link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Ev. alfabetisk | Ev. kronologisk/DSL | Forrige ev. (kron.) | Næste ev. (kron.) |

H. C. Andersen: Eventyr 50: Et Billede fra Castelsvolden. (1852)



   Det er Efteraar, vi staae paa Castelsvolden og see ud over havet paa de mange Skibe og paa den svenske Kyst, der løfter sig høit i Aftenens Solskin; bag ved os gaaer Volden brat ned ad; der staae prægtige Træer, det gule Løv falder fra Grenene; dernede ligge skumle Huse med Træpalisader, og indenfor, hvor Skildvagten gaaer, er saa snevert og skummelt, men endnu mørkere er der bag det gittrede Hul; der sidde fangne Slaver, de værste Forbrydere.
   En Straale fra den nedgaaende Sol falder ind i det nøgne Kammer. Solen skinner paa Onde og paa Gode! Den mørke barske Fange seer med et hæsligt blik paa den kolde Solstraale. En lille Fugl flyver mod Gitteret. Fuglen synger for Onde og for Gode! den synger et kort "Quivit," men bliver siddende, slaaer med Vingen, piller en Fjer af den, lader de andre Fjer bruse om Halsen - og den onde Mand i Lænker seer derpaa; et mildere Udtryk gaaer over det hæslige Ansigt; en Tanke, som han ikke selv gjør sig tydelig, skinner frem i hans Bryst, den er beslægtet med Solstraalen gjennem Gittret, beslægtet med Duften af Violerne, som om Foraaret voxe saa rigt udenfor. Nu lyder Jægernes Musik, saa liflig og stærk. Fuglen flyver fra Fangens Gitter, Solstraalen forsvinder og der er mørkt inde i Kammeret, mørkt i den onde Mands Hjerte, men Solen har dog skinnet derind, Fuglen sjunget derind.
   Bliv ved, I smukke Jægerhornetstoner! Aftenen er mild, Havet speilglat og stille.
H. C. Andersen Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek