Folkestyre, folkefrihed, national selvstændighed

En historisk Janus
Island er saavel en geographisk, som en historisk Janus, der vender sit ene Aasyn mod det gamle civiliserede Europa, det andet mod det unge uskyldige Amerika (Grimur Thomsen: Om Islands Stilling i det øvrige Skandinavien, Kbh. 1846, side 5)

1831: Efter julirevolutionen

I kølvandet på Napoleonskrigene og julirevolutionen 1830 blev folkene mange steder i Europa lovet frie, eller dog friere, forfatninger. Dette gjaldt specifikt også de tyske stater. En af dem var Holsten.

Den danske konge så sig derfor stillet over for det krav, at der skulle indføres et parlament for Holsten, og besluttede derfor at indføre rådgivende stænderforsamlinger for rigets hoveddele som man så det i 1831: Holsten, Slesvig (hver for sig), Jylland og endelig ”Øerne”. Det var så alle større øer i det danske rige, inklusive Island, men naturligvis eksklusive kolonierne (Vestindien m.m.). Island havde 2 medlemmer i Øernes stænderforsamling i Roskilde. Stænderforsamlingernes rolle var beskeden. De var kun rådgivende i forhold til kongen og hans regering og de mødtes ikke hvert år, ikke samtidig og kun for nogle uger ad gangen.

I løbet af nogle år måtte man indse, at Islands forhold var for anderledes sammenlignet med Lolland-Falster eller Fyn. Derfor vedtog regeringen i 1843 at oprette en særskilt rådgivende stænderforsamling for Island, der holdt møde første gang i 1845 med 20 folkevalgte og 6 kongevalgte medlemmer efter samme mønster som de andre stænderforsamlinger. Dermed sidestillede man Island med rigets andre hoveddele: Holsten, Slesvig, Island, Jylland og Øerne. Jón Sigur∂sson spillede allerede en rolle som islændingenes talsmand i dette første genoprettede Alting.

 

Ligesom den Svenske, der holder sit Foredrag paa Svensk, den Danske sit paa Dansk”-

Grimur Thomsen var pålagt at holde sit foredrag om Island på dansk i det Skandinaviske Selskab 9. januar 1846, selv om han egentlig mente, det burde holdes på islandsk. Den trykte udgave af foredraget var en af de bøger, Jón udvalgte til at indgå i Islands Nationalbibliotek.

 

 

Det islandske litterære Selskab søgte ved tekstudgivelser og møder både i København og på Island at holde islandsk sprog og litteratur levende. Jón Sigurdsson udvalgte selskabets trykte love til at indgå i Islands Nationalbibliotek.

Se hele titelbladet

 

1849: efter Pariserkommunen

Det var en meget begrænset parlamentarisk indflydelse, folket havde fået med de fem stænderforsamlinger. De nye revolutionsuroligheder i 1848 (Pariserkommunen marts 1848, der førte til den gamle kongeslægts endelige fald i Frankrig) sendte en ny revolutionsbølge over Europa.

I København førte den til kravet om en fri forfatning, der førte til udarbejdelsen af en demokratisk forfatning, Grundloven af 5. juni 1849. Denne forfatning blev til på en ”grundlovgivende Rigsforsamling, med deltagelse af repræsentater for Det Danske Rige som man dengang forstod det, dvs. Danmark, Slesvig, Færøerne og Island, men ikke Holsten. Island havde 5 medlemmer, Færøerne 1, Slesvig 31, Danmark 148 folkevalgte medlemmer.

Jón Sigurdsson var (naturligvis) et af de islandske medlemmer af den grundlovgivende forsamling for Danmark. Parallelt hermed foregik der imidlertid en selvstændig politisk debat blandt islændingene, ikke mindst den islandske intelligentsia i København. Et nøgleindlæg var Jón Sigurdssons såkaldte ”Huggvekja”, et opråb til islændingene til national genvækkelse, publiceret 1849, altså på samme tid som han også deltog i arbejdet med den danske grundlov.



1851: nøgleåret for Islands selvstændighedsbevægelse

Grundloven endte med kun at omfatte selve kongeriget Danmark, ikke Slesvig, der balancerede mellem Holsten og Danmark, og heller ikke Island. Slesvig fortsatte med en ny stænderforsamling. Blandt islændingene forventede man en særskilt ordning for Island. Der var derfor store forventninger til den Nationalforsamling, der blev indkaldt til 1851 i Reykjavik for at tage stilling til den danske regerings forslag om en nyordning.

Skuffelsen var derfor stor over den beskedne selvbestemmelse, som landet blev tilbudt: Island som en dansk landsdel med 4 medlemmer i den danske rigsdag og et meget begrænset indre selvstyre. Det kom til hårde verbale sammenstød mellem regeringens repræsentant og det store flertal af forsamlingen med Jón Sigurdsson i spidsen. Forløbet endte med, at regeringsrepræsentanten erklærede forsamlingen opløst under de forsamlede medlemmers protest. Det var det første egentlige sammenstød mellem islandske selvstændighedsforkæmpere og den danske regering.

I de følgende år fortsatte derfor den gamle stænderforsamling på Island som i Slesvig. For Islands vedkommende vedtog den danske rigsdag 1874 simpelthen det forslag, som islændingene havde forkastet 1851. I det nye, meget begrænsede ”selvstyre light” spillede Jón Sigurdsson, ”Præsidenten”, dvs. formanden for Altinget, stadig den centrale rolle til sin død kun fem år senere.
 

Et dansk skrift, der hævdede, at Island allerede fra den norske tid havde opgivet sin selvstændighed provokerede Jón Sigurdsson til dette skrift, der sammenfatter hans argumentation for, at Island er et ligeværdigt medlem af statssamfundet, sidestillet med Danmark.

 

Jón Sigurdsson baserede sin argumentation for Islands selvstændige stilling blandt andet på denne omfattende samling af islandske retskilder tilbage til fristatstiden, før Island underlagde sig den norske konge – det springende punkt var: underlagde Island sig Norge eller kun kongen som fyrste af Island?

Se hele titelbladet

 

Den historiske argumentation

Jón kom hverken til at opleve indførelsen af et egentligt hjemmestyre på Island (1904) eller Islands formelle ligestilling med Danmark 1918 i en egentlig union. Alligevel står han som den centrale skikkelse i den islandske selvstændighedsbevægelse. Grimur Thomsen karakteriserede i 1846 Island som en historisk Janus, der vender sit ene Aasyn mod det gamle civiliserede Europa, det andet mod det unge uskyldige Amerika.

På samme måde står Jón Sigurdsson som en Janusskikkelse mellem den gamle og den nye tid på Island: netop ved at gå tilbage og samle islandske lovtekster fra 800 år i sin Lovsamling for Island kunne Jón argumentere for, at Island ganske vist havde anerkendt den norske konge 1362 og den danske konges enevælde 1662, men netop havde anerkendt kongen som herre over Island parallelt med Norge og Danmark ("Danmark, Norge, Island aflægge hvert for sig en ligelydende Eed til Kronen, og overdrage hvert for sig Kongen en absolut Magt” (Islands statsretlige Forhold, side 57)), altså som en selvstændig enhed i det danske Commonwealth, ligestillet med Danmark og de andre ligeberettigede dele af den danske konges stater. Således hentede Jón argumenterne for en ny tids islandsk selvstændighed ud af historien.