Skuespillere

Forfatter: Alette Scavenius

Benoît le Coffre 1708: Maskerade. Plafond i Rosen på Frederiksberg Slot.

Le Coffre var i familie med Montaigu og man antager at nogle af figurerne stammer fra hans trup

Montaigus trup bestod af syv skuespillere og tre skuespillerinder. Hans unge kone, Marie Magdalene, som var af fransk afstamning, men født og opvokset i København, spillede alle ung-pigerollerne, soubretterne, som fx Pernille, mens hendes slægtning, Marie Hélène le Coffre spillede Magdelonerne, de ældre kvinderoller. Den tredje kvindelige skuespiller, Maren Magdalene Lerche, spillede de modne kvinde-roller som fx Nille i Jeppe på Bjerget og Anneke i Den Politiske Kandestøber.

Blandt de mandlige skuespillere, er der flere der er gået over i teaterhistorien, Henrik Wegner, der spillede den vakse tjener, Henrik, Johannes Ulsøe, der spillede ældre, ofte lidt latterlige mænd som fx Herman von Bremen, Jeronimus og Mester Gert. Den unge elskerrolle, Leander, baronen i Jeppe på Bjerget eller titelrollen i Jean de France blev spillet af Frederik de Pilloy, mens Johan Gram spillede dialektroller, som fx titelrollen i Jeppe på Bjerget. Endelig var der Jens Høberg, der også var dialektskuespiller, som spillede tosseroller som fx Arv, karlen i en lang række komedier.