Det Kongelige Teaters Nye Scene - i daglig tale kaldet Stære­kassen - blev bygget både som studie- og koncertsal for Stats­radiofonien og som scene for Det Kongeli­ge Teaters op­førelser af skuespil. Hvordan kunne de to ting forenes?

     

Ideen opstod som en ægte dansk kompromisløsning. Stats­radiofo­nien rådede over for lidt plads og havde samtidig den økonomi­ske baggrund for et nyt byggeri. Det Kongelige Teater havde allere­de siden den nuværende Gamle Scene blev indviet i 1874 savnet et mindre scenerum til opførelser af de mere natura­listiske skuespil, der ikke krævede den kraftige deklama­tion og de store armbevægelser. I 1927 blev lovforslaget om huset med de to funktioner vedtaget, således at Statsradiofoni­en ejede byg­ningen, og teatret lejede sig ind.

     

Det havde ellers ikke tidligere skortet på forslag til alternative scenerum for Det Kongelige Teater. En række arki­tekter lavede udførlige tegninger til udvidelser og tilbyg­ninger af den gamle scene. Derudover var andre bygninger som Dagmarteatret, Hofte­atret, Casinoteatret eller endda Magasin du Nord på tale. Blandt de mest ivrige var arkitekterne Chr. Hansen, Erik Bunch og ikke mindst Holger Jacobsen, der alle havde udarbejdet et forslag, længe inden byggeriet blev en rea­litet. Det blev Jacobsen, der til slut fik opgaven.

 

Hans tegning viste en udvidelse af teatret tværs over Torden­skjoldsgade med et meget synligt højt scenetårn. Ud­smykningen på tårnet mod Kongens Nytorv var domineret af et stort vindue med ornamenter, og det varede ikke længe, før såvel Folketinget som vittigheds­tegnerne havde døbt bygningen Stære­kas­sen. Senere blev vinduet udskiftet med relieffer af Einar Utzon-Frank, der viser byg­ningens tiltænkte funktioner: to muser med maskerne for komedie og tragedie og den lyrespil­len­de Apollon som musikkens symbol. Også indendørs sørgede Jacobsen for udsmykningen. Han fik Jean Gauguin til at lave det store relief i foyeren, der viser en mandsfigur svævende på radio­bølger i luften. Samtidig allierede han sig med en række af landets bedste malere bl.a. Jens Søndergaard, Oluf Høst, Sigurd Swane og Olaf Rude til at dekorere loftet over trap­perne. Disse områder var tænkt som et kig op i den blå himmel, og blandt kunstnerne kunne man ofte høre spørgsmålet, om de havde fået "et stykke med sky".

 

      Statsradiofonien var fra sin begyndelse vant til noget mindre lokaler. Man sendte først i 1922 under meget små forhold fra studier i Købmagergade, der var beklædt med tykt hvidt stof hængende fra loftet ud til væggene og derfor fik tilnavnet Den omvendte Flødebolle. Først i 1925 blev Statsradiofonien offici­elt oprettet, og kammersanger Emil Holm blev dens første, meget indflydelserige leder. En af hans kongstanker var oprettelsen af et fast stort sym­fonior­kester i København, der kunne give offentlige koncerter med et klassisk repertoire. I begyndelsen måtte han nøjes med et 11-mands orkester, ledet af kapelmester Launy Grøndahl, men fra 1928 voksede ensemblet til 28 musikere. Samme år kunne man flytte ind i Axelborg, som Statsradiofonien lejede af en bank. Her var mindre kontorer til små optagelser og selve banksalen til offentlige orkesterkoncerter. Vel at mærke, når man havde polstret godt med tæpper og skærme.

     

Det var en helt naturlig ting, at Statsradiofoniens ensemble skulle optræde med offentlige koncerter, og det gav et supplement til et lidt hen­sygnende københavnsk musikliv. Kritikken gav dog radiomediet skylden for, at flere private koncertinstitu­tio­nerne måtte ophøre. Ud­viklingen har senere vist, at det tværtimod generelt er med til at inspirere og støtte det levende musikliv

Emil Holm