Der har været undervist i musik ved Københavns Universitet i to adskilte perioder: fra 1537 til ca. 1750 og igen fra omkring 1900. I dag regner vi musik for en kunstart, og det kan fore­komme mærke­ligt, at man kan drive videnskabelige studier i kunstneriske frembringelser. Opfattelsen af faget har da også været for­skellig i de enkelte tidsperioder.

    

Ved universitetsforordningen i 1537 indførtes under­visning i musik, såvel praktisk som teoretisk. Faget havde tidligere tilhørt de naturvidenskabelige discipliner sammen med arit­metik, geometri og astronomi. Nu opfattede man det i højere grad som en humanistisk videnskab. Det var den såkaldte lector musices' rolle ved Universitetet at forelæse om musikkens teori, samtidig med at han øvede disciplene i flerstemmig sang. I de første år, hvor den interesserede lektor Mads Hak varetog undervisningen, blev udbyttet stort for eleverne. Men da han i 1545 drog til udlandet, overgik hvervet som lector musices til rektor for Vor Frue Skole, og med skiftende personer på denne post var undervisningen af meget vekslende kvalitet. Omkring 1750 ophørte den helt.

 

     

Der skulle gå næsten 150 år, før man igen optog musik som fag ved Universitetet, denne gang hovedsagelig ud fra en historisk synsvinkel. I 1800-tallet herskede opfattelsen af kunstneren som en enestående personlighed, og studiet af musik blev således til en vis grad studiet af komponisternes liv og værker. Samtidig begyndte man at sætte musikken ind i en historisk sammenhæng, og man skilte til dels den udøvende fra den videnskabelige beskæftigelse med faget. Denne skillelinie består stadig, selv om der i mange tilfælde er store over­lapninger. I dag uddanner konservatorierne hovedsagelig ud­øvende musikere og musikpædagoger med instrumentalundervisning for øje, mens Universitetet i højere grad tager sig af ud­dannelsen af forskere og mere generelle musikundervisere, der f.eks. bliver gymnasielærere.

     

I slutningen af 1800-tallet begyndte enkelte entusiaster grundigt at beskrive udvalgte emner fra den danske musikhistorie. Juristen Carl Thrane skrev om Det Kongelige Kapels tidligere historie og om Cæciliaforeningens indsats på korområdet. I forbindelse med Musikforeningens 50-års jubilæum i 1886 udsendtes en bog dels om foreningen selv af Angul Hammerich, dels om tidligere tiders koncerter og musikalske selskaber af juristen V.C. Ravn. Endelig foretog musikhistori­keren S.A.E. Hagen et stort indsamlingsarbejde af kilder til dansk musikhistorie. Den vægtigste publikation kom fra pio­neren inden for musikforskningen ved Universitetet, den nævnte Angul Hammerich, som i 1892 kunne udgive en doktorafhandling om musiklivet ved Christian 4.s hof.

 

 

Det er bemærkelsesværdigt, at både denne og de øvrige forfatteres arbejder stadig i dag er en vigtig forudsætning for studiet af dansk musikhistorie. For­fatternes væsentligste fortjeneste var nemlig fremdragelsen af dokumenter fra en lang række arkiver, og disse papirer ændrer sig som bekendt ikke. Men vurderingen af dem kan forandres, og nogle af bøgernes antagelser må i dag modificeres, bl.a. fordi vi har kendskab til flere dokumenter end dengang, og fordi vi ser materialet på en anden måde.

 

     

Med doktorgraden fulgte muligheden for at undervise i musik på Universitetet, og den benyttede Hammerich sig af. Fra 1895 til sin afgang i 1922 holdt han en række velbesøgte forelæsninger om musikhistoriske emner, men først i 1915 blev det gjort muligt at tage en eksamen i faget: magistergraden. Hammerich fik fire meget interesserede elever i Erik Abraham­sen, Knud Jeppesen, Torben Krogh og Mogens Wöldike. De studere­de desuden hos komponisten Thomas Laub, der især interesserede sig for den teoretiske og analytiske indfaldsvinkel til musik­ken. Det så man bl.a. i hans udgivelser af gamle danske folke­viser og kirkemelodier i en efter hans mening historisk korrekt udgave.

     

Alle fire elever kom til at spille en stor rolle i dansk musikliv som både udøvende musikere og aktive forskere. Faget var nu for alvor etableret ved Universitetet, og i 1924 ind­førtes muligheden for at læse det som bifag. Det ændrede navn fra sang til musik, og i kombination med et andet fag kunne det føre til en skoleembedseksamen, således at man kunne uddanne kommende gymnasielærere med en baggrund i både den praktiske, historiske og teoretiske del af faget. Samtidig fik fagets status et løft ved oprettelsen af Nordens første professorat i musikvidenskab i 1926. Det gik til den daværende docent Erik Abrahamsen.

 

Siden fik faget to yderligere professorater i København, og desuden har der været beskæftiget en række lektorer og adjunkter samt undervisningsassistenter. Studiet af dansk musik har haft en fremtrædende plads i forskernes emnevalg, men musikvidenskab ved Københavns Universitet har også talt en række kendte skikkelser med udenlandske specialer.

     

De sidste årtier har indført nye discipliner inden for faget som f.eks. den rytmiske musik, musiksociologi, musik i massemedier og mere tværfaglige discipliner. Desuden lægges der vægt på praktiske færdigheder som f.eks. ensembleledelse, spil efter becifring, hørelære, sangmetodik og udsættelse af melodier for forskellige besæt­ninger. Mange af studenterne fra musikfaget bliver senere undervisere, hvor de har brug for disse færdigheder.

     

Det kan være vanskeligt at dække alle områder af faget, men de nyeste doktordisputatser viser alligevel en bredde i den musikvidenskabelige forskning, der foregår i forbindelse med Københavns Universitet. Det er emner som Antonio Vivaldi, Fr. Kuhlau, dansk jazzmusik, musik på Stillehavsøen Bellona, norsk hardangerfele-musik, stadsmusikanter i Danmark og den franske chanson i det tidlige 16. århundrede. En del af forskerne kombinerer den historiske, analytiske og praktiske beskæftigelse med musik og opnår på den måde et mere facetteret billede af deres fagområde.