Charlottenborg var i midten af 1700-tallet rammen om en række opførelser af opera på italiensk. Det blev til nogle korte hektiske sæsoner, i begyndelsen med stor publikumstilstrøm­ning. Det betød meget, at hoffet havde en særlig forkærlighed for genren. Selv om de alt­overskyggende stjer­ner i datidens operaer var sanger­ne, kunne man alligevel også præsen­tere en af opera­littera­turens store komponister, Christoph Willibald Gluck - her dog som kapelmester. På dette tidspunkt var han imidlertid knap så kendt.

 

I København sad Frederik 5. på tronen, og hans dronning, Louise, elskede opera. Hun var opvokset med barokkomponisten G.F. Händels musik i London netop på det tidspunkt, hvor hans operaproduk­tion var på sit højeste. Hendes første møde med den danske prins foregik i Hamborg, hvor de begge stifte­de be­kendtskab med Pietro og Angelo Mingottis operatrup. Mon ikke man kunne få truppen til København?

 

Kong Frederik skulle ikke overtales længe. Under hans fars, Christian 6.s, regeringsperiode, der var præget af pietismen, havde forlystelser været bandlyst. Både sønnen og hele København så efter den gamle konges død i 1746 igen mulighed for at få gode koncert- og teateroplevelser. I disse år etableredes den danske skue­spillertrup med Ludvig Holberg som flittig tekstleverandør, og samtidig spillede både et tysk og et fransk teatersel­skab i København. Men en italiensk opera - det ville være en særlig attraktion. Ude i Europa havde genren sin storhedstid. Kunst­nere som kastratsangeren Fari­nelli fejrede store triumfer, mens komponi­sterne fra datiden som Johann Adolph Hasse og Niccolò Jommelli stort set er glemt på vore dages operarepertoirer.

 

 

I efteråret 1747 lykkedes det virkelig at få Pietro Mingottis operatrup til Dan­mark, og han fik fyrstelige vilkår at optræde under. På Charlottenborg, hvor kongeparret tidligere selv havde resideret, blev den nuværende figursal ombygget til teater. Salen havde siden samme forår huset Det Musikalske Socie­tet, en af de første danske musikalske foreninger, hvor med­lemmerne talte en række kulturpersonligheder, bl.a. Holberg og hof­kapelmester J.A. ­Scheibe. Nu måtte de pænt forlade stedet. Foruden teatersa­len fik Mingotti også logi på slottet og en økono­misk under­støttelse fra kongen. Endelig fik han en del af kongens Hof­violoner, det daværende kongelige Kapel, stillet til rådighed, således at han i alt kunne åbne med et orkester på omkring 20 personer. Her­iblandt var Mingottis egen kapelmester, Paolo Scalabri­ni, som ledede både sangerne og orkestret fra sin plads ved cembaloet. Det var således ham, der akkompagnerede sangernes recita­tiver, og de var nødvendi­ge for at bringe hand­lingen videre mellem de store stillestående bravour-arier.

 

Selve åbningen af Mingottis opera fandt sted den 18. december 1747, på dronning Louises 23-års fødselsdag. I alt spilledes 39 forestillinger denne vinter, og på trods af de høje billetpriser blev opera­er­ne borgerskabets yndlingsunder­holdning efter kongehusets model. Selve repertoiret er i dag vanskeligt at fastslå, men værker af de omtalte kompo­nister og kapelmester Scalabri­ni har givetvis været at finde på program­merne.

 

Kapelmesteren var så populær, at han blev opfordret til at blive i København som hoffets musikalske leder. Kongen bad til gengæld Scheibe om at forlade sin stilling, og Scalabrini fortsatte på posten som kapelmester indtil 1755 og igen i perioden 1775-81. I dag huskes han dog væsent­ligst for musikken til digteren J.H. Wessels syngespil Kærlighed uden Strømper. Men Mingotti måtte finde sig en ny kapelmester til sæsonen 1748-49, og det blev Christoph Willibald Gluck.

 

Gluck ankom med truppen i november 1748. Antallet af sangere, ca. 10, var nogenlunde stabilt fra året før, selv om der var sket nogen udskiftning i personalet. Truppen bestod hovedsageligt af damestemmer suppleret med en kastrat og et par tenorer. Bassangere anvendtes stort set ikke. På repertoiret var Scalabrini stadig repræsenteret, mens vi ikke har oplys­ninger om, at Gluck selv skrev operaer til truppen.

 

 

Ét værk har han dog skrevet i Danmark. Ved Christian 7.s fødsel i 1749 komponerede Gluck optrinnet La Contesa dei Numi (Gudernes trætte), hvor de olympiske guder samledes ved Store­bælt for at diskutere, hvem der i særlig grad skulle be­skytte den nye prins. Jo, man forstod at tilpasse allerede kendte tekster til lokale forhold. Men musikken var ny, og den blev præsenteret den 12. marts 1749 på dagen for dronningens første kirkegang efter fødslen.

 

Da operasæsonen var forbi, spredtes truppen. Gluck forblev en kort tid i Danmark og gav bl.a. en offentlig koncert på Charlottenborg i april 1749. Og den har sandsynligvis vakt opsigt, for komponisten spillede på intet mindre end et glas­spil. Med en fugtig finger gned han på ca. 25 fyldte drikkeg­las og frembragte på glassene de smukkeste toner. Københavnerne var imponerede.

 

I 7 sæsoner - til og med 1755-56 - besøgte Mingottis trup København. Men forholdene blev stadig dårligere. Med dronning Louises død i 1751 sløjfede hoffet noget af støtten til opera­en, og dermed kølnedes også københavnernes interesse. Det italien­ske sprog var vanskelig forståeligt for danskerne, og at se operaens tapre krigshelt fremstillet af en kastratsanger med lys stemme må have virket mærkeligt på de operafremmede køben­havnere. Endvi­dere blev scenen på Charlot­tenborg i 1752 over­ladt til franske skuespil­lere, så Mingotti måtte leje sig ind på den nybyggede Danske Skueplads på Kongens Nytorv. Det var bekosteligt, og de danske aktører var alt andet end posi­tivt stemt over for udlændingene. Deres pennefører, Holberg, ytrede sig i gentagne epistler meget skarpt mod italienerne.

      Det hjalp ikke, at Mingotti i 1753 medbragte den populære kapelmester Giuseppe Sarti, der to år efter blev ansat ved hoffet i København. Kongen viste endda Mingotti den velvilje at stille ham bygningen af et operahus i udsigt. Det forblev dog et luftkastel, selv om danskernes sans for opera efter­hånden blev vakt. I 1756 kunne forfatteren Niels Krog Bredal således præsentere teksten til det første danske operaforsøg Gram og Signe for en mere privat kreds. Musikken var overvejende lån fra Sartis værker. Dette udspil medførte dog ikke en blom­strende dansk opera, tvært­imod dominerede syngespillet med den talte dialog i resten af århundredet.

      I marts 1756 kom den endelige økonomiske ruin for Mingot­ti. Selv om han i denne sidste sæson havde medbragt dygtige sangere, dansere, kostumier og scenograf, formåede han ikke i tilstrækkelig grad at fængsle det københavnske publikum. Mingotti blev i København og levede de sidste år af sit liv på kongelig understøttelse. I 1759 døde han som en fattig mand. Ikke desto mindre tilførte han byen nogle spændende person­ligheder, som ruskede op i datidens københavnske musik­smag og fik italiensk opera indført som en tilbagevendende begivenhed. Gluck var én af dem.