Går man i Tivoli på åbnings- eller afslutningsaftenen, er man næsten sikker på at høre værker af H.C. Lumbye i Koncertsa­len. I næsten tre årtier - fra 1843 til 1872 - var hans musik og person indbegrebet af Tivolis musikliv, og det har sat sit præg på den traditionsrige have.

 

Lumbye dirigerede i Koncertsalen fra Tivolis første åbningsdag, og det var havens grundlægger, Georg Carstensen, der selv havde knyttet ham til etablissementet. For Lumbye havde øre for de nye tendenser i populærmusikken. Han var således på pletten, da et 16-mands orkester fra Steiermark i Østrig meldte deres ankomst i København i juni 1839. Ensemblet op­trådte under ledelse af den wienerske kapelmester W. Siegl i Hotel d'Angleterres store sal, der af og til blev brugt til kon­certer. Og netop fra Wien havde musikerne medbragt nogle nye valse og galopper af Johann Strauss d. æ. og hans kollega Joseph Lanner. Derudover spillede orkestret uddrag af tidens kendte operaer og nogle populære marcher.

 

      Publikum var begejstret. Det steiermarkske orkester måtte give adskillige koncerter på Frederiksberg og Bellevue samt i Kongens Have, og de blev i København en hel måned. Også Lumbye kunne lide deres musik, så han besluttede hurtigt selv at forsøge sig inden for valsegenren, både som komponist og kapelmester. Lumbye var ansat som trompetist og violinist hos stadsmusikanten i København, der havde privile­gium på at spille til private fester. Han kendte derfor en række gode musi­kere blandt sine kolleger, og i februar 1840 kunne han præsen­tere sit orkester. Det gav også koncert på d'Angleterre, hvor der på pro­grammet foruden Strauss og Lanner endvidere stod en Danmark Vals af Lumbye selv. Succesen var hjemme, og orkestret trak fulde huse hele sommeren.

 

Det må den foretagsomme Georg Carstensen have hørt. Og da hans ugeblad Figaro i begyndelsen af 1840rne savnede abonnen­ter, arrangerede den idérige entreprenør en række såkaldte Figaro-fester i Kongens Have, hvor Lumbyes orkester indtog en central plads. Efter festernes succes at dømme kunne Carstensen roligt engagere Lumbye til også at tage sig af musikken i Tivoli.

 

Men Lumbyes orkester var i begyndelsen ikke det eneste, der spillede i haven. Igennem de første årtier af 1800-tallet havde menigmand kun få offent­lige musi­kalske forlystelser. En af dem var udendørs koncerter og marcher, spillet af de såkald­te hoboister, der var militærmusikere med træblæseinstrumenter som speciale. Hoboisterne med­virkede også ved Car­stensens Figaro-fester, og de fik en naturlig plads i Tivolis Kon­certsal ved siden af Lumbye, således at orke­stre­ne skiftedes til at spille to gange to timer hver aften. Lumbye havde selv en baggrund som militærmusiker, og han brugte jævnligt musikere fra hoboisterne i sit orkester.

 

Koncertsalonen, som den hed dengang, var en af de få forly­stelser i Tivoli, som ikke kostede penge ud over entréen til selve haven. Her kunne man nyde en forfriskning, mens man hørte musikken, eller man kunne standse og lytte til et enkelt nummer. Programmet for disse promenadekoncerter indledtes altid med en populær ouverture fra en af tidens operaer, og derefter fortsatte man med potpourrier og danse: valse, galop­per og polkaer. Musikken kunne være så medrivende, at publikum ustand­seligt råbte da capo. Til sidst måtte Tivoli sætte en stopper for de mange gentagelser, som en dag fik koncerten til at vare ikke mindre end 6½ time. 

 

I 1846 ombyggede man Koncertsalen, og Lumbyes orkester blev nu ene om at levere musikken. Ensemblet blev udvidet fra 23 til 34 mand, og kort efter begyndte Lumbye at spille enkelte satser af symfonier sammen med dansemu­sikken. Det faldt i god jord, og efterhånden viedes hele aftener til symfonimusik af f.eks. Beethoven eller Schubert. Samtidig kunne Niels W. Gade i vinter­sæsonen bruge hovedstammen fra orkestret til samme repertoire i den meget ind­flydelsesrige Musik­foreningen, hvor han var dirigent.

 

      Personen Lumbye viste sig at være den rigtige for Tivoli. Som sine forbilleder, Johann Strauss far og søn, samt Wiens tredje valsekonge Joseph Lanner, var han både dirigent, kompo­nist og førsteviolinist i sit orkester. Oftest ledede han ensemblet med violi­nen under hagen vendt mod publikum for at have umid­delbar kontakt med sine tilhørere. Og han var aktuel i sine komposi­tioner. Hans knapt 700 værker, der overvejende består af danse og mindre sange, blev inspireret af begivenheder eller perso­ner, der var samtaleemner i tiden.

 

Mange af Tivolis forly­stelser fik hver en galop (Rutschbane Galop, Tivoli Skydebane Galop) og berømte kvindelige skuespillere, sangere etc. gav navn til en række valse (Souvenir de Jenny Lind, Johanne Luise Vals til fru Heiberg). Da jernbanen fra København til Roskilde i 1847 blev indviet, skrev Lumbye sin Kjøbenhavns Jernbane Damp Galop, og da de nordiske studenter mødtes i 1845 fik de en Nordiske Studen­ter. Polka. Hurtigt efter lanceringen af et værk blev det udgivet for klaver, så enhver kunne lære det nærmere at kende hjemme i stuen.

     

Lumbyes mest berømte komposition blev skrevet til Tivolis fødselsdag i 1845, men blev først spillet nogle dage efter, fordi et styrtende regnskyl forhindrede publikum i at komme på selve dagen. Champagnegaloppen er stadig et af de kendteste danske musikstykker, og med sit sprudlende humør sætter den hvert år punktum for sæsonen i Tivolis drømmeverden, som Lumbye var med til at skabe.

 

I anledning af 200-året for Lumbyes fødsel - i 2010 - blev der lavet et særligt website til ham, der bringer værkfortegnelse, lille biografi, nyudgivne og gengivelser af de gamle noder på nettet og en række andre kilder til hans liv og musik.