I 1500- og 1600-tallets Danmark kunne man på musikkens område opleve et meget nært samarbejde mellem kirke og latin­skole. Kirken behøvede drengestemmerne til at udføre og lede sangen, og med en latinsko­le i hver købstad - ca. 50 i alt - virkede den musikalske aktivi­tet begge veje: for kirken som led i gudstjenesten og for skolen som led i undervisningen. Dis­ciplene øvede både én- og flerstemmig kirkemusik, og sammen med indføringen i klassisk dannelse opførte de latinske og danske komedi­er med indlagte sange.

     

Eleverne i Vor Frue Skole (senere omdøbt til Metropoli­tanskolen) mødte tidligt om morgenen for at medvirke ved tidebønnen i Vor Frue Kirke i København. Herefter var der timer på skolen med bl.a. en musiklektion midt på dagen. Om efter­middagen deltog drengene atter i gudstjenesten, hvorefter timerne fortsatte i de nederste klasser. Om søndagen havde drengene kun kirketjenesterne; dem kunne der til gengæld være adskillige af i løbet af dagen. Derudover med­virkede de ved bryllupper og begravelser, og det var en ganske indbringende forretning for såvel skolen som disciplene selv. Der eksi­sterede nemlig faste tarif­fer for særtjenesterne, afhængig af hvilken stand brudeparret eller den afdøde tilhørte, og hvilken "san­gop­vart­ning" man ønskede. Det var nødvendigt for drengene på den måde at tjene til logi, mad og bøger, for ofte kom de fra fattige borger- eller bønder­hjem. Omkring 1600 havde Vor Frue Skole færre elever fra hovedstaden end fra de øvrige dele af landet.

     

Drengene blev undervist af en speciel lærer, lector musices, ved Universite­tet. Da denne stilling i midten af 1500-tallet overgik til rektor for Vor Frue Skole, blev musikunder­visningen dog meget afhængig af lederens motivation på området. Drengene havde ofte ikke nogen særlig musikalsk baggrund med hjemmefra, og de måtte derfor undervises i både enstemmige salmer og fler­stemmige motetter til brug i kirken. Fra in­ventarielister kan man se, at det flerstemmige repertoire var ret internationalt og moderne, og i 1600-tallet supplerede man endda timerne med instru­mentalunder­vis­ning. Der blev således efter­hånden givet mulighed for, at disciplene kunne optræde ved fester i almindelige borgerhjem med såvel sang som instrumen­talmusik. De tjente endnu en skilling, selv om Københavns stadsmusikant ikke yndede denne praksis. Den verds­lige musik havde han forret til at levere.

     

Det var ofte de særligt dygtige drenge, de såkaldte Davidsdegne, der fik disse opgaver, ligesom de også kunne vikariere for hoffets sangere, Det Kongelige Kantori, når de havde kir­ketjeneste. Ved højtiderne fik samtlige disciple lov til at gå fra hus til hus og synge fler­stemmige sange for at tjene penge. Det var især omkring mortensaf­ten, jul, nytår og Hellig Tre Konger, og på disse højtidsdage måtte studenter­ne ved Universitetet holde sig inde. Også de vandrede ellers rundt med deres sang for at tjene til livets ophold.

 

Den verdslige del af musikudøvelsen i skolen foregik i for­bindelse med komedie­opførelser. Dels kunne man lette indlærin­gen af de vanskelige latinske oder ved at sætte en enkel fler­stemmig komposition til teksten, dels havde opførelserne et moralsk sigte. Efterhånden indøvede dis­ciplene hele komedi­er, bl.a. af den antikke romerske digter Plautus, som man spillede til glæde og opbyggelse for Københavns borgere. Heri kunne være indlagt såvel flerstemmige kor som en­stemmige viser. Vores kendskab i dag til musikken i de latinske komedier er meget mangel­fuldt og består mest af regibemærkninger og enkelte melodiangi­velser ved versene, men vi ved lidt mere om de dansksprogede komediers musik.

 

     

I 1577 skulle prins Christian (4.) døbes på Københavns Slot. Til den lejlighed havde Frederik 2. bedt to af Universi­tetets professorer om at indstudere nogle opbyggelige hyldest­stykker, sandsynligvis både med Universitetets studenter og Vor Frue Skoles disciple. Man valgte to bibelske dramaer, Susanna på latin og Davids Sejr over Goliath på tysk. I slotsgården var der indrettet en række pavilloner, der skulle fungere som de vekslende lokaliteter, hvor stykket udspillede sig. Festlig­hederne sluttede med en pantomimisk ballet over det kuriøse tema Pygmæernes Kamp med Tranerne og endelig en "maurisk dåre-dans". Til begge disse sidste har der givetvis været musik­ledsagelse - sikkert er det, at dåredansen akkompagneredes af korsang.

     

Vi har ikke et nøjagtigt kendskab til komedieop­førelserne ved selve Vor Frue Skole. Man har dog kilder til rektor Peder Nielsen Foss' oversættelse af Plautus' Mercator så sent som i 1697, som han dedicerede til skolens disciple. I lighed med andre af datidens komedier, blev den videre handling fortalt forud for hver akt, således at også alminde­lige borgere kunne have udbytte af de uforståelige latinske stykker. Disse såkald­te argumenti blev ofte sunget enstemmigt, således også i Mer­cator, og samtidig kunne aktens persongalleri præsen­teres. Endelig var der mulighed for at høre flerstemmig sang i melle­makter­ne, også uden at dette fremgik af selve stykkets tekst.

     

Går man imidlertid uden for København, finder man flere kilder til skuespillene. Den mest fremtrædende for­fatter er Hiero­nymus Justesen Ranch, præst i Viborg, der i slut­ningen af 1500-tallet fik opført flere komedier i den jyske købstad. Bedst kendt er skuespillet Karrig Nidding, men musikalsk er komedi­en Sam­sons Fængsel den interessanteste. Heri findes et væld af sange, både de førnævnte argumenti og spredte viser med melodiangivelser. De titler, vi kan genkende, tyder på friske og saftige hverdagsviser, som skuespillerne og publi­kum har kendt i forvejen.

     

Selv i det ældste danske drama af denne type, et spil om Knud Lavard fra omkring 1500, findes en vise. Den har sandsyn­ligvis været enstemmig, men i flere lidt senere komedier er der imidlertid indlagt flerstemmige korsange. Det drejer sig f.eks. om Peder Jensen Hege­lunds Susanna, hvori disciplene ved Ribe Katedralskole omkring 1570 udførte en lettere korsang og præsten ved Sankt Petri Kirke i København, Bernhard Meiers Lampa­des, der indeholder omtrent en halv snes origina­le 5-6-stemmige korsatser. Ikke mærkeligt, at den senere blev betegnet som helt operaagtig.

     

Betydningen af skolekomedierne aftog op gennem 1600-tallet. Professionelle skuespillere og tilrejsende trupper overtog underholdningen. Alligevel fortsattes opførelsen af latinske komedier i skolerne helt op til midten af 1700-tallet, og disciplenes kirketjeneste blev først afskaffet i 1805 i for­bindelse med de nye skolelove. Vor Frue Skole - eller som den sjællandske biskop Jesper Brochmand omkring 1660 kaldte den, Metropolitanskolen - var leveringsdygtig i kirke-, kammer- og dramatisk musik, såvel vokal som instrumental. Den blev således i 1500- og dele af 1600-tallet af stor betydning for Københavns musikliv.