Niels Christian Kierkegaards tegninger fra 1838/1840

Portrætter af Søren Kierkegaard

"Stukket af Knud Hendriksen". W.6298, Acc. 1919-458. Neg. 30217.

Niels Christian Kierkegaard (1806-82). I modsætning til mange af sine samtidige lod Kierkegaard sig aldrig fotografere, eller daguerreotypere, som det hed dengang. Københavnerne blev præsenteret for teknikken så tidligt som 1842 af den wienerske portrætmaler Joseph Weninger, der i Bredgade indrettede et atelier, hvor man formedelst otte rigsdaler kunne lade sig forevige på femten sekunder. Det var åbenbart femten sekunder for meget for Kierkegaard, ærgerligt nok, men jo også ganske konsekvent af en forfatter, der skrev pseudonymt og vedholdende gentog, at læseren skulle beskæftige sig med værket og ikke med personen bag. End ikke Regine ejede et billede af sin kæreste.

Som halvfætter til Søren fik imidlertid Niels Christian Kierkegaard med et par års mellemrum lejlighed til at tegne sin sidenhen så berømte slægtning. På profiltegningen fra januar 1838 er stregen overordentligt følsom, der er noget drømmende, men også aristokratisk over den åndfulde yngling, som har sat sig i positur. På tegningen en face, udført omkring 1840, ser man den smalle ansigtsform, spidst forløbende nedefter fra de ret brede kindben, der også kendes fra Kierkegaards fader og søsteren Petrea. Øjene er skønne, evigt stirrende, mens læberne er livfulde i deres linier.

Stik. "Efter en Blyantstegning fra hans Ungdom". W.6300, Acc. 27.X.1907. Neg. 197741.

At der for begge tegningers vedkommende er tale om en idealisering, bevidnes ikke blot af niecen Henriette Lund, men også af tegningernes ophavsmand. I et brev af 30. januar 1875 til P.C. Kierkegaard, Sørens bror og biskop i Aalborg, skriver han nemlig: "Du veed, at jeg har tegnet et lille flygtigt Omrids af Din Broders Profil i Aaret 1838 og nogle Aar senere paabegyndt et Andet en face, men begge disse Udkast ere meget udfuldstændige og kan kun svagt opfriske Mindet om Søren for dem, som personligt have kiendt ham; og langtfra ikke give et nøiagtigt og fyldigt Billede for dem, der aldrig har seet ham."

Niels Christians henvendelse skyldes, at han gentagne gange er blevet opfordret til at udlåne sine tegninger til "Afcopiering og Udgivelse for Publicum", hvad han dog indtil videre har sat sig imod. Dels var tegningerne jo ufuldstændige, dels vidste han, at "Søren ikke ønskede at efterlade et Billede af sig selv, og derfor spillede mig det Puds reent at udeblive – da han havde siddet to Gange for mig". Da man nu har planer om rejse et monument over den sære ener, synes Niels Christian imidlertid ikke længere, at han kan forsvare at tilbageholde sine tegninger – så meget mindre som alternativet er, at man må gribe til "Afbildninger fra Corsaren". Den biskoppelige storebror svarer nølende og undskylder selv sine "Frem- og Tilbage-Overvejelser", principielt er han imod, men i praksis må han jo nok erkende, at en modstand ikke lader sig opretholde i længden. Det kunne den, som man kan se, heller ikke.

Baseret på katalogen til udstillingen "Kierkegaard. Den hemmelige Note", Rundetaarn, København, den 6. maj - 9. juni 1996, arrangeret af Søren Kierkegaard Forskningscenteret ved Niels Jørgen Cappelørn og Søren Kierkegaard Selskabet ved Joakim Garff. Billederne, som er vist her, er alle fra Det kgl. Biblioteks Billedsamling - og er delvis stik efter de originale tegninger. W. = Westergaard, Danske Portrætter i Kobberstik, Litografi og Træsnit.