En juni-aften i 1820 mødtes de fleste af Københavns studenter til gilde i kollegiet Regensens gård. Midt i gården stod et stort lindetræ som det naturlige midtpunkt for forsam­lingen. Der blev spist og drukket og ikke mindst sunget. Især vakte studenten Hans Ernst Krøyer og forfatteren Chr. Winther opsigt med sangen Her under Nathimlens rolige Skygge, og de samlede studenter sang ivrigt med på omkvædet "Herrer vi ere i Aander­nes Rige, vi er den Stamme, der evigt skal staa".

      Den aften besluttede man at danne Studenterforeningen, som i de næste ca. 150 år kom til at spille en fremtrædende rolle i dansk kulturliv. Men omkring 1820 var det studenterne på Regensen, der var initiativtagere på det musikalske område. Af afgørende betydning blev det, at man arrangerede en fest i anledning af kollegi­ets 200-års dag i 1823. Flere af kollegia­nerne bidrog med sange, deriblandt komponisten A.P. Berggreen, som hurtigt blev den ledende person i Regensens musikliv. De mange unge studen­ter begyndte at synge fir­stemmigt sammen, både i kvartet, oktet og enkelte gange i kor. Det sidste var især aktuelt, når man hyldede de kongelige personer. Ved prins Christian (8.) og prinsesse Caroline Amalies hjemkomst fra en større udenlandsrejse i 1822 sang studenterne således Velkom­men i din Ungdomslund af H.E. Krøyer og Oeh­lenschläger. I dag kender vi bedre melodien fra den senere Regensia­ner, digteren J.Chr. Hostrup, der i sin studenterkome­die Genboerne lader kobbersme­demadammen synge visen "I denne Vinter har vi ha't" til denne melodi.

      Kvartet- og oktetsangen dyrkedes dels på værelserne, dels i de lune sommeraftener nede i gården. Kollegiets leder, F.C. Petersen, var dog restriktiv med hensyn til, hvor længe man måtte synge, og hvis der var tendens til for­eningsdannelse, f.eks. mere faste øvetider i et decideret sangkor, greb han straks ind. Hvad kunne et kor med al dets, måske politiske, snak ikke udvikle sig til? Der var dog sjældent noget at frygte, for de fleste sange hyldede idealerne fra de ældre viser: vin, kvinder, musik og en munter tilværelse.

 

      De progressive ideer kom i højere grad til udtryk i de enstemmige viser, der ivrigt blev sunget ved festlige lejlig­heder. På gamle melodier fra Det Kongelige Teaters repertoire eller rene drikkeviser skrev en for­fatter som Carl Ploug nogle tekster, som nok kunne sætte sindene i bevægelse. Han ønskede nemlig en friere forfatning for landet, hvilket først for alvor kom med Grund­loven i 1849. Kollegiets visebøger fra 1833 og 1842 indeholder flere af de sange, som fremkom inden for Regensens Læseforening - dér hvor de politi­ske dis­kussioner fandt sted. Til sidst blev Læseforeningen forbudt, men gen­dannedes i foreningen Akademikum i 1840 uden for kollegi­ets rammer.

      Også i Studenterforeningen dyrkedes både enstemmig visesang og flerstemmig kvartetsang. Mange af sangerne var gengangere fra Regensen, men også studenter fra andre kollegier og flere fremtrædende kunstnere fandt sammen her. Komponisterne Fr. Kuhlau og C.E.F. Weyse bidrog med melodier og blev begge derfor optaget som ekstraordinære medlemmer af foreningen. Det krævede ellers, at man var student, men både Weyse og Kuhlau kom ind som følge af deres kunstneriske produktion. Også H.E. Krøyer spillede en rolle som studenter­nes komponist bl.a. til Chr. Wilsters elskede tekst De første Prygl vi i Skolen fik, det var for det Verbum amare. Mest kendt er han dog for melodi­en til Der er et yndigt Land, som fik en særlig populær status blandt studen­terne. Også på tekstsiden kunne Studenterfor­eningen fremvise bidrag fra datidens ledende kunstnere: Oeh­lenschläger, Knud Lyne Rahbek, Chr. Winther m.fl.

      Omkring 1840 opstod for alvor ideen om et samlet Nor­den blandt studenter, kunstnere og politikere. Nogle mente, at Norge, Sverige og Danmark skulle samles til ét rige, andre ønskede blot et kulturelt samarbejde. Især studen­terne begyndte at interessere sig for de svenske naboer, og den akademiske ungdom besøgte gensidigt hinanden. De svenske studenter blev inviteret til fest på Regensen, og senere bød man på udflugt til Dyrehaven. Her hørte danskerne, hvordan studenter­sangkoret fra den svenske universitetsby Lund for­holdsvis improviseret kunne byde på de smukkeste firstemmige mands­korsange. Et af disse besøg inspirerede til dannel­sen af den danske Studen­ter-Sangfor­ening i 1839. Foruden at synge nogenlunde fra bladet eller udenad skulle man hylde "en fri Studenter-Tone" for at blive medlem. Danske fir­stemmi­ge sange var grundstammen i repertoiret, og hertil bidrog de fleste af tidens kendte komponi­ster, ikke mindst J.P.E. Hartmann, Niels W. Gade, Peter Heise og Henrik Rung.

      Kvartetsangen og den enstemmige visesang fortsatte såvel på Regensen som i Studenterforeningen. På kollegiet dannedes også mindre sangforeninger, men hvis man ønskede en mere seriøs dyrkelse af sangen, gik man til Studenter-Sangforeningen. Koret blev model for en lang række senere mandskor, både borgerlige sangforeninger og kor fra bestemte håndværker- og arbejdergrup­per. Med studenternes tætte forbindelser til de skandinaviske nabolande opbyggede man et stort nordisk repertoire af mands­korsange, som også andre kor kunne bruge. Mange vil nikke genkendende til f.eks. Sjung om studentens lyckliga dag.

      Studenter-Sangforeningen var gennem det meste af 1800-tallet et af Køben­havns førende voka­lensem­bler, men efterhånden skrev komponi­sterne mere for blandet kor med deltagelse af både kvinder og mænd. Sangforeningen eksisterer stadig i dag som landets ældste mandskor og kan på deres repertoire endnu byde på sange, som man også kunne høre i Regensens gård i 1820rne og 30rne.

 Anne Ørbæk Jensen, 1995