Må vi invitere Dem til en uformel aften hos Norske Selskab i madam Juels kaffehus i Sværtegade? Selvfølgelig forud­sætter det, at De er en mand, og at vi skriver ca. 1770-80, men ellers skal De være hjertelig velkommen. Der serveres også andet end kaffe!

     

Det Norske Selskab blev samlet i 1772, men først organi­seret to år senere i København, hvor mange kommende norske embedsmænd studerede, inden Norge fik eget universitet i 1811. I begyndelsen havde kun nordmænd adgang, men de danske myndig­heder var ikke helt trygge ved de dis­kussioner, der kunne foregår hér. Så efterhånden fik også danskere lov at komme ind.

     

I selskabet, som egentlig var en forholdsvis lukket klub, kunne man møde studenter, skribenter og forfattere, som ønskede at fordrive tiden med hyggeligt samvær. Desuden kunne med­lemmerne få drøftet nogle af tidens brændende emner af både filosofisk, litterær og politisk karakter. Danmark var i en opgangsperiode med god handel, og en borgerlig selvbevidsthed var ved at dannes. Der var nok at snakke om, og da censuren var lempet af statsmanden J.F. Struensee, fik tankerne frit løb.

     

Og de kom ikke mindst til udtryk i klubbernes mange viser. Egentlig var der tale om lejlighedssange, som kun var tænkt til det aktuelle aftenmøde, men efterhånden blev viserne samlet i visebøger og dermed mere udbredte. Man havde bl.a. verseproto­koller, som disse poetiske frembringelser blev indskrevet i, så man kunne se medlemmernes formåen og pro­duktivitet på området. Den dampende punchebolle kom frem midt på aftenen, og så begyndte sangen for alvor. Ofte sang alle med, men det kunne også ske, at en særlig talentfuld røst foredrog verset med resten af deltagerne som kor på omkvæddet.

 

     

Hver klub havde sine huspoeter, og det drejede sig ofte om tidens kendteste forfattere. I Norske Selskab var det bl.a. Johan Herman Wessel (der i 1772 havde skrevet parodikome­dien Kærlighed uden Strømper), og i øvrigt finder man navne som Knud Lyne Rahbek og Jens Bag­gesen. Samlet om punchebollen var drikkevisen ikke uventet den foretrukne genre. Man hyldede selve vinens drue og kraft, men også det fælles venskab og ikke mindst - naturligvis - den kvindelige elskov. Stemningen var generelt opti­mistisk, som man kan høre hos Jens Zetlitz:

 

     

Ind imellem blev der dog også skrevet ganske polemiske viser, og det er måske dem, der i dag huskes bedst. Selv om de absolut var i mindretal, vakte det ganske megen opsigt med vers som Werner Abrahamsons Min Søn, om du vil i Verden frem, saa buk, Jens Zetlitz' At Slyng­ler hæves til Ærens Top og ikke mindst P.A. Heibergs Indtogs­vise med linien "Ordner hænger man paa Idioter". Heiberg fik en bøde for majestætsfornærmelse. De politiske undertoner var til stede ved mange af møderne, men selv om ideerne fra den franske revolution rasede i Europa, kom meningerne sjældent så kraftigt frem i København. I klubvisebø­gerne kunne man også finde en del loyale kongehyldester.

 

     

Når viserne blev forelagt ved aftenens møde, var det en forudsætning, at alle kendte melodien, hvis man skulle synge med. Derfor brugte forfatterne meget ofte kendte syngespilsvi­ser fra teatret som melodiforlæg. Der var en stor gruppe af melodi­titler, som gik igen, for de var sikre - dem kendte alle! I dag synges imidlertid kun ganske få af dem, f.eks. melodien til den svenske digter C.M. Bellmans Gubben Noah. Sideløbende hermed skrev tidens fremtrædende danske komponi­ster, som ofte selv var klubmed­lemmer, visemelodier til mødeaf­tenerne. Det gælder f.eks. J.E. Hartmann, F.L.Ae. ­Kunzen, C. Schall og H.O.C. ­Zinck. En Skaal for den Mø i blufærdige Vaar med melodi af C.E.F. Weyse er nok det nærmeste, man kommer på en klubvise, der stadig synges.

 

      Samtidig havde nogle klubber og ikke mindst de musikalske selskaber rigtige koncerter med en blanding af professionelle og amatører, rekrutteret blandt medlemmerne. Den første var Drejers Klub, der kunne annoncere sin koncert i 1778. Her blev der sunget en lille kantate samt nogle sange og sandsyn­ligvis spillet et par kammermusikal­ske værker.

 

Langsomt be­gyndte koncertvirksomheden i de forskellige klubber at finde sted en gang om ugen, og hen mod 1800 var der stort set klubkoncert hver aften i København. Dog ikke offentlige, for man skulle være medlem, men det var alligevel tilladt at invitere damer til koncerterne. Reper­toiret her var også uddrag af tidens instrumentalmusik, suppleret med kantater og mindre oratorier samt enkelte gange dele af synge­spil. Foruden Det Kongelige Teater var klubkon­certerne og -viserne byens væsent­ligste musikalske aktiviter på det verdsli­ge område - for medlemmerne, hvilket vil sige det kulturelt interesserede borgerskab.

     

Klubbernes glansperiode faldt i tidsrummet 1770-1820; man taler ligefrem om klubtiden. Efter århundredskiftet gjorde Napoleonskrigene, bombardemen­tet af København i 1807 og Stats­bankerotten i 1813 en ende på opgangs­tiden. Norge blev adskilt fra Danmark i 1814, og Norske Selskab var flyttet til Christi­ania (Oslo). En del af de danske klubber fortsatte deres aktiviteter endnu et par årtier, men indholdet i såvel dis­kussionerne som digtene og musikken blev tyndere. Men inden da havde klubberne leveret en række viser, hvoraf især tek­sterne i dag står som et meget karakteristisk og kvalitets­præget udtryk for tidens ånd.