Det Islandske Nationalbibliotek

Det Islandske Nationalbiblioteks tilblivelse går tilbage til tiden længe før Islands selvstændighed. Det var i marts 1818, at den danske officer C.C. Rafn bragte forslaget om et islandsk stiftsbibliotek op i det islandske Lærde Selskab (Bokmentafèlag) i København, som han netop var blevet medlem af. Stiftsbiblioteket for Island var et i en række af stifts- og provinsbiblioteker, der blev til i disse år, for eksempel Roskilde Stiftsbibliotek 1812, Odense 1814, Aalborg 1818. Det islandske stiftsbibliotek var Rafns initiativ, ligesom han også tog initiativ til amtsbiblioteket Tórshavn (1828) og det senere Grønlandske Landsbibliotek i Godthåb (Nuuk) 1829.

 

Som så mange andre gamle biblioteker begyndte Det Islandske Stiftsbibliotek på et kirkeloft. Loftet over Reykjaviks gamle domkirke rummede biblioteket fra dets åbning for offentligheden og indtil 1881, hvor det flyttede til en sal i den nye Altingsbygning. 


Inspirationen fik Rafn fra Stiftsbiblioteket i Odense, hvor han i årene umiddelbart inden var officer ved dragonregimentet, og  han bidrog selv med en del bøger til det odenseanske stiftsbiblioteks samlinger. Stiftsbiblioteket i Island blev officielt forelagt regeringen i København i et brev fra biskoppen i Reykjavik til Danske Kancelli september 1818, da Island var ”det eneste Stift hvor dette ganske savnes”.

Bogsamlingen bestod især af donationer fra Bokmentafèlag og fra Rafn selv (der sendte en liste på 20 bøger sammen med sit oprindelige forslag til selskabet). Den fandt ly på loftet i Reykjaviks gamle domkirke i mange år frem til 1881 og fik i løbet af et par år en samling på ca. 1.500 bind.