Croquis
Den nøgne model i bladtegnernes streg
Kuratering og redigering: Pelle Sadolin, Claus Seidel.
Bladtegnermuseet
2011
134 s. Ill.
ISBN 978-87-7023-084-1
Kr. 129,-
Bog med mere end 100 croquistegninger fra Museet.
Museet for Dansk Bladtegnings seneste udstilling ”Croquis – den nøgne model, i bladtegnernes streg” er netop udkommet som en smuk bog.
Museet har den gode tradition og vane, at markere samtlige nye donationer med en mindre retrospektiv ophængning af den pågældende bladtegners værker.
Så godt som hver gang vi har gennemgået en ny donation, og bogstaveligt har stået mere eller mindre med et livsværk mellem hænderne og oftest på flere tusinde tegninger, er der i bunkerne, til vores store glæde og fornøjelse, dukket nøgne damer og herrer frem. Damerne i overtal. Tegning på tegning af studier af den nøgne krop, den menneskelige skikkelse.
Modelstudier i hurtige streger. ”Fingerøvelser” som vi kalder disse croquistegninger. Givervis aldrig offentliggjort og publiceret eller sågar set af andre. ”Private” tegninger, blot gjort for øvelsens skyld – og alligevel har tegningerne overrasket gang på gang med deres sødme og spontane glæde, og ikke mindst deres høje kvalitet.
Nu er mere end 120 tegninger samlet i en smuk bog til en pris af kun kr. 129,-.

