Trusler og tyvekoster

Bøger og papirer er udsat for mange slags farer. Hver dag går der rundt om i verden værdifuldt materiale tabt i ulykker forårsaget både af natur og mennesker: Brande, vandskader, tyveri, krige m.m. Det er emnet for udstillingen Trusler og Tyvekoster.

Det er baggrunden for, at UNESCO i 1992 iværksatte sit store Memory of the World-program. Programmet skal bidrage til at beskytte og bevare de mange uerstattelige historiske dokumenter, inkl. audio-visuelle materialer, i bibliotekers og arkivers samlinger verden over.

Som en del af Memory of the World-programmet etablerede UNESCO et register over umistelige dokumenter (eller samlinger af dokumenter), der anses for at have enestående betydning for hele verden. Til sidst i denne udstilling vises de værker, der fra dansk side er nomineret til optagelse på Memory of the World-registeret.

Først i udstillingen sættes fokus på nogle af de trusler, som bøger og andre dokumenter dagligt er udsat for. Det er en global problematik, men den lader sig udmærket belyse i Det Kongelige Biblioteks egne samlinger. Centrale begivenheder i udstillingen er Universitetsbibliotekets brand i 1728 og det store bogtyveri, som ramte Det Kongelige Bibliotek i 1970erne og for nylig er blevet opklaret.

Brand, krig, tyveri – og mange andre ulykker kunne nævnes – er alvorlige og iøjnefaldende trusler mod den skrevne kulturarv. Tabene er oftest uoprettelige. Men når disse ulykker rammer, bliver der så vidt muligt gjort noget for at råde bod på skaderne og forebygge gentagelser.

Anderledes forholder det sig med en helt anden og nok så alvorlig trussel, der netop ikke er spor iøjnefaldende: ligegyldighed over for de gamle dokumenter. Ligegyldigheden kan gælde den fysiske pleje. Hvis bøgerne ikke behandles omhyggeligt og forsigtigt, nedbrydes de gradvist. Eksempler på, hvordan man går til værks for at afhjælpe forskellige typer af skader, kan også ses i udstillingen.

Ligegyldighed kan også gå på indholdet. Aktiv interesse for, hvad de gamle – og nye – dokumenter rummer, er en forudsætning for at forstå, at de er værd at gemme.

En levende kulturarv bliver der først tale om, når den bliver læst, studeret og diskuteret. Tilgængelighed ved hjælp af moderne teknologi og bevidstgørelse om verdens fælles kulturarv er derfor også nøgleord i UNESCOs Memory of the World-program.

 

Denne netudstilling er den digitale pendant til udstillingen Trusler og Tyvekoster, som blev vist i Den Sorte Diamant fra den 11. maj til den 30. december 2006.