Diamanter i Diamanten

At "Diamonds are forever" og "Diamonds are a girl's best friend" er jo en kendt sag. Men diamanter optræder i mange flere sammenhænge, ikke mindst i Det Kongelige Biblioteks samlinger. Se de mange diamanter i Diamanten.

Diamanter i farver

Selv om titlen Den Sorte Diamant efterhånden er et fast begreb i det københavnske bybillede, så har der også eksisteret sorte diamanter inden Det Kongelige Biblitoeks nye bygning. Se f.eks. et billede af fotografen Holger Damgaards opfattelse af de mørke ædelstene, der i februar 1917 oplosses hos firmaet Kampmann & Herskind i Københavns sydhavn. Også forfatteren Robert Wiinblad (1883-1966) havde sin debut i 1927 med romanen Sorte Diamanter.

Sven Türck: billede fra Københavns Sydhavn med kuldynger 
Her fotografen Sven Türcks billede af kuldynger på Københavns Sydhavn.

Populært kaldes de sorte franske trøfler for sorte diamanter og det er oplagt at sammenkæde det med gode rødvine - se f.eks. Elisabeth og Sven Aagaards bog.

Diamanter kan også være blå som i forfatteren Morten Korchs roman fra 1958 om mødet med en gammel kærlighed, som afføder forskning i sukkersyge.


Diamanter er mange ting

Diamanter kan altså både være kul og trøfler. Men er der også diamanter i dansk jord? Det mener Svend Sørensen og Gunnar Iversen med deres bogtitel Flinten - Danmarks diamant (1995).

Diamanter jo noget af det skarpeste, der findes, og det kan også bruges billedligt, som f.eks. i en tibetansk oversættelse af en i Østasien central buddhistisk tekst, Vajrachchedika-prañāpāramitā-sūtra, kaldet Diamantsutraen = Skarp som en diamant, der skærer alle unødvendige forestillinger væk og leder til erkendelse af, at alt, hvad vi ser og tænker på, alene er forestillinger skabt af vores eget sind,  som vi i stedet skal se som tomt og ufrugtbart.

Diamantsutraen

Diamantsutraen. Håndskriftet er et særlig smukt udført eksempel på tibetansk kalligrafi i sølvskrift på sort papir, med tekstvarianter.


Sydafrikas diamanter

Det sydlige Afrika er rig på diamanter. Her kan man gå til bibliotekets kortsamling for at få et indtryk af udbredelsen. På Geologishe Karte des südlichen Diamantgebietes Südwestafrikas fra ca. 1910 får man syn for sagn.

Især opdagelsen af Kimberley-områdets diamantforekomster i 1870 var en begivenhed, der blev talt om også i København. Carl Lumbye, søn af H.C. Lumbye, violinist og dirigent ved forskellige københavnske forlystelsessteder, kunne underholde med Kimberley Diamant Marche, som i 1870erne også udkom som trykt node for klaver - lige til at spille hjemme i stuerne. Netop disse diamanter var også centrum i et populært foredrag, Th. Hoff holdt i den naturhistoriske forening i november 1874. Det blev også trykt hurtigt efter - i Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben, 5. Række, hæfte 3.

Og skulle man ikke have fået spænding nok, kan man ty til Wilbur Smiths roman Diamantjægerne, oversat af Mogens Boisen om diamanter i et snedigt testamente eller Axel Holms Dronningen af Sabas Diamanter - en skattegraverfortælling fra Rhodesia fra 1921.


Personlige diamanter

Mægtige og indflydelsesrige personer har ofte haft diamanter i deres samlinger. Flere af dem er nøje beskrevet i kataloger, f.eks. efter deres død, og ud fra et dansk synspunkt er Grevinde Danners samling af stor interesse. Efter hendes død i 1874 blev en række af hendes smykker, deriblandt diamanter og brillianter solgt ved et arrangement i september året efter. Kataloget blev udarbejdet på ikke mindre end dansk, fransk og tysk - de kan alle findes i bibliotekets Danske Samlinger.

Grevinde Danner   Grevinde Danner

Der var også diamanter i konferentsråd Andreas Jacobsen Graahs samlinger, og de blev solgt sammen med andre genstande fra hans dødsbo (stervboe) den 7. august 1780. Her blev også lavet et fint katalog, som i dag findes i bibliotekets samlinger. 

I udlandet kan man finde samlinger med diamanter fra f.eks. Sir Abraham Hume, som fik udarbejdet et katalog over sin samling på fransk - se det originale i de gamle udenlandske samlinger eller se det på engelsk i google.

I den fiktive verden kunne man læse om Greven af Artois' diamanter, skrevet som føljeton til "avisen". Forfatteren og eventyreren Hans Wachenhusen (1827-98) var uhyre populær med sine spændende rejseskildringer og romaner, og de blev også oversat til dansk - endda i flere oplag.


Spænding om diamanter

Det er klart, at så værdifulde smykkesten er omgivet af mystik og spænding. Det drejer sig om store tyverier, evige forbandelser og eventyrlige rigdomme. Her kan både store og små være med. 

Blandt ungdomsbøgerne ser man bl.a. Jan og diamantsmuglerne, som udkom første gang i 1956, Barbie og Diamantslottet fra 2008 eller De 5 og den blå diamant fra 1988.

For de voksne kan man hygge sig med Peter Freuchens Diamantdronningen, roman fra Canadas Nord Vest Territorium eller Prinsessens Diamanter. En Kongedatters Roman fra 1906.Man kan også få hårene til at rejse sig ved at læse Diamanternes forbandelse, en Harlekin-bog fra 2007 eller en roman fra Kriminal-klubben fra 1932. Og hvad med Helle Stangerups Diamanter er dydens løn?

Peter Freuchen ved sit skrivebord

Peter Freuchen har bidraget med en roman fra Canada til diamantlitteraturen

 

Diamanter blandt professionelle

Det er vigtigt, at man er veluddannet, når man har med disse dyre sten at gøre. Her kan man hente hjælp i nogle mere saglige behandlinger af de diamanterne. David Jeffries udgav allerede i 1753 en bog om emnet, som endda blev oversat til fransk: Traité des Diamants et des Perles, ou l'on considere leur Importence, on établit des régles certaines pour en connoitre la juste valeur, et l'on donne la vraie méthode de les tailler, trad. de l'Angl. sur la seconde Edit, par David Jeffries.

Eksempler på libninger af diamanter. Fra David Jeffries afhandling, 1753    Størrelser og slibninger af diamanter. Fra Daivd Jeffres afhandling, 1753

Størrelser og slibninger af diamanter. Fra David Jeffries bog, 1753

Nutildags er det mere håndfast, som f.eks. i Skandinavisk diamant nomenklatur og graderingsregler, Scan. D. N., omfattende Danmark, Finland, Norge og Sverige, eller Om at købe diamanter - når man er butiksguldsmed, begge udgivet af Guldsmedefagets Fællesråd - og begge repræsenteret i bibliotekets samlinger.

Endvidere registrerer BIlledsamlingen diamanthandleren Peter Alfred Hansen (1876-1944) blandt deres portrætter.


Diamanter hos de danske forfattere

At mange danske forfattere bruger diamanter som billeder i deres tekster, kan man overbevise sig om ved at søge på "diamant" eller "diamanter" i Arkiv for dansk litteratur. Foruden spredte henvisninger inde i teksten kan man f.eks. læse Sophus Claussens digt Pan og Diamanten eller Sophus Michaëlis' Sorte Diamanter.

Fra H.C. Andersens komedie 'Meer end Perler og Guld' Fra H.C. Andersens eventyrkomedie 'Meer end Perler og Guld'

Scenebilleder fra H.C. Andersens eventyrkomedie Meer end Perler og Guld, der er bygget over Ferdinand Raimunds wienerkomedie Der Diamant des Geisterkönigs med musik af Jospeh Dreschler. Den kom op på Casino Teatret i 1849. Her to af Hans Chr. Leys scenebilleder fra opsætningen (Teatermuseet på Hofteatret). H.C. Andersen omtaler også ofte diamanter, søg bl.a. i hans dagbøger på ordet.
 

Diamanter på scenen

Diamantsmykket
I Dagmarteatrets arkiv i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek ligger et manuskript med titlen Diamantsmykket skrevet af forfatteren Leonhard Baier. Handlingen udspiller sig hos en fattig bogholderfamilie, hvor konen forsøger at pantsætte sin afdøde mors diamantsmykke for at redde familien. Der kendes ikke nogen dokumentation for, at stykket skulle have været opført på Dagmarteatret eller andre steder. På manuskriptet har forfatteren påført sin adresse, hvilket kunne tyde på, at han har indsendt stykket til teatret i håb om, at det ville blive opføre, hvorefter teatret blot har arkiveret det.

Kronens Diamanter
Kronens Diamanter (Les diamants de la couronne) er komponeret af den franske komponist Daniel Auber (1782-1871) i 1841 og har libretto af Eugéne Scribe (1791-1861) og Jules-Henri Vernoy de Saint-Georges (1799-1875). Som størstedelen af Aubers i alt 49 operaer er der tale om en såkaldt opéra comique. Handlingen udspiller sig i Portugal, hvor den unge prinsesse Catarina, som må sælge krondiamanterne og erstatte dem med falske for at finansiere sin kroning. Operaen havde premiere på Det Kongelige Teater i 1843 under titlen Kronjuvelerne, hvor den blev sunget på dansk. Opførelsesmaterialet findes i dag på Det Kongelige Bibliotek.

Diamantkorset
Den 20. marts 1847 havde syngespillet Diamantkorset premiere på det Kongelige Teater. Librettoen var af forfatteren og teaterhistorikeren Thomas Overskou (1798-1873), musikken af Siegfried Saloman (1816-1899), og August Bournonville (1805-1879) havde lavet koreografien til syngespillets fire danse. Der er tale om en rigtig forviklingshistorie, hvor en greve kommer hjem fra krigen for at finde sit barn, som han aldrig har set, men som skulle bære et diamantkors. Opførelsesmaterialet findes i dag på Det Kongelige Bibliotek, herunder også et repetitørparti med Bournonvilles egne notater.


Diamantbryllup

Når man har været gift i 60 år, kan man holde diamantbryllup. Nu til dags hører man jævnligt om en sådan festlig begivenhed, men tidligere var der ikke så mange mennesker, der oplevede at kunne fejre 60 års bryllupsdag.

Diamantbrudeparret Jensen fra 1911
Dette billede stammer fra ugebladet Hjemmet fra 1911, hvor det var et særsyn at to ægtefolk kunne fejre diamantbryllup.

Fra omkring 1900 stammer også flere samlinger af festlige vers, hvori man kunne finde hyldester af diamantbrudepar. Her et par titler:

Jeg gratulerer! En Samling af Gratulationsvers til Barnefødsel, Barnedaab, Konfirmation, Forlovelse, Bryllup, Sølv-, Guld- og Diamantbryllup, Fødselsdag, samt Vers med Gaver, Stambogsvers og smaa muntre Rim til at skrive paa Gratulationskort og i Breve ved alle mulige Lejligheder (1904)      

Selskabet leve! 65 Sange til Selskabsbrug ved alle festlige Lejligheder, Barnedaab, Konfirmation, Forlovelse, Bryllup, Sølv-, Guld- og Diamantbryllup, Fødselsdag, Svende- og Pølsegilde, Bortrejse, Fatters og Mutters Skaal osv, osv (1888).
Denne sidste var udgivet af den driftige skillingsviseproducent og -udgiver Julius Strandberg.

** - **

Man kan selv overbevise sig om, at Diamonds are forever og at Diamonds are a girl's best friend ved at se bøgerne og noderne. Den Sorte Diamant derimod, kan man opleve ved selvsyn. God fornøjelse!

 

Den Sorte Diamant fra vandsiden