Carl Nielsen

- et stop på din musikalske byvandring i København

Anne Marie Carl-Nielsens statue af Carl Nielsen

 

Mindesmærket for Carl Nielsen ligner ikke nogen anden komponiststatue i København. Det er udført i 1939 af hans hustru, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, født Brodersen. 

Musikkens Genius kaldte hun statuen, der skildrer Carl Nielsen som den fløjtespillende naturgud Pan på ryggen af en hest. I et interview, der fremkom i anledning af hendes 80-års fødselsdag i 1943, fortalte hun lidt nærmere om sin idé med monumentet:

„Saa har jeg jo haft den Lykke at gøre hans Mindesmærke i Grønningen, jeg har prøvet at faa noget af hans gnistrende Aand frem i det. Som jeg sagde til Komitéen: Hvis jeg ikke kan lave en Hest, der gaar i Vejret uden Vinger, duer jeg ikke! Det er den vingeløse Pegasus, han sidder og lytter efter Blæsten og Vejret".

Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede længe med planer om, at hesten skulle have vinger, som det anstår sig for en rigtig Pegasus. Desuden havde hun tænkt sig rytterfiguren anbragt på en usleben natursten, der var blevet fisket op af Øresund, da man i 1890erne grundlagde Frihavnen. Men i den endelige udformning valgte hun altså en vingeløs hest og en glat tilhugget sten som fundament. Monumentet fik herved en mere stram, men også mere dramatisk karakter. Hestens fortættede energi får det smalle fundament til at synes en usikker platform for den lyttende panfløjtespiller.

Gennem et ofte stormfuldt ægteskab, der blev indgået, da de to unge, lovende kunstnere i 1891 traf hinanden på en studierejse i Paris, havde Anne Marie Carl-Nielsen stiftet bekendtskab med alle facetterne i Carl Nielsens gnistrende og frodige personlighed. Med sit originale monument på Grønningen indfangede hun hans mest essentielle kvaliteter: Det dramatiske, det lyriske, og fremfor noget, det sansende. „Han sidder og lytter efter Blæsten og Vejret", siger hun, skønt der her på en af byens mest trafikerede gader sjældent er ro til at høre fuglene fløjte, frøerne kvække og blæsten lege med trækronerne i Kastellets grønne oase. 

Carl Nielsens i enhver måde store musikalske produktion spænder vidt. Med sine seks symfonier, tre solokoncerter (for hhv. violin, fløjte og klarinet), to operaer og en række orkesterværker, kammermusik, klavermusik og korværker befæstede han sit ry som den vigtigste repræsentant for dansk musik i begyndelsen af det 20. århundrede. Og med melodier som Jens Vejmand, Den danske sang er en ung, blond pige, Jeg bærer med smil min byrde og Min pige er så lys som rav står han samtidig som fornyeren af den folkelige fællessang.

Der findes andre minder om Carl Nielsen i København. Minder, der mere konkret end monumentet på Grønningen viser, hvor i byen han havde sin daglige gang. Hans portrætbuste (udført af hustruen) er opstillet i Det Kgl. Teaters foyer, og han er afbildet i Stærekassens mosaik som repræsentant for musikken. Her i Statsradiofoniens tidligere lokaler kan man også mindes, at Carl Nielsen med en transmission af Maskarade i 1925 var den første komponist, der fik opført en hel opera i radioen; i 1927 dirigerede han desuden ved Statsradiofoniens første symfonikoncert.

 

dp000018 Anne Marie Carl-Nielsen

I 1884 blev Carl Nielsen optaget som elev på Kjøbenhavns Musikkonservatorium, hvor han fik Valdemar Tofte som lærer i sit hovedfag violin. Niels W. Gade blev hans lærer i musikhistorie, men størst betydning for hans løbebane som komponist fik Orla Rosenhoff, som underviste ham i musikteori. Fra 1916 til 1919 virkede Carl Nielsen selv som lærer ved konservatoriet i bl.a. musikteori, instrumentation og sammenspil, og i en ganske kort tid i sit sidste leveår, 1931, var han dets direktør.

Efter at have afsluttet sin eksamen ved konservatoriet blev han i 1886 ansat som 2. violinist i Tivolis orkester. Her medvirkede han som menigt orkestermedlem, da dirigenten Balduin Dahl i 1888 uropførte hans Lille Suite for Strygere op.

1. Ved denne koncert, hvor Carl Nielsen fik sit offentlige gennembrud som komponist, befandt Anne Marie Brodersen sig i øvrigt blandt det begejstrede publikum i salen.

I 1889 blev Carl Nielsen ansat som 2. violinist i Det Kgl. Kapel, hvor han trods ringe begejstring forblev i 16 år. Her spillede han under den norske kapelmester Johan Svendsens ledelse til operaer, balletter og skuespil. I tidsrummet 1908-14 vendte han tilbage til teatret som 2. kapelmester; men allerede i sin tid som kapelmusiker havde han dirigeret på Det Kgl. Teater ved førsteopførelserne af sine to operaer Saul og David (1902) og Maskarade (1906). Også ved senere lejligheder dirigerede han sin musik her. 

I Odd Fellow Palæets store sal er en lang række af Carl Nielsens værker blevet uropført, dels ved kompositions-koncerter han selv arrangerede, dels ved Musikforenings- og Kapelkoncerter. Efter en længere pause genoptog Det Kgl. Kapel i marts 1891 sine symfonikoncerter i Odd Fellow Palæet, og som første punkt på programmet stod Carl Nielsens symfoni nr. 1. Den fik en blandet modtagelse, men blev dog ikke kritiseret nær så meget som det følgende nummer, Brahms' Violinkoncert! I dag kan det også være svært at forstå, at Carl Nielsens Helios-ouverture, der første gang blev spillet ved en Kapelkoncert i 1903, fik en kølig modtagelse.

Fra 1915 til 1927 dirigerede Carl Nielsen Musikforeningens koncerter, der fandt sted i Odd Fellow Palæet. Allerede i 1897 havde Musikforeningen uropført hans korværk Hymnus Amoris og i 1905 hans symbolistiske korværk Søvnen. Under Carl Nielsens egen taktstok uropførte Musikforeningen mellem 1916 og 1922 hans symfoni nr. 4, Det Uudslukkelige, Hymne til N. W. Gade (på 100-årsdagen for Gades fødsel) og symfoni nr. 5. Endelig fik hans fløjtekoncert i 1927 sin danske førsteopførelse i Musikforeningen efter at være blevet uropført i Paris året før.

Carl Nielsens lejlighedsværker har lydt på mange københavnske lokaliteter, f.eks. i Universitetets Festsal, på Charlottenborg, i Børssalen og på Københavns Rådhus. Endelig må det have været gribende at opleve Københavns Orkester-For-enings „Monstrekoncert" i Kongens Have i 1915, hvor et 200 mand stort orkester spillede Carl Nielsens Parafrase over salmen Nærmere Gud til Dig, komponeret til minde om dampskibet Titanics forlis i 1912.

I 1915 fik Anne Marie Carl-Nielsen tildelt billedhuggeren Vilh. Bissens bolig og atelier i Frederiksholms Kanal 28 A for at kunne færdiggøre sit store ryttermonument over Christian 9. Her kan man i dag se en mindetavle for Carl Nielsen. Blot få husnumre længere henne ad Frederiksholms Kanal ligger Borups Højskole i nr. 24 - næsten som et symbol på, at Carl Nielsens første bidrag til højskolesangen blev til på opfordring af den københavnske højskoleforstander Johan Borup. Også denne side af Carl Nielsens indsats kan altså relateres til „stenbroen". 

Lisbeth Ahlgren Jensen, 1995