Christoph Ernst Friedrich Weyse

- et stop på din musikalske byvandring i København

dt109113

Man har sagt om Weyse, at han „aldrig kom ud over Kronprinsessegade og 6/8 Takt". Ingen af delene er helt rigtige, for dels kom han ofte til Roskilde, hvor han efter eget ønske ligger begravet, dels har han naturligvis komponeret i andre taktarter. Men den blidt vuggende 6/8-taktart præger dog nogle af hans mest yndede sange, f.eks. Skøn jomfru, luk dit vindue op, Hyrden græsser sine får, Nu vågne alle Guds fugle små og Storken sidder på bondens tag. Og Weyse var meget glad for at bo i Kronprinsessegade, så der er et gran af sandhed i udsagnet. 

Kronprinsessegade blev anlagt, efter at en stor del af byens ældre boligkvarterer var gået tabt under Københavns brand i 1795. Ved genopbygningen vedtog man, at der af hensyn til brandrisikoen for fremtiden skulle være en større gadebredde. Som kompensation for det mindre areal, der blev at bygge boliger på i middelalderbyen, stillede kongen en stribe af Rosenborg Have til rådighed for nybyggeri. Hermed var grunden lagt til parkgaden Kronprinsessegade, hvor en husrække med prægtig udsigt over Rosenborg Have snart skød op i kongens nedlagte aspargesbed.

I 1815 indlogerede Weyse sig i en rummelig lejlighed i Kronprinsessegade 8, og i 1825 flyttede han hen i det hus, der i dag bærer hans mindeplade, nr. 36. Fra sine vinduer kunne han hver dag betragte den lokalitet, der lagde navn til et af hans sceniske arbejder, Et eventyr i Rosenborg Have.

Skønt Weyse komponerede i de fleste af samtidens musikalske genrer, f.eks. symfonier, klavermusik, syngespil og kantater, er det først og fremmest som sangkomponist, han i dag er kendt.

Portræt af C.E.F. Weyse

Christoph Ernst Friedrich Weyse var født i 1774 i Hamborg-forstaden Altona, der dengang hørte under det danske monarki. Som 15-årig rejste han til København for at studere musik hos komponisten og kapelmesteren J. A. P. Schulz, hos hvem han også kom til at bo. I den første halve snes år efter sin ankomst gjorde han sig især gældende som pianist, dels ved koncerter i Københavns mange musikalske selskaber, dels i private hjem. Navnlig var han en velkommen gæst i skønånden Frederikke Bruns glimrende salon på landstedet Sophienholm ved Bagsværd Sø, og hendes gemal, den velstående storkøbmand Constantin Brun betalte i 1799 for trykningen af Weyses 6. symfoni.

Selv efter at Weyse havde indstillet karrieren som koncertgiver, undgik han ikke at blive opfordret til at spille i private selskaber, nærmest som kvittering for et godt måltid mad. Efter egne udsagn betragtede han det som en plage at blive tvunget til klaveret, men den beundring, hans fremragende improvisationer altid fremkaldte, ville han nok næppe have undværet. 

dt110027

Fra 1792 ernærede Weyse sig som organist, først ved Den Reformerte Kirke, siden ved Vor Frue Kirke. Ved siden af supplerede han indtægten med at give musikundervisning. Blandt hans elever var Johan Ludvig Heibergs mor, den senere som forfatter kendte Thomasine Gyllembourg, Frederikke Bruns datter Ida, den unge smukke grossererdatter Julie Tutein og prinsesse Caroline.

Mødet med Julie Tutein blev skæbnesvangert for Weyse. Han forelskede sig i hende, men hans frieri blev afvist, da grossereren forventede sig et bedre parti for sin datter. En musikers sociale status var dengang ikke høj.

Efter bruddet med Julie Tutein komponerede Weyse omkring 1801 den gribende Teklas Sang af Fr. Schillers Wallenstein, der kan ses som udtryk for hans dybe smerte over den håbløse kærlighed. I hans tidligere sange, der var komponeret i

J. A. P. Schulz' enkle, viseprægede stil, tjener akkompagnementet først og fremmest til at støtte melodien og er underordnet denne; men i Teklas Sang bidrager også klaverstemmen til den musikalske fortolkning af teksten. En vedholdende, brudt figur i klaverets overstemme er med til at genskabe digtets dystre stemning af resignation. Et nyskabende træk ved Weyses romancer efter 1800 er således et inderligt følelsesudtryk, der lader komponistens personlighed skinne igennem musikken.

En stor del af Weyses sange blev ikke komponeret som selvstændige sange, men indgik oprindelig i hans syngespil og kantater. Gennem tidens nodetidsskrifter og i separatudgaver blev de hurtigt populære i hjemmene som klaverledsagede sange. Det gælder blandt andre de to romancer "De klare bølger rulled" og "Skøn jomfru, luk dit vindue op", der stammer fra hans første syngespil Sovedrikken, "Der er en ø i livet" fra operaen Ludlams Hule, og "Hyrden græsser sine får" fra syngespillet Festen på Kenilworth.

Titelbladet til 'Sovedrikken'

Blandt Weyses øvrige sange blev især hans Morgen- og Aftensange til tekster af B. S. Ingemann meget udbredt. Heraf er de otte Morgensangefra 1837 oprindelig skrevet for børn, men titler som "Lysets engel går med glans", "I Østen stiger solen op" og "Nu titte til hinanden" har vist lige så stor appel til andre aldersklasser. De syv Aftensange, der udkom det følgende år, omfatter kendte melodier som "Der står et slot i Vesterled" og "Dagen går med raske fjed". Weyse havde også et ungdommeligt publikum i tankerne, da han i 1841 komponerede julesangen "Julen har bragt velsignet bud". Ligesom "Natten er så stille" er julesangen egentlig komponeret som en trestemmig sang til brug ved skoleundervisningen, men den har også vundet udbredelse som enstemmig fællessang.

Blandt Weyses salmer er de fleste gået ud af brug bortset fra "Den signede dag med fryd vi ser", som N.F.S. Grundtvig digtede i 1826 i anledning af 1000-året for kristendommens indførelse i Danmark. En lige så slidstærk melodi skabte Weyse med sølvbryllupssangen "Det er så yndigt at følges ad", der blev til som en privat festsang i 1833.

Kanoniseringen af Weyse som den danske romances far tog sin begyndelse kort efter hans død i 1842 og kulminerede 100 år senere, under den tyske besættelse. Ved en mindeforestilling, der blev afholdt på Det Kgl. Teater på Weyses fødselsdag den 5. marts 1843, fremsagde skuespillerinden Johanne Luise Heiberg en prolog af Johan Ludvig Heiberg, hvori det hedder:

Og ejede han ingen andre Smaa,
Som nu til hans Grav forladte gaa,
Mens Taaren ikke kan standse,
Dog En sig nærmer som Faderløs,
Og bringer barnlige Kranse,
Hvis Blade mildt over Graven strøes,
Og det er den danske Romance.

Denne strofe fra Heibergs prolog blev i 1852 trykt på titelbladet til Musikforeningens udgave af Weyses Romancer og Sange, der er udkommet i adskillige oplag.

Titelbladet til Weyses 'Romancer og Sange'

Da 100-året for Weyses død indtraf under 2. verdenskrig, var det en kærkommen lejlighed til at hylde ham for hans danskhed og for hans sange. Musikvidenskabsmanden Jens Peter Larsen udgav i 1942 bogen Weyses Sange, og Weyses liv dannede samtidig grundlag for filmen Jeg har levet og elsket. Titlen er hentet fra Oehlenschlägers danske oversættelse af Teklas Sang. Skuespilleren Erling Schroeder spillede rollen som Weyse, mens den verdensberømte tenorsanger Aksel Schiøtz lagde stemme til rollen som en af Weyses velsyngende venner. Herved fik sangene fornyet aktualitet, og de kom til at indtage en central plads på Aksel Schiøtz' sangprogrammer under krigen, da man helst undgik at opføre tysk musik.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995