Tivolis Koncertsal har altid været et af de centrale steder i forlystelseshaven. I begyndelsen spillede H.C. Lumbye og hans orkester omgivet af et publikum, der promenerede eller nød en forfrisk­ning ved små borde. Efterhånden har Koncertsalen udviklet sig til at huse en af Europas største festivaler med et væld af inter­nationale kunstnere sommeren igennem. Også repertoiret er blevet betydeligt bredere.

      Den oprindelige koncertsalon blev opført ved Tivolis åbning i 1843 og var placeret dér, hvor Glassalen nu ligger. Etablissementet var indrettet med to tribuner og konditori, og gennem de store farvede glasruder kunne man se olielampernes skær om aftenen. Og der var koncert hver aften, fra kl. 20 til 24 med op til 36 musiknumre. Lumbyes orkester vekslede med det militære harmoniorkester på de to tribuner. Mens der blev spillet, nød publikum en forfriskning, eller de lyttede til tonerne, mens de promenerede udenfor i den lune sommeraften.
 

      Da man i 1846 renoverede salonen, slog man de to scener sammen, og Lumbyes ensemble blev nu enerå­dende. Til gengæld fik han orkestret udvidet med 10-12 mand og kunne således fortsætte med sit repertoire af populære danse, delvis af hans egen produktion. Både Champagnegaloppen, Amelie Vals og Drømmebille­der har lydt i denne kon­certsal. 

Huset blev ombygget næste gang i 1863, hvor selve salen blev væsentligt udvidet. Nu byggede man også faste bænke som tilhørerpladser, selv om der udenom bibeholdtes en vis ser­vering og mulighed for at promenere. Det var hensigten at oprethol­de ideen om en promenadekoncert, hvor der kunne ske udskiftning i publikum mellem koncertens afdelinger.

      Allerede i 1846 begyndte Lumbye at spille uddrag af større klassiske orkesterværker. Det blev en succes, som han fulgte op med komplette symfonier af bl.a. Schubert og Be­ethoven. Efter­hånden vandt dette repertoire en større plads på kon­certprogrammerne, og Lumbye kunne byde på hele symfoni-aftener. Det virkede derfor ikke fremmed på publikum, at hans efterfølger, den populære kapelmester Balduin Dahl, også spillede de klassiske mesterværker i Kon­certsalen. Da han trådte til i 1873, indførte han desuden, at en række berømte soli­ster og dirigenter fra udlandet blev in­viteret til at spille i Tivoli. En af de fineste gæster var Eduard Strauss.

      Næste skridt foretog fløjtenisten og dirigenten Joachim Andersen, der var en kendt skikkelse i København som dirigent for de populære Palækoncerter i det nuværende Odd Fellow Palæ. Han blev leder af Koncertsalens ensemble i 1898, og han diri­gerede med ryggen til publikum! Fra Lumbyes tid havde man haft den violinspillende kapelmester, der vendte fronten mod til­hørerne for at sprede god stemning og hilse på de faste gæster. Men Joachim Andersen fik også en ny kon­certsal - uden ser­vering. Her kom man fortrinsvis for at høre musikken, og opleve nogle af udenlandske gæstedirigenter som f.eks. den finske komponist Jean Sibelius.

 

      I 1890erne ombyggede man den gamle koncertsal, der i 1899 stod færdig med det nye navn Glassalen. Få år efter blev dens virksomhed helt helliget revy og teater, for nu havde Tivoli fået en ny koncertsal. Den var placeret nogenlunde, hvor Koncertsa­len i dag ligger, men bygget i maurisk stil med en central kuppel og minaretlignende tårne ved siderne. Her kunne den berejste Joachim Andersen præsentere sine mange udenlandske bekendte og samtidig selv spille det nye repertoire, han havde hørt på rejserne. Denne linie fortsattes af hans efter­følgere bl.a. Frederik Schnedler-Petersen (dirigent i Tivoli 1909-35), Svend Chr. Felumb (1932-1962), Thomas Jensen (1936-48) og Eifred Eckart-Hansen (1961-86). Og der kom gennem tiden mange frem­ragende kunstnere på besøg som komponisten Igor Stravin­sky, tenoren Beniamino Gigli og sopranen Birgit Nilsson.

      Ulykken skete natten mellem den 24. og 25. juni 1944. Der blev øvet schalburgtage mod store dele af Tivoli som en hævn­aktion over for den danske modstandsbevægelses virksomhed, og bl.a. Koncertsalen og Glassalen blev helt ødelagt. Glassalen blev hurtigt efter krigen genskabt af arkitekten og revyforfat­teren Poul Henningsen som en kopi af den gamle bygning. Til gengæld følte man behovet for en mere moderne kon­certsal, så Glassalen suppleret med restaurant Wivex måtte i nogle år fungere som foreløbige hjemsteder for Koncertsalens orkester.

      Et af kravene til den nye bygning var, at den skulle have to publikum­sindgange, så den også kunne bruges uden for Tivoli-sæ­sonen. Huset skulle tilgodese både koncert- og teater­for­mål, og størrelsesmæssigt blev det ved åbningen i 1956 Nor­dens rummeligste koncertlokale. Man bad fremtrædende kunstnere om at udsmykke bygningen både inde og ude, og brugen af Cham­pag­negaloppens noder i balkonens udendørs afskærmning sammenkæder tradi­tio­nen med fornyelsen.

      I dag udgør Sjællands Symfoniorkester Koncertsalens faste ensemble om sommeren, men uden fast dirigent. Og der optræder mange andre ensembler og solister. Repertoiret spænder meget vidt med både den helt nye musik og ældre toner på programmet. Unge professionelle kunstnere får en chance for at optræde, og gode amatører bliver også lukket indenfor. Vokalmusikken tilgodeses ved både koncertopførelser af operaer, liederaftener og korkoncerter. Ikke mindst har en række moderne balletkompag­nier fra hele verden givet det københavnske publikum en spæn­dende oplevelse i Tivoli. Fra således at rumme én dirigent med ét orkester og den samme type repertoire kan Tivolis Koncertsal i dag opvise et festfyrværkeri af forskellige tilbud.