Waagepetersens Gård

- et stop på din musikalske byvandring i København

Hofvinhandler Christian Waagepetersens hjem i St. Strandstræde var i 1820rne og 30rne et vigtigt samlingssted for inden- og udenlandske kulturpersonligheder. I disse tiår var det tidligere så frodige musikliv i klubberne ved at ophøre; men så meget desto vigtigere blev den private musikdyrkelse i hjemmene. 

Gennem sin vinhandel havde Waagepetersen oparbejdet en betydelig formue, der tillod ham at yde rundhåndet støtte til kunst, musik og naturvidenskab. Selv skal han have været en fortrinlig cellist, og når man hører, at han opkaldte tre af sine sønner efter Mozart, Haydn og Beethoven, får man en ganske god idé om, hvem der var hans musikalske favoritter.

Reklame for Hofvinhandleren

Som agtet borger bestred Waagepetersen flere offentlige tillidshverv; blandt andet var han gennem mange år værge for Garnisons Kirke. Ikke blot passede han dette hverv samvittighedsfuldt, men han tog samtidig en række initiativer til at fremme musiklivet ved kirken.

Netop i denne kirke var komponisten J.P.E. Hartmanns far, August Wilhelm Hartmann, organist, indtil han i 1824 overtog embedet som kirkens klokker og kantor, mens sønnen afløste ham på posten som organist. Året efter stillede Waagepetersen sig i spidsen for en koncert, der skulle samle penge ind til en hårdt tiltrængt reparation af kirkens orgel. Ved denne koncert fik den unge Hartmann sin offentlige debut som orgelspiller, og i de følgende år komponerede han flere værker til opførelse i Garnisons Kirke, f.eks. en koncertouverture for orkester, en orgelfantasi og kantaten Orglets Pris til tekst af Oehlenschläger.

I januar 1829 arrangerede Waagepetersen atter en koncert i Garnisons Kirke, hvor en række amatørsangere akkompagneret af medlemmer af Det Kgl. Kapel opførte den tyske komponist Louis Spohrs store oratorium Die letzten Dinge. Oratoriet fik ved denne lejlighed sin første opførelse i Danmark; men koncerten tiltrak desværre kun få tilhørere, hvad der ifølge avisen Kjøbenhavnsposten var ufortjent: „(...) enhver Musikynder maa vide Kirkens Værger, og isærdeleshed Hr. Hofagent Waage-Pedersen, hvem man skylder Valget og Opførelsen af det Spohrske Oratorium, Tak for en saa ualmindelig Kunstnydelse." 

 

Fra St. Strandstræde over mod Hofvinhandlerens gård St. Strandstræde

Også musikundervisningen havde Waagepetersens personlige og økonomiske bevågenhed. I 1827 blev han medlem af direktionen for Københavns første musikkonservatorium. Det blev ledet af Det Kgl. Teaters syngemester Giuseppe Siboni og havde som målsætning at uddanne sangere til teatret. Efter det første års undervisning præsenterede de unge konservatorieelever deres kunnen ved en musikalsk aftenunderholdning i Waagepetersens hjem, hvor også kronprins Christian (8.) var til stede i sin egenskab af konservatoriets protektor.

Overfor venner og bekendte viste Waagepetersen sig så generøs, at han ved årsskiftet 1823-24 så sig nødsaget til gennem avisen Dagen at efterlyse bøger og noder, han i tidens løb havde udlånt. Hans bogreoler må efterhånden have set lidt tomme ud; endog sit klaver måtte han i perioder undvære. Musikforeningen lånte det i sine første sæsoner, da den ikke havde råd til selv at købe et instrument.

 

Waagepetersens elegant indrettede saloner dannede ofte rammen om udsøgte kammermusikaftener. Det blev her, Københavns førende musikere kunne mødes som privatpersoner og spille sammen, og når byen gæstedes af udenlandske koncertgivere, var Waagepetersen ikke sen til at indbyde dem til en sammenkomst. Den tyske pianist Ignaz Moscheles blev således i 1829 inviteret til en soiré hos Waagepetersen, hvor han til sin glæde traf både Weyse og Kuhlau. I et brev til sin hustru gav Moscheles en udførlig skildring af, hvordan der denne aften blev musiceret:

„Oehlenschläger var der også. Kuhlau åbnede aftenen med sin kvartet i gmol. Den er i den store stil og fortræffeligt udarbejdet, men ikke fri for reminiscenser. Under spillet beherskede han ikke altid vanskelighederne. Så spillede Funck [kapelmusikeren Fr. Funck] og jeg min Caprice med cello, som han akkompagnerede fortrinligt, og brødrene Andersen [formentlig kapelmusikerne J. og C. Andersen] en Caprice for tre horn. Nu skulle jeg spille solo, men ville gerne have, at Weyse skulle lade sig høre, opfordrede ham, og blev heri understøttet af selskabet, men omsonst, han ville overhovedet ikke. Så måtte jeg til klaveret, og straks var det som omsluttet af en vold; dødsens stilhed herskede, men jeg besindede mig et par minutter! Jeg ville forsøge at være lærd som Kuhlau og Weyse, dertil harmonisk interessant, dernæst smægtende, og endelig slutte af med en virtuos storm; det synes mig altsammen at være lykkedes." 

Efter at have givet denne prøve på sit klaverspil blev Moscheles tiljublet af det eksklusive publikum, og han følte sig nu sikker på, at også hans offentlige koncert i København ville blive en succes. At have optrådt ved en af Waagepetersens private koncerter var næsten lige så betydningsfuldt, som hvis man havde gjort lykke ved hoffet med sin musik. 

 

Wilhelm Marstrands maleri af en musikaften hos Waagepetersen skildrer hofvinhandleren som en mand af uovertruffen dannelse. Omgivet af en række af tidens førende musikere, komponister og kunstmalere ses Christian Waagepetersen siddende ved celloen, mens de øvrige kvartetinstrumenter spilles af hans søn Mozart, hans bror August Petersen og musiklærer Søren Haa. Ved flygelet sidder C. E. F. Weyse omringet af blandt andre komponisterne Iver Bredal, Joh. Fr. Frøhlich, Hans Matthison-Hansen og J. P. E. Hartmann. På væggen ses et portræt af den afdøde Fr. Kuhlau. Han havde i sine sidste leveår nydt godt af Waagepetersens støtte i form af en bestilling på seks strygekvartetter. Heraf nåede Kuhlau dog kun at komponere den ene, en kvartet i a-mol, der blev tilegnet hans mæcen, Christian Waagepetersen.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995