Uge 19
Ainbetbüchlin

"Ainbetbüchlin" (En lille bønnebog) af Luther, trykt i Augsburg 1522. Eksemplaret er trykt på pergament og har træsnittene kolorerede. Billedet viser Moses med de ti bud.
Håndskriftafdelingen & Boghistoriske samlinger, Perg. Nr. 41, Oktavo (Pegg nr. 3918).
Komponistens kommentar:
Udgangspunktet for musikken i denne uge er billedet af Moses med de to lovtavler. Stykket skal fortolkes som en parafrase over kapitel 20 i II Mosebog (Exodus), hvor bl.a. de ti bud omhandles i vers 1-17. Med hensyn til inddelingen af de ti bud, har jeg af hensyn til billedindholdet, valgt at bruge rabbinernes inddeling. Rækkefølgen (i musikken symboliseret ved klokkeslag) kommer da til at se således ud:
1 klokkeslag
Jeg er herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset.
2 klokkeslag
Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.
3 klokkeslag
Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.
4 klokkeslag
Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
5 klokkeslag
Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.
6 klokkeslag
Du må ikke begå drab.
7 klokkeslag
Du må ikke bryde et ægteskab.
8 klokkeslag
Du må ikke stjæle.
9 klokkeslag
Du må ikke vidne falsk mod din næste.
10 klokkeslag
Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

