link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 | Førstelinieregister |

H. A. Brorson: [Udvalgte salmer og digte 1721-65], 1739,2


Troens Rare Klenodie (1739). Den anden Deel, Troens Grund

Indhold | Forrige | Næste

[1]

Mel. Af høyheden oprunden er.

O Gud! hvad est du meer end skiøn,
O du Gud Fader, og Guds Søn,
Og Hellig Aand tillige,
Hvor deylig er din thrones pragt,
Hvor vældig er dit scepters magt,
Hvor evig er dit rige,
Hvor got
Dit slot,
Hvor retferdig,
Hellig, værdig,
Fuld af naade
Findes din regierings maade.

2.
At du est herlig, høy og stor,
Den vide himmel, brede jord,
Og dybe hav betegne,
Det alt er kun en draabe vand,
Ja neppe som et sole-grand
Udi din haand at regne,
Og du
Dog nu
Her i tiden
Mig, en liden
Aske-bolig,
Søger, elsker, favner trolig.

3.
Men er det ey en skiendig ting,
Den største part saa blind omkring
I denne verden vanker.
Man seer din skabning daglig paa,
Dog seer man, som man ikke saae,
Og gaaer i andre tanker.
Ild, vand,
Luft, sand,
Soel og stierne,
Hver en kierne,
Hver en draabe
HErrens herlighed udraabe.

4.
I ordet kand jeg see dig ind
Udi dit hierte-milde sind
Og store naades rige,
Jeg seer en bundløs kierlighed,
Jo meer jeg seer, jo mindre veed
Jeg, hvad jeg meer skal sige.
Ach! min
Gud, din
Overmaade
Store naade
Er saa megen,
At du derved est min egen.

5.
Du est min egen, søde Gud,
Hvor vilde jeg det raabe ud,
Om jeg kun havde evne,
Dog er det sukker i min mund,
Og hiertens fryd i sielens grund,
Naar jeg dig kun kand nævne,
Hvad vil
Der til
Os da flyde,
Lyst at nyde,
Naar vi skulde
Eengang see dig ret tilfulde.

6.
Jeg seer dig, og jeg seer dig ret,
Jeg smager dig, og bliver mæt,
I troen jeg dig eyer,
Dog alt det, som jeg om dig veed,
Imod den kundskabs herlighed,
Saa godt som intet veyer,
Som hist
Jeg vist
Skal fornemme,
Naar jeg hiemme
Og tilstæde
Hos min Gud kand staae med glæde.

7.
Da skal jeg ret for alvor see
Din guddoms ære i de tre
Livsaligste personer.
Hvor vil jeg da, hvor vil jeg see,
Naar dine øyne ad mig lee,
Og naar din haand mig kroner.
O hvor
Du jord
Ad mig stinker,
Naar jeg blinker
Med mit øye
Op mod HErrens himles høye.

8.
Op! op! min siel fra denne jord
Til Gud, som hist i lyset boor,
Hvor alle engler vrimle,
Hvor alle helgens synge-fryd
Slaar an som sterke tordens lyd
I alle himles himle,
Hvor hver
I sær
Kaster kronen
Hen for thronen,
Og tilhaabe
Hellig mod hver andre raabe.

9.
O! hvem der dog var engle-klæd,
Og kunde giøre selskab med
De blide seraphiner,
Som frydens gyldne harpe slaae,
Og op i alle toner gaae
Med himmel synge-miner.
Nu plat
God nat
Hermed siges
Verdens riges
Myre-tue,
Jeg vil op, min Gud at skue.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[2]

Mel. Gud Fader udi Himmerig.
Eller: Jeg veed et evigt himmerig.

Op! all den ting, som Gud har giort,
Hans herlighed at prise,
Det mindste han har skabt, er stort,
Og kand hans magt bevise.

2.
Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
De mægted' ey det mindste blad,
At sætte paa en nælde.

3.
Ja! alle englers store kraft,
Som himle-scepter føre,
Har ingen tiid den evne haft
Det mindste støv at giøre.

4.
Det mindste græs jeg undrer paa,
I skove og i dale,
Hvor skulde jeg den viisdom faae,
Om det kun ret at tale?

5.
Hvad vil jeg da begynde, naar
Jeg lidet giennemkiger,
Hvor mange folk der gik og gaaer,
I alle verdens riger.

6.
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
At alle skove vrimle,
De mange fugle-spring, der skeer
Op under herrens himle?

7.
Hvad skal jeg sige, naar jeg gaar
Blant blomsterne i enge,
Naar fugle-sangen sammen slaaer
Som tusind harpe-strenge?

8.
Hvad skal jeg sige, naar mit sind
I havets dybe grunde
Kun dog saa lit kand kige ind,
Og seer saa mange munde?

9.
Hvad skal jeg sige, naar jeg vil,
Saa høyt jeg kand opkige,
Og vende alle tanker til
Det blanke solens rige?

10.
Hvad skal jeg sige, naar jeg seer,
Hvor stierne-flokken blinker,
Hvor mildt enhver imod mig leer,
Og op til himlen vinker?

11.
Hvad skal jeg sige, naar jeg op
Til Gud i aanden farer!
Og seer den store kiempe-trop
Af blide engle-skarer?

12.
Hvad skal jeg sige? mine ord
Vil ikke meget sige;
O GUd! hvad er din viisdom stoer;
Din godhed, kraft og rige;

13.
Alt det, som haver aande, skal
Vor skabere begegne,
Hans lov skal fylde bierg og dal,
Og alle verdens egne.

14.
O! priser Gud paa denne jord,
Hver som har sands og tunge,
Og all den deel, i himlen boer,
Vor skabers lov skal siunge.

15.
Slaaer alle folk paa denne jord
Med fryde-tone sammen,
Halleluja! vor Gud er stoer
Og himlen svare amen.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[3]

Mel. Fryd dig du Christi brud.

Den luft, hvor i vi gaae,
Den jord vi trine paa,
Den muur af hav og bekke,
Det stierne-pyntet dekke,
Blev fyldt med godt og glæde
Til Adams herre-sæde.

2.
Da saae man jordens land
Udi sin jomfrue-stand,
Og før hun blev forbandet,
Da saae man intet andet,
Paa klipper og i Dale,
End skiønne brude-sale.

3.
Men hvor var Adam da;
Hvor skulde komme fra
Den herre til sit rige,
Og thronen at bestige
Til jordens regimente;
Hvorfra var han at vente?

4.
Hvor var den herre? hvor?
Der laae et stykke jord,
En haandfuld sand Gud kaldte,
Til jorden at forvaldte,
Et støv fik denne ære,
All verdens spiir at bære.

5.
Som det er Guds maneer,
Naar man slet intet seer,
Da veed han raad at finde
Langt over alle sinde,
Ja der en redning henter,
Hvor man det mindst forventer.

6.
Ey solens glands, ey guld,
Men kun et stykke muld
Han tager, og det vender
I sine almagts hænder,
Strax er en bolig ferdig,
Som agtes engle-værdig.

7.
Saa blæser Gud ham ind
En aand af himmel-sind,
Forstand og alle dyder,
Som herrens bolig pryder,
Der satte Gud sit stempel,
Der tog han selv sit tempel.

8.
Her staar da Adam nu
Med Gud i siel og hu
Hvor hen hans øye kiger,
Saa seer han sine riger,
All jorden til sin pleye,
Og himlen til sin eye.

9.
Hans kierlighed var reen,
Hans skiønhed ugemeen,
Hans magt var Uindskrenket,
All verden var ham skienket,
Hans tanke høy og vigtig,
Hans kundskab ret og rigtig.

10.
Saa snart et dyyr han saae,
Strax kunde han forstaae
Dets art, natur og evne,
Og det derefter nævne,
Han kunde giennemkige
Naturens heele rige.

11.
Han ledte ey om guld,
Thi sielen den var fuld
Af himlens art og ynde,
Begierlighed og brynde
Til Gud, til Gud allene
At elske og at tiene.

12.
Her var vor Herres priis
Hans beste paradiis,
Hans leye, gang og sæde
Var fuld af Gud og glæde,
Han havde, kort at sige,
Et lidet himmerige.

13.
O Gud, saaledes gik,
Da Adam i sin skik,
Nu gaae vi anderledes,
At jorden maatte kedes
Vort syndig støv at bære,
At huse og at nære.

14.
Men Gud skee lov og priis,
Et bedre paradiis,
End det, som blev fordervet,
Os Jesus har forhvervet,
En himmel uden fare:
O gid vi der kun vare!


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II

[4]

Mel. Rind nu op i Jesu navn.

Adam gik i frydens lund
Hele verden at regiere,
Gud vil ham dog give meere,
Derfor faldt han i en blund,
Herren vilde nu beskikke
Egteskabets høye sag,
Adam sov og vidste ikke,
At det var hans bryllups dag.

2.
Skabelsen var nu alt skeet,
Hængte sammen som en kiæde,
Alle engler deres glæde
Havde i Guds gierning seet,
Dog var et endnu tilbage,
Som var vigtigt, høyt og stort.
Adam havde ingen mage,
Dette blev saaledes giort.

3.
Gud ved sin den stærke haand
Greeb hen ind ved Adams hierte,
Dette grib var ey til smerte,
Men at knytte egte-baand,
Adam derved intet tabte,
At Gud tog hans ribbeen ud,
Thi deraf vor Herre skabte
Ham en himmel-pyntet bruud.

4.
Adam vaagned op, og saae
Ud af første søvne-taage,
Saae sin Gud for sig at vaage,
Mens han i sin slumme laae,
Saae, at Gud ved haanden førde
Denne jomfrue til ham hen,
Det hans hiertens grund oprørde
Til at prise Gud igien.

5.
Hvad han fandt i Gud for roe,
Saadan himmel-sindet mage
Af Guds egen haand at tage,
Kand man nu vel aldrig troe,
Her var ingen syndig brynde
Som det pleyer nu at gaae,
Men Guds liflighed og ynde
Begge ud af øyne saae.

6.
Her var ingen brude-krands,
Som man pleyer nu at bære
(Got naar det kun skeer med ære)
Her var dydens fulde glands,
Her var intet blomster nødigt
Til at strøe for brudens trin,
Natte-lyys er overflødigt
Ved det klare solens skin.

7.
I Uskyldighedens pragt,
Med en reen og engle-mine
Disse med hverandre trine
I en hellig egte-pagt,
Herren føyer dem tilsammen
Ved sit eget Guddoms ord,
Der blev svaret Amen! Amen!
I det blide engle-koor.

8.
Dermed gik det engle-par,
Som det ente[n] skulde stige
Hvert minut til him[m]erige,
Eller snart i himlen var,
Eden var med himlen blandet,
I saa sød en høytids roe,
Gud allene, intet andet,
Søgte disse begge to.

9.
Den befalning Adam fik,
Det forbudne ey at æde,
Det var deres lyst og glæde
Ord og anslag, hvor de gik,
Det var deres lyst at kunde
Være troe i denne post,
Ney de vilde ingenlunde
Smage den forbudne kost.

10.
Der var ellers nok at faae,
Paradiis var fuldt af glæde,
Nok at lugte, nok at æde,
Nok at see og høre paa,
Vilde Gud dem end forbyde
Alt hvad de i verden saae,
Kunde de ham selv kun nyde,
Maatte alt det andet gaae.

11.
Men hvad skal vi tænke, naar
Man vil derimod afmale
Vore tiders bryllups sale
Som det meest i verden gaar,
Naar med idel fylderier
Egte-skabet vies ind,
Denne sathans glæde svier
Ind i alle frommes sind.

12.
O hvor stoor er dog den pragt,
Roos og priis for egtestanden,
At Gud selv, og ingen anden,
Haver dertil grundvold lagt,
Lidde egteskabet siden
Skiønt af slangen stor fortræd,
Fik det dog sin glands med tiden
Af den ædle qvindens sæd.

13.
Men i sandhed standen maae
Uden Jesu ey begyndes,
Om hun af vor Gud skal yndes.
Hans velsignelse at faae,
Syndens lyst maa intet stifte,
Dette søde bliver suurt,
Sig at gifte kand forgifte
Egte-skabets Helbreds urt.

14.
I, som da i egtestand
Leve, eller leve vilde,
Renser eders hierters kilde
Fra de raadne lysters vand,
Gud vil selv aldeles være
Med i denne høye sag,
Deraf har hun all sin ære
Brude-parrets æres dag.

15.
O en vigtig sag, som dog
Af de fleeste ey betænkes
Som saa gierne sammen lenkes
Til at gaae i syndens aag.
Hvad for fliid kand der formodes
Til en salig børne-tugt,
Naar der plantes kun og podes
Til at bære syndens frugt.

16.
Standen i sig selv er good;
Men det kommer an paa Maaden,
Kierlighed til Gud og Naaden
Er den rette egte-rood,
Himmel-sindede personer
Favne Gud i bøn og troe,
Det betyder ærens kroner,
Og en evig samlings roe.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[5]

Ach min rose visner bort,
Bliver baade bleeg og sort:/:
Ach mit blomster stood,
Før som melk og blood
Falmer nu fra top til rood.

2.
Saae man før en Herres bruud
See saa ufornøyet ud:/:
Slet bestilt at man
Ikke bedre kand
Skiønne paa sin ædle stand.

3.
Estu bleven barn igien?
Har du glemt din siele-ven?:/:
Veedstu ey mit ord?
Veedstu hvad du troer?
Og hvad du i daaben soer?

4.
Læs engang det første bud:
Jeg er Herren, jeg din Gud,:/:
Lad det der ved staae,
At jeg sørge maae,
Din sorg intet kand forslaae.

5.
Har du og din troe forgiet?
Hvo har skabt dig? veedstu det:/:
Den dig skabte veed
Vidre nok beskeed,
Sørg du ey, men troe og beed.

6.
Har Gud noget havt saa rart,
Som for dig er bleven spart?:/:
Har du glemt min død,
Og det blod, som flød
Af mig i min bittre nød.

7.
Aanden gav jeg dig til pant,
At du gandske vist og sandt:/:
Himlen selv skal naae,
Tvivler du da paa,
Dine smuler her at faae?

8.
Læs engang dit fader vor,
Fader! kiend ham og derfor;:/:
Derpaa det beroer
Alt, at du kun troer
Dette søde faders ord.

9.
Ach! hvad ære, fryd og haab
Havde du vel af din daab:/:
Vidste du beskeed
Om din herlighed
Efter daabens pagt og eed.

10.
Faaer du ved Guds alter-fod
Jesu legem, Jesu blod,:/:
Den er steen og stok
I Guds kirke-flok,
Som ey deri finder nok.

11.
Op med dit beklemte sind,
Kiig kun i Guds himle ind:/:
Hør Guds englers sang!
See hans helgens rang,
Der skal du og staae engang.

12.
Zion hele sagen er,
Verden, verden du begier:/:
Hendes skiulte glød
Gnistrer i dit kiød,
Brænd dig ey, det er din død.

13.
Verden, verden af dit sind,
Luk din Jesum ene ind:/:
Favn mig i din troe,
Lad mig i dig boe,
Saa faaer sielen nok sin roe.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[6]

Mel. Nu lader os hans legem.

Hvad hører jeg i paradiis?
En lyd af Herrens vredes riis,
Hvad da, hvorledes er det fat?
Ach! Adam har sin Gud forladt.

2.
Han var jo i Guds billed skabt?
Ja! men nu er den krone tabt.
Er all den herrlighed forbi?
Ja nu er han i slaverie.

3.
Hvor blev hans viisdoms himmel-skat?
Ach den forsvandt i syndens nat.
Hvad har han nu for denne glands?
En torden-skye i sind og sands.

4.
Hvor blev hans lyst at tiene Gud?
Den brød han med vor Herres bud.
Er den forglemt som var saa sød?
Ja den er tabt, og glemt, og død.

5.
Hvad stak ham som var før saa klog?
Hans egen hustru ham bedrog,
Hvor faldt hun i den jammer ned?
Ved sathans underfundighed.

6.
Hvor kunde sathan det formaae?
Hun tenkte større magt at faae.
Var dette grib saa stor en last?
Ja! Derved har de Gud forkast.

7.
Hvorledes blev da sielen nu?
Forferdet under vredens kue.
Hvad kom der efter lyset ind?
Et dumt fra Gud forvildet sind.

8.
Hvad havde han med det fortient?
At vorde evig, evig, brændt.
Hvem havde deel i denne løn?
Det gandske arme Adams kiøn.

9.
Hvor komme vi til den fortræd?
Vi vare jo i Adam med;
Hvor af kand dette blive kiendt;
At vor Natur fra Gud er vendt.

10.
Ach er det ey en farlig sag?
Ja nød og angest for og bag;
Det seer jo ey den store flok?
Ja, men de kunde see det nok.

11.
Hvem siger dog at Gud er vred?
Det siger vor samvittighed.
Ja hvad om hun er sovet hen?
Saa faar hun vekkes op igien.

12.
Men er der ingen redning til?
Jo vel for den som reddes vil.
Hvor skal man da, hvor skal mand hen?
Til Gud vor fromme Gud igien.

13.
Vil han os tage an paa nye?
Ja, dersom vi fra synden flye.
Hvor naae vi denne kierlighed?
I JEsu tro som for os leed.

14.
Er synden da mig reent forladt?
Ja, faae vi ham i troen fat.
Hvad giør mig vis i denne sag?
Din kamp mod synden nat og dag.

15.
Er da min Gud mig mild og bliid?
Ja, søg din JEsum kun med fliid,
Men om det ey i tiden skeer?
Saa er der ingen redning meer.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[7]

Mel. Jeg raaber til dig, o Herre.

O Jesu, som har elsket mig,
Ja med saa overmaade
Aldeles ubegribelig
En kierlighed og naade,
O tænd mit hierte an igien
Med kierlighedens iver,
At jeg giver
Mig gandske til dig hen,
Og stedse hos dig bliver.

2.
O lad dog kierlighedens brand
Mit hierte saa indtage,
At uden dig mig intet kand
I denne verden smage,
Stød alting af mit hierte ud,
Som sielen vil forvende
Fra at brænde,
Som din forelskte brud,
Til livets sidste ende.

3.
Hvad er din kierlighed dog sød,
Og meest i korsets plager,
Hun giør, at baade nød og død,
Saa vel som honning smager,
Saa giv, at jeg ey andet veed,
Ey tænker, hører, lærer,
Elsker, ærer,
End denne kierlighed,
Som Jesus til mig bærer.

4.
Gid jeg, min skat, dig maatte heel
Til evig eye nyde,
Og alt mit hiertes inderdeel
I dine luer syde.
O lad mig vaage dag og nat,
At ingen lyst og plage
Skal borttage
Dig, søde himmel-skat,
I alle mine dage.

5.
Det var jo idel kierlighed,
Der bragte mig den naade,
At man dig allevegne sleed
Paa mordisk viis og maade,
Ach maatte jeg din pines sag,
Hver smerte, hver en vunde
Ret begrunde,
At sielen nat og dag
Af længsel bløde kunde.

6.
Hvor reent og kraftigt er dit blod,
Du lodst paa korset flyde,
Hvor giftig er jeg derimod,
Og haard som staal og spyde,
Saa lad dit blod med kierlighed
Min arme siel besprenge,
Giennem trænge,
At jeg ey andet veed,
End kun ved dig at hænge.

7.
O, at mit hierte aaben stod
For dine piners vinde,
At regne Jesu sveed og blod
I alle mine sinde.
O! at mit øye som en strøm
Med taarer kunde rinde,
Dig at minde,
Hvor hierte-væ og øm
Jeg er for dig at finde.

8.
Gid jeg dig fulte ud og ind
Med børne-graad og klage,
Til du bevæge lodst dit sind,
Mig i din favn at tage,
At du min længsel, Gud og mand,
Saa liflig, som den søde
Morgenrøde,
I kierlighedens brand
Mit hierte vilde møde.

9.
O drag mig, tag mig, hør mig til,
Jeg lader mig ey tysse,
Før jeg saa meget, som jeg vil,
Dig favne kand og kysse.
Jeg af din søde rosen-mund
I ordet vil fornemme
Naadens stemme,
Saa er jeg glad og sund,
Og kand min nød forglemme.

10.
Min trøst, mit lys, min beste ven,
Og største lyst i livet,
O hav mig, tag mig gandske hen,
Dig har jeg mig hengivet,
Thi uden dig jeg billig maa
Den gandske verden kalde
Gift og galde,
Ey værd at tænke paa,
Langt mindre at befalde.

11.
Men du est sielens trygge havn,
Mod alle modgangs vinde,
Ach! lad mig i din naades favn
Den rette hvile finde,
Din kierlighed, som ild i blaar,
Mit hiertes trang fortære,
Balsom være
For mine synde-saar,
Som mig saa haardt besvære.

12.
Hvad er der, som jeg ey udi
Din kierlighed kand tage,
Den er min soel paa vey og stie,
Min kilde sød at smage,
Min rare viin og himmel-brød,
Mit klæde for Guds throne,
Priis og krone,
Min trøst i all min nød,
I velstand fryde-tone.

13.
Jeg vilde heller være død,
Ja bare røg og avne,
Jeg ynsker, at jeg ey var fød,
Om jeg dig skulde savne,
Saa lær mig da, o søde lyst,
At jeg dig ret kand finde,
Ret kand vinde,
Og aldrig af mit bryst
Dig savne nogensinde.

14.
Du elskte mig af evig tiid,
Min sag at vilde føre;
Før jeg fik viist den mindste fliid,
Din villie at giøre,
Indfandt sig strax din kierlighed,
Ved haanden mig at tage
Og ledsage
I verden op og ned,
Som det dig kand behage.

15.
Saa lad den stand, hvori jeg staar,
Din kierlighed kun smykke,
Og hvor jeg lit af veyen gaar
Mig strax tilbage rykke,
Lad den ved all min verk og daad,
Som lyset, for mig brænde,
Ret at kiende
Og følge dine raad
Til livets sidste ende.

16.
Lad hende trøste mig i trang,
I svagheds tiid mig styrke,
Og naar jeg endelig engang
Skal ind i dødens mørke,
Da lad din kierlighed staae bi,
Sig stille ved min side,
Med mig stride,
Saa gaar jeg glad og frie
Fra hele verdens qvide.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[8]

Hvor er saadan een!
Deylig skiøn og reen,
Som vor Jesus, den udkaarne,
Lys og liv for mit forlorne
Hiertes rad og been,
Hvor er saadan een?

2.
Livet selv var død,
Hielpen selv i nød,
For vor brøde at betale,
Og Guds vredes ild at svale,
Han sig selv frembød,
Livet selv var død.

3.
Herlighedens Gud
Blev et sende-bud
Der han i vort kiød sig klædde,
Til at trøste og at redde
Os af nøden ud,
Herlighedens Gud.

4.
Store seyers helt,
Du slogst op dit telt
Her blant os paa jorderige,
Synd og satan at bekrige,
Du gikst selv til feldt
Store seyers helt.

5.
Største Majestæt,
Konge og prophet,
Kys vil jeg dit scepter give,
Og dit ord skal hos mig blive,
Det skal blive seet,
Største Majestæt.

6.
Lad din herlighed
Paa mig skinne ned,
At jeg ret din sødhed kiender,
Og i længsel daglig brænder
Ved den deel jeg veed
Om din herlighed.

7.
Tag mig gandske ind,
At min siel og sind
I din kierlighed maae smelte,
All min trengsel paa dig velte,
Sielen til dig bind,
Tag mig gandske ind.

8.
Taaligste Guds lam
Som af verdens bram
Gandske intet vilde vide,
Lod dig taalig slaae og slide,
Giør mig mild og tam,
Taaligste Guds lam!

9.
Styr mit onde sind,
Som af verdens vind
Lader sig saa let omdrive,
Lad det altid hos dig blive,
Jeg er selv saa blind
Styr mit onde sind.

10.
Alt til himlen op
Ret mit levnets lob,
At mig jorden ey besværer,
Eller helvede besnærer,
At jeg følger trop
Alt til himlen op.

11.
Hold mig ved din haand
Føer mig ved din aand,
Lad ham lære mig at bede
Og paa sandheds veye lede
Udi naadens baand,
Hold mig ved din haand!

12.
Vil mig korsets trang
Giøre veyen lang
Og de snevre trin formørke,
Kom da selv min fod at styrke,
At jeg gaaer min gang
Giennem korsets trang.

13.
Giv mig kiempe-mod
Til at holde fod,
Og paa ærlig troe og love
Dig til ære gierne vove
Ære liv og blod
Giv mig kiempe-mod.

14.
Naar jeg reise skal
Giennem dødens dal
Lad dit blod min strid forsøde,
Og bered mig selv at møde
I din himmel-sal,
Naar jeg reyse skal.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[9]

Mel. Gud Fader udi Himmerig.

O! kiære siæl, som bliver ey
Ret længe her paa jorden,
Forstaae dog livets rette vey,
Og salighedens orden.

2.
Gud Fader, Søn og Hellig Aand
En evig Gud vi ærer,
Som alting med sin Almagts haand
Har skabt, og alting bærer.

3.
Han skabte adam og hans brud
I siælene saa klare,
At ingen nu kand tænke ud
Hvor deylige de vare.

4.
Guds billedes fuldkomne glands
Var dem i hiertet givet,
Høy viisdom i forstand og sands,
Og hellighed i livet.

5.
Men adam blev for Gud forvendt
Med eva til at synde,
Og dermed have de fortient
Guds evig vredes brynde.

6.
Vort hele kiøn har adams sind,
Enhver er ond, som fødes,
Og skyldig til med satan ind
I helvede at stødes.

7.
All verden er i sin natur
Til evig pine skyldig,
I verden fandtes ingen kuur
Mod denne skade gyldig.

8.
Da ynkedes i evighed
Gud over verdens plage,
Og sendte selv sin søn herned,
Vor jammer bort at tage.

9.
Guds søn til vores glæde lod
Sig af en jomfrue føde,
Og giorde for al verden bod,
Da han paa korset døde.

10.
Saa vil nu Gud for Jesu død
Sig over os forbarme,
Ald verden tage i sit skiød
Og milde naades arme.

11.
Men da maae ingen meere hen
I verdens lyster rende,
Men skal derfra til Gud igien,
Og grundig sig omvende.

12.
Den Hellig Aand tilbyder ved
Sit ord og sacramente,
Guds naade, kierlighed og fred,
Som Jesus os fortiente.

13.
I dem han virker kiendelig,
Som ey mod naaden stride,
Den troe, som altid holder sig
Til Jesu saar og side.

14.
Da leve slige siæle ey
I verdens lyster meere,
Men lade sig paa livets vey
Ved ordets lys regiere.

15.
De elske Gud af hierte-rod,
De elske deres næste,
Og naar dem nogen staaer imod,
Da søge de hans beste.

16.
De vaage, stride, hvor de gaaer,
Mod hiertets onde tanker,
Og Jesu pine, blod og saar
Er deres faste anker.

17.
Enhver, som nu saaledes troer,
Og ey fra Gud vil vige,
Han faaer, saa lyder Jesu ord,
I sandhed himmerige.

18.
Men hvo som ey vil vende om,
Og lyset ey vil kiende,
Skal bære vredens svaare dom,
Og evig, evig brænde.

19.
Hielp, søde Gud! at alle ind
I naadens orden træde,
At gaae i aandens reene sind,
Til evig fryd og glæde.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[10]

Mel. Sorrig og glæde de vandre &c.

Guds igienfødde, nye, levende siele!
Møder vor abba i siungende flok,
Herrens nye skabningers liflige siele
Kand i hans lovsang ey øve sig nok,
Lader dog hver sig for faderen høre,
Hvem der hans naade kand deyligst kundgiøre.

2.
Allerlivsaligste, mildeste fader,
Havde vi thronernes stemmer i fryd,
Havde vi englernes miner og lader,
Havde vi cherubims vinger og lyd,
Aldrig vi alle tilhaabe formaaede
Noksom at prise den mindste din naade.

3.
Onde vi vare, og døde som steene,
Haarde i hiertet som marmor og staal,
Det var din mægtigste styrke allene,
Som os fik reddet, og naaede sit maal,
Lod os ved aanden i ordet fornemme
Frelserens levende giørende stemme.

4.
Ach! hvad vi bleve da selsom til mode,
Nu vi ret kiendte fordervelsens stand,
Da vi tilforne ey andet forstode,
End at os feylede ikke et grand,
Stinkede i vor begiærligheds grave,
Da vi formeente dog livet at have.

5.
Naar vi betænke, hvad faderen tænkte,
Da han begyndte at drage os ud,
Da han os livet i midleren skienkte,
Smykkede sielen til frelserens brud,
At han os elskte, os onde saa saare,
Maae vi henflyde i kierligheds taare.

6.
Siuntes end sielen, at smage Guds vrede,
Jamrede saare i fødselens nød,
Det var i sandhed Guds kierligheds hede,
Den som os haver til himlene fød.
Maatte jo hiertet sin jammer dog kiende,
Førend hun vilde til korset sig vende.

7.
Saae man end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af domme-dags skye,
Golgatha blev dog omsider til syne,
Saligheds morgen begyndte at grye,
Da brød hun ud, som af fødselens smerte,
Det af Gud skabte nye levende hierte.

8.
Troen begyndte, den ryggende tave,
Hiertets forborgene, menneskets siel,
Først i en længsel sin Jesum at have,
Og nu all verden at sige far vel,
Synden hun kiendte som stinkende søle,
Da hun fik vrede og naade at føle.

9.
Ach Guds all kierligheds virkning her stræbte
Den i at plante det himmelske sind,
Medens at angestens følelse dræbte,
Hvad ej i Christi forening gaaer ind,
Jesu retferdighed sielen blev givet
Kiødet til døden, og aanden til livet.

10.
Hvo vil nu Herrens udvalde beskylde?
Gud os i Christo retfærdige giør,
Her er i Jesu velsignelsens fylde,
Her er Guds naade og himlenes dør,
Troen brød giennem all angestens pile,
Ind i sin frelseres vunder at hvile.

11.
Aldrig kom englerne saadant for øre,
Før man begyndte Guds harper at slaae,
Det var for dennem saa lifligt at høre,
Himlenes hele forsamling tog paa:
Amen! halleluja! sejren er vunden,
Jesus sit faar det fortabte har funden.

12.
Op da i troende! Herrens udvalde!
Kiender dog faderens kierlige sind,
Hiertens fortrolig ham abba at kalde,
Trænger ham nærmer i armene ind,
Takker for den uskatterlige ære,
At i hans sønner og døttre maae være.

13.
Roser hans viseste tugtelses maade,
Ynder og elsker og kysser hans riis,
Selv sig i verden at føre og raade,
Det er de kiælnes vanartige viis;
Vandrer saaledes, at hver kand fornemme,
Hvem i tilhøre, og hvor i har hiemme.

14.
Skal man af børnene faderen kiende,
Skal vores vandring i lyset bestaae,
O! hvor maae kierligheds lue da brænde,
Overnaturlige sager formaae,
Faderens dyder i gierningen prise,
Naar vi vor fiende velgierning bevise.

15.
O den uendelig inderlig gode,
Hierteste, mildeste, sødeste Gud,
Giører ham vitterlig aldrig til mode,
Følger, som børnene, faderens bud,
Hvad han nu siger, det giører og lader,
Viser, hvor meget i elske vor fader.

16.
De, som den lærdom vil ikke befalde,
Neppe kand taale at høre derpaa,
Regner sig dog iblant Herrens udvalde,
Skiønt de paa vejen til helvede gaae,
Ach! at de vilde dog grundig erkiende
Kiødets fornøyelsers bitterste ende.

17.
Børnene ene for arvinger kiendes,
Det er i himlen all evigheds ret,
Alle de andre, som ikke omvendes,
Deres forhaabning bestaaer sig kun slet,
Det skal de skue med dødningers farve,
Naar de seer børnene ene alt arve.

18.
Hielp os! vor fader i himmelens rige,
Altid at ære dit herligste navn,
Daglig jo meere at vorde dig lige,
Roe i din villies mildeste favn,
Trøst mod vor mangel, skyld, fristelsers plage,
Ja midt i døden din kierlighed smage.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[11]

Mel. Vor JEsus kand ey nogen &c.

Ach! vidste du, som gaaer i syndens lenke,
Hvor haardt det er, det satans slaverie,
Du skulde dig ey øyeblik betænke,
At søge den, som dig kand giøre frie.
Ach! hvilken salig dag du fik!
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

2.
Ach! kiendte du Guds naades søde rige,
Hvor godt det er, at høre JEsum til,
Du skulde ey imod hans naade krige,
Som dig endnu saa gierne hielpe vil.
Ach! hvilken seyr Guds kirke fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

3.
Ach! tænkte du, til evig tid at brænde,
Hvor svart det er, naar lystens drøm forgaaer,
Hvor skulde du med graad til den dig vende,
Som mod dig med udstrakte arme staaer.
Ach! hvilken angest satan fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

4.
Ach! troede du, at man sig ey kand drømme
I himlen ind, det ey saa let er giort,
Hvor skulde du din lunkenhed fordømme,
Og lede om den rette snevre port.
Ach hvilken jammer ende fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

5.
Ach! merkte du, hvor got det er at lande,
I paradiis, hvor glæden der er sød,
Du skulde snart all verdens lyst forbande,
Og haste hen til JEsu blod og død.
Ach! hvilken fryd Guds engler fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

6.
Ach! vilde du nu een for alle gange
Dig give ind i bod og bøn og striid,
Hvor skulde da din Jesus dig undfange,
Hvor skulde du ham finde mild og blid,
Ach hvilken hvile sielen fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

7.
Ach! skulde du dig der til lade tigge,
Det gielder jo din egen sieles tarv,
Det er saa haardt i helvede at ligge,
Det giør saa godt at tage himlens arv.
Ach! hvilken evig fryd du fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.

8.
Ach! kunde du, du kunde om du vilde,
Dog gribe ret Guds milde hierte an,
Nu kand det skee, nu før det er for silde,
Det mørknes alt mod evighedens nat.
Ach! hvilken glæde Jesus fik,
Om du begyndte nu i dette øyeblik.


Indhold | Forrige | Næste

[Troens Rare Klenodie, II]

[12]

Mel. I Jesu navn all vor &c.

Retfærdighed
I Jesu Christi blod
Er det, jeg veed,
Som mig til salighed
Giver et forsikret mod.
Jeg arme muld
Er af naturen fuld
Af syndens gift og pest,
Til døden syg og qvæst;
Hvad jeg siden lit og stort,
Got har ladt og ondt har giort
Veed min Jesus allerbest.

2.
Retfærdighed
I JESU Christi blod,
Hans blodig sveed,
Og all den deel han leed,
Giør min gandske jammer god;
Han har det alt
Fulkommelig betalt.
I JEsu blod og saar
Jeg fuld forløsning faaer.
All den deel jeg har forseet,
Er, som det var aldrig skeet,
Naar jeg ret til Jesum gaaer.

3.
Retfærdighed
I Jesu Christi blod
Er fuld beskeed
Mod satan, naar han vred,
Gaaer min arme siel imod;
Hvad vil han meer,
Naar han mit hierte seer,
At have JEsum fat,
Og all min synd forlat.
Han maae sprekke ved at see,
Mig ved Jesu bryst at lee,
Som hans due, brud og skat.

4.
Retfærdighed
I Jesu Christi blod
Giør sielen keed
Af verdens daarlighed;
Triner hende under fod.
Hvad verdens lyst,
Hvad giver hun for trøst?
Naar den beklemte aand
Maa føle dødens baand.
JEsus og hans dyre død
Giør mig all min jam[m]er sød.
Ham jeg har i troens haand.

5.
Retfærdighed
I Jesu Christi blod,
Din søde fred
Slet intet hierte veed,
Som ey ret vil giøre bod.
Den sikre flok
Paa tungen har dig nok,
Man bruger naadens trøst
Til skiul for verdens lyst.
Tænker ey,
at sielens roe
Kommer kun af saadan troe,
Som vil følge Jesu røst.

6.
Retfærdighed
I JEsu Christi blod,
Mit hvile-sted
Og skiønne urte-bed,
Fuld af hiertens-fryd begroed.
Min himmel-dug,
Og skiold mod dødens hug;
Mit hiertes øyesteen,
Som holder sielen reen.
Pryder mig med gylden span,
Fryder mig med livets mann,
Siel og hierte, marv og been.

7.
Retfærdighed
I Jesu Christi blod,
Kom til mig ned,
Og naadens himmel breed
Over hiertets jorde-klod.
En stærk udstrakt
Befestnings himmel-magt,
Som satans løve-tand;
Ey gien[n]embrekke kand
Hvor Guds Søns retfærdighed
Ret som solen straaler ned
Paa mit hiertes mørke land.

8.
Retfærdighed
I Jesu Christi blod,
Du komst herned
I paradiises sted,
Som forgik ved syndens flod.
Hvad paradiis?
Du bærer større priis;
Din livets træ og frugt
Har døden gandske slugt.
Her er paradiises flod
Strømme af Guds eget blod
Og en evig naades lugt.


H. A. Brorson Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek