Musikmuseet

- et stop på din musikalske byvandring i København

dt126293

Skønt man i nutiden ofte kan høre musik fra renæssancen og barokken spillet på instrumenter fra samtiden eller på omhyggeligt fremstillede kopier, er der dog også musikinstrumenter, der er så sjældne og særprægede, at de forlængst er gået ud af brug. Vil man i dag se en nonnetrompet, en fidula eller en ophicleide, må man gå på museum. Et sådant museum for musikinstrumenter har København haft siden 1898. 

Det blev oprettet på initiativ af musikhistorikeren Angul Hammerich, som tillige blev Musikhistorisk Museums første direktør. Gennem dagspressen blev publikum opfordret til at skænke eller udlåne „gamle, selv ubrugbare Instrumenter af alle Arter - Strenge-, Blæse-, Klaviatur- og Slaginstrumenter eller dele af saadanne, Billeder etc.", der kunne have interesse for samlingen. I løbet af kort tid lykkedes det ved gaver, indkøb og udlån fra andre museer at samle henved 300 numre til udstillingen, der blev indviet den 31. januar 1898 med en koncert på nogle af de gamle instrumenter.

Instrumentsamlingen blev opstillet i lokaler på Kunstindustrimuseet, der dengang havde adresse på Rådhuspladsen ved siden af Industriforeningens bygning. Naboskabet mellem Kunstindustrimuseet og industriens højborg var ingen tilfældighed. 11888 havde man afholdt Den store nordiske Udstilling i en række pavilloner, der var opstillet på netop dette sted. Da de midlertidige bygninger blev revet ned, anvendte man overskuddet fra udstillingen til at grundlægge en permanent udstilling for kunstindustri på de ledige byggegrunde ind mod Tivoli.

 dt126316

Musikhistorisk Museums samling er til stadighed blevet udbygget med gaver, indkøb og deposita. Da Angul Hammerich i 1909 udarbejdede museets første trykte katalog, omfattede samlingen 631 genstande, heraf en del ældre nodehåndskrifter samt musikervisitkort, scrapbøger og billeder. 

Instrumenterne blev katalogiseret og opstillet efter principper, der var udviklet i 1880erne af direktøren for instrumentmuseet i Bruxelles, Charles Mahillon. Den gængse opdeling i blæse-, strenge-, klaviatur- og slaginstrumenter henviser til, hvordan man betjener instrumenterne; men efter den nye systematik tog man udgangspunkt i instrumenternes lydgivende egenskaber.

Det betød, at trommer og pauker, der giver lyd fra sig i kraft af en hinde eller et skind udspændt over en ramme, hører til gruppen af membraninstrumenter, mens bækkener, kastagnetter og xylofoner rubriceres som selvklingende instrumenter (idiofoner). Til blæseinstrumenter regnes foruden træ- og messingblæseinstrumenter orgler, harmonier og harmonikaer. At de sidstnævnte er forsynet med et klaviatur, tages der højde for ved at anbringe dem i en undergruppe. Endelig bliver instrumenter af klavertypen efter dette klassifikationssystem betragtet som en undergruppe af strengeinstrumenterne.

 

traversfløjte Traversfløjte

Ved opstillingen af instrumenterne skelnede man mellem europæiske og ikkeeuropæiske instrumenter, skønt Hammerich i øvrigt var den første til at anerkende, at mange europæiske instrumenter kunne have deres oprindelse i Mellemøsten og Orienten. Instrumentforskningen, som senere har fået en fremtrædende plads i museets målsætning, var endnu i sin vorden, og det var ikke Hammerichs anliggende med samlingen at påvise sammenhænge mellem de eksotiske lydgivere og den europæiske højkulturs instrumenter.

Fordelen ved at opstille instrumenterne efter typer og kronologi er, at det herved bliver muligt at iagttage et instruments tekniske udvikling over et langt tidsrum. Trin for trin kan man se, hvordan harpen er blevet udstyret med stadigt mere sindrige mekanismer, så den kunne honorere kravet om at spille i alle tonearter, ligesom man har forsynet træblæseinstrumenterne med stadigt flere klapper og messinginstrumenterne med bøjler eller ventiler, som udbyggede instrumenternes muligheder. Gennem praktiske demonstrationer (og i nyere tid båndindspillede eksempler) er det også muligt at erfare, hvad der i musikalsk henseende er vundet eller tabt ved den tekniske udvikling, instrumenterne har gennemløbet.

Sameksistensen mellem Musikhistorisk Museum og Kunstindustrimuseet varede indtil 1965. I 1926 flyttede de to samlinger til det nedlagte Frederiks Hospital i Bredgade, hvor Kunstindustrimuseet endnu findes, og hvor også Musikvidenskabeligt Institut havde lokaler gennem en længere årrække. Siden 1965 har Musikhistorisk Museum haft til huse i den fredede ejendom Åbenrå 32-34 (den gamle præstegård til Den reformerte kirke), og ved sammenlægningen med privatmanden Carl Claudius' instrumentsamling i 1977 blev nabobygningerne nr. 26-30 taget i brug. 

Carl Claudius' samling, der ligesom Musikhistorisk Museum har sit tyngdepunkt på den europæiske kunstmusiks instrumenter fra 1600-1800-tallet, blev tidligere fremvist for offentligheden i samleren og tekstilfabrikanten Carl Claudius' villa på Frederiksberg. Sammenlægningen af de to instrumentsamlinger var ikke blot praktisk i administrativ henseende; det større antal instrumenter, museet herefter kom til at råde over, gjorde det også muligt at foretage en nyopstilling, så man på den ene side tilgodeså den typemæssige og kronologiske opstilling, på den anden side kunne belyse forskellige temaer mere tværgående. F.eks. folkemusikkens instrumenter, klaviaturets historiske udvikling og udviklingen af nodeskriften og nodestikkerhåndværket.

 

Carl Maria von Webers ærestaktstok Carl Maria von Webers ærestaktstok

Desuden blev der plads til at udstille mere kuriøse ting som en taktstok, hvormed den tyske romantiske komponist Carl Maria von Weber i 1820 dirigerede opførelsen af ouverturen til sin opera Jægerbruden på Det Kgl. Teater, et klaver, der har tilhørt Kuhlau, et hjerteformet smykke, der har været i Mozarts besiddelse, og Bertel Thorvaldsens efterladte urkædevedhæng, der kan spille en italiensk tarantelmelodi.

Lavahjerte, der har tilhørt W.A. Mozart Det lille lavahjerte, der siges at have tilhørt W.A. Mozart

Museets særudstillinger har ofte tilknytning til aktuelle begivenheder; således blev der i 1980, da København var vært for en international kvindekonference, vist en udstilling om kvindelige komponister. I 400-året for Christian 4.s tronbestigelse var museet med til at arrangere en stor udstilling på Kronborg Slot om Christian 4. og kunsten, og som et supplement hertil blev der i museets egne lokaler vist en udstilling om kongesangen, Kong Christian. En international harpekongres, der blev afholdt i København i 1993, inspirerede museet til en harpeudstilling med tilhørende foredrag og koncerter.

Foruden instrumentsamlingen råder Musikmuseet over et bibliotek med instrumenthistorisk litteratur, arkivmateriale og billeder, og også Den Danske Orgelregistrant, der rummer oplysninger om alle danske orgler, findes under museets tag.

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995