Holmens Kirke er en af de ældre københavnske kirker. Sognet blev grundlagt i 1617, og fra 1619 havde menigheden til huse i Holmens gamle ankersmedje, der stadig er en del af den nuværen­de kirke. Siden sin ombygning i 1641-43 har kirken haft fem orgler og mange dygtige organister. Både valget af organist og orgel har som oftest været et klart udtryk for, hvilken funk­tion man tillagde kirkemusikken. Samtidig har kirken i et par år­hundreder haft tilknyttet en skole, hvis dis­ciple med­virkede ved de kirkelige handlinger.

 

Det er kendetegnende for organisterne i Holmens Kirke gennem tiden, at de har været særdeles veluddannede musikere. Den første på posten var Johan Lorentz. Han var en internatio­nalt kendt organist, som blev ansat ved kirken i 1640rne. At han også betjente flere andre af Køben­havns kirker, f.eks. Sankt Nikolaj Kirke, var ingen hindring; han sendte blot en vikar og optrådte selv mest ved lejligheder, hvor konge­huset var til stede, eller hvor fremtrædende sognebørn skulle giftes eller begraves. Da kirken ikke selv havde et orgel, medbragte han et lille transportabelt instrument - kirkens første orgel - som man købte i 1653.

 

      Til at hjælpe sig ved tjenesterne havde Lorentz kordren­gene fra Holmens Kirkes Skole, der blev oprettet i 1628. Skolens daglige leder var tillige kirkens kantor og dermed den an­svarlige for vokalmusikken. Foruden almindelige skolefag havde drengene flerstemmig sang på skemaet, og de medvirkede ved både gudstjene­ster og andre kirkelige handlinger. Ved dåb, bryllup og be­gravelse måtte brudeparret eller afdødes bo betale for den opførte musik, og for den fattige skole blev det et kærkomment supplement til betaling for drengenes tøj, mad og bøger. Beløbet afhang af de berørtes samfundsmæssige status. Drengene fra Holmens Kirkes Skole fik ved højtiderne lov til at gå rundt og synge for sognebørnene og dermed tjene en ekstra skilling. Det var ellers Vor Frue Kirkes disciple, der havde eneretten til denne indkomstmulighed, men en klage herfra over ordningen havde ingen virkning.

 

I 1689 døde Johan Lorentz. Flere af de efterfølgende organister var komponister og gjorde desuden tjeneste ved hoffet som musikere. Christian Geist (ansat 1689-1711) var orga­nist og sanger i Det Kongelige Kantori, Peder Sparkier (ansat 1717-1720) var komponist og musiker i hofkapellet, Christian Ræhs (ansat 1760-1781) kgl. violinist og dirigent, og Johan Frederik Rauch (ansat 1824-1858) militærmu­siker. Efter­hånden blev Johan Lorentz' transportable orgel for lille til at honorere disse musi­keres krav, og i 1740 kunne man indvie kirkens andet orgel, bygget af kgl. privilegeret orgel­bygger Lambert Daniel Kastens. Dets facade med Christian 6. og dron­ning Sophie Magdalenes navnetræk står stadig i Holmens Kirke, skønt selve orgelværket er skiftet ud flere gange siden. Facaden indeholder et fint træskærerarbejde med forskellige musikinstrumenter som dekoration, og dens opbygning har dannet udgangspunkt for disponeringen af kirkens nuværende orgel.

 

     

Kirkens tredje orgel var tæt knyttet til den person, der afløste Rauch som organist: komponisten Niels W. Gade. Han blev ansat i 1858 og forblev i embedet til sin død i 1890. Selv om stillingen som organist ikke rangerede særligt højt, var Gade meget interesseret i sit arbejde og en meget omhyggelig kirke­mu­si­ker. Han passede selv tjenesterne og afstemte nøje musikken efter dagens tekst. Vi kender stadig flere salmer fra Gades hånd, f.eks. Udrust dig, Helt fra Golga­tha og Op, thi Dagen nu frembryder, samtidig med at man også hyppigt kan høre hans Tre Tonestykker for Orgel, op. 22 fra 1851. Men han var ikke ukritisk i sit valg af andres melodier, og i kirkens koralbog har Gade over­streget et par si­der med ordene "Spilles ikke i Holmens Kirke!". 

     

Gade ønskede et orgel, der passe­de til hans romantiske musikop­fattelse, og det blev orgelbyggeren Daniel Köhne, der i et enestående samarbejde med komponisten byggede det nye instru­ment. Köhne var kort forinden blevet sendt til Paris for at studere de seneste tekniske og klangelige orgelforbedringer, man havde udviklet her. Det blev derfor et ganske moderne orgel, som Gade på­skedag 1870 kunne indvie med sit Fest­prælu­dium for orgel og messing­blæsere.

 

     

Allerede året efter Gades tiltræden, i 1859, ophørte skolen som selvstændig institution. Skolens drenge blev sluset over i det almindelige skolesystem, dog med hensyntagen til deres vedvarende tjenestepligt i kirken. Efterhånden blev der dog større enighed om at afskaffe drengekor i kirkerne og i stedet anvende voksne kvinde- og mandsstemmer. De sidste kordrenge holdt op i 1870erne og afløstes af otte damer og to herrer. Kantoren var dermed ikke længere lærer, men varetog i stedet kirkemu­sikken med de voksne sangere. Embedet blev efterhånden mere attraktivt og kunne gennem hele 1800-tallet besættes med musikalsk veduddannede folk. Komponisten Rudolph Bay, der bl.a. er kendt for salmen Fred hviler over Land og By, besad posten fra 1831 til 1856. Senere blev han afløst af Carl Frederik Jæhnigen, der var hornist i Det Kongelige Kapel og Viggo Bielefeldt, der var kon­certsanger og koralbogsudgiver.

 

      Ved Gades død i 1890 forsvandt en nestor i det køben­havnske musikliv, og det var ikke let at efterfølge ham som organist. Det udløste lidt af et chock, da byen erfarede, at Holmens provst Thomas Skat Rørdam havde ansat Thomas Laub. Laub var tidligere organist i Helligåndskirken og især kendt for sine fornyende, men meget kontroversielle ideer om salmesangen. Han mente, at de romantiske, næsten romanceagtige melodier, der havde vundet indpas især til Grundtvigs salmer, ikke hørte til i kirken. De gamle salmemelodier fra Reformationens tid an­vendtes stadig, om end sjældent i de danske kirker, men de blev afsunget i en helt stivnet form, således at alle toner blev lige lange. Laub ønskede de gamle melodier iklædt en stil­rigtig harmoni­sering og en mere levende rytme, der fulgte tek­sten.

     

Det var især proceduren omkring embedsbesættelsen, der vakte vrede, for stillingen havde ikke været opslået. Flere af tidens frem­trædende organister indgik i en avispolemik, der efterhånden også diskuterede Laubs ideer og kvalifikationer. Det blev til en mangeårig strid, hvis principielle tanker stadig kan give anledning til diskussion. I dag står mange af Laubs reformerede og nykomponerede melodier dog side om side med de bedste romantiske satser i Den Danske Koralbog.

 

 

     

Med Laubs ansættelse begyndte en æra i Holmens Kirkes musikliv, der var præget af stor musikvidenskabelig interesse fra organisternes side. I 1920rne og 30rne blev Mogens Wöldike og senere Knud Jeppesen ansat til at varetage kirkemusikken. Og kirken fik sit fjerde orgel i 1925, bygget af Mar­cussen & Søn i Åbenrå, der pegede frem mod en større klarhed i stemmerne. Især koret ud­viklede sig under Wöldikes ledelse og kom til at danne kernen i Pale­strinakoret, forløberen for Radiokoret. Knud Jeppesen forstod også at udnytte såvel orglet som korets muligheder i fint anlagte satser inspireret af hans arbejde med 1500-tallets vokale kirkemu­sik.
    

De senere organister har været Søren Sørensen og Henrik Glahn, der har markeret sig som fremtrædende musikvidenskabs­mænd samt Grethe Krogh og Jørgen Ernst Hansen, der som internationalt kendte koncertorganister har bidraget med væsentlige fortolkninger af kirkemu­sikken. Som den nuværende organist har Jakob Lorentzen også præget såvel det instrumentale som det vokale musikliv i kirken. Det nyeste orgel er fra 1956 og også fra Marcussen & Søn. Den lyse og gennemsigtige klang præger nu stemmerne, og orglet har ofte været anvendt til pladeindspilninger. Med det kan Holmens Kirke også i dag hævde sig i bybilledet med et rigt musikliv både i selve de kirkelige handlinger og på koncert­plan.