| Index | -1 | +1 | Førstelinieregister |
H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,4
Indhold | Forrige | Næste
[1]Mel. Den kiære Solens Lys og Pragt.
Jeg gaaer i fare, hvor jeg gaaer,
Min siel skal altid tænke,
At satan allevegne staaer
I veyen med sin lenke,
Hans skiulte helved-brand,
Mig let forvilde kand,
Naar jeg ey paa min skandse staaer,
Jeg gaaer i fare hvor jeg gaaer.2.
Jeg gaaer i trængsel, hvor jeg gaaer,
Mod synden skal jeg stride,
Om Gud med korsets riis mig slaaer,
Det skal jeg taalig lide,
Tidt ingen vey jeg seer,
Hvor jeg kand vandre meer,
Naar modgangs taage om mig staaer.
Jeg gaaer i trengsel hvor jeg gaaer.3.
Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer,
Og veed mig ikke sikker,
Ey nogen dag og time, naar
Han har mig alt i strikker,
Et lidet aandefang
Kand ende all min gang,
At jeg i evigheden staaer,
Jeg gaaer til døden, hvor jeg gaaer.4.
Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer,
De skal mig vel bevare,
Slet intet satans magt formaaer
I saadan himmel-skare,
Bort verdens suk og sorg;
Jeg gaaer i engle-borg,
Trods nogen rører mig et haar,
Jeg gaaer blant engler, hvor jeg gaaer.5.
Jeg gaaer med Jesu, hvor jeg gaaer,
Han har mig ved sin side,
Han skiuler mig med sine saar,
Og hielper mig at stride,
Hvor han sin fodspor lod,
Der sætter jeg min fod,
Trods all den deel mig ilde spaaer,
Jeg gaaer med Jesu, hvor jeg gaaer.6.
Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer,
Frimodig da mit hierte,
Kun did, hvor du en ende faaer
Paa all din synd og smerte,
Bort verdens lyst og pragt,
Til himlen staaer min agt,
All verdens eye jeg forsmaaer,
Jeg gaaer til himlen, hvor jeg gaaer.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, IV]
[2]
Mel. O Gud, du fromme Gud. &c.
Ach kunde jeg mig ned i Jesu sødhed senke
Og alle øyeblik hans kierlighed betenke,
Jeg hører, synes mig, en stemme hvor jeg gaaer:
Ach glem for alting ey din Jesu purpur-saar.2.
Ach ja, hvor kunde jeg min Jesu dig forglemme
Jeg lever jo i dig og dine vunder hiemme,
Dit kiød og blod har saa forvandlet siel og sind,
At mig din kierlighed har gandske taget ind.3.
Min siel er giennemblødt af Jesu livligheder.
Hver aare, i mig slaaer, kun efter Jesum leder.
Mit hierte dryper af hans vunders røde saft,
Og brænder himmel-høyt i Jesu sødheds kraft.4.
Saa stort, ach meer end stort et naades lyys oprinder,
Jeg arme støv og jord en himmel i mig finder,
Jeg var ey draabe værd, og fik et gandske hav,
Thi priser dig min siel, ja støvet i min grav.5.
O! lad din kierlighed kun altid mig indtage,
At, hvordan du det vil med mig i verden mage,
Jeg altiid har i dig et uforferdet mod
Og døer saa, naar Gud vil, paa Jesum og hans blod.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, IV]
[3]
O Jesu, min brudgom, livsaligste ven,
Jeg veed nu ey hvor jeg for glæde skal hen,
Min nød er forsvunden,
Jeg haver dig funden,
Den livligste time er kommen igien.2.
Jeg ligger ved Jesus hans bryster saa tæt,
Og bliver af kierlighed drukken og mæt,
Med honning og sukker
For sielen han klukker
Og giør mig mit hierte saa lystigt og let.3.
Jeg er nu ey meere, min kiereste min,
Jeg gandske, med alt det jeg haver, er din,
Din kierligheds iver
Mig fører og driver,
Til hvad jeg skal giøre, som kraftigste viin.4.
Hvad skiøtter jeg derom, at andre de lee,
Og mine bekiendte mig sure ansee,
Bort venner og frender,
Som JEsum ey kiender,
Vi kiende og derfor hverandre ey meer.5.
Men kommer, i fromme med glædelig røst,
Her har vi den kilde, som giver os lyst,
Op! lader os siunge,
Med hierte og tunge,
At hiertet kand springe i alles vort bryst.6.
Din kierlighed haver mit hierte giort saar,
Hun tænder og brænder, som luer i blaar,
Fortærer min jammer
Med hedeste flammer,
Og giver mig glæde, som ingen forstaaer.7.
Trods synden og døden og helvede med,
At nogen nu skulde mig giøre fortræd,
Er Jesus mit hierte,
Hvad skulde mig smerte,
Hvad skulde mig giøre bedrøvet og ræd.8.
Bort Zepter og krone, i gielde ey meer,
Bort rigdommens prangen med glimrende leer,
Min rigdom og ære
Min JEsus skal være,
Alt andet jeg ikkun for skygger anseer.9.
Naar skal jeg all verden dog sige god nat,
Mit hierte af livet er meere end sat,
Naar faaer jeg den glæde
For thronen at træde
Dig evig at prise min yndigste skat.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, IV]
[4]
Min nok beklemte aand,
Kast bort din trengsels baand,
Og stræb at være stille,
At din forstrødde ville
Gaaer fiendens list forbi,
Du kandst i sorgens vinde
Den sagte lyd ey finde,
Som Jesus hviler i.2.
Forlad all verdens rund,
Og ind i sielens grund
Med alle dine tanker,
At de sig der kun sanker,
Og hold dit hierte tys
I stille længsels miner,
Til JEsus selv fremtriner,
Og giver sielen kys.3.
Bort egensindighed,
Som ingen udgang veed,
Bort onde grillers pile,
Som taale ingen hvile,
Udi mit arme sind,
Bort alle lysters vinde,
Som sprede mine sinde
I hele verden ind.4.
Det er det, maae du troe,
Som hindrer dig din roe,
Saa længe sielens kræfter
Ved verdens torne hefter,
Som aldrig hvile gav,
Du faaer i verden ude
Ey meere hvile-pude,
End paa det vilde hav.5.
Ind i sin siel man maae
Med sielens kræfter gaae,
Sig selv og verden glemme,
Saa ere vi først hiemme,
Thi ellers findes her
Ey saadan stille bolig,
At sielen gandske rolig
Sig skulde finde der.6.
Saa striid, og overvind
Dit egensindigt sind,
Og holder hun dig bunden,
Saa stræb des meer i grunden
At trenge ind til Gud,
Men lad dig ikke tvinge
Før alle lenker springe,
At du kandst slippe ud.7.
Saa skal du under see,
Saa skal det snarlig skee,
At du foruden hinder
Udi dit hierte finder
Din kampes søde frugt,
At sielen ret kand smile
I Jesu vunders hvile,
Naar hendes tørst er slukt.8.
Da har man ingen trang,
Da agtes ey engang
De onde flyve-tanker,
Man ligger da for anker,
I Jesu naades havn,
Hvad skulde kunde qvæle
De himmel-givne siele,
Som JEsus har i favn.9.
Da fattes ingen trøst,
Thi sielen idel lyst,
Saa tit hun selv behager,
I JEsu sødhed smager,
Her findes ingen brand
Af bitterhed og vrede,
Thi al den deel er rede,
Som kun fornøye kand.10.
O! hvilken høytiids dag,
O! hvilken livlig smag,
O! hvilken mad at æde,
O! hvilket Herre-sæde
Er sielens roe i Gud,
Den rette leve-maade,
Den største siele-baade,
Et dagligt giestebud.11.
Naar sig en syndig lyst
Vil mælde i dit bryst,
Samvittigheden trykker,
Og satan mod dig rykker
Med all sin helved-flok,
Har du kun skiult din ville
I det forønskte stille,
Saa kiemper sielen nok.12.
Hvor sikker kanst du boe
I saadan stille roe,
Hvor HErrens fred bevarer
Fra alle synde-snarer
Dit indelukte sind,
I Jesu roe og vunder,
Som verden ey begrunder,
Lad dig kun gandske ind.13.
Hvo før var kold og dovn,
Den hedes, som en ovn,
Jo meer man frihed kiender,
Jo meere hiertet brænder,
Til JEsum dag fra dag,
Naar de udmatted sinde
Alt meer og meere finde
Hans søde manna-smag.14.
Saa vil jeg løbe fra
Mig selv og verden da,
Ved JEsum roe erlange,
Og ikke gaae en fange
Af sindets gøgle-spil,
Saa gaaer jeg fri i sinde,
Og lykkelig vil finde
Det maal jeg sigter til.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, IV]
[5]
Mel. Fryd dig du Christi brud.
Den ypperligste vey
For bruden, som vil ey
I verden gaae i blinde,
Men Jesu fodspor finde,
Er stierne-lys at prange
I kierlighedens gange.2.
Thi om du kunde end
Som høy oplyste mænd,
Ja som en engel tale,
Er kierlighed i dvale,
Da er din troe ey andet,
End boblerne paa vandet.3.
Som bieldens stærke klang
Og livlig klokke-sang
Bevæger dem, som høre,
Har selv dog ingen øre,
Saa lidt din tale gavner,
Som kierligheden savner.4.
Og havde du forstand
Saa dyb, som havets vand,
Ja troe, at kunde felde
De allerstørste fielde,
Det dog for intet skattes,
Hvor kierligheden fattes.5.
Ja var den deel du har,
Som verdens sand, saa svar,
Og du det give vilde
Til dem, som lide ilde,
Det ingen gavn dig giorte,
Naar kierlighed var borte.6.
Om nogen skiønt frembød,
Sig til en blodig død,
Til øxe, baal og strikke,
Var kierlighed der ikke,
Hans pine var tilhaabe
Ey værd en regne-draabe.7.
Den sande kierlighed
Af ingen vrede veed,
Vil gierne ringe være,
Kand dog de svage bære,
Er nidkier, stærk og vældig,
Dog taalig og lemfeldig.8.
Uskikkeligheds stie
Gaar kierlighed forbie,
Hun søger ey sit eget,
Forbittres ey, hvor meget
Man hende slaaer og plager,
Hun efter fred kun jager.9.
Hun glædes ikke, naar
Hun seer det ilde gaaer,
Men merker hun, hvorledes
Guds rige vidt udbredes,
At mange blive gode,
Da er hun vel til mode.10.
Hun haaber alle ting,
Hun taaler alle sting,
Hun troer, naar alle truer,
Hun slykker alle luer,
Hun kand sit scepter bære,
Dog hver mands skovisk være.11.
Den sande kierlighed
Af ingen ende veed,
Naar troe og haab er omme,
At vi til himlen komme,
Skal kierligheden brænde
Først ret og uden ende.12.
O Jesu! lad mig saa
Din kierlighed forstaae,
At hvad jeg foretager,
Af kierligheden smager,
At alt mit liv maae være
Din kierlighed til ære.
Indhold | Forrige | Næste[Troens Rare Klenodie, IV]
[6]
Mel. Den vey gaaer vist til himmerige.
Du hiertens-fryd for rene sinde,
Udvalde kydske jomfrue-frugt,
Som vil med alle dig forbinde
Der følge aandens vise tugt,
Hvor vilde jeg dog gierne tragte
Blant dines jomfrue-tal at staae,
Som verdens kierlighed foragte,
Og efter lammet stedse gaae.2.
Du fodrer kun et renset hierte,
Men hvor er det at faae for mig,
Som stoed i baade fryd og smerte
I kierlighedens brand til dig,
Forgieves er min egen møye,
Om du ey klarer selv mit sind,
Og tager med dit blide øye,
Mit arme hierte gandske ind.3.
Den salve heler Adams skade,
Din kierlighed er sielens kuur,
Vilt du mig den kun finde lade,
Saa bliver verdens lyst mig suur,
Den giør fornøyet, fri og sikker
Fra verdens lysters fiske-krog,
At jeg kand flye de fine strikker,
Som mangen ned i pølen drog.4.
Lad denne balsom i mig flyde,
Og giennem trænge alt mit sind,
Lad mig din kierlighed kun nyde,
Saa lukkes ingen anden ind.
Den ild all verdens lyst forbrender,
Og holder den for narre-spil,
O hvem din kierlighed kun kiender,
Han ingen anden have vil.5.
Men griber du begierligheden
Ej an med magt og kraftens aand,
Da kand den ligge skiult i reden,
Og siden tage overhaand,
O Gud din sødhed tit anvendes
Til kiødets sikkerhed og roe,
Naar aandens iver ey optendes
Ved daglig kamp i bøn og troe.6.
Hvad kand os frie fra denne fare?
Din kierlighed kun det formaaer,
Naar sielen den vil tage vare,
En anden lyst og drift hun faaer,
Som den beknytte ville drager
Hen ind i naadens blide stand,
At verdens lyst ey bedre smager
End mask og raadden pøle-vand.7.
Naar Gud er her og ingenlunde
Med verden vil i hiertet boe,
Saa gaaer all verdens lyst til grunde,
Og hiertet faaer sin rette roe,
Naar sielen lærer dybt at grave,
Og varer denne perle vel,
Den skat kand Jesu brud kun have,
Og ikke nogen verdens træl.8.
Sæt Jesu kierlighed til grunden,
Er han din bygnings hiørne-steen,
Saa bliver sielen altiid funden,
Aarvaagen til at holdes reen,
Han selv din seyers krone bliver
Ved hver en leylighed til kamp,
Thi denne soel dig let fordriver
All verdens vellyst som en damp.9.
Saa triumpherer allerede
Guds liv i dødlighedens krop,
Thi just naar vi i kampen sveede,
Da stræbe vi til kronen op,
Hvor kunde ellers sielen vinde,
Og dempe kiødets sterke brand,
Om kierlighed var ey derinde,
Som alle ting bestride kand.10.
Den korte møye vey bereder
Til uskatteerlig siele-fred,
Guds himles skiulte livligheder
Til slige siele flyde ned,
Som verdens lysters skum og fraade
Beleer, foragter og forsmaaer,
Lad kun din brudgom ene raade,
See saa hvad kierlighed formaaer.11.
Hun kroner lammets rene brude
Til bryllup med Guds egen søn.
De skidne lukkes alle ude,
Thi kierlighed er kydskheds løn,
O hvem der smager Jesu ynde,
Har nok og alting, det er vist,
Hans kierligheds fuldkomne brynde
Giør ret fornøyet her og hist.
H. A. Brorson Homepage