Vor Frue Kirke

- et stop på din musikalske byvandring i København

 dt123196

Kirkeorgler er som regel „skræddersyet" til de rum, de skal klinge i, hvilket gør dem meget bekostelige. Man har da også en lang tradition for at genanvende gammelt materiale, når man renoverer orgler. Alligevel er instrumentet ikke hævet over strømninger i tiden, og navnlig Vor Frue Kirke, der har status af Københavns Domkirke, udmærker sig ved en omskiftelig orgelhistorie gennem de seneste 200 år. 

Da Vor Frue Kirke rejste sig af ruinhoben efter at være skudt i brand under englændernes bombardement af København i september 1807, var der ikke levnet noget af det tidligere orgel at bygge videre på; man fandt kun nogle klumper af tin og bly efter de nedsmeltede orgelpiber.

I stedet for at restaurere den hårdt beskadigede kirke, valgte man at rive resterne ned og lade opføre en ny på stedet. Byggeriet af arkitekten C.F. Hansens nyklassicistiske kirke blev påbegyndt i 1811, men riget fattedes i meget høj grad penge, og færdiggørelsen af kirken havde derfor lange udsigter. For at finansiere de store byggeomkostninger pålagde man i 1819 klubber og dramatiske selskaber i hele landet en særlig skat, klubskatten, der skulle bidrage til „Fuldførelsen af Vor Frue Kirke i Kjøbenhavn". Ikke desto mindre varede det endnu ti år, før man endelig i 1829 kunne indvi den nye kirkebygning med en kantate, komponeret til lejligheden af kirkens organist C.E.F. Weyse.

Også for orglets vedkommende blev den økonomiske knaphed mærkbar. I 1819 indgik man en kontrakt med den danske orgelbygger Hans Fr. Oppenhagen om at levere et nyt orgel til kirken, men det skulle dog snart vise sig ikke at være et heldigt valg. Dels havde Oppenhagen yderst vanskelige vilkår at arbejde under, dels var han ikke nogen synderlig dygtig håndværker.

dt123136

Arbejdet blev forsinket af mange forskellige grunde, og først i maj 1828 stod orglet færdigt. Sådan da. Umiddelbart havde man ikke andre indvendinger mod det, end at det klang for svagt i det store kirkerum. Dette problem blev dog udbedret ved, at man lavede nogle flere åbninger i orglets facade. Da tiden for kirkens officielle indvielse nærmede sig, skulle Oppenhagen ifølge sin kontrakt generalstemme det, men han var i mellemtiden rejst fra København, og bygningskommissionen overlod i stedet opgaven til orgelbyggerne Marcussen & Reuter fra Åbenrå. 

Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid, at Oppenhagens orgel var behæftet med så mange fejl og mangler, at det ville blive uhyre bekosteligt at reparere. Alt skulle nærmest gøres om, og da man omsider i 1834 besluttede sig for at få udbedret det skandaløse instrument, holdt opgaven Marcussen & Reuter beskæftiget i det meste af to år.

Mens kirkens orgel således gav anledning til adskillige problemer, var der sjældent behov for at diskutere besættelsen af organistembedet. I det meste af 1800-tallet kunne Vor Frue Kirke klare sig med kun to organister, idet C.E.F. Weyse bestred embedet fra 1805 til 1842, J.P.E. Hartmann fra 1843 til 1900.

I de mere end 20 år kirken ikke kunne benyttes, blev gudstjenesterne henlagt til Trinitatis Kirke, og det var følgelig her, Weyse spillede det meste af sin tid som Vor Frue Kirkes organist.

Orglet slog relativt sent igennem som koncertinstrument, og skønt Weyse var en fortrinlig orgelspiller, har han så godt som intet komponeret for instrumentet. Derimod var han kendt som en fremragende improvisator, hvilket er bevidnet af ingen ringere end klavervirtuosen Franz Liszt, som i sommeren 1841 gav en række koncerter i København.

Som skik og brug var, opsøgte Liszt nogle af de lokale musikere, og mens han i Vor Frue Kirke andægtigt beundrede Bertel Thorvaldsens statuer, lod Weyse orglet klinge: „Den, som vakte de stumme Mure til live, var Weyse, hos hvem man gjenfinder Sebastian Bachs dybe Begeistring og høie Mod. Mere end een Gang var jeg ved at høre ham bevæget indtil Taarer; hans improviserede Fuga over To Themaer i fem Tempoer, som uden Overdrivelse varede henved en halv Time, henrev mig til Beundring. Aldrig havde Orgelet saaledes aabenbaret sig for mig i sin Storheds Glans og hele Fylde".

dt123708

I hænderne på den rette organist var Oppenhagens stærkt ombyggede orgel altså endt med at blive et mere end hæderligt instrument, der var i brug frem til århundredskiftet. Siden har Vor Frue Kirkes orgel undergået flere tidstypiske ombygninger. Kort efter at organisten og komponisten Otto Malling havde efterfulgt Hartmann i organistembedet, blev orglet ombygget, så det fremstod som et romantisk orkesterorgel med orkesterimiterende stemmer, forøget toneomfang og et lidt forøget stemmeantal (fra 53 til 60 stemmer). Nok så væsentligt var det imidlertid, at luftrykket i instrumentet blev sat op, så det fik en større tone og hermed imødekom tidens krav til orkestral klangfylde. 

I de første tiår af 1900-tallet opstod der en reaktion mod de romantiske orkesterorgler. En øget interesse for barokkens orgelmusik og for de få bevarede orgler fra 1600- og 1700-tallet, den oprindeligt var blevet spillet på, skærpede bevidstheden om, at den polyfone orgelmusik kun dårligt lod sig spille på et moderne orgel. I 1924 blev Vor Frue Kirkes organistembede besat med organisten og komponisten Niels Otto Raasted, der i sin studietid i Leipzig var kommet i nærmere berøring med den såkaldte orgelreformbevægelse. Under Raasteds overvågning blev Vor Frue Kirkes orgel i 1929-31 ombygget til et „kompromisorgel", der på den ene side gjorde det muligt at honorere barokmusikkens krav om polyfon gennemsigtighed, på den anden side lod den senromantiske orgelmusik komme til sin ret. Skønt stemmerne nu nåede et antal af 84, blev lufttrykket atter sat ned, så instrumentets volumen totalt set ikke var forøget.

Kompromisorglet voldte med tiden mange problemer af både stilistisk og vedligeholdelses-mæssig art, og da Mogens Wöldike i 1959 tiltrådte embedet som organist ved Vor Frue Kirke, var orglets skæbne beseglet. Gennem sit alsidige kirkemusikalske arbejde, herunder ledelsen af Københavns Drengekor, hvis kirkemusikaftener i 1959 var blevet flyttet fra Christiansborg Slotskirke til Vor Frue Kirke, var Wöldike en af de mest indflydelsesrige repræsentanter for orgelbevægelsen. I 1965 tog man skridtet fuldt ud og byggede et nyt orgel til Vor Frue Kirke efter barokkens forbillede. Skønt man hermed regnede med at have et orgel, der ville holde et godt stykke ind i det næste årtusinde, er forhåbningerne allerede gjort til skamme.

Mindre end 30 år efter at Th. Frobenius & Sønners orgelbevægelses-orgel blev sat op, er instrumentet pillet ned og et nybygget orgel med 87 stemmer fra Marcussen & Søn i Åbenrå taget i brug.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995