Stærekassen

- et stop på din musikalske byvandring i København

 
 Scenetårnet fra Det Kongelige Teaters Nye Scene, kaldet Stære¬kassen. Huset blev indviet i 1931 som både Statsradiofoni og alternativ teaterscene. I loftet på buen over gaden har maleren Ejnar Nielsen i årene 1932-39 lavet en flot mosaik over kendte danskere med tilknytning til teater og radiofoni, hvor Carl Nielsen repræsenterer musikken.

Det Kongelige Teaters Nye Scene - i daglig tale kaldet Stære­kassen - blev bygget både som studie- og koncertsal for Stats­radiofonien og som scene for Det Kongeli­ge Teaters op­førelser af skuespil. Hvordan kunne de to ting forenes?
     
Ideen opstod som en ægte dansk kompromisløsning. Stats­radiofo­nien rådede over for lidt plads og havde samtidig den økonomi­ske baggrund for et nyt byggeri. Det Kongelige Teater havde allere­de siden den nuværende Gamle Scene blev indviet i 1874 savnet et mindre scenerum til opførelser af de mere natura­listiske skuespil, der ikke krævede den kraftige deklama­tion og de store armbevægelser. I 1927 blev lovforslaget om huset med de to funktioner vedtaget, således at Statsradiofoni­en ejede byg­ningen, og teatret lejede sig ind.
     
Det havde ellers ikke tidligere skortet på forslag til alternative scenerum for Det Kongelige Teater. En række arki­tekter lavede udførlige tegninger til udvidelser og tilbyg­ninger af den gamle scene. Derudover var andre bygninger som Dagmarteatret, Hofte­atret, Casinoteatret eller endda Magasin du Nord på tale. Blandt de mest ivrige var arkitekterne Chr. Hansen, Erik Bunch og ikke mindst Holger Jacobsen, der alle havde udarbejdet et forslag, længe inden byggeriet blev en rea­litet. Det blev Jacobsen, der til slut fik opgaven.
 
Hans tegning viste en udvidelse af teatret tværs over Torden­skjoldsgade med et meget synligt højt scenetårn. Ud­smykningen på tårnet mod Kongens Nytorv var domineret af et stort vindue med ornamenter, og det varede ikke længe, før såvel Folketinget som vittigheds­tegnerne havde døbt bygningen Stære­kas­sen. Senere blev vinduet udskiftet med relieffer af Einar Utzon-Frank, der viser byg­ningens tiltænkte funktioner: to muser med maskerne for komedie og tragedie og den lyrespil­len­de Apollon som musikkens symbol. Også indendørs sørgede Jacobsen for udsmykningen. Han fik Jean Gauguin til at lave det store relief i foyeren, der viser en mandsfigur svævende på radio­bølger i luften. Samtidig allierede han sig med en række af landets bedste malere bl.a. Jens Søndergaard, Oluf Høst, Sigurd Swane og Olaf Rude til at dekorere loftet over trap­perne. Disse områder var tænkt som et kig op i den blå himmel, og blandt kunstnerne kunne man ofte høre spørgsmålet, om de havde fået "et stykke med sky".
 
      dt013280Statsradiofonien var fra sin begyndelse vant til noget mindre lokaler. Man sendte først i 1922 under meget små forhold fra studier i Købmagergade, der var beklædt med tykt hvidt stof hængende fra loftet ud til væggene og derfor fik tilnavnet Den omvendte Flødebolle. Først i 1925 blev Statsradiofonien offici­elt oprettet, og kammersanger Emil Holm blev dens første, meget indflydelserige leder. En af hans kongstanker var oprettelsen af et fast stort sym­fonior­kester i København, der kunne give offentlige koncerter med et klassisk repertoire. I begyndelsen måtte han nøjes med et 11-mands orkester, ledet af kapelmester Launy Grøndahl, men fra 1928 voksede ensemblet til 28 musikere. Samme år kunne man flytte ind i Axelborg, som Statsradiofonien lejede af en bank. Her var mindre kontorer til små optagelser og selve banksalen til offentlige orkesterkoncerter. Vel at mærke, når man havde polstret godt med tæpper og skærme.
     
Det var en helt naturlig ting, at Statsradiofoniens ensemble skulle optræde med offentlige koncerter, og det gav et supplement til et lidt hen­sygnende københavnsk musikliv. Kritikken gav dog radiomediet skylden for, at flere private koncertinstitu­tio­nerne måtte ophøre. Ud­viklingen har senere vist, at det tværtimod generelt er med til at inspirere og støtte det levende musikliv
 
Da Stærekassen efter en massiv kritik blev indviet i august 1931, indså man hurtigt, at bygningen nok var monumental og flot udsmykket, men til gengæld ikke opfyldte sit dobbelt­for­mål. Teatret klagede bl.a. over faciliteterne for publikum. Statsradiofoniens anke var ikke mindre vægtig. Loftet mellem teatersalen og radiostudiet ovenpå var nemlig ikke lydisole­ret, så det var problematisk at øve orkestermusik, mens der blev spillet teater. Radioen beholdt derfor lejemålet på Axelborg som orkesterlokale og måtte flytte hele instrumen­tariet til Stærekassen den aften om ugen, hvor ensemblet gav koncert i teatersalen.
 
 
Leder af Statsradiofonien Emil Holm Emil Holm
     
Dette var ganske rigtigt uholdbart i længden, og efter to sæsoner opsagde teatret sit lejemål. Radioen stod nu alene med Stære­kassen og indrettede ved hjælp af træpodier på scenen og skærme på siderne en tålelig koncertsal i teaterlokalet. Orkestret omfattede på dette tidspunkt 60 faste medlemmer, og fra 1933 kunne man indlede rækken af torsdagskoncerter. Mulig­heden for her at præsen­tere et omfattende klassisk repertoire blev hjulpet på vej af de mange fremragende dirigenter, som var tilknyttet orkestret i 1930rne. Navne som Nicolai Malko, Fritz Busch og Egisto Tango samt danskerne Launy Grøndahl, Emil Reesen, Thomas Jensen og Erik Tuxen melder sig på listen over orkestrets ledere.
     
Efter Emil Holms afgang i 1937 trådte komponisten Peder Gram til som musikchef. Han måtte konstant kæmpe for at bevare antallet af torsdagskoncerter mod et krav om lettere musik i programlægningen. Ved udsigten til et nyt radiohus, der kunne tages i brug i 1940, blev de administrative arbejdsforhold og studiearbejdet dog lidt enklere. Samtidig kunne man glæde sig over, at orke­stret til stadighed voksede, indtil det omkring 1950 omfattede fuld symfoniorkester-besætning på omkring 90 mand. Imidlertid måtte ensemblet fortsætte i Stærekassen under krigen, for først den 11. september 1945 kunne Radio­hu­sets Kon­certsal endelig indvies. Det Kongelige Teater havde allere­de da overtaget Stære­kassen til drama­tisk brug.
     
dt111255
Såvel bygningens udseende som dens funktionalitet stadig var til stadig diskussion. Den blev ikke for alvor bygget til nogen af de to oprindelige institutioner. Fra teaterside kon­centrere­de man hovedsagelig ønskerne om den arkitektoniske udformning og tænkte ikke så meget på, at nye teaterformer krævede et mere fleksi­belt teaterrum. Stats­radiofo­nien kunne have krævet en bygning for sig selv, hvor man kunne øve og spille koncert i samme vel­egnede lokale. I dag bruges Stære­kassen ikke som fast scene for Det Kongelige Teater, men står dog stadig på trods af sine vanskeligheder i indret­ningen som et udtryk for en meget gennemført ide om en kulturel bygning i 1920rnes Danmark. Et spændende klenodie.

Se en lille bog om Stærekassen med mange flotte illustrationer fra bygningen.

Anne Ørbæk Jensen, 1995