Joh. Peter Em. Hartmann

- et stop på din musikalske byvandring i København

Portræt af J.P.E. Hartmann

Komponisten J. P. E. Hartmann fik på sine gamle dage det på én gang kærlige og respektfulde tilnavn „vidunderoldingen". Det skyldes, at han bevarede en ungdommelig musikalsk skaberkraft næsten helt frem til sin død som 94-årig. A.V. Saabyes statue af komponisten bærer præg af denne opfattelse, idet Hartmann er skildret som en olding, der har sat sig på en stol med et nodeblad i skødet. Måske er han parat til at give sig i kast med et nyt dramatisk værk, måske i færd med at revidere et ungdomsarbejde. På siderne af statuens polerede granitsokkel er der anbragt motiver fra to af Hartmanns mest betydelige sceniske arbejder, operaen Liden Kirsten og balletmusikken til Valkyrien. Statuen kan hermed også ses som et monument over Hartmanns teatermæssige samarbejde med de to jævnaldrende guldalderskikkelser, digteren H.C. Andersen og balletskaberen August Bournonville. 

dt110165 Interiør fra J.P.E. Hartmanns hjem.

Teatret øvede stor tiltrækning på 1800-tallets komponister, fordi det var her, man kunne slå igennem overfor et større publikum. Til forskel fra kammermusik, sange og klavermusik, der sjældent blev omtalt i dagspressen eller tidsskrifterne, var teatrets forestillinger genstand for livlige meningsudvekslinger både før og efter, de gik over scenen. Så længe pressen var underlagt censur, der forhindrede en åbenlys kritik af styret, spillede den kulturelle debat en vigtig rolle for meningsdannelsen. Det var ikke i første række udførelsen af musikken, kritikken beskæftigede sig med, men nok så meget det idémæssige grundlag for forestillingen. De national-liberale borgere ytrede indirekte deres mishag med kongen ved at kritisere de italienske operatrupper, som kongen protekterede; men man kunne også tilkendegive sin mening direkte ved at slutte op om den danske musikdramatik, der fremkom på Det Kgl. Teater. Hartmanns og H. C. Andersens opera Liden Kirsten fik på denne baggrund stor betydning gennem sin bekendelse til „det danske". 
 

dt018047 

Liden Kirsten var Hartmanns tredje opera, men den første, der skaffede ham en virkelig succes som operakomponist. H. C. Andersen havde længe haft librettoen til operaen liggende uden at kunne finde en egnet komponist, men Hartmann skulle vise sig at være manden, der kunne give den lidet dramatiske tekstbog musikalsk liv. De to havde lært hinanden at kende, da de i 1832 arbejdede sammen om trylleoperaen Ravnen, og fra denne tid blev digteren en nær ven af komponisten og hans familie.


„Hør ungersvend, sig ikke nej, leg tavlebord med mig!" lyder begyndelsen af Tavlebordsduetten fra Liden Kirsten.
Fra 'Liden Kirsten': tavlebordsduetten

Handlingen i Liden Kirsten er henlagt til den danske middelalder og byder på ridderromantik, klostergang, forbyttede børn, bryllupsstemning og glade dansescener med bønder og herskabsfolk. Både tekstligt og musikalsk er operaen inspireret af de gamle folkeviser, men Hartmanns musik bygger dog ikke direkte på folkeviseforlæg. Musikken er original, men komponeret i folkevisernes enkle tonesprog, der bl.a. er kendetegnet af moltonearter og 6/8-taktart. Der bliver ikke sunget virtuose arier og indviklede finaler i Liden Kirsten, men inderlige romancer og strofiske viser med omkvæd af koret.

Liden Kirsten blev sat op på Det Kgl. Teater i 1846 og fik straks en begejstret modtagelse som den længe ventede danske nationalopera, der kunne hævde sig over for udenlandske strømninger. Teatret havde i 1820rne og 30rne været domineret af italienske operaer og franske og tyske syngespil; i 1840rne blev der tillige spillet italienske operaer på Hofteatret af skiftende italienske trupper. Med sin danske emnekreds og sit iørefaldende, ukomplicerede tonesprog var Hartmanns og H. C. Andersens idylliske Liden Kirsten en kærkommen og kernedansk modvægt til den importerede musikdramatik. Operaen blev en stor succes og opnåede i alt 340 opførelser, før den endeligt blev taget af repertoiret i 1955.

Navnlig "Tavlebordsduetten" (også kaldt "Vexelsang af Liden Kirsten"), som A.V. Saabye afbildede på statuens sokkel, blev meget populær. Til trods for at sangen altså stammer fra en opera, var den ikke mere operaagtig i sit tonesprog, end at den ubesværet kunne finde vej til Danmarks Melodibog, hvor den endnu genoptrykkes.

J. P. E. Hartmann og August Bournonville havde kendt hinanden, siden de som børn gik til violinundervisning hos den samme lærer. Det musikalske samarbejde mellem dem begyndte tidligt, men alligevel varede det mange år, før Hartmann blev betroet at komponere al musikken til en af Bournonvilles store handlingsballetter, Valkyrien.

Fra titelbladet til 'Et Folkesagn' Fra titelbladet til balletten  Et Folkesagn

Bournonville havde stået for de dansemæssige indslag i Hartmanns to første operaer, og Hartmann havde i 1838 dels komponeret, dels arrangeret musik til Bournonvilles ballet Fantasiens Ø. Til balletten Et Folkesagn, der havde premiere i 1854, komponerede Hartmann musikken til 2. akt, mens hans svigersøn Niels W. Gade skabte musikken til 1. og 3. akt. Musikken blev udformet i et nært samarbejde mellem komponisterne og balletmesteren selv, der havde et skarpt blik for de enkelte komponisters karakteristika. Hartmann var med sin lidt kantede melodik, sin krydrede harmonik og sine prægnante rytmiske motiver fortrinlig til at skildre de groteske scener, der udspiller sig i 2. akts troldhøj. Hvorimod Gade var god til at male de lyse sommerdagsstemninger, der hersker i ballettens andre akter. 

Hartmann var nærmest blevet specialist i at skabe et klingende udtryk for den nordiske historie og mytologi efter at have komponeret ledsagemusik til flere af Oehlenschlägers tragedier. Han var således uhyre kvalificeret til at skabe musik til Bournonvilles tre store nordiske mytologiske balletter, Valkyrien, Thrymskviden og Arcona. Det kan være svært at påvise, præcis hvilke træk i Hartmanns musik, der afspejler en særlig nordisk tone. Men der er ikke tvivl om, at den sceniske sammenhæng, musikken oprindelig indgik i, har medvirket til, at man opfatter dele af hans musik som mere nordisk end europæisk farvet.

Operaen og balletten fik meget vanskelige vilkår, efter at skuespilforfatteren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg i 1849 blev udnævnt til chef for Det Kgl. Teater. Det kan derfor ikke undre, at de to betrængte kunstarter rykkede tættere sammen, og at nogle af tidens bedste komponister villigt underkastede sig den myndige balletmester Bournonvilles krav og komponerede musik til hans balletter.

Hartmann havde formentlig gerne komponeret flere operaer - og gerne i samarbejde med H. C. Andersen og Bournonville. I 1863 bad han Bournonville om at skrive sig en operalibretto, men uvist af hvilken grund efterkom balletmesteren dog ikke Hartmanns bøn. To år senere omarbejdede han sin første opera Ravnen, men heller ikke i denne version opnåede den videre succes. Endelig efterlod Hartmann sig fragmenter af endnu en opera, Saul, der har libretto af H. C. Andersen. Man ved ikke, hvorfor Hartmann opgav at komponere denne bibelske opera færdig. Men man kan fastslå, at samarbejdet mellem de tre gode venner og kunstnere resulterede i både fuldendte dramatiske kompositioner og skrinlagte projekter. 

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995