Paladsteatret

- et stop på din musikalske byvandring i København

dt002755

En rejsende, der i 1890erne ankom til København med toget, måtte blive betaget ved synet af den moderne storbys mange hoteller, teatre, caféer og andre forlystelsesetablissementer, der var skudt op i området mellem Vesterport, Frihedsstøtten, Vesterbrogade og den nuværende Rådhusplads. Uanset hvor man dengang valgte at tilbringe en glad aften i byen, kunne man regne med at blive underholdt med musik: under måltidet eller dansen, i forbindelse med artistoptræden, eller som baggrundsstemning for konversation, promenade eller iagttagen af storbyens pulserende liv. 

Den kun 16 år gamle Jacob Gade rejste i 1895 fra sin fødeby Vejle til København med ambitioner om at uddanne sig som violinist og komponist. Hvis han da ellers rejste med toget, kunne han, den første gang han satte foden på københavnsk grund, have sat den på det sted, hvor han senere skulle få stor succes som kapelmester. Indtil 1911, da Hovedbanegården fik sin nuværende beliggenhed, lå Københavns Banegård nemlig for enden af Jernbanegade, og i 1912 blev den nedrivningsdømte bygning taget i brug som biografen Paladsteatret.

Filmene blev vist i en interimistisk, men fornemt indrettet sal, hvis imponerende buekonstruktion vidnede om bygningens tidligere funktion som banegård. Ved indvielsen af biografen i 1912 kunne man allerede ane, hvilken betydning musikken ville få i Paladsteatret. Anført af Tivoli-dirigenten Fr. Schnedler-Petersen spillede orkestret Kuhlaus ouverture til festspillet Elverhøj, og der blev - ligesom på et rigtigt teater - fremsagt en prolog, før publikum så en film med tidens store stjerne, Asta Nielsen, tone frem på lærredet.

I 1917 blev den gamle banegård revet ned, og året efter kunne det fornyede Paladsteater indvies på banegårdsarealet ved Vesterport Station. Til højre for den elegante publikumsfoyer, der blev prydet med et tårn, lå byens største biografsal med plads til 2.000 personer, mens der i venstre side af bygningen blev indrettet en stor palmehaverestaurant, hvor publikum kunne indtage forfriskninger, soupere eller danse efter biografbesøget. Siden filmens barndom havde det været almindeligt at ledsage de stumme strimler med levende musik under en eller anden form. I mere beskedne biografer nøjedes man med en pianist eller harmoniumspiller, andre steder med en klavertrio, mens de fineste biografer som Paladsteatret og det nærliggende Kino-Palæ havde ansat orkestre til at ledsage filmene.

De bedste biografmusikere improviserede eller kunne efter hukommelsen finde frem til et stykke musik, der passede til lige netop den aktuelle scene eller stemning. Andre søgte hjælp i de såkaldte kinoteker, hvor man kunne finde et rigt udvalg af musikstykker på noder, passende til enhver tænkelig situation. Et fransk firma begyndte i 1913 at sende nykomponeret musik på noder ud sammen med filmene; men ideen om at lade lokale musikere sammenstille musik, der passede til den enkelte film, lå også lige for. Det blev i Danmark praktiseret første gang i 1913 af violinisten og komponisten Fini Henriques, der skabte musik til filmen De dødes Ø

Da Jacob Gade i 1921 blev ansat som kapelmester i Paladsteatret, havde han i mere end 20 år arbejdet som orkesterleder på byens finere etablissementer, bl.a. var han i fem år kapelmester på Dagmarteatret i Jernbanegade. Men i 1919 brød han op og rejste til USA, hvor han konkurrerede sig ind på en eftertragtet violinplads i National Philharmonic Orchestra i New York. Her var prøver 3-4 timer hver dag og koncerter to gange om ugen under ledelse af dirigenten Willem Mengelberg. De øvrige aftener spillede Gade med i Capitol-biografens 80 mand store orkester, hvor man gerne indledte aftenen med en klassisk ouverture af f.eks. Beethoven. Umiddelbart var der altså ikke så stor forskel på de to orkestres repertoire, som man kunne tro, og begge steder har Gade kunnet pleje sit allerede fortrinlige violinspil og høste erfaringer til sit kommende job som leder af Paladsteatrets 24 mand store biograf- og danseorkester.

dt002837

Det påhvilede blandt andet kapelmesteren at arrangere eller komponere musik til filmene, hvad der ofte skete under et stort tidspres, da filmene gerne skulle forevises hurtigst muligt af hensyn til indtjeningen. Som komponist er Jacob Gades navn uløseligt knyttet sammen med den berømte Tango tzigane Jalousie, som han komponerede i 1925 til Douglas Fairbanks-filmen Don Q. Straks efter filmens premiere blev melodien udgivet i klaverarrangement på Jacob Gades og kapelmesteren Jens Warnys forlag, og således kunne man altså efter at have hørt og måske danset til musikken i Paladsteatret spille den hjemme på klaveret. I Sverige blev den endda udsendt med tekst.  

Tango Jalousi er senere blevet benyttet i adskillige andre film, og da enhver offentlig opførelse af musikken, også når den benyttes som filmmusik, udløser Koda-afgifter i indtil 70 år efter komponistens død, har melodien indtjent enorme summer. Af Jacob Gades øvrige melodier er også revyvisen Maggiduddi fra 1923 blevet en evergreen. 

Forsiden af den trykte node til 'Tango Jalousie'

I slutningen af 1920rne slog tonefilmen igennem, men også fremkomsten af radioen og den økonomiske krise i 1930rne bidrog til at gøre mange underholdnings- og biografmusikere arbejdsløse. Efter at have virket en kort periode som kapelmester i National-Scala trak Jacob Gade sig i 1931 tilbage fra Københavns mondæne forlystelsesliv. En karriere inden for det traditionelle koncertliv, som han i flere tilfælde gjorde forsøg på at indlede, blev det aldrig rigtig til. Men tanken om, hvad han kunne have drevet det til, hvis han i sine unge år havde fået den fornødne økonomiske støtte og ikke havde behøvet at spille natten lang på små usle knejper, fik ham til at indstifte et generøst legat til fordel for unge, talentfulde musikere.

Jacob Gade-legatet, der er blevet uddelt siden 1964, er kommet mange unge instrumentalister, dirigenter og ensembler til gode. Det uddeles dels i form af nogle store musikpriser, dels som rejselegater og støtte til enkeltstående musikformål. Endelig har Jacob Gade-fonden erhvervet tre ejendomme i København samt en i Odense og en i Århus, der er indrettet som kollegieboliger for musikstuderende. Her kan man øve sig uden at forstyrre en umusikalsk nabo.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995