Genealogi

Det Kongelige Bibliotek har mange ressourcer som kan være af intresse for slægtsforskere med (eller uden) jødiske aner og/eller med interesse for jødisk historie. I referencesamlingen på Læsesal Vest findes forskellige referenceværker med information om slægtsnavne etc., primært dog dem med oprindelse i Øst- og Centraleuropa. Der findes også forskellige opslagsværker vedrørende historiske og sociale forhold, f. eks. The Encyclopedia of Jewish life before and during the Holocaust, som er en forkortet engelske oversættelse af פנקס הקהילות. (En parallel oversættelse er undervejs på internettet via websitet www.jewishgen.org, se også nedenfor).  

David Simonsens Arkiv indeholder mange dokumenter som afspejler dansk-jødisk historie (ca. 1870-1932), og mange af dem som senere kom til Danmark, var før indvandringen i kontakt med David Simonsen i hans egenskab af rabbiner og filantrop. Også Håndskriftsafdelingens forskellige (privat-)arkiver kan indeholde dokumenter af interesse. I  Danske Samlinger, og måske især Småtrykssamlingen, kan man finde menighedsblade, pjecer, aviser og andet danskt tryk på dansk, hebraisk og jiddisch, med artikler og notitser som kaster lys over individers engagement indenfor forskellige dele af den dansk-jødiske kultur.