Den første forestilling

Forfatter: Alette Scavenius

Onsdag d. 23. september 1722 kl. fem om eftermiddagen – ’at det Klokken 7 kand have Ende’ åbnede det lille bindingsværksteater i Lille Grønnegade for første gang med danske skuespillere, som spillede på dansk. Traditionelt betegnes denne dag som den danske scenekunsts ’fødsel’. Forestillingen indledtes med en prolog, skrevet af Frederik Rostgaard, en højt placeret embedsmand, som også oversatte flere af teatrets franske værker. Prologen er formentlig blevet opført af teatrets førstedame, Marie Magdalene Montaigu, gift med den kunstneriske leder, René Montaigu. Prologen blev efterfulgt af en lynoversættelse af Molières Gnieren (som vi i dag kender som Den Gerrige). Man kan dog næppe tale om en oversættelse af værket, snarere en gendigtning; handlingen foregår i København og man spiser noget så ufransk som ’Laalanske Ærter’ og boghvedekager.

 

På plakaten, som findes på Det Kongelige Bibliotek, står der ikke noget om hverken dramatiker eller skuespillere, men til gengæld priserne på de forskellige pladser i salen, hvilket giver os en god fornemmelse af hvordan teatret var indrettet. Men også en fornemmelse af at det var småt: De fornemme gæsters liveri-klædte tjenere var der ikke, som det ellers var sædvane, plads til. På den store aften var teatret fyldt til sidste plads.