Sankt Nikolaj Kirke

- et stop på din musikalske byvandring i København

dt018716 

En udmattet fransk gesandt, som i 1634 var gæst ved Christian 4.s storslåede bryllupsfest for prins Christian og Magdalena Sibylla af Sachsen, er den første, der har berettet om de usædvanlige orgelkoncerter i Sankt Nikolaj Kirke. Usædvanlige, fordi man skal næsten 100 år frem i tiden, før København for alvor begynder at udvikle et koncertliv. Under den ugelange fest ved hoffet kunne det af og til være nødvendigt at hvile sig, hvis man ikke kunne holde trit med kongens umådelige energi og livsappetit. Og en dag besluttede gesandten Charles Ogier derfor at se sig lidt om i København sammen med nogle venner: „Og for ikke at udsætte vore maver for at skulle tømme altfor mange pokaler, gik vi for at forlyste vore øjne med skuet af linedanserne, og fra dem gik vi hen til den herlige organist, som fyldte ikke blot vore øren, men også vort sind med de skønneste melodier."

Dagen var en mandag, onsdag eller fredag, tidspunktet var henad eftermiddagen, og „den herlige organist", Charles Ogier lyttede til, var den godt 24 år gamle Johan Lorentz, som var ansat ved Nikolaj Kirke. Efter aftensangen, der om vinteren blev holdt klokken 14 og om sommeren klokken 15, spillede Johan Lorentz en times tid på kirkens dengang helt nye orgel. Imens spadserede folk rundt og nød musikken i den velbelyste og smukt udsmykkede kirke.

Sankt Nikolaj Kirke var efter Reformationen kommet til at høre under Københavns Magistrat, hvad der gav byens borgmestre og rådmænd afgørende indflydelse på kirkens administration, byggeri og embedsbesættelser. Velstående folk blandt menigheden kappedes om at gøre Nikolaj Kirke til byens fornemste hvad angik ydre og indre pragt. I slutningen af 1500-tallet fik kirken tilbygget et vældigt tårn, der i 1611 blev forsynet med et elegant, ottekantet spir. Under en voldsom vinterstorm i 1628 styrtede spiret imidlertid ned og ødelagde en del af kirkens indre. Ved genopbygningen udbedrede man ikke blot skaderne, men byggede også et nyt, stort kor, der kunne rumme adskillige gravkrypter. Disse indendørs gravsteder var en god indtægtskilde for kirken, for mange ville hellere begraves her end på kirkegården, der tillige blev brugt til kreaturgræsning og tømmerplads.

Som erstatning for det ældre orgel, der antagelig blev ødelagt ved spirets nedstyrtning, byggede den kongeligt privilegerede orgelbygger Johan Lorentz (den ældre) i begyndelsen af 1630rne et nyt orgel til Nikolaj Kirke. Det var på 40 stemmer og siges at have haft en „sød og melodiøs" klang. Orgelbyggerens talentfulde søn havde fra 1629 til 1631 beklædt embedet som organist ved Vor Frue Kirke, men assisterede også ved Christian 4.s musikglade hof. Det er endda muligt, kongen havde planer om at knytte den unge organist nærmere til hofmusikken; i 1631 fik Johan Lorentz nemlig tilladelse til at rejse til udlandet i to år for at dygtiggøre sig i musikken.

Vi ved ikke om han, i lighed med de hofmusikere, kongen sendte til udlandet, rejste til Italien for at studere musik. Måske kom han kun til det nordtyske område, hvor der var rig lejlighed til at studere den fremtrædende hollandske orgelkomponist J. P. Sweelincks musik. Ved Hamborgs fire hovedkirker var samtlige organister elever af Sweelinck, som i Amsterdam havde haft til opgave at spille to gange dagligt i kirken uden for gudstjenesten. I det strengt calvinistiske Holland var det ikke tilladt instrumenter at medvirke i gudstjenesten, men da borgerne nødigt ville undvære orgelspillet, opstod i stedet denne koncertlignende orgelpraksis. Det var altså en lignende skik, Lorentz indførte i Nikolaj Kirke, hvor orglet dog også benyttedes i gudstjenesten.

dt018656

Endnu før Lorentz' orlov fra Vor Frue Kirke udløb, blev der ansat en ny organist i hans sted. Men Lorentz har sikkert vidst besked med, at det mere attraktive organistembede i Nikolaj Kirke skulle besættes inden for en overskuelig tid. Ikke blot fik han her et fortrinligt, nyt orgel at spille på; han fik også betydelig mere i løn. Faktisk opnåede han en lønstigning fra 120 til 400 rigsdaler om året ved at skifte fra universitetskirken Vor Frue til magistratskirken Sankt Nikolaj. Så stor pris satte borgerne på deres orgelmusik.
 

Det er ukendt, hvad Lorentz spillede ved de tre ugentlige koncerter; i en kilde fra 1654 hedder det blot, at der blev spillet „mange skønne stykker og salmer". Da traditionen holdt sig gennem en lang årrække, har Lorentz haft behov for et omfattende repertoire, og han har formentlig både improviseret over salmemelodier og spillet f.eks. præludier, toccataer og fugaer. 

Johan Lorentz var på mange måder en ny tids musiker. I løbet af 1600-tallet blev organisten en vigtig skikkelse i musiklivet, fordi han havde så mange strenge at spille på. Dels optrådte Lorentz som koncertgiver og var som sådan med til at kaste glans over Nikolaj Kirkes selvbevidste og pragtelskende menighed. Dels bevarede han kontakten til hoffet, hvor han i Christian 4.s tid vikarierede for hoforganisten og i Frederik 3.s tid underviste prins Christian (5.) i orgelspil. For sine tjenester ved hoffet blev han i 1654 belønnet med indtægten fra „St. Gertruds vikarie", der omfattede mindst ni gårde i forskellige sjællandske sogne; da det efter Enevældens indførelse blev muligt for folk af borgerlig herkomst at eje jordegods i større omfang, fik han efter ansøgning i 1671 endda overdraget vikariet til arv og eje.

Johan Lorentz var også en søgt orgellærer og gjorde sig desuden gældende som komponist. Af hans musik kendes i dag kun nogle små stykker for tasteinstrument, der næppe har været spillet ved orgelkoncerterne, men snarere er beregnet til undervisning. Det drejer sig især om dansesatser i den franske smag, der blev højeste mode ved Frederik 3.s hof. I 1640rne tilbød Johan Lorentz at opsætte orgler, antagelig nogle af farens instrumenter, i Christianshavns og Holmens Kirke, uden at det skulle være til udgift for kirkerne. Det var nærmest underforstået, at han så selv skulle levere orgelspillet i de to kirker, og det lykkedes ham da også at få tildelt begge embeder, som han til nogen utilfredshed lod betjene af vikarer.

Prospect af Sophie Amalienborg

Sophie Amalienborg, hvor Johan Lorentz omkom ved en brand i det nybyggede hofteater

Den driftige Johan Lorentz var tilsyneladende interesseret i alt, hvad der rørte sig på musikkens område. Kun én genre fik han ikke rigtig stiftet bekendtskab med, nemlig operaen. Den 19. april 1689 gentog man til glæde for offentligheden den opera, der nogle dage forinden var blev spillet som åbningsforestilling i det nybyggede hofteater ved Sophie Amalienborg Slot. Og som man kunne forvente havde også Johan Lorentz begivet sig hen til det nye teater i selskab med sin familie. Men straks efter forestillingens begyndelse brød teatret ud i lys lue, og blandt de mange omkomne, der blev fundet i ruinerne efter det nedbrændte teater, var Johan Lorentz og hans hustru samt deres to børnebørn.

dt117618

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995