Friedrich Kuhlau står som arrangør og komponist til det mest spillede stykke på Det Kongelige Teater: Elverhøj, der samtidig har status som det danske nationalskuespil. Det var ingen hindring, at han var født i Uelzen i Nord­tyskland og således ikke var dansker af afstamning. Han kendte til den musik, der var fremme i tiden, både de nyskrevne operaer og de nyudkomne gamle folkevi­ser. Begge dele anvendte han flittigt som grund­lag for sine komposi­tioner, den sidste type bl.a. i Elverhøj.

 

I november 1828 skulle Frederik 6.s datter Vilhelmine giftes med prins Frederik (7.). Det var på dette tidspunkt normalt, at Det Kongelige Teater fejrede særlige kongelige højti­der med en særforestil­ling, helst med et helt nyt stykke. I slut­ningen af maj 1828 henvendte teatret sig derfor til tre frem­trædende danske digtere: Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og Caspar Johannes Boye for at få dem til at skrive et festspil til bryllup­pet. Boye lovede på forhånd kun en prolog, Kong Skjold, som også blev opført på selve festdagen. Oeh­lenschläger indsendte et forslag, men Heiberg havde i begyndel­sen lidt svært ved at finde et emne. Stykket måtte helst ikke handle konkret om den aktuelle vielse. I stedet så man gerne et andet nationalt emne lagt til grund for skuespillet.

 

  

 

Heiberg drøftede det med flere af sine venner, bl.a. direktøren for Det Kongelige Teater Jonas Collin. Collin så en mulighed i emnerne fra de gamle danske folkeviser, en idé, som til­talte Heiberg. Og digteren vidste lige, hvor han skulle lede. I 1812-14 havde forfatterne og historikerne Werner H.F. Abraham­son, Rasmus Nyerup og Knud Lyne Rahbek nemlig udgivet et 5-binds værk med folkevisetekster og -melodier, som kom til at ligge til grund for mange af tidens kunstværker. Her fandt Heiberg sin inspiration, og den 22. juni 1828 kunne han ind­levere et forslag til teatret med titlen Jeg lagde mit Hofvet til Elver-Høy, baseret på bl.a. de gamle folkeviser. Så var det nationale emne tilgodeset, og det kongelige islæt sikrede han sig ved at lade den populære Christian 4. optræde i stykket. Det var ikke første gang, denne konge gjorde sin entre på teatret, men i Elverhøj fik han en flertydig funktion. Han skulle både repræsen­tere det nationale, det royale og samtidig stå som en afklaret modsætning til Elverkongens mystiske tågeverden.

 

Det Kongelige Teater så mulighederne i Heibergs stykke og valgte derfor Elverhøj frem for Oehlenschlägers forslag. Men når der var lagt gamle folkeviser til grund for emnet, var det vel også natur­ligt at bringe nogle af melodierne som sangindlæg i stykket. Denne idé passede Heiberg godt, for hans foretrukne genre var netop vaudevillen: skue­spillet med indlagte sange, hvor melodierne var lån andetsteds fra. Altså måtte man finde en komponist til at sammen­stille sangene og gerne selv bidrage med et par nye numre. Først faldt valget på teatrets ene syngeme­ster, komponisten Peter Casper Krossing, men det blev dog i sidste ende Fr. Kuhlau, der udførte hvervet. Hans måde at arrangere musikken på bidrog i høj grad til Elverhøjs succes.

 

Kuhlau kendte Abrahamson, Nyerup og Rahbeks folkevi­sesamling i forvejen. Især havde han koncentreret sig om femte bind, der indeholdt en række melodier til teksterne i de øvrige bøger. Han havde selv brugt nogle af dem i variationsværker, som han havde komponeret for fløjte. Det meste af sommeren og efteråret 1828 korresponderede han med Heiberg om valget af melodier. Kuhlau lavede lidt om på dem, tilrettede dem til tidens smag og udsatte dem for symfoniorkester. Og så skrev han et par musi­kindslag selv, bl.a. jægerkoret Herlig en Sommernat og en del af dansemusik­ken. Til slut sammensatte han en række af melodi­erne til den elegante ouverture.

 

    

 

Det var dog ikke alene danske folkeviser, der figurerede i Elverhøj. Kuhlau og Heiberg enedes også om et par svenske viser, selv om det var til et nationalt dansk stykke. Folke­viserne betragtede man som fælles nordisk gods, og valget kunne således godt forsvares. Blandt de svenske melodier var den såkald­te Sinclair-vise, der ligger til grund for et af Elver­højs kendte­ste numre: Menuetten. Man kan således også finde den brugt i f.eks. den svenske digter Carl Michael Bellmans viser og flere andre steder i næsten identisk form.

 

Det andet velkendte nummer er slutkoret Beskjærm vor Konge, store Gud, der måske ikke umiddelbart lyder bekendt. Men melodiangivelsen Kong Christian stod ved højen Mast kendes af hele Danmark. Det er næppe en gammel folkesang, selv om vi ikke kender melodiens nøjagtige oprindelse. Den findes i Danmark i 1760erne og blev på grund af Johs. Ewalds malende tekst fra 1778 hurtigt en sang for den danske flåde. Det er jo Christian 4., Niels Juel og Tordenskjold, der hyldes i sangen. Med brugen af melodien i Elverhøjs slutkor og ikke mindst i Kuhlaus brillante instrumen­tation i ouverturen blev sangen for alvor en konge­sang, og denne status har den beholdt til vore dage.

 

Elverhøj blev meget populært ved sin uropførelse den 6. november 1828. I rollerne så man mange fremtrædende skuespil­lere f.eks. Johanne Luise Pätges (den senere fru Heiberg) og Dr. Ryge som Christian 4. Stykket er blevet spillet på den danske nationalscene over 800 gange, og det har desuden også oplevet mange opførelser i provinsen og på friluftsscener.

 

  

 

Kuhlau anvendte også folkeviser eller andre typer sange i sine mange øvrige komposi­tioner. For selv om en teatersucces var rar at opleve, løste det desvær­re ikke hans økonomiske problemer. Derfor skrev han til hjemmenes musikliv et utal af klaver- og kammer­musikværker bl.a. over kendte melodier, og det var der af­sætning på både hos danske og tyske forlag. Især fløjten blev hans foretrukne instrument i kombi­nationer af 1-4 fløjter eller fløjte med akkompagnement af klaver eller violin. Fløjten var sammen med klaveret det hyppigste instru­ment i de mange kulturelt interesserede borger­hjem, så det var ikke mærkeligt, at Kuhlau netop komponerede for den. Både værkerne for fløjte og hans mange sona­ter, sonati­ner og rondoer for klaver spilles stadig. Sværheds­graden veksler da også fra let musik for amatøren til store, kompli­cerede kompo­si­tio­ner til tidens omrejsende virtuoser. Kuhlau havde selv optrådt som pianist og kendte derfor klaverets mulig­heder særdeles godt.

 

Blandt disse kompositioner findes en lang række varia­tionsværker. Også slutsatserne i f.eks. en sonate kunne forme sig som en samling variationer over en bestemt melodi. Her kom bl.a. folkeviserne ind i billedet som grundlag, og man kan se, at Kuhlau kort efter Elverhøjs fremkomst netop skriver en fløjte­duo over den svenske folkemelodi Neckens Polska, som også indgik i stykket (Mor Karens romance i 3. akt). Lige så ofte var det dog en af tidens kendte operamelodier af f.eks. Rossi­ni, Auber eller Spohr, der blev bearbejdet. Atter her kunne han være aktuel; da Carl Maria von Webers opera Jægerbruden i 1822 havde haft premiere i København, kom der kort tid efter to serier variationer for klaver fra Kuhlaus hånd over temaer fra styk­ket. Mest brugt var dog en af komponi­stens for­billeder, W.A. Mozart, hvis operaarier ses i mange af Kuhlaus variations­værker.

 

Lån fra andre komponister var en udbredt praksis også i 1800-tallet. Kuhlau var mester i selv at sætte sit præg på disse lånte temaer, hvad enten det drejede sig om et nationalt festspil eller mere dagligdags seriekompositioner til hjemmenes musikliv.