennesket sig selv at kende. Derfor er Valget den Vægtskaal, hvorpaa Sjælens Værdi prøves.
Og kun eet garanterer for Ærligheden, det er Offeret.
Det er meget muligt, at alle disse Folk, som aldrig har forladt noget, men som stadig raaber paa, at hvis det krævedes, vilde de forlade alle Ting, at disse Folk er ærlige; men der haves ingen Garanti derfor.
Ikke en Gang selv har de nogen Garanti derfor.
Men den, der er opdraget strengt ved Videnskaben, han fordrer Syn for Sagn, han føler sig ikke overbevist, før han har stukket sine Fingre i Naglegabene.
Derfor - den, som vil vide, hvad Slags Mand han er, han vente, indtil Livet gør sit experimentum crucis med ham, indtil den alvorlige Stund kommer.
Der er Rhodus, dans der, og lad os saa lade de oratoriske Præstationer fare, de beviser dog ikke noget.
Den frivillige Lidelse, den er Kriteriet paa Oprigtigheden, men endnu en Ting er nødvendig, for at Tilfældet er rent og klart, og ingen Tvivl lades tilbage. Skal Beviset være fuldstændigt, da maa Lidelsen, som den er frivillig, ogsaa være skjult.
Thi hvor der ikke er Skjulthed, der griber den offentlige Mening ind. Der har vi straks Ærgerrigheden med i Spillet, og saa er det ikke længer det rene Tilfælde.
Dette er den samme Metode, som Kemikeren anvender; naar et Stofs Egenskaber skal undersøges, prøves det med alle Haande stærke og skarpe Reagenser, og skal Undersøgelsen være nøjagtig, maa Stoffet være isoleret.
Saaledes maa ogsaa Mennesket isoleres, naar Karakteren skal prøves, kun er der den Forskel, at dette Eksperiment kan Mennesket ikke gøre med sig selv, men maa afvente Skæbnens Indgriben.
Der, hvor alt kan tabes, og intet kan vindes uden Bevidstheden, at man har gjort sin Pligt, der skal det nok vise sig, om Mennesket ved, hvad det ubetingede er.
Det største, paa een Gang det mest lidenskabelige og det mest logiske Udtryk for, hvad Pligt er, det er det Kierkegaardske.
Denne Maalestok er den justerede Maalestok for Oprigtigheden i Mennesket, for Sanddruheden og Modet.
Og maalt med denne Maalestok skal det nok vise sig, at Livet ikke er saadan, som Optimisterne præker. Det skal vise sig, at Menneskets Natur er Fejhed og Udflugter. Kun nødtvungen vil han erkende. Kun med Pisken over Nakken følger han Erkendelsen.
Det er denne Erfaring, som Kirkens Mytologi træffende udtrykker i Læren om Arvesynden, om Menneskets forbandede, medfødte Natur. End ikke det spæde Barn, som smiler i Vuggen, er uskyldigt, thi alle Forfædrenes Laster har sat deres Præg i dets medfødte Karakter, og som Barnet vokser, vokser de med.
Det er denne bitre Sandhed, som en »human« Betragtning saa gerne vil se bort fra, men som just den videnskabelige Arvelighedslære slaar uigendrivelig fast.
Vor Tidsalder er saa forbandet human, at det undertiden gaar ud over Sandheden til Fordel for Humaniteten. Derfor vil man heller ikke længere høre tale om Synd. Kun de hellige, om jeg saa maa sige, koketterer med Synden, idet de leger den Leg, at det hele er Alvor, men dog ender med, at naar Troen bare er der, kan det være det samme med Resten. Ellers taler man en Smule om Forsyndelser mod Menneskene, mod den gode Tone og deslige; men hvad Synd er, har man glemt.
Synden er efter den gamle, strenge, inhumane Teologi Synd imod Gud, det vil sige, naar vi sætter Teologien om i Psykologi, den er Synd imod Guden i os, imod Sandheden, som taler i vort Indre.
Daglig sejrer Djævelen i Mennesket over Engelen i Mennesket. Daglig besmittes og voldtages det hellige i Sjælen af det tøjlesløse Begær. Daglig erfarer Mennesket sin egen Nedværdigelse og sukker inderlig efter Fred.
Denne Splid er det, som Paulus har beskrevet, og denne Splid i ham er det, som driver ham til at fordre en Forsoning.
Og Paulus har Ret. En Forsoning maa der til, om Retfærdigheden skal ske Fyldest.
Men Paulus og Protestanterne har Uret i, at Forsoningen kan være sket een Gang for alle som et historisk Faktum uden for Sjælen.
Kun den Forsoning, som foregaar i Sjælen, er virkelig. Det andet bliver kun en Forsoning i Fantasien, et religiøst Spilfægteri.
Retfærdiggørelsen ved Troen er noget meningsløst. Man kan ikke pløje sin Jord ved gode Ønsker. Lige saa lidt kan man retfærdiggøres ved Tro.
Thi det er Sjælen, der skal forsones med Sjælen. Det er Fejheden, der skal bødes ved Tapperhed, Løgnagtighed ved Sanddruhed.
Der er en Forsoning til, men dens Vilkaar er bittert som Døden. Ikke Bønnen forsoner og ikke Knæfald og Kirkegang. Og de frommeste Ønsker forsoner ikke, og de ædleste Følelser og de største, velgørende Handlinger forsoner ikke.
Vilkaaret er den bitre, hungrige Lidelse. Naar du hænger paa Korsets Træ, skal du tilgive dig selv alt, og dit Hjerte, som er delt i to, skal vokse sammen til eet. Selv er du din Frelser og Forløser, som han, der gik det første Triumftog mod det første Golgatha, var sin Frelser fra Tvedragtens Torn i Kødet. Saaledes ogsaa du, idet du følger efter og ikke kniber ud under Paaskud af at tilbede. Thi hans Daad kan slet ikke forløse dig, men selv maa du svedig og blodig gaa den samme Vej.
Forsoningen bestaar simpelt og rationelt set i, at det ugjorte bliver gjort, i, at den, som gjorde sig ulydig, bliver lydig, den, som gerne vilde være uredelig, gaar i sig selv og bliver redelig, og den, som flygtede for Lidelsen, som Petrus rendte af Fængselet, vender om som Petrus og gør sin Pligt.
Da vil Sjælen forsones med sig selv, det vil sige, da vil den slutte Fred med sig selv og tilgive sig selv sin Synd.
Denne Sjælens Fred er den anden af de Blomster, som gror paa Golgatha, den første hedder Visdommen, den anden hedder Freden.
Denne Fred, som er stille, sød og dyb, skønt Hjertet endnu skælver efter Smerten, denne Fred, som er saa liflig, fordi den har Livets bitreste Smerte til Baggrund, som en Lap af den blaa Himmel er velsignet midt imellem sønderrevne Tordenskyer, denne Fred er det, som de gamle kaldte Saligheden, og som de i from Overdrivelse vilde gøre evig, ligesom de Elskende i kærlig Overdrivelse taler om evig Elskov.
Og fordi denne Fred kun vindes gennem Ild, derfor hedder det: »Salige ere de fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres. Salige ere de, som sørge; thi de skulle husvales. Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdighed; thi de skulle mættes«. Disse Ord er simple og selvfølgelige. Thi den, som ikke er tørstig, kan ikke læskes, den, som ikke sørger, kan ikke husvales, den, som ikke har følt Spliden, kan ikke forsones.
Og Saligheden kan af somme prises saa højt, at den sættes højere end al Verdens Lyst. Med den samme Ridderlighed lovpriser den rette Elsker sin Elskedes Kys højere end al Verdens Herlighed, selv om hvert Kys koster ham en Blodsdraabe.
Af denne rørende Ridderlighed har Nutidens Mennesker fundet Anledning til at sige, at det egentlig kun er for Fornøjelsens Skyld, at Mennesket gaar Tornevejen.
Nej, Mennesket gaar ikke Tornevejen for Lystens Skyld; men, hvis han ikke er en Pedant, plukker han de Roser, som sidder i Tornen.
Hvis han gik den for sin Fornøjelses Skyld, var det jo ikke længer Tornevejen.
Ikke for Salighedens Skyld, men for Sandhedens Skyld vandrer Sjælen den Vej. Derfor hedder det hos Thomas à Kempis, hvor han taler til den Gud, som han ærer: »Hellere vil jeg vandre som en fremmed paa Jorden med dig end besidde Himmelen uden dig«.
Og et godt Raad er det over for den Svælgen i vellystige Følelser, som man nu til Dags kalder Religiøsitet, naar den gamle Munk siger: »Besidder du saa megen Aandsstyrke, at du, naar den udvortes Trøst forlader dig, dog formaar at berede dit Hjerte til at udholde endnu større Lidelser, da vandrer du paa Fredens rette og sande Vej«.
Altsaa, saaledes er Mennesket. Han er Gud og Satan i samme Person. Alt, hvad Dante har draget igennem i sine Dagsrejser fra Helvedes Svælg til Empyriets Lys, det er egentlig Foregange i Sjælen selv. Sjælen er som Verdenshavet, der gaar fra Polernes Isbjærge til Tropernes morildglinsende, hede Sø. Orkanens Oprør og det stilleste Stille former den paa sin Overflade. Dens Dybde veksler som dens Farve. Eet Sted kan ingen Line finde Bund - ved Siden af skummende Søer over et blindt Skær. Sjælen er et levende Paradoks, en stadig frembrydende Modsigelse. Derfor er den samme Sjæl stolt som en Kejser og ydmyg som en Slave. Den højeste Selvhævdelse veksler med den dybeste Selvtilintetgørelse.
Livet er ikke noget solidt og tilforladeligt, som kloge Folk kan sætte paa Formler og proppe paa Flasker. Det er ikke et Stof; men det er en skælvende og tonende Proces, en uberegnelig, stigende og dalende Rytme. Kun eet skinner over Følelsernes Hav og Fantasiens Taage, uforanderlig som den klare, stærke Sol. Det er den fornuftige, metodiske Erkendelses Lys og den modige Viljes Varme, der følges ad og i Grunden ligesom Lys og Varmestraaler er eet.
Teologi er, som Feuerbach har slaaet fast, forklædt Psykologi, forklædt Biologi, og naar de fromme Folk i Nutiden ikke vil erkende, at de biologiske Sandheder gengiver den væsentlige Kærne i det gamle System, saa kommer det af een Ting, af den Forfalskning, der siden Reformationens Dage er foregaaet med den religiøse Eksistens.
Man har gjort alting inderligt, som det hedder. Det vil sige, man har vendt sig bort fra Virkelighedens haarde Verden ind i en romantisk Troens, Haabets og Begejstringens Verden. Men hvad den lutheranske Verden trænger til, det er ikke mere Inderlighed, mere Rørelse og Løftelse og Begejstring og Vækkelse, men det er lidt Yderlighed, lidt Værkhellighed, lidt Nøgternhed og en Smule mere Sandhedskærlighed.
Det afgørende Kendetegn paa den positive Tænkemaade er, at man kan sondre strengt mellem Erfaring og Videnskab paa den ene Side, Fantasi og Lyrik paa den anden.
Samvittighedsfuldt søger man i dette Aarhundrede at gennemføre denne Sondring, og den gamle Sætning: Teologi er ingen Videnskab, har man suppleret med den tilsvarende: Filosofi er ingen Videnskab.
Den videnskabelige Vished er den, at vi i Dybden og Længden intet ved.
Der gives, som en Skeptiker har sagt, end ikke noget videnskabeligt Problem om Verden som Helhed. Alt, hvad vi erfarer, er Enkeltheder. Alle Kendsgerninger er begrænsede i Tid og Rum. Verden som Helhed erfarer vi ikke og vil aldrig erfare noget om. Vor Erkendelse har intet med den at gøre.
Der er en morsom Scene, hvor Vachagatta gaar til Buddha og spørger: »Er Sjælen udødelig?« Buddha tier. Vachagatta spørger: »Er Sjælen da dødelig?« Atter tier Buddha. Vachagatta spørger ham, hvorfor han ikke vil svare, og Buddha svarer omtrent saaledes: »Det ene vilde jeg ikke svare ja til og det andet heller ikke. Begge Dele er forkerte.«
Dette Svar er ganske vist logisk angribeligt»; men det er pædagogisk korrekt.
Det forvirrer nemlig den spørgende, han bliver gjort til Nar og vænnes derved af med sin unyttige Frittelyst.
Paa samme Maade spørger Kant: »Er Verden endelig?« og svarer»: »Nej.« »Er Verden uendelig?« Atter er Svaret: »Nej!«
Dette lyder meget ulogisk, naturligvis er Verden en af Delene.
Men Kants Paradoks er kun et dristigt Udtryk for den Sandhed, at vi ikke og aldrig kan afgøre, hvilken af Delene der er Tilfældet. Problemet falder uden for vor Erkendelses Grænser.
Lad de Spekulationer, som vil angaa saadanne Problemer, først ærlig tilstaa, at de ikke er andet end Fantasier. Saa maa de for mig gerne spekulere løs.
Men der gives en Populærfilosofi i vore Dage, som er ti Gange værre end den akademiske. Det er Journalisternes, Romanforfatternes og Polyteknikernes Filosofi.
Disse Folk har lært udenad efter en Lærebog nogle af Videnskabens Resultater; men fordi de aldrig har forsket paa egen Haand i Frygt og Bæven, som en ret Forsker arbejder, ved de ikke, hvad det er at erkende, dette sokratiske Fundament for al Visdom.
Deres Viden er ikke fri, selvstændig Viden, men det er en blind, kritikløs Tro.
Det første Led i deres Trosbekendelse er Atomteorien. Alting er blevet skabt af Atomerne.
Hvilket Vanvid med dette Atomdogme! Som om Atomteorien var andet end en af de mange Hvilestationer for Forskningen, hvorfra den spejder efter nye Opgaver. Atomer er Størrelser, som det er praktisk at regne med i Kemi og Fysik; men at vi her skulde staa over for absolutte, udelelige Størrelser er en absurd, dogmatisk Antagelse. Maaske er Stoffet deleligt i det uendelige, og det mindste Atom er en bundløs Gaade. Vi kan aldeles intet vide derom. Alle de Vanskeligheder, som vi har ved at forstaa de haandgribelige Ting om os og deres Vekselvirkning, de samme Vanskeligheder har vi ved at forstaa de uhaandgribelige Atomer. Spørgsmaalene er flyttet tilbage, men ikke besvaret. Men naar Vanskeligheder kommer paa Afstand, mener nærsynede Mennesker, at de ikke længer er der.
Det andet Led i denne Dilettanttrosbekendelse er Troen paa Naturen som een alt omfattende Totalitet. Men hvem har med andre Øjne end Fantasiens skuet denne Totalitet? Hverken det mindste smaa eller det største store kan vor Tanke omfatte. Dens Element er Mellemledene, Brudstykkerne. Dens højeste Opgave er at erkende sin egen Begrænsning.
Fremdeles personificeres denne Totalitet paa en skandaløs Maade, idet man kritikløst taler om Naturens Husholdning, Naturens Kræfter, Naturens Formaal, Naturen, vor Moder o. s. v.
I Grunden er det ikke blot en fordækt Filosofi, men en fordækt Teologi, hvis væsentligste Forskel fra den gamle er, at Guddommen er kvindelig, ikke mandlig. At slige Udtryk anvendes er tilstedeligt. Spøgende og billedligt kan man anvende dem; men Populærfilosofien anvender dem for ramme Alvor paa den dybsindigste Maade.
Det tredje Led i denne Trosbekendelse er Udviklingslæren. Udviklingen eller endnu bedre Evolutionen svarer nøje til den tredje Person i Aabenbaringen. Som denne er den, hvis man skal tro rettroende Evolutionister, en mystisk, overnaturlig Kraft, over for hvilken det enkelte Menneskes Vilje intet betyder. Thi den enkelte gør ikke noget, men Udviklingen fører det med sig. Udviklingen vinder Sejr. Udviklingen vender det onde til det gode. Det er i Virkeligheden det gamle Forsyn, der er flyttet med som Nissen i Bøtten.
Men ganske forargelig bliver saa denne Dyrkelse af Atomerne, Naturen og Udviklingen som tre hellige og fuldkomne Eksistenser. Denne Sætning, at Naturen er fuldkommen, har en Dagdriver hittet paa, som vilde slippe for Ansvar. Denne Naturtilbedelse fører til, at Menneskene sidder med Hænderne i Skødet og beundrer Naturen og lader Udviklingen om, hvor de kommer hen. Følgen bliver derfor, at Udviklingen løber ganske stille med dem alle og det hele ad Helvede til.
Denne Naturtilbedelse er den skadeligste og usandfærdigste af alle Religioner. Thi den er Optimismen i sin skarpeste Form. Men Begyndelsen til al Handling er just det modsatte af Optimisme. Alt godt udrinder af Misfornøjelse med den ydre og indre Natur. Fortrydelsen er det første Skridt til indre Forbedring, Forbitrelsen det første Skridt til den ydre. Al Kamp for Retten er, som Franzos har skildret den, en Protest, et Oprør. Dens Udgangspunkt er, at Mennesket hævder sig selvbevidst over for den brutale Magt i Tilværelsen og fordømmer den.
Nej, Populærfilosofien er som al anden Filosofi Poesi; men den er daarlig Poesi. Den forholder sig til den ægte Filosofi som den Romantik, der skrives i vore Dage, til den ægte Romantik.
Dens Eksempel viser os, hvor svært det falder Mennesket at skelne mellem, hvad han ved, og hvad han ikke ved.
Men denne sokratiske Opgave er dog netop den positive Videnskabs Afslutning.
Det, som vi ved, det er, at Ilt og Brint giver Vand, naar man stikker en Svovlstik til, at Ilden kan bringe en Kedel Vand i Kog, at Isen kan smelte i en varm Stue og tusinde andre praktiske Kundskaber, uden hvilke vi ikke kunde opholde Livet.
Vi kender ogsaa en Smule til den Maade, hvorpaa vore Tanker sammenknyttes, vore Lidenskaber overvælder os, og vor Fornuft bringer os paa ret Køl igen.
Systemet af alle disse Kendsgerninger, som ordner dem i en overskuelig og let fattelig Ramme, er Videnskaben. Al Videnskab er derfor til Slut praktisk, er Teknik.
Det, som vi ikke ved, det er, hvorfra Vinden kommer, og hvorhen den gaar, hvad der er evigt, og hvad der er forgængeligt.
Alle afsluttende Systemer, hvad enten de beraaber sig paa Aabenbaring eller Fornuft - baade de teistiske og de panteistiske, ja, endog de ateistiske er utilstrækkelige, selvmodsigende, uholdbare.
Disse Systemer er ikke Videnskab, de er Poesi, undertiden fortræffelig Poesi.
Spencers Drømmerier er ikke uden digterisk Dybde. De har kun een Fejl. De burde have været skrevet paa Vers, ligesom Xenophanes satte sin Filosofi paa Vers.
Men fordi sligt er Poesi, følger ikke, at det er værdiløst; Idealet er ikke det snusfornuftige at lægge al Fantasi paa Hylden, men, idet man fantaserer, at fastholde, at man kun fantaserer og ikke mere.
Fantasiløbet er en af de naturlige Processer i Sjælen. Vor Sjæl er endnu af den samme Natur som Zarathustras eller Hesiodos' og fungerer paa samme Maade.
Just en videnskabelig, psykologisk Opfattelse vil derfor føre til at give Fantasien sin Ret. Mennesket trænger ikke blot til klare og paalidelige Love, det trænger tillige til store Billeder, til at udtrykke sine Erfaringer paa kunstnerisk Maade i et ophøjet og billedligt Sprog.
Det er den sammenlignende Religionsvidenskabs Resultat, at Mennesket danner sig Guder i Skikkelse af sig selv.
Og Kunsten kan give den Afslutning, som Videnskaben ikke kan give, idet Tanke og Følelse koncentrerer sig om et vilkaarligt skabt, digterisk Syn.
Den kunstneriske Eksistens giver i vore Dage den samme Koncentration som i gamle Dage den religiøse Eksistens.
Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at just de to, der paa videnskabelig Maade har udformet det positive Grundsyn i vort Aarhundrede - jeg tænker her paa Mill og Comte - at just disse finder Afslutning i saadan Fantasi.
Det er blot uheldigt, at de kalder Fantasien for Religion. Den er ikke Religion, men den er Ækvivalent for Religion.
Endnu uheldigere er det, at disse to mente hver for sig at have fundet et almengyldigt Symbol.
Det ejendommelige ved den skønne Kunst er just, at den ikke er almengyldig. Kunstværket henvender sig til hver enkelts individuelle Smag. At vi har en offentlig Mening, der søger at trumfe visse Kunstværkers objektive Ufejlbarhed igennem, og som kujonerer »alle dannede«, maa ikke vildlede.
Den kunstneriske Eksistens er den ensommes Eksistens. Dette er egentlig den fornuftige Mening i Kierkegaards Paradoks: »Sandheden er subjektiv«. Der burde have staaet - Skønheden.
Meningen er: Det kunstneriske Symbol, hvor jeg finder Afslutningen - ikke paa Verdensanskuelsen; thi det er der intet, der hedder; men paa Livsanskuelsen, det Symbol, som i billedlig, koncentreret Form udtrykker et Ideal for min praktiske Eksistens - det er ganske uafhængigt af alt ydre og kun afhængigt af det indre, det er personligt, subjektivt.
Den, som helt igennem er halvvejs, halvvejs Videnskabsmand og halvvejs Vrøvlehoved, han vil ikke vove denne dristige Flugt, ha vil enten pedantisk afholde sig fra Digtningens Verden - og det er ikke det værste - eller han vil, sig selv uafvidende, digte løs i det, som han kalder videnskabelig Verdensanskuelse, og lave Populærfilosofi.
Men den, som helt og fuldt, hjertelig og smertelig har tilegnet sig den videnskabelige Ædruelighed, han vil ikke fejt frygte for de andre Muser. Han vil just vove at digte, fordi han kender Forskel paa Digt og Virkelighed. Og i denne Vekseldrift af Hvilen og Svæven vil han finde den rigeste og videste Eksistens, hvori alle Sjælens Evner og Muligheder kommer til deres Ret. Fra den Ydmyghed, Lydighed og Resignation under Sandheden, som er Betingelsen for at indvies i Videnskabens Verden, vil han svinge sig op til den ubegrænsede Selvtillid og naive Vilkaarlighed, som er den nødvendige Betingelse for at frembringe noget i Kunstens Verden. Her og kun her er Sjælen helt fri, helt sig selv, skabende Verden i sit eget Billede. Som en Gud virker den i seks Dage, og naar den syvende kommer, ser den paa sit Værk, Kunstværket, og siger: »Se, alt er saare godt«.
Men Menneskene foretrækker at leve som Skoledrenge, uagtet de kunde leve som Guder.
Paa denne Maade opbygger det modne, frygtløse og ensomme Menneske sig en ny Verden af Billeder, hvori han færdes som en Hvile fra Dagens Arbejde.
Ikke letfærdigt gør han dette, ikke som en Leg og som en Spas; nej, i rolig, skabende Beskuelse lader han Billederne stige frem af sin Sjæl, og med Kærlighed og Forstand giver han sine Børn rene Linier og klare Farver og ordner det hele som en ret Demiurg, idet han mere tager den gamle, trygge Kunst til Forbillede end den moderne Nervøsitet.
Jeg, som har fortalt en anden saa mange Eventyr i sin Tid, jeg sidder nu i min Alderdom, skønt ung af Aar, og fortæller mig selv et Eventyr, der kan fylde min Sjæl til Randen med Gysen og Sødme, med Forfærdelse og med Fred. Et Eventyr udelukkende til min egen Fornøjelse. Eventyret om den lidende Gud.
Dette Eventyr er dog ikke opfundet af mig. Dette Eventyr er egentlig den opbyggelige Kærne i Østens og Vestens to Verdensreligioner. Det er det samme Eventyr, som den store Poet, Schopenhauer, udformede i sine filosofiske Drømmerier, og som Kierkegaard følte sig draget til.